TRETTEN

JEFFREY HAVDE ALDRIG BRUDT SIG OM at sove på fremmede steder. Selv i sine yngre og vildere dage havde han ikke brudt sig om at tilbringe hele aftenen med en kvinde, og ikke kun fordi hendes mand måske ville komme hjem. Han kunne lide at stå op midt om natten og vide hvor badeværelset var. Han kunne lide at vide hvor lyskontakterne var placeret, og hvilke skabe glassene stod i.

Og han brød sig slet ikke om at vågne i Jake Valentines hus.

Han havde haft nemt ved at finde sheriffen på parkeringspladsen ved Hanks værtshus på nabogrunden hvor han ikke kunne udrette meget andet end at se bygningen brænde. Jeffrey havde fundet ham stående ved siden af en af sine vicesheriffer med tommelfingrene stukket ned bag linningen i sine cowboybukser mens han så branden rase ud. Valentine havde stadig sit ankelhylster på og lugtede af det øl han havde drukket sammen med Jeffrey om aftenen. Da Jake havde bedt manden om at gå med tilbage til motellet, havde han ikke stillet nogen spørgsmål.

”Det er Boyd Gibson,” havde Valentine sagt da Jeffrey viste ham den døde mand der lå på gulvet i hans og Saras værelse. ”Jeg har gået i skole med ham.”

Ikke ”Hvordan i helvede er en død mand endt i jeres værelse?” eller ”Hvem har stukket en kniv i ryggen på ham?” Bare: ”For fanden, det her kommer til at knuse hans fars hjerte.”

Jeffrey tænkte at han nok burde være taknemmelig over at Valentine havde tilbudt dem sit gæsteværelse. Grant County lå en lang køretur derfra, og Sara var blevet stille igen – for stille efter Jeffreys smag. Da han spurgte om hun havde noget imod at sove i sheriffens hus, havde hun bare rystet på hovedet og i tavshed proppet sit tøj i den kuffert hun havde haft med hjemmefra. Hun havde heller ikke sagt noget under den korte køretur til Valentines hus. Da Jeffrey lagde sig i sengen ved siden af hende, lagde hun hovedet på hans bryst og slog armene om ham.

Jeffrey lå og lyttede efter om Sara græd igen. Hun græd meget sjældent, og når hun gjorde, var det som om hans hjerte blev klemt i en skruestik. Men hun græd ikke nu. Hun lå og tænkte. Så meget var tydeligt da hun rejste sig op på en albue, og hendes tonefald sagde ham at hun havde taget en beslutning da hun sagde: ”Jeg tager ikke herfra før du gør.”

Han havde åbnet sin mund for at tage diskussionen op, men hun lagde en finger mod hans læber og bragte ham til tavshed. ”Da jeg giftede mig med dig” – hun tillod sig et smil – ”i det mindste sidste gang, da vidste jeg at du er sådan en mand der altid løber hen mod balladen i stedet for at løbe den anden vej.” Hun tav et øjeblik, og hendes tonefald var blidt, men fast. ”Jeg kan ikke forhindre dig i at forsøge at redde verden, men jeg går ikke fra dig imens.”

Han havde følt sig som et rigtigt røvhul – ikke fordi han stadig ville foretrække at hun tog hjem, og ikke fordi han havde udsat hende for fare, men fordi han havde løjet hende lige op i ansigtet fra det øjeblik den døde mand blev smidt ind i deres værelse.

Jeffrey havde set den tatoverede mand på gulvet, han havde set det mørke, næsten sorte blod vælde ud af såret hvor den perlemorsskæftede kniv sad plantet i hans ryg, og han havde ikke sagt noget.

”Jeg tager ikke herfra før du gør,” havde Sara sagt.

Der var ikke mere at sige efter det. Han lukkede øjnene, men søvnen ville ikke komme, så han lå og lyttede til Saras vejrtrækning. Hun havde tydeligvis svært ved at finde hvile, og efter et stykke tid vendte hun sig om på siden og derefter fladt på maven. Der gik mindst en time før hendes vejrtrækning endelig blev roligere, og hun faldt i søvn.

Jeffrey stod op og klædte sig på, selv om der ikke var nogen steder han kunne tage hen. Han længtes desperat efter at tage et brusebad, men der var kun ét badeværelse i huset, og han ville ikke risikere at vække nogen. Han ville heller ikke rode rundt i Valentines hjem, så han flyttede en klapstol af metal hen til vinduet og satte sig for at kigge ud på gaden. Han justerede persiennerne så han lige netop kunne se ud. Ligesom dette værelse vendte også husets stue ud mod gaden, og Jeffrey forestillede sig at sheriffen havde haft cirka den samme udsigt da han opdagede ilden ovre på sportspladsen. Det kunne ikke have taget ham mere end fem minutter at løbe over for at undersøge sagen. Den del af sheriffens historie så i det mindste ud til at holde.

Det var et ret beskedent hus, men enten Valentine selv eller hans kone havde virkelig grønne fingre. Småbitte bedlamper i forhaven oplyste resultatet af deres hobby: efterårsplanter og græs der var klippet så tæt som et kortluvet tæppe. Der var så meget en mand kunne gøre for at skabe et hjem, om det så var at udskifte rådne udhængsbrædder eller male væggene eller sætte grimt blomstertapet, som ens kone havde valgt, op i badeværelset. Sara var ikke særlig glad for blomstermønstre, men at dømme efter det vildt overdrevne Laura Ashley-blomstertema der fyldte dette hus, var mrs. Valentine det i høj grad.

Han prøvede at komme i tanker om alle de forandringer Sara og han havde foretaget i deres hjem i årenes løb. De eneste der faldt ham ind, var dem de havde lavet de sidste par år. Før damen fra adoptionsbureauet var kommet på hjemmebesøg, havde Sara overtalt Jeffrey til at kravle rundt på alle fire og se huset fra babyhøjde. Han havde føjet hende og leet indtil de fandt et søm der stak ud af køkkenskabet under vasken. Da han fandt en fingerbred åbning mellem en stikkontakt og gipspladen i vaskerummet, var han klar til at rive huset ned og bygge det op igen uden babyfælder.

Jeffrey tog sig selv i at spekulere over hvordan Al Pfeiffers hus havde set ud før brandbomben var blevet smidt ind ad hans vindue. Hvad havde Pfeiffer tænkt da han så sit hjem brænde ned? Eller havde den gamle sherif været for optaget af sine egne skader til at samle sig særlig meget om hvad han mistede? For fanden, havde han hørt dem sømme hoveddøren til og vidst hvad der skulle til at ske?

Jeffrey kastede et blik hen på Sara i sengen. Hvad havde han rodet hende ind i? Eller værre endnu: Hvad havde han rodet Lena ind i? Så sent som i går havde han spurgt sig selv om der var en måde at samle alle trådene på. I aften var svaret kommet flyvende ind gennem hans vindue med en stor sløjfe omkring. Kniven med perlemorsskæftet der stak ud af Boyd Gibsons ryg, tilhørte Lena.

Jeffrey sukkede og satte sig bedre til rette på den umagelige metalstol. Han stirrede atter ud ad vinduet på den tomme gade. Han måtte være døset hen, for det næste han registrerede, var et svagt lys der faldt skråt ind ad vinduet. En bil standsede udenfor. Føreren stod ud og vaklede over mod huset på den anden side af gaden, og han tabte nøglerne to gange før det lykkedes ham at få åbnet hoveddøren. Mindre end et minut senere kom han ud af huset og gik i en beruset diagonal tilbage mod bilen. Jeffrey tænkte på om han burde gribe ind, da manden faldt ind på bagsædet. Husets hoveddør blev åbnet på klem, en kvinde stak hovedet ud for at se til manden og lukkede så døren igen.

Sara rørte på sig, og Jeffrey vendte sig for at se om hun var vågen. Hun lå stadig på maven med arme og ben spredt ud til siden som om hun udnyttede al den plads hun havde. Der var lys nok til at han kunne se hendes ansigt. Han hadede at skændes med hende, han kunne ikke fungere når de var sure på hinanden. Mens han havde set på hende i lighuset, fulgt med i hvordan hun håndterede den stakkels kvindes lig, blev han mindet om alle de grunde der var til at han gerne ville dele sit liv med Sara. Hun var det eneste menneske som kunne skære igennem alt vrøvlet og vise ham hvad der virkelig betød noget. Hun var hans tålmodighed.

Da Jeffrey mødte Cathy og Eddie Linton for første gang, havde han omgående haft den tanke at den slags ægteskaber lavede man ikke mere. Nu hvor han levede sammen med Sara, forstod han at det gjorde man.

Gulvet knirkede uden for soveværelsesdøren da nogen gik forbi. Badeværelset lå for enden af gangen imellem de to soveværelser, og Jeffrey lyttede mens lyden af skridtene blev svagere mod badeværelsets fliser. Døren blev lukket med et sagte klik.

Da Jeffrey havde set huset i aftes, havde han straks tænkt at det var fuldstændig udelukket at Jake Valentine tog imod bestikkelse – medmindre han havde et hemmeligt palæ et sted ude i skoven. Dette hus var knap mere end et håndværkertilbud. Stuen var foret med imiterede fyrretræspaneler, og køkkenskabene var lige så gamle som huset – hvilket ikke var nogen god ting når man boede i et etplanshus fra 60’erne. Hvis Jake tog imod penge for at se den anden vej, så brugte han i hvert fald ikke pengene på sig selv.

Der blev åbnet for bruseren. Jeffrey spekulerede på om det var sheriffen eller hans kone. Myra Valentine havde ikke ligefrem optrådt venligt over for dem om aftenen, men der var ikke mange koner som ville reagere med begejstring over at få to fremmede ind i huset klokken et om natten. Hun var en lille kvinde, næppe meget mere end halvanden meter høj i strømpesokker, og toppen af hendes hoved nåede knap nok Jake til brystet. Hvad hun manglede i højde, kompenserede hun for i drøjde. Jeffrey gættede på at hun vejede mindst femogfyrre kilo mere end hun burde. Når de stod ved siden af hinanden, lignede ægteparret Valentine en levende udgave af tallet 10.

Ligesom sin mand havde Myra ikke stillet mange spørgsmål. Efter den hurtigst tænkelige præsentation havde hun gennet Jeffrey og Sara ind i gæsteværelset med en effektivitet som man ville forvente af en skolelærer, og hun hentede derefter et håndklæde og en vaskeklud til Sara og skiftede hurtigt sengetøjet så de havde friske lagener at sove på. Da Jeffrey havde tilbudt at hjælpe, havde hun sendt ham et blik som var han en dreng der havde forsøgt at sende en forbudt seddel rundt midt i engelsktimen.

Der blev lukket for vandet. Nu kom der lyde fra resten af huset. Potter og pander skramlede mod hinanden. En radio blev tændt med lyden skruet langt ned. I badeværelset snurrede en hårtørrer. Sara rørte sig ikke. Hun havde altid sovet tungt. Hun havde engang fortalt ham at det stammede fra hendes opslidende tid som turnuskandidat hvor det var en yndet sport at snuppe en lur. For to år siden havde hun sovet igennem en orkan mens han havde stirret ængsteligt ud ad vinduerne og ventet på at egetræet i forhaven skulle brase ned over huset.

Jeffrey rejste sig, strakte armene op over hovedet og mærkede sin rygsøjle knage i forsøget på at indtage en anden form end den der passede til klapstolens ryglæn. Det dunkede i hans hoved, og han kunne stadig lugte røgen fra aftenens brand på sin hud og i sit hår. Han kunne også lugte Sara et sted, og hans krop rørte på sig ved tanken. Havde det været næsten ethvert andet sted i verden end Jake Valentines hus, ville han være kravlet i seng for at gøre noget ved det.

I stedet lagde han rent tøj frem i en pæn stabel på sengekanten; han var så desperat efter et brusebad at han næsten kunne mærke det varme vand på ryggen. På motellet havde Sara bare proppet alting ned i kufferten. Nu lagde Jeffrey hendes bluser sammen og glattede hendes jeans så de ikke skulle blive krøllede.

Hoveddøren blev åbnet og lukket, og Jeffrey gik tilbage til vinduet og kiggede ud gennem persiennen. Han troede Jake Valentine ville snige sig ud, men nu så han den ranglede unge mand stå i forhaven med hænderne i siden som en godsejer der skuer ud over sine besiddelser. Sheriffen havde en badekåbe på af latterlig rød velour der var så kort at den knap nåede ham til knæene, og da han bukkede sig ned for at samle morgenavisen op fra græsset, smilede Jeffrey ved synet af et par stramme hvide underhylere som et tandsmil gennem mørket.

Valentine stak avisen ind under armen da han gik hen til bilen der holdt parkeret foran hans hus. Han havde brune hyttesko og sokker på sammen med badekåben, og han satte fodspor i græsset da han gik over mod naboens bil. Han kiggede ind på bagsædet hvor Jeffrey gik ud fra at beruseren stadig sov den ud, og kiggede så op og ned ad gaden før han vendte sig om og gik tilbage mod huset.

Jeffrey lukkede persiennerne for at lyset ikke skulle vække Sara. Da han vendte sig om mod sengen, så han at det var for sent.

Hun lå på siden og så på ham. ”Hvordan har du sovet?”

”Som et spædbarn.”

”Spædbørn plejer ikke at sove i en klapstol.”

”En høj stol?” Han smilede ad hendes tvivlrådige ansigt da han satte sig ved siden af hende på sengen. ”Har du det godt?”

”Bedre,” var alt hvad hun ville gå med til. ”Hvad skal vi lave i dag?”

Han tog hendes hånd. ”Vil du stadig blive?”

”Jeps.”

Han var ikke glad for det, men det ville være dumt af ham ikke at bruge hende. ”Jeg håbede du måske kunne sige et eller andet om den gæst der kom brasende ind til os i går.”

”Boyd Gibson?” Sara satte sig op i sengen og lænede sig tilbage mod hovedgærdet. ”Tror du Jake vil bede mig om at stå for obduktionen?”

”Jeg vil vædde på det,” sagde Jeffrey til hende. Valentine ville være opsat på at holde styr på Sara og Jeffrey, og der var ingen bedre måde at gøre det på end at spærre dem inde i lighuset hele dagen. Hvad sheriffen sikkert ikke havde regnet med, var at Jeffrey ikke havde nogen problemer med at efterlade Sara i lighuset.

Hun spurgte: ”Vil du gerne have at jeg gør det?”

”Det kan du lige så godt,” svarede han. ”Måske dukker der noget op.”

Hun sænkede stemmen næsten til en hvisken. ”Som for eksempel Lenas fingeraftryk på kniven?”

Hun kunne ikke have overrasket ham mere hvis hun havde sparket ham i ansigtet.

Sara forklarede: ”Det er et meget specielt skæfte. Jeg har set hende med den før.”

”Undskyld,” sagde han og vidste at han skulle have fortalt hende det for flere timer siden. ”Jeg havde nok ikke så megen lyst til at tænke på hvordan den kunne være endt dér.”

”Jeg vil ikke have at vi skal skjule ting for hinanden. Det har vi prøvet engang, og det fungerede ikke for nogen af os.”

”Du har ret,” sagde han og følte sig endnu dårligere tilpas fordi hun lod ham slippe så nemt. Han følte behov for at undskylde igen. ”Jeg er ked af det.”

”Det kan være sket i selvforsvar,” foreslog hun.

”Godt forsøgt,” sagde han og lo tørt. Det var svært at påstå at der var tale om nødværge når offeret var stukket i ryggen. ”Tror du der vil være noget at finde på liget?”

”Du ved jeg hader at skulle spå om den slags,” begyndte hun. ”Men efter det jeg så i aftes, var det temmelig ligetil: Kniv i ryggen, bladet gennem hjertet, døden er sikkert indtruffet øjeblikkeligt.” Hun trak på skuldrene. ”Betyder det virkelig noget om han blev slået i hovedet før han blev myrdet, eller hvad hans sidste måltid bestod i?”

”Hvad med gift?”

”Det tager flere måneder at få resultater af en screening, og hvis vi gør det alligevel, hvad vil vi så få ud af det?”

”Ikke noget nyt,” indrømmede Jeffrey. ”Vi ved fra hans tatovering at han er racist. Vi ved at han var inde i værtshuset før det brændte ned, fordi vi så ham.”

”Tror du det var ham der startede branden?”

Jeffrey rystede på hovedet. ”For mig så det ud som om branden er startet uden for huset. Desuden er jeg sikker på at han ledte efter et eller andet inde på værtshuset da vi så ham. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå ud derfra før han fandt det.”

”Stoffer kunne måske forklare hans adfærd.”

”Men ikke hans motivation,” påpegede Jeffrey. Han prøvede at tænke dagen igennem og få styr på de ting han kunne gøre for virkelig at få dem nærmere på målet – som var at finde ud af hvad det præcis var Lena var faldet over, og prøve at hjælpe hende med at finde en udvej. ”Jeg vil hen til Hanks hus og se om der er noget at finde.”

”Sæt mig af ved lighuset først, så går jeg i gang med obduktionen.”

Han var nødt til at gøre et forsøg. ”Hvis du tog af sted herfra ved ettiden, ville du kunne være tilbage i Grant til aftensmad.”

”Eller jeg kunne finde et andet hotel hvor vi kan bo,” svarede hun. ”Jeg mener vi kom igennem en by med lidt mere end et værtshus og et posthus cirka en halv time herfra. Måske har de et eller andet.”

”Du ved godt at jeg helst ikke vil ha’ dig her. Jeg mener, jeg vil gerne, men jeg –”

Hun tyssede på ham. ”Jeg ved det.”

Gulvet ude på gangen knirkede, men denne gang gik vedkommende ikke ind på badeværelset.

Sara trak knæene op til brystet og rettede på tæppet så det dækkede hende, netop som der blev banket let på døren.

Jeffrey sagde: ”Kom ind.”

Jake Valentine smilede da han åbnede døren på klem. ”Undskyld jeg forstyrrer jer, folkens.” Han havde skiftet fra sin stumpede badekåbe til sin sherifuniform, hvilket afgjort var en forbedring bortset fra at han stadig så ud som om han havde lånt sin fars tøj. ”Myra er allerede kørt hen på skolen, men hun har stillet noget røræg og bacon på komfuret til jer hvis I har lyst.” Hans mundvige løftede sig i et hurtigt smil, som om tanken om at hans kone havde lavet morgenmad, gjorde ham glad.

”Tak,” sagde Sara. ”Det var vældig sødt af hende.”

Valentine tog hatten af og henvendte sig til Sara. ”Men, øh … ma’am, jeg håbede sådan set at du ville gøre os den ære igen i dag at foretage obduktionen af Boyd. Det er ham fra i aftes. Boyd Gibson. Jeg kan skaffe nogle kontanter hvis –”

”Det er slet ikke nødvendigt,” afbrød hun ham. ”Jeg er glad for at kunne hjælpe.”

”Herligt.” Valentine drejede hatten mellem hænderne. ”Jeg tager over efter Grover nu så han kan komme og foretage identifikationen.”

Sara havde aldrig været god til at skjule sin overraskelse. ”Har du ikke fortalt ham om hans søn endnu?”

Valentine holdt op med at lege med hatten. ”Grover er på det andet skiftehold på dækfabrikken,” sagde han til hende, som om det var en undskyldning. ”Jeg tænkte at jeg ville lade ham blive færdig med sit arbejde og få noget søvn før jeg fortalte ham om Boyd.”

Sara nikkede, men hendes misbilligelse var åbenlys. Især i en lille by hvor rygter var en slags evangelium for mange mennesker, var det vigtigt at politiet underrettede familien så sandheden ikke blev erstattet af vilde spekulationer. Det var slemt nok at man var nødt til at fortælle et forældrepar at deres barn var dødt, men når man kendte den døde og havde tilbragt tid med familien, blev det hele endnu sværere.

Sara sagde: ”Måske skulle du tage Jeffrey med til at tale med faderen. Jeg er sikker på at mr. Gibson har nogle spørgsmål til hvordan hans søn er død, og Jeffrey var en af de sidste der så ham i live.”

Valentines mund fortrak sig til den ene side mens han overvejede tilbuddet og højst sandsynlig prøvede at finde en plausibel grund til at afslå det. ”Øh, får du ikke brug for ham i lighuset i dag?”

Sara lod som om spørgsmålet overraskede hende. Hun rystede på hovedet og sagde med uskyldig mine: ”Faktisk ikke.”

Jeffrey sagde: ”Du kunne afhøre mig på vejen.”

”Afhøre dig – om hvad?”

”Om i aftes,” uddybede Jeffrey. ”Jeg går ud fra at du får brug for en erklæring fra mig om hvad der er sket. Om værtshuset der brændte. Om den døde mand der blev kastet ind gennem vores vindue.”

”Jo,” samtykkede Valentine. ”Okay da.” Han så på sit ur. ”Så må vi hellere komme af sted.”

”Giv mig lige ti minutter så jeg kan få et hurtigt brusebad,” sagde Jeffrey og tog sit tøj fra sengen. ”Jeg kommer om et øjeblik.”

Jeffrey kunne ikke afgøre om det var til ære for ham, men Jake Valentine var en meget omhyggelig bilist. Manden nærmede sig aldrig et kryds uden at sætte farten ned, og han standsede faktisk for grønt lys et sted i udkanten af byen og sagde til Jeffrey: ”Det skifter meget hurtigt til rødt.” Han kunne godt lide at snakke, og Jeffrey forholdt sig til gengæld tavs og nikkede blot for at holde ham i gang mens de kørte ud for at fortælle Grover Gibson at hans søn var blevet stukket ned og var død.

Efter en halv times uafbrudt plapren lod det til at Valentine blev træt af at snakke om vejret og fortælle lokale anekdoter der mest handlede om de ældste elever fra highschool der lavede fis med folk når de var hjemme på besøg. Ikke en eneste gang havde han nævnt grunden til deres tur eller talt om hvem der kunne tænkes at have myrdet Boyd Gibson. Jeffrey vidste at selv Jake Valentine måtte have fået tjekket mordvåbenet for fingeraftryk. Han måtte have scannet alt hvad de havde fundet, ind i computeren og sendt det til statens kriminaltekniske laboratorium for at få tjekket materialet. Hvis han ikke havde lagt pres på dem, og det var virkelig tvivlsomt, ville han få svar tilbage om et par dage.

Jeffrey spurgte: ”Har du nogensinde været i sådan en situation før?”

”Hvilken situation?”

”At du kendte en myrdet person,” svarede Jeffrey. ”Denne Boyd Gibson. Du gik i highschool med ham, sagde du.”

”Vi havde ikke de samme venner.”

”Du var sammen med basketspillerne, og han var sammen med hashhovederne?”

”Årh.” Valentine lo. ”Min fars største skuffelse var at jeg ikke kunne finde ud af at håndtere en basketball.” Han skævede til Jeffrey. ”Far spillede all-state det sidste år på UGA. Han scorede syvogtredive point i sidste halvleg stort set på egen hånd. Mig, jeg duer kun til at skifte pærer og hente ting ned fra den øverste hylde.”

”Hvorfor valgte du at blive sherif?”

”Åh.” Han slog nonchalant ud med hånden. ”Det var jo et job, ikke?”

”Et ret farligt job i betragtning af at den sidste der havde det, blev jaget ud af byen.”

”Han slap fra det med livet i behold.”

”I mine ører lyder det som om han sørgede for at komme af sted mens tid var.”

Valentine sendte Jeffrey et skarpt blik. ”Du mener at jeg skal gøre det samme?”

”Jeg mener at det er et farligt arbejde for en mand der ikke har hjertet med i det.”

Valentine satte farten ned for at svinge op ad en énsporet grusvej. ”Måske overrasker jeg dig, chef.”

”Ved du hvad der kan overraske mig?” spurgte Jeffrey og mærkede temperaturen i bilen falde da de kom ind i skyggen og kørte ind mellem træerne. ”Det overrasker mig at du tilsyneladende ikke har nogen spørgsmål.”

”Hvilken slags spørgsmål skulle jeg ha’?”

”Du kunne begynde med grunden til at min kriminalassistent stak af fra dig,” begyndte Jeffrey. ”Hvem fik Hank Norton til at forsvinde? Hvem sørgede for at værtshuset blev lukket? Hvem har stukket ild på? Hvem var det der stak en kniv i din gamle skolekammerat?”

Valentine standsede bilen. Han skubbede gearstangen op i P og vendte sig om mod Jeffrey. To kendsgerninger faldt Jeffrey ind. Den ene var at de befandt sig midt ude i ødemarken, og den anden var at Jake Valentine var den eneste af dem der var bevæbnet.

Han mærkede en sveddråbe trille ned ad ryggen.

Valentine hvilede hånden på rattets nederste bue hvor hans hånd var et par centimeter fra hans bælte. Han sagde: ”Du virker nervøs, chef.”

”Jeg vil gerne vide hvorfor du er standset.”

”For at svare på dine spørgsmål,” sagde han. ”Kom, lad os gå en tur.” Han åbnede døren og stod ud. Jeffrey blev siddende med hjertet hamrende så hårdt at han kunne mærke det i brystbenet. Vejen som de holdt parkeret på, var ikke andet end en stribe hårdtstampet jord med tæt skov på begge sider. Ingen ud over Sara vidste at de var herude, og der var masser af mulige forklaringer på hvorfor Jeffrey aldrig var kommet tilbage.

Valentine stod på vejen et par meter foran bilen. Han vinkede til Jeffrey at han skulle komme ud. ”Kom nu, chef.”

Jeffrey åbnede døren. Han havde ladet sin pistol ligge i bagagerummet på Saras bil, låst inde sammen med deres kuffert. Han havde troet de var på vej ud til en mand for at fortælle ham at hans søn var død, ikke for at jage forbrydere.

Valentine sagde: ”Det er blevet køligere.”

”Ja,” sagde Jeffrey. Han mærkede vinden tage til da han stod ud af bilen. Han havde taget en let jakke på over sin langærmede T-shirt, men han lukkede ikke jakken. Han ville have at sheriffen skulle tro at han var klar til at stikke hånden ind bag jakken hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeffrey lukkede bildøren. Grusvejen var dækket af nedfaldne blade, og træerne bukkede sig over dem og lukkede lyset ude. Det ville have været storslået og smukt hvis ikke Jeffrey havde haft en stærk mistanke om at han var blevet lokket herud som led i et eller andet baghold.

”Denne vej.” Valentine begyndte at gå hen ad vejen, så langsomt at Jeffrey kunne nå at indhente ham.

Jeffrey sagde: ”Jeg regnede ikke med at vi skulle ud at spadsere.”

”Men det er en flot dag til det. Måske skulle du lyne din jakke.”

”Jeg fryser ikke,” forsikrede Jeffrey ham om.

Valentine rakte hånden op og plukkede et lysende orange blad af nedhængende gren. Han drejede det mellem fingrene mens han talte. ”Det er gode mennesker der bor herude. Ægte og ukomplicerede mennesker. De fleste af dem vil bare gerne gå på arbejde og komme hjem til kone og børn, måske tjene penge nok til at de kan drikke et par øl og se en fodboldkamp på tv i weekenden.”

Jeffrey holdt hænderne ned langs siden. Der var en måde man gik på når man havde en pistol, som om man havde nosserne hængende nede ved knæene. ”Grant County er ikke så meget anderledes,” sagde han.

”Det er det vel ikke.” Valentine lod Jeffrey komme et enkelt skridt foran sig. Det var ganske diskret, men Jeffrey vidste at den anden kiggede efter den afslørende bule på hans ryg.

Valentine sagde: ”De fleste små byer er ens, tror jeg. Politik og al den slags lort slører tingene, men vi har alle de samme mål hvad enten vi er i det sydlige Georgia eller Sydfrankrig eller Timbuktu. Vi vil føle os trygge. Vi vil have vores børn i gode skoler så de kan få de chancer vi ikke selv fik. Vi vil leve vores liv og føle at vi har kontrol med vores skæbner.”

Han lød som et andet menneske nu, den kejtede bondeknægt med sydstatsjargonen var så godt som forsvundet.

”Hvor fører alt det her hen, Jake?”

Han sendte Jeffrey et dovent smil. ”Denne vej.” Han pegede på en lille sti der skar ind gennem skoven.

”Hvad er der dernede?”

”Se selv efter.”

Denne gang gik Valentine forrest, og Jeffrey fulgte efter, og hårene i hans nakke rejste sig efterhånden som de kom længere ind i skoven. Stien så ikke ud til at blive brugt særlig meget. Terrænet skrånede nedad, og Jeffrey satte farten ned og lagde afstand mellem sig selv og sheriffen. Valentine så ikke ud til at lægge mærke til det. Han gik videre mens han stadig legede med bladet. Først da han nåede en lysning i skoven, standsede han og ventede på Jeffrey.

”Prøv at se,” sagde Valentine. Han pegede på en skrå klippeblok med et hul i. Et langt rør af hvid pvc stod op ad klippen under hullet. En tynd stråle vand rislede ned i røret.

”Det er en naturlig kilde,” sagde Jeffrey og var mere end bare en lille smule forbavset. Han knælede for at tjekke den længe inden han kunne nå at tænke over hvad han gjorde. Han så op på sheriffen og ventede på at han skulle gøre hvad han var kommet for.

”Her.” Valentine rakte sin hånd frem og hjalp Jeffrey på benene. ”Røret fører hele vejen ned ad bakken her.” Han begyndte at gå ad den vej røret fulgte. Der blev længere mellem træerne efterhånden som de kom nedad mod noget der lignede en forladt hytte. Jeffrey regnede med at de gik et halvt hundrede meter før de kom til en stor plastictank fuld af kildevand. Jeffrey kunne høre vandet dryppe ned i tanken og så det tykkere plasticrør der førte ned til skuret som lå midt i lysningen.

”Vandforsyning,” sagde Valentine til Jeffrey. ”Kildevandet bliver ført ned til huset. Det er koldt som en brøndgravers røv hvis man tager brusebad, men det er ellers ret smart, synes du ikke?”

”Jo,” indrømmede Jeffrey. Han kunne se en ramponeret Ford der holdt parkeret foran skuret. En lang ledning førte fra taget hen til en pæl. Havde det ikke været for den lille parabolantenne der var monteret skråt på taget, kunne han have stået og set på et hus fra 1930.

Valentine sagde: ”Der blev lagt elektricitet herud for et par år siden. De var en evighed om at tage sig sammen til det. Grover måtte gøre det meste af arbejdet selv.”

”Er det her Boyd Gibsons far bor?”

”Selvfølgelig er det det. Hvor troede du vi var på vej hen?” Valentine tog hatten af og tørrede sig over panden med ærmet. Han svedte lige så meget som Jeffrey, og det slog pludselig ned i ham at Jake Valentine havde været lige så meget på vagt under turen gennem skoven som Jeffrey havde.

Valentine pegede på et faldefærdigt picnicbord der stod et stykke inde mellem træerne. Det havde tydeligvis stået der i nogen tid; ranker af kudjibønner havde overtaget det. Valentine sagde: ”Boyd og jeg plejede at sidde der og ryge græs da vi var børn. Vi skulkede fra skole uafbrudt og lavede alle mulige ulykker. Det var hans bror Larry der var basketballspilleren. Boyd og jeg var hashhovederne.” Han var tavs et øjeblik og så ud til at tænke mens han stirrede på picnicbordet. ”Boyds far hadede mig af et godt hjerte. Men jeg var nu heller ikke så vild med ham. Han tævede sin kone til hun døde alt for tidligt, og så gik han i kødet på sønnerne. Han slog også mig engang – han mente at det var min skyld at Boyd var blevet afhængig, og måske havde han ret.” Han gned sin hage som om han mindedes et slag. ”Måske fører jeg bare mig selv bag lyset, for jeg drikker fandeme for meget, men med stoffer har jeg det sådan at nogle mennesker kan tage det og holde op igen. Jeg prøvede lidt af hvert dengang: coke, speed, hash. Det var godt nok, men så mødte jeg Myra, og hun ville ikke stå model til den slags, så jeg droppede det. Det kunne Boyd ikke. Han røg på meth for alvor og begyndte at sprøjte sig med det; det havde jeg altid været for meget kylling til – jeg er pissebange for kanyler. Da Boyd begyndte at sprøjte sig med det lort, så han sig aldrig tilbage. Har du og Sara nogen børn?”

Det pludselige spørgsmål kom helt bag på Jeffrey. ”Vi prøver.”

”Myra siger at hun ikke vil sætte et barn i den her verden uden at være helt sikker på at det har en far.”

Jeffrey og Sara havde talt om det samme mange gange. ”Det er et farligt arbejde, men man kan ikke sætte sit liv på standby af den grund.”

Valentine nikkede og så over mod picnicbordet. Jeffrey kunne se begyndelsen til en måne oven i den unge mands hoved. Det kunne måske forklare hvorfor han altid gik med hat. Jeffreys far havde været et røvhul af højeste orden, men Jeffrey trøstede sig med at den gamle var død med hår på hele hovedet.

Valentine sagde: ”Myra og mig, vi kendte hinanden i highschool – altså sådan som man kender hinanden i skolen. Hun og hendes familie flyttede til byen da jeg gik på andet år. Hun var fra storbyen.” Han lo ad en eller anden privat morsomhed. ”Myra var en af de gode hvis du skulle være i tvivl om det. Hun er meget religiøs, elsker Herren. Hun blev temmelig overrasket da jeg dukkede op på det samme college som hende; hun troede jeg var en tungnem bonderøv der var dømt til at ende på dækfabrikken. Jeg måtte slide som et æsel for at overbevise hende om at jeg ikke bare var ude efter at nedlægge hende.” Han klukkede igen. ”Det er ti år siden, og hun har ikke forandret sig den mindste smule. Hun er ved gud en køn pige. Og hun er skarp i hovedet og afholder sig ikke fra at sætte mig på plads hvilket jeg sikkert også har brug for ret tit. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan mit liv ville være uden hende. Noget værre lort, vil jeg tro. Jeg ville muligvis sidde i spjældet i stedet for at være ham der har nøglerne. Det kunne lige så nemt ha’ været mig der røg gennem det vindue i aftes.”

Jeffrey lagde armene over kors og spekulerede over om det han hørte, var sandheden eller et eller andet omhyggeligt planlagt eventyr der skulle få ham til at sænke paraderne. Valentine havde ikke ligefrem været imødekommende det sidste par dage, og nu lagde han hele sin livshistorie frem som om han aflagde vidnesbyrd til et vækkelsesmøde i et telt.

Valentine lænede sig bagover på hælene og satte hatten på hovedet. ”Du ville vide hvem der havde stukket ild på, hvem der havde jaget Hank væk og fået lukket hans værtshus?” Han skævede til det lille hus som for at sikre sig at der ikke var nogen der lyttede. ”Svaret på alle spørgsmålene er Boyd Gibson. Han arbejdede i baren og serverede Budweiser med den ene hånd og meth med den anden da ATF kom på besøg. Med hensyn til hvem der stak ham ned, har jeg nogle teorier, men jeg skal stole allerhelvedes meget mere på dig før jeg indvier dig i dem.”

”Stak han ild til Escaladen?”

”Det ville ikke komme bag på mig.”

”Hvorfor flygtede min kriminalassistent?”

”Jeg vil tro hun er lige så stædig og arrogant som sin chef. Jeg anholdt hende fordi jeg tror hun er fedtet ind i det her helt op til øjenbrynene. Jeg har tænkt mig at finde hende, og jeg la’r hende fandengaleme ikke stikke af en gang til.”

Jeffrey talte af erfaring. ”Det er en tabt kamp.”

”Det mener du …” Han trak på skuldrene. ”Vi får se.”

”Hvem er lederen?” spurgte Jeffrey. ”Hvem styrer skinheadene?”

”Hvis jeg kunne svare på det spørgsmål, havde vi to sikkert aldrig mødt hinanden.” Valentines drengede smil vendte tilbage. ”Nå, chef – jeg bør nok advare dig om at sidst jeg så Grover Gibson, truede han med at banke mig fordærvet hvis jeg nogensinde nærmede mig hans ejendom igen.”

Jeffrey kunne ikke påstå at han udelukkende var frastødt af tanken om at se den unge sherif få en røvfuld. ”Måske skulle du tilkalde noget forstærkning, så. Jeg er jo ikke officielt i tjeneste her.”

”Sådan tænkte jeg nok du havde det da du satte dig ind i min patruljevogn uden din pistol.” Han blinkede til Jeffrey før han gik hen mod huset og sagde over skulderen: ”Jeg håber den kønne kone du har, er en rigtig læge. Jeg har på fornemmelsen at jeg snart skal have et par sting.”