22

DJÆVELEN I DET 19. ÅRHUNDREDE

14. april 1897

Kære kaptajn Simonini,

Endnu en gang må jeg konstatere, at hvor De virker temmelig konfus, så står tingene stadig klarere i min erindring.

Det føles, som var det i dag, at jeg møder først monsieur Hébuterne og dernæst fader Bergamaschi. Jeg gør det for på Deres vegne at modtage nogle penge, som jeg (strengt taget) skal give til Léo Taxil. Derefter aflægger jeg, denne gang på notar Fourniers vegne, Léo Taxil en visit.

– Min herre, siger jeg til ham, jeg vil ikke udnytte min position til at opfordre Dem til at anerkende den Jesus Kristus, som De gør nar af, og jeg er ærlig talt ligeglad med, om De kommer i helvede. Jeg er ikke kommet for at love Dem evigt liv, men for at sige til Dem, at en række udgivelser, som sætter frimurernes forbrydelser på anklagebænken, ville møde en skare af rettænkende læsere, som jeg uden tøven vil kalde temmelig stor. Måske kan De ikke forestille Dem, hvad det kan betyde for en bogs modtagelse, at den nyder fremme fra samtlige klostre, sogne og bispedømmer ikke alene i Frankrig, men på længere sigt i hele verden. For at vise Dem, at jeg ikke er kommet for at omvende Dem, men for at tilbyde Dem en sikker fortjeneste, skal jeg straks fortælle Dem, hvad jeg i al beskedenhed fordrer af Dem. Hvis bare De vil underskrive en kontrakt, som sikrer mig (eller rettere den orden, jeg tilhører) tyve procent af Deres fremtidige honorarer, så vil jeg introducere Dem for en person, der ved mere om frimureriets gåder, end De selv gør.

Jeg forestiller mig, kaptajn Simonini, at vi to havde aftalt at dele de berømte tyve procent af Taxils honorarer mellem os. Jeg gav ham også et andet, helt uforbindende tilbud:

– Der er også femoghalvfjerds tusind franc til Dem, og spørg ikke, hvor de kommer fra, det er muligt, at min abbed kan kaste lys over det. Femoghalvfjerds tusind, som jeg betror Dem, før De overhovedet er begyndt, hvis De i morgen offentligt vil erklære, at De har ladet Dem omvende. Af disse femoghalvfjerds tusind franc, jeg siger og skriver femoghalvfjerds tusind, skal De ikke afdrage noget som helst, for med mine foresatte og mig har De med folk at gøre, som betragter penge som Djævlens værk. Tæl selv efter, der er femoghalvfjerds tusind.

Jeg ser scenen ligeså lyslevende for mig, som hvis jeg betragtede et daguerreotypi.

Jeg fik straks indtryk af, at det ikke alene var de femoghalvfjerds tusind franc og løftet om fremtidige royalties, der gjorde indtryk på Taxil (selv om pengene på bordet fik hans øjne til at skinne), men også tanken om at foretage en kovending, så han, der var en forhærdet antiklerikal, pludselig blev glødende katolik. Nydelsen ved de andres undren og alt det, der ville blive skrevet om ham i aviserne. Det var sandelig noget andet end at påstå, at der skulle ligge en romersk by på bunden af Genèvesøen.

Han klukkede fornøjet og var allerede i færd med at planlægge kommende bogudgivelser, inklusive ideer til illustrationer.

– Jeg ser allerede for mig en hel traktat, mere eventyrlig end en roman, om frimureriets mysterier. En vinget Baffomet på omslaget og et afhugget hoved med hentydning til tempelriddernes sataniske ritualer ... Det bliver sgu (ja, undskyld vendingen, monsieur) dagens nyhed. Og uanset hvad der måtte stå i mine tidligere skriverier, så sømmer det sig at være troende og katolik og stå på god fod med præsterne, også for min familie og mine naboer, der ofte ser på mig, som om det var mig, der havde korsfæstet Vorherre Jesus Kristus. Men hvem er det, der kan hjælpe mig, siger De?

– Jeg vil præsentere Dem for et orakel, et kvindemenneske, som, når hun er i hypnose, fortæller de utroligste ting om de palladianske riter.

***

Oraklet var formentlig Diana Vaughan. Jeg mindes, at jeg en morgen tog ud til Vincennes, som om jeg alle dage havde kendt adressen på doktor Du Mauriers klinik. Klinikken ligger i et hus af beskedent omfang, omgivet af en lille, men yndig have, hvor der sidder nogle – tilsyneladende ganske rolige – patienter og nyder solen, idet de sløvt ignorerer hinanden.

Jeg præsenterede mig for Du Maurier og henviste til, at De havde fortalt ham om mig. Jeg sagde henkastet navnet på en organisation af fromme damer, der helligede sig unge sindsforstyrrede kvinder, og det forekom mig, at han åndede lettet op.

– Jeg skal gøre Dem opmærksom på, at Diana i dag befinder sig i det, jeg kalder normaltilstanden, sagde han. Kaptajn Simonini har sikkert fortalt Dem det hele. I denne fase har vi den, forstå mig ret, perverse Diana, der er overbevist om, at hun er medlem af en gådefuld frimurerorden. For at hun ikke skal blive urolig, vil jeg præsentere Dem som en frimurerbroder ... Jeg håber ikke, at De som gejstlig person har noget imod det ...

Han førte mig ind i et værelse, hvis eneste møblement var et skab og en seng, og hvor der på en lænestol med et hvidt lærredsbetræk sad en kvinde med fine og regelmæssige træk, blødt, rødgyldent hår samlet oven på hovedet, et stolt blik og en lille og velformet mund. Hun krusede straks læberne til et hånligt smil:

– Vil doktor Du Maurier kaste mig i kirkens moderarme? spurgte hun.

– Nej, Diana, svarede Du Maurier. Tag ikke fejl af præsteklæderne, manden her tilhører frimurernes broderskab.

– Af hvilken observans? spurgte Diana straks.

Det lykkedes mig med et vist held at svare undvigende.

– Det må jeg desværre ikke oplyse, hviskede jeg forsigtigt, jeg håber, De forstår.

Hun reagerede, som man kunne forvente.

– Javel. Det er Stormesteren fra Charleston, der sender Dem. Det glæder mig, at jeg kan udlægge sagen for ham, sådan som jeg opfatter den. Mødet blev holdt i rue Croix Nivert i logen Les Coeurs Unis Indivisibles, som De sikkert kender. Jeg skulle indvies til Tempelmesterske, og jeg mødte op i dybeste ydmyghed for at tilbede den eneste gode gud, Lucifer, og forsværge den onde gud, Adonai, katolikkernes fadergud. Tro mig, jeg nærmede mig ivrigt Baffomets alter, hvor Sophia Sapho ventede mig. Hun gav sig til at udspørge mig om palladianske dogmer, og jeg svarede lige så ydmygt: Hvad er en Tempelmesterskes pligter? At forsage Jesus, forbande Adonai, ære Lucifer. Er det måske ikke, hvad Stormesteren ville forvente? spurgte Diana og greb mine hænder.

– Selvfølgelig, svarede jeg spagt.

– Så fremsagde jeg den rituelle bøn: Kom, kom, store Lucifer, du, som præster og konger har forsmået! Og jeg rystede af bevægelse, da hele forsamlingen rakte deres dolke i vejret og istemte: »Nekam, Adonai, Nekam!« Men i det øjeblik, jeg nærmede mig alteret, rakte Sophia Sapho en alterdisk frem mod mig af den slags, som jeg kun havde set i udstillingsvinduer til forretninger med religiøst inventar. Og mens jeg undrede mig over, hvad den forfærdelige tingest fra romerkirken bestilte på det sted, forklarede Stormestersken mig, at da Jesus havde forrådt den sande gud, havde han på Taborbjerget indgået en forbryderisk pagt med Adonai, og han havde vendt op og ned på tingenes orden ved at forvandle brødet til sit legeme. Derfor var det vores pligt at stikke knive i det blasfemiske alterbrød, hvormed præsterne hver dag fornyr Jesu forræderi. Sig mig, min herre, ønsker Stormesteren, at denne praksis skal indgå i indvielsesritualet?

– Det tilkommer ikke mig at dømme i den sag. Men sig mig hellere, hvad De så gjorde.

– Jeg nægtede naturligvis. Hvis man stikker en kniv i nadverbrødet, er det jo ensbetydende med at tro på, at det virkelig er Kristi legeme, men en palladianer skal nægte at tro på den løgn. At stikke knive i nadverbrødet er et katolsk ritual for troende katolikker!

– Jeg tror, De har ret, sagde jeg, jeg skal tale Deres sag for Stormesteren.

– Tak, broder, sagde Diana og kyssede mine hænder. Så knappede hun nærmest skødesløst sin bluse op i halsen, blottede en snehvid skulder og sendte mig et udfordrende blik. Men pludselig faldt hun bagover i stolen, som om hun var gået i krampe. Doktor Du Maurier tilkaldte en sygeplejerske, og sammen lagde de pigen over i sengen. Lægen sagde:

– Når hun får sådan et anfald, går hun normalt fra den ene tilstand til den anden. Hun har endnu ikke tabt bevidstheden, der er kun spændinger i kæben og tungen. Det kan klares med et let tryk på æggestokkene ...

Da der var gået lidt tid, faldt hendes underkæbe ned og skred ud til siden, munden var skæv og blev stående på vid gab, så man kunne se tungen derinde. Den var bøjet bagover i en halvcirkel, og tungespidsen var usynlig, som om patienten var i færd med at sluge den. Så blev tungen slap og skød pludselig ud af munden, hvorefter den hurtigt fór ud og ind flere gange som en slangetunge. Til sidst vendte tungen og kæben tilbage til en mere naturlig stilling, og patienten sagde nogle ord:

– Tungen ... skraber mod min gane ... Jeg har en edderkop i øret ...

Efter et kort hvil opstod der på ny spændinger i patientens kæbe og tunge. En nyt tryk på æggestokkene fik hende atter til at falde til ro, men kort efter begyndte hun at hive efter vejret, hun talte usammenhængende, blikket var blevet stift, pupillerne opadrettede og hele kroppen var helt stiv. Armene var trukket sammen over brystet og bevægede sig i cirkelbevægelser, hun pressede håndleddene mod hinanden, og hendes underekstremiteter var udstrakt ...

– Indadbøjede fødder som en hest, kommenterede Du Maurier. Det er den epileptoide fase. Det er normalt. Derefter følger, som De vil se, klovnefasen ...

Ansigtet blev lidt efter lidt blodsprængt, munden åbnede og lukkede sig skiftevis, og der stod skummende, hvid fråde om den. Nu råbte og klynkede patienten »Uh! Uh!«, der gik trækninger gennem ansigtsmuskulaturen, øjenlågene gik skiftevis op og faldt i, og som om patienten var en akrobat, hævede kroppen sig i en bue, så hun kun hvilede på issen og hælene.

I nogle sekunder var det som at se et skrækkeligt cirkusnummer med en leddeløs marionetdukke, der tilsyneladende var blevet vægtløs. Så faldt patienten tilbage i sengen og skiftede til det, Du Maurier betegnede som en »lidenskabelig« adfærd, først nærmest truende, som om hun ville drive en angriber tilbage, så gavtyveagtigt, som om hun flirtede med nogen. Straks efter lagde hun ansigtet i liderlige folder som en trækkerske, der forsøger at tillokke en kunde med obskøne bevægelser med tungen, hun indtog en bønfaldende og kælen holdning, med fugtige øjne, fremstrakte arme og foldede hænder, spidsede læberne, som om hun tryglede om et kys. Til sidst vendte hun det hvide ud af øjnene og begyndte at rable erotiske ord af sig:

– Åh, min gode herre, sagde hun med hæs stemme, du elskede slange, hellige orm ... jeg er din Kleopatra ... kom ind til mit bryst ... jeg vil amme dig ... åh, min elskede, kom helt op i mig ...

– Diana ser en hellig slange, som penetrerer hende, andre oplever, at de bliver ét med Jesu Hjerte. Om en hysteriker ser en fallisk figur, et symbol på maskulin dominans eller den mand, der engang forgreb sig på hende, kan sommetider komme ud på ét, sagde Du Maurier til mig. Måske har De set en reproduktion af Den Hellige Teresas Henrykkelse af Bernini, det er nærmest ikke ikke til at se forskel på hende og staklen her. En kvindelig mystiker er en hysteriker, som har mødt sin skriftefader, inden hun mødte sin læge.

I mellemtiden havde Diana indtaget en kropsholdning som en korsfæstet og var gået ind i en ny fase, hvor hun begyndte at fremsætte halvt tilslørede trusler mod en eller anden og at røbe de forfærdeligste ting, mens hun kastede sig frem og tilbage i sengen.

– Vi må hellere lade hende hvile, sagde Du Maurier. Når hun vågner, vil hun være gået ind i den anden tilstand og lide under frygtelige kvaler over de ting, hun mindes at have fortalt os. Vil De ikke nok sige til Deres fromme damer, at de ikke skal være urolige over den slags anfald. Det er i grunden tilstrækkeligt at proppe et lommetørklæde i munden på hende, så hun ikke bider sig i tungen, men der er ikke noget forgjort i at give hende nogle dråber, som De skal få af mig.

– Sagen er den, tilføjede han, at denne kvinde for enhver pris skal holdes isoleret. Og jeg kan ikke blive ved med at have hende her. Stedet her er ikke et fængsel, men en klinik, folk går rundt i huset, og det er nyttigt, ja en terapeutisk nødvendighed, at de taler med hinanden og har indtryk af, at de lever en normal og rolig tilværelse. Mine logerende er ikke sindssyge, det er bare nervesvækkede mennesker. Dianas anfald kunne gøre de andre kvinder på klinikken urolige, og de bekendelser, hun typisk fremsætter i sin »ondskabsfulde« fase er, hvad enten de er sande eller ej, temmelig foruroligende. Jeg håber, at Deres fromme damer har en mulighed for at holde hende afsondret.

Jeg var oven på dette møde ikke i tvivl om, at doktoren forsøgte at blive Diana kvit, han bad nærmest om at få hende spærret inde og frygtede, at hun skulle komme i forbindelse med andre mennesker. Og ikke nok med det: Han var hunderæd for, at nogen skulle tage hendes snak alvorligt, og derfor var det ham magtpåliggende at understrege, at det var en vanvittig kvinde, der talte i vildelse.

***

Jeg havde lejet Auteuils hus i nogle dage. Det var ikke prangende, men ganske hyggeligt. Man trådte ind i en typisk borgerlig stue med en mahognifarvet divan betrukket med et stykke gammel Utrechtvelour, gardiner af rødt damask, på kaminhylden et pendulur med søjler omgivet til hver side af blomstervaser under glasklokker, et vægspejl med en hylde forneden og et meget propert klinkegulv. I det tilstødende værelse, et soveværelse, hvor jeg ville installere Diana, var væggene tapetseret med et vatret, perlegråt stof, og på gulvet lå der et tæppe med et mønster af store, røde roser. Sengetæppet og gardinerne var syet i det samme stof, vævet i brede, violette striber, som skabte variation i overfladen. Oven over sengen hang der et farvelitografi forestillende en hyrdescene, og på en hylde stod der et pendulur indlagt med kunstige ædelsten og omkranset af to basunkindede englebørn, som holdt en buket liljer formet som en kandelaber.

På første sal var der yderligere to soveværelser. Det ene reserverede jeg til en gammel, halvdøv og temmelig drikfældig kone, der udmærkede sig ved, at hun ikke var fra egnen, og at hun ville gøre hvad som helst for penge. Jeg kan ikke huske, hvem der anbefalede hende, men hun forekom mig at være den helt rette til at passe Diana, når der ikke var andre i huset, og berolige hende, når hun fik et af sine anfald.

Mens jeg skriver, kommer jeg i øvrigt i tanker om, at konen formentlig ikke har hørt fra mig i en måned. Det er muligt, at jeg sidst gav hende tilstrækkeligt med penge at leve for, men hvor længe ville de slå til? Jeg burde skynde mig ud til Auteuil, men det går op for mig, at jeg ikke kan huske adressen. Hvor i Auteuil? Skulle jeg måske gå rundt i hele kvarteret, banke på alle vegne og spørge, om der dér bor en hysterisk kvindelig satanist, der lider af personlighedsspaltning?

***

I april meddelte Taxil offentligt, at han gik over til katolicismen, og allerede i november udkom hans første bog med rystende afsløringer af frimureriet, Les frères trois-points. I samme periode tog jeg ham med ud og se Diana. Jeg lagde ikke skjul på, at hun havde en splittet personlighed, og jeg måtte forklare ham, at vi med fordel kunne udnytte hende, ikke i den tilstand, hvor hun var en forskræmt lille pige, men i den, hvor hun var en uforbederlig kvindelig frimurer.

I de senere måneder havde jeg studeret pigen indgående og holdt hendes skiftende tilstande under kontrol ved hjælp af doktor Du Mauriers beroligende dråber. Men jeg havde erfaret, at det var enerverende at vente på Dianas helt uforudsigelige anfald, og at der måtte findes en måde, hvorpå man kunne ændre hendes tilstand på kommando; det siges trods alt at være det, doktor Charcot gør med sine hysteriske patienter.

Jeg var ikke i besiddelse af Charcots magnetiske evner og gik på biblioteket for at finde nogle mere traditionelle afhandlinger som De la cause du sommeil lucide af den gamle (og autentiske) abbed Faria. Med inspiration fra bemeldte bog og andre tekster forsøgte jeg mig med at klemme mine knæ sammen om pigens, gribe fat i hendes tommelfingre med mine tommel- og pegefingre og fastholde hendes blik. Siden, efter mindst fem minutters forløb, slap jeg tommelfingrene, lagde hænderne på hendes skuldre og strøg dem ned langs armene til fingerspidserne fem-seks gange, lagde den ene hånd på hendes hoved og førte den forbi hendes ansigt i fem centimeters afstand og videre ned til maven, mens jeg holdt den anden hånd under ribbenene, og til sidst fortsatte jeg ned til hendes knæ eller helt ned til tåspidserne.

Den »gode« Diana oplevede disse berøringer som blufærdighedskrænkende, og i begyndelsen var hun lige ved at skrige, som om jeg (gud forbarme sig over mig) krænkede hendes ærbarhed, men behandlingen var så effektiv, at hun næsten omgående faldt til ro, døsede hen i nogle minutter og vågnede i den første tilstand. Så var det lettere at bringe hende tilbage til den anden tilstand, for den »slette« Diana holdt tydeligvis af berøringerne, og hun forsøgte at trække min behandling i langdrag med æggende bevægelser med kroppen og dæmpet stønnen. Til alt held måtte hun ret hurtigt overgive sig til den hypnotiske virkning, så hun døsede hen, ellers ville jeg have haft problemer, både med at forlænge den fysiske kontakt, som foruroligede mig, og at tøjle hendes modbydelige liderlighed.

***

Ethvert menneske af hankøn ville formentlig betragte Diana som et usædvanlig yndigt væsen, i hvert fald så vidt jeg, som præstekjolen og kaldet har holdt langt væk fra erotikkens fortrædeligheder, kan vurdere. Og Taxil var tydeligvis en mand med en glubende appetit på kvinder.

Da doktor Du Maurier overlod sin patient til mig, gav han mig en kuffert fuld af temmelig elegante klæder, som Diana havde haft med sig i forbindelse med indlæggelsen, hvilket tydede på, at hun var ud af en velhavende familie. Og den dag, jeg fortalte hende, at Taxil ville komme på besøg, majede hun sig da også ud med alle tegn på koketteri. Skønt hun kunne virke fraværende, var hun i begge sine tilstande meget opmærksom på den slags små kvindelige detaljer.

Taxil blev omgående betaget af hende (»dejlig pige,« hviskede han til mig og smækkede med tungen), og da han senere prøvede at efterligne min hypnotiske behandling, blev han ved med at befamle patienten længe efter, at hun tydeligvis var faldet i søvn, så jeg var nødt til at gribe ind med et forsigtigt: »Nu må det vist være nok!«

Hvis jeg havde ladet ham være alene med Diana, da hun var i sin første tilstand, har jeg på fornemmelsen, at han ville have taget sig andre friheder, og hun ville have ladet ham gøre det. Derfor sørgede jeg for, at vi altid var tre, når vi besøgte pigen. Ja, sommetider var vi endda fire. For at hjælpe den satanistiske og djævelske Dianas hukommelse og energi (og hendes djævelske stemninger) på gled havde jeg nemlig valgt også at sætte hende i forbindelse med abbed Boullan.

***

Boullan. Da ærkebiskoppen i Paris havde ekskommuniceret ham, var han rejst til Lyon. Her sluttede han sig til Karmel-menigheden, som var grundlagt af Vintras, en mystiker, som forrettede messen iført en stor, hvid kjortel udsmykket med et omvendt rødt kors, og et diadem med et indisk fallossymbol. Når Vintras fremsagde sine bønner, leviterede han, hvilket fik hans tilhængere til at gå i ekstase. Under hans messer begyndte nadverbrødet at bløde, men der var vedholdende rygter om homoseksuelle udskejelser, om ordinering af kærlighedspræstinder, om en menighed, der søgte forløsning ved at give sig drifterne i vold, alt sammen noget, der i forvejen var en del af Boullans tilbøjeligheder. Og da Vintras døde, erklærede han sig da også for hans efterfølger.

Han kom til Paris mindst en gang om måneden. Han kunne næsten ikke tro sine egne ører, da han fik tilbuddet om at studere et fænomen som Diana ud fra et dæmonologisk synspunkt (så han bedst muligt kunne uddrive det onde af hende, som han påstod, men jeg havde gennemskuet, hvad denne uddrivelse bestod i). Han var mere end tres år gammel, men stadig i fuld vigør og med et blik, som jeg ikke kan definere på anden måde end magnetisk dragende.

Boullan lyttede til Dianas beretninger – som Taxil andægtigt noterede – men han forfulgte tilsyneladende et andet mål, og sommetider opmuntrede og vejledte han pigen ved at hviske hende ting i øret, som vi ikke kunne opfatte. Ikke desto mindre havde vi stor gavn af ham, for vi var fast indstillet på at afsløre nogle af frimureriets gådefulde ritualer, herunder praksis med at gennembore indviede hostier med knive og de forskellige former for sorte messer, og på det område var Boullan en autoritet. Taxil tog notater vedrørende de forskellige dæmoniske ritualer, og efterhånden som hans pamfletter udkom, dvælede han mere og mere ved disse liturgier, som hans frimurere praktiserede, hvor de stod og gik.

***

Da Taxil på kort tid havde udgivet en række bøger, var hans begrænsede viden om frimureriet ved at slippe op. Nye ideer fik han kun fra den »slette« Diana, som viste sig under hypnose og, med opspilede øjne, fortalte om optrin, hun måske havde været vidne til eller havde hørt om i Amerika, hvis det da ikke var noget, hun forestillede sig. Det var historier, som helt tog vejret fra os, og selv om jeg har en del erfaring med livet (skulle jeg mene), må jeg indrømme, at jeg var forarget. En dag gav hun sig for eksempel til at fortælle om, hvordan hendes veninde Sophie Walder, Sophia Sapho, eller hvad hun nu hed, blev indviet, og vi kunne ikke blive kloge på, om hun forstod, hvor incestuøs hele scenen forekom. Hendes beretning var i hvert fald ikke præget af fordømmelse, men af ophidselse over, at hun havde været så heldig at være vidne til den.

– Det var hendes far, der fik hende til at sove og førte et stykke rødglødende jern op til hendes læber ... sagde Diana langsomt, han skulle sikre sig, at hendes krop var beskyttet mod alle ydre farer. Hun havde et kostbart smykke om halsen, en sammenrullet slange ... Så tager faderen det af hende, åbner en kurv og fremdrager en levende slange, som han lægger på hendes mave ... Den er utrolig smuk og nærmest danser, mens den glider op mod hendes hals, hvor den ruller sig sammen i halssmykkets sted ... Så fortsætter den op til ansigtet, presser sin sitrende tunge ind mellem hendes læber og kysser hende hvislende. Den er så ... vidunderligt ... glat ... Nu vågner Sophia op igen, hun har fråde om munden. Hun rejser sig og bliver stående som en støtte, hendes far løsner korsettet og blotter hendes bryst! Han tager en stav og lader, som om han skriver et spørgsmål hen over hendes barm. Bogstaverne træder røde frem mod hendes hud, og slangen, der tilsyneladende var faldet i søvn, vågner hvislende op og bevæger halen frem og tilbage for at skrive svaret, ligeledes på Sophias blottede bryst.

– Hvor ved du alt det fra, Diana? spurgte jeg.

– Jeg har vidst besked med det, siden jeg var i Amerika ... Min fader indviede mig i palladismen. Så kom jeg til Paris, hvor de ville ekskludere mig ... I Paris traf jeg Sophia Sapho. Hun har alle dage været min fjende. Da jeg nægtede at føje hende, overlod hun mig til doktor Du Maurier. Hun sagde til ham, at jeg var sindssyg.

***

Jeg har opsøgt Du Maurier for at komme på sporet af Diana.

– De må forstå, monsieur, at min organisation ikke kan hjælpe pigebarnet, hvis vi ikke ved, hvor hun kommer fra, hvem hendes forældre er.

Du Maurier ser på mig, som om jeg er luft: – Jeg ved ingenting, det har jeg jo sagt. Hun blev overdraget i min varetægt af en kvindelig slægtning, som er død. Slægtningens adresse? Det undrer Dem nok, men den har jeg ikke mere. For et år siden blev mit kontor raseret af en brand, og mange af mine papirer gik tabt. Jeg ved ikke noget om hendes fortid.

– Men kom hun oprindelig fra Amerika?

– Muligvis, men hun taler fransk uden antydningen af accent. Sig til de fromme damer i Deres organisation, at de ikke skal bekymre sig unødigt, for det er helt utænkeligt, at pigebarnets nuværende tilstand ændrer sig, og at hun kommer op til overfladen. Jeg håber, De vil give hende den bedste pleje og lade hende leve resten af sine dage på den måde – for en patient med en så fremskreden form for hysteri har ikke langt igen, det kan jeg forsikre Dem for. Hun kan når som helst pådrage sin en voldsom betændelse i livmoderen, og så kan lægevidenskaben intet stille op.

Jeg er overbevist om, at han lyver, måske er han selv palladianer (og det er rigtig nok noget andet end Stororienten) og har indvilliget i at begrave en af sektens modstandere levende. Men det er alt sammen noget, jeg forestiller mig. Det er tidssplide at tale mere med Du Maurier.

Jeg udspørger Diana, både i hendes første og i hendes anden tilstand. Hun husker tilsyneladende intet. Om halsen bærer hun en guldkæde med en medaljon; det er et billede af kvinde, som har en slående lighed med hende. Jeg har opdaget, at medaljonen kan åbnes, og jeg prøvede længe at få hende til at vise mig, hvad den indeholdt, men det nægtede hun kategorisk og forfærdet.

– Jeg har fået den af min mor, siger hun bare igen og igen.

***

Der er vel gået fire år, siden Taxil indledte sin kampagne mod frimurerne. Den katolske verdens reaktioner oversteg vores forventninger: I 1887 indkaldtes Taxil af kardinal Rampolla til en privat audiens med pave Leo 13. Det var en officiel anerkendelse af hans kamp og begyndelsen på en stor udgivelsesmæssig – og økonomisk – succes.

Fra samme periode stammer en, meget kortfattet, men sigende, besked, som jeg modtog: »Velærværdige abbed, det forekommer mig, at hele sagen er sluppet os af hænde. Vil De gøre det fornødne? Hébuterne.«

Der er ingen vej tilbage. Og her tænker jeg ikke på overskuddet fra udgivelserne, som til min store begejstring bliver ved med at strømme ind, men på alle de alliancer, der er opstået med den katolske verden, og forventningerne herfra. Taxil er blevet antisatanismens helt, og den status vil han næppe give afkald på.

I mellemtiden modtager jeg også kortfattede beskeder fra fader Bergamaschi: »Det hele går godt, ser det ud til. Men hvad med jøderne?«

Fader Bergamaschi havde jo understreget, at vi skulle have Taxil til at fremkomme med kompromitterende afsløringer ikke bare om frimurerne, men også jøderne. Men både Diana og Taxil var tavse på det punkt. For Dianas vedkommende overraskede det mig ikke, måske var der i Amerika, hvor hun kom fra, færre jøder end her hos os, så problemet virkede uvedkommende. Men frimurerlogerne vrimlede med jøder, og det gjorde jeg Taxil opmærksom på.

– Hvad ved jeg? svarede han. Jeg har aldrig truffet nogen jødiske frimurere, eller også vidste jeg bare ikke, at de var det. Jeg har aldrig set en rabbiner i en loge.

– De er næppe klædt som rabbinere i logen. Men jeg ved fra en meget velunderrettet jesuitterpræst, at monseigneur Meurin, som ikke er en hvilken som helst præst, men ærkebiskop, i sin kommende bog vil føre bevis for, at alle frimurerritualer er af kabbalistisk oprindelse, og at det er den jødiske kabbala, som fører frimurerne til deres dæmondyrkelse ...

– Jamen, så lad Meurin sige det, vi har allerede masser af jern i ilden.

Denne modstand fra Taxils side undrede mig længe (jeg overvejede endda, om han kunne være jøde), indtil jeg opdagede, at hans mange journalistiske og udgivelsesmæssige forehavender med tiden havde skaffet ham en række sagsanlæg på halsen, hvad enten det var for bagvaskelse eller anstødelighed, og han var gang på gang blevet idømt høje bøder. På den måde havde han sat sig i stor gæld til nogle jødiske ågerkarle, og han havde endnu ikke indfriet sin gæld (hvilket blandt andet skyldtes, at han var meget rundhåndet med de ikke ubetydelige indtægter fra sin nye aktivitet som antifrimurer). Og han frygtede derfor, at disse jøder, som foreløbig forholdt sig rolige, hvis de kom under angreb, kunne sende ham i fængsel for sin gæld.

Men var det kun et spørgsmål om penge? Nok var Taxil en kæltring, men helt blottet for følelser var han ikke, og han havde for eksempel et blødt punkt for sin familie. Han følte ligeledes en vis medlidenhed med jøderne, der var blevet udsat for så mange forfølgelser. Han sagde, at paverne havde beskyttet jøderne i byernes ghettoer, om end som andenrangs borgere.

I de år var han efterhånden blevet temmelig indbildsk. Da han efterhånden anså sig selv for at være de legitimistiske og antifrimureriske katolikkers talsmand, havde han besluttet sig for at gå ind i politik. Jeg kunne ikke følge ham i hans intriger, men han havde stillet op til et eller andet byråd i Paris i åbenlys konkurrence og polemik med en journalistisk sværvægter som Drumont. Drumont, der selv var midt i en meget voldsom kampagne mod jøder og frimurere og nød stor anseelse blandt kirkens folk, var begyndt at insinuere, at Taxil var en intrigemager – og »insinuere« er vist en underdrivelse.

I 1889 havde Taxil skrevet en pamflet mod Drumont, og da han ikke vidste, hvad han skulle angribe ham for (de var jo begge modstandere af frimureriet), havde han fremstillet hans jødeforskrækkelse som en form for sindssyge. Han var endda gået så vidt, at han var kommet med nogle bebrejdelser vedrørende de russiske pogromer.

Drumont var en fuldblods polemiker, og han tog til genmæle i en anden pamflet, hvor han gjorde sig lystig over denne herre, der havde opkastet sig selv til kirkens forsvarer og blev omfavnet og lykønsket af biskopper og kardinaler, skønt han få år tidligere havde skrevet grove og modbydelige ting om paven og præsterne for slet ikke at tale om Jesus og jomfru Maria.

Jeg havde flere gange mødtes med Taxil i hans hjem, hvor Den Antiklerikale Boghandel tidligere lå, og vi blev jævnligt forstyrret af hans kone, som kom og hviskede et eller andet i sin mands øre. Som jeg senere skulle erfare, henvendte mange uforbederlige antiklerikale sig stadig på adressen for at få fat i nogle antikatolske værker af den nu glødende katolske Taxil, som havde haft et alt for stort restlager af bøger til, at han kunne nænne at makulere dem. Derfor blev han meget diskret, og altid ved konens mellemkomst og uden nogensinde selv at vise sig, ved med at udnytte denne guldgrube. Men jeg havde aldrig næret nogen illusioner med hensyn til hans omvendelse: Det eneste filosofiske princip bag hans handlinger var, at penge ikke lugter.

Lige bortset fra, at det ikke var forbigået Drumonts opmærksomhed, og han kritiserede derfor Taxil for både at have en eller anden forbindelse til jøderne og for fortsat at være en uforbederlig fjende af kirken. Det var tilstrækkeligt til, at mandens mest samvittighedsfulde læsere begyndte at tvivle alvorligt på ham.

Vi var nødt til at gå til modangreb.

– Taxil, jeg vil ikke vide, hvorfor De ikke vil tage personligt stilling mod jøderne, sagde jeg til ham, men kunne vi ikke introducere en anden og få ham til at tage sig af problemet?

– Bare jeg ikke er direkte involveret, svarede Taxil. Og så tilføjede han: Faktisk slår mine afsløringer ikke til længere, og det samme gælder alle de skrøner, vores Diana fortæller os. Vores publikum er efterhånden blevet forvænt. Måske læser de ikke mere mine bøger for at erfare, hvad kirkens fjender pønser på, men simpelthen for at få fortalt en god historie, ligesom det sker med de spændingsromaner, hvor læseren uvilkårlig kommer til at holde med forbryderen.

***

Det var sådan, doktor Bataille kom ind i billedet.

Taxil havde opdaget, eller genfundet, en gammel ven, en læge i flåden, som havde rejst meget i eksotiske lande og snuset lidt rundt i nogle af de religiøse sekters templer, men som først og fremmest vidste alt om eventyrlige romaner af for eksempel Boussenard, eller Jacolliots vidtløftige beretninger såsom Spiritisme dans le monde eller Voyage aux pays mystérieux. Tanken om at finde ny inspiration i den skønlitterære verden var mig slet ikke fremmed (og jeg ved jo fra Deres dagbøger, at De har gjort præcis det samme ved at lade Dem inspirere af Dumas eller Sue). Folk sluger historier fra de store have og landjorden for deres egen fornøjelses skyld, siden glemmer de hurtigt det hele igen, og når man fortæller dem noget, de har læst i en roman, og foregiver, at det er sandt, har de kun en vag følelse af at have hørt det før og bliver bestyrket i deres tro.

Den mand, Taxil havde støvet op, var doktor Charles Hacks. Han var specialist i kejsersnit, havde udgivet et eller andet om handelsflåden, men han havde endnu ikke udnyttet sit talent som historiefortæller. Han var tilsyneladende stærkt alkoholiseret og havde åbenbart ikke salt til et æg. Såvidt jeg kunne forstå på ham, ville han snart udgive et banebrydende værk, der betragtede religion og kristendom som et »korsets hysteri«, men stillet over for Taxils tilbud var han parat til at skrive et tusind sider langt angreb på djævledyrkere, til ære og forsvar for kirken.

Jeg mindes, at vi i 1892 begyndte at udgive det, der skulle blive et digert værk med titlen Le diable au XIXe siècle, i alt tohundred og fyrre hæfter, som udkom over tredive måneder, med en stor, hånleende Lucifer på omslaget, med flagermusevinger og dragehale og en undertitel, der lød: »Spiritismen og det satanistiske frimureris mysterier. Den fuldstændige afsløring af palladisme, teurgi, goetia og hele den moderne satanisme, okkult magnetisme, satanistiske medier, fin de siècle-kabbala, rosenkorsianisme, latent besættelse, Antikrists bebudere.« Det hele fra en gådefuld doktor Batailles hånd.

Som planlagt var der intet i værket, der ikke allerede havde været skrevet andetsteds: Taxil og Bataille gik på strandhugst i hele den eksisterende litteratur på området og lavede et bryg af okkulte menigheder, dæmoners tilsynekomster, forfærdelige ritualer, genopståede tempelherreliturgier med den sædvanlige Baffomet, og så videre. Selv illustrationerne stammede fra andre bøger om de okkulte videnskaber, som i forvejen nærmest havde kopieret fra hinanden. Det eneste nye billedmateriale var portrætterne af frimurernes stormestre, der havde nogenlunde samme funktion som efterlysningsplakater på de amerikanske prærier af lovovertrædere, der skal fanges og udleveres til øvrigheden, levende eller døde.

***

Vi arbejdede intenst: Hacks-Bataille berettede, når han havde indtaget absint i rigelige mængder, sine påhit for Taxil, og Taxil skrev det hele ned og forskønnede det, eller også tog Bataille sig af de detaljer, der drejede sig om lægevidenskab, kunsten at blande gift og beskrivelsen af fremmedartede byer og ritualer, som han havde set i virkeligheden, mens Taxil strikkede et eller andet sammen af Dianas seneste delirier.

Bataille begyndte for eksempel med at beskrive Gibraltarklippen som en hullet ost fuld af tunneler, huler og underjordiske rum, hvor de mest ugudelige sekter udførte deres ritualer, eller de slyngelstreger, der blev begået i de indiske loger, eller Asmodeus’ tilsynekomster, og Taxil gav sig til at portrættere Sophia Sapho. Da han havde læst Collin de Plancys Dictionaire infernal, foreslog han, at Sophia skulle røbe, at der skulle være seks tusind seks hundred seksogtres legioner i helvede, og at hver af disse legioner skulle bestå af seks tusind seks hundred seksogtres dæmoner. Skønt Bataille efterhånden var godt lakket til, kunne han stadig regne, og han konkluderede, at vi alle djævle og djævelinder indbefattet var oppe på fireogfyrre millioner fire hundred femogtredive tusind dæmoner. Vi talte efter og konstaterede overrasket, at han havde ret, og han bankede i bordet og råbte: »Så kan I måske se, at jeg ikke er beruset?« Hvorefter han belønnede sig selv, til han gik under bordet.

Det var spændende at forestille sig frimurernes toksikologiske laboratorium i Napoli, hvor man fremstillede de gifte, som man brugte til at rydde logernes modstandere af vejen. Batailles mesterværk var opfindelsen af det, han uden noget som helst videnskabeligt fundament kaldte manna: Man putter en tudse ned i en krukke fuld af hugorme og giftslanger, fodrer den udelukkende med giftige svampe, tilsætter nogle plantedele af fingerbøl og skarntyde og lader dyrene dø af sult. Så oversprøjter man dem med et skum af pulveriseret krystalglas og vortemælk, putter det hele i et destillationsapparat og destillerer det over lavt blus. Til sidst adskiller man asken af de døde dyr og det ikke brændbare pulver, og på den måde får man ikke en, men to gifte, den ene flydende og den anden i pulverform, med samme dødelige virkning.

– Jeg kan allerede se for mig, hvor mange biskopper der vil begejstres over disse sider, grinede Taxil og kløede sig i skridtet, som han havde for vane, når han var tilfreds. Og der var noget om snakken, for hver gang, der udkom et nyt nummer af Le Diable, modtog han et brev fra en eller anden prælat, som takkede ham for hans modige afsløringer, der nu fik mange troende til at vågne op.

Nu og da valgte de at falde tilbage på Diana. Kun hun kunne opfinde en Arcula Mystica tilhørende Stormesteren i Charleston. Det var et lille skrin, som kun fandtes i syv eksemplarer. Hvis man åbnede låget, fik man øje på en sølvmegafon, ikke ulig mundingen på et valdhorn, bare mindre. I venstre side var der et kabel spundet af sølvtråde, hvis ene ende var forbundet til apparatet, og den anden til en indretning, som var beregnet til at stikke i øret, så man kunne høre stemmerne på de personer, der talte i et af de øvrige seks eksemplarer. Til højre var der en højrød tudse, som udspyede små flammer, så man kunne forsikre sig om, at der var forbindelse, og syv små guldstatuetter, som både symboliserede den palladianske trappes syv kardinaldyder og frimureriets syv øverste ledere. Hvis Stormesteren således skubbede til en af statuetterne på piedestalen, kunne han sætte sig i forbindelse med sin kollega i Berlin eller Napoli; hvis denne ikke for øjeblikket var i nærheden af sin Arcula, mærkede han en varm blæst i ansigtet og hviskede for eksempel: »Jeg er rede om en time,« og hjemme på Stormesterens bord gentog tudsen højt og tydeligt »om en time«.

I begyndelsen var vi tvivl om, hvorvidt historien var lidt for grotesk, også fordi det allerede var en del år siden, at en vis Antonio Meucci havde opfundet sin telektrofon eller telefon, som det hedder nu om dage. Men den slags overflødigheder var stadig forbeholdt de rige, vores læsere kendte ikke nødvendigvis til den, og en forbløffende opfindelse som en Arcula kunne kun være inspireret af den onde selv.

Sommetider mødtes vi hjemme hos Taxil, andre gange i Auteuil; sommetider havde vi endda dristet os til at arbejde i Batailles hummer, men på grund af den beklumrede luft (der lugtede af billig spiritus, af uvasket tøj og ugegamle madrester) undgik vi helst stedet.

***

Et af de problemer, vi stod over for, var, hvordan vi skulle karakterisere general Pike, Stormester af Det Universelle Frimureri, som holdt verdens skæbne i sin hånd i byen Charleston. Men intet er så opsigtsvækkende som det, der allerede er offentligt kendt.

Vi havde kun lige påbegyndt udgivelsen af Le Diable, da der som ventet udkom en bog af monseigneur Léon Meurin, ærkebiskop i Port-Louis (hvor pokker var det henne?), La Franc-Maçonnerie Synagogue de Satan, og Bataille, der talte et nødtørftigt engelsk, var på en af sine rejser faldet over The Secret Societies, en bog, som var udgivet i Chicago i 1873 af John Phelps, frimureriets erklærede modstander. Vi behøvede blot gentage indholdet af disse bøger for at skabe et mere præcist billede af denne øverste leder, det universelle frimureris højeste ypperstepræst, mulig grundlægger af Ku Klux Klan og medvirkende i det komplot, der førte til mordet på Lincoln. Vi havde besluttet os for, at Stormesteren af Det Øverste Råd i Charleston skulle besmykke sig med titlerne General Broder, Øverste Kommandør, Højst Oplyst Mester af Den Symbolske Storloge, Hemmelig Mester, Højst Oplyst Mester, Betroet Sekretær, Provst og Dommer, Udvalgt Mester af De Ni, Højærværdig Udvalgt af De Femten, Sublim Udvalgt Ridder, Høvding af De Tolv Stammer, Arkitekt Stormester, Højst Udvalgt Skotsk Medbroder af Den Hellige Niche, Højst Lysende Frimurer, Ridder af Østen eller Sværdet, Fyrste af Jerusalem, Storridder af Østen og Vesten, Suveræn Rosenkors Fyrste, Storpatriark, Ærværdig Mester ad vitam af samtlige Symbolske Loger, Noachit eller Preussisk Ridder, Stormester af Nøglen, Fyrste af Libanon og af Tabernaklet, Ridder af Bronzeslangen, Øverste Kommandør af Templet, Ridder af Solen, Højst Udvalgt Fyrste Kadosh, Perfekt Antaget, Storopsynsmester og Inkvisitor Kommandør, Højst Lysende Ridder af Den Kongelige Hemmelighed, Treogtredive, Mægtig Kommandør General Stormester til Bevarelsen af Det Hellige Palladium, Højeste Pontifex af Det Universelle Frimurerbroderskab.

Og vi citerede et brev fra ham, hvor han fordømte nogle excesser begået af nogle medbrødre i Italien og Spanien, som »på grund af et legitimt had til præsternes Gud« glorificerede hans modstander under navnet Satan – et væsen, der var opfundet af bedrageriske præster, og hvis navn aldrig burde udtales i en loge. Der var også en fordømmelse af en loge i Genova, som ved et offentligt arrangement havde fremvist et banner med påskriften »Hil dig, Satan!«, men ved nærmere eftersyn var det satanismen (en form for kristen overtro), man fordømte, mens frimurernes religion skulle bevares i den luciferanske tros renhed. Det var præsterne, der med deres tro på Djævlen havde skabt Satan og satanisterne, hekse, troldkarle og sort magi, mens Luciferanerne praktiserede en form for hvid magi ligesom tempelridderne og deres gamle lærermestre. Den sorte magi var den, der blev praktiseret af tilhængere af Adonai, den onde gud, som de kristne tilbeder, og som har forvandlet hykleri til hellighed, laster til dyder, løgn til sandhed, troen på absurditeter til teologisk videnskab, og hvis handlinger alle vidner om hans ondskab, hans lumskhed, hans had til menneskene, hans barbari og fornægtelse af videnskaben. Lucifer er omvendt den gode gud, der står i modsætning til Adonai ligesom lys og skygge.

Boullan forsøgte at forklare os forskellen på de forskellige former for dyrkelse af det, vi simpelthen betragtede som Djævlen.

– For nogle er Lucifer den faldne engel, som nu har angret sine gerninger og kunne blive den nye Messias. Der findes loger forbeholdt for kvinder, der betragter Lucifer som et – godt – væsen af hunkøn i modsætning til en Gud, som er af hankøn og ond. Andre ser ham nok som den Satan, der er blevet fordømt af Gud, men de mener, at Kristus ikke har gjort nok for menneskeheden og tilbeder derfor Guds fjende – og det er de rigtige satanister, dem, der afholder sorte messer og den slags. Andre satanister har bare smag for trolddomskunst, besvægelser og magi, og atter andre gør satanismen til en egentlig religion. Blandt dem findes der personer, der tilsyneladende organiserer kultursaloner, for eksempel Joséphine Péladane og, værre endnu, Stanislas de Guaita, som dyrker kunsten at blande gift. Og endelig er der palladianerne. Det er en kult for de få indiviede, som også en revolutionær, og som Mazzini tilhørte. Man siger, at Garibaldis erobring af Sicilien skyldes palladianerne, Guds og monarkiets fjender.

Jeg spurgte ham, hvordan det kunne være, at han beskyldte modstandere som Guaita og Péladan for satanisme, når rygterne i Paris ellers ville vide, at de beskyldte ham for det samme.

– I de okkulte videnskabers univers er grænsen mellem Godt og Ondt hårfin, og det, som er Godt for nogen, er Ondt for andre, sagde han. I gamle eventyr er det sommetider bare alder og skønhed, der adskiller en fe fra en heks.

– Men hvordan virker den slags trolddom?

– Det siges, at Stormesteren fra Charleston kom i forbindelse med en vis Gorgas, fra Baltimore, lederen af en skotsk udbryderloge. Ved at bestikke en vaskekone lykkedes det ham at få fat i et af mandens lommetørklæder. Han lagde det i blød i saltvand, og hver gang han tilsatte noget salt, mumlede han: »Sagrapim melanchtebo rostromouk elias phitg.« Så tørrede han klædet over nogle brændende magnoligegrene, og i de følgende tre uger påkaldte han hver lørdag Moloch, idet han holdt lommetørklædet ud i strakte arme i sine åbne hænder, som om han tilbød dæmonen en gave. Den tredje lørdag om aftenen brændte han lommetørklædet over en spritflamme, lagde asken i en bronzetallerken, lod den hvile hele natten, og næste morgen blandede han den med voks og formede en dukke. Den slags djævelskab kaldes et voksbarn. Han lagde voksbarnet under en glasklokke forbundet med en luftpumpe, som han brugte til at skabe undertryk i klokken. På det tidspunkt fik hans modstander pludselig voldsomme og ganske uforklarlige smerter.

– Døde han af det?

– Det er ikke så vigtigt, og måske var det slet ikke det, man ville opnå. Pointen er, at man med magi kan agere på afstand, og det er præcis, hvad Guaita og hans venner gør mod mig.

Mere ville han ikke sige, men Diana, som overhørte samtalen, sendte ham et beundrende blik.

***

På et passende tidspunkt viede Bataille, på min indtrængende opfordring, en fyldigt kapitel til tilstedeværelsen af jøder i frimurerordenerne. Han gik tilbage til 1700-tallets okkultister og afslørede, at der ved siden af de officielle loger fandtes en halv million jødiske frimurere, som havde skabt en hemmelig organisation, således at deres loger ikke havde navne, men kun numre.

Tidspunktet kunne ikke have været mere velvalgt. Det forekommer mig, at nogen netop omkring det tidspunkt lancerede et smukt udtryk i en eller anden avis, nemlig antisemitisme. Vi var altså en del af en »officiel« strømning: Den spontane mistillid til jøder var på vej til at blive en doktrin ligesom kristendom eller idealisme.

Diana deltog også i de pågældende møder, og da talen faldt på de jødiske loger, sagde hun flere gange: »Melkisedek, Melkisedek.« Hvad kunne hun huske? Hun fortsatte:

– Ved patriarkernes råd så jeg ... jødernes værdighedstegn ... en halskæde af sølv med en guldplade ... den forestiller stentavlerne ... Moseloven ...

Det var en udmærket idé, og sådan fik vi forsamlet vores jøder i Melkisedeks tempel, hvor de udvekslede hemmelige løsener, feltråb, hilsener og eder, der naturligvis skulle være af hebraisk tilsnit såsom Grazzin Gaizim, Javan Abbadon, Bamachec Bamearach, Adonai Bego Galchol. Logebrødrene bestilte selvfølgelig ikke andet end at fremsætte trusler mod den hellige romerkirke og den sædvanlige Adonai.

På den måde tilfredsstillede Taxil (skjult bag Bataille) sine gejstlige foresatte, og på den anden side generede han ikke sine jødiske kreditorer – som han for resten lige så godt kunne have betalt. I løbet af de første fem år havde Taxil trods alt tjent tre hundred tusind franc (netto) på sine rettigheder, hvoraf de tres tusind i øvrigt kom fra mig.

***

Omkring 1894, mener jeg, bestilte aviserne ikke andet end at skrive om en kaptajn i hæren, en vis Dreyfus, som havde solgt militære efterretninger til den preussiske ambassade. Det kunne ikke være faldet heldigere ud, hvis vi selv havde planlagt det, for forræderen var jøde. Drumont kastede sig straks over Dreyfussagen, og jeg mente, at også Le Diable-hæfterne skulle bidrage med opsigtsvækkende afsløringer. Men Taxil sagde, at når det drejede sig om militær spionage, var det altid bedst ikke at blande sig.

Først senere gik det op for mig, hvad det var, han havde forstået: En ting var at tale om jødernes bidrag til frimureriet, men at blande Dreyfus ind i sagen var ensbetydende med at insinuere (eller afsløre), at Dreyfus ikke bare var jøde, men også frimurer, og det ville have været et uforsigtigt træk, da der var særlig mange frimurere i militæret, og mange af de officerer, som nu havde indledt en proces mod Dreyfus, var formentlig frimurere.

***

På den anden side var der masser af sager, vi kunne tage fat på – og med den læserskare, vi efterhånden havde fået, var vi bedre stillet end Drumont.

Et års tid efter lanceringen af Le Diable sagde Taxil til os: – Alt, hvad der udkommer i Le Diable, stammer trods alt fra doktor Batailles hånd, og hvorfor skulle folk i grunden stole på ham? Vi skal bruge en omvendt kvindelig palladianer, som afslører ordenens allerhemmeligste gåder. Og har man måske nogensinde set en god roman, uden at der var en kvinde med i den? Sophia Sapho har vi fremstillet i et alt for grelt lys, og selv hvis hun lod sig omvende, ville hun ikke vække sympati hos katolske læsere. Vi skal bruge en, som læserne straks tager til sig, selv om hun stadig er satanist, som om man kunne se på hende, at hun var på nippet til at omvende sig. En troskyldig kvinde, som er faldet i frimurernes kløer, og som lidt efter lidt gør sig fri af dem og vender tilbage til sin fædrene tro.

– Diana, sagde jeg så. Diana er nærmest et sindbillede på en omvendt synderinde, i og med at hun jo kan gå fra det ene til det andet nærmest på kommando.

Sådan gik det til, at Diana gjorde sin entré i nr. 89 af Le Diable.

Diana blev introduceret af Bataille, men for at gøre hendes opdukken mere troværdig sendte hun ham straks et brev, hvor hun erklærede sig utilfreds med den måde, hun var blevet præsenteret på og ligefrem kritiserede det portræt, man havde bragt af hende i Le Diables sædvanlige stil. Jeg må tilstå, at det var et temmelig mandhaftigt portræt, og vi tilbød straks Diana en mere kvindelig fremtoning og påstod, at tegneren havde opsøgt hende på hendes hotel i Paris.

Diana havde sin debut i tidsskriftet Le Palladium régéneré et libre. Det fremstillede sig selv som et talerør for udbrydere blandt palladianerne, som havde modet til ned til mindste detalje at beskrive Lucifer-kulten og de blasfemiske ord og vendinger, der blev brugt i forbindelse med ritualerne. Det vakte så stor afsky, at nogen stod frem som erklærede satanister, at en kannik ved navn Mustel skrev i sit tidsskrift, Revue Catholique, at Diana med sin afstandstagen til palladianerne havde taget sit første skridt i retning af omvendelse. Diana reagerede selv ved at sende Mustel to hundredfrancsedler til hans velgørende arbejde. Mustel opfordrede sine læsere til at bede for Dianas omvendelse.

Jeg sværger, at Mustel hverken var vores opfindelse eller betalt af os, men vi kunne lige så godt have instrueret ham i, hvad han skulle gøre. Et andet tidsskrift, La Semaine Réligieuse, der var ledet af monseigneur Fava, biskop i Grenoble, tog i øvrigt samme standpunkt i sagen.

Det var, så vidt jeg husker, i juni 1895, at Diana gik over til katolicismen, og i de næste seks måneder udgav hun, ligeledes i hæfter, sine Mémoires d’une ex-palladiste. De læsere, der havde tegnet et abonnement på Palladium Régéneré (som naturligvis holdt op med at udkomme) kunne enten gå over til Mémoires eller få pengene tilbage. Bortset fra enkelte fanatikere har jeg indtryk af, at læseren accepterede holdningsændringen. Den omvendte Diana fortalte trods alt historier, der var mindst lige så fantasifulde som den syndige Dianas, og det var, hvad læserne ville have – hvilket i øvrigt var Taxils kongstanke: Det er ligegyldigt, om man fortæller om pave Pius 9.s flirt med en tjenestepige eller en kvindelig satanists homoseksuelle ritualer. Folk vil have noget, der er forbudt, og dermed basta.

Og det var præcis den slags, Diana stillede læserne i udsigt. »Jeg vil skrive for at udbrede kendskabet til alt, hvad der er foregået i Trianglerne, og som jeg af al magt har forsøgt at forhindre, hvad jeg altid har foragtet, og hvad jeg troede, var af det gode. Læserne må selv dømme ... «

Diana gjorde det glimrende. Vi havde skabt en myte. Hun levede i lykkelig uvidenhed, i en omtåget tilstand, som skyldtes de narkotika, vi gav hende for at holde hende i ro, og hun lystrede kun vores (nej, gud forbyde det, deres) kærtegn.

***

Nu husker jeg tydeligt det vældige røre, der opstod. Den engleagtige Dianas omvendelse vakte begejstring og varme følelser hos præster og biskopper, mødre og angrende syndere. Tidsskriftet Pèlerin kunne berette om en vis Louise, som var alvorligt syg og, på Dianas foranledning, havde fået lov til at deltage i pilgrimsvandringen til Lourdes, hvor hun på mirakuløs vis var blevet helbredt. La Croix, det førende katolske dagblad, skrev: »Vi har netop læst et udkast til første kapitel af En tidligere palladianers erindringer, som miss Vaughan er begyndt at udgive, og vi er stadig dybt bevægede. Forunderlig er Guds nåde, når sjælene hengiver sig til den ... »En monseigneur Lazzareschi, Vatikanets repræsentant i Det Antifrimureriske Forbunds Centralkomité, lod Dianas omvendelse fejre med tre dages andagt og bøn i Sacro Cuore-kirken i Rom, og en hymne til Jeanne d’Arc, angiveligt skrevet af Diana (i virkeligheden var det en arie fra en operette, som en ven af Taxil havde komponeret til en eller anden muslimsk kalif eller sultan) blev opført ved Det Antifrimureriske Forbunds romerske afdeling og sunget i flere kirker.

Da en gådefuld kvindelig karmeliter fra Lisieux, som trods sin unge alder havde ry for at være en helgen, ligeledes gik i brechen for Diana, skulle man igen have troet, at det var noget, vi havde arrangeret. Denne søster Teresa af Jesusbarnet og Det Hellige Åsyn havde modtaget et eksemplar af Dianas erindringer og var blevet så bevæget over pigens historie, at hun havde gjort hende til en af personerne i et teaterstykke, som hun havde skrevet for sine medsøstre, Ydmyghedens Triumf, hvor selveste Jeanne d’Arc også var inde i billedet. Hun sendte da også Diana et billede af sig selv i rollen som Jeanne d’Arc.

Mens Dianas erindringer blev oversat til flere sprog, modtog hun kardinalvikar Parocchis lykønskninger med omvendelsen, som han kaldte »Nådens storslåede triumf«, den pavelige sekretær monseigneur Vincenzo Sardi skrev, at Forsynet havde ladet Diana medvirke i den infame sekt, for at hun bedre kunne tilintetgøre den, og Civiltà Cattolica mente, at miss Diana Vaughan, »som fra mørket er blevet kaldt ud i det guddommelige lys, nu bruger sine erfaringer i kirkens tjeneste med udgivelser af uforlignelig akkuratesse og gavn«.

***

Jeg så Boullan stadig hyppigere i Auteuil. Hvilket forhold havde han til Diana? Når jeg mødte uanmeldt op i Auteil, havde jeg sommetider fundet dem i hinandens arme, mens Diana stirrede op i loftet med et ekstatisk blik. Men måske var hun bare overgået til den anden tilstand, havde netop bekendt sine synder og lå nu og nød, at hun havde lettet sit hjerte. Så var Taxils forhold til kvindemennesket mere mistænkeligt. Ved en anden lejlighed, hvor jeg uventet kom tilbage til huset, overraskede jeg hende på sofaen med opknappet kjoleliv og armene om Taxil, der var blåviolet i hovedet. Udmærket, tænkte jeg, nogen skal jo tilfredsstille den »slette« Dianas kødelige lyster, og godt det ikke er mig. Tanken om at have samkvem med en kvinde er i sig selv foruroligende, og helt galt må det være, hvis hun er vanvittig.

Når jeg atter er på tomandshånd med den »gode« Diana, lægger hun kysk sit hoved mod min skulder og beder mig grædende om syndsforladelse. Det varme hoved mod min kind og den angerfulde duft af hendes ånde får mig til at gyse – så jeg trækker mig straks væk fra hende og beder hende knæle foran et eller andet helligt billede og angre sine synder.

***

I palladianske kredse (men fandtes de virkelig? Det tydede de mange anonyme breve på, og hvis man vil have noget til at eksistere, skal man bare tale om det) blev der fremsat dunkle trusler mod den forræderiske Diana. Og i mellemtiden var der indtruffet en begivenhed, som jeg ikke kan komme i tanker om. Abbed Boullans død, er jeg tilbøjelig til at sige. Ikke desto mindre foresvæver det mig, at jeg har set ham ved Dianas side i de senere år.

Jeg må have udsat min hukommelse for et urimeligt pres. Jeg må unde mig selv et hvil.