FEMOGTYVE
JEFFREY RAKTE SIN PISTOL TIL VAGTEN bag metaltremmerne i Coastal State Prison. Lige siden han var blevet utryg ved at gå ubevæbnet gennem skoven i selskab med Jake Valentine, havde han sørget for at have sit våben så tæt på sig som muligt. Sidste nat havde han endda sovet med den på sengebordet i stedet for at stikke den ind under madrassen sådan som han plejede. Det slog pludselig ned i ham at når adoptionen gik igennem, måtte han anskaffe et våbenskab og opbevare alle sine skydevåben under lås og slå. Tanken fik ham til at smile.
”Er der andet?” spurgte vagten og klikkede magasinet ud af Jeffreys Glock før han kiggede i kammeret.
”Det er det hele.”
Manden nikkede og skrev serienummeret på pistolen ned før han rakte Jeffrey en kvittering.
En anden vagt åbnede den første af to døre og sagde: ”Ind her.”
Da de begge var inde på den anden side, og den første dør i slusen var blevet låst, åbnede vagten den næste, og de gik ind i selve fængslet.
Vagten, på hvis navneskilt der stod ”Applebaum”, så ud til at være præcis den type man ville forvente at finde som fængselsbetjent i Coastal State Prison. Høj og bredskuldret og med en gang der udstrålede hans manglende frygt for hvad som helst.
Jeffrey sagde til ham: ”Jeg tror du mødte en af mine kriminalassistenter for et par dage siden.”
”Niks,” sagde vagten. ”Jeg er lige kommet tilbage fra ferie.” Han standsede ved endnu en dør som blev styret fra en central kontrolstation. Applebaum mumlede et eller andet ned i sin walkie-talkie, og døren åbnede sig med et klik.
Jeffrey sagde: ”Der stod ikke noget i Greens sag om narkotika.”
Applebaum rystede på hovedet. ”Hans drenge rører ikke den slags. Hvis man hører til hans slæng, og de tager én i at tage stoffer eller handle med dem, vil det være klogere at rende med bar røv gennem fængselsgården end at komme i kløerne på dem.” Han rystede på hovedet. ”Der var en ung fyr, en skinhead på sytten-atten år, som sluttede sig til Greens crew da han kom ind. Han kunne bare ikke holde sig fra nålen; de tog ham på fersk gerning. Han vidste at de var efter ham, så han lavede et stikvåben af sin kam og gemte den mens han var i brusebad.”
Jeffrey vidste godt hvad det betød: Fyren havde skjult sin hjemmelavede kniv i endetarmen. ”Hvad skete der så?”
”De tog en kost og pressede kammen højere op. Den læge der obducerede fyren, sagde at der praktisk taget var stumper af kammens plastictænder i hans mandler da de sprættede ham op.”
”Var det Green der gjorde det?”
”Han gav ordren.” sagde Applebaum og standsede foran endnu en lukket dør. ”Når man er så højt i hierarkiet, sørger man for ikke at få blod på hænderne.”
”Der kunne være nogen der sladrede.”
Vagten lo mens han tog nøglen frem og åbnede døren ind til besøgslokalet. ”Og Jennifer Lopez kunne komme flyvende til Georgia i sit privatfly og give mig blowjob.” Så blev han helt nøgtern og forretningsmæssig da han gik foran Jeffrey ind i lokalet. ”Du må ikke røre ved den indsatte. Du skal holde en afstand på mindst halvanden meter. Kan du se den streg på bordet? Det viser hvor langt han kan nå for lænkerne, men du skal ikke stole for sikkert på det.”
”Jeg vil ikke have ham lænket.”
”Ordrer fra ledelsen.”
”Jeg er ikke bange for Ethan Green.”
Applebaum vendte sig. ”Hør her, makker, det er jeg, og det bør du fandeme også være.”
Jeffrey nikkede; han havde forstået. ”Hent ham ind.”
Applebaum gik, og Jeffrey satte sig ved bordet med ansigtet vendt mod metalringen der var boltet til væggen. Han hørte stemmer ude på gangen og rejste sig for at Ethan ikke skulle få lejlighed til at se ned på ham. Så faldt det ham ind at han lignede en der var kommet med hatten i hånden, og han gik hen til væggen over for døren og lænede sig op ad den med hænderne i lommen.
Døren gik op, og Ethan traskede ind sammen med Applebaum og tre andre vagter. Han holdt blikket rettet mod Jeffrey mens Applebaum og de andre førte ham hen til stolen. Han satte sig og stirrede på Jeffrey som om han ville brænde hul i ham, mens han blev lænket til væggen.
Applebaum sagde: ”Vi er lige uden for døren.”
De fire vagter gik og tog al ilt i lokalet med sig. Lænkerne om Ethans håndjern skrabede over kanten af bordet da han samlede hænderne foran sig.
Ethan spurgte: ”Er du bange for at sidde over for mig.”
”Hvor der er en knap man kan trykke på? Ikke specielt.”
Ethans læber fortrak sig i et hånligt grin, men han nikkede som for at sige at der kunne være noget om det Jeffrey havde sagt. Det var det Sara havde været så bange for – en fjoget pissekonkurrence der kunne udvikle sig til noget dødsensfarligt fra det ene øjeblik til det næste.
Jeffrey rettede sig op fra væggen og gik hen til den tomme stol. Han trak den godt en halv meter ud fra bordet og satte sig med fødderne et stykke fra hinanden og hænderne på lårene.
Ethan fnøs og lænede sig tilbage i stolen. ”Har du tænkt dig at sidde og stirre på mig hele dagen, mester? Du er måske lun på mig eller hva’?”
”Jeg vil vide hvad du har lavet med Lena.”
Han lavede en hurtig håndbevægelse over skridtet. ”Fucket lidt rundt.”
”Jeg ved at du har ringet til Hank,” sagde Jeffrey. Han havde set numret på listen over Ethans opkald. ”Hvorfor?”
”For at få Lena til at komme her.” Han slog smæk med tungen. ”Og det virkede åbenbart.”
”Problemet er bare at sådan et nummer kun virker én gang.”
”Jeg har andre planer nu.” Han holdt hænderne frem og pegede rundt langs væggene. ”Jeg kommer ud herfra en dag, og når det sker, finder jeg hende.”
”Hun skyder dig en kugle for panden.”
”Hun dør før hun får chancen,” svarede Ethan omgående. ”Har du nogensinde kneppet hende, mester?”
Jeffrey svarede ikke.
”Jeg ved at du har haft lyst. Jeg har set hvordan du kiggede på hende somme tider.”
Jeffrey svarede ikke.
”Lad mig sige dig en ting,” sagde Ethan og lænede sig frem. ”Hun ser måske nok hård ud, men hun er skidesød inde under facaden. Forstår du hvad jeg mener?” Han smilede tilfreds. ”Det er gode sager.”
Jeffrey reagerede stadig ikke. Ethan troede tydeligvis at han havde en knap at trykke på her, men Jeffrey havde aldrig følt sig tiltrukket af Lena. Han havde aldrig haft en søster, men han forestillede sig at de følelser han havde for Lena, var omtrent de samme.
”Du skal bare stikke hende et par flade,” fortsatte Ethan. ”Tage hende bagfra og –” Han stødte underlivet opad mod bordet og udstødte en høj gryntelyd.
”Bagfra, hva’?” Jeffrey rystede bedrøvet på hovedet. ”Jeg tror du har været sammen med den forkerte slags fyre herinde, lille ven.”
Ethan greb sig om nosserne med den ene hånd og ruskede dem. ”Jeg har din lille ven lige her, pikslikker.”
”Kæmp eller knep,” sagde Jeffrey. ”Er det ikke sådan det hedder herinde? Man kæmper, eller man knepper.” Han så på Ethan, skævede til hans hænder. ”Du ser ikke ud til at have kæmpet noget videre.”
Ethan lo. ”Kan du se de her tattoos, bøsserøv?” Han mente hagekorsene og voldsscenerierne der var skåret ind i hans hud. ”Der er kraftedeme ikke nogen der rører mig herinde, mand.”
”Det er rigtigt,” sagde Jeffrey. ”Du og dine små veninder har jeres egen lille strikkeklub, ikke? Men hvad betyder det helt præcist? Altså, I har de samme uniformer på, men I kan vel ikke så godt sidde og flette hinandens hår, vel? Ordner I negle sammen? Eller gi’r hinanden lavement mens I snakker om den hvide mands overherredømme?”
”Pas på hvad du lukker ud, tøs.”
”Pas på hvem? En flok møgknægte hvis fædre aldrig har brudt sig om dem? Gudfader, du er sgu lige til Oprah. Tag dig sammen.”
”Fuck den sorte luder.”
”Fuck dit, fuck dat,” sagde Jeffrey hånligt og rejste sig. ”Lena havde ret. Det her er spild af tid.”
”Hvad?” Ethan kneb øjnene sammen. ”Hvad sagde Lena?”
”Hun sendte mig herud,” sagde Jeffrey. ”Hun ville gerne ha’ at jeg så hvad for en ynkelig lille tøs du er blevet til.”
Ethan stirrede på ham, tydeligvis i et forsøg på at finde ind til sandheden. Langsomt lænede han sig tilbage i stolen. ”Næh, du. Hun har sgu ikke sendt dig herud.”
”Jo,” sagde Jeffrey. Han stod henne ved døren og lænede skulderen op ad den. ”Hun sagde at du havde sluttet dig til det dér broderskab.”
Ethans læber krængedes opad i væmmelse. ”Hvad?”
”Brotherhood of the True White Skin,” uddybede Jeffrey. ”Hun sagde at du var gået sammen med dem for at redde dig selv fra at få røvfuld.”
”Shit,” sagde han og spyttede næsten ordet fra sig. ”De skvatrøve? De sælger meth.”
Jeffrey trak på skuldrene. ”Og?”
”Meth er den hvide mands djævel.” Ethan lænede sig frem over bordet med en voldsom bevægelse. ”Man gi’r ikke det lort til sine egne. Det smadrer hjernen; gør folk til slaver. Det er en del af sortsmuskernes sammensværgelse for at tage magten i Amerika.”
”Tror du virkelig det?” spurgte Jeffrey og gik tilbage til bordet. Han anbragte håndfladerne på metalbordpladen og lænede sig frem til han var tæt på den røde linje. ”Men jeg har faktisk mødt nogle af de Brotherhood-klovner, og de er ikke så forskellige fra dig.”
Ethan lo. ”Du er kraftedeme da spild af den luft du suger i dig, mand. Tror du virkelig jeg er sammen med de narrøve? Jeg siger jo, de sælger meth til deres egne. De ryger det lort lissom niggerne ryger crack. Lad dem da for helvede bare tage livet af sig selv. Fjern dem fra jordens fucking overflade, så den sande race kan tage over.”
Jeffrey holdt øjenkontakt med ham og blev stående ind over bordet. Ethan sagde at han havde ringet til Hank for at få Lena til at komme. Hvis det var sandt, så havde hans plan i hvert fald fungeret. Men hvilken forbindelse havde han til Elawah? Hvordan passede Ethan ind i det narkocirkus som Fitzpatrick-brødrene drev fra det sydlige Georgia og op langs kysten? Jeffrey kendte Ethans sagsmappe forfra og bagfra. Han havde aldrig været sigtet for narkokriminalitet. Hans urinprøver havde været rene fra han blev anholdt for ungdomskriminalitet til hans prøveløsladelse i Grant County. Applebaum, vagten, havde endda sagt at Ethan ikke havde noget at gøre med stoffer. Havde Lena fortalt sandheden? Havde Ethan bare tilfældigvis foretaget de forkerte telefonopkald på de rigtige tidspunkter?
Jeffrey skubbede sig væk fra bordet. ”Vi er færdige her.”
Ethan ville ikke lade ham få det sidste ord. ”Du tror du er en stor mand med din skyder og dit skilt, Tolliver, men ved du hvad du er? Du er hundelort på min skosnude. Du ved at Lena plantede den pistol i min taske. Du ved at hun lagde en fælde for mig. Du tror du er mr. Lov og Orden her, men du brød loven, mand. Du er ikke en skid bedre end de dér bøssekarle ovre i Irak, de dér Abu Ghraib-røvhuller som tror de kan smide Genevekonventionen ud ad vinduet bare fordi de får ståpik af at male nogle arabersnuder brune med deres eget lort. Du er ikke en skid bedre end dem, mand, måske er du faktisk værre fordi du ikke er femten tusind kilometer hjemmefra og æder af en blikdåse og graver din bæ ned i ørkenen. Du smed bare mig i spjældet om morgenen og lå i din lille seng igen da solen gik ned, og pattekneppede sikkert din kone og sov de retfærdiges søvn, men ved du hvad, røvhul? Du er ikke en skid bedre end dem.”
Jeffrey svarede ikke, for i det store og hele havde Ethan ret. I samme sekund Jeffrey havde taget den pistol op af Ethans rygsæk, havde han vidst at det var Lena der havde plantet den. Nazifyren vidste hvad der var for og bag på en pistol. Selv den mest uerfarne klovn ville ikke smide et ladt skydevåben i sin rygsæk og så løbe på arbejde.
Men selv med den viden havde Jeffrey anholdt ham, og han havde helt bestemt sovet de retfærdiges søvn den nat, fordi han vidste – Jeffrey vidste – at Ethan Green hørte til bag tremmer. Ethan havde systematisk tortureret og slået mennesker. Lena var ikke stærk nok til at standse ham, men det var Jeffrey. Han var blevet politimand lige netop af den grund; fordi der fandtes mennesker som Ethan Green og Lena Adams i verden. Det var hans job at beskytte de svage mod de stærke, og han havde aldrig været mere sikker på noget end han var da han smækkede jernene om Ethans håndled.
Jeffrey løftede hånden for at banke på døren. ”Tak for sludderen, Ethan. Det har været hyggeligt, men nu må jeg se at komme tilbage til min kone.”
”Jeg skal nok få dig,” sagde Ethan med lav, truende stemme. ”Vent du bare.”
”Når jeg mindst venter det, ikke?”
”Jeg lader hende aldrig i fred.”
”Du har ikke rigtig nogen anden mulighed.”
”Jeg kommer ud herfra. Bare vent, store mand. Jeg kommer ud herfra, og Lena kommer til at byde mig velkommen med åbne arme.”
”Hvis du tror det, er jeg bange for du har en grim overraskelse i vente.”
”Hun kan ikke leve uden mig,” sagde Ethan og rejste sig så meget han kunne for sine lænker. ”En del af mig er inde i hende.”
Jeffrey smilede og sagde så noget af det ondeste der nogensinde havde forladt hans mund. ”Fortalte hun dig det ikke? Jeg troede det var derfor hun tog herud, Ethan? For at fortælle dig om den del af dig som hun havde fået skåret ud.”
Jeffrey havde forventet forbløffelse eller mere had, men det eneste han så i nazistens ansigt, var sorg. Langsomt satte Ethan sig ned i stolen. Da han talte igen, måtte Jeffrey anstrenge sig for at høre ham. ”Vi rejser væk sammen,” insisterede han. ”Lena og mig – vi finder en strand et eller andet sted. Vi skal ligge ude i solen hele dagen og kneppe hele natten. Vi skal være sammen resten af livet.”
”Ja.” Jeffrey bankede på døren igen. ”Send mig et postkort, kammerat.”
Ethan løftede hovedet med en brat bevægelse. ”Hold øje med din postkasse.”
Jeffrey greb fat om sine nosser og efterlignede Ethans tidligere gestus. ”Se her, din åndssvage klovn.”
Nazisten kom ikke med nogen afskedssalut. Han sad ved bordet med hænderne samlet foran sig og så ned i bordet, sikkert hensunken i sin fantasi om et liv på en strand sammen med Lena.