TYVE

CHARLOTTES ANSIGT VAR HALVT SKJULT af tapen der dækkede munden, så det eneste Lena kunne se, var et par opspærrede, rædselsslagne øjne. Kvinden skælvede af frygt, og hendes hulken blev næsten kvalt af tapen. Lena kastede et blik i bakspejlet mens hun kørte firehjulstrækkeren ned ad den mørke vej og prøvede at kommunikere tavst med Charlotte og fortælle hende at hun skulle holde ud, at Lena nok skulle finde en vej ud af deres knibe. Selv om hun måtte erkende at hun ikke kunne se hvordan de skulle slippe væk.

Den tatoverede mand der havde slået Lena, kørte bag dem i hendes Celica. Hun havde ingen anelse om hvor de var på vej hen eller hvorfor. Hun blev bare ved med at køre, for selv om hun ikke kunne se det maskerede ansigt på den mand der sad på sædet bag hende, så vidste hun at han ikke var til at spøge med. Den måde han holdt pistolen på, sagde det hele. Våbnet var som en naturlig forlængelse af hans hånd. Han var ikke bange for at bruge det.

Lena tænkte på Evelyn Johnson, Ethan der kørte hende ud til den lysning i skoven hvor hun blev myrdet. Havde Ethan kigget i bakspejlet og set frygten i Evelyns øjne og vidst at der ikke var noget han kunne gøre? Havde han selv været lige så bange? Eller havde han siddet uroligt i sædet og bekæmpet ophidselsen der pressede sig på mellem benene mens han tænkte på det der snart skulle ske?

”Vend her,” sagde manden med masken, og Lena adlød og svingede ind ad Laskey Street som gik bag ved skolen. Der var ingen anspændthed i hans stemme, og han så ikke ud til at have nogen særlig plan. Så vidt hun kunne afgøre fik han hende til at køre rundt om skolen.

”Til højre næste gang,” sagde han.

Lena så på Charlotte igen. Hun spurgte manden. ”Hvorfor gør du det her?”

”Hvorfor tror du?”

”Er det Ethan der har sendt dig?”

”Hvem er Ethan?”

”Hvis det er Ethan der har sendt dig, så er det her en sag mellem ham og mig. Charlotte har ikke noget at gøre med det. Jeg har ikke set hende siden vi gik i skole sammen.”

”Skat, jeg aner ikke hvad du taler om.”

Hun vidste ikke om han talte sandt, eller om han legede med hende. Var de fulgt efter hende til Coastal State Prison, eller havde de bare ventet på at hun skulle komme tilbage til byen? Der var ingenting på hendes hotelværelse der kunne sige dem hvor hun havde været. Ethans sagsmappe var tilbage i det gamle skjulested bag cd-boksen i Celicaens bagagerum. Det eneste af værdi på værelset var hendes Glock, og den havde de tydeligvis ikke brug for.

Lena kastede et blik over skulderen. Manden var ikke høj, men solidt bygget. Han sad afslappet med benene lidt fra hinanden og venstre arm hængende tilbage over ryglænet mens han holdt pistolen rettet mod Charlottes hals.

Han sagde: ”Hvad kigger du på?”

”Hvem er du?” spurgte Lena. Betød masken at han havde tænkt sig at lade dem gå? Hun havde allerede set hans makkers ansigt, selv om det måske ikke betød så meget fordi han allerede var blevet set for to dage siden uden for Hanks hus.

Hun så sig om efter et eller andet – hvad som helst – der kunne bruges som våben. Bortset fra bilnøglerne og en kop af hvid skumplast i den ene kopholder var der ikke noget som helst. Hun lod hånden glide ned ad rattet og pressede knoerne mod siden af koppen. Indholdet var koldt, det var formentlig vand.

”Kør videre,” sagde manden. ”Til højre igen herhenne.”

Lena ignorerede ham og fortsatte ligeud. Han slog klik med tungen som om hun var et uartigt barn, men sagde ikke andet.

Regel nummer et når man står over for en bortførelse, var ikke at lade gerningsmanden ændre på hvor man befandt sig. Hvis han sprang på én på en parkeringsplads, så kæmpede man med næb og kløer for at blive på den parkeringsplads. Man satte sig ikke ind i en bil sammen med ham, og man lod ham ikke slæbe én andre steder hen. Når han først havde kontrol over én og ens situation, kunne han gøre hvad han ville. Så var der ingen vej tilbage.

Lena satte farten ned og holdt øje med Celicaen bag dem mens hun spekulerede over hvad hun var ved at rode sig selv – og Charlotte – ud i.

Manden sagde: ”Du kan virkelig godt li’ at tage chancen, hva’?”

Lena standsede bilen. Hun vendte sig om mod ham. ”Hvad vil du os? Hvorfor er Charlotte her?”

Bagdøren i Charlottes side blev åbnet. Manden med det røde hagekors stod der.

Ham med pistolen som lod til at være den der bestemte, sagde: ”Giv hende en lille opmuntring, så hun kan se at vi mener det.”

Gorillaen rakte hånden om bag på sine bukser. Lena forberedte sig på at han ville trække en pistol og skyde dem begge to, men han tog kun en sammenrullet plasticpose frem.

”Hvad laver du?” spurgte Lena, men hun vidste det godt da hun så manden rulle posen op og tage en fuld engangssprøjte frem.

Charlotte vidste hvad der skulle ske før Lena gjorde. Hun gik i panik og stak armene om bag på ryggen og kæmpede for at beskytte sig mens gorillaen knipsede på siden af sprøjten og sprøjtede et strint væske ud af kanylens spids. Hun begyndte at fægte desperat med armene da han greb fat om dem, og pludselig var det som om et eller andet brød sammen inden i den anden kvinde. Hun opgav sin modstand og holdt armen frem og ventede bare på nålen.

”Nej …” sagde Lena, men det var for sent. Stemplet var presset i bund. Charlotte lukkede øjnene, og en blød lyd der lød som et suk, steg op fra hendes hals.

Manden med masken hvilede pistolmundingen mod Charlottes kind. ”Det ser ud til at hun godt kan li’ det, synes du ikke?”

Lena mærkede tårerne strømme ned ad ansigtet. Hvor mange børn var det Charlotte havde? Hun havde set et af dem i biblioteket forleden, en ganske ung pige, sikkert ikke engang tretten.

”Jeg be’r dig,” sagde Lena. ”Lad hende nu bare gå.”

”Hvorfor kører du ikke lidt igen?” foreslog manden. Han nikkede til sin lakaj, og døren blev smækket.

Lena satte bilen i gear og trådte på speederen. Hun kørte igen og fulgte den samme cirkel som før med Celicaen lige bag sig.

Charlotte udstødte en dyb stønnen. Hendes øjne rullede bagover, og hun sank sammen op ad døren.

Lena spurgte: ”Hvad var det I gav hende?”

”Noget til at slappe lidt af på.”

”Jeg forstår det ikke,” sagde Lena. Hun græd rigtigt nu. ”Hvad er det der foregår? Hvad har Charlotte nogensinde gjort jer?”

”Vil du gerne høre en lille historie, Lee?”

Han brugte hendes kælenavn, det navn som ellers var reserveret nære venner og familien. Lena drejede bakspejlet fra Charlotte til hendes bortfører.

Hun kunne se hans hvide tænder gennem hullet i masken. ”Er du ved at regne det ud, smukke?”

Hun koncentrerede sig om hans stemme og prøvede desperat at placere den. Der var næsten ingen accent eller dialekt, og tonen var dyb, næsten lige så dyb som Jeffreys. Lena hastede igennem sin barndom og prøvede at huske de mænd hun havde kendt. Hank havde ingen venner. Når han var på stoffer, endte han med at tage røven på folk eller støde dem fra sig. Når han var clean, manglede han evnen til at skabe kontakter. Der var folk han kendte fra AA-møder, men det var det hele. Han tilbragte sine aftener derhjemme eller på værtshuset.

Manden sagde: ”Ved du hvad, da jeg så dig ved Hanks hus forleden, da tænkte jeg: ’Se, dér er en kvinde der ser godt ud.’ ”

Havde han siddet i Escaladen uden for Hanks hus? Firehjulstrækkerens ruder var tonede. Lena havde været så fokuseret på manden med hagekorset at hun ikke havde kigget efter en passager.

”Du ligner din mor da hun var på din alder. Vidste du det?”

”Jeg vidste ikke engang at min mor levede da hun var på min alder.”

”Åh jo, Angie, hun levede meget længere end hun skulle have gjort.”

Hank havde sagt at det var ham der havde slået Angela Adams ihjel. Men hvilken ”ham”? Havde han i virkeligheden ment den mand der nu sad med en pistol rettet mod Charlotte Warrens hoved?

Lena spurgte: ”Dræbte du min mor?” Hun vendte sig om. ”Hank sagde at du dræbte hende.”

Han lo. ”Hank siger så meget. Men det er snart overstået, så skæv som han er. Sig mig en ting, skat, kan du li’ at vædde? Du har måske lyst til at sætte lidt håndører på hvor længe han er om at dø?” Hans latter var en tør lyd uden den mindste smule humor. ”Jeg ville helt ærligt blive overrasket hvis han stadig trækker vejret efter det shit Clint gav ham i dag.”

Clint, tænkte Lena. Nu kendte hun gorillaens navn.

”Lad mig fortælle dig noget om din mor,” sagde manden med masken. ”Vil du gerne vide noget om din mor?”

”Ja.”

”Javel …” Han lod som om han tænkte tilbage. ”Som jeg sagde, du ligner hende. Det samme kønne hår, smukke øjne. Hendes mund var noget helt for sig. Du er jo hendes barn, så jeg skal ikke gå i detaljer, men lad mig sige at hun kunne sutte læderet af en baseball og sluge den hel.” Han lo en kaglende latter. ”Men Angie havde selvfølgelig ikke altid været sådan. Der var prop i hende da hun gik i highschool. Meget religiøs ligesom sin mor. Der skulle et brækjern til at lukke hende op. Ind her.”

”Hvad?”

”Kør ind her,” sagde han og pegede på græsset ved siden af skolen.

”Der er ingen vej.”

”Jeg bli’r ved at glemme at du er strisser,” sagde han. ”Kom nu, bare kør på græsset. Der er ingen der anholder dig.”

Lena holdt fast i rattet da hjulene røg ud over vejrabatten. Noget af vandet i plastickruset sprøjtede ned over hendes ben da hun styrede bilen ud på et jævnere underlag.

”Kør videre.” Han pegede fremad mod de åbne låger til sportspladsen.

Lena kørte så langsomt hun kunne uden at bilen gik i stå. I spejlet kunne hun se Celicaen standse i en bås på de ældste elevers parkeringsplads. Var det dét der var planen? At slå Lena og Charlotte ihjel uden for skolen? Hun forstod ikke hvorfor han stadig snakkede hvis det eneste han ville, var at dræbe dem.

”Lidt længere,” sagde manden. ”Ind ad lågerne og ud på footballbanen.” Han lænede sig fremad, og hans hånd strejfede Lenas arm. ”Giv mig lige kruset der, gider du? Jeg bli’r tørstig af al den snak.”

Hun trådte på bremsen og gjorde som han bad om og passede omhyggeligt på ikke at lade sin hånd røre hans. Da hun rakte ham kruset, kunne hun lugte indholdet. Det var bestemt ikke vand, men hun kunne ikke afgøre hvad det så var. Kruset føltes tungere end det burde.

”Tak.” Han satte sig tilbage i sædet og holdt kruset ud for sit bryst. ”Du ser ud som om der er noget du gerne vil spørge mig om.”

Hun skar lige ind til kernen. ”Hvorfor kendte du min mor?”

”Hun var ligesom Charlotte her,” svarede han. ”Bare lad dem smage, så gør de alt hvad man vil ha’ dem til.”

”Smage hvad?” spurgte Lena. ”Narkotika?” Hun så om på Charlotte. Kvinden var sunket sammen og var tavs, hendes læber krøllede som om hun hørte en anden samtale end den der fandt sted. Havde hun løjet om at alkohol var hendes eneste problem? Var hun også på stoffer?

”Stands ved halvtreds-yards-linjen,” sagde manden.

Lena satte bilen i P, men lod motoren gå. Foran sig kunne hun se Clint komme gående ud på grønsværen. Han bar noget der lignede en spand, i den ene hånd og havde slagside af vægten. I stedet for at gå hen til bilen satte han spanden på sidelinjen og stod der som om han ventede på at blive tilkaldt.

I bakspejlet så Lena den maskerede mand stikke pistolen ned i bukselinningen. Han holdt kruset i den ene hånd og sad stadig med den anden rundt om halsen på Charlotte.

Lena kunne løbe nu. Hun kunne springe ud af bilen. Clint var fed og i dårlig form. Lena kunne løbe gennem skoven der grænsede op til sportspladsen, og forsvinde i mørket. Hun kunne hamre på en eller anden dør indtil den blev åbnet, og forlange at låne telefonen.

”Går du?” spurgte manden Lena. ”Eller vil du blive her og høre hvad jeg har at sige?”

Hun havde haft hånden på døren, fingrene lukket om håndtaget. Hun lod den falde og vendte sig om mod ham. ”Lad mig høre,” sagde hun.

”Hvis jeg havde været ude på at slå dig ihjel,” begyndte han, ”ville du allerede være død. Det ved du.”

”Ja.”

”Din veninde her, nå ja, hun har været en god pige i rigtig mange år, men når tiden er inde, så er den inde.”

”Du må ikke gøre hende fortræd,” tryglede Lena. ”Hun har børn. Hendes mand –”

”Ja, det er sørgeligt. Men man træffer selv sine valg.”

”Kalder du det et valg?” snerrede Lena. ”En eller anden nazi-idiot stikker en nål i ens arm, og det skulle være et valg?”

Han smilede igen. ”Du lyder så meget som hende, Lee. Den samme skarpe tunge og temperamentet. Sibyl, hun var mere ligesom … nå ja, jeg ved ikke hvem din søster lignede. Meget stille, altid optaget af sine egne tanker. Men for fanden, hvor fik hun den hjerne fra? Jeg var ved at besvime da jeg hørte hun havde fået fuldt stipendium på Georgia Tech.”

Han vidste åbenbart alt om deres liv, og alligevel havde Lena aldrig mødt ham før.

Men hvad vidste han egemtlig? Alle og enhver der var stødt på Hank og Lena i et supermarked, ville vide at han kaldte hende Lee. Avisen havde omtalt det på forsiden da Sibyl fik sit stipendium. Hvad detaljerne om Angela Adams’ liv angik … så kunne de være opdigtede. Den historie hun hørte om sin mor nu, kunne være lige så falsk som de historier Hank havde digtet for hende da hun var barn.

”Er du ved at have regnet det ud?” spurgte manden.

”Mener du at jeg skulle kende dig?”

”Skat, lige nu skal du bare kigge på og blive klogere.” Han holdt kruset op som om han ville skåle med hende. ”Jeg vil vise dig hvad der sker når folk ikke passer sig selv.”

Han smed koppens indhold på Charlotte, og Lena kunne lugte det nu.

Lighterbenzin.

”Hvad vil du –”

Han åbnede døren. Der lød et klik, og så sprang en flamme op fra den sølvblanke lighter han holdt i hånden. Han smed lighteren ind til Charlotte og vendte sig og gik væk fra bilen, og Lena langede ud efter den og skreg ”Nej –” da hun prøvede at gribe den.

Hun var ikke hurtig nok. Lighteren faldt ned i skødet på Charlotte, flammen tændte væsken, og Lena blev kastet tilbage i forsædet da flammerne slog op om hende.

Charlotte udstødte en lyd som et dyr og fægtede med armene da flammerne begyndte at æde hende.

”Nej,” gispede Lena, ude af stand til at hjælpe, ude af stand til at gøre andet end at se Charlotte brænde. ”Nej!” Bilen fyldtes med røg og lugten af brændende kød. Lena langede ud efter døren, prøvede at få den åbnet. Langt om længe lykkedes det hende at finde håndtaget, og hun faldt ud af bilen. Hun ramte jorden hårdt, og smerten skar igennem hendes skulder da hun kæmpede sig på benene.

Clint dukkede op. Det hun havde taget for at være en spand, var faktisk en benzindunk. Han gik forbi Lena og smed mere benzin på den brændende bil.

Hun langede ud efter ham, slog vildt omkring sig og skreg uden ord mens hun lod sit raseri gå ud over ham. Clint hamrede næven så hårdt ind i siden af hendes hoved at hun vaklede baglæns og omgående fik kvalme af smerten. Varm galde pressede sig op gennem hendes hals, og hun knækkede sammen og brækkede sig i græsset.

Der var en lille eksplosion da en del af firehjulstrækkeren blev antændt. Lena rullede ned på knæ og prøvede at kravle væk fra køretøjet, før det sprang i luften. Røgen og varmen var for meget. Hun faldt om på siden og hev efter vejret. Hun kunne høre en lyd som umuligt kunne være menneskelig: et skingert skrig, så højt i tonen at man kun lige kunne høre det. Charlotte. Hun levede endnu, var der stadig og mærkede flammerne fortære sin krop.

Lena rullede om på maven og vidste at det var for sent for Charlotte nu, at hun selv skulle komme så langt væk fra bilen som muligt. Hun prøvede at bevæge sig, men hendes krop svigtede hende. Pludselig blev hun løftet i bukselinningen og slæbt ud mod tilskuerbænkene. Der lød endnu en eksplosion fra bilen, og denne gang var lyden så høj at det kun kunne være benzintanken. Hun blev slynget ned på en bænk og slog hovedet mod noget metal. Drønet vibrerede i hendes ører; benzindunken blev smidt ved siden af hende.

Clint lå oven på hende; hans ansigt var nogle få centimeter fra hendes. ”Lever du endnu?”

Lena hostede som om hendes lunger var svedet af. Hun kunne knap nok trække vejret med hans vægt på sig. ”Hvorfor?” fik hun hvisket. ”Hvorfor gør I det her?”

Han satte sig tilbage på knæene og børstede snavs af sine arme og ben; som en mand der lige er kommet hjem fra kirke og ikke kan forstå hvorfor han er blevet så beskidt.

”Hvorfor?” insisterede hun, og hendes stemme var tyk af smerte og sorg.

Hun kunne se hans ansigt i lyset fra ilden; han så på hende med noget der mindede om medlidenhed. ”Jeg kan ikke fortælle dig det, Lena. Du kommer til at spørge Hank.”