FIREOGTYVE

DET MESTE AF KØRETUREN TILBAGE til Reese brugte Sara til at tale i telefon og forsøge at lokalisere Hank Norton. Som lovet havde Elawah County Hospital tidligt om morgenen sørget for at Hank kunne overføres til et sted med bedre behandlingsmuligheder. Det eneste problem var at der tilsyneladende ikke var nogen der vidste hvor dette sted var. Sara havde ringet til hvert eneste hospital hun kunne komme i tanker om i området. Til sidst havde hun haft held til at få et rigtigt levende menneske i røret på St. Ignatius, et regionshospital der lå cirka en times kørsel væk i næsten præcis den modsatte retning af Coastal State Prison. En sygeplejerske fra intensiv afdeling var ved at orientere Sara om Hanks tilstand da Jeffrey standsede foran statsfængslet.

”Tak,” sagde Sara til sygeplejersken. Hun afbrød forbindelsen og pressede telefonen ind mod brystet. ”Han er ved at være stabiliseret.”

Jeffrey parkerede bilen. ”Det er da godt, ikke?”

Sara nikkede selv om hun ikke var så sikker. Som læge vidste hun at en patients helbredelse ikke kun handlede om god behandling. En families støtte kunne tit give en patient ny energi og en grund til at leve. Hank Norton var ved et kritisk punkt lige nu. Hvis han troede han var alene, hvis Lena ikke gjorde noget for at tage sig af sin onkel, var det højest tænkeligt at han opgav kampen.

Jeffrey stod ud af bilen og gik rundt om den for at åbne Saras dør. Hun sendte ham et lille anstrengt smil da hun rejste sig, men hun gav ikke slip på hans hånd da de gik hen mod indgangen til den kælder der husede byens arrest.

Under hele køreturen havde hun været klar over at han gerne ville tale med hende, ligesom hun vidste at behovet kom af dårlig samvittighed snarere end af et ønske om at hun skulle forstå. Sara selv havde ikke lyst til at høre undskyldningerne. Jeffrey havde besluttet at han ville køre ud til Coastal State Prison så snart han havde set det telefonnummer der var ringet til fra Lenas motelværelse. Alt hvad han sagde nu, var bare forsøg på at få beslutningen til at tage sig bedre ud. Sara følte at hun var nødt til at bakke ham op, men hun ville fandengaleme ikke se glad ud imens.

Hun sagde: ”Det er en omvej på en time at køre forbi hospitalet.”

Jeffrey åbnede glasdøren for hende. ”Det ved jeg.”

Don Cook sad ved skranken i forkontoret, men i modsætning til første gang Jeffrey havde set ham, spillede han ikke rollen som afslappet ældre mand. Vicesheriffen sad rank i stolen med armene over kors på brystet, tydeligvis rasende.

Jeffrey sendte ham et muntert smil. ”Vi er kommet for at tale med Lena Adams.”

”Jeg ved godt hvad I er kommet for,” bjæffede Cook.

Der lød skridt på trappen. Jake Valentine kom til syne og standsede da han fik øje på Jeffrey og Sara. Han var i uniform igen og havde pistolbæltet om livet og hatten plantet lige oven på hovedet. Sara havde forventet at sheriffen ville se tilfreds ud fordi han havde fået sin mistænkte bag lås og slå igen, men han så sydende arrig ud.

”Ma’am.” Han lettede på hatten for Sara og sagde så til Jeffrey: ”Hun er ved at blive løsladt.”

Sara og Jeffrey udbrød i munden på hinanden: ”Hvad?”

Valentine kneb øjnene sammen som om han ikke helt troede at deres reaktion var ægte. ”Hendes smarte advokat fik dommeren til at slippe hende fri. Hun er på fri fod indtil sagen kommer for retten.” Han så på sin vicesherif. ”Don, henter du hende?”

Cook tog sig god tid til at komme på benene, sikkert for at sikre sig at alle tilstedeværende vidste at han ikke brød sig om den seneste udvikling, før han gik ud ad ståldøren der førte ind til cellegangen.

Så snart manden var væk, spurgte Jeffrey: ”Hvad skete der, Jake?”

”Hun var ikke bag tremmer i mere end ti minutter før dommeren ringer og beder mig om at gennemgå anholdelsesbegæringen sammen med ham. Igen.” Valentine tav et øjeblik som om han havde brug for at få sit temperament under kontrol. ”Han afviste alle de oprindelige sigtelser og gav mig en røvfuld samtidig. Jeg måtte tigge ham om at opretholde sigtelsen for at have undveget anholdelse. Hvis jeg ikke havde brugt så mange penge på at lede efter hende, havde han sikkert droppet den også.” Han lagde hånden på pistolskæftet. ”Kunne du tænke dig at fortælle mig hvad der foregår?”

Jeffrey sagde: ”Jeg er lige så forbløffet som dig.”

Valentine gik hen til hoveddøren og så ud på parkeringspladsen. En let tåge var begyndt at sænke sig. Han kastede et blik tilbage på Jeffrey og Sara og rettede så sin opmærksomhed mod BMW’en. ”Den bil må have kostet jer en pæn klat penge.”

Sara kunne mærke at hun blev irriteret. Jeffrey sagde til manden: ”Læger tjener godt.”

”Det gør de,” indrømmede Valentine. Han blev stående med ryggen til dem, og Sara blev mindet om den nat da sheriffen havde langet ud efter Jeffrey uden for hospitalet. Jeffrey måtte have tænkt på det samme, for han stillede sig foran Sara.

”Hvorfor lod du dommeren løslade hende?” spurgte han Valentine. ”Du kunne have kæmpet imod. Du kunne være gået uden om ham og have tilkaldt GBI.”

”Tro mig, den tanke havde jeg også.” Valentine vendte sig om mod dem. ”Men så fik jeg en besked.”

”Hvad for en besked?”

Han stak hånden i baglommen og tog et sammenfoldet stykke papir frem.

Jeffrey tog sedlen og foldede den ud. Over hans skulder så Sara en enkelt sætning skrevet med blokbogstaver hen over papiret: drop det eller du dør.

Valentine tog sedlen tilbage og foldede den sammen. ”Jeg var ikke i tvivl om hvad jeg skulle gøre. Jeg har ikke tænkt mig at ende som Al Pfeiffer der skider i bukserne hver gang det banker på hans dør.”

Jeffrey lød lige så chokeret som Sara følte sig da han svarede. ”Så du dropper bare det hele? Du har tænkt dig at lade dem slippe af sted med det? To mennesker har mistet livet, Jake. Charlotte Gibson var lærer på Myras skole.”

”Du skal ikke holde foredrag for mig. Din stjernestrisser er repræsenteret af en af de mest berygtede narkoadvokater i området.” Han rystede på hovedet i væmmelse. ”Det ser ud til at jeg havde forstået det rigtigt første gang vi mødtes, ikke?” Han tog et par skridt hen mod Jeffrey. ”Hvis du skulle være i tvivl, makker, så tvivler jeg på din hæderlighed. Vil du slå mig i jorden nu, eller vil du vente til jeg vender ryggen til?”

Jeffrey ignorerede udfordringen. ”Tiden er inde til at tage skeen i den anden hånd, Jake. Du bli’r nødt til at ringe til GBI.”

”Det har jeg gjort,” sagde han. ”Lad os kalde det min sidste officielle handling som sherif.”

”Vent lige lidt,” sagde Jeffrey. ”Har du sagt op?”

Valentine nikkede. ”Næstsidste officielle handling, velsagtens. Den sidste var at løslade din kriminalassistent, og jeg vil foreslå dig at du får hende ud af byen så hurtigt som muligt og glemmer at du nogensinde har hørt om det her sted.” Han så over Jeffreys skulder. ”Når man taler om fanden.”

Lena stod i den åbne dør med den skulende Cook bag sig. Et mønster af skrammer og blå mærker skæmmede hendes ansigt. Øjnene var blodskudte, men hendes vrede ved synet af Jeffrey og Sara var åbenlys. ”Hvad laver I her?”

Jeffrey ignorerede hende. Han sagde til Valentine: ”Lad os gå udenfor og gøre den her samtale færdig.”

”Med fornøjelse.” Sheriffen skubbede døren op med en flot armbevægelse.

Sara så dem gå ud ad glasdøren. Tågen var blevet til støvregn, men ingen af dem så ud til at tage sig af det. Jeffrey stod ved kantstenen mens Valentine gik ud på parkeringspladsen for at kaste endnu et blik på Saras bil. Hun følte skam blandet med vrede over han gik så højt op i en bil. Hvis sheriffen mente at Jeffrey var korrupt, var han mere end velkommen til at se en kopi af deres selvangivelser.

Bag hende smækkede ståldøren. Don Cook var gået. Lena og Sara var alene. Omgående føltes det som om væggene trak sig sammen om dem.

Lenas tonefald var afsnubbet og bidende skarpt. ”Du må få Jeffrey væk herfra med det samme.”

”Det bli’r ikke noget problem,” sagde Sara og så på sin stædige mand der stod ude i regnen. ”Jeffrey vil tage ud og tale med Ethan.”

”Det kan du ikke lade ham gøre.”

Sara lo hånligt. ”Jeg ved ikke om du kan huske din lille tirade på sygehuset for et par dage siden, Lena, men den bedste måde at få Jeffrey til at gøre noget på, er at sige at han ikke må gøre det. Det hjælper hvis man truer ham samtidig.”

Lena mumlede et eller andet.

Sara hørte det godt, men sagde alligevel: ”Hvad sagde du?”

”Ingenting.”

”Hvis du ikke vil ha’ at man kan høre dig, skulle du ikke mumle så højt.”

Lena gik hen mod hende, men standsede et par meter fra hende. ”Jeg sagde at han er så meget under tøflen at han ikke kan se ud under sålen,” gentog hun. ”Du må se at få ham væk herfra. Nu.”

”Hvordan vil du foreslå at jeg gør det?”

”Bare sig til ham at han bli’r nødt til at tage af sted.”

Sara rystede på hovedet. ”Hold op, du forstår dig ikke på mennesker.”

”Tror du det hjælper at du fornærmer mig?”

”Hjælper hvem?” spurgte Sara. ”Hende der blev brændt ihjel? Manden der fik en kniv i ryggen? Din onkel som ligger for døden?”

Lena pressede læberne sammen og stirrede hadefuldt på Sara.

”Spar mig for det sure fjæs. Jeg får det samme serveret hver gang jeg skal give en unge på klinikken en indsprøjtning.” Sara satte hænderne i siden. ”Sig mig lige, Lena, var Charlotte Gibson din veninde?”

Lena blev ved med at stirre, men Sara kunne se at hun vaklede i sin beslutsomhed.

”Var hun?”

”Ja,” svarede hun endelig.

”Hvis hun var din veninde, så vil jeg nødig være din fjende.”

Lena så endelig væk, og hendes tonefald blev en smule blidere. ”Jeg prøver at beskytte jer begge to. Jeg skal bruge en dag – bare en enkelt dag. Tag mit ord for det og se at komme ud af byen.”

”Du har slæbt os herned og fået os rodet ind i det her … det her … lort – i mangel af et bedre ord – og så tror du at det slutter bare fordi du siger ’fordi jeg siger det’?” Sara så atter ud på parkeringspladsen hvor Valentine og Jeffrey var på vej hen mod døren. ”Er Ethan blandet ind i noget af det her?”

Lena stirrede på Sara som om hun prøvede at finde det svar der mest sandsynligt kunne gøre at hun fik sin vilje.

”Kom så!” sagde Sara indtrængende. Valentine var kun et par skridt fra døren, og Jeffrey var lige bag ham. ”Er Ethan involveret?”

”Jeg ved det ikke.” Lena rystede på hovedet og trak på skuldrene på én gang. ”Sikkert ikke. Jeg ved det ikke.”

”Hvad sker der hvis Jeffrey tager ud for at tale med ham? Vil det forandre noget? Vil det gøre noget bedre eller værre?”

”Jeg ved ikke –”

Valentine åbnede døren. Jeffrey gik efter ham ind.

Lena spildte ikke tiden. Hun sagde til Jeffrey: ”Hold dig fra Ethan.”

Han så på Sara først, som om han ville prøve at finde ud af hvilket hold hun var på. Sara kopierede Lenas gestus fra tidligere og rystede på hovedet mens hun trak på skuldrene. Måske forstod Lena sig på mennesker. Sara havde selvfølgelig stort set skåret det ud i pap: Den bedste måde at få Jeffrey til at gøre noget på, var at sige til ham at han ikke måtte gøre det. Hvis Lena var så opsat på at få ham ud af byen, så ville turen til Coastal State Prison i hvert fald æde en hel dag.

Lena sagde: ”Ethan har ikke noget at gøre med det her.”

Han sendte hende det kæphøje smil som Sara hadede. ”Jaså?”

”Jeg tager mig af det her,” sagde Lena. ”Tag hjem, Jeffrey. Det vedkommer ikke dig.”

Han smilede stadig, men hans tonefald var en advarsel. ”Er du min chef nu, Lena? Er det sådan det fungerer når man har en stor kanon af en narkoadvokat til at trække i snorene for én?”

Lena så ned i gulvet. Sara prøvede at få Jeffrey til at fokusere på noget andet og spurgte sheriffen: ”Er Lenas bil stadig ovre på pladsen?”

Valentine nikkede.

”Kan vi få et lift over efter den?”

Valentine var tydeligt forbavset over anmodningen. ”Jeg ville … øh …”

Lena afbrød: ”Jeg lod Hanks bil stå ved hans hus i morges. Den kan vi tage. Det er tættere på.”

Sara ventede ikke på at Valentine skulle finde på en undskyldning. Hun sagde til Jeffrey: ”Lena og jeg tager Hanks bil og kører til sygehuset. Du kan hente mig dér når du er færdig.”

Jeffreys kæbemuskler arbejdede. Han nikkede over mod døren, og Sara fulgte efter ham udenfor. Tågen var vendt tilbage og tilføjede noget dystert til sceneriet. Uden et ord gik han hen mod bilen. Hendes mobiltelefon lå i handskerummet. Han tændte den og stirrede på displayet mens han sagde: ”Det tager et par timer at køre derud og sikkert en time at lave papirarbejdet.” Han rakte hende telefonen. ”Jeg ringer til dig når jeg er på vej tilbage, okay?”

Jeffrey var ikke meget for at stille sine følelser til skue, men han kyssede hende på kinden og derefter på munden. Hun greb fat om hans jakkekrave og pressede ansigtet ind mod hans hals.

Han sagde: ”Jeg ved ikke hvad der foregår mellem dig og Lena, men lov mig at I kører direkte ud til sygehuset.” Hun nikkede, men det var ikke nok. Han løftede hendes ansigt opad og så hende ind i øjnene. ”Du skal være mor til mit barn, Sara. Lov mig at du passer på dig selv.”

”Det lover jeg,” sagde hun. ”Vi tager direkte til sygehuset. Jeg venter dér indtil du kommer efter mig.”

Han kyssede hende igen før han gav slip på hende. ”Det bli’r godt igen alt sammen, okay?” Han gik rundt om bilen til førersiden. ”Vi ses om et par timer. Vi er hjemme i aften.”

Sara så ham sætte sig ind i bilen og huskede den morgen for et halvt år siden da han var kørt og havde efterladt hende i hendes forældres indkørsel. Lena havde ringet til ham et par minutter forinden, og han var på vej for at anholde Ethan Green for overtrædelse af våbenloven. Da Sara nu stod uden for arresten, følte hun den samme gru fylde sig – den samme ukontrollerbare frygt der lagde sig som en sort skygge over hendes hjerte hver gang hun forestillede sig hvor trist livet ville være uden Jeffrey.

Da han bakkede ud på gaden, bad Sara til Gud om at det også denne gang ville ende godt. At hun i aften – som hun havde gjort aftenen før – ville rulle sig sammen i sengen ved siden af ham og lytte til hans vejrtræknings rolige rytme mens han faldt i søvn.

*

Sara og Lena sad på bagsædet af Jake Valentines patruljevogn. Han havde tilbudt dem forsædet, men Lena havde sagt nej, og Sara havde helt ærligt ikke lyst til at sidde ved siden af ham. Den smule respekt hun havde haft for sheriffen, var gået i nul og mere til da han meddelte at han ville opgive sit embede på grund af trusselsbrevet. Det ironiske i at hun selv, hvis hun havde været i Myra Valentines sko, ville have tryglet sin mand om at sige op, gik hen over hovedet på Sara. Hun spekulerede over om der nogensinde ville komme en dag hvor hun ikke ville bekymre sig over at Jeffrey var dygtig til sit arbejde.

Sikkert den aften hvor han fejrede sin pensionering.

Bremserne hvinede da Valentine standsede foran Hanks hus. Sara rynkede panden ved synet af Mercedes’en i indkørslen. Bilen så ud til at være ældre end Lena.

Valentine stod ud af patruljevognen. Han åbnede Lenas dør og gik rundt om bilen for at åbne for Sara. Han virkede lettet ved udsigten til at forlade jobbet og komme videre med sit liv. Hun spekulerede over hvad Jeffrey havde sagt til ham ude på parkeringspladsen.

Det var holdt op med at regne, men himlen var stadig overskyet. Lena stirrede på sin morbrors hus og spurgte: ”Hvorfor er alle lamperne tændt?”

”Hvabehar?” spurgte Valentine.

”Alt lyset er tændt,” sagde Lena med en skarp undertone i stemmen. ”Det var det ikke i morges.”

Sara spekulerede over hvorfor det betød noget. Hun spurgte: ”Er du sikker?”

”Ja,” sagde hun og så: ”Nej, jeg kan ikke huske det.” Hun stirrede op på huset igen. ”Hank ville ikke lade alt lyset brænde på den måde.”

”Han er ikke sig selv,” mindede Sara hende om. ”Jeg er sikker på at hans elregning er det sidste der interesserer ham.”

Lena begyndte at gå op ad havegangen. ”Jeg tjekker lige.”

”Vent lige lidt, dame.” Valentine travede foran hende med hånden på pistolen så den ikke klaskede mod hans lår. ”Lad mig lige gå ind og se lidt på det, okay?”

Lena ventede ikke sammen med Sara. I stedet gik hun rundt om Hanks Mercedes, kiggede ind ad vinduerne og tjekkede undervognen med paranoiaen lysende ud af hver eneste bevægelse.

Sara fulgte efter hende og spurgte: ”Hvad foregår der?”

”Vi havde en aftale,” sagde Lena og lød nærmest som om hun talte til sig selv.

”Hvilken aftale?”

Lena stod på den anden side af bilen og så Jake Valentine trække i tapen der var spændt ud foran hoveddøren og forsøge at lirke den op.

”Hvad kiggede du efter under bilen?” spurgte Sara og mærkede alle sine sanser fortælle sig at der var noget galt. ”Hvem har du lavet en aftale med, Lena?”

”Hallo,” råbte Valentine. ”Hvis der sker et eller andet” – han udstødte en dæmpet kluklatter – ”så kender I nummeret på alarmcentralen, ikke?” Han gav dem ikke mulighed for at svare før han satte skulderen mod døren og pressede den op.

Lena tog en brat indånding for at få styr på nerverne.

Valentine vinkede til dem. ”Det er okay,” sagde han og pressede en hånd mod siden. ”Der skete ikke noget alvorligt.”

Der sivede blod ud gennem hans skjorte der hvor dørens metalbelægning havde flænset ham i siden. Valentine blev ved med at presse hånden mod siden og kigge på blodet på sin håndflade. Sara kunne se på blødningen at det var et dybt sår, men han sagde igen: ”Det er ikke noget særligt. I bliver bare herude mens jeg lige går en runde.”

Lena ventede indtil sheriffen forsvandt, og åbnede så bagdøren i Hanks bil. Hun rakte hånden ind under førersædet uden et øjeblik at tage blikket fra huset.

Sara spurgte: ”Hvad er det du laver?”

Lena lukkede lydløst døren og låste bilen. Hun havde tydeligvis mærket efter et eller andet i bilen, men hun sagde til Sara: ”Det sår ser ikke godt ud.”

Det begyndte at regne igen. Sara løftede hånden for at beskytte øjnene. ”Kunne du tænke dig at fortælle mig hvad fanden der foregår her?”

Lena grinede som om Sara opførte sig dumt. ”Jeg tror bare ikke jeg lagde mærke til at der var tændt lys i morges,” sagde hun. ”Der skulle være en førstehjælpskasse i Jakes bil,” sagde hun. Hun gik hen til Valentines patruljevogn og hev i håndtaget til bagagerummet. Bagsmækken svingede op, og Sara så en riffel der var fastgjort til gulvet med bolte. Ved siden af den stod det blå metalskrin som Charlotte Gibsons mand havde haft med på stationen.

Sara huskede de to ansøgninger om fødselsattester som var skjult under skrinets plasticindsats og hvorpå Angela Adams havde angivet sin bror som far til sine to børn. Sara måtte bruge al sin viljestyrke for ikke at skubbe Lena til side da hun lænede sig ind i bagagerummet og løftede skrinet ud.

Men Sara prøvede alligevel. ”Det er bevismateriale.”

Lena åbnede låget før Sara kunne finde på andre måder at prøve at standse hende på.

Sara undertrykte et lettelsens suk. Skrinet var tomt. Selv indsatsen var væk. Regndråber ramte skrinets metalbund.

Lena spurgte: ”Hvor har han fået det her fra?”

”Charlotte Gibsons mand havde det med.”

Lena rystede på hovedet. ”Det gi’r ingen mening.”

”Okay. Alt er fint,” råbte Valentine henne fra huset. Han gik hen ad verandaen mens han pressede en hånd mod siden, tydeligt forpint. Så fik han øje på metalskrinet og spurgte Lena: ”Har du set det før?”

Lena rystede på hovedet og lukkede forsigtigt låget.

Valentine stak pistolen i hylsteret mens han spurgte: ”Er der nogen særlig grund til at I roder i mit bagagerum?”

Førstehjælpskassen var spændt fast dernede. Sara tog den op og sagde: ”Vi tænkte at du måske havde brug for den her.”

Han tog hånden væk fra siden og viste dem hvor metalpladen havde flænset hans skjorte og skåret dybt ind i kødet. ”Jeg tror jeg får brug for lidt mere end et plaster, doktor. Jeg bløder som en stukken gris.”

Tøvende sagde Sara: ”Hvornår fik du sidst en stivkrampevaccination?”

”Jeg trådte et søm op i foden da jeg var tolv.”

Hun så på huset og gruede for at gå derind. Hun havde heller ikke lyst til at tage tilbage til arresten, men hun kunne ikke så godt lade ham stå herude i regnen.

Sara gik hen mod hoveddøren mens hun sagde til Valentine: ”Du skal ha’ en vaccination mere. Jeg lapper dig sammen så godt jeg kan, og så kan du selv køre på skadestuen.”

”Køre selv?” Han virkede alarmeret.

”Det er to minutter herfra,” sagde hun og vidste at hun burde tilbyde at køre ham.

Valentine skulede til hende. ”Jeg hader hospitaler.”

”Det gør alle,” sagde hun og gik foran ham ind i køkkenet. Sara var datter af en rørlægger og havde været ude for en hel del kloakstank, men aldrig noget så slemt som dette hus. ”Jeg renser det og kigger grundigt på det.”

”Kommer det til at gøre ondt?”

”Sikkert,” indrømmede hun og åbnede den fjederhængslede dør til køkkenet. Der lå affald overalt, men vasken var tom, og lyset var godt. Sara stillede førstehjælpskassen oven på en stabel pamfletter der lå på køkkenbordet, og spurgte Lena: ”Kan du finde nogle rene klude?”

Lena rynkede panden. ”Hvor rene skal de være?” Hun ventede ikke på svar. Hun stillede metalskrinet på bordet og gik ud i gangen igen. Døren svingede i efter hende.

Sara sænkede stemmen og spurgte Valentine: ”Er der nogen grund til at jeg skulle være bekymret fordi jeg ikke har handsker på?”

”Hvad?” spurgte han og rødmede og lo på én gang. ”Åh nej, ma’am. Jeg er ren som en babyrøv.”

”Okay,” sagde hun og håbede at hun kunne stole på ham. Sara tændte for vandet og vaskede hænder i opvaskemiddel. ”Tag skjorten af. I det mindste kan jeg få blødningen under kontrol.”

Han lagde sit pistolbælte på bordet og gik i gang med at knappe skjorten op. ”Er det lige så slemt som jeg tror det er?”

”Vi får se.” Sara åbnede førstehjælpskassen og blev glad da hun så nogle store gazekompresser og kirurgisk tape i stedet for de sædvanlige plastre.

”Jeg hader kanyler,” fortsatte Valentine. Lena kom ind med et par klude i hånden. Han advarede dem begge. ”I må ikke sige det til nogen, men det er hændt at jeg er besvimet når jeg så en kanyle.”

”Det er også sket for mig,” sagde Sara. Hun åbnede en pakke kompresser, og han krympede sig som et barn ved lyden. Det forbavsede hende altid hvor nervøse politifolk blev når der skete noget der satte spørgsmålstegn ved deres usårlighed. Manden kunne knap nok åbne sin egen skjorte.

Hun spurgte: ”Skal du ha’ hjælp med det dér?”

”Årh, fandens.” Valentine opgav at bakse med knapperne og trak skjorten over hovedet. Han skar ansigt af smerte da han strakte sig og trak såret gabende åbent.

”Forsigtig,” advarede Sara et øjeblik for sent.

Han så på blodet der dryppede ned ad bukselinningen, og sagde i spøg: ”Jeg skal snart ha’ en transfusion eller sådan noget, ikke?”

”Årh, det tror jeg ikke,” sagde Sara og pressede gazekompresset mod hans sår. ”Og hvis du skal, er jeg sikker på at vi nemt kan finde en donor i arresten.”

”Det er ikke sikkert,” sagde Valentine. ”Jeg har en sjælden blodtype.”

Blodet sivede allerede gennem gazen. Sara rakte en hånd ud for at få kludene, men Lena gav hende dem ikke. Hun stod bare og stirrede, fuldstændig stiv.

”AB-negativ,” sagde Lena med en stemme der næsten kun var en hvisken. ”Hans blodtype er AB-negativ.”