11. april 1897, aften
Kære abbed, her anstrenger jeg mig til det yderste for at rekonstruere min fortid, og så afbryder De mig ustandselig som en pedantisk degn, der hele tiden gør mig opmærksom på mine stavefejl ... De distraherer mig. Og De generer mig. Indrømmet, jeg slog vist Joly ihjel, men det var med et højere mål for øje, som retfærdiggjorde de små midler, jeg var nødt til at ty til. De skulle tage ved lære af en politisk dreven og koldblodig mand som padre Bergamaschi og beherske Deres sygelige anmasselse ...
Således befriet for både Jolys og Goedsches afpresning kunne jeg nu påbegynde arbejdet på mine nye Prageriske Protokoller (sådan kaldte jeg dem i hvert fald indtil videre). Og jeg var nødt til at finde på noget nyt, for min gamle scene fra kirkegården i Prag var efterhånden blevet noget nær en litterær kliché. Nogle år efter min farfars brev havde Le Contemporain udgivet rabbinerens tale, idet bladet hævdede, at det skulle dreje sig om en autentisk rapport udarbejdet af en engelsk diplomat, en vis Sir John Readcliffe. Da Goedsche havde skrevet sin roman under pseudonymet Sir John Retcliffe, var det klart, hvor teksten stammede fra. Jeg er siden holdt op med at tælle de gange, hvor kirkegårsscenen er blevet genoptaget af forskellige forfattere. Mens jeg skriver dette, mener jeg at huske, at en vis Bournand for nylig udgav Les juifs nos contemporains, hvor rabbinerens tale atter indgår, med den lille forskel at John Readclif er blevet selve rabbinerens navn. Gud fader, hvordan kan man leve i en verden fuld af falsknere?
Jeg søgte altså efter nye oplysninger, som jeg kunne føre til protokols, og jeg gik ikke af vejen for at uddrage dem af trykte værker. Jeg var nemlig stadig af den overbevisning, at mine potentielle kunder – bortset fra det uheldige tilfælde abbed Dalla Piccola – næppe var folk, der tilbragte hele dagen på et bibliotek.
En dag sagde fader Bergamaschi til mig:
– Der er kommet en ny bog på russisk om jøderne og Talmud, af en vis Lutostanski. Jeg vil forsøge at få fat i den og få den oversat af mine brødre. Der er for resten en anden mand, vi skal forsøge at komme i kontakt med. Har du nogensinde hørt tale om Osman Bey?
– Er han tyrker?
– Muligvis serber, men han skriver på tysk. Han har skrevet en lille bog, som allerede er oversat til flere sprog, men han skal sikkert bruge nogle flere oplysninger, for antijødiske kampagner er hans levebrød. Efter sigende har det hemmelige russiske politi betalt ham fire hundred rubler for at tage her til Paris for at foretage indgående studier af Alliance Israélite Universelle, og så vidt jeg husker, fik du i sin tid nogle oplysninger om dem af din ven Brafmann.
– Yderst få, faktisk.
– Så find på noget. Hvis du giver noget til denne Bey, får du noget til gengæld.
– Hvordan skal jeg finde ham?
– Han finder dig.
Jeg arbejdede næsten ikke mere for Hébuterne, men jeg sørgede nu og da for at bevare kontakten til ham. Vi mødtes foran midterindgangen til Notre Dame, og jeg spurgte ham om, hvad han vidste om denne Bey. Han var tilsyneladende kendt af politiet i den halve verden.
– Han er muligvis af jødisk oprindelse, ligesom Brafmann og andre, der har set sig gale på deres egen race. Han har et meget langt generalieblad, tidligere benyttede han sig af navnet Millinger eller Millingen, så Kibridli-Zade, og på et tidspunkt foregav han at være albaner. Han er blevet udvist af mange lande i forbindelse med temmelig uigennemskuelige sager, og andre steder har han siddet nogle måneder i fængsel. Hans interesse for jøderne skyldes, at han anede en mulighed for at tjene penge. I Milano skal han ved en eller anden lejlighed have fremsat et offentligt dementi af alt, hvad han var i færd med at udbrede om jøderne. Siden fik han trykt nogle nye antijødiske pamfletter i Schweiz, som han personlig solgte ved dørene i Egypten. Men mest succes har han fået i Rusland, hvor han oprindelig skrev nogle fortællinger om mord på kristne børn. Nu har han kastet sig over Alliance Israélite, og det er grunden til, at vi gerne vil holde ham væk fra Frankrig. Som jeg flere gange har nævnt for Dem, vil vi ikke lægge os ud med de mennesker. Det er ikke i vores interesse, i hvert fald ikke lige nu.
– Jamen, han er allerede på vej til Paris, hvis han ikke allerede er her.
– Jeg forstår, at De efterhånden er bedre underrettet end mig. Udmærket, hvis De vil holde øje med ham, vil vi være Dem taknemmelige for det, som sædvanlig.
Jeg havde således to gode grunde til at møde denne Osman Bey: Jeg ville dels forsøge at sælge ham, hvad jeg kunne om jøderne, dels holde Hébuterne underrettet om, hvad han foretog sig. Og en uge senere lod Bey høre fra sig. Han stak en seddel ind under døren til min butik med sin adresse på et pensionat i Maraiskvarteret.
Jeg forestillede mig, at han var en ædedolk og ville invitere ham på Grand Véfour, så han kunne smage en fricassée de poulet Marengo og les mayonnaises de volaille. Vi udvekslede nogle beskeder, hvorefter han afviste min invitation og satte mig stævne samme aften på hjørnet af place Maubert og rue Maître Albert. Når jeg så en drosche holde ind til siden, skulle jeg nærme mig den og give mig til kende.
Da vognen standsede på gadehjørnet, stak der et fjæs frem, som jeg nødig ville have løbet ind i om natten i en gade i mit kvarter: Langt og tjavset hår, krum næse, høgeblik, gustenbleg lød, mager som et slangemenneske og med en enerverende trækning ved venstre øje.
– God aften, kaptajn Simonini, sagde han straks og tilføjede: Selv væggene har ører i Paris, som man siger, og man kan kun tale frit ved at køre rundt i byen. Kusken her kan ikke høre os, og selv om han kunne, er han stokdøv.
Og således havde vi vores første samtale, mens mørket sænkede sig over byen, og en let regn silede ud af de lavtliggende tågebanker, som bredte sig, indtil de næsten dækkede brolægningen. Det lod til, at kusken havde fået besked på at køre ind i de mest øde kvarterer og de dårligst oplyste gader. Vi kunne have talt lige så roligt på boulevard des Capucines, men Osman Bey holdt åbenbart af at sætte tingene i scene.
– Paris virker menneskeforladt, se bare de forbipasserende, sagde Osman Bey med et smil, der lyste ansigtet op, som en kerte kan oplyse et kranium (selv om manden havde et hærget ansigt, havde han usædvanlig smukke tænder). De glider gennem gaderne som spøgelser. Måske skynder de sig ned i deres grav igen, så snart dagen gryr.
Jeg mistede besindelsen:
– Det er alt sammen meget godt og minder lidt om en gyser af Ponson du Terrail, når de er bedst, men skulle vi ikke komme til sagen? Hvad har De for eksempel at sige om en vis Hippolyte Lutostanski?
– Han er en bedrager og en spion. Har var oprindelig katolsk præst, men blev ekskommunikeret, fordi han havde gjort noget, hvordan skal jeg udtrykke det, fordækt med nogle små drenge – og det er i sig selv ikke nogen anbefaling, for nok er vi mennesker svage, men hvis man er præst, har man for pokker da pligt til at holde sin sti nogenlunde ren. Hans eneste reaktion var at blive ortodoks munk ... Jeg kender efterhånden det hellige Rusland så godt, at jeg kan sige, at på disse klostre – afsidesbeliggende som de er – knytter de gamle og novicerne sig til hinanden i en ... hvordan skal jeg udtrykke det, broderlig gensidig hengivenhed til hinanden. Men jeg er ikke intrigant og stikker ikke næsen i andre menneskers sager. Jeg ved bare, at Deres Lutostanski har fået en masse penge af den russiske regering for at fortælle om jødernes menneskeofringer, den sædvanlige historie om kristne børn, der bliver dræbt. Som om han selv behandlede børn bedre. Desuden går der rygter om, at han skulle have kontaktet nogle jøder med et tilbud om, at han ville dementere alt, hvad han havde udgivet. Og det er jo nærmest naivt at tro, at man kan slå jøderne for penge. Næ, han er en helt igennem upålidelig person.
Så tilføjede han:
– Åh, det havde jeg nær glemt. Han har syfilis.
En eller anden sagde engang til mig, at de store fortællere altid beskriver sig selv gennem deres personer.
Så lyttede Osman Bey tålmodigt til, hvad jeg prøvede at forklare ham. Han smilede overbærende ad min malende beskrivelse af kirkegården i Prag og afbrød mig:
– Kaptajn Simonini, det kan man sandelig kalde digt og ikke et hak bedre end, hvad De netop har beskyldt mig for. Jeg er kun ude efter håndfaste beviser på forbindelsen mellem Alliance Israélite og frimureriet, og om muligt ikke at grave i fortiden, men at forudsige fremtiden, forbindelserne mellem de franske jøder og preusserne. Alliancen er en magtfaktor, som er i færd med at vikle verden ind i et gyldent spind med det formål at bemægtige sig alt og alle, og det er det, der skal bevises og afsløres. Der har i mange århundreder, selv inden Romerrigets tid, fandtes kræfter som Alliancen. Det er derfor, de er så velorganiserede, de har tre tusind år på bagen. Tænk bare på, hvordan de har domineret Frankrig gennem en jøde som Thiers.
– Var Thiers jøde?
– Hvem er ikke det? De er alle vegne, bag vores ryg. De har kontrol over vores sparepenge, styrer vores hære, påvirker kirke og regeringer. Jeg har bestukket en ansat i Alliancen (alle franskmænd er korrupte), og jeg fik en kopi af alle de breve, de har sendt til de jødiske komiteer i de lande, der grænser op til Rusland. Komiteerne er alle vegne langs grænsen, og mens politiet har kontrol over hovedfærdselsårerne, så færdes deres ordonnanser i det åbne land, i moserne og ad vandvejene. Det er ét stort edderkoppespind. Jeg har afsløret dette komplot for zaren og reddet Det Hellige Rusland. Jeg alene. Jeg er en fredselskende mand og så helst en verden, hvor alle mennesker levede i fred og fordragelighed, og ingen længere kendte betydningen af ordet vold. Hvis verden blev befriet for alle jøder, som med deres finanser understøtter handelen med kanoner, ville vi gå et lykkelig århundrede i møde.
– Hvad er konklusionen?
– Konklusionen er, at vi en dag må forsøge os med den eneste fornuftige løsning på problemet, den endelige løsning: udryddelsen af alle jøder. Selv børnene? Ja, selv børnene. Jeg ved godt, at det kan lyde som det barnemord, kong Herodes foranstaltede, men når man har med ukrudt at gøre, er det ikke nok at slå planten ned, man må trække den op med rode. Hvis man ikke vil have myg, skal man slå deres larver ihjel. En indsats over for Alliance Israélite kan kun være et skridt på vejen. Selv Alliancen kan kun ødelægges, hvis hele racen bliver udryddet.
Hen imod slutningen af denne droschetur gennem et menneskeforladt Paris stillede Osman Bey mig et forslag.
– Det er ikke meget, De har at byde på, kaptajn. De kan ikke på den baggrund forvente, at jeg giver Dem interessante oplysninger om Alliancen, som jeg snart vil have et indgående kendskab til. Men lad mig stille Dem et forslag: Jeg kan overvåge jøderne i Alliancen, men ikke frimurerne. Da jeg kommer fra det ortodokse og mystiske Rusland og ikke har noget særligt kendskab til denne bys finansielle og intellektuelle kredse, kan jeg ikke infiltrere frimurerne. De optager sådan nogle som Dem, folk med et guldur i vestelommen. De burde ikke have svært ved at skaffe Dem adgang til miljøet. Jeg har ladet mig fortælle, at De kan bryste Dem af at have deltaget i en af Garibaldis bedrifter, og han var om nogen frimurer. Kort sagt: De fortæller mig om frimurerne, og jeg fortæller Dem om Alliancen.
– Er det en rent mundtlig aftale?
– Et ord er et ord mellem to hædersmænd.