ATTEN
LENA HAVDE VÆRET I COASTAL STATE PRISON en gang før. Kort efter at Jeffrey havde anholdt Ethan for overtrædelse af vilkårene i hans prøveløsladelse, var hun kørt ud til fængslet i den hensigt at se Ethan i øjnene og lade ham vide præcis hvordan hun havde lagt en fælde for ham, forrådt ham, givet ham det største ”fuck dig” som hun kunne præstere. Hun havde siddet i bilen på gæsteparkeringen i næsten to timer mens hun i tankerne gennemgik alle de voldelige overgreb han havde begået imod hende: De flækkede læber, de brækkede fingre, de forstuvede håndled.
Uden at hun havde ønsket det, var billeder af dem i seng sammen begyndt at dukke op. Hun havde aldrig betragtet sit seksuelle forhold til Ethan som noget romantisk, men der havde været nogle gange, måske mere end bare et par, hvor hun kunne huske at hun havde klamret sig til ham, holdt ham i sine arme. Han havde elsket hende lige så lidenskabeligt som han havde hadet hende, og hun havde tit gengældt hans luner. Da hun nu sad i bilen uden for fængslet, begyndte hendes hud at prikke ved erindringen om hans hænder, hans mund, hans tunge.
Hun nåede kun lige netop ud af Celicaen inden hun kastede op. Det var besøgsdag i fængslet. Kvinder og børn stod i kø uden for porten og ventede på at komme ind til deres mænd og fædre. De havde alle sammen vendt sig og stirret med udtryksløs nysgerrighed da Lena kastede op på asfalten. Hendes mave tømtes så grundigt at det føltes som om den var blevet flænset midt over med en kniv. Da hun var i stand til det, kravlede hun ind i Celicaen og kørte tilbage til Grant County med halen mellem benene.
Men denne gang var det anderledes. Det skulle det være. Hvis hun ikke kunne se Ethan i øjnene for sin egen skyld, så kunne hun gøre det for Hanks. Der havde været en grund til at Ethan havde ringet til ham, og Lena ville ikke forlade Coastal uden at vide præcis hvad der var foregået mellem de to mænd. Inden Lena forlod motellet om morgenen, havde hun skiftet til et par slacks og en nystrøget hørbluse. Hun havde lagt makeup og sat sit hår så hun lignede en politikvinde med styr på tingene i stedet for en vidskræmt kvinde.
Hun gik ind i fængslet bevæbnet med løgne og intet andet. Hendes Glock lå under madrassen på motelværelset, og hendes foldekniv var skjult det sædvanlige sted, under bilens forsæde. Hun havde endda ladet sin mobiltelefon ligge på bordet ved håndvasken så den kunne lade op. Det eneste hun tog med ind i fængslet, var hendes id-kort og en læbepomade.
Lena havde fortalt fængselsinspektøren at hun efterforskede nogle trusler som var fremsat af en af Ethans forbindelser uden for fængslet. Inspektøren viste sig at være indbegrebet af føjelighed. Han havde forsynet hende med udskrifter af Ethans telefonsamtaler, listen over hans besøg og kopier af hans udgående post. Desuden havde han givet tilsagn om fængslets fulde støtte i hendes bestræbelser på at opbygge en sag mod en af Coastals farligste afsonere.
Telefonudskriften ville ikke skaffe Ethan nogen problemer på halsen. Den eneste han havde ringet til, var Hank. Han havde ikke haft besøg. Ethan havde hverken skrevet eller modtaget nogen breve siden sin fængsling. Ikke at noget af det betød noget som helst. Lena vidste at Ethan var snu og karismatisk nok til at overtale andre til at gøre sit beskidte arbejde. Ifølge inspektøren var hans slæng hverken det største eller det stærkeste, men Ethan besad en psykologisk magt som sikrede at han og de andre var højt placeret i fængslets fødekæde.
Det havde Lena ikke vanskeligt ved at tro på. Hun havde ikke set Ethan i næsten et år, og alligevel bankede hendes hjerte en hel del hurtigere og hårdere da hun kørte ind på fængslets parkeringsplads.
En vagt førte Lena til det lokale de brugte til møder mellem de indsatte og deres advokater. Så vidt hun kunne se, lignede det mere et forhørslokale; det var knap tre gange fire meter og havde fugtplettet loft og tykke tremmer for de små vinduer. Bordet var boltet til gulvet, og der var malet en rød linje hen over midten af bordpladen som for at adskille de gode fra de onde. Stolene var af let, brudsikker plastic som ikke ville gøre megen skade hvis de blev kastet eller brugt som våben. Vagter måtte ikke høre hvad de indsatte og advokaterne talte om, så der var skruet en jernring i væggen til sikring af de mere voldelige individer.
”Han er ekstremt farlig,” havde inspektøren sagt til Lena. ”Jeg er ikke meget for at lade dig være alene i et aflåst lokale med den fyr.”
Manden var fortsat med at opremse en lang række forbrydelser som Ethan var mistænkt for at have forøvet bag fængslets mure: Flere overfald med kniv under gårdtur, narkohandel, afpresning af andre indsatte, en mand havde fået ansigtet brændt til ukendelighed i fængslets vaskeri. Intet af dette kunne sættes i direkte forbindelse med Ethan, men inspektøren vidste hvem der var ansvarlig for det.
Lena havde bedt om at få Ethan lænket til ringen i væggen. Vagten havde fortalt hende at med voldelige indsatte var dette standardprocedure.
Hun sad ved bordet og ventede, og hendes ører var følsomme over for enhver lyd der nåede dem. Endelig blev dørens slåer skudt til side. Lena blev siddende ved bordet og lod som om hun læste i papirerne der lå foran hende, mens hun kæmpede for at hindre sine hænder i at ryste. Hun kunne høre lænker der raslede, fødder der blev trukket over gulvet.
”Hva’ vil den fejlfarve tale med mig om?”
Ethans stemme; en varm kniv i hendes ører.
”Luk røven og sæt dig.” Dette kom fra vagten, en kraftig mand der så ud som om han nød sit arbejde lidt for meget.
Lena lænede sig tilbage i stolen med armene foldet på brystet. Hun holdt blikket rettet mod Ethans bryst og blev næsten blændet af fangedragtens orange farve da vagten skubbede ham ned i stolen og fæstnede hans lænker til jernringen. Ethan afprøvede hvor langt han kunne nå. Han kunne folde hænderne på bordet foran sig, men lænkerne ville ikke lade ham nå bare en centimeter længere.
Nu forstod Lena hvad den røde streg på bordet var til. Ethans lænker hindrede ham i at krydse den.
Vagten sagde til Lena: ”Bank på døren når du er færdig.” Han ventede på at hun skulle nikke. Inspektøren havde vist hende panikknappen under bordet for nogle minutter siden. Hun lagde hænderne på skødet tæt på knappen.
Vagten gik, og slåerne gled på plads. Der var intet vindue i døren og ingen kameraer som vagterne kunne bruge til at sikre sig at hun var uden for fare. Lena var på egen hånd.
Ethan lavede en smaskelyd med læberne. ”Det var da en behagelig overraskelse.”
Lena så på hans hænder på bordet. Knoerne var røde, en af dem havde en skramme.
Hun spurgte: ”Hvorfor har du ringet til Hank?”
Han svarede i et lavt, intimt tonefald. ”Du kan ikke engang se mig i øjnene.”
Han havde ret. Hun tvang sig selv til at møde hans blik. ”Hvorfor har du prøvet at kontakte Hank?”
Han pressede læberne sammen og lænede sig tilbage i stolen. Havde hans øjne altid været så blå? De var som is, men koldere.
Han sagde: ”Jeg savnede den gamle fyr.”
”Du kender ham ikke engang.”
”Jeg troede jeg kendte dig.”
Lena lod stilheden vokse – ikke fordi hun havde kontrol over samtalen, men fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige.
Han spurgte: ”Ved du hvordan der er herinde?”
”Jeg har ikke lyst til at vide det. Jeg er kommet for at fortælle dig at du skal holde dig fra Hank.”
Men var hun nu også det? Hun vidste ikke engang hvor hendes morbror var henne. Hank kunne for den sags skyld ligge med ansigtet nedad i en kloak. Han kunne være et navnløst lig på et stålbord et sted.
Ethans lænker slog imod bordet da han samlede hænderne foran sig. Håndjernene om hans håndled var af ekstra solidt, hærdet stål, og lænken der gik op til jernringen i væggen, var så tyk at man skulle bruge en skærebrænder for at kappe den. Alligevel lykkedes det ham på en eller anden måde at bevare kontrollen. Lena kunne ikke engang se ham ind i øjnene. Hun så på hans arme, så at han havde fået lavet tilføjelser til sine tatoveringer. Mennesker sad fanget i pigtråden på fangelejr-sceneriet; afmagrede fanger hvis munde stod åbne i rædsel og smerte.
”Kan du huske Shawn Cable fra skolen?”
Hun rystede på hovedet.
”Han gik på mit hold på Grant Tech. Lille fyr, krøllet hår.”
Hun rystede på hovedet igen, men hun kunne godt huske ham. Han og Ethan havde dannet par i fysik og kemi. Shawn havde klaret sig igennem takket være Ethan.
”Han arbejder på BASF nu, i deres coating-afdeling.”
Lena stirrede på pigtråden på hans arm.
”Det kunne have været mig,” sagde Ethan. ”Men din boss var ude efter mig, og nu sidder jeg her.”
Lena åbnede munden for at forsvare Jeffrey, men standsede da det gik op for hende at det kun ville implicere hende selv yderligere.
”Jeg var ude af det,” sagde han og pegede på sine tatoveringer. ”Jeg var kommet ud af det; jeg var ved at begynde et nyt liv sammen med dig.”
”Et nyt liv hvor du kunne banke mig hver dag.”
”Du slog også mig somme tider.”
Lenas hals begyndte at snøre sig sammen så hun fik svært ved at trække vejret. Hun havde slået ham. Hun havde ikke bare vendt den anden kind til og taget imod tævene. Somme tider var det endda hende der var begyndt.
”Jeg elskede dig,” sagde Ethan. ”Jeg elskede dig, og du gjorde det her mod mig.”
Hun fik sin stemme igen. ”Elskede du også Evelyn Johnson?”
Tavsheden imellem dem var anderledes denne gang, og da hun vovede at se på hans ansigt, sad han med blikket rettet mod sin lænkede hænder.
Hun sagde: ”Du har aldrig fortalt mig at hun var sort.”
”Du spurgte aldrig.”
De talte som almindelige mennesker nu, og det gjorde ikke Lena bedre tilpas. Hun prøvede at blive ved at minde sig selv om hvem han virkelig var, men det eneste der blev ved at vende tilbage til hende, var den person der sad foran hende med nedslået blik og hængende skuldre. Hun havde elsket ham. Hun kunne ikke komme uden om den kendsgerning at hun havde elsket ham.
Hun spurgte: ”Hvad skete der med hende?”
”Optager du det her?”
”Hvad tror du?”
Han stirrede på hende igen, og Lena følte sig fanget i hans blik; ude af stand til at bryde kontakten.
”Knap din bluse op.”
”Fuck dig.”
Han løftede øjenbrynene. ”Det gjorde du jo engang, baby.” Hans smil var velkendt – den gamle Ethan der gerne ville lege. ”Knap din bluse op. Lad mig se om du har mikrofon på.”
”Det har jeg jo sagt jeg ikke har.”
”Og det skal jeg bare tage dit ord for?” Hans læber fortrak sig i et grin. ”Den går ikke, Lee. Sidste gang jeg stolede på dig, endte jeg her. Vis mig at du ikke har mikrofon på, eller også kalder jeg på aben og bli’r fulgt tilbage til mit bur.”
Hun fumlede med den øverste knap og prøvede at få sine fingre til at fungere. Hun så på døren imens, som om hun var bange for at vagten ville komme ind hvert øjeblik. Hun havde svedt i det lille rum, og luften var kølig mod hendes hud da hun knappede blusen op ned til livet.
”Ingen mikrofon,” sagde hun. ”Okay?”
Han trak på skuldrene, og hans smil fik blodet til at fryse i hendes årer.
Lena begyndte at knappe blusen igen, men han ville ikke lade det være ved det.
”Du ser stadig godt ud.”
Hun kunne ikke få knapperne på plads fordi hun rystede på hænderne.
”Har du nogen idé om hvor mange nætter jeg har spillet min pik hudløs mens jeg tænkte på at jeg kneppede dig?”
Hun opgav og trak blusen sammen på brystet. ”Hvorfor har du ringet til Hank?”
”Åbn blusen igen.”
”Nej.”
”Åbn den, så skal jeg fortælle dig alt hvad du gerne vil vide.”
”Nej.”
Han gjorde mine til at rejse sig. ”Så kalder jeg på vagten, for jeg har ikke mere at sige.”
”Ethan –”
”Hallo!” råbte han, og hans høje stemme gav genlyd i det trange lokale. ”Vagt!”
”Klap i,” hvæsede hun som om hun nogensinde havde kunnet hindre ham i noget som helst.
Han smilede igen, det samme smil som han havde vist hende lige før han gennempryglede hende. Han rettede en finger mod hende som tegn til at hun skulle åbne blusen.
Hun kunne knap nok tale. Tårerne i hendes øjne udviskede alt omkring hende. ”Fortæl mig hvorfor du har ringet til Hank.”
”Du kender prisen. Noget for noget.”
Lena stirrede på ham; rasende på ham, rasende på sig selv. Det var ham der var lænket. Det var ham der hang fast i en ring i væggen. Og alligevel var det hende der følte sig fanget.
”Kom så,” sagde han.
Hendes hænder skælvede da hun trak blusen til side. Hun havde en gammel bh på, sort og med blonder og hægte i midten.
Han sagde: ”Også bh’en.”
”Nej.”
Han kendte hende så godt – vidste hvornår han skulle blive ved at presse, og hvornår han skulle holde igen. Han sagde: ”Skuldrene tilbage.”
Hun så på døren og trak skuldrene tilbage som han sagde.
”For fanden, hvor ser du bare godt ud.” Ethan lænede sig så langt frem som kæderne tillod. Hans hænder var inde under bordet, og han sad med hovedet drejet til siden og stirrede på metaldøren og prøvede at lade være med at lytte til hvad han foretog sig.
Han udstødte et dæmpet grynt da han blev færdig. Hun hørte ham lukke lynlåsen og læne sig tilbage i stolen. Hun trak blusen i og prøvede at lade være med at se det tilfredse udtryk i hans grimme ansigt.
”Sig mig en ting,” sagde han. ”Af ren nysgerrighed: Dengang du ringede til din boss, morgenen efter at jeg tog af sted, sad du da ned, eller stod du op?”
Lena rystede på hovedet.
”Kom nu, baby. Sad du eller stod du?”
Hun rystede på hovedet igen da den dag vendte tilbage til hende. Hans hånd der kvalte skriget i hendes hals da han knaldede hende hårdt bagover på sengen. Hendes væmmelse, som hun undertrykte da hun kyssede ham farvel og ønskede ham en god dag på arbejdet.
Lena tvang sig selv til at tale. ”Hvad betyder det?”
”Jeg vil vide det,” insisterede han. ”Da du sendte mig af sted til det her hul i helvede i ti år af mit liv, sad du da i den seng hvor jeg lige havde kneppet dig, eller stod du ved siden af den?”
Hun undertrykte en gysen da hans ord pustede liv i erindringen. ”Du har fået hvad du bad om,” sagde hun til ham, og nu var hendes hænder rolige da hun knappede blusen. ”Fortæl mig hvorfor du har prøvet at komme i kontakt med Hank.”
”Okay,” sagde han og lænede sig frem. ”Kom her.”
Hun lænede sig fremad, afventende.
Smilet på hans ansigt burde have været den første advarsel, men hun var stadig overrasket da lyden af hans latter fyldte lokalet. ”Din åndssvage kælling,” sagde han og rystede hovedet som om han knap kunne begribe hvor dødkomisk situationen var. ”Troede du virkelig jeg ville fortælle dig en skid?” Latteren standsede brat. ”Skrid med dig. Du gi’r mig kvalme.”
Lena var rystet over hvor dum hun havde været. ”Du sagde –”
Han smækkede hænderne i bordet, så lænkerne skramlede mod stålet. ”Jeg sagde skrid med dig, møgkælling.”
Lena greb papirerne på bordet da hun rejste sig og bakkede indtil hun mærkede væggen bag sig.
Han lagde armen over stolens ryglæn og så på hende med et tilfredst smil i ansigtet.
Hun gik ikke. Hun ventede; hun længtes efter at såre ham, ydmyge ham lige som hun var blevet ydmyget. ”Ved du hvad, Ethan?”
”Hvad, baby?”
”Jeg er virkelig glad for at jeg kom her i dag.”
”Aha?” Han rakte hånden ned og greb sig om skridtet. ”Det er jeg også, baby.”
”Nej.” Hun knugede papirerne ind til brystet som om de kunne beskytte hende som et panser. ”Ser du, der var noget jeg var virkelig ked af.” Hun tav og studerede hans hånlige grin for at nyde hvert sekund. ”Kan du huske da jeg fortalte dig at jeg mente jeg var gravid?”
Han rettede sig op i stolen. Hun havde hans fulde opmærksomhed nu.
”Jeg sagde til dig at det var falsk alarm. Men det var det ikke.”
Hans læber skiltes, men han sagde ingenting.
”Og så sagde jeg til dig at jeg skulle til Macon på kursus,” fortsatte hun. ”Men jeg var ikke i Macon, Ethan. Jeg var i Atlanta.” Nu var det hendes tur til at smile. ”Ved du hvad jeg lavede deroppe, baby?”
Han spændte kæbemusklerne. ”Hold din kæft.”
”Ved du hvad jeg lavede, Ethan? Hva’, skat?”
Han langede ud efter hende, og lænkerne tvang ham tilbage mod væggen. Han skreg: ”Jeg slår dig kraftedeme ihjel,” og spyttet stod ud af munden på ham. ”Din forpulede luder!” Hver eneste muskel i hans krop skælvede af anstrengelse mens han hev og sled i lænkerne. Han var som en rabiesramt pitbullterrier, klar til at kvæle sig selv og dø frem for at undertrykke behovet for at angribe.
Lena bankede på døren. ”Tænk over hvad jeg gjorde,” sagde hun til ham. ”Tænk over hvad jeg gjorde ved dit barn næste gang du spiller den af så du bli’r hudløs.”
Vagten åbnede døren. Han så på Ethan og derefter på Lena. ”Er du færdig?”
”Ja,” sagde Lena og kastede et sidste blik på Ethan. ”Jeg er færdig.”
Lena brød ikke sammen før hun var ude på parkeringspladsen og på vej mod interstate-motorvejen. Hun følte væmmelse efter Ethans nærvær og efter den hårdhudede måde hun havde talt om deres barn på. Da hun gik ud af mødelokalet og ned ad gangen mod udgangen, velvidende at Ethan ikke kunne følge efter hende, havde hun følt sig magtfuld og uovervindelig. Så var ordene kommet tilbage til hende, og den dumme måde hun igen havde ladet sig overtale til at følge hans lyster, gav hende en følelse af hudløshed.
Da Lena kom til skiltet der bekendtgjorde at hun kørte ind i Elawah County, var hun udmattet. Om og om igen blev hun ved med at gennemgå hvordan hun havde danset efter Ethans pibe. Han havde altid følt en sygelig glæde ved den slags manipulation. Hun kunne se ham ringe til Hank med det syge grin i ansigtet; optændt af nydelse ved udsigten til at pine den gamle mand. Ethan havde altid brugt andre mennesker til at ramme Lena, hvad enten det var med trusler mod Nan eller forsøg på at hidse Jeffrey op. Lena var ikke engang sikker på at Hank havde hørt beskederne på telefonsvareren. Og selv om han havde, hvad ragede Ethan Green så ham? Et par beskeder på en telefonsvarer var ikke nok til at få Hank til at begynde at sprøjte sig igen. Der måtte være noget andet – noget Lena stadig ikke kunne se – og hun kunne fornemme at det hele førte tilbage til narkopusheren med det røde hagekors som hun havde set på vej ud fra Hanks hus.
Hank havde sagt at manden havde slået hendes mor ihjel. Hvor havde han gjort det? Hvornår? Hvordan?
Besøget i fængslet havde været spild af tid. Lena havde spildt en hel dag på et falsk spor når hun i stedet kunne have ledt efter oplysninger om Angela Adams. Hun måtte finde noget – en fødselsattest, en vielsesattest, en dødsattest, sidst kendte adresse. I det mindste et personnummer som kunne bruges til at spore hende gennem skattevæsenet. Via skattevæsenet kunne hun finde en adresse, en arbejdsplads – noget hun kunne bruge over for Hank. Lena følte i stadig højere grad at hendes mor var nøglen til det hele. Der var en eller anden grund til at Hank var røget ud ad en tangent. Hvis Lena vidste hvad der virkelig var sket hendes mor, hvorfor Hank havde løjet i så mange år, så kunne hun konfrontere ham med det og presse ham til at søge hjælp. Da Lena kørte ad motorvejen ind i Reese, begyndte hun at lægge planer.
Tiden var inde til at tale med de lokale politifolk. Så skide være med Al Pfeiffer og hans liderlige fingre. Lena var ikke længere en ængstelig teenager der var bange for at få en fartbøde. Hun var kriminalassistent i Grant County Police Force. Hun ville tage ind til sheriffens kontor i morgen tidlig og forlange at få udleveret kopier af alle rapporterne vedrørende efterforskningen af hendes fars død. Hvis Pfeiffer strittede imod, ville hun ringe til Jeffrey og få ham til at tage affære. Hvis Jeffrey havde brug for en grund til at hun ville se sagsmappen, ville hun spinde ham en ende om at hun havde brug for at få sagen ud af hovedet. Siden Jeffrey havde giftet sig med Sara igen, havde han fået tilstrækkeligt med østrogen ind i sit liv til at tro på den slags fis.
Lena kunne stadig tage ind på hospitalet og forsøge at spore sin mors fødselsattest. Hvis det ikke fungerede, ville hun tage tilbage til Hank og finde oplysningerne på egen hånd. Hun gøs ved udsigten til at gå op på loftet igen; lugten af Deacon Simms. Men hun havde ingen anden mulighed. Hank var konsekvent i én forstand: Han smed aldrig noget ud, hvad enten det var en elektricitetsregning fra 1973 eller en avis med omtale af Challenger-eksplosionen. Et sted i det hus, under alle selvhjælps-pamfletterne og det snavsede tøj og kasser med skrammel, måtte der være nogle oplysninger om hendes mor.
Lena fulgte efter bilen foran sig væk fra motorvejen og fortsatte ind mod Reeses centrum. Hun kom forbi motellet, men kørte ikke derind; tanken om det mørke ensomme værelse var mere end hun kunne klare. Uden at være klar over det havde hun besluttet at gå Hanks papirer igennem i aften. Hun ville finde nogle skraldesække og smide en masse ud mens hun var i gang.
Måske kunne hun finde en måde at komme af med Deacons lig på.
Da hun kørte forbi byens highschool, bremsede bilen foran hende hårdt op, og Lena hev rattet rundt for at undgå en kollision. Hendes hoved slog imod rattet, og hun skred over i modsat vejbane. Celicaen standsede en meter inden den røg i grøften. Hendes hjerte sad oppe i halsen mens hun prøvede at finde ud af hvad der var sket. Hun kunne mærke blod der løb ned ad siden af hendes hoved, og hun tørrede det af mens hun skubbede døren op.
Lidt længere fremme holdt en hvid Escalade.
Lena rakte hånden ind under sædet og tog sin foldekniv. Hun vippede klingen ud og stod ud af bilen.
Gadelygterne havde nær blindet hende, eller måske var det slaget der havde lavet et nummer med hendes hjerne. Hun følte sig svimmel og syg, og hendes hoved dunkede som en tromme. Lena kneb øjnene sammen og prøvede at se ind i firehjulstrækkeren. Det bageste vindue blev rullet ned med en mekanisk summen. Charlotte Warren sad på bagsædet. Hun havde gaffatape for munden. Hendes øjne var store af angst.
Hanks pusher stod ud af bilen og lod døren stå åben. Lena knyttede næven om knivens perlemorsskæfte, klar til at bruge den, men manden greb hende uden videre ved håret og kylede hende hen mod Cadillacen som en sæk mel.
”Ind,” sagde han. Hendes kniv var i hans hånd nu. Hun måtte have tabt den. Han foldede den sammen og stak den i baglommen mens hun så på ham.
Lena skubbede sig væk fra bilen, men han slyngede hende tilbage mod den åbne dør. Charlotte udstødte et halvkvalt råb, og Lena så at der sad en anden mand ved siden af hende. Han havde kirurghandsker på hænderne og holdt en pistol mod Charlottes hoved. Hans smil sendte en kuldegysning igennem hendes krop.
Han sagde: ”Ind med dig.”
Lena rørte sig ikke.
Han pressede pistolens munding mod Charlottes tinding. ”Ind, eller jeg skyder hende.”
Lena satte sig ind.