OTTE
AL PFEIFFER BOEDE SÅ LANGT FRA ELAWAH COUNTY som man kunne komme uden at forlade staten Georgia. Dug Rut var en grænseby på kanten af Okefenokee-sumpen hvilket betød at turen ville føre Jeffrey og Sara ud i primitive vådområder der var mest kendt for alligatorer og myg, begge væsener der kunne tage livet af en mand. Da Jeffrey gik i highschool havde han og to af hans venner planlagt at bruge et par uger af deres sommerferie på at udforske sumpen, men det var samme år som Udflugt med døden havde premiere, og selv om filmen var optaget i det nordlige Georgias bjerge, var det alligevel nok til at få enhver til at afstå fra en kanotur i vildmarken.
Men Jeffrey huskede stadig noget af det han dengang havde læst om vådområderne. Han vidste at floderne Suwannee og Saint Mary havde deres udspring i sumpen og førte vandet videre til henholdsvis Den mexicanske Golf og Atlanterhavet. Hundredvis af truede fuglearter og pattedyr holdt til i vildtreservaterne, og plantelivet var af den slags som man kun ville forvente at støde på i en science fiction-film. Stedet var lige så isoleret som det var afsides, og de mennesker der boede her, havde en tendens til at leve og dø her uden at se resten af verden. Tilbage i 1900-tallet havde der boet folk i sumpen som ikke vidste at Borgerkrigen var forbi. Og da de endelig fik nyheden, betød det ikke de store omvæltninger i deres liv.
Turen sydover var stille og rolig. Sara havde ikke haft meget at sige da Jeffrey kom tilbage til motellet. Sært nok havde hun gjort rent på badeværelset, noget hun sjældent gjorde medmindre hun var sur på Jeffrey eller vidste at hendes mor kom på besøg. Hun havde faktisk virket stolt over at hun havde fået de elendige armaturer til at skinne lidt. Jeffrey havde stirret på badekarret mens han slog en streg og kæmpet med trangen til at ændre retning på sin stråle og svine Saras husmorarbejde til. Hvis han havde villet have en kone der fandt glæde i at rense en toiletkumme, ville han have giftet sig med sin skolekæreste fra Alabama.
Sara havde lyttet høfligt mens Jeffrey fortalte om de detaljer han havde fået fra Nick om Broderskabet, metamfetaminen der blev smuglet op langs østkysten, og muligheden for at Elawah måske var et stop på kartellets jernbane. Hun havde nikket, men ikke sagt noget. Hun havde ikke spurgt ham hvad han havde håbet at opnå ved at tale med Al Pfeiffer, eller hvordan noget af alt dette hang sammen med Lena. Han havde delvis håbet at hun havde gjort det. Jeffrey var ikke selv sikker på hvordan han skulle svare på de spørgsmål. At diskutere det med Sara ville muligvis have hjulpet ham til bedre at forstå det hele.
Efter to timers kørsel var Jeffrey ikke engang sikker på at han stadig var i Georgia. Kudjibønner og knudrede fyrretræer blev afløst af sand og palmetræer. Da han rullede vinduet ned, fik han et pust af den salte kyst blandet med en tung ubehagelig rådden lugt der sagde ham at han befandt sig i læsiden af en papirfabrik. En time senere fulgte han en mindre vej ind i den lille del af Georgia der stikker ind i Florida som en fingerspids langs med floden Saint Marys. På dette tidspunkt kunne han knap nok se vejen. Bilens forrude var indsmurt i alt muligt smat fra insekter der var kollideret med glasset; nogle af dem var på størrelse med hans knyttede næve.
Jeffrey skulle lige til at standse og se på det kort som Nick havde givet ham, da han lagde mærke til et af de sædvanlige skilte som viser at man er tæt på en grænse mellem to sydstater: varme, kogte jordnødder, friske grøntsager, fyrværkeri, totalt topløse eller top- og bundløse piger. Sara sagde at hun skulle på toilettet, så han standsede ved en rasteplads på Florida-siden af grænsen. Jeffrey stod ud af bilen for at finde ud af hvor de var, men satte sig straks tilbage i bilen fordi solens varme gjorde næsten fysisk ondt. Han prøvede at tænke tilbage til sin barndom da den første uge i november betød at han skulle have jakke på, og han altid håbede at det ville begynde at sne så han ikke behøvede at gå i skole.
Inde i bilen drejede Jeffrey tændingsnøglen og skruede op for klimaanlægget så den kolde, kunstige brise kunne afkøle hans ansigt. Han spredte kortet ud på skødet igen og fulgte sin rute med fingeren mens han studerede Nicks håndskrift hvor GBI-agenten havde tilføjet gader og landemærker som den oprindelige kartograf enten havde overset eller anset for at være irrelevante. Men Nick havde aldrig besøgt Al Pfeiffer, og kortet gav kun detaljerede anvisninger så langt som til Dug Rut, ikke til Pfeiffers hus. Der var kun adressen at køre efter: West Road Six nr. 8. Det var en god start, men Jeffrey ville få brug for mere end det.
Sara satte sig tilbage i bilen. Hun rakte ham en flaske vand.
”Tak.”
”Velbekomme.”
Han stirrede på hende og prøvede at finde på noget at sige.
Hun pegede på kortet. ”Ved du hvor du skal hen?”
”Jeg kommer til at standse ved en servicestation nærmere på byen og se om de kan give mig mere præcise anvisninger.”
”Okay.” Hun tog sikkerhedsselen på og klikkede den på plads.
Jeffrey ventede, men hun sagde ikke mere. Han gav hende kortet. Hun foldede det sammen mens han bakkede bilen ud af parkeringsbåsen.
Jeffrey kørte tilbage på landevejen og fulgte skiltene til Dug Rut. Da de var mindre end to kilometer fra hovedvejen, blev han klar over hvorfor byen havde fået sit navn. Området var åbenbart en del af det kanalsystem der var blevet bygget i begyndelsen af 1900-tallet i et forsøg på at dræne sumpen. New Yorks Central Park havde lidt den samme skæbne, men Okefenokee havde vist sig vanskeligere at ødelægge. Den håndfuld sumpe der var tilbage i Amerika, var blandt de få områder der var tilbage i verden hvor en mand kunne leve fuldstændig selvforsynende både med hensyn til mad, husly, medicin og noget af det reneste drikkevand på jorden. Jeffrey spekulerede på hvor lang tid der ville gå før det alt sammen var ødelagt.
Dug Ruts bymidte var ikke noget at skrive hjem om. Der var et værtshus og et postkontor, men ikke meget mere end det. De få småbutikker der lå langs Main Street, var alle lukkede. Ejerne havde ikke engang sat skilte i vinduerne i et forsøg på at leje lokalerne ud. Der var noget nedslående ved stedet, og da Jeffrey kørte langsomt over et kryds midt i byen, var han begyndt at opgive håbet om at finde en servicestation.
Han foretog en U-vending midt på gaden og kørte tilbage mod postkontoret. Sara gjorde ikke mine til at stå ud da han parkerede foran bygningen, så han skubbede til hende og sagde: ”Du tror ikke at jeg har tænkt mig at spørge om vej, vel. De inddrager mit mandekort.”
Hun sendte ham et stramt lille smil og stod ud af bilen.
Jeffrey så hende gå hen mod bygningen. Hendes jeans posede bagpå, og det gik op for ham at hun havde tabt sig endnu nogle kilo. Han brød sig ikke om det. Sara havde altid været slank, men hun var for tynd nu. Når han elskede med hende, kunne han mærke hendes ribben skrabe mod sit bryst. Hendes hofter var ved at forsvinde, hendes talje var for smal. Bagfra kunne hun næsten gå for at være en teenagedreng.
Jeffrey tog en dyb indånding og gav langsomt slip på sine bekymringer. For otte år siden var Sara kommet hjem fra arbejde og havde fundet Jeffrey i deres seng med en anden kvinde. Og ikke bare i sengen, men i fuld gang. Udtrykket i Saras ansigt – forræderiet, smerten, vreden – havde rystet ham mere end noget andet han havde oplevet, og han havde brugt enhver taktik han kunne komme i tanker om, i forsøget på at vinde hende igen. Bare at få hende til at tale til ham havde været den største overtalelse. Da hun endelig kunne sige noget til ham uden at bide tænderne sammen, havde han arbejdet på at få hende med i seng. Det havde ikke været nær så nemt som første gang, men Jeffrey havde opdaget at bare det at vågne op med Sara ved sin side betød endnu mere for ham. For et halvt år siden havde han praktisk taget tryglet hende om at gifte sig med ham. Nej, for fanden, han havde tryglet hende; han havde endda knælet for hende på et tidspunkt. Sara havde taget sig god tid, men til sidst havde hun sagt ja.
Og nu var det næsten som om hun forsvandt for øjnene af ham.
Sara kom ud fra postkontoret, og Jeffrey så på kortet i stedet for på hende da hun kom gående hen mod ham.
”De var vældig flinke,” sagde Sara til ham da de sad i bilen igen. Hun havde en postformular som hun havde skrevet anvisningerne ned på. ”De sagde at det er godt fem kilometer vestpå.”
”Hvorfor kører vi ikke bare til Florida?”
Jeffrey hørte sine ord fylde det tomme rum omkring dem og vidste at de var kommet ud af hans mund, men uden at han havde mindste anelse om hvor spørgsmålet var kommet fra.
Sara smilede og rystede på hovedet. Men hun sagde alligevel: ”Og drikker margarita på stranden?”
Han kunne mærke at han smilede tilbage. ”Jeg kunne smøre hele din krop ind i sololie.”
”Og aloe vera når solen havde brændt min overhud af.” Sara vendte sig om mod ham og smilede stadig. ”Du skal til venstre ad Main Street.”
”Jeg mener det med Florida.”
”Jeg mener det med til venstre.”
Han rakte hånden ud mod hende og lod sine fingre glide over hendes læber. ”Du er så smuk. Ved du godt det?”
Hun kyssede hans fingre og lagde hans hånd tilbage på rattet. ”Til venstre,” sagde hun igen. ”Og så til højre ad en vej der hedder Kate’s Way.”
Jeffrey bakkede og svingede ud på Main Street. Han satte farten ned da de kom til en grusvej, og prøvede at læse det hjemmelavede vejskilt. Dette gentog sig tre gange før de fandt Kate’s Way, en ujævn, ensporet grusvej der så ud som om der meget sjældent kørte nogen på den. Sceneriet skiftede undervejs. Denne del af Georgia var fladt marskland med enorme pæreformede cypresser der voksede lodret op af tefarvet vand. Spansk mos lå draperet som blonder over træernes grene, og der var en konstant koncert af fårekyllinger, fugle, frøer og indimellem et brøl fra en alligator som de kunne høre selv med lukkede vinduer.
Vejens kurver antydede at de kørte langs et vandløb der ikke var fundet værdigt til at komme med på Nicks kort. Jeffrey satte farten ned og holdt sig klar til at møde en bil fra modsat retning. Han forestillede sig at det nok ville være en pickup, og at den ville indeholde en lokal beboer som ikke ville synes om at nogen kørte på hans vej, hvad enten den var offentlig eller ej.
Han mødte ikke nogen pickup, og da Sara sagde at han skulle dreje næste gang og fortsætte ad endnu en tilsyneladende ubrugt grusvej, kom Jeffrey med en morsomhed om at efterlade sig et spor af brødkrummer.
Tre kilometer længere fremme var der en stor rusten postkasse ved siden af en misligholdt indkørsel, og Jeffrey standsede for at tjekke husnummeret. Skiltet var så falmet at ingen af dem kunne læse noget på det, men en hurtig gennemgang af Saras notater overbeviste dem om at de var kommet til det rigtige sted.
Jeffrey kørte ind ad indkørslen og standsede for at lade en kanin komme over vejen. Han kørte et par meter og standsede igen, denne gang for en flok høns. Da fuglene havde taget sig rigtig god tid til at trippe over på den anden side, accelererede Jeffrey og efterlod sig en støvsky over grusvejen. Det havde ikke været hans mening at gøre sig så bemærket, men måske var det klogt nok at melde sin ankomst til en mand som havde oplevet at få en brandbombe smidt ind i sit hus.
”Okay,” sagde Sara overrasket da hun fik øje på huset.
Jeffrey delte hendes forbløffelse. Pfeiffers ejendom var lidt flottere end han ville have troet hvis han havde taget sig tid til at sidde og tænke over det. Huset lå på en skråning, tykt, grønt græs dækkede plænen som et tæppe, en stenbelagt sti førte ned til et vandløb. Ejendommen var bygget som en miniudgave af et plantagegods med to store hvide søjler der bar en balkon på første sal. Store vinduer fra gulv til loft lukkede eftermiddagssolen ind og kunne åbnes for at lukke luft ind på køligere dage. I stueetagen blev indtrykket fuldendt af en veranda der gik hele vejen rundt om huset.
Jeffrey parkerede sin bil foran palæet.
”Nydelig hytte,” lød Saras kommentar.
”Du kan bare blive i bilen,” sagde Jeffrey. ”Jeg går lige op og tjekker at det er det rigtige hus.”
Hun åbnede munden for at sige noget, men skiftede mening og nikkede i stedet til ham.
Da Jeffrey stod ud af bilen, kunne han høre et airconditionanlæg brumme omme på siden af huset; den insisterende lyd overdøvede insekter og fugle, men bruset fra vandløbets skumfyldte vand kunne godt konkurrere med den elektriske blæser. Han så sig omkring efter strømkabler og gættede på at de var gravet ned. Det måtte have kostet Pfeiffer en pæn slat penge. Det var tre gange så bekosteligt at grave kabler ned som det var at spænde dem ud på pæle. Jeffrey gik ud fra at manden havde fået telefon med i købet, og spekulerede over hvordan det var lykkedes ham at få et telefonnummer som Nick Shelton ikke kunne spore. Måske havde han bestilt det i sin kones eller et andet familiemedlems navn. Al Pfeiffer havde tydeligvis gjort sig temmelig megen umage med at sikre sig at han ikke kunne blive kontaktet.
Jeffrey stak hånden i lommen og prøvede på denne måde nonchalant at skjule sin nervøsitet. Han fik fat om bilnøglerne og blev klar over at han havde efterladt Sara uden aircondition og uden mulighed for at åbne de elektriske vinduer. Han kastede et blik tilbage mod BMW’en. Sara vinkede, og han nikkede til hende.
Han fortsatte op ad stien. Jo nærmere han kom på huset, jo mere kunne han se at der var noget for nyt ved det, den pletfrit hvide vinylbeklædning, overdrevent rene trappetrin førte op til verandaen der fortalte en åbenlys løgn om husets fortid som plantørpalæ. Da Jeffrey gik op ad betontrinene, gættede han på at huset sikkert var opført af en lokal bygmester der havde specialiseret sig i at bygge den slags mini-Taraer. Så langt ude i vildmarken måtte det have været en ret så bekostelig affære.
Med sin sherifpension, sin skadeserstatning og hvad han ellers havde kunnet stikke til side, levede Al Pfeiffer tydeligvis et komfortabelt liv. Det var bestemt ikke sådan et hus Jeffrey selv ville vælge til sin pensionisttilværelse, men den afsides beliggenhed havde sine fordele, især for en mand der havde for vane at åbne sin hoveddør med et haglgevær i hånden.
”Hvad vil du?”
Jeffrey havde stået med hånden løftet for at banke på da døren blev revet op. Haglbøssen var rettet direkte mod hans ansigt, og mundingen var fem centimeter fra hans næse. Nu hvor Jeffrey tænkte efter, havde han også, netop som han løftede hånden, hørt den hurtige lyd, tjatjunk, da lademekanismen blev pumpet, og en patron skubbet på plads i kammeret. Han havde imidlertid først registreret lyden et par sekunder senere, og de få sekunder kunne have betydet forskellen på liv og død hvis manden bag våbnet ikke havde været mere forsigtig. Eller også var han bare skræmt fra vid og sans. Hans blik pilede hele tiden over Jeffreys skulder for at tjekke om han var alene.
Jeffrey havde stadig hånden i lommen. Han fandt nøglen og trykkede på låseknappen og opsendte en stille bøn om at BMW’en var inden for rækkevidde af radiosignalet.
”Jeg tæller til tre før jeg skyder knoppen af dig og stiller spørgsmål bagefter.”
”Er du Al Pfeiffer?”
”Hvem fanden sku’ jeg ellers være?”
”Jeg har mit –” Jeffrey tog hånden op af lommen for at tage sit politiskilt. Han standsede da manden trådte frem og pressede Remington-bøssens løb hårdt imod Jeffreys ansigt lige under det højre øje.
Pfeiffers mund udsendte en spytbyge da han spurgte: ”Tror du jeg er dum, knægt?”
Langsomt rakte Jeffrey begge hænder i vejret. Han ville gerne se sig over skulderen. Hvor var Sara? Var hun i sikkerhed? Hans hjerte hamrede så hårdt i brystet på ham at han næsten ikke kunne høre sin egen stemme da han svarede manden. ”Jeg er politimand.”
Våbnet flyttede sig ikke, men frygten i mandens øjne var ikke til at tage fejl af. ”Jeg ved godt hvad du er.”
”Min kone sidder i bilen. Jeg vil ikke have at hun kommer noget til.”
Han kiggede over Jeffreys skulder. ”Jeg er pisseligeglad med hvem der sidder i din bil. Hvis hun står ud, bli’r det den sidste lyd du kommer til at høre.”
Jeffrey så ned langs haglbøssens løb på Al Pfeiffer og så hvor hårdt han kæmpede for at styre sine rystende hænder. Han så også skaderne efter brandbomben. Marmoreret hud misdannede den ene side af hans ansigt, og hans venstre øje var næsten helt lukket af arvæv. Han havde en kortærmet skjorte på, hvid og nystrøget, og de groteske ar på hans arme viste hvor kødet var blevet brændt af knoglerne. Han havde tårer i øjnene, men Jeffrey vidste ikke om det skyldtes smerte eller frygt. Så tæt på lignede det en kombination af begge dele.
Jeffrey tog et skridt bagud, væk fra løbet der blev presset mod hans ansigt. ”Jeg er politichef i Grant County.”
Pfeiffer holdt geværet rettet mod Jeffreys bryst. ”Jeg er pisseligeglad om du så var USA’s præsident. Skrid fra min grund.”
”Hvorfor er du bange for en kollega?”
”Du ville ikke være her hvis du ikke allerede kendte svaret på det spørgsmål.”
”Jeg vil bare snakke.”
”Ser jeg ud som om jeg har lyst til at snakke med dig?”
”Jeg vil gerne vide –”
”Kan du se det her gevær der sigter på dig, knægt?” Manden tog et skridt fremad og pressede haglbøssens løb hårdt imod Jeffreys bryst. Pfeiffer var cirka femten centimeter mindre og tyve år ældre end Jeffrey, men hans stemme var fast da han sagde: ”Hørte du hvad jeg sagde, knægt?” Han tav et øjeblik, men ikke fordi han ventede på at få svar. ”Jeg har ikke noget at sige til nogen. Er du med? Ikke en skid.”
”Jeg vil bare –”
”Kør tilbage hvor du kom fra og fortæl dem det, okay? Sig til dem at Al Pfeiffer sagde du skulle skride tilbage til det lortested du kom fra.”
”Hvis jeg bare kunne –”
”Skrid så med dig!” skreg den gamle mand. ”Sæt dig ind i din dyre bil og kør din vej, og hvis du nogensinde kommer tilbage, hakker jeg dig i småstykker og fodrer alligatorerne med dig. Er du med?”
Jeffrey vidste bedre end at modsige ham, især fordi han var fuldstændig sikker på at Al Pfeiffer var mere end parat til at gøre alvor af sin trussel. ”Jeg er med.”
”Skrid så,” sagde Pfeiffer og brugte geværløbet til at skubbe Jeffrey væk med.
Jeffrey gik baglæns, for han ville ikke vende ryggen til manden før det var absolut nødvendigt. Vrede kunne han håndtere, men frygt gjorde folk irrationelle. Jeffrey havde ikke lyst til at være inden for skudvidde af haglbøssen hvis Al Pfeiffer besluttede at det alligevel ikke var klogt at lade Jeffrey forlade stedet i ét stykke.
Hvilket var præcis hvad der skete i samme øjeblik Jeffrey vendte sig.
Det første skud måtte være blevet affyret op i luften, men det larmede nok til at få Jeffrey til at trække skuldrene op om ørerne. Han hørte Sara skrige, og så flængede skud nummer to luften. Dette var en mere direkte advarsel som spredte perlegruset en snes centimeter fra Jeffreys fod. Han løb til siden for at komme af vejen, men gled på en løs sten og faldt hårdt ned på håndfladerne.
”Pis,” bandede han og tvang sig til at rejse sig. Sådan skulle det alligevel ikke gå; at han lå på maven i gruset mens en galning brugte ham som skydeskive. Jeffrey løftede begge hænder over hovedet og råbte: ”Du kommer til at skyde mig i ryggen hvis det er sådan en mand du er.”
Pfeiffer tog ladegreb igen og knaldede endnu en patron i kammeret.
”Nej!” skreg Sara og hamrede næverne mod vinduesruden. ”Jeffrey!”
Han gik hen mod bilen med hænderne løftet og var et tydeligt mål hele vejen. Han stirrede på Sara. Hendes næver stivnede midt i bevægelsen nogle få centimeter fra ruden. Der lå en ekstranøgle til bilen i midterkonsollen. Det måtte hun vide. Han havde selv bedt hende om at tage den med.
Saras læber bevægede sig. Han aflæste ordene. ”Skynd dig, skynd dig, skynd dig …”
En evighed gik mens Jeffrey tilbagelagde de syv-otte meter hen til bilen. Hans ryg føltes hvidglødende, hvilket mere skyldtes den skydeskive der var malet på den, end den brændende sol.
Tiden var gået langsomt mens han gik hen mod bilen, men så snart han havde sat sig bag rattet, gik den betragtelig hurtigere. Han fumlede med nøglen, og Sara rev den ud af hånden på ham og startede selv bilen.
”Kør,” tryglede hun. ”Skynd dig.”
Han knaldede bilen i bak og trådte på speederen. Et hurtigt blik fortalte ham at Al Pfeiffer stod som før, med spredte ben og rank ryg og geværet rettet mod himlen. Skiderikken havde et selvtilfredst smil i ansigtet mens han fulgte med i deres retræte. Jeffrey løftede foden lidt fra gaspedalen da han bakkede ud ad indkørslen, for at lade manden forstå at han ikke skulle blive alt for kæphøj.
Jeffrey kørte tilbage ad den vej de var kommet. Bilen gjorde et hop i kurven da de svingede ud på landevejen. Han dristede sig til at kaste et blik på Sara. Hun knugede dørhåndtaget så hårdt at hendes knoer var blevet hvide.
Så snart de kørte forbi postkontoret, sagde hun: ”Stands.”
Jeffrey satte farten ned, bange for at hun skulle kaste op.
”Stands,” sagde hun igen og åbnede døren.
Han trådte hårdt på bremsen. Sara ventede ikke engang på at bilen skulle holde helt stille før hun sprang ud.
Jeffrey skubbede sig hen over sædet og stod også ud. ”Er du –”
Hun vendte sig og slog ham hårdt med flad hånd på siden af ansigtet. I ti sekunder var Jeffrey for rystet til at reagere. Hun havde aldrig slået ham før, aldrig så meget som løftet en hånd.
Han gned sit ansigt og mærkede på indersiden af sin kind med tungen. ”Har du lyst til at fortælle mig hvad i helvede det gik ud på?”
Sara gik frem og tilbage foran ham og holdt hænderne for munden. Han vidste at hun ikke kunne råbe op når hun var vred. Ordene satte sig på tværs i halsen på hende, og hendes stemme blev så dyb at hun knap kunne få en lyd frem.
”Sara –”
”Dit røvhul,” hviskede hun. ”Dit åndssvage, arrogante røvhul.”
Jeffrey smilede fordi han vidste at det ville irritere hende ad helvede til. Han anede ikke hvad hun var sur over, men han vidste at hvis hun slog ham igen, ville de have et rigtigt problem at slås med.
Han så ud på vejen da en grøn pickup trillede forbi og satte farten ned for at nyde forestillingen. De havde ikke set andre biler siden de kørte ind i Dug Rut. Dette var sikkert det mest interessante der var sket i byen siden stopskiltet var blevet stillet op for enden af Main Street.
Sara ventede på at bilen skulle køre forbi før hun spurgte: ”Hvorfor satte du farten ned?”
”Hvornår gjorde jeg –” Han tav. Indkørslen. Han havde sat farten ned da han så det selvtilfredse udtryk i Al Pfeiffers ansigt.
”Du kunne bare ikke lade ham få det sidste ord, vel? Du skulle lige sætte farten ned og irritere ham lidt, ikke?” Hun rystede på hovedet, og tårerne fyldte hendes øjne. ”Du er ikke bedre end Lena. Du spiller de her små spil med folk, de her berømte pissekonkurrencer, som om det ikke handlede om liv og død.” Hun bankede sig selv på brystet med hånden. ”Mit liv, Jeffrey. Din død.”
Jeffrey prøvede at trække på skuldrene. ”Han skød ikke i retning af mig. Det var bare en advarsel.”
”Åh, du aner ikke hvor stor en trøst det er at høre dig sige det.”
”Man kan ikke lade den slags mennesker tro at man er bange.”
”Du kan ikke lade den slags mennesker vide at du er bange,” korrigerede hun. ”Han havde et gevær, Jeffrey. Et haglgevær.”
”Vi var uden for skudvidde.”
”Uden for skudvidde?” gentog hun vantro. Hun holdt en finger op for at standse de ord der var på vej ud af munden på ham. ”Du låste mig inde i bilen. Han stak det gevær op i fjæset på dig, og du låste mig inde i bilen.”
”Jeg prøvede at beskytte dig.”
”Hvem beskyttede dig?” spurgte hun rasende. ”Jeg er ikke et barn, Jeffrey. Jeg er ikke en lille pige der skal have en hånd at holde i for at gå over gaden.”
”Og det er jeg måske?”
Hun svarede ikke. Hendes blik havde flyttet sig fra Jeffrey til et eller andet over hans skulder. Den grønne pickup var kommet tilbage, og føreren satte farten ned for at kigge en ekstra gang. Vinduerne var tonede, men da Jeffrey vendte sig, kunne han se to skikkelser bag det mørke glas da bilen kørte forbi for anden gang. Jeffrey kom til at tænke på at de måske slet ikke var vendt om af nysgerrighed. Måske var de ude efter at afslutte det Al Pfeiffer havde begyndt.
Han kommanderede: ”Ind i bilen.”
Sara sagde ham ikke imod. Hun gik med hurtige skridt hen mod BMW’en, og Jeffrey fulgte efter hende. Han satte sig bag rattet og startede motoren uden at spilde tid på at standse og se efter anden trafik da han kørte ud på vejen. Han kastede et blik op i bakspejlet og så pickuppen foretage endnu en U-vending.
Han sagde til Sara: ”De er vendt om.”
Hun tog sikkerhedsselen på og klikkede den på plads.
Det gav et lille sæt i BMW’en da han trådte gaspedalen ned mod gulvet. Pickuppen satte også farten op. Sveden trillede ned ad Jeffreys ryg mens han styrede bilen hen af den bugtede vej. Der gik to minutter før pickuppen svingede ind ad en grusvej. Enten havde mændene mistet interessen, eller også var føreren klar over at han ikke ville have en chance mod den sekscylindrede rækkemotor.
Eller også var både Jeffrey og Sara paranoide som bare fanden.
”De følger ikke efter os,” sagde han selv om hun havde kigget i spejlet på solskærmen og set dem dreje af.
Hun pressede læberne sammen og stirrede ud ad vinduet.
Han spurgte: ”Er der noget galt?”
”Hvorfor kørte vi herned?”
”Hvad?”
”Hvorfor kørte vi herned?” Hun talte med sin almindelige stemme, men han kunne høre at han ikke var uden for fare endnu. ”Hvorfor skulle vi absolut køre ned til det her sted?”
”Det har jeg fortalt dig. Jeg ville tale med Al Pfeiffer.”
”Hvorfor?”
”For at finde ud af hvorfor han rejste fra byen.”
”Han rejste fra byen fordi en eller anden prøvede at myrde ham og hele hans familie.”
Pludselig kunne Jeffrey mærke at han længtes efter at hun skulle være tavs igen. ”Det er mit job, Sara. Jeg taler med mennesker der ikke har lyst til at tale med mig.”
”Så langt tilbage som jeg kan huske, er du aldrig før blevet skudt på af nogen af dem.”
Han lod sin tavshed bekræfte hendes ord.
Hun spurgte: ”Hvad har alt det her at gøre med Lena?”
”Det ved jeg ikke.”
”Hvordan kan det her hjælpe dig til at finde ud af hvem der sad i den Escalade, eller hvorfor vedkommende blev slået ihjel?”
”Det ved jeg heller ikke.”
”Nå,” sagde hun og rullede vinduet et par centimeter ned for at lukke lidt luft ind. ”Der er temmelig meget du ikke ved.”
Og så kom tavsheden. Jeffrey bød den velkommen og stirrede lige fremad på den tomme landevej mens han talte kilometersten. Han havde svært ved at synke sit spyt når han tænkte på perlegruset der sprøjtede, og lyden af skuddet der ringede for hans ører. Hvorfor havde han sat farten ned? Hvilket urinstinkt havde fået ham til at løfte foden fra pedalen og lægge pres på en mand der netop havde været nogle centimeter fra at skyde en masse huller i ham?
Pfeiffers våben havde været en Remington Wingmaster, den model der var mest brugt af ordenshåndhævere. Jeffrey havde løjet da han sagde til Sara at de var uden for skudvidde da han tog foden væk fra gassen. Hvis Pfeiffer var en god skytte, og hans næsten halvtreds år som sherif antydede at det var han sikkert, kunne manden have dræbt både Jeffrey og Sara med en enkelt trækning i pegefingeren.
Han måtte få Sara væk derfra. Hun havde ret i at han var ligesom Lena, men de var så ens som de var, fordi de begge var ved politiet. Der var visse mennesker i denne verden som man ikke kunne tillade sig at vise sin svage side. Efter Jeffreys opfattelse var Sara hans svage side. Hendes sikkerhed havde været hans første tanke da han så geværet. Han havde låst bildørene fordi han ikke ville have at hun løb op mod huset og fik hovedet skudt af. Han kunne ikke bekymre sig om sin egen sikkerhed så længe hun var i fare, og den eneste måde at løse problemet på var at sende Sara tilbage til Grant County.
Men hvorfor havde Jeffrey så sat farten ned? Hvorfor havde han ladet Sara blive inden for haglgeværets skudvidde bare for at tirre Pfeiffer? Han kunne have fået hende dræbt.
De kørte i mindst en halv time før hans brystkasse holdt op med at føles som om der var spændt et gummibånd om hans hjerte, og endnu en halv time før det gik op for ham at grunden til at hans hænder klæbede til rattet, var at han havde flænset sin venstre håndflade op da han faldt i indkørslens perlegrus og tog for sig med hænderne.
Jeffrey kørte ind på den første servicestation han fik øje på.
Sara så på benzinmåleren som for at tjekke ham. Det havde ikke været derfor han var standset, men tanken var kun halvt fuld, så Jeffrey besluttede at han lige så godt kunne fylde den op. Hvis Sara lagde mærke til blodet på hans hænder og på rattet, så sagde hun ingenting om det.
Jeffreys pistol lå stadig under førersædet, og nu tog han den frem og klipsede hylsteret fast i sin livrem før han stod ud af bilen. Han fumlede med benzindækslet med fingre der var stive af at holde om rattet i så lang tid, og det lykkedes ham at få pumpestudsen ned i tanken før han gik ind i den lille kiosk. Da han åbnede glasdøren, måtte han bukke sig for ikke at støde hovedet imod den kobjælde der hang ned fra dørkarmen.
”Det må du undskylde,” sagde ekspedienten, selv om det smørrede grin på hans ansigt afslørede at det var en af hans yndlingsbeskæftigelser at se intetanende kunder få bjælden i panden. ”Jeg bli’r nødt til at fjerne den tingest en dag.”
Jeffrey stirrede på den unge mand mens han gik ned i den modsatte ende af butikken. Inde på toilettet så han på sig selv i spejlet; hans skjorte var våd af sved, og der var snavs på den fra det flyvende perlegrus. Hans hænder var helt griset til, og han brugte et papirhåndklæde til at holde om vandhanen så han ikke smurte blod på armaturet. Det kolde vand sved som helvedesild, men han holdt hænderne under det og prøvede at skylle al snavs ud af sårene.
”Gudfader,” mumlede han og kastede endnu et blik i spejlet. Han rystede på hovedet og prøvede at tænke det hele igennem. Han havde haft til hensigt at tale med Pfeiffer mand til mand – politimand til politimand – og få en lille uofficiel sludder om situationen i Elawah så Jeffrey forhåbentlig kunne regne ud præcis hvad det var Lena havde rodet sig ind i. Var det skinheads han var oppe imod? Ville Jake Valentine være nogen nytte til? Var der nogen tilbage på sheriffens kontor som han kunne stole på?
Pfeiffer var blevet brandbombet ud af byen, så Jeffrey tvivlede alvorligt på at manden havde nogen virkelig magt. Han havde haft sin selvsikre mine på, men bortset fra det havde den tidligere sherif tydeligvis været skræmt fra vid og sans over at finde Jeffrey uden for sin hoveddør. En politimand var kun bange for en anden politimand af én grund: Korruption. Spørgsmålet var hvem der var korrupt på Elawahs sherifkontor. Jeffrey ville ikke sætte Jake Valentine øverst på listen over mulige mistænkte, men man vidste aldrig. Og der var selvfølgelig altid vicesherif Donald Cook som Nick ikke havde haft svært ved at se som en mand der tog imod penge under bordet. Cook var bestemt ikke glad for sit arbejde. Han havde ikke gjort noget forsøg på at skjule den kendsgerning at han anså sin chef for at være idiot.
Men det hele ledte tilbage til Saras store spørgsmål: Hvad havde det alt sammen at gøre med Lena?
Ingenting. Det var en samling løse tråde der måske og måske ikke hang sammen. Skinheads handlede med meth, Hank Norton brugte meth. Ethan Green var skinhead, gorillaen i den hvide personbil var skinhead. Al Pfeiffer var rædselsslagen for politifolk, Lena var flygtet fra politiet.
Der var en der var død mens Lena havde været til stede. Der måtte være et eller andet som Jeffrey overså, nogle informationer som kunne hægte det hele sammen. Der måtte være en grund til at Lena var stukket af fra hospitalet uden at tale med ham først. Hun kunne være frygtelig stædig med så mange ting, men hun var ikke dum. Der måtte være en logisk forklaring.
Jeffrey brugte et af de tynde papirhåndklæder fra holderen på væggen til at vaske sig i ansigtet så godt han kunne, og han gnubbede indtørret blod af sin hals og sit bryst. Det dunkede stadig i hans hånd, men han prøvede at ignorere det mens han gik tilbage til butikken.
”Hvor meget bli’r det?” spurgte Jeffrey og tog sit kreditkort frem.
”Beklager.” Ekspedienten pegede på et skilt bag sig hvorpå der stod: Vi stoler på Gud. Alle andre betaler kontant.
”Okay.” Heldigvis havde Jeffrey været forbi en pengeautomat inden de kørte ud af Grant County dagen før. Han pegede på nogle pakker med førstehjælpsgrej på hylden bag ved ekspedienten. ”Lad mig få nogle aspiriner også.”
”Otteogtredive treoghalvtreds,” sagde ekspedienten og smed aspirinerne på disken før han tog imod den seddel Jeffrey rakte ham. ”Dårlig dag?”
Jeffrey rev pakken op med tænderne. ”Hvad tror du selv?”
Manden rejste børster. ”Der er ingen grund til at lade det gå ud over mig, kammerat.” Han slog varerne ind på kasseapparatet og rakte Jeffrey byttepengene. ”Hav en god dag.”
”I lige måde,” fik Jeffrey sagt før han dukkede sig for at gå under kobjælden.
I bilen var Sara fortsat tavs. Jeffrey kørte ud på vejen igen og fulgte skiltene tilbage til landevejen.
Solen var endelig ved at gå ned da han nåede motorvejen. Aspirinerne havde ikke engang taget toppen af hans hovedpine. Sara måtte være helt smadret. Da de kørte ind i Elawah County, var hendes hoved faldet ned på hendes skulder, og hun lavede den dæmpede, klikkende lyd som altid kom fra hende når hun sov.
Jeffrey tog den uåbnede flaske vand hun havde købt til ham på rastepladsen, og tømte den. Der var visdom i det gamle mundheld om at man skulle være forsigtig med hvad man ønsker sig. Om morgenen havde han troet at det ville være rart at få et glimt af Saras vrede. Men nu kunne han ikke tænke på andet end at det var allerhelvedes meget nemmere at elske hende når hun sov.
Skiltet uden for motellet udfyldte knap nok sin beskedne rolle da han standsede foran deres værelse. Kun syv bogstaver var tilbage til at kaste lys over parkeringspladsen. Jeffrey slukkede for motoren og så sig omkring. En sort Dodge Ram holdt parkeret et par pladser fra ham. Det flimrende lys fra vinduet i motellets kontor sagde ham at receptionisten så tv. Da Jeffrey var tjekket ind, havde den unge fyr set op fra tvapparatet med glasagtige øjne og set ud til at kede sig så slemt at han knap nok kunne klare at blinke. Jeffrey tænkte at der nok fandtes job der var værre. At arbejde i en kiosk hvor det sjoveste der skete, var når kunderne gik ind i en lavthængende kobjælde, for eksempel.
Jeffrey rakte hånden over og ruskede blidt Sara vågen. Hun så på motellet med smalle øjne og virkede et øjeblik forvirret, men så satte hun sig op og kom tydeligvis i tanker om hvor de var, og hvad der var sket.
Han kunne ikke lade være at spørge: ”Er du okay?”
Hun nikkede, åbnede døren og stod ud af bilen.
Jeffrey fulgte efter og strakte ryggen da han havde rejst sig. Hans hånd gled ned til pistolhylsteret da han hørte en lyd bag sig.
”Det må du undskylde.” Jake Valentine trådte ud af skyggerne med en åben øl i den ene hånd og en lille køleboks i den anden. Han for sammen da han så Jeffrey. ”Er der sket noget?”
”Vi kørte bare en tur,” var det bedste Jeffrey kunne finde på at svare.
Sara gik hen mod motelværelset og sagde: ”Jeg vil lade jer to være alene.”
”Øh, ma’am?” Valentine standsede hende. ”Jeg ville bare sige at jeg er virkelig ked af det jeg sagde i aftes. Det var et øjebliks ophidselse og så videre. Jeg skulle bare have holdt min mund. Jeg mente ikke det jeg sagde.”
Hun nikkede. ”Tak for undskyldningen.”
Hvis Valentine havde forventet et mere taknemmeligt svar, så havde han henvendt sig til den forkerte kvinde. Jeffrey låste døren op for hende. Sara rakte hånden ned og greb fat om hans håndled og lod sin hånd ligge der et øjeblik. Han følte en slags ynkelig taknemmelighed over hendes gestus og gav hende nøglen til værelset fordi det virkede som en symbolsk handling. Hun smilede til ham – et helt ægte smil – og han mærkede den sammensnørede fornemmelse i brystet som han havde haft de sidste fire timer, lette en smule.
”Det tager kun et øjeblik,” sagde Valentine som om han var bekymret for at Jeffrey skulle følge efter Sara ind på værelset.
Jeffrey følte sig fristet, men da døren faldt i bag ham, spurgte han Valentine: ”Hvad sker der, Jake? Har du fundet Lena?”
Valentine klukkede sagte og stillede køleboksen fra sig på jorden før han tog en frisk øl op af den. Jeffrey så fire tomme flasker ligge oven på resterne af isen. ”Jeg tog én med til dig. Som en fredsgave.”
”Tak,” sagde Jake og holdt den kolde flaske ind mod hovedet. Han havde kørt mindst ti timer i dag efter cirka to timers søvn. Hans muskler var ømme, det dunkede i hans hoved, og det sidste han havde lyst til lige nu, var at tale med Jake Valentine.
Men han gik hen mod forsiden af motellet for at se om sheriffen ville følge efter. Manden var tydeligvis ude efter et eller andet, og Jeffrey ville gøre det så vanskeligt som muligt for sheriffen at bede ham om en tjeneste. Han kunne betragte det som tak for sidst efter deres oplevelser i linnedskabet aftenen før.
Bag motellets kontor var en lang tunnel som gav adgang til begge sider. Jeffrey var ikke rigtig sulten, men han vidste at han burde forsøge at spise et eller andet. Han spurgte Valentine: ”Har du nogen penge?”
Valentine tog en håndfuld mønter op af lommen. Jeffrey tog hvad han skulle bruge, og proppede mønter i automaten. Han stirrede på chokolade og kikspakker og prøvede at beslutte sig for hvad der ville gå mindst ud over hans fordøjelse. Han besluttede sig for en pose SunChips og trykkede på knappen.
”Dem kan jeg også godt li’,” sagde Valentine.
Jeffrey holdt posen frem. ”Vil du ha’ nogen?” Valentine rystede på hovedet, og Jeffrey satte sig på en af træbænkene over for automaterne. Han åbnede posen med tænderne og spiste et par chips. De var bløde.
Valentine stod bare og så på ham, tydeligvis i vildrede med hvad han skulle gøre. Han virkede endnu yngre uden sin uniform; så tynd at han så ud til at være lavet af spaghetti, og iført et par jeans med høj talje og en poloshirt i overstørrelse. Den Georgia Bulldog-kasket han gik med, gjorde det ikke bedre. Den sad lidt skråt på hans smalle hoved. Selv med den tydelige bule som pistolhylsteret om anklen lavede i hans bukseben, lignede han yngste spiller på universitetets basketballhold.
Hvis Jake Valentine var Elawah Countys hemmelige narkobaron, så skjulte han det i hvert fald godt.
”Dejlig aften,” mumlede Valentine. ”Så du og konen var lige ude på en lille køretur?”
Jeffrey vred kapslen af flasken og ignorerede den smerte der skød gennem hans hånd. Han hadede øl, men hans hoved gjorde så ondt at han ville have drukket gift for at få det til at holde op med at dunke.
Valentine sagde: ”Nå, spøg til side, så er der stadig ingen spor efter din kriminalassistent.”
Det kom ikke bag på Jeffrey. Medmindre Lena selv bankede på arresthusets dør og bad om at blive lukket ind, tvivlede han meget alvorligt på at hun ville blive fundet. Jeffrey havde bedt Frank Wallace om at holde øje med hendes kreditkort, men han regnede ikke med at de havde været i brug, for så ville Wallace have ringet. Han havde også bedt Frank om at holde øjnene åbne i Heartsdale, men han og Jeffrey var enige om at det ikke var sandsynligt at Lena dukkede op hjemme i Grant County.
Jeffrey stirrede på den forladte bygning på den anden side af motellet, en knaldhytte med bliktag som et eller anden kreativt hoved havde malet så det lignede stråtag.
”Det er Hanks værtshus,” oplyste Valentine og nikkede over mod bygningen. ”Bartenderen solgte meth fra disken. ATF sagde at de fik et tip fra en hemmelig meddeler. Det fik jeg vel at mærke først at vide da det hele var i gang. Jeg hørte ikke om det før Junior, natportieren her på stedet, ringede til mig for at høre om jeg vidste at Hanks bule var omringet af sådan noget som tres biler fra statspolitiet.”
Jeffrey tog en slurk mere af flasken. Han kunne høre en rislende bæk og vinden i de svajende træer i den skov der lå bag ved motellet og værtshuset. Han længtes efter at være hjemme og flyde på ryggen i søen og lytte til Saras og hendes søsters dæmpede latter i det kølige vand. Han længtes efter at ligge i sin seng med Saras mund mod sin.
Valentines stemme skar igennem hans tanker. ”Jeg gætter på du allerede vidste det med Hanks bar,” sagde han. ”Ligesom jeg gætter på at det er dig der har skåret den ATF-tape over der sad hen over bagdøren.”
”Godt gættet,” sagde Jeffrey selv om han havde en fornemmelse af at det nok var Lena der havde fortjent æren. Hun ledte altså efter et eller andet. Den overskårne tape var som et fingeraftryk. Det eneste den sagde, var at der havde været nogen. Det sagde ikke noget om hvornår eller hvorfor. Måske havde hun været ude efter penge. Måske havde hun været der i aftes mens Jeffrey og Sara prøvede at sove.
”Nå, men …” Valentine sparkede med sin tå i asfalten. ”Jeg var i nærheden, og så tænkte jeg at jeg lige ville …”
Jeffrey sukkede dybt da han rejste sig fra bænken, for træt til at trække tiden mere ud. ”Ud fra dine tomme flasker gætter jeg på at du har været her et stykke tid. Du er ikke i uniform, så du prøver at få det til at se ud som om du har fri, men det faktum at en treårig ville få øje på dit ankelhylster, siger mig at du enten har set for meget tv, eller også er der noget du er bange for. Jeg tror det sidste er det rigtige svar.”
Valentine lo for sig selv, men Jeffrey kunne se at den yngre mand var rystet. Han så ud over parkeringspladsen og tog en lang slurk af sin øl.
Jeffrey smed den tomme chipspose i skraldespanden. ”Fortæl mig om Al Pfeiffer.”
”Al er gået på pension.”
”Hvorfor?”
”Han ville gerne være noget mere sammen med sine børnebørn.”
”Og mindre i ilden?”
Valentines øjne blev smalle. ”Hvorfor er du interesseret i den gamle mand?”
Jeffrey tog en solid slurk af sin øl og prøvede at lade være med at få kuldegysninger over den bitre smag. Ikke alene lignede Valentine en teenager, han havde også smag som en teenager. Jeffrey ville vædde sin pension på at fyren ikke havde givet mere end tre dollars for en sixpack.
”Hør engang,” sagde Valentine. ”Jeg syntes bare du skulle vide at ligsynsmanden kommer ind i morgen.”
Nå, her var endelig grunden til hans besøg. ”Jaså?”
”Han skal se på liget fra Escaladen og fortælle os hvad han tror der er sket.”
”Det lyder som en god plan.”
”Du nævnte noget om din kone før …” Valentine tav. Da han så at Jeffrey ikke havde tænkt sig at hjælpe ham, tilføjede han: ”Det lød bare som om hun har en hel del erfaring.”
Jeffrey kunne knap tro sine egne ører. ”Det har hun.”
”Jeg ville være virkelig taknemmelig hvis du kunne få hende til at komme forbi og måske se på liget og fortælle os hvad hun kan se.”
Jeffrey prøvede at regne ud hvad Valentine kunne forvente at få ud af sådan en anmodning. Der var ikke noget indlysende der faldt ham ind, og øllet gjorde det ikke bedre. ”Sagde du ellers ikke at jeres ligsynsmand var god?”
”Åh, jo, det er han, men sådan noget som det her … altså, vi skal nok betale hende. Vi har stadig penge på budgettet. Bare fortæl mig hvad hendes takst er.”
Jeffrey tømte flasken og ville straks ønske at han havde haft én mere. Men så kom han til at tænke på sin far og ønskede at han slet ikke havde drukket den første.
Valentine opfattede hans tavshed forkert. ”Jeg kan godt skaffe kontanter hvis –”
”Betaler de dig?”
”Hvad mener du?”
Jeffrey pressede den tomme flaske imod mandens bryst. ”Der foregår noget i din by, og enten er du med i det, eller også tager du dig betalt for at se den anden vej.”
Valentine lo anstrengt. ”Er du sikker på at jeg kun har de to muligheder?”
Jeffrey advarede ham: ”Hør her, Barney Fife, på den ene eller anden måde finder jeg ud af hvad der foregår her, og jeg er ligeglad hvis tæer jeg kommer til at træde på undervejs.”
”Har du tænkt dig at slå mig igen?”
Jeffrey tænkte på da Sara slog ham; hvor måtte hun have følt sig magtesløs i den aflåste bil. ”Måske.”
Valentine bukkede sig for at lægge Jeffreys flaske i køletasken. Da han rettede sig op, sendte han Jeffrey et dovent halvsmil som om de var gamle venner. ”Du skulle komme hjem og spise hos mig en aften.”
Jeffrey gik tilbage gennem tunnelen med kurs mod parkeringspladsen. ”Hvorfor skulle jeg det?”
Valentine faldt i trit ved siden af ham. ”Jeg kan vise dig alle de små projekter jeg har arbejdet med.” Han smilede sit fjogede smil. ”Jeg er meget mere fiks på fingrene end jeg ser ud til at være.”
”Fører det her nogen steder hen?”
”Vi vil gerne bygge en træterrasse ude bagved. Hver gang vi får løn, køber vi et par cederplanker til den. Konen regner med at det kommer til at tage et års tid før vi har alt det vi skal bruge, men vi er begge to meget tålmodige. Vi er ikke som visse andre mennesker der har råd til at smide om sig med penge og bygge små paladser ude midt i sumpen. Vi tager den tid der skal til, og gør det på den rigtige måde.”
Han talte om Al Pfeiffer. Jeffrey spekulerede på om Valentine vidste at hans gamle chef havde haft besøg i dag. Pfeiffer havde sikkert stadig kontakter i lokalområdet, måske kom han her for at besøge sine gamle venner. Folk måtte vide hvor han boede. De måtte holde forbindelsen ved lige.
Jeffrey stod foran sit værelse. Han pegede på døren. ”Jeg skal af her.”
Valentine skubbede hatten om i nakken. ”Nyd din aften, chef. Fortæl mig hvad konen siger til det.”
Jeffrey så manden stille køletasken ind på passagersædet i sin sorte pickup og gå om til den anden dør. Han åbnede den og løftede hånden til hilsen inden han satte sig ind. Da han var kørt ud fra parkeringspladsen, kunne Jeffrey se at natportieren kiggede ud ad vinduet. Han mærkede den unge fyrs blik på sig da han bankede på døren.
Sara smilede ikke just da hun åbnede den, men hun havde ikke kaldt ham et åndssvagt røvhul i mindst fire timer, så måske var han ovre det værste.
Værelset var lige så klamt og indelukket som det var deprimerende; det var præcis som Jeffrey huskede det fra aftenen før. Sara havde allerede taget det mørke, mønstrede sengetæppe af sengen. Han spekulerede over hvor meget dna der var blevet overført undervejs.
Hun spurgte: ”Hvad ville vores nye bedste ven?”
”Spørge om du vil foretage obduktionen af liget.”
”Hvorfor skulle han være interesseret i det?”
”Godt spørgsmål,” svarede han og satte sig på sengen. Han skiftede mening og lagde sig på siden og stablede puder op under hovedet før han sparkede skoene af. ”Du kan føje det til den lange liste over ting jeg ikke ved.”
Hun gik hen til døren og tjekkede låsen og slukkede så lyset. Jeffrey mærkede madrassen bevæge sig i mørket da hun lagde sig i sengen. Ligesom han spildte hun ikke tid på at klæde sig af. Han ventede på at hun skulle lægge sig ind til ham, men det gjorde hun ikke.
Sara havde engang fortalt ham at selv mens de var skilt, havde hun stadig mareridt om at blive ringet op midt om natten. Det var noget som selv politifolk ikke kunne spøge med; den skæbnesvangre opringning der meddelte ens kone eller kæreste eller elskerinde at ens nummer endelig var blevet trukket. En eller anden cokeskæv idiot eller hjerneblæst drukkenbolt havde trukket en kniv eller trykket på aftrækkeren, og der var ikke noget ens kære kunne gøre, ud over at tage telefonen og vente på at høre beskeden.
Det måtte hun have tænkt på i dag da Al Pfeiffer affyrede haglgeværet. Hun måtte have været rædselsslagen ved tanken om at hun var spærret inde i bilen, ude af stand til at hjælpe ham, og kun kunne sidde og se ham dø.
”Jeff?” Han var ikke sikker på hvad han forventede at Sara skulle sige til ham, men som sædvanlig lykkedes det hende at finde på noget som han aldrig kunne have forudset. ”Jeg har tænkt på at gøre noget ved gårdhaven – måske udskifte nogle af de knækkede sten og gøre muren lidt højere så man kan sidde på den uden at have knæene oppe om ørerne.” Hun holdt en kort pause. ”Hvad synes du?”
Han rullede om på ryggen. En tynd lysstribe trængte ind mellem gardinerne, og han kunne netop skimte hendes profil. ”Jeg synes jeg kan huske at sidste gang du rodede med beton, endte vi med at låne din fars trykluftbor.”
”Der stod på posen at det var selvnivellerende.”
Han smilede ad den velkendte undskyldning.
”Jeg vil gerne lave den obduktion.”
Jeffrey vidste ikke hvad han skulle sige. Hans første indskydelse var at sige nej, men det var kun fordi Jake Valentine havde bedt hende om det. ”Jeg kan ikke se hvordan det skal få os hurtigere ud herfra.”
Hendes tavshed sagde ham at det ikke ville blive nemt at få hende til at skifte mening. Jeffrey prøvede at pakke sine næste ord omhyggeligt ind: ”Jeg kan bede Frank om at køre herned og hente dig når du er færdig.”
”Nej,” sagde hun. ”Jeg vil være sammen med dig.”
”Hvad hvis jeg helst vil ha’ at du ikke er det?”
Telefonen begyndte at ringe før hun kunne nå at svare. Jeffrey lænede sig ind over hende og tog røret.
”Hallo?”
”Hvorfor er du der endnu?”
Jeffrey satte sig så hurtigt op at han kom til at rive telefonen ned fra sengebordet. ”Lena?”
”Du må ikke være der,” sagde hun, og hendes stemme var en hæs hvisken. ”Hvorfor er du der endnu?”
”Hvor er du?” spurgte han. ”Lad mig komme og hente dig.”
Hun begyndte at græde, og hulkelydene kvalte hendes ord. ”Hvorfor …?” græd hun. ”Hvorfor slog de ikke mig ihjel i stedet?”
”Hvem?” spurgte han forvirret. ”Hvem taler du om?”
”Kom nu bare væk” tryglede hun. ”I må væk derfra før de –”
”Hvem er de, Lena? Hvem er det der er efter dig?” Det eneste han hørte, var hendes hakkende åndedrag. ”Lena?” Han pressede telefonen ind mod øret. ”Lena? Er du der? Hvor er du? Lad mig komme og hente dig.”
Linjen var død.