FEM

FORTÆL OS OM VORES MOR,” plagede Lena og Sibyl Hank næsten lige så snart de havde lært at tale. De var desperate efter at få noget at vide om den kvinde der var død efter at have født dem. Hank protesterede altid – han havde et værtshus at drive eller et møde at gå til – men det endte alligevel tit med at han satte sig og mindedes en sommerudflugt eller en rejse til længst afdøde slægtninge. Der skete altid et eller andet – en fremmed i vejsiden som deres mor hjalp, et sygt familiemedlem som hun plejede indtil vedkommende kom til hægterne. Englen Angela satte altid andre før sig selv. Angela gav med glæde sit eget liv så hendes tvillingedøtre kunne leve. Angela så ned på Sibyl og Lena oppe fra himlen.

Selv i et barns ører var historierne usandsynlige eventyr om den mest lysende godhed, men Lena og Sibyl blev aldrig trætte af at høre om deres mors generøsitet og hendes altid åbne, kærlige hjerte. Sibyl havde prøvet at efterligne deres mor, at blive den slags menneske der kun så det gode i andre. Men for Lena var Angela Adams blevet den usynlige målestok, en kvinde som hun aldrig ville møde og aldrig ville kunne sammenligne sig med.

Og nu fortalte Hank Lena at hendes mor slet ikke var død under barslen, men var blevet myrdet af en narkohandler. Og ikke en hvilken som helst narkohandler – Hanks egen pusher.

Noget af det første Lena kunne huske at Hank havde fortalt dem om deres mor, var at Angela havde været fuldstændig utvetydig i sin holdning til stoffer og alkohol. Efter i årevis at have set sin storebror langsomt grave sin egen grav havde hun endelig opgivet ham og svoret aldrig at ville se ham igen. Hank havde været ligeglad da det skete. Han var seksogtyve. Han ville ikke have familie eller sex eller penge eller biler. Det eneste han ville, var at finde sit næste trip.

Ifølge Hank var det første løfte Angela forlangte af sin mand, Calvin Adams, at han aldrig ville gå på druk med sine kolleger. Calvin holdt sit løfte – de var meget forelskede – og rørte sjældent bare en dråbe alkohol; han drak afgjort aldrig mens hans unge hustru så det. Det er selvfølgelig umuligt at sige hvor længe det ville have varet. Parret fik kun tre lykkelige måneder før Cal standsede sin sidste fartbilist. Bilens fører skød ham to gange i ansigtet, flygtede fra gerningsstedet og blev aldrig fundet. Lenas far var død før han ramte jorden.

De første tegn på at Angela var gravid, kom til hendes mands begravelse. Hun, der normalt ikke viste svaghedstegn eller gav udtryk for sindsbevægelse, besvimede ved Calvins grav. Syv måneder senere tog hun på hospitalet for at føde to piger og kom aldrig hjem igen. Blodforgiftning er sjælden, men dødbringende. Der gik to uger før infektionen bredte sig til den nybagte mors krop og lukkede hendes organer ned ét efter ét indtil det til sidst var nødvendigt at træffe beslutning om at slukke for hendes respirator. Hank Norton, Angelas nærmeste slægtning, havde truffet den.

Det var, sagde Hank tit, det sværeste han havde gjort i hele sit liv.

Det var åbenbart alt sammen løgn.

Angela Norton havde været en spinkel kvinde der havde været temmelig almindelig af udseende lige indtil hun smilede. Derefter var det fuldstændig umuligt ikke at lægge mærke til hende. Hun havde sin mexicansk-amerikanske mors mørke hud, et punkt hvor hun slet ikke lignede sin bror der var hvid som kærnemælk. En anden kvalitet som Hank ikke havde til fælles med sin søster, var hendes ekstreme gudfrygtighed som var et resultat af deres mors katolske tro. Angela var lidenskabeligt optaget af at hjælpe andre mennesker mens Hank var lidenskabeligt optaget af at hjælpe sig selv.

Som voksen vidste Lena at enhver god historie har mørke og lyse sider, og nu kunne hun se at Hank altid havde malet sig selv med de mørkeste toner på sin palet.

Angela Norton havde mødt Calvin Adams til et kirkemarked. Han havde passet tombolaen for sheriffens kontor og selv om spil var en synd, ville hun prøve at vinde den kurv med bagværk der var udsat som præmie. Angela var sky og kun en teenager da hun mødte den flotte, unge vicesherif. Hun var begavet og morsom og muligvis det venligste og mest omsorgsfulde væsen der gik på jordens overflade.

Angelas og Hanks mor var død som ung. Bilulykke. Hun havde ingen andre slægtninge, og hendes mand, der havde været professionel soldat, var blevet dræbt i Vietnam da børnene var små. Cal var enebarn. Begge hans forældre var døde da han var først i tyverne. Han havde ingen andre slægtninge i byen, ingen fætre eller kusiner eller tanter eller onkler som nogen kendte til. Ingen familie som Lena og Sibyl kunne opsøge.

Calvin Adams var en flot mand. Han havde været lidt af en nørd i highschool, og det havde givet anledning til overraskelse da han fik ansættelse ved sheriffens kontor. Men han var blevet en god ordenshåndhæver – bestemt, men retfærdig. Altid villig til at lytte til begge parter i et skænderi. Han bar sin pistol og sit skilt med stolthed, men misbrugte ingen af delene over for nogen. Angela og Calvin var forelskede, rigtig grundigt forelskede, og det der skete dem, var en tragedie.

Efter at have set sin søster udånde havde Hank taget de nyfødte tvillinger med fra hospitalet, for han ville ikke overlade sit eget kød og blod til en institution. Sørgeligt uforberedt på den første nat havde han lavet improviserede krybber ved at fore to kommodeskuffer med lagener og puder og puttet sine to plejebørn dér mens han selv gik rundt i huset og systematisk fjernede ethvert spor af alkohol.

Han hævdede tit at den nat havde været hans ”vendepunkt”, at han, da han så ned på de to hjælpeløse piger i skufferne og vidste at han var det eneste der stod imellem dem og den skæggede dame fra børneværnet, havde det fået ham til at vende en gammel ven ryggen.

Sådan lød den historie Lena havde fået fortalt. Sådan var de løgne som hun var blevet fodret med hele livet. Hun kunne huske regnfulde eftermiddage hvor hun og Sibyl havde gennemlevet Hanks historier. De spillede rollerne som deres forældre der havde haft så korte, tragiske liv, og skiftedes altid til at være Angela, den bedste, den sødeste, af dem. Åh, hvor deres forældre havde elsket hinanden. Åh, hvor de ville have elsket at holde deres to døtre i deres arme. Alting ville have været anderledes, så helt, helt anderledes, hvis de blot havde levet.

Eller ville det?

Hank hævdede tit at han sagde farvel til sit stofmisbrug den aften da han kom hjem fra hospitalet med sine niecer, men Lena havde været med hele vejen. Hun kendte sandheden. Otte år var der gået før han holdt helt op. Otte års ugelange drukture og fester der varede i dagevis, og politiet der snusede rundt, og løgne … altid løgne.

Hun havde boet i det hus, havde set det med sine egne øjne: Alle de år, og så havde hun ikke haft mistanke om at en stofmisbruger ville fortælle hende andet end sandheden om hendes egen mor og far. Hvorfor skulle han lyve om det der var sket? Hvad havde han at vinde ved alle de løgne?

Lena tørrede sit hår i et håndklæde mens hun sad på sengekanten. Hun havde skiftet til en af Hanks gamle skjorter så hun kunne gå ind under bruseren med ham og skrabe noget af skidtet af ham. Han var så tynd at hun kunne mærke hans knogler gennem de gummihandsker hun brugte til at gøre ham ren med. Han havde mærker der kunne stamme fra reb, om håndled og ankler, men hun vidste at han sikkert selv havde påført sig dem ved at pille huden af som man piller skrællen af en appelsin.

Methmider. Speedbumps. Sprøjtelopper. Der var så mange navne for det fænomen der fik metamfetamin-brugere til at pille, skrabe og bore i deres egen hud. Som led i politiets forebyggende arbejde underviste Jeffrey i highschool to gange om året. Lena kunne tydeligt huske den første gang hun var blevet tvunget til at gå med. Hun havde mærket sit hjerte slå hurtigere da hun hørte Jeffrey tale om kemien bag sygdommen, prøve at forklare de selvpåførte skader som hun havde set med sine egne øjne.

Meth hæver legemstemperaturen hvilket får huden til at svede. Når sveden fordamper, fjernes hudens beskyttende fedtlag. Denne proces irriterer nervespidserne og giver misbrugeren en fornemmelse af at der kravler noget under hans hud. Han vil gøre hvad som helst for få fornemmelsen til at forsvinde, bruge ethvert redskab for at lindre sine lidelser.

Lena havde engang set Hank tage en issyl og skrabe den mange gange hen over huden indtil den sprang op som en sæk sukker under en skarp kniv. For et øjeblik siden havde hun igen set arret efter det, det tykke reb af knudret væv der var blevet syet sammen på skadestuen. Der var så mange mærker på hans krop, så mange smertefulde mindelser om hvad han havde været parat til at gøre mod sig selv bare for at blive høj.

Og så havde Hank alligevel aldrig, gennem alle de år der var gået, været så dårlig som han var nu.

Hvorfor? Hvorfor var han vendt tilbage til det liv efter at have kæmpet så hårdt for at komme ud af det? Hvad havde fået Hank til at favne det han hadede mest af alt? Der måtte være en forklaring. Et eller andet måtte have fået ham til at tage den første sprøjte.

Var det den pusher? Købte Hank stoffer af den mand der havde dræbt Lenas mor?

Lena blev færdig med at tørre sit hår. Hun satte sig op og så på sig selv i spejlet over kommoden mens vandet dryppede ned ad nakken på hende. Hvordan kunne hun være endt på det her sted igen? Hvordan kunne hun sidde i det her værelse, på den her seng, og tørre sit hår efter endnu en gang at have spulet kager af skidt af sin morbrors udmagrede krop?

Hun var voksen nu. Hun havde et job, sit eget hjem. Hun var ikke afhængig af Hank længere, ikke i nogen som helst sammenhæng.

Hvorfor var hun her så endnu?

”Lee?” Hank stod i døråbningen med den lasede badekåbe om sig.

Hendes stemme sad fast et sted i hendes hals, men det lykkedes hende at sige: ”Jeg kan ikke tale med dig lige nu.”

Det tog han sig tydeligvis ikke af. ”Jeg vil gerne ha’ at du tager hjem. Bare glem hvad jeg sagde. Tag hjem og kom videre med dit liv.”

”Skød den mand min far?”

Hank kiggede over hendes skulder. Lena vidste at der hang en Rick Springfield-plakat bag hende, et minde fra teenageårene.

”Fortæl mig sandheden,” insisterede hun. ”Fortæl mig hvordan de døde.”

”Din far blev skudt. Det ved du, Lee. Jeg viste dig artiklen fra avisen. Både dig og din søster.”

Det huskede hun, men hvordan skulle hun kunne stole på ham? Hvordan skulle hun stole på sin egen hukommelse efter alle de år?

Hun spurgte: ”Hvad med min mor? Du sagde han dræbte min mor.”

Hans adamsæble arbejdede da han sank. ”Det der slog hende ihjel, var at hun mistede jeres far. Det var det jeg mente.” Han kradsede sig på halsen og på hagen. ”Det var ikke den mand du så der skød ham, men folk ligesom ham. Dårlige mennesker som du hellere må holde dig fra.”

”Du lyver,” sagde hun og havde aldrig følt sig så sikker på noget i sit liv.

Han begyndte at pille i et sår ved øret. Hun vidste at han snart ville begynde at få abstinenser fordi han manglede stof.

”Hvornår begyndte det?” spurgte hun. ”Hvornår blev du hooked igen?”

”Det spiller ingen rolle.”

”Fortæl mig hvorfor?” sagde hun uden at ænse at han nærmest tryglede. ”Hvorfor ville du dog tilbage til det liv, Hank? Du har arbejdet så hårdt for at –”

”Det spiller ingen rolle.”

”Du er en gammel mand,” sagde hun. ”Du kan ikke vinde over stofferne en gang mere. Du kan lige så godt få taget mål til din kiste.”

”Bare put mig i et hul,” sagde han. ”Det er der jeg hører til.”

”Er det meningen jeg skal have ondt af dig?”

”Det er meningen du skal tage hjem,” svarede han omgående og lød et kort øjeblik som den gamle Hank, den mand der lavede reglerne og håndhævede dem.

”Jeg går ikke før du fortæller mig sandheden,” sagde Lena. ”Jeg går ikke før du fortæller mig hvorfor du gør det her mod dig selv.”

”Kør hjem til Grant. Tag hjem til dit job og dine venner og glem mig.”

Hun rejste sig fra sengen og tog håndklædet op i hånden. ”Jeg mener det, Hank. Jeg går ikke før jeg får sandheden at vide.”

Han kunne ikke se på hende. Endelig sagde han: ”Der er ingen sandhed. Din far og din mor døde. Det er der ikke noget der kan lave om på.”

”Jeg har ret til at vide hvad der skete.”

Han pressede læberne sammen og rystede på hovedet mens han vendte sig for at gå. ”Fortæl mig hvad der skete med min mor. Fortæl mig hvem der slog hende ihjel.”

”Det gjorde jeg!” råbte han og prøvede at rive sig løs. ”Vil du vide hvem der slog din mor ihjel? Det gjorde jeg. Det var mig! Og tag så hjem og lad de døde hvile i fred.”

Hun mærkede hans hud glide under sine fingre og vidste at der sad en brækket kanyle som hun nu pressede længere ind i kødet på ham. Hun prøvede at give slip på ham, men han lagde sin hånd over hendes og holdt hende fast.

Han havde tårer i øjnene, og hans ansigtsudtryk blev blidere, som om han i et glimt kunne se ud over sine egne behov. ”Du og din søster var lyset i mit liv. Det må du aldrig glemme.”

Lena trak sin hånd til sig. Der sad en lille dråbe blod lige under hans halspulsåre hvor han måtte have taget et hit mens hun tørrede hår.

Hun rømmede sig og prøvede at tale på trods af den klump hun havde fået i halsen. ”Hvis du punkterer en pulsåre –”

”Ja ja.” Han virkede ligeglad.

”Din hals svulmer op,” fortsatte hun. ”Du bliver kvalt.”

”Tag hjem, Lee.”

”Hank –”

”Jeg ved hvad der kommer til at ske,” fortsatte han. ”Jeg vil ikke ha’ at du er her når det sker.”

I de tyve år der var gået siden Lena sidst havde været på Elawah County Library, var den eneste fornyelse et enligt computerbord der var blevet maset op ad den bageste væg mellem hylderne med henholdsvis romantisk litteratur og almindelig skønlitteratur. Selv de slatne halloween-dekorationer så ud til at være de samme som dengang: lilla papmaché-skeletter med orange hatte, sorte katte med glimmer på halen, sorte heksegryder. Det eneste der manglede, var plasticgræskarret med slik som plejede at stå på informationsskranken. Lena gættede på at bibliotekaren ikke fandt det umagen værd at forkæle det nuværende klientel. Kvinden brugte tilsyneladende det meste af sin tid på at køre op og ned med vareelevatoren med sin bogvogn og et surt ansigtsudtryk der var mere skræmmende end noget halloween-kostume.

Sibyl havde brugt timer på biblioteket da de var børn. Hun havde været en dygtig elev; en pige der slog tiden ihjel med at lave lektier eller læse de nyeste videnskabelige tidsskrifter som miss Nancy, den tidligere bibliotekar, bestilte i blindskriftudgaver specielt til hende. Lena havde bare sjokket rundt og beklaget sig med mumlende stemme indtil Hank endelig kom og hentede dem. Han brugte biblioteket som fritidsklub og lod pigerne blive der indtil han kunne slippe væk fra værtshuset og køre dem hjem.

Nu fortrød Lena sin ungdommelige dovenskab, sin mangel på interesse for bibliotekets funktioner. Selv om Sibyl var blind, ville hun have kunnet afkode mikrofilmmaskinen dens hemmeligheder. Lena kunne ikke finde ud af at sætte filmspolen i den forbandede tingest. Da bibliotekaren endelig kom op fra kælderen, havde hun fået to spoler med avisartikler til at ligne garnnøgler i poterne på en killing. Hendes udtryk af fastgroet misbilligelse så ud til at blive en kende strammere da hun fik øje på Lena.

”Giv mig den før du ødelægger den,” kommanderede kvinden og tog spolen ud af hænderne på Lena. Hun var en fremtoning med prangende smykker, en høj stemme og en sur udstråling. Efter hendes lugt at dømme – en kvalmende sød parfume der ikke kunne maskere stanken af cigaretrøg – gættede Lena på at kvinden brugte sin tid i kælderdepotet på at ryge og gemme sig for børnene.

Det var en anden ting der ikke havde forandret sig – kælderen var lukket område for bibliotekets brugere. Biblioteksbygningen havde oprindelig været brugt som rådhus indtil administrationen voksede fra den. Den var opført i 1950’erne og havde alle de tidstypiske træk, fra et forsænket siddeområde af støbebeton som man kunne få kraniebrud af at falde på, til et beskyttelsesrum i kælderen. Lena havde engang listet sig derned og været meget skuffet over kun at finde gamle vælgerregistreringer og ejendomsskøder i stedet for de pornografiske bøger og balsamerede lig som ifølge rygterne var skjult i bibliotekets nedre regioner. Det eneste der antydede det vinduesløse lokales tidligere anvendelse, var et par feltsenge af metal der stod maset ind i et hjørne, og hylder fra gulv til loft med dåser med konserveret vand og dåsegullasch.

Lena forestillede sig at stedet lugtede af filterløse Camel-cigaretter takket være verdens mest eddikesure bibliotekar.

”Jeg ved ikke hvad du vil med det her,” sagde kvinden arrigt og viftede med mikrofilmen. ”Ved du overhovedet hvad du leder efter?”

”Jeg søger en bestemt dato,” sagde Lena og prøvede at lyde tålmodig. ”16. juli 1970.”

”Ja ja,” mumlede kvinden på en måde der gav Lena det indtryk at hun ikke havde hørt efter. Hun virkede mere opsat på at rulle filmene så stramt op at de kunne puttes tilbage i dåserne. Nøglen til elevatoren hang i en elastisk fjeder om hendes håndled, og den slog hele tiden mod bordets metalplade med en irriterende, taktfast lyd.

Lena lænede sig tilbage for at give bibliotekaren mere plads og prøvede at undlade at vise sin utålmodighed. Efter et øjeblik rejste hun sig for at undgå den strittende albue og lod kvinden få stolen. Da Lena var barn, havde biblioteker været steder uden lyd – det havde miss Nancy sørget for. Hun havde noget hun kaldte sin ”femten centimeters stemme”, hvilket betød at hun talte så dæmpet at en person der var femten centimeter væk, lige netop kunne høre hende. Når miss Nancy havde vagten, var der ingen der løb eller lavede ballade, og hun ville afgjort ikke have bandet som en tyrk mens hun kæmpede med at lægge film i fremviseren.

Der var en gruppe teenagere bag ved Lena. De sad ved et bord med bøger spredt ud foran sig, men hun havde ikke set nogen af dem lave andet end at fnise siden hun kom ind ad døren. En af pigerne så på hende og skyndte sig at kigge ned på den bog hun sad med, men Lena havde nået at opfange det.

Biblioteket var lille og havde kun omkring seksten reoler der stod med regelmæssige mellemrum ned gennem midten af lokalet. Lena gik forbi hver reol og prøvede at finde den slanke skikkelse hun havde set bag bordet med børn.

Hun fandt Charlotte Warren i afdelingen med børnebøger. Charlotte havde tydeligvis ikke haft lyst til at blive set. Hun havde næsen dybt nede i et eksemplar af Pippi Langstrømpe da Lena sagde: ”Hej.”

”Åh, Lee,” sagde Charlotte og prøvede at lyde overrasket, som om det ikke var hende der havde ringet til Lena og bedt hende se til Hank.

Lena sagde: ”Jeg fandt Hank.”

Charlotte stillede bogen på plads på hylden og tog sig god tid med at rette den ind i forhold til de andre bøger. Med sit museagtige, blonde hår og sin bløde stemme havde Charlotte Warren siden barndommen været udset til at udfylde rollen som stereotyp amerikansk husmor hvis eksistens retfærdiggjordes af Oprah og Martha Stewart.

Lena spurgte: ”Hvor længe har han været sådan?”

”En måneds tid, vil jeg mene.”

”Han er gået ret hårdt til den.”

”Det var derfor jeg ringede.”

”Hvem sælger stof til ham?”

”Åh.” Charlotte så væk og skubbede sine tykke briller højere op på næsen. ”Det ved jeg ingenting om, Lee. Jeg så ham bare en dag, og han så ikke godt ud, og det tænkte jeg at du gerne ville vide.”

”Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre,” indrømmede Lena. ”Han er fast besluttet på at tage livet af sig selv.”

”Han har været meget deprimeret siden Sibyl …” Charlotte afsluttede ikke sætningen. De vidste begge to hvad hun mente. Hun pillede ved et gyldent kors som hun havde i en kæde om halsen. ”Jeg ville være kommet til begravelsen, men ungerne var i skole, og jeg var bare …” Hun fuldendte ikke sætningen. ”Er du stadig ved politiet?”

”Ja,” svarede Lena. ”Er du stadig lærer?”

Charlottes smil blev usikkert. ”På sekstende år.”

”Det var godt.” Lena prøvede at finde på noget at sige. ”Sibyl elskede at undervise.”

”Jeg er gift nu. Vidste du det?” Lena rystede på hovedet, og Charlotte uddybede: ”Jeg har tre børn, og Larry, det er min mand, han er sådan en god far. Han tager ekstravagter på fabrikken så ungerne ikke skal mangle noget. Han går med til alle sportskampene og teaterstykkerne på skolen og til deres koncerter. Han er virkelig en god mand, Lee. Jeg har været heldig.”

”Det lyder sådan.”

”Har du nogen?”

”Nej.” Lenas svar lød for hårdt. Hun mærkede varmen brede sig i kinderne.

Charlotte kastede et blik hen over Lenas skuldre som om hun var bange for at nogen skulle høre dem. ”Nå, jeg må se at få min datter med hjem, og …” Hun lo, men det lød mere som en hulken. ”Uh, du ligner hende bare så meget.” Hun rakte hånden ud og rørte ved Lenas kind og lod den blive et lille øjeblik for længe. Hun fik tårer i øjnene, og hendes underlæbe dirrede som om hun kæmpede med sine følelser.

”Charlotte –”

Charlotte tog Lenas hånd og trykkede den hårdt. ”Tag dig godt af Hank, Lee. Sibby ville have ønsket at du tog dig af ham.”

Lena så hende gå hen til en af pigerne ved bordet. Selv om Charlotte var et par år ældre end Lena og Sibyl, havde hun været Sibyls nærmeste veninde. Fra den tidlige barndom til highschool havde de været uadskillelige. De havde tilbragt mange timer sammen på Sibyls værelse, de gik i biografen sammen og kørte endda til Florida sammen hvert år i forårsferien. De havde mistet kontakten da Sibyl flyttede for at gå på college, men den slags venskaber døde aldrig helt.

Charlotte havde ret i én ting. Sibyl ville have ønsket at Lena tog sig af Hank. Hun havde elsket ham som en far. Det ville have taget livet af hende én gang til hvis hun vidste at han levede på den her måde. Men hvad hvis hun havde fundet ud af at Hank havde løjet for dem gennem alle årene? Hvordan ville Sibyl så have haft det med ham?

”Så er den klar,” bjæffede bibliotekaren fra den anden side af lokalet. Hun slog ud med hånden mod mikrofilmfremviseren som tegn til at hun var færdig.

”Tak for hjælpen,” svarede Lena selv om kvinden allerede var i gang med at mase sin nøgle ind i låsen på elevatoren for at flygte fra etagen.

Lena gik tilbage til maskinen. Der var andre og bedre måder at gøre det her på. Hun kunne ringe til Jeffrey. Hun kunne bede ham om at tjekke hendes mors navn i politiets database. Hun kunne tage hen på sheriffens kontor og bede om at se hvad de havde om mordet på hendes far. Hun kunne finde Hanks pusher og stikke sin pistol op i snuden på ham og sige til ham at hvis han så meget som talte til hendes onkel igen, ville hun sprøjtelakere hans skinnende, hvide bil med hans hjernemasse.

Narkohandleren var et problem. Jeffrey ville spørge hvorfor Lena ville tjekke sin mor i computeren. Og han ville hjælpe hende, hvilket var endnu værre. Hun kunne ikke så godt fortælle ham at hendes onkel var på meth igen og havde sagt nogle skøre ting som hun ville tjekke. Jeffrey ville sidde i sin bil på vej til Reese inden hun havde lagt røret på.

At tale med Elawahs sherif ville muligvis også tiltrække sig uønsket opmærksomhed. Hank tog rigtig meget meth; han kunne endda være under overvågning. Og selv uden det problem, så var det altså over tredive år siden at Calvin Adams var blevet myrdet. Alle sagsakterne var sikkert gået tabt eller blevet destrueret.

Hun måtte bruge de redskaber hun havde adgang til, og biblioteket var det bedste sted at begynde. Hank havde løjet for hende om så mange ting at Lena ikke længere stolede på noget som helst. Hun måtte begynde forfra og arbejde sig frem mod sandheden. Når hun fik lidt flere oplysninger og bedre vidste hvor hun stod, kunne hun måske tale med Jeffrey og få ham til at hjælpe. Hun havde arbejdet med ham længe nok til at vide hvilke spørgsmål han ville stille. Foreløbig måtte hun forsøge at finde nogle af svarene.

Lena satte sig ved fremviseren og lod blikket glide over forsiden på Elawah Herald.

LOKAL VICESHERIF DRÆBT

Lena sad ude på kanten af stolen mens hun læste historien ord for ord. Hun kunne ikke huske den artikel Hank havde vist hende da hun var barn, men det måtte være den samme. Alle detaljerne var der: Fartbilist standset. Død på stedet. Ingen mistænkte.

Så det havde Hank i det mindste ikke løjet om.

Lena drejede på fremviserens runde håndtag og rullede forbi den næste udgave og kørte så langsomt tilbage. Herald var en ugeavis på ikke mere end femten eller tyve sider, og nedskydningen af hendes far var den største nyhed i byen. Hver eneste forside den næste måned havde noget om historien, men bragte mere eller mindre de samme detaljer om og om igen. Skudt to gange i hovedet. Ingen mistænkte.

Hun trykkede på spoleknappen og håbede at det ikke ville blive nødvendigt at skifte film for at finde den uge da hendes mor døde. Hun spolede ind i marts 1971 og satte farten ned omkring den første uge i måneden. Hun skimmede dødsannoncerne på jagt efter sin mors navn og fortsatte med næste uges udgave og næste igen. Hun var lige ved at opgive da hun fik øje på et fotografi på forsiden af avisen fra den 19. september.

Hank havde kun ét fotografi af deres mor. Det var et Polaroid med unaturligt klare farver. Angela Norton havde været sytten eller atten da det blev taget. Hun stod på en anonym strand et sted i Florida iført en hvid- og blåternet badedragt med en stor sløjfe om livet. Hendes hår var sat højt op på hovedet, og hun stod med hænderne ned langs siden med håndfladerne nedad i en koket poserende stilling. Det havde været en tid hvor teenagere havde forsøgt at se ældre og mere modne ud, og Lena havde altid syntes godt om udtrykket i sin mors ansigt: Trutmunden og de alvorlige øjne, antydningen af blå øjenskygge og den mørke Kleopatra-lignende eyeliner der placerede den unge kvinde på randen af den seksuelle revolution.

Da Lenas og Sibyls seksårs fødselsdag nærmede sig, havde Hank hyret en udenbys kunstner til at male et portræt af Angela. Oliemaleriet hang i stuen over sofaen. Det havde været en så fast bestanddel af Lenas liv at hun knap nok så det længere.

Hun så på fotografiet af sin mor i avisen. Angela Adams, født Norton, sad i en gammel gyngestol som Lena genkendte fra Hanks hus. Hun havde et spædbarn i hver arm, og begge børnene var svøbt i tæpper.

Over hende stod overskriften: DEN SØRGENDE ENKE OG HENDES TVILLINGER.