FJORTEN

DEACON SIMMS VAR EN MAND DER ALTID ville virke gammel og ude af trit med verden. Selv da han var i tyverne, havde det været sådan. Lena tænkte at Deacon nok havde betragtet sig selv som en oprører, at han havde mærket den grå fletning slå mod ryggen når han kørte sin Harley hen til værtshuset, og haft fornemmelsen af at være en slags statement. Han lignede stadig fuldkommen den Hells Angel han havde været i sine yngre dage: Cykelstyroverskæg. Sydstatsflag på T-shirten der var godt spændt ud over hans vom. Læderchaps over forvaskede jeans.

Allerede i 1970’erne havde han lignet en mand der var fanget i en tidslomme, en gammel hippie hvis langsomme dræven og lige så langsomme fatteevne beviste at man ikke ophørte med at være et hashhoved selv om det var rigtig mange år siden man holdt op. Ligesom Hank var Deacon dybt involveret i AA og NA og ethvert andet A der ville vide af ham. I modsætning til Hank – kære Gud, forhåbentlig i modsætning til hendes morbror – var Deacon død.

Da Lena nu stod bøjet over mandens lig i Hanks loftspulterkammer, gættede hun på at Deacon var blevet tævet ihjel. Hans ansigt lignede mest af alt en smadret blomme, hans indsunkne kinder var dækket af indtørret blod. Hans læber var flækket så langt op at såret delte hans overskæg og fik det til at hænge som en skuespillers rekvisit. Deacon måtte have været i live et stykke tid. Lena var ikke læge, men hun havde set tilstrækkelig med døde mennesker i Sara Lintons lighus til at vide at man ikke fik den slags blå mærker, hvis hjertet ikke pumpede blod. Hvis Lena skulle komme med endnu et gæt, ville hun mene at han havde været død en uges tid, måske lidt mere, ti dage. Hvor længe havde han ventet på at dø? Havde gorillaen med det røde hagekors spærret ham inde heroppe? Havde Hank?

Der var visse procedurer der skulle overholdes når man fandt et lig. Lena havde lært dem alle sammen den anden uge på politiskolen da de blev undervist i alt det vigtige som skolen ikke ville spilde på de kadetter der røg ud i løbet af den første uge.

Først afspærrede man findestedet, så slog man alarm. Ifølge loven skulle ligsynsmanden erklære vedkommende for død, også selv om liget var så opløst at stanken fik ens øjne til at løbe i vand. Det var ligsynsmandens job at beslutte om dødsfaldet var mistænkeligt eller ej. Deacon Simms var et tilfælde der ikke krævede nogen som helst overvejelse; det var én opringning til chefen som så ville sende drabsafdelingen ud for at tage over. Derefter skulle tekniske beviser og spor sikres, der skulle fotograferes, området omkring liget skulle støvsuges og undersøges centimeter for centimeter for at finde eventuelle spor efter gerningsmanden. Først derefter ville liget blive transporteret væk med henblik på obduktion, og alle fund ville blive samlet og gennemgået i jagten på drabsmanden.

I tilfældet Hanks pulterkammer ville nogen påpege at der var lavet rod i mønsteret af rottelort og støv i en bred stribe fra loftslemmen til Deacons sidste hvilested, og konkludere at han var blevet slæbt hen over gulvet. Måske ville efterforskerne lægge mærke til den måde hvorpå kasserne var stablet op foran liget, og gå ud fra at Deacon var blevet efterladt der for at dø. Man ville bestemt se de dybe snitsår på hans håndflader og underarme og konstatere at han havde forsøgt at forsvare sig selv mod en person der angreb ham med en meget skarp kniv. At hans tøj manglede, ville indikere at der havde været et eller andet på det som drabsmanden mente kunne pege på ham. En anden mulig forklaring kunne være at gerningsmanden fik et sygeligt kick ud af at prygle en tresårig mand til døde og efterlade ham nøgen på et loft for at dø.

Den mest foruroligende del var trofæet – den hudlap der var fjernet fra Deacons bryst lige over hans venstre brystvorte. Der var blod omkring det, men såret havde ikke været dræbende. Det var huden drabsmanden havde været ude efter, et fem gange fem centimeter stort kvadrat som sirligt var skåret fri og pillet af. De falmede tatoveringer der omgav den manglende hudlap, gav et fingerpeg om hvad der havde været tegnet på den. Mens Deacon levede, havde Lena aldrig set ham uden skjorte på, men hun var yderst bekendt med de billeder der udsmykkede hans bryst. Deacon havde været med i Hells Angels, de oprindelige hadspredere.

Nogen havde skåret hans hagekors af.

Det eneste gode den forsvundne hudlap fortalte hende, var at Hank ikke havde været involveret i Deacons død. De to havde skændtes næsten hver dag i de mange år de havde kendt hinanden, men Hank ville aldrig have gjort noget for at skade det eneste menneske i verden der kunne kaldes hans ven. Uanset hvor dystre tanker Lena havde haft det sidste par dage, så vidste hun uden skygge af tvivl at Hank aldrig bevidst ville gøre andre end sig selv fortræd. Han var ikke morder.

Tanken førte Lena videre til et indlysende spørgsmål: Hvad havde Hank foretaget sig mens nogen tævede Deacon til døde og efterlod ham døende på loftet?

Hun måtte finde Hank. Det lokale politi ville gå ud fra at han havde noget at gøre med drabet på Deacon. De ville se en desperat stofmisbruger og et voldeligt overfald med døden til følge, og de ville drage forhastede konklusioner. Selv Jeffrey ville ikke uden videre gå ud fra at Hank var uskyldig. Han ville spørge hvor mange dage der var gået mens Hank boede i huset, og Deacon lå død lige over ham. Han ville stille krav om noget mere konkret end en manglende hudlap som bevis på Hanks uskyld. Lena kunne ikke levere nogen af delene. At Hank var forsvundet, hjalp ikke på noget. Man flygtede kun hvis man havde noget at skjule.

Eller måske skjulte Hank sig for nogen. Måske skjulte han sig for hende.

Lena kravlede tilbage over krydsfinergulvet på alle fire og sænkede sig ned på køkkenstolen. Hun rakte hånden op forbi loftslemmen og flyttede kassen tilbage på plads. Da hun var færdig, fandt hun en klud i badeværelset og tørrede kanten langs lemmen af så hendes snavsede fingeraftryk ikke kunne ses. Hun stillede stolen tilbage i køkkenet, slukkede alt lyset undtagen lampen over køkkenvasken og låste døren efter sig.

Hun følte sig som en kriminel da hun kørte sin Celia gennem byen. Jamen, for fanden, hun var kriminel. Ikke alene havde hun undladt at melde Deacons død, hun havde skjult liget og tørret sine fingeraftryk af. Hun kunne levende forestille sig hvordan det ville være at sidde i Al Pfeiffers kontor og se på den gamle hønisses liderlige smil mens hun fortalte ham hvad der var sket. Al ville finde Hank. Han ville anholde ham og sigte ham for drab før Lena kunne nå at åbne telefonbogen og slå op på ”advokater”.

Nogle af de udendørs lamper var tændt da Lena standsede uden for Hanks værtshus, men der var ingen andre biler på parkeringspladsen. Hun gik ud fra at lamperne var sluttet til et tænd-og-sluk-ur, men så fik hun øje på ledningerne hvor Hank havde sammenkoblet et par billige solpaneler. Pærerne havde en bleg og falmet orange kulør, og hun tvivlede på at de ville lyse ret meget længere. Hun lænede sig over og tog sin lommelygte ud af handskerummet før hun stod ud af bilen.

Indgangen var stadig spærret med ATF-tape på kryds og tværs over døråbningen. Lena tjekkede forseglingen i lommelygtens skær for at se om den var blevet brudt. Så gik hun om bag bygningen. Hun mærkede sine små nakkehår rejse sig da hun kom ud fra den halvt oplyste parkeringsplads og gik hen ad grusstien til Hanks kontor. I betragtning af hvordan hendes uge var forløbet, syntes hun ikke selv at hendes paranoia var overdreven.

Hun havde forsøgt at skjule det hul hun havde sparket i væggen i Hanks kontor, med et par skraldespande fra værtshuset. Hvis man ikke vidste hvad man ledte efter, var skaden ikke så nem at få øje på som hun havde troet. Hun kastede et blik over skulderen og rettede stavlygten mod skoven før hun skubbede spandene til side og kravlede ind i kontoret.

Indenfor så skuret ud præcis som hun havde efterladt det. Hun kunne ikke beslutte sig for om det var godt eller skidt at Hank ikke havde været der. Deacon Simms var død. Bortset fra Charlotte Warren havde Hank ingen venner han kunne søge hjælp hos. Der var ingen sofa han kunne sove på, ingen ledige gæsteværelser hvor han kunne gå under jorden.

Checkhæftet lå stadig åbent på skrivebordet. Hun satte sig i stolen og bladrede bagud i regnskabsbladene. Så vidt hun kunne huske, var alt som det havde været da hun havde fundet Charlottes breve. Men Lena bladrede alligevel checkene igennem og sikrede sig at der ikke manglede nogen. Så rodede hun i skrivebordets skuffer igen, denne gang for at lede efter noget med forbindelse til Deacon Simms. Det eneste hun fandt, var Hanks ekstra nøglebundt der lå under et slidt, gammelt eksemplar af Robert Cormiers Ind og ud af cirkler.

Lena stak nøglerne i lommen og bladrede igennem bogen som bar et stempel fra Elawah Countys bibliotek på ryggen. Limet til bagsiden af omslaget var en papirlomme med en udlånsseddel stukket ned i. ”Lena Adams” stod der hastigt nedkradset hvor hun havde kvitteret for bogen for hundrede år siden. Hun havde brugt den til en engelskopgave. Lena havde været vild med den, men havde hverken lavet opgaven eller afleveret bogen. Da læreren ringede til Hank for at fortælle ham det, havde Lena løjet og fortalt ham at hun havde mistet den. Foruden at Hank gav hende en gang stryg, trak han bogens pris fra hendes lommepenge.

Og så havde røvhullet haft den liggende hele tiden.

Lena smed bogen på skrivebordet og kom til at vælte en stabel kvitteringer. Hun var ved at skovle dem sammen og lægge dem i orden da hun fik øje på telefonen neden under dem. Det var et gammelt apparat af den slags man begyndte at lave kort efter at drejeskiven blev afskaffet. Lena rakte ud efter den og fulgte ledningen ind under skrivebordet for at finde telefonsvareren. Hun gættede på at Hank ligesom det var tilfældet med elforsyningen, ikke havde gidet betale telefonselskabet for at trække ledninger ud til skuret. Det galvaniserede jernrør med forlængerledningen der førte op til hovedbygningen, var cirka fem centimeter tykt – der var rigeligt med plads til en lang telefonledning.

Hun stak checkhæftet under armen og satte sig på hug for at kravle ud gennem hullet. Der var ikke noget i kontoret der var værd at stjæle, men hun flyttede alligevel skraldespandene på plads foran åbningen.

Bagdøren til værtshuset var låst med hængelås, men det måtte være Hanks værk, ikke narkoagenternes. Ligesom hoveddøren var også denne indgang spærret med den sædvanlige ATF-tape hen over døråbningen, men hun skar forseglingen over med en af nøglerne fra Hanks bundt. Hun fandt den Kryptonite-nøgle det passede i hængelåsen, og derefter den mindre Yale-nøgle til bagdørens lås. Metaldøren knirkede da hun skubbede den op, og en kras, indelukket lugt af gammelt øl og tobaksrøg stod ud i hovedet på hende.

Hendes skosåler knirkede mod gummimåtterne på gulvet da hun gik gennem køkkenet. Et eller andet løb over hendes fod, og hun stod musestille og håbede at det bare var en rotte hvorefter hun håbede at den var alene. Hun tændte lommelygten for at finde lyskontakten og så for sig et kobbel rabiesramte gnavere, ivrige efter at angribe. Der kom en lyd fra et hjørne, men hun valgte at ignorere den og gik hen mod den ende af værtshuset der vendte ud mod gaden.

Lena hostede; hendes lunger var ikke så vant til stanken af røg og iltfattig luft. Hun tændte lyskontakterne efterhånden som hun gik ind i lokalet, og én af dem aktiverede jukeboksen som gik i gang midt i et nummer. Der lå skrald overalt, og hun så skinnende pletter hvor spildte drinks klæbrige pytter var tørret ind på linoleummet. Man behøvede ikke være detektiv for at læse dette gerningssted: Politiet var kommet og havde ryddet lokalet, smidt gæsterne ud, foretaget de fornødne anholdelser og havde slukket lyset da de gik.

Pludselig kom Lena i tanker om noget. Hun satte sig på knæ bag baren og trommede på gulvet med knoerne mens hun anstrengte sig for at høre noget gennem larmen fra jukeboksen. Efter nogen søgen fandt hun endelig hvad hun ledte efter, og tog sin kniv ud for at brække en linoleumsflise løs. Under den så hun en cigarkasse i hulrummet mellem gulvstrøerne. Hanks hemmelige skjulested. Lena åbnede kassen; der var cirka to tusind dollars i den. Hun tøvede og følte sig pludselig som en tyv. Det var Hanks penge. Var det at stjæle hvis hun bare tog pengene for at hindre ham i at købe narkotika?

Hun stod oven på baren og stak pengene ned bag en flaske whisky der var så tarvelig at den kunstige farve var blevet til bundfald nederst i flasken. Hun sprang ned og lagde cigarkassen på plads i dens skjulested. En eller anden country-crooner som Lena ikke genkendte, var netop ved at gå i gang med en ballade da hun pressede hælen ned mod linoleumsflisen og klikkede den på plads. Hun havde det bedre nu; som om hun havde gjort noget for at hjælpe Hank i stedet for at bidrage til hans nedtur.

Telefonen stod bag baren under kasseapparatet, samme sted hvor den altid havde stået. Telefonsvareren ved siden af den blinkede med tolv nye meddelelser. Lena trykkede på Afspil og tænkte på at de nyeste opkald nok kom først, da hun hørte sin egen stemme. ”Hank, det er Lee. Hvor er du?” Hun blev chokeret over at høre sin egen stemme runge gennem det tomme lokale og den vrede der var i hvert eneste ord. Havde hun altid lydt så fuld af had når hun ringede til ham? Lena rystede på hovedet; det var endnu en ting hun ikke kunne gøre noget ved lige nu.

Det næste opkald var fra Nan, Sibyls kæreste. Hendes tonefald var venligere, men meningen var klar og tydelig. ”Jeg har ikke hørt fra dig i et par dage, og jeg er ved at blive bekymret. Vil du ikke nok give lyd fra dig?”

Besked nummer ti gik i gang; en stilhed med elektronisk susen på linjen, og Lena var lige ved at spole hurtigt fremad da hun hørte begyndelsen til en automatisk meddelelse der fik hendes mave til at slå knuder.

Som de fleste andre sydstater bruger Georgia et elektronisk system til at håndtere opkald fra indsatte i statens fængsler. En computerstemme sagde navnet på det fængsel som opkaldet kom fra, og understregede over for modtageren at han eller hun skulle være orienteret om omkostningerne før de trykkede på den tast der godkendte opkaldet. Hvert andet minut under hele samtalen vendte stemmen tilbage for at minde modtageren om at han eller hun talte med en indsat i et statsfængsel. Den ekstra høje minuttakst hjalp med til at betale den software der var nødvendig for at overvåge de indsattes telefonsamtaler og beskytte intetanende fremmede mod at få en regning på tyve dollars for en samtale på to minutter.

Optagelsen var almindelig standard; først blev det oplyst hvor opkaldet kom fra, derefter fulgte en tre sekunders pause hvor den indsatte kunne sige sit navn. I årenes løb havde Lena af forskellige årsager lyttet til nogle af de opkald der blev foretaget fra Grant Countys fængsel. Det var forbavsende hvad de indsatte kunne få presset ind i de tre sekunder de havde. De sagde ikke ret tit deres navne – det var mere som verdens korteste chance til at trygle nogen om taletid. De varierede fra ”Mor, jeg elsker dig, vil du ikke nok tage røret” til Lenas personlige favorit ”Jeg slår dig ihjel, luderkælling” fra en mand der blev ved at insistere på at han ikke udgjorde nogen fare for sin hustru.

Hanks telefonsvarer afspillede den femte besked som var magen til de fire der gik forud. ”Dette er et opkald på modtagerens regning fra en afsoner i Coastal State Prison. Tast 1 hvis De ønsker at tale med afsoner –”

Lena pressede en hånd mod bardisken for at holde sig på benene. Hun lod maskinen spille videre, og hendes hals føltes som om hun havde slugt glas.

Fem gange blev den samme besked afspillet, og fem gange hørte hun hans stemme. Hun kunne ikke lade være. Hun lyttede til den næste også og den næste igen. De var alle ens. Alle optagelserne gengav den hårde, følelseskolde stemme der virkede lige så død som computerens.

Et ettal blinkede på maskinens display da den sidste besked blev afspillet.

”Dette er et opkald på modtagerens regning fra en afsoner i Coastal State Prison. Tast et hvis De ønsker at tale med afsoner –” Lena holdt vejret og håbede at det ville være anderledes denne gang, at det hele var en form for syg vittighed.

Det var det ikke.

Højttaleren gengav hans stemme perfekt og afspillede den langsomme, selvsikre kadence i hans tonefald når han udtalte ordene.

”Ethan Green.”

Lena flåede maskinen løs fra ledningerne og kylede den ind i væggen.