TREOGTYVE

JEFFREY HAVDE GLEMT HVORDAN det føltes at vågne som et menneske. Han nærede ingen illusioner om at Holiday Inn i Beaulah, Georgia, var et tempel for gennemført hygiejne, for det eneste der interesserede ham, var at det så rent ud. Lagenerne var snehvide, puderne var luftige og indbydende. Gulvtæppet bar spor efter grundig støvsugning og klæbede ikke til hans fødder når han gik hen over det. Roomservice kom, og alt var varmt og frisklavet. Personalet virkede glad for at være på arbejde – der var i hvert fald ingen af stuepigerne der gav ham et møgfald. Og bedst af alt: Badeværelset var så tæt på himlen som han havde været i temmelig lang tid: Bruseren havde vandtryk nok til at spule skindet af en ko, og toilettet skyllede uden ildevarslende gurglelyde.

Sara måtte have haft det på samme måde. Hun sov så trygt at han faktisk havde vækket hende for at sikre sig at der ikke var noget galt. Og da hun så alligevel var vågen, havde han overtalt hende til at holde sig vågen lidt endnu. Og så lidt længere. Da solen kiggede ind gennem sprækken mellem gardinerne, lå hun udmattet med benene snoet omkring hans og hovedet hvilende på hans bryst. Jeffrey strøg hende over armen og følte sig ude af stand til at holde sine tanker på sporet uden hendes hjælp. Han kunne ikke afgøre præcis hvad det var, men der var et eller andet forandret ved hende. Når de var sammen i sengen, var hun meget mere intens, og på et tidspunkt var det nærmest som om hun holdt fast ved ham mere af frygt end af lidenskab.

Eksplosionsbranden ved Hanks værtshus havde skræmt hende. Ja, for fanden, den havde også skræmt ham. Jeffrey blev ved med at tænke på hvad Jake Valentine havde fortalt ham; at hans kone nægtede at få børn før hun var sikker på at der ville være en far til at opdrage ham eller hende. Da Jeffrey var på Valentines alder, ville han have leet højt hvis nogen havde fortalt ham at han en dag skulle adoptere et barn. Han var altid gået ud fra at han ville ende med at være sammen med Sara, men aldrig at de skulle have en familie. Af en eller anden grund fik det ham til at føle sig endnu tættere på hende, som om der var noget større i deres liv nu end bare at gå på arbejde ugen igennem og blive i sengen hele weekenden. Var det den følelse Hank Norton havde haft da han tog Lena og Sibyl til sig? Havde dette at de var blodsbeslægtede, fået ham til at føle et endnu stærkere fællesskab?

Jeffreys mobiltelefon lå på sengebordet. Han tjekkede den igen for at sikre sig at alle stregerne på displayet var tændt som tegn på at han havde det bedst mulige signal, og at batteriet var helt opladet. Det havde regnet hele natten, tung, tæt regn der havde hamret på vinduesruderne som en heks der prøvede at komme ind. Gennem de tunge gardiner kunne han se at solen skinnede. Han håbede at den nye dag ville bringe klarhed. Han havde en beslutning at træffe: Skulle han fortsætte sine bestræbelser på at hjælpe Lena, eller skulle han køre sig selv og sin kone hjem?

Sara havde fortalt ham om detaljerne i Lenas opringning så snart de var kørt til hotellet om aftenen. Hun havde forsøgt at underspille det, men det var tydeligt at Lena havde såret hende dybt. Jeffrey havde ikke kendt til Lenas abort. At Lena brugte det til at genere Sara med, var nok til at han ville vende hende ryggen for altid. Mærkeligt nok var det Sara der sagde til ham at han skulle se igennem fingre med den anden kvindes ord. Hun var vant til at have med børn at gøre, og hun mente at Lenas sårende ord var et åbenlyst forsøg på at få dem til at forlade byen. Noget af det sidste hun sagde om emnet, var at det måske ville være klogt af dem for en gangs skyld at lytte til Lena.

Ingen af dem kunne glemme at Hank Norton muligvis var Lenas rigtige far. Jeffrey der var vokset op i Alabama, kendte adskillige vittigheder der kaldte på vendingen ”onkel-far”, men der var ikke noget at grine af nu. Hvad ville Lena gøre hvis hun fandt ud af det? Eller vidste hun det allerede? Var det derfor hun havde været så stum da Valentine fandt hende på sportspladsen? Havde Charlotte Warrens død et eller andet at gøre med Lenas tvivlsomme herkomst?

Larry Gibson havde givet dem en del baggrundsinformationer med hensyn til sin kones forbindelse til Lena. Charlotte havde været veninde med Sibyl, Lenas søster, da alle tre piger gik i highschool. Som det gik med de fleste skolevenskaber, havde de mistet kontakten i årenes løb, men de havde tydeligvis genoptaget den, for ellers havde der ikke været nogen grund til at Lena befandt sig på sportspladsen.

Jeffrey stirrede op på skyggerne på loftet og lyttede til Saras vejrtrækning. Hans arm begyndte at sove, så han trak den ud under hende og stod op. Klokken var ikke engang halv otte, men Jeffrey havde det som om han havde sovet i ti timer. De havde bedt om et værelse så højt oppe i bygningen som muligt og tænkte begge uden at sige det at ingen ville kunne smide et lig ind ad vinduet på tiende sal. Det eneste ledige værelse var en lille suite – en luksus, ja, men én som Jeffrey med glæde spenderede.

Suiten var ikke af den overdådige slags som man så i tv. Det var faktisk bare to hotelværelser med en dør imellem. I stedet for en seng i det tilstødende værelse var der en sofa, to stole og et tv. Jeffrey tændte det og skruede ned for lyden. ESPN viste to kloge hoveder der havde været på en footballbane i sådan noget som ti minutter før de blev sportsjournalister og tog tredive kilo på. Han skiftede kanal og brugte et par minutter på at se nyhedsstrimlen løbe over skærmen på CNN. Så skiftede han til MSNBC og så en anden strimmel. Den var stort set magen til, så han skiftede igen og zappede igennem alle stationerne indtil han standsede ved Discovery Channel hvor en mand stod med hele armen stukket op i den bageste ende på en ko.

Jeffrey ville helst ikke blokere sin mobiltelefon så han tog røret på sofabordet og tjekkede telefonsvareren derhjemme. Ingen havde ringet så han lagde på og tastede stationens nummer. Han tastede sin kode ind og fik adgang til sin telefonsvarer på arbejdet. Der var seks opkald, tre fra borgmesteren der ville vide hvorfor Jeffrey ikke havde fanget de teenagebøller der væltede skraldespande på hans vej. De næste to var fra den offentlige anklager der bad om detaljer i forskellige sager der snart skulle for retten. Den sidste opringning var fra Frank Wallace der fortalte Jeffrey at han allerede havde aflyttet beskederne og taget sig af det hele, inklusive anholdelsen af en gruppe drenge der havde sparket skraldespande omkuld på den gade hvor borgmesteren boede. Frank syntes at Jeffrey skulle vide at gruppens anfører var ingen ringere end borgmesterens teenagesøn. Jeffrey smilede da han lagde røret på.

”Hej.” Sara stod i døråbningen. Hun havde taget hans skjorte på, men hun havde ikke knappet den, og han kunne se næsten alle de dele af hende som han satte særlig pris på, dér hvor stoffet faldt til side.

Han gjorde et halvhjertet forsøg på at forhindre en bifaldende lyd i at nå længere end struben.

Hun smilede og trak skjorten sammen da hun gik forbi ham. ”Du burde sove.”

”Det burde du også.”

Hun satte sig ved siden af ham og trak skjorten ind under sig mens hun rynkede på næsen ad fjernsynet. ”Hvad er det, en slags dyreporno?”

Han slukkede. ”Skal vi gå i seng igen?”

”Jeg vil hellere hjem.”

”Og jeg vil gerne have at du tager hjem.”

Hun vendte sig langsomt om mod ham. Hun hvilede ryggen mod sofaens armlæn. ”Lad mig gøre det,” foreslog hun. ”Der er større chance for at han fortæller mig noget.”

Ethan. Hun kunne læse hans tanker så præcist at det somme tider skræmte ham. ”Jeg lader ikke min kone gå ind i et fængsel.”

” ’Din kone’,” sagde hun og løftede øjenbrynene. ”Er jeg din private ejendom?”

Det var ikke fordi hun behøvede svar på det spørgsmål. Ja, hun var hans ejendom. Hver en stump af hende tilhørte ham.

Jeffrey tog hendes fødder op i skødet og begyndte at massere dem. ”Du ved ikke hvordan der er i et fængsel, Sara – det er beskidt, folk er voldelige.”

”Tror du jeg starter et fangeoprør?” Hun lo ved tanken, men Jeffrey vidste bedre.

Han sagde: ”Man går derind med livet i hænderne. Vagterne bestemmer kun fordi de indsatte lader dem bestemme. Det kan vende på et splitsekund, især hvis der er noget de vil have. Der kan ske hvad som helst, ikke mindst med en stud som Ethan Green der ikke har noget at miste.”

”Han har masser at miste,” indvendte hun. ”Han har kun ni år tilbage af sin dom. Han har mulighed for at søge om prøveløsladelse hvert andet år. Der er altid den mulighed at han kan narre nogen i nævnet og komme ud i utide. Han vil ikke ødelægge sine chancer for det bare for at få fingre i mig.”

”Det er ikke dig han vil have fingre i,” mindede Jeffrey hende om.

De vidste begge to at han lige så godt kunne have malet en skydeskive på ryggen den dag han sendte Ethan i fængsel. Hun pressede læberne sammen og sagde stille: ”Vær sød at la’ vær’.”

”Jeg lader være hvis du lover at tage tilbage til Grant County i dag.”

Hun løftede øjenbrynene igen. ”Og når jeg så ringer i aften, og du fortæller mig at du har løjet for mig, og at du har været i fængslet – hvad så?”

Han lod en finger glide ned langs hendes fods konkave bue.

Hun holdt sit tonefald nøgternt og roligt. ”Jeg sagde at jeg ville støtte dig, men det her er vanvittigt. Du ved ikke engang om Ethan har noget at gøre med det der sker med Lena. Hun havde en ganske plausibel grund til at komme her.”

”Der er for mange sammentræf,” sagde han og spekulerede over hvorfor hun mon ikke skældte ud på ham. Han kunne ignorere Saras temperament, men han havde aldrig kunnet lukke hende ude af sine tanker når hun var logisk. ”Jeg bli’r nødt til at selv at finde ud af det.”

”Det forstår jeg,” sagde hun. ”Men tror du virkelig Ethan Green kunne finde på at lette sit hjerte over for dig? Hvis han ved at Lena er i knibe, tror du så han vil fortælle dig noget som helst?” Nu lød hun som om hun prøvede at tale fornuft til ham. ”Han hader dig indædt, Jeffrey. Han ville hellere slå dig ihjel end han vil tale med dig, og du har lige for to minutter siden underholdt mig med hvor voldeligt der er i et fængsel. Det er ikke vagterne der bestemmer, sagde du. Hvad sker der hvis en af dem beslutter at se den anden vej mens du går hen ad gangen? Hvad sker der hvis Ethan har et våben på sig og beslutter at han selv vil gøre det?”

”Skat, jeg hader at sige det her, men hvis Ethan Green ville se mig død, så lå jeg allerede i jorden.” Hun fik tårer i øjnene. Han fortsatte: ”Lena siger ingenting. Jeg er nødt til at prøve at få svarene fra anden side.”

”Og du tror at Ethan Green bare giver dig dem på et sølvfad? Hvem er det nu der er naiv?” Sara satte sig op og tog hans hånd. ”Jeg be’r dig; lad være med at tage derud.”

Jeffrey så på sin hånd der lå i hendes. Selv om Sara ikke havde været på en operationsstue i mange år, havde hun stadig kirurghænder. Hendes fingre var lange og fine, men der var også styrke i dem. Hvis en eller anden var trådt ind ad døren til deres hotelværelse i det øjeblik og havde bedt Jeffrey om at beskrive alle de vigtige ting ved Sara, ville han være begyndt med hendes hænder.

Han sagde: ”Jeg tager dig ikke med ud til fængslet.”

”Så du vil bare efterlade mig her?”

”Jeg sætter dig af ved hospitalet,” sagde han. ”Jeg ved at du gerne vil se til Hank. Jeg kan komme tilbage når jeg har talt med Ethan og tage dig med. Okay?”

Sara nægtede at se på ham.

Hans mobiltelefon begyndte at vibrere og danse hen over sofabordet. Jeffrey for sammen og samlede den op med en hurtig bevægelse. Han tjekkede displayet.

Så tog han den og sagde: ”Tolliver.”

”Det er Jake,” sagde Valentine. ”Lena er her. Hun har lige meldt sig selv.”