SYV

HOME SWEET HOME-MOTELLET I UDKANTEN af Reese havde været Lenas eneste valgmulighed natten før. Den toetagers betonbygning lignede kulissen til en splatterfilm fra tresserne. Allerede som barn havde hun tænkt på det som Luderhotellet, et sted hvor folk der helst ikke ville kende hinanden for godt, mødtes for at kneppe. I en alder af seksten havde Lena ladet som om hun mistede sin mødom her. Fyren, Ben Carver, var toogtredive, og hans alder var det eneste hun havde fundet tiltrækkende ved ham. Han var kedelig og dum i en grad så det nærmede sig regulær retardering, og hun havde været på nippet til at bryde med ham indtil Hank fandt ud af at de mødtes. Hank forbød hende at se Ben igen, og næste aften havde Lena ligget fladt på ryggen i en seng på Luderhotellet.

Hun ville ikke ligefrem påstå at det var de kedeligste tre minutter i hendes liv, men det var tæt på. Og det var sandt at hun bestemt ikke blev knust da Ben ikke ringede til hende næste dag. Lena havde været for rædselsslagen til at tænke på andet end sin egen frygt for graviditet. Ben havde sagt at han ville bruge kondom, men hun havde været for genert til at se efter. Lena havde været magtesløs med hensyn til at beskytte sig selv. Den eneste apoteker i byen nægtede at forhandle p-piller. Efter hvad hun vidste, var apotekets ejer den samme nu som dengang. Hun var parat til at vædde på at han ikke havde nogen skrupler med at sælge viagra til ugifte mænd til ti dollars per knald.

Ikke at p-piller var hundrede procent sikre. Der var altid mindre end en procents risiko for at opleve den ene gang hvor pillerne svigtede, og kondomet sprang, og man, inden man så sig om, sad på en stol af hård plastic på en klinik i Atlanta og ventede på at blive kaldt ind.

Lena kunne stadig huske alt ved den dag – stolenes overflade, plakaterne på væggene. Hank havde ventet udenfor og mumlet for sig selv mens han vandrede rundt på parkeringspladsen. Han havde ikke været enig med Lena i hendes beslutning, men på sin tossede Hankagtige måde havde han støttet hende hele vejen. ”Det tilkommer ikke mig at dømme,” sagde han til hende. ”Vi begår alle sammen fejl.”

Men havde det været en fejl? Næsten alle var hurtige til at sige at abort var okay i tilfælde af voldtægt, som om den kendsgerning at kvinden ikke nød samværet, på en eller anden måde opvejede deres sippethed ved indgrebet. Lenas forhold til Ethan var mange ting: kaotisk, voldeligt, brutalt … men somme tider kunne det også være ømt og kærligt, næsten hengivent. Sandheden var at hun det meste af tiden gik frivilligt i seng med ham. Det meste af tiden havde hun lagt sine hænder på hans krop og budt ham velkommen i sin seng. Kunne hun spore deres fejltrins undfangelse tilbage til en bestemt nat, et specielt tidspunkt, og sige om det havde eller ikke havde været frivilligt? Kunne hun adskille de følelser hun havde ved at få bank af ham, fra det hun følte når han elskede med hende?

Kunne hun helt ærligt sige at deres barn havde været et fejltrin?

Lena satte sig op i sengen. Hun ville ikke tænke på det mere.

Hun gik hen til bordet med håndvasken og tog sin tandbørste op af tasken. Hun havde ikke villet efterlade den ved vasken om aftenen. Guderne måtte vide hvad folk kunne finde på at bruge den revnede plasticvask til. Værelset var endnu mere ulækkert end hun huskede; tæppet greb fat om hendes skosåler når hun gik hen over det, og lagenerne på sengen var så beskidte at hun havde sovet med alt tøjet på. Hun havde stort set ligget hele natten og var faldet i søvn og var vågnet, var faret sammen ved den mindste lyd, bange for at den klamme natportier skulle bruge sin hovednøgle og prøve at overraske hende. Det var lige sådan et sted hvor den slags kunne ske.

Hun havde sovet med pistolen ved siden af hånden.

Fotografiet fra avisen var ætset ind i hendes hjerne, og når hun ikke var bekymret over udsigten til at blive voldtaget og myrdet, var hun det over sin mor og de løgne hun og Sibyl var blevet bundet på ærmet. Det stod klart at Angela Adams ikke var død efter to uger i koma på hospitalet. Hun havde levet mindst et halvt år efter Lenas og Sibyls fødsel. Den dag da fotografiet var blevet taget til avisen, havde hun holdt dem i sine arme og poseret for fotografen mens hun fortalte reporteren at hun mente det var en farce at hendes mands mord ikke var blevet opklaret. ”Jeg elskede Calvin højere end mig selv,” havde hun sagt til reporteren. ”Han skulle have været her nu til at opdrage mine små vidunderlige piger.”

Hendes ord var mere indsukrede, men meningen gik rent ind. Hendes mor havde elsket dem. Hun havde været sønderknust over tabet af deres far. Hun havde holdt dem i sine arme.

Lena gik rundt i lokalet mens hun børstede tænder. Hvornår var Angela så død? Og hvordan? Hank havde sagt at den gorillatype der gik ud af hans hus, var den samme som ham der havde myrdet Angela Adams. Stofferne havde fået Hank til at åbne sig, og hun var sikker på at han havde fortalt sandheden, i det mindste sådan som han så den.

Men havde Hank ment at manden rent fysisk havde dræbt hendes mor? Han var gammel nok til at have været voksen da Calvin Adams blev skudt. Havde det været den skaldede mand med hagekorset der bestilte nedskydningen af Calvin for alle de år siden, så Angela blev alene tilbage med ansvaret for to små pigers forsørgelse og opdragelse? Havde det været for meget for Angela? Havde selvmord virket som den eneste måde at dulme smerten på? Tanken lå ikke Lena fjernt. Der havde været mange gange hvor hun selv havde overvejet den mulighed.

Selvmord kunne måske forklare hvorfor Hank havde løjet om tidspunktet og måden Angela var død på. Han havde måske ikke villet have at pigerne skulle bære på den viden at deres mor havde taget sit eget liv. Det kunne Lena forstå – selv om hun ikke kunne tilgive det. Så var der i det mindste en slags logik i løgnene.

Hvis hendes mor havde begået selvmord, ville det også give mening at Hank prøvede at gøre det samme. Lena havde set det mange gange i den tid hun havde været ved politiet: Selvmord hjemsøgte visse familier. Hvis Hank fortsatte sin nuværende livsstil, ville han uden mindste tvivl være død før året var omme. Hvad han end gjorde ved sig selv, så var det et hundrede procent forsætligt. Lena havde aldrig tænkt på Hank som en mand der først og fremmest ville sikre sin egen overlevelse. Man skød ikke gift i sine blodårer i tyve år og blev ved at trække vejret hvis man havde et ønske om at dø. Man holdt ikke pludselig op med at klamre sig til livet medmindre nogen gav én en rigtig god grund til at give slip.

Lena spyttede i vasken og brugte vand fra en flaske til at skylle mund med.

Hank havde altid været forsigtig, som om han kunne holde brugeren og misbrugeren i sig adskilt. Han havde blackouts og åbne sår, men der var én ting han passede godt på. Hvis speed var Hanks religion, så bad han ved sine blodårers alter. Det var her stofferne kom ind i hans system, og han var kompromisløs med hensyn til hvordan han plejede dem. Han brugte aldrig den samme kanyle til at koge og stikke sig med, fordi vattet eller skeen kunne sløve spidsen så den lavede et for stort og forrevet hul. Han brugte altid nye kanyler, friske spritservietter og E-vitamin til at mindske sporene efter nålen. Han røg ikke før han fixede, for nikotinen fik årerne til at trække sig sammen så de var sværere at finde.

Der var også tidspunkter hvor hans behov var stærkere end hans sunde fornuft; arrene overalt på hans underarme og den måde hvorpå han somme tider mistede følesansen i hænderne og fødderne fordi årerne ikke kunne pumpe blod nok rundt, røbede at det somme tider var sådan. Men i betragtning af at han var stiknarkoman, havde han altid været forsigtig.

Indtil nu.

Lena åbnede for bruseren og fortrød så, for hun var sikker på at det ville få hende til at føle sig mere snavset hvis hun satte sine fødder i det beskidte, grå badekar. Hun tjekkede låsen på døren og skyndte sig at klæde sig af, tog rent undertøj på og stak atter benene i sine jeans fra dagen før. Hun fandt en T-shirt i sin taske og trak den over hovedet uden at tage blikket fra døren.

Hank ville ikke fortælle hende noget. Det havde han gjort hende klart dagen før. Hvad hans grunde end kunne være, så vidste hun at han var stædig – lige så stædig som hun. Lige meget hvad hun sagde, hvor meget hun tryglede eller slog ham, ville han ikke sige noget før han selv var klar til det. Sådan som han havde set ud i går, ville han, hvis der ikke skete et mirakel, højst sandsynlig komme til at tage sine hemmeligheder med sig i graven.

Lena fik et glimt af sig selv i spejlet over kommoden. Det hang skråt ud fra væggen foroven og vendte ned mod sengen, og et mønster af spindelvævstynde linjer skulle forestille en slebet ramme. Hun så ikke længere Sibyl når hun kiggede sig i spejlet. Sibyl ville for altid være fanget i den særlige tidslomme hvorfra hun aldrig ville rykke videre. Hun havde ikke smilerynker om øjnene eller det svage spor af et ar i venstre tinding. Hendes hår havde ikke det par grå stænk som Lena havde fundet foran badeværelsesspejlet for en uge siden og meget skamfuldt havde fjernet med en pincet. Selv om hun havde levet, ville Sibyl aldrig have fået det hårde glimt i øjnene, den flade, kolde stirren der var som en udfordring til verden.

Sibyl ville aldrig få at vide at deres mor havde levet – hvor kort tid det så end havde været, så dog længe nok til at holde dem i sine arme. Hun ville aldrig få at vide at Hank, sådan som Lena altid havde forudsagt, endelig havde overgivet sig til sin afhængighed. Og hun skulle heller ikke stå ved hans grav og forbande ham for hans svaghed.

Hank skulle dø. Lena vidste at der ikke var nogen mulighed for at han ville kunne vristes fri af sin nuværende tilstand uden en form for medicinsk indgriben. Men hver gang hun tænkte på ham, så hun ikke den Hank hun havde kendt de sidste femogtyve år, den mand der pligtopfyldende deltog i sine AA-møder og kom løbende hver gang Lena kaldte. Hun så narkomanen fra sin barndom, den speedafhængige egoist der valgte nålen frem for sine niecer. Når Lena tænkte på hans jammerlige tilstand, følte hun et raseri som kun et barn kan føle mod en forælder: Du er det eneste jeg har i hele verden, og du forlader mig til fordel for et stof der vil udslette os alle.

Det var det narkomanerne aldrig kunne se. At de ikke bare smadrede deres egne liv, men også livet for alle omkring dem. Der havde været nætter i Lenas barndom hvor hun faktisk knælede ved siden af sengen og bad til at Hank endelig ville dumme sig, at nålen skulle komme for langt ind, at narkoen skulle være for stærk, så han endelig døde. Hun havde forestillet sig en adoption, en mor og en far der kunne tage sig af hende og Sibyl, et rent sted at bo, orden i deres liv, mad der ikke kom fra en konservesdåse. Når hun så Hank nu og vidste hvordan hans tilstand var, kunne hun ikke slippe for at genopleve de søvnløse nætter.

Og en del af hende – en meget stor del – sagde at hun skulle lade ham dø.

Lena sad på sengen mens hun bandt sine snørebånd. At tænke på Hank ville bare få hende tilbage i sengen for at ligge og have ondt af sig selv. Hun var ikke sikker på hvad hun ville foretage sig i dag, men hendes førsteprioritet var at komme ud af det deprimerende værelse. Bibliotekets arkiver med mikrofilm gik ikke længere tilbage end 1971. Avisredaktionen holdt til i baglokalet til et gammelt forsikringsselskab, så Lena var ikke for optimistisk med hensyn til chancen for at de opbevarede gamle årgange. Hun ville alligevel prøve at komme i forbindelse med ugeavisens redaktør, en mand hvis fuldtidsjob var at fjerne trafikdræbte dyr fra motorvejen.

Lena regnede med at hun ville kunne finde sin mors dødsattest gennem et eller andet statsligt kontor, men hun skulle bruge Angelas personnummer og fødselssted eller i det mindste hendes sidst kendte adresse for at indsnævre søgefeltet. Hun kendte både sin mors og sin fars fødselsdatoer fordi de stod på hendes egen fødselsattest, men derudover havde hun intet. Hospitalet havde muligvis beholdt en faktureringsadresse eller andre relevante oplysninger, men hun ville få brug for en kendelse for at få udleveret disse oplysninger. Hun havde overvejet at prøve domhuset, men ifølge meddelelsen på telefonsvareren var kontorerne lukkede mens der blev udskiftet nogle gulvfliser af asbest.

Eftersom motellet lå lige ved siden af Hanks værtshus, besluttede Lena at hun lige så godt kunne begynde der. Værtshuset, som hed The Hut, lå strengt taget ikke inden for Reeses bygrænse. I lighed med en masse små byer over hele Amerika var Elawah county officielt tørlagt. Hvis man ville købe spiritus, måtte man krydse countygrænsen til Seskatoga hvilket forklarede hvorfor Elawahs sherifkontor brugte det meste af weekenderne på at skrabe døde teenagere af asfalten på de veje der førte ud af byen.

Lena åbnede døren til sit værelse og lukkede omgående øjnene da hendes nethinder skreg af smerte i det pludselige lys. Hun blinkede adskillige gange for at få synet igen og stirrede på svalegangens betongulv. Lige til venstre for sin fod så hun et lille rødt X tegnet med kridt og måske otte centimeter højt.

Hun satte sig på hug og lod fingeren følge det røde mærke mens hun spekulerede over om det også havde været der om aftenen. Det havde været mørkt, men det gamle skilt uden for motellet kastede lys nok fra sig til at man kunne se. Men Lena havde ikke kigget ned da hun gik ind i værelset. Hun havde koncentreret sig om det væsentligste: at få sin taske båret ind, finde sin tandbørste, dejse om på sengen.

Lena så på sine fingerspidser og opdagede at hun havde fået kridt på fingerspidserne. Krydset betød sikkert ikke andet end at stuepigen ikke havde gjort rent. At dømme efter værelsets tilstand var der ikke ligefrem tale om nogen samvittighedsfuld person.

Men Lena så sig alligevel omkring da hun rejste sig. Der var ingen der sprang på hende, og hun gik ud på svalegangen og lod blikket glide hen over parkeringspladsen. Bortset fra en motorcykel der holdt parkeret på en handicapplads, var hendes Celica det eneste køretøj.

Hun så ned på cementen igen. Et kryds. Ikke et hagekors, ikke et kors. Bare et rødt kryds som markering af stedet.

Lena tørrede hånden af i buksebenet da hun gik hen over svalegangen mod trappen. Hun så hele tiden ned foran sig og kiggede efter flere mærker for at se om der var andre værelser der var blevet markeret. Der var ikke noget usædvanligt, kun nogle cigaretskodder, affald og et par visne blade, selv om det nærmeste træ stod en halv snes meter derfra i skoven bag ved bygningen.

Hun standsede i receptionen for at få en kop kaffe. Der stod en kasse til småpenge ved siden af termokanden, og på et skilt stod der at en kop kostede halvtreds cent. Lena smed en dollar i kassen og stod og kiggede ud på parkeringspladsen mens hun skænkede sig en kop.

”Dejlig morgen,” lød en mandsstemme. Hun vendte sig om mod skranken og så at det ikke var en mand, men en teenager – den rødhårede gangsta-aspirant hun havde set i Mustangen uden for skolen i går.

Hun sagde: ”Burde du ikke være i skole?”

”Fri til arbejde,” sagde han og lænede sig op ad væggen bag ved skranken. Hans T-shirt var så stor at skuldrene nåede ned til albuerne. Han havde mave, men hun kunne se på hans store hænder og fødder at han ville komme af med den de næste år når han voksede til og udviklede sin krop. Han ville dog altid have sit gulerodsfarvede hår, og fregnerne ville han heller aldrig slippe af med.

”Jeg hedder Rod,” sagde han til hende. ”Vil du ha’ noget halloweenslik?”

”Nej.” Lena kom i tanker om udsmykningen på biblioteket. Der var kun to dage til halloween. Hun havde helt glemt hvad dag det var.

Han spurgte: ”Er du strømer?”

Nå, mere undercover var hun så ikke. ”Hvorfor siger du det?”

”Du taler som en strømer.”

Hun smagte på kaffen og tvang sig til at synke. ”Hvorfra ved du hvordan politifolk taler?”

”Jeg har set det på tv.”

Lena fiskede sine returpenge op af kassen. ”Man skal ikke tro på alt hvad man ser i fjernsynet.”

”Junior ser tv hele natten,” sagde han og mente sikkert den receptionist der havde stirret på Lena da hun kom om aftenen, som om hun var den første kvinde han havde set i sit liv. ”Han har pornofilm liggende under sofaen. Mr. Barnes ved det ikke. Det er ejeren.” Knægten sendte hende et stort smil. ”Du må gerne se en af dem hvis du har lyst.”

”Du skal nok ikke glæde dig for tidligt.” Hun begyndte at gå, men skiftede mening og tænkte at hun lige så godt kunne gøre et forsøg. ”For resten.” Knægten stod stadig lænet op ad væggen og så afventende på hende. ”Jeg så en mand forleden,” begyndte hun og hvilede kaffekoppen på dørhåndtaget i et forsøg på at se uinteresseret ud. ”Han havde et hagekors tatoveret på armen.”

Den unge fyr rettede sig op fra væggen. Hans stemme blev tre oktaver lysere. ”Et hagekors – ligesom Hitler?”

”Ja.”

”Sejt.”

”Du synes det er sejt?”

”Ja, altså. Jeg mener nej, det er selvfølgelig forkert.” Han lænede sig tilbage mod væggen. ”Jeg mente bare at det er da godt for ham, du ved, at han ikke sådan … skammer sig.” Han sænkede stemmen. ”Der er nogle mennesker i den her by som har hvide lagener liggende i skabet.”

”Hvem for eksempel?”

”Ja, altså …” Det gik op for fyren at han måske kunne udnytte situationen. ”Skal vi ikke gå ind på kontoret og snakke om det?”

”Kan du ikke bare ringe når du får dun på blommerne?” Lena gik hen for at skubbe døren op netop som en kvinde kom ind.

”Gudfader, altså,” hvæsede kvinden mens Lena spildte kaffe ned ad forsiden på sin bluse. Hun var ældre, og hendes gråstribede hår var samlet under et blåt hovedtørklæde. Hun var også slank – cirka på højde med Lena – og eddikesur. ”Så se dig dog for, for helvede.”

”Undskyld,” sagde Lena, men kvinden skulede stadig til hende som om hun havde gjort det med vilje.

”Årh, skrid nu for fanden bare,” bjæffede kvinden og masede sig forbi Lena på vej ind på kontoret. Hun smækkede døren så hårdt at et billede på væggen raslede i rammen.

Lena vendte sig mod den unge fyr bag skranken. ”Hvad er hendes problem?”

”Det er stuepigen.”

Det forklarede vel hvorfor motellet var sådan en rotterede. ”Er hun altid så venlig?”

Guleroden trak på skuldrene, stadig gnaven over Lenas afvisning. ”Det er bedre det går ud over dig end mig.”

Lena gik ud. Hun havde ondt af kvinden; hun ville sikkert også være sur hvis hun var nødt til at arbejde i sådan et hul. Et var at have et lortejob når man var ung, men den her dame måtte være i nærheden af tres. Hun skulle være pensionist i Florida, ikke rengøringshjælp på et motel til en elendig løn.

Lena gik hen over parkeringspladsen og ønskede at hun havde taget en jakke på før hun gik ud, men hun havde ikke lyst til at gå tilbage til det elendige værelse for at hente en. Solen var allerede ved at brænde morgentågen af, og hun vidste at om et par timer ville hun være glad for at hun havde en kortærmet bluse på.

Hun smed resten af kaffen i en regnvandsrist da hun gik over gaden, og kastede et blik ned for at se om den ætsede hul i cementen. Der lå et Stop’n’Save-marked skråt over for hotellet og lige over for Hanks beverding. Hun smed det tomme krus i skraldespanden på vej ind i butikken som ikke var meget andet end en dårlig undskyldning for at sælge øl. Hun havde tit sneget sig ud af Hanks hus om aftenen for at hænge ud omme bagved sammen med de andre utilpassede unge fra highschool.

Inde i butikken kørte airconditionanlægget allerede på fuld kraft i forventning om den kommende hede. Lena gik forbi kaffemaskinen og tog en coke. Da hun betalte, havde hun en svag fornemmelse af at hun kendte kvinden bag disken, sikkert fra highschool, men ingen af dem var særligt interesserede i at indlede en samtale. Lena lagde sine returpenge i et krus på disken og gik ud samme vej hun var kommet.

Hun stod på fortovet og ventede på et hul i trafikken. Motellet lå lige på den anden side af gaden, og hun så at nogle kreative vandaler havde smadret pærerne i skiltet så der efter mørkets frembrud ikke længere ville stå ”Home Sweet Home” men ”Ho eet me.” Hvad havde vandalerne ellers gjort ved motellet? Var det dem der havde lavet det røde X foran Lenas dør? Tegnet generede hende. Hun spekulerede over hvor længe det havde været der, og om der var nogen der prøvede at give hende en besked. Hvad den end betød, så forstod hun den ikke. Men mens hun stod og ventede på at en lastbil skulle køre forbi, prikkede det i hendes hud og hendes mave snørede sig sammen på en måde der betød at nogen holdt øje med hende.

Så nonchalant som hun kunne, kastede hun et blik over skulderen. Kvinden inde i butikken stod og stirrede ud ad vinduet.

Candy, huskede Lena pludselig. Det var det hun hed. De havde kaldt hende ”Corny” fordi en eller anden engang havde sagt at hun gik som om hun havde en majskolbe proppet op i røven.

Der var tidspunkter hvor Lena tænkte at hun ikke ville vende tilbage til highschool om hun så fik alle de penge der var i hele verden.

Trafikken tyndede ud, og hun åbnede sin coke og begyndte at gå over gaden mens hun spekulerede over hvordan fanden Hanks hul af et værtshus havde kunnet skaffe Sibyl gennem college og betale Lena ud af arresten på kaution flere gange end hun havde lyst til at indrømme. The Hut var en klokken-tre-bar, et af den slags steder hvor alle begynder at se godt ud klokken tre om natten. Desperationen hang som en sort sky over etablissementet, og hun undertrykte en gysen da hun kom nærmere på bygningen.

Værtshuset havde ikke engang et skilt på facaden; alle vidste hvor og hvad det var. Taget var stråtækt på forsiden, men noget der lignede skab i et dyrs pels, havde angrebet det for sådan noget som femten år siden, og Hank havde ikke gidet reparere det. Lamper med orange og røde pærer indrammede hoveddøren som var malet på en måde der skulle få den til at se ud som om den var lavet af græs. Ydermurene var dekoreret på tilsvarende måde, men malingen var så falmet at man ikke kunne se hvad det skulle forestille medmindre man fik det forklaret. Der var vinduer i hele facaden, men de var alle blevet malet over med sort maling for så lang tid siden at de nu lignede råddent træværk.

Det gule ATF-bånd der var spændt ud foran døren, var det eneste der så nyt ud. Hank havde ikke fortalt hende at værtshuset var blevet lukket. Der var kun to mulige grunde til at Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms skulle finde på at aflægge The Hut et besøg: Enten havde Hank solgt spiritus til mindreårige, eller også var han blevet taget i at pushe stoffer.

Lena tog i døren, men den var låst. Hun rakte hånden op oven på dørkarmen for at mærke om ekstranøglen lå på det sædvanlige sted, men den var der ikke.

Hun gav op og gik om på siden af bygningen. Hun havde heller ikke brug for at komme ind på værtshuset. Hanks kontor, som mere lignede et skur, lå for sig selv i gården tæt ved en langsomt strømmende bæk.

Lena tog i døren bare for en sikkerheds skyld, men den var også låst. Hank måtte selv have låst den; der var ingen ATF-tape på skuret. Agenterne fra det forbundsstatslige bureau havde nok ikke ulejliget sig med at skaffe en kendelse til ransagning af skuret. Narkohandel i selve værtshuset var nok til at give de nødvendige overskrifter.

Hun stillede sin cola og pressede hænderne mod det lille vindue der sad højt placeret på den side af skuret der vendte ned mod bækken, men det rokkede sig ikke. En sten hjalp det på vej, og glasset splintredes i en million skår hvoraf nogle faldt ned gennem åbningen på coladåsen. Lena fandt en kæp og brugte den til at slå skårene væk fra vinduesrammen med. Men hun var ikke meget for at kravle ind ad vinduet uden at vide hvad der var derinde. Og det sad i øvrigt så højt oppe at det var vanskeligt at nå uden en stige. Hun havde gjort ting der var mere dumdristige, men lige i øjeblikket kunne hun ikke lige komme i tanker om hvad de havde bestået i.

Hun sparkede til trævæggen, vred på sig selv og frustreret over den idiotiske situation. Træbeklædningen lavede en hul lyd, og hun sparkede igen indtil træet splintredes. Endnu et par spark lavede et fint hul i væggen. Hun krympede sig da hun stak hånden ind og pillede lyserød isolering ud, og hun kom til at nyse af støvet og tænkte på om hun mon indåndede asbest. Der var sorte flager af mug og ekskrementer fra dyr som hun ikke brød sig om at tænke på, men hun hev så meget isoleringsmateriale ud af hullet at hun nåede ind til bagsiden af de paneler der udgjorde væggene inde i skuret. Hun tog foden i brug igen og sparkede krydsfinerpladen indad med en række skarpe knirkelyde da de rustne søm blev trukket ud af lægterne inde i væggen.

Et øjeblik efter var Lena inde i Hanks kontor.

Hun børstede støv og snavs af cowboybukserne og så sig omkring for at finde lyskontakten. Hun fejede et spindelvæv til side og opdagede at det faktisk var ledningen til loftslampen. Lena trak i snoren, og den nøgne pære tændtes, flimrede et øjeblik og sprang så med et højt smæld.

Lena bandede igen. Hun havde en lommelygte i bilen, men hun ville ikke gå over efter den. I stedet brugte hun det lys der kom ind ad vinduet med den knuste rude, til at lede efter de ekstrapærer som Hank altid havde liggende i en skrivebordsskuffe. Han havde selv ført strøm ud til kontoret ved at trække en tredive meter lang forlængerledning gennem et metalrør og sætte den i en stikkontakt inde i værtshuset. Det var ikke første gang lyset var gået. Hun fandt en pakke pærer i den nederste skuffe og satte en ny i mens hun prøvede at lade være med at tænke på hvad hendes hænder måske ville støde på i mørket. Glasskårene knasede under hendes fødder da hun drejede pæren, og fatningen lavede en tør, knasende lyd da hun prøvede at få pærens gevind ind i den rigtige vinkel. Endelig var der lys, og den pludselige varme fra pæren fik hende til at trække hånden til sig.

Det var ikke bare paranoia. Hank havde næsten slået sig selv ihjel et par gange når han prøvede at skifte pæren.

Lena så sig omkring i det indelukkede rum der var tapetseret med plakater fra øl- og spiritusfirmaer. Halvnøgne kvinder stirrede tilbage på hende, de fleste af dem med flasker i munden på en måde der mere ledte tankerne hen på en seksuel akt end på tørst. Hvide papæsker med papirer der gik tilbage til barens storslåede indvielse, stod stablet op ad den bageste væg og efterlod mindre end en kvadratmeter til et skrivebord og to stole. Dynger af kvitteringer i skotøjsæsker lå spredt rundt om skrivebordet.

Seks år tidligere havde Lena siddet i en af de tåbelige plasticstole over for Hank og drukket så meget Jack Daniels at hun blev syg af det, mens hun prøvede at samle mod nok til at fortælle Hank at Sibyl var død.

Var det dengang han var røget på stofferne igen? Havde nyheden om at hans elskede pige, hans yndlingsniece, var død, været det halmstrå der knækkede ryggen på hans viljestyrke?

Eller var det begyndt et halvt år tidligere da Hank havde kørt Lena til abortklinikken? Han havde stået uden for bygningen og kæderøget cigaretter mens han lyttede til de vrede demonstranter der svingede med deres modbydelige skilte og råbte og skreg om helvede og evig fortabelse og forbandede Lena og alle andre inde på klinikken for deres synder.

Var det hende der havde gjort det ved ham? Havde Lenas handlinger fået ham til at stikke nålen i sin arm igen?

Fyren med det røde hagekors havde også hjulpet – det var hun sikker på. Lena måtte finde den mand og finde ud af hvem han arbejdede for. Den slags fyre var kun muskler. Der var en hjerne et sted, en bagmand, og når Lena havde fundet ham, agtede hun satanedme at brænde hans hus ned til grunden mens han befandt sig i det.

Lena sad i Hanks stol, og fjedrene knirkede og knagede som en gammel ladeport. Den øverste skuffe i hans skrivebord var låst, og hun tog sin foldekniv op af baglommen og vippede bladet ud af det hvide perlemorshåndtag. Låsen var nem nok at dirke op. I skuffen fandt hun Hanks checkhæfte, et par værdikuponer til Harrahs kasino oppe i bjergene og hans ekstra nøgler til værtshuset. De største af skufferne indeholdt papirer som så ud til mest at have at gøre med værtshusets drift. Leverandører, lønninger, skatter og forsikring. Hun bladrede i checkhæftet og så at kontoen var opgjort sidste gang for tre uger siden. På det tidspunkt havde han haft omkring seks tusind dollars i banken.

Hvornår var værtshuset blevet lukket? Det måtte hun finde ud af på sheriffens kontor. Hun spekulerede på om det stadig var den gamle klovn til Al Pfeiffer der kørte butikken, og kunne ikke lade være med at smile ved tanken om at hun kunne gå ind på hans kontor og stikke sit guldskilt op i fjæset på idioten. Pfeiffer havde et trick der gik ud på at standse unge piger der kørte for hurtigt, og visitere dem til et punkt omkring to centimeter fra deres æggestokke. Han havde også standset Lena og taget sig nogle friheder, før hun fandt ud af hvad der foregik og knaldede et knæ i skridtet på ham. Pfeiffer havde smidt hende i kachotten uden at sigte hende for noget eller lade hende ringe til nogen. Hun havde siddet i cellen i seks timer før Hank var kommet ned på stationen for at efterlyse hende.

Hans ansigt. Åh, hun kunne stadig se Hanks ansigt for sig. Der var et splitsekund da han så hende komme ud af arresten hvor han fik tårer i øjnene og åbnede munden og lavede en lille forskrækket lyd da det gik op for ham at hun ikke var kommet noget til. Men et øjeblik efter havde han lukket munden i en vred grimasse, og han havde klasket hende i baghovedet og spurgt hvad fanden hun bildte sig ind at rode sig ud i den slags, hvem hun troede hun var når hun rendte rundt og spillede fræk over for politiet. Han havde ikke været interesseret i at høre hendes version af historien. Pfeiffer var en af hans venner i AA, og Hank takkede bare manden fordi han ikke sigtede hende for noget.

Men … hans ansigt.

Lena havde set den samme forvandling så mange gange nu at hun var kommet til at betragte Hank på en næsten skizofren måde. Det ene sekund var han den elskede beskytter der ville gøre hvad som helst for hende, det næste var han streng og vred og truede med at tæve hende helt eller halvt ihjel.

Og nu var han igen narkomanen – han var tilbage i den gamle rolle og ventede på at tæppet skulle gå ned for sidste gang.

Hun satte albuerne på skrivebordet og støttede hovedet i hænderne. Skuret var varmt som en bageovn, og hun kunne mærke sveden trille ned ad ryggen og ned bag linningen på sine jeans. Men hun blev siddende og mærkede varmen omslutte sin krop med vandet bag skuret som en konstant mumlen, og hun tænkte på Hank under bruseren og de hårde ord han havde brugt for at få hende til at tage af sted.

Der måtte være en grund til hans forfald. Havde lukningen af værtshuset sendt ham ud i en ond cirkel? Var det derfor han var faldet tilbage i sine gamle vaner? Lena så sig omkring i det trange kontor og prøvede at sætte sig i Hanks sted. Han havde ingen kærlighed til dette sted. Han havde altid betragtet The Hut som en måde at tjene penge på og intet andet. Der havde været en næsten pervers fryd i at kunne være en tidligere alkoholiker og have styrke til at være omgivet af spiritus dagen lang uden at falde i. Havde det været hans krykke gennem alle årene?

Hun rejste sig fra skrivebordet, og hendes ene sko gled på et stykke papir. Lena rakte hånden ned for at samle det op, og hendes hånd stivnede midt i luften da hun stirrede på det blå ark fra en notesblok der lå på cementgulvet. Håndskriften var en flot skråskrift af den slags man lærte skolebørn dengang sådan noget stadig spillede en rolle. Ordene var nemme at læse på afstand, men hun samlede alligevel papiret op og satte sig igen i stolen for at studere det. Hun måtte læse det to gange før ordene begyndte at give mening.

Lena rodede i skrivebordets skuffer og ledte efter resten af brevet. Hun gik i gang med skotøjsæskerne og fandt endnu tre sider under en af dem og endnu et par der var faldet ned bag skrivebordet. Da hun satte dem sammen, opdagede hun at der ikke kun var ét, men hele tre breve, alle dateret inden for de seneste to måneder. Hun læste dem med en følelse af at læse en eller andens dagbog. Meget af det var helt banalt og handlede om indkøb af dagligvarer og afhentning af børn efter skole. Noget af det var yderst personligt, den slags tanker man kun ville dele med en nær ven.

Da Lena var færdig med at læse, pressede hun håndfladen hårdt mod brevstakken og spredte fingrene som om hun kunne grave den sande mening ud af papirerne.

Hvordan havde hun kunnet være så blind?