26

DEN ENDELIGE LØSNING

10. november 1898

Det er nu halvandet år siden, at jeg skilte mig af med Taxil, Diana og, ikke mindst, Dalla Piccola. Hvis jeg har været syg, er jeg i hvert fald rask nu. Takket være doktor Froïdes selvsuggestion. Alligevel har jeg i de senere måneder været temmelig plaget af angst. Hvis jeg var troende, ville jeg formentlig sige, at jeg er forpint og føler anger. Men hvad skulle jeg i grunden angre, og hvad skulle pine mig?

Den aften, hvor jeg til min store tilfredshed kunne konstatere, at jeg havde spillet Taxil et puds, valgte jeg at fejre begivenheden i stille fryd. Kun ærgrede det mig, at jeg ikke kun dele glæden over min sejr med nogen, men jeg er vant til at tilfredsstille mig selv. Jeg gik ligesom diasporaen fra Magny hen på Brébant-Vachette. I betragtning af, hvor godt jeg havde tjent på Taxils kuldsejlede projekt, kunne jeg tillade mig alt. Værten genkendte mig straks, men endnu vigtigere: Jeg genkendte ham. Han udbredte sig i en beskrivelse af stedets salade Francilion, som var inspireret af det succesfulde teaterstykke af Alexandre Dumas – altså den yngre. Jeg er ved gud ved at blive gammel. Man koger nogle kartofler i en klar suppe og skærer dem i skiver, og inden de er helt afkølet, dækker man dem med en lage af salt, peber, olivenolie og vinaigre d’Orléans samt et halvt glas hvidvin, gerne en Château d’Yquem, og tilsætter nogle meget finthakkede krydderurter. Samtidig koger man nogle meget store blåmuslinger i court-bouillon med en stængel bladselleri. Det hele anrettes og dækkes af tynde trøffelskiver kogt i champagne. Retten tillaves to timer inden serveringen, så den er perfekt tempereret, når den sættes på bordet.

Nej, helt afklaret er jeg ikke, og jeg føler trang til at få klarhed over min egen sindstilstand ved at genoptage dagbogsskrivningen, som om jeg stadig var i behandling hos doktor Froïde.

Sagen er den, at der til stadighed sker foruroligende ting omkring mig, og jeg befinder mig i en tilstand af evig usikkerhed. For det første piner det mig, at jeg stadig ikke ved, hvad det er for en russer, der ligger nede i kloakken. Han, og måske var de to, var her i disse værelser den 12. april. Har nogen af dem været her igen i mellemtiden? Det er flere gange sket, at jeg ikke kunne finde et eller andet – ganske ligegyldige ting som en pen eller nogle papirer – som senere er dukket op igen et sted, hvor jeg med garanti ikke havde lagt dem. Har der været nogen herinde, og har vedkommende rodet i mine sager, flyttet på dem, fundet noget? Og i givet fald hvad?

Russerne er ensbetydende med Ratjkovskij, men den mand er mig en gåde. Han har været forbi to gange, i begge tilfælde for at bede mig om noget af det uudgivede materiale fra farfars hånd, som jeg efter hans mening ligger inde med. Jeg svarede undvigende, dels fordi jeg endnu ikke er helt tilfreds med mit dossier, dels for at gøre ham endnu mere ivrig.

Sidst han var her, sagde han, at han var ved at miste tålmodigheden. Han insisterede på at få at vide, om det bare var et spørgsmål om pris. Jeg er ikke grådig, sagde jeg til ham. Farfar efterlod sig virkelig nogle dokumenter, hvor der var ført nøje protokol over, hvad der blev sagt den nat på kirkegården i Prag, men jeg har dem ikke her. Jeg ville i så fald være nødt til at rejse bort fra Paris og lede efter dem et andet sted. – Jamen, så gør det, sagde Ratjkovskij. Så hentydede han i forblommede vendinger til de vanskeligheder, udviklingen i Dreyfus-affæren kunne skaffe mig på halsen. Men hvad ved han om det?

Det har sandt at sige ikke fået debatten til at forstumme, at Dreyfus er blevet deporteret til Djævleøen. De, der mener, at manden er uskyldig, eller dreyfusarderne, som de kaldes, er tværtimod begyndt at røre på sig. Og flere grafologer er begyndt at så tvivl om Bertillons ekspertvurdering.

Det hele begyndte i slutningen af 95, da Sandherr forlod tjenesten (han led vist af en eller anden form for fremadskridende lammelse) og blev afløst af en vis Picquart. Denne Picquart viste sig straks at være temmelig nysgerrig, og han var åbenbart blevet ved med at gruble over Dreyfus-sagen, selv om den havde været afsluttet i flere måneder. I marts i fjor fandt han så i en af de sædvanlige papirkurve fra den tyske ambassade, et udkast til et telegram, som den tyske militærattaché ville sende til Esterházy. Det var ikke i sig selv kompromitterende, men hvorfor skulle en tysk militærattaché være i forbindelse med en fransk officer? Picquart gav sig til at kontrollere Esterházy, skaffede sig nogle eksempler på hans håndskrift og konstaterede, at kommandantens skrift ligner den på Dreyfus’ bordereau.

Jeg erfarede det, fordi nyheden lækkede til La Libre Parole, og Drumont rasede over denne emsige person, der insisterede på at rode op i en sag, som der for længst var fundet en glimrende løsning på.

– Jeg ved, at han har indberettet sagen for general Boisdeffre og general Gonse, som heldigvis ikke lyttede til ham. Vores generaler er gudskelov ikke hysterikere.

Omkring november løb jeg på Esterházy på redaktionen. Han var meget nervøs og bad om et fortroligt møde med mig. Han kom hjem til mig sammen med en vis kommandant Henry.

– Der går rygter om, at håndskriften på bordereau’et er min, Simonini. Men De kopierede da et brev eller et notat fra Dreyfus’ hånd, ikke sandt?

– Naturligvis. Jeg fik forlægget af Sandherr.

– Det ved jeg, men hvorfor indkaldte Sandherr ikke også mig den dag? Ville han undgå, at jeg kontrollerede det dokument, som tjente til forlæg for Dreyfus’ skrift?

– Jeg gjorde blot, hvad man bad mig om at gøre.

– Naturligvis, naturligvis. Men De må hellere hjælpe mig med at løse gåden. Hvis nogen skulle have brugt Dem som et redskab til en eller anden intrige, hvis formål jeg ikke kan gennemskue, kan det ikke udelukkes, at De betragtes som et farligt vidne, som man hellere må rydde af vejen. Så sagen vedrører i høj grad også Dem.

Jeg skulle aldrig have blandet mig med militærfolk. Jeg var bestemt ikke tryg ved situationen. Så forklarede Esterházy, hvad man forventede af mig. Han gav mig et forlæg i form af et brev fra den italienske attaché Panizzardi og teksten til et brev, jeg skulle fremstille, hvori Panizzardi nævnte for den tyske militærattaché, at man samarbejdede med Dreyfus.

– Kommandant Henry vil så sørge for at finde dette dokument og overdrage det til general Gonse.

Jeg udførte arbejdet, Esterházy afleverede tusind franc til mig, og siden ved jeg ikke, hvad der skete, men i slutningen af 96 blev Picquart forflyttet til Fjerde Skarpskytteregiment i Tunesien.

Men mens jeg havde travlt med at sætte Taxil ud af spillet, fik Picquart tilsyneladende mobiliseret nogle af sine venner, og det hele begyndte at blive temmelig kompliceret. Det drejede sig naturligvis om halvofficielle nyheder, der på en eller anden måde kom aviserne i hænde. Den dreyfusardiske presse tog dem for gode varer, mens den antidreyfusardiske presse betegnede dem som falske anklager. Der dukkede nogle telegrammer op, som var stilet til Picquart, og hvoraf man sluttede, at det var ham, der stod bag Esterházys berømte telegram til tyskerne. Det var, så vidt jeg har forstået, Esterházys og Henrys træk. En køn omgang pingpong, hvor ingen behøvede opfinde nye anklager, fordi de bare kunne returnere dem, modstanderen havde brugt mod dem. Vorherre bevares, spionage (og kontraspionage) er en alt for alvorlig sag til, at man kan overlade den til militærfolk. Professionelle folk som Lagrange og Hébuterne ville aldrig have sjusket sådan med tingene, men hvad skal man også forvente af folk, der den ene dag er kvalificeret til Efterretningstjenesten, og den næste til Fjerde Skarpskytteregiment i Tunesien, eller som er gået fra det pavelige beskytterkorps til Fremmedlegionen?

Det seneste træk var i øvrigt temmelig virkningsløst, og der blev indledt en undersøgelse mod Esterházy. Sæt nu, at han – for at rense sig selv fuldstændig for mistanke – havde fortalt, at det var mig, der havde skrevet bordereau’et.

***

I et helt år sov jeg dårligt. Hver nat hørte jeg lyde i huset. Jeg var fristet til at stå op og gå ned i butikken, men jeg var bange for at møde en russer.

***

I januar i år førte man en retssag for lukkede døre, hvor Esterházy blev pure frifundet for alle anklager og fuldstændig renset for mistanke. Picquart blev idømt tres dage på et af hærens forter. Men dreyfusarderne helmer ikke. En temmelig vulgær forfatter som Zola udgav en glødende artikel, (J’accuse!), og en gruppe små forfattere og tvivlsomme forskere stillede op og forlangte, at retssagen skulle gå om. Hvem er denne Proust, denne France, Sorel, Monet, Renard og Durkheim? Jeg har ikke set skyggen af dem i madame Adams salon. Man fortæller mig om denne Proust, at han er en femogtyveårig pæderast og forfatter til en række tekster, som gudskelov aldrig er udkommet, og Monet er en klatmaler, af hvem jeg har set et billede eller to, hvor han tilsyneladende betragter verden med søvndrukne øjne. Hvad skal en litterat og en maler blande sig i en militærdomstols kendelse for? Stakkels Frankrig, som Drumont siger. Hvis disse »intellektuelle«, som denne de tabte sagers sagfører til Clemenceau kalder dem, ville koncentrere sig om de få ting, de har forstand på ...

Man rejste en sag mod Zola, som heldigvis blev idømt et års fængsel. Så er der stadig retfærdighed til i Frankrig, siger Drumont, som i maj blev valgt som deputeret i Algier. Så bliver der i det mindste en temmelig stor antisemitisk gruppe i deputeretkammeret, og det skal nok hjælpe til at forsvare det antidreyfusardiske standpunkt.

Alting så ud til at flaske sig. I juli var Picquart blevet idømt otte måneders fængsel, Zola var flygtet til London, og jeg tænkte, at nu kunne ingen genåbne sagen, da en vis kaptajn Cuignet pludselig dukkede op og påviste, at det brev, hvori Panizzardi anklagede Dreyfus, var et falsum. Jeg ved ikke, hvordan han kunne påstå det, for der var intet at udsætte på mit arbejde. Under alle omstændigheder valgte den militære ledelse at lytte til ham, og eftersom brevet var blevet opdaget og udbredt af Henry, begyndte man at tale om en »Henry-forfalskning«. I slutningen af august gik Henry hårdt presset til bekendelse, han blev fængslet i Mont-Valérien, og næste dag skar han halsen over på sig selv med sin barberkniv. Som sagt: Der er ting, som man under ingen omstændigheder bør overlade til militærfolk. Jeg mener: Man anholder en formodet forræder og lader ham beholde sin barberkniv?

– Henry begik ikke selvmord. Nogen hjalp ham! hævdede Drumont. Der er stadig for mange jøder i generalstaben! Vi starter en offentlig indsamling og rejser penge, så Henry kan få oprejsning!

Men fire-fem dage senere flygtede Esterházy til Belgien og derfra til England. Det var nærmest en tilståelse. Spørgsmålet var, hvorfor han ikke havde forsvaret sig og skudt skylden på mig.

***

Forleden nat, mens jeg lå og spekulerede, hørte jeg igen spektakel i lejligheden. Næste morgen fandt jeg ikke alene butikken, men også kælderen på den anden ende, og lemmen til den lille trappe, der fører ned til kloakken, stod åben.

Mens jeg overvejede, om jeg ikke stod mig bedst ved at flygte ligesom Esterházy, ringede Ratjkovskij på butiksdøren. Han ulejligede sig ikke engang ovenpå, men satte sig på en af de stole, der er til salg, hvis nogen altså kunne drømme om at købe dem, og gik lige til sagen:

– Hvad ville De sige, hvis jeg fortalte myndighederne, at der ligger fire lig under huset her – rent bortset fra at et af dem er liget af en af mine folk, som jeg har ledt efter alle vegne? Jeg er træt af at vente. De har to dage til at tilvejebringe de protokoller, De har fortalt mig om, så glemmer jeg alt om, hvad jeg så dernede. Det forekommer mig at være en rimelig ordning.

At Ratjkovskij nu vidste alt om min kloak, kom ikke som nogen overraskelse. Men da jeg før eller siden var nødt til at imødekomme hans ønsker, forsøgte jeg at få nogle flere fordele ud af den aftale, han tilbød mig. Jeg vovede et øje:

– Så kunne De måske også hjælpe mig med et problem, jeg har med de væbnede styrker ...

Han lo højt.

– De er måske bange for, at det skal blive afsløret, at det er Dem, der har fremstillet bordereau’et?

Manden ved utvivlsomt det hele. Han foldede hænderne, som om han ville samle tankerne, og gav sig til at forklare.

– De har formentlig slet ikke forstået denne historie og frygter bare at blive involveret i den. De kan være ganske rolig. Hele Frankrig er, af sikkerhedsgrunde, bedst tjent med, at bordereau’et anses for at være autentisk.

– Hvorfor?

– Fordi det franske artilleri lige nu arbejder på at udvikle sit hidtil mest avancerede våben, en femoghalvfjerds millimeter-kanon, og tyskerne skal helst forblive i den tro, at franskmændene stadig satser på deres hundred tyve millimeter-kanon. Tyskerne skulle helst tro, at en spion var tæt på at sælge dem hemmelighederne bag hundred tyve millimeter-kanonen, for at de skulle tro, at det var franskmændenes ømme punkt. Som det forstandige menneske, De er, vil De sikkert indvende, at tyskerne burde have tænkt: »For pokker da også, hvis dette bordereau var ægte, burde vi have fået kendskab til det, inden det blev smidt i papirkurven!« Og derfor burde de have anet uråd. Ikke desto mindre hoppede de på limpinden, for i efterretningskredse fortæller man aldrig hinanden alting, man tror altid, at sidemanden på kontoret er dobbeltspion, og de er sikkert endt med at skyde skylden på hinanden: »Hvabehar? Var der indløbet en så vigtig oplysning, uden at militærattacheen, som den trods alt var stilet til, havde fået besked om det? Eller vidste han besked og havde fortiet sagen?« De kan sikkert forestille Dem, at det har føget med gensidige beskyldninger – der er sikkert også rullet nogle hoveder derovre. Det var og er bydende nødvendigt, at alle tror på bordereau’et. Det var også derfor, Dreyfus hurtigst muligt skulle sendes til Djævleøen. Han skulle jo nødig begynde at forsvare sig selv med, at han umuligt kunne have bedrevet spionage om hundred tyve millimeter-kanonen; hvis det endelig var, ville det dreje sig om den på femoghalvfjerds millimeter. Efter sigende var der endda nogen, der gav ham en pistol med en opfordring til, at han skulle undgå at tabe ansigt. På den måde ville man undgå en risikabel offentlig proces. Men Dreyfus er en stædig rad, der bedyrer sin uskyld, så han insisterede på at forsvare sig. En officer burde aldrig mene noget. Desuden havde han næppe kendskab til femoghalvfjerds millimeter-kanonen; det er jo ikke ligefrem den slags oplysninger, man lægger på en kontorelevs bord. Men man stod sig bedst ved at være forsigtig. Er De med? Hvis det blev kendt, at bordereau’et er Deres værk, ville hele illusionen bryde sammen, og tyskerne ville forstå, at hundred tyve millimeter-kanonen er et falsk spor. For nok er de tungnemme, disse alboches, men helt dumme er de ikke. Nu vil De sikkert sige, at både den tyske og den franske efterretningstjeneste bliver ledet af en flok fjummermikler. Og det tydeligvis tilfældet, for ellers ville disse mænd arbejde for zarens Okhrana, der er lidt mere effektiv. Vi har, som De ser, informanter på begge sider.

– Hvad med Esterházy?

– Vores lille mouchard er dobbeltagent. Han foregav, at han udspionerede Sandherr for den tyske ambassade, men samtidig udspionerede han den tyske ambassade for Sandherr. Han gjorde meget for at bygge Dreyfus-affæren op, men så opdagede Sandherr, at han risikerede at brænde fingrene, og at tyskerne var begyndt at fatte mistanke til ham. Sandherr vidste udmærket, at det var et eksempel på Esterházys håndskrift, han gav Dem. Det gik ud på at hænge Dreyfus op på sagen, men hvis noget af en eller anden grund skulle gå galt, var det stadig muligt at give Esterházy skylden for bordereau’et. Esterházy selv opdagede naturligvis alt for sent, at han var gået i en fælde.

– Men hvorfor afslørede han ikke mit navn?

– Fordi man ville have beskyldt ham for at lyve, og han ville være endt i et eller andet tugthus eller ligefrem i en kanal. Nu kan han nyde livet i London med en god indkomst, som efterretningstjenesten betaler. Men hvad enten man fastholder, at bordereau’et er Dreyfus’ værk eller bestemmer sig for, at det er Esterházy, der er forræderen, skal bordereau’et forblive ægte. Ingen vil nogensinde skyde skylden på en falskner som Dem. De er fuldstændig i sikkerhed. Men jeg har tænkt mig at gøre Dem helvede hedt på grund af ligene dernede. Så nu vil jeg have mine informationer. I overmorgen sender jeg en ung mand, der arbejder for mig, en vis Golovinskij, herhen. Det bliver ikke Deres opgave at fremstille de originale dokumenter. De skal nemlig være på russisk, så det tager han sig af. De skal blot forsyne ham med et nyt, autentisk og overbevisende materiale, en udbygning af Deres dossier om kirkegården i Prag, der efterhånden er kendt lippis et tonsoribus. Jeg kan godt gå med til, at afsløringerne stammer fra et møde på denne kirkegård, men det skal henstå i det uvisse, hvornår mødet fandt sted, og drøftelserne skal dreje sig om aktuelle emner, ikke middelalderlige spekulationer.

Nu fik jeg travlt.

***

Jeg havde knap to dage og to nætter til at samle de hundredvis af notater og udklip, jeg havde samlet gennem næsten ti års omgang med Drumont. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at bruge materialet, for det hele havde været offentliggjort i La Libre Parole, men måske var det nyt for russerne. Det vigtigste var at holde tingene adskilt. Ratjkovskij eller denne Golovinskij var formentlig temmelig ligeglade med, at jøderne var mere eller mindre tonedøve eller uduelige opdagelsesrejsende. De ville formentlig hellere bekræftes i mistanken om, at jøderne stræbte efter at ruinere ordentlige folk.

Jeg kontrollerede, hvad jeg allerede havde brugt i forbindelse med rabbinerens tidligere taler. Jøderne havde sat sig for at bemægtige sig jernbaner, miner, skove, skatteinddrivning og jordbesiddelser. De gik efter domstolene, advokatstanden og undervisningsinstitutionerne, de ville infiltrere filosofi, politik, kunst, videnskab og ikke mindst medicin, for en læge har adgang til almindelige familier i endnu højere grad end selv præsten. Man skulle undergrave religionen, udbrede fritænkeri, få undervisningen i kristendom til at udgå af skolernes læseplaner, sikre sig kontrol over salget af spiritus og over den trykte presse. Du alforbarmende, hvad mere kunne de efterhånden forlange?

Det var ikke sådan, at jeg slet ikke kunne genbruge noget af dette materiale. Af rabbinerens tale kendte Ratjkovskij formentlig kun den udgave, som jeg havde givet til Glinka, og som handlede specifikt om religiøse og apokalyptiske emner. Men jeg var selvfølgelig nødt til at tilføre noget nyt til mine tidligere tekster.

Jeg gennemgik omhyggeligt alle de emner, der kunne tænkes at interessere en gennemsnitlig læser. Så overførte jeg teksten på noget tilpas gulnet papir i en smuk håndskrift fra et halvt hundred år siden – og nu stod jeg med de dokumenter, som jeg havde fået af min farfar, og som angiveligt stammede fra møder i den ghetto, hvor han havde boet som ung. Her havde han oversat dem fra de protokoller, rabbinerne havde udarbejdet efter deres møde på kirkegården i Prag.

Da Golovinskij næste dag trådte ind i min butik, undrede det mig, at Ratjkovskij kunne overlade så vigtige opgaver til sådan et skeløjet drog af en ung bondeknold, sjusket i tøjet og tilsyneladende temmelig enfoldig. Men da han først åbnede munden, blev jeg klar over, at skindet bedrog. Han talte et elendigt fransk med stærk russisk accent, men han undrede sig straks over, at rabbinerne i Torinos jødiske ghetto udtrykte sig på fransk. Jeg forklarede ham, at alle mennesker i Piemonte, som dengang kunne læse og skrive, talte fransk, og det stillede han sig tilfreds med. Bagefter kom jeg selv til at tænkte på, om rabbinerne på kirkegården talte hebraisk eller jiddisch, men da dokumenterne nu engang var affattet på fransk, spillede det ikke nogen rolle.

– Se, på denne side insisteres der for eksempel på, at man skal udbrede de ateistiske filosoffers tanker for at demoralisere ikke-jøderne, sagde jeg til Golovinskij. Og hør bare her: »Vi må nødvendigvis udrydde troen af ikke-jødernes sind, udrydde selve princippet om Gud og ombytte det med matematiske beregninger og materielle fordringer.«

Jeg havde regnet med, at ingen bryder sig om matematik. Og ihukommende Drumonts beklagelser over den pornografiske presse havde jeg skønnet, at forestillingen om udbredelsen af overfladiske og trivielle fornøjelser til de brede masser ville være effektfuld i konspirationssammenhæng.

– Hør bare her, sagde jeg til Golovinskij: »For at undgå, at folket tager nogen form for politiske initiativer, vil vi adsprede det med forlystelser: Idræt, forskellige former for tidsfordriv, værtshuse, og vi vil foreslå dem konkurrencer i kunst og al slags sport ... Vi vil fremelske hangen til luksus og forhøje arbejdslønnen. Men det vil ikke være til nogen gavn for arbejderen, idet vi samtidig fordyrer dagligdags fornødenheder og giver det udseende af, at det er en følge af landbrugets og kvægavlens forfald ... Vi vil undergrave produktionskilderne ved at vænne arbejderne til anarki og drukkenskab. Vi vil bestræbe os på at trække folkemeningen i retning af alle slags fantastiske teorier, som tager sig progressive eller liberale ud«.

– Glimrende, glimrende, sagde Golovinskij, men er der noget, der henvender sig til studenterne, bortset fra det med matematikken? I Rusland spiller studenterne en vigtig rolle. De farer op for et godt ord og skal holdes i kort snor.

– Jo, her: »Når vi kommer til magten, vil vi fjerne alle foruroligende emner fra undervisningen og således gøre ungdommen til lydige børn, børn, der elsker deres herskere som deres støtte og ophav til fred og ro. Klassikerne, ligesom alle studier af antikken, hvor man jo møder flere gode end dårlige eksempler, vil vi erstatte med fremtidens program. Vi vil bortfeje fra menneskehedens hukommelse alle de kendsgerninger fra de forbigangne århundreder, som vi ikke mener det ønskeligt at mindes. Vi bemægtiger os derfor og konfiskerer til vor fordel de sidste rester af den uafhængige tanke, som vi allerede for længe siden har drejet hen på de for os nødvendige spørgsmål og ideer ... Vi vil pålægge bøger på mindre end tre hundred sider dobbelt så høje afgifter, og sådan en forholdsregel vil tvinge forfatterne til at skrive så lange afhandlinger, at yderst få gider læse dem. Men det, som vi selv vil udgive til fordel for den forstandsmæssige udvikling i den af os bestemte retning, vil blive så billigt, at alle kan få råd til at læse det. Skatter vil holde den litterære begejstring i tømme, og skulle der dog findes forfattere, som ønskede at skrive imod os, så vil der ikke findes forlæggere, der vil trykke deres produkter.«

– Med hensyn til aviserne planlægger jøderne at indføre en tilsyneladende trykkefrihed, der tjener til bedre at kontrollere opinionen. Ifølge vores rabbinere gælder det om at få kontrol over flest mulige tidsskrifter, så de udtrykker tilsyneladende forskellige holdninger. Dermed får folk indtryk af, at der hersker ytringsfrihed, men i virkeligheden afspejler alle ytringer de jødiske magthaveres holdninger. Det bliver, bemærker de, en smal sag at bestikke journalisterne, fordi de i virkeligheden udgør en form for frimureri. Og ingen redaktør vover at afsløre det komplot, som de alle er en del af, for ingen bliver lukket ind i avisernes verden, hvis de ikke forinden har gjort nogen lyssky gerninger i deres privatliv. »Vi kan naturligvis ikke tillade pressen at omtale samfundsuroligheder; publikum bør tro, at den nye regering er så tilfredsstillende for alle, at endog forbrydelser er ophørt. Men disse begrænsninger i pressens råderum bør ikke bekymre nogen. Hvad betydning har det for eksempel for proletarkropsarbejderen, der står bøjet over sit svære arbejde og er nedtrykt af sit tunge lod, at talemaskinerne får ret til at tale?«

– Den var god, for hos os beklager brushovederne sig uafladeligt over en påstået censur fra regeringens side. Vi må gøre det klart for dem, at det ville være endnu værre under en jødisk regering.

– Hvad det angår, har jeg noget, der er endnu bedre: »Vi må regne med massernes lavhed, deres omskiftelighed, deres manglende ordholdenhed. Massernes magt er blind og uforstandig, og den lystrer snart den ene taler, der siger det ene, og snart den anden taler, der siger det modsatte. Mon det overhovedet er muligt, at folkemasserne roligt og uden skinsyge skulle kunne bedømme og styre landets interesser uden at forveksle dem med personlige interesser? Er de i stand til at forsvare sig mod ydre fjender? Det er overhovedet ganske utænkeligt; thi en regeringsplan, der er plukket i ligeså mange stumper, som der er hoveder blandt vælgerne, taber sit enhedspræg og bliver derfor meningsløs, ubrugelig og upraktisk. Kun under en enehersker kan planerne udarbejdes udførligt og tydeligt, så de i rækkefølge fordeler alt i statsmaskinens mekanisme ... En civilisation kan kun eksistere under en absolut enevoldsmagt. Denne enevoldsmagt skal ikke gennemføres af masserne, men af deres leder, hvem han så end monne være«. Og se bare dette dokument: »Da man aldrig har set en forfatning, som var udtryk for folkets vilje, skal befalingerne udgå fra ét og kun ét hoved«. Og læs her: »Som en mangearmet Vishnu vil vi kontrollere alt. Vi får end ikke brug for politi: En tredjedel af vores undersåtter vil kontrollere de øvrige to tredjedele«.

– Pragtfuldt.

– Og videre: »Folkemassen består af barbarer, som viser sit barbari ved enhver lejlighed. Se engang på disse af spiritus belastede dyr. De har tabt forstanden ved en ubegrænset nydelse af alkohol, der er givet dem samtidig med friheden. Vi kan ikke tillade os selv og vore at ødelægge os således. De kristne folk er depraveret af spiritus, deres ungdom er blevet ødet af et tidligt usædeligt levned, hvortil vore agenter har lokket dem ... Kun styrken sejrer i politik. Vold bør være princippet, list og hykleri reglerne. Det onde er det eneste middel til at nå målet – det gode. Vi må derfor ikke vige tilbage for bestikkelser og forræderi. Målet helliger midlet«.

– Der tales meget om kommunisme i vores land. Hvad har rabbinerne i Prag at sige om den sag?

– Læs her: »I politik bør vi kunne tage andres ejendom uden at vakle, hvis vi derved kan opnå underdanighed og magt. Når vi tilbyder arbejderne at indtræde i vor hærs rækker af socialister, anarkister og kommunister, vil vi optræde som deres redningsmænd fra slynglernes åg, idet vi tilsyneladende følger de broderlige regler for almenmenneskelig solidaritet, som vore frimurere hylder. Aristokraterne, som før var de arbejdende klassers arbejdsgivere, var interesserede i, at arbejderne var mætte, raske og kraftige. Vi har fordel af det modsatte – af ikke-jødernes degeneration. Vor magt vil hvile på, at vi tvinger arbejderen til en stadig sult og svaghed. Han vil nemlig ved alt dette tvinges ind under vor vilje, fordi han ikke har legemlige kræfter nok til at modsætte sig den«. Og læg dertil følgende: »Når vi ved alle brugbare midler samt ved hjælp af pengene, der alle er i vore hænder, har fremtvunget en almindelig krise – vil vi på samme tid i alle europæiske lande kaste hele masser af arbejdere på gaden. Disse arbejdere vil da med fornøjelse dræbe overklassen, som de i deres uvidenhed har misundt lige siden deres barndom, og hvis formuer man da kan plyndre. Vores egne skal de ikke komme til at røre, fordi vi kender tidspunktet for angrebet, og der vil af os blive taget forholdsregler for at sikre dem«.

– Har De ikke noget om jøder og frimurere?

– Det skulle lige mangle. Denne tekst er helt utvetydig: »Indtil vor tronbestigelse vil vi stifte og forøge frimurerloger i alle verdensdele. Vi vil i disse loger komme til at eje det allerbedste oplysningsbureau og det mest indflydelsesrige kampmiddel. I disse loger vil vi sammenknytte alle revolutionære og liberale elementer til en fast knude. Som medlemmer af disse loger vil vi optage næsten alle agenter for det nationale og internationale politi. I de hemmelige selskaber indtræder for størstedelen spekulanter, folk, der vil gøre karriere, og letsindige personer i al almindelighed, med hvilke det ikke bliver svært for os at samarbejde. Det er klart, at det er os og ingen andre, der leder frimureriets virksomhed«.

– Fantastisk!

– Og De må ikke glemme, at rige jøder er interesseret i den antisemitisme, der er rettet mod fattige jøder, fordi den får de mest godhjertede kristne til at føle medlidenhed med hele deres race.

Jeg havde også gengivet en masse unødigt tekniske sider, hvor Joly beskæftigede sig med principper for lån og lånerenter. Jeg forstod ikke så meget af det, og jeg var heller ikke sikker på, at renten ikke havde ændret sig siden Jolys tid, men jeg satte min lid til min kilde og gav Golovinskij side op og side ned, som formentlig ville finde en opmærksom læser i en handlende eller håndværker, som var forgældet eller måske ligefrem trukket ned i ågergældens malstrøm.

Jeg havde desuden alle skriverierne i La Libre Parole om et kommende byggeri af en parisisk bybane i frisk erindring. Det var en gammel historie, som man havde talt om i årevis, men først i juli 1897 havde myndighederne godkendt et projekt, og man er først for ganske nylig begyndt at grave ud til linjen Porte de Vincennes – Porte de Maillot. Det var endnu ikke det store, men man havde allerede oprettet et Metroselskab, og for over et år siden indledte La Libre Parole en kampagne mod de mange jødiske aktionærer i det. Jeg fandt det derfor belejligt at påvise, at det jødiske komplot også omfattede tunnelbanen, og jeg skrev derfor forsøgsvis: »Til den tid vil de underjordiske jernbaner under alle hovedstæder være fuldførte, og disse vil herfra blive sprængt i luften med samt alle landets institutioner og dokumenter«.

– Men hvis mødet i Prag fandt sted for mange år siden, hvordan kunne rabbinerne så kende til byernes undergrundsbaner? spurgte Golovinskij.

– Hvis De for det første sammenligner med den seneste udgave af rabbinerens tale, som udkom for en halv snes år siden i Le Contemporain, fandt mødet i Prag sted i 1880, hvor der mig bekendt allerede var en tunnelbane i London. Det vigtigste er desuden, at der er noget profetisk over rabbinernes planer.

Golovinskij satte stor pris på dette afsnit, som han fandt særdeles lovende. Så sagde han:

– Synes De ikke, at mange af de tanker, der gives udtryk for i disse dokumenter, er indbyrdes modstridende? På den ene side vil man for eksempel forbyde luksus og overflødige fornøjelser og gøre det strafbart at være beruset, og på den anden side vil man udbrede sport og underholdning og gøre arbejderne forfaldne til spiritus ...

– Jøder siger altid ét og modsiger sig selv i samme åndedrag – de er løgnagtige af natur. Men hvis I fremstiller et temmelig omfattende dokument, læser folk det ikke på én gang. Det gælder om at vække modvilje hos de enkelte læsere, og når nogen forarges over noget, de har læst i dag, har de for længst glemt det, der forargede dem i går. Læg i øvrigt mærke til, at rabbinerne i Prag vil bruge luksus, underholdning og spiritus til at trælbinde de lavere klasser nu, men når de først får magten, vil de tvinge dem til mådehold.

– Det forstår sig. Undskyld.

– Sagen er jo den, at jeg har tænkt over disse dokumenter i årevis, ja, lige siden jeg var dreng, så jeg kender dem ned i de mindste detaljer, svarede jeg ikke uden en vis stolthed.

– De har ret. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi sluttede af med et meget markant udsagn, et symbol på jødernes ondskab. Noget i stil med: »Vi er opfyldt af grænseløse ambitioner, et umætteligt begær, en voldsom hævntørst og et brændende had«.

– Det ville passe fint til en føljetonroman. Men jøderne er bestemt ikke dumme, så tror De virkelig, de ville sige noget, som ville falde tilbage på dem selv?

– Det ville jeg nok ikke bekymre mig om. Rabbinerne taler sammen på deres kirkegård og føler sig sikre på, at deres samtale ikke bliver overhørt af nogen udenforstående. De snakker frit fra leveren. Og vi skal trods alt give masserne noget af forarges over.

Det var en fornøjelse at samarbejde med Golovinskij. Han tog mine dokumenter for gode varer eller foregav, at han gjorde det, men tøvede ikke med at ændre dem, når det passede i hans kram. Ratjkovskij havde valgt den rette mand.

– Nu har jeg vist tilstrækkelig meget materiale til at udarbejde det, vi vil kalde Protokollerne fra rabbinernes møde i Prag, sagde Golovinskij afslutningsvis.

Kirkegården i Prag var ved at glide mig af hænde. Men samtidig var jeg muligvis med til at sikre dens succes. Jeg drog et lettelsens suk og inviterede Golovinskij ud at spise på Paillard, på hjørnet af rue de la Chausée-d’Antin og boulevard des Italiens. Dyrt, men udsøgt. Golovinskij så ud til at sætte pris på sin poulet archiduc og canard à la presse. Men en mand fra de store stepper ville muligvis have taget ligeså begærligt for sig af retterne, hvis man havde spist ham af med en gang choucroute. Det kunne jeg have sparet mig, og så ville jeg også have undgået de mistænkelige blikke, som tjenerne sendte denne højlydt smaskende gæst.

Men han tog godt fra, og hvad enten det skyldtes vinene eller en oprigtig religiøs eller politisk lidenskab, så skinnede hans øjne af lutter begejstring.

– Det bliver en forbilledlig tekst, som vil vise deres had til andre racer og religioner, sagde han. Teksten ligefrem syder af had, det er som galde, der løber ud over kanten på et randfyldt bæger ... Det vil gå op for mange mennesker, at tiden er inde til at finde den endelige løsning på problemet.

– Det udtryk har jeg allerede hørt Osman Bey bruge. Kender De ham?

– Af omtale. Men det er klart, at denne fordømte race skal udryddes for enhver pris.

– Det er vist ikke Ratjkovskijs mening om den sag. Han siger, at han skal bruge jøderne levende, så han har en god fjende.

– Snak. En god fjende kan man altid finde. Og bare fordi jeg arbejder for Ratjkovskij, skal De ikke tro, at jeg er enig med ham i alt. Han har selv lært mig, at mens man tjener en herre i dag, skal man indstille sig på at tjene en anden i morgen. Ratjkovskij er jo ikke udødelig. Der er folk i Det Hellige Rusland, som er mere radikale end ham. Regeringerne i Vesteuropa er alt for blødsødne til at beslutte sig for en endelig løsning. Rusland er derimod et land, som er fuldt af energi og visionære forhåbninger, bestandig optaget af en gennemgribende revolution. Det er fra den side, vi kan vente os et resolut skridt, og ikke fra disse franskmænd, som bliver ved med at jokke rundt i deres egalité og fraternité, eller fra disse plumpe tyskere, som er ude af stand til at udrette noget stort ...

Jeg havde allerede fornemmet det under min natlige samtale med Osman Bey. Dengang min farfar sendte sit brev til abbed Barruel, havde denne ikke fulgt op på farfars anklager, fordi han frygtede, at det ville udløse et større blodbad. Men det, min farfar ønskede, var formentlig det samme, som Osman Bey og Golovinskij forudså. Måske havde farfar dømt mig til at føre sin drøm ud i livet. Bevares, det var heldigvis ikke mig, der egenhændigt skulle udrydde et helt folk, men jeg var da, i al beskedenhed, i færd med at give mit bidrag til det.

Og det var jo i grunden en temmelig indbringende forretning. Jøderne ville aldrig betale mig for at udrydde alle kristne, tænkte jeg, for der er alt for mange af dem, og de ville om muligt selv sørge for det. Men for jødernes vedkommende var det derimod muligt, hvis man regnede efter.

Det var gudskelov ikke op til mig, som (generelt) skyr fysisk vold, at eliminere dem, selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvordan man gjorde. Jeg har trods alt oplevet Pariserkommunens dage. Man tager nogle veltrænede og indoktrinerede enheder, og hver gang man møder et menneske med kruset hår og krum næse, stiller man vedkommende op mod en mur. Der ville ryge nogle kristne med i skyndingen, men som den katolske biskop sagde til sine folk inden et afgørende angreb på albigenserne: Vi må hellere slå dem alle sammen ihjel for en sikkerheds skyld. Siden skal Gud nok skille fårene fra bukkene.

Det står i deres Protokoller: Målet helliger midlet.