24

EN NATLIG MESSE

17. april 1897

Kære kaptajn,

På Deres seneste sider taler De om utrolig mange begivenheder, og mens De oplevede disse ting, oplevede jeg selvsagt noget andet. De var selvfølgelig underrettet om, hvad der foregik omkring mig (det kunne næppe undgås i betragtning af det postyr, Taxil og Bataille vakte), og måske husker De mere, end jeg selv formår at genkalde mig.

Hvis vi er i april 1897 nu, har mit forhold til Taxil og Diana varet et dusin år, hvor der er sket alt for mange ting. Hvornår sørgede vi for eksempel for, at Boullan forsvandt?

Det var formentlig mindre end et år efter, at vi var begyndt at udgive Le Diable. En aften kom Boullan til Auteuil. Han var ude af sig selv og tørrede igen og igen hvidlig fråde af sine læber med et lommetørklæde.

– Jeg er en død mand, de prøver at slå mig ihjel, sagde han.

Doktor Bataille mente, at et godt glas brændevin ville få ham til hægterne igen, Boullan sagde ikke nej, og så gav han sig hakkende og stammende til at fortælle en historie om trolddom og sortekunst.

Han havde allerede fortalt os om sit elendige forhold til Stanislas de Guaita og hans kabbalistiske Rosenkorsorden, og også til denne Joséphin Péladan, der – for at markere sine afvigende holdninger – havde grundlagt Den Katolske Rosenkorsorden, begge personer, som Le Diable for længst havde beskæftiget sig med. Efter min bedste overbevisning var der ikke den store forskel på Péladans rosenkransbroderskab og Vintars’ sekt, hvis ypperstepræst Boulan var blevet. Det var alle sammen folk, der gik rundt i messehageler dekoreret med kabbalistiske tegn, og man kunne ikke rigtig blive klog på, om de var på Vorherres eller Fandens side, men det var måske netop forklaringen på, at Boullan havde lagt sig ud med kredsen omkring Péladan. De gik på strandhugst de samme steder og forsøgte at forføre de samme fortabte sjæle.

Guaitas trofaste venner fremstillede ham som en kultiveret gentleman (han var markis), der samlede på heksebøger fulde af pentakler, værker af Ramon Llull og Paracelsus, manuskripter af hans lærer i hvid og sort magi Eliphas Lévi og andre yderst sjældne værker om sortekunst. Han tilbragte angivelig sine dage i en lille stuelejlighed i avenue Trudaine, hvor han udelukkende tog imod okkultister og sommetider opholdt sig i flere uger uden at komme uden for en dør. Men det var også i disse værelser, hævdede andre, at han kæmpede med et gespenst, som han holdt indespærret i et skab, og fremmanede sine vanvittige fantasifostre i en rus af spiritus og morfin.

At det var dystre sager, han beskæftigede sig med, fremgik tydeligt af titlen på hans Afhandlinger om de okkulte videnskaber, hvor han gik i rette med Boullans forehavender – hvad enten de nu var luciferiske eller luciferianske, sataniske eller satanistiske, djævelske eller diabolske – og fremstillede manden som en pervers person, der havde »ophøjet hor til en liturgisk praksis«.

Sagen var ikke ny. Allerede i 1887 havde Guaita og hans entourage nedsat en »indvielsesdomstol«, som havde fældet dom over Boullan. Men var der tale om en moralsk dom? Boullan havde længe hævdet, at den var korporlig, og at han konstant følte, at han blev angrebet, slået, forgiftet af gådefulde fluida, uhåndgribelige kastevåben, som Guaita og de andre slyngede mod ham fra stor afstand.

Og nu kunne Boullan næsten ikke mere.

– Hver aften, lige inden jeg falder i søvn, mærker jeg, hvordan et eller andet skubber til mig, tildeler mig knytnæveslag og lussinger – og tro mig, det er ikke mine syge sanser, der spiller mig et puds, for samtidig farer min kat op, som om den havde fået et elektrisk stød. Jeg ved, at Guaita har lavet en voksdukke, som han stikker en nål i, og jeg rammes af jagende smerter. Jeg har forsøgt at give igen med samme mønt og gøre Guaita blind, men han mærkede faren – han er mere velbevandret i den slags tøjeri end jeg – og sendte forbandelsen tilbage. Tingene flyder ud for mit blik, jeg kan næsten ikke få vejret, og jeg ved ikke, hvor længe jeg har igen.

Vi var ikke sikre på, om han talte sandt, men det var egentlig også uvæsentligt. Staklen havde det virkelig skidt. Men så fik Taxil et af sine geniale indfald.

– Lad, som om De er død, lad nogen, som De stoler på, udbrede rygtet om, at De er udåndet på vej til Paris. Hold Dem væk fra Lyon, find et sted, De kan være her i byen, rag skægget af, skift identitet. Vågn op som en anden person ligesom Diana, men forbliv denne person i modsætning til hende. Til sidst vil Guaita og hans venner tro, at De er død, og holde op med at plage Dem.

– Og hvad skal jeg leve af, når jeg ikke længere bor i Lyon?

– De kan bo her hos os i Auteuil, i det mindste indtil stormen er løjet af, og Deres modstandere er blevet afsløret. Diana bliver trods alt mere og mere afhængig af hjælp, og vi har mere gavn af at have Dem her hver dag end af Deres lejlighedsvise besøg.

– Men hvis De har nogle gode venner, så send Dem nogle breve, inden De erklærer Dem selv for død. Skriv, at De frygter det værste og giv Guaita og Péladan skylden, så vil Deres utrøstelige tilhængere indlede en kampagne mod Deres mordere.

Og sådan blev det. Det eneste menneske, der vidste besked med bedrageriet, var madame Thibault, Boullans assistent, ypperstepræstinde (og måske lidt til), som sendte hans venner i Paris en rørende beskrivelse af hans dødskamp. Hvad hun stillede op med tilhængerne i Lyon, ved jeg ikke – muligvis var hun nødt til at begrave en tom kiste. Kort tid efter blev hun ansat som husbestyrerinde for en af forsvarerne af Boullans eftermæle, Huysmans, en populær forfatter – og jeg er overbevist om, at hun visse aftener, når jeg ikke var i Auteuil, aflagde sin gamle forbundsfælle et besøg.

Da det forlød, at Boullan var død, rettede journalisten Jules Bois et angreb mod Guaita i det litterære tidsskrift Gil Blas, hvor han beskyldte ham for at bedrive heksekunst og for at have dræbt Boullan, og Le Figaro bragte et interview med Huysmans, hvor han omhyggeligt forklarede, hvordan Guaitas besværgelser havde virket. Ligeledes i Gil Blas fortsatte Bois sine beskyldinger og forlangte en obduktion for at fastslå, om Boullans lever og hjerte virkelig var blevet beskadiget af Guaitas usynlige pile, ligesom han opfordrede myndighederne til at undersøge sagen.

Guaita tog til genmæle i samme tidsskrift og ironiserede over sine påståede dødbringende evner (»nuvel, jeg blander med djævelske kunster de mest udspekulerede gifte, som jeg afdamper for at folk, jeg ikke bryder mig om, kan indsnuse dunstene på flere hundred mils afstand. Jeg er det gryende århundredes Gilles de Rais«), og så udfordrede han både Huysmans og Bois til duel.

Bataille fnyste, at på trods af alle de magiske evner, som begge parter var i besiddelse af, havde ingen haft held til at tildele nogen så meget som en skramme, men en avis fra Toulouse antydede, at en eller anden virkelig havde benyttet sig af heksekunster. En af de heste, som var spændt for Bois’ landauer, da han skulle ud til duellen, faldt pludelig om uden påviselig grund. Man skiftede hest, men også den styrtede, landaueren væltede, og da Bois nåede frem til ærens mark, var han fuld af rifter og blå mærker. Og efter duellen hævdede han angiveligt, at overnaturlige kræfter havde standset en af hans kugler, inden den forlod pistolløbet.

Boullans venner fortalte også pressen, at Péladans rosenkransbroderskab havde ladet afholde en gudstjeneste i Notre Dame, men i det øjeblik hostien blev opløftet, havde de fægtet truende med nogle knive mod alteret. Hvad ved jeg. På Le Diable betragtede man det som fremragende stof, og dertil mere troværdigt end så meget andet, man havde spist læserne af med. Nu gjaldt det bare om at få Boullan på banen, og uden alt for mange fine fornemmelser.

– Nu er De jo død, og De skal ikke spekulere så meget over, hvad folk måtte mene om Deres forsvinden, sagde Bataille til ham. Og hvis De en dag skulle dukke op igen, vil vi have skabt en gådefuld aura om Dem, som kun kan være til Deres fordel. De skal med andre ord ikke bekymre Dem om, hvad vi skriver: Det handler ikke om Dem, men om den gådefulde person Boullan, som ikke længere er iblandt os.

Boullan indvilligede, og hvad enten det var et udslag af narcissisme eller ej, nød han ligefrem at læse Batailles fantasier om alle sine okkulte gerninger. Men i virkeligheden var han efterhånden fuldstændig opslugt af Diana. Han var sygeligt tiltrukket af hende, og jeg var næsten urolig for pigebarnet, som blev mere og mere opslugt af hans fantasifulde snak, som om hun ikke allerede havde mistet jordforbindelsen.

***

De har udmærket redegjort for, hvad der siden hændte. Den katolske verden delte sig i to lejre, og den ene rejste tvivl om, hvorvidt Diana Vaughan overhovedet eksisterede. Hacks begik forræderi, og den højborg, Taxil havde skabt, stod for fald. Vi var efterhånden under stærkt pres fra vores modstanderes larmende protester, og samtidig fra Dianas mange plagiatorer, for eksempel denne Margiotta, som De selv nævner. Vi forstod, at vi var gået for vidt, forestillingen om en trehovedet dæmon i festligt lag med den italienske regeringsleder var nok mere, end de fleste kunne snuppe.

Efter et par møder med fader Bergamaschi forstod jeg, at selv om de romerske jesuitter omkring Civiltà Cattolica stadig støttede Dianas sag, havde de franske jesuitter – De nævner selv i den forbindelse en artikel af fader Portalié – besluttet sig for at begrave hele historien. Et andet, kort møde med Hébuterne havde overbevist mig om, at også frimurerne så hurtigt som overhovedet muligt ville sætte en stopper for farcen. For katolikkerne gjaldt det om at afslutte det hele så diskret som muligt for ikke at bringe prælaterne i endnu større miskredit, mens frimurerne forlangte et opsigtsvækkende dementi, så man kunne stemple Taxils årelange propaganda mod frimurerne som svindel og humbug.

Således modtog jeg en dag to korte beskeder på samme tid. Den ene var fra fader Bergamaschi, som skrev: »Jeg giver Dem hermed tilladelse til at tilbyde Taxil halvtreds tusind franc, mod at han indstiller hele forehavendet. I Jesu navn, Bergamaschi.« I den anden, som var fra Hébuterne, hed det: »Lad os så få sat en stopper for det. Tilbyd Taxil hundred tusind franc, hvis han offentligt indrømmer, at han har opdigtet det hele.«

Jeg var altså dækket ind til begge sider, så nu gjaldt det bare om at komme i gang. Men først indkasserede jeg naturligvis de beløb, mine opdragsgivere havde stillet mig i udsigt.

Hacks’ faneflugt havde gjort det lettere for mig. Det eneste, jeg behøvede at gøre, var at få Taxil til at konvertere eller konvertere endnu en gang. Jeg rådede atter, ligesom da hele denne historie var begyndt, over hundred halvtreds tusind franc, og Taxil kunne sagtens nøjes med femoghalvfjerds tusind, for mine argumenter var mere overbevisende end penge.

– Taxil, vi har mistet Hacks, og vi kan dårligt præsentere Diana for offentligheden. Jeg skal nok finde ud af, hvordan vi får hende til at forsvinde. Det er i grunden Dem, der bekymrer mig mest: Jeg hører rygter om, at frimurerne har besluttet sig for at gøre det af med Dem, og De har jo selv beskrevet den blodtørst, de lægger for dagen, når de hævner sig. Tidligere ville den katolske offentlighed have beskyttet Dem, men som De ser, er selv jesuitterne ved at tage afstand fra Dem. Men nu viser der sig en strålende udvej: En loge, og De må ikke spørge mig om, hvad den hedder, for det er strengt fortroligt, tilbyder Dem femoghalvfjerds tusind franc, hvis De offentligt erklærer, at De har holdt alle for nar. De forstår nok, at det er til frimurerne store fordel: Det bortvasker det skidt, De har kastet på dem, og tilsøler i stedet katolikkerne, der kommer til at fremstå som godtroende fjolser. For Deres eget vedkommende vil denne overraskende vending i sagen give så megen omtale, at Deres kommende værker vil sælge bedre end de seneste, som i forvejen oplevede et faldende salg blandt katolikkerne. De får Deres antiklerikalske og frimureriske publikum igen. Det er simpelthen i Deres interesse.

Det krævede ikke store overtalelsesevner: Taxil er en nar, og bare tanken om at gøre sig bemærket med nye narrestreger fik hans øjne til at stråle.

– Nu skal De høre, kære abbed. Jeg lejer en sal og meddeler til pressen, at Diana Vaughan den og den dag vil træde offentligt frem, ligesom hun vil vise offentligheden et fotografi af dæmonen Asmodeus, som hun har taget med selveste Lucifers tilladelse! Jeg kan for eksempel lade trykke en plakat, hvor jeg meddeler, at der vil blive trukket lod om en skrivemaskine til en værdi af firehundrede franc blandt de fremmødte, men det bliver slet ikke nødvendigt at foretage denne lodtrækning, for jeg træder selvfølgelig frem og siger, at Diana slet ikke eksisterer – og hvis hun ikke eksisterer, findes skrivemaskinen naturligvis heller ikke. Jeg kan allerede se scenen for mig: Jeg kommer i samtlige aviser, og på forsiden. Det bliver ubetaleligt. Giv mig lidt tid til at organisere det hele, og hvis De ikke har noget imod det, så bed om et forskud på de femoghalvfjerds tusind franc til at dække udgifterne ...

Næste dag fandt Taxil en sal, som tilhørte Societé de Géographie, men den var først ledig anden påskedag. Jeg mindes, at jeg sagde til ham: – Der er altså næsten en hel måned til. Sørg for ikke at vise Dem offentligt i hele den mellemliggende tid, så der ikke opstår flere rygter. I mellemtiden skal jeg nok tænke over, hvad vi skal stille op med Diana.

Taxil tøvede et øjeblik, hvor hans læber, og dermed også overskægget, skælvede.

– De vil vel ikke ... eliminere Diana? sagde han.

– Snak, svarede jeg, husk på, at jeg er en kirkens mand. Jeg bringer hende derhen, hvor jeg i sin tid hentede hende.

Han virkede helt befippet ved udsigten til at miste Diana, men frygten for frimurernes hævn var større end den svaghed, han havde eller havde haft for hende. Ud over at være en nar er han også en kryster. Hvordan ville han have reageret, hvis jeg havde sagt til ham, at jeg virkelig havde tænkt mig at eliminere Diana? Måske ville han have affundet sig med tanken af frygt for frimurerne. Når bare han selv blev fri for at gøre det.

Anden påskedag falder den 19. april. Hvis jeg altså talte om en måneds ventetid, da Taxil og jeg skiltes, må det have været omkring 19. eller 20. marts. I dag er det den 17. april. I mit arbejde med lidt efter lidt at rekonstruere det, der er sket de sidste ti år, er jeg altså kommet til et tidspunkt, der ligger mindre end en måned tilbage. Og hvis mit – ligesom Deres – formål med denne dagbog var at finde en forklaring på min nuværende forvirring, har det være ganske forgæves. Eller også er den afgørende begivenhed indtruffet inden for de seneste fire uger.

Nu frygter jeg nærmest for at genkalde mig resten.

 

17. april, daggry

Mens Taxil stadig gik rasende og rastløs omkring i huset, forstod Diana tydeligvis ikke, hvad der foregik. I en stadig vekslen mellem de to tilstande fulgte hun vores diskussioner med store øjne, og hun reagerede tilsyneladende kun, når navnet på en person eller et sted ligesom sendte et svagt lysglimt ind i hendes formørkede sind.

Hun førte efterhånden et rent vegeterende liv og udviste kun et enkelt dyrisk træk, en stadig mere eksalteret vellystighed, som hun fuldstændig vilkårligt rettede mod Taxil, mod Bataille, da han stadig var iblandt os, mod Boullan, selvfølgelig og – uanset mine bestræbelser på ikke at give hende den mindste anledning dertil – mod mig.

Diana var kommet ind i vores selskab, da hun kun akkurat var tyve år gammel, og nu havde hun passeret de femogtredive. Alligevel sagde Taxil med stadig mere slibrige smil, at hun kun blev mere tiltrækkende med alderen, som om en kvinde på mere end tredive år stadig var attråværdig. Måske forlenede hendes næsten træagtige vitalitet hende med en skønhed, der havde noget gådefuldt over sig.

Men den slags perversioner har jeg ikke megen forstand på. Min gud, hvorfor dvæler jeg ved den legemlige skikkelse hos denne kvinde, som kun skulle være et ulyksaligt redskab i vores hænder?

***

Diana forstod ikke, hvad der foregik, sagde jeg. Måske tager jeg fejl: I marts blev hun urolig, måske fordi hun hverken så noget til Taxil eller Bataille. Hun fik et hysterisk anfald, Fanden (sagde hun) pinte og plagede hende, han sårede og bed hende, vred hendes ben om, slog hende i ansigtet – og hun viste mig nogle blålige mærker omkring øjnene. Der var ved at dukke nogle stigmatalignende mærker op i hendes håndflader. Hun forstod ikke, at helvedes magter fór så hårdt frem mod en Lucifer-tro palladianer, og hun knugede min præstekjole, som om hun bad om hjælp.

Jeg kom i tanker om Boullan, der havde mere forstand på forbandelser end mig. Så snart jeg tilkaldte ham, greb Diana da også hans arme og begyndte at ryste over hele kroppen. Han lagde sine hænder om hendes nakke og beroligede hende ved at tale blidt til hende, og så spyttede han hende i munden.

– Hvem siger, at det er din herre Lucifer, der således piner dig, min pige? sagde han. Er det ikke snarere sådan, at du udsættes for spot og straf for din palladianske overbevisning, og at din fjende er selveste Fjenden, nemlig den æon, som kristne folk kalder Jesus Kristus, eller en af hans helgener?

– Men fader, sagde Diana forvirret, når jeg i det hele taget er palladianer, så skyldes det, at jeg slet ikke anerkender denne bedrageriske Kristus’ magt – og det i en sådan grad, at jeg engang nægtede at stikke en kniv i en oblat, fordi jeg mente, det var vanvittigt at anerkende, at han skulle være virkeligt nærværende i et stykke brød.

– Men deri tager du fejl, min pige. Se nu de kristne: De anerkender, at deres Kristus er det højeste væsen, men mener ikke af den grund, at Djævlen ikke skulle eksistere. De frygter tværtimod hans rænker, hans fjendskab og fristelser. Det samme skal vi gøre: Når vi tror på vor herre Lucifers magt, så er det fordi vi mener, at hans fjende Adonai eksisterer, måske i Kristus’ skikkelse, og viser sig gennem hans ondskab. Derfor skal du bøje dig ned og træde på din fjendes billede på den eneste måde, som er en troende luciferaner beskåret.

– Og det er?

– Den sorte messe. Du kan aldrig opnå vor herre Lucifers velvilje, medmindre du gennem den sorte messe fejrer din forkastelse af den kristne Gud.

Diana virkede overbevist, og Boullan bad om min tilladelse til at tage hende med til et møde for troende satanister for derved at overbevise hende om, at satanismen, luciferanismen og palladismen havde samme mål og samme lutrende funktion.

Jeg var ikke tryg ved at lade Diana forlade huset, men jeg måtte unde hende et lille pusterum.

***

Jeg finder abbed Boullan i fortrolig samtale med Diana. Han spørger hende: – Kunne du lide det i går?

– Hvad skete der i går?

Abbeden fortsætter:

– Nu forholder det sig sådan, at jeg allerede i morgen aften skal forrette en højmesse i en tidligere kirke i Passy. Det er en ganske særlig aften, den 21. marts, forårsjævndøgn – en dag, som er rig på okkulte betydninger. Men hvis du vil deltage, er jeg nødt til at forberede dig åndeligt nu, og under fire øjne, gennem dit skriftemål.

Jeg gik ud, og Boullan blev hos hende i mere end en time. Da han endelig kaldte på mig, sagde han, at Diana næste aften skulle til messe i kirken i Passy, men han ville bede mig om at ledsage hende.

– Åh jo, fader, sagde Diana med usædvanlig skinnende øjne og blussende kinder. Vil De ikke nok?

Jeg skulle have undslået mig, men jeg var nysgerrig, og Boullan skulle nødig tro, at jeg var skinhellig.

***

Mens jeg skriver dette, ryster jeg på hånden. Den løber næsten af sig selv hen over papiret, og jeg genkalder mig ikke, hvad der er sket, men genoplever det. Jeg kunne ligeså godt fortælle tingene, mens de skete ...

Det var den 21. marts om aftenen. De selv, kaptajn, påbegyndte Deres dagbog den 24. marts, hvor De fortalte, at jeg angivelig mistede hukommelsen den 22. om morgenen. Hvis der altså foregik noget forfærdeligt, må det være sket den 21. om aftenen.

Jeg forsøger at rekonstruere begivenhederne, men det kræver en kraftanstrengelse af mig. Jeg er bange for, at jeg har feber, min pande er brændende varm.

Da jeg har hentet Diana i Auteuil, rækker jeg droschekusken en adresse. Han skæver til mig, som om han ikke rigtig stolede på kunden, selv om jeg er iført præstekjole, men da jeg stiller ham en klækkelig drikkeskilling i udsigt, kører han uden yderligere indvendinger. Han lægger større og større afstand til centrum og kører ud mod byens udkant ad stadig mørkere gader, indtil han drejer ind i en gyde, som er flankeret af forladte rønner og ender blindt ved den næsten sammenstyrtede facade af et gammelt kapel.

Vi stiger ud, og kusken har tilsyneladende vældig travlt med at komme af sted, for da jeg har betalt og roder i mine lommer efter et par ekstra franc, råber han: »Det spiller ingen rolle, monsieur, men tak alligevel!« og giver afkald på sine drikkepenge for at komme af sted i en fart.

– Det er koldt, og jeg er bange, siger Diana og klamrer sig til mig. Jeg trækker mig væk fra hende, men da jeg ikke kan se hendes arm, men mærke den under klæderne, går det op for mig, at hun iført nogle besynderlige gevandter. Hun er fra top til tå fuldstændig indhyllet i en kappe med hætte, så man i mørket sagtens kunne forveksle hende med en munk af den slags, der optræder i en krypt under et kloster i en af de romaner i gotisk stil, som var moderne i begyndelsen af dette århundrede. Jeg har aldrig set hende i det antræk, men jeg må indrømme, at det aldrig er faldet mig ind at undersøge rejsekufferten med de mange effekter, hun havde med sig fra doktor Du Mauriers hus.

Døren ind til kapellet står på klem. Vi træder ind i rummet, der består af et enkelt skib og er oplyst af mange vokslys, som brænder på alteret og en mængde trearmede lysestager, der kroner alteret langs en lille apsis. Alteret er dækket af et mørkt klæde ligesom dem, man bruger til begravelser. Over det ses i krucifiksets eller et andet ikons sted en statue af Djævlen i form af en ged med et uforholdsmæssigt stort, mindst tredive centimeter langt, strittende lem. Vokslysene er ikke hvide eller elfenbensfarvede, men sorte. I et tabernakel midt på alteret ses tre hovedskaller.

– Fader Boullan har fortalt mig om dem. Det er relikvierne af de – rigtige – tre vise mænd: Theobens, Menser og Saïr. De blev opmærksomme på et stjerneskud, der slukkedes og skyndte sig væk fra Palæstina for ikke at blive vidner til Kristi fødsel.

Foran alteret står en række purunge mennesker opstillet i en halvcirkel, drengene til højre og pigerne til venstre. Både drengene og pigerne er så grønne, at man næppe ville bemærke forskellen på de to køn – og kunne få indtryk af, at deltagerne i denne behagelige forestilling var yndefulde androgyner, hvis indbyrdes forskelle skjules yderligere af, at de alle bærer en krone af tørrede roser på hovedet – hvis drengene ikke havde været nøgne og kunne kendes på deres lem, som de stiller til skue og viser hinanden, mens pigerne er iført korte tunikaer af et næsten gennemsigtigt stof, der kærtegner deres små bryster og hofternes spæde kurver uden at overlade noget til fantasien. De er alle sammen meget smukke, selv om ansigterne snarere udtrykker malice end uskyld, hvilket dog bare gør dem endnu mere charmerende – og jeg må indrømme (det er en temmelig usædvanlig situation, at jeg, der er præst, bekender mine synder til Dem, kaptajn!), at mens modne kvinder fylder mig med om ikke ligefrem rædsel, så i hvert fald frygt, kan jeg næsten ikke stå for et menneske, der endnu ikke er kønsmodent.

Disse usædvanlige messetjenere går bag om alteret og kommer til syne igen med nogle små røgelseskar, som de fordeler mellem de tilstedeværende. Derefter stikker nogle af dem nogle harpiksholdige kviste i lysene og sætter ild på dem, og med dem tænder de røgelseskarene, som både udsender en tæt røg og en døsende duft af eksotiske droger. Andre af disse nøgne efeber går nu rundt med nogle små bægre, og jeg selv bliver budt på et af dem.

– Drik, fader, det sætter Dem i den rette stemning til ritualet, siger en skamløst udseende ung mand.

Jeg tømmer bægeret, og nu er alle lyde og synsindtryk ligesom hyldet i tåger.

Så kommer Boullan ind. Han er iført en hvid kappe, og over den en rød messehagel med et omvendt krucifiks på. Der, hvor korsets arme skærer hinanden, er der et billede af en sort ged, som står på bagbenene med sænkede horn ... Og første gang ypperstepræsten bevæger sig, glider messehagelen til side fortil – ved noget, der skal ligne et tilfælde eller et uheld, skønt det i virkeligheden skal tilskrives et perverst koketteri – og afslører et lem af temmelig omfattende dimensioner, som jeg aldrig ville have tiltroet et bløddyr som Boullan. Det er allerede erigeret takket være et eller andet narkotikum, som abbeden åbenbart har taget inden messen. På benene bærer han fuldstændig gennemsigtige strømper ligesom dem, Celeste Mogador var iført, når hun dansede cancan på Bal Mabille (og som efterhånden også kan ses i Le Charivari og andre kulørte blade, hvor selv abbeder og præster ikke kan undgå at se dem, hvor nødig de end vil).

Ypperstepræsten vender ryggen til menigheden og begynder at læse messen på latin, mens de androgyne svarer.

– In nomine Astaroth et Asmodei et Beelzébuth.Introibo ad altare Satanae.

– Qui laetificat cupidatem nostram.

– Lucifer omnipotens, emitte tenebram tuam et afflige inimicos nostros.

– Ostende nobis, Domine Satanas, potentiam tuam, et exaudi luxuriam meam.

– Et blasphemia mea ad te veniat.

Så tager Boullan et kors frem, som er skjult bag messehagelens folder, lægger det på gulvet og tramper gentagne gange på det.

– Oh kors, jeg træder dig under fode for at mindes og hævne de gamle tempelriddere. Jeg træder på dig, fordi du falsk har helliggjort den falske gud Jesus Kristus.

Og i samme øjeblik rejser Diana sig uden varsel og som efter en pludselig tilskyndelse (men det er sikkert noget, Boullan har instrueret hende i, da han modtog hendes skriftemål i går), skrider hun op gennem kirkeskibet omgivet af menigheden til begge sider og stiller sig lige foran alteret. Så vender hun sig om mod de troende (eller vantro, eller hvad de nu er), og med en højtidelig gestus krænger hun hætte og kappe af sig og står foran os i al sin blændende nøgenhed. Jeg savner ord, kaptajn Simonini, med det er, som om jeg så hende som en Isis uden slør, kun iført en gennemsigtig sort maske.

Der går ligesom en iling igennem mig, da jeg for første gang ser en kvinde i hele hendes afklædte legemes uimodståelige magt. Det rødblonde hår, som hun normalt bærer i en kysk nakkeknude, er løst og kærtegner skamløst endeballerne, der er runde og djævelsk velformede. Det iøjnefaldende ved denne hedenske statue er den knejsende og slanke hals, der rejser sig som en søjle over de marmorhvide skuldre, mens brysterne (og det er første gang, jeg ser en kvindes brystvorter) hæver sig fuldkommen overlegent i al deres sataniske vælde. Mellem dem hænger det eneste ved hende, der ikke er kødeligt, nemlig medaljonen, som hun altid har hos sig.

Diana vender sig om og stiger med æggende bevægelser op ad de tre trin til alteret, hvor hun assisteret af ypperstepræstens lægger sig med hovedet hvilende på en pude af sort fløjl med sølvbort. Håret flyder ud over alterets sider, maven buer en anelse indad, benene er let spredte, så der er frit udsyn til den kobberrøde dusk, som skjuler indgangen til hendes kvindelige hule, og hele kroppen lyser ildevarslende op i vokslysenes rødlige skær. Gode gud, jeg savner ord til at beskrive det, jeg er vidne til. Det er, som om min naturlige rædsel for kvindekroppen og den ærefrygt, den indgyder mig, er forsvundet og har veget pladsen for en ny følelse, som om en vin, jeg aldrig tidligere har smagt, strømmede gennem mine årer ...

Boullan anbragte en lille elfenbensfallos på Dianas bryst, og på hendes mave lagde han et broderet klæde, hvorpå han stillede en skål i en mørk stenart.

Fra skålen tog han en hostie, og det var vel at mærke ikke en indviet en af slagsen, ligesom dem, De sælger, kaptajn Simonini. Det var en oblat, som Boullan, der stadig var gyldigt ordineret præst i den romersk-katolske kirke, skønt han formentlig er blevet ekskommunikeret i mellemtiden, nu ville konsekrere på Dianas mave.

Og han siger: – Suspice, Domine Satanas, hanc hostiam, quam ego indignus famulus tuus offero tibi. Amen.

Derpå tager han hostien, og da han to gange har sænket den ned mod gulvet, to gange har hævet den op mod himlen og har svinget den både til højre og til venstre, viser han den til menigheden og siger:

– Fra syd anråber jeg Satan, fra øst anråber jeg Lucifer, fra nord anråber jeg Belial, fra vest anråber jeg Leviatan. Måtte helvedes porte åbnes, og måtte Vogterne af Afgrundens Brønd, hidkaldt ved disse navne, komme til mig. Vor Fader, du som er i Helvede, forbandet været dit navn, falde dit rige, foragtet være din vilje som i Helvede således også på Jorden! Lovet være Djævlens navn!

Og det unge kor istemmer med høj røst: – Seks, seks, seks!

Djævelens tal!

Nu hæver Boullan stemmen: Lovet være Lucifer, han, hvis Navn er Ulykke. Du syndens, den naturstridige kærligheds, den velgørende blodskams, den guddommelige sodomis mester, Satan, dig tilbeder vi. Og dig, Jesus, tvinger jeg til at tage skikkelse i denne hostie, så vi kan forny dine lidelser og atter pine dig med de nagler, hvormed du blev fæstet til korset, og gennembore dig med Longinos spyd!

– Seks, seks, seks, gentager de unge.

Boullan løfter hostien i vejret og siger:

– I begyndelsen var kødet, og kødet var hos Lucifer, og kødet var Lucifer. Han var i begyndelsen hos Lucifer. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. Og kødet blev ord og tog bolig iblandt os, i mørket, og vi så dets matte genskær, som den Enbårne datter har det fra Lucifer, fuld af skrig og raseri og begær.

Han trækker hostien ned over Dianas underliv og stikker den ind i hendes skede. Da han tager den ud igen, rækker han den ud mod menigheden og råber:

– Tag dette og spis det!

To af de androgyne knæler foran ham, løfter messehagelen til side og kysser samtidig hans erigerede lem. Så kaster alle de unge mennesker sig ned for hans fødder, og mens drengene begynder at masturbere, flår pigerne tøjet af hinanden og omslynger hinanden under høje, vellystige skrig. Luften fyldes af nye, stadig mere påtrængende og ulidelige lugte, og alle de tilstedeværende, hvis begærlige suk stiger til bryndefulde brøl, klæder sig af og begynder at kopulere med hinanden uden hensyn til alder eller køn, og jeg ser i tåger en furie på over halvfjerds år, fuldstændig dækket af rynker, med bryster, som er reduceret til to salatblade og skeletagtige ben trille rundt på gulvet, mens en pubertetsdreng begærligt kysser det, der var hendes vulva.

Jeg ryster over hele kroppen og ser mig om efter en vej ud af dette horehus. Jeg er krøbet sammen i et hjørne, der stinker så voldsomt af kvalme uddunstninger, at det føles, som om jeg er hyllet i en kvælende sky. Den drik, jeg indtog i begyndelsen, har utvivlsomt bedøvet mig, for jeg ser ligesom alting gennem en rødlig dis. Og det er gennem denne dis, at jeg får øje på Diana. Hun er stadig nøgen, men har taget masken af og stiger ned fra alteret, og skønt de forrykte mennesker fortsætter deres kødelige udskejelser, gør de så vidt muligt plads for hende, så hun kan passere. Hun kommer hen imod mig.

Grebet af rædsel over at synke ligeså dybt som den afsindige hob viger jeg tilbage, men jeg støder ind i en søjle, og nu er Diana stønnende over mig, åh gud, pennen ryster i min hånd, det svimler for mig, grædende af afsky (nu som den nat) og ude af stand til at gøre anskrig, fordi hun har fyldt min mund med noget, der ikke er mit, mærker jeg, at jeg triller ned på gulvet, jeg er ved at blive kvalt i lugtene, og denne krop, der prøver at blive ét med min, fylder mig med dødsangst, jeg er besat som en af hysterikerne på la Salpêtrière og befamler (med mine egne hænder, som om jeg ville!) det fremmede legeme, jeg trænger ind i hendes sprække med kirurgens sygelige nyfigenhed, trygler denne heks om at slippe mig, jeg bider hende for at forsvare mig, og hun råber på mere, jeg lægger hovedet bagover og tænker på doktor Tissot, vel vidende, at disse anfald vil medføre en afmagring af hele mit legeme, en gustenbleg farve i mit hensygnende ansigt, nedsat syn og søvnløshed, hæshed og smerter i øjenhulerne, en regn af betændte pustler i ansigtet, opkast af kalkagtige ansamlinger, hjertebanken – og til sidst, som en følge af syfilisen, blindhed.

Og mens lyset allerede viger for mine øjne, gennemrystes jeg pludselig af den mest pinefulde og ubeskrivelige og utålelige følelse i mit liv, som om alt blodet i mine årer pludselig sprøjtede ud af sår i alle mine til bristepunktet spændte lemmer, af næsen og ørerne, af fingerspidserne, ja selv af anus. Åh, hjælp mig, omsider forstår jeg døden, som alle levende væsener forsøger at undslippe, selv om de drevet af et naturstridigt instinkt forsøger at gøre deres sæd mangfoldig ...

***

Det føles, som om jeg vågner af en besvimelse. Boullan står ved siden af mig og holder Diana i hånden. Hun er atter iført sin kappe. Boullan siger til mig, at der holder en vogn uden for døren; jeg må hellere følge Diana hjem igen, for hun virker helt udmattet. Hun ryster og taler usammenhængende.

Boullan er umådelig hjælpsom, og først tror jeg, at han har samvittighedskvaler – det er trods alt ham, der har fået mig indblandet i denne modbydelige historie. Men da jeg siger til ham, at han gerne må gå, og at jeg nok skal tage mig af Diana, insisterer han på at slå følge med os med henvisning til, at han jo også bor i Auteuil. Man skulle tro, han var jaloux. For at provokere ham siger jeg, at jeg ikke skal til Auteuil, men et andet sted hen, og at jeg tager Diana med hen til en god ven af mig.

Han bliver helt bleg, som om jeg havde taget et bytte fra ham.

– Det spiller ingen rolle, jeg kommer med, Diana har behov for hjælp.

Da jeg er oppe i droschen, beder jeg uden at tænke over det kusken køre til rue Maître-Albert, som om jeg havde besluttet, at Diana fra den aften skulle væk fra Auteuil. Boullan ser uforstående på mig, men siger ingenting, sætter sig op i vognen og tager Dianas hånd.

På hele turen mæler vi ikke et ord. Jeg lukker dem ind i lejligheden, vælter Diana omkuld i sengen, griber hendes arm og taler til hende for første gang siden det ordløse drama mellem os.

– Hvorfor, hvorfor? råber jeg.

Boullan forsøger at lægge sig imellem os, men jeg skubber ham hårdt ind mod væggen, så han falder omkuld. Først da indser jeg, hvilken sygelig svækling, den satan er. I sammenligning med ham er jeg jo nærmest en kraftkarl.

Diana vrister sig fri, og kappen glider til side over hendes barm. Jeg tåler ikke synet af hendes krop og forsøger at dække hende til. Min hånd bliver viklet ind i hendes halskæde, og under tumulten knækker den, så jeg pludselig har medaljonen i hånden. Diana forsøger at tage den fra mig, men jeg trækker mig tilbage til den modsatte ende af værelset og åbner den lille kapsel.

Der viser sig et lille guldrelief, som uden skyggen af tvivl forestiller en af Moselovens stentavler, og en inskription på hebraisk.

– Hvad skal det betyde? spørger jeg og går hen mod Diana, der ligger på sengen med vidtopspilede øjne. Hvad betyder tegnene bag din mors portræt?

– Mor ... var jøde, mumler hun fraværende ... Hun troede på Adonai ...

Ikke alene har jeg altså ligget i med en kvinde, Djævlens yngel, men med en jødinde – for det er på mødrene side, at de viderefører slægten, så meget ved jeg da. Hvis min sæd tilfældigvis skulle have besvangret hendes urene skød under vores favntag, ville jeg med andre ord avle en jøde.

– Det kan du ikke gøre mod mig, råber jeg og kaster mig over skøgen. Jeg lægger hænderne om hendes hals, hun kæmper imod, men jeg strammer grebet. Boullan er kommet til hægterne og kaster sig over mig, og denne gang afviser jeg angrebet ved at give ham et velrettet spark i skridtet og konstaterer, at han falder besvimet om i et hjørne. Så er jeg over Diana igen (jeg må virkelig have været fra forstanden!), øjnene ser efterhånden ud, som om de er ved at falde ud af hovedet på hende, hendes tunge er tyk og opsvulmet og hænger ud af munden, jeg hører en sidste rallen, så synker hun livløst sammen.

Jeg kommer til besindelse og indser, hvad det er, jeg har gjort. I et hjørne ligger Boullan rystende og er næsten blevet kastreret. Jeg forsøger at få lidt hold på mig selv og tænker leende, at uanset hvad der måtte ske, bliver jeg i hvert fald aldrig far til en jøde.

Min første tanke er, at jeg må skjule kvindemenneskets lig i kloakken under huset, der snart er ligeså fuldt belagt som Deres kirkegård i Prag, kaptajn. Men det er mørkt, jeg skulle i så fald holde ild i et lys, mens jeg trak hende hele vejen gennem korridoren ind til Deres lejlighed og derfra videre ned i butikken til kloakken. Jeg må have hjælp fra Boullan, som er ved at komme på benene og stirrer på mig som en vanvittig.

I det øjeblik går det op for mig, at jeg ikke kan lade dette vidne til min forbrydelse forlade huset. Jeg kommer i tanker om den pistol, som Bataille gav mig, åbner skuffen, hvor jeg har lagt den og retter den mod Boullan, der bliver ved med at stirre vanvittigt på mig.

– Jeg beklager, Boullan, men hvis De vil redde Dem selv, må De hjælpe mig med at skaffe dette yndige lig af vejen.

– Ja, ja, siger han, som om han befinder sig i en tilstand af erotisk ekstase. I hans omtågede tilstand forekommer den døde Diana, med tungen ud af munden og opspilede øjne, ham åbenbart at være ligeså attråværdig som den nøgne Diana, der forgreb sig på mig for sin egen fornøjelses skyld.

Jeg selv tænker for resten heller ikke helt klart. Som i en drøm svøber jeg Dianas kappe om hende, rækker Boullan et brændende lys, griber den døde i fødderne og trækker hende gennem korridoren til Deres lejlighed, videre ned ad trappen til butikken og derfra ned i kloakken. Ligets hoved banker mod hvert trin med en dyster lyd. Endelig anbringer jeg det ved siden af de jordiske rester af Dalla Piccola (altså den anden).

Boullan lader efterhånden til at være gået fuldstændig fra forstanden. Han ler.

– Sikke en masse lig, siger han, her er i grunden bedre at være end i verden derude, hvor Guaita venter på mig ... Må jeg blive hos Diana?

– Det manglede bare. Det kunne faktisk ikke være bedre, siger jeg.

Jeg trækker pistolen, skyder og rammer ham midt i panden.

Boullan synker sammen på skrå og ligger nærmest hen over Dianas ben. Jeg er nødt til at bøje mig ned, hanke op i ham og lægge ham ved siden af hende. Nu ligger de side om side som to elskende.

***

Og netop mens jeg fortæller dette, har jeg ved at ransage min hukommelse opdaget, hvad der skete, umiddelbart før jeg mistede den.

Cirklen er sluttet. Nu ved jeg besked. Nu, i de tidlige morgentimer den 18. april, påskedag, har jeg skrevet, hvad der en sen nattetime den 21. marts hændte for den, som jeg troede var abbed Dalla Piccola ...