TI
LENA KØRTE IND PÅ LÆRERNES parkeringsplads ved byens highschool og lagde mærke til at hendes otte år gamle Celica var den bedste bil på pladsen. Hun havde engang drillet Sibyl med at hendes professorat på Grant Tech kun havde givet hende fem tusind dollars mere i årsløn end Lena tjente ved politiet, selv om hun havde studeret i hundrede år. Sibyl havde påpeget at Lena løb en risiko for at blive skudt for en løn der var fem tusind lavere end en professors, og derefter havde det ikke længere været så sjovt.
Det var ingen hemmelighed at Lena ikke ligefrem havde været nogen stjerneelev på Elawah High. Hun havde fået pæne karakterer indtil highschool, eller mere specifikt indtil hun kom i puberteten, og derefter gik alt ned ad bakke. Hun var dumpet i aritmetik to gange og havde brugt to somre på at indhente det så hun kunne gå til eksamen sammen med resten af holdet. Tanken om at opgive var aldrig faldet hende ind, men hun vidste fra Hank at næsten halvtreds procent af eleverne droppede ud af Elawah inden eksamen. Der var ikke mange unge der kunne se nogen mening med anvendt fysik når de var ret sikre på alligevel at ende med at slæbe gummi på den lokale dækfabrik.
Charlotte Warrens mand arbejdede på fabrikken. Hun var selvfølgelig ikke Charlotte Warren længere. Larry Gibson havde taget eksamen samme år som Charlotte. Da Sibyl var rejst fra byen for at gå på college, var de to tydeligvis begyndt at se mere til hinanden. Tre børn senere var Larry mellemleder på dækfabrikken mens Charlotte slog tiden ihjel som lærer. De var godt på vej mod at realisere den amerikanske drøm, bortset fra at hun, i hvert fald ifølge de breve Lena havde fundet i Hanks kontor, var inderligt ulykkelig.
”Hvad er der galt med mig?” havde Charlotte skrevet. ”Hvorfor kan jeg ikke være lykkelig?”
Lena kunne imidlertid ikke koncentrere sig om Charlottes manglende ægteskabelige lykke. Hun var kommet for at finde oplysninger om Hank og hvad der havde fået ham til at falde tilbage i misbruget. Hun måtte finde ud af hvorfor han havde løjet for dem, og hvad der virkelig var sket med deres mor. Charlotte Warren kendte måske hans hemmeligheder. Man skrev ikke om den slags hemmeligheder som Charlotte havde røbet i sine breve, til en person man ikke kendte godt. Selv om det sidste brev Lena havde fundet, var dateret for over en måned siden, havde Charlotte temmelig åbenhjertigt klaget sin nød til Hank. Lena var parat til at vædde med at Hank havde gengældt hendes tillid. Hvis hun ikke kunne få svar ud af sin morbror, så ville hun få dem fra hans fortrolige veninde.
Der var ingen vagt ved skolens indgang, og Lena kunne gå lige ind. Der var en vejvisertavle over skolens klasser på væggen lige ved døren, og Lena havde ingen problemer med at finde Charlotte Gibson.
Som så mange andre mindre skoler holdt Elawah High til i en bygning i ét plan med masser af udvidelsesmuligheder, men ingen penge at udvide for. Ti barakskure eller ”midlertidige klasseværelser” stod på række langs bygningens bagside og havde udsigt over sportspladsen. Lena stod i døråbningen og så på de mistrøstige skurbygninger. Det kan godt være at de blev kaldt midlertidige, men mindst to af dem havde også været her da Lena gik på skolen. Nogle af dem var klodset op på betonfliser, men de fleste af klasseværelserne stod på pæle. Ukrudt voksede op mellem tomme sodavandsdåser og papiraffald som eleverne smed ind under barakkerne. Vakkelvorne trapper førte op til åbne døre, og hun spekulerede over om der mon var aircondition. Skurene kunne ikke være mere end tre gange fem meter, og hvis hun kendte de lokale myndigheder ret, så stuvede de elever sammen som sild i en tønde. Ikke så underligt at så mange forlod skolen uden at tage deres eksamen. Lena havde kun været der i fem minutter, og hun længtes allerede efter at komme væk.
Hun gik hen ad cementstien foran barakkerne og tænkte på hvor mærkeligt det var at Charlotte underviste her omme bag skolen. Hun måtte da have anciennitet nok til at kunne gøre krav på et rigtigt klasseværelse i hovedbygningen. Men på den anden side var hun heldig at hun overhovedet havde sit job. At dømme ud fra de breve Lena havde fundet, havde Hank været Charlottes AA-sponsor. Indtil for et år siden havde der skullet en slurk gin til bare at få kvinden ud af sengen om morgenen.
”Skal du op til inspektøren?” lød en lærers vrede stemme fra en åben dør, og Lena for sammen ved tanken om alle de gange lærere her på stedet havde spurgt hende om det samme. Ikke at det var et spørgsmål som sådan; hvis de var blevet så sure at de spurgte, var man ret sikker på under alle omstændigheder at ende på kontoret.
Den sidste barak i rækken var Charlottes, og den så ud til at være den værste af dem alle. Det nederste trappetrin var rådnet væk, og der var sat en betonklods under som erstatning for det. Døren stod åben, og en ramme med insektnet dinglede på skæve hængsler. Indenfor kunne Lena se to lange rækker af borde der vendte væk fra døren mod lokalets fjerneste endevæg hvor Charlotte stod bøjet over en stak papirer. Der var ikke andre i klasselokalet.
Lena stod uden for døren og så på Charlotte der var ved at rette opgaver. Nu hvor hun var her, vidste hun ikke hvad hun skulle sige til hende. Lena havde en følelse af at hun på en eller anden måde havde gjort vold på Charlotte ved at læse hendes breve. Og det havde hun måske også. Charlottes ord var dybt personlige og kun henvendt til Hank. Hvis det havde været omvendt, hvis Charlotte havde læst Lenas personlige breve, ville Lena have været rasende.
Men det var tydeligt nu at Charlotte vidste mere om Hank end hun havde røbet under deres samtale på biblioteket. De to havde åbenbart haft et nært venskab. Guderne skulle vide at kvinden kunne holde på en hemmelighed. Lena var vant til at få folk til at plapre ud med deres mørkeste hemmeligheder, hvad enten det var at de havde stjålet en bil eller myrdet deres ægtefælle. Hun måtte betragte denne samtale som en afhøring i forbindelse med en efterforskning i stedet for som noget der angik hende personligt. Jeffreys ord gav genlyd i hendes ører: Få den mistænkte til at slappe af, snak lidt med hende og få hende så til at fortælle sandheden.
Lena bankede på netdørens ramme en enkelt gang før det gik op for hende at den ikke sad fast i noget. Den begyndte at falde til siden, og da hun greb den, skar en tyk splint af træet sig ind i den tykke del af hendes håndflade.
”Pis,” hvæsede hun og lod trærammen falde på gulvet.
”Splint?” spurgte Charlotte. Hun var nået helt hen til døren mens Lena kæmpede med døren.
Lena sugede på sin hånd og nikkede.
”Kom ind,” tilbød Charlotte. Hvis hun var overrasket over at se Lena, sagde hun det ikke.
”Hvorfor har de gemt dig herude bagved?” spurgte Lena og gik ind i klasselokalet. Farvestrålende plakater udsmykkede væggene, og lokalet var rent og ryddeligt, men intet kunne skjule at der stort set kun var tale om en blikdåse der stod og bagte i solen. Gulvet fjedrede under hendes fødder, og en eller anden havde forsøgt at lukke utætheder i enkeltglasruderne med sølvgrå gaffatape.
Charlotte trak døren i og tændte for airconditionanlægget der sad monteret på væggen. Hun måtte hæve stemmen for at overdøve maskinens brummen da hun sagde: ”Skal jeg se på din hånd?”
Lena satte sig på kanten af Charlottes skrivebord og stak hånden ud.
”Det er ikke så slemt,” lød Charlotte bedømmelse mens hun kneb øjnene sammen og så på splinten. Hun var mere afslappet her i klasseværelset end hun havde været på biblioteket. Hun virkede som en voksen; som om hun var i sit rette element. ”Jeg kan fiske den ud med en nål, hvis –”
Lena trak hånden til sig. ”Nej, tak. Jeg tager den selv ud.”
Charlotte smilede og satte sig på kanten af et af elevbordene. ”Er du stadig bange for nåle?”
”Er du stadig bange for klovner?”
Charlotte lo som om hun havde glemt sin barndomsfobi. ”Man kan vænne sig til en masse ting.”
Undtagen at gå i seng med sin mand, tænkte Lena. Hun så sig om i barakken, så fugtpletterne på loftet og mærkede trækken fra de elendige vinduer. ”Hvem har du lagt dig ud med?”
”Sue Kurylowicz.” Da Lena ikke reagerede, forklarede hun: ”Du husker hende sikkert som Sluge-Sue.”
”Sluge-Sue som plejede at give drengene blowjob på den tomme grund bag ved Stop’n’Save?”
Charlotte lo igen; det var endnu en ting hun havde glemt. ”Sue er viceinspektør nu.”
”Hold da op, så er det ikke så underligt skolen ligner en svinesti.”
”Det er nu ikke Sues skyld,” sagde Charlotte. Hun slog ud med hånden mod klasseværelset, men mente hele skolen. ”Man skal ikke kaste perler for svin.”
”Men hun fik godt nok taget nogle stykker i munden.” Lena rystede på hovedet. ”Det var da utroligt – er hun virkelig din chef? Gudfader, det må være skrækkeligt.”
”Årh, hun er faktisk ikke så slem,” mumlede Charlotte og glattede nederdelen med håndfladen. Hun var mere som hun havde været på biblioteket nu; stille og lidt forknyt. ”Jeg ved godt det ikke ser sådan ud, men Sue har faktisk været en rigtig god veninde det sidste par år.”
”Ligesom Sibyl?”
Hun pressede læberne sammen. ”Nej. Slet ikke som Sibyl.”
Lena havde opfattet glimtet af frygt i den anden kvindes øjne, og hendes beslutsomhed vaklede. Behovet for at træde varsomt var noget nyt for hende, men hun prøvede at adlyde det og spurgte: ”Hvornår lukkede værtshuset?”
”Jeg tror det er to uger siden,” svarede Charlotte. ”Jeg læste om det i avisen. Bartenderen solgte åbenbart både metamfetamin og spiritus.”
”Deacon?” spurgte Lena og rystede på hovedet da hun sagde navnet. Deacon Simms havde arbejdet for Hank i tredive år. Han var tidligere straffet og havde en vranten fremtræden hvilket gjorde ham egnet til at stå i baren, men uegnet til at arbejde næsten ethvert andet sted. Hank elskede ham som en bror.
Charlotte sagde: ”Deacon rejste for nogen tid siden. Det her var den nye mand.”
Hank havde ikke fortalt hende at Deacon var rejst, men der var så meget han ikke havde fortalt hende. Hun vidste at bartenderen var hidsig – han havde tit haft sammenstød med Hank – men i årenes løb havde Deacon løftet hænderne over hovedet en million gange og svoret på at han aldrig ville komme tilbage. Det længste det var lykkedes ham at blive væk, var tre dage. Han var løbet på Hank til et af deres AAmøder, og alt var blevet tilgivet.
Lena spekulerede på om Charlotte havde mødt Deacon til nogen af møderne i AA. Hvis Charlotte mindede den mindste smule om Hank, ville hun selvfølgelig ikke have nævnt det om hun så havde mødt selveste paven i færd med at gumle på gratis småkager og drikke kaffe. Men hun prøvede alligevel. ”Ved du hvor Deacon tog hen?”
”Jeg har ikke set ham.”
”Der var en anden fyr,” begyndte Lena. ”Uden for Hanks hus. Han havde et hagekors tatoveret på armen.”
”Hvor man kunne se det?” Charlotte så forarget ud. ”Det var dog afskyeligt. Hvem var han?”
”Det håbede jeg du kunne fortælle mig,” tilstod Lena. Det ville åbenbart blive sværere at finde den mand end hun havde troet. Lena nærmede sig et punkt hvor hun havde brug for hjælp – hvis hun da ikke simpelt hen skulle køre rundt i byen og lede efter fyren. Hun måtte regne ud hvordan hun kunne komme til at spørge Jeffrey uden at implicere Hank. Lena kunne jo ikke så godt ringe til sin chef og bede ham om hjælp til at finde hendes morbrors pusher.
”Jeg er ked af at jeg ikke kan hjælpe dig,” sagde Charlotte stille.
Lena trak på skuldrene. ”Hvorfor tror du Hank er begyndt at tage stoffer igen?”
”Hvem ved?” svarede hun og pillede i en usynlig tråd på sin nederdel. ”Måske er han bare træt af at have følelser.”
Hun lød som én der vidste hvad hun talte om. Og Lena kendte selvfølgelig sandheden bag ordene. ”Jeg fandt dine breve.”
Charlotte lo igen, men denne gang var hendes latter blottet for munterhed. Hun så på sine hænder og derefter ned på gulvet – på alt andet end Lena. ”Jeg går ud fra at du har læst dem?”
”Jeg ville ønske jeg ikke havde,” indrømmede Lena.
Charlotte lukkede en langsomt strøm af luft ud mellem læberne. ”Der var så meget jeg sagde i de breve. Ting jeg aldrig har fortalt nogen andre.”
”Du prøvede at begå selvmord.”
Hun nikkede og trak på skuldrene samtidig.
”Hvorfor?” spurgte Lena. ”Hvis du er så ked af at være her –”
”Ja, hvad så? Skal jeg bare rejse?”
”Ja.”
”Det er så nemt for dig,” begyndte Charlotte. ”Du har ingen børn og ikke noget hus som du har slidt for at gøre til et hjem, og ikke nogen mand der elsker dig så højt at han er parat til at opgive alting eller …” Hun tav og fik styr på sin sindsbevægelse. ”Jeg elsker min mand. Det gør jeg virkelig. Virkelig. Jeg kan slet ikke sige dig hvordan mit liv ville være uden Larry. Han blev hos mig og støttede mig i alt det lort jeg slæbte min familie igennem. Selv da jeg …” Hun tav et øjeblik og sænkede stemmen. ”Da jeg tog de piller, da var han der. Det var ham der ringede efter ambulancen. Han var den første jeg så da jeg slog øjnene op på hospitalet. Han tog orlov fra arbejdet selv om det kostede ham en forfremmelse. Han gjorde rent i huset og tog sig af børnene og lavede mad og købte ind, og om natten arbejdede han halv tid på det rædselsfulde motel, så vi kunne få råd til at jeg gik i terapi. Han ordnede alt mens jeg lå i min seng og havde ondt af mig selv.”
”Det er seks år siden,” huskede Lena fra brevene. ”Da Sibyl døde.”
Charlotte sendte hende et lille smil. ”Det var ikke engang hende det handlede om. Jeg mener, jo, selvfølgelig var jeg helt slået ud over det. Ikke bare at hun var død, men den måde hun døde på, det var bare så meget mere forfærdeligt på grund af det.” Hun tav og fik styr på sig selv. ”Sibby var så sød og så … blid, og så skulle hun dø på den måde …”
Lena ville ikke tænke på det, ikke huske detaljerne. ”Jeg forstår det godt,” sagde hun. ”Det ved du godt.”
”Det fik mig til at se på hvordan mit liv bare var gået uden at jeg lagde mærke til det. Skete det også for dig, Lee?”
Lena havde aldrig tænkt over det på den måde, men tænkte nu at det var rigtig nok.
”Pludselig var jeg en voksen, gift kvinde der kørte en minivan og prøvede at få enderne til at mødes med at hente mine børn fra fodboldtræning og finde tid til at lave mad og planlægge en romantisk aften med min mand.”
Lena følte sig klaustrofobisk bare ved at høre beskrivelsen af Charlottes liv, men hun følte at hun var nødt til at sige: ”Det lyder da ikke så ringe.”
”Netop,” indrømmede Charlotte. ”Her var jeg midt i det perfekte liv, og det eneste jeg kunne tænke på, var at hvis jeg skulle til bare én kirkebasar eller én softballkamp, så ville jeg tage mit eget liv. Og en morgen vågnede jeg og besluttede at gøre det.”
”Ved din mand det om Sibyl?”
”Larry vidste at vi var gode venner, men ikke mere end det.” Hun så endelig op på Lena. ”Jeg tror det ville knuse ham hvis han vidste det. Ikke af de grunde du tror, men fordi han ved … han ved at der mangler noget, og han prøver så desperat at …”
”Har du talt med din terapeut om det?”
”Min kristne terapeut som tilfældigvis også er præst i vores menighed?” Sarkasmen gjorde Charlottes ord afsnubbede. ”Ih ja. Vi talte det igennem, og han bad for mig, og Jesus tryllede det væk på et øjeblik.” Tårerne faldt fra hendes øjne. ”Det er mit kors, og jeg må bære det, Lena. Man ligger som man har redt, ikke?”
”Men hvis du –”
Hun rystede stædigt på hovedet. ”Hvis Larry fandt ud af det, ville han blive helt knust. Det kan jeg ikke gøre mod ham. Du må forstå at jeg virkelig elsker ham. Det gør jeg virkelig. Han ville kunne klare næsten hvad som helst – en anden mand, endda – men det her, det er noget han ikke kan konkurrere med, og det ville simpelt hen tage livet af ham.”
Lena prøvede så forsigtigt hun kunne. ”Behøver han kunne konkurrere med det?”
Charlotte sendte hende et skarpt blik. ”Du mener, var det hele bare en fase?” Hendes bitre tonefald antydede at hun havde hørt den forklaring før. ”At være forelsket i nogen, at føle sig forbundet med dem, som om ens hjerte er en del af deres, det er ikke en fase.”
”Det ved jeg,” sagde Lena for det lød som om det var det Charlotte havde brug for at høre.
”Jeg har været sammen med andre mænd, Lee. Det er ikke sådan at jeg bare ikke har mødt den rigtige.”
”Undskyld,” sagde Lena. ”Det var ikke det jeg mente.”
Charlotte så på sine hænder. Hendes vielsesring var en diamant der glimtede i de lusede omgivelser. En mand købte ikke sådan en ring til en kvinde medmindre han var vildt forelsket i hende. Hun sagde til Lena: ”Da Larry og jeg begyndte at komme sammen, vidste han at jeg lige var kommet ud af et andet forhold. Han vidste bare ikke at det var til en kvinde.”
Lena havde været den seende af de to, men hun var endt med at være endnu mere blind end sin søster. Da hun sad i Hanks skur af et kontor og læste om Charlottes inderste følelser, havde hun tænkt på alle de gange Sibyl havde lukket døren til deres værelse og bedt Lena om at lade hende og Charlotte være alene for at lave lektier. Lena havde aldrig regnet ud præcis hvad det var de studerede.
I årevis havde Lena ment at skylden for at Sibyl var lesbisk, lå hos Nan Thomas, den kvinde hun havde boet sammen med da hun døde. Lena havde været længe om at acceptere at hendes søsters seksualitet ikke ville forandre sig. Lena havde endda udviklet en slags venskab med Nan. Men et sted i baghovedet havde hun stadig tænkt på Sibyl som en uskyldig pige der uden at ville det var blevet lokket over på den anden side. Hvis det var begyndt så langt tilbage som med Charlotte Warren, var hele Lenas opfattelse af hvorfor Sibyl havde forandret sig, smidt ud ad vinduet.
Sandheden var at Sibyl slet ikke havde forandret sig. Hun havde altid været sådan; Lena havde bare været for dum til at se det.
Lena spurgte: ”Ved din mand at du er med i AA?”
”Det er lidt vanskeligt at skjule den slags når man bliver suspenderet fra sit arbejde på grund af fuldskab.” Hun lo selv om der intet morsomt var i hendes ord. ”Det var dengang jeg arbejdede inde i selve skolen i stedet for herude på skrammellegepladsen. Jeg skvattede så lang jeg var lige for næsen af nogle pressefolk der var på besøg. Havde det ikke været for Sluge-Sue, ville jeg have mistet mit job.” Hun smilede. ”Man kunne sikkert indvende at det var midt i et skoleår, og det er næsten umuligt at finde lærere nu om dage, men jeg tror hun lod mig fortsætte med at undervise fordi hun tror på mig.”
”Du får det til at lyde som en slags morsomhed.”
”Åh, Lee. Hvis jeg ikke lo ad det, ville jeg ikke kunne komme ud af sengen om morgenen.”
”Hvorfor begyndte du at drikke?”
”Fordi det var en langsommere og mere socialt acceptabel måde at tage mit liv på.” Hun tilføjede: ”Og det hjalp at bedøve mig. Jeg havde ikke lyst til at føle noget.”
”Det er det samme du lige har sagt om Hank.”
”Ja. Det er det.” Charlotte kæmpede med at synke. Nu hvor hun endelig så på Lena, var det som om hun ikke kunne tage blikket fra hende. ”Du ligner bare Sibyl så meget, er du klar over det?”
Lena rystede på hovedet. ”Jeg ligner hende ikke mere.”
”Det er indeni,” insisterede Charlotte og pressede en hånd mod brystet. ”I var altid ens indeni.”
Lena kunne ikke lade være med at le. ”Sibyl var slet ikke som mig. Jeg rodede mig altid ud i problemer. Der er sikkert opkaldt en stol efter mig uden for inspektørens kontor.”
”Hun var bare bedre til at slippe af sted med det,” svarede Charlotte igen. ”Kan du huske hvordan hun altid tog pis på Hanson når vi havde biologi?”
Lena kunne mærke at hun smilede. ”Hun trak ham rundt ved næsen. Han hadede hende af et godt hjerte.”
”Kan du huske den rædselsfulde musik vi altid lyttede til? Hold op hvor var hun varm på Joan Jett.”
”Var det Sibyl der – jeg mener, var det hende der – ” Lena kunne mærke at hun blev rød i hovedet. ”For fanden da også. Glem det.”
”Det var gensidigt,” sagde Charlotte. ”Vi lå og læste på sengen en dag. Vinduet stod åbent, og det var begyndt at regne, og jeg rakte hånden over for at lukke det, og det ene førte til det andet, og … og så skete det bare.”
Lena mærkede et stik i maven. Sibyls seng havde stået ved væggen. De havde været sammen på Lenas seng.
”Er der noget galt?”
Lena rystede på hovedet og prøvede at lukke af for det billede der var dukket op for hendes indre blik.
Charlotte misforstod Lenas reaktion. ”Hun sagde altid at du aldrig ville acceptere det.”
”Det gjorde jeg heller ikke,” indrømmede Lena og følte en velkendt bedrøvelse komme over sig. ”Jeg gør nu, men ikke dengang det betød noget.”
”Hun vidste at du elskede hende, Lee. Det tvivlede hun aldrig på.” Charlotte rejste sig og gik hen til vinduet. ”Hvordan er Nan?”
”Nan?” gentog Lena. ”Hvor har du hørt om Nan?”
”Hun ringede til mig da Sibyl døde.”
”Åh.” Lena skammede sig over at hun ikke selv havde ringet.
Charlotte så ud til at forstå det. ”Du havde så meget at se til, Lee. Det gør ikke noget.”
”Jeg skulle have orienteret dig. Du var …” Lena vidste ikke hvordan hun skulle karakterisere Sibyls forhold til Charlotte. ”Jeg skulle have ringet til dig.”
”Hun lød sådan lidt hoven i telefonen.”
”Nan?” Lena trak på skuldrene. ”Det er hun faktisk ikke. Lidt prikken somme tider, men det meste af tiden er hun sød nok. Jeg boede sammen med hende en overgang.”
”Ja, det fortalte Hank mig,” sagde Charlotte. ”Det grinede vi meget af.”
Lena følte et nyt stik i maveregionen. ”Hvad sagde Hank ellers om mig?”
”At han var bekymret for dig. At der var en fyr som du kom sammen med, som var en skidt karl, og han var bekymret for at du måske aldrig slap af med ham.” Hun tav et øjeblik og tøvede før hun tilføjede: ”At han tog til Atlanta med dig.”
Lena fik en klump i halsen. ”Var det derfor han begyndte at tage stoffer igen? Fordi jeg …” Lena kunne ikke sige ordet; kunne ikke tale om hvad der var sket på klinikken.
”Hør engang,” sagde Charlotte, og hendes tonefald var blevet skarpt. Hun ventede indtil Lena så op. ”Man kan ikke få dem til at tage stoffer, præcis ligesom man ikke kan få dem til at holde op. Sådan en magt har du ikke over hverken Hank eller nogen anden. Hank havde sine egne grunde til at begynde igen.”
Hun lød som teksten fra en af hans AA-pamfletter. ”Sagde han til dig hvad hans grunde var?”
Charlotte rystede på hovedet igen. ”For det meste lyttede han bare til mig. Jeg var så optaget af mine egne problemer at jeg ikke så at der var noget galt med ham før det var for sent.”
”Hvornår begyndte han igen?”
”Det er nok omkring tre måneder siden, måske fire eller fem hvis han er begyndt i det små.”
”Sagde han noget når I var til møder?”
”Jeg kan ikke fortælle dig hvad han sagde til møderne, Lena. Det ved du.” Hun holdt hænderne op som for at afværge det næste spørgsmål. ”Jeg kan fortælle dig at for to måneder siden sagde han at han ikke kunne være min sponsor længere. Jeg var såret, og jeg spurgte ham ikke ud sådan som jeg skulle have gjort for jeg havde alt for travlt med at føle mig vred og afvist. Jeg var faktisk også glad da han ikke kom til det næste møde eller de følgende. Somme tider kørte han over til Carterson, og jeg gik sådan set ud fra at han var til møder der.”
Carterson lå cirka firs kilometer væk, ikke nogen lang tur for en mand som Hank der holdt af at være på landevejen.
Lena spurgte: ”Hvornår blev du klar over at han var holdt op med at gå til møder?”
”For et par uger siden. Jeg fik det bedre og bad en ven i Carterson om at hilse Hank fra mig, og han sagde at han ikke havde set ham i en evighed.”
”Har du nogensinde set en hvid firehjulstrækker uden for hans hus?”
”Nej.” Hun tilføjede: ”Larry og jeg går som regel en tur når vi har spist aftensmad. Vi kommer forbi Hanks hus næsten hver aften. Jeg har aldrig set nogen der. Faktisk tænkte jeg på om du havde været der efter ham. Hans bil holdt i indkørslen, men der var aldrig tændt lys undtagen ude i køkkenet.”
Hank lod altid lyset brænde i køkkenet for at holde indbrudstyvene væk; det var ikke nogen god strategi hvis hele kvarteret kendte den.
Lena spurgte: ”Hvornår har du sidst set ham?”
”For fire dage siden – det var den dag jeg ringede til dig. Han stod uden for huset og prøvede at reparere sin postkasse. En eller anden havde smidt et kanonslag i den, sikkert en af ungerne fra nabogaden der var gået lidt tidligt i gang med halloween. Larry tilbød at hjælpe ham, men Hank bandede ad ham og bad os om at skrubbe af, så det gjorde vi.”
Lena tænkte lidt over hendes ord. ”Han har været spærret inde i huset i månedsvis, og så kom han ud bare for at lave sin postkasse.”
”Han var så stenet, Lee. Det undrer mig at han kunne stå på benene for ikke at tale om at gå de syv-otte meter ud til postkassen. Hans hud så forfærdelig ud. Han havde helt tydeligt ikke været i bad i lang tid. Enhver tåbe ville kunne se hvad han har gang i.”
”Og det er?”
”At prøve at gøre en ende på det.”
Lena kunne mærke sin hals snøre sig sammen. ”På sit liv?”
Charlotte trak på skuldrene. ”På sin elendighed, måske.”
”Hvad er det der er forandret? Hvad er der sket som har slået ham sådan ud af kurs?”
”Jeg aner det ikke. Det er sandt. Jeg koncentrerer mig om at lade være med at tage en drink når jeg står op om morgenen. Jeg er alkoholiker. Vi er ikke kendt for vores næstekærlighed.”
Lena tvivlede på at det var en beskrivelse der passede på Charlotte. Hun pressede på: ”Men du var klar over at han havde problemer for to eller måske tre måneder siden?”
”Jeg ved det ikke,” indrømmede Charlotte. ”Måske var han deprimeret eller optaget af et eller andet, eller også opførte han sig bare anderledes, men det eneste jeg gik op i, var mig selv. Skolen var startet igen, og jeg befandt mig i det her helvede af børn der fniser bag min ryg, og lærere der griner mig op i ansigtet. Jeg kæmpede for at holde mig ædru. Jeg koncentrerede mig om det der kunne holde mig på rette vej.” Hun slog ud med hænderne som om hun var hjælpeløs. ”Da det gik op for mig at der var noget galt med ham, var det for sent. Han ville ikke tale med mig, han tog ikke telefonen, han åbnede ikke døren når jeg ringede på. Han blev bare ved at sige til mig at jeg skulle lade ham være i fred og gøre hvad han ville.”
Lena kendte udmærket omkvædet. ”Og så begyndte du at skrive breve til ham?”
”Ja.” Hun tav, fortabt i egne tanker. ”Det føltes først meget mærkeligt, men da han ikke svarede, endte det med at være – forløsende. Jeg skrev lige hvad der faldt mig ind. Det har jeg aldrig gjort før, bare spyttet ud med alt det jeg tænkte på.”
”Du skrev en masse om Sibyl, hvordan det var når I var sammen.” Nogle af passagerne havde været så svære at læse at Lena havde taget sig selv i at sidde og stirre ud ad vinduet, opslugt af tanker om en svunden tid. Det var lykkedes Charlotte at indfange essensen af Sibyl: Hendes søde natur, hendes kærlige imødekommenhed. Selv efter at Lena havde læst brevene færdige, var det hele blevet hos hende, så det næsten var som om Sibyl levede igen.
Charlotte sagde: ”Hank er den eneste der kender til det med hende. Med os. Hvad vi følte for hinanden, at det var kærlighed og ikke noget beskidt eller forkert.” Hun lænede sig tilbage mod vinduet igen og lagde armene over kors helt nede over livet. ”Men ved du hvad? For lang tid siden spurgte han mig hvad der ville være sket hvis Sibyl og jeg havde fået det til at fungere. Jeg kunne være blevet overflyttet til Georgia Tech. De ville ikke have givet mig fuldt stipendium, sådan som Sibby fik, men jeg gik allerede på college og klarede mig fint nok, jeg fik også udmærkelse. Jeg havde det elendigt med at bo hos mine forældre og være nødt til at køre frem og tilbage til Milledgeville. Jeg kunne have skiftet college og taget et job i Atlanta eller taget studielån eller sådan noget for at få det til at lykkes, men jeg gjorde det ikke.”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg vil tro det skræmte mig. Alting skræmte mig dengang. Atlanta var så stor og anonym. Jeg følte mig i sikkerhed her. Og det ville have taget livet af mine forældre.”
”Det var nemmere for os at flytte hjemmefra end det var for dig,” forsøgte Lena. ”Dine forældre var –”
”Mine forældre ville aldrig have talt med mig igen hvis jeg var taget med hende til Atlanta. De overraskede os engang – sammen. Vidste du det?” Lena rystede på hovedet, chokeret over at Sibyl aldrig havde fortalt hende det. ”Det var i efterårsferien på andet år i college, og Sibby skulle rejse til Georgia Tech. Mine forældre skulle have besøgt min tante Jeannie hele dagen, men de var kommet op at skændes. De skændtes altid dengang. Det var omkring det tidspunkt da mor fandt ud af at han havde bollet mrs. Ford fra kirken sådan cirka de sidste fem år.” Hun lo ad ironien i det. ”Så de kom tilbage tidligere end jeg havde ventet, og fandt os – ja, du kan vel tænke dig til hvordan de fandt os. De ringede til Hank på værtshuset og fik ham til at komme med det samme. Og han blev rasende – på dem, ikke på Sibyl. Han sagde at vi begge to var voksne, og at det fandeme ikke ragede dem.”
”’Lad den der er ren, kaste den første sten …’ ” citerede Lena. Det var et af Hanks yndlingscitater. Det smed han altid i hovedet på folk lige inden han fortalte dem at de handlede forkert.
Charlotte sagde: ”I var heldige at I havde ham.”
Lena lo. ”Tager du gas på mig? Jeg ville have begået mord for at have dine forældre da vi var børn.”
”Du må gerne få dem.”
”Okay,” medgav Lena. ”Det var forkert hvad de gjorde dengang, men de har aldrig låst dig ude af huset en hel nat eller glemt at give dig mad eller ladet dig være alene med fremmede, og de blev i hvert fald aldrig så fulde at de kørte dig over med bilen og –”
”Hvad?”
”Det ved du godt Hank gjorde.”
Charlotte så forvirret ud. ”Hvad gjorde han?”
”Han gjorde hende blind. Han tog Sibyls syn fra hende. Hvordan kan du –”
”Lena, det var ikke Hank.”
Lena mærkede sit hjerte gå i stå midt i et slag. ”Hvad snakker du om?”
Charlotte stod foran hende, stadig forvirret over Lenas reaktion. ”Jeg var der den dag.”
”Nej, du var ikke.”
”Du og jeg og Sibby spillede med en gammel tennisbold som jeg havde hugget fra min bror. Det var i jeres forhave. Du kastede bolden hen over Sibyls hoved, og hun løb ind i indkørslen, og –”
”Nej,” insisterede Lena. ”Du var der ikke.” Mens hun sagde ordene, så hun den dag for sit indre blik: Hun så hvordan hun kastede bolden over Sibyls hoved så hun måtte løbe efter den. Og jo, der var Charlotte Warren på den anden side af indkørslen, og hun samlede bolden op og kastede den tilbage til Lena. ”Nej.” Lena rystede hovedet som for at rense ud i hukommelsen. ”Du var der ikke.”
”Det var jeg, Lee. Jeg så bilen bakke ud. Jeg råbte, men hun standsede ikke. Kofangeren ramte Sibyl i hovedet. Jeg så hende synke sammen i indkørslen.” Mens hun talte, så Lena det ske igen. Sibyl der løb ind i indkørslen, Charlotte der skreg. ”Der var bare en lille, tynd stribe blod.” Charlotte lod fingeren glide over sin egen tinding og ned ad kæben på præcis det sted hvor blodet havde været på Sibyl. ”Du begyndte at hulke, du var hysterisk, og Hank kom løbende ud af huset, og din mor, hun –”
”Min mor?” Lena følte sig svimmel. Hun støttede sig til bordkanten. ”Hvad mener du? Min mor … var mor der? Var hun der da Sibyl …?”
”Lee,” begyndte Charlotte og lagde en hånd på Lenas skulder. ”Det var ikke Hank. Det var din mor der kørte bilen. Det var hende der gjorde Sibyl blind.”