SEKSTEN

TO ÅR TIDLIGERE HAVDE JEFFREY smidt Ethan Greens generalieblad i hovedet på Lena og givet hende ordre til at læse papirerne igennem.

Det havde hun selvfølgelig aldrig gjort.

Hun havde ladet som om hun skimmede sagsmappen og havde set sådan noget som hvert femte eller sjette ord hvorefter hun gav ham det tilbage igen med et krigerisk ”Og?”

Jeffrey havde givet hende hovedpunkterne, en gennemgang af Ethans kriminelle løbebane: Biltyveri, grov vold, tvungen sodomi, voldtægt. Ingen af hans ord var trængt igennem hendes skal – Lena var stadig i den fase hvor hun betragtede Ethan som to forskellige mennesker: Ham der elskede hende, og ham der før eller siden ville slå hende ihjel. Dobbeltheden var til at overse; på det tidspunkt opfattede Lena sig selv på stort set samme måde.

Sibyl havde været død i næsten et år da Lena mødte Ethan. Hun boede på et kollegium og arbejdede som sikkerhedsvagt på campus, og det meste af hendes dag gik med at bekæmpe trangen til at skyde sig selv. Ethan var i gang med sit hovedfag. Han havde ubønhørligt kurtiseret Lena og næsten slidt hendes modstand ned.

Et par måneder senere fik Lena sit job ved politiet tilbage og flyttede sammen med Nan Thomas. Ethan var stadig i hendes liv. Hans generalieblad lå stadig i Celicaen, godt skjult bag cd-boksen i bagagerummet. Lena havde ikke villet risikere at Nan faldt over det ved et uheld. Når sandheden skulle frem, ville hun heller ikke have det ind i det hus hvor Sibyl engang havde boet. Det var slemt nok at Ethan indimellem sov der.

Lena gik over den ukrudtbevoksede stribe jord mellem motellet og baren, og hendes sko knasede i glasskår og andet affald der var blevet blæst herud fra vejen. Hun gik forbi motellets lobby på vej hen til sin Celica. Selv om natteluften var ved at blive kold, kunne Lena stadig mærke at hun svedte som om hun sad hjemme i Hanks hul af et hus.

Groft biltyveri. Grov vold.

Sagsmappen lå præcis hvor hun havde gemt den for to år siden. Der var sorte aftryk fra reservehjulet hen over staten Connecticuts segl på forsiden af det gulnede papomslag. Lena tog mappen ud, og af en eller anden grund følte hun behov for at skjule den under sin bluse mens hun løb op ad trappen til motelværelset. Ingen så hende. Der var ingen grund til at optræde så hemmelighedsfuldt. Men hun havde stadig dårlig samvittighed og en følelse af at nogen et eller andet sted så på hende med misbilligelse.

Måske ville det være bedre ikke at vide noget. Ethan havde måske bare ringet til Hank for at bede om penge eller støtte, eller også havde han bare fået lyst til at få kontakt med Lena. Hun var flyttet fra Nan og havde fået nyt telefonnummer. Havde han sendt breve til Nan? Havde Nan skjult dem for Lena og håbet at hun kunne kappe forbindelsen?

Lena satte Vil-ikke-forstyrres-skiltet på døren. Hun trak gardinerne for og satte sig i skrædderstilling på sengen, stadig med sagsmappen presset ind mod brystet. Hun kunne mærke sit hjerte hamre mod det tykke bundt papirer, og sveden fik omslaget til at klæbe til hendes hud.

Langsomt tog hun sagsmappen ud fra skjulestedet under blusen. Hun lod hånden glide over omslaget og rundt langs kanten af seglet. Hendes fingre fandt kanten, og hun åbnede mappen og fandt præcis det hun havde besluttet at hun ikke ville se igen: Ethan der stirrede hende ind i øjnene.

Forbryderfotoet var taget et par år før Lena havde mødt Ethan, dengang han var atten. Mens hun kendte ham, havde han altid været korthåret, men på dette foto var han kronraget. Hans læber krøllede opad i en hånlig grimasse mens han stirrede ind i kameraet, og det lille nummerskilt han holdt i hånden, var skævt som om han ikke gad bruge energi på at holde det lige. Han havde en kortærmet skjorte på, noget som han aldrig gik med længere – eller måske var han holdt op med at skjule sine tatoveringer nu hvor han var tilbage i fængslet. De kunne komme ham til gavn derinde bag murene.

ETHAN ALLEN GREEN alias ETHAN ALLEN WHITE alias ETHAN ALLEN MUELLER.

Lena huskede dengang da Ethan forklarede sit navns oprindelse. De befandt sig på hans kollegieværelse og sad tæt sammen på hans smalle seng. Han lå på ryggen, og hun havde snoet sig omkring ham så hun ikke skulle falde ned fra sengen. Ethan var ikke så høj – han var kun nogle centimeter højere end Lena – men hans muskler stod ud fra hans krop som om de var hugget i granit. Hun havde stukket hovedet ind under hans arm, og lyden af hans stemme havde vibreret i hendes øre.

På et tidspunkt omkring Den Amerikanske Uafhængighedskrig, fortalte han, havde Ethan Allen været leder af The Green Mountain Boys, en gruppe mænd der havde svoret at kæmpe til døden for Vermonts uafhængighed. Under krigen havde Allen og hans folk erobret et engelsk fort. Ifølge nogle kilder var han et militært geni, ifølge andre var han en ignorant, følelseskold dræber.

Dengang som nu havde hun tænkt på at navnet passede meget godt.

Tvungen sodomi. Voldtægt.

Lena kendte ikke meget til Ethans liv før han var flyttet til Grant County. Ethans far havde forladt ham da han var lille. Hans mor, en fanatisk racist, havde giftet sig med en mand ved navn Ezekiel White, en præst eller prædikant. Ethan havde skiftet navn til Green da han droppede sin skinhead-familie. Lena havde ingen anelse om hvorfor han ikke havde taget sin biologiske fars navn, Mueller. Ethan brød sig ikke om at tale om sin far.

Da Lena mødte Ethan, havde han hævdet at han arbejdede hårdt på at forandre sig. Lena havde accepteret og endda respekteret det. Som tiden gik, havde hun sagt til sig selv at det var udelukket at han kunne komme sammen med hende hvis han stadig havde sine gamle synspunkter. Hun var latinamerikaner – det var tydeligt for enhver. Hun havde boet sammen med en lesbisk kvinde – og ikke en hvilken som helst lesbisk kvinde, men Sibyls kæreste. Ethan var åbenbart ligeglad. Han var mere end hjertelig over for Nan. Han havde sagt at han var forelsket i Lena og ville tilbringe resten af livet sammen med hende. Han havde sagt at hun var det eneste gode der var hændt ham hele hans liv. At de ord der kom ud af hans mund, stod i så skarp kontrast til de slag hans næver uddelte, var ikke noget hun tillod sig at tænke særlig længe over.

HØJDE: 1,68 VÆGT: 72 KILO KØN: MAND HÅRFARVE: BRUN ØJENFARVE: BLÅ RACE: HVID

Race. Hans privilegium, kaldte han det. Hans forrang som hvid mand.

TATOVERINGER.

Der var så mange – nogle af dem havde Lena glemt. Den betjent der foretog anholdelsen, havde dokumenteret dem alle, gjort notater om deres oprindelse og hvad de symboliserede. Lena studerede fotografierne og så rigtig på tatoveringerne for første gang. Hun havde altid slået blikket ned eller lukket øjnene når han klædte sig af. Alligevel var nogle af billederne trængt igennem hendes forsvar.

På venstre side af hans bryst var der en række SS-soldater der gjorde honnør for Hitler på den højre side. Herunder bugtede et stort, sort hagekors sig ned over hans markerede mavemuskler. Hans venstre arm var dækket af krigsscenerier, soldater med rifler over skulderen og det dobbelte S på huerne. Den anden arm var omviklet med pigtråd og havde utydelige omrids af en lejrkaserne i baggrunden.

Hvordan havde hun rørt ved denne krop? Hvordan havde hun ladet denne krop røre sin?

Lena bladrede i rapporten og fandt endnu et fotografi. Ethans kraftige, brune hår havde skjult endnu flere tatoveringer. I den konkave bue for neden på hans kronragede isse stod ordene Sieg Heil. Oven på hovedet var endnu et sort hagekors.

Ved siden af fotografiet havde en eller andet forklaret: Hitler-hilsen i nakken gives alm.vis efter et halvt års aktiv tjeneste. Hagekors oven på issen gives til ledere af North Connecticuts skinhead-grupper.

Det sidste foto var et nærbillede af undersiden af hans venstre arm. Lige neden for hans biceps var bogstavet A med en streg efter. A-negativ. Betjenten havde skrevet en forklaring bag på billedet: Hitlers Waffen SS, Dødningehoved-bataljonen, som bevogtede koncentrationslejrene, havde deres blodtype tatoveret under armen. I White Power-bevægelsen gives dette symbol til generaler.

Lena havde aldrig spurgt til bogstavet under Ethans arm, for hun havde aldrig ønsket at kende sandheden om hans fortid. Nu blev hun konfronteret med den – overvældet af den. Hvert foto var som et slag i ansigtet på hende.

Her var faderen til det barn hun havde efterladt i en skraldespand på klinikken i Atlanta. Her var den mand som hun havde delt sin tid med; to hele år af sit liv.

Efter at Ethan var blevet sendt tilbage til fængslet, havde Lena forsøgt og haft frygtelig fiasko med at være sammen med en anden mand. Greg Mitchell havde boet sammen med hende mange år tidligere, og det var som om skæbnen havde bestemt at han skulle komme tilbage i hendes liv omkring det tidspunkt da Ethan forlod det. Men intet fungerede imellem dem. Hun var ikke det samme menneske som før, noget som Greg til at begynde med opfattede som en god ting. Senere blev han næsten bange for hende.

Fra begyndelsen havde Lena forsøgt at skjule sit sande jeg for Greg, at camouflere sine mørke og grove sider. Hun tøjlede sine følelser så meget at hun brugte det meste af tiden sammen med Greg på at føle sig som en slags kopi af et rigtigt menneske. Sex var en katastrofe. Efter Ethan vidste hun ikke længere hvordan hun skulle være sammen med en mand der var blid, hvordan hun skulle kysse ham og tage imod nydelse fra ham i stedet for smerte.

Hvis Angela Adams var blevet, hvis hun havde været en mor for sine to små piger i stedet for at overlade dem i Hanks varetægt, ville Lena så have styret uden om en mand som Ethan? Ville den defekt hun rummede, den der følte sig tiltrukket af hans voldelige sind, hans hensynsløse kontrol, aldrig være kommet frem i lyset? Eller ville Lena være endt som Charlotte Warren der stadig boede i Reese og havde et par børn at passe og ellers ventede på at hendes mand skulle komme hjem fra arbejde så hun kunne stille mad på bordet?

Ethans sagsmappe var på næsten tredive sider. De fleste af notaterne var skrevet i den tørre, minimalistiske stil som kendetegnede en erfaren politimand som vidste bedre end at fylde for meget på og give en eller anden skid af en advokat mulighed for at fordreje det og smide det tilbage i hovedet på ham under en retssag. Men Lena vidste hvordan man læser mellem linjerne, og hun skimmede den ene anholdelsesrapport efter den anden og begyndte at danne sig et mere præcist billede af Ethan fra tiden før de mødtes.

Han var debuteret tidligt; hans første anholdelse var sket da han var tretten. Han havde stjålet noget tøj i det lokale Belk-marked. Som femtenårig blev han anholdt for forsøg på at stjæle en bil. Begge sager var blevet behandlet af ungdomsretten. Begge sager var afgjort med betingede domme. Men der måtte være mere end det. Man gik ikke fra butikstyveri af et par T-shirts til biltyveri uden at der var noget ind imellem. Lena vidste at for hver gang den slags unge blev anholdt, havde de fire andre sager som ikke var blevet opdaget. Hun var parat til at vædde på at Ethan havde stjålet mindst ti biler før de tog ham på fersk gerning.

Hans straffeattest var ren indtil han fyldte sytten. Så blev han anklaget for at have haft analt samleje med en femtenårig pige. To uger senere blev anklagerne droppet. De ordknappe formuleringer i rapporten fik Lena til at tænke at pigens forældre havde besluttet at de ikke ville udsætte pigen for en retssag. Det var ret normalt og sikkert også klogt. Verden ville gerne tro noget andet, men enhver politimand kunne skrive under på at der ikke var noget mere rædsomt – eller mere ødelæggende for en kvindes liv – end en langvarig retssag om et seksuelt overgreb.

Der var gjort et notat vedrørende denne anholdelse: Mistænkte bærer tatoveringer og andre kendetegn der normalt forbindes med voldelig nynazistisk sekt. Foreslår henvisning til FBI med henblik på overvågning.

Ethan var nitten da han blev anholdt for voldeligt overfald. Han havde brugt kniv hvilket var en skærpende omstændighed. Den overfaldne var tilsyneladende kommet slemt til skade, men han nægtede at samarbejde med politiet, så tiltalen blev nedsat. Endnu en gang slap Ethan billigt fra en alvorlig anklage.

Der gik nu tre år før Connecticut State Police hørte fra Ethan Green igen. Lena regnede med at det var i denne periode Ethan afsluttede sit bifag og begyndte at læse hovedfag. Det var sikkert den egenskab ved Ethan der skræmte de fleste mennesker mest: Han var begavet, ja, faktisk talentfuld. Han var et omvandrende dementi af myten om den uvidende, racistiske bonderøv. Da Lena mødte ham, forsøgte han at komme ind på ph.d.-programmet på Grant Tech og ville sikkert være blevet optaget hvis han ikke var blevet anholdt først.

Mærkeligt nok var den sigtelse som Connecticuts statspoliti endelig fik til at holde i retten, en simpel sag om checkrytteri. Ethan havde skrevet en check på otteogtyve dollars og nogle cent selv om der kun stod tolv dollars på hans bankkonto. Han havde sat sin løn ind allerede dagen efter og dækket overtrækket ind, men det var stadig ulovligt at skrive en dækningsløs check. Det var en anholdelse som indikerede at politiet bare havde ventet på en lejlighed til at slå ned på ham. Millioner af mennesker gjorde det samme hver eneste dag. Man blev ikke anholdt for det medmindre der var nogen der holdt skarpt øje med én.

Men Ethan var blevet anholdt. Hvis dommeren var i dårligt lune den dag, stod den på ti år i et forbundsfængsel.

Lena vendte en side for at finde ud af hvad der var sket, men i det samme ringede telefonen. Hun for sammen, så papirerne spredtes over sengen. Hendes første tanke var at der ikke var nogen der vidste at hun var her, men så kom hun i tanker om Hank. Hun lænede sig over mod sengebordet for at tage røret, men standsede og lod den ringe videre. Et fotografi var faldet på gulvet, og hun bøjede sig ned for at samle det op, men stivnede midt i bevægelsen da hun så en mishandlet kvinde ligge i en blodpøl.

Lena fortsatte ikke bevægelsen for at samle fotografiet op. Hun stirrede på det på afstand og studerede de sorte mærker på den unge kvindes lår, ansigtets blodige pulp. De røde mærker på fødder og håndled antydede at hun havde været holdt fast; stærke hænder havde holdt hende så hun var åben for enhver form for overgreb.

Ethans seneste kæreste.

Hun var sort.

Telefonen holdt op med at ringe mens Lena stirrede på fotografiet. Der blev dødsensstille i værelset. Luften føltes endnu mere indelukket. Pigen på billedet måtte have været meget smuk, huden havde en farve som lys chokolade. Ligesom Lena havde hun langt hår med krøller der ville have rørt hendes skuldre hvis hendes hoved ikke var blevet tvunget bagover, og håret ikke havde været indsmurt i koaguleret blod.

Evelyn Marie Johnson, nitten år. Collegestuderende. Sopran i kirkekoret. Lena bladrede gennem papirerne for at se om der var flere fotos. Hun sprang over siderne med uhyggelige fotos fra gerningsstedet og fandt noget der måtte være kvindens skolefoto. Det var et chokerende ”før”-fotografi. Silkemat, sort hår, fyldige læber, store brune øjne. Hun kunne have været fotomodel.

Lena fandt rapporten fra gerningsstedet. Der var fundet dækaftryk i nærheden af liget. Gipsafstøbninger var blevet sendt til laboratoriet som havde fundet at de matchede med Ethans GMC pickup 1989. Han var løsladt mod kaution i sagen om checkrytteri og afventede sin dom. Han gik efter at slå en handel af der ville redde ham fra fængsel mod at vidne mod morderne.

Ifølge pigens søster var Evelyn midt om natten blevet bortført fra hjemmet af fire hvide mænd. Søsteren havde skjult sig i et skab fordi hun havde set hagekorsene på deres skaldede hoveder og vidst hvad tatoveringerne betød.

Ifølge Ethan var han blevet truet med en pistol og tvunget til at føre mændene til Evelyns hus. Året før havde han forsøgt at forlade den militante, nynazistiske gruppe der kaldte sig selv Church of Christ’s Chosen Soldiers, men de ville ikke lade ham melde sig ud. En af hans tidligere venner var blevet i pickuppen den aften og havde holdt sin pistol rettet mod Ethan mens de andre gik ind og kidnappede Evelyn. Ethan fik derefter ordre til at køre dem alle sammen langt ud i skoven. Hans hænder blev bundet til rattet med tørresnor, og bilnøglerne blev smidt på sædet ved siden af ham. Han sad der mens han så de fem mænd overfalde Evelyn og tæve hende til døde.

Ethan hævdede at mændene derefter havde sat sig ind i en Jeep der havde holdt parkeret i lysningen, og var kørt derfra. Han hævdede videre at han havde brugt tænderne til at arbejde knuderne op på det reb der holdt ham bundet til rattet, og at dette havde taget mindst en time. Da han slap fri, var han stået ud af pickuppen, men var ikke gået hen til sin kæreste, for han kunne se at hun var død.

I stedet kørte han hjem.

Telefonen begyndte at ringe igen, og Lenas hjerte sprang et slag over. Hun lukkede sagsmappen med rystende hænder og havde en følelse af at hun lige havde sluppet noget ondt ud af en æske – noget der ville forfølge hende som et rabiesramt dyr og ikke finde hvile før hun var blevet straffet. Det var præcis sådan Ethan havde været udadtil: Ubarmhjertig, vild, snu. Han havde sagt til Lena at han aldrig ville slippe hende, og hun havde tvunget ham ud af sit liv; hun havde vristet hans fingre fri af deres knusende greb og sendt ham tilbage til det helvede han var kommet fra.

Havde Ethan forsøgt at kontakte Hank for at få fat i hende?

Hun burde slå det ud af hovedet. Intet af det havde noget at gøre med hende. Den del af hendes liv der havde rummet Ethan, var forbi. Hvad han end havde haft af motiver til at ringe til Hank, så vedkom det ikke hende. Det forklarede ikke hvem der havde myrdet Lenas far og mor. Det forklarede ikke hvorfor Hank havde løjet for hende i så mange år, eller hvorfor han var så ivrig efter at gå alt for tidlig i graven.

Lena tog telefonen for at bringe den til tavshed. ”Hvad?”

”Det er Rod?”

”Hvem?”

”Rod,” sagde stemmen igen. ”Fra receptionen?”

Den gulerodsfarvede idiot. ”Hvad vil du?”

”Der er én der bli’r ved at ringe for at høre om du er her.”

Lena åbnede sagsmappen igen og spredte sider og fotografier ud på sengen mens hun ledte efter Ethans afsoningspapirer. ”En mand eller en kvinde?”

”Kvinde,” svarede han. ”Jeg sagde til hende at du var ude. Jeg gik ud fra at når du ikke tog telefonen, var det nok fordi du ikke ville forstyrres. Er det okay med dig?”

Lena fandt det nummer hun havde ledt efter i papirerne. ”Kan jeg ringe ud herfra?”

”Jeg ville bare –”

Hvis hendes åndssvage mobiltelefon havde virket på det her sted, ville hun allerede have lagt på. Hun udtalte hvert enkelt ord mere tydeligt. ”Jeg sagde jeg skal ringe.”

”Øjeblik.” Den unge mand sukkede forpint for at lade hende forstå at han gjorde hende en tjeneste. Der lød et klik, og så fulgte klartonen.

Lena tastede et udenbys nummer, stadig med skælvende hænder. Hun rejste sig og begyndte at vandre frem og tilbage over gulvtæppet mens hun hele tiden skævede til uret ved siden af sengen. Klokken var over midnat.

Omstillingen tog den, og en båndoptagerstemme bad hende lytte til meddelelsen fordi den var ændret for nylig. Hun trykkede på nul, og intet skete. Hun trykkede et par gange mere, og telefonen begyndte at ringe. Efter treogtyve ring blev telefonen taget af en mand med en høflig stemme. ”Coastal State Prison.”

Lena så ned i gulvet på fotografiet der lå for hendes fødder.

”Hallo?”

”Det er kriminalassistent Lena Adams, Grant County Police Department.” Hun oplyste nummeret på sit skilt og gentog det to gange mens han skrev det ned. ”Jeg vil gerne aftale et møde med en af jeres indsatte i morgen tidlig.” Hendes blik veg ikke fra skolefotografiet af Evelyn, det krøllede, sorte hår, det varme smil på hendes perfekte læber. ”Det er vigtigt.”