SYTTEN
JEFFREY TROMMEDE MED FINGRENE PÅ RATTET mens Sara sad ved siden af ham og talte i mobiltelefon. Det var ikke Lenas kniv der havde dræbt Boyd Gibson. Inderst inde havde Jeffrey vidst at det var udelukket at hun havde dræbt ham. Der var tydeligvis nogen der var ude på at hænge hende op på drabet. Og det kunne udmærket tænkes at være grunden til at Lena havde forladt hospitalet. Hun var politi med hver en fiber af sin krop. Lena måtte have kastet ét blik på Jake Valentine og været klar over at den eneste måde den mand ville kunne opklare en forbrydelse på, var hvis nogen gav ham alle puslespillets brikker på et sølvfad. Det var derfor hun var stukket af. Hun var i gang med at prøve at finde brikkerne til ham.
Det eneste problem bestod i at forklare hvordan drabsmanden havde fået fat i Lenas kniv. Hun havde gået med den i temmelig lang tid. Det var udelukket at hun havde givet den fra sig uden kamp. Den der havde taget kniven, havde muligvis såret Lena da han gjorde det. Var det derfor hun havde skjult sig på skolen? Jeffrey skulle være fulgt efter Valentine og selv undersøgt de tæpper de havde fundet. Hvis der var blod på dem, var Lena måske i en værre knibe end han havde troet.
”Okay.” Sara havde hans notesblok liggende i skødet, og hun skrev et eller andet ned og sagde ”ja, okay” ned i røret. At dømme efter de pile hun tegnede på blokken, tog hun imod en vejforklaring, og han håbede at hun ville kunne tyde sine egne kragetæer når de først var på landevejen. Sara havde den værste håndskrift han nogensinde havde set.
”Tak,” sagde hun endelig og klappede telefonen i. Hun sagde til Jeffrey: ”Der ligger en Holiday Inn cirka fyrre minutter herfra.”
Bare tanken om hotelkæden der havde ry for renlighed og pålidelighed, fik ham til at smile. ”Det går fremad for os.”
”Ikke et sekund for tidligt.” Sara spændte sin sikkerhedssele. ”Jeg er bare så klar til at komme væk fra det her sted.”
Han drejede nøglen, og motoren vågnede med en dyb spinden. ”Sig mig en ting,” sagde han og pegede på gps-skærmen på instrumentbrættet. ”Er der hukommelse i den dér tingest?”
”Hanks adresse, ikke?” Hun begyndte at bladre i menuerne for at finde adressen. Jeffrey rystede på hovedet mens han så på hende. Hun hadede at bruge en mobiltelefon, ville knap nok røre en computer og nægtede at gøre noget mere avanceret ved dvd-afspilleren end at afspille en film, men på en eller anden måde var det lykkedes hende at blive tilstrækkelig fortrolig med gps’en til at hun kunne finde rundt i dens komplicerede funktioner.
Jeffrey kørte ud fra parkeringspladsen og ind mod byen. ”Det er ikke så langt fra skolen,” sagde han til hende. ”Du skulle nemt kunne gå derhen.”
Sara fandt adressen i maskinen. Den blikagtige kvindestemme bad ham gøre klar til at svinge til højre om hundrede meter. Efter Jeffreys mening havde ingeniørerne begået en stor fejl da de valgte stemme til computeren. Intet irriterede en mand mere end en kvindestemme der gav ham besked på hvor han skulle køre hen.
Sara sagde: ”Jeg har det kort jeg købte i supermarkedet, et sted i min kuffert. Midtbyen er bare en stor firkant med en skov i midten. Jeg vil vædde med der er alle mulige stier igennem den.”
Jeffrey elskede den måde hende hjerne fungerede på. ”Stier som Lena kunne bruge til at komme fra hospitalet til Hanks adresse den nat hun flygtede.”
”Eller som hun har brugt de sidste dage til at komme omkring uden at blive set.”
Jeffrey ventede på at computeren skulle blive færdig med at fortælle ham at han skulle holde til venstre. ”Har du noget imod at vi tjekker det når vi har været ude ved Hanks hus?”
”Selvfølgelig ikke.”
Jeffrey fulgte anvisningerne og kørte forbi byens losseplads og highschool, to institutioner der lignede hinanden en hel del. De så domhuset og Elawah Countys bibliotek, begge klodsede 1950’er-bygninger der lignede alle andre offentlige bygninger i byen.
Han svingede til venstre ad Corcoran Court og genkendte området. Han pegede på gps-skærmen og spurgte Sara: ”Kan du slukke for den?”
Hun trykkede på en knap, og den blikagtige stemme tav midt i en sætning.
Stilheden var ubeskriveligt behagelig.
Jeffrey standsede uden for Hanks hus. Patruljevognen fra dagen før var væk. Han gættede på at Valentine havde indkaldt alt mandskab til en ransagning af skolen.
”Det er her,” sagde han til Sara.
”Det er …” Hun afsluttede ikke sætningen. Der var ikke så meget pænt at sige om stedet. Hanks hus var den mest elendige rønne i gaden.
”Hans bil er væk,” sagde Jeffrey.
Hun løftede et øjenbryn. ”Har du fået efterlyst den?”
”Det lod jeg Jake om.”
”Så postkassen sådan ud da du var her sidst?”
”Ja.” Han så på den. Postkassen var stadig fæstnet til stolpen med gaffatape, og lågen dinglede i en tråd. ”Kanonslag,” sagde han. Han havde set det før.
Da Jeffrey var dreng havde han og to af hans venner bombet stort set hver eneste postkasse i kvarteret et år til halloween. Uheldigvis havde de ikke været snu nok til at skjule deres spor. Sheriffen havde simpelt hen banket på døren i de tre huse der stadig havde intakte postkasser i forhaven.
Jeffrey stod ud af bilen og gik om for at åbne for Sara.
Hun så op på Hanks hus idet hun stod ud, og rynkede panden. ”Tror du det altid har set sådan ud?”
Jeffrey så på ukrudtet der voksede i forhaven og de mange steder hvor malingen var skallet af væggene så de kunne se ind til det rå træ. ”Det virker næsten sådan.”
”Det får én til at tænke.”
”På hvad?”
”Om der også ser sådan ud,” begyndte hun og lød pludselig meget bekymret, ”dér hvor vores barn bor med sin mor.”
Den tanke havde han ikke haft; adoptionen var en oase som han opsøgte når tingene blev for overvældende. Men hun havde ret. Folk fra gode hjem og solide familier var ikke så motiverede for at opgive deres børn. Ikke fordi de var bedre mennesker end de fattige, men de velhavende kunne som regel betale nogen for at opdrage deres børn hvis de ikke selv ville gøre det.
”Åh, Gud.” Sara holdt sig for munden og næsen. ”Kan du lugte det?”
Jeffrey nikkede, han ville ikke åbne munden af frygt for at der skulle komme noget ud. Helt unødvendigt rakte han hånden ud for at forhindre hende i at gå op ad de tre trin til hoveddøren.
”Er det et lig?”
Det håbede han fandeme ikke. ”Vent her.”
Lugten blev værre jo nærmere han kom på huset. Jeffrey standsede da han så at hoveddøren var blevet sparket op og var repareret med gaffatape. Tapen så ny ud.
Jeffrey skævede til Sara. ”Bliv her.”
Hun nikkede, og han løftede hånden for at banke på døren. Døren rystede da han slog hånden imod den, men tapen holdt. Han bankede lidt hårdere og gættede på at den var tapet indefra også.
Efter at have banket adskillige gange vendte han sig om mod Sara. ”Hvad synes du?”
”Jeg tror at hvis jeg ikke havde stået her, så havde du sparket den dør ind for ti minutter siden.”
Det havde hun ret i. Et enkelt godt spark under dørklinken var nok til at sende døren ind i entreen. Dørkarmen var smadret, og udfræsningen til låsen var helt væk. Skarpe stumper af metalplade stak ud som knive hvor dørens metalbeklædning var revet ud af træet. Jeffrey trak sin pistol og nikkede til Sara som tegn til at hun skulle blive hvor hun var, før han gik ind i huset.
Han stod i Hanks stue og så sig omkring mens han prøvede at orientere sig. Vinduerne havde sandsynligvis aldrig været åbnet, og hørmen af cigaretrøg og rådnende kød fik hans lunger til at snøre sig sammen i brystet på ham. Der lå affald overalt – gamle pizzaæsker og anden papemballage som der havde været mad i, snavsede underbukser, stabler af aviser og blade der så ud til at være fugtige af varme.
Men alt dette var intet mod lugten. I sine næsten tyve år som politimand havde Jeffrey været ude for mange ubehagelige lugte, men intet kunne konkurrere med den stank der gennemtrængte Hank Nortons hus. Den voksede i styrke for hvert skridt. Han kunne ikke afgøre om det var et lig eller simpelt hen rådnende affald der fik galden til at presse sig op bag i hans hals. Sveden begyndte at strømme ned ad hans krop da et eller andet urinstinkt prøvede at beskytte ham mod sygdomskim.
Der var to soveværelser; det ene havde tydeligvis været Lenas og hendes søsters. I det andet lå der en madras på gulvet, og fra en kommode væltede tøj ud over gulvet som om en indbrudstyv havde gennemrodet den. Han fandt kilden til stanken på badeværelset. Toiletkummen var smadret og brækket i to stykker så der var åbent lige ned i kloakken. Sorte skorper af lort dækkede gulvet. En forhammer stod lænet mod væggen, og han gættede på at en eller anden, måske Hank Norton, havde brugt den til at smadre toilettet med.
Jeffrey havde alvorlige brækfornemmelser og bakkede ud i gangen. Instinktivt tog han en dyb indånding, men der var ingen frisk luft til at rense ud i lungerne.
En fjederhængslet dør ind til et lokale der måtte være køkkenet, var lukket på hans venstre side.
”Hank?” kaldte han. ”Hank Norton eller hvem der er derinde, det er politiet.”
Der blev ikke svaret, og Jeffrey så ned for at se hvad det var der knasede under hans sko. Saltkiks, tænkte han.
”Hank?”
Langsomt anbragte Jeffrey sin tå mod døren. Han skubbede den op og holdt pistolen rettet mod rummet foran sig. Han kunne se at køkkenet var det største rum i huset. Skabene var gamle og af metal, vasken var af rustskjoldet støbejern. Han svingede køkkendøren helt op og tænkte at lugten ikke var så slem herinde, eller også var han bare ved at vænne sig til den.
”Jeff?” råbte Sara. At dømme ud fra lyden stod hun lige inden for hoveddøren.
”Du skal ikke komme herind,” advarede han.
Sara spurgte: ”Er du okay?”
”Ja ja,” råbte han og prøvede at åbne vinduet over vasken. Det sad fast, og han måtte stikke pistolen i hylsteret for at komme til at bruge begge hænder til at få det op.
Jeffrey stod ved vinduet og indåndede den friske luft. Ukrudtet i baghaven var højere end det foran huset, men han kunne sagtens se personen der lå på jorden.
Det var Lena.
Han løb hen mod bagdøren og flåede den op. Der stod kasser stablet op på træterrassen bag huset, og de stod i vejen for ham. Jeffrey sparkede dem til side så en masse brochurer eller foldere spredtes på plankerne. ”Sara!” råbte han. ”Kom om bagved!”
Da han nåede hen til liget, standsede han. Han havde taget fejl. Det var ikke Lena. Det var Hank Norton. Mandens krop var fuldstændig afmagret, ansigtet var indsunkent. Begge arme var skæmmet af åbne sår efter kanyler.
”Sara!” råbte Jeffrey igen og satte sig på knæ ved siden af manden. ”Omme bagved!”
Han pressede hovedet mod Hanks bryst for at prøve om han kunne høre vejrtrækning eller hjerteslag. Men Jeffrey hørte intet.
”Sara!” prøvede han igen, men hun var allerede ved at skubbe lågen ind til baghaven op. Han så hendes lettelse da hun blev klar over at han ikke var kommet noget til, og derefter hendes forbavselse da hun fik øje på manden på jorden.
Hun satte sig på knæ og skubbede ham til side. ”Fandt du ham sådan her?”
Jeffrey nikkede og tog sin mobiltelefon op for at tilkalde en ambulance. ”Er han i live?”
”Lige netop.” Hun åbnede Hanks øjenlåg og tjekkede pupillerne. Jeffrey kunne se mørkt blod i øjnenes senehinder. Der var spor efter indtørret blod fra hans mund og hans ører. ”Hank?” sagde hun og hævede stemmen. ”Det er Sara Linton, jeg er en ven af Lena. Kan du høre mig?” Hun klappede ham temmelig hårdt på kinden. ”Hank? Du bli’r nødt til at åbne øjnene.”
Jeffrey var ved at give alarmcentralen Hanks adresse da Sara løftede hånden for at få ro. Hun pressede øret mod Hanks bryst. ”Han er holdt op med at trække vejret.”
Jeffrey afsluttede samtalen, og Sara gik i gang med hjertemassage. ”Ambulancen skulle være her om ti minutter.”
Hun nikkede og bukkede sig så ned for at give Hank mund-tilmund.
Chokeret trak Jeffrey hende væk mens han råbte: ”Sara, nej! Der er blod.”
”Jeg kan ikke bare sidde her mens han –”
”Se på ham, Sara. Han er stiknarkoman.”
”Han er det eneste Lena har.” Sara lænede sig atter ind over Hank og pressede hans brystkasse nedad for at tvinge blod gennem hans hjerte. Jeffrey vidste at hun faktisk ikke tænkte på Hank lige nu. Hun tænkte på Jimmy Powell og de andre patienter hun ikke havde kunnet hjælpe. Hun huskede hvordan det havde været at miste dem.
Jeffrey sagde: ”Hent dit førstehjælpsgrej i bagagerummet.” Hun tøvede, og han sagde: ”Jeg overtager det her.” Endelig lod hun ham tage sin plads. Han lagde sin højre hånd oven på den venstre og pressede dem ned i Hanks brystkasse og talte før han gentog proceduren.
Sara løb hen mod lågen, men ikke før hun havde sagt: ”Bliv ved med hjertemassagen.”
Jeffrey mærkede sveden dryppe ned ad sin ryg mens han lænede sig ind over Hank og mærkede mandens sure lugt fylde luften omkring dem. Han kunne ikke fatte at Sara ikke havde tøvet et sekund før hun bøjede sig frem for at presse munden mod Hanks blodige læber. Enhver kunne se på manden at han var bedøvende ligeglad med hvad han sprøjtede ind i sin krop. Han kunne have smittet Sara med hvad som helst og til hvilken nytte? For at Hank kunne dø i morgen i stedet for i dag?
Netop som Jeffrey sad og tænkte på hvor forgæves hans indsats var, lavede Hank en gurglende lyd, og lyserøde luftbobler bevægede sig mellem hans læber. Jeffrey satte sig tilbage på hælene og så den gamle mand åbne øjnene til to sprækker mens han kæmpede for at trække vejret. Han så Jeffrey og rystede næsten umærkeligt på hovedet, som om han ikke kunne fatte hvorfor han var blevet genoplivet, hvorfor nogen overhovedet ville interessere sig for det.
Sara brasede ind ad lågen med førstehjælpskassen i hånden.
”Det er fint,” sagde Jeffrey til Hank og tog mandens tørre, voksagtige hånd. ”Du klarer det fint.”