27

AFBRUDT DAGBOG

20. december 1898

Da jeg havde afleveret resten af mit materiale til Protokollerne fra kirkegården til Golovinskij, følte jeg mig tom. Ligesom da jeg som ung afsluttede mine universitetsstudier. »Hvad nu?« tænkte jeg. Da jeg desuden er blevet helbredt for min splittede bevidsthed, har jeg ikke engang nogen, jeg kan fortælle om mig selv til.

Jeg har afsluttet mit livsværk, som begyndte med læsningen af Dumas’ Joseph Balsamo på loftet i Torino. Jeg tænker på farfar, på hans tomt stirrende øjne, når han genkaldte sig Mordechais spøgelse. Takket være mit og andres arbejde styrer denne verdens Mordechai’er lukt mod et imponerende og frygtindgydende bål. Men hvad med mig? Det at have gjort sin pligt er forbundet med en større og mere uhåndgribelig vidtrækkende melankoli end selv den, man oplever ombord på paketbåde.

Jeg fremstiller stadig håndskrevne testamenter og sælger en halv snes hostier om ugen, men Hébuterne opsøger mig ikke mere. Måske synes han, jeg er blevet for gammel. For slet ikke at tale om de væbnede styrker, hvor de få, der endnu måtte huske mit navn, for længst har glemt mig – hvis der da overhovedet er nogen, eftersom Sandherr ligger lammet på et hospital et sted, og Esterházy spiller baccarat på et eller andet luksusbordel i London.

Det er ikke penge, jeg savner, for jeg har lagt rigeligt til side, men jeg keder mig. Jeg lider af et maveonde og kan ikke engang trøste mig med bordets glæder. Jeg laver suppe til mig selv herhjemme, og hvis jeg endelig går på restaurant, lukker jeg ikke et øje hele natten. Sommetider kaster jeg op. Jeg lader mit vand hyppigere end normalt.

Jeg har stadig min gang på La Libre Parole, men alle Drumonts antisemitiske udgydelser lader mig efterhånden kold. Nu er det russerne, der tager sig af det, der foregik på kirkegården i Prag.

Dreyfus-affæren fortsætter på voveblus. Dagens samtaleemne er et uventet indlæg fra en katolsk dreyfusard i avisen La Croix, der altid har været indædt antidreyfusardisk (det var sandelig tider, da La Croix talte Dianas sag!). I går var det en voldsom antisemitisk demonstration på place de la Concorde, der var på forsiderne. I et satirisk blad har Caran d’Ache tegnet en dobbeltvignet. Den første forestiller en stor, harmonisk familie, der sidder rundt om spisebordet, mens familieoverhovedet indskærper, at han ikke vil høre tale om Dreyfus-affæren. Billedteksten under den anden tegning oplyser, at familien har talt om sagen, og her skændes de, så det brager.

Sagen deler sindene i Frankrig og, så vidt jeg kan forstå på avisernes skriverier, også i resten af verden. Skal retssagen gå om? I mellemtiden sidder Dreyfus stadig i Cayenne. Det har han rigtig godt af.

En dag opsøgte jeg fader Bergamaschi og konstaterede, at han var gammel og træt. Det kan ikke være anderledes: Hvis jeg er otteogtres år gammel, må han efterhånden være femogfirs.

– Jeg ville netop tage afsked med dig, Simonino, sagde han. Jeg rejser hjem til Italien for at leve resten af mine dage i et af vores huse. Jeg har arbejdet mere end nok til Guds større ære. Men hvad med dig, er du ikke stadig indblandet i alt for mange intriger? Jeg afskyr efterhånden intriger. Alting var i grunden meget enklere på din farfars tid: de revolutionære på den ene side og vi på den anden. Man var ikke i tvivl om, hvor man havde fjenden. Jeg er efterhånden kun en skygge af mig selv.

Han var ikke længere klar i hovedet. Jeg tog afsked med ham i en broderlig omfavnelse og gik.

***

I går aftes gik jeg forbi Saint-Julien le Pauvre. Lige ved siden af kirkedøren sad der en blind og benløs krøbling, hvis hoved var fuldt af rødlige ar. Han fremførte en elendig lille melodi på en fløjte, som han havde stukket op i det ene næsebor, og det andet næsebor hvislede fælt, mens munden snappede efter vejret, som om han var druknedøden nær.

Af en eller anden grund gjorde det mig bange. Som om livet var hæsligt.

***

Jeg sover skidt og har urolige drømme, hvor Diana viser sig for mig, bleg og med filtret hår.

Tidligt om morgenen går jeg tit hen og ser, hvad skodsamlerne laver. Dem har jeg altid været fascineret af. Lige fra det tidlige daggry ser man dem gå omkring med deres stinkende pose, som de binder om livet med en snor, og en stok med jernspids, hvormed de spidder selv de skodder, der ligger under et bord. Det er morsomt at se, hvordan de bliver jaget væk fra fortovscafeerne af tjenerne, der nu og da oversprøjter dem med sifonen.

Mange af dem har tilbragt natten ved Seinebredden, og om morgen kan man se dem sidde på kajerne, hvor de skiller tobakken, der er stadig er fugtig af spyt, fra asken eller vasker deres af tobakssovs gennemvædede skjorte og venter på, at den skal tørre i solen, mens de går videre med deres arbejde. De ivrigste samler ikke kun skodder af cigarer, men også af cigaretter, hvor det er et endnu mere modbydeligt arbejde at få tobakken ud af det våde papir.

Senere kan man se dem flokkes på place Maubert og de tilstødende gader, hvor de faldbyder deres varer, og ikke så snart de har tjent lidt, før de går ind på en beværtning og fylder sig med elendig brændevin.

Jeg betragter andre menneskers liv for at fordrive tiden. Jeg lever jo i grunden en tilværelse som pensionist, eller veteran.

***

Det er mærkeligt nok, som om jeg længes efter jøderne. Jeg savner dem ligefrem. Lige siden jeg var ung, har jeg – nærmest gravsten på gravsten – opbygget min kirkegård i Prag, og nu føles det, som om Golovinskij havde taget den fra mig. Gad vide, hvad de stiller op med den i Moskva. Måske samler de mine protokoller i et tørt og bureaukratisk dokument, helt løsrevet fra den oprindelige ramme. Ingen vil læse det, og jeg vil have spildt mit liv med at fremstille et ganske formålsløst vidnesbyrd. Eller også er det netop sådan, at mine rabbineres tanker (og det var trods alt mine rabbinere) vil finde udbredelse over hele verden og ledsage den endelige løsning.

***

Jeg havde læst et sted, at der i en krog af en gammel gård på avenue de Flandre skulle findes en kirkegård for portugisiske jøder. Fra slutningen af det syttende århundrede lå der her et gæstgiveri tilhørende en vis Camot, som havde givet jøderne, mestendels tyskere, tilladelse til at begrave deres døde formedelst halvtreds franc for voksne og tyve for børn. Senere blev gæstgiveriet overtaget af en rakker ved navn Mastard, som begyndte at begrave resterne af de heste og okser, han afhudede, på stedet. Det havde fået jøderne til at protestere, og de portugisiske købte en jordlod i nærheden, hvor de kunne begrave deres døde, mens de nordeuropæiske jøder fandt et andet sted ude i Montrouge.

Kirkegården blev lukket i begyndelsen af dette århundrede, men man kan stadig gå derind. Der står en snes gravsten, nogle med hebraiske og andre med franske inskriptioner. Jeg så en ejendommelig en, hvorpå der stod: »Den almægtige Gud har kaldt mig til sig på mit livs treogtyvende år. Hellere død end slave. Her hviler salig Samuel Fernandez Patto, død den 28. prairial på den samlede og udelelige franske republiks andet år«. Der har vi det: republikanere, ateister og jøder.

Stedet er hæsligt, men det gav mig en forestilling om, hvordan der ser ud på kirkegården i Prag, som jeg kun har set afbildet. Jeg har beskrevet det glimrende, der er gået en kunstner tabt i mig: Ud fra ganske sparsomme oplysninger har jeg skabt et magisk sted, det gådefulde månelandskab, hvor den verdensomspændende konspiration tog sin begyndelse. Hvorfor har jeg dog ladet mit værk slippe mig af hænde? Jeg kunne have ladet så mange ting foregå der på stedet ...

***

Ratjkovskij er kommet tilbage. Han havde stadig brug for mig, sagde han. Jeg blev vred:

– De overholder ikke vores aftale. Jeg troede, vi var kvit, sagde jeg. Jeg gav Dem nogle hidtil usete dokumenter, og De lovede ikke at fortælle nogen om min kloak. Det er tværtimod mig, der forventer at få noget mere fra Dem. De havde vel ikke forestillet Dem, at et så kostbart materiale var gratis?

– Det er Dem, der løber fra aftalen. Dokumenterne var betaling for, at jeg skulle holde tand for tunge. Nu forlanger De tilmed penge. Udmærket, det skal ikke skille os ad. Pengene er så betaling for dokumenterne. Så skylder De mig stadig noget for ikke at fortælle nogen om kloakken. Og lad os nu ikke købslå om tingene, Simonini. De er slet ikke tjent med at ødelægge mit gode humør. Jeg sagde til Dem, at det er helt afgørende for Frankrig, at bordereau’et anses for at være ægte, men det gælder ikke Rusland. Jeg kunne med største lethed kaste Dem for pressens løver. De ville tilbringe resten af Deres dage i en retssal. Åh, det havde jeg nær glemt. Jeg talte for at kaste lidt lys over Deres fortid med denne fader Bergamaschi, og med monsieur Hébuterne. De fortalte mig, at det var Dem, der i sin tid præsenterede dem for en vis abbed Dalla Piccola, som iscenesatte Taxil-affæren. Jeg har forsøgt at finde denne abbed, og han er tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft ligesom alle de andre, der var involveret i Taxil-affæren i et hus ude i Auteuil. Bortset altså fra Taxil selv, som også går rundt i Paris og leder efter denne forsvundne abbed. Jeg kunne beskylde Dem for at have myrdet ham.

– Der er ikke noget lig.

– Der ligger fire andre hernede. En mand, som har skjult fire lig i en kloak, kan sagtens have skjult endnu flere et andet sted.

Jeg var prisgivet slynglen. – Udmærket, hvad forlanger De af mig? sagde jeg.

– I det materiale, De gav til Golovinskij, er der et afsnit, som gjorde særlig indtryk på mig. Det drejer sig om planerne om at bruge tunnelbanerne til at minere de store byer. Men hvis det for alvor skal virke troværdigt, skal der helst detonere en bombe dernede i virkeligheden.

– Hvor? I London? Der er jo endnu ikke nogen tunnelbane her i Paris.

– Nej, men man er begyndt at grave ud til den. Der er allerede gravet tunneler langs Seinen. Det er såmænd ikke nødvendigt at sprænge hele Paris i luften. Bare der styrter to-tre støttepiller sammen, og det er endnu bedre, hvis der opstår et hul i vejbelægningen. En mindre eksplosion, der dog vil blive opfattet som en trussel og en bekræftelse.

– Javel. Men hvor kommer jeg ind i billedet?

– De har før arbejdet med sprængstoffer, og De har, så vidt jeg ved, forbindelse til flere eksperter. Prøv at anskue tingene fra min synsvinkel. Det hele burde efter min mening gå glat, for byggepladsen er ikke under opsyn her i begyndelsen. Men lad os forestille os, at attentatmanden ved et sort uheld blev opdaget. Hvis vedkommende er franskmand, risikerer han nogle års fængsel, men hvis han er russer, udbryder der en fransk-russisk krig. Jeg kan umuligt sætte en af mine folk på opgaven.

Jeg var lige ved at hidse mig op. Han kunne ikke presse mig til sådan en afsindig handling. Jeg er et roligt gemyt, og dertil en ældre herre. Så tog jeg mig selv i det. For skyldtes den følelse af tomhed, jeg havde mærket i flere uger, ikke netop, at jeg ikke længere var i begivenhedernes centrum?

Ved at påtage mig opgaven ville jeg igen befinde mig helt i front. Jeg bidrog til at gøre min kirkegård i Prag troværdig, til at gøre den mere sandsynlig og dermed sandere, end den nogensinde havde været. Endnu en gang besejrede jeg ene mand en hel race.

– Jeg skal tale med den rette mand, svarede jeg. De hører fra mig om nogle dage.

***

Jeg opsøgte Gaviali. Han arbejder stadig som kludekræmmer, men takket være mig har han nu papirerne i orden og lidt penge på kistebunden. I løbet af mindre end fem år er han desværre blevet stærkt ældet – Cayenne mærker folk for livet. Han ryster på hænderne og kan dårligt løfte det glas, jeg rundhåndet fylder flere gange. Han går besværet og kan næsten ikke bøje sig ned, og det er mig en gåde, hvordan han bærer sig ad med at samle klude.

Han reagerer begejstret på mit forslag.

– Det er ikke, som det var engang, hvor man ikke kunne bruge visse sprængstoffer, fordi man ikke kunne nå at slippe væk. Nu om dage bruger man altid tidsindstillede bomber.

– Hvordan fungerer det?

– Det er såre enkelt. Man tager et hvilket som helst vækkeur og indstiller det på det ønskede klokkeslæt. Når tidspunktet indtræffer, og uret falder i slag, aktiverer det en detonator i stedet for slagværket. Detonatoren får så sprængladningen til at eksplodere og bum! På det tidspunkt er De over alle bjerge.

Næste dag kom han hen til mig med en anordning, der var skræmmende i al sin enkelthed. Kunne det virkelig passe, at sådan en dynge sammefiltrede ledninger og et lommeur af den slags, sognepræster har i vestelommen, kunne udløse en eksplosion? Men sådan forholder det sig ikke desto mindre, sagde Gaviali stolt.

To dage senere gik jeg hen og inspicerede de igangværende udgravninger, idet jeg foregav at være nysgerrig, og jeg stillede også arbejderne nogle spørgsmål. Jeg fandt et sted, hvor man fra gadeniveau let kan komme en etage ned, til indgangen til en tunnel, der er undstøttet af stolper. Jeg vil ikke vide, hvor tunnelen fører hen, eller om den overhovedet fører nogen steder hen. Hvis man bare anbragte bomben ved indgangen, ville sagen være klar.

Jeg konfronterede Gaviali direkte.

– Med al respekt for Deres kunnen: De ryster på hænderne og kan næsten ikke holde Dem oprejst. De kan umuligt komme ned i udgravningen, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad De ville gøre med alle Deres ledninger.

Han fik tårer i øjnene.

– Det er sandt. Jeg er en færdig mand.

– Hvem kunne gøre arbejdet i Deres sted?

– Jeg kender ikke længere nogen. Mine bedste kammerater er stadig i Cayenne, husker De nok. De har jo selv sendt dem derover. Så nu må De tage affære. Hvis De vil bringe en bombe til sprængning, må De selv anbringe den.

– Snak. Jeg er jo ikke sprængstofekspert.

– De behøver ikke være ekspert, når bare De handler efter en eksperts instrukser. Se nøje på tingene på bordet her – det er alt, hvad der behøves til at lave en tidsindstillet bombe. Et hvilket som helst vækkeur som dette, bare man er fortrolig med den mekanisme, der udløser slagværket på et givet tidspunkt. Et batteri, som, når uret falder i slag, aktiverer detonatoren. Jeg er en mand af den gamle skole, så jeg ville nok foretrække sådan et batteri, et såkaldt Daniell-element. I denne type batteri bruger man, i modsætning til i voltasøjlen, en vandig saltopløsning. Man fylder den ene side af en lille, todelt beholder med kobbersulfat og den anden med zinksulfat. Så stikker man en kobberstang i kobberopløsningen og en zinkstang i zinkopløsningen. Enderne på de to stave fungerer naturligvis som batteriets to poler. Er De med?

– Ja, indtil videre.

– Godt. Det eneste problem med et Daniell-element er, at man skal være forsigtig under transporten. Så længe det ikke er forbundet til detonatoren og sprængladningen, kan det nu ikke gå helt galt, og når det først bliver forbundet, håber jeg, at operatøren anbringer det på en plan overflade, for ellers er manden idiot. Detonatoren reagerer på selv den mindste elektriske impuls. Endelig er der selve sprængladningen. I gamle dage var jeg, som De sikkert husker, en varm tilhænger af sortkrudt. Men for en halv snes år siden opfandt man et nyt sprængstof, ballistit, ti procent kamfer og lige dele nitroglycerin og kollodium. I begyndelsen skabte det problemer, at kamferen var så flygtig, hvilket gjorde stoffet meget ustabilt. Men siden italienerne er begyndt at producere det i Avigliana, er det tilsyneladende blevet mere pålideligt. Jeg ved stadig ikke, om jeg ville bruge englændernes nye sprængstof, cordit, hvor man i stedet for kamfer bruger fem procent vaseline og desuden otteoghalvtreds procent nitroglycerin og syvogtredive procent skydebomuld opløst i acetone, det hele trukket ud i noget, der ligner lodne snore. Nu må jeg se, hvad jeg beslutter mig for, det gør ikke den store forskel. Men først og fremmest skal man indstille viserne på det ønskede tidspunkt, og så forbinder man uret til batteriet, som man forbinder til detonatoren. Detonatoren forbindes med sprængladningen, og så sætter man uret i gang. Men gør for alt i verden aldrig tingene i en anden rækkefølge, for hvis man først forbinder tingene og sætter uret i gang og derefter indstiller viserne ... så siger det bum! Er De med? Og så går man ellers hjem eller i teatret eller på restaurant, og bomben klarer selv resten. Er det klart?

– Soleklart.

– Jeg vil ikke ligefrem påstå, at selv et barn kunne montere sådan en bombe, kaptajn. Men for en gammel kaptajn i Garibaldis ekspeditionskorps skulle det være en smal sag. De er sikker på hånden og har et udmærket syn. De skal bare gøre, som jeg siger. Det vigtigste er, at De gør tingene i den rigtige rækkefølge.

***

Jeg indvilligede i at gøre det. Hvis jeg klarer det, vil jeg med et slag blive ung igen. Så kan jeg tvinge alle denne verdens Mordechai’er til at knæle for mine fødder. Og den lille luder fra ghettoen i Torino. Hvem kalder du knægt? Jeg skal vise dig, skal jeg.

Jeg må for alt i verden blive lugten af Dianas brunst kvit, som har forfulgt mig gennem sommernætterne i halvandet år. Jeg indser nu, at jeg har levet og åndet for at bekæmpe den fordømte race. Ratjkovskij havde ret: Det er kun hadet, der varmer vore hjerter.

Jeg vil have gallauniform på, når jeg gør min pligt. Jeg har iført mig mit kjolesæt fra aftenerne hos Juliette Adam. I bunden af et af mine skabe fandt jeg nærmest ved et tilfælde noget af den kokain fra Parks & Davis, som jeg forsynede doktor Froïde med. Gad vide, hvordan det er endt der. Jeg har aldrig prøvet det, men hvis han står til troende, skulle det stive mig af. Jeg drak også tre små glas cognac. Nu føler jeg mig som en løve.

Gaviali vil gerne med, men det kommer ikke på tale. Han er så langsom i optrækket, at han risikerer at blive til besvær.

Jeg forstår jo udmærket godt, hvordan tingesten fungerer. Det er en bombe, som kommer til at skrive historie.

Nu giver Gaviali mig de sidste instrukser.

– Pas på dit og pas på dat.

Jeg er jo for pokker ikke helt affældig.