20

RUSSERNES MAND?

12. april 1897, klokken 9 om morgenen

Kære abbed, nu kan der ikke længere herske nogen tvivl om, at vi er to forskellige personer. Jeg kan bevise det.

Nu til morgen – ved ottetiden, vil jeg tro – vågnede jeg (vel at mærke i min egen seng) og gik, stadig iført natskjorte, ind i mit arbejdsværelse, da jeg fik et glimt af en en sortklædt skikkelse, som forsøgte at smutte ned ad trappen. Jeg konstaterede ud ad øjenkrogen, at nogen havde rodet i mine papirer, greb min kårdestok, som heldigvis var inden for rækkevidde, og skyndte mig ned i butikken. Her så jeg det mørke omrids af en ulykkesfugl, der var på vej ud på gaden, jeg tog forfølgelsen op, og – hvad enten det var rent uheld, eller den uindbudne gæst nøje havde forberedt sin flugt – snublede jeg over en skammel, som ikke burde have stået, hvor den stod.

Med draget kårde styrtede jeg haltende ud på gaden, men ak, der var ikke et øje hverken til højre eller til venstre. Min gæst var undsluppet. Men det var Dem, det ville jeg sværge på. Og da jeg bagefter gik tilbage til Deres lejlighed, fandt jeg da også Deres seng tom.

12. april, middag

Kaptajn Simonini,

Jeg er netop vågnet (i min egen seng) og skynder mig at svare på Deres besked. De har mit ord på, at det umuligt kan have været mig, De så i morges, for jeg lå og sov. Men så snart jeg vågnede, klokken var vel omkring 11, fik jeg til min forfærdelse et glimt af en mand, utvivlsomt Dem, der flygtede gennem korridoren med forklædningerne. Stadig iført natskjorte forfulgte jeg Dem helt ind i Deres lejlighed, jeg så Dem nærmest svæve ned i Deres uhumske butik som et gespenst og forsvinde ud ad døren. Jeg snublede også selv over en skammel, og da jeg kom ud i impasse Maubert, var den flygtende sporløst forsvundet. Men det var Dem, det vil jeg sværge på. Sig mig, om jeg har gennemskuet, hvordan det hænger sammen, jeg bønfalder Dem ...

12. april, tidlig eftermiddag

Kære abbed,

Hvad er det, der sker med mig? Jeg er åbenbart ikke rask, det føles, som om jeg nu og da besvimer, og når jeg kommer til bevidsthed igen, har De skrevet i min dagbog og manipuleret den. Er vi to én og samme person? Besind Dem nu, i den sunde fornufts, hvis ikke i det logiske ræsonnements navn. Hvis begge vores møder indtraf på samme tid, kunne man med rimelighed forvente, at jeg stod på den ene side og De på den anden. Men det, vi hver især oplevede, fandt sted på forskellige tidspunkter. Det er hævet over enhver tvivl, at hvis jeg kommer ind i et værelse og ser nogen flygte, kan vedkommende ikke være mig; men at det absolut skulle dreje sig om Dem, bygger på den temmelig usikre antagelse, at vi to var alene i huset i morges.

Hvis vi to var alene i huset, ville det indebære et paradoks. De skulle være gået ind og rode i mine sager klokken otte i morges, og jeg skulle have optaget forfølgelsen. Derefter skulle jeg være gået ind og rode i Deres sager klokken elleve, hvorefter De forfulgte mig. Men hvad skyldes det så, at vi hver især husker det nøjagtige klokkeslæt for, hvornår nogen trængte ind i vores hjem, men ikke det nøjagtige klokkeslæt for, hvornår vi hver især trængte ind i hinandens hjem?

Vi kunne selvfølgelig have glemt det, have ønsket at glemme det eller fortiet det af en eller anden grund. Jeg selv kan dog, hånden på hjertet, garantere, at jeg ikke har fortiet noget som helst. For øvrigt forekommer tanken om, at to forskellige personer samtidig og fuldstændig sideløbende skulle have ønsket at fortie noget for hinanden, mig ærlig talt at være temmelig eventyrlig, og end ikke Montépin kunne have udtænkt en så spidsfindig intrige.

Så er hypotesen om, at der var tre personer inde i billedet, trods alt mere sandsynlig. En gådefuld monsieur Mystère trænger ind hos mig tidligt om morgenen, og jeg forveksler ham fejlagtigt med Dem. Klokken elleve trænger samme Mystère ind hos Dem, og De forveksler ham med mig. Synes De måske, det er så usandsynligt med alle de spioner, der er i omløb?

Det bekræfter os imidlertid ikke i, at vi er to forskellige personer. Den selv samme person kan sagtens, som Simonini, huske Mystères besøg klokken otte, derpå glemme det og, som Dalla Piccola, huske Mystères besøg klokken elleve.

I så fald ville hele historien med andre ord slet ikke have løst problemet med vores identitet. Den ville simpelthen have gjort livet surt for os begge (eller for den identiske person, som vi begge er) ved at belemre os med en tredjemand, der ganske uhindret kan gå og komme hos os.

Men sæt nu, at vi ikke var tre, men fire. Mystère 1 trænger ind hos mig klokken otte, Mystère 2 trænger ind hos Dem klokken elleve. Hvilken forbindelse er der mellem Mystère 1 og Mystère 2?

Og er De i grunden helt sikker på, at den person, der forfulgte Deres Mystère, var Dem selv og ikke mig? De må tilstå, at det er et godt spørgsmål.

Under alle omstændigheder vil jeg advare Dem. Jeg har en kårdestok. Hvis jeg ser bare skyggen af et andet menneske i mit hjem, vil jeg ikke tøve med at hugge ud efter vedkommende. Jeg løber næppe den risiko, at det er mig, og at jeg tager mig selv af dage. Det kunne være Mystère (1 eller 2), det gik ud over. Men det kunne også være Dem. Så er De advaret.

 

12. april, aften

Da jeg læste, hvad De skrev, føltes det, som om jeg netop var vågnet af en lang søvn, og jeg blev urolig. Og som i en drøm huskede jeg pludselig, hvordan doktor Bataille (men hvem var han?), i Auteuil, temmelig beruset, gav mig en lille pistol med ordene: »Jeg er bange. Vi er gået for langt. Frimurerne stræber os efter livet, vi må hellere sørge for at være bevæbnede.« Jeg blev forskrækket, og det skyldtes snarere pistolen end truslen, for jeg vidste (hvorfra?), at jeg kunne forhandle med frimurerne. Og næste dag gemte jeg våbnet af vejen i en skuffe her i rue Maître-Albert.

De forskrækkede mig i eftermiddag, så jeg gik hen og åbnede den pågældende skuffe. Det føltes mærkeligt nok, som om det var anden gang, jeg gjorde det, men så tog jeg mig sammen. Ikke flere drømmerier. Ved sekstiden om aftenen vovede jeg mig forsigtigt ind i forklædningskorridoren og fortsatte ind i Deres hjem. Jeg så en mørk skikkelse komme mig i møde, det var en krumbøjet mand, der kom hen imod mig, kun udstyret med et lille lys. Det kunne have været Dem, gud forbyde det, men jeg mistede besindelsen. Jeg skød, og han faldt livløs om for fødderne af mig.

Han var død, et enkelt skud lige i hjertet. Og jeg, der skød for første, og forhåbentlig sidste, gang i mit liv. Det var forfærdeligt.

Jeg undersøgte, hvad han havde i lommerne, og fandt kun nogle breve på russisk. Da jeg så nærmere på hans ansigt, var det da også tydeligt, at han havde høje kindben og lettere skrå øjne som en kalmuk, for slet ikke at tale om håret, der var så blondt, at det næsten var hvidt. Manden var utvivlsomt slaver. Men hvad ville han mig?

Jeg kunne ikke tillade mig at beholde liget i huset, så jeg slæbte det ned i Deres kælder, åbnede lemmen til kloakken, og denne gang tog jeg mod til mig og gik derned. Under store anstrengelser slæbte jeg liget ned ad trappen, og med fare for at besvime på grund af stanken slæbte jeg det derhen, hvor jeg forventede at finde resterne af den anden Dalla Piccola. I stedet fik jeg to overraskelser. Den ene var, at fugtigheden og skimlen dernede, ved et af kemiens – denne de moderne videnskabers dronning – mirakler havde været med til at bevare det, der angiveligt skulle være liget af mig, i flere årtier. Nok var det reduceret til et skelet, men endnu dækket af nogle læderagtige hudrester, som gjorde, at det, skønt mumificeret, havde bevaret nogle menneskelige træk. Den anden var, at jeg ved siden af den påståede Dalla Piccola fandt yderligere to lig, det ene af en mand iført præstekjole, det andet af en halvnøgen kvinde. De var begge i en tilstand af fremskreden forrådnelse, men det forekom mig, at der var noget bekendt ved dem. Men hvem var disse to lig, som udløste et stormvejr i mit hjerte og fremkaldte unævnelige billeder for mit øje? Jeg ved det ikke, og jeg ønsker ikke at vide det. Men Deres og min historie er tydeligvis mere indviklet end som så.

Så kom ikke her og fortæl mig, at De også har oplevet noget lignende. Jeg kan næsten ikke udholde dette spil af sammenfaldende omstændigheder.

 

12. april, nat

Kære abbed, jeg går ikke rundt og slår folk ihjel – i hvert fald ikke uden grund. Men jeg gik selv ned og så efter i kloakken, hvor jeg ikke havde været i årevis. Du almægtige, der er virkelig fire lig dernede. Det ene har jeg selv lagt der for hundred år siden, det andet slæbte De derned i aften, men hvad med de to andre?

Hvem er det, der kommer i min kloak og fylder den med lig?

Russerne? Hvad vil russerne mig – Dem – os?

Oh, quelle histoire!