SEKS
JEFFREY SAD VED DET BAGESTE BORD I CAFETERIET The City Diner og aflyttede beskeder på sin mobiltelefon. Kaffen var en koffeinbombe, og da servitricen kom for at fylde hans kop, smilede han og viftede hende af, for han var ret sikker på at hvis han drak mere af den sorte tjære, ville hans hoved begynde at vibrere og rive sig løs fra halsen. Han hørte allerede en ringen for ørerne, og kombineret med styrtregnen udenfor gav det ham en følelse af at han havde stukket hovedet i en hvepserede.
Han trykkede på telefonens 3-tast for at komme forbi en meddelelse fra Heartsdales borgmester der opfordrede ham til at finde de unge vandaler der væltede skraldespande om natten på den gade hvor han boede, en handling som ifølge borgmesterens tankegang var et af de første tegn på at lovløse bisser var ved at overtage byen.
Jeffrey lukkede mobiltelefonen efter den sidste besked som var fra en sælger af vinylfacadebeklædning der ville fortælle ham om nogle fantastiske produkter. Der var ingenting fra Sara, og hun tog ikke telefonen på motellet. Han håbede at hun bare var ved at tage et langt bad, men kom så til at tænke på de sorte rande han havde set i bunden af badekarret, og håbede at hun i stedet var gået ud for at trække noget frisk luft. Han var bekymret for hende. Hun havde været alt for stille, selv før Lena havde lavet numre med hende. De mange gange han var vågnet midt om natten, havde han fundet hende lysvågen, rullet sammen i fosterstilling og med ryggen til ham.
Han havde hadet at forlade motellet og lade hende være alene om morgenen, især fordi værelset var så frastødende. Faktisk hadede han i det hele taget af udsætte hende for den beskidte verden som hun indtil i aftes kun havde haft et begrænset kendskab til. Motellet var et sted af den slags som betjente, lastbilchauffører og ludere og de ikke så sjældne utro ægtefæller. Jeffrey havde tilbragt ikke så få nætter i den slags etablissementer, så han genkendte stilen. Selv en blind tåbe ville regne ud at der foregik noget, i samme øjeblik han tjekkede ind. Receptionisten havde spurgt Jeffrey hvor mange timer han skulle bruge værelset.
Jeffrey havde parkeret BMW’en så den var fuldt synlig fra gaden for det tilfælde at Lena ledte efter ham. Men hvis han kendte Lena ret, var hun halvvejs i Mexico nu. Han håbede delvis at hun blev dernede. Han var vred på hende fordi hun ikke havde stolet på ham, og endnu vredere fordi hun havde lokket Sara i en fælde, og han var absolut rasende på sig selv fordi han havde ladet det ske.
Men Sara havde ret i noget af det hun havde sagt – Lena havde været skrækslagen da de så hende om natten. Hun havde givetvis ment at hvis hun ikke kunne få Jeffrey til at tage af sted, var hendes bedste chance at flygte. Et spørgsmål stod tilbage: Hvorfor ville hun af med Jeffrey? Hvad kunne være så slemt at hun ikke ville have hans hjælp? Personen i Escaladen var omkommet. Men i det klare dagslys kunne Jeffrey ikke forestille sig noget – ikke engang drab – der ville få ham til at vende sig fuldstændig imod hende. Der måtte være en forklaring, en grund til at hun var blevet involveret i dette dødsfald. Lena havde altid bevæget sig på grænsen, men hun havde aldrig sat andres liv på spil, kun sit eget.
Og alligevel kunne han ikke lade være med at spekulere på om det var Hank Nortons lig der lå bag i den udbrændte Escalade. På vej til dineren om morgenen havde Jeffrey ringet til stationen hjemme i Grant County og fået Hanks adresse fra Lenas personalemappe. Han havde prøvet at ringe til det nummer hun havde oplyst, men der blev ikke svaret. Overraskende nok havde gps’en i Saras bil faktisk genkendt adressen. Jeffrey havde opfattet dette som et tegn på at han skulle køre forbi og se om Hank Norton var hjemme. Huset så forladt ud, men Jeffrey gik ud fra at det blandt andet skyldtes at det ikke var blevet malet eller på anden måde vedligeholdt de sidste tredive år. Han ville være stået ud af bilen for at tjekke huset, hvis der ikke havde holdt en patruljevogn fra Elawah Countys sherifkontor lige på den anden side af gaden. Manden ved rattet havde løftet hånden til hilsen da Jeffrey kørte forbi.
Hvis det var Hank der var bag i Escaladen, kunne det måske forklare hvorfor Lena var flygtet. Selv om der var ondt blod imellem dem, så ville hun, hvis nogen havde myrdet hendes onkel, jage dem som et dyr. Hvis hun selv havde slået ham ihjel … Jeffrey var standset der; han ville ikke lade sine tanker føre sig ned ad så dyster en vej. Efter at have kendt Lena i næsten to årtier burde han have en mere sikker viden om hvorvidt hun var på samme side som ham eller ej.
I aftes på hospitalet havde hun haft mulighed for at bede om hans hjælp, men hun havde besluttet sig for at flygte i stedet. Det var indlysende at hun ville gøre det her alene. Og lige så indlysende var det at Jeffrey ikke ville lade hende gøre det. Der var stadig spørgsmålet om hvorvidt hun som kriminalassistent i hans politistyrke havde været involveret i en voldsforbrydelse. Hun var stukket af fra det hospital fordi hun flygtede fra et eller andet – noget som hun var desperat efter at Jeffrey ikke skulle få kendskab til. Hvad enten hun var involveret i eksplosionen eller endda selv havde forårsaget den, ville Jeffrey regne ud hvad der var sket. Jake Valentine kunne ikke finde sin røv for sine albuer. Hvis Lena skulle rodes ud af det her kaos, var det op til Jeffrey at gøre det.
Hvilket selvfølgelig ville have været en hel del nemmere hvis han havde haft bare en smule idé om hvad i helvede der foregik.
Efter at være kørt forbi Hanks hus havde Jeffrey ringet til kriminalforsorgen i Georgia for at sikre sig at Ethan Green stadig sad bag tremmer. En kvinde i telefonen fortalte ham at Ethan Green skam var bag lås og slå, men selv om kvinden var meget imødekommende, stolede Jeffrey ikke helt på de oplysninger hun trak ud af sin computer. Han havde ringet til Coastal State Prison og talt direkte med inspektøren. Det var en lettelse at høre fra manden at Ethan stadig havde adresse i statsfængslet, men Jeffrey var ikke så dum at han strøg Green fra sin liste over muligheder.
Selv om Ethan Green hævdede at være resocialiseret, så havde han været skinhead siden han gik i skole. Han var vokset op i en familie af skinheads og var blevet anholdt sammen med sine skinhead-venner. Jimmy havde set det sorte hagekors og andre grimme symboler og billeder som den unge mand havde fået skåret ind i huden. Det var fuldkommen udelukket at Ethan ikke skulle være gået i forbund med sit slæng i samme øjeblik han vendte tilbage til fængslet. Den eneste måde den slags dyr kunne overleve på, var i flok. Det eneste spørgsmål var hvor megen indflydelse Ethan havde uden for fængslets mure. Manden uden for hospitalet i aftes havde haft et rødt hagekors tatoveret på armen. Havde han en eller anden forbindelse med Ethan? Havde den dømte skinhead sendt en af sine kammerater ud for at gøre noget ved Lena? Det kunne måske forklare hendes frygt. Men ville det også forklare hvorfor hun afviste Jeffreys hjælp?
Han så på sit ur og spekulerede over hvad der havde forsinket Nick Shelton. Agenten fra Georgia Bureau of Investigation i den sydøstlige del af staten var en travl mand. De havde valgt City Diner som mødested – det var langt nok fra Reese til at de kunne undgå at blive udspioneret, og tæt nok på Macon til at Nick ikke behøvede være væk fra sit kontor i for lang tid. Jeffrey havde udtrykt sig kryptisk da de talte i telefon om aftenen, og de aftalte at mødes, men han håbede at Shelton kunne udfylde hullerne i hans viden om Jake Valentine, og hvad der foregik i den nye sherifs jurisdiktion. Nick arbejdede med efterforskning på tværs af countygrænser, og Elawah lå i hans distrikt. Hvis nogen kunne fortælle Jeffrey om der var aktive skinheads i byen, var det Nick Shelton. GBI-agenten satte en ære i at slå en klo i de rigtige, og på trods af en tilbøjelighed til at optræde lidt bombastisk var han en fandens dygtig politimand.
Han var også indtil videre næsten en time forsinket.
Jeffrey tog sin mobiltelefon og tastede nummeret på sit motel. Før Jeffrey var taget af sted, havde han bedt Sara om at kontakte Frank Wallace hjemme i Grant County, men de vidste begge to at det kun var en undskyldning for at Jeffrey kunne ringe senere og tjekke hvordan hun havde det. Jeffrey tvivlede på at det ville give det store at få at vide hvem der ejede den hvide personbil. Det var den slags benarbejde han plejede at overlade til styrkens yngste betjente.
Jeffrey lyttede til telefonen der ringede i den anden ende, og hans bryst snørede sig lidt mere sammen for hver gang den ringede uden at blive taget. Men så tog Sara den endelig.
”Jeff?”
”Du lyder forpustet,” sagde han, lettet over at høre hendes stemme.
”Jeg gik en tur,” sagde hun og begyndte at forklare hvorfor. Da hun nåede til det med at hun havde købt et kort, knugede han telefonen så hårdt i hånden at den var lige ved at smutte ud af hans hånd.
”Så,” fortsatte hun, tydeligt ophidset efter sin lille udflugt. ”Det var bare en ubebygget grund, men jeg kan jo godt tage forbi domhuset og tjekke hvis navn der står på skødet. Hvad synes du?”
Jeffrey kunne ikke sige noget. At spørge til en bils ejerforhold fra motelværelsets relative sikkerhed var én ting. At vade ind i noget der kunne være et tilholdssted for skinheads – eller måske noget værre – var en ganske anden.
”Hallo?” sagde Sara. ”Er du der endnu?”
Jeffrey rømmede sig og prøvede at bevare roen og ikke kaste sig ud i den instinktive reaktion som ville være at spørge hvad fanden hun troede hun havde gang i. ”Jeg er her.”
”Jeg sagde at jeg kan tage hen på domhuset –”
Han standsede hende inden hun nåede længere. ”Jeg vil gerne have at du bliver på værelset, Sara. Du skal ikke tage til domhuset. Du skal ikke ringe nogen steder hen. Bliv nu bare på det forbandede værelse og lad være med at rode dig ud i noget.”
Denne gang var det hende der var tavs.
Han lød sammenbidt. ”Jeg kan ikke passe mit arbejde og bekymre mig om dig samtidig.”
Hun lod nogen tid gå før hun svarede. ”Okay.”
Han kunne høre på den måde hun sagde det ene ord på, at hun var vred, men der var ikke noget han kunne gøre ved det lige nu. ”Lov mig at du bliver der indtil jeg kommer tilbage.”
Igen var der en vis tøven. Pludselig gik det op for ham at han tog fejl. Sara var ikke vred. Hun var skuffet over sig selv fordi han var vred. Han kunne næsten høre hendes tanker, og han vidste at hun bebrejdede sig selv at hun havde dummet sig igen.
”Jeg ved godt du bare prøvede at hjælpe, men Sara, altså, for fanden, tanken om at du strejfer rundt på den måde på egen hånd … Det er ikke Grant County. Du er ikke vokset op her. De her mennesker kender dig ikke. Det er ikke sikkert, Sara. Forstår du hvad jeg siger?”
”Ja.”
”Skat …” Han rystede på hovedet, og ordene svigtede ham. ”Vil du ikke nok blive på værelset? Jeg kommer så hurtigt jeg kan.”
”Nej,” sagde hun til ham. ”Gør dit arbejde. Du har ret. Jeg bliver her.”
Nu følte han sig som alle tiders dumme svin. Han så ud ad dinerens vindue. Nick Shelton var ved at stå ud af sin pickup, en Chevrolet.
”Det er ikke din fejl,” sagde han til hende. ”Hør her, Nick er på vej.”
”Okay,” sagde hun. ”Vi ses når du kommer.”
Hun smækkede ikke røret på, men Jeffrey ville ønske at hun havde gjort det. Sara var ikke føjelig. Hun var stædig og arrogant og krævende – alt det som en mand kunne ønske sig i en kvinde – i løbet af de sidste få måneder havde han set hende udvikle sig fra en fighter til en person der bare prøvede at afparere slagene. Jeffrey ville have at hun blev vred igen. Han ville have at hun sagde til ham at han kunne rende hende, at hun vidste hvad hun lavede, og at han burde være taknemmelig over at hun spildte sin tid hernede med at hjælpe ham når hun kunne være derhjemme og passe sine patienter i stedet. Han ville have at hun skulle råbe ad ham og skælde ud på ægteparret Powell og alle de andre svin der prøvede at få hende ned med nakken.
Han ville have sin dygtige, smukke kone tilbage.
”Hej, chef.” Nick Shelton kom ind ad dinerens hoveddør med det lange, brune hår klistret fladt ind til kraniet af regnen. ”Undskyld jeg kommer for sent.”
Jeffrey rejste sig og trykkede den anden mands hånd. ”Det er okay.”
”Det pisregner.” Nick råbte til servitricen: ”Har du noget friskbrygget kaffe til mig, skat?”
Hun sendte ham et stort smil. ”Ja da.”
”Lad mig få lidt plads i koppen, ikke? Bare så meget her?” Han holdt sin tommel- og pegefinger et par centimeter fra hinanden.
”Kommer straks.” Hun fnisede og blinkede til ham. Jeffrey havde knap nok fået et ”godmorgen” ud af kvinden, men Nick med de stramme jeans og den tunge guldkæde om halsen var nok mere hendes type, tænkte han.
GBI-manden så servitricen gå og sendte et bifaldende blik efter hendes brede bagdel. ”Hvis hun svinger mere med den røv, vælter hun møblerne.”
Jeffrey prøvede at styre samtalen væk fra servitricen. ”Hvordan går det, Nick?”
”Arbejder røven ud af bukserne.” Han pillede servietter ud af holderen på bordet og fik det første par stykker revet i laser. ”Staten har halveret mit budget til fordel for den skide Homeland Security. Vi har bandekriminalitet og stoffer og mordere rendende rundt her hurtigere end muslingesuppe ryger gennem min bedstemor, men Washington vil bruge krudtet på at bekæmpe forpulede terrorister som ikke engang ville kunne finde Elawah eller Grant County på et kort. For fanden, du, de behøver ikke engang bruge krudt på at komme herover. Om et par år har vi alle sammen slået hinanden ihjel helt af os selv.”
Jeffrey havde aldrig ført en samtale med Nick der ikke involverede en eller anden beklagelse, men han prøvede at lade være med at bære ved til bålet med sine egne. ”Jeg er ked af at høre at du har problemer, Nick.”
”Bob Burg arbejder i et eller andet konsulentjob oppe nordpå og tjener tyve gange så meget som han nogensinde fik af staten.”
Jeffrey kunne mærke at hans interesse vågnede. Bob Burg havde været Nicks kollega og havde passet den sydøstlige del af Georgia. ”Hvad skete der?”
Nick brugte de iturevne servietter til at tørre regnvand af ansigtet med. ”De fandt vel ud af at den tid jeg spildte på at fise hjem og sove lidt og skifte underbukser, kunne bruges til noget bedre. De sparkede ham ud og gav mig hans område.”
”Fyrede de Bob?”
”’Slog kontorerne sammen af hensyn til effektiviteten’,” citerede Nick med monoton forretningsmæssig stemme. ”En flok hjernedøde papirnussere, og så har jeg endda ikke sagt et ord om de bonuser de har uddelt til folk højere oppe i rækkerne som tak for at de altid har slikket røv opad og sparket røv nedad.” Han rettede sig op da servitricen kom tilbage. ”Jamen, tak skal du ha’, skat. Det har du gjort helt perfekt.” Han blinkede til hende, og kvinden fnisede før hun vimsede videre.
Nick fortsatte: ”Jeg kan ikke bebrejde Bob at han blev sur, men han efterlod sig et afsindigt roderi som der kun er mig til at rydde op i. Forsvundne papirer, ufærdige sagsmapper.”
”Det er jeg ked af at høre.”
Nick trak på skuldrene som for at slå det hen. ”Hvordan har Sara det?”
”Fint,” løj Jeffrey og prøvede at bekæmpe sine triste følelser.
Nick sendte ham et skarpt blik hen over kaffekoppen. ”Jeg hørte at I allerede har fået nogle venner i byen.”
”Det er gået hurtigt.”
”Det er ikke hver dag en elitestyrke mister en fange.” Han blinkede til Jeffrey. ”Og får banket luften ud af maven ved samme lejlighed.”
Jeffrey mærkede smilet brede sig over ansigtet. ”Han var selv ude om det.”
”Det tvivler jeg ikke på.”
”Fortæl mig hvad du ved om Jake Valentine.”
Nick tog sukkerbøssen der stod på bordet. ”Jake Valentine,” gentog han og slog en kæk lille krølle på navnet. ”Den gode Jake var vicesherif i sådan noget som to dage før han stillede op til sherifvalget.” Han blev ved at hælde sukker i koppen mens han talte. ”Der var et gammelt tossehoved, Don Cook, som var ude efter jobbet, men folk i byen var dødtrætte af de gamle nødder der sad på deres flade røv og hævede løn for det mens resten af byen gik ad helvede til.”
”Meth?” gættede Jeffrey. Der fandtes ikke en by i Amerika som ikke var ved at blive forkrøblet af metamfetaminens svøbe. Det var billigt at købe, endnu billigere at fremstille og næsten umuligt at blive vænnet fra. Stoffet smadrede tilværelsen for enhver det kom i berøring med, heriblandt også betjente og kriminalfolk der under deres efterforskning kom til at gå ind i bomberiggede laboratorier.
”Meth,” bekræftede Nick og blev endelig færdig med at hælde sukker i kaffen. Han rakte ud efter flødekanden og sagde: ”Jake er lidt våd bag ørerne, men han er god nok.”
”Han så ikke ud til at være gammel nok til at køre bil.”
”Det er sandt, men han er villig til at lære, hvilket er mere end man kan sige om mange af de mennesker man møder. Jeg garanterer dig at hvis han kan holde fast ved jobbet længe nok til at hans nosser falder ned i pungen, så bli’r han en god sherif.”
”Han ser ikke ud til at få nogen særlig hjælp af sine vicesheriffer.”
”Der er måske et par stykker der kunne finde på at rende fra ham, men kun hvis det ser rigtig sort ud.” Han tilføjede: ”Don Cook har ikke så megen magt som han tror.”
”Hvad med Jakes forgænger?”
”Al Pfeiffer. Han var okay, men en brandbombe gennem stuevinduet er et meget overbevisende argument for at det er på tide at gå på pension.”
Jeffrey var sikker på at han havde hørt forkert. ”Hvad?”
Den anden nikkede og hældte fløde i koppen indtil væsken nåede kanten. ”De brandbombede hans hus. Konen og et barnebarn nåede kun lige netop at komme ud. Den gamle mand fik tredjegradsforbrændinger i ansigtet og på armene. Mistede en finger. Der kom aldrig nogen sag ud af det, for der var ingen der ville snakke: Ingen vidner, ingen spor fra gerningsstedet, ikke en skid. Det skete ved højlys dag en søndag eftermiddag. Tag det som en advarsel, chef. De fyre pjatter ikke med det. Der er for mange penge i det.”
”Skinheads?” spurgte Jeffrey.
”Rigtigt gættet igen, chef.” Nick sendte ham et alvorligt blik. ”Noget siger mig at du har spillet det her spil før.”
Jeffrey vidste at det var hans tur til at dele ud af sin viden. ”Jeg så en fyr uden for hospitalet i Elawah i aftes – en sej satan der med sikkerhed har siddet inde. Han havde et stort rødt hagekors tatoveret på armen.”
”Den gamle tingest.” Nick slog ud med hånden som en gammel dame der udveksler sladder. ”Det bruges af Skin Brothers. Se, det er en interessant gruppe nazister. Det begyndte i fængslerne i slutningen af halvtredserne. Integration udadtil, raceadskillelse indadtil. De hvide fyre der bestemte i celleblokkene, brød sig ikke om at der kom nogen sorte derind, og det sørgede de for at gøre opmærksom på.” Nick lænede sig forover og sænkede stemmen. ”I 1950’erne var der sådan noget som femogtres eller halvfjerds procent hvide i stats- og forbundsstatsfængslerne. Det svarer stort set til andelen af hvide i befolkningen uden for murene, ikke?”
”Jo.”
”Nu er det omvendt. I nogle af fængslerne er det tres-fyrre eller firstyve. De hvide er i mindretal, de sorte og latinoerne er i overtal.”
”Så nu er det bandernes tur.”
”Crips, Bloods, the Boyz, Tiny Raskals, MS-13, Nazi Low Riders.”
Jeffrey sagde: ”Og så er vi tilbage ved meth igen.”
”Når der er den slags penge at tjene, er der altid en krig i gang, et eller andet røvhul der svinger med pikken. Hvide på hvide, sorte på sorte, den eneste farve der betyder noget, er grøn. Vi har Ariere der fortæller Low Riderne hvad de skal gøre, Low Riderne siger til Arierne at de skal skride, fuck dem, racisterne siger til begge grupperinger at de sælger ud af den hvide races idealer … det korte af det lange er at hvem der end holder roret, så skal han ikke vende ryggen til nogen imens.”
”Hvem bruger det sorte hagekors?”
”Stort set dem alle sammen undtagen Skin Brothers.” Han foregreb Jeffreys næste spørgsmål. ”Og aldrig skal de to mødes. Hvis man sætter en Skin Brother sammen med for eksempel en Low Rider, og de ser den andens tatoveringer, så svarer det til at smide to hankatte ned i en papkasse. Kun den ene kommer levende ud.”
”Er du helt sikker på det?”
”Det er en fejde der går så langt tilbage at ingen overhovedet kan huske hvordan den begyndte. En del af den ed de skal aflægge for at blive optaget, er at de skal dræbe en fra den anden side. Når man først har fået den tatovering, så er det lige meget om den er rød eller sort, man vil gøre klogt i at være klar over at det er noget man har resten af livet. Der bliver fred i Mellemøsten før de to grupperinger kommer på talefod.”
Jeffrey trak vejret lidt lettere. Hvad der end foregik i Reese, kunne han indtil videre tage Ethan Green ud af ligningen.
Nick lænede sig tilbage med kaffekruset i hænderne. ”Har du hørt om den sag med Hells Angels ude på Vestkysten?”
Jeffrey rystede på hovedet.
”Jeg kan sige dig, de er nogle voldelige skiderikker. De har siddet i spjældet det meste af deres voksenliv, har ingen udsigt til at komme ud, de bruger kniven først og stiller spørgsmål bagefter. Forbundspolitiet prøver at knalde dem med RICO-loven om organiseret kriminalitet. De måtte lænke de sataner til gulvet under retssagen. En af dem var allerede inde fordi han havde stukket sin forsvarer med en kuglepen. De har ikke noget at tabe, de fyre; de sidder bare i det supersikre fængsel og venter på at det skal blive deres tur. De ved at de aldrig kommer til at se dagslys uden tremmer for, og de er ligeglade med hvor mange døde de efterlader sig.”
Jeffrey kunne mærke sit blod blive koldt i årerne. ”Lad os vende tilbage til Skin Brothers.”
”Faktisk hedder de Brotherhood of the True White Skin, men det er ikke nær så nemt at sige.”
”Fortæl mig noget mere om dem.”
”De sidste fem eller måske ti år er broderskabet blevet ledet af to brødre, Carl og Jerry Fitzpatrick. Carl sidder i fængsel, og Jerry bor på en ejendom til en fantasillion sammen med resten af familien. Han mener selv han er en eller anden ypperstepræst for Den Hvide Mands overherredømme.”
”En rettroende?”
”En sadistisk rettroende,” korrigerede Nick. ”Jerry er ikke en mand man skal komme på tværs. Han tager sig personligt af de vildfarne lam – finder dem og smadrer deres små lamseben så de andre i flokken bliver klar over at de hellere må holde sig på den rette vej. Der er voksne mænd, de ondeste skiderikker blandt skinheads med tyve skalpe i bæltet, som er ved at pisse i bukserne ved tanken om at Jerry skal komme efter dem.”
”Er han aldrig blevet taget?”
”Åh jo, han er blevet sigtet masser af gange, men der er aldrig noget der holder i retten. Vidner er tilbøjelige til at ændre forklaring når de får neglene hevet af, eller deres børn forsvinder.”
”Hvor ligger den ejendom?”
”Ved en lille by der hedder Keene i New Hampshire.”
”Hvorfor er det altid en lettelse når den slags fyre er yankees?”
Nick lod som om han blev overrasket og klaskede en hånd mod brystet. ”Racister i de frisindede nordstater? Hvor vover De, sir?”
”Chokerende,” sagde Jeffrey og tænkte endnu en gang på hvorfor Amerika foretrak at tro at racisme kun fandtes i sydstaterne. Det var som om Watts og Harlem, sagerne om Rodney King og Abner Louima, var rystende uregelmæssigheder på deres respektive kyster.
Nick fortsatte: ”FBI har Fitzpatrick-brødrene på deres overvågningsliste, men jeg er ikke sikker på hvilken prioritet de er blevet tildelt. Modstanden mod indvandring har været gratis reklame for de nynazistiske grupper. Pludselig lyder det ikke længere så ekstremt at sige at folk med mærkelige navne skal sparkes ud af landet.”
”Det var nok godt for Fitzpatrickerne at vi lukkede dem ind først,” sagde Jeffrey tørt. ”Hvad sidder broderen inde for?”
”Han skød to politifolk.”
”Er der dødsstraf i New Hampshire?”
”For lige netop den type drab, ja,” sagde Nick. ”Problemet er bare at de har sat aldersgrænsen ned til sytten. Carl var to uger fra at fylde sytten da han trykkede på aftrækkeren. Så det er livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Smart fyr, ham Carl. Han mødte de rigtige mennesker i den blok hvor han sad, fik nogle gode kontakter, arbejdede sig op i hierarkiet og tævede – som man nu gør i de kredse – sin boss til døde med en håndvægt hvorpå han overtog organisationen. Han er en rigtig stræber.”
Jeffrey prøvede at komme i tanker om de to politifolk der var blevet skudt; hvordan deres familier, deres børn, havde måttet leve med tabet i alle de år. ”Nå, men hvordan betaler Fitzpatrickerne deres regninger?”
”De sidder solidt på meth-handelen. Med solidt mener jeg at de stort set er alene om den. Fitzpatrickerne kontrollerer alt hvad der går ind og ud af den sydøstlige korridor, fra Florida og op. Nogle af de fyre er milliardærer. Der er bare det ved det at de som regel er døde før de fylder tredive.”
Det vidste Jeffrey allerede. ”Og?”
Nick hældte mere sukker i kaffen mens han talte. ”De siger at de har et privilegium fordi deres hud har Den Rette Farve; at fordi de er hvide, er de bedre end alle andre, og derfor bør det være dem der styrer. De ser det som en særlig ret de har fået tildelt af Gud.” Servitricen kom forbi, og Nick blinkede igen. Han vendte sig atter om mod Jeffrey og spurgte: ”Du kan godt li’ historie, ikke?”
”Sådan da.”
”Så lad mig fortælle dig den her historie,” begyndte Nick. ”Skin Brothers blev grundlagt af en veteran fra Anden Verdenskrig, en soldat fra Army National Guard ude vestpå som hed Todd. Han hævdede at han var med i den infanteridivision der var med til at befri Dachau.” Nick prøvede kaffen igen og hældte mere fløde i. Jeffrey undertrykte sin længsel efter at kyle koppen gennem lokalet mens Nick fortsatte: ”Todd kommer tilbage fra Tyskland og begynder at fortælle alle at det hele har været vildt overdrevet, at pressen laver et stort nummer ud af ingenting. Han var der og så det med sine egne øjne, og det var ikke andet end nogle jøder der var ude på ballade og prøvede at ødelægge Amerika.”
Jeffrey mærkede afskyen presse sig op i mellemgulvet. ”Han var holocaustbenægter?”
”Ja.”
”Hvor stammer det røde hagekors fra?”
”Før Hitler kom til – og det er ikke engang løgn – brugte den National Guards-enhed som Todd gjorde tjeneste i, et rødt hagekors som deres symbol.”
Jeffrey sagde: ”Det var et lykkebringende symbol for nogle indianerstammer.”
”Jeps,” bekræftede Nick. ”En masse divisioner fra sydstaterne og vestpå brugte indianske symboler. Da krigen brød ud, fik de selvfølgelig besked på at ændre dem, men der var hagekors på Jeremiah Todds uniform indtil først i trediverne. Du ved hvordan de militærfyre er. De opgiver ikke en tradition uden kamp.”
”Hvorfor kom Todd i fængsel?”
”En sprutbutik eller en døgnkiosk eller sådan noget. Et eller andet røveri med en pistol eller en kniv eller hvad ved jeg. Jeg kender ikke detaljerne. Men klovnen endte i spjældet på den samme åndssvage måde som de alle sammen gør.”
”Jeg går ud fra han er død?”
”Kniv i maven i spisesalen under et skænderi om et ekstra rundstykke for tyve år siden,” oplyste Nick. ”Men der var tydeligvis nogle rettroende tilbage. De udbredte evangeliet helt op til New Hampshire, ser det ud til. Fængsler overalt oplever en voldsom genopblomstring af den slags bander, især de dér white pride-røvhuller. Det første man skal gøre når man kommer inden for murene, er at vælge side og få beskyttelse så man ikke bli’r stukket ned af brødrene eller voldtaget af arierne eller slået til lirekassemand af brunhuderne. Og det rækker uden for fængslernes porte. Hvis en eller anden gangbanger smadrer dem i fængslet, kan de altid hævne sig på fyrens familie udenfor. Som jeg sagde, de fleste af dem har ikke noget at miste. Hvad er det værste der kan ske? At de får en livstidsdom mere oven i de seks de allerede har? At de kun får en times gårdtur om ugen i stedet for to? De ved at de aldrig slipper ud, så hvilken rolle spiller det?”
”Og de er stadig med i narkohandelen uden for fængslet?”
”Udenfor og indenfor,” sagde Nick. ”Nogen skal betale for Armageddon, og de fyre har fandeme ikke tænkt sig at tjene penge på at grave grøfter.” Han nippede til kaffen før han spurgte: ”Hvor kommer Lena ind i alt det her?”
”Jeg aner det ikke,” indrømmede Jeffrey.
”Jeg ville gerne have set Jakes ansigt da det gik op for ham at hun var stukket af.”
”Han smilede ikke, så meget kan jeg sige dig.”
”Har du regnet ud hvorfor hun valgte at fordufte?”
Jeffrey rystede på hovedet. ”Tror du at bare fordi jeg har kendt hende i alle de år, så ved jeg hvorfor hun gør det ene og det andet?”
Nick lo bifaldende. ”Ja, hun har altid været en skør kule.”
Jeffrey var ikke i humør til at diskutere de finere detaljer i Lenas karakter. ”Hvordan kan det være du ved så meget om den her gruppe?”
”Kan du huske Amanda Wagner?”
Jeffrey havde mødt gidselforhandleren et par år tidligere da GBI var blevet tilkaldt til Grant for at tackle en situation der var gået i hårdknude. Han spurgte: ”Hvad har det her at gøre med taktisk afdeling?”
”Ingenting. Wagner har sammensat et nyt hold som skal efterforske voldsforbrydelser på tværs af countygrænser – en slags hurtig-indsatsenhed der skulle kunne skære lige igennem bureaukratiet, ha ha ha. De her fyre, Skin Brothers, de har givet anledning til en masse problemer oppe nordpå; Cherokee, Rabun, Whitfield. Hun sendte alle gruppens agenter til Atlanta for et par måneder siden for at briefe os og fortælle os hvilke tegn vi skal kigge efter.”
”Og de er?”
”Det røde hagekors, først og fremmest. De flytter meth ud af de her småbyer som om de var fucking IBM, lige gennem narkokorridoren gennem Atlanta, New York, New England og videre op til Canada. Vi ved ikke engang hvor mange der er i organisationen. Der gættes på alt fra et par hundrede til et par tusind.” Han holdt inde og rystede på hovedet. ”Det er den sædvanlige historie: de går efter teenagedrenge som føler sig misforståede og isolerede, og de giver dem en familie at være en del af, en religion der kan forklare dem hvorfor det faktum at de er hvide, ikke har reddet dem fra at være fattige. De pumper dem fulde af had og stikker dem en pistol. Du har set det med dine egne øjne, chef. De ryger ind og ud af fængsel, ind og ud, indtil de bliver knaldet for noget alvorligt, og så er de lige pludselig konger i celleblok ni og rager penge til sig bag tremmerne mens de giver ordrer til soldaterne udenfor. Se bare Carl Fitzpatrick. Tror du han ville have så stor magt hvis han var på fri fod?”
Jeffrey følte sig pludselig overmandet af træthed. Han var ikke engang sikker på at alt det her havde noget at gøre med Lena. Det eneste han havde, var en instinktiv fornemmelse, og lige nu sagde hans instinkt ham at der ikke ville komme noget godt ud af at rode sig ud i noget med de mennesker. ”Har du tænkt dig at fortælle Amanda at de opererer i Elawah nu?”
”For fanden, det var hende der fortalte mig det,” svarede han. ”Sagen er den, og det ved du lige så godt som jeg, at GBI ikke kan gå ind i en efterforskning før de lokale selv beder om hjælp.”
Jeffrey vidste at Nick talte sandt, ligesom han vidste at GBI somme tider sørgede for at være godt forberedt for det tilfælde at en by skulle bede om assistance. ”Har du samlet nogen oplysninger om den gruppe der opererer med Elawah som base?”
”Ikke alverden,” indrømmede Nick. ”Det ser ud til at være en stram struktur. Med nogle af de bander ved man præcis hvem der kører showet fordi den lort der gør det, gerne vil have at man ved det. De bliver ikke gangstere for at skjule sig bag deres mødres skørter. De vil ses og give den som store mænd og se frygten i folks øjne når de kommer kørende hen ad gaden.”
”Men sådan er det ikke i Elawah?”
”Nej, sådan er det ikke i Elawah, og sådan er det ikke med Brødrene,” bekræftede Nick. ”Fitzpatrickerne arbejder på en anden måde; de har en håndfuld nøglepersoner i byen, og hvis der opstår et problem, sender de assistance ind fra et sted uden for staten. På den måde er der ingen der får blod på hænderne, og ingen ved hvem de skal stikke hvis de skulle blive taget. De mener det alvorligt med det dér Armageddon-fis. Jesus kommer og fjerner de sorte og de fejlfarvede, og Carl og Jerry Fitzpatrick skal arve jorden.”
Jeffrey mærkede sin uro vokse. Der var altid sande troende som var sikre på at de ikke havde noget at tabe. Gudfader bevares, hvad var det Lena havde rodet sig ud i?
Nick sagde: ”Der er to-tre håndlangere i Elawah der gør det beskidte arbejde. Du skal ikke spørge mig hvad de hedder, for jeg aner det ikke. Vi har rodet lidt, men sporene løber ud i sandet. Hvem det end er der kører showet, så holder vedkommende sig for sig selv. Det er som Troldmanden fra Oz der står bag gardinet. Det er sådan organisationen virker. Det handler ikke om at føre sig frem eller vise sin skyder eller knalde luderne, det handler om penge og kontrol.”
Jeffrey lænede sig tilbage i sædet og så Nick hælde mere sukker i kaffen. ”Hvad med sheriffen?”
”Valentine?” Nick rystede på hovedet. ”Det er udelukket at Jake har noget med det at gøre. Det er for sofistikeret. Det er nogen med masser af tålmodighed og kontrol der trækker i trådene.”
Han mente nogle der var ældre og mere modne. ”Cook?”
”Jeg kunne godt tro på at Cook ville tage imod penge for at lukke øjnene, men at være med i det?” Nick rystede atter på hovedet. ”Måske, men det ville overraske mig.”
”Så Pfeiffer, da? Måske blev han grådig, og så var det derfor de kastede den brandbombe?”
”Det ville give mening hvis der havde været et vakuum. Du ved hvordan det virker – man knalder chefen, og alle kakerlakkerne myldrer ind for at tage hans plads. Men det skete ikke. Faktisk steg renheden på gadeplan efter at Pfeiffer gik.”
Jeffrey vidste at narkoafdelingerne kontrollerede deres egen effektivitet ved at tjekke renheden i de stoffer der blev handlet. Jo svagere stof, desto bedre var ordensmagten til at lukke forsyningslinjerne. Jo højere koncentration, desto mere sandsynligt var det at de kriminelle var ved at vinde kampen.
Jeffrey spurgte: ”Hvor mange penge tror du det her handler om?”
”I Elawah alene?”
Jeffrey nikkede.
”Hold da op, chef, flere penge end du og jeg nogensinde får at se uden for en bankboks. Der var lige en razzia oppe i Atlanta, ikke? De anholdt to fyre i en flyttevogn der var proppet fra gulv til loft med krystalliseret meth. Ifølge avisen er værdien på gadeplan op mod tre hundrede millioner.”
Jeffrey kunne ikke engang se så mange penge for sig. ”Den tidligere sherif – Pfeiffer. Hvorfor tilkaldte han ikke GBI?”
”Det kommer du selv til at spørge ham om.” Nick stak hånden i baglommen og tog en stump fugtigt papir fra en notesblok frem. ”Da du fortalte mig at du var i Reese, regnede jeg med at du nok ville have nogle spørgsmål som jeg ikke kunne svare på. Jeg beklager det er blevet vådt,” sagde han undskyldende og foldede papiret ud. ”Den gamle fyr bor et godt stykke uden for byen, så du får brug for et godt kort. Du må låne mit hvis du lover at jeg får det igen.”
Jeffrey kastede et blik på adressen og noterede sig at byen lå mindst fire timers kørsel fra Reese. ”Han har ikke telefon?”
”Det er så langt ude at jeg ville blive overrasket hvis han havde elektricitet.”
Jeffrey så igen på det papir, Nick rakte ham. Elawah var ikke hans county. Det var ikke hans folk. Jake Valentine havde ikke mælet et ord om at han havde brug for hjælp, og selv hvis han havde, var det ikke Jeffreys job at yde den. Han var her for at hjælpe Lena, ikke for at gå i krig mod en hær af skinheads. Problemet var at han ikke havde meget andet at gå efter. Ud over at følge op på Saras idé og tage hen på domhuset for at kigge på skøder var der ikke meget Jeffrey kunne finde på.
Sara. Han kunne ikke lade hende sidde på det motelværelse mens han selv kørte så langt sydpå at han praktisk taget ville kunne spytte til Florida. Selvfølgelig ville hun få udflugten til at se en smule mindre officiel ud. Nick havde nævnt at Pfeiffer var gift. Sara kunne hjælpe med at få konen af vejen mens Jeffrey stillede manden nogle skarpe spørgsmål.
Buddy sad stadig med papirlappen rakt ind over bordet. Han spurgte: ”Hvad siger du til det, chef?”
Jeffrey tøvede igen og tænkte på rædslen i Lenas stemme da hun sagde til ham at han skulle få Sara ud af byen. Han kunne ikke narre nogen og da slet ikke sig selv. ”Jeg kommer nok til at låne dit kort.”