FEMTEN

HJEMME I GRANT COUNTY HAVDE SARA en assistent eller en diener som bistod hende med de mindre glamourøse dele af en obduktion. Carlos holdt styr på de kirurgiske redskaber, katalogiserede vævsprøver og deslige, tog sig af røntgenfotograferingen, ryddede op i det betragtelige roderi og sørgede i det hele taget ved sin tilstedeværelse for at gøre Saras arbejde meget nemmere. Han tog notater, vejede organer og – det vigtigste af alt – udførte et hverv der blev kaldt ”tarmskylning” og som gik ud på at stå over en vask og presse indholdet ud af tarmene så det kunne blive vejet og undersøgt. Dette job var lige så afskyvækkende som det lød til, og at kunne overlade det til en anden var en gave fra himlen.

Ordet ”diener” var tysk og betød ”tjener”, men Sara havde altid betragtet Carlos som sin assistent og et vigtigt tandhjul i maskineriet. Hvis hun nogensinde havde tvivlet på hans værdi, så var hans fravær nu en barsk påmindelse. Selv Jeffrey der havde gjort sit bedste dagen før, var bedre end at arbejde alene. Fra det øjeblik hun åbnede døren til kølerummet og så Boyd Gibson ligge med ansigtet nedad på en båre, havde hun vidst at hendes dag ville blive lige så lang som den ville blive vanskelig.

Med en højde på en meter og firs kunne man ikke kalde Sara for lille, men hun havde nær smadret sin ryg under arbejdet med at få Gibson manøvreret over på stålbordet. Den døde mands krop var massiv som en mursten og bestod af lige dele muskler og fedt. Han var kraftigt bygget og havde en skikkelse som hendes far ville have kaldt en ”brandhane”, men ved skiftevis at skubbe og trække lykkedes det hende at få liget ud af den sorte plasticsæk og op på bordet uden at skubbe til kniven der stak ud af hans ryg.

Efter at have taget røntgenfotos til at dokumentere knivens position, kørte Sara liget tilbage til lighusets største lokale hvor hun målte og vejede det. Så tog hun fat på mandens tøj og sko. Hans gummisko var løst snøret og sikkert omkring et år gamle. Hans jeans og undertøj var nyere, men ikke meget. Hun fandt hans tegnebog med det meste af det forventelige indhold lænket til en af buksestropperne. I hans livrem sad en læderskede med et præget mønster magen til det på selve dolkens benskæfte. Motivet var ikke lige Saras smag: et jagtsceneri med to hunde der jog fasaner ud af en skov.

Efter at have sikret sig at hullet i skjorten passede i størrelse og form med hullet i Gibsons ryg, skar hun omhyggeligt skjorten af og tog fotos undervejs. I betragtning af hvor primitivt obduktionslokalet var, var digitalkameraet overraskende sofistikeret. Jeffrey havde stået for fotograferingen dagen før, men hun vænnede sig hurtigt til at bruge kameraets mange faciliteter. Makrozoomen var bedre end på det kamera hun betjente sig af derhjemme, og den store lcd-skærm på bagklappen gjorde det nemt at bladre i de fotos hun havde taget for at sikre sig at hun havde fået præcis hvad hun var ude efter.

Hun tog et par billeder af tøjet der lå på den avis hun havde bredt ud i et hjørne af arbejdsbordet, og gik så i gang med at lede efter spor. Bortset fra noget jord og et par hår der så ud til at stamme fra den døde selv, fandt Sara intet bemærkelsesværdigt på Boyd Gibsons tøj. Også hans gummisko af mærket New Balance var mudrede, men tilsyneladende uden spor af nogen art. Hun puttede alligevel alle genstandene i plasticposer og katalogiserede dem, og hun var særligt omhyggelig med at notere indholdet i mandens tegnebog: et kørekort udstedt til Boyd Carroll Gibson, syvogtredive år, et Delta SkyMiles American Expresskort, et Bank of Elawah Visakort, to fotografier af et par hunde, hvide med grå prikker, der sad ved bredden af en bæk, og fem dollars i kontanter. Enten var Boyd Gibson en overordentligt sirlig mand, eller også havde en eller anden været i hans tegnebog før Sara. Hun gjorde et notat for at minde sig selv om at hun skulle nævne dette forhold for Jeffrey.

Hun tog kameraet igen og fotograferede den nøgne krop med mange nærbilleder af området omkring kniven – Lenas kniv. Da Sara så våbnet første gang aftenen før, havde hun omgående vidst hvem den tilhørte. Udtrykket på Jeffreys ansigt havde bekræftet hende i det. Hun kunne se på ham at han ikke havde lyst til at delagtiggøre hende i oplysningen, ikke ville indrømme at Lena var mere end en passiv tilskuer til det roderi som de var blevet blandet ind i.

Og hvad med Hank? Der skulle i hvert fald to mennesker til at kaste Boyd Gibsons lig ind gennem motelvinduet. Sara havde kun mødt Lenas morbror et par gange, men så vidt hun huskede, var Hank Norton en spinkel mand og ikke særligt høj. Hvis han ikke var Lenas medskyldige, hvem var så? Det var udelukket at Lena skulle kunne gøre det alene.

Eller måske havde hun slet ikke gjort det. At kniven tilhørte Lena, betød ikke at det var hende der havde stukket manden ned. Sara måtte være åben for alle muligheder. Hun kunne ikke gå i gang med obduktionen med forudfattede meninger; det ville gøre hende blind for andre muligheder.

Sara lænede sig ind over Gibsons lig for at tage et billede helt tæt på stiksåret. Hun rynkede panden da hun lagde mærke til en uoverensstemmelse mellem knivsbladets bredde og sårets størrelse. Skæftet på Lenas kniv sad i en næsten ret vinkel på liget – med en svag hældning opad og måske et par centimeter mod venstre hvilket antydede en højrehåndet drabsmand der var kommet bagfra og havde stukket kniven ind i hjertet. Men sårets aflange form indikerede at kniven var trængt ind oppefra i en meget skarpere vinkel. Lena var højrehåndet, men hun var kun godt en meter og tres høj. Enten var kniven blevet skubbet under transporten, eller også havde Lena stået på en stige for at stikke ham ned.

Sara kendte Elawahs sherifkontor og var parat til at vædde med at kniven var blevet skubbet under transport af liget. Hun gjorde et notat om at hun skulle spørge Jake Valentine om det. Forskellen på knivsblad og sår var ligesådan en detalje som en forsvarsadvokat ville elske. Sara måtte være meget specifik med hensyn til hvordan hun beskrev såret i sine notater, hvis dette skulle ende i retten. Ellers ville hun komme fuldstændig til kort.

Men på den anden side havde Saras netop overståede afhøring i lægesjusksagen bevist at uanset hvor grundig man var, uanset hvor omhyggeligt man forberedte sig, var der altid en grådig sjakal af en advokat der kunne forvrænge ens ord så de passede til et bestemt formål.

Sara mumlede et par eder om advokatstanden før hun fortsatte med sin undersøgelse af ligets ydre.

Hun fandt et par snitsår og afskrabninger på håndfladerne, højst sandsynlig stammende fra en rutsjetur ned ad skrænten ved bækken uden for Hanks værtshus. Brandmærkerne på mandens arme var ikke bemærkelsesværdige og ville bestemt ikke kunne true hans liv medmindre der stødte en radikal infektion til. Det afsvedne hår ville være vokset ud på et par måneder, øjenvipperne på nogle uger. Ganske overraskende havde Gibson kun en enkelt tatovering, det grimme, røde hagekors som Jeffrey havde nævnt om natten. Den slags fyre plejede ellers at være lige så dekorerede som en graffitimur. Sara pressede en lille metallineal mod tatoveringen med den ene hånd og holdt kameraet med den anden for at dokumentere størrelse og detaljer.

Hun holdt inde og lagde kameraet fra sig for at skrive flere notater og ønskede endnu en gang at Jeffrey havde været der til at speede tempoet op. De havde udviklet en rytme da de arbejdede sammen dagen før, og hun ville gerne have haft ham her i dag så hun kunne drøfte sine observationer med ham. Gibson havde en række gamle ar på kryds og tværs over ryggen som fik Sara til at tænke på at han på et tidspunkt var blevet pisket med et bælte eller noget tilsvarende. Langs hans højre lår var der et langt, hvidt ar der så ud til at stamme fra et gammel, åbent knoglebrud.

Timeren på røntgenfremkalderen summede som tegn til at filmene var færdige, og Sara satte billederne fast på den ældgamle lyskasse ved siden af døren for at studere dem. Mørke linjer fortalte historien: spor efter en gammel spiralfraktur i den venstre underarm og gamle brud på ribbenene i den ene side bagpå. Kraniet havde gamle, helede brud hen over suturlinjen. Der var tegn på fraktur af lårbensknoglen, mindst ti år gammel. Hvis Sara skulle komme med et kvalificeret gæt, ville hun sige at Boyd Gibson var blevet slemt mishandlet som barn.

Hun vendte sig om mod liget og kunne ikke undertrykke sin medlidenhed med manden. Hvor mange røntgenoptagelser fra obduktioner præcis som disse havde hun set i Grant County? Det var meget sjældent de obducerede en død kriminel som ikke havde spor efter vold i barndomsårene. Som børnelæge kunne hun ikke lade være med at tænke på de voksne der havde omgivet Boyd Gibson i hans første år. Hvordan var det lykkedes ham at skjule så grel en mishandling for sine lærere, sin læge, sin præst? Hvor mange gange havde Gibsons mor eller far brugt undskyldninger som klodsethed eller drenges dumdristighed til at dække over sønnens brækkede knogler og hjernerystelser? Hvor mange voksne havde ignoreret beviserne som de kunne se med deres egne øjne, og troet på forældrenes udflugter?

Selv om mishandling i barndommen bestemt ikke kunne undskylde en voksens handlinger, så kunne Sara ikke lade være med at tænke på om Boyd Gibson mon også ville være endt på bordet foran hende hvis han havde haft en lykkelig barndom.

Der var selvfølgelig masser af mennesker i verden der havde haft det endnu værre og alligevel ikke var endt som nazistiske narkohandlere. Eller som drabsofre på et stålbord.

Havde Lena udført dette frygtelige drab? Havde hun stukket denne mand i ryggen? Sara kunne ikke se det for sig af den samme grund som hun ikke kunne se Lena brænde nogen levende. Hun var en hidsig kvinde, ja, men hvis Lena Adams slog nogen ihjel, ville hun se dem i øjnene mens hun gjorde det.

Det ville ikke være meget værd i en forsvarstale, men sandheden var tit mærkelig.

Sara rettede atter sin opmærksomhed mod drabsvåbenet. Der var gråt støv på skæftet, hvilket sagde hende at Jake Valentine allerede havde fået det tjekket for fingeraftryk. Tilsyneladende uden at finde nogen. Lena ville vide at hun skulle tage handsker på eller tørre fingeraftryk af våbenet. Var det da hun gjorde det at hun havde skubbet til knivens vinkel?

Sara zoomede ind med kameraet for at se om der alligevel var rester af aftryk som sheriffen havde overset. Da detaljerne trådte frem på lcdskærmen, sløredes hendes blik, og hun så væk et øjeblik for at klare øjnene.

”Vent lige lidt,” sagde hun selv om hun var den eneste der kunne høre det. Da hun så væk, havde hun fået øje på noget andet. Tre små, runde blå mærker bag på den døde mands arm. En person med mange kræfter havde grebet så hårdt fat om Gibson at det havde lavet mærker på huden. Sara kunne se på farven at det var sket umiddelbart før Gibson døde.

Hun pressede linealen mod huden under mærkerne og tog fotos fra forskellige vinkler. Derefter gennemgik hun liget centimeter for centimeter og søgte efter andre mærker hun måske havde overset.

Da Sara mente at hun havde gjort det så godt hun kunne, tog hun handskerne af og løb igennem sine notater for at sikre sig at intet kunne misforstås. Fra det øjeblik Sara gik ind i et obduktionslokale, havde hun altid i baghovedet at alt hvad hun gjorde, kunne blive genstand for dissekering i retssalen. Oven på sagsanlægget fra Jimmys forældre følte hun sig dobbelt paranoid.

Hun blev ved med at vende tilbage til kniven og ikke fordi det var Lenas – en kendsgerning som hun ugenert udelod fra sine notater – men fordi såret stadig bekymrede hende.

Sara tog sine læsebriller af og gned sine øjne. I modsætning til dagen før var værkstedet ved siden af lighuset fuldt af aktivitet, luftkompressorer brummede og tændtes og slukkedes, og udstødningsgasser sivede ind i obduktionslokalet. Hun var ikke glad for at lugten fra værkstedet var så påtrængende, ikke kun fordi det havde givet hende hovedpine, men fordi en obduktion handlede om andet og mere end det man så med øjnene. Bestemte lugte fra et lig kunne pege på alt muligt fra diabetes til forgiftning.

Sara tog sine sikkerhedsbriller og et par friske gummihandsker på og gik hen til bordet midt i lokalet. Med en tyk kanyle udtog hun prøver af blod og urin fra liget og forsynede prøveglassene med etiketter. Med foden skubbede hun en lille skammel hen til bordet, så hun kunne stå hævet over liget. Da hun var på plads, stemte hun sin højre hånd mod Gibsons ryg og tog fat om knivskæftet med den venstre. Hun skulle lige til at trække kniven ud da der blev banket på døren.

”Hallo?” spurgte en mand og gik uindbudt ind i lokalet. Han så Sara der stadig stod med kniven i hånden, og udstødte en sagte fløjten. ”Du er forhåbentlig ved at tage den ud, ikke omvendt.”

Sara gav slip på knivskæftet. ”Kan jeg hjælpe med noget?”

Manden sendte hende et hurtigt frittesmil der afslørede et regelmæssigt geled af små, firkantede tænder. Han holdt hånden ud, men fortrød og lod den falde. ”Fred Bart,” sagde han. ”Du har passet mit arbejde for mig.”

Sara trådte ned fra skamlen. Hun var mindst tredive centimeter højere end manden, og der var et eller andet ved ham der omgående bød hende imod. Alligevel undskyldte hun. ”Ja, undskyld. Sheriffen spurgte mig om –”

Han udstødte et højt latterbjæf. ”Jeg laver bare sjov, skat. Bare rolig.”

Sara var vokset op i sydstaterne og var tit blevet kaldt skat eller smukke eller endda baby. Hendes bedstefar kaldte hende prinsesse, og postbudet kaldte hende stump, men på en eller anden måde var det lykkedes for alle disse mennesker at gøre det på en sød måde uden at lyde nedladende; hun sendte dem endda kort til jul og fødselsdag og underskrev med de gammelkendte navne. Når det var sagt, var der en hårfin grænse mellem de mænd der kunne slippe af sted med at kalde én den slags, og dem der ikke kunne. Fred Bart i det billige, stramme jakkesæt og spejlblanke hyttesko hørte helt afgjort til den sidste kategori.

”Det glæder mig at møde dig,” sagde Sara og anstrengte sig for at være høflig. ”Jeg var netop ved …” Hun tav da Bart samlede hendes notesblok op fra bordet. ”Hov, de notater er ikke færdige.”

”Det er helt fint, skat. Jeg tror godt jeg kan tyde dem.” Han begyndte at læse, og Sara kæmpede med trangen til at rive blokken ud af hånden på ham. I stedet satte hun hænderne i siden og ventede mens hun rettede en laserstråle af afsky mod mandens halvskaldede isse. De hårtjavser han endnu havde over ørerne, havde et unaturligt udseende, og efter et grundigt studium konkluderede hun at han farvede håret med Grecian Formula.

Bart var mindst ti år ældre end Sara og en af den slags mænd der aldrig ville tilgive verden at han var begyndt at tabe sit hår da han var i tyverne. Hun fik indtryk af at han også var den type der bebrejder andre mennesker en masse ting som han fandt forkert ved sig selv. Hun skævede til hans hænder for at se om der var en vielsesring og blev glad da hun så at der i det mindste ikke så ud til at være en kvinde der måtte finde sig i hans geskæftige, bedrevidende facon.

Da han endelig var færdig med at læse i hendes notater, sendte han hende et hurtigt smil og lagde blokken hvor han havde taget den. Hun forventede mindst én syrlig kommentar til sine skriverier, men det eneste han sagde, var: ”Har du brug for hjælp til noget her?”

”Jeg tror jeg klarer det.”

Bart tog et par handsker ud af kassen. Han trak dem på mens han sagde: ”Jeg kan i det mindste hjælpe dig med at få den kniv ud. Jeg ved ikke om du har været ude for sådan et tilfælde før, men de har det med at sidde godt fast hvis man venter længe med at få dem ud.”

”Jeg klarer det, ellers tak,” sagde Sara, som ikke lige kunne finde en god måde at fortælle tandlægen på at hun vidste hvad hun foretog sig. Det skulle da lige være at rive hans hoved af og smide det ud ad vinduet.

”Det er helt okay,” svarede han og trådte op på skamlen som Sara netop var trådt ned fra. Han tog fat om kniven med begge hænder og sendte hende et spørgende blik. Da hun ikke bevægede sig, sagde han: ”Jeg kan ikke gøre det her hvis du ikke holder ham nede, skat.”

Hun blev pludselig opmærksom på at hun stod med hænderne i siden og sammenrimpet mund og sikkert fuldstændig lignede stereotypen på den rødstrømpebitch som Fred Bart højst sandsynligt brugte som forklaring på hvorfor hans veludviklede charme ikke virkede på kvinder.

Sara pressede hænderne mod ligets ryg, og Bart trak i kniven. Hun lagde mærke til hvor let muskelvæv og bindehinder gav slip på knivsbladet.

Det gjorde Bart åbenbart også. ”Det gik meget nemt,” sagde han og lod kniven falde ned i stålbakken ved siden af liget. ”Er der fundet nogen fingeraftryk?”

”Det må du spørge sheriffen om. Jeg står kun for obduktionen.”

”Du må nok hellere selv tjekke,” foreslog han og trak latexhandskerne af. ”Jeg har set eksempler på at lille Jake ikke altid lever op til hvad man kan forvente på det retstekniske område.” Han smed handskerne i skraldespanden og tog en pakke cigaretter frem.

”Jeg vil helst ikke have at du ryger herinde.”

Han stak cigaretten i munden og lod den dingle dér mens han talte. ”Er du sådan en af de her røgnazister?”

Sara studsede over hans ordvalg i betragtning af at den døde foran dem havde et rødt hagekors på armen. ”Jeg vil bare helst ikke ha’ at du ryger,” svarede hun roligt.

Han sendte hende endnu et smil og gjorde et stort nummer ud af at tage cigaretten ud af munden og putte den tilbage i pakken – alt sammen for hendes skyld. ”Nå, hvad har du fundet? Noget interessant?”

Sara tog kameraet for at fotografere såret i den døde mands ryg. ”Ikke endnu.”

”Du er børnelæge, ikke?”

”Jo.” Hun følte behov for at tilføje: ”Jeg er også retsmediciner.”

”Jeg troede ikke folk havde råd til at være læger mere.” Bart udstødte en tør latter, og Sara vidste ikke om hun var overfølsom, eller om manden kendte til sagsanlægget. Hvis han gjorde, måtte han have udført en del gravearbejde for at finde ud af det; nej, hun var sikkert bare paranoid. Efter hvad hun havde været igennem det sidste par dage, regnede Sara med at hun havde en undskyldning.

Bart gik rundt om liget og standsede ved tatoveringen. ”Selvfølgelig,” sagde han. ”Jeg havde en af de her klovner i sidste måned. Han væltede en telefonpæl ude på Highway 16. Strejfede en familie i en stationcar i samme ombæring.” Han så hurtigt op. ”De klarede det alle sammen. Småskrammer.”

Sara blev klar over at hun måske ville kunne få nogle oplysninger ud af ham hvis hun trådte forsigtigt. ”Er skinheads et problem her?”

Bart trak på skuldrene. ”Metamfetamin er et stort problem, og skinheads og meth hører sammen. Men det er jo held i uheld for mig, må man sige.” Sara må have set forvirret ud for han uddybede: ”Jeg er tandlæge. Det var jeg da sikker på Jake havde fortalt dig.” Han lagde armene over kors på brystet, og skuldrene på hans billige jakkesæt blev skubbet op til ørerne. ”For ti år siden var jeg heldig hvis jeg havde en enkelt rodbehandling om måneden. Nu laver jeg to eller somme tider tre om ugen. De kommer fra hele countyet og somme tider udefra. Kroner, broer, plastfyldninger. Det er et rent boom.”

Sara havde set hvad meth kunne gøre ved menneskers tænder. De fleste misbrugere mistede deres tænder i løbet af det første år.

”Det er big business,” sagde Bart. ”Men jeg sagde gerne farvel til det hele hvis jeg kunne slippe for at se flere unge mennesker blive afhængige af det lort.” Han rødmede. ”Undskyld min sprogbrug, ma’am.”

Sara vidste ikke om det var hans undskyldning eller hans åbenlyse forlegenhed der gjorde udslaget, men hun kunne mærke at hun hadede ham lidt mindre nu.

Bart sagde: ”Lad mig hjælpe med at vende liget om.”

Sara var stadig ikke meget for at tage imod hans tilbud, men hun måtte indrømme at hun ikke havde nydt at bugsere Gibson over på bordet. Hun tog endnu et par fotos og ventede på at Bart skulle få handsker på igen. Han tog hoved og skuldre, og Sara tog fødderne. Hun godtede sig lidt over tandlægens forpustede anstrengelser med at bakse med den tunge døde mand da de rullede Gibson om på ryggen. Det gav hende også lidt at tænke over: Når de havde sådan et mas med at vende liget om, så måtte det have krævet et par temmelig muskelsvære mænd at kyle ham ind gennem en vinduesrude.

Hun sagde: ”Stor fyr, hva’?”

Bart trak på skuldrene, men hun kunne se en sveddråbe løbe ned ad kinden på ham. ”Jeg har set dem der var værre.”

”Det kan jeg forestille mig.”

Hun så glimtet i hans øjne da han registrerede bemærkningen og sikkert spekulerede over om hun talte ned til ham. Sara lod ham spekulere og var lige ved at plirre med øjenvipperne da hun svarede: ”Tak for lån af dine muskler.”

Instinktivt rakte han ud efter sine cigaretter, men tog sig i det. ”Jeg kan se du har fundet ud af at betjene Bertha.” Han pegede på røntgenoptagelserne. ”Jeg be’r ustandselig countyet om at få et nyt apparat, og de siger ustandselig nej.”

”Det tjener sit formål,” sagde Sara. Hvis man så tilstrækkelig med tv, kunne man godt få det indtryk at alle politistationer rådede over det sidste nye inden for retsteknisk materiel. Realiteterne var at intet laboratorium i landet havde råd til at bruge de millioner og atter millioner af dollars der skulle til for at leve op til standarden i en gennemsnitlig tv-serie. Den smule udstyr staten havde, var meget efterspurgt, og somme tider tog det et år at få svar på prøveresultater.

Bart stod stadig og studerede Boyd Gibsons røntgenbilleder. Han udstødte en sagte fløjten. ”Ikke nogen idyllisk barndom, hva’?” Han lod fingeren glide langs en tynd streg over et nøgleben. ”Grimt brud, det dér.”

”Kendte du ham?”

Bart vendte sig om, og for første gang siden han var kommet ind i lokalet, så han rigtigt på hende. ”Ja,” sagde han i et tonefald der var fuldt af bedrøvelse. ”Hans mor plejede at komme med ham. Hun var altid smadret.” Han pegede på sit ansigt, og Sara blev klar over at han mente at hun også fik tæv. ”Jeg så aldrig noget på Boyd eller hans bror – han har en storebror – men jeg ringede tit til sheriffen om Ella. Det hed hun.” Han vendte ryggen til Sara og studerede filmene igen, eller måske ville han bare ikke have at hun så hans ansigt. ”Hun var alle tiders dame. Stilfærdig, respektfuld, dygtig til at lave mad. Alt det man gerne vil have ens kone er. Men det er nok ikke tilstrækkeligt for alle mænd. Grover var i al fald ikke tilfreds.”

Sara ventede et øjeblik for at være helt sikker på at han var færdig før hun spurgte: ”Hvad gjorde sheriffen når du meldte det?”

”Det var dengang Al var sherif,” sagde Bart og vendte sig igen. ”Al var god nok, men dengang kunne man ikke sigte en mand hvis ikke konen var parat til at vidne, og Ella ville ikke sige et ondt ord om Grover. Ikke fordi hun havde nogen følelser tilbage for ham, men hun vidste hvad han ville gøre ved drengene, og hun kunne jo heller ikke bare sådan lige få et job og forsørge dem alle sammen.”

”Er hun stadig sammen med ham?”

”Nej,” sagde han og så ned på sine fødder. ”Kræften tog hende da Boyd var omkring ti, måske elleve. Jeg så ikke meget til ham efter den tid. Grover var ikke den der brugte penge på tandrensninger når han lige så godt kunne købe sprut for dem.” Han pegede på liget. ”Men jeg har selvfølgelig set en del til ham på det seneste.”

”Hvordan kan det være?”

Bart så hen på Gibsons underarme hvor nålemærker arrede huden. De var temmelig helede og mindst fire til seks måneder gamle. Gibson var også kraftig, og meth-brugere var som regel ekstremt tynde.

Hun sagde: ”Han ser ikke ud til at have taget noget for nylig.”

”Nej, han har været clean et stykke tid.” Bart trak på skuldrene. ”Det er ikke usædvanligt at de holder op i en måneds tid eller måske et år. Så sker der et eller andet, og de ryger tilbage på nålen inden de kan nå at tælle til fem.”

”Var det sådan det skete for Boyd?”

Bart svarede ikke rigtig på spørgsmålet. ”Han kom for et halvt års tid siden. Han havde ikke penge til det han ville have lavet, men jeg sørgede for at han fik en betalingsordning. Han havde frygtelige smerter. Hele hans mund var inficeret. Han ville have mistet de sidste tænder hvis jeg ikke havde gjort noget.”

”Jeg så godt broen,” sagde Sara og pegede på røntgenoptagelsen af ligets tænder. Hun havde ikke undersøgt Gibsons mund endnu.

Bart så på billedet. ”Det er ikke så slemt som det kunne have været.” Han sendte hende et hurtigt smil. ”Du må se mere af den slags end mig.”

”Hvad mener du?”

”Ubemidlede.” Han udtalte ordet med en skarp klang, men Sara kunne ikke afgøre om det var af foragt eller medlidenhed. ”De stiller på klinikken, og man ved at man ikke kan sende dem væk, for det var ikke derfor man læste på universitetet i sin tid.”

Sara nikkede og trak på skuldrene samtidig; hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun nærede intet ønske om at føre en lang samtale om offentlig sygesikring med denne mand.

”Nå.” Bart skævede til sit ur som om han lige var kommet i tanker om en aftale. ”Jeg ville bare lige sikre mig at du følte dig hjemme. Giv mig besked hvis der er noget du mangler, ikke?”

”Tak,” sagde Sara, og hun mente det oprigtigt indtil hans ansigt fortrak sig i det hurtige frittesmil.

”Pas nu godt på sig selv, smukke. Det ville være noget skidt hvis du blev rodet ind i noget af alt det her.”

Hun kunne mærke sit eget smil stivne. ”Tak,” sagde hun igen, men Fred Bart var allerede gået.

Sara så tilbage på den døde mand der lå på bordet, som om han måske havde en eller anden skarpsindig kommentar til det der lige var sket. Så tog hun handskerne af og løb igennem sine notater. Hun fandt den rigtige side og skrev at Fred Bart havde assisteret hende med udtagning af kniven. Hun noterede også at det havde været nemt at trække kniven ud af såret. Bart havde ret med hensyn til én ting; det var rigtigt at et knivsblad ofte satte sig fast enten på grund af koaguleret blod eller fordi vævet stivnede omkring metallet.

Hun skubbede det om i baghovedet mens hun fortsatte den ydre undersøgelse, fotograferede de helede ar der indikerede brug af kanyler, og gjorde et par notater vedrørende nogle skrammer på forsiden af skinnebenet. Gibsons mund stod allerede åben, og broen der sad i det område hvor han havde mistet fortænderne, var nem at tage ud. Selv om Sara ikke var meget for det, måtte hun indrømme at Barts arbejde var i orden. Gummerne var næsten fuldstændig helet, og der så ikke ud til at være tegn på at broen ikke havde passet.

Sara tjekkede uret og spekulerede over hvad der opholdt Jeffrey og Jake Valentine. Det var meningen at de skulle køre Boyd Gibsons far ind til byen så han kunne identificere liget, men det var over to timer siden at de var kørt. Jake havde jo allerede identificeret Boyd Gibson, men hun vidste af erfaring at familier i almindelighed havde brug for at se liget for at erkende dødsfaldet.

Hun ringede til Jeffreys mobiltelefon, men han tog den ikke. Hun lagde en besked til ham, men da der var gået tyve minutter uden at han havde ringet tilbage, besluttede hun at gå i gang med den indre undersøgelse. Hun kunne altid dække liget til når Gibsons far kom, og på den måde skåne ham for de mere blodige aspekter af hans søns død.

Hun tog et nyt sæt handsker og gik tilbage til bordet hvor hun tog skalpellen og begyndte at lægge det Y-formede snit. Hjemme i Grant var der en mikrofon over bordet som hun kunne diktere til, så hun kunne ikke lade være med inde i sit hoved at fortælle om alt hvad hun gjorde; så da hun åbnede ligets brystkasse eller undersøgte lungehinden, hørte hun en lille stemme for sit indre øre som et ekko af sine handlinger.

Hun fulgte knivstikkets vej ind til hjertet og fandt præcis hvad hun havde forudset. Bladet havde gennemboret den venstre, bageste thorakalvæg og var trængt ud gennem den forreste, hvilket havde medført næsten øjeblikkelig død. Hun standsede her og tog nogle flere notater, fotograferede og målte dybden af knivstikket, hvorefter hun lavede sin egen tegning af det hun havde fundet.

Selv om hjertet ikke havde være gennemboret af et knivsblad, var det alligevel i dårlig form. Det var forstørret på grund af Gibsons vægt, og de store arterier var allerede mærket af begyndende forfald. Hvis kniven ikke havde dræbt ham, ville hans dårlige vaner have sikret at han aldrig blev en gammel mand.

Selv om dødsårsagen var åbenlys for enhver, fortsatte Sara obduktionen med pertentlig omhyggelighed, vejede og dissekerede organerne og tog vævsprøver. Boyd Gibsons sidste måltid havde været magen til det Jeffrey og Sara havde spist aftenen før: pizza. Så vidt hun kunne se, foretrak han pepperoni, men han havde valgt at spise en sund salat for at skabe balance i regnskabet. Måske havde han røget mens han spiste. At dømme efter lungernes farve og forstørrede luftrum havde Gibson været storryger. Sara fandt det derfor mærkeligt at han ikke havde cigaretter i nogen af sine lommer.

Hun gjorde et notat om dette og tog flere fotos og lavede så mange tegninger at hun fik krampe i hånden. Hendes hang til detaljer gik ud over hende selv. Da urviserne passerede tolv, var hendes fødder ved at tage livet af hende, og hendes ryg føltes som om hun havde sovet i en papkasse.

Og Sara havde ærligt talt aldrig været kunstner. Hendes skitser lignede et psykotisk børnehavebarns tegninger.

Hun tildækkede liget og satte sig, og hendes halshvirvler lavede en række skarpe knæklyde da hun så op på loftet i håb om at lindre den ømhed der var resultatet af at hun havde set ned de sidste to timer. Hun var netop begyndt at give sig selv lov til at være bekymret for Jeffrey da hun hørte en bil standse udenfor.

Jake Valentine åbnede døren og bankede på samtidig. ”Undskyld forsinkelsen,” sagde han med et smørret grin i ansigtet. Han havde et stykke toiletpapir stukket op i næsen. Næseryggen var hævet, og en fingerbredde af huden under hans venstre øje var ved at blive blå.

Sara rejste sig alarmeret. ”Hvor er Jeffrey?”

Inden hun havde talt færdig, kom han ind bag ved Valentine og lukkede døren efter dem.

”Der var lidt ballade,” forklarede Jeffrey. Han havde det samme smørrede grin på som sheriffen; som om de lige havde haft det rigtig sjovt sammen.

”Hvordan – ballade?” Sara havde det som om hun talte til to uartige børn, og Jeffreys latterudbrud gjorde ikke noget for at ændre på indtrykket.

Valentine lo også, selv om hun kunne se på tårerne i hans øjne at det gjorde ondt. Han sagde: ”Grover blev ikke ligefrem glad for at se mig.”

Jeffrey forklarede: ”Han stak Jake en knytnæve i fjæset så snart han åbnede døren.”

Sara lagde mærke til at Jeffrey omtalte sheriffen ved fornavn nu. Kun to strissere kunne blive så gode venner fordi én af dem fik et par på tæven.

Valentine sagde til Sara: ”Det var heldigt at du sagde jeg skulle tage ham med i morges. Hvis han ikke havde været der, ville jeg sikkert have ligget på det dér bord nu.”

”For fanden,” sagde Jeffrey. ”Det ville vi nok begge to hvis du havde spændt ben for det gamle fjols.”

Sara modstod en trang til at himle med øjnene. ”Jeg går ud fra at mr. Gibson så ikke kommer ind for at foretage en formel identifikation?”

Valentine forklarede: ”Han var ikke specielt sønderknust over at høre at hans søn var død. De var ikke ligefrem gode venner.” Han trak på skulderen og lukkede en anelse alvor ind i sin stemme. ”Måske rammer det ham når han bli’r ædru.”

Jeffrey blev også alvorlig og sagde til Sara: ”Han var helt ude af kontrol. Vi lagde ham i håndjern og tog ham med til stationen så han kan sove den ud. Det så ikke ud til at være første gang han var der.”

”Nej,” tilføjede Valentine. ”Og det er sikkert heller ikke den sidste.”

”Jeg har taget en hel del fotografier af hans ansigt,” sagde Sara. ”Dem kan I vise hans far. Det gør måske det hele lidt lettere.”

Jeffrey spurgte Sara: ”Har du fundet noget?”

”Egentlig ikke.” Hun tog drabsvåbenet op af stålbakken og lagde det på et ark brunt papir for at fotografere det. Det var første gang hun havde set rigtig på hele klingen og skæftet. Da hun gjorde det nu, lagde hun mærke til to ting ved kniven: Klingen var smal, ikke mere end godt en centimeter bred, og mindst ti centimeter lang. Men – vigtigere endnu – i modsætning til de fleste foldeknive Sara havde set, var der ingen takker. Klingen var glat på den ene side og skarp på den anden.

Valentines mobiltelefon ringede, og de første strofer til ”Dixie” fyldte lokalet. Han så på displayet og sagde: ”Hvis I lige vil undskylde mig et øjeblik.”

Sara ventede indtil døren var lukket, før hun tog kameraet og bladrede gennem fotografierne.

Jeffrey spurgte: ”Har du ringet til sygehusene for at høre om Lena eller Hank er blevet indlagt?”

”Der er tre inden for en radius af firs kilometer,” sagde hun mens hun studerede fotografierne. ”De er ikke på nogen af dem.”

”Det er vel godt nyt,” sagde han, men hun kunne høre at han var skuffet. Hvis Lena havde været indlagt på et hospital i aftes, var det udelukket at det kunne være hende der havde myrdet Boyd Gibson.

Sara fandt det foto hun var ude efter. ”Jeg tror det her kan gøre dig i lidt bedre humør.”

”Hvad er det?”

”Se på såret,” sagde hun og fandt den serie nærbilleder hun havde taget. ”Det er forrevet forneden og foroven. Jeg vidste at der var noget der ikke stemte.”

Jeffrey så på kniven på bordet og derefter på kameraets lcd-skærm. Han vidste tydeligvis ikke hvor hun ville hen med det, men sagde alligevel: ”Okay.”

”Kniven – den her kniv” – hun pegede på Lenas kniv på bordet – ”ville have lavet et sår med en V-formet underside og en lige kant foroven. En kniv med savtakker laver et forrevet mønster i huden. Både den øverste og nederste del af såret i Boyd Gibsons ryg har forrevne kanter.”

Han nikkede. ”Bedømt ud fra såret har den kniv der dræbte Gibson, været dobbeltægget og haft savtakker på begge sider.” Hun kunne høre ophidselsen i hans stemme. Statistisk set blev de fleste knivmyrdede dræbt af énæggede, takkede knive fordi det var det der lå lige for i køkkenskuffen. Sara havde aldrig været ude for en tveægget, savtakket kniv og da slet ikke for et sår efter én. Hvis der var en person et sted i Elawah County med sådan et våben, var han højst sandsynlig drabsmanden.

Jeffrey trommede med fingrene i bordet mens han tænkte over det nye spor. ”Det er sikkert en specialfremstillet kniv. Måske en militærdolk som ikke er i fri handel. Den er garanteret helsmedet og har sikkert håndlavet skæfte der matcher skeden … Hvor langt vil du mene bladet har været?”

”Mindst femten centimeter, og at dømme efter såret vil jeg mene at det er omkring tre centimeter bredt, ikke over tre en halv.” Hun pegede på Gibson. ”Prøv at se hvor stor han er. Hans brystkasse er enorm, hans hjerte er forstørret. Jeg har fundet indgangs- og udgangssår gennem venstre hjertekammer.” Hun pegede på Lenas kniv igen. ”Den klinge dér kunne måske nok være nået igennem bagsiden af hjertet, men den ville aldrig kunne gå hele vejen igennem og ud af forsiden. Den er simpelt hen ikke lang nok – hele kniven er tyve centimeter lang fra spidsen til enden af skæftet.”

”Der må være en lokal mand som laver de knive.” Han kunne ikke få smilet af ansigtet. ”Med skæftet ville en kniv med femten centimeter blad nærme sig femogtyve centimeter i det hele. Den fyr vi så uden for hospitalet, havde en stor dolk i bæltet. Han lagde den fra sig i bilen inden han stod ud.”

”Det er ikke usædvanligt at mænd går med kniv,” påpegede Sara. ”Min far har en i livremmen når han arbejder.”

”Men sidste gang jeg så din far, havde han ikke et stort, fedt hagekors tatoveret på armen,” svarede Jeffrey. ”Hvem der end har gjort det her, har forsøgt at kaste skylden på Lena. Det er ikke så mærkeligt at hun valgte at stikke af.”

”Eller måske var han bare glad for sin kniv og ville ikke af med den.” Hun gik hen til bordet hvor hun havde lagt Gibsons personlige ejendele i en pose. ”Prøv at se Gibsons kniv. Det er heller ingen standardvare. Han har betalt en pæn sum for den. Sådan en kniv ville man ikke frivilligt skille sig af med.”

Døren blev åbnet, og Valentine dukkede op. Han holdt døren åben med foden, som om han ikke havde tænkt sig at blive ret længe. Manden var tydeligvis rasende. ”Det var rektor på highschool der ringede,” sagde han.

Jeffrey og Sara udvekslede et blik. ”Og?”

”Han har fundet nogle tæpper og et par tomme chipsposer i et af de midlertidige klasseværelser.” Han rystede på hovedet og bed tænderne så hårdt sammen at hans kæbemuskler stod ud som et relief. ”Det kunne se ud som om vi har fundet ud af hvor din kriminalassistent har overnattet.” Jeffrey sendte Valentine et smil der fik ham til at miste besindelsen. ”Min kone arbejder på den skole, din åndssvage skid.”

Jeffrey svarede tørt: ”Det skal du ikke have det så dårligt med, Jake. Jeg er sikker på at Myra ikke har ladet hende sove der med vilje.”

Valentine pressede læberne sammen og kæmpede tydeligvis med at finde et bidende svar. Han måtte stille sig tilfreds med ”Årh rend mig” hvorefter han vendte sig og smækkede døren efter sig.