TO

LENA HOLDT DEN ENE HÅND på rattet mens hun skiftede kanaler med den anden. Hun skar ansigt ved lyden af de tomhjernede tøser der skrålede ud af højttalerne; hvornår var dumhed blevet et efterspurgt talent? Hun opgav da hun nåede til kanalerne med countrymusik. Der var en boks til seks cd’er i bagagerummet, men hun var dødtræt af hver eneste sang. Desperat stak hun armen om bag ryglænet og rodede efter en løs cd på gulvet. Hun fik fat i tre tomme etuier efter hinanden og bandede højere for hver gang. Hun var lige ved at give op da hendes fingerspidser strejfede et kassettebånd under sædet.

Hendes Celica var cirka otte år gammel og havde båndafspiller, men Lena anede ikke hvad der var på netop dette kassettebånd, eller hvordan det var endt i bilen. Hun stak det i sprækken i instrumentbrættet og ventede. Der skete ingenting, og hun drejede på volumenkontrollen mens hun spekulerede over om båndet var tomt eller blevet beskadiget af den brændende hede sidste sommer. Hun skruede højere op og havde nær fået hjertestop da de indledende trommeslag til Joan Jetts ”Bad Reputation” fyldte bilens kabine.

Sibyl. Hendes tvillingesøster havde lavet det bånd to uger før hun døde. Lena kunne huske at hun havde lyttet til netop denne sang for næsten seks år siden da hun kørte ad landevejen på vej tilbage til Grant County fra Georgia Bureau of Investigations laboratorium i Macon. Det havde været en tur stort set magen til den hun var ude på i dag: En lige linje ned ad motorvejen der var flankeret af kudjibønner på begge sider, og de få biler på vejen strøg uden om attenhjuls sættevogne og campere der var på vej til ventende familier. I samme øjeblik var hendes søster hjemme i Grant County hvor hun blev tortureret og myrdet af en sadist mens Lena sang kor med Joan Jett af sine lungers fulde kraft.

Hun tog båndet ud og slukkede for radioen.

Seks år. Det virkede ikke som om der var gået så lang tid, men på den anden side føltes det som en evighed. Lena var lige ved at nå til det punkt hvor hendes døde tvillingesøster ikke var det første hun tænkte på når hun stod op om morgenen. Det var som regel ikke før senere på dagen når hun så noget morsomt eller hørte en tosset historie på arbejdet, at hun tænkte på Sibyl og skrev sig bag øret at hun skulle huske at fortælle sin søster det, og så et splitsekund senere kom i tanker om at Sibyl ikke længere var der til at høre det.

Lena havde altid betragtet Sibyl som sin eneste familie. Deres mor var død tretten dage efter deres fødsel. Deres far, der var politimand, var blevet skudt og dræbt af en mand han havde standset for at køre for hurtigt. Han fik aldrig at vide at hans unge kone var gravid. Da der ikke var andre slægtninge af betydning, havde Hank Norton, deres mors bror, taget sig af de to piger. Lena havde aldrig betragtet sin morbror som familie. Hank havde været junkie da hun var barn, og et ædru, selvretfærdigt røvhul da hun var ung. Lena betragtede ham mere som en slags vogter, en der lavede regler og sad inde med al magten. Lige fra begyndelsen havde Lena kun længtes efter at bryde ud.

Hun stak båndet i maskinen igen og skruede ned for lyden, så der kun kom en dæmpet, vred knurren ud af højttalerne.

I don’t give a damn about my bad reputation …

Søstrene havde sunget denne sang da de var teenagere, den var deres hymne mod Reese, den kedsommelige by hvor de boede indtil de var gamle nok til at flygte fra den. Med deres mørke hud og eksotiske udseende som de kunne takke deres mexicansk-amerikanske bedstemor for, var der ingen af dem der havde været særligt populære. De andre børn mobbede dem, og Lenas strategi var at ordne dem én efter én, mens Sibyl passede sine studier og arbejdede hårdt for at få de stipendier hun skulle bruge for at fortsætte sin uddannelse. Efter highschool havde Lena drevet omkring nogen tid og var derefter kommet ind på politiskolen hvor Jeffrey Tolliver håndplukkede hende fra en gruppe rekrutter og tilbød hende et job. Sibyl havde allerede fået et professorat på Grant Institute of Technology hvilket gjorde beslutningen om at tage imod jobbet en hel del nemmere.

Lena kom uvilkårligt til at tænke på sine første uger i Grant County. Efter Reese havde Heartsdale virket som en metropol. Selv Avondale og Madison, Grant Countys andre større byer, var imponerende i hendes lillebyøjne. De fleste af de børn Lena havde gået i skole med, havde aldrig været uden for staten Georgia. Deres forældre arbejdede tolv timer om dagen på dækfabrikken eller hævede understøttelse så de kunne sidde rundt om og drikke. Ferier var for de velhavende – folk der kunne tillade sig at gå glip af et par dages indtægt og alligevel betale elektricitetsregningen.

Morbror Hank havde en bar i udkanten af Reese, og da han først holdt op med at sprøjte hele profitten i årerne, havde Sibyl og Lena ført et relativt komfortabelt liv i sammenligning med deres naboer. Husets tag hang ganske vist som på et svajrygget dyr, og en Chevrolet pickup fra 1963 havde stået blokket op i baghaven lige så længe hun kunne huske, men de havde altid mad på bordet, og hvert år inden det nye skoleår kørte Hank pigerne ind til Augusta og købte nyt tøj til dem.

Lena skulle have været taknemmelig, men det var hun ikke.

Sibyl havde været otte da Hank i en brandert havde kørt sin bil ind i hende. Lena og hendes søster havde spillet med en gammel tennisbold, og Lena kom til at kaste for højt. Da Sibyl løb ind i indkørslen og bukkede sig ned for at samle bolden op, havde kofangeren på Hanks bil ramt hende i tindingen. Der havde ikke engang været særlig meget blod – bare en tynd flænge der fulgte en linje i hendes kranium – men skaden var sket. Sibyl havde ikke kunnet se noget efter den dag, og lige meget hvor mange møder i Anonyme Alkoholikere Hank deltog i, eller hvor meget han prøvede at støtte dem, så lykkedes det aldrig Lena at glemme synet af hans bil der ramte søsteren og det forbavsede blik i Sibyls ansigt da hun sank sammen på jorden.

Og alligevel sad Lena nu i sin bil og brugte en af sine dyrebare feriedage på at køre ned og se til den gamle skid. Hank havde ikke ringet til hende i to uger, hvilket hun fandt mærkeligt. Selv om hun sjældent ringede tilbage til ham, lagde han stadig besked på telefonsvareren hver anden dag. Sidste gang hun havde set sin morbror, var tre måneder tidligere da han var kørt til Grant County – uindbudt – for at hjælpe hende med at flytte. Hun lejede Jeffrey hus efter at han havde fundet ud af at hans tidligere lejere, et par piger fra college, brugte det som deres eget personlige bordel. Hank havde sagt sådan noget som en håndfuld ord til hende mens han flyttede hendes kasser, og Lena havde været lige så fåmælt. Da han skulle til at tage af sted, havde hendes dårlige samvittighed fået hende til at foreslå at de spiste sammen på den nye grillrestaurant længere oppe ad gaden, men han havde sat sig ind i sin gamle, bulede Mercedes og sagt farvel inden ordene var ude af hendes mund.

På det tidspunkt burde hun have vidst at der var noget galt. Hank gav aldrig frivilligt afkald på en chance til at være sammen med hende, uanset hvor smerteligt det kunne være. At han var kørt direkte tilbage til Reese, burde have sagt hende noget. Hun var kriminalassistent, for pokker. Hun burde lægge mærke til når noget var anderledes end det plejede at være.

Hun skulle heller ikke have ladet to hele uger gå før hun tjekkede ham.

Det var endt med at Charlotte, en af Hanks naboer, ringede for at fortælle Lena at hun hellere måtte komme ned og se til sin morbror.

”Han har det skidt,” havde kvinden sagt. Da Lena prøvede at presse noget mere ud af hende, havde Charlotte mumlet noget om at et af hendes børn havde brug for hende, og lagt røret på.

Lena mærkede hvordan hendes ryg spændtes da hun kørte ind over bygrænsen til Reese. Gud hvor hun hadede den by. I Grant passede hun i det mindste ind. Her ville hun altid være den forældreløse tøs, ballademageren, Hank Nortons niece – nej, ikke Sibyl, Lena, den slemme.

Hun kom forbi tre kirker hurtigt efter hinanden. Der stod et stort billboard ved sportspladsen med ordene: ”Dagens menu: Jesu nådes brød!”

”Gudfader,” mumlede hun og svingede til venstre ind ad Kanuga Road med autopiloten ved rattet mens hun fortsatte ad de små gader der førte videre til Hanks hus.

Der var mindst en time til undervisningen skulle slutte på den lokale highschool, men der var allerede så mange biler på vej ud fra parkeringspladsen at det skabte trafikkaos. Lena satte farten ned og hørte de dæmpede toner fra konkurrerende radiostationer når tunede muskelbiler lavede hjulspin på asfalten.

En fyr i en blå Mustang, den gammeldags slags der kørte ligesom en pickup og havde instrumentbræt af metal der ville hugge hovedet af føreren hvis han ramte et træ på den rigtige måde, standsede ved siden af hende. Lena drejede hovedet og så en teenageknægt der gloede åbenlyst på hende. Guldkæderne om hans hals glimtede i eftermiddagssolen, og hans røde hår var fedtet ind i så meget gelé at han mere lignede noget fra havets bund end fra en lille amerikansk sydstatsby. Uvidende om hvor åndssvag han så ud, sad han og rokkede med hovedet til rapmusikken der dunkede ud af bilens højttalere, og da han opdagede at hun så på ham, blinkede han småsjofelt til hende. Lena så væk og tænkte på hvor sjovt det kunne være at se den forkælede hvide møgknægt blive smidt af i Atlantas centrum en fredag aften. Han ville have for travlt med at pisse i bukserne til at nå at værdsætte det ægte gangster-miljø.

Hun drejede fra ved den næste gade og kørte en omvej til Hanks adresse for at komme væk fra de unge og trafikken. Hank havde det sikkert fint. Lena vidste at det eneste hun havde til fælles med sin morbror, var en tendens til melankoli. Hank var sikkert bare nede i et hul. Han ville blive sur over at se hende stå uden for sin dør og blande sig i hans privatliv. Det kunne hun ikke bebrejde ham.

En hvid Cadillac Escalade holdt parkeret i indkørslen bag Hanks gamle Mercedes. Lena standsede Celicaen tæt ved kantstenen og slukkede motoren mens hun tænkte på hvem der kunne være på besøg. Hank var måske vært ved et AA-møde; hvis det var tilfældet, håbede hun at Escaladens fører var den sidste til at tage af sted og ikke den første der var kommet. Hendes morbror var lige så hooked på selvhjælpstosserier som han havde været afhængig af speed og alkohol. Hun havde oplevet at Hank havde kørt i seks timer for at høre en eller anden bestemt taler eller deltage i et særligt møde kun for at vende om og køre seks timer tilbage for at åbne baren for de tidlige eftermiddagsbranderter.

Hun studerede huset og tænkte på at det eneste der var forandret ved hendes barndomshjem, var dets tilstand af forfald. Taget hang endnu mere, malingen på klinkbeklædningen skallede af i en grad så der var en hvid streg på jorden rundt om hele huset. Selv postkassen havde set bedre tider. En eller anden havde øjensynlig banket løs på den med et boldtræ, men handymand Hank havde sat den fast til den rådne træstolpe med gaffatape.

Lena beholdt nøglerne i hånden da hun stod ud af bilen. Hun var stiv i haserne efter den lange køretur og bukkede sig ned for at strække benene.

Et skud flængede luften, og Lena rettede sig op og rakte hånden ned efter sin pistol, men kom så i tanker om at Glock’en lå i bilens handskerum, samtidig med at hun konkluderede at skuddet bare var hoveddøren der smækkede.

Den der havde smækket den, var en kraftig, skaldet mand med arme på tykkelse med kanoner og en attitude som hun kunne afkode på tyve skridts afstand. En stor skede med en jagtdolk hang på højre side af hans hofte, og en tyk kæde dinglede i en bue fra livremmen til tegnebogen i baglommen. Han gik ned ad den vakkelvorne fortrappe mens han talte et bundt pengesedler som han holdt i sin store, kødfulde hånd.

Han så op, fik øje på Lena og fnøs hånligt før han satte sig ind i den hvide Cadillac. Firehjulstrækkerens toogtyve tommers hjul sendte en støvsky op da han bakkede ud af indkørslen og svingede ud på vejen ved siden af hendes Celica. Escaladen var cirka en meter længere end hendes bil og mindst en halv meter bredere. Den var så høj over taget at hun ikke kunne se hen over den. Sideruderne var tonet meget mørke, men den forreste var rullet ned, og hun kunne tydeligt se føreren.

Han var standset så tæt på hende at hun var presset inde mellem de to biler, og hans små stikkende øjne stirrede som ville han forsøge at brænde hul i hende. Tiden gik langsomt, og hun så at han var ældre end hun havde troet, at hans kronragede hoved ikke var udtryk for et modelune, men en komplettering af det store røde hagekors der var tatoveret på hans nøgne overarm. Stride, sorte hår voksede om hans mund og dannede overskæg og gedebukkeskæg, men hun kunne alligevel se det hånlige grin om hans tykke, våde læber.

Lena havde været ved politiet længe nok til at genkende en mand der have siddet i fængsel, og manden bag rattet havde siddet inde længe nok til at vide at hun var politi. Ingen af dem havde nogen planer om at give sig, men han trak sig ud af situationen som en slags sejrherre da han rystede på hovedet som for at sige: ”Sådan et fucking spild.” Hans muskler bugtede sig under huden og undertrøjen da han satte bilen i gear og kørte derfra.

Lena stod tilbage i hans kølvand. Fem, seks, syv … hun talte sekunderne og blev stående midt på vejen mens hun ventede på at Cadillacen skulle svinge om hjørnet så hun forsvandt ud af bakspejlet.

Da bilen var væk, gik hun om til Celicaens højre fordør og fandt den foldekniv med et femten centimeter langt blad som hun havde liggende under passagersædet. Hun stak den i baglommen og tog sin Glock ud af handskerummet. Hun tjekkede sikringen og klipsede hylsteret i bæltet. Lena havde ikke lyst til at møde den mand igen, især ikke hvis hun var ubevæbnet.

Mens hun gik hen mod huset, gav hun ikke sig selv lov til at overveje grundene til at sådan et menneske kom ud fra hendes morbrors hus. Man kørte ikke i sådan en bil i Reese fordi man havde job på dækfabrikken. Og man kom i hvert fald ikke ud fra et hus og svingede med et bundt pengesedler medmindre man vidste at der ikke var nogen der ville prøve at tage dem.

Hendes hænder rystede da hun gik hen mod huset. Dørkarmen var splintret enten fordi døren var blevet smækket for hårdt, eller fordi nogen havde sparket den op. Stumper af råddent træ og rustent metal stak ud i luften ved siden af dørhåndtaget, og Lena skubbede døren op med skosnuden.

”Hank?” kaldte hun og bekæmpede sin trang til at trække sin pistol. Manden i Escaladen var væk, men hans tilstedeværelse var der endnu. Der var sket noget slemt her. Og måske fortsatte det.

Arbejdet i politiet havde givet Lena sund respekt for sine egne instinkter. Man lærte at lytte til sine fornemmelser mens man var rekrut. Det var ikke noget der kunne undervises i på politiskolen. Enten var man opmærksom på sine små nakkehår, eller også blev man skudt i brystet første gang man tog ud til en stenet narkoman der troede at det var rumvæsener der kom for at bortføre ham.

Lena trak pistolen og rettede den mod gulvet. ”Hank?”

Intet svar.

Hun gik forsigtigt gennem huset, ude af stand til at afgøre om det var blevet endevendt, eller om det bare var et stykke tid siden Hank havde gidet at rydde op. Der hang en ubehagelig lugt i luften, noget kemisk der mindede om brændt plastic, blandet med den sædvanlige os af cigaretter fra Hanks kæderygning og den fedtede lugt af de grillkyllinger han spiste hver aften. Aviser lå spredt ud over sofaen i stuen. Lena bukkede sig ned og tjekkede datoerne. De fleste af dem var over en måned gamle.

Forsigtigt gik hun hen ad gangen, stadig med pistolen i hånden. Døren til Lenas og Sibyls gamle værelse stod åben, og sengene var pænt redt. Hanks værelse var en anden sag. Lagenerne lå krøllet sammen i fodenden som om en eller anden havde haft et febermareridt, og en grim, brun skjold strålede ud fra midten af den nøgne madras. Badeværelset var møgbeskidt. Der var sort mug i flisefugerne og stumper af vådt puds hang ned fra loftet.

Hun stod uden for den lukkede køkkendør med Glock’en skudklar. ”Hank?”

Intet svar.

Hængslerne knirkede da hun skubbede svingdøren op.

Hank sad sammensunket i en stol ved spisebordet. AA-pamfletter lå stablet i hundredvis foran ham lige ved siden af et lukket pengeskrin af metal som Lena omgående genkendte fra sin barndom.

Hans grej.

Junkier elskede deres rutiner næsten lige så meget som de elskede rusen. En bestemt slags nål, en bestemt blodåre … de havde vaner til deres uvane, en modus operandi som de fulgte, og som var næsten lige så svær at bryde som afhængigheden. Knips på posen, ryst pulveret ud, tænd lighteren, slik dig om munden, vent på at pulveret bliver flydende, at væsken koger. Og så kom nålen. Somme tider var tanken om suset nok til at få dem næsten frem til det.

Hanks grej var i et pengeskrin af stål, mørkeblå med afskallet lak der blottede den grå grundmaling underneden. Han opbevarede nøglen i sin sokkeskuffe, et skjulested som enhver tiårig kunne finde. Selv om skrinet var lukket nu, kunne Lena se indholdet så tydeligt som om låget havde stået åbent: sprøjter og kanyler, aluminiumsfolie, lighter, afbrækkede cigaretfiltre. Hun kendte den ske han plejede at bruge til at opvarme pulveret med, lige så godt som hun kendte sin egen hånd. Anløben sølv med det kunstfærdigt forarbejdede skaft bukket i en krog som passede rundt om pegefingeren. Hank havde engang taget hende i at pille ved den og havde banket hendes bagdel hudløs. Om hans vrede skyldtes at Lena rodede med hans ting, eller at han ville have at hun holdt sig langt væk fra den slags, vidste hun stadig ikke.

Hun stod og lænede sig op ad køkkenbordet, stadig med pistolen i hånden, da Hank endelig begyndte at røre på sig. Han så op på hende med uklare øjne, men hun kunne se at han ikke kunne fokusere, ikke kunne se, ikke interesserede sig for det. En stribe savl løb ud af hans åbne mund. Han havde ikke sat sit gebis på plads, havde ikke taget bad eller friseret sig, og at dømme efter hans udseende var det flere uger siden sidst. Hans skjorteærmer var rullet op, og hun så de små ar som kanylerne havde efterladt for så mange år siden, blandet med nye sår – betændte, gabende huller – hvor afløbsrens eller talkumpulver eller hvad man havde brugt til at fortynde det lort han sprøjtede sig med, havde startet en infektion.

Pistolen var rettet mod loftet. Hun følte sig underligt tilpas, som om våbnet ikke havde nogen forbindelse med hendes hånd, som om det ikke var hendes finger der lå på aftrækkeren, og hendes stemme der sagde: ”Hvem fanden var den fyr?”

Hanks mund åbnede sig, og hun så de mørkerøde gummer hvor hans tænder engang havde siddet, tænder der var rådnet i munden på ham, fordi stofferne havde ædt ham op indefra.

”Fortæl mig det!” forlangte hun og stak Glock’en ind i ansigtet på ham.

Hans tunge faldt ud af munden på ham da han kæmpede for at tale. Hun måtte bruge begge hænder for at holde pistolen i ro og undgå at den gik af mellem hænderne på hende. Nogle minutter gik, måske nogle timer; Lena kunne ikke afgøre det. Hun var ude af stand til at holde styr på tiden og regne ud om hun stadig var i nuet, eller om hun på en eller anden måde var blevet fanget i fortiden for tredive år siden da hun ikke var andet end en forskræmt lille pige der ikke kunne forstå hvorfor hendes morbror smilede så bredt når blodet strømmede ud af hans næse og hans ører. Hun mærkede en prikken i huden af varmen i huset. Stanken fra Hank var uudholdelig. Hun huskede den lugt fra sin barndom, vidste at han ikke ville soignere sig, ikke ville tage bad fordi det lag skidt der dækkede hans hud, tilstoppede hans porer og hjalp kroppen med at holde på stofferne i længere tid.

Lena tvang sine hænder til at lægge pistolen på køkkenbordet og blev stående med ryggen til ham mens hun forsøgte at standse strømmen af minder der kom væltende ind over hende: Hank der lå besvimet ude i haven, børneværnet der stod ved hoveddøren for at tage hende og søsteren med. Sibyl der græd, Lena der skreg. Selv nu løb varme tårer ned ad hendes kinder, og hun var pludselig den lille pige igen, den hjælpeløse, lille pige hvis eneste håb i livet var en skide, værdiløs junkie.

Hun svingede rundt og slog ham så hårdt med flad hånd på siden af hovedet at han sank sammen i en dynge på gulvet.

”Op med dig!” råbte hun og sparkede til ham. ”Se så for fanden at komme op!”

Han stønnede og rullede sig sammen til en kugle, og hun blev mindet om at kroppen selv i svækket tilstand gjorde hvad den kunne for at beskytte sig selv. Hun havde lyst til at hamre løs på ham med knyttede næver. Hun ville smadre løs på hans ansigt indtil ingen ville kunne genkende ham. Hvor mange nætter havde hun ligget vågen og grædt mens hun ventede på at han endelig skulle komme hjem? Hvor mange morgener havde hun fundet ham liggende med fjæset i sit eget bræk? Hvor mange fremmede havde tilbragt natten i huset – ulækre, modbydelige mænd med liderlige smil og fede fingre der så gerne ville røre – mens Hank ikke interesserede sig for noget som helst andet end jagten på det næste trip?

”Var det din pusher?” spurgte Lena og mærkede en voldsom kvalme under opbygning i maven. ”Var det din kontakt?”

Han hviskede et eller andet, og blodet sprøjtede som en fin tåge ud over det snavsede linoleum.

”Hvem?” skreg hun og lænede sig ind over hans sammenkrummede krop for at høre ordene, få navnet på narkohandleren. Hun ville finde ham, tage ham med ud i skoven og skyde ham en kugle for panden. ”Hvem var den mand?”

”Han var …” hvæsede Hank.

”Giv mig hans navn,” kommanderede Lena og satte sig på knæ ved siden af ham med næverne knyttet så hårdt at fingerneglene skar ind i hendes håndflader. ”Fortæl mig hvem han er, din åndssvage idiot.”

Han drejede hovedet op mod hende, og hun så ham kæmpe med at fokusere. Da hans øjenlåg begyndte at falde i, greb hun en håndfuld af hans fedtede, gule hår og hev hans hoved opad, så han ikke havde nogen anden mulighed end at se på hende.

”Hvem er han?” gentog hun.

”Manden …”

”Hvem?” sagde Lena. ”Hvem er han?”

”Det var ham,” mumlede Hank, og hans øjne faldt i da anstrengelsen ved at holde dem åbne bare blev for meget. Men han afsluttede alligevel sætningen: ”Han slog din mor ihjel.”