21

TAXIL

Fra dagbogsoptegnelserne af 13. april 1897

Simonini anstrengte sig for at forstå, hvem der var trængt ind i hans hjem – og i Dalla Piccolas. Det dæmrede nu så småt for ham, at han i begyndelsen af firserne var begyndt at komme i Juliette Adams salon (han havde mødt hende i boghandlen i rue de Beaune under navnet madame Lamessine), at han samme sted havde mødt Juliana Dimitrievna Glinka, og at han gennem hende var kommet i forbindelse med Ratjkovskij. Hvis nogen var trængt ind hos ham (eller Dalla Piccola), måtte det bestemt være på vegne af en af de to, som han nu begyndte at huske som konkurrenter på jagt efter samme skat. Men i mellemtiden var der gået næsten femten år, hvor der var sket mangt og meget. Hvor længe havde russerne været på sporet af ham?

Eller kunne det tænkes at være frimurerne? Han måtte have gjort et eller andet, der generede dem, måske søgte de i hans hjem efter nogle kompromitterende papirer, som han havde på dem. I de år forsøgte han at komme i forbindelse med frimurermiljøet, både for at tilfredsstille Osman Bey og på grund af fader Bergamaschi, der åndede ham i nakken, fordi de i Rom forberedte et frontalangreb på frimurerne (og på de jøder, der inspirerede dem) og havde brug for noget nyt materiale. Det, de allerede havde, var så tyndt, at jesuitternes tidsskrift, Civiltà Cattolica, havde set sig nødsaget til at genudgive Simoninis farfars brev til Barruel, skønt det allerede var blevet bragt i Le Contemporain tre år tidligere.

Det begyndte at dæmre: Han havde dengang overvejet, om det virkelig var i hans interesse at blive medlem af en loge. Han ville blive afkrævet en eller anden form for troskabsed, være nødt til at deltage i møder, han ville ikke kunne vægre sig mod at gøre sine logebrødre tjenester. Det ville alt sammen indskrænke hans råderum. Desuden kunne det ikke udelukkes, at en loge for at optage ham ville undersøge hans nuværende tilværelse og hans fortid, hvilket han ikke kunne tolerere. Så stod han sig måske bedre ved at udsætte en eller anden frimurer for afpresning og bruge ham som meddeler. En notar, der havde udfærdiget så mange falske testamenter, måtte trods alt have krydset en eller anden højtstående frimurer på sin vej.

Desuden var det ikke engang nødvendigt at fremsætte åbenlyse trusler om pengeafpresning. Simonini havde for flere år siden gjort op med sig selv, at nok havde han opnået visse fordele ved at gå fra at være mouchard til international spion, men dermed var hans ambitioner ikke opfyldt. Arbejdet som spion tvang ham til at leve en næsten illegal tilværelse, men med alderen følte han i stigende grad trang til at hengive sig til et begivenhedsrigt og agtværdigt selskabsliv. Således havde han fundet ud af, hvad det virkelig var, han stræbte efter: Han ville ikke være spion, men give alle andre indtryk af, at han var det, og en spion af den slags, der spillede et dobbeltspil, så man aldrig rigtig kunne vide, hvem han nu indhentede efterretninger for, og hvad han egentlig vidste.

At få andre til at tro, at man var spion, var meget indbringende, fordi alle ville forsøge at fravriste én nogle hemmeligheder, som de anså for at være uvurderlige, og de var parat til at betale store summer for at få en enkelt fortrolig oplysning af ham. Men da de ikke ønskede at træde offentligt frem, henvendte de sig til ham under påskud af, at han var notar og betalte uden at blinke, så snart han forlangte et eksorbitant beløb for sit arbejde, idet de vel at mærke ikke alene betalte overpris for en ubetydelig notaril ydelse, de fik heller ikke nogen informationer for pengene. De mente ganske enkelt, at de havde købt ham, og gav sig tålmodigt til at vente på nogle informationer.

Efter fortællerens mening var Simonini forud for de nye tider: Med udbredelsen af pressefrihed og nye informationssystemer, fra telegrafen til radioen, som var lige på trapperne, blev fortrolige oplysninger trods alt stadig sjældnere, og det kunne bringe professionen som hemmelig agent i krise. Så var det bedst ikke at ligge inde med nogen som helst hemmelighed og få andre til at tro, at man gjorde det. Det var lidt lige som at leve af renteindtægter eller høste indtægterne fra et patent: Man laver ikke dagens gerning, og andre mennesker praler af de rystende informationer, de har fået af en, man får et bedre og bedre ry, og pengene kommer, uden at man rører en finger.

Hvem kunne han kontakte, som – uden at blive udsat for decideret afpresning – kunne frygte afpresning? Det første navn, der faldt ham ind, var Taxil. Han mindedes, at han havde truffet ham, da han havde forfalsket nogle breve (Fra hvem? Til hvem?), og Taxil havde ikke uden stolthed fortalt ham om sin tilknytning til logen Le Temple des amis de l’honneur français. Var Taxil den rette mand? Han ville ikke begå en fejl og henvendte sig derfor til Hébuterne for at bede ham om nogle oplysninger. I modsætning til Lagrange benyttede hans nye kontaktmand sig hver gang af det samme mødested: Det var altid et sted bagerst i Notre Dames midterskib.

Simonini spurgte ham om, hvad Tjenesten vidste om Taxil. Hébuterne slog en høj latter op.

– Nu plejer det at være os, der beder Dem om oplysninger, ikke omvendt. For en gangs skyld vil jeg imødekomme Deres ønske. Navnet siger mig et eller andet, men det er ikke efterretningstjenesternes, men politiets gebet. De hører fra mig om nogle dage.

Rapporten kom inden ugens udgang, og det var ikke kedeligt læsning. Det fremgik af den, at Marie Joseph Gabriel Antoine Jogane-Pagès, alias Léo Taxil, var født i Marseille i 1854, han havde gået i skole hos jesuitterne, og som en logisk konsekvens heraf var han som attenårig begyndt at bidrage til nogle antiklerikale aviser. I Marseille plejede han omgang med letlevende damer, deriblandt en prostitueret, som siden blev idømt tolv års straffearbejde for at have myrdet sin husværtinde, og en anden, der siden blev anholdt for mordforsøg på sin elsker. Noget tydede på, at politiet lidt nøjeregnende havde lagt ham selv flygtige bekendskaber til last, hvilket var besynderligt, eftersom Taxil åbenbart også havde samarbejdet med myndighederne, som han havde forsynet med oplysninger om de republikanske kredse, han færdedes i. Men måske tog selv politiet afstand fra ham, fordi han engang ligefrem var blevet anmeldt for at faldbyde nogle såkaldte Serailkarameller, som i virkeligheden var et afrodisiakum. Ligeledes i Marseille havde han i 1873 sendt en række breve til de lokale aviser, alle med falske underskrifter tilhørende fiskere, som advarede om, at reden ud for byens havn vrimlede med hajer, hvilket vakte en del røre. Senere, hvor han var blevet dømt for nogle ukristelige artikler, var han flygtet til Genève. Her havde han spredt rygter om, at der på bunden af Genèvesøen skulle findes rester af en gammel romersk by, hvilket havde fået turisterne til at strømme til. Han blev så udvist af Schweiz for at udbrede falske og tendensiøse oplysninger og slog sig først ned i Montpellier, siden i Paris, hvor han åbnede en Librairie Anticléricale i rue des Écoles. Han var for nylig blevet optaget i en frimurerloge, men kort efter ekskluderet igen, fordi man havde fundet ham uværdig. Tilsyneladende var hans antiklerikale aktiviteter ikke længere så indbringende som før, og han sad i bundløs gæld.

Nu huskede Simonini pludselig alt om Taxil. Han havde udgivet en række bøger, der ikke bare var antiklerikale, men decideret antireligiøse, for eksempel en Jesu levned fortalt i meget respektløse tegninger (for eksempel af jomfru Marias relationer til Helligåndens due). Han havde også skrevet en temmelig dyster roman, Jesuittens søn, der ikke efterlod nogen tvivl om, at dens forfatter var en kæltring. På bogens første side var der nemlig en dedikation til Giuseppe Garibaldi (»som jeg elsker, som var han min egen far«), og det var der sådan set ikke så meget at sige til, men titelbladet oplyste, at bogen havde et »Forord« af Giuseppe Garibaldi. Forordet stod under overskriften »Antiklerikale tanker« og fremstod som et rasende angreb på den gejstlige stand (»når jeg står ansigt til ansigt med en præst, og ikke mindst en jesuit, selve kvintessensen af en præst, bliver jeg slået af hans vederstyggelige natur i en sådan grad, at jeg får kuldegysninger og kvalme«), men der var ikke et ord om den bog, den angiveligt var et forord til – så det var klart, at Taxil havde taget teksten et eller andet sted fra og præsenteret den, som om den var skrevet til hans bog.

Over for sådan en type ville Simonini ikke kompromittere sig selv. Han besluttede sig for at præsentere sig for ham som en notar ved navn Fournier, iførte sig en flot paryk i en udefinerbar, rødbrunlig farve, velfriseret med skilning i den ene side. Dertil kom et par bakkenbarter i samme nuance, som fik hans ansigt til at virke magert – og han blegede det med en passende creme. Foran spejlet forsøgte han at lægge ansigtet i en temmelig tåbelig grimasse, som blottede et par fortænder af guld – et lille odontologisk mirakel, der satte ham i stand til at skjule sine egne tænder. Den lille protese ændrede i øvrigt også hans accent og dermed hans stemme.

Derefter sendte han sin mand i rue des Écoles en petit bleu med rørpost og inviterede ham på Café Riche næste dag. Det var en god måde at introducere sig selv på, for mange berømtheder havde gennem tiden aflagt cafeen et besøg, og sådan en opblæst parvenu ville ikke kunne stå for en gang søtunge eller skovsneppe a la Riche.

Léo Taxil havde et buttet ansigt med fedtet hud, kronet af et imponerende overskæg, og en bred skaldepande, som han ustandselig tørrede sveden af, han var velklædt på en lidt demonstrativ måde og talte højrøstet med en utålelig Marseille-accent.

Han kunne ikke rigtig forstå, hvad denne notar Fournier ville ham, men lidt efter lidt blev han tydeligvis smigret af at stå over for en nysgerrig iagttager af den menneskelige natur, en af de personer, som den tids romanforfattere kaldte »filosoffer«, en mand, der var interesseret i hans antiklerikale polemik og usædvanlige erfaringer. Han gav sig derfor storskrydende til at fortælle om sin ungdoms bedrifter.

– Da jeg spredte rygtet om hajerne i Marseille, lå samtlige badeanstalter fra Marseille til Biscayen øde hen i flere uger. Borgmesteren var overbevist om, at hajerne måtte være kommet fra Korsika i kølvandet på et eller andet skib, der havde kastet nogle fordærvede rester af røget kød over bord. Byrådet forlangte, at der skulle udsendes et ekspeditionskorps af infanterister på en slæbebåd, og der kom virkelig hundred mand til byen under general Espivents kommando! Og historien om Genèvesøen? Der kom korrespondenter fra alle afkroge af Europa! Man hævdede, at den sunkne by var blevet opført på gallerkrigenes tid, da søen var så smal, at Rhônefloden løb igennem den, uden at søens og flodens vand blev blandet. De lokale færgemænd tjente fedt på at sejle turisterne midt ud på søen, man hældte olie ud på vandet for at forbedre sigtbarheden ... En berømt polsk arkæolog sendte en artikel hjem til sit fædreland, hvori han hævdede, at han nede på søens bund havde fået et glimt af et gadekryds med en rytterstatue! Det, der først og fremmest kendetegner folk, er, at de vil tro på hvad som helst. Men hvordan skulle den kristne kirke også have holdt i to tusind år, hvis ikke alle var så godtroende.

Simonini spurgte til Le Temple des amis de l’honneur français.

– Er det svært at blive optaget i en loge? spurgte han.

– Man skal bare være velstående og indstillet på at betale kontingentet, som er temmelig pebret. Og i øvrigt indrette sig efter de regler, der gælder for logebrødrenes indbyrdes beskyttelse. Og med hensyn til de strenge moralbegreber, man taler så meget om, så var den Ordførende Mester for Grand Collège des Rites indtil sidste år indehaver af et bordel i chaussée d’Antin, og en af de Treogtredive, de mest magtfulde i Paris, er spion, eller rettere kontorchef i en efterretningstjeneste, en vis Hébuterne.

– Men hvordan bærer man sig ad med at blive optaget?

– Det er der ritualer til! De skulle bare vide! Jeg ved ikke, om de virkelig tror på denne Verdens Store Bygmester, som de taler så meget om, men de tager i hvert fald deres ceremoniner meget alvorligt. Hvis De vidste, hvad jeg skulle gøre for at blive antaget som lærling!

Og her kastede Taxil sig ud i en række hårrejsende historier.

Simonini var ikke sikker på, om Taxil, der var patologisk løgner, var i færd med at binde ham en masse skrøner på ærmet. Han spurgte ham, om han ikke havde afsløret ting, som en logebroder skulle holde strengt hemmelige, og om han ikke havde malet optagelsesritualet i temmelig grelle farver. Taxil svarede skødesløst:

– Åh, jeg er såmænd ikke bundet af noget tavshedsløfte længere. De idioter har ekskluderet mig.

På en eller anden måde var han tilsyneladende involveret i en ny avis i Montpellier, Le Midi Républicain, som i sit første nummer havde offentliggjort flere breve, hvor indflydelsesrige personer, deriblandt Victor Hugo og Louis Blanc, gav udtryk for deres opbakning og sympati for foretagendet. Så sendte alle disse påståede brevskrivere pludselig breve til andre, frimurervenlige, aviser, hvor de benægtede, at de nogensinde skulle have støttet Le Midi Républicain og rasede over, at man havde misbrugt deres navne. Det havde ført til en lang række processer i logen, hvor Taxils forsvar for det første bestod i at fremlægge de originale breve, og for det andet i at forklare Hugos adfærd med den navnkundige gamle mands fremadskridende senilitet – hvorved han straks undergravede sit første argument med en utålelig fornærmelse mod en af fædrelandets og frimureriets stolte sønner.

Og nu huskede Simonini pludselig det øjeblik, hvor han, som Simonini, fremstillede de to breve fra Hugo og Blanc. Taxil havde åbenbart glemt, hvad der var sket; han var så vant til at lyve, selv over for sig selv, at han talte om brevene med åbne øjne og i god tro, som om de havde været ægte. Og hvis han havde en vag erindring om en notar ved navn Simonini, forbandt han ham ikke med notaren Fournier.

Det vigtigste var, at Taxil gav udtryk for et dybfølt had til sine forhenværende logebrødre.

Simonini havde straks forstået, at hvis han spillede på Taxils fortælleglæde, kunne han forsyne Osman Bey med artige sager. Men der var også opstået en anden idé i hans skarpsindige hjerne, først bare antydningen af et eller andet, kimen til en intuition, så noget, der lignede en detaljeret plan.

Ved deres første møde, hvor Taxil viste sig at have en sund appetit, havde den falske notar inviteret ham på Père Lathuile, et lille folkeligt sted ude ved toldboden i Clichy, hvor man fik en berømt poulet sauté og den endnu mere berømte kallun a la Caen – for slet ikke at tale om stedets vine – og mens de således sad og smækkede med tungen, spurgte notaren ham, om han mod et passende honorar ville skrive sine memoirer som frimurer for et eller andet forlag. Da talen faldt på et honorar, viste Taxil sig at være meget velvilligt indstillet. Simonini aftalte et nyt møde med ham og begav sig straks hen til fader Bergamaschi.

– Nu skal De høre, fader, sagde han. Vi har her en rødglødende antiklerikal, hvis antiklerikale bøger ikke længere kaster så mange penge af sig, som de har gjort. Vi har desuden en mand, som kender frimurerne og deres verden og har set sig gal på dem. Hvis bare Taxil gik over til katolicismen, tog afstand til alle sine antireligiøse værker og gav sig til at afsløre alle frimurernes hemmeligheder, så ville I jesuitter have en skånselsløs propagandist i jeres tjeneste.

– Men et menneske omvender sig ikke til katolicismen fra det ene øjeblik til det andet, bare fordi du beder ham om det.

– I Taxils tilfælde er det efter min mening kun et spørgsmål om penge. Man skal bare appellere til hans forkærlighed for at udbrede falske rygter, til det pludselige hamskifte, og stille ham en avisforside i udsigt. Hvad hed nu ham grækeren, som stak ild til Diana-templet i Efesos for at komme på alles læber?

– Herostratos. Javist, javist, svarede Bergamaschi tankefuldt. Så tilføjede han: I øvrigt er Herrens veje uransagelige ...

– Hvor meget kan vi tilbyde ham for at konvertere i fuld offentlighed?

– Nu burde det at kovertere være gratis, ad majorem Dei gloriam, men når det er sagt, må vi ikke være sippede. Du skal dog ikke tilbyde ham mere end halvtreds tusind franc. Han vil nok sige, at det er for lidt, men gør ham opmærksom på, at det dels gælder hans sjæls frelse, som ikke kan gøres op i penge, og dels vil han, hvis han skriver pamfletter, der kritiserer frimurerne, kunne benytte sig af vores distributionssystem, hvilket sikrer ham et salg på flere hundred tusind eksemplarer.

Simonini var ikke sikker på, at planen kunne lykkes, så for alle tilfældes skyld henvendte han sig til Hébuterne og fortalte ham, at jesuitterne konspirerede om at overtale Taxil til at vende sig mod frimurerne.

– Gid det var så vel, sagde Hébuterne. For en gangs skyld er jeg enig med jesuitterne. Ser De, Simonini, De taler med et fremtrædende, og ikke et hvilket som helst medlem af Stororienten, det eneste rigtige frimureri, som er verdsligt og republikansk, og nok antiklerikalt, men ikke antireligiøst, da det anerkender en Verdens Store Bygmester – og desuden kan enhver efter forgodtbefindende identificere ham med den kristne Gud eller med en upersonlig kosmisk kraft. Det bringer os i forlegenhed, at den døgenigt til Taxil stadig er iblandt os, selv om han er blevet ekskluderet. Desuden ville vi ikke have noget imod, at en frafalden broder gav sig til at fortælle ting om frimureriet, der er så forfærdelige, at ingen vil tro ham. Vi venter, at Vatikanet når som helst kan angribe os, og vi forestiller os ikke, at paven vil tage på os med fløjlshandsker. Frimurernes verden lider under de mange forskellige retninger, og allerede for mange år siden opregnede forfatteren Ragon femoghalvfjerds forskellige frimureriske systemer, tooghalvtreds observanser, fireogtredive ordener, hvoraf seksogtyve var for både mænd og kvinder, og fjorten hundred rituelle grader. Og jeg kunne udbrede mig om de skotske tempelriddere, om Heredom-, Swedenborg- og Mephis-observansen, den sidstnævnte indstiftet af den bedrager til Alessandro Cagliostro, og desuden om Weishaupts hemmelige visdomsforbund, om satanister, om luciferanere, palladianere og hvad de nu hedder alle sammen, jeg har selv mistet overblikket. Det er især de forskellige former for satanister, som ødelægger vores omdømme, og selv respektable brødre har, måske uforvarende og uden omtanke for skadevirkningen, bidraget til det. Proudhon var måske ikke frimurer særlig længe, men for fyrre år siden skrev han en bøn til Lucifer: »Kom, o Satan, du, som præster og konger har hånet, kom i mine arme«. Og italieneren Rapisardi, har skrevet sin Lucifero, som for øvrigt handlede om den sædvanlige Prometheus-myte, og Rapisardi var ikke engang frimurer, men Garibaldi, som er frimurer, roste ham til skyerne, og sådan er det efterhånden blevet en evig sandhed, at frimurere tilbeder Satan. Pave Pius 9. blev ved med at se Djævlen bag alt, hvad der havde med frimureriet at gøre, og for år tilbage skrev den italienske digter Giosuè Carducci – der hælder lidt til monarkiet og lidt til republikken og er en stor pralhals og desværre også en fremtrædende frimurer – en hymne til Satan, som han endda gav æren for jernbanens opfindelse. Carducci sagde siden, at Satan var en metafor, men endnu en gang fremstod tilbedelsen af Satan i alles øjne som frimurernes yndlingsbeskæftigelse. I frimurerkredse ville vi med andre ord ikke have noget imod, at en person, der for længst har bragt sig selv i miskredit, der er kendt for at være blevet ekskluderet af en frimurerloge, og som er en notorisk vendekåbe, gav sig til at skrive en række pamfletter med voldsomme udfald mod os. På den måde kunne man tage brodden af Vatikanets kritik og udstille manden som en pornograf. Hvis man anklager en mand for at have begået et mord, er der en chance for, at folk vil tro på det, men hvis man anklager ham for at spise børn morgen, middag og aften som Gilles de Rais, vil ingen tage det alvorligt. Reducer modstanden mod frimureriet til smudslitteratur, og den vil fremstå som gemen kolportage. Så ja, vi har brug for personer, som overdænger os med mudder.

Hébuterne var tydeligvis i besiddelse af et meget skarpt intellekt og mere dreven end selv sin forgænger, Lagrange. Han kunne ikke på stående fod sige, hvor meget Stororienten ville investere i foretagendet, men nogle dage senere gav han lyd fra sig igen. – Hundred tusind franc. Men så skal det virkelig være noget bras.

Simonini havde således over hundred halvtreds tusind franc til at købe bras for. Hvis han tilbød Taxil blot femoghalvfjerds tusind franc med udsigt til pæne oplag, ville han, i betragtning af sin betrængte situation, slå til med det samme. Så ville Simonini have femoghalvfjerds tusind til sig selv. Halvtreds procent i provision, det var bestemt ikke at foragte.

I hvis navn skulle han stille forslaget til Taxil? I Vatikanets navn? Notaren Fournier lignede ikke just en pavelig gesandt. Han kunne højst meddele ham, at for eksempel fader Bergamaschi ville aflægge ham et besøg – præster er trods alt sat i verden for at tage imod folks skriftemål og bekendelser af en blakket fortid.

Men kunne Simonini, apropos blakket fortid, stole på fader Bergamaschi? Han måtte ikke overlade Taxil i jesuitternes hænder. Det var før set, at ateistiske forfattere, hvis bøger blev solgt i hundred eksemplarer, når de gjorde knæfald ved alteret og fortalte om deres omvendelse, pludselig solgte to-tre tusind eksemplarer. Når det kom til stykket, skulle kirkens modstandere trods alt tælles blandt byernes republikanere, mens provinsens reaktionære og kirketro personer, som drømte om en svunden tids lyksageligheder, konge og præst (selv om man fraregnede dem, der ikke kunne læse og måtte have hjælp til det af præsten) var mangfoldige som djævle. Hvis man holdt fader Bergamaschi ude af billedet, kunne man foreslå Taxil et samarbejde om hans nye pamfletter ved at lade ham underskrive en samarbejdsaftale, som gav partneren ti-tyve procent af indtægterne fra de fremtidige skrifter.

I 1884 havde Taxil endnu engang stødt gode katolikker på manchetterne ved at udgive Pius 9.s kærlighedsliv, hvor han bragte en afdød pave i vanry. Samme år havde den regerende pave Leo 13. udsendt encyklikaen Humanum Genus, som var en »fordømmelse af frimureriets filosofiske og moralske relativisme«. Og ligesom samme pave med encyklikaen Quod Apostolici Muneris havde »kastet lys over« socialisternes og kommunisternes frygtelige fejltrin, gjaldt det nu om at rette et frontalangreb mod frimureriet og hele dets lære og afsløre de hemmeligheder, som underkuede dets tilhængere og fik dem til at begå alskens forbrydelser, fordi »denne stadige forstillelse og insisteren på at holde sig skjult, dette hårdnakkede ønske om at trælbinde menneskene som usle slaver for andres vilje i en sags tjeneste, som de knap forstår, udnytte dem som viljeløse redskaber til ethvert formål, det være sig nok så ondt, bevæbne deres højrehånd, så den kan begå mord og samtidig give forbryderne straffrihed, er i allerhøjeste grad naturstridige excesser«. For slet ikke at tale om naturalismen og relativismen i deres doktrin, som opkastede den menneskelige forstand til eneste dommer i enhver sag. Og hvad var der kommet ud af det: Paven var blevet frataget sin verdslige magt, man forsøgte at tilintetgøre kirken, ægteskabet var blevet reduceret til en civil kontrakt, man havde frataget præsterne ansvaret for ungdommens opdragelse og overladt den til verdslige lærere, man lærte folk, at »alle mennesker har de samme rettigheder og er fuldstændig lige; at ethvert menneske fra naturens hånd er fri; ingen har ret til at bestemme over hinanden; at underlægge menneskene nogen anden autoritet end den, der udgår fra dem selv, er tyranni«. Derfor var frimurerne af den opfattelse, at »enhver civil ret og pligt udgår af folket, og altså af staten«, og staten kunne kun være ateistisk.

Det var indlysende, at når man »fjerner enhver form for gudsfrygt og respekt for de guddommelige love, træder monarkernes autoritet under fode, tillader og ligefrem tilskynder til oprørets liderlighed, fuldstændig slækker tøjlerne for folkets lidenskaber, befriet for enhver hæmning, hinsides straf, kan det kun medføre en altomfattende revolution og opstand ... hvilket er et erklæret mål for de talrige kommunistiske og socialistiske forbund, som frimureriet ikke med nogen ret kan hævde at være fremmed for«.

Simonini måtte så hurtigt som muligt bringe »bomben« i form af Taxils omvendelse til sprængning.

Her synes Simoninis dagbog at gå i hårdknude. Det virker nærmest, som om vores ven ikke kan huske, hvordan og ved hvis mellemkomst Taxil lod sig omvende. Som om hans hukommelse sprang noget over, så han kun kunne huske, at Taxil inden for få år var blevet antifrimureriets katolske bannerfører. Efter at have kundgjort vidt og bredt, at han var kommet tilbage i kirkens favn, udgav manden fra Marseille først Les frères trois-points (de tre punkter symboliserede frimurernes 33. grad) og Les Mystères de la Franc-Maçonnerie (med dramatiske illustrationer, der henledte tanken på satanisme og grufulde ritualer), og straks efter Les soeurs maçonnes, som handlede om de (indtil det tidspunkt ukendte) kvindeloger – og året efter La Franc-Maçonnerie dévoillée foruden La France Maçonnique.

Lige fra første færd var beskrivelsen af et indvielsesritual nok til at få læseren til at gyse. Man havde sat Taxil stævne klokken otte om aftenen i frimurerlogen, hvor en portner tog imod ham. Klokken halv ni blev han lukket ind i Refleksionskabinettet, et lille kammer med sortmalede vægge udsmykket med dødningehoveder og korslagte knogler og inskriptioner af typen: »Ve dig, hvis flygtig nysgerrighed hid dig driver!« Pludselig faldt gasflammen, en falsk væg gled til side og forsvandt ind i en skjult karm i væggen, og den profane fik øje på en krypt, som var oplyst af gravlamper. I et blodigt klæde på en træstub lå et nyligt overskåret menneskehoved, og mens Taxil veg rædselsslagen tilbage, råbte en stemme, der syntes at udgå fra muren, til ham:

– Skælv, o Profane! Du ser her hovedet af en mensvoren broder, som har røbet vores hemmeligheder! ...

Der var naturligvis tale om et trick, bemærkede Taxil, og hovedet tilhørte formentlig en medsammensvoren, som havde skjult sig inden i træstubben, der var hul; lampernes væger var dyppet i brændende kamferolie blandet med groft køkkensalt, og det var den blanding, som tryllekunstnere på markedspladser kalder »helvedessalt«, og som brændte med en grønlig flamme og kastede et gustent skær over det falske afhuggede hoved. Og med hensyn til andre indvielsesritualer havde han hørt om duggede spejlvægge, hvor en laterna magica, i det øjeblik olielampen gik ud, viste nogle gespenster, der flagrede hid og did, og nogle maskerede mænd, der omringede en person i lænker og gennemborede ham med deres dolke. Alt det sagde noget om, hvilke nederdrægtige metoder logen benyttede sig af for at underkue følsomme gemytter blandt ansøgerne.

Derefter gjorde en såkaldt Frygtelig Broder den profane klar. Han afførte ham hans hat, jakke og højre sko, smøgede hans højre bukseben op til over knæet, blottede hans venstre arm og bryst, gav ham bind for øjnene, drejede ham nogle gange rundt og, efter at have ført ham op og ned ad nogle trapper, førte han ham til De Fortabte Skridts Sal. En dør gik op, mens en Introduktionsbroder, med et instrument bestående af store, knirkende fjedre, frembragte noget, der lød som raslen af kæmpemæssige kæder. Den søgende blev ført ind i en sal, hvor Introduktionsbroderen pressede spidsen af en kårde mod hans nøgne bryst, og Ordførende Mester spurgte: »Hvad mærker den Profane mod sit bryst? Hvad er det, De har for øjnene?« Den søgende skulle så svare: »Jeg har et tykt bind for øjnene, og jeg mærker spidsen af en kårde mod mit bryst.« Og Orførende Mester sagde: »Min herre, dette våben, der altid er parat til at straffe den, som begår mened, symboliser den anger, der vil sønderrive Deres hjerte, hvis De skulle formaste Dem til at forråde det selskab, som De søger optagelse i; og bindet for Deres øjne er et symbol på den blindhed, som mennesket var slået med, hvis det var i sine lidenskabers vold og nedsunket i uvidenhed og overtro.«

Derefter greb nogen den søgende, drejede ham rundt igen, og når han begyndte at blive rundtosset, skubbede han ham hen foran en stor skærm gjort af adskillige lag tykt papir, lidt ligesom de ringe, cirkusheste springer igennem. Når der blev givet ordre til, at den arme mand skulle »føres ind i hulen«, blev han for fuld kraft skubbet ind i skærmen, papiret brast, og han væltede omkuld på en madras, som lå på den anden side.

For slet ikke at tale om den uendelige trappe, som i virkeligheden var en trædemølle, og den, der besteg den med bind for øjnene, satte hele tiden foden på et nyt trin, men trappen blev ved at dreje den modsatte vej, så manden ikke kom ud af stedet.

Og man lod endda, som om man årelod og brændemærkede den søgende. I forbindelse med åreladningen greb en Kirurgbroder hans arm, stak ham tilpas hårdt med en tandstikker, og en anden Broder lod en smule lunkent vand dryppe ned på ansøgerens arm, for at han skulle tro, at det var hans eget blod. Når han skulle underkastes brændemærkeprøven, gned en af de tjenestegørende frimurere ham et sted på kroppen med et stykke stof og lagde et stykke is på stedet, eller en endnu varm lysestump, eller foden på et likørglas, som var blevet varmet op over nogle stykker brændende papir. Til sidst satte Ordførende Mester ansøgeren ind i de hemmelige tegn og vendinger, hvormed logebrødrene genkender hinanden.

Nu mente Simonini, at han havde været læser og ikke inspirator af Taxils bøger. Og alligevel erindrede han sig, at han for hver ny bog af Taxil, og endnu inden den udkom (hvilket betød, at han kendte dem på forhånd) havde henvendt sig til Osman Bey og refereret indholdet for ham, som om det drejede sig om opsigtsvækkende afsløringer. Og nok gjorde Osman Bey ham ved deres næste møde opmærksom på, at alt, hvad han havde fortalt ham sidste gang, siden var udkommet i en bog af Taxil, men dertil kunne Simonini straks svare, at Taxil ganske rigtigt var hans kilde, og at det ikke var hans skyld hvis manden, når han havde afsløret frimurernes hemmeligheder for ham, for egen vindings skyld udgav en bog om dem. Om ikke andet måtte man betale manden for ikke at offentliggøre sine erfaringer – og idet Simonini sagde det, sendte han Osman Bey et sigende blik. Men Osman svarede, at det var spild af penge at forsøge at bringe en sladderhank til tavshed. Hvorfor skulle Taxil fortie de hemmeligheder, han netop havde afsløret? Og Osman, der med god grund nærede en vis mistillid til Simonini, gav ham ikke nogen af sine oplysninger om Alliance Israélite til gengæld.

Derfor holdt Simonini op med at informere ham. Men, tænkte Simonini, mens han skrev, problemet er: Hvorfor kan jeg huske, at jeg forsynede Osman Bey med oplysninger, som jeg havde fra Taxil, mens jeg intet husker om min kontakt til Taxil?

Det var et godt spørgsmål. Men hvis han havde kunnet huske dette, ville han ikke sidde der og skrive alt det ned, som han efterhånden kom i tanker om. Quelle histoire!

Med denne kloge betragtning gik Simonini til ro, og da han vågnede igen på et tidspunkt, som han mente måtte være næste morgen, var han våd af sved, som om han natten igennem havde haft mareridt eller fordøjelsesbesvær. Men da han gik hen og satte sig ved sit skrivebord, gik det op for ham, at han ikke var vågnet den følgende dag, men to dage senere. Mens han sov ikke en, men to urolige nætters søvn, kunne det ikke undgås, at abbed Dalla Piccola, som ikke brød sig om at have så mange lig i sin personlige kloak, blandede sig og fortalte ting, som Simonini åbenbart var ubekendt med.