TOOGTYVE

LENA LÅ FLADT PÅ MAVEN, helt skjult af græsset, og fotograferede det faldefærdige pakhus neden for bakken. I løbet af de sidste to døgn havde hun dokumenteret det hele: Bilerne der standsede dernede, pengene der blev rakt ud ad vinduet, narkotikaet der kom den anden vej. Om aftenen og natten var der næsten trafikprop. Der var ikke nogen der så ud til at være den mindste smule nervøs for at blive anholdt. Rap eller country stod ud ad bilernes højttalere. Unge mennesker kom forbi på cykel. Par spadserede i kvarteret. En enkelt gang trillede en af sheriffens patruljevogne forbi, og der var lidt bevægelse dernede og en antydning af lidt anspændthed, men for det meste foregik trafikken til og fra pakhuset i en stadig strøm.

De kunne lige så godt have gang i et seddeltrykkeri dernede.

En hvid personbil standsede, og en mand stod ud. Hans støvler rejste små støvskyer da han gik over parkeringspladsen. Lena fotograferede hvert skridt han tog indtil han nåede ind i bygningen og smækkede døren efter sig.

Hun lagde kameraet, så på sit ur og skrev et nyt notat i sin bog.

22:15 – CLINT ankommer i hvid bil. Går ind i bygningen.

Lena havde ligget på ryggen og ventet på at Jeffrey skulle komme da hun hørte mændene skændes for enden af gangen. Aftenen før på sportspladsen havde manden med den sorte elefanthue kaldt manden med det røde hagekors for Clint. Nu da hun lå i hospitalssengen, genkendte hun omgående Clints knurrende stemme ude fra gangen. Sorte Hue var heller ikke så svær at skelne. Hans stemme var blid, næsten messende, da han svarede: ”Clint, hør efter. Vi er nødt til at skaffe os af med hende.” Clint havde været uenig og sagt et eller andet om at der skulle tilladelse til at dræbe en strømer. Det var endt uden beslutning, men ifølge clockradioen ved siden af hendes seng havde de to mænd diskuteret i mere end ti minutter. Lena havde ligget hjælpeløs i sengen med ømme håndled på grund af fikseringsremmene som hun kæmpede for at slippe fri af med hver eneste muskel i kroppen.

Endelig var de to mænd gået hen mod elevatoren; hun kunne høre deres tunge skridt fjerne sig over flisegulvet.

På det tidspunkt svedte Lena over hele kroppen. Hvad var det Hank havde rodet sig ud i? Disse mennesker havde brændt Charlotte levende. De havde pryglet Deacon Simms til døde. Det var kun et spørgsmål om tid før de besluttede at det var en stor fejltagelse at lade Lena leve. Og hvem ville de ellers likvidere undervejs? Hvem ville Lena udsætte for fare på grund af sin manglende evne til at lade tingene bag sig?

Sara. Stakkels Sara. Det havde været absurd nemt at komme ind på badeværelset ved siden af sygestuen. Tøj havde Lena taget i vaskeriet, og i et af sygeplejerskernes skabe havde hun fundet et par tennissko der var et par numre for store til hende. Der var en tegnebog med en stak kreditkort, men hun lod den ligge og tog i stedet en skruetrækker fra en værkstøjskasse. Lena havde skudt genvej gennem skovene bag ved hospitalet og løb så hurtigt hun kunne i de alt for store sko. Hun vidste ikke hvor megen tid hun havde, kun at hun havde travlt.

Låsen i døren til motelværelset var nem at få op med skruetrækkeren som hun smed på bordet efter at hun havde skubbet døren i efter sig. Hun svedte efter løbeturen. Hun tog sygeplejeuniformen af og skiftede til sit eget tøj og sine egne sko. Hun tog telefonen og laderen. Hendes Glock var stadig under madrassen hvor hun havde lagt den dagen før. Nøglerne til Hanks værtshus lå på kommoden. Den eneste gang hun tøvede, var da hun forlod værelset. Lena skyndte sig ind igen før døren faldt i, og tog endnu én ting som hun havde brug for.

Hun smed det stjålne tøj og skoene i hotellets affaldscontainer på vej over til værtshuset. Hanks to tusind dollars lå stadig bag den billige flaske whisky. Denne gang havde hun ingen skrupler ved at tage pengene.

Endnu en kort løbetur gennem skoven bragte hende til bagsiden af Hanks hus. Ekstranøglen til Mercedes’en sad i den nøglering hun havde taget på hans kontor. Motoren startede i tredje forsøg. En patruljevogn fra Elawah Countys sherifkontor svingede til højre ind på Hanks gade netop som Lena svingede til venstre og kørte i modsat retning. Hun kastede et blik på uret på instrumentbrættet mens Reese forsvandt i bakspejlet. Der var kun gået otteogtyve minutter siden hun flygtede fra hospitalet. Hun var tjekket ind på et motel lige på den anden side af grænsen til Florida da solen stod op om morgenen.

Hun var faldet om på sengen, men var for udmattet til at sove. Hun begyndte at forstå det hele nu – alt det hun havde set, alt det hun havde gjort.

Og så kom dæmonerne for at pine hende.

Lena blev liggende i sengen i næsten tolv timer og stod kun op når naturen kaldte. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun Charlotte sidde på bagsædet af Escaladen og vente panikslagent på at flammerne skulle slå op om hende. Den måde hun havde fægtet med armene på og sparket på bagsiden af Lenas ryglæn som et dyr der var fanget i en kasse … tanken om det var mere end hun kunne udholde.

Hun længtes efter ikke at føle noget. Var det ikke det Charlotte havde sagt da de talte sammen i det midlertidige klasseværelse? Hvad havde hun gjort bagefter? Sikkert undervist sine sidste klasser, og så var hun taget hjem for at lave mad til børnene. Hun havde kysset sin mand da han kom hjem fra arbejde. Måske havde de siddet i sofaen og set en film sammen. Hun havde haft mindre end et døgn tilbage at leve i. Hvordan havde hun brugt de sidste timer? Hvad havde Charlotte været i gang med da de onde mænd var kommet efter hende?

Det var på det tidspunkt at Lena var begyndt at genlæse Charlottes breve. Hun var taget tilbage til motellet efter dem, for hun havde vidst at de ikke måtte blive tilbage. De betød noget for hende nu, disse kærlighedsbreve der fortalte lige så meget om Sibyl som om den kvinde der havde skrevet dem. Charlotte havde været et sødt og venligt menneske. Uanset hvilke fejltrin hun have begået i sit liv, havde hun ikke fortjent at dø på den skrækkelige måde.

Det var Lena der skulle have siddet bag i den bil. Det var hende der handlede forkert. Det var hende der fortjente at blive straffet.

”Hvorfor slog de ikke mig ihjel i stedet?”

Det havde hun spurgt Jeffrey om da hun ringede til ham. Lena havde været så dum at tro at han ville rejse fra byen. Selv Sara Linton havde vidst at Jeffrey under ingen omstændigheder ville svigte hende. At høre hans stemme i telefonen var som at få en kniv vredet rundt i tarmene. Hun havde længtes efter at fortælle ham det hele – hvor hun var, hvad der var sket med Charlotte, hvordan Hank havde løjet for hende hele hendes liv – men hun blev ramt af panik i samme øjeblik hun hørte hans stemme. De mænd der dræbte Charlotte, kunne lytte med på samtalen. De kunne spore samtalen via sendemasterne. De kunne dræbe Jeffrey fordi han vidste for meget.

De måtte have holdt øje med Lena hele tiden, fulgt hende fra det øjeblik hun kørte ind i byen. Hvor havde hun været dum. Et begavet menneske ville have reageret anderledes. En omsorgsfuld niece ville have kastet et enkelt blik på sin morbror og have ringet efter en ambulance. En god ven ville ikke have ladet Charlotte Warren være alene. En retfærdig person ville være gået ind i flammerne og have været sammen med Charlotte i hendes frygtelige endeligt i stedet for at sidde som tilskuer på sidelinjen.

Det havde hun måske også gjort hvis ikke sheriffen var dukket op. Jake Valentine. Åndssvagt navn. Det syntes han åbenbart også selv for han dukkede hovedet forlegent da han præsenterede sig, og Lena havde set noget som det sikkert var de færreste der fik lov at opleve: en skaldet plet oven på sheriffens isse. Valentine havde set at Lena lagde mærke til det, og var blevet ildrød i hovedet mens han gned sin måne med håndfladen og skyndte sig at tage hatten på.

Som om der ikke stod en Escalade og brændte lige bag ham.

Hun havde ikke sagt noget til ham, havde ikke ladet et ord komme over sine læber. Til at begynde med havde det været fordi hun var i chok. Lena havde siddet på bænken på sportspladsen med hovedet fuldt af tanker, men ikke de tanker hun ville have forventet. Hun huskede footballkampe og før-kamp-fester. I skolen havde Lena holdt til sammen med de sorte får, og de sad aldrig på forreste bænkerække. De sad altid oppe bagved, i skjul af de andre tilskuere så de kunne råbe smædeord til cheerleaderne eller, endnu bedre, springe ned på jorden og luske væk.

Men den aften sad hun på forreste række med foden oppe på en reservedunk mens hun så Escaladen brænde. Varmen var intens; den var anderledes end nogen varme hun før havde oplevet. Selv om hun var næsten tredive meter fra den, prikkede det i hendes hud som om hun var blevet solskoldet. Hun havde ondt i halsen som efter at have drukket syre, og da Jake Valentine havde stået foran hende og forsøgt at få hende til at reagere, havde hun ikke kunnet sige et ord.

”Hvad gjorde han ved dig?” spurgte Valentine, og Lena vidste ikke hvad han mente, så hun sagde ingenting.

Han havde sat sig ved siden af hende og set bilen brænde. ”Jeg kan se du er blevet slået. Man får ikke sådan nogle mærker af at falde.”

Lena havde stirret på flammerne og set dem danse hen over bilens tag. Tanken var eksploderet for nogen tid siden, og selv om hun kunne høre mandens stemme, kunne hun ikke skelne alle ordene.

Sheriffen sagde: ”Du bli’r nødt til at fortælle mig hvad han gjorde ved dig. Hvis det var selvforsvar –”

Lena havde drejet hovedet i en hurtig, overrasket bevægelse. Hun åbnede munden og mærkede luften slå mod bagsiden af halsen; varmen fra det brændende køretøj fik spyttet til at tørre ud i munden på hende.

Hun lukkede den og stirrede på ilden.

Til Jake Valentines ros måtte hun indrømme at han ikke gav hende håndjern på på det tidspunkt. Det var Lena i det mindste taknemmelig for. Ethan havde været glad for hendes håndjern og glad for at snige sig ind på hende og presse en hånd mod hendes mund så hun blev pissebange. Han havde været endnu mere glad for at slå hende, og Lena tænkte over det ironiske i det da Jake Valentine hjalp hende ind i en af patruljevognene – mens sheriffen troede at Lena var en mishandlet kvinde der var kortsluttet, i stedet for en djævel der havde nedkaldt død og ødelæggelse over alle omkring sig.

Jeffrey. Hun måtte have ham til at forlade byen før han ødelagde det hele.

Nede ved det forladte pakhus standsede en Harley-motorcykel med bulder og brag fra udstødningspiben som fra en arrig drage. Lena lagde øjet mod kameraets okular. Hun havde slukket for det digitale display på grund af det skarpe lys og for at spare på batteriet. Det var svært at finde et sted at oplade den slags apparater når man ikke vidste hvor man kom til at tilbringe natten.

Hun for sammen da et lyn oplyste aftenhimlen. Siden først på eftermiddagen havde luften været tung af varslet om regn. Lena var ikke så bekymret over udsigten til at blive gennemblødt som over risikoen for at blive opdaget. Det her var ikke mennesker der brød sig om at blive udspioneret.

Harley’en blev gasset op et par gange hvorefter motoren blev slukket. Føreren var en af de få der gik ind i bygningen uden at komme ud straks efter med en pose meth. På trods af Harley’en var han ikke klædt som en HA’er. Og det var selvfølgelig heller ikke hans motorcykel – det var Deacon Simms’. Lena genkendte motorcyklen i samme øjeblik hun så den. Manden der kørte den, var på alder med hende selv, pæn og nydelig og med helt kortklippet soldaterhår. Han var iført forvaskede jeans, men havde som regel en pæn skjorte på under læderjakken. Han efterlod altid hjelmen på motorcyklens sæde. Mere end én gang havde hun set ham tjekke sin fremtoning i sidespejlet før han gik ind.

Hun havde givet ham kælenavnet Harley af indlysende årsager, men hun vidste at han havde et rigtigt navn, og at det sikkert indgød en masse mennesker frygt. Der var noget i den måde de andre styrede uden om ham på der gav hende den tanke at han snarere var officer end menig soldat.

Harley var Lenas første mistænkte; han var den rotte der havde ført hende til reden. Det første hun havde gjort da hun vendte tilbage til Reese for to dage siden, var at se efter Hank. Det havde været en lang køretur fra Florida. Det var midt om natten da hun kørte ind over bygrænsen. Lena havde parkeret Mercedes’en tre gader fra Hanks hus og var fortsat til fods. Hun var lige ved at brække sig af stanken da hun gik ind ad bagdøren. Hendes første tanke var at Deacon Simms, der stadig lå gemt af vejen oppe på loftet, var årsag til stanken, men et hurtigt blik ud i badeværelset afslørede at der var en anden forklaring. Toilettet var blevet smadret. Huset var tomt. Der var intet her, ud over elendighed og ødelæggelse.

Så havde Lena opgivet. Hank var væk. Charlotte var død. Lena var på flugt. For to dage siden havde et par mænd stået på en hospitalsgang og skændtes om hvorvidt de skulle eller ikke skulle slå hende ihjel, og Ethan … hvem vidste om Ethan var involveret?

Lena gik udenfor for at tænke. Hun sad på en af de kasser der stod stablet op på den bageste veranda, da hun hørte motorcyklen. Udstødningslarmen måtte have vækket hele gaden, men der var ikke nogen der åbnede et vindue for at beklage sig. Hun kunne høre den buldrende lyd komme ind ad indkørslen og standse foran Hanks hus. Det var Deacons motorcykel; hun kendte lyden, men hun vidste også at det i hvert fald ikke var Deacon der kørte den.

Så stille som hun kunne, gik hun hen mod den gamle Chevrolet der holdt i baghaven. Hun smuttede ned under den, og den rustne bund skrabede hende på ryggen netop som lågen blev åbnet.

Bevægelsessensoren på siden af huset tændte. Harley missede med øjnene i det skarpe lys, tydeligt irriteret. Clint gik bag ham og lukkede lågen efter dem.

”Han ville aldrig komme tilbage til det her sted,” sagde Clint nervøst. ”Lad nu bare pulveret ordne ham. Han når ikke fem skridt væk fra nålen.”

Harley talte med den afsnubbede, nasale dialekt der afslørede at han var opvokset i New England. ”Du synes ikke det er en lidt vel smertefri måde at dø på?”

Clint var tydeligt nervøs. ”Lad os nu bare komme af sted, mand. Der er ikke noget i det her hus.”

”Jeg ville så gerne tale med ham og spørge hvad han i grunden troede han kunne opnå.”

”Det tror jeg ikke ville være nogen god idé.”

”Og jeg tror ikke du er kommet med i den her organisation for at tro hverken det ene eller det andet.” Clint var meget større end Harley, men han krympede sig da den yngre mand greb ham om skulderen. ”Du har kendt mr. Norton i nogen tid.”

Clint rystede på hovedet, tydeligvis klar over hvor den anden ville hen. ”Jeg gjorde mit arbejde. Jeg gjorde præcis hvad du bad mig om.”

”Du har haft nær forbindelse med den familie i mange år.”

”Nej, sir. Det spiller ingen rolle. Jeg har ingen favoritter.”

”Er det derfor Hank Nortons niece stadig er i live?”

”Du har selv sagt at vi ikke må dræbe politifolk.” Clint lød som om han formulerede sig forsigtigt. ”Du udstedte en stående ordre.”

”Og nu har vi to politifolk at slås med: én der er på flugt, og én der er ret nysgerrig efter at finde ud af hvorfor.”

”Jeg beklager. Det var min opgave.”

”Det er fint at du tager skylden på dig, Clint, men dit manglende initiativ forklarer din manglende succes med forfremmelse inden for organisationen.” Harley vendte sig atter om mod Hanks hus. ”Lad os gå ind og se om du i det mindste har gjort det her rigtigt.”

”Det er ikke mit ansvar hvis –”

Harley svarede ikke, men hans ansigtsudtryk må have sagt det hele.

”Jeg beklager, sir,” sagde Clint igen og lød både bange og respektfuld. ”Vi kan gå ind ad bagdøren.”

Begge mænd gik ind i Hanks hus. Lena kunne høre møbler blive væltet og glas der knustes mens de bevægede sig fra rum til rum. En gammel kliché sagde at der var to slags mennesker: ledere og dem der blev ledt. Harley var en leder, men det var Ethan også. Det var udelukket at de to kunne arbejde sammen. Ingen af dem ville tage imod ordrer. Ingen af dem ville finde sig i den andens attituder. Hvis man anbragte dem i det samme lokale, kunne man lige så godt forberede sig på den mest voldelige hanekamp man nogensinde havde set.

Køkkendøren blev åbnet. Harley kom ud af huset og gik ned ad de tre trin med fjedrende skridt.

Clint fulgte efter; han tørrede sig om munden med håndryggen som om han havde brækket sig.

”Find de politifolk,” råbte Harley over skulderen. ”Dem begge to. Find ud af hvad de ved, og hvis de ikke leverer de rigtige svar, så find en måde at overtale dem på, så de pakker deres sydfrugter.”

”Og hvis de svarer forkert?”

”Initiativ, Clint.” Harley klappede ham på skulderen igen og bøjede nakken som i bøn. ” ’Herre, du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!’”

Clint virkede utilpas, men han stod stille indtil Harley løftede hovedet. Og så ventede han endnu et par sekunder før han gik foran Harley ud mod lågen.

Så snart de var væk, kravlede Lena frem fra sit skjul under pickuppen. Hun løb så hurtigt ud af baghaven at det føltes som om hendes hjerte var ved at eksplodere. Hun fandt Mercedes’en og rullede alle fire vinduer ned mens hun lyttede efter motorcyklens udstødning og kørte efter lyden. Et par gange måtte hun vende om før hun endelig fik øje på Harley’en der var standset for rødt lys uden for biblioteket. Der holdt en hvid personbil foran motorcyklen, og hun gik ud fra at det var Clint der sad bag rattet.

Lyset skiftede til grønt, og bilen svingede til venstre. Harley kørte ligeud, og hun fulgt efter motorcyklen. Mercedes’ens lygter var slukkede, og Lena satte farten ned og holdt afstand så Harley ikke skulle se hende. Det ideelle var at bruge to biler til en skygning, men den slags luksus var uden for Lenas rækkevidde. Hun måtte nøjes med at holde sig så langt bagude som muligt og håbe at Harley ikke var den type der hele tiden kiggede i bakspejlet. Hun kiggede i hvert fald i sit med sekunders mellemrum. Clint kunne så nemt som ingenting være svinget rundt for at se om der var nogen der fulgte efter Harley.

Det var han imidlertid ikke, i det mindste ikke så vidt Lena kunne afgøre. Vejen bag hende forblev tom. Da hun så motorcyklen svinge ind i noget der lignede et forladt pakhus, fortsatte hun ligeud og styrede bilen op ad bakken indtil hun fandt et sted hvor hun kunne holde øje med hvad der foregik, uden selv at blive opdaget.

Hun havde brugt to nætter på at holde øje med pakhuset og havde sovet på skolen før hun kørte den lange vej tilbage til Florida for at omgruppere i løbet af dagen. Den anden aften hun var i Reese, købte hun kameraet. Gennem teleobjektivet havde hun nemmere ved at se hvem der kom og gik ved bygningen – de sædvanlige gengangere plus et par overraskelser. Det var overraskelserne der fik hende til for første gang siden hun var kommet til Reese, at se en vej ud af problemerne. Lena skulle bare have Jeffrey og Sara uden for fare, så ville hun skride til handling.

Med motel, digitalkamera og benzin til bilen havde Lena brugt i alt elleve hundrede dollars af Hanks nødration. Hun satsede på at finde en døgnåben Kinko fotobutik et sted og få lavet print af optagelserne på kameraets flashkort. Fotokopier var billige, og hendes dokumentation af hvem der kom og gik ved det forladte pakhus, var meget detaljeret.

Hank havde tydeligvis fundet ud af noget om disse mænd og deres forretninger. Harley havde sagt noget i den retning da hun så ham ved Hanks hus. Han havde talt om Hanks nedtur som om han var ude efter at få hævn, og man længtes ikke efter at hævne sig på nogen hvis de ikke havde slået først. Hank måtte have forsøgt at spille alle tiders største pokerhånd og var blevet afsløret i at bluffe – enten det, eller også havde de angrebet ham på hans svageste punkt: afhængigheden. Han måtte have kæmpet imod til at begynde med, men da han først var hooked igen, var kampen forbi.

Lena delte ikke sin morbrors svagheder, i det mindste ikke med hensyn til narkotika. Det eneste hun ville have ud af det her, var sin frihed – ikke retfærdighed, ikke penge, ikke hævn, selv om guderne skulle vide at Charlotte og Deacon havde fortjent det sidste. Lena kunne ikke tænke på nogen af dem nu; hun måtte arbejde for at beskytte dem der stadig levede. Charlotte havde en familie. Der var Hank, Sara og Jeffrey at tænke på. Lena kunne ikke tillade sig at tage chancen og bluffe. Om det var Ethan eller nogen andre der stod bag det her, betød ingenting. I morgen tidlig ville hun lægge alle kort på bordet.

Med den rette hånd ville hun måske kunne vinde nogle liv. Hvis hun tabte sit eget undervejs, så måtte det være sådan.