TRE

FRA DET ØJEBLIK JAMES OGLETHORPE første gang satte sin fod i Georgia, havde folk forsøgt at hakke staten op i deres egne små perfekte stumper. Det første forsøg var i 1741 da det blev besluttet at opdele landet i to kolonier: Savannah og Frederica. Da Georgia blev britisk kronkoloni og fik den engelske kirke som officiel religion, blev territoriet opdelt i otte sogne. Efter Uafhængighedskrigen blev Creek og Cherokee-indianernes land mod syd inddraget til de hvides ekspansion, og senere fulgte mere Cherokee-land mod nord.

Midt i 1800-tallet var der ikke noget indiansk territorium tilbage, så de gode gamle gutter besluttede at begynde at underopdele de eksisterende countyer. Ved årsskiftet 1877 var der 137 countyer i Georgia – så mange små lommer af lokalpolitisk magt at statens forfatning måtte skrives om for at sætte en stopper for overudviklingen, men i 1945 måtte der tilføjes nye ændringer for at lukke nogle smuthuller der i mellemtiden havde gjort det muligt at oprette 16 nye countyer. Det endelige tal som blev godkendt, var 159, hver med sin egen repræsentant i statens lovgivende forsamling, eget skattegrundlag, egne skoler, dommere, eget politisk system og egen lokalt valgt sherif.

Jeffrey vidste ikke meget om Elawah County, ud over at dets grundlæggere tydeligvis havde lånt navnet fra de indianere som de havde sparket ud af landet. Det var nat før han og Sara nåede bygrænsen, og efter hvad de forstod, var stedet ikke noget at skrive hjem om. Lena var ikke et menneske der sådan lige satte sig og fortalte om sin barndom, og Jeffrey kunne se hvorfor, da han kørte gennem Reese, Elawahs vigtigste by. Selv mørket kunne ikke skjule byens deprimerende kedsommelighed.

Jeffrey havde studeret amerikansk historie på Auburn University, men der stod ikke i nogen lærebøger at der fandtes steder i sydstaterne som stadig ikke var kommet sig over borgerkrigen. Rindende vand, træk-ogslip, grundlæggende fornødenheder som andre amerikanere tog for givet, blev betragtet som luksus af folk der boede på den forkerte side af Reeses jernbane. Jeffreys hjemby i Sylacauga, Alabama, havde været fattig, men ikke fattig som det her. Reese var et betændt sår af den slags der kun blev blottet når en eller anden naturkatastrofe rev skorpen af det.

”Heroppe til venstre,” sagde Sara og læste i de anvisninger som Jeffrey havde fået af sheriffen.

Jeffrey svingede og kastede et blik på Sara da gadelamperne oplyste bilens interiør. Hun havde skiftet til jeans og sweater, men hendes ansigt var stadig bekymret. Han var ikke sikker på om det skyldtes vidneafhøringen eller situationen med Lena. Han var blevet overrasket da Sara havde sagt at hun ville tage med ham. Hun var bestemt ikke en fan af Lena. De to kvinder havde i årenes løb lært at omgås hinanden på civiliseret vis, men nogle af de værste skænderier Jeffrey og Sara havde haft i den senere tid, havde været over den unge kriminalassistent – Lenas stædighed, hendes korte lunte, det som Sara betragtede som den anden kvindes skødesløse holdning til egen sikkerhed, og som Jeffrey betragtede som noget der kendetegnede en fandens god politiefterforsker.

En del af Saras dårlige indtryk var Jeffreys skyld. Derhjemme talte han kun om Lena når han fortalte om hendes brølere. Han havde aldrig ført en samtale med Sara om de ting Lena gjorde godt: Hendes talent for at afhøre mistænkte, eller det faktum at hun indimellem faktisk lærte af sine fejltrin. Jeffrey havde i sin tid selv trådt grundigt rundt i spinaten og var mere tilgivende. Lena mindede ham en hel del om ham selv da han var på hendes alder. Måske havde Sara det lige sådan; hun var heller ikke den helt store fan af den Jeffrey Tolliver hun havde kendt for ti år siden.

Hvis Jeffrey skulle gætte, ville han sige at Saras tilbud om at tage med, skyldtes at hun ikke brød sig om at være alene. Eller måske ville hun bare gerne så langt væk hjemmefra som hun kunne komme. Jeffrey var ikke alt for tilfreds med den måde Grant Countys indbyggere behandlede hans kone på i øjeblikket. De sidste to måneder havde han inde i hovedet ført en liste over mennesker som han aldrig mere ville hjælpe med at få en fartbøde til at forsvinde.

”Heroppe,” sagde hun og pegede på en sidegade der lignede en blindgyde.

”Er du sikker?”

Sara lod atter blikket glide hen over sheriffens anvisninger. ”Der står til højre ved grillbaren.”

Han satte farten ned og rodede i blinde efter en knap til kabinelyset.

”Her,” sagde hun og trykkede på en knap ved siden af bakspejlet. Saras BMW kørte som en drøm, men alle dippedutterne gav Jeffrey hovedpine.

Han tog anvisningerne fra hende og holdt dem op i lyset.

Hun sagde: ”Det er ikke fordi jeg ikke kan læse din håndskrift. Du skriver som en skolelærer i børnehaveklassen.”

Han pegede på gps-skærmen på instrumentbrættet hvorpå der havde stået ”Ingen tilgængelige data for denne position” den sidste halve time. ”Hvor meget har du betalt ekstra for den der tingest?”

”Hvad har det at gøre med din håndskrift?”

Han svarede ikke mens han studerede sine notater. Han havde tydeligvis skrevet ”til højre ved grillbaren”.

Jeffrey rakte papiret tilbage til Sara og svingede til højre. Han kørte langsomt, og bilens dæk røg ned i det ene hul efter det andet. Han skulle lige til at vende om da Sara fik øje på et velkendt blåt vejskilt med et stort ”H” på. Længere fremme kunne de se lyset fra en parkeringsplads, og endnu et stykke fremme lå en bygning der måtte være hospitalet.

”Fifth Avenue,” læste Sara på vejskiltet. Hun sagde ikke mere da han kørte ind på parkeringspladsen.

Elawah County Medical Center lå over for en Dunkin’ Donuts og en Kentucky Fried Chicken der begge var lukket på denne tid af natten. Hospitalsbygningen var en arkitekts mareridt. Den toetagers bygning var en blanding af støbebeton og slaggebeton og en smule mursten og lignede en skabet køter der var blevet sparket ud i rendestenen af sin herre. De fleste af de køretøjer der holdt spredt ud over parkeringspladsen, var pickup trucks med mudder om skærmkanterne efter et nyligt regnskyl. NASCAR-klistermærker og Jesus-fisk prydede de forkromede kofangere. De havde kørt næsten tre timer for at nå frem, men det var umuligt at tage fejl af at de stadig befandt sig i en lille sydstatsby.

Jeffrey kørte ind i en tom bås lige ved indgangen til skadestuen. Han stod ikke ud af bilen og slukkede ikke for tændingen. Han sad bare der og tænkte over hvor lidt han havde fået at vide på forhånd. Lena havde været involveret i en eksplosion. Hun var blevet behandlet på hospitalet. Hun var anholdt.

Hvad havde hun nu lavet?

Det var Saras ord – Sara, som ikke kunne begribe hvorfor Jeffrey havde bakket Lena op i alle de år, Lena som ikke vidste hvordan det var at vokse op uden nogen til at støtte sig, uden nogen der troede på at man nogensinde ville kunne udrette andet end at gentage sine forældres åndssvage fejltrin. Hvis det forholdt sig sådan, ville Jeffrey dø som en uduelig gammel drukkenbolt ligesom sin far, og Lena ville – nej, han vidste ikke hvad der ville ske for Lena. Hendes eneste forsonende træk var at hun havde nægtet at bruge Hank Norton som rollemodel. Hvad de øvrige individer i Lenas liv angik, havde Jeffrey kun mødt en enkelt, en tidligere kæreste, tidligere dømt kriminel, tidligere nynazist hvis elendige kadaver Jeffrey med største fornøjelse havde smidt tilbage i spjældet.

”Hallo,” sagde Sara stille. ”Er du der?”

”Ja.” Han vendte sig om mod hende. ”Hør lige, jeg ved hvordan du har det med Lena, men –”

”Holde det for mig selv?” afbrød hun. Han studerede hendes ansigt og prøvede at regne ud om hun var irriteret eller vred over hans anmodning. Ingen af delene så ud til at være tilfældet, og det lykkedes hende faktisk at smile. ”Lad os nu bare få det her overstået så vi kan komme hjem.”

”God idé.” Han slukkede motoren og stod ud af bilen. Lugten af cigaretrøg drev gennem luften, og Jeffrey kunne se et par reddere stå og læne sig op ad en ambulance og lave fis med hinanden mens de ventede på næste opgave. En af dem løftede hånden som hilsen, og Jeffrey nikkede til ham da han gik rundt om bilen for at åbne Saras dør.

Jeffrey advarede hende: ”Jeg er ikke sikker på hvordan det her kommer til at gå.”

”Jeg kan vente i bilen,” tilbød hun. ”Jeg vil ikke gå i vejen for dig.”

”Du kommer ikke til at gå i vejen for mig,” svarede han, selv om tanken var faldet ham ind. Han åbnede bagdøren og tog sin jakke ud. ”Du kan undersøge hende. Sikre dig at hun er okay.”

Sara tøvede. Han vidste hvad hun tænkte: At hun ikke havde følt sig så meget som en læge på det seneste, at hun med en retssag hængende over hovedet ikke længere stolede helt på sine instinkter. ”Jeg er ikke sådan –”

Jeffrey pressede hende ikke. ”Det er fint nok,” sagde han. ”Kom nu bare.”

Glasdørene gled op da de gik ind på skadestuen. Indenfor var ventelokalet tomt bortset fra en ældre mand i en kørestol og en yngre kvinde der sad i en stol ved siden af ham. De havde begge to operationsmasker for ansigterne og stirrede op på tv’et der hang i et beslag fra loftet. Jeffrey kom til at tænke på de helbredsadvarsler han havde set i nyhederne om en ny slags influenza der ville dræbe dem alle. Receptionisten bag skranken havde ingen maske på, men han gættede på at det sure ansigt som hun præsenterede dem for da de gik hen imod hende, nok skulle afholde enhver bakterie eller virus fra at komme i nærheden af hende.

Han åbnede munden for at sige noget, men kvinden kom ham i forkøbet, klaskede et clipboard hårdt ned i skranken og sagde: ”Udfyld den her. Følg den gule streg til kontoret og lav en betalingsaftale og kom så tilbage hertil. Vi er cirka to timer bagud, så hvis I ikke har en rigtig god grund til at være her, kan I lige så godt tage hjem og prøve at sove det væk.”

Jeffrey tog sit skilt frem og lagde det på skranken ved siden af clipboardet. ”Jeg har en aftale med sherif Valentine.”

Kvinden lod tungen glide over sine nederste tænder, hvilket fik hende til at se ud som om hun brugte snus. Efter nogen tid sukkede hun støjende, fjernede clipboardet og vendte sig om mod computeren hvor hun med et par klik vendte tilbage til den kabale hun åbenbart havde været ved at lægge.

Jeffrey så på Sara som om hun kunne dechifrere hospitalets funktioner. Hun trak på skuldrene, og han havde netop konkluderet at de var blevet afvist da receptionisten udstødte endnu et suk og sagde: ”Følg den grønne streg til elevatoren, tag den op til anden sal og følg den blå streg til sygeplejerskernes skranke. De ved muligvis hvad De snakker om.”

Han så ned. Der var malet fem streger på gulvet. To af dem førte hen ad gangen, én førte i retning af elevatoren og den sidste, en rød streg, førte mod udgangen som lå mindre end tre meter bag dem.

Jeffrey samlede sit skilt op fra skranken og stak det tilbage i lommen. Han lod Sara gå foran sig hen mod elevatoren. Som ved et trylleslag gik døren op da de nærmede sig. Elevatorens gulv var rødligt eller lyserødt af skidt, og den svage lugt af rengøringsmiddel og bræk fyldte luften.

Sara standsede. ”Måske skulle vi hellere tage trappen?”

”Hvad med den blå streg?” spurgte Jeffrey kun halvt i spøg.

Hun trak på skuldrene og gik ind i elevatoren. Han fulgte efter hende, trykkede på knappen til anden sal og lagde mærke til at der var en knap til første sal, men ikke nogen til stuen. De stod der begge to og ventede på at døren skulle lukke sig. Intet skete, så han trykkede igen. Stadig ingen reaktion. Han trykkede på første sal, og dørene gled i. Over dem summede noget maskineri, og elevatoren begyndte at bevæge sig opad.

Sara sagde: ”Jeg burde virkelig ikke være her.”

Han var ked af at hun følte sig så malplaceret. ”Jeg vil gerne have at du er her.” Han prøvede at lyde mere overbevisende. ”Jeg har brug for dig.”

”Nej, du har ikke,” insisterede hun, ”men det er sødt af dig at lyve om det.”

”Sara –”

Hun vendte sig om og studerede opslagstavlen der var skruet fast til den bageste væg i elevatoren. ”Metamfetamin er døden!” advarede en af plakaterne og viste før-og-efter-fotos af en smuk lyshåret teenager der efter mindre end et år på meth var forvandlet til en sjælløs kælling uden tænder og med betændte sår i den tidligere så perfekte hud. Et telefonnummer forneden var streget over, og en primitiv tegning af en joint skjulte de sidste to cifre. En anden plakat med instruktive tegninger der trin for trin redegjorde for hvordan man giver hjertemassage, fyldte resten af tavlen. Denne plakat var vandaliseret med den sædvanlige graffiti som man fandt på steder som dette: sjofle vers, telefonnumre på løsagtige kvinder og opfordringer til forskellige mennesker om at gøre noget grimt ved sig selv.

Endelig åbnede elevatorens døre sig med en lavmælt jamren, og en klokke ringlede. En svagt oplyst gang bød dem velkommen, og Jeffrey gættede på at lyset var blevet slukket for at patienterne kunne sove. Nødudgangsskiltet over for elevatoren udsendte et varmt, rødt skær og pegede ned mod en dør i den modsatte ende af gangen. Jeffrey så sig omkring og holdt elevatordørene åbne mens han spekulerede over om de var på den forkerte etage.

”Der er stregen,” hviskede Sara og pegede på den blå stribe på gulvet. Jeffrey så at den førte til højre, forbi trappen til skadestuen og rundt om hjørnet. Han så op ad gangen til venstre, men det eneste han kunne se, var flere patientstuer og endnu et exitskilt.

De fulgte den malede streg til sygeplejerskernes skranke. Da de var nået så langt, gik det op for ham at gangen førte rundt i en cirkel, så de kunne lige så godt være gået til venstre og være nået lige så hurtigt frem.

”Det er derfor folk hader hospitaler,” sagde Jeffrey til Sara med lav stemme. ”Hvis de ikke får en til at føle sig mere syg, så bliver man i hvert fald mere tosset.”

Sara himlede med øjnene, og Jeffrey huskede den første gang han havde fortalt Sara at han hadede hospitaler. Hendes svar havde næsten været automatisk. ”Alle hader hospitaler.”

Sygeplejerskernes domæne var et aflangt lokale, åbent i begge ender og proppet med diagrammer og farvet papir. Der var ét skrivebord med en lampe der kastede et skarpt lys ned over skriveunderlaget. En avis lå foldet sammen på en side med en krydsordsopgave hvor nogle få felter var udfyldt. Der stod en halvt spist pakke kiks ved siden af en åben dåse Cola Light, og Jeffrey gættede på at den person der havde siddet her, måtte være blevet kaldt væk midt i sin pause.

Sara lænede sig op ad væggen og lagde armene over kors på brystet. ”Sygeplejersken må være ude på sin runde.”

”Så må vi vel bare vente her.”

”Vi kunne vel selv finde Lena.”

”Det tror jeg ikke sheriffen ville bryde sig om.”

Hun sendte ham et nysgerrigt blik, som om hun var overrasket over at den slags spillede en rolle for ham.

Han skulle til at svare da han hørte et toilet skylle ud bag sig. ”Det lyder til at sygeplejersken lige er blevet færdig med sin runde.”

De ventede begge to, Sara stod lænet op ad væggen mens Jeffrey vandrede frem og tilbage over gulvet og læste de skilte der var tapet til nogle af patienternes døre. ”Intet vand.” ”Ingen tørstoffer.” ”Ikke uovervåget toilet.”

Hold op, de var gode til at ødelægge folks humør.

Han hørte vandet løbe fra hanen på toilettet, og et øjeblik efter fulgte den velkendte knirken fra en automat med papirhåndklæder. Nogle sekunder senere blev døren åbnet, og en gråhåret mand i uniform kom ud. Han for sammen da han fik øje på Jeffrey. ”Politichef Tolliver?”

”Jeffrey,” sagde han og gik hen for at trykke mandens hånd. Et sekund for sent gik det op for ham at det ikke var sheriffen han stod over for. Skiltet på den mørkebrune og grå uniform identificerede manden som en vicesherif. ”Det er min kone, Sara Linton.”

”Donald Cook.” Manden trykkede Jeffreys hånd og nikkede til Sara. Han havde en høj buldrende stemme og virkede ikke bekymret over at han måske vækkede nogle af patienterne. ”Jeg beklager hvis jeg har ladet jer vente.”

Jeffrey gik lige til sagen. ”Hvordan har min kriminalassistent det?”

”Hun volder ingen besvær,” svarede Cook. ”Hun har været stille som en mus.”

I en anden slags situation ville Jeffrey måske have sagt noget morsomt om at han havde taget fejl af vicesheriffen og hans chef. ”Er hun kommet noget til? Sheriffen sagde noget om en eksplosion –”

”Hun har inhaleret en del røg og fået nogle skrammer og hudafskrabninger. Lægen siger at det nok skal vokse fint sammen.”

Jeffrey ventede på at Sara skulle presse på for at få noget mere at vide om Lenas tilstand, men hun stod bare og lyttede til samtalen. Det lignede hende ikke. Hospitalet var Saras hjemmebane. Han havde forventet at hun i det mindste ville bede om at se Lenas journal eller forsøge at finde en læge de kunne tale med.

Men på den anden side plejede Sara ikke at tage med når han arbejdede. Jeffrey gættede på at hun forsøgte at lade være med at blande sig. Han spurgte vicesheriffen: ”Kan du fortælle mig hvad der skete?”

”Det er nok bedst du taler med Jake om det.” Manden gik om bag skranken og lod sig dumpe ned i kontorstolen med et grynt. Han tog telefonen og sagde: ”Jeg beklager jeg ikke har stole til jer.” Han tog et par læsebriller på så han kunne læse tallene på telefonen. ”De havde en junkie herinde i går som brækkede sig ud over stolene. Det var nemmere at smide dem ud og bestille nogle nye.”

”Det er helt i orden,” sagde Jeffrey og stak hænderne i lommen. Han prøvede at bekæmpe trangen til at fortsætte sin vandring over gulvet. Selv om Sara åbenbart havde besluttet at forholde sig tavs, kunne han se at hun var lige så overrasket over situationen som han. Lenas bevæbnede vagt var en parodi. Vicesheriffen skulle sidde uden for patientstuen, ikke bag sygeplejerskernes skranke og æde kiks og gå på lokum når det passede ham. Sara havde haft ret. Jeffrey skulle selv have fundet Lena i stedet for at forsøge at give den som diplomat.

Cook løftede en ganske unødvendig hånd for at bede om stilhed og sagde ned i telefonen: ”Jake? Han er kommet. Ja, han har en læge med.” Han nikkede og lagde på hvorefter han sagde til Jeffrey: ”Jake er lige nede på parkeringspladsen. Han tog hjem for at få lidt aftensmad. Vi havde regnet med at I var lidt længere om at komme.”

”Hvad er hun anholdt for?” Da manden ikke svarede, gav Jeffrey ham nogle muligheder at vælge imellem. ”Hærværk? Uagtsomhed?”

Cooks læber fortrak sig i et grin. ”Ikke just.”

Jeffrey vidste godt hvad ”ikke just” betød – de havde sigtet hende for noget ubetydeligt for at købe sig tid til at finde ud af hvordan de kunne sigte hende for noget stort. Han kastede et blik på Sara og havde en følelse af at blive trukket i to forskellige retninger. At tage Sara med på den her tur var sikkert ikke den mest begavede idé han havde fået i år. Alt her på hospitalet mindede hende sikkert om retssagen; det faktum at både hendes professionelle og hendes private liv blev endevendt hjemme i Grant County.

Med et vist besvær fik Jeffrey flyttet sit fokus tilbage til Lena. ”Kan vi gå ind og se til hende?”

”Det er nok ikke nogen god idé,” sagde Cook og fiskede en kiks ud af pakken. Jeffrey mærkede sin mave rumle og tænkte på at han havde sprunget aftensmaden over. Cook måtte have hørt det for han rakte pakken frem. ”Vil du ha’ én?” Jeffrey rystede på hovedet, og manden stak pakken over mod Sara som også rystede på hovedet.

Cook satte sig tilbage i stolen og tyggede på kiksen. Han løftede øjenbrynene og så på Jeffrey. ”En skidt situation.”

Jeffrey vidste at den gamle mand legede med ham. Cook var sikkert ved at kede sig ihjel over sit babysitterjob. At kaste en pind og se om Jeffrey ville løbe efter den, var tydeligvis mere underholdende end at løse kryds-og-tværs. Hvad vicesheriffen ikke tog højde for, var at hunden måske kunne bide. Jeffrey så på sit ur og besluttede at han havde spildt tid nok. Han ville hellere sidde og lade sig irritere hjemme hos sig selv.

Han sagde til vicesheriffen: ”Jeg vil meget gerne tale med hende.”

”Den eksplosion var forsætlig.” Cooks tonefald var advarende.

Jeffrey hørte Sara flytte på fødderne bag ham. ”Jaså?” spurgte han.

”Jeps.”

Han kunne ikke lade være. ”Og du mener at min kriminalassistent står bag?”

”Som jeg sagde –”

”Ja, tal med Jake.”

”Jeps,” sagde Cook og dryssede kiksekrummer ud over uniformen. Uden nogen anledning sagde han pludselig: ”Jeg arbejdede sammen med Calvin Adams.”

Jeffrey gættede på at han mente Lenas far.

”En god mand, Cal,” fortsatte Cook. ”Han fik to skud i hovedet da han standsede en bilist for en færdselsforseelse. Jeg var ved at tage livet af mig selv da det skete.”

Jeffrey svarede ikke, men han kendte kun alt for godt følelsen af at miste en kollega. Det var et tab der forfulgte én resten af livet – og som måske var sværere end at miste et familiemedlem eller en ægtefælle.

Cook sad stadig tilbagelænet i stolen med hænderne foldet på maven. ”Du troede jeg var sheriffen, ikke?”

”Hvabehar?” spurgte Jeffrey. Hans tanker havde været langt væk. ”Ja,” svarede han så da det gik op for ham hvad manden havde sagt. ”Jeg tog fejl.”

”Jeg har snart gået med den her uniform i fyrre år,” fastslog Cook stolt. ”Så smed jeg endelig hatten i ringen for at blive sherif. Men Jake vandt.” Jeffrey vidste at sheriffen blev udpeget ved offentlige valg. Han takkede sin skaber for at han ikke var nødt til at føre valgkamp hvert andet år for at beholde sit job. Men det var et godt job hvis man kunne få det. Sheriffers pension og frynsegoder var nogle af de bedste inden for de mange korps der håndhævede loven i USA.

Cook sagde: ”Jake Valentine” med en kluklatter i stemmen. ”Det lyder som en eller anden tv-skuespiller. Det er højst tre år siden knægten gav slip på sin mors patter.”

Jeffrey var ikke i humør til at sladre om sheriffen. Han ville vide noget mere om eksplosionen, hvorfor de mente at den var forsætlig, hvem der ellers var kommet til skade, og hvad fanden Lena havde at gøre med noget af det. Han vidste at Cook ikke havde nogen planer om at give ham svarene på et sølvfad, så han spurgte: ”Kender du Hank Norton?”

”Ja da. En værdiløs stodder, det er hvad han er.”

Det gik op for Jeffrey at han var lettet over at høre manden tale om Lenas onkel i nutid. Han spurgte: ”Har Hank været ude i noget skidt?”

”Vi anholdt en fyr der handlede med meth på hans værtshus for tre uger siden. Vi lukkede det, men Norton var så smadret at jeg tvivler på han overhovedet opdagede det.”

”Jeg troede han var clean nu.”

”Jeg troede min kone var jomfru da vi blev gift.” Cook skævede til Sara og blev bleg; han havde glemt at hun var der. ”Undskyld, frue.” Han støttede albuen til skranken og henvendte sig igen til Jeffrey. ”Altså, Norton har været junkie altid. Han må være røget på det da han var seksten eller sytten. Man holder sig ikke fra den slags ret længe ad gangen.”

”Speed?”

”Det siger man, ja.”

Elevatoren sagde pling, og Jeffrey hørte den metalliske summen da dørene gled til side. To personers skridt gav genlyd op ad gangen. De talte sammen i et ophidset tonefald. Da de kom nærmere, så Jeffrey at en af dem var sygeplejerske. Den anden måtte være sherif Jake Valentine.

Den unge sygeplejerskes blik så ud til at hænge ved sheriffens læber mens han i kunstfærdige detaljer berettede om et håndgemæng han havde haft med en spritbilist. Cook havde ret med hensyn til Valentine. Manden så ud til at være højst atten. Han var så høj og ranglet at pistolbæltet om hans hofter var spændt ind til sidste hul, og den lange ende hang ud over spændet som en tunge af brunt læder. En skygge af hår på overlæben var mere en antydning end en moustache, og den våde plet på hans isse tydede på at han havde forsøgt at tæmme sin pandekrølle inden han tog på hospitalet. Han var mindst fem centimeter højere end Jeffrey, men hans lidt foroverbøjede holdning og halsens skildpaddeagtige krumning kostede ham fordelen. Jeffrey forestillede sig at hans mor havde brugt hver eneste dag af hans unge liv på at sige til drengen at han skulle rette sig op.

”Altså, Jake!” skingrede sygeplejersken og slog ham på armen.

Cook stønnede dæmpet for at antyde at han havde hørt historien om spritbilisten alt for mange gange. Han sagde: ”Jake, ham politichefen er her for at tale med dig.”

Valentine virkede overrasket over at finde Jeffrey foran sygeplejerskernes skranke. Jeffrey undrede sig over skuespillet. Selv hvis Cook ikke havde nævnt det i telefonen, så var gangen ikke mørkere end at han ville have opdaget det.

”Jake Valentine,” sagde sheriffen og rakte hånden frem med en hurtig bevægelse.

”Tolliver.” Jeffrey nikkede og tog hånden. På trods af at Valentine så spinkel ud, havde han et fast håndtryk. ”Det er min kone, dr. Sara Linton.”

Sara trykkede mandens hånd og fremtvang et anstrengt smil.

Sygeplejersken gik om bag skranken, og Valentines adfærd skiftede til alvorlig som om der var blevet trykket på en knap. Han sagde til Jeffrey og Sara: ”Jeg er ked af at vi skal mødes under disse omstændigheder.”

”Kan De fortælle os hvad der er sket?”

Valentine nikkede over mod sin vicesherif. ”Jeg regnede med at Don her havde orienteret jer.”

”Jeg syntes jeg ville lade dig få fornøjelsen,” svarede Cook og blinkede til Jeffrey.

”Darla,” sagde Valentine og så på sygeplejersken. ”Er det i orden at vi går ind på dit kontor?”

”Gør som I vil,” svarede hun mens hun bladrede i en patientjournal. ”Sig til hvis I får brug for noget.”

”Faktisk,” sagde Jeffrey, ”vil jeg meget gerne vide hvordan min kriminalassistent har det. Lena Adams?”

”Hun har det fint,” svarede sygeplejersken. ”Hun fik bare inhaleret noget røg. Om et par dage er hun så god som ny.”

”Godt,” sagde Valentine som om det var ham der havde stillet spørgsmålet. ”Kom med her.” Han trådte til side og gjorde tegn til at Jeffrey og Sara skulle gå forrest.

Sara sagde: ”Jeg kan blive her hvis –”

”Det er fint,” afbrød Jeffrey. I betragtning af hvor stille Sara havde været, brød han sig ikke om at lade hende være alene nu.

Han lod Sara gå forrest op ad gangen og prøvede selv så diskret som muligt at tjekke patientnavne på de døre de gik forbi.

Valentine talte i en sammenbidt hvisken mens de gik. ”Vi fandt hende ovre på vores highschool i aftes. Jeg bor lige på den anden side af gaden. Jeg kunne se flammerne fra min stue.”

Jeffrey satte farten ned. Han ville hellere have at den yngre mand indhentede ham i stedet for at rende i hælene på ham som en hundehvalp.

Valentine fortsatte: ”Vi mener det var en Cadillac Escalade. Ingen plader eller registreringsattest, så vi har svært ved at spore den. Den holdt parkeret lige midt på boldbanen. Brandchefen siger at der er tydelige tegn på at der er brugt brændbar væske, sandsynligvis benzin.”

”Vent lige.” Jeffrey standsede ham for at få en uddybning. Han havde fået at vide at der havde været en eksplosion, og at Lena var kommet til skade. Jeffrey var gået ud fra at det var sket i en bygning. ”Blev der stukket ild til en Cadillac? Var det den der eksploderede?”

”Ja.” Valentine nikkede. Stadig med lav stemme forklarede han: ”Bilen holdt lige præcis på halvtreds-yards-linjen. Jeg har aldrig i mit liv set noget brænde på den måde. Det bliver et mareridt at identificere liget. Fred Bart, det er vores ligsynsmand, siger at varmen var så intens at tænderne er sprængt.”

Sara var standset et par meter derfra. ”Var der et lig i den Escalade?”

”Ja, ma’am, på bagsædet,” bekræftede sheriffen.

Sara pressede læberne sammen og så ned i gulvet. Hun virkede ikke overrasket eller chokeret over nyheden. Jeffrey vidste hvad hun tænkte: Så var det endelig sket. Lenas stædighed eller hensynsløshed havde endelig kostet et menneske livet.

Valentine opfattede fejlagtigt hendes tavshed som forvirring. ”Jeg fortæller ikke det her på den rigtige måde, vel? Undskyld, jeg gik bare ud fra at Don –”

Jeffrey afbrød: ”Don sagde at han ville lade dig forklare det.”

”Ja.” Valentine nikkede igen, men på en måde der efterlod det indtryk at han ikke helt troede på hvad Jeffrey fortalte ham. ”Lad os gå derind,” sagde han og pegede på en lukket dør.

Jeffrey vendte sig om, sikker på at manden lavede sjov. De stod foran døren til et linnedskab.

”Der kan vi tale sammen i fred,” sagde sheriffen, selv om de efter hvad Jeffrey kunne se, var fuldstændig alene.

Sara lagde armene over kors på brystet. Hun så på skabsdøren med åbenlys nervøsitet.

Jeffrey spurgte: ”Er du sikker på det er nødvendigt?”

”Så behøver vi ikke spekulere på om vi vækker nogen.” Valentine rakte hånden forbi ham og åbnede døren. ”Efter jer.”

Jeffrey var irriteret over at skulle lege røvere og soldater, men han var villig til foreløbig at føje sheriffen. Det vigtigste lige nu var at finde ud af hvad det var Lena havde rodet sig ud i. Han famlede efter en lyskontakt og tændte lyset. I højre side af det lille rum var der stablet lagener, i venstre side var der håndklæder. Tilbage var et rum på én gange knap tre meter. Der var celler hjemme i arresthuset der var større end her.

Sara havde tydeligvis mest lyst til at blive udenfor, men han nikkede til hende at hun skulle gå ind foran ham. Jeffrey gik ind efter hende, og Valentine fulgte til sidst og lukkede døren. Skabet blev endnu mindre.

”Nå,” begyndte sheriffen og smilede. Han talte med sin normale stemme nu, og han lænede sig op ad en af hylderne og opførte sig som om de var en gruppe gamle kammerater der sludrede før en sportskamp. ”Ved 23-tiden i aftes sad jeg og så tv, og pludselig ser jeg flammer slå op ovre ved skolen. Det første jeg gjorde, var at ringe til brandvæsenet, for jeg troede at det var bygningen der brændte igen – der har været nogle unge ballademagere der har prøvet det før, men sprinklerne satte en stopper for det, hvilket er fint, for vores brandkorps er frivillige folk, og det tog en evighed inden de nåede frem. Nå, men jeg tog tøj på og gik over til skolen for at se hvad der skete. Det er hurtigere til fods. Som jeg sagde, så bor jeg lige på den anden side af gaden.”

Historien var så broderet at Jeffrey kom til at spekulere på hvor mange gange den var blevet fortalt. Han prøvede at nå frem til kernen i den. ”Så du så bilen holde og brænde ude på marken?”

”Ja,” bekræftede Valentine. ”I aftes var det buldrende mørkt, men flammerne var høje, og jeg kunne se nogen der sad på tilskuerpladserne. Jeg gik derhen og troede at det var en eller anden ung tosse der havde stjålet en bil, men det var miss Adams – din kriminalassistent. Hun sad på den forreste bænkerække og havde sod og skidt over det hele. Hun havde foden plantet på en benzindunk.”

”Var hun forbrændt?”

”Nej, men hun var slemt forslået,” svarede manden. ”Blå mærker på siden af ansigtet som om hun havde fået tæv, der kom blod ud af munden, og hun hev forfærdeligt efter vejret. Jeg havde aldrig set noget lignende, men måske har jeg set for mange tv-dramaer sammen med konen, for det første der fløj gennem mit hoved, var: ’Hende her, hun har lige brændt sin mand af.’ Altså, som om at nu havde han banket hende én gang for meget, og så var filmet knækket” – han knipsede med fingrene – ”så jeg satte mig ved siden af hende og prøvede at få hende til at sige noget til mig.”

Jeffrey spurgte: ”Hvad sagde hun?”

”Ingenting,” indrømmede manden. ”Jeg prøvede hvert eneste trick jeg kunne komme i tanker om, for at få hende ud af skallen, men hun ville ikke sige et ord.”

Jeffrey havde nemt ved at forestille sig Lenas reaktion på Valentines ”tricks”. Manden havde været heldig at hun ikke havde grinet ham lige op i ansigtet.

Valentine fortsatte. ”Det var først i morges da vi ransagede skolens parkeringsplads og fandt hendes Celica, at vi fandt ud af hvad hun hedder. Jeg fandt hendes politiskilt i handskerummet og tænkte, nå ja, det kan vel ikke skade at ringe til dem.”

Jeffrey undlod at komme nærmere ind på at sheriffen havde ventet til det blev lyst med at tjekke parkeringspladsen. ”Hun havde ikke sit skilt på sig?”

”Niks. Vi fandt ikke andet på hende end en læbepomade – kørekortet var i Celicaen og skiltet i handskerummet som jeg sagde. Der var ikke andet i hendes lommer, ingenting skjult i hendes …” Han tav og rødmede da han afsluttede sætningen, ” … steder.”

”Ikke noget våben?” Foruden sin Glock gik Lena somme tider med en stor foldekniv i baglommen, men det havde Jeffrey ingen planer om at indvie sheriffen i lige nu.

”Niks. Ikke noget våben.”

”Var der nogen andre der kom til skade ved eksplosionen?”

”Niks. Kun offeret i Cadillacen og hende ovre på bænken.”

”Havde hun benzin på sig? Nogen brændbare væsker på skoene eller tøjet?”

”Niks. Men dunken var tom.”

”Havde hun tændstikker eller en lighter?”

”Ikke andet end læbepomaden, og jeg skruede den helt op for at sikre mig at den var læbepomade hele vejen igennem.”

”Var der fingeraftryk på benzindunken?”

”Det ved jeg faktisk ikke. Det er en gammel dunk – masser af rust. Vi har sendt den til GBI’s laboratorium i Macon, men jeg går ud fra at du kender til deres tidsforbrug.”

Jeffrey nikkede. Hvis en sag ikke havde højeste prioritet, gik der mindst et halvt år før laboratoriet fik tid til at behandle den.

Han prøvede at være høflig da han stillede sit næste spørgsmål. ”Nu må du ikke tage det ilde op, men hvad har I sigtet hende for?”

”Ikke meget,” indrømmede Valentine. ”Jeg vil være ærlig over for dig, politichef. Vi er jo begge to ved politiet og så videre. Vi har ikke ret meget på hende, men jeg tror du er enig med mig i at omstændighederne er temmelig mistænkelige. Og det hjælper jo ikke at hun ikke vil svare på vores spørgsmål.”

Jeffrey måtte indrømme at han over for en ikke-samarbejdsvillig person på et gerningssted hvor der var begået et drab, sikkert ville have reageret ligesådan. Han gentog: ”Hvad har I sigtet hende for?”

Valentine var i det mindste så elskværdig at han så forlegen ud da han remsede op på fingrene. ”Forsøg på at hindre politiets arbejde. Modarbejdelse af efterforskning. Manglende identifikation på forlangende.”

Jeffrey nikkede igen. Det var alt sammen noget han godt kunne se Lena gøre. For fanden, han havde ikke fingre nok til at tælle de gange hun havde modarbejdet en efterforskning hjemme i Grant County – og det havde vel at mærke været i sager som hun selv arbejdede med.

Han spurgte: ”Har hun været stillet for retten?”

”Dommeren kom over til hospitalet i morges.”

Jeffrey lavede en hurtig optælling af de penge han havde på sin checkkonto. Der var endnu en uge til lønningsdag. Han ville være nødt til at vente på at bankerne skulle åbne dagen efter så han kunne flytte penge fra sin opsparing og hæve kontanter i en pengeautomat. Han spurgte: ”Hvor ordner jeg kautionen?”

”Der er ikke fastsat kaution.”

Jeffrey prøvede at skjule det chok han fik, men regnede så meget hurtigt ud hvordan det sandsynligvis var gået for sig. Sheriffen var ny i jobbet, men havde allerede fået dommeren i lommen. Men Jeffrey forsøgte alligevel at tale manden til fornuft. ”Tror du hun stikker af? Hun er født her. Hun er knyttet til lokalsamfundet. Hun har været en højt værdsat kriminalassistent under min ledelse i mere end ti år.”

”Det er jeg klar over.”

”Du kan ikke smide en politikvinde i arresten. De river hende i småstykker.”

”Hun er ikke i arresten,” mindede Valentine ham om. ”Hun er på hospitalet.”

”Jeg kan kun sige at jeg håber du har en fandens god grund til at holde hende fængslet.” Jeffrey kendte udmærket spillets regler. Han havde været politimand meget længere end Jake Valentine. Fuck de lokale bonderøve. Jeffrey havde statsdommere i sin lomme.

Valentine var åbenbart ikke så dum som han så ud til at være. ”Jeg har ikke haft noget at gøre med det, politichef. Jeg sværger ved alle de bibler der er i politikredsen. Det er ikke min skyld hun ikke ville sige noget. Hun har ikke erklæret sig uskyldig, for pokker.”

”Hvad mener du?”

”Som jeg sagde for et øjeblik siden. Din kriminalassistent siger ikke et pip.”

Endelig forstod Jeffrey. ”Har hun slet ikke sagt noget siden du fandt hende ude på den mark?”

”Niks. Ikke et ord. Hun bad ikke om et glas vand, og hun spurgte ikke om hvordan hun ville have det når hun blev udskrevet. Hun ville ikke tale med sin beskikkede advokat, hun ville ikke svare dommeren da han spurgte om hun var skyldig eller uskyldig. Hun lå bare der på sengen og stirrede op i loftet. Avery blev så irriteret – Avery, det er dommeren – han blev så irriteret på hende at han nægtede løsladelse mod kaution og afsagde kendelse om mentalundersøgelse.”

Jeffrey kunne mærke oprøret ulme indeni. Lena kunne afgjort være stædig, men hendes tavshed gav ingen mening. Et menneske havde mistet livet i den brand. Hvordan kunne hun bare sidde og se bilen brænde?

Endelig sagde Sara noget. ”Måske har hendes hals taget skade under –”

”Lægen sagde at der ikke er nogen medicinsk grund til at hun ikke skulle kunne tale,” afbrød Valentine. ”Problemet er at hun ikke engang gider forsøge.”

Jeffrey kunne ikke se nogen logik i Lenas tavshed. ”Hvad sagde psykiateren?”

”Ham ville hun heller ikke tale med,” svarede sheriffen. ”Så vidt jeg ved, har hun ikke sagt et ord på noget tidspunkt. Hun ligger bare og stirrer op i loftet. Jeg prøvede endda at få Darla til at lokke hende ud af skallen. Men niks.”

”Kunne det være posttraumatisk stress? Chok?” foreslog Jeffrey.

Valentine så lige så skeptisk ud som Jeffrey følte sig.

”Har du fortalt hende at jeg var på vej?”

”Niks. Vi mente at det var klogest at lade hende ligge lidt for sig selv.”

Jeffrey prøvede at sætte sig selv i den anden mands sted og se sagen fra alle vinkler. ”Har I fået identificeret den omkomne?”

”Bilen var for varm til at slæbe væk fra sportspladsen før her i eftermiddag.”

”Har jeres ligsynsmand set noget i den her retning før?” spurgte Jeffrey. Det afbrændte lig var af altafgørende betydning; liget var det eneste der måske kunne give en forklaring på hvad der var sket på den sportsplads. I Georgia blev ligsynsmanden udpeget ved valg, og som regel var embedet besat af den lokale bedemand eller en anden person som ikke var bange for at røre ved døde mennesker. At Sara, en uddannet læge, havde påtaget sig jobbet i Grant County, var meget usædvanligt. Det var umuligt at sige noget om hvem den lokale ligskærer var.

Valentine uddybede: ”Fred Bart er en dygtig ligsynsmand. Han fortæller mig om alt hvad han støder på. Men jeg må sige at han ikke var alt for optimistisk. Et lig der er brændt på den måde – det er svært bare at fastslå om det er en mand eller en kvinde, for ikke at tale om hvordan vedkommende er død.” Han trak på skuldrene og smilede fjoget. ”Altså, hvad er det jeg står og siger? I ved selvfølgelig hvordan den slags fungerer.”

Valentine havde ikke ligefrem svaret på spørgsmålet. Jeffrey prøvede at træde forsigtigt da han fiskede efter Barts kvalifikationer. ”Sara er ligsynsmand i vores kreds. Hun er også børnelæge.”

”Åh.” Valentine flyttede sig fra hylderne og sendte Sara et stort smil. ”Det var da rart. Min kone er skolelærer. Hun bestiller ikke andet end at rette min grammatik og fortælle mig at jeg skal ranke ryggen.”

Jeffrey havde flere spørgsmål, men noget sagde ham at Valentine ikke ville svare på dem. ”Hvorfor ringede du til mig?”

”Almindelig sund fornuft,” svarede Valentine. Et øjeblik så han ud som om han ville lade det blive ved det, men så tilføjede han: ”Jeg skal være ærlig over for dig, chef. Din kriminalassistent er en lille dame. Hun ligner ikke en der kunne gøre en kat fortræd. Jeg kan ikke se hende som den der har gjort det her. Der må være noget mere i historien. Jeg tænkte at når jeg ikke kunne få det ud af hende, så kunne du måske.” Han tav. ”I det mindste kan du spare os en masse tid og penge hvis du ville finde ud af hvem der sad i den bil.”

Jeffrey tvivlede på at han ville kunne være til nogen nytte, men han sagde: ”Okay. Lad mig tale med hende.”

Igen lod Valentine Jeffrey og Sara gå først ud. Jeffrey gættede dog på at det snarere skyldtes at den unge mands forældre havde lært ham høflig optræden over for dem der var ældre end ham, end at det havde noget at gøre med rang.

Da de gik hen mod den stue hvor Lena lå, prøvede Jeffrey at finde rede i de oplysninger han havde fået af sheriffen. Kendsgerningerne var enkle. Lena var blevet fundet på et gerningssted hvor en bil var stukket i brand, og et lig var brændt til ukendelighed. Hvorfor havde hun været på den sportsplads? Hvilken forbindelse havde hun til den døde? Hvem havde forårsaget eksplosionen? Han hørte Saras spørgsmål give genlyd i sit hoved: Hvad har hun nu lavet?

Valentine var nok ny i jobbet, men Jeffrey kunne ikke finde nogen fodfejl i hans begrundelse for at skride til anholdelse. Under tilsvarende omstændigheder ville Jeffrey selv have anholdt Lena. Hun var en indlysende mistænkt, og hendes manglende samarbejdsvilje hjalp ikke på noget. Ikke at Lena nogensinde havde haft ry for at være specielt hjælpsom.

Han kunne stadig huske den første gang han havde set hende. Hun var i politiskolens gymnastiklokale og hang halvvejs oppe ad klatretovet, fast besluttet på at nå helt op selv om hun svedte så meget at hendes hænder næsten ikke kunne holde fast. Der var ingen andre i nærheden – det var noget Lena gjorde i sin fritid – og Jake havde stået næsten en halv time og set hende forsøge at nå loftet da han gik op på forstanderens kontor og bad om at se hendes papirer.

Borgmestrene i Grant Countys tre storbyer havde ansat Jeffrey som politichef for at ruske op i forholdene og hjælpe politistyrken ind i det enogtyvende århundrede. Lena var den første kvinde, bortset fra sekretærerne, der var blevet ansat i politistyrken i byens historie. Jeffrey havde lagt alt i hendes hænder og været sikker på at han havde truffet den rigtige beslutning, selv når kendsgerningerne syntes at sige noget andet. Da Frank Wallace, hans mest erfarne kriminalassistent, nogle uger tidligere havde meddelt at han endelig ville gå på pension med årets udgang, havde Jeffrey taget nyheden med oprejst pande og den tanke at Lena var parat til at få mere ansvar. Havde han taget fejl af hende? Havde Lena, i de næsten femten år han havde kendt hende, levet på en slags løgn?

Der måtte være en grund til alt det her. Alle forbrydelser havde motiver og kunne forklares. Jeffrey skulle bare finde forklaringen. Sheriffen havde ret i én ting. Lena var ikke nogen koldblodig morder.

”Så er vi her.” Valentine pegede på en lukket dør, og Jeffrey kunne se Lenas navn på skiltet. Hun havde en hjørnestue i den fjerneste ende af gangen. Hvis Jeffrey og Sara ikke havde fulgt den fjogede blå stribe fra elevatoren, ville de have fundet Lena uden at det havde været nødvendigt at tale med Cook først.

Jeffrey havde et forslag: ”Måske skulle Sara og jeg gå alene derind.” Hvis Lena skulle snakke, ville det næppe ske i selskab med den mand der havde anholdt hende.

”Tjah …” begyndte Valentine og kløede sig på hagen. Han tog sig god tid til at overveje forslaget. Længere nede ad gangen hørte de elevatorens klokke. Det var nok Cook der var på vej ud efter nogle flere kiks.

”Lad os nu bare gå indenfor,” insisterede Jeffrey der var træt af at vente på sheriffens svar.

Der var lige så mørkt inde på stuen som ude på gangen. Lena lå i sengen præcis som Valentine havde beskrevet det: På ryggen og helt ubevægelig. Hendes håndled var fastgjort til sengegærdet med velcroremme. Hendes hænder hang slapt ned og rørte ved madrassen. Hendes øjne var lukkede, men Jeffrey kunne ikke afgøre om hun sov eller om hun bare slappede af. Hun var lige så forslået som den unge sherif havde sagt. Der var indtørret blod på hendes underlæbe. Huden var skrabet af ned over den ene kind. Det mørkeblå mærke på hendes ansigt måtte have fået dem til at undlade at vaske blod og sod af hende; hun så snavset og smadret ud.

Jeffrey var målløs. Han blev glad da Sara tog et skridt fremad og sagde: ”Lena?”

Lena drejede overrasket hovedet og spærrede øjnene op da hun så Jeffrey og Sara ved siden af sengen. Hun satte sig op og trak i remmene som om hun følte sig truet og trængt op i en krog. Lagenerne klumpede sig sammen omkring hendes ben da hun skubbede til madrassen og bakkede så langt væk fra dem som hun kunne.

”Nej,” hviskede Lena. ”I kan ikke komme her. Nej.”

”Nå ja.” Sheriffens smørrede grin indikerede at han var godt tilfreds med sig selv. ”Jeg vidste du kunne tale.”

”Nej,” sagde Lena igen og ignorerede alle i lokalet undtagen Sara. Hendes stemme var giftig. ”Ud. Skrid med dig. Nu.”

Jeffrey prøvede. ”Lena –”

Alt hendes had så ud til at samles om Sara. ”Er du dum eller hvad? Jeg sagde du skulle skride! Nu!”

Sara åbnede munden i forbavselse. Jeffrey mærkede et hvidglødende raseri vokse frem i sig, og han talte ud gennem sammenbidte tænder da han kommanderede: ”Lena, drop det.”

”Skrid!” råbte hun og trak i remmene. ”Få hende ud!” tryglede hun sheriffen. ”Jeg skal nok sige lige hvad du vil ha’ mig til. Bare få hende ud!”

Valentine virkede handlingslammet. Han pegede på døren og nikkede. ”Måske skulle hun –”

”Nej,” insisterede Sara. Hun talte så stille at Jeffrey ikke var sikker på at hun faktisk havde sagt ordet før hun vendte sig om mod de to mænd og spurgte: ”Kunne I lade os være alene et øjeblik?” Hun så på Jeffrey. ”Der sker ikke noget.”

Sara ventede ikke på svar. Hun tog Lenas journal ud af holderen ved sengens fodende og studerede den mens hun ventede på at de skulle gå. Jeffrey kunne se at hun tvang sig selv til at gøre det, at hvis hun havde kunnet knipse i fingrene og ønske sig et hvilket som helst andet sted hen, så ville hun have gjort det. Han var bare ikke sikker på hvorfor hun ville blive.

For første gang siden de var kommet ind på stuen, talte Lena direkte til Jeffrey. ”Få din fucking kone ud herfra. Jeg vil ikke se på hende.”

Han så hende ind i øjnene og prøvede at gøre den unge kvinde begribelig at hendes ord ville få varige konsekvenser. Jeffrey kunne tage meget lort, men han ville ikke finde sig at en ansat i hans politistyrke svinede hans kone til.

Sara så op fra Lenas journal. ”Det er okay. Bare giv os et par minutter.”

Mod sin vilje lykkedes det Jeffrey at bevare roen og svare: ”Vi venter ude på gangen.” Han gik hen til døren og holdt den åben for sheriffen. Valentine stirrede et øjeblik ubeslutsomt på Lena. Endelig rystede han på hovedet for at gøre det klart at han ikke var begejstret for sin egen beslutning, og gik ud af patientstuen.

Ude på gangen lod Jeffrey døren falde i og stillede sig foran den – ikke direkte i vejen for den anden mand, men næsten.

”Nå?” Valentine hvilede hånden på pistolskæftet. Han var tydeligvis mere end ivrig efter at gå ind igen. ”Gik det som du regnede med?”

Jeffrey havde overvejet mange scenarier, men ikke dette. Han spurgte Valentine: ”Hvor er Lenas onkel? Hank Norton?”

Valentine stirrede på døren som om han havde lyst til at sparke den ind.

Jeffrey pressede ham: ”Han er Lenas nærmeste slægtning. Har I ikke kontaktet ham?”

Valentine nikkede. ”Han var ikke hjemme.”

Dæmpede lyde trængte ud gennem den lukkede dør, men efter hvad Jeffrey kunne høre, blev der ikke råbt. Han gjorde tegn til at sheriffen skulle gå et stykke op ad gangen. ”Har du været ude ved Hanks hus?”

Valentine blev hvor han var. ”Jeg kan ikke finde ham nogen steder. Jeg var ude ved ham i aftes og igen i morges. Hans værtshus er blevet lukket. Der skete noget for et par uger siden –”

”Det fortalte Cook mig.”

”Ja,” sagde Valentine, og et mistænksomt udtryk gled over hans ansigt. Manden stolede åbenbart ikke på sin vicesherif. Jeffrey spekulerede på hvordan de bar sig ad med at passe arbejdet. Det var nok en ret lille styrke på omkring fem vicesheriffer i alt. At parkere Donald Cook på hospitalet var én måde at holde en fjende på afstand på, men Jeffrey turde nok gætte på at den gamle Don havde flere venner i uniform end sin unge chef.

Jeffrey spurgte: ”Nogen idé om hvem det kan være der sad i Cadillacen?”

”Der er ikke efterlyst nogen, i hvert fald ikke så vidt vi ved. Ingen anmeldelser om mistænkelige individer. Der er ikke meldt om tyveri af en Escalade. Det er et mysterium.”

Han havde i det mindste ikke siddet og gloet hele natten. ”Hvad med Hank Norton?”

”Han kører i en Mercedes der sikkert er ældre end mig.”

”Nej.” Jeffrey rystede på hovedet. ”Tror du det kan være hans lig i den brændte bil?”

Valentine trak på skuldrene. ”Det eneste jeg ved, er at en DNA-test kommer til at koste mig halvdelen af min kvartalsbevilling.”

Hans budgetmæssige bekymringer var velbegrundede, men Jeffrey spekulerede igen over hvorfor Valentine ikke var mere ivrig efter at finde frem til offerets identitet. Måske havde han allerede en idé om hvem det var, men var ikke parat til at dele sine oplysninger med andre.

”Jeg ved at du sagde at der ikke var brændbar væske på hendes tøj, men har teknikerne ikke fundet noget på hendes sko?”

Valentine tog sig god tid før han svarede. ”Hun havde den dér slags sko på, du ved … hvad hedder de, dem med en lille hæl?”

”Pumps?” spurgte Jeffrey og tænkte at det var underligt at Lena havde noget smartere end tennissko på når hun havde fri.

”Ja, pumps. Min kone går med de dér sko som hippier og lesbiske bruger. Du ved med korkhæl, ikke? Jeg ved ikke hvad de hedder, men hun går altid med dem.”

Jeffrey prøvede at spore ham tilbage til emnet. ”Fandt de noget på skoene?”

”Kun sod og skidt og det sædvanlige. Det så ikke ud til at der var nogen grund til at sende dem til laboratoriet.” Valentine stak hagen i vejret og spurgte: ”Synes du jeg skulle gøre det?”

Jeffrey trak på skuldrene. Hvis det havde været op til ham, ville han have brugt penge på at identificere den døde før han bekymrede sig om Lenas sko, men det havde ikke været det sheriffen spurgte om. ”Det må du om.”

Rundt om hjørnet hørte han elevatorklokken igen. Jeffrey prøvede at tænke på noget der kunne holde dem herude på gangen lidt endnu, for han ville gerne give Sara så megen tid som muligt. ”Hvor er stueetagen?”

”Hvad mener du?”

”Elevatoren,” sagde han. ”Der er kun knapper til første og anden sal. Hvor er stuen?”

”Det er kælderen,” sagde Valentine. ”Skørt, ikke?”

”Hvordan kommer man derned?”

”Man tager trappen på bagsiden af bygningen.”

Jimmy spekulerede over hvor mange døde Elawahs ligsynsmand havde at tage sig af. ”Er der mange lig dernede?”

”Lig?” Han så chokeret ud, men lo så for sig selv mens han forklarede. ”Vores lighus ligger ovre ved pladsen til beslaglagte køretøjer. Kælderen er til vasketøj og den slags. Lager.”

”Det var mærkeligt,” sagde Jeffrey og famlede efter halmstrå. ”Hvorfor har I lagt lighuset dér?”

Valentine trak på skuldrene og kastede et blik på sit ur og derefter på døren.

Jeffrey prøvede igen. ”Får hun brug for behandling af en slags? Medicin?”

”Hva’, på grund af ilden, mener du?” Valentine rystede på hovedet. ”Nej. Doc siger at hun er på benene igen om et par dage.”

”Hvad med jeres sædvanlige mistænkte?”

”Hvad mener du?”

”Jeres gamle kendinge,” uddybede Jeffrey. ”Interessante personer.”

Valentine rystede på hovedet. ”Dér fik du mig, chef.”

”Nå ja,” begyndte Jeffrey og prøvede endnu en gang ikke at lyde for nedladende, ”når der sker noget slemt hjemme hos os, hvis der bliver stjålet en bil eller et tv, så har jeg som regel en ganske god fornemmelse af hvem der kunne stå bag.”

”Åh.” Valentine nikkede. ”Ja, jeg er med. Det er bare så sjældent at der bliver sprængt biler i luften på vores sportsplads.”

Jeffrey valgte at ignorere sheriffens sarkasme. ”Nogen brandstiftere?”

”Det er storbykriminalitet.”

”Åbenbart ikke.”

Valentine kløede sig på hagen. ”Jeg vil tro at den der har gjort det her, ville prøve at sende en besked.”

”Hvilken slags besked?”

”Det er din kriminalassistent den eneste der kan svare på. Hvilket minder mig om,” sagde han og nikkede hen mod døren, ”at din kone vist efterhånden har haft tid nok sammen med hende.”

Jeffrey kunne kun håbe at det var tilfældet. Han fulgte efter Valentine ind på stuen. Sara stod og lænede sig op ad væggen ved siden af døren til badeværelset. Sengen var tom, remmene hang ned fra sengegærderne. Vandet løb i brusebadet.

Sara forklarede. ”Jeg overtalte hende til at gøre sig i stand.”

”Sagde hun noget?” ville Valentine vide.

Sara rystede på hovedet, og Jeffrey kunne se hun løj.

”Så var det ikke nogen særlig hjælp,” sagde Valentine, tydeligt irriteret. Han kastede et blik på sit ur og derefter på døren til badeværelset. ”Hvor længe har hun været derinde?”

”Ikke ret længe.”

Han tog i døren, men den var låst. ”Gudfader, dame, du syntes ikke at det ville være smart at gå derind sammen med hende?”

Sara åbnede munden for at svare, men Jeffrey afbrød hende og sagde til manden: ”Pas på dit sprog.”

Valentine ignorerede ham og bankede hårdt på døren. ”Miss Adams? Jeg må bede Dem om at åbne døren nu.” Han tog radioen fra sit bælte. ”Cook, er du der? Kom ind.” Der blev ikke svaret, og sheriffen pressede skulderen mod døren og prøvede at tvinge den op.

For anden gang den nat åbnede Sara munden uden at sige noget.

”Cook?” Valentine prøvede radioen igen. Der blev ikke svaret, og han hamrede næven mod døren. ”Miss Adams, jeg tæller til tre, og så åbner jeg døren.”

Radioen knitrede. Don Cooks stemme var en langsom dræven da han spurgte: ”Hvad er der, Jake?”

”Find en nøgle til badeværelset og se at få flyttet din røv herind!” bjæffede Valentine. Han stak radioen tilbage i bæltehylsteret og pressede skulderen mod døren. ”Miss Adams,” prøvede han igen. ”Hør her, kom nu bare ud, så sker der ingenting.”

Jeffrey spurgte Sara: ”Har hun noget skarpt derinde?”

Valentine vendte sig om og ventede på hendes svar.

Sara rystede på hovedet. ”Det tror jeg ikke.”

Valentine spurgte: ”Ville hun kunne finde på at gøre skade på sig selv?”

”Jeg aner det ikke,” svarede Sara kort for hovedet. ”Jeg er ikke hendes læge.”

”Shit,” sagde Valentine irriteret. Han hamrede på døren igen. ”Miss Adams.”

”Åh nej …” Saras stemme var så lavmælt og sheriffens hamren så støjende at Valentine tydeligvis ikke hørte hende.

”Hvad?” Jeffrey så op, og et spørgsmål satte sig fast i halsen på ham. Han vidste pludselig præcis hvad der var sket på den anden side af den dør.

Cook kom ind på stuen med en nøgle i hånden. ”Hvad foregår der?”

Valentine snuppede nøglen fra ham og stak den i døren. Damp fra bruseren fyldte rummet. Han gik ind på badeværelset og trak forhænget til side. Karret var tomt.

”Satan og helvede,” bandede Valentine. Over toilettet var et loftspanel blevet skubbet op og til side, så de kunne se op i en trang passage. ”Satans!” råbte han igen og sparkede på væggen. Han vendte sig om mod Cook. ”Gennemsøg hospitalet. Fra kælder til kvist. Indkald forstærkninger. Nu!” Cook gik, og Valentine så direkte på Sara og sagde: ”Møgkælling.”

Jeffrey greb manden ved kravetøjet og smækkede ham op ad væggen. ”Hvis du nogensinde taler sådan til min kone igen, så får vi virkelig problemer. Er du med?” Valentine prøvede at slippe fri, men Jeffrey strammede grebet. ”Er du med?”

Valentine blev slap som en killing der hænger i nakkeskindet. ”Hun lod min sigtede stikke af.”

Jeffrey så ikke på Sara for han vidste at hun tænkte det samme som han. Lena havde narret hende. Det lod sig ikke bortforklare.

Han gav slip på manden.

”Røvhul.” Valentine trak sin skjorte på plads og skulede til Jeffrey. Han masede sig forbi ham og ud på gangen. Jeffrey gik efter ham rundt om hjørnet og ind på den næste stue. Sengen var tom og tydeligvis ubrugt. ”Hun lod min sigtede stikke af,” snerrede Valentine. ”Jeg fatter kraftedeme ikke at jeg stod og lod dig trække mig rundt ved næsen mens din kone lod hendes stikke af.”

”Sara har ikke noget med det her at gøre.”

”Hvorfor gør du ikke dig selv en tjeneste, kammerat?” sagde Valentine udfordrende. ”Gå ind efter den dér kone du har og sæt dig ind i din bil og se at skrubbe ad helvede til ud af min by.”

Jeffrey ventede ikke på at han skulle spørge høfligt. Han vendte sig uden et ord og gik ind for at finde Sara.

Hun var stadig på Lenas patientstue og var tydelig rystet. ”Hvordan kunne jeg være så dum? Hvordan kunne jeg –”

Han tog hende ved albuen og førte hende ud af rummet. ”Det behøver vi ikke tale om lige nu.”

”Jeg skulle slet ikke være gået med herind.”

Jeffrey førte hende ud på gangen. Sikkerhedsvagterne var blevet tilkaldt, begge to. De så ud til at være endnu ældre end Don Cook og lige så effektive.

Valentine begyndte at bjæffe ordrer samtidig med at han skrålede ind i radioen for at få mere backup. ”Jeg vil ha’ hende fundet nu!”

Jeffrey trykkede på elevatorknappen. Han kastede et blik ned ad gangen og prøvede at regne ud i hvilken retning Lena kunne være flygtet. Hun havde tydeligvis skubbet loftspladen over toilettet til side og var kravlet gennem det forsænkede loft ind på badeværelset ved siden af. Så havde hun formentlig sneget sig ned ad trappen til kælderen. Elevatoren gik ned til skadestuen, men selv om hun havde taget den vej, ville det næppe have givet anledning til postyr. Receptionisten ville sikkert ikke engang have set op fra sit kortspil på computerskærmen.

Elevatordørene gled til side. Jeffrey pressede hånden mod Saras ryg for at få hende til at gå ind. Valentine og en af hospitalets sikkerhedsvagter travede forbi elevatoren netop som dørene gled i. De var formentlig på vej ned for at ransage kælderen.

Jeffrey trykkede på knappen til første sal og spekulerede igen over hvorfor elevatoren ikke gik helt ned. Måske var der en vareelevator som Valentine havde glemt at nævne. Lena kunne have taget den ned, men hvad så derefter? I vaskeriet måtte der være lagener og håndklæder. Der var sikkert en personalegarderobe og måske nogle skabe til rengøringspersonalet. Hun kunne finde tøj og kontanter. Jeffrey gættede på at hun havde taget hvad hun havde brug for, og var smuttet ud af hospitalet så hurtigt hun kunne komme til det.

”Hvordan kunne jeg være så dum?” gentog Sara og rystede på hovedet. Hun havde tårer i øjnene. Han havde set hende vred masser af gange, men der fandtes ingen vrede mere indædt end den man kunne rette mod sig selv.

Han sagde: ”Fortæl mig præcis hvad hun sagde.”

”Det var det samme om igen – at vi skulle gå. Hun så knap nok på mig.” Sara tørrede en tåre væk med håndryggen. Hendes ansigt var hvidt af raseri.

”Jeg er så ked af det,” sagde hun til ham. ”Det hele er min skyld.”

”Jeg stod ude på gangen,” forsøgte Jeffrey. ”Hun snød også mig.”

”Ikke på den måde …” Sara rystede på hovedet, ude af stand til at afslutte sætningen. ”Jeg løsnede hendes remme, Jeffrey. Det var mig der slap hende fri.”

”Bad hun dig om at løsne remmene?”

”Nej – ja. Ikke direkte. Hun sagde at hun følte sig beskidt, at hun var fuld af støv, og jeg gik hen til hende og spændte remmene af. Jeg tænkte ikke over det. Jeg hjalp hende endda ud af sengen.”

Han prøvede forsigtigt at presse hende. ”Sagde hun noget andet?”

”Hun sagde undskyld til mig.” Sara lo ad sin egen dumhed. ”Hun virkede meget bange. Hendes hænder rystede, og hendes stemme blev ved at knække over. Jeg har aldrig set hende så oprevet – ikke siden Sibyl døde. Jeg røg lige i fælden. Gud, hvor er jeg åndssvag.”

Jeffrey lagde armen om hendes skulder. Han vidste ikke hvordan han skulle trøste hende. Lige nu var han så rasende på Lena at han knap kunne tænke.

Sara sagde: ”Forsænket loft. Jeg af alle mennesker burde vide at man kan kravle over et forsænket loft …”

Han vidste hvad der var sket for hende for alle de år siden på Grady Hospital hvor en voldtægtsmand var dumpet ned fra loftet på toilettet. Hvis Lena havde dolket ham i ryggen, så havde Sara lige vredet dolken rundt, om end det ikke var ond vilje. Han sagde: ”Det er ikke din skyld, Sara. Du er ikke ved politiet.”

”Hvad laver jeg så her?” spurgte hun vredt. ”Jeg skulle for fanden være blevet i bilen. Jeg skulle bare være blevet derhjemme hvor jeg hører til.”

Elevatorens døre gled op. Endnu to vicesheriffer kom løbende gennem lobbyen hen mod trappen.

”Lad os nu bare komme ud herfra,” sagde han til hende og tog hendes arm. De var henne ved glasdørene da Valentine kaldte på dem.

”Stands lige et øjeblik,” sagde han og kom løbende for at indhente dem. Han var stakåndet, sikkert af at løbe op og ned ad trapper. Han holdt hånden frem med håndfladen opad. ”Giv mig nøglerne til jeres bil.”

Havde Sara ikke været der, ville Jeffrey have bedt manden om at rende og hoppe. Men det var hun, og han afleverede tavst nøglerne og ønskede bare at få det hele overstået så hurtigt som muligt.

Valentine så BMW-logoet på nøglen og sendte Jeffrey et blik af den slags man sender en luder på gaden. Politifolk kører ikke BMW, i hvert fald ikke der hvor Jake Valentine kom fra.

”Det er min kones,” sagde Jeffrey til ham. Sara havde slidt røven ud af bukserne for at få råd til at køre i den bil. For hans skyld kunne hun køre en Rolls-Royce hvis hun havde lyst.

Valentine trykkede på fjernbetjeningen, og låsene klikkede op. Pludselig standsede han. ”Vaskeriet,” sagde han og gloede på Jeffrey. ”Du spurgte mig hvad der var på den nederste etage.”

”Jeg prøvede bare at holde samtalen i gang.”

”Lad vær’ og lyv for mig.”

Sara sagde: ”Jeg går derover.” Hun gik over til en bænk foran indgangen.

Valentine sendte ham endnu et ubehageligt blik før han gik hen til bilen. Jeffrey vidste at manden ikke ville finde noget dér. Selv om Lena måske havde set bilen på parkeringspladsen, var det fuldstændig umuligt at dirke låsene op eller åbne bagagerummet uden en nøgle. At smadre et vindue ville heller ikke være nogen god idé. Bilens sikkerhedssystem var sådan indrettet at hvis man aktiverede centrallåsen udefra, kunne intet åbnes indefra. Jeffrey var faktisk engang blevet spærret inde i bilen fordi Sara ved et uheld var kommet til at trykke på låseknappen da hun løb ind i huset for at tage en ringende telefon. Hvis soltaget ikke havde været åbent så han kunne kravle ud den vej, ville han have siddet i bilen i timevis.

Sheriffen kunne tydeligt se de tomme sæder og gulvet gennem ruderne, men han åbnede alligevel døren for at sikre sig, og han tog hatten af og kiggede ind som om han måske kunne tage Lena i at gemme sig under midterkonsollen. Han gik om til bagenden af bilen og åbnede bagagerummet. Bortset fra Saras førstehjælpskasse og et par plasticposer der skulle tilbage til butikken til genbrug, var det tomt.

Valentine smækkede klappen i. Han sagde til Jeffrey: ”Jeg ville vel se endnu mere åndssvag ud hvis jeg udsendte en efterlysning på en flygtning der er sigtet for at nægte at legitimere sig.”

”Det er nok en rimelig antagelse.” Sheriffen var allerede på tynd is med de paragraffer han havde fundet på at sigte Lena efter. Han måtte træde varsomt nu. De vidste begge at enhver fejltagelse han begik på dette tidspunkt, kunne ende med at smadre den sag han eventuelt en dag ville kunne rejse imod hende.

”Nå.” Valentine så sig omkring på parkeringspladsen. ”Det dér er Darlas jeep. Den røde Chevrolet tilhører det tekniske personale her på hospitalet, Broncoen er Georges, og den dér ovre i hjørnet er Bittys Ranger; hun har været her siden torsdag da hun kom kørende med ondt i siden, og det viste sig at være blindtarmsbetændelse.”

Han havde redegjort for samtlige biler på pladsen, men Jeffrey var nødt til at spørge: ”Hvor er din patruljevogn?”

Valentine lo, men ikke fordi han morede sig. ”Don har sin bedste fiskestang i bagagerummet, så det var det første han kom i tanker om. Begge vores biler holder ude bagved. Vi sender personale ned for at tjekke deres skabe og se om der mangler noget. Jeg har sendt folk ud til Hanks hus for at se om hun dukker op derude.” Han kastede nøglen tilbage til Jeffrey. ”Jeg vil tro at på grund af din kones spild af min tid og dit overfald på mig ude på gangen kan hun have fået et forspring på en halv snes minutter.”

Jeffrey var ikke opsat på at gå i detaljer og for eksempel nævne at Valentine selv havde spildt en masse tid ved at demonstrere sin magt og slæbe dem ind i et linnedskab. ”Mindst.”

”Lad mig spørge dig om noget. Generer det dig at du har hjulpet en anholdt med at flygte?”

Hans tonefald var blevet ubehageligt fra det ene øjeblik til det andet. Jeffrey gik væk fra bilen og svarede: ”Ikke ret meget.”

”Er det sådan I gamle strissere arbejder, hva’?” Valentine var tydeligvis rasende. ”Altid holde sammen, uanset hvilke love I bryder. Broderskabet frem for alt, hva’?” Hans stemme blev højere for hvert ord. ”Det ville ikke komme meget bag på mig hvis du og gamle Don havde fundet på det her sammen. Et lille beskidt nummer for at få den nye mand til at ligne en idiot.”

Jeffrey advarede ham: ”Det ville være klogt af dig at passe rigtig godt på hvad du siger til mig, Jake.”

”Jeg kunne anholde hende,” sagde Valentine og slog ud med hånden mod Sara med en vred bevægelse. ”Jeg burde anholde hende.”

Han havde Jeffreys fulde opmærksomhed nu. ”Vi ved begge to at det ikke kommer til at ske.”

”Nå? Men det her gør.” Valentine svingede næven – bogstaveligt talt. Hans arm fløj rundt i et stort hook i stedet for et slag lige frem fra skulderen. Det gav Jeffrey masser af tid til at parere og hamre sin egen næve ind i den anden mands mellemgulv. Et prust blev presset ud af Valentines mund da han knækkede sammen. Han ville være sunket i knæ hvis ikke Jeffrey havde grebet ham.

”Auu …” stønnede sheriffen og knugede sin mave. ”For satan …”

Sara rejste sig fra bænken. Jeffrey rystede på hovedet for at fortælle hende at hun skulle blive hvor hun var. Han henvendte sig til Valentine: ”Ret dig op.”

Valentine kæmpede, men hans knæ fungerede ikke.

Jeffrey trak ham op ved kravetøjet indtil den anden mand så på ham. ”Træk vejret,” sagde han og havde det som om han talte til et barn. ”Det går over.”

”Slip mig.” Valentine skubbede Jeffrey væk, men han hang stadig op ad bilen for at holde balancen. ”Hold da op, du er stærkere end du ser ud til at være.”

Jeffrey løftede en hånd over mod Sara for at fortælle hende at der ikke var problemer. ”Hvor har du lært at slå?” spurgte han.

”Jeg voksede op med fire storesøstre,” fik Valentine fremstammet. Det forklarede måske hvorfor han slog som en pige. ”For fanden, det skulle jeg ikke ha’ gjort. Jeg skulle ikke ha’ slået dig.”

Jeffrey undlod at nævne at manden faktisk ikke havde ramt ham. Han skiftede stilling så han stod mellem Valentine og Sara og sagde: ”Hør så godt efter, Jake. Jeg har allerede advaret dig én gang. Hvis du nogensinde truer min kone igen, slår jeg dig i gulvet. Er du med på det?”

Valentine hostede og nikkede.

”Kan du stå på benene?”

”Det tror jeg nok.”

Jeffrey ventede på at han skulle gå væk fra bilen.

”Undskyld,” sagde Valentine til ham. ”Jeg har en kort lunte.”

”Det siger du ikke.”

Sheriffen spurgte: ”Fortæller du mig det hvis hun kontakter dig?”

Spørgsmålet kom bag på Jeffrey, hvilket måske kunne forklare det sandfærdige svar han gav. ”Det ved jeg ikke.”

Valentine stirrede på ham og nikkede så igen. ”Tak fordi du er ærlig.”

Jeffrey så Valentine vakle hen mod hovedindgangen. Glasdørene gled til side, og han gik ind. Sara stod stadig ved bænken, og Jeffrey vinkede hende hen til sig.

”Hvad handlede det om?” spurgte hun.

”Jeg forklarer det senere. Lad os komme væk herfra.”

Han rakte ud efter dørhåndtaget, men hun sagde: ”Jeg har den” og satte sig ind.

Jeffrey var på vej rundt om bilen til førersiden da en hvid personbil kørte hurtigt hen over parkeringspladsen og bremsede med skrigende dæk på den tomme plads ved siden af BMW’en. Et par sekunder senere stod en kraftig, skaldet mand ud af bilen. Han var iført en flonelsskjorte med afrevne ærmer og et par jeans der så ud til at være oversprøjtet med motorolie. En tung metalkæde dinglede fra forsiden af hans bukser til hans ryg. På hans venstre hofte hang en af de største jagtdolke Jeffrey nogensinde havde set.

Mens Jeffrey så til, tog manden kniven op af skeden og lagde den på bilens sæde, tydeligvis fordi han vidste at man ikke må tage våben med ind på hospitalet. Ikke at han så ud til at have behov for at være bevæbnet. Hvis Jeffrey skulle gætte, ville han sige at manden vejede op mod et hundrede og tyve kilo, og det meste var muskler.

Bilen rystede da han smækkede døren. Der lå dybe skrammer hen over hans ansigt, som om han havde været oppe at slås med en tiger og havde tabt. Han stirrede udfordrende på Jeffrey. ”Hvad fanden glor du på?”

Jeffrey skubbede jakken til side og lagde hånden på bæltet. Hans pistol lå under forsædet i Saras bil, men det vidste fyren – der tydeligvis var kriminel og bare tilfældigvis på fri fod i øjeblikket – ikke noget om. ”Nu skal du ikke lave problemer.”

”Fuck dig og dine fucking problemer,” bjæffede manden og gik hen mod indgangen til skadestuen.

Gennem glasdørene så Jeffrey sheriffen stå lænet ind over skranken og tale med receptionisten. De så begge op da manden trådte ind i ventelokalet. Valentine sendte et blik ud på Jeffrey, men sheriffen var for langt væk til at han kunne se hans ansigtsudtryk. Han sagde et eller andet til gorillaen og strakte hånden ud med håndfladen nedad som for at berolige ham. De sagde nogle ord til hinanden, og så vendte manden sig og stolprede ud igen. Da han gik forbi Jeffrey, mumlede han ”Røvhul”, men Jeffrey var ikke sikker på hvem fornærmelsen var rettet imod.

Valentine kom ud fra hospitalet da den hvide bil bakkede ud af båsen, ramte kantstenen og accelererede væk fra stedet.

Jeffrey kastede et blik ind i bilen og så på Sara. Han spurgte Valentine: ”Var det en af dine venner?”

”En lokal narkohandler som ville se til en af sine drenge,” forklarede Valentine. ”Jeg bad ham komme tilbage i besøgstiden.”

Jeffrey så nøje på ham for at finde ud af om han løj. Ordvekslingen havde set lidt mere ophedet ud end bare en afvist besøgsanmodning, men på den anden side lignede bøllen med kæmpekniven ikke en mand der brød sig om at blive nægtet noget.

”Her,” sagde Jeffrey og stak hånden i baglommen og tog et par visitkort op. Han skrev noget på bagsiden af det øverste kort og bladrede videre til det næste som han gav sheriffen. ”Mit mobiltelefonnummer står forneden. Ring til mig hvis du finder min kriminalassistent.”

Valentine så vagtsomt på kortet før han tog det.

Jimmy stak resten af kortene tilbage i lommen. Han satte sig ind i BMW’en og kørte ud fra parkeringspladsen. Hverken han eller Sara havde noget videre at sige mens de forlod byen ad den samme rute de var kommet ad. Valentine havde taget fejl da han sagde at Lena havde tyve minutters forspring. Jeffrey regnede med at Lena højst havde femten. Han stillede sig selv det spørgsmål som sheriffen sikkert også stillede sig selv lige nu: Hvor ville Lena tage hen? Hvem ville hun opsøge for at få hjælp?

Ham. Lena var altid kommet til Jeffrey når hun havde et problem, lige meget om det drejede sig om en lille ting som et lift ind til byen eller en stor ting som at få styr på sit røvhul af en nazikæreste. Men denne gang var alligevel noget andet. Denne gang var hun gået over stregen. Valentine havde ret i én ting: Hvad enten det var bevidst eller ej, så havde Sara hjulpet Lena på flugt. Lena var politikvinde; hun kendte loven bedre end de fleste advokater. Hun havde vidst præcis hvad hun fik Sara rodet ud i, og hun havde været ligeglad.

I stilheden i bilen spurgte Sara: ”Hvad nu?”

”Vi tager hjem.” Han kunne mærke at hun så på ham og prøvede at finde ud af om han mente det. ”Jeg mener det, Sara. Der er ikke mere at gøre her.”

”Du har tænkt dig at lade Lena rådne op hernede?”

”Efter det hun sagde til dig? Og gjorde mod dig?” Han rystede på hovedet; han havde truffet sin beslutning. ”Det er forbi. Jeg er ligeglad med hvad der sker med hende.”

”Så du hendes reaktion da vi gik ind til hende?”

”Jeg hørte hvad hun sagde.” Han mærkede sin vrede blusse op da han tænkte tilbage på det. ”Der er ikke noget at vælge imellem her, Sara. Hun brugte dig. Jeg har ikke tænkt mig at hjælpe hende.”

”Jeg har aldrig set hende så bange. Hun plejer at have fuldstændig kontrol over sig selv.”

Han fnøs. ”Måske over for dig.”

”Du har ret. Hun viser aldrig mig sin svage side. Det er som om hun altid spiller en rolle og skal vise hvor sej og uovervindelig hun er.” Sara insisterede: ”Men det var ikke en rolle på sygehuset, Jeffrey. Måske senere, men da hun så os lige da vi kom ind, var hun fuldstændig rædselsslagen.”

”Hvorfor vil hun så ikke tale med mig? Eller i det mindste med dig? Hun var alene med dig. Hun vidste du ikke ville rende ud og fortælle sheriffen noget. Hvorfor betroede hun sig ikke til dig?”

”Fordi hun er bange.”

”Så skulle hun bare have klappet i og ladet være med at rode dig ind i det.”

Sara talte langsomt og velovervejet. ”Jeg er glad for at du forsvarer mig, men prøv bare lige at tænke over det et øjeblik: Lena vidste at hvis hun langede ud efter mig, ville du reagere præcis som du gør nu. Hun ville ikke have mig til at forlade byen, Jeffrey. Hun ville have dig til det.”

Jeffrey knugede hårdt om rattet; han ville ikke indrømme at Sara måske havde ret. ”Siden hvornår er du begyndt at tage Lena Adams’ parti?”

”Siden …” Sara tav et øjeblik. ”Siden jeg så hende så bange at hun var parat til at satse alt for at få dig ud af byen.”

Han så sceneriet for sig igen; den måde Lena havde reageret på. Sara havde ret: Lena havde ikke spillet bange. Hun havde ikke set Jeffrey ind i øjnene fordi hun vidste at han sikkert var det eneste menneske i verden der kunne se når hun løj.

Sara sagde: ”Jeg har set hende i mange slemme situationer, men jeg har aldrig set hende så bange.”

Jeffrey lod ordene hænge imellem dem mens han om og om igen gennemspillede Lenas reaktion for sig selv og prøvede at finde ud af hvad den havde at gøre med et lig i en afbrændt Cadillac.

Sara sagde: ”Hun sagde til mig at jeg burde være bange.”

”Sagde hun noget om hvorfor?”

”Hun kørte frem med det her medlidenhedsfis; hvordan alt hvad hun rører ved, bliver til lort og så videre. Jeg troede hun havde ondt af sig selv, men nu tror jeg snarere at det var gået op for hende at det hun var i gang med, ikke virkede, så hun besluttede at prøve noget andet.” Sara rystede på hovedet. ”Hun er rædselsslagen, Jeffrey – så rædselsslagen at hun er parat til at skære dig ud af sit liv hvis det er nødvendigt. Du er det eneste stabile hun nogensinde har kendt. Hvad kan det være der er så rædselsfuldt at hun er parat til at miste dig?”

”Har du nogensinde tænkt på at hun måske har ret?” sagde han, for han havde ikke lyst til at svare på hendes spørgsmål. ”Måske er det godt at jeg ikke bli’r involveret.”

Hun lavede en lyd der lød lidt som en latter. ”Du har ingen planer om at lade det her ligge.”

”Du lyder til at være ret sikker.”

”7-8-0. A-B-N.” Hun tav som om hun forventede et svar. ”Var det ikke det du skrev på bagsiden af det kort – indregistreringsnummeret på den hvide bil?”

Jeffrey tog kortet frem og tjekkede nummeret bagpå. 780 ABN. Som sædvanlig havde Sara fotografisk hukommelse. Han skævede til sin kone. Hun sad og stirrede ud ad vinduet og holdt sine tanker for sig selv. Han vidste at hun ikke længere fortrød at hun var gået med ham ind på hospitalet. Hun fortrød at han var der, at det endnu en gang var lykkedes Lena at trække Jeffrey ind i noget farligt.

Sara var gift med en politimand, og hun havde tillært sig politimandens skepsis over for sammentræf. Bøllen i den hvide personbil var dukket op mindre end en halv time efter at Lena var flygtet. Selv om Sara sad inde i BMW’en, måtte tatoveringen på mandens arm have lyst op som et neonskilt.

Det er svært at overse et blodrødt, ti centimeter stort hagekors.