23

TOLV GIVTIGE ÅR

Fra dagbogsoptegnelserne af 15. og 16. april 1897

På dette tidspunkt bliver sammenfaldene mellem Dalla Piccolas og Simoninis notater nærmest hektiske, så de to dagbogsskribenter sommetider omtaler de selv samme begivenheder, om end ud fra forskellige synsvinkler. Men ikke nok med det, Simoninis egne optegnelser bliver krampagtige, som om han havde svært ved på en og samme tid at genkalde sig forskellige begivenheder, personer og miljøer, han havde været i kontakt med i årenes løb. Det tidsrum, Simonini her rekonstruerer (og han har ofte svært ved at holde rede på rækkefølgen, så han fremskynder begivenheder, der efter al sandsynlighed er sket senere) begynder efter alt at dømme med Taxils påståede omvendelse i 96 eller 97. Der er tale om mindst tolv år, som han opsummerer i en række hurtige, somme tider nærmest stenografiske notater, som om han frygtede at glemme pludselige erindringsglimt igen, vekslende med mere fyldige redegørelser for samtaler, overvejelser og dramatiske begivenheder.

Da Fortælleren således må leve med, at dagbogsskriveren savner en afbalanceret vis narrandi, vil han nøjes med at inddele erindringerne i en række små afsnit, som om den ene begivenhed var indtruffet efter den anden, eller de var indbyrdes adskilt, skønt det hele efter al sandsynlighed skete på én gang – så Simonini gik fra en samtale med Ratjkovskij for samme eftermiddag at mødes med Gaviali. Men sådan ligger landet, som man siger.

Madame Adams salon

Simonini mindes, hvordan han efter at have presset Taxil til at omvende sig (og hvorfor Dalla Piccola derefter så at sige tog manden fra ham, ved han ikke) besluttede sig for, om ikke ligefem at søge om optagelse i en frimurerloge, så at opsøge nogle mere eller mindre republikansksindede miljøer, hvor han forestillede sig, at der ville være masser af frimurere. Og med god hjælp fra nogle af de mennesker, han havde mødt i boghandelen i rue de Beaune, navnlig Toussenel, fik han mulighed for at frekventere Juliette Lamessines salon. Lamessine, der nu var kendt som Madame Adam, var gift med en deputeret fra den republikanske venstrefløj, grundlægger af Crédit Foncier og siden senator på livstid. Det var altså penge, storpolitik og kultur, der prydede hjemmet, som først lå på boulevard Poissonière og siden på boulevard Malesherbes. Og ikke alene var værtinden en temmelig kendt forfatter (hun havde ligefrem udgivet en biografi om Garibaldi), husets gæster talte statsmænd som Gambetta, Thiers og Clemenceau og forfattere som Prudhomme, Flaubert, Maupassant og Turgenjev. Her traf Simonini også Victor Hugo kort før dennes død. Hugo var på det tidspunkt blevet et monument over sig selv, forstenet af ælde, af de tyngende politiske pligter og af en hjerneblødnings følger.

Simonini var ikke vant til at færdes i den slags miljøer. Det var formentlig netop i de år, at han mødte doktor Froïde hos Magny (hvilket han nævnte i sit dagbogsnotat af 25. marts) og smilede, da lægen fortalte ham, at han havde set sig nødsaget til at købe et kjolesæt og et pænt sort slips, fordi han var blevet inviteret til middag hos Charcot. Nu havde Simonini selv været nødt til at købe kjolesæt og slips, og oven i købet et smukt nyt skæg fra Paris’ bedste (og mest diskrete) parykmager. Men skønt Simonini i kraft af sine ungdomsstudier trods alt ejede en vis dannelse, og skønt han i årene i Paris trods alt havde læst et og andet, bragte det ham i forlegenhed at blive inddraget i en sprænglærd og sommetider dybsindig konversation, hvis deltagere altid var à la page. Han forholdt sig derfor tavs, lyttede opmærksomt til alt, hvad der blev sagt, og nøjedes med nu og da at lade et par ord falde om ekspeditionen til Sicilien, og i Frankrig gjorde Garibaldi altid lykke.

Han var forvirret. Her havde han forventet at høre synspunkter, der ikke alene var republikanske – hvilket var det mindste, man kunne forvente på den tid – men decideret revolutionære, men Juliette Adam yndede at omgive sig med russere, der tydeligvis tilhørte det zaristiske miljø, hun var anglofob ligesom sin ven Toussenel, og i sin Nouvelle Revue udgav hun en person som Léon Daudet, der med rette blev anset for at være lige så reaktionær, som faderen Alphonse var oprigtigt demokratisk. Det skal dog siges til Juliette Adams forsvar, at de begge var velkomne i hendes salon.

Det var også temmelig uklart, hvor den antijudaiske stemning, der ofte prægede samtalerne i salonen, stammede fra. Var det fra socialisternes had til den jødiske kapitalisme, som den navnkundige Toussenel repræsenterede, eller fra mystikernes antisemitisme, som Juliane Glinka havde bragt i cirkulation? Denne Glinka havde en nær tilknytning til det okkulte russiske miljø, hun havde de ritualer fra den brasilianske candomblé i frisk erindring, som hun var blevet indviet i som ung pige, da hendes far var diplomat i landet, og hun stod – hviskede folk i krogene – i et intimt forhold til den parisiske okkultismes ypperstepræstinde i de dage, Madame Blavatsky.

Juliette Adams mistro til den jødiske verden var ganske utilsløret, og Simonini havde en aften deltaget i en oplæsning af passager af den russiske forfatter Dostojevskij, der var tydeligt inspireret af et af Simoninis gamle bekendskaber, Brafmann, og hans afsløringer af den store Kahal.

– Dostojevskij fortæller os, at jøderne, der så mange gange har mistet deres land og deres politiske uafhængighed, deres love og sågar næsten deres tro, og hver gang har overlevet, med et stadig stærkere sammenhold, at disse usædvanligt stærke og energiske mennesker ikke kunne have holdt stand uden en stat over de eksisterende stater, en status in statu, som de har opretholdt til alle tider og alle steder, også under de allerværste forfølgelser, ved at isolere sig fra og lægge afstand til de folkeslag, som de levede blandt, og undgå at blande sig med dem, og de har altid holdt fast i et grundlæggende princip: »Om du så er spredt ud over hele jorden, så spiller det ingen rolle. Stol på, at hvad der er blevet dig lovet, det skal du få, og i mellemtiden så lev, foragt, foren dig, udbyt andre mennesker og vent, vent ...«

– Denne Dostojevskij er en mesterlig retoriker, kommenterede Toussenel. Se blot, hvordan han indledningsvis udtrykker forståelse, sympati, jeg fristes til at sige respekt for jøderne. »Er jeg måske også jødernes fjende? Hvordan skulle jeg kunne være en fjende af dette ulyksalige folk? Jeg siger og skriver jo tværtimod, at alt, hvad man kan forlange af vores medmenneskelighed og vores retfærdighed, alt hvad menneskeligheden og de kristne love fordrer, alt det skal man gøre for jøderne ...« Smuk indledning. Men derefter viser han, hvordan denne ulyksalige race stræber efter at ødelægge den kristne kultur. Elegant træk. Det er ganske vist set før, men måske har I ikke læst Marx’ Kommunistiske Manifest. Det begynder med et formidabelt overraskelsesmoment. »Et spøgelse går gennem Europa.« Dernæst giver han os et historisk rids i fugleperspektiv over klassemodsætningerne fra antikkens Rom til vore dage, og de sider, der handler om bougeoisiet som revolutionær klasse tager nærmest pusten fra én. Marx viser os denne nye og uimodståelige kraft, der gennemstrømmer hele planeten, som om det var Guds skaberånd i Skabelsesberetningen. Og i slutningen af denne lovsang (som, tro mig, nyder stor anseelse) træder pludselig de underjordiske magter, som bourgeoisiets triumf har skabt, ind på scenen: Kapitalismen barsler med sine egne banemænd, proletarerne, som uden omsvøb siger: »Nu vil vi ødelægge jer og tage alt, hvad I ejer.« Pragtfuldt. Og det samme gør Dostojevskij med jøderne. Han retfærdiggør den sammensværgelse, som har sikret deres overlevelse gennem historien, og udpeger dem derpå som en fjende, der skal tilintetgøres. Dostojevskij er en sand socialist.

– Han er ikke socialist, indvender Juliana Glinka smilende, han er et visionært menneske, og derfor siger han sandheden. Læg mærke til, hvordan han foregriber den tilsyneladende mest rimelige indvending, nemlig, at hvis der i århundredernes løb har eksisteret en stat i staten, så skyldes det forfølgelserne, og den ville gå i opløsning, hvis jøden fik samme rettigheder som de oprindelige befolkninger. Men det er en fejlagtig antagelse, advarer Dostojevskij! Selv om jøderne skulle få samme rettigheder som andre borgere, ville de ikke opgive den frække forestilling om, at der vil komme en Messias, som med sværdet vil underlægge sig alle folkeslag. Det er derfor, jøder foretrækker at samle sig om en enkelt beskæftigelse, nemlig handlen med guld og ædelstene. Når Messias kommer, vil de således ikke være bundet til land, som har vist dem gæstfrihed, og de kan med lethed tage alle deres ejendele med sig, når – som Dostojevskij poetisk udtrykker det – morgenrøden oprinder og det udvalgte folk bringer cembaloet og pauken og sækkepiben og sølvet og de hellige ting til det gamle Hus.

– Man har været alt for eftergivende over for dem i Frankrig, sagde Toussenel afslutningsvis. Nu dominerer de børserne og behersker bankvæsenet. Det er derfor, socialismen ikke kan være andet end antisemitisk ... Det er ikke noget tilfælde, at jøderne triumferede i Frankrig, netop da de nye kapitalistiske principper, som kom fra den anden side af Den Engelske Kanal, gik deres sejrsgang.

– De forsimpler tingene, monsieur Toussenel, sagde Glinka, mange af de mennesker i Rusland, der er forgiftet af de revolutionære ideer af den Marx, som De roste, er jøder. De er alle vegne.

Så vendte hun sig mod stuens vinduer, som om de stod på lur med deres knive nede på gadehjørnet. Og Simonini, der pludselig blev grebet af en af sin barndoms rædselsforestillinger, tænkte på Mordechai, der sneg sig op ad trappen ved nattetid.

I Okhrana’ens tjeneste

I Glinka havde Simonini straks set en mulig kunde. Han begyndte at sætte sig ved siden af hende og kurtisere hende diskret – hvilket krævede ikke ubetydelige anstrengelser af ham. Den gode Simonini havde ikke megen sans for kvindelig charme, men han havde trods alt lagt mærke til, at Glinka havde et måragtigt ansigt og øjne, der sad alt for tæt ved næseroden, mens Juliette Adam, skønt hun ikke længere var den kvinde, han havde truffet tyve år tidligere, stadig var en statelig dame med en smuk holdning.

Simonini holdt dog en passende distance til Glinka og nøjedes med at lytte til hendes fantasier. Han foregav en vis interesse for hendes vidtløftige beretning om, hvordan hun i Würzburg havde haft en vision af en tibetansk guru, som havde indviet hende i en eller anden hemmelighed. Han kunne altså passende tilbyde hende noget antijudaisk materiale, som tog højde for hendes esoteriske tilbøjeligheder. Og rygtet ville endda vide, at Juliana Glinka var niece af general Orsjejevskij, et temmelig højtplaceret medlem af det hemmelige russiske politi, og at hun gennem ham på en eller anden måde var blevet hvervet af Okhrana, den kejserlige hemmelige efterretningstjeneste – og at hun i den egenskab var i forbindelse med den nye øverstansvarlige for alle Ruslands udenlandske operationer, Piotr Ratjkovskij (men det var ikke til at blive klog på, om det var som hans underordnede, hans medarbejder eller i direkte konkurrence med ham). En venstreorienteret avis, Le Radical, havde endda rejst mistanke om, at Glinka ernærede sig ved systematisk at angive russiske terrorister i eksil – hvilket indebar, at hun ikke kun frekventerede Salon Adam, men også andre miljøer, som Simonini ikke vidste noget om.

Han måtte tilpasse scenen på kirkegården i Prag til Glinkas smag ved at undlade at dvæle ved de økonomiske planer og i stedet insistere på de mere eller mindre messianske sider af rabbinernes natlige samtale.

Ved at plukke lidt ud af Gougenot og andre samtidige forfattere lod Simonini rabbinerne fantasere over, hvordan Herrens salvede skulle vende tilbage som Israels Konge, og hvordan han skulle befri verden for alle hedninges uretfærdigheder. Om det tilføjede han mindst to sider messiansk blændværk af typen: »Israels sejrrige konge nærmer sig vor verden, som ikke er genskabt i Kristus. Med hele Satans styrke og rædsel nærmer kongen, Antikrist udgået af Zions slægt, sig verdensherredømmets trone«. Men i betragtning af, at man i zaristiske kredse var rædselsslagen for alle former for republikanske ideer, tilføjede han, at jøderne kun gennem et republikansk system med almindelig valgret kunne opnå et flertal og dermed indføre de nødvendige love til at forfølge deres mål. Kun de tåbelige hedninge, sagde rabbinerne på kirkegården, tror, at der hersker større frihed i en republik end i et autokrati. Det forholder sig tværtimod sådan, at i et autokrati råder de vise, men i et liberalt styre råder proletariatet, som let lader sig manipulere af jødiske agenter. Og hvordan en republik skulle kunne affinde sig med en Jordens Konge, syntes ikke at være noget stort problem: Napoleon 3. havde jo med sit eksempel tydeligt vist, at en republik sagtens kan fostre en kejser.

Med tanke på sin farfars beretninger fik Simonini den idé, at han skulle udbygge rabbinernes tale med en lang redegørelse for, hvordan man hidtil havde regeret verden i det skjulte, og hvordan det skulle foregå i fremtiden. Det var besynderligt, at Glinka ikke lagde mærke til, at argumenterne var de selv samme som hos Dostojevskij – eller måske havde hun opdaget det og frydede sig netop derfor over, at man i en ældgammel tekst kunne få vished for, hvad Dostojevskij skrev, og så måtte den jo være autentisk.

På kirkegården i Prag viste det sig, at ideen til korstogene stammede fra de jødiske kabbalister, som dermed ville gengive Jerusalem værdigheden som verdens centrum, også takket være de uomgængelige korsriddere (og her vidste Simonini, at han kunne trække på et meget righoldigt repertoire). Og det var en skam, at araberne siden smed korsfarerne i havet, og at de led sådan en ond skæbne, for ellers ville planen være lykkedes flere hundred år tidligere.

I denne sammenhæng undlod rabbinerne i Prag ikke at påpege, hvordan humanismen, Den Franske Revolution og den amerikanske frihedskrig havde undergravet kristendommens principper og respekten for kongemagten og dermed beredt vejen for jødernes erobring af verden. For at føre denne plan ud i livet havde jøderne naturligvis måttet skabe sig et respektabelt ansigt udadtil, nemlig frimureriet.

Simonini genanvendte behændigt den gamle Barruel, som Glinka og hendes russiske foresatte åbenbart ikke kendte, og general Orsjejevskij, som Glinka sendte rapporten til, fandt det mest belejligt at uddrage to tekster af den. Den ene, som var relativt kort, svarede mere eller mindre til den oprindelige scene fra kirkegården i Prag og blev offentliggjort i nogle tidsskrifter derovre – idet man glemte (eller antog, at offentligheden havde glemt eller ikke vidste), at der allerede ti år tidligere i Sankt Petersborg havde været en rabbinertale i omløb, som stammede fra Goedsches bog, og at den i de følgende år var dukket op i Theodor Fritchs Antisemiten Katechismus. Den anden udkom som pamflet med titlen Tajna Jevrejstva (Jødedommens hemmeligheder), oven i købet med et forord af selveste Orsjejevskij, hvor det hed, at denne tekst, der omsider var kommet for en dag, for første gang påviste den indgående sammenhæng mellem frimureriet og jødedommen, som begge indvarslede nihilismen (hvilket på den tid var en meget alvorlig anklage i Rusland).

Simonini modtog naturligvis en passende kompensation fra Orsjejevskij, og Glinka tog det (rædselsvækkende og med rædsel imødesete) skridt at byde sig til som belønning for hans heltedåd – et mareridt, som Simonini undslap, idet han med tydeligt rystende hænder og mange ærbare suk lod hende forstå, at han delte skæbne med den Octave de Malivert, som alle Stendahls læsere havde sladret om i årevis.

Fra det øjeblik mistede Glinka interessen for Simonini og omvendt. Men da Simonini en dag trådte ind på Café de la Paix for at indtage en simpel déjeuner à la fourchette (grillede koteletter og nyrer), passerede han hende ved et bord i selskab med en korpulent og temmelig vulgært udseende herre, som hun var midt i en temmelig ophidset diskussion med. Han standsede op for at hilse, og Glinka kunne ikke undslå sig for at præsentere ham for denne monsieur Ratjkovskij, der virkede meget interesseret i ham.

I det øjeblik forstod Simonini ikke årsagen til mandens interesse, men han blev klogere, da det nogle dage senere ringede på butiksdøren, og Ratjkovskij i egen person stod uden for døren. Han smilede bredt og skred med den største naturlighed i verden gennem butikken, fandt trappen op til overetagen og fortsatte direkte ind i arbejdsværelset, hvor han satte sig i en lænestol ved siden af skrivebordet.

– Lad os tale om forretninger, sagde han.

Ratjkovskij var blond som en russer, dog med grå stænk, der viste, at han havde passereret de tredive, han havde brede og sensuelle læber, en fremstående næse, diabolske slaviske øjenbryn, et hjerteligt og glubsk smil og en indsmigrende stemme. Han havde større lighed med en gepard end med en løve, bemærkede Simonini – og han overvejede, hvad der var mest foruroligende: at blive sat stævne af Osman Bey ved nattetid ved Seinens bred eller af Ratjkovskij tidligt på formiddagen i hans kontor i den russiske ambassade i rue de Grenelle. Han besluttede sig for, at det var Osman Bey.

– Nuvel, kaptajn Simonini, begyndte Ratjkovskij, De ved muligvis ikke, hvad det, som man i Vesten fejlagtigt kalder Okhrana, og som de russiske emigranter hånligt kalder Okhranka, er for noget.

– Jeg har hørt nogen hviske om det.

– Ingen hvisken, der er ikke noget her, som ikke tåler at se dagens lys. Det drejer sig om Okhrannoje otdelenije, som betyder Departementet for sikkerhed, en efterretningstjeneste, der sorterer under vores indenrigsministerium. Tjenesten blev grundlagt efter attentat på zar Aleksandr 2. for at beskytte den kejserlige familie. Men efterhånden har den også måttet forholde sig til truslen fra den nihilistiske terrorisme, og den har været nødsaget til at oprette en række overvågningsenheder i udlandet, hvor der er mange flygtninge og udvandrere. Det er grunden til, at jeg er her, i mit lands tjeneste. I fuldt dagslys. Det er terroristerne, der skjuler sig. Er De med?

– Ja. Men hvor kommer jeg ind i billedet?

– En ting ad gangen. De skal ikke være bange for at betro Dem til mig, hvis De skulle have kendskab til grupper af terrorister. Jeg forstår, at De i sin tid har givet franskmændene oplysninger om farlige antibonapartister, og man kan kun angive sine venner eller i hvert fald folk, som man omgås. Jeg er ikke nogen uskyldighed. Jeg har også i sin tid haft kontakt til russiske terrorister, det er alt sammen fortid, men det er grunden til, at jeg har gjort karriere inden for terrorbekæmpelsen, hvor man kun kan gøre en effektiv indsats, hvis man har trådt sine barnesko i de revolutionære grupper. Her i Frankrig har I et lyslevende eksempel i jeres Vidocq, som først blev politichef efter, at han havde siddet i fængsel. Stol aldrig på politifolk, der, hvordan skal jeg udtrykke det, har en uplettet fortid. Det er politispioner. Men lad os tale om os. I den senere tid har vi bemærket, at der er flere jødiske intellektuelle i terroristernes rækker. Jeg forsøger på vegne af nogle personer ved zarens hof at påvise, at det er jøderne, der undergraver det russiske folks moralske styrke og truer selve dets overlevelse. Man vil sikkert fortælle Dem, at jeg anses for at være en protegé af en minister, Witte, som har ry for at være liberal og ikke ville give mig ret i det, jeg her siger. Man skal dog aldrig tjene sin nuværende herre, men forberede sig til den næste, mærk Dem mine ord. Jeg har med andre ord ingen tid at spilde. Jeg har set, hvad De har forsynet madame Glinka med og gjort op med mig selv, at det meste af det er ganske værdiløst. Det er helt naturligt – De har trods alt valgt at arbejde under dække af, at De er marskandiser, altså en person, som sælger brugte ting til højere priser end nye. Men for nogle år siden offentliggjorde De i Le Contemporain nogle opsigtsvækkende dokumenter, som De havde fået af Deres bedstefar, og det ville undre mig, om De ikke havde mere af samme slags. Man siger, at De ved mangt og meget (og her høstede Simonini frugterne af sin plan om at blive spion af navn, men ikke af gavn). Det er med andre ord troværdige oplysninger, jeg forventer af Dem. Jeg kan godt skelne skidt fra kanel. Jeg betaler. Men hvis materialet ikke er noget værd, bliver jeg vred. Er det klart?

– Men hvad er det præcis, De vil have?

– Hvis jeg vidste det, ville jeg ikke betale Dem. Jeg har folk i min tjeneste, som ved, hvordan man forfalsker et dokument, men jeg skal give dem noget at arbejde med. Og jeg kan ikke fortælle den gode russiske undersåt, at jøderne venter på Messias’ komme, for det interesserer hverken bønder eller godsejere. Hvis jøderne venter på Messias, skal russerne kunne mærke det på pengepungen.

– Hvorfor har I udset jer jøderne?

– Fordi der er jøder i Rusland. Hvis det havde været Tyrkiet, ville jeg have udset mig armenerne.

– Det er altså jødernes ødelæggelse, De går ind for ligesom Osman Bey, som De måske kender.

– Osman Bey er en fanatiker, og desuden er han selv jøde. Man gør klogt i at holde sig væk fra ham. Jeg vil ikke ødelægge jøderne, ja, jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at jøderne er mine bedste forbundsfæller. Det, der interesserer mig, er det russiske folks moralske habitus, og jeg (eller de personer, som jeg forsøger at tilfredsstille) ønsker ikke, at folket retter sin utilfredshed mod zaren. Derfor må vi give dem en fjende. Og det nytter ikke noget at identificere fjenden med lad os sige mongolerne eller tartarerne, som autokraterne gjorde engang. Hvis fjenden skal være genkendelig og frygtindgydende, skal han være iblandt os eller stå på tærskelen til vores hjem. Derfor jøderne. Det er det guddommelige forsyn, der har sendt os dem, så lad os for guds skyld bruge dem, og lad os bede til, at der altid vil være jøder, som man kan frygte og hade. Der skal en fjende til for at indgyde folket håb. En eller anden har sagt, at patriotismen er en kæltrings sidste udvej: Folk, der ikke har nogen moralske skrupler, plejer at svøbe sig i et flag, og bastarder henviser altid til deres races renhed. National identitet er de arveløses sidste ejendom. Identitetsfølelse bygger nu på had, på hadet til dem, der er anderledes. Vi skal dyrke hadet som en borgerlig lidenskab. Fjenden er folkeslagenes ven. Man skal altid have nogen at hade, som kan retfærdiggøre ens egen elendighed. Hadet er den sande grundstemning. Det er kærligheden, som er en undtagelsestilstand. Det er grunden til, at Kristus blev slået ihjel: Det, han sagde, var naturstridigt. Man kan ikke elske nogen hele livet, dette forfængelige håb er kilde til utroskab, modermord, venner, der forrådes ... Men man kan sagtens hade nogen hele sit liv. Bare vedkommende er i nærheden og giver næring til hadet. Hadet varmer vore hjerter.

 

Drumont

Denne samtale havde foruroliget Simonini. Ratjkovskij mente tilsyneladende, hvad han sagde, og hvis ikke han forsynede ham med noget nyt og opsigtsvækkende materiale, ville han blive »vred«. Nu var det ikke sådan, at Simoninis kilder var tørret ud, han havde tværtimod samlet mange papirer til sine alsidige protokoller, men han havde på fornemmelsen, at der skulle mere til. Det var ikke gjort med den slags historier om Antikrist, som kunne tilfredsstille en person som Glinka; her skulle bruges noget, der gik tættere på samtiden. Han havde med andre ord ingen intentioner om at sælge en ajourført udgave af sin kirkegård i Prag til nedsat pris, men tværtimod at sælge den endnu dyrere. Derfor indtog han en afventende holdning.

Han betroede sig til fader Bergamaschi, som ligeledes løb ham på dørene for at få noget antifrimurerisk materiale.

– Se den her bog, sagde Bergamaschi til ham, det er La France juive af Édouard Drumont. Flere hundred sider. Her er tydeligvis en mand, som ved mere om jøder end dig.

Simonini bladrede hurtigt bogen igennem.

– Det er jo præcis det samme, som gamle Gougenot skrev for over femten år siden!

– Og hvad så? Den er blevet revet væk, så hans læsere kendte åbenbart ikke Gougenot. Tror du måske, at din russiske kunde allerede har læst Drumont? Er det måske ikke dig, der er mester i at genanvende ting? Du skulle tage og opsøge miljøet. Find ud af, hvad de siger og laver.

Det var ikke svært at komme i forbindelse med Drumont. I Salon Adam havde Simonini nu fundet en velynder i Alphonse Daudet, som havde inviteret ham med til de aftenselskaber, der fandt sted i hans hus i Champrosay, når Salon Adam ikke stod for tur. Her blev man elskværdigt modtaget af Julia Daudet til sammenkomster mellem personligheder som Goncourt, Pierre Loti, Émile Zola, Frédéric Mistral og Drumont selv, som var ved at blive en berømthed efter udgivelsen af La France juive. Og i de følgende år var Simonini begyndt at omgås ham, først i den Ligue Antisémitique, som han havde grundlagt, og siden i redaktionslokalerne på hans avis, La Libre Parole.

Drumont havde en løvemanke og et stort, sort skæg, krum næse og brændende øjne, så man (hvis tidens ikonografi stod til troende) kunne have forvekslet ham med en hebraisk profet. Der var da også noget messiansk over hans antijudaisme, som om Den Almægtige havde pålagt ham det hverv at tilintetgøre det udvalgte folk. Simonini var fascineret af Drumonts antijudaiske vrede. Hans had til jøder var lidenskabeligt, målrettet og dedikeret – det var en drift, som var trådt i seksualdriftens sted. Drumonts antisemitisme var ikke filosofisk eller politisk som Toussenels og heller ikke teologisk som Gougenots, den var erotisk.

Man behøvede bare høre ham tale ved de lange og dræbende kedsommelige redaktionsmøder.

– Det var mig en fornøjelse at skrive forordet til abbed Desportes bog om jødernes gådefulde forhold til blod. Og det drejer sig ikke kun om middelalderlige ritualer. Når gudesmukke jødiske baronesser holder salon, kommer de den dag i dag blod af kristne børn i de kager, som de serverer for deres gæster.

Eller: – Semitten er merkantil, begærlig, intrigant, skarpsindig og udspekuleret, mens vi ariere er begejstrede, heroiske, ridderlige, uegennyttige, ærlige og tillidsfulde grænsende til det troskyldige. Semitten er jordbunden, han har ikke blik for noget, der går ud over jordelivet – har I måske nogensinde set noget i Bibelen, der sigter til evigheden? Arieren er bestandig passioneret optaget af transcendensen, han er de store ideers søn. Den kristne gud sidder i sin høje himmel, den jødiske viser sig snart oppe på et bjerg, snart i et tjørnekrat, men aldrig noget højere sted. Semitten er forretningsdrivende, arieren er bonde, digter, munk og først og fremmest soldat, for han trodser døden. Semitten ejer ingen kreative evner, har I måske nogensinde set jødiske musikere, malere, digtere, har I nogensinde set en jøde, som gjorde en videnskabelig opdagelse? Arieren er opfinder, semitten udnytter hans opfindelser.

Han citerede også Wagner: »Det er umuligt at forestille sig, at en antik eller moderne person, det være sig en helt eller en elskende, skulle kunne fremstilles af en jøde uden uvilkårligt at blive slået af latterligheden ved sådan en forestilling. Navnlig frastødes vi af den særlige accent, som jøderne taler med. Den pibende, skrigende, summende og gryntende jødiske tale forekommer os at være helt igennem fremmedartet. Helt naturligt finder denne besynderlighed ved jødernes væsen, som vi finder så modbydelig, sit mest ekstreme udtryk i sangen, der utvivlsomt er det sandeste udtryk for et menneskes følelser. Vi må derfor rimeligvis antage, at jøden egner sig til at udøve alle andre kunstarter end den, der bygger på sang«.

– Men hvad er så forklaringen på, at de fuldstændig har indtaget operascenen? spurgte en eller anden, Rossini, Meyerbeer, Mendelsohn og Giuditta Pasta, de er alle sammen jøder ...

– Måske er forklaringen, at det ikke er sandt, at musikken er en af de skønne kunster, mente en anden. Var der ikke en tysk filosof, der sagde, at den er både malerkunsten og digterkunsten underlegen, fordi den også forstyrrer den, der ikke ønsker at høre den? Hvis nogen lige i nærheden af dig spiller en melodi, som du ikke bryder dig om, er du tvunget til at høre den, som om en eller anden havde trukket et lommetørklæde op af lommen, og det duftede af en essens, som du finder modbydelig. Ariernes stolthed er litteraturen, som nu er i krise. Musikken, derimod, denne sanselige kunstart for åndssvækkede og syge mennesker, har kronede dage. Når man ser bort fra krokodillen, er jøden den største musikelsker af alle dyr, og alle jøder er musikere. Pianister, violinister, cellister ... de er alle samme jøder.

– Ja, men kun som udøvende musikere, der snylter på de store komponister, svarede Drumont. De nævnte Meyerbeer og Mendelssohn, begge andenrangs musikere, men Delibes og Offenbach er ikke jøder.

Deraf opstod der en større diskussion om, hvorvidt jøder var fremmede for musik, eller musikken tværtimod var den jødiske kunstart par excellence, men meningerne var delte.

Da Eiffeltårnet var under opførelse, for slet ikke at tale om da det stod færdigt, nåede raseriet i den antisemitiske liga nye højder. Det var en tysk jødes værk, det jødiske svar på Sacré-Coeur. De Biez, som nok var gruppens mest glødende antisemit, og hvis bevis for jøderne underlegenhed tog udgangspunkt i, at de skrev den modsatte vej i forhold til normale mennesker, sagde: – Selve dette babyloniske bygværks form viser, at deres hjerner ikke er indrettet ligesom vores.

Derefter drejede samtalen ind på alkoholismen, den tids franske svøbe. Det forlød, at forbruget af alkohol i Paris var på hundred fyrre tusind hektoliter om året!

– Spiritus bliver udbredt af jøder og frimurere, som simpelthen har forbedret deres traditionelle giftblanding, acqua tofana, sagde en eller anden. Nu fremstiller de en farveløs gift, som indeholder opium og cantharidin. Den udløser mathed og idioti og medfører til sidst døden. Den bliver tilsat alkoholiske drikke og driver folk til at begå selvmord.

– Hvad så med pornografien? Toussenel (nu og da siger selv socialister trods alt noget, der er sandt) har skrevet, at svinet er selve sindbilledet på jøden, som ikke går af vejen for at rulle sig i alt, hvad der er gement og skændigt. Ifølge Talmud varsler det for resten godt at drømme om ekskrementer. Det er jøder, der står bag alle obskøne udgivelser. Det kan man ved selvsyn konstatere i rue du Croissant, dette marked for pornografiske blade. Boderne (alle jødiske) ligger side om side med deres udsvævende scener af munke, der kopulerer med unge piger, præster, der pisker kvinder, som kun er nødtørftigt skjult bag deres hår, svirende og berusede munke med rejst lem. Folk går forbi og morer sig højlydt, selv familier med børn! Det er, undskyld mit sprog, Anus’ triumf. Kannikker i sodomitisk omgang med hinanden, nonner, der lader sig piske bagi af svinske præster.

Et andet tilbagevendende emne var jødernes nomadiske levevis.

– Jøden er en nomade, men ikke for at undslippe et eller andet eller udforske verden, sagde Drumont. Arieren rejser, han opdager Amerika, nyt og ukendt land, mens semitten venter på, at arieren skal opdage nyt land, og giver sig så til at udbytte det. Og tænk blot på eventyrene. Bortset fra at jøderne selv aldrig har haft fantasi nok til at finde på et godt eventyr, så har deres semitiske brødre, araberne, fortalt historierne i Tusind og én nat, hvor den ene finder en hel sæk guld, den anden en hule, hvor nogle røvere har skjult deres diamanter eller en flaske med en god ånd – og det hele dumper ned fra himlen. I ariske eventyr, derimod, tænkt blot på historien om den hellige gral – opnår man ingenting uden kamp og opofrelse.

– Det er ikke desto mindre lykkedes jøderne at overvinde alle vanskeligheder og holde sig i live, sagde en af Drumonts venner.

– Selvfølgelig, de er fuldkommen ukuelige, næsten skummede Drumont af raseri. Ethvert andet folk, som emigrerer og bosætter sig i nye omgivelser, tåler dårligt det nye klima, den forandrede kost, og svækkes af det. Men jøder bliver tværtimod bare stærkere af at flytte, ligesom i øvrigt insekter.

– De er ligesom sigøjnere, der aldrig bliver syge, selv om de lever af selvdøde dyr. Måske skyldes det deres kannibalisme, og det er forklaringen på, at de bortfører børn.

– Det er da ikke sikkert, at kannibalisme forlænger livet. Tag nu negrene i Afrika; de er kannibaler, og alligevel dør de som fluer i deres landsbyer.

– Hvordan vil De så forklare jødens modstandskraft? Han har en gennemsnitlig levetid på treoghalvtreds år, mens kristne kun lever i syvogtredive. Et særligt fænomen, som kan iagttages i Levanten, er, at de har større modstandskraft end kristne over for epidemier. Tilsyneladende bærer de på en form for permanent pest, som beskytter dem mod almindelig pest.

Simonini noterede sig, at disse emner allerede var blevet behandlet af Gougenot, men i Drumonts salon var det ikke så meget tankernes originalitet som deres sandhed, der optog sindene.

– Godt, de har altså større modstandskraft end os over for legemlige sygdomme, men til gengæld rammes de oftere af sindslidelser, sagde Drumont. Det, at de hele tiden er midt i transaktioner, spekulationer og sammensværgelser, svækker deres nervesystem. I Italien er der én sindssyg for hver tre hundred otteogfyrre jøder og én for hver syv hundred otteoghalvfjerds katolikker. Charcot har foretaget nogle interessante studier af russiske jøder, som vi har kendskab til, fordi de er fattige, mens de i Frankrig er rige og betaler i dyre domme for at skjule deres dårligdomme i doktor Blanches klinik. Vidste I, at Sarah Bernhardt har en hvid ligkiste stående på sit værelse?

– De formerer sig dobbelt så hurtigt som os. Der er nu mere end fire millioner af dem i verden.

– Det stod allerede i Første Mosebog, at Israels sønner blev frugtbare og talrige, de blev magtfulde og fyldte jorden.

– Og nu er de her altså. Og de var her allerede, før vi begyndte at ane uråd. Hvem var Marat for eksempel? Han hed i virkeligheden Mara og var ud af en familie af sefardiske jøder, som blev fordrevet fra Spanien og gik over til protestantismen for at skjule deres oprindelse. Marat blev fortæret af spedalskhed og døde i sit eget skidt og møg, en gal mand, der led af forfølgesvanvid og var sygeligt optaget af morderiske intentioner, den typiske jøde, som hævner sig på de kristne ved at sende så mange som muligt i guillotinen. Man behøver blot kaste et blik på portrættet af ham på Musée Carnavalet, så ser man straks fanatikeren, neuropaten, som Robespierre og de andre jakobinere – dette asymmetriske ansigt, som røber mental ubalance.

– Det var fortrinsvis jøder, der stod bag revolutionen, så meget ved vi. Men var Napoleon med sit had til paven og sine frimureriske kontakter semit?

– Noget kunne tyde på det, det sagde også Disraeli. Balearerne og Korsika blev et tilflugtssted for de jøder, der blev fordrevet fra Spanien. Da de siden lod sig kristne, tog de samme navn som de herrer, de havde tjent, for eksempet Orsini og Bonaparte.

I ethvert selskab er der altid en gaffeur, manden, der stiller det upassende spørgsmål på det upassende tidspunkt. Og her kom så det drilagtige spørgsmål:

– Hvad med Jesus? Han var jøde, men han dør ung, er ligeglad med penge og tænker kun på himmeriget ...

Svaret kom fra Jacques de Biez: – Mine herrer, at Jesus var jøde er en skrøne, som er sat i omløb af jøderne selv, og til dem hørte Paulus og de fire evangelister. I virkeligheden var Jesus af keltisk afstamning ligesom os franskmænd, der først meget sent blev erobret af latinerne. Og inden kelterne blev kastreret af latinerne, var de et folk af erobrere. Har I nogensinde hørt om galaterne, der trængte helt frem til Grækenland? Og Galilæas navn skyldes de gallere, som koloniserede området. For øvrigt er myten om en jomfru, som siges at have født en søn, en keltisk og druidisk myte. Jesus var blond med blå øjne, hvilket man kan forvisse sig om på alle de portrætter, vi har af ham. Han kritiserede jødernes skikke, deres laster og overtro, og i modsætning til hvad jøderne ventede sig af Messias, sagde han, at hans rige ikke var af denne jord. Og hvor jøderne var monoteister, lancerer Kristus forestillingen om Treenigheden, der er inspireret af kelternes polyteisme. Det var derfor, de slog ham ihjel. Jøde var derimod Kajfas, som dømte ham, jøde var Judas, som forrådte ham og Peter, som fornægtede ham ...

Samme år som Drumont grundlagde La Libre Parole, var han så heldig, eller snarrådig, at profitere på skandalen i Panama.

– Det er såre enkelt, forklarede han Simonini, inden han lancerede sin kampagne. – Man hyrer Ferdinand de Lesseps, samme mand, som konstruerede Suezkanalen, til at skabe en forbindelse på tværs af Panamatangen. Det skulle koste seks hundred millioner franc, og Lesseps grundlagde et aktieselskab. Arbejdet begyndte i 1881 og var fra starten præget af modgang, Lesseps skulle bruge mere kapital og lancerede en offentlig indsamling. De indsamlede midler blev dog brugt på at bestikke journalister og skjule nogle af de problemer, der opstod hen ad vejen, for eksempel at man i 1887 havde gravet sig gennem knap halvdelen af tangen og allerede brugt et tusind fire hundred millioner franc. Lesseps bad så Eiffel, jøden bag det skrækkelige tårn, om hjælp og blev ved med at indsamle midler, som han brugte til at bestikke pressen og diverse ministre. For fire år siden gik Kanalselskabet så fallit, og femogfirs tusind gode franskmænd, som havde bidraget til projektet, mistede deres penge.

– Det er en kendt historie.

– Ja, men nu kan jeg bevise, at det var jødiske finansfolk, deriblandt baron Jacques de Reinach (som har en preussisk titel af baron!), der holdt hånden under Lesseps. Morgendagens nummer af La Libre Parole kommer til at vække opsigt.

Det gik, som Drumont havde ventet, journalister, embedsmænd og tidligere ministre blev involveret i skandalen, Reinach begik selvmord, og flere betydningsfulde personer kom i fængsel. Lesseps sag faldt for forældelsesfristen, Eiffel klarede lige akkurat frisag, og Drumont fejrede triumfer som moralens strenge vogter, men først og fremmest underbyggede han sin kampagne mod jøderne med konkrete argumenter.

 

Et par bomber

Men endnu før Simonini kontaktede Drumont, satte Hébuterne ham åbenbart stævne i det sædvanlige midterskib i Notre Dame.

– Kaptajn Simonini, for flere år siden opfordrede jeg Dem til at tilskynde denne Taxil til at indlede en kampagne mod frimurerne, der var så gennemført lavkomisk, at det ville vende sig mod de mest vulgære antifrimurere, sagde han. Den mand, som på Deres vegne forsikrede mig om, at der var styr på hele foretagendet, var abbed Dalla Piccola, som jeg også betroede en temmelig stor sum penge. Nu forekommer det mig imidlertid, at denne Taxil er gået for vidt. Da det var Dem, der sendte mig abbeden, vil jeg bede Dem lægge pres på ham – og på Taxil.

Her tilstår Simonini, at hukuommelsen svigter ham: Han mener at vide, at Dalla Piccola skulle tage sig af Taxil, men han har ingen erindring om, at han skulle have pålagt ham et hverv. Han husker kun, at han sagde til Hébuterne, at han ville tage sig af sagen. Og så havde han sagt til ham, at han selv foreløbig ville koncentrere sig om jøderne, og at han meget snart ville sætte sig i forbindelse med kredsen omkring Drumont. Det havde overrasket ham, hvor velvilligt indstillet Hébuterne var til gruppen. For havde man ikke gentagne gange sagt til ham, at regeringen ikke ville have noget med antijødiske kampagner at gøre?

– Tingene ændrer sig, Simonini, svarede Hébuterne. Forstår De, indtil for ganske nylig var jøder enten fattige folk, der boede i en ghetto, som man ser det den dag i dag i Rusland og i Rom, eller fremtrædende bankierer som her i landet. De fattige jøder drev enten en ågerforretning eller ernærede sig som læger, men de, der blev velhavende, finansierede et hof og berigede sig på kongens gæld ved at låne ham penge til sine krige. I den forstand tog de altid magthavernes parti og blandede sig ikke i politik. Og da de i øvrigt koncentrerede sig om finansielle transaktioner, beskæftigede de sig heller ikke med industrien. Så skete der noget, som også vi opdagede alt for sent. Efter Revolutionen fik staterne brug for flere midler, end jøderne kunne skaffe, og jøden mistede gradvis sit monopol inden for bankvæsenet. Samtidig havde revolutionen, i hvert fald her i landet, lidt efter lidt medført, at alle borgere blev lige, og det er først gået op for os nu. Og bortset fra de sædvanlige stakler i ghettoerne blev alle jøder en del af bourgeoisiet, ikke kun kapitalisternes øverste bourgeoisi, men også det lavere bourgeoisi, det, der består af folk i liberale erhverv, i statsforvaltningen og i hæren. Er De klar over, hvor mange jødiske officerer der er nu om dage? Flere end De aner. Og var det blot gjort med det, men jøderne har gradvis infiltreret anarkisternes og kommunisternes revolutionære miljøer. Hvor de revolutionære snobber tidligere var antijudaiske, i og med de var antikapitalister, og jøderne trods alt var den siddende regerings allierede, så er det i dag blevet moderne at være oppositionel jøde. Hvem var måske denne Marx, som de revolutionære her i landet taler så meget om? En ludfattig burgeois, der snyltede på sin aristokratiske kone. Og vi må for eksempel ikke glemme, at de står for al højere uddannelse, fra Collège til École des Hautes Études, ligesom de kontrollerer alle Paris’ teatre og mange af aviserne, for eksempel Journal des débats, som er højfinansens officielle organ.

Simonini havde stadig ikke forstået, hvad det var for oplysninger, Hébuterne ville have om jøderne, nu da de var blevet en del af bourgeoisiet. Direkte adspurgt svarede Hébuterne ved at trække på skuldrene.

– Jeg ved det ikke. Men vi må være forsigtige. Problemet er, om vi skal stole på denne nye kategori af jøder. Og læg vel mærke til, at jeg ikke taler om disse tågede forestillinger om, at jøderne skulle konspirere om at erobre hele verden! Disse borgerlige jøder kan ikke længere identificere sig med deres oprindelige miljø, og mange skammer sig over det. Men det er samtidig upålidelige borgere, fordi de kun i kort tid har været helt franske, og i morgen kunne de pludselig vende sig mod os, måske i fællig med de preussiske borgerlige jøder. På den preussiske besættelses tid var de fleste spioner jøder fra Alsace.

Vi skulle netop til at skilles, da Hébuterne tilføjede: – Åh, for resten. På Lagranges tid beskæftigede De Dem med en vis Gaviali. Det var Dem, der fik ham arresteret.

– Ja, han var leder af attentatmændene i rue de la Huchette. Så vidt jeg ved, befinder de sig alle sammen i Cayenne eller på de kanter.

– Bortset fra Gaviali. Han flygtede for nylig, og han er blevet set her i Paris.

– Kan man flygte fra Djævleøen?

– Man kan flygte fra ethvert fængsel, bare man har hår på brystet.

– Hvorfor anholder I ham ikke?

– Fordi vi i dette øjeblik har god brug for en mand, der har forstand på at bygge bomber. Vi har identificeret ham, han er kludekræmmer i Clignancourt. Kan De ikke prøve at hverve ham?

Det var ikke vanskeligt at at finde Paris’ kludekræmmere. Skønt de var spredt ud over hele byen, havde de engang deres højborg mellem rue Mouffetard og rue Saint-Médard. Nu holdt i hvert fald de af dem, som Hébuterne havde fundet, til ude ved Porte de Clignancourt, hvor de boede i en klynge barakker, hvis tage var tækkede med grene og kviste, og af en eller anden grund voksede der om sommeren solsikker midt i disse skidne omgivelser.

I samme kvarter lå der engang en såkaldt Restaurant des Pieds-Humides, som kaldtes sådan, fordi kunderne måtte vente på deres tur ude på gaden, og når de endelig kom indenfor, kunne de formedelst en sous stikke en enorm gaffel ned i en stor, sort gryde, og så måtte de ellers stille sig tilfredse med, hvad de fik fat i; det var i bedste fald et stykke kød, måske en gulerod – og så var det ud af vagten.

Kludekræmmerne havde deres hôtels garnis. Det var beskedne forhold: en seng, et bord, et par umage stole. På væggene hang der nogle religiøse billeder eller illustrationer fra gamle romaner, som man havde fundet i en skarnsdynge. Et stykke af et spejl, som var uundværligt, når man skulle gøre sig fin om søndagen. Her sorterede kludekræmmeren først og fremmest sine fund: ben, porcelæn, glas, gamle bånd, stumper af silkeklæde. Arbejdsdagen begyndte klokken seks om morgenen, og hvis politiet (eller, som de allerede kaldtes på den tid, les flics) fandt nogen, der stadig arbejdede efter klokken syv om aftenen, fik vedkommende en bøde.

Simonini opsøgte Gaviali der, hvor han forventede at finde ham. Og da han havde ledt nogen tid, udpegede man en mand for ham i en bibine, hvor man ikke kun solgte vin, men også absint, der efter sigende var giftig (som om den ikke var giftig nok under normale omstændigheder). Simonini mindedes, at Gaviali endnu ikke bar skæg, da han i sin tid havde truffet ham, eller også havde han raget det af ved den lejlighed. Der var gået næsten tyve år, men Simonini mente, at han stadig lignede sig selv. Det samme kunne man ikke sige om Gaviali.

Hans ansigt var blegt og rynket, og han havde et langt skæg. Der hang et gulligt slips, der mest af alt lignede en snor, ned fra hans fedtede skjorteflip, og op af den stak en radmager hals. På hovedet havde han en luvslidt hat, han var iført en grønlig diplomatfrakke over en krøllet vest. Skoene havde tilsyneladende ikke set en pudseklud i årevis, og de tilsølede snørrebånd klæbede til overlæderet. Men blandt kludekræmmerne vakte Gaviali ikke nævneværdig opsigt, for ingen af de andre var finere i tøjet.

Simonini gav sig til kende for ham og havde forventet en hjertelig reaktion. Men Gaviali sendte ham et vredt blik.

– Hvor vover De at komme her, kaptajn? Og da Simonini satte et forbløffet ansigt op, fortsatte han: Tror De, jeg er idiot? Jeg så godt, hvad der skete, den dag gendarmerne kom og skød på os. De gav den stakkel, som De havde sendt hen for at hjælpe os, nådeskuddet. Siden mødtes alle vi overlevende på det samme sejlskib med kurs mod Cayenne, og De var ikke med om bord. Vi kunne jo godt lægge to og to sammen. Når man tilbringer femten år i Cayenne, har man rig lejlighed til at tænke over tingene: De udtænkte selv vores komplot for siden at angive os. De tager Dem godt betalt for Deres arbejde, vil jeg tro.

– Og hvad så? Vil De hævne Dem på mig? De er en skygge af Dem selv, og hvis De har ret i Deres antagelser, vil politiet sikkert tage mit parti. Det mindste vink fra min side, så ryger De tilbage til Cayenne.

– For guds skyld, kaptajn. Årene i Cayenne har fået mig på bedre tanker. Hvis man deltager i en konspiration, må man regne med, at man før eller siden møder en mouchard. Det er ligesom at lege røvere og soldater. Og, som en eller anden har sagt, med årene bliver alle revolutionære forsvarere af alteret og tronen. Personlig er jeg temmelig ligeglad med altereret og tronen, men for mit vedkommende er de store idealers tid forbi. I denne såkaldte Tredje Republik ved man ikke engang, hvor den tyran, man skal slå ihjel, er henne. Der er kun én ting, som jeg stadig forstår mig på, og det er at fremstille bomber. Og når De opsøger mig, må det skyldes, at De vil have bomber. Udmærket, bare De betaler. De ser jo, hvor jeg bor. Jeg er godt tilfreds, når bare jeg får et nyt logi og spisested. Hvem skal jeg sende i døden? Som alle tidligere revolutionære er jeg til fals. Det burde De vide alt om.

– Det er bomber, jeg vil have af Dem, Gaviali. Hvilken slags det er, og hvor de skal bruges, ved jeg endnu ikke. Det taler vi om, når tiden er inde. Jeg kan tilbyde Dem penge og nye papirer, og der bliver slået en streg over Deres fortid.

Gaviali erklærede, at han stod til tjeneste for enhver, der betalte ham, og foreløbig gav Simonini ham tilstrækkelig mange penge til, at han kunne overleve mindst en måned uden at samle klude. Der er intet som et fængselsophold, der kan få folk til at rette sig efter autoriteterne.

Hvad det var, Gaviali skulle gøre, fortalte Hébuterne senere til Simonini. I december 1883 havde en anarkist, Auguste Vaillant, bragt en lille bombe (fuld af søm) til sprængning i deputeretkammeret, idet han råbte: »Død over bourgeoisiet! Længe leve anarkiet!« Det var en symbolsk handling: – Hvis mit formål havde været at dræbe, ville jeg have fyldt bomben med rendekugler, sagde Vaillant under retssagen. Jeg kan jo ikke lyve, bare fordi I skal have den fornøjelse at sende mig i guillotinen. For at statuere et eksempel sendte man ham alligevel i guillotinen. Men problemet var et andet: Efterretningstjenesterne var urolige over, at den slags skulle blive opfattet som heltegerninger og dermed inspirere andre til at gøre det samme.

– Der findes dårlige eksempler, som retfærdiggør og tilskynder til terror og social uro, mens de selv sidder ganske roligt i deres klubber og restauranter, taler om digte og drikker champagne. Se nu bare denne tredjerangs bladsmører til Laurent Tailhade (der også er deputeret og dermed har to muligheder for at påvirke den offentlige mening). Han har skrevet om Vaillant: »Hvilken rolle spiller ofrene, hvis handlingen var smuk?« For staten er folk som Tailhade farligere end folk som Vaillant, for sidstnævnte slags kan man hugge hovedet af. Vi må give disse intellektuelle en offentlig lærestreg, for de slipper altid ganske gratis fra deres udtalelser.

Det var Simonini og Gaviali, der skulle stå for denne lærestreg. Få uger senere sprang der en bombe hos Foyot i netop det hjørne, hvor Tailhade indtog sine kostbare måltider, og Tailhade selv mistede et øje (Gaviali var virkelig et geni, bomben var således indrettet, at offeret ikke døde af eksplosionen, men blot pådrog sig nogle kvæstelser). Regeringsaviserne morede sig med at skrive sarkastiske kommentarer af typen: »Var det en smuk handling, monsieur Tailhade, var det en smuk handling?« Det var alt sammen faldet meget heldigt ud for både regeringen, Gaviali og Simonini. Og Tailhade mistede ikke alene et øje, men også sit gode navn og rygte.

Allermest tilfreds var Gaviali, og Simonini tænkte, at det var skønt at give agtelsen og livet tilbage til et menneske, som havde haft en ublid skæbne.

I de samme år havde Hébuterne sat Simonini på flere andre opgaver. Panama-skandalen var efterhånden holdt op med at forarge offentligheden, fordi nyheder, der gentager sig selv, ender med at blive kedsommelige. Drumont var holdt op med at interessere sig for sagen, men andre blev ved med at puste til ilden, og regeringen var åbenbart bekymret over (hvordan ville man udtrykke det i dag?) at sagen skulle blusse op igen. Offentlighedens opmærksomhed måtte bortledes fra resterne af den gamle sag, og Hébuterne bad Simonini om at iværksætte en god opstand, der kunne rydde avisernes forsider.

Det er ikke så let at iværksætte en opstand, indvendte Simonini, og Hébuterne antydede, at de største urostiftere fandtes blandt studenterne. Det mest belejlige ville være at få et eller andet til at opstå blandt studenterne, hvorefter man satte en ekspert i gadeuorden ind.

Simonini var ikke længere i forbindelse med studentermiljøerne, men han tænkte straks, at det var studenter med et revolutionært sindelag, der interesserede ham, og allerhelst anarkister. Hvem var bedst kendt i de anarkistiske kredse? Det måtte være et menneske, som levede af at infiltrere og angive dem, altså Ratjkovskij. Han satte sig derfor i forbindelse med Ratjkovskij, som blottede hele sin ulveagtige tandrække i et smil, der skulle forestille at være venligt, og bad om at få en nærmere forklaring.

– Jeg skal bare bruge nogle studenter, som kan lave ballade på kommando.

– Det er en smal sagde, svarede Ratjkovskij på russisk. De skal gå hen til Château-Rouge.

Château Rouge var tilsyneladende et mødested for Latinerkvarterets bærme og lå i rue Galande. Beværtningen lå bagerst i en gård med en facade malet i en guillotinerød farve, og så snart man trådte ind ad døren, mødtes man af den kvælende stank af harsk fedt, af mug, af evindelige opkog på supper, der med årene havde afsat sig håndgribelige spor på de fedtede vægge. Hvilket i øvrigt var temmelig gådefuldt, da man selv skulle medbringe sin mad, idet stedet kun serverede vin og satte tallerkener på bordet. En ildelugtende em af tobaksrøg og udsivende gas havde tilsyneladende fået en hoben clochards til at døse hen. De sad tre og fire sammen langs bordene og sov med hovederne mod hinandens skuldre.

I de to indvendige sale var der dog ingen vagabonder, men gamle ludere med tarvelige similismykker, fjortenårige og allerede uforskammede gadetøser med rande under øjnene og blege pletter, som skyldtes tuberkulose, og lokale forbryderspirer, hvis iøjnefaldende fingerringe med uægte ædelstene og diplomatfrakker i hvert fald var bedre end forlokalets pjalter. Midt i dette pestbefængte menageri cirkulerede nydelige herrer og damer i selskabstøj, for et besøg på Château-Rouge var blevet en oplevelse, man ikke måtte gå glip af. Sent på aftenen, efter teatertid, ankom de fine hestevogne, og det mondæne Paris fik sig et godt gys over repræsentanterne for byens underverden – der for de flestes vedkommende formentlig var blevet lokket til af ejerens løfter om gratis absint, så man kunne tiltrække pæne folk, som man til gengæld lod betale dobbeltpris for samme absint.

I Château-Rouge kom Simonini, via Ratjkovskij, i kontakt med en vis Fayolle, der ernærede sig ved at handle med fostre. Fayolle var en ældre herre, som tilbragte sine aftener på Château-Rouge, hvor han brugte lige så mange penge på firs procents akvavit, som han i dagens løb tjente ved at tage rundt til byens hospitaler og samle fostre og embryoner, som han siden videresolgte til de studerende ved École de Médicine. Han stank ikke bare af spiritus, men også af råddent kød, og den hørm, der stod om ham, havde selv i den ildelugtende beværtning forvist ham til en temmelig isoleret tilværelse. Men han havde efter sigende mange kontakter i studenterkredse, navnlig blandt de evighedsstudenter, som var mere tilbøjelige til at indstille studierne i tide og utide end til at studere fostre, og som var parat til at lave spektakel ved enhver given lejlighed.

Nu forholdt det sig tilfældigvis sådan, at de unge mennesker i Latinerkvarteret netop i de dage havde set sig gale på en gammel stivstikker, senator Bérenger. Bérenger, som straks havde fået øgenavnet Père Pudeur, Fader Blusel, havde lige fremsat et lovforslag mod den usædelighed, hvis første ofre ifølge senatoren var studenterne selv. Foranledningen var en vis Sarah Brown, som halvnøgen og yppig (og formentlig lettere svedig, tænkte Simonini gysende) optrådte på det årlige Bal des Quat’z Arts.

Ve den, der fratog studenterne deres voyeuristiske fornøjelser. Den gruppe, som Fayolle kontrollerede, havde i hvert fald allerede planlagt at gå hen og lave spektakel under senatorens vinduer om natten. Nu gjaldt det bare om at finde ud af, hvornår de ville gøre det, og i øvrigt lade nogle slagsbrødre holde sig parat i nærheden. Fayolle ville tage sig af det hele for en beskeden sum penge. Simonini behøvede blot informere Hébuterne om dagen og klokkeslettet.

Så i det øjeblik studenterne begyndte at lave ballade, kom der et kompagni soldater eller gendarmer. Uanset hvor man befinder sig i verden, er der intet som politiet, der formår at vække stridbare følelser hos studenter. Et par sten føg gennem luften, frem for alt føg det med ukvemsord, en røgbombe affyret af soldaterne ramte en tilfældig forbipasserende i øjet. Så havde sagen krævet det obligatoriske dødsoffer. Der blev selvfølgelig straks bygget barrikader, og det udviklede sig til regulære optøjer. På det tidspunkt kom de slagsbrødre, som Fayolle havde hvervet, ind i billedet. Studenterne standsede en omnibus, bad høfligt passagererne om at stige ud, spændte hestene fra og væltede vognen for at barrikadere vejen med den, men straks blandede de andre ballademagere sig og satte vognen i brand. Inden længe havde tingene udviklet sig fra en larmende demonstration til optøjer og fra optøjer til noget, der lignede en revolution. Så havde aviserne noget at skrive om i nogen tid, og Panama var helt ude af billedet.

 

Borderau’et

Det år, hvor Simonini tjente flest penge, var 1894. Tingene skete nærmest ved et tilfælde, selv om tilfældet altid skal hjælpes lidt på vej.

På det tidspunkt havde Drumonts vrede nået nye højder på grund af de mange jøder i den franske hær.

– Ingen nævner det med et ord, sagde han hændervridende, hvis man taler om disse potentielle landsforrædere midt i den mest glorværdige af vore institutioner, og hvis man siger til folk, at hæren er forgiftet af disse jøder (han spidsede læberne og nærmest bjæffede ordet – »ces Juëfs, ces Jüefs« – som om han ville gå lige i kødet på hele den infame israelitiske race), så risikerer man, at folk mister deres tiltro til Armeen, men nogen skal jo sige det. Ved De, hvordan jøden nu forsøger at blive en respektabel borger? Enten ved at gøre karriere som officer, eller også ved at have sin gang i aristokratiets stuer som kunstner og pæderast. Åh, disse hertuginder er lede og kede af deres eskapader med de sædvanlige gentlemen eller med ærværdige præster. De kan ikke få nok af bizare, eksotiske og groteske oplevelser og lader sig besnære af personager, der er ligeså pyntesyge og duftende af patchouliolie som kvindfolk. Et er, at man fordærver de bedre kredse, og det er jeg i grunden temmelig ligeglad med. Det var ikke bedre, dengang markiserne lå i med skiftende Louis’er. Men hvis man fordærver Hæren, står vi over for den franske civilisations undergang. Jeg er overbevist om, at størstedelen af de jødiske officerer udgør et preussisk spionnet, men jeg savner beviser, beviser.

– Find dem! brølede han til sine redaktører.

På redaktionen på La Libre Parole havde Simonini truffet en kommandant Esterházy. Manden var en sand dandy, pralede ustandselig af sin adelige herkomst og sin wieneriske opdragelse og hentydede til tidligere og kommende dueller. Det var en kendt sag, at han var dybt forgældet, redaktørerne undgik ham, når han diskret nærmede sig dem, fordi de forventede, at han ville bede om et lån, og alle vidste, at man aldrig fik sine penge tilbage, hvis man lånte dem til Esterházy. Han var en smule kvindagtig og duppede ustandselig læberne med et broderet lommetørklæde, og nogle mente, at han var tuberkuløs. Han havde en besynderlig militær karriere bag sig. Først havde han været officer i kavaleriet under Italiensfelttoget i 1866, derpå i Frankrigs pavelige beskytterkorps, og siden havde han deltaget i krigen i 1870 i Fremmedlegionen. Der gik rygter om, at han var involveret i militær kontraspionage, men det var selvsagt ikke den slags oplysninger, folk fæstnede til uniformsjakken. Drumont satte stor pris på bekendtskabet, måske fordi det kunne sikre ham en forbindelse til militære kredse.

En dag havde Esterházy inviteret Simonini ud at spise på Boeuf à la Mode. Efter at have bestilt en mignon d’agneau og diskuteret vinkortet kom Esterházy til sagen:

– Kaptajn Simonini, vores ven Drumont vil aldrig finde de beviser, som han søger efter. Problemet er ikke at finde ud af, hvorvidt der er preussiske spioner af jødisk oprindelse i hæren. Denne verden er gudhjælpemig fuld af spioner, og vi bliver næppe forarget over en fra eller til. Det politiske problem er at bevise, at de er der. De vil sikkert give mig ret i, at hvis man skal have ram på en spion eller en konspirator, er det ikke nødvendigt at rejse beviser. Det er lettere og billigere at opfinde dem selv, og om muligt at opfinde selve spionen. Vi skal altså, i nationens interesse, udvælge os en jødisk officer, som i kraft af en eller anden svaghed tager sig mistænkelig ud, og bevise, at vedkommende har videregivet vigtige oplysninger til den preussiske ambassade i Paris.

– Hvem sigter De egentlig til med dette vi?

– Jeg taler på vegne af den statistiske afdeling i Service des Renseignement Français under ledelse af oberst Sandherr. De ved måske, at denne afdeling med det neutrale navn først og fremmest beskæftiger sig med tyskerne. I begyndelsen koncentrerede den sig navnlig om, hvad de foretager sig i deres eget land. Det var alle hånde oplysninger, fra aviser, fra officerers rejseberetniger, fra gendarmerier, fra vores agenter på begge sider af grænsen. Man forsøgte at skaffe sig flest mulige oplysninger om, hvordan deres hær er opbygget, hvor mange kavaleridivisioner de har, hvor meget soldaterne får i løn – alt muligt, med andre ord. Men for nylig har Tjenesten besluttet sig for også at beskæftige sig med, hvad tyskerne laver her i vores land. Det er ikke alle, der bifalder denne forening af spionage og kontraspionage, men de to aktiviteter hænger nøje sammen. Vi er nødt til at vide, hvad der foregår på den tyske ambassade, som er udenlandsk territorium, og det er spionage, men det er der, de indsamler oplysninger om os, og at afsløre det er kontraspionage. Det forholder sig sådan, at vi har en vis madame Bastian på ambassaden. Hun gør rent og foregiver at være analfabet, men i virkeligheden både læser og forstår hun tysk. Et af hendes daglige gøremål er at tømme papirkurvene i ambassadens kontorer, og dermed kan hun forsyne os med notater og dokumenter, som preusserne (og De ved jo, hvor tungnemme de er) troede gik til destruktion. Det drejer sig altså om at fremstille et dokument, hvori en af vores officerer videregiver højst fortrolige oplysninger om Frankrigs våben. Man vil så antage, at gerningsmanden er en, der har adgang til fortrolige oplysninger, og kan vi afsløre vedkommende. Vi skal bruge et notat, en lille fortegnelse, lad os kalde det et bordereau. Det er derfor, vi henvender os til Dem, for De er jo en sand kunstner på det område, har vi erfaret.

Simonini gjorde sig ingen overvejelser om, hvordan Tjenesten kunne vide besked med hans evner. Muligvis stammede deres oplysninger fra Hébuterne. Han nøjedes med at takke for komplimenten og svarede:

– Det er en ganske bestemt persons håndskrift, jeg skal kopiere, formoder jeg.

– Vi har allerede fundet et oplagt emne. Det er en vis kaptajn Dreyfus – fra Alsace, naturligvis – som for øjeblikket er under oplæring i Tjenesten. Han har giftet sig med en rig kvinde og vigter sig med sine evner som tombeur des femmes. Hans kolleger kan næsten ikke holde ham ud, og det ville næppe være anderledes, hvis han var kristen. Der vil ikke være den mindste opbakning til ham. Han er den perfekte syndebuk. Når vi får dokumentet, foretager vi en kontrol og genkender Dreyfus’ håndskrift. Siden lader vi folk som Drumont om at gøre sagen til en skandale, pege på den jødiske fare og samtidig redde æren hos de væbnede styrker, der har udmærket sig ved at finde og neutralisere problemet. Er det klart?

Det var lysende klart. I begyndelsen af oktober blev Simonini opsøgt af oberstløjtnant Sandherr. Han havde et gustenblegt og intetsigende ansigt. Det perfekte ansigt for en mand, der stod i spidsen for landets spionage og kontraspionage.

– Her er et eksempel på Dreyfus’ håndskrift, og her er den tekst, der skal kopieres, sagde Sandherr og rakte ham to papirer. Som De ser, skal dokumentet stiles til ambassadens militærattache, von Schwartzkoppen, og stille ham nogle oplysninger i udsigt om den hydrauliske rekylbremse til hundred tyve millimeter-kanonen og den slags detaljer, som tyskerne elsker.

– Ville det ikke være en god idé, om vi allerede nu indførte nogle tekniske detaljer? spurgte Simonini, så ville det virke endnu mere kompromitterende.

– De er forhåbentlig opmærksom på, at når først skandalen bryder ud, bliver dette bordereau offentligt eje, svarede Sandherr. Vi kan ikke sådan fodre aviserne med tekniske oplysninger. Til sagen, kaptajn Simonini! For at gøre det bekvemt for Dem har jeg gjort et værelse parat med de nødvendige remedier. Papiret, pennen og blækket er af den slags, som vi bruger i vores kontorer. Jeg forventer førsteklasses arbejde. Giv Dem endelig god tid, og prøv Dem frem, så håndskriften bliver perfekt.

Simonini gjorde, som han fik besked på. Bordereau’et bestod af knap tredive linjer tekst skrevet på gennemslagspapir, som målte atten centimenter på den ene led og tolv på den anden. Simonini bestræbte sig på at lave større mellemrum mellem linjerne på første end på anden side, hvor håndskriften også var mere fortravlet, fordi det skulle ligne et brev, der var nedkradset i en ophidset sindstilstand, hvor man begynder langsomt og siden sætter farten i vejret. Han havde dog også taget højde for, at man normalt ville rive den slags papirer i stykker, inden man smider dem i papirkurven, og at den statistiske afdeling derfor ville modtage det i flere stykker, som skulle sættes sammen. Derfor var det bedst at skrive med en vis afstand mellem bogstaverne, så det blev lettere at samle brudstykkerne, men ikke så meget, at det adskilte sig fra den oprindelige håndskrift.

Det var med andre ord et veludført stykke arbejde.

Sandherr lod derefter bordereau’et tilgå krigsministeren, general Mercier, og samtidig gav han ordre til et eftersyn af papirer fra samtlige ansatte i afdelingen. Til sidst kunne hans mest betroede medarbejdere meddele ham, at det var Dreyfus’ håndskrift, der var tale om, og den femtende oktober blev kaptajnen anholdt. I to uger holdt man med fuldt overlæg nyheden hemmelig, idet man dog sørgede for at lække enkelte oplysninger for at pirre journalisternes nysgerrighed. Så lod man diskret et navn falde, først som en hemmeligtstemplet oplysning, og omsider indrømmede man, at den skyldige var kaptajn Dreyfus.

Så snart Esterházy fik Sandherrs tilladelse til det, informerede han Drumont, som skred gennem redaktionslokalerne, idet han viftede med kommandantens brev og råbte: »Beviserne, beviserne, nu har vi beviserne!«

Den første november stod der på forsiden af La Libre Parole med store typer: »Højforræderi. Den jødiske officer Dreyfus anholdt.« Kampagnen var i gang, og hele Frankrig glødede af forargelse.

Men mens redaktionen den formiddag udbragte en skål for den glædelige begivenhed, faldt Simoninis øje på det brev, hvori Esterházy havde meddelt, at man havde anholdt Dreyfus. Det var blevet liggende på Drumonts bord, og hans glas havde sat ringe på det, men det var stadig fuldt læseligt. Og Simonini, der havde tilbragt mere end en time med at imitere det, der angivelig var Dreyfus’ håndskrift, var ikke et sekund i tvivl om, at den håndskrift, som han omhyggeligt havde indstuderet, var fuldkommen identisk med Esterházys. Og ingen har et skarpere blik for den slags end en falskner.

Men hvad var der sket? Havde Sandherr, i stedet for at give ham et papir fra Dreyfus’ hånd givet ham et fra Esterházy? Var det muligt? Det var besynderligt og uforklarligt, men uigendrivelig sandt. Havde han gjort det ved en fejl? Med overlæg? Og i så fald hvorfor? Eller var den samme Sandherr blevet bedraget af en underordnet, som havde forsynet ham med et forkert forlæg? Hvis man havde ført Sandherr bag lyset, måtte han underrettes om forbytningen. Hvis Sandherr derimod var i ond tro, ville det være risikabelt at vise, at man havde gennemskuet ham. Skulle han sige det til Esterházy? Hvis Sandherr havde forbyttet de håndskrevne papirer med fuldt overlæg for at skade Esterházy, ville Simonini få samtlige efterretningstjenester på halsen ved at underrette offeret. Skulle han fortie det? Sæt nu at tjenesterne en dag ville give ham skylden for forbytningen?

Simonini havde ikke noget med fejlen at gøre, det ville han gerne slå fast, og han lagde først og fremmest vægt på, at hans forfalskninger var autentiske, så at sige. Han besluttede sig for at løbe risikoen og henvendte sig til Sandherr, som først virkede temmelig afvisende, måske fordi han frygtede, at Simonini ville udsætte ham for afpresning.

Da Simonini så fortalte ham sandheden (den eneste virkelige sandhed i dette net af løgne), så Sandherr, der var mere gustenbleg end vanligt, ud, som om han ikke troede sin egne ører.

– Jeg formoder, at De har beholdt en fotografisk kopi af bordereau’et, oberst, sagde Simonini til ham. Skaf Dem noget, Dreyfus har skrevet og noget, Esterházy har skrevet, og lad os sammenligne de tre tekster.

Sandherr gav de fornødne ordrer, kort efter havde han tre papirer foran sig på skrivebordet, og Simonini forsøgte at bevise sin påstand:

– Se nu for eksempel her. I alle ord med to s’er, for eksempel adresse eller interessant, er det første s i Esterházys tekst altid mindre end det andet, og de er næsten aldrig forbundne. Det var det, jeg bemærkede i formiddags, for det var et træk, som jeg gjorde mig stor umage med, da jeg skrev bordereau’et. Se nu Dreyfus’ håndskrift, som jeg aldrig har set før. Det er forbløffende; her er det første af de to s’er stort, og det andet er lille, og de er altid forbundne. Skal jeg fortsætte?

– Nej, det er tilstrækkeligt. Jeg ved ikke, hvordan den misforståelse er opstået, men jeg skal undersøge sagen. Problemet er, at dokumentet nu er i general Merciers hænder, og selv om han skulle gå med til at sammenligne det med et eksempel på Dreyfus’ håndskrift, er han ikke ekspert på området, og der er trods alt visse fællestræk ved de to håndskrifter. Når bare han ikke finder på også at bringe et eksempel på Esterházys håndskrift ind i billedet. Men hvorfor skulle han også tænke på netop Esterházy – når bare De ikke siger noget. Prøv, om De ikke kan glemme hele sagen, og hold Dem venligst væk fra kontoret her for eftertiden. Vi skal sørge for en passende regulering af Deres honorar.

Siden behøvede Simonini ikke at ty til fortrolige oplysninger for at følge med i sagen, for samtlige aviser var fulde af Dreyfus-affæren. Der var også i generalstaben folk, som var i besiddelse af en vis besindighed, og som forlangte sikre beviser på, at Dreyfus havde skrevet bordereau’et. Sandherr henvendte sig til en berømt grafolog, Bertillon, som konkluderede, at nok var håndskriften i bordereau’et ikke helt identisk med Dreyfus’, men der var tydeligvis tale om et falskneri fra hans egen hånd: Dreyfus havde fordrejet sin skrift (om end kun delvis), for at man skulle tro, at brevet var skrevet af en anden. Men trods disse fuldkommen irrelevante detaljer stammede dokumentet utvivlsomt fra Dreyfus’ hånd.

Og hvem ville vove at betvivle det i en situation, hvor La Libre Parole hver eneste dag slog fast, hvad offentligheden mente, og ligefrem antydede, at hele affæren risikerede at gå i sig selv igen, fordi Dreyfus var jøde og ville blive beskyttet af andre jøder? Der er fyrre tusind officerer i hæren, skrev Drumont, så hvordan kan det være, at Mercier har betroet det nationale forsvars hemmeligheder til en jødisk kosmopolit fra Alsace? Mercier var en liberal politiker, som i længere tid havde været under pres fra Drumont og den nationalistiske presse, der beskyldte ham for at have projødiske tilbøjeligheder. Han kunne ikke have siddende på sig, at han forsvarede en jødisk forræder, og derfor var han ikke spor interesseret i at blokere for undersøgelsen, men tværtimod meget aktiv i den.

Drumont tordnede: – Længe holdt jøderne sig ude af hæren, som var forblevet rent fransk. Nu, da de har infiltreret selv fædrelandets Armé, vil de opkaste sig til Frankrigs herrer, og Rotschild vil skaffe sig adgang til landets mobiliseringsplaner ... De forstår nok med hvilket formål.

Situationen var spændt til bristepunktet. Kaptajn ved dragonerne Crémieu-Foa skrev til Drumont, at hans skriverier var en fornærmelse mod samtlige jødiske officerer og forlangte at få æresoprejsning. Det kom til en duel mellem dem, og forvirringen blev ikke mindre af, at Crémieu-Foas gudfader viste sig at være ... Esterházy ... Nu udfordrede også markisen af Morès, redaktør ved La Libre Parole, Crémieu-Foas, men officerens overordnede forbød ham at udkæmpe endnu en duel og gav ham kvarterarrest. Derfor blev han afløst af en kaptajn Mayer, som døde af en perforeret lunge. Debatten rasede, man protesterede over disse nye religionskrige ... Og Simonini begejstredes over de larmende resultater af en enkelt times arbejde ved skrivebordet.

I december samledes krigsrådet, og i mellemtiden var der blevet fremstillet et nyt dokument, et brev til tyskerne fra den italienske militærattaché Pannizardi, som omtalte »den slyngel til D...«, der angiveligt havde solgt ham nogle tegninger af en række fæstningsanlæg. Var denne D identisk med Dreyfus? Ingen vovede at betvivle det, og først senere opdagede man, at det var en vis Dubois, en af ministeriets ansatte, som solgte informationer for ti franc stykket. Men det var for sent, den 22. december blev Drefus fundet skyldig, og i begyndelsen af januar blev han degraderet ved École Militaire. I februar skulle han med et skib til Djævleøen.

Simonini overværede personlig degraderingsceremonien, og det fremgår af hans dagbog, at den gjorde stort indtryk på ham. Soldaterne havde taget opstilling hele vejen rundt om ekcerserpladsen. Dreyfus ankom og skulle gå næsten en kilometer mellem geledderne, og skønt mændene ikke fortrak en mine, lyste foragten ud af dem. General Darras trak sin sabel, der lød en gjaldende fanfare, og Dreyfus, som var i gallauniform, marcherede hen mod generalen eskorteret af fire artillerister anført af en sergent. Darras forkyndte dommen, og en enorm officer i gendarmerikorpset iført fjerprydet hjelm trådte hen til kaptajnen, rev hans galoner, uniformsknapper, regimentsnummer af, tog hans sabel, knækkede den over knæet og smed de to stykker for forræderens fødder.

Dreyfus fortrak ikke en mine, hvilket store dele af pressen formentlig ville opfatte som en bekræftelse på hans forræderi. I det øjeblik, han blev degraderet, mente Simonini, at han hørte ham råbe: »Jeg er uskyldig!«, men på en fattet måde, og mens han hele tiden holdt sig strunk. Sagen var jo, tænkte Simonini sarkastisk, at den lille jødesmovs i den grad identificerede sig med sin (ufortjente) ære som fransk officer, at han ikke havde fantasi til at betvivle sine overordnedes beslutninger – som om han, da de nu havde bestemt sig for, at han var en forræder, var nødt til at acceptere det uden at tvivle et sekund på det. I det øjeblik følte han måske, at han virkelig havde begået forræderi, og det, at han bedyrede sin uskyld, var bare en del af ritualet.

Sådan mente Simonini at huske sagen, men i en af sine papkasser fandt han en artikel af en vis Brisson, som var blevet offentliggjort næste dag i Republique française og fremstillede tingene i et helt andet lys:

»I det øjeblik generalen slyngede ham den vanærende dom i ansigtet, rakte han armen i vejret og råbte: ‘Vive la France, jeg er uskyldig!’

Underofficeren gør sit arbejde færdigt. Uniformens guld ligger på jorden. End ikke de røde bånd, hærens distinktioner, får han lov at beholde. Nu, da Dreyfus’ dolman er helt sort, og der ligesom pludselig falder en skygge over kepien, ser det ud, som om han allerede er trukket i fangedragten ... ‘Jeg er uskyldig!’ råber han igen og igen. Uden for gitterlågen begynder folkemængden, der kun kan ane hans skikkelse i det fjerne, at pibe i fingrene og råbe eder og forbandelser. Dreyfus hører det og bliver endnu mere forbitret.

Da han passerer en gruppe officerer, opfanger han ordene: ‘Forsvind, Judas!’ Dreyfus vender sig rasende og siger igen: ‘Jeg er uskyldig! Uskyldig!’

Nu kan vi skelne hans træk. Vi stirrer et øjeblik på hans ansigt, forsøger at aftvinge det en højere sandhed, et indblik i det sind, som hidtil har været utilgængeligt for alle andre end dommerne; vi udforsker dets uudgrundelige folder. Men det eneste, vi kan se, er vrede, en brændende vrede grænsende til affekt. Hans læber er spændt i en uhyggelig grimasse, øjnene rødsprængte. Og vi forstår, at når den dømte virker så stålsat og nærmest marcherer af sted, så er det, fordi han drives frem af dette raseri, som anspænder hans nerver næsten til bristepunktet ...

Hvad skjuler denne mand i sit sind? Hvad er det, der driver ham, siden han så rasende forfægter sin uskyld? Kan det skyldes, at han håber at forvirre offentligheden, bringe os i tvivl, vække mistanke om sine dommeres integritet? En tanke strejfer os som et blændende lyn: Sæt han er uskyldig? Hvilke frygtelige pinsler!«

Simonini viser ingen tegn på anger og følte sig åbenbart fuldstændig overbevist om Dreyfus’ skyld, som jo var hans egen fortjeneste. Men kontrasten mellem hans egne erindringer og avisartiklen må have vist ham, i hvor høj grad affæren optog sindene i hele landet, og hvordan alle så præcis, hvad de ville se i begivenhederne.

Men for hans skyld kunne Dreyfus gå Djævlen i vold – eller rejse ud til sin ø. Det kom ikke længere ham ved.

Honoraret, som han denne gang modtog i al diskretion, overgik hans vildeste forventninger.

 

Taxil under opsyn

Mens alt dette stod på, havde Simonini, husker han tydeligt, ikke glemt, hvad Taxil gik og lavede. Det skyldtes ikke mindst, at man talte meget om Taxil i kredsen omkring Drumont, hvor Taxil-affæren først havde været genstand for en vis skeptisk moro, siden for forarget irritation. Drumont betragtede sig selv som antifrimurer, antisemit og seriøs katolik – hvilket han på sæt og vis også var – og han tålte ikke, at sådan en kæltring talte hans sag. At Taxil var en kæltring, havde Drumont ment i længere tid, og allerede i France juive havde han angrebet ham og påstået, at alle hans antiklerikalske bøger var udgivet af jødiske forlæggere. Men i de år blev forholdet mellem dem endnu mere anstrengt af politiske grunde.

Fra abbed Dalla Piccola ved vi allerede, at de begge var opstillet som kandidater til Paris’ byråd, og at de begge appellerede til samme vælgerskare. Så nu var striden mellem dem åbenlys.

Taxil havde skrevet en bog, Monsieur Drumont, étude psychologique, hvor han med en noget overdreven sarkasme kritiserede sin modstanders antisemitisme og bemærkede, at den snarere hørte hjemme i den socialistiske og revolutionære presse end blandt katolikker. Drumont svarede igen med Testament d’un antisémite, hvor han rejste tvivl om Taxils omvendelse under henvisning til hans gudsbespottelige skriverier, og stillede foruroligende spørgsmål til, at han tilsyneladende havde sluttet våbenstilstand med den jødiske verden.

Hvis man tænker over, at der i 1892 blev grundlagt to så forskellige aviser som La Libre Parole, et politisk stridsskrift, der var i stand til at afsløre skandalen i Panama, og Le Diable au XIXe siècle, som næppe kunne betragtes som en seriøs udgivelse, kan det ikke undre, at spydighederne mod Taxil var en daglig foreteelse på Drumonts avis, og at man skadefro fulgte med i de ulykker, der overgik ham.

Det var ikke så meget kritikken som den uønskede støtte, der skadede Taxil, bemærkede Drumont. I sagen om den gådefulde Diana blandede sig nu den ene tvivlsomme eventyrer efter den anden, der pralede af deres kendskab til en kvinde, som de muligvis aldrig havde set.

En vis Domenico Margiotta havde udgivet bogen Souvenirs d’un trente-troisièmme. Adriano Lemmi Chef Suprème des Franc-Maçonnes og sendt et eksemplar til Diana, idet han støttede hende i hendes oprør. I brevet hævdede denne Margiotta at være Sekretær for Savonarola-logen i Firenze, Ærværdig Mester af Giordano Bruno-logen i Palmi, Suveræn Storgeneralinspektør, 33. grad af den Skotske Rite for Frie og Antagede Murere, Suveræn Fyrste af Mephis-Misraim-riten (95. grad), Inspektør af Misraim-logerne i Calabrien og Sicilien, Æresmedlem af Den Nationale Stororient i Haiti, Aktivt Medlem af det Øverste Forbundsråd i Napoli, Generalinspektør af frimurerlogerne i de tre Calabrier, Stormester ad vitam af den Egyptiske Orient- eller Misraim-Frimurerorden i Paris (95. grad), Kommandør af Det Universelle Frimureris Bevogtende Brødre, Æresmedlem ad vitam af det Øverste Italienske Forbundsråd i Palermo, Permanent Inspektør og Deputeret Mester for Det Centrale Stordirektorium i Napoli og Medlem af det Nye Reformerede Palladium. Han skulle have beklædt et af frimurernes højeste embeder, men hævdede, at han netop havde forladt frimureriet, fordi ordenens øverste og hemmelige ledelse var blevet betroet til en vis Adriano Lemmi og ikke til ham selv, som han havde håbet.

Om denne skumle Adriano Lemmi fortalte Margiotta, at han angiveligt havde indledt sin karriere som tyveknægt, da han i Marseille forfalskede et kreditbrev fra firmaet Falconet & C. i Napoli og stjal en perlebesat taske og tre hundred guldfranc fra konen af en ven, der var læge, mens hun var i færd med at lave ham en kop urtete i køkkenet. Da han havde afsonet en kortere fængselsstraf, gik han i land i Konstantinopel, hvor han fik arbejde for en gammel jødisk urtekræmmer, idet han erklærede sig indstillet på at afsværge sin dåb og lade sig omskære. Med jødernes hjælp gjorde han så karriere inden for frimureriet.

Sådan gik det til, at »Judas’ forbandede race, som er skyld i alle menneskehedens lidelser, brugte sin indflydelse på at sætte en af sine egne, og dertil den ondeste af dem alle, i spidsen for frimureriets højeste og universelle ledelse«, sluttede Margiotta.

Den gejstlige verden var godt tilfreds med disse anklager, og den bog, Margiotta udgav i 95, Le Palladisme, Culte de Satan-Lucifer dans les triangles maçonniques, startede med begejstrede breve fra biskopperne af Grenoble, Montauban, Aix, Limoges, Mende, Tarentaise, Pamiers, Orano og Annecy samt fra Ludovico Piavi, Jerusalems patriark.

Problemet var, at Margiottas oplysninger involverede halvdelen af alle italienske politikere, navnlig en figur som Francesco Crispi, en af Garibaldis tidligere næstkommanderender og i de år Kongerigets førsteminister. Så længe folk udgav og solgte fantatiske beretning om frimurernes ritualer, generede det i grunden ikke nogen, men hvis de berørte ømtålelige sager som forbindelserne mellem frimureriet og de politiske magthavere, risikerede de at genere nogle personer, som ikke tilgav den slags.

Det burde Taxil have vidst, men han prøvede åbenbart at genvinde noget af det terræn, som han havde tabt til Margiotta. Sådan gik det til, at der i Dianas navn udkom en bog på næsten 400 sider, Le 33ème Crispi, en blanding af almindeligt kendte begivenheder – for eksempel den romerske bankskandale, Crispi havde været indblandet i – og oplysninger om hans pagt med dæmonen Haborym og hans deltagelse i et palladiansk ritual, hvor den sædvanlige Sophie Walder meddelte, at hun ventede en datter, der en dag skulle føde Antikrist.

– Det er jo en farce, sagde Drumont forarget, sådan kan man ikke udkæmpe en politisk strid!

Ikke desto mindre tog Vatikanet godt imod farcen, hvilket gjorde Drumont endnu mere forbandet. Vatikanet havde et mellemværende med Crispi, som på en plads i Rom havde ladet opføre et mindesmærke over Giordano Bruno, et offer for kirkens intolerance, og den dag havde Leo 13. tilbragt med at bede om forladelse neden for statuen af Sankt Peter. Så det er ikke svært at forestille sig pavens glæde, da han læste dette udfald mod Crispi. Han bad sin sekretær, monseigneur Sardi, om foruden den sædvanlige »apostoliske velsignelse« at sende Diana en stor tak og en opfordring til at fortsætte sine fortjenstfulde afsløringer af denne »ondsindede sekt«. Og at sekten var ondsindet, kunne man forvisse sig om i Dianas bog, hvor Haborym havde tre hoveder, et menneskehoved med flammehår, et kattehoved og et slangehoved – skønt det var Diana videnskabeligt magtpåliggende at understrege, at hun aldrig selv havde set dæmonen i den skikkelse (når hun havde anråbt den, havde den vist sig som en smuk gammel mand med et bølgende, sølvgråt skæg).

– De gør sig ikke engang umage med at virke troværdige! Hvordan skulle en amerikansk kvinde, der for ganske nylig er kommet til Frankrig, have kendskab til alle hemmelighederne i italiensk politik? sagde Drumont indigneret, den slags lægger almindelige mennesker selvfølgelig ikke mærke til, og Dianas bøger sælger godt. Men paven, selveste paven vil blive beskyldt for, at han tror på alt, hvad man bilder ham ind! Vi må forsvare kirken mod dens egen svaghed!

Den første, der åbent gav sig til at betvivle, hvorvidt Diana i det hele taget eksisterede, var netop La Libre Parole. Straks efter blandede erklæret religiøse aviser som L’Avenir og L’Univers sig i diskussionen. I andre katolske miljøer forsøgte man derimod af al magt at bevise Dianas eksistens: I Le Rosier de Marie bragte man en øjenvidneberetning af formanden for Advokatstanden i Saint-Pierre, Lautier, som hævdede, at han havde set Diana i selskab med Taxil, Bataille og den tegner, der havde portrætteret hende, men det var nogen tid siden, dengang Diana stadig var palladianer. Men det må have lyst ud af hende, at hun snart ville omvende sig, for beskrivelsen lød som følger: »Hun er en ung kvinde på niogtyve år, yndig og distingveret og lidt højere end gennemsnittet, med en imødekommende, frimodig og ærlig udstråling og et lynende intelligent blik, der vidner om beslutsomhed og myndighed. Hun er elegant og smagfuldt klædt, uden krukkeri og uden den latterlige tilbøjelighed til at overlæsse sig med smykker, der kendetegner de fleste velhavende udenlandske kvinder ... Øjnene er usædvanlige, snart havblå, snart strålende guldgule.« Da man bød hende et glas chartreuse, afslog hun, fordi hun hadede alt, hvad der på nogen måde mindede om kirken. Hun drak udelukkende cognac.

Taxil havde været magna pars i organiseringen af en stor kongres for antifrimurere i Trento i 1896. Men ved netop den lejlighed tog de tyske katolikkers mistanke og kritik til i styrke. En vis fader Baumgarten forlangte at se Dianas fødselsattest og et vidneudsagn fra den præst, som hun havde afsværget sin gamle tro til. Taxil erklærede, at han havde beviserne i lommen, men han viste dem ikke til nogen.

En måned efter kongressen i Trento gik en vis abbed Garnier i Le Peuple Français så vidt som til at påstå, at Diana var et frimurerisk bedrageri, i La Croix tog også en fader Bailly afstand til sagen, og Kölnische Volkszeitung mindede om, at Bataille-Hacks selv samme år, som Le Diable begynde at udkomme, havde fremsat de mest blasfemiske udtalelser. Til Dianas forsvar meldte sig den sædvanlige kannik Mustel, tidsskriftet Civiltà Cattolica og en sekretær for kardinal Parocchi, som skrev til hende »for at styrke hende mod den bagvaskelseskampagne, som end ikke viger bort fra at betvivle selve hendes eksistens«.

Drumont savnede hverken gode forbindelser i forskellige miljøer eller næse for journalistik. Simonini fattede ikke, hvordan han havde båret sig ad, men det lykkedes ham at opspore Hacks-Bataille, som han formentlig overraskede i et af sine tilfælde af drukkenskab, hvor han stadig oftere henfaldt til melankoli og bondeanger, og pludselig tog tingene en overraskende vending: Hacks tilstod, først i Kölnische Volkszeitung og så i La Libre Parole, at han havde medvirket til et bedrageri. Han udtalte ligeud: »Da paven udsendte sin encyklika Humanum Genus, tænkte jeg, at der ikke var grænser for, hvor godtroende og dumme, katolikkerne var. Der behøvedes blot en Jules Verne for at fortælle alle disse røverhistorier på en drabelig måde. Og jeg var simpelthen denne Jules Verne ... Jeg berettede om mystifistiske scener, som jeg henlagde til eksotiske omgivelser og følte mig overbevist om, at ingen alligevel ville kontrollere, om det var sandt ... Og katolikkerne åd det hele råt. De folk er så tåbelige, at selv hvis jeg i dag fortalte dem, at jeg har holdt dem for nar, ville de ikke tro mig.«

Lautier skrev i Le Rosier de Marie, at han muligvis var blevet ført bag lyset, og at det måske slet ikke var Diana Vaughan, han havde set, og endelig kom der et første angreb fra jesuitisk side, skrevet af en vis fader Portalié og offentliggjort i et meget seriøst tidsskrift som Études. Og som om det ikke var nok, skrev flere aviser, at monseigneur Northrop, biskop i Charleston (hvor angiveligt Pike, Stormestrenes Stormester, befandt sig), var rejst til Rom for personlig at forsikre pave Leo 13. om, at frimurerne i hans by var ordentlige folk, og at der ikke var nogen statue af Satan i deres templer.

Det var en triumf for Drumont. Taxil havde fået sin bekomst, og kampen mod frimurere og jøder var atter i seriøse folks hænder.