ENOGTYVE
SARA SAD UDEN FOR ELAWAH COUNTY HOSPITAL og mærkede kulden fra bænkens beton trænge gennem sine jeans. Hun var dødtræt af sygehuse, dødtræt af at alting gik så langsomt. Det var ikke så underligt at folk var så rasende på sundhedsvæsenet. Forgiftningstjekket, blodprøvetagning, røntgen – det havde alt sammen taget dobbelt så lang tid som det burde, og så skulle der findes en læge, der skulle tilkaldes en farmaceut og endelig en sygeplejerske. Alle disse langsommelige mekanismer var designet specielt med henblik på at sørge for at alle havde ryggen fri hvis et eller andet gik galt; hvis en forkert laboratorierapport blev fremsendt, forkert medicin uddelt, en fejlagtig diagnose stillet. I mellemtiden led patienten i et behandlingsmæssigt limbo. Det var til at blive vanvittig af.
Den eneste trøst var at Hank ikke havde været bevidst om ventetiden; han var forblevet i koma under den korte køretur til hospitalet, og mens han blev undersøgt på skadestuen og overført til en intensivafdeling, havde hans tilstand stort set ikke forandret sig. Men Sara gjorde sig ikke mange forhåbninger. Hans krop var hærget af infektioner. Hans hjerte var svækket af års misbrug, og hans lunger havde middelsvært emfysem.
Saras alvorligste bekymring var brandmærkerne om hans håndled og ankler. Ved første øjekast havde de set ud til at være magen til de andre sår og hudafskrabninger på Hanks krop. En nærmere undersøgelse afslørede imidlertid at der var tale om rebmærker. Hun kunne se på mærkernes vinkel over håndleddene at hans hænder havde været strakt ud fra kroppen. Hans ankler havde været bundet sammen. Og var blevet slået for nylig. To ribben var brækkede, og han havde et grimt mærke hen over mellemgulvet hvor han var blevet enten slået eller sparket.
Overraskende nok var det mest påtrængende problem de havde at slås med, hans abstinenser. Af grunde som kun han selv kendte, havde Hank besluttet at begynde at tage meth igen, og hans krop havde reageret ved at gøre fuldstændig oprør. Hans organer prøvede at lukke ned og indlede den kaskade af organsvigt som uundgåeligt ville føre til hans død.
Mens Sara arbejdede som turnuskandidat på Grady Hospital, havde hun set mange hjemløse misbrugere komme ind ad dørene til skadestuen. De var kun nuancer fra at være omvandrende døde, og deres helbred havde været så nedbrudt at det var uforståeligt at de overhovedet kunne holde sig på benene. Lungebetændelse, leverbetændelse, skørbug, alvorlig dehydrering … Der var gået mange år siden hun havde arbejdet med disse håbløse stakler, og hun havde været så rystet over Hanks tilstand da hun så ham ligge i sin egen baghave at hun i begyndelsen havde været ude af stand til at handle.
Det eneste hun havde kunnet gøre for ham i aften, var at hjælpe ham gennem systemet. Hvis han bare kunne holdes stabil natten over, ville han blive overført til et større hospital næste morgen.
En sølvgrå bil svingede ind på parkeringspladsen. Saras humør dalede da hun så at det ikke var hendes BMW. Jeffrey kunne komme når som helst, og hun var utålmodig efter at tale med ham. Han havde ringet til Sara på hospitalet og fortalt hende om ransagningen af Lenas hotelværelse og om den telefonopringning hun havde foretaget til Coastal State Prison. Ifølge motellets telefonregning havde Lena besøgt Ethan Green samme dag som SUV’en var brændt. Der måtte være en sammenhæng, men Jeffrey havde ikke villet tale om det i telefonen. Han sagde til hende at han ville blive på motellet og vente på at fængselsinspektøren skulle ringe tilbage, og så ville han hente Sara på hospitalet.
Lige så snart hun hørte hans stemme, vidste hun at uanset hvad fængselsinspektøren havde sagt, havde Jeffrey allerede besluttet sig for selv at besøge Ethan. Han troede at trusler og intimidering ville virke på en indsat, men Sara vidste bedre. Mænd som Ethan Green krøllede sig ikke sammen til en kugle når de blev truet. De rullede sig sammen som klapperslanger og forberedte sig på at angribe.
Om natten havde Sara indgået en aftale med sig selv om at hun ville bakke Jeffrey op lige meget hvad Jeffrey gjorde. Efter seksten års ægteskab vidste hun at hendes mand aldrig ville se et menneske indespærret i en brændende bygning og overlade det til andre at redde vedkommende. Sara måtte acceptere denne facet af hans personlighed for det var hans godhed der havde tiltrukket hende til at begynde med. Det var mod hans natur at vende ryggen til.
Glasdørene til skadestuen gled til side, og Fred Bart kom ud mens han klappede sig på lommerne. ”Hej med dig, smukke,” råbte han da han så Sara på bænken. Han fandt sine cigaretter, sendte hende et bittert smil og stak pakken tilbage i lommen.
”Fortabt i egne tanker?” spurgte han og satte sig ved siden af hende uden at vente på en invitation. ”Det trækker op til regn, gør det ikke?”
Sara så op på aftenhimlen og blev klar over at han havde ret. ”Ja.”
”Min søster er herinde.” Han trak skuldrene tilbage og viste sine regelmæssige, små tænder. ”Jeg er blevet morbror!” Han skubbede til hende med skulderen, en noget overfamiliær gestus, men han virkede så glad at Sara undlod at protestere.
”Er det første gang?”
”Tredje!” sagde han overstrømmende. ”Ja, som børnelæge ser du vel småbørn hele tiden. Men er det ikke bare utroligt så små de er? Jeg mener, de er bare bitte, bittesmå.”
”Jo,” indrømmede Sara og følte sig distraheret af hans glæde.
”Er der nogen børn i jeres liv?”
”Nej.”
”Nå, men det kan jeg på det varmeste anbefale,” sagde han begejstret. ”Jeg har fire ekskoner og ingen børn. Nu må du ikke misforstå mig, det er sjovt at forkæle min søsters små guldklumper, men det er ikke det samme som at have nogen selv.” Han stirrede ud over parkeringspladsen, og hans stemme blev melankolsk. ”Begge mine forældre er døde. Der er kun mig og Søs tilbage nu.”
Sara pressede læberne sammen og spekulerede over hvornår hun var blevet Fred Barts bedste ven.
Han forsatte sine betroelser. ”Men Jake er ud af en stor familie.”
”Okay?”
”Fire storesøstre. Hans lillebror Tom døde for sådan noget som seks år siden. Overdosis.”
”Det vidste jeg ikke.”
”Det slog Jake helt ud. Jeg tror det var derfor han stillede op til sherifembedet. Han havde set hvad der virkelig foregik; at der ikke var nogen der havde vilje til at tackle problemet. Han besluttede at stille op til sherifvalget så han kunne komme til at gøre noget ved det.”
Sara tænkte på om han forventede at hun skulle tage notater. Det var tydeligt at Fred Bart forsøgte at få en besked igennem til Jeffrey. Jake er god nok, tænkte hun. Meddelelse modtaget.
”Nå,” sagde Bart og klappede sig på knæene da han rejste sig. ”Har du brug for et lift et eller andet sted hen?”
”Jeg venter på min mand,” sagde hun til ham og tænkte igen på hvor lang tid der mon ville gå før Jeffrey kom.
Han blinkede til hende. ”Den heldige kartoffel.”
”Det skal jeg sige til ham.”
”Gør du det.” Bart sendte hende et smil med sine små perletænder. Han gik hen mod en grøn pickup, og Sara vinkede til ham før hun gik indenfor.
Sara ignorerede den gnavne kvinde i receptionen og gik hen mod nichen med automaterne. Hun var pludselig så sulten at hun kunne spise en hest. Meget passende eftersom biprodukter fra heste stort set var nøgleingrediensen i de fleste af de ting man kunne købe.
Jeffreys mobiltelefon ringede, og hun tog den op af lommen og sagde uden indledning: ”Hvor er du? Jeg er ved at dø af sult.”
Der var stille på linjen, og Sara skulle lige til at afbryde da Lena sagde: ”Det er mig.”
Et øjeblik var Sara lammet af chok. Instinktivt så hun sig omkring som om hun var bange for at Jake Valentine skulle kravle ud af et vægpanel og snuppe telefonen.
Lena spurgte: ”Hvor er du?”
”Jeg er på hospitalet. Sammen med Hank.”
Hun svarede ikke straks. ”Har han det godt?”
”Nej.” Sara så sig om efter et mere uforstyrret sted at tale, men endte med at beslutte at det var bedre at blive hvor hun var, for ikke at miste signalet. ”Vi fandt ham i hans baghave. Han har været bundet og er blevet slået. Han var lagt derud for at dø.”
”Måske vil han helst dø.”
Sara kunne knap tro på kulden i de ord hun hørte. ”Nogen ville måske sige det samme om dig,” svarede hun. ”Jeffrey ved besked om Ethan.”
”Ethan har ikke noget at gøre med det her.”
”Tror du virkelig Jeffrey tror på dig? Han tager ud til fængslet i morgen. Jeg kan ikke forhindre ham i det. Hvis der sker noget, falder det hele tilbage på dig. Forstår du det? Det falder tilbage på dig.”
”Sig til ham …” begyndte Lena. ”Sig til ham at jeg tog derud for at fortælle Ethan at jeg fik en abort.”
Sara åbnede munden af overraskelse.
”Barnet ville være blevet født cirka nu,” sagde Lena med en stemme der var en hæs hvisken. ”Måske kunne du og Jeffrey have adopteret det.”
Sara lænede sig op ad automaten. Hun havde det som om hun var blevet slået i maven.
Lena talte videre. ”Jeg ved du ikke kan få børn, Sara. Gør det dig ikke vred at vide hvad jeg gjorde? Gør det dig ikke vred at jeg blev gravid når jeg ikke engang prøvede på det?”
Sara fik tårer i øjnene. Hun skulle ikke have indledt det her spil; hun havde ikke hjerte til at spille det til ende.
”Hank kørte mig til klinikken,” fortsatte Lena. ”De stak en metaltingest op i mig og skar barnet ud.”
Med tryglende stemme sagde Sara: ”Vær sød at holde op.”
”Jeg gad vide hvordan det så ud da de havde taget det ud,” sagde hun. ”Det må du vide, ikke? Du er læge. Du har med babyer at gøre hele tiden.”
Sara kunne mærke tårerne. ”Hvordan kan du være så ond?”
”Fortæl Jeffrey alt hvad jeg har sagt,” sagde Lena. ”Fortæl ham at alt hvad du nogensinde har sagt om mig, er sandt, Sara. Jeg er ikke noget godt menneske. Jeg er ikke værd at redde. Tag hjem. Tag Jeffrey med dig og kør hjem.”
”Jeg ved godt hvad du er ude på.” Sara tørrede øjnene med håndryggen, vred over at blive manipuleret med. Hun havde ikke tænkt sig at blive påduttet rollen som Lenas medskyldige endnu en gang. ”Det kommer ikke til at lykkes. Du får mig ikke til det.”
”Jeg vil ikke have dig til noget,” sagde Lena. ”Jeg vil slet ikke ha’ dig her. Jeg vil ikke ha’ Jeffrey her. Om Hank overlever eller ej, det rager mig … Jeg vil bare gerne ha’ at I begge to tager hjem og glemmer at jeg nogensinde har eksisteret.”
Sara brød ind. ”Prøver du stadig at manipulere med mig, Lena? Men jeg er ikke på dit niveau. Jeg ved ikke hvordan det her spil fungerer.”
Lena var tavs. Sara anstrengte sig for at høre om der var nogen baggrundsstøj som måske kunne røbe hvor Lena var. Det eneste hun hørte, var en klynken, næsten som fra et såret dyr. Det var Lena. Hun græd.
Sara gjorde sin stemme fast og prøvede at overtage styringen. ”Hvor er du? Lad os komme ud til dig.”
Hun svarede ikke, blev bare ved med at græde.
”Det har varet længe nok, Lena. Lad os komme ud til dig.”
”Så du hende?”
”Så –”
Lena begyndte at hulke. ”Kvin … kvinden … hende i bilen.”
Sara smagte den samme stank bagest i halsen som havde plaget hende mens hun obducerede.
”Var det dig der … tog dig af hende?”
”Ja,” sagde Sara. ”Selvfølgelig gjorde jeg det.”
”Hun led.”
”Det ved jeg.”
”Hun led, og det var alt sammen på grund af mig.”
”Hvem var hun?”
”Hun var en mor,” græd Lena. ”Hun var gift. Hun havde venner.” Hendes stemme knækkede over. ”Der er mennesker der elskede hende.”
”Hvorfor gør du det her?”
”Fordi det er det jeg fortjener! Du havde ret. Alt hvad jeg rører ved, bliver til lort. Se at komme væk herfra før det er for sent.”
”For sent til hvad?”
”Vil du gerne ha’ at det samme skal ske for Jeffrey?”
”Hvad mener du –”
”Se nu bare at komme væk!” skreg hun og afbrød forbindelsen.
Sara holdt telefonen ind mod brystet, ude af stand til at bevæge sig og med hjertet hamrende i brystet. Jeffrey. Hun var bange for at noget – nogen – ville komme efter Jeffrey. I et splitsekund genkaldte Sara sig den obduktion hun havde udført på den brændte kvinde, men denne gang var det Jeffrey hun så på bordet. Jeffrey brændt til ukendelighed. Hendes øjne fyldtes af tårer. Hun skælvede ukontrollabelt.
”Dr. Linton?” Det var Don Cook. Han havde sin vicesherifuniform på. Han holdt hatten i hånden.
”Ja,” svarede hun og prøvede at få styr på sig selv mens hun samtidig spekulerede over hvor længe han havde stået der.
”Er der noget i vejen?”
”Nej,” sagde hun og tvang sin stemme til at være rolig. Hun lukkede øjnene et par sekunder og prøvede at slette det frygtelige billede hun havde set for sit indre blik.
”Jeg er Don Cook. Vi mødtes forleden nat?” Han ventede på at hun skulle nikke. ”Din mand bad mig om at hente dig og køre dig hen til arresthuset.”
Hun stirrede skeptisk på ham. ”Han har ikke ringet til mig.”
Manden trak på skuldrene. ”Jeg fik bare besked på at køre dig hen til arresten. Jake og din mand er der. De venter dig.”
Hun pegede på telefonen som hun holdt i hånden. ”Lad mig lige ringe til ham først.”
”Okay.” Han gik tilbage i lobbyen for at give hende fred til at telefonere.
Sara så på Jeffreys telefon og spekulerede over hvad hun skulle gøre. At være upraktisk med teknik havde engang været en kilde til stolthed for hende, men nu følte hun sig nærmest retarderet. Hun vidste at Jeffreys telefon havde et arkiv med telefonnumre, men hun var ikke sikker på om det sidste nummer der havde ringet, automatisk blev slettet når hun selv ringede ud. Hvis Lena havde ringet fra en linje der kunne spores, risikerede hun at slette nummeret hvis hun brugte telefonen.
Cook stak hovedet rundt om hjørnet. ”Er der styr på det hele?”
”Jeg lagde besked på hans mobil,” løj hun.
”Godt. Er du klar?”
Sara nikkede. Han pegede med sin hat i retning af udgangen som tegn til at hun skulle gå foran ham. Udenfor så hun at ambulancen holdt parkeret ved rampen. De to reddere der havde kørt Hank til sygehuset, stod og lænede sig op ad muren og røg. De fik øje på Sara og vinkede venligt til hende.
Cooks patruljevogn holdt parkeret på en handicapparkering, og han gik rundt om den for at åbne døren for hende. På sædet lå sammenkrøllede chipsposer og adskillige dåser med Coca-Cola Light.
”Undskyld roderiet. Har du noget imod at sidde bagi?”
Sara følte sine små nakkehår rejse sig. Enten var hun paranoid, eller også var hun bare meget begavet. ”Har du noget imod at jeg kører med ambulancen i stedet?” Hun så hans overraskede ansigt og forsøgte sig med et af sine mest vindende smil. ”Jeg tror bare jeg kører med dem.”
Turen blev hurtigt forhandlet med de to reddere. Sara havde gjort deres arbejde en hel del nemmere under den korte køretur til hospitalet, og de to mænd var mere end villige til at gengælde tjenesten. Og arresten lå kun tre minutters kørsel derfra. Sara følte sig temmelig fjollet da hun sad mellem de to hærdebrede reddere, men hun havde for lang tid siden lært at lytte til sine egne instinkter.
Don Cook var på vej ind på parkeringspladsen ved arresthuset da ambulancen kørte derfra. Han skulede til Sara da hun vinkede til de to reddere.
Han stod ud af patruljevognen og mumlede: ”Så beskidt er bilen altså ikke.”
Sara undertrykte sin trang til at undskylde. I stedet gik hun tavst efter ham ind i bygningen.
”Sheriffens kontor er heroppe,” sagde han til hende og pegede på en trappe. ”Medmindre du foretrækker at få en anden til at fortælle dig hvor det er.”
”Nej tak.” Sara tog trappen og mærkede hans blik på sig hele vejen op. Hun hørte børnestemmer mens hun gik. I lobbyen så tre unge ansigter op på hende fra deres malebøger. De sad på gulvet med benene strittende ud til siden og ivrige ansigter mens de arbejdede med deres farvekridt. En teenagepige stod i den anden ende af lokalet. Hendes surmulende attitude antydede at det ikke passede hende at optræde i rollen som babysitter.
Sara så sig om efter deres mor, men der så ikke ud til at være nogen. Hun skulle til at spørge dem da Jeffrey åbnede en dør.
”Heromme,” sagde han. Da han bemærkede Saras bekymring, tilføjede han: ”De har det fint.”
Sara trådte hen over et af børnene og gik hen mod Jeffrey. Hun hviskede: ”Jeg er nødt til at tale med dig.”
Han tyssede på hende og gjorde tegn til at hun skulle skynde sig. Han gav hende ikke mulighed for at sige noget da døren blev lukket. ”Vi har en efterlysning.”
”En kvinde?”
”Hendes mand kom for cirka tyve minutter siden. Larry Gibson.”
”Nogen sammenhæng?”
”Det er Boyd Gibsons bror. Valentine siger han er clean.”
Sara rynkede panden og tænkte på hvornår Jeffrey var begyndt at stole på hvad Jake Valentine sagde. Hun spurgte: ”Hvor længe har hun været forsvundet?”
”Siden i lørdags.”
”Jeg fandt ikke nogen vielsesring på liget,” sagde Sara selv om hun vidste at guldet kunne være smeltet i den intense varme. ”Hvis konen har været væk i seks dage, hvorfor efterlyser han hende så først nu?”
”Hun har været forsvundet før,” sagde han til hende. ”Der var problemer med alkohol, og hun forsøgte sig også med metamfetamin en overgang. Hun er skolelærer. Det er hendes børn der sidder derude.”
”For fanden,” hviskede Sara. En skolelærer med tre børn. Hvad var det Lena havde sagt? En mor. En hustru. En ven. En elsket kvinde.
Jeffrey greb Sara om armen, tydeligt bekymret. ”Er der noget galt?”
”Din telefon ringede.” Hun pressede hans mobiltelefon i hånden på ham. ”Det var en gammel ven.”
Han bladrede gennem menuerne og sagde: ”Jeg fik Frank til at lave en sporing.” Han mente en sporing af Lenas telefon. ”Der er kun ringet en gang fra det nummer siden mandag aften – og det var til mig på motellet.”
”Hun sagde …” begyndte Sara og blev tør i halsen. ”Hun sagde at det der skete kvinden i bilen, kunne ske for dig også.”
”Hun er parat til at sige hvad som helst for at få os væk herfra.” Jeffrey så på telefonen og rynkede panden. ”Anonymt opkald. Nummeret er sikkert registreret hos teleselskabet, men det tager en dag eller to at få det frem.”
”Jeffrey …”
”Lad os tage os af den forsvundne skolelærer først,” foreslog han. ”Det skal nok gå. Okay?”
Hun nikkede selv om det langt fra var okay. Uden at hun ville det, så hun igen et glimt af Jeffrey på obduktionsbordet. Hendes mave snørede sig sammen til en hård knude da hun gik foran ham ned ad gangen med Lenas ord ringende som en advarsel for ørerne.
”Vil du gerne ha’ at det samme skal ske for Jeffrey?”
Inde på Valentines kontor sad sheriffen på sin side af skrivebordet. Han skrev på et ark papir, sikkert i færd med at udfylde en efterlysningsformular mens manden på den anden side af skrivebordet oplyste detaljerne.
”Hun er sådan ret gennemsnitlig,” sagde manden og lød bange og vred på én gang. ”Jeg ved ikke, Jake … prøv at beskrive din kone. Jeg ved ikke hvor høj hun er. Eller hvad hun vejer. Hun er sådan gennemsnitlig.”
”Det er okay, Larry,” sagde Valentine beroligende. ”Hør nu, jeg har set hende i kirken i hundredvis af gange. Jeg kunne beskrive hende med bind for øjnene. Ikke for noget, vel, men hun ser ganske godt ud. Har jeg ret?”
Manden udstødte en overrasket latter, som om det var en detalje han havde glemt. Sara mærkede et pludseligt stik i mellemgulvet ved tanken om at hun havde obduceret mandens bror. Hvad hvis kvinden i Escaladen var Larry Gibsons kone?
”Man kan jo ikke lade være med at lægge mærke til den slags kvinder,” sagde Valentine. ”Jeg vil mene hun er omkring en meter og femogtres. Hendes vægt vil jeg sætte til femoghalvtreds kilo. Der står sikkert toeller treoghalvtreds i hendes kørekort, men du ved hvordan kvinder er.” Han så op fra formularen, fik øje på Sara og blinkede til hende. Det var ikke et frækt blink, mere et der bare skulle fortælle hende at han passede sit arbejde, ikke andet. Hvad det end var han havde gang i, så virkede det. Larry Gibson så ud til at falde lidt til ro.
Valentine spurgte ham: ”Er det okay med dig – femoghalvtreds kilo?”
Larry begyndte at nikke. ”Ja, det er nok deromkring, vil jeg mene. Og jeg er lige kommet i tanker om noget – sidste gang jeg så hende, var ved totiden. Hun havde sat børnene af ved biografen, og da hun kom tilbage, talte hun i telefon med sin mor. Jeg hørte hende sige at hun ville køre forbi og se hvordan det gik med hende.”
”Javel,” sagde Valentine. ”Det lyder som om vi burde snakke med hendes mor.”
”Hun kørte ikke derhen,” svarede Larry. ”Hun tog et bad, og jeg spurgte hende om hun ville besøge sin mor, og hun sagde nej … at hun ville gøre det i morgen i stedet.”
Valentine lavede små lyde med sin tunge og rystede på hovedet. ”Kan ikke rigtig beslutte sig, hva’?”
”Netop. Det sagde jeg også,” sagde Larry. ”Og så sagde hun at hun alligevel ville gå en tur, og jeg sagde at det ville jeg måske også senere for der var football i tv, og så spurgte jeg om det var noget hun ville ha’ mig til at gøre i huset først, for jeg ville gerne se den kamp.”
”Georgia-Alabama?” spurgte Valentine, sikkert for at få bekræftet tidspunktet. ”Hold op, det var en god kamp.”
”Ja.”
”Hørte du hende gå?”
”Ja,” sagde han igen. ”Lige før halvleg hørte jeg døren blive lukket. Jeg regnede med at hun gik en tur.”
”Kan det ikke have været børnene?”
”De var jo i biografen til den dér halloween-gyser som var annonceret i avisen i sidste uge.”
Valentine gjorde et notat. ”Halvleg, siger du. Det var så ved sekstentiden, ikke?”
”Klokken fire, jo.”
Sara så på Jeffrey, men han fulgte intenst med i samtalen. Hun tænkte på om han var lige så imponeret som hun over Valentines evne til at trække detaljerne ud af den bekymrede ægtemand. Sheriffen var en mand der gerne holdt sine talenter godt skjult.
”Hvad er det du har dér?” spurgte Valentine.
Larry stillede et lille metalskrin op på skrivebordet. Det var gammelt, og den marineblå maling var skaldet af ind til den grå grundmaling. En rusten lås holdt det lukket, men Larry havde ingen problemer med at åbne den. ”Jeg ville vise dig det her,” sagde han og pegede på indholdet. Sara lænede sig frem og så en anløben sølvske med bøjet skaft og adskillige ubrugte kanyler. Aluminiumsfolie, et par cigaretfiltre og en gaslighter fuldendte narkogrejet.
Larry vendte sig som om det netop var gået op for ham at Sara og Jeffrey stod bag ham. Han forklarede: ”Hun har været ude af det i cirka et halvt år. Jeg tog det her med for at vise jer” – han vendte sig igen om mod Valentine – ”for at vise dig det, Jake. Hvis hun var på stoffer igen, hvis det var derfor hun tog af sted, så ville hun have taget det her med. Der ligger en pakke her.” Han rakte hånden ned og tog en lille papirkuvert med snavset, hvidt pulver. ”Hun ville aldrig lade det her blive tilbage hvis hun var begyndt med stoffer igen. Det ved du.”
Jeffrey spurgte: ”Mr. Gibson, undskyld jeg afbryder, men hvorfor har du været så længe om at melde din kone savnet?”
Larry rødmede og så ned på sine sko. ”Jeg ville ikke ha’ at hun fik problemer. Den første tanke jeg fik, var at hun var røget på stoffer igen. Jeg begyndte at lede rundt om i huset for at se om hun havde taget noget med. Alt hendes tøj var der endnu. Hun havde ikke engang taget sin håndtaske med.” Han så på Sara da han sagde: ”Hun havde ellers altid taget nogle ting med når hun stak af – som regel noget hun kunne sælge. Tv-apparater, dvd-afspiller, iPod … Hun har aldrig ladet sin taske blive tilbage. Kvinder har altid deres tasker med, ikke?”
Sara nikkede, som om hun kunne tale på mandens kones vegne.
Larry vendte sig igen om mod Valentine. ”Jeg ringede lidt rundt og talte med hendes mor og hendes tante Lizzie. Jeg ventede vel stort set bare på at hun skulle komme hjem. Hun kom altid tilbage. Hun ville ikke forlade børnene. Det her stof –” Han pegede på posen med hvidt pulver. ”Det gør noget ved hjernen. Man tænker ikke rigtigt. Somme tider vidste hun ikke hvad hun lavede. Sådan var det. Hun skulle bare lige igennem det, så kom hun hjem, og alting blev normalt igen.”
Valentine spurgte: ”Hvor er hendes bil, Larry?”
”Se, det er en anden underlig ting. Hendes bil holder stadig hjemme i indkørslen. Hvis hun bare gik …” Han gned sit ansigt med begge hænder. ”Jeg ringede til skolen og sagde at de skulle skaffe en vikar fordi hun havde influenza. Jeg tror ikke Sue troede på mig.” Han sank og fik tårer i øjnene. ”Det kan ikke være hende i den bil på sportspladsen, Jake. Jeg mener, hun er løbet hjemmefra før. Det kan ikke være hende. Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre hvis …” Hans stemme var skinger og tryglende. ”Vi skal begrave Boyd i morgen. Jeg var sikker på at hun ville komme hjem når hun hørte om ham. Boyd havde sine egne problemer, men han passede på sig selv. Han hjalp Charlotte når hun havde det svært …”
”Er det okay at jeg kigger på det her?” spurgte Valentine, men han havde allerede taget metalskrinet op fra bordet.
Sheriffen tømte forsigtigt indholdet ud på sit skriveunderlag. Han brugte spidsen af sin kuglepen til at skubbe kanylerne ud til den ene side og gjorde derefter det samme med posen med meth og de andre redskaber. Sara kunne ikke se noget af værdi for andre end en stofmisbruger eller en politimand. Valentine var tydeligvis enig. Han trommede med fingeren på indersiden af skrinet og tog sin papirkniv og brugte kanten til at løfte plasticindsatsen. Skrinet var så gammelt at plasticen faldt fra hinanden.
”Nå,” sagde Valentine. ”Hvad har vi her?”
Sara kunne ikke se hvad han havde fundet før han tog det ud – to lyseblå papirark der var foldet på midten.
Valentine lod blikket glide over papirerne før han rakte dem til Jeffrey, tilsyneladende uden at bekymre sig om fingeraftryk. Sara læste med over skulderen på Jeffrey og så at der var tale om gamle ansøgninger om fødselsattester. Det var læger der tog sig af den slags ansøgninger nu, men tilbage i halvfjerdserne var det stadig tilladt forældre selv at udfylde dokumentet med de relevante oplysninger. De fik seks dage til at beslutte sig for et navn hvorefter man forventede at de afleverede dokumentet på hospitalet. Lægen verificerede oplysningerne og sendte derefter ansøgningerne videre til staten.
De papirer de nu læste, var tydeligvis dem som Lenas mor havde udfyldt for sine to tvillingepiger; Angela Adams havde underskrevet forneden med feminin skråskrift. I Saras øjne så alt normalt ud lige indtil hun nåede til den rubrik hvor der stod ”Faderens navn”.
Kvinden havde skrevet Henry ”Hank” Norton.