FIRE

SARA GIK RUNDT I MOTELVÆRELSET med telefonen presset mod øret og ledningen slæbende efter sig som en hundesnor der begrænsede hendes bevægelsesfrihed. Både Sara og Jeffrey havde været lettede da de på vej ud af Reese havde fået øje på skiltet med ”ledige værelser” uden for Home Sweet Home Motel, men Sara havde fortrudt deres beslutning om at blive i samme øjeblik Jeffrey åbnede døren til værelset. Det var lige ved at være en slags parallelt univers, et hul af den slags som i Saras forestilling kun fandtes i B-film og Raymond Chandler-romaner. Bare tanken om den klamme frottémåtte i badeværelset var nok til at få hende til at gyse af væmmelse. For at gøre tingene værre kunne hverken hans eller hendes mobiltelefon modtage et signal. Sara havde brugt alle de desinficerende spritservietter der havde været i hendes førstehjælpskasse før hun overhovedet ville overveje at bruge telefonen.

”Hvad sagde du?” spurgte hendes mor. Hun var et sted i Kansas. Hendes forældre var kun to uger inde i deres store rejse, og Sara kunne høre at Cathy allerede var desperat efter at komme hjem.

”Jeg sagde at far er ikke så slem endda,” svarede Sara og tænkte på at det var sjældent hun følte sig kaldet til at forsvare sin far. Cathy og Eddie Linton havde været gift i over fyrre år, men Sara havde fra begyndelsen været klar over at deres drømmeferie sammen var en stor fejltagelse. Sandheden var at hendes forældre ikke tilbragte megen tid i hinandens selskab til daglig og da slet ikke i et lille, trangt rum på fire hjul. Hendes far var altid på arbejde eller i gang med at rode i garagen, mens hendes mor som regel havde et eller andet møde hun skulle deltage i, et stævne at arrangere eller en menighedsgruppe der betød at hun var hjemmefra i timevis. Deres uafhængighed af hinanden var hemmeligheden bag deres lykkelige ægteskab. Tanken om at de begge var spærret inde i en elleve meter lang Winnebago som de havde anskaffet til deres to måneders tur tværs gennem Amerika, var nok til at give Sara hovedpine.

”Jeg har bare aldrig set i øjnene hvor irriterende han kan være,” insisterede hendes mor. Hun befandt sig tydeligvis i camperens køkken; Sara kunne høre skabe blive åbnet og lukket. ”Hvor svært kan det være at koble os til en vandlås? Manden er rørlægger, for himlens skyld.” Hun sukkede dybt og inderligt. ”To timer, Sara. Det tog ham to timer.”

Sara sagde ingenting, selv om hendes mor sikkert havde ret. På den anden side trak hendes far sikkert arbejdet ud for at forlænge sit liv.

”Hører du overhovedet et ord af det jeg siger?”

”Ja, mor,” løj Sara. Hun havde tykke sokker på, men hun brugte sin storetå til at skubbe til en grøn M&M der så ud til at være smeltet ned i tæppet under vinduet. ”To timer.”

Hendes mor var tavs et øjeblik, men sagde så: ”Fortæl mig hvad der skete.”

Sara opgav at rokke M&M’en da hendes sok hele tiden klæbede fast til den. Hun begyndte at vandre rundt i værelset igen. ”Jeg har fortalt dig hvad der skete. Jeg lod hende stikke af. Jeg kunne lige så godt have åbnet døren for hende og kørt hende til lufthavnen.”

”Ikke det,” sagde Cathy. ”Du ved godt hvad jeg mener.”

Det var Saras tur til at sukke. Hun var lige ved at være glad for at hun havde dummet sig på hospitalet om aftenen, for Lenas hurtige forsvinden havde givet Sara noget nyt at ligge vågen over når det ellers var meningen at hun skulle sove. Nu bragte hendes mors spørgsmål sagsanlægget tilbage til hendes bevidsthed.

Sara sagde: ”Jeg vil mene deres strategi er at påstå at fordi jeg blev overfaldet for ti år siden, har jeg været for distræt til at fortælle Powellfamilien at Jimmy havde leukæmi, og at han døde fordi jeg ventede en dag.”

”Det er det mest latterlige jeg nogensinde har hørt.”

”Deres advokat kan være ret overbevisende.” Sara tænkte på advokaten og hendes Tourette-agtige krokodillesmil. ”Hun fik endda mig selv til at tro på det.”

Endnu et skab blev åbnet og lukket. ”Jeg fatter ikke at en anden kvinde kan finde på at gøre det imod dig,” sagde Cathy. ”Det er afskyeligt. Det er derfor kvinder aldrig vinder: Deres medsøstre bliver ved at spænde ben for dem.”

Sara bed sig i tungen; hun var ikke i humør til et af sin mors rødstrømpeforedrag.

Cathy sagde: ”Jeg kan godt komme hjem hvis du har brug for mig.”

Sara havde nær tabt telefonen. ”Nej. Jeg har det fint. Det har jeg virkelig. Det må ikke ødelægge jeres ferie at –”

”Shit,” hvæsede hendes mor. Det var yderst sjældent at den slags udbrud nåede ud over hendes læber. ”Jeg bli’r nødt til at løbe. Din far har lige stukket ild til sig selv.”

”Mor?” Sara pressede telefonen mod øret, men hendes mor havde allerede lagt på.

Sara stod med telefonen i hånden og var i tvivl om hvorvidt hun skulle ringe op igen, men besluttede så at hvis det havde været noget virkeligt alvorligt, ville hendes mor ikke have lydt så irriteret. Så hun lagde på og gik hen til den store panoramarude hvorfra der var udsigt over motellets parkeringsplads. Sara havde haft gardinerne trukket for det meste af formiddagen, for hun havde tænkt at det var mindre deprimerende at sidde i et mørkt lokale end at stirre ud på den tomme parkeringsplads. Nu trak hun polyestergardinerne et par centimeter fra og lod en tynd stribe lys falde ind i værelset.

Bordet og de hvide plastichavestole ved vinduet understregede på perfekt vis den bedrøvelige udsigt. Sara rettede på det luvslidte håndklæde hun havde draperet over en af stolene, og satte sig. Udmattelsen overvældede hende, men tanken om at gå i seng igen og lægge sig mellem de grove, gulnede lagener, var mere end hun kunne bære.

Tidligere på formiddagen var hun gået over gaden for at få en kop kaffe og var endt med at købe noget rengøringsmiddel med klor og en svamp der lugtede som om den allerede havde været brugt. Tanken havde været at gøre rent i værelset eller i det mindste gøre badeværelset en smule mindre uhumsk, men hver gang hun tænkte på at gå i gang med at bruge de ting hun havde købt, havde hun set i øjnene at hun ikke havde energi til det. Og hvis hun skulle gøre rent, skulle det for resten også være i hendes eget hjem.

Hun prøvede at tænke på en liste over de ting hun kunne gøre hjemme i Grant County lige nu: Lægge det vasketøj sammen der lå i en stak i gæsteværelset, ordne lækagen i afløbet under håndvasken, gå en tur rundt om søen med hundene. Realiteterne var selvfølgelig at Sara ikke havde gjort nogen af disse ting i de uger der var gået siden hun lukkede klinikken. For det meste sad hun bare i huset og rugede over sagsanlægget. Da hendes søster ringede fra Atlanta, havde Sara fortalt hende om sagen. Da Jeffrey kom hjem fra arbejde, havde hun talt om den. Hun var blevet så besat af at diskutere den sag at hendes mor til sidst havde sagt: ”Jamen for himlens skyld, Sara, så gør dog noget. Selv patienter på psykiatriske plejehjem slår da tiden ihjel med kurveflet og den slags!”

Uheldigvis blev problemet bare værre af at hun forlod sit hjem. Hvad enten Sara var i supermarkedet eller hentede Jeffreys jakkesæt på renseriet eller rev blade sammen i forhaven, havde hun mærket folks blikke. Og mere end det; hun havde mærket deres misbilligelse. De få gange hun havde talt med nogen, havde samtalerne været korte, om ikke ligefrem direkte kolde. Sara havde ikke fortalt nogen om disse ordvekslinger – hverken Jeffrey eller sin familie – men hun havde følt at hun sank dybere og dybere ned i depressionen hver gang det skete.

Og takket være Lena Adams havde Sara nu endnu en fiasko at føje til listen. Hvordan kunne hun lade sig narre så nemt? Hvordan kunne hun være så fuldkommen idiotisk? Hele natten havde Sara prøvet at analysere hvert øjeblik af den tid hun havde tilbragt sammen med Lena, hun havde pillet sekunderne fra hinanden og prøvet at finde ud af hvordan hun kunne have ændret på udfaldet. Bortset fra hendes egen ulidelige dumhed var der ikke noget der sprang i øjnene.

Lena havde siddet på knæ i sengen, og remmene hindrede hende i at flytte sig længere væk. Så snart Jeffrey og sheriffen var gået, slappede hun af, og hendes arme blev slappe.

Sara havde studeret hende og lagt mærke til hvordan hendes bryst skælvede for hver udånding. ”Hvad foregår der, Lena? Hvorfor er du så bange?”

”I må se at komme væk herfra. Begge to.” Hendes stemme var sagte og ildevarslende. Da hun så op, lyste hendes øjne af rædsel. ”Du må få Jeffrey væk herfra.”

Sara mærkede sit hjerte holde op med at slå. ”Hvorfor? Er han i fare?”

Lena svarede ikke. I stedet så hun ned på sine hænder og de sammenkrøllede lagener. ”Alle, alt hvad jeg rører ved – det hele bli’r til lort. I må væk fra mig.”

”Tror du virkelig vi har tænkt os at lade dig i stikken?” Sara havde sagt ”vi”, men de vidste begge to at det betød Jeffrey. ”Der var én der døde i den bil, Lena. Fortæl mig hvad der er sket.”

Hun rystede resigneret på hovedet.

”Lena, kom nu. Fortæl mig det.”

Der kom stadig ikke noget svar. Det må have været på det tidspunkt at Lena besluttede hvad hun ville gøre; hvis hun ikke kunne kontrollere Sara, så kunne hun i det mindste bruge hende.

”Jeg er så beskidt,” sagde hun, og hendes tonefald antydede at hun ikke kun talte om det snavs der dækkede hendes hud. ”Jeg føler mig så beskidt.” Hun havde set op på Sara. Hendes øjne var våde af tårer, og selv om hendes stemme var mere kontrolleret, rystede hendes hænder stadig i skødet på hende. ”Jeg trænger til at vaske det af. Jeg er nødt til at vaske det af.”

Sara havde ikke engang tænkt over det. Hun gik hen til sengen og løsnede velcroremmene. ”Du skal nok komme over det,” havde hun lovet. ”Du må stole på mig, jeg kan også hente Jeffrey –”

”Nej,” bad Lena. ”Bare … jeg vil bare så gerne vaske det af. Lad mig …” Hendes læber skælvede. Enhver modstand så ud til at være sivet ud af hende. Hun skubbede sig ud til sengekanten og prøvede at stå på sine rystende ben. Sara lagde armen om den anden kvindes liv og hjalp hende med at finde fodfæste.

Lena havde virkelig spillet rollen, tænkte Sara. Alle hendes bevægelser havde været mærket af ægte skrøbelighed. Der havde intet været i hendes bevægelser som kunne antyde at hun ville være i stand til at klatre op på en toiletkumme og løfte sig op gennem et loftspanel i armene, for slet ikke at tale om at nå at flygte fra sine forfølgere.

Sara var blevet ført fuldstændig bag lyset da hun gik ved siden af Lena gennem værelset og holdt en arm et par centimeter bag hendes ryg for at være klar til at gribe hende hvis det skulle blive nødvendigt. Det var en automatisk handling, noget man lærte den første uge man var turnuskandidat på et sygehus. Sara havde eskorteret hende hele vejen ud til badeværelset og slæbt på fødderne for at matche Lenas langsomme gangart.

Imens de gik fra sengen til badeværelset havde Sara kun tænkt på at Lena ikke var den der beklagede sig. Hun var et menneske som hellere ville forbløde end indrømme at hun havde skåret sig. Sara kunne ikke lade være at tænke på om lægerne måske havde fejldiagnosticeret Lena, om hun burde se på røntgenbillederne af hendes bryst, finde et stetoskop, gennemgå den medicin hun havde fået, få analyseret hendes blod. Var der hjerneskade eller chok som følge af eksplosionen? Var Lena faldet? Havde hun slået hovedet? Havde hun været bevidstløs? Røgforgiftning var ofte dødbringende og slog flere mennesker ihjel end brande. Sekundære infektioner, væske i lungerne, beskadigelse af lungevæv – alle mulighederne for gennem Saras hjerne, og det gik op for hende at hun uden varsel igen tænkte som en læge. For første gang i månedsvis følte hun at hun kunne gøre nytte.

Så havde Lena standset hende ved døren ind til badeværelset og holdt en hånd i vejret for at gøre Sara begribeligt at hun havde brug for at være alene derinde. Og lige før hun lukkede døren, havde hun vendt sig mod Sara. ”Jeg er ked af det,” havde hun sagt, og ordene lød så oprigtige at Sara ikke kunne fatte at de kom fra den samme kvinde der nogle minutter forinden havde været næsten hysterisk af frygt og had. ”Jeg er virkelig, virkelig ked af det.”

”Det er helt i orden,” havde Sara beroliget hende og smilet for at lade Lena forstå at hun ikke længere var alene i det her. ”Vi kan tale om det senere, ikke? Vi henter Jeffrey, og så finder vi ud af hvad vi skal gøre.”

Lena havde nikket uden ord, sikkert fordi hun ikke stolede på at hendes stemme ikke ville knække over.

”Jeg venter på dig herude.”

Og Sara havde ventet uden for døren; hun havde stået og smilet fjoget mens hun tænkte på hvor meget hun skulle hjælpe Lena. I mellemtiden var Lena sikkert på vej i fuldt firspring ned ad trappen mens hun lo ad hvor nemt det havde været at bondefange Sara.

Nu hvor Sara sad ved plasticbordet i det triste motelværelse, følte hun sit ansigt blive varmt af ydmygelse.

”Dumt,” sagde hun og rejste sig før stolen sugede den sidste rest af liv ud af hende.

Cathy havde ret. Sara måtte gøre et eller andet. Hun tog rengøringsmidlet, der hed Comet, og svampen med den mærkelige lugt og gik ud på badeværelset. Af en eller anden grund var vasken uden for døren nedsænket i en lang bordplade som var brændt langs kanterne hvor folk havde lagt deres cigaretter mens de – hvad? – børstede tænder?

Det var ikke til at holde ud at tænke på.

Sara sprøjtede noget Comet på vasken og begyndte at gnubbe mens hun prøvede at lade være med at fjerne for meget af forkromningen på plasticafløbet. Hun lagde kræfter i og arbejdede sig gennem flere års snavs som om det gjaldt hendes liv.

Hovmod står for fald, tænkte hun. Alle de år som lærernes kæledægge – den bedste elev i klassen, de højeste karakterer, de fineste anerkendelser og den lyseste fremtid – til hvilken nytte? Emory University havde optaget hende før hun gik ud af highschool. Professorerne på medicinstudiet havde praktisk taget rullet den røde løber ud og tilbudt tilstrækkelig med økonomisk hjælp til at hendes far nemt kunne betale resten. Tusindvis af mennesker ansøgte hvert år om det begrænsede antal kandidatpladser på Grady Hospital. Sara havde ikke engang haft en andenprioritet. Hun vidste at hun ville blive optaget. Hun var så pokkers sikker på sine egne evner, sin egen intelligens, at hun aldrig i sit liv havde forestillet sig at hun ikke skulle kunne gennemføre noget hun havde sat sig for.

Undtagen at forhindre en pige på halvtreds kilo som i sin tid var droppet ud af college for at blive politikvinde, i at flygte fra Elawah County Medical Center.

”Åndssvagt,” gentog Sara. Hun opgav vasken og gik ud i badeværelset. Hun begyndte med toilettet, brugte en wc-børste der var monteret på væggen, til at rense kummen og prøvede at lade være med at undre sig over hvad der havde farvet børstens hår mørkegrå. Da hun satte sig på knæ ved siden af badekarret, kom hun i tanker om dengang for mange år siden da hendes mor lærte hende at rengøre et badeværelse – hvor meget renere i brug, og hvor meget blidere mod porcelænet, en svamp var.

Sara satte sig tilbage på hælene og tænkte på den dag, måske inden længe, hvor hun skulle lære sit eget barn at gøre et badekar rent eller at støvsuge stuegulvet. Jeffrey måtte lære barnet at sortere vasketøj, for Sara trak altid lyserøde, tidligere hvide sokker ud af tørretumbleren. Hun kunne i det mindste tage barnet med i supermarkedet. Efter Jeffreys mening var en lørdagskylling et sundt og afbalanceret måltid, hvilket muligvis kunne forklare hvorfor hans blodtryk måtte styres med medicin.

En tanke ramte Sara i brystet som en kniv. Hvad hvis hun løb på Becky Powell i supermarkedet? Hvad hvis Sara stod ved køddisken med sit barn i hånden, og Becky så kom gående? Hvordan skulle Sara forklare sin nye søn eller datter grunden til at Becky Powell hadede hende sådan? Hvordan skulle hun forklare hvorfor hele byen mente at hendes uduelighed havde kostet et barn livet?

Sara tørrede panden med håndryggen. Hendes øjne løb i vand på grund af den overvældende stank af klor i det lille badeværelse. Hun ville ønske at Jeffrey var der så hun ikke hele tiden fik den slags dystre tanker. Siden de udfyldte adoptionspapirerne, var de begyndt at lege Hvad Nu Hvis. ”Hvad nu hvis vi får en dreng der hader football?” ”Hvad nu hvis vi får en pige der elsker lyserødt og altid vil have fletninger?”

Sara regnede med at den slags nok var det sidste hendes mand tænkte på i øjeblikket. Der var blevet fundet et lig i den firehjulstrækker, og Lena var på en eller anden måde involveret i dødsfaldet. Efter at have truffet Jake Valentine stolede Jeffrey ikke på at den lokale politistyrke kunne opklare forbrydelsen uden at falde for den nemmeste løsning og bare hænge Lena op på det hele. Han var taget tidligt af sted om morgenen for at lægge en strategi sammen med Nick Shelton, en af hans venner der arbejdede for Georgia Bureau of Investigation. Sara var ikke blevet inviteret med.

Hun lænede sig atter ind over badekarret og skyllede rengøringsmidlet af før hun dryssede mere på for at gentage processen. Svampen var tæt på at opgive ånden, men Sara ville ikke holde inde før hun var tilfreds. Hun foldede svampen på midten og brugte kanten til at angribe den sorte rand langs karrets kant, et geologisk fænomen der sikkert gik tilbage til halvfjerdserne.

Sara bandede for sig selv og ønskede igen at hun var hjemme. I Grant County kunne hun i det mindste afholde sig fra at gå i vejen for Jeffrey så han kunne komme til at passe sit arbejde. Her kunne hun ikke gøre andet end at sørge for at han havde et rent sted at lægge sin tandbørste. Fra den ene dag til den anden var hun blevet forvandlet til en husmor og til hvilken nytte? For at Lena kunne grine hende hele vejen ud af byen?

Sara vidste at Jeffrey somme tider bøjede reglerne. Hvis han havde været alene om aftenen, ville han have opfattet den tomme stol bag sygeplejerskernes skranke som en invitation til at finde Lena på egen hånd. Hvis han var moset ind på den patientstue alene, ville Lena muligvis have åbnet sig for ham. Hun ville måske have fortalt ham hvorfor hun havde brug for at komme ud, i stedet for selv at bryde ud. Hun ville med garanti ikke have forsøgt at bruge Jeffrey i sine flugtplaner; det respekterede hun ham for meget til.

I modsætning til Sara.

Cathy havde sagt at kvinde var kvinde værst. Var Sara Lenas fjende? Det mente hun ikke. Det var sandt at Sara aldrig havde forstået det bånd der var mellem hendes mand og den kvindelige kriminalassistent på femogtredive, men Sara var ikke så dum at hun blev jaloux. Bortset fra at Lena var så langt fra Jeffreys type som man kunne være uden at tilhøre en anden art, så mindede deres forhold for meget om en storebror og hans vilde lillesøster til at Sara kunne mobilisere nogen bekymring.

Måske kom modviljen af at Lena altid traf sådan nogle elendige valg for sig selv. Efter at hendes søster Sibyl var død, var Lena sunket ned i en dyb depression. Det lykkedes hende endda at blive midlertidigt suspenderet fra styrken. Det var på det tidspunkt at hun begyndte at komme sammen med Ethan Green. Og mistede al Saras medfølelse.

Som læge burde Sara have forstået processen. Sorg kan føre til depression, og depression kan føre til kemiske forandringer i kroppen som gør det umuligt at kravle ud af den onde cirkel uden hjælp, det være sig medicinsk eller terapeutisk eller begge dele. Guderne måtte vide at Sara i løbet af de seneste måneder havde været mere end tæt på faren ved depression. Men hendes personlige oplevelser kunne ikke hjælpe hende til at forstå hvorfor Lena havde søgt tilflugt hos Ethan.

Sara havde læst mange kvinders journaler, hun kendte statistikkerne og havde studeret årsagssammenhængene. Depression kan føre til sårbarhed. Sårbarhed tiltrækker rovdyr. Det var som en haj der lugter blod i vandet. Bare fordi en kvinde gav udseende af at være stærk, udelukkede det ikke at hun kunne blive offer for en voldelig ægtefælle. I nogle tilfælde ville det endda gøre hende mere udsat; man kunne kun holde sin barske facade indtil en vis grænse før den krakelerede.

Sara vidste dette med sin fornuft. Hun accepterede at nogle kvinder – begavede kvinder – kunne komme i lag med den forkerte person og ende med at indgå kompromis på kompromis indtil der ikke var anden mulighed end bare at tage al lortet. Men at Lenas fireogtyveårige kæreste havde mishandlet hende – og ikke bare mishandlet hende, men smadret hende til en blodig masse – det var noget som Sara aldrig kunne glemme.

Det var som om Lena havde været besat af manden, som om hun ikke kunne få ham ud af systemet. Hvis Ethan havde været et narkotisk stof, ville Sara måske have nemmere ved at forstå afhængigheden. Heroin, metamfetamin, opium … det ville forklare Lenas hengivenhed, hendes manglende evne til at komme igennem dagen uden et fix. Hjernevasken ville have givet mere mening hvis hun havde været i en religiøs kult, men der var intet andet for Lena at falde tilbage på end hendes egen beskadigede personlighed. Hun havde et godt job, hun havde sine egne penge, sine egne ressourcer. Hun havde en pistol og et politiskilt, for fanden. Ethan var en prøveløsladt voldsmand. Lena kunne have anholdt ham når som helst. Som politiembedskvinde havde hun pligt til at anmelde ethvert tilfælde af vold, også selv om hun selv var offeret.

Og alligevel havde hun lagt det i hænderne på Jeffrey. Det var Lena der gav ham et tip om at Ethan havde en pistol i sin rygsæk. Jeffrey nægtede at diskutere det med Sara, men hun var sikker på at Lena havde plantet pistolen fordi sådan en kujonagtig adfærd var den eneste måde hun kunne slippe af med sin plageånd på. Ethan havde ti års fængsel hængende over hovedet. Lena havde skjult pistolen og derefter ringet til Jeffrey og fået ham til at gøre det beskidte arbejde.

Og selvfølgelig var Jeffrey kommet løbende.

Men var det ikke netop derfor Sara elskede Jeffrey? Fordi han nægtede at opgive mennesker uanset hvor langt uden for rækkevidde de lod til at være? Sara var ikke den rette til at pege fingre ad kvinder der begik dumme fejltagelser med mænd. Hun havde giftet sig med Jeffrey to gange og var gået fra ham første gang efter at være kommet hjem og fundet ham i seng med en anden kvinde. Men Jeffrey havde forandret sig i årene efter deres skilsmisse. Han var blevet voksen. Han havde arbejdet for at få Sara tilbage, genvinde hendes tillid og reparere deres forhold. Hun elskede denne nye Jeffrey med så inderlig en lidenskab at det somme tider skræmte hende.

Var det den samme slags lidenskab der havde drevet Lena til at blive sammen med Ethan uanset hvor mange gange han slog hende? Havde hun følt den samme elskovssyge som Sara, de samme sommerfugle i maven når de var adskilt? Havde hun gjort sig så latterlig på grund af ham at hun ikke kunne slippe ham?

Sara lod resterne af svampen falde ned i affaldsspanden og skyllede karret igen. Jeffrey ville få et chok når han kom tilbage fra sit møde. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde gjort sit eget badeværelse så grundigt rent. Sara hadede det meste husarbejde og gjorde det kun fordi Heartsdale var så lille en by at hendes mor ville få at vide hvis hun hyrede en dame. Cathy havde den opfattelse at huslige pligter styrkede karakteren, og at betale andre mennesker for at overtage dem, især andre kvinder, afslørede hvordan man i virkeligheden tænkte. Sara tænkte ved sig selv at hendes mors puritanske arbejdsmoral var kommet for langt ud. Der var en grund til at Sara havde fået sin studentereksamen et år før de andre i klassen. Mens hun voksede op, mente hendes mor at lektier var den eneste gyldige undskyldning for at undlade at tage del i rengøringen.

Hun vaskede rengøringsmidlet af hænderne, og hendes tanker gled tilbage til Lena, og hun ønskede at Ethan Green lige så nemt kunne vaskes ud af deres liv. Sara havde kun set Ethan en enkelt gang – set hans krop. Det måtte have taget mange timer at lave tatoveringerne. Der var mindst ti, men den ene hun aldrig ville kunne glemme, var det store sorte hagekors over hans hjerte. Hvad skulle der til for at få en mand til at rumme sådan et had? Hvad sagde det om Lena at hun kunne være sammen med sådan en mand, begære ham, elske med ham uden at blive frastødt af det hadefulde symbol på hans krop?

Aftenen før mens Sara sad i bilen uden for hospitalet, havde hun set hvordan skinheaden i den hvide personbil havde set på Jeffrey; han havde set at Jeffrey var politimand, og hans øjne havde udstrålet noget hårdt og hånligt over alt hvad det betød. Hun havde også set det røde hagekors på mandens arm og mærket en pludselig, kvalmende frygt da Jeffrey gjorde det klart at han ikke var blevet skræmt, at han ikke ville trække sig. Hun fik kvalme bare ved at tænke på det.

Telefonen ringede, og Sara for sammen. Hun løb ind i det andet værelse og tog røret. ”Hallo?” Hun ventede og lyttede til den susende støj på linjen og lyden af nogen der trak vejret. ”Hallo?” gentog hun og tilføjede så uden nogen særlig grund: ”Lena?”

Der lød et sagte klik, og så blev der helt stille.

Sara lagde røret og gøs. Hun så på sit ur og tjekkede tiden i forhold til vækkeuret på sengebordet. Det var næsten to timer siden at Jeffrey var taget af sted for at mødes med Nick Shelton. Han havde fortalt hende at han ville ringe på vej tilbage, men det var ikke til at sige hvornår det ville blive.

Hun fik øje på en folder fra et pizzeria og de notater hun havde kradset ned på bagsiden. Sara tog folderen op og prøvede at tyde sin egen håndskrift.

Jeffrey havde givet Sara en opgave. Hun elskede ham fordi han prøvede at give hende en fornemmelse af at være til nytte, men sandheden var at han kunne have sat en abe til at udføre opgaven. Efter at have hentet kaffe i det lille supermarked havde hun ringet til Frank Wallace, Jeffreys næstkommanderende, og bedt ham spore registreringsnummeret på den hvide personbil de havde set uden for hospitalet om natten. Selv Frank havde lydt forbavset da han hørte Saras anmodning. Men han havde spillet med og tastet nummeret ind i sin computer mens han nynnede stille for sig selv. Sara havde kendt Frank lige så længe hun havde levet – han var hendes fars pokerven – men hun havde følt sig utilpas ved at tale med ham i telefonen, mest fordi de begge to vidste at hun ikke burde blande sig i politiarbejde.

Frank var mindre end et minut om at finde oplysningerne. Sara havde rodet efter et eller andet at skrive på og havde fundet pizzafolderen i en af sengebordets skuffer. Et foretagende ved navn Whitey’s Feed & Seed ejede bilen som var en Chevrolet Malibu.

Så nazisten i den hvide personbil havde humoristisk sans. Sara havde afsluttet samtalen med Frank og besluttet at tage et initiativ – noget som en abe afgjort ikke kunne gøre – og tjekke virksomhedsoplysningerne på Whitey’s Feed & Seed. Efter at have brugt det meste af tyve minutter på at vente i røret fik hun på selskabsregisteret oplyst at en mand ved navn Joseph Smith stod opført som administrerende direktør og bestyrelsesformand i Whitey’s Feed & Seed. Ud fra en antagelse om at Joseph Smith var mandens rigtige navn og ikke en hentydning til mormonkirkens grundlægger, ringede Sara til oplysningen. Der var mere end tre hundrede Joseph Smith’ er i staten Georgia. Mærkeligt nok var der ingen af dem der boede i eller omkring Elawah.

Franks computeroplysninger havde omfattet en postboks som adresse for køretøjet, men kvinden i selskabsregisteret havde givet Sara en lokal adresse som var Third Avenue 339. Hvis Reese mindede om andre af USA’s småbyer, var vejene arrangeret i et gittermønster. Elawah County Medical Center lå på Fifth Avenue. Sara vidste at hospitalet lå mindre end ti minutters kørsel fra motellet, hvilket måtte betyde at Third Avenue lå inden for en afstand af nogle få kilometer.

Sara stirrede på folderen og sine hastigt nedkradsede bogstaver hen over siden med desserter. Hun havde talt med sin mor, gjort rent på badeværelset, lagt alt tøjet sammen i deres kuffert og indtalt tre beskeder på sin søsters telefonsvarer før kedsomheden begyndte at gnave i hende. Hvis hun ikke skulle feje parkeringspladsen, var der ikke mere hun kunne gøre nu.

En motorcykel blev gasset op udenfor, og udstødningen buldrede så meget at vinduesruderne klirrede. Sara kiggede ud ad sprækken mellem gardinerne, men hun kunne ikke se andet end bagsiden af motorcyklen da den kørte ud på landevejen. Himlen var ved at blive mørk, men hun gættede på at der nok var mindst et par timer til det ville begynde at regne.

Sara rev den adresse hun havde skrevet på folderen af og skrev en besked til Jeffrey på siden med forretter. Hun havde set et stativ med lokale vejkort da hun havde været ovre i supermarkedet tidligere på morgenen. Third Avenue måtte være lige i nærheden.

Hun tog motelnøglen på bordet og gik ud af værelset inden hun kunne nå at komme på bedre tanker.