TOLV

LENA SAD VED BORDET I HANKS KØKKEN med ryggen op ad væggen og ventede på at han skulle komme hjem. Uret over komfuret tikkede højt, og Lena måtte tvinge sig selv til ikke at afpasse sin vejrtrækning til dets takt. Mercedes’en holdt i indkørslen, så han måtte være kommet hjem på et tidspunkt, men han var ikke til at se nogen steder nu. Huset var tomt, skuret og vraget af den gamle pickup i baghaven var tomt. Hun havde været forbi værtshuset og ringet til hospitalet, hun havde endda talt med en eller anden gammel fætter på sherifkontoret, og han havde givet hende standardsvaret med at vente i fireogtyve timer, men Hank var som sunket i jorden. Hans mobiltelefon lå på køkkenbordet, og batteriet var brændt ud. Telefonsvareren havde intet at byde på. Det blå metalskrin med hans narkogrej var væk. Hank ville aldrig tage af sted uden sit grej. Han måtte have taget skrinet med sig, hvilket betød at han havde forladt huset af egen fri vilje – men det fortalte hende ikke hvor han var taget hen.

Lena vidste ikke engang hvad hun ville gøre hvis og når han dukkede op. Hvad ville hun sige hvis han kom gående ind ad døren i dette øjeblik? Hvad kunne hun spørge ham om? Der var gået fire timer siden hun havde talt med Charlotte på skolen, men i al den tid var Lena ikke blevet den mindste smule klogere.

Hank havde ikke kørt bilen.

Angela Adams havde blindet sin egen datter og – hvad så? Var hun kørt sin vej? Havde hun overladt det til sin bror at tage sig af resterne, at tage sig af skammen?

Det var det eneste Lena havde svoret på at hun aldrig ville tilgive ham, og så havde skiderikken ikke engang gjort det. Al den vrede hun havde følt mod ham det meste af sit liv, kogte stadig i hende, men nu havde hun ikke nogen at rette den imod. Skulle hun være vred på sin mor, en kvinde hun ikke engang kunne huske at have mødt? Hvad var det der havde været så slemt ved Angela Adams at Hank ville lade folk tro at han havde kostet sin egen niece synet, frem for at lade pigerne vide at deres mor levede? Hvad havde hun gjort mod dem alle sammen?

Da solen begyndte at gå ned, kastede lysstofrøret over køkkenvasken i et blåt skær over rummet. Hanks AA-pamfletter lå stadig spredt ud over bordet og gulvet og lå i stabler på flere hundrede oven på gaskomfuret. Uret tikkede videre og skar ti minutter i småstykker; så fulgte en hel time.

Efter ulykken havde Sibyl ikke kunnet huske at hun var løbet ind i indkørslen, eller bare at hun overhovedet havde spillet bold med Lena. Dengang sagde lægen at det var ret normalt ved hovedskader, og somme tider kom de dele af hukommelsen aldrig tilbage. Tvillingerne havde aldrig rigtig talt om det bagefter. Måske havde de gjort det som børn, men som tiden gik, blev Sibyls blindhed og årsagen til den en almindelig, accepteret ting. At tale om ulykken ville have været som at tale om at solen stod op hver morgen: en given sag.

I mellemtiden havde Lena bebrejdet Hank for ulykken, og Hank havde bestemt ikke gjort noget for at bringe hende ud af vildfarelsen. Hver gang hun smed den i hovedet på ham, bed han bare tænderne sammen og stirrede på et punkt over hendes skulder mens han ventede på at hun skulle blive færdig.

Charlotte Warren måtte vide mere end hun lige var klar til at indrømme; hun var tre år ældre end Lena og Sibyl. Hendes hukommelse var bedre, hun havde været mindre traumatiseret af chok. Men det eneste hun havde røbet, var de simple kendsgerninger: Bilen der havde ramt Sibyl, Hank der kom løbende, og Angela der var stukket af uden at standse for at se om Sibyl var kommet til skade, uden at spilde tid på at forklare hvad der var sket. Politiet var kommet inden for et par minutter og ambulancen kort efter. Charlottes mor havde hentet datteren hjem og sagt til hende at hun skulle glemme hvad der var sket; der ville ikke komme noget godt ud af at tale om det.

Ifølge Charlotte havde hun taget sin mors ord til sig. Selv da hendes forhold til Sibyl udviklede sig mere seriøst, var Charlotte gået ud fra at der var nogle ting som det bare var for frygteligt og for smerteligt at tale om.

Men havde det faktisk været så enkelt? Havde Charlotte og Sibyl virkelig aldrig talt om den dag? Lena gik ud fra at det nok kunne passe at hvis Sibyl ikke ville tale om det med sin egen søster, så ville hun nok heller ikke når hun var sammen med Charlotte Warren. Sibyl havde rejst børster ved tanken om at nogen skulle føle medlidenhed med hende. Hun havde viet sit liv til at klare sig lige så godt som en seende person. Hun havde aldrig bøjet sig for sit handicap eller brugt det til personlig vinding. Måske havde hun ikke talt om ulykken fordi hun ikke havde ønsket at nogen skulle have ondt af hende.

Så mange hemmeligheder, så mange mennesker der holdt en hånd over Angela Adams, og ingen der var villige til at forklare hvorfor.

Lena rakte hånden op til telefonen der var monteret på væggen. Røret var klæbrigt i hendes hånd, tasterne var sat til i snavs. Hun tastede Nan Thomas’ nummer og havde til hensigt at spørge Sibyls kæreste om hvad hendes søster havde vidst om den skæbnesvangre dag. Hendes hjerte hamrede da Nans telefon begyndte at ringe. Lena ventede og talte ringetonerne indtil telefonsvareren gik i gang.

Hun lagde på uden at indtale en besked.

Hvad hvis Sibyl havde vidst at det var deres mor? Nej. Hun ville have sagt noget til Lena. Det var udelukket at hun skulle kunne gå i alle de år uden at fortælle Lena at deres mor havde levet mange år efter at Hank havde sagt at hun var død; at de havde været ofre for en løgn.

Medmindre Sibyl også prøvede at beskytte Lena.

”Shit,” bandede Lena og gned sine øjne. Hun var træt, og at sidde i Hanks hus var af en eller anden grund værre end at være på det lusede motelværelse. Der var helt afgjort endnu mere beskidt.

Hun rejste sig og gik om til bagdøren. Lena lagde hånden på dørhåndtaget, men trykkede det ikke ned. I stedet lod hun hånden falde og gik ud mod entreen. Hun standsede foran badeværelset og vendte sig så og gik ud i køkkenet.

For mange år siden var Hank løbet tør for plads til alt sit skrammel og lort. Han havde købt nogle udskårne baner krydsfiner i et byggemarked og fået Lena til at række dem op gennem loftslemmen så han kunne sømme dem på plads. Han havde selvfølgelig i sin visdom besluttet at realisere projektet i august som var årets varmeste måned. Da han kom ned fra loftet efter at have sømmet det sidste stykke krydsfiner på plads, var han besvimet af hedeslag på gulvet i entreen.

Næste dag var han tilbage på loftet og stablede kasser og flyttede ting og sager rundt. Lena var ti, måske tolv dengang. Det var kun et par år efter at Angela Adams havde blindet Sibyl. Hvad havde Hank stillet derop? Hvilke papirer havde ligget skjult over hendes hoved i alle de år? Han havde efterladt så meget skrammel i huset at hun ikke engang havde tænkt på de ekstra kasser på loftet før nu.

Lena stod op på en stol og pressede hænderne mod loftslemmen. Den føltes som om den sad fast, selv om det ikke kunne være på grund af maling. Der stod et eller andet oven på den, en kasse måske, og Lena måtte bruge næven til at skubbe lemmen opad og vælte kassen ned af den. Da hun endelig kunne skubbe lemmen til side, dunkede det i hendes hænder, og blodet piblede fra hendes knoer. Den indelukkede luft fra loftsrummet væltede ned over hende, men Lena gav sig ikke tid til at tænke før hun rakte hånden op og greb fat om hanebåndene på begge sider og trak sig selv op i loftsrummet.

Taget var med rejsning, men ikke nok til at hun kunne stå op. Hun gik krumbøjet hen mod lyskontakten og huskede de lange, rustne søm fra tagpladerne der stak ned gennem taget og ventede på at flænse hendes hovedbund til blods. Selv om solen var gået ned, var der helvedes varmt i loftsrummet. En sveddråbe trillede ned ad hendes ryg. Sikker på at hun nok spildte sin tid, trykkede hun på lyskontakten. Til hendes store overraskelse tændte pæren faktisk og oplyste en mindre del af det tætpakkede rum. Der lå en brun, udbrændt pære og en tom emballage på gulvet, så det så ud til at Hank havde været heroppe for nylig. Det var umuligt at afgøre hvad han havde lavet. Kasser stod stablet overalt, papirer væltede ud. Rottelort lå i små dynger på krydsfinergulvet. Hun hørte en svag piben fra et dyr der beklagede sig over hendes indtrængen.

Lugten ramte hende med pludselig intensitet; den overvældende, kvalmende lugt af død.

Som ung politirekrut havde Lena taget imod en hel del opringninger fra udenbys sønner og døtre der undrede sig over at mor eller far eller bedstemor ikke tog telefonen. Det var der tit en meget god grund til at de pågældende ikke gjorde, og de ældre betjente betragtede det som en slags jobtræning at sende rekrutterne ud for at finde ligene.

Lena havde engang fundet en gammel kvinde siddende i sin lænestol, død som en sild. Et ufærdigt slumretæppe og et sæt strikkepinde lå på hendes skød, og tv-apparatet plaprede i baggrunden. Kvinden lugtede af urin og kød i opløsning. Lena havde brækket sig ud over verandaens gelænder før hun kaldte stationen over radioen og fortalte hvad hun havde fundet.

Nu, på Hanks loft, følte hun igen trang til at brække sig – ikke af stress, men af frygt. Hun vidste hvordan et dødt menneske lugtede, hvordan kropsvæskerne sivede ud, og gasserne undslap, når kroppen begyndte at gå i opløsning. Hun vidste hvordan huden sank sammen om knoglerne, at ligene oftest lå i deres egen afføring mens de ventede på at nogen skulle finde dem.

En tanke gled gennem hendes hoved og ville ikke forsvinde: Var det hendes mor hun havde fundet? Havde Angela Adams været heroppe alle disse år; var hendes krop sivet ned i gulvbrædderne mens Lena og Sibyl levede under den?

Nej. Det var umuligt. Der var gået for lang tid. Stanken ville være væk nu. Hank ville have flyttet liget.

Lena mærkede sit hjerte hamre oppe i halsen. Hank. Hun tænkte altid på ham sidst, selv nu. Tårer fyldte hendes øjne. Hun rakte hånden op og støttede sig til et tagspær. Der var en anden lyd heroppe nu, lyden af hendes egen gråd, som en sirene der langsomt fjerner sig.

Så fik hun øje på det i den modsatte ende af loftsrummet: En bleg fod der stak ud bag nogle kasser; en mands fod med spredt behåring omkring anklen og dødens voksagtige skær over huden.

”Nej,” hviskede Lena, for det var alt hvad hun kunne få frem.

Han havde endelig gjort det. Han var gået herop med sit grej og havde taget det sidste skud, kogt den sidste pose pulver og taget sit eget liv med en overdosis. Præcis som han havde sagt til Lena at han ville. Præcis som hun i så mange år i hemmelighed havde ønsket at han skulle gøre.

Hun kunne tage af sted nu. Hun kunne tage tilbage til Grant County. Hun kunne gå på arbejde på mandag, passe sit job, tage hjem efter fyraften, spise aftensmad og måske se en film i tv. Hun kunne ringe til Nan og måske besøge hende. De kunne drikke en øl og sidde i baghaven og tale om Sibyl, og måske ville Lena spørge sin søsters kæreste præcis hvad Sibyl i grunden vidste. Eller måske ville hun hellere lade være. Måske ville de tale om vejret eller om en eller anden bog som Nan var ved at læse og som Lena aldrig ville fatte en brik af. Nan ville spørge til Hank, og Lena ville fortælle hende at hun ikke havde hørt fra ham i nogen tid og ikke vidste hvad han havde gang i.

Lena kravlede hen imod ham. Hendes arme rystede så slemt at hun måtte standse på halvvejen for at falde lidt til ro før hun kunne fortsætte. Hun hørte lyde igen, ord som blev sagt af en spinkel stemme, som om det var en lille pige der sagde dem: ”Undskyld,” sagde stemmen. ”Det er min skyld … Jeg skulle ikke være taget fra dig … jeg skulle have ringet efter en ambulance … jeg skulle have kørt dig på hospitalet … jeg skulle have standset dig.”

Det gik op for Lena at det var hendes egen stemme hun hørte. Hun hulkede, gispede efter luft i det indelukkede loftsrum.

Lena rakte hånden op og skubbede til en stabel kasser så den væltede om på siden. Hun så den nøgne mand der lå død foran hende.

Det var ikke Hank.