NITTEN

JEFFREY SAD PÅ TRINET FORAN Hank Nortons hus og studerede kortet over Reeses centrum. Sara var kørt i ambulancen med Hank for at tage sig af ham undervejs til hospitalet. Jeffrey behøvede ikke spørge for at vide at hun ville blive hos ham indtil hans tilstand var stabiliseret. Sara havde aftjent sin værnepligt som ung læge på en akutafdeling. Hun ville ikke vige fra Hanks side før hun var sikker på at han var i gode hænder.

Så Jeffrey havde rigelig tid til at ransage mandens hus. Først havde han åbnet hvert eneste vindue som ikke var malet fast til rammen, i håb om at få luftet lidt ud. Mens han ventede på at dette mirakel skulle indtræffe, tjekkede han skuret i baghaven. Bortset fra en masse rottelort og sådan noget som hundrede kasser med papir der var så gammelt at det var begyndt at blive til pulp, fandt han ingenting. Den gamle Chevrolet pickup var tom, og gulvet i førerhuset var så rustent at bænksædet var faldet igennem det og stod på jorden.

Det tøj Hank havde haft på, lå henne ved hegnet. Bukser, skjorte og undertøj lå i et spor hen over plænen, og Jeffrey gættede på at den gamle mand havde taget det af mens han gik ind i haven. Da redderne havde flyttet Hank op på båren, tjekkede Jeffrey græsset under ham. Han blev lettet over hvad han fandt. Da han først havde set Hank ligge i græsset, havde han troet at Lenas morbror havde ligget der i dagevis og ventet på at nogen skulle opdage ham. Jorden under hans afmagrede krop ville have været tør hvis han havde ligget der natten over.

Jeffrey slog tiden ihjel med at vandre rundt i baghaven da hans fod fandt den bløde, våde jord oven på septiktanken. Systemet havde tydeligvis presset sit indhold ind i huset. Hvem der end havde smadret toilettet med en forhammer, havde brudt den naturlige forsegling og fået kloakslammet til at sprøjte ud i badeværelset. Der måtte en slamsuger til for at suge tanken tom, og en eller anden stakkel måtte rydde ud i svineriet inde i huset med en skovl. Efter Jeffreys mening ville det være langt nemmere at leje en bulldozer og vælte hele huset.

Da han havde ventet en halv time på at stanken skulle aftage, kunne han gå ind igen uden at kaste op. Men selv om vinduerne stod åbne, var huset fuldt af rådne madvarer og af de insekter som stanken tiltrak, og Jeffrey fik så mange sure opstød at han blev hudløs i halsen. Det var en mærkelig fornemmelse at stå i Lenas børneværelse. Ligesom de fleste forældre havde Hank ikke lavet om på ret meget da pigerne flyttede, og ligesom de fleste børn havde Lena og Sibyl efterladt alt det skrammel som de ikke gad tage med. Da Jeffrey åbnede en skuffe som indeholdt Lenas gamle undertøj, besluttede han at fortsætte inde i Hanks værelse.

Mens Jeffrey studerede mandens ejendele, fik han en klar fornemmelse af at det ikke var første gang huset var blevet ransaget. Han vidste ikke om det var Lenas værk eller en andens. Men han vidste at det splintrede træ rundt om dørkarmen så ud til at være blevet smadret for nylig.

Lena vidste hvordan man sparker en dør ind. Hun vidste også hvordan man ransager et hus. Erkendelsen af at hun kunne have gjort begge disse ting ved sin morbrors hus, var ikke nogen trøst. Jeffrey vidste at hun skjulte sig et sted, at hun sov på skolen, eller i det mindste havde gjort det indtil nu, men hvad havde hun lavet om dagen? Hvorfor var hun stadig i Reese?

Jeffrey opgav at gruble sig frem til hvad Lena var ude på, da hans gennemgang af huset endelig bragte ham ud i køkkenet. Han tænkte på at stablerne af pamfletter fra Anonyme Alkoholikere på bordet og den tomme engangssprøjte han fandt under stolen, tilsammen udgjorde noget man kunne kalde en ironisk kommentar, men han var ikke i humør til at fundere over det. Han tørrede stolen over for Hanks af og satte sig ved bordet for at tænke på hvad der kunne få en mand til at gøre den slags ved sig selv. Det var selvmord, hverken mere eller mindre.

Jeffrey fandt ikke andet i huset end en altovervældende sorg, og han lukkede vinduerne i køkkenet og gik rundt i resten af huset for sikre sig at det var stort set som han havde fundet det. Han tog en rulle gaffatape som han havde lagt fra sig i køkkenet, og tapede badeværelsesdøren til så godt han kunne. Vinduet stod åbent, men han tvivlede på at selv de mest desperate tyve ville udsætte sig selv for det tilsvinede badeværelse for at komme ind i huset.

Den næste halve time brugte han på at kæmpe med hoveddøren. Uanset hvad han prøvede, forhindrede dørens ødelagte metalbeklædning ham i at lukke den rigtigt. Jeffrey prøvede at presse den tynde metalplade ind, men det eneste han fik ud af det, var en masse små sår på fingerspidserne. Til sidst tog han en skruetrækker i køkkenet og brugte den til at holde beklædningen på plads mens han pressede døren i.

Han havde tænkt sig at forlade huset ad køkkendøren, men han havde en mærkelig fornemmelse da han begyndte at trække døren i. Det var som om han havde glemt noget. Endnu en gang gik han gennem huset og tændte alt lyset og tjekkede hvert eneste rum for at se om der var noget der sprang i øjnene. Det eneste der mødte ham, var stanken. Hank måtte have bevæget sig fra rum til rum for at forsøge at komme væk fra den, og var til sidst endt i køkkenet. Jeffrey gik tilbage til stuen. Han trak vejret gennem munden og prøvede at lade være med at få brækfornemmelser af lugten da han fik øje på maleriet over sofaen.

Det måtte være Lenas mor. Hun havde den samme olivenfarvede hud og det samme gennemborende blik. Hendes hår var kortere, men det så ud næsten præcis som Lenas gjorde nu. Hun havde den samme lange svanehals, og Jeffrey kunne se på hende at hun havde den attitude som nogle kvinder opfattede som truende, men som de fleste mænd fandt sexet. Jeffrey kunne nemt forestille sig at hun havde været svær at score for de lokale mænd. Der skulle en politimands arrogance til for at se forbi kvindens hovmodigt løftede hage og øjnenes ironiske glimt.

Endelig forlod Jeffrey huset og drejede håndtaget for at låse køkkendøren. Han havde ladet alt lyset brænde i håb om at skræmme eventuelle indbrudstyve væk, eller også var det bare en undskyldning for at lade være med at gå ind i det deprimerende hus.

Han var færdig med at gå på listefødder. En kvinde var blevet brændt levende. Jeffrey var blevet skudt på. En mand var blevet knivmyrdet og smidt ind gennem deres vindue. Hank Norton lå på sit dødsleje på hospitalet.

Tiden var inde til at finde Lena.

Jeffrey sad på trinet foran døren og studerede kortet indtil han fandt den rute han havde søgt efter. Sara havde haft ret i et byen var et stort rektangel med en skov i midten. Der måtte være stier gennem den skov, genveje som havde været brugt i årevis. Måske endda et fort eller et primitivt skur hvor de unge tog hen for at ryge pot eller gå i seng med hinanden. Da Jeffrey var teenager, havde han haft sådan et sted. Det var ikke svært at forestille sig at der var ét i Reese også.

Jeffrey havde givet Sara sin mobiltelefon fordi batteriet i hendes var dødt. Han gik ud til BMW’en, tog telefonen ud af laderen og stak den i lommen. Så låste han bilen før han begyndte at gå ned mod enden af vejen. I betragtning af Hanks aktuelle tilstand var det udelukket at den gamle mand havde hjulpet Lena under hendes flugt fra ordensmagten. Det betød at Lena var på egen hånd hvilket igen betød at hun måtte have forladt hospitalet til fods. Jeffrey så på kortet og fandt den rute som hun kunne have valgt for at komme fra hospitalet til Hanks hus. Han gik ud fra at hun var gået derhen først for at lede efter penge. Huset var blevet endevendt af en eller anden. Det kunne udmærket være Lena.

Jeffrey tvivlede meget på at den patruljevogn som Jake Valentine havde sendt ud til huset den nat da Lena forsvandt, havde været nok til at holde hende væk. Hanks baghave var åben ind mod naboen. Lena kunne nemt være gået ind ad bagdøren uden at nogen ude på gaden ville bemærke det. Hvis vicesherif Don Cook havde siddet i den patruljevogn, havde han sikkert været optaget af at løse krydsord og spise kiks mens hun gik rundt inde i huset.

Jo længere tid han stod her og tænkte over det, desto mere dagslys mistede han. Jeffrey tog sin jakke af og rullede ærmerne op mens han gik hen ad gaden. Han kom forbi Reeses highschool og tænkte på hvor Lena ville overnatte nu hvor klasseværelset ikke længere var en mulighed. Hanks værtshus var brændt ned, men han huskede at Valentine havde fortalt ham at afspærringstapen for døren var blevet skåret over. Jeffrey rystede på hovedet og tænkte på at hvis Lena havde opholdt sig i værtshuset i al den tid mens Jeffrey og Sara boede på motellet lige ved siden af, så ville han slå hende ihjel.

Der var kun én ting der var sikker i alt dette, og det var at Lena måtte finde husly et eller andet sted. Hun ville få brug for mad, tøj og vand. Jeffrey så op på solen og ønskede at han havde taget noget vand med. I betragtning af stanken i huset var det sikkert klogt at han ikke havde indtaget noget mens han var der.

Da han nåede toppen af bakken, tog han kortet frem igen og tjekkede for at sikre sig at han stadig var på rette vej. Han så dækspor på vejen hvor to biler var skredet ud og næsten kollideret med hinanden, og forestillede sig at et par unge knægte sikkert havde været tæt på at få totalskadet deres biler.

Jeffrey kunne høre trafik fra motorvejen da han svingede til venstre ad den næste gade. En bred mark på hans højre hånd grænsede op til en tæt skov, og han spekulerede på om det mon var den samme skov der lå bag motellet. Jeffrey konsulterede kortet igen og så at det var det. Lena kunne være gået gennem skoven fra Hanks hus til værtshuset. Hospitalet lå kun nogle få gader væk.

Som han havde forventet, var der stier på kryds og tværs. Det var koldere inde i skoven, og han tog sin jakke på igen. Han så ingen hemmelige skjulesteder og intet affald bortset fra nogle cigaretskodder og flere tomme flasker end han kunne tælle. Jeffrey kunne stadig se solen gennem træernes grene og løv, og han sørgede for at have den på højre side mens han gik i en lige linje over mod motellet. Han blev ved at se på sit ur mens han gik, så han ikke mistede tidsfornemmelsen. Når man troede man var faret vild, var det altid som om tiden gik langsommere.

Jeffrey var begyndt at blive lidt nervøs da han endelig hørte den bæk han havde set bag Hanks værtshus for et par nætter siden. Han tænkte på hvor praktisk det ville være hvis han faldt over det som Boyd Gibson havde haft med forleden, men da han nåede bækkens bred, havde han stort set opgivet at komme til at opleve sådan et mirakel.

Jeffrey så det værelse hvor han og Sara havde boet. En eller anden som ikke var særligt fiks på fingrene, havde sømmet et stort stykke krydsfiner over den knuste rude. Døren stod på klem, og Jeffrey stak hovedet ind for at sikre sig at de havde fået alle deres ting med. Værelset så ud fuldstændig som da de havde forladt det, men af en eller anden grund fandt Jeffrey det ikke helt så frastødende som før. Måske skyldtes det at han havde tilbragt et par timer i Hanks hus. Han vidste ikke hvordan Lena havde klaret det.

”For fanden,” hviskede Jeffrey. Lena havde ikke klaret det. Det var udelukket at hun havde tilbragt natten i det hus. Hun var ikke ligefrem overpertentlig, men ingen med sin fornufts fulde brug ville sove i det svineri.

Jeffrey småløb hen til motellets kontor. Natportieren var gået, men en teenager med gulerodsfarvet hår sad bag computeren og spillede et eller andet spil på computeren.

Drengen så ikke op fra skærmen mens han bevægede tommelfingrene lynhurtigt over spilcontrollerens knapper. ”Hvad så?” sagde han.

”Har der boet en kvinde her i sidste uge? Cirka på denne højde.” Jeffrey holdt en hånd ud foran sig for at angive Lenas højde. ”Brunt hår, brune øjne –”

”Du mener Lena?” sagde drengen med øjnene limet til skærmen.

Jeffrey rakte hånden ind over disken og tog controlleren ud af hånden på den unge mand. ”Giv mig nøglen til hendes værelse.”

”Sheriffen har allerede været –” Drengen så ud til at fatte at hans indvendinger ikke spillede nogen rolle. Han skyndte sig at række Jeffrey hovednøglen og sagde: ”Værelse fjorten. Det er på anden sal.”

Jeffrey skyndte sig op ad trappen. Han stak nøglen i låsen og knaldede døren til Lenas værelse op som om han forventede at finde hende derinde med en fuldt færdig forklaring på alt.

Hun var der ikke.

Han lukkede døren bag sig og lod nøglen falde ned på plasticbordet. Lenas toiletsager stod sirligt på række ved siden vasken, hendes tøj var stadig lagt sammen i kufferten. Jeffrey kunne ikke have nogen mening om hvad der eventuelt manglede, for han vidste ikke hvad hun havde pakket. Alligevel åbnede han alle skufferne og tjekkede sengebordet; han kiggede endda ind under vasken.

Der var ingenting bortset fra en rusten skruetrækker der var trillet ind under airconditionanlægget ved siden af vinduet.

Jeffrey sad på sengen og prøvede at tænke. Han havde aldrig set Lena med en håndtaske, men håndtasker var heller ikke praktiske for en kvinde med hendes arbejde. Det måtte han spørge Sara om. Eller måske var Valentine den rigtige at spørge eftersom han allerede havde tjekket værelset. Ved nærmere eftertanke var der ingen grund til at lade sheriffen vide at han havde scoret et point ved at komme først.

Jeffrey rejste sig fra sengen og løftede madrassen, men fandt ikke andet end noget der lignede rester af osterejer. Han lod madrassen falde på plads, og lufttrykket slog op imod ham. Jeffreys lugtesans var forståeligt nok ikke i topform efter oplevelsen i Hank Nortons hus, men han kunne have svoret på at han fik et pust af den karakteristiske lugt af våbenolie. Han vippede madrassen ned fra sengen og satte sig på knæ for at undersøge den nærmere. Han var glad for at der ikke var nogen der kunne se ham mens han snusede med næsen helt nede over det tynde bomuldsstof, og han standsede brat ved lyden af en nøgle der blev stukket i låsen.

Jeffrey rejste sig netop som døren blev åbnet. Stuepigen for forskrækket sammen da hun så ham. Hun skulede surt til ham.

”Hvad helvede er det du laver?” spurgte hun arrigt.

”Kan du komme tilbage om ti minutter?”

”Kan du lægge den madras tilbage hvor den hører hjemme?” Da Jeffrey ikke straks adlød, satte hun hænderne i siden. ”Jeg har ikke hele dagen, mister.”

Han tog sit skilt frem og viste hende det.

Hun skævede til de små bogstaver, åbenlyst uimponeret. ”Grant County. Det lyder som et rigtigt lortehul. Lad mig gætte; du er ved madrasafdelingen. Det er dig der tjekker fjedre?”

Jeffrey lagde madrassen på plads og håbede at han kunne holde hendes snakketøj i gang. ”Har du nogensinde mødt den kvinde der bor her?”

”Hende der stak af fra Jake?” Hun lo klukkende og gik ind i værelset. ”Og jeg stemte på den idiot, hvad gi’r du mig?”

”Lena er en af mine venner,” sagde han til hende. ”Jeg prøver at hjælpe hende.”

”Åh, du er ridderlig.” Hun tog en klud op af lommen og begyndte at tørre telefonen på sengebordet af mens hun mumlede: ”Hun må ha’ brugt den her en masse. Den er fuld af fedtfingre.” Hun stod med bøjet nakke, men hun så op på Jeffrey som om hun undrede sig over hvorfor han var der endnu.

”Tak for hjælpen,” sagde han til kvinden, selv om han mente det modsatte.

Jeffrey var halvvejs henne ved trappen da det gik op for ham at stuepigen måske alligevel havde hjulpet ham mere end det havde været hendes mening. Han havde ikke set Lenas mobiltelefon på motelværelset, så den måtte altså have været i hendes bil. Frank Wallace, hans næstkommanderende, kunne få tjekket hvem hun havde talt med den aften da Escaladen blev stukket i brand, eller måske endda bagefter. Han ville også udsende sin egen efterlysning af Hanks Mercedes og måske få Frank til at indkassere et par tjenester de havde til gode hos færdselspolitiet, og bede dem om at holde ekstra udkig efter Lena. Ligesom det havde været tilfældet med Jeffreys telefon, kunne Saras heller ikke finde et signal på motellet, så han måtte ringe til Frank på vejen tilbage.

Jeffrey standsede neden for trappen. Hold da kæft, hvor var han dum. Hvis han ikke kunne bruge sin mobiltelefon på motellet, kunne Lena heller ikke.

Han løb over mod receptionen igen. Denne gang ventede den rødhårede dreng ved skranken, klar til at hjælpe. Han spurgte: ”Fandt du noget?”

Jeffrey svarede med sit eget spørgsmål: ”Ringede kriminalassistent Adams til nogen mens hun boede her?”

”Hun foretog et udenbys opkald inden hun tog af sted.”

Jeffrey vidste fra sin egen regning at motellet tog halvtreds cent i minuttet for lokale opkald og to dollars i minuttet for udenbys. Det løb op i mange penge, og motellet holdt regnskab med alle opkald. ”Lad mig se alle hendes opkald.”

Teenageren hev en stabel papirer ned fra printeren. ”Der er kun ét,” forklarede han. ”Det er områdenummer ni-et-to.”

Nummeret virkede bekendt. ”Det er Savannah.”

”Ja, det tror jeg også.”

Jeffrey tog telefonen på skranken og tastede nummeret.