ET
SARA LINTON SÅ PÅ SIT UR. Det var et Seiko, og hun havde fået det af sin bedstemor da hun blev student. Da bedstemor Em selv fik huen på, havde hun været fire måneder fra sin bryllupsdag, halvandet år fra at nedkomme med det første af sine seks børn og otteogtredive år fra at miste sin mand af en kræftsygdom. Videregående uddannelse var noget Emmas far havde betragtet som spild af tid og penge, især for en kvinde. Emma havde ikke modsagt ham – hun var vokset op i en tid hvor børn ikke fandt på at være uenige med deres forældre – men hun sørgede for at alle hendes fire overlevende børn kom på college efter highschool.
”Brug det og tænk på mig,” havde bedstemor Em sagt den dag foran skolen da hun lukkede spændet på urets sølvlænke om Saras håndled. ”Du kommer til at gøre alt det du nogensinde kunne drømme om, og jeg vil gerne have at du ved at jeg altid vil være lige ved siden af dig.”
Som studerende på Emory University havde Sara konstant set på uret, især når den stod på avanceret biokemi, anvendt genetik og menneskets anatomi, hvis professorer ifølge en eller anden lov var de mest kedsommelige og fåmælte undervisere der kunne opdrives. På medicinstudiet havde hun utålmodigt skævet til sit ur når hun lørdag morgen stod uden for laboratoriet og ventede på at professoren skulle komme og låse døren op så hun kunne komme ind og gøre sine eksperimenter færdige. Under sin turnus på Grady Hospital havde hun stirret med søvnige øjne på urets hvide skive og prøvet at se viserne mens hun regnede ud hvor lang tid hun havde tilbage af sin seksogtredive timers vagt. På Heartsdale Children Clinic havde hun stirret på urets sekundviser mens hun pressede en finger mod et barns tynde håndled og talte hjertets slag der tikkede under huden, og prøvede at finde ud af om ”ondt over det hele” var en alvorlig lidelse eller om det bare betød at barnet ikke havde lyst til at gå i skole den dag.
I næsten tyve år havde Sara gået med uret. Krystallen var blevet skiftet to gange, batteriet adskillige gange, og lænken en enkelt fordi Sara ikke kunne holde ud at rense den for blodet fra en kvinde der var død i hendes arme. Selv til bedstemor Ems begravelse havde Sara stået og ladet fingeren glide over urets glatte krans mens tårerne strømmede ned ad hendes ansigt ved tanken om at hun aldrig mere skulle se sin bedstemors hurtige, åbne smil eller glimtet i hendes øje når hun hørte om det ældste barnebarns seneste bedrifter.
Da Sara så på uret nu, følte hun for første gang i sit liv glæde over at hendes bedstemor ikke var der og kunne se vreden i hendes øjne og fornemme den ydmygelse der brændte i hendes bryst som en ukontrollabel ild mens hun sad i konferencelokalet og afgav forklaring i en sag om lægesjusk som forældrene til et dødt barn havde anlagt. Alt det Sara havde arbejdet for, hvert skridt hun havde taget som hendes bedstemor ikke havde kunnet tage, hvert resultat hun havde nået, hver titel hun havde fået, var med ét uden betydning fordi der var en kvinde der mere eller mindre kaldte Sara for barnemorder.
Da Sara så på sit ur, lænede advokaten sig ind over bordet med løftede bryn og et smil på læben. ”Dr. Linton har måske en vigtigere aftale?”
”Nej.” Sara prøvede at holde stemmen i ro og slukke det raseri som advokaten gennem fire timer helt åbenlyst havde arbejdet for at få til at blusse op. Sara vidste at hun blev forsøgt manipuleret, vidste at kvinden prøvede at friste hende og få hende til at sige et eller andet forfærdeligt som ville blive noteret af den lille mand der sad lænet ind over stenografmaskinen i et hjørne af rummet. Men Saras viden om at det forholdt sig sådan, afholdt hende ikke fra at reagere. Faktisk gjorde den hende kun endnu vredere.
”Jeg har hele tiden kaldt Dem dr. Linton.” Advokaten kastede et blik ned på det åbne chartek der lå foran hende. ”Er det Tolliver? Jeg kan se at De har giftet Dem med deres eksmand, Jeffrey Tolliver, for et halvt år siden.”
”Linton er udmærket.” Under bordet rystede Sara foden så meget at skoen var lige ved at falde af. Hun lagde armene over kors på brystet. Hendes kæbe gjorde ondt af at bide tænderne sammen. Hun skulle ikke sidde her. Hun skulle være derhjemme nu, i færd med at læse en bog eller tale i telefon med sin søster. Hun skulle gennemgå patientjournaler eller bladre i gamle medicinske tidsskrifter som hun aldrig havde tid til at læse.
Hun skulle nyde folks tillid.
”Nå,” fortsatte advokaten. Kvinden havde sagt sit navn i begyndelsen af mødet, men Sara kunne ikke huske det. Det eneste hun havde været i stand til at samle sig om på det tidspunkt, var udtrykket i Beckey Powells ansigt. Jimmys mor. En kvinde som Sara havde holdt i hånden så mange gange, en veninde hun havde trøstet, et menneske som hun havde ført timelange telefonsamtaler med når hun forsøgte at oversætte den faglige jargon som onkologerne i Atlanta stoppede i moderen som forklaring på hvorfor hendes søn på tolv år skulle dø.
Fra det øjeblik de trådte ind i lokalet, havde Beckey stirret på Sara som om hun var en morder. Drengens far, en mand som Sara havde gået i skole med, havde ikke engang kunnet møde hendes blik.
”Dr. Tolliver?” pressede advokaten.
”Linton,” rettede Sara, og kvinden smilede, sådan som hun gjorde hver gang hun syntes hun scorede et point mod Sara. Det skete så tit at Sara følte sig fristet til at spørge advokaten om hun led af en mild form for Tourette Syndrom.
”Om morgenen den syttende – det var dagen efter påske – fik De laboratorieresultaterne fra den rygmarvsprøve De havde bestilt på James Powell. Er det korrekt?”
James. Hun fik ham til at lyde så voksen. For Sara ville han altid været den seksårige dreng hun havde mødt for så mange år siden, den lille dreng der kunne lide at lege med sine plasticdinosaurer og spise et stykke farvekridt i ny og næ. Han havde været så stolt da han fortalte hende at han blev kaldt Jimmy ligesom sin far.
”Dr. Tolliver?”
Buddy Conford, en af Saras advokater, tog endelig ordet. ”Drop det dér fis, smukke.”
”Smukke?” gentog advokaten. Hun havde sådan en hæs, lav stemme som de fleste mænd fandt uimodståelig. Sara kunne se at Buddy faldt inden for denne kategori, præcis som hun kunne se at det øgede mandens konkurrencelyst at han fandt sin modstander tiltrækkende.
Buddy smilede, tilfreds med at have nået hvad han ville. ”Du ved godt hvad hun hedder.”
”Vil De venligst bede Deres klient om at svare på spørgsmålet, mr. Conford.”
”Ja,” sagde Sara før de kunne nå at udvikle flere spydigheder. Hun havde opdaget at advokater kunne være temmelig ordrige til en betaling af tre hundrede og halvtreds dollars i timen. De var parate til at analysere betydningen af ordet ”analysere” hvis taxameteret var slået til. Og Sara havde to advokater: Melinda Stiles repræsenterede Global Medical Indemnity, et forsikringsselskab som Sara i løbet af sin karriere havde betalt næsten tre en halv million dollars til. Buddy Conford var Saras personlige advokat som hun havde hyret til at beskytte sig mod forsikringsselskabet. Alt det med småt i Globals lægepolicer sagde at selskabet forbeholdt sig begrænset ansvar i de tilfælde hvor en patientskade var direkte resultat af lægens overlagte forsømmelighed. Buddy var til stede for at sikre at den bestemmelse ikke kom i anvendelse.
”Dr. Linton? Den syttende om morgenen?”
”Ja,” svarede Sara. ”Ifølge mine notater var det den dag jeg fik laboratorieresultaterne.”
Det var Sharon, huskede Sara. Advokaten hed Sharon Connor. Så uskyldigt et navn til så afskyelig en person.
”Og hvad afslørede laboratorierapporten for Dem?”
”At Jimmy højst sandsynligt havde akut myeloblastisk leukæmi.”
”Og prognosen?”
”Det er uden for mit felt. Jeg er ikke onkolog.”
”Nej. De henviste familien Powell til en onkolog, en af Deres venner fra studietiden, en dr. William Harris i Atlanta, ikke?”
”Jo.” Stakkels Bill. Hans navn optrådte også i stævningen, han havde været tvunget til at hyre sin egen advokat og kæmpede med sit eget forsikringsselskab.
”Men De er læge?”
Sara tog en dyb indånding. Buddy havde instrueret hende i kun at svare på spørgsmål, ikke giftige kommentarer. Guderne skulle vide at hun betalte ham rigeligt for hans råd. Hun måtte hellere benytte sig af dem også.
”Og som læge ved De da bestemt hvad akut myeloblastisk leukæmi er for noget?”
”Det er en gruppe maligne lidelser der karakteriseres ved at normal knoglemarv erstattes af abnorme celler.”
Connor smilede og rablede fortsættelsen af: ”Og det begynder som en enkelt somatisk hæmatopoietisk stamcelle der omdannes til en celle som er ude af stand til normal differentiering?”
”Cellen mister apoptose.”
Endnu et smil, endnu et scoret point. ”Og denne sygdom har en statistisk overlevelsesprocent på halvtreds.”
Sara sagde ingenting; hun ventede på at øksen skulle falde.
”Og timingen er afgørende for behandlingen, er det korrekt? I kampen mod sådan en sygdom – en sygdom der bogstaveligt talt vender kroppens celler mod dem selv, slukker for apoptosen som De formulerede det, det vil sige den normale genetiske proces der fører til celledød – er timingen af helt afgørende betydning.”
Otteogfyrre timer ville ikke have reddet drengens liv, men Sara ville ikke sige de ord og få dem skrevet ned i et juridisk dokument som Sharon Connor senere kunne kyle i hovedet på hende med al den ufølsomme kraft hun kunne mobilisere.
Advokaten rodede i nogle papirer som om hun havde brug for at finde noget hun havde noteret. ”Og De studerede på Emory Medical School. Som De var så venlig at oplyse, var Deres eksamenskarakter ikke kun blandt de ti højeste, De blev nummer seks på Deres årgang.”
Buddy lod til at finde kvindens krumspring kedsommelige. ”Vi har allerede været omkring dr. Lintons baggrund.”
”Jeg forsøger blot at få det hele til at stemme,” svarede kvinden omgående. Hun holdt et papir op og lod blikket glide hen over linjerne. Endelig lagde hun det. ”Og, dr. Linton, De fik denne information – dette laboratorieresultat som næsten med sikkerhed var en dødsdom – den syttende om morgenen, og alligevel valgte De at vente to dage før De meddelte familien Powell det. Og det skyldtes …?”
Sara havde aldrig hørt så mange sætninger begynde med ”Og”. Hun måtte gå ud fra at sprog og syntaks ikke stod højt på skemaet på den læreanstalt der havde udspyet den giftige advokat.
Men hun svarede: ”De var i Disney World i anledning af Jimmys fødselsdag. Jeg ville lade dem nyde deres ferie, for jeg mente at det nok var den sidste ferie de ville komme på som familie i temmelig lang tid. Jeg traf den beslutning at jeg ikke ville fortælle dem det før de kom tilbage.”
”De vendte tilbage den syttende om aftenen, men De fortalte dem det alligevel ikke før om morgenen den nittende, to dage senere.”
Sara åbnede munden for at svare, men kvinden talte videre.
”Og det faldt Dem ikke ind at de kunne vælge at komme hjem til omgående behandling og måske redde deres barns liv?” Det var tydeligt at hun ikke forventede et svar. ”Jeg vil mene at hvis ægteparret Powell havde mulighed for det, ville de nok hellere have haft deres søn i live i dag frem for nogle tomme fotografier af ham i Disneys magiske rige.” Hun skubbede omtalte fotografi ind over bordet. Det gled nok så nydeligt forbi Becky og Jim Powell og forbi Saras to advokater og standsede et par centimeter fra Saras plads.
Hun skulle ikke have kigget, men det gjorde hun.
Jimmy stod og lænede sig op ad sin far, og de havde begge to Mickey Mouse-ører på hovedet og stjernekastere i hænderne mens en parade af Snehvides dværge marcherede forbi bag dem. Selv på dette foto kunne man se at drengen var syg. Han havde mørke rande under øjnene, og han var så tynd at hans skrøbelige lille arm lignede et stykke sejlgarn.
De var kommet hjem fra ferie en dag tidligere fordi Jimmy gerne ville hjem. Sara vidste ikke hvorfor Powells ikke havde ringet til hende på klinikken og var kommet med Jimmy den dag så de kunne tjekke ham. Måske havde hans forældre allerede inden laboratorierapporten, selv uden den endelige diagnose, vidst at deres dage som forældre til et normalt, sundt og raskt barn var talte. Måske havde de bare gerne villet have ham for sig selv en enkelt dag. Han havde været en vidunderlig dreng – sød, begavet, munter – alt hvad et forældrepar kunne ønske sig. Og nu var han væk.
Sara mærkede tårerne vælde op i øjnene, og hun bed sig så hårdt i underlæben at tårerne snart skyldtes smerte og ikke sorg.
Tydeligt irriteret snuppede Buddy billedet ud af hånden på hende. Han gav det tilbage til Sharon Connor. ”Du kan øve dig på din præsentation hjemme foran spejlet, smukke.”
Connors mund fortrak sig til et smørret grin da hun tog fotografiet tilbage. Hun var det omvandrende bevis på at teorien om kvinder som omsorgsfulde redebyggere var det rene fis. Sara forventede halvt om halvt at se hende blotte et par blodige vampyrtænder.
Kvinden sagde: ”Dr. Linton, på denne dato, den dag da De fik James’ prøveresultater, oplevede De da noget uventet eller bemærkelsesværdigt?”
En prikkende fornemmelse gled op ad Saras rygrad; en advarsel som hun ikke burde sidde overhørig. ”Ja.”
”Og kan De fortælle os hvad det var?”
”Jeg fandt en død kvinde på toilettet på vores lokale cafeteria. Hun var blevet myrdet.”
”Voldtaget og myrdet. Er det rigtigt?”
”Ja.”
”Hvilket bringer os til Deres deltidsarbejde som politikredsens ligsynsmand. Jeg mener at Deres mand – Deres eksmand på det tidspunkt da voldtægten og drabet blev begået – er politichef i samme politikreds. I arbejder tæt sammen når den slags sager dukker op.”
Sara ventede på mere, men kvinden havde tydeligvis kun ønsket at få disse oplysninger med i referatet.
”Advokat?” spurgte Buddy.
”Et øjeblik,” mumlede Connor. Hun tog en tyk kartonmappe op og bladrede gennem de papirer den indeholdt.
Sara så ned på sine hænder for at have noget at tage sig til. Pisiform, triquetrum, hamate … Hun gennemgik alle håndens knogler og tog så fat på ledbåndene, alt sammen for at forsøge at distrahere sig selv og undgå at spadsere lige ind i den fælde advokaten så dygtigt stillede op.
Mens Sara havde været turnuskandidat på Grady, var hun blevet så nådeløst jagtet af headhuntere at hun var holdt op med at tage telefonen. Tilbud om kompagniskab. Sekscifrede lønninger med årlig bonus. Kirurgiske privilegier på et hvilket som helst hospital hun måtte vælge. Personlige assistenter, laboratoriesupport, fuld sekretærstab, ja, endda privat parkeringsplads. De havde tilbudt hende alt, og alligevel havde hun besluttet at vende hjem til Grant for at praktisere medicin for en betragtelig mere beskeden gage og endnu mindre respekt fordi hun mente at det var vigtigt at læger betjente landdistrikterne.
Var der også noget forfængelighed i det? Sara havde set sig selv som rollemodel for byens piger. De fleste havde kun set mandlige læger. De eneste kvinder med autoritet var sygeplejersker, lærere og mødre. De første fem år på Heartsdale Children’s Clinic havde hun brugt mindst halvdelen af sin tid på at overbevise unge forældre – og lejlighedsvis også deres mødre – om at hun faktisk havde taget lægeeksamen. Ingen troede at en kvinde kunne være begavet nok, dygtig nok, til at nå sådan en position. Selv da Sara købte klinikken af sin kompagnon der gik på pension, havde folk været skeptiske. Det havde taget hende flere år at vinde samfundets respekt.
Og nu sad hun her.
Sharon Connor så endelig op fra sine papirer. Hun rynkede panden. ”Dr. Linton, De er selv blevet voldtaget. Er det ikke rigtigt?”
Sara mærkede sin mund blive fuldstændig tør. Hendes hals snørede sig sammen, og hendes hud blev varm mens hun kæmpede med en uvelkommen skamfølelse som hun ikke havde følt siden sidste gang en advokat udspurgte hende om voldtægten. Ligesom dengang snævredes Saras synsfelt ind og blev så utydeligt så hun intet så, men kun hørte ordene som en ringen for ørerne.
Buddy rejste sig brat og indvendte et eller andet mens han rettede sin pegefinger mod advokaten og mod ægteparret Powell. Ved siden af ham sad Melinda Stiles fra Global Medical Indemnity og var tavs. Buddy havde fortalt Sara at det ville ske, at Stiles ville forholde sig tavs, lade modpartens advokat kaste sig frådende over Sara og kun sige noget hvis hun mente at Global kom i farezonen. Endnu en kvinde, endnu en fejlslagen rollemodel.
”Og det vil jeg fandeme ha’ med i referatet!” afsluttede Buddy og skubbede stolen væk fra bordet da han satte sig.
”Noteret,” sagde Connor. ”Dr. Linton?”
Sara fik synet tilbage. Hun hørte en pludselig susen for ørerne som om hun havde svømmet under vand og nu var vendt tilbage til overfladen.
”Dr. Linton?” gentog Connor. Hun blev ved med at bruge titlen, men hun fik den til at lyde som noget afskyvækkende i stedet for en noget som Sara havde arbejdet for hele sit liv.
Sara så på Buddy, og han trak på skuldrene og rystede på hovedet som for at sige at der ikke var noget han kunne gøre. Han havde forudset at vidneforklaringen ikke ville være andet end en fisketur med Saras liv som madding.
Connor sagde: ”Vil De have et øjeblik til at komme til hægterne, Doktor? Jeg ved at voldtægten er et svært emne for Dem.” Hun pegede på den tykke sagsmappe der lå på bordet foran hende. Det måtte være domsudskriften fra Saras sag. Kvinden havde læst det hele, kendte hver eneste afskyelige detalje. ”Så vidt jeg forstår, var det et meget, meget brutalt overgreb.”
Sara rømmede sig og prøvede at tvinge sin stemme til ikke bare at fungere, men også at lyde stærk og frygtløs. ”Ja, det var det.”
Connors tonefald blev næsten forsonligt. ”Jeg har arbejdet på distriktsanklagerens kontor i Baton Rouge. Jeg kan ærligt sige at jeg i mine tolv år som anklager aldrig har været ude for så brutalt eller så sadistisk et overfald som det De var ude for.”
Buddy indskød: ”Skal vi droppe krokodilletårerne og komme til spørgsmålet, smukke?”
Advokaten tøvede et enkelt sekund og fortsatte så: ”Jeg skal nævne at dr. Linton blev voldtaget på et toilet på Grady Hospital hvor hun var ansat som turnuskandidat på akutafdelingen. Ifølge det oplyste skaffede gerningsmanden sig adgang til dametoilettet gennem det forsænkede loft. Dr. Linton befandt sig i et af aflukkerne da han bogstaveligt talt faldt ned i hovedet på hende.”
”Det er noteret,” sagde Buddy. ”Har du et spørgsmål et eller andet sted, eller holder du bare tale?”
”Dr. Linton, det faktum at De blev brutalt voldtaget, spillede en stor rolle i Deres beslutning om at vende tilbage til Grant County, ikke sandt?”
”Der var andre grunde.”
”Men ville De sige at voldtægten var den væsentligste grund?”
”Jeg ville sige at det var én af mange grunde der havde indflydelse på min beslutning om at vende tilbage.”
”Fører det her nogen steder hen?” spurgte Buddy. Advokaterne holdt en drøftelse igen, og Sara rakte ud efter vandkanden på bordet og skænkede sig et glas med hænder som hun tvang til at være rolige.
Hun fornemmede at Becky Powell rørte på sig og kom til at tænke på om kvinden havde dårlig samvittighed og måske igen så Sara som et menneske og ikke et uhyre. Sara håbede det. Hun håbede at Becky lå søvnløs om natten og tænkte på at uanset hvor meget hun og hendes advokat nedværdigede og bagvaskede Sara, så var der intet der ville kunne gøre hendes søn levende igen. Intet ville ændre på det faktum at Sara havde gjort alt hvad der stod i hendes magt for at hjælpe Jimmy.
”Dr. Linton?” fortsatte Connor. ”I lyset af den brutale voldtægt De var ude for, vil jeg tro at det var en stor følelsesmæssig belastning at gå ind på det toilet og finde en kvinde der også havde været udsat for et seksuelt overgreb. Ikke mindst da det var næsten præcis ti år efter at De selv blev voldtaget.”
Buddy bjæffede: ”Er det et spørgsmål?”
”Dr. Linton, De og Deres eksmand – undskyld, Deres mand – forsøger i øjeblikket at komme til at adoptere et barn, er det ikke sandt? Fordi De som konsekvens af den brutale voldtægt ikke selv kan få børn?”
Beckys reaktion var ikke til at tage fejl af. For første gang siden alt dette var begyndt, så Sara rigtigt på hende. Hun så en opblødning i Beckys øjne, et tilløb til glæde på en vens vegne, men følelsen forsvandt lige så hurtigt som den var kommet, og Sara kunne næsten høre den irettesættelse der aflyste den: Du har ingen ret til at blive mor når du dræbte min søn.
Connor holdt et velkendt dokument op og udtalte: ”Doktor, for tre måneder siden ansøgte De og Deres mand, Jeffrey Tolliver, staten Georgia om tilladelse til at adoptere. Er det rigtigt?”
Sara prøvede at huske hvad de havde skrevet i ansøgningspapirerne, hvad de havde sagt på det obligatoriske forældrekursus som havde taget hvert eneste minut af deres fritid de sidste måneder. Hvilke inkriminerende udtalelser ville advokaten kunne vride ud af den langtrukne og tilsyneladende så harmløse proces? Jeffreys forhøjede blodtryk? Saras behov for læsebriller? ”Ja.”
Connor bladrede i nogle papirer og sagde: ”Lige et øjeblik.”
Lokalet var lille og indelukket. Der var ingen vinduer, ingen malerier på væggene man kunne stirre på. En døende palme stod i et hjørne med triste, hængende blade. Der ville ikke komme noget godt ud af noget af det. Intet skålpund kød kunne gøre en dreng levende igen. Ingen frifindelse ville genoprette et skadelidt omdømme.
Sara så ned på sin hånd. Dorsale metacarpe ligamenter, dorsale carpometacarpe ligamenter, dorsale intercarpale ligamenter …
Sara havde besøgt Jimmy ugen før han døde, og hun havde holdt hans skrøbelige lille hånd i timevis mens han med besvær talte om fodbold og skating og alle de ting han savnede. Sara havde kunnet se det den dag; hun havde set døden i hans øjne. Udtrykket var en modsætning til det håb han havde set i Becky Powells øjne, selv om kvinden kendte prognosen og havde indvilliget i at standse behandlingen for ikke at forlænge Jimmys lidelser. Det var det håb der afholdt Jimmy fra at give slip, den frygt som ethvert barn har for at skuffe sin mor.
Sara havde taget Becky med ned i cafeteriet og siddet i et stille hjørne med den forvirrede kvinde og holdt hendes hånd som hun for et øjeblik siden havde holdt Jimmys. Hun havde beskrevet for Becky hvordan det ville ske, hvordan døden ville tage hendes søn fra hende. Efterhånden som blodcirkulationen blev dårligere, ville hans fødder og så hans hænder blive kolde. Hans læber ville blive blå. Hans vejrtrækning ville blive uregelmæssig, men det skulle man ikke opfatte som et tegn på at han led. Han ville få svært ved at synke. Han ville muligvis miste kontrollen med sin blære. Hans tanker ville blive fjerne og svævende, men Becky skulle blive ved med at tale til ham, engagere ham, for han ville stadig være der. Han ville stadig være hendes Jimmy lige til det allersidste sekund. Det var hendes job at være der på hvert eneste skridt af vejen og så – og det var det sværeste – lade ham gå derfra uden hende.
Hun måtte være stærk nok til at lade Jimmy gå.
Connor rømmede sig og ventede på Saras opmærksomhed. ”De har aldrig sendt en regning til ægteparret Powell for laboratorieanalyserne og de konsultationer der fulgte efter at De havde stillet James’ diagnose,” sagde hun. ”Hvordan kan det være, dr. Linton?”
”Jeg stillede faktisk ikke en sikker diagnose,” korrigerede Sara og prøvede igen at fokusere. ”Jeg kunne kun fortælle dem hvad jeg havde mistanke om, og henvise dem til en onkolog.”
”Deres ven fra college, dr. William Harris,” oplyste advokaten. ”Og De sendte ingen regning for noget af laboratoriearbejdet eller de konsultationer der fulgte efter henvisningen.”
”Det er ikke mig der tager mig af faktureringen.”
”Men De leder Deres kontorpersonale, ikke?” Connor tav et øjeblik. ”Behøver jeg minde Dem om at De er under ed?”
Sara slugte det skarpe svar der pressede på for at komme ud.
”Ifølge Nelly Morgan, der leder Deres kontor, gav De hende besked på at afskrive de næsten to tusind dollars som De havde til gode hos familien Powell. Er det sandt?”
”Ja.”
”Hvorfor, dr. Linton?”
”Fordi jeg vidste at de i forbindelse med Jimmys behandling stod over for udgifter der ville kunne ruinere dem. Jeg ville ikke være med til at forøge den mængde regninger som jeg vidste de ville få.” Sara stirrede på Becky, men kvinden mødte ikke hendes blik. ”Det er dét det alt sammen går ud på, ikke? Laboratorieregninger. Hospitalsregninger. Radiologer. Apoteker. Du må skylde en formue væk.”
Connor greb ind. ”Dr. Linton, De er her for at svare på mine spørgsmål, ikke for at stille Deres egne.”
Sara lænede sig over mod Becky og Jim Powell og prøvede at få kontakt med dem, prøvede at få dem til at komme til fornuft. ”Ved I ikke at det ikke får ham til at komme tilbage? Der er ikke noget der kan få Jimmy til at komme tilbage.”
”Mr. Conford, jeg må bede Dem kalde Deres klient …”
”Ved I hvad jeg har måttet opgive for at praktisere her? Ved I hvor mange år jeg har brugt –”
”Dr. Linton, jeg må bede Dem om ikke at tale til mine klienter.”
”Det her er grunden til at I måtte tage til Atlanta for at finde en specialist,” sagde Sara til dem. ”Den slags sagsanlæg er grunden til at hospitaler lukker, og at der kun er fem læger for hver halvandet hundrede kilometer som har råd til at praktisere.”
De ville ikke se på hende, ville ikke svare.
Sara lænede sig tilbage i stolen; hun var brugt op. Det her kunne ikke bare dreje sig om penge. Becky og Jimmy ville have noget mere, en forklaring på hvorfor deres søn var død. Den sørgelige sandhed var at der ikke var nogen forklaring. Folk døde – børn døde – og somme tider var der ingen at rette bebrejdelser imod, intet der kunne hindre det. Det eneste dette sagsanlæg betød, var at om et år, eller måske fem, ville endnu et barn blive sygt, endnu en familie ville blive ramt, og ingen ville have råd til at hjælpe dem.
Der ville ikke være nogen til at holde dem i hånden og prøve at forklare hvad der skete.
”Dr. Linton,” fortsatte Connor. ”Hvad angår dette at De ikke skrev en regning til familien Powell for laboratoriearbejdet og konsultationerne, skyldtes det så ikke at De faktisk følte Dem skyldig i Jimmys død?”
Hun vidste godt hvad Buddy ville have hende til at svare på spørgsmålet, hun vidste at selv Melinda Stiles, den tavse advokat der repræsenterede Global Medical Indemnity, ønskede at hun skulle svare benægtende.
”Dr. Linton?” insisterede Connor. ”Følte De Dem ikke skyldig?”
Sara lukkede øjnene og kunne se Jimmy ligge i hospitalssengen og fortælle hende om sit skateboard. Hun kunne stadig mærke hans kolde fingre i sin hånd mens han tålmodigt forklarede hende om forskellen mellem et hælflip og en ollie.
Interfalangeale led. Metacarpofalangealt led. Ledkapsel, distale, radioulnare led …
”Dr. Linton?”
”Jo,” indrømmede hun endelig med tårerne i frit løb. ”Jo. Jeg følte mig skyldig.”
Sara kørte gennem det centrale Heartsdale med speedometernålen i sin BMW 335ci på femogtredive kilometer i timen. Hun kom forbi fiveand-dime-butikken, kjoleshoppen, isenkræmmeren. I Burgess Cleaners standsede hun midt på den tomme gade, i tvivl om hvorvidt hun skulle eller ikke skulle køre videre.
Foran hende stod porten til Grant Institute of Technology åben. Studerende gik ned gennem den brede indkørsel klædt som nisser og superhelte. Det havde været halloween aftenen før, men Grant Techs studerende havde en tendens til at udstrække enhver festlighed til at vare en hel uge. Sara havde ikke engang fået købt slik i år. Hun vidste at der ikke var nogen forældre der ville sende deres børn til hendes dør for at banke på. Siden sagsanlægget var blevet offentligt kendt, havde hele byen vendt hende ryggen. Selv patienter som hun havde behandlet i årevis, folk hun virkelig havde hjulpet, undgik hende når de mødtes i supermarkedet eller andre steder i byen. I betragtning af stemningen var det næppe klogt at tage sit sædvanlige heksekostume på og gå med til menighedsfesten, sådan som hun havde gjort det de sidste seksten år. Sara var født og opvokset i Grant County. Hun vidste at det var en by der brændte deres hekse.
Hun havde tilbragt otte en halv time med vidneafhøringen, og hvert eneste aspekt af hendes liv var blevet vendt i glødende kul. Mere end hundrede forældre havde skrevet under på frigivelsespapirer der satte Sharon Connor i stand til at granske deres børns journaler, de fleste af dem i det håb at der hen ad vejen kunne falde nogle penge af til dem. Melinda Stiles som var blevet overraskende hjælpsom da først lokalet var blevet tømt for vidner, forklarede at det var ganske normalt. Et sagsanlæg for lægesjusk forvandlede patienter til gribbe, forklarede hun, og flere af slagsen ville snart begynde at kredse når Powell-sagen kom for retten. Global Medical Indemnity ville tage lommeregneren i brug og opveje tabene mod styrken i Saras forsvar og derpå beslutte om de skulle eller ikke skulle indgå forlig.
Og hvis det skete, ville alt dette – ydmygelsen, fornedrelsen – være til ingen nytte.
En af de studerende på gaden skreg, og Sara for sammen så hendes fod gled ned af bremsepedalen. Det var bare en ung mand i et Chiquitabanankostume, inklusive blå bukser og en gul top der blottede hans runde, behårede mave. Det var altid de buttede der klædte sig ud i dametøj første gang de fik en chance. Ville Jimmy Powell være blevet sådan en fjollet, ung mand? Hvis han havde overlevet, ville han så have fået sin fars krumbøjede statur og tynde krop og sin mors runde ansigt og muntre livsindstilling? Sara vidste at han havde haft Beckys skarpe hjerne, hendes kærlighed til practical jokes og dårlige ordspil. Alt andet ville for altid forblive en gåde.
Sara svingede til venstre ind på klinikkens parkeringsplads. Hendes klinik, hendes parkeringsplads, det hele købt af dr. Barney for alle de år siden, og hun havde arbejdet som halvtids ligsynsmand for at skaffe penge til handelen. Skiltet var falmet, trappen havde brug for et nyt lag maling, og bagdøren bandt når det var varmt, men det var hendes klinik. Kun hendes.
Hun stod ud af bilen og brugte sin nøgle til at åbne hoveddøren. Ugen før havde hun lukket klinikken i raseri over de forældre der havde frigivet deres børns journaler i håb om at score nogle nemme penge; i raseri over at hendes egen by forrådte hende. De så udelukkende Sara som en slags pengeautomat, som et sugerør i forsikringsselskabets millionkasse. Ingen så konsekvenserne af denne grådighed: At lægernes forsikringspræmier ville stige, læger ville standse deres virke, og patientforsikringerne der allerede var for dyre for mange mennesker, snart ville være uden for rækkevidde for de fleste. Ingen tog sig af de liv de ødelagde på deres vej til at blive millionærer.
Lad dem tænke over det mens de kørte halvanden time til Rollings, den nærmeste by med en børnelæge.
Sara tændte ikke lys mens hun gik igennem klinikkens lobby. Selv om det var oktober og køligt, var bygningen varm, og hun tog sin jakke af og lagde den på skranken i venteværelset før hun fortsatte ud på badeværelset.
Vandet var isnende koldt da det kom ud af hanen, og Sara bøjede sig frem for at plaske det i ansigtet og prøve at slippe af med det snavs der syntes at klistre til hendes hud. Hun ville allerhelst have et langt bad og et glas vin, men begge dele ville hun være nødt til at tage hjem for at få, og hun ville ikke hjem lige nu. Hun ville være alene og prøve at få styr på sig selv. Samtidig ville hun gerne være sammen med sine forældre som i dette øjeblik var et sted i Kansas, præcis halvvejs i deres gennem lang tid planlagte odyssé tværs over Amerika. Tessa, hendes søster, var i Atlanta for endelig at gøre fornuftig brug af sin uddannelse som rådgiver for hjemløse. Og Jeffrey … Jeffrey var derhjemme og ventede på at Sara skulle vende tilbage fra vidneafhøringen og fortælle ham om alt hvad der var sket. Det var ham hun længtes mest efter, og alligevel ville hun helst slet ikke se ham.
Hun stirrede på sit spejlbillede og noterede sig chokeret at hun ikke genkendte sig selv. Hendes hår var redt så stramt bagud at det overraskede hende at hun ikke havde fået revner i huden. Hun rakte hånden op og løsnede forsigtigt elastikken, og hun skar ansigt af smerte da nogle hårrødder blev rykket ud. Hendes stivede hvide skjortebluse havde våde pletter fra vandhanen, men Sara var ligeglad. Hun følte sig latterlig i sin dragt som sikkert var det dyreste tøj hun nogensinde havde ejet. Buddy havde insisteret på at hun skulle have det sorte stof skåret skarpt om kroppen til vidneafhøringen så hun lignede en rig læge og ikke en lillebys blikkenslagerdatter der var blevet børnelæge. Hun kunne være sig selv når hun stod i retten, havde Buddy sagt. Sara kunne vise Sharon Connor sit virkelige jeg når det ville gøre mest skade.
Sara hadede denne dobbelthed. Hun hadede at være nødt til at forvandle sig til en maskulint udseende, arrogant bitch udelukkende som et led i en forsvarsstrategi. Hele sin karriere havde hun nægtet at undertrykke sin femininitet for at passe ind drengenes doktorklub. Og nu havde et enkelt sagsanlæg gjort hende til alt det hun foragtede.
”Er der noget galt?”
Jeffrey stod i døråbningen. Han havde et koksgråt jakkesæt på over en mørkeblå skjorte og slips. Hans mobiltelefon sad klipset fast i den ene side af livremmen, hans pistolhylster i den anden.
”Jeg troede du var hjemme.”
”Jeg var på værkstedet med bilen. Jeg satsede på at du gav et lift hjem.”
Hun nikkede og støttede skulderen mod væggen.
”Her.” Han holdt en tusindfryd op som han sikkert havde plukket i den tilvoksede have. ”Jeg har blomster med til dig.”
Sara tog blomsten som ikke var meget mere end et stykke ukrudt, og lagde den på kanten af vasken.
”Er der noget du vil tale om?”
Hun flyttede tusindfryden og rettede den ind så den lå vinkelret på hanen. ”Nej.”
”Vil du gerne være alene?”
”Ja. Nej.” Hun trådte hurtigt hen til ham, lagde armene om hans skuldre og begravede hovedet ved hans hals. ”Det var så forfærdeligt,” hviskede hun. ”Åh Gud, det var frygteligt.”
”Det skal nok gå,” sagde han trøstende og strøg hende over håret. ”Du må ikke lade dem nå ind til dig, Sara. Du må ikke lade dem ødelægge din selvsikkerhed.”
Hun pressede sig ind mod ham, for hun trængte til den sikkerhed det var at mærke hans krop mod sin. Han havde været på arbejde hele dagen, og han lugtede af politistation – den mærkelige blanding af våbenolie, brændt kaffe og sved. Hendes familie var spredt for alle vinde, og Jeffrey var den eneste konstant i hendes liv, det eneste menneske der var der til at hjælpe hende med at samle stumperne op. Hvis hun tænkte over det, så havde det været sådan de sidste seksten år. Selv da Sara havde ladet sig skille fra ham, selv da hun brugte det meste af sin tid på at prøve at tænke på alt muligt andet end Jeffrey, så havde han altid været der et sted bagest i hendes bevidsthed.
Hun lod sine læber glide let over hans kind, langsomt og meget blidt indtil hans hud reagerede. Hun lod hænderne glide ned ad hans ryg og trak ham ind mod sig på en måde så der ikke var nogen mulighed for at misforstå hensigten.
Han så overrasket ud, men da hun kyssede ham på munden, reagerede han på samme vis. I det øjeblik var det ikke så meget sex som den intimitet der fulgte med, Sara var ude efter. Det var i hvert fald én af de ting som hun vidste hun kunne finde ud af at gøre rigtigt.
Det var Jeffrey der først trak sig væk. ”Lad os tage hjem, ikke?” Han strøg en hårtjavs på plads bag hendes øre. ”Jeg laver aftensmad, og så ligger vi lidt på sofaen og …”
Hun kyssede ham igen og bed ham i underlæben og pressede sig tættere ind mod ham. Han havde aldrig haft brug for megen tilskyndelse, men da hans hånd nu gled ned til lynlåsen i hendes nederdel, vandrede Saras tanker hjemad: dyngen af vasketøj der skulle lægges sammen, den dryppende vandhane på gæstetoilettet, det revnede hyldepapir i køkkenet.
Bare tanken om at tage strømpebukserne af var overvældende.
Han trak sig væk igen med et lille smil om munden. ”Kom nu,” sagde han og tog hende ved hånden og førte hende ud af badeværelset. ”Jeg kører dig hjem.”
De var halvvejs gennem lobbyen da hans mobiltelefon begyndte at ringe. Han så på Sara og trak på skuldrene som om han skulle have hendes tilladelse til at tage telefonen.
”Tag den nu,” sagde hun, for hun vidste at uanset hvem det var, ville vedkommende bare ringe igen – eller værre endnu, komme hjem til ham. ”Tag den.”
Han virkede stadig modvillig, men tog alligevel telefonen op af bæltet. Hun så ham rynke panden da han kiggede på displayet og så hvem det var. Så trykkede han på knappen og sagde: ”Tolliver.”
Sara lænede sig op ad skranken og satte hænderne i siden mens hun prøvede at tolke hans udtryk. Hun havde været politikone i for lang tid til at tro på at der fandtes sådan noget som en ganske almindelig telefonsamtale.
”Hvor er hun nu?” spurgte Jeffrey. Han nikkede, og hans skuldre spændtes mens han lyttede til personen i den anden ende. ”Okay,” sagde han og så på sit ur. ”Jeg kan være der om tre timer.”
Han afsluttede samtalen og klemte telefonen så hårdt i hånden at Sara troede den måske ville gå i stykker. ”Lena,” sagde han brysk, netop som Sara skulle til at spørge ham hvad der foregik. Lena Adams var en kriminalassistent i hans gruppe, en kvinde der havde for vane at rode sig ud i ballade og slæbe Jeffrey med sig. Bare lyden af hendes navn gav Sara en fornemmelse af at noget frygteligt var ved at ske.
Sara sagde: ”Jeg troede hun var på ferie.”
”Der har været en eksplosion,” svarede Jeffrey. ”Hun er indlagt.”
”Er det alvorligt?”
”Ja,” sagde han og rystede på hovedet som om han ikke kunne begribe hvad han havde hørt. ”Hun er blevet anholdt.”