25

KLARE TANKERNE

Fra dagbogsoptegnelserne af 18. og 19. april 1897

Hvis nogen på det tidspunkt havde læst Dalla Piccolas notat hen over Simoninis skulder, ville vedkommende have set, at teksten pludselig blev afbrudt, som om hånden havde mistet grebet om pennen og, idet dagbogsskriverens krop gled ned på jorden, havde afsat en lang, meningsløs krussedulle, som fortsatte ud over papirets kant og plettede skrivebordets filtunderlag. Og senere havde kaptajn Simonini tilsyneladende genoptaget skrivningen på en ny side.

Samme Simonini var vågnet iført præsteklæder og Dalla Piccolas paryk, men nu uden skyggen af tvivl overbevist om, at han var Simonini. På skrivebordet havde han straks fået øje på den påståede Dalla Piccolas sidste dagbogsblade, tæt beskrevet med en hysterisk og stadig mere gnidret skrift, og han læste svedende og med bankende hjerte og huskede med dagbogsskriveren det hele, indtil det punkt, hvor abbedens notater pludselig standsede og han (abbeden), eller rettere han (Simonini) sank besvimede ... eller rettere besvimet om.

Så snart han var kommet til sig selv og lidt efter lidt fik klaret tankerne, stod det hele klart for ham. Efterhånden, som han fik sundet sig, forstod han, at han og Dalla Piccola var én og samme person. Det, som Dalla Piccola var kommet i tanker om aftenen inden, kunne han også huske; han huskede altså, at han klædt som abbed Dalla Piccola (og ikke ham med de udstående tænder, som han havde slået ihjel, men den anden, som han selv havde genoplivet og personificeret i årevis) havde oplevet den skrækkelige sorte messe.

Hvad var der siden sket? Måske havde Diana under håndgemænget haft held til at rive parykken af ham, måske havde han været nødt til at afføre sig præstekjolen for at slæbe det ulyksalige kvindemenneske ned i kloakken, og siden var han, ude af sig selv, instinktivt vendt tilbage til sit værelse i rue Maître Albert, hvor han var vågnet om morgenen den 22. marts uden at ane, hvor hans tøj var blevet af.

Den legemlige omgang med Diana, afsløringen af hendes skammelige ophav og det nødvendige, næsten rituelle drab på hende havde været for meget for ham, og samme nat havde han mistet hukommelsen, eller rettere både Dalla Piccola og Simonini havde mistet den, og de to personer havde den forgangne måned ageret på skift. Ligesom Diana overgik han formentlig fra den ene tilstand til den anden gennem en krise, et epileptisk anfald, en besvimelse, hvem ved, men han opdagede det ikke selv, og hver gang vågnede han i en anden tilstand og troede, at han blot havde sovet.

Doktor Froïdes terapi havde virket (selv om Froïde selv aldrig ville erfare, at det var tilfældet). Ved lidt efter lidt at fortælle sit andet jeg om de erindringer, som han med besvær og nærmest i søvne fremdrog af sin slumrende hukommelsen, var Simonini nået frem til det afgørende øjeblik, til den traumatiske oplevelse, som havde givet ham hukommelsestab og gjort ham til to forskellige personer, der hver især huskede en del af hans fortid, uden at han, eller den anden – som jo var identisk med ham – formåede at se forbindelsen mellem dem, selv om de hver især havde forsøgt at skjule den forfærdelige, unævnelige årsag til denne fortrængning.

Idet Simonini således huskede, hvad der var sket, følte han sig selvsagt fuldstændig udmattet, og for at sikre sig, at han virkelig var som født på ny, havde han lukket dagbogen og besluttet sig for at gå ud og udsætte sig selv for et vilkårligt møde med et andet menneske vel vidende, hvem han selv var. Han trængte til et ordentligt måltid mad, men den dag ville han endnu ikke forkæle sig selv med lækkerier, for han ønskede at skåne sine hårdt prøvede sanser. Som en eremit i Thebaiden følte han trang til at gå bodsgang. Han gik hen på Flicoteaux, og for tretten sous lykkedes det ham at få en tålelig gang hundeæde.

Da han kom hjem, nedfældede han nogle detaljer, som han endnu var i færd med at hente frem af hukommelsen. Der var ingen grund til at blive ved med at føre en dagbog, som han var begyndt at skrive for at genkalde sig det, han nu vidste, men det var efterhånden blevet en vane. I godt en måned havde han, ud fra antagelsen om, at der fandtes et andet menneske ved navn Dalla Piccola, næret den illusion, at han havde en samtalepartner, og under samtalen havde han forstået, hvor ensom han altid havde været lige siden sin barndom. Kunne det tænkes (og her vover Fortælleren et øje), at han ligefrem havde spaltet sin egen personlighed for at have nogen at tale med?

Nu måtte han sande, at denne Anden ikke eksisterede, og at også dagbogsskrivning er en ensom form for tidsfordriv. Han havde imidlertid vænnet sig til denne form for enstemmig sang og besluttede sig for at fortsætte som hidtil. Det var ikke sådan, at han elskede sig selv meget højt, men i betragtning af den lede, han følte ved andre mennesker, var hans eget selskab ligefrem tåleligt.

Da Lagrange havde bedt ham om at tage sig af Boullan, havde han, efter at have slået den rigtige Dalla Piccola ihjel, iscenesat sin personlige udgave af ham. Han mente, at en gejstlig person i mange henseender ville vække mindre mistanke end en verdslig. Og tanken om at give nyt liv til et menneske, som han havde slået ihjel, bød ham ikke imod.

Da han havde købt lejligheden og butikken i impasse Maubert for en slik, havde han ikke straks taget værelset og udgangen mod rue Maître-Albert i brug, og han havde foretrukket at etablere sig i impasse Maubert, hvor han havde adgang til butikken. Da Dalla Piccola først kom ind i billedet, havde han indrettet værelset med billige møbler og skabt et hjem til sit fantasifoster af en abbed.

Dalla Piccola havde ikke alene været nyttig til at snuse rundt i satanistiske og esoteriske miljøer, men kunne også dukke op ved et dødsleje, hidkaldt af en nær (eller fjern) slægtning, som Simonini derpå ville betænke i testamentet. Hvis nogen således betvivlede ægtheden af det dokument, der pludselig var kommet for en dag, havde man et vidneudsagn fra en kirkens mand, som sværgede på, at testamentet svarede til de sidste ord, den døende havde hvisket til ham. Med Taxil-affæren var Dalla Piccola blevet helt uundværlig, og han havde praktisk taget påtaget sig hele opgaven i mere end ti år.

I Dalla Piccolas skikkelse havde Simonini også kunnet nærme sig fader Bergamaschi og Hébuterne, for udklædningen var særdeles overbevisende. Dalla Piccola var skægløs og lysblond, med buskede øjenbryn, og han bar ikke mindst blåtonede briller, som skjulte hans øjne. Han havde for alle tilfældes skyld tillagt sig en ny håndskrift med små og næsten feminine bogstaver, og han havde ligefrem fordrejet sin stemme. Ja, ikke nok med, at Simonini talte og skrev på en anden måde, når han var Simonini, han havde ligefrem en anderledes tankegang og levede sig helt ind i rollen.

Det var en skam, at Dalla Piccola nu måtte forsvinde (en skæbne, som åbenbart overgik alle abbeder af det navn), men Simonini måtte lægge afstand til hele sagen, dels for at glemme alt om de skammelige hændelser, der havde udløst hans traume, dels havde Taxil lovet, at han ville fremsætte et offentligt dementi anden påskedag, men også fordi det var bedst at slette alle spor af sammensværgelsen, nu da Diana var forsvundet – for det tilfældes skyld, at nogen begyndte at stille foruroligende spørgsmål.

Han havde kun denne søndag og den følgende formiddag til sin rådighed. Han iførte sig endnu engang Dalla Piccolas tøj for at mødes med Taxil. Taxil havde nu i næsten en måned begivet sig ud til Auteuil hver anden eller tredje dag uden at finde hverken Diana eller ham derude. Den gamle kone vidste ingenting, sagde hun, og Taxil var begyndt at frygte for, at frimurerne havde bortført dem begge. Han fortalte ham, at Du Maurier omsider havde givet ham adressen på Dianas rigtige familie i Charleston, og at det var lykkedes ham at få hende med en båd til Amerika. Nu kunne Taxil akkurat nå at iscenesætte sin afsløring af hele bedrageriet. Han gav ham et forskud på fem tusind franc af de lovede femoghalvfjerds tusind, og de satte hinanden stævne den følgende dags eftermiddag i det geografiske selskabs sal.

Så tog han, stadig i Dalla Piccolas skikkelse, ud til Auteuil, og stor var den gamle kones overraskelse. Hun havde heller ikke set hverken ham eller Diana i en måned og vidste ikke, hvad hun skulle sige til den stakkels monsieur Taxil, der havde været derude mange gange. Han fortalte hende samme historie, Diana havde fundet sin familie og var rejst hjem til Amerika. Han lukkede munden på kvindemennesket med en klækkelig kompensation, og hun pakkede sine sager og forlod huset samme eftermiddag.

Om aftenen brændte Simonini samtlige papirer og øvrige spor af de senere års samarbejde, og sent om natten overdrog han en kasse med alt Dianas tøj og pynt til Gaviali. En kludekræmmer stillede aldrig spørgsmål til, hvor de sager, han fik fat i, stammede fra. Næste morgen opsøgte han husets ejer, og med henvisning til, at han pludselig var blevet beordret på en mission i fjerne lande, opsagde han lejemålet og betalte uden diskussion seks måneder forud. Ejeren gik med ham hen til huset for at sikre sig, at møbler og vægge var i god stand, tog imod nøglerne og låste huset forsvarligt af.

Nu gjaldt det bare om at »myrde« Dalla Piccola (for anden gang). Der skulle ikke så meget til. Simonini fjernede sminken, hængte præstekjolen op i korridoren – så var Dalla Piccola sporløst forsvundet. For en sikkerheds skyld fjernede han også bedeskamlen og de religiøse bøger fra lejligheden og bar dem ned i butikken, selv om der næppe var nogen, der interesserede sig for den slags. Og således havde han en hybel, som han kunne bruge, hvis han skulle få brug for at opdigte en ny person.

Der var intet tilbage af hele historien bortset fra, hvad Taxil og Bataille måtte huske. Men Bataille ville bestemt ikke komme tilbage efter sit forræderi, og for Taxils vedkommende ville sagen slutte samme eftermiddag.

Den 19. april om eftermiddagen gik Simonini i sit almindelige tøj hen for at nyde forestillingen i forbindelse med Taxils offentlige dementi. Foruden Dalla Piccola havde Taxil kun truffet en falsk notar ved navn Fournier, skægløs, med brunt hår og to guldtænder, og han havde kun set en skægget Simonini en enkelt gang, da han havde bedt ham om at forfalske brevene fra Hugo og Blanc, men det var næsten femten år siden, og han havde sandsynligvis glemt, hvordan skriverkarlen så ud. Altså kunne Simonini, der for alle tilfældes skyld havde gemt sig bag et hvidt skæg og et par briller med grønne glas, som gjorde, at han sagtens kunne passere for et medlem af Instituttet, sidde ganske roligt nede i salen og nyde forestillingen.

Det blev en begivenhed, som blev omtalt i samtlige aviser. Salen var stuvende fuld af nysgerrige: Diana Vaughans disciple, frimurere, journalister og endda repræsentanter for ærkebiskoppen og for den pavelige udsending.

Taxil førte sig frem med en sydlændings umiskendelige selvsikkerhed og veltalenhed. Han overraskede sine tilhørere, der forventede at blive præsenteret for Diana og bekræftet i alt det, Taxil havde udgivet de sidste femten år, ved indledningsvis at give de katolske journalister en bredside, og nærmede sig derefter kernen i sine afsløringer med ordene »man skal hellere le end græde, det ved enhver«. Han hentydede til sin forkærlighed for bedrageri (man er vel ikke fra Marseille for ingenting, sagde han til publikums munterhed). For at overbevise tilhørerne om, at han var en rigtig spasmager, fortalte han fornøjet historien om hajerne i Marseille og den sunkne by i Genèvesøen. Men intet kunne måle sig med hans livs største svindelnummer. Og så kastede han sig ellers ud i en beretning om sin omvendelse på skrømt, og om hvordan han havde bedraget skriftefædre og højtstående gejstlige, som skulle forsikre sig om, at han oprigtigt angrede sin fortid.

Allerede denne første del af hans tale blev flere gange afbrudt, først af latterudbrud, og siden af stadig mere forargede tilråb fra de tilstedeværende præster. Nogle af tilhørerne var begyndt at rejse sig og forlade salen, andre havde grebet en stol, som om de ville lynche ham. Der var med andre ord stort postyr, men endnu formåede Taxils stemme at skære igennem med beretningen om, hvordan han for at tækkes kirken efter udsendelsen af encyklikaen Humanum Genus havde besluttet sig for at tale ondt om frimurerne.

– Men frimurerne burde i grunden også være mig taknemmelig, sagde han, min udbredelse af kendskabet til deres ritualer var bestemt ikke uforenelig med deres egen beslutning om at afskaffe forældede skikke, som måtte forekomme enhver fremskridtsvenlig frimurer at være latterlige. Og med hensyn til katolikkerne havde jeg fra min omvendelses allerførste dage forvisset mig om, at mange af dem er overbevist om, at Verdens Store Bygmester – det guddommelige væsen, som frimurerne tror på – er identisk med Djævlen. Jeg behøvede med andre ord blot at brodere videre på den historie.

Forvirringen fortsatte. Da Taxil henviste til sin samtale med pave Leo 13. (paven havde spurgt ham: »Hvad ønsker du, min søn?« og Taxil havde svaret »Hvis jeg kunne dø for den Hellige Faders fødder i dette øjeblik, ville jeg være fuldkommen lykkelig!«) steg tilråbene til et brøl. Nogen råbte: »Må vi bede om lidt respekt for paven? De har ingen ret til at udtale hans navn!« andre: »Meget skal man høre! Det er en vederstyggelighed!« og atter andre: »Åh ... den slyngel ... Sodoma og Gomorra!« mens de fleste grinede fjoget.

– Således opdyrkede jeg historien om vor tids satanisme og indføjede et palladiansk ritual, som var helt igennem min opfindelse, fra første til sidste linje.

Så fortalte han, hvordan han af en gammel fordrukken ven havde skabt doktor Bataille, hvordan han havde opfundet Sophie Walder eller Sapho, og endelig hvordan han egenhændig havde skrevet samtlige værker, der var udkommet i Diana Vaughans navn. Diana, sagde han, var bare en protestantisk kvinde, maskinskriverske og repræsentant for en amerikansk skrivemaskinefabrik, intelligent og humoristisk og dertil, som de fleste protestantiske kvinder, stilfuld og fordringsløs. Hun havde fattet interesse for djævelskab, som hun fandt underholdende, og så gik hun med på spøgen. Hun havde fået smag for disse gavtyvestreger, for at korrespondere med biskopper og kardinaler, modtage breve fra pavens særlige udsending, underrette Vatikanet om satanisternes rænker ...

– Men også visse frimurerkredse har taget vores historier for gode varer, fortsatte Taxil. Da Diana afslørede, at Stormesteren i Charleston havde udpeget Adriano Lemmi til sin afløser som luciferanernes øverste ypperstepræst, tog flere italienske frimurere, deriblandt et parlamentsmedlem, nyheden alvorligt, beklagede sig over, at Lemmi ikke havde underrettet dem, stiftede tre uafhængige palladianske råd, et på Sicilien, et i Napoli og et i Firenze, og udnævnte miss Vaughan til æresmedlem. Den berygtede monsieur Margiotta har skrevet, at han har truffet miss Vaughan, men i virkeligheden havde jeg fortalt ham om et møde, der aldrig havde fundet sted, og han lod som om, eller troede virkelig, at han kunne huske det. Selv mine redaktører har flere gange været temmelig forundrede, men de har ikke noget at klage over, for de kan takke mig for, at de har medvirket til udgivelsen af en række værker, der kan måle sig med Tusind og én nat.

– Mine herrer, når man opdager, at man har været holdt for nar, er det bedste, man kan gøre, selv at istemme latterkoret. Ved at tage sådan på vej, gør De jo bare Dem selv helt til grin, abbed Garnier, sagde han til en af sine mest indædte kritikere i salen.

– De er en slyngel! råbte Garnier og truede med stokken, mens hans venner forsøgte at holde ham tilbage.

– I øvrigt kan vi ikke klandre folk for, at de har troet på djævle, der dukker op i forbindelse med indvielsesceremonier, fortsatte Taxil i et uskyldigt tonefald. Er alle gode kristne måske ikke overbevist om, at Satan førte Jesus op på et bjerg, hvor han viste ham alverdens riger og lande? Og hvordan kunne han for resten det, når jorden er rund?

– Hørt! Hørt! råbte den ene del af tilhørerne.

– De skulle i det mindste lade være med at bespotte Gud, råbte de andre.

Taxil nærmede sig afslutningen på sin forestilling.

– Mine herrer, jeg tilstår, at jeg har begået et barnemord. Palladismen er død, og det er dens egen far, der har taget livet af den.

Spektaklet havde nu nået sin kulmination. Abbed Garnier havde stillet sig op på en stol og forsøgte at tale til de tilstedeværende, men hans stemme blev overdøvet af hånlatter og trusler. Taxil stod stadig oppe på scenen, hvor han havde talt, og betragtede trodsigt den oprørte menneskemængde. Det var hans store øjeblik. Hvis hensigten havde været at blive kronet til bedragernes konge, havde han nået sit mål.

Han stirrede trodsigt på dem, der gik forbi ham og rakte en truende knytnæve eller stok i vejret og råbte: »At De ikke skammer Dem!« Men hvad skulle han i grunden skamme sig over? At hans navn var på alles læber?

Simonini morede sig til gengæld kongeligt. Han tænkte på, hvad der ventede Taxil i de kommende dage.

Taxil ville prøve at opsøge Dalla Piccola for at få sine penge. Men han ville ikke ane, hvor han skulle finde ham. Hvis han tog ud til Auteuil, ville han ikke finde andet end et tomt hus, hvis der ikke allerede var flyttet nogle andre mennesker ind i det. Han havde aldrig vidst noget om, at Dalla Piccola havde en adresse i rue Maître-Albert. Notaren Fournier vidste han ikke, hvor han skulle finde, og det ville næppe falde ham ind, at der skulle være en forbindelse mellem notaren og den mand, som mange år tidligere havde forfalsket Hugos brev for ham. Boullan ville være som sunket i jorden. Han havde ingen anelse om, at Hébuterne, som han kendte som højtstående frimurer, havde noget med sagen at gøre, og han anede ikke, at fader Bergamaschi i det hele taget eksisterede. Taxil ville med andre ord ikke ane, hvem han skulle henvende sig til for at få sine penge, som dermed tilfaldt Simonini ubeskåret (på nær desværre de fem tusind franc, han havde fået i forskud).

Det var morsomt at forestille sig, hvordan den plattenslager nu gik hvileløst rundt i Paris og ledte efter en abbed og en notar, som aldrig havde eksisteret, en satanist og en kvindelig palladianer, hvis lig lå i en kloak et sted, en Bataille, som – selv om han skulle have antruffet ham i ædru tilstand – ikke ville ane, hvad han skulle sige til ham, og en hel masse franc, der var endt i de forkerte lommer. Katolikkerne foragtede ham, frimurerne – der ikke uden grund frygtede, at han ville foretage en ny kovending – betragtede ham med dyb mistro og han sad muligvis stadig i bundløs gæld til bogtrykkerne, så den arme mand ville ikke ane sine levende råd.

Men det havde den lille provencalske kæltring fortjent, tænkte Simonini.