SEKSOGTYVE

LENA HAVDE SET TATOVERINGEN på undersiden af Jake Valentines venstre arm da han løftede skjorten over hovedet. Lige for enden af biceps stod der AB fulgt af en streg. AB-negativ. Hun huskede den forklaring hun havde læst bag på fotografiet i Ethans sagsmappe: I White Power-bevægelsen gives dette symbol til generaler. Hendes mund bevægede sig; der kom ord ud som hun ikke kunne kontrollere.

”AB-negativ,” sagde hun. ”Hans blodtype er AB-negativ.”

Sara spurgte: ”Hvad?”

Lenas hjerne stod stille, men hun mærkede suset af adrenalinen. Hun langede ud efter Valentines pistolbælte på bordet, men han havde længere arme og ingen problemer med at nå det før hende.

Sara løftede hænderne og bakkede hen mod døren.

”Du standser lige dér,” kommanderede Valentine og sigtede på hende med pistolen. ”Lena, kom herover så jeg kan se jer begge to.”

Lena rørte sig ikke. Hvordan var det her sket? Hun havde aldrig set Jake Valentine ved pakhuset. Han var ikke med i hendes notater eller på nogen af hendes fotos.

”Jeg sagde herover.” Han greb Lena ved armen og skubbede hende hen mod Sara. Så stak han hånden om på ryggen, fandt sine håndjern og smed dem hen til Lena.

”Tag den ene ende på og sæt den anden på hende,” beordrede han. ”Klem dem godt i. Jeg er ikke så dum som jeg ser ud til.”

”Nej,” sagde hun med hjertet hamrende oppe i halsen. ”Det her er forkert. Ring til din boss.”

”Hvem er min boss?”

”Clint.”

Han lo. ”Den klovn? Clint kunne ikke være boss for en énmandshær.”

”Jeg talte med ham i morges. Han sagde at vi havde en aftale.”

”Det er rigtigt,” erkendte Valentine. ”Havde en aftale. Du holder mund, og alle slipper uden problemer. Men det var før du åbnede din store kæft og trak hende ind i det.” Han mente Sara. ”Og tag så de håndjern på som jeg sagde mens jeg finder ud af hvad jeg skal gøre ved det her.”

Lena gjorde som hun fik besked på, trak håndjernets ene stålkrans sammen om sit venstre håndled og derefter om Saras højre. Hun efterlod kun en fingerbredde luft mellem stålet og huden, for hun vidste at Valentine holdt øje med hende.

Han trak en stol ud og sagde til Lena: ”Sæt dig.” Så vendte han sig mod Sara og sagde: ”Gør det her færdig så jeg ikke bløder ihjel.”

”Nej,” sagde Sara til ham. ”Jeg vil ikke hjælpe dig.”

”Du så hvad der skete med Charlotte,” mindede Valentine hende om. ”Vil du gerne ha’ at det skal gå din veninde her lige sådan? Du kan se hende brænde mens du venter på at det bli’r din tur.”

”Gør det nu,” sagde Lena til Sara. ”Stands blødningen.”

Tøvende fortsatte Sara med at behandle såret i hans side. Det var dybt, men blødningen var taget noget af. Lena var ikke ekspert, men selv hun kunne se hvor sjusket Sara arbejdede. Hvis Lena havde kunne finde en måde at undgå pistolløbet mod tindingen på, ville hun have boret fingrene ind i åbningen i hans side indtil hun kunne mærke hans organer.

”Av,” sagde Valentine og krympede sig da Sara masede fingrene mod gazekompresset. ”Det gjorde du med vilje.”

Sara spurgte: ”Hvad vil du gøre ved os, Jake? Har du tænkt dig at slå os ihjel? Du må hellere tænke meget grundigt over hvem du træder over tæerne.”

Glimtet i hans øjne afslørede at Saras ord havde ramt en nerve. Lena forestillede sig at sheriffen i løbet af det sidste par dage havde regnet ud af Jeffrey ikke var en mand som det var klogt at lægge sig ud med. Hvis Valentine var smart nok til at tage det med i betragtning, så vidste han med sikkerhed hvad Jeffrey ville gøre hvis nogen truede Sara.

”Jeffrey slår dig ihjel,” sagde Sara til ham. ”Det spiller ingen rolle hvad du gør, eller hvor du forsøger at gemme dig. Han slår dig ihjel.”

Valentine tog sin mobiltelefon op af lommen og tastede et nummer med tommelfingeren. ”Jeg gør ikke nogen noget,” sagde han og holdt telefonen ind mod øret. ”Clint? Det er mig. Det dér du ville sætte op for mig, du ved?” Han tav et øjeblik. ”Ja, jeg er det andet sted nu. Vi kommer til at gøre det herovre i stedet.” Valentine nikkede. ”Nej, der er sket noget nyt. Vi finder en anden måde at få det gjort på. Jeg fortæller dig om det når du kommer.” Han så ned på Sara, næsten med fortrydelse i blikket. ”Og sig til din lille ven at han skal komme med noget så de kan slappe lidt af.” Han klappede telefonen sammen ved at presse den mod benet og proppede den tilbage i bukselommen.

”Hvad vil du gøre ved os?” spurgte Sara igen.

”Foreløbig vil jeg gerne have at I sætter jer ned,” sagde Valentine til hende og sparkede til en stol mere. ”Kom så.”

Sara tøvede, men hun var åbenbart klar over at der ikke var nogen nem vej ud af det her. Hun satte sig i stolen med hånden på bordet så Lenas hvilede ved siden af hendes. Den anden hånd holdt hun knyttet i skødet, og Lena så at hun havde undervurderet den anden kvinde. Hvis Sara fik en chance, var hun parat til at forsøge at kæmpe sig fri eller dø mens hun prøvede på det.

”Arbejder Clint for dig?” spurgte Lena i et forsøg på at distrahere ham.

Valentine skubbede sig op på køkkenbordet og skar ansigt da det trak i såret i hans side. ”Der er masser af mennesker der arbejder for mig.”

Harley, tænkte Lena. Ingen arbejdede for Harley. Da hun havde henvendt sig til Clint ved pakhuset om morgenen, var det fotografierne af Harley der afgjorde sagen for ham. Han var blevet ligbleg, og hans hånd skælvede da han tog telefonen og tastede nummeret. Hans stemme var blevet stille mens han forklarede den person der var i den anden ende at Lena var villig til at bytte alle fotografierne og sine notater for deres liv. Det var det eneste hun ville – ikke penge, ikke stoffer, ikke andet end deres liv. Hun ville beholde originalerne for at sikre sig, og nazifyrene kunne rejse hvorhen de ville.

Clint havde ikke sagt meget i telefonen. For det meste havde han nikket og set Lena ind i øjnene, og hans frygt havde været til at tage og føle på i det tomme pakhus. Så havde han afsluttet samtalen og sagt til Lena at hun skulle melde sig selv, at dommeren var på deres lønningsliste og ville lade hende slippe med et dask over fingrene. Lena var gået ud fra at Clint havde ringet til Harley. Havde det i stedet været Jake Valentine? Havde det faktisk været sheriffen der havde trukket i trådene hele tiden?

”For satan, jeg trænger til noget smertestillende.” Valentine lod sig glide ned fra bordet og begyndte at åbne køkkenskabene.

Lena vidste at der var alle mulige slags smertestillende midler i førstehjælpskassen, men hun havde ikke tænkt sig at hjælpe ham. Han havde ryggen til dem begge to, og ud af øjenkrogen så Lena Sara lægge hånden på metalkassen og trække den hen mod sig.

Lena spurgte: ”Hvad mente du med det du sagde i telefonen – om noget at slappe af på?”

Han kiggede i det sidste skab. ”Det finder du tidsnok ud af, skat.”

Sara så ud til at have fået manøvreret kassen hen hvor hun ville have det. Hun sagde til Valentine: ”Din forbinding er ved at glide af.”

Han så på bandagen og sukkede. ”Lav den,” sagde han og gik hen til hende. Hun løftede hænderne, men han standsede hende og pressede pistolen mod hendes hoved. ”Jeg holder den lige her så du ikke finder på at tage den dér kasse og slå mig i knolden.”

Sara tapede bandagen på plads. ”Jeffrey slår dig ihjel.” Hun sagde det fuldstændig nøgternt, som det var en forudsigelse af noget uundgåeligt og ikke kun en trussel.

Valentine ventede indtil Sara var færdig. Så tog han kassen, skubbede døren op med skosnuden og smed kassen ud i gangen.

Han lænede sig til køkkenbordet og spurgte Lena: ”Hvordan regnede du det ud? Hvorfra kender du den tatovering?” Netop det spørgsmål fortalte hende langt om længe at Ethan ikke havde noget at gøre med alt det der var sket – Hank var på stoffer igen af sine egne ubegribelige grunde. Charlotte og Deacon var faldne i en anden krig. Det der foregik her i huset lige nu, handlede alt sammen om Jake Valentine og den metamfetamin for millioner af dollars der blev transporteret igennem deres land.

Af hensyn til Sara forklarede Lena: ”Hitlers Waffen SS-tropper havde deres blodtype tatoveret på det samme sted. Det betyder at Jake er højt oppe i graderne.”

”Så højt som man kan komme,” pralede han.

”Det er sjældent at man kun har én tatovering,” sagde Lena. ”De plejer at være dekoreret med hagekors og alt muligt andet de kan komme i tanker om.” Hun vendte sig om mod Sara og så på hende for at få hende med. ”Har du nogensinde set en skinhead – jeg mener, sådan rigtig set én, studeret hans tatoveringer?”

Sara mødte hendes blik. De vidste begge at hun havde undersøgt Ethan engang. ”Nej.”

Lena spurgte sheriffen: ”Hvorfor har du kun én?”

Han lo stille. ”Ta’r du fis på mig? Myra ville da slå mig ihjel hvis jeg kom hjem og var malet som en eller anden idiot til et karneval.” Han prikkede på sit bryst. ”Det der tæller, er hvad der er herinde.”

”Ved din kone det?” spurgte Sara, og hendes stemme gik en oktav op af forbavselse.

Valentine rettede sit blik mod hende, men han svarede ikke. I stedet talte han til Lena. ”Du var meget, meget tæt på at slippe væk. Ved du godt det? Og så kunne du ikke lade være med at ødelægge det hele. Du lagde dig ud med de forkerte mennesker, min pige. Du skulle bare ha’ passet dig selv.”

Lena kæmpede med trangen til at spytte ham i ansigtet. ”Hvorfor skulle Charlotte dø?”

”Så du kunne se hvad der sker med mennesker der sladrer.”

”Hun sagde ikke noget til nogen.”

”Erfaringen har lært mig at narkomaner tit er upålidelige.”

”Hun var ikke narkoman.”

”Hvorfor var hun så sammen med din onkel i en meth-hule sidste weekend?”

Lena bøjede nakken så Valentine ikke kunne se hendes ansigt. Charlotte … stakkels Charlotte.

Sara spurgte: ”Hvad har Hank at gøre med det her?”

”Han kiggede ud ad vinduet på det forkerte tidspunkt,” indrømmede Valentine. ”Jeg var ved at afslutte en forretning med nogle forretningspartnere ovre ved motellet. Han og den dér åndssvage bartender begyndte at stille spørgsmål, som om de kunne komme ridende på deres hvide heste og rense ud i byen.” Han trak på skuldrene. ”Det ligger åbenbart til familien, det dér med ikke at lytte til advarsler.”

”Al Pfeiffer,” fortsatte Sara. ”Var det derfor han rejste fra byen? Var det dig der smed den brandbombe ind gennem hans vindue?”

Valentine trak på skuldrene. ”Det er den slags der sker.”

Lena spurgte: ”Er Cook også med i det?”

”Don?” Han fnøs. ”Don aner ikke en skid. Han klamrer sig bare til skrivebordet indtil han kan gå på pension.”

Sara spurgte: ”Var det mon derfor han stillede op til sherifvalget?”

Valentine grinede smørret. ”Jeg ku’ jo ikke så godt stille op uden modstandere, vel? Stakkels gamle Cookie lod det stige sig til hovedet – han troede faktisk at han ku’ vinde.” Der blev banket på bagdøren. Valentine råbte: ”Hvem er det?”

”Mig,” råbte en stemme tilbage.

Valentine gik væk fra køkkenbordet og åbnede døren, og hele tiden holdt han pistolen rettet mod Sara og Lena. Clint stod i døren med en stor papkasse i favnen.

Han så påLena og rystede på hovedet. ”Du er fandeme værre end din onkel, ved du godt det? Du kan ikke holde din næse for dig selv.”

”Vi havde en aftale.”

”Ja,” indrømmede Clint og stak hånden i papkassen. Der lå en FedExpakke øverst. Han kastede den hen til Lena. Hun så sin egen håndskrift og Frank Wallaces adresse på Grant Countys politistation. Hun havde sendt pakken til Frank fra Kinko-butikken aftenen før og været sikker på at hvis der gik noget galt, ville Frank have beviser nok til at knuse organisationen. De originale fotos og hendes notater lå under forsædet i Hanks Mercedes. Hendes forsikring var væk.

Clint sagde: ”Vi har fulgt efter dig siden du kom til byen. Troede du det var helt tilfældigt at vi havde Charlotte med den aften vi standsede dig?”

Lena kunne mærke at hendes mund åbnede sig, men der kom ingen ord ud.

”Du kunne være død stille og fredeligt om et par uger. Kanyle i armen og et afskedsbrev om hvor deprimeret du var over din onkels død.” Han skævede til Sara og rystede bedrøvet på hovedet. ”Du var lige ved at klare den også.”

Valentine afbrød ham med skarp stemme. ”La’ vær ’ med at spilde tiden og se at komme i gang.”

Clint stillede kassen op på køkkenbordet og gik hen til komfuret. Han skubbede Hanks pamfletter ned fra gasblussene og prøvede knapperne. Ingen af blussene ville tænde, sikkert fordi Hank ikke havde brugt komfuret i tyve år. Men Clint gav ikke op. Han drejede en af knapperne og bøjede sig ned og snusede efter gas. Tilfreds tog han en æske tændstikker frem og strøg én. Der lød en høj hvæsen da flammen tændte. Han slukkede og prøvede de andre, én efter én. To af dem tændte lige så nemt som den første, men han måtte løfte risten af og rense den fjerde med tommelfingerneglen før der kom gas nok ud af den til at lave en flamme.

Sara spurgte Valentine: ”Hvad laver I?”

Han svarede ikke, men fortsatte med at tage forskellige ting op af kassen som han havde taget med, og stille dem på række på køkkenbordet. Acetone, hospitalssprit, salmiakspiritus, lud.

”For fanden,” hvæsede Lena. ”Meth. De vil koge meth.”

”Bare rolig,” sagde Valentine til hende og åbnede og lukkede skabe indtil han fandt Hanks kaffekrus. De var gamle og håndlavede i Mexico – og så skrøbelige at Hank kun brugte dem ved særlige lejligheder. Han holdt en af kopperne op og smilede. ”Det kommer ikke til at koge ret længe.”

Nej, det ville det ikke. Når ingredienserne blev for varme, ville keramikken springe. Væsken ville eksplodere i samme øjeblik den rørte den åbne flamme, og brændende kemikalier ville klistre som varm voks til alt hvad det landede på – vægge, gulvtæpper, hud. At koge metamfetamin på den måde var så farligt at kun fuldstændig udkoksede narkovrag gav sig i kast med det, og de eksplosioner der tit blev resultatet, kunne medføre store skader ikke bare på mennesker, men også på huse. De fleste stater betragtede i dag meth-laboratorier som masseødelæggelsesvåben og havde bedt om midler til at bekæmpe dem fra Homeland Security-loven, der var vedtaget for at øge den interne sikkerhed i USA.

”Var det den slags I havde gang i på motellet?” spurgte Lena. ”Så Hank jer i færd med at koge meth?”

”Jeg sagde at vi mødtes med nogle forretningspartnere,” svarede Valentine og tog nogle små dåser Coleman primusbenzin op af papkassen. ”Nogle af dem var meget betydningsfulde partnere.”

”Hvilke partnere?” pressede hun. ”Mexicanere? Skinheads?”

Valentine holdt inde med at tage ting ud af kassen og så irriteret på hende. ”Vil du høre historien? Vil du gerne høre hvad der skete?”

Nu hvor hun havde svaret inden for rækkevidde, var Lena ikke spor sikker på at hun havde lyst til at høre det.

Valentine begyndte at vende sig, men hun standsede ham. ”Ja. Jeg vil gerne vide hvad der skete.”

Han lænede sig til køkkenbordet med albuen på pladen bag sig og pistolen i hånden. ”Hank forsøgte at gå uden om mig og kontakte nogle fyre ved statspolitiet.”

”GBI?” spurgte hun. Hvorfor var Hank gået til GBI i stedet for at bede hende om hjælp? Han havde selvfølgelig ikke villet involvere hende. Hele sit liv havde han forsøgt at holde Lena ude af ting der kunne give problemer – mens hun selv arbejdede lige så energisk på det modsatte.

Valentine sagde: ”Heldigvis gik han til en mand som er en af vores venner – en mand der var klar til at rykke nordpå og tage en lang ferie.” Han smilede ved tanken om hvor nemt det havde været. ”Det var ikke så svært at få Hank på sprøjten igen. Vidste du at det kun er toogtyve procent af brugerne der kommer ud af det? Og de fleste af dem slipper aldrig af med trangen. Clint havde et par samtaler med ham og gav ham sprøjten nogle gange. Inden længe betalte han for det.”

”Vidste du at jeg var ved politiet?” spurgte Lena. ”Vidste du at jeg ville komme for at se til Hank?”

”Selvfølgelig vidste vi besked med dig,” sagde han. ”Hvordan tror du vi fik kontrol med ham til at begynde med? Han var ude af sig selv af skræk for at du skulle komme herned og komme noget til. Jeg fatter ærligt talt ikke at den gamle ged stadig lever.” Han trak på skuldrene. ”Det shit Clint gav ham, var rent nok til at slå en hest ihjel. Han burde have været død for flere uger siden. Vi regnede med at når du endelig kom herned, ville det være for at deltage i hans begravelse.”

”Hvordan kan du –” begyndte Sara, men i det samme blev bagdøren åbnet igen. Fred Bart så lige så forbavset ud over at se Sara og Lena som de var over at se ham. Der var gået et stykke tid, men Lena havde endelig fået placeret Charlottes drabsmand. Bart havde været tandlæge i Reese siden Lena var barn. Det var svært at glemme en tandlæge med små, mærkelige frittetænder.

”Det kan I godt glemme,” sagde Bart og begyndte at gå baglæns. ”Det her har jeg ikke sagt ja til.”

”Få din røv herind nu!” kommanderede Valentine og brugte pistolen til at vinke ham nærmere med.

Bart sagde: ”Jeg har kun nok til én. Clint sagde ikke noget om –”

Clint vendte sig om med en aggressiv bevægelse. ”Hvad sagde jeg, dit åndssvage pikho’de?”

Valentine ignorerede dem og spurgte Lena: ”Har du flere spørgsmål?”

Hun åbnede munden for at svare, og han slog hende hårdt med pistolen på siden af hovedet. Lena så stjerner da hun faldt. Det eneste der forhindrede hende i at ramme gulvet, var håndjernene som holdt hende sammen med Sara.

”Lena!” Sara kæmpede for at få hende tilbage i stolen.

Det ringede for Lenas ører. Hun hørte Valentine sige: ”Tag lægen. Jeg skylder hendes mand det.”

”Nej!” skreg Sara og trak sig baglæns så Lena fulgte med. Clint tog et skridt frem og slog armene om Sara bagfra. Lena blev slæbt hen over gulvet da Sara kæmpede for sit liv. Valentines hånd greb fat om Saras højre håndled, og Lena så Fred Bart jage nålen i hendes arm.

Et par sekunder senere holdt Sara op med at gøre modstand. Hun sank ned på gulvet ved siden Lena, og hendes øjne var glasagtigt tomme. Lena pressede to fingre mod Saras hals og mærkede efter pulsen.

Bart sagde: ”Det er bare et mildt bedøvelsesmiddel, skat – så hun kan slappe lidt af. Hun har det fint.”

Valentine fiskede nøglerne til håndjernene op af lommen. ”Ja, hun har det fint lige indtil hun dør.” Han gav Bart pistolen og sagde: ”Skyd hende i hovedet hvis hun rører sig.”

Bart tog våbenet og førte sig med den samme afslappede fortrolighed som den aften da han sad ved siden af Charlotte i Escaladen. ”Hvad har du tænkt dig, Jake? Jeg har ikke meldt mig til den slags. Jeg gør ikke uskyldige mennesker fortræd.”

”Jo, hvis det er nødvendigt.” Valentine drejede nøglen i Saras håndjern, og hendes arm faldt til jorden. Han sagde til Clint: ”Tag hende ud i gangen så jeg ikke skal se på hende mere.”

Clints læber fortrak sig i et smil.

”Du kommer tilbage med det samme,” kommanderede Valentine. ”Du piller ikke ved hende, eller jeg skærer kraftedeme din pik af.”

Bart havde taget blikket fra Lena. Hun kantede sig hen mod døren, og han rettede pistolen mod hendes hoved. ”Drop det, skat. Vi ved begge to hvad jeg er i stand til.”

Lena satte sig tilbage i stolen. Håndjernene dinglede stadig fra hendes hånd, og hun arbejdede kæden op mellem fingrene i håb om at hun kunne bruge stålet som et våben. Hun greb om det kolde, krumme metal og holdt det i hånden som en slags knojern. Hvis Bart eller Valentine kom tæt nok på, ville hun slå dem så hårdt hun kunne, uanset at de havde en pistol rettet mod hendes ansigt. Det var bedre at dø af en kugle i hovedet end at brænde ihjel som Charlotte.

Clint kom tilbage, og døren svingede i efter ham. Lena fik et glimt af Sara der lå ude i gangen før døren svingede i.

Bart spurgte: ”Jake, hvad har vi gang i?”

Valentine stak hånden i papkassen og fandt en håndfuld tomme pilleemballager fra en kasse med forkølelsesmedicin. ”Vi skal lave meth.” Han smed flere tomme pakker op på køkkenbordet og spredte nogle tændstikmapper ud over køkkenbordet. Kassen rummede alt hvad han havde brug for: laboratorieslanger, bægerglas, filtre. Han smed også kassen på bordet.

Bart spurgte: ”Hvad laver de piger her, Jake? Jeg sagde til dig efter Charlotte at jeg var færdig med det her lort.”

”Du er ikke færdig med noget før jeg siger du er.”

Bart holdt pistolen rettet mod Lena, men han sagde: ”Jeg vil ikke ha’ noget at gøre med det her.”

Valentine lo sagte da han åbnede skabet under vasken. Mange års rengøringsprodukter var klistret fast til bunden, men han fejede det hele til side med hånden og sagde: ”For fanden, vi kunne bare ha’ brugt det her.”

Bart sagde: ”Det er forkert, Jake. Det er simpelt hen forkert. Al gjorde aldrig den slags. Der var ingen uskyldige der kom til skade.”

”Al tjente kun småpenge. Vi har en rigtig organisation her, Fred. Vi kan ikke svigte vores folk.” Valentine rakte hånden ind under vasken og greb fat om afløbsrøret. Han lagde sin vægt i trækket da han hev i det. ”Det rokker sig ikke.”

Clint stod bare. ”Hvad vil du ha’ mig til at gøre?”

Valentine pegede på dåserne med opløsningsmidler på køkkengulvet. ”Bland dem. Gør det hele klar.”

Clint begyndte at åbne flasker og tømme dem op i Hanks keramikkrus.

Bart prøvede igen. ”Jake –”

”Hold nu op med den jammer, Fred.” Valentine stønnede da han rejste sig og bandede. ”For satan, det gør ondt.” Han pressede en hånd mod siden. ”Du er ikke engang bekymret for mig, Fred.” Valentine greb om køkkenbordskanten og efterlod et blodigt aftryk. ”Se lige engang. Jeg skar mig ad helvede til på den forpulede dør.”

Bart kastede et blik på den blodige bandage. ”Du overlever.”

”Tak for omsorgen.” Valentine tørrede sig over munden med håndryggen. Han svedte. Han tog en dunk klorholdigt rengøringsmiddel der havde stået inde under vasken og stillede den på køkkenbordet med en dump lyd.

Bart sagde: ”Det er sindssygt, det her, mand. Hvad har du tænkt dig at gøre?”

”Vi har tænkt os at lænke hende til vasken og sprænge lortet i atomer.”

Bart rystede på hovedet. ”De finder håndjernene i –”

”Ja, det skal jeg nok huske at nævne i min rapport når jeg har tjekket gerningsstedet,” afbrød Valentine. ”Et sæt politihåndjern.”

”Hvad med New Hampshire?” Han skævede nervøst til Lena. ”Har du clearet det med dem?”

”Ja,” sagde Valentine. ”Jeg fik grønt lys i det øjeblik hun dukkede op med de fotografier.”

Clint sagde: ”Vi er klar her.” Han pegede på keramikkrusene på køkkenbordet. Tynde røgfaner svævede allerede op af krusene da kemikalierne reagerede med hinanden.

Valentine spurgte: ”Hvor lang tid kommer der til at gå?”

Clint trak på skuldrene. ”Krusene er ret tynde. Jeg vil sige ti, måske tyve minutter højst før varmen sprænger dem. Når væsken kommer i kontakt med flammen, ryger det hele i luften som en fucking atombombe. Men jeg ville nu alligevel se at komme ud herfra så snart de er kommet på ilden. Man ved aldrig med slags. Det er ikke ligefrem stabile kemikalier.”

Valentine klappede ham på ryggen som ros for veludført arbejde.

Bart sagde: ”Jeg er dødtræt af det her lort. Tror du hendes mand bare glemmer det her?” Han viftede med pistolen ud mod gangen. ”Så skyd hende da i det mindste så hun ikke kommer til opleve det.” Han skævede til Lena, men med mindre medfølelse. ”Skyd dem begge to. Hvad skulle det kunne skade at vise lidt venlighed?”

Valentine plaskede acetone ud i lokalet. ”Fordi det giver skudhuller i ligene, Fred. Jeg kan få et par håndjern til at forsvinde, men jeg kan ikke skjule et projektil på et røntgenbillede. Selv om man skærer den ud, kan man se det hvis kuglen har ramt en knogle. Knive laver også mærker, så det skal du ikke engang tænke på, Clint.” Han rystede på hovedet og sagde til Bart: ”Jeg troede du havde lavet obduktioner nok til at vide hvordan den slags lort fungerer. Vi lænker hende til afløbsrøret og skynder os ud.”

Lena sagde endelig noget. ”Hvad har I tænkt jer at sige til Jeffrey?”

Han smilede til hende. ”At Deacon Simms kogte meth i Hanks køkken, og du og Sara kom forbi på det forkerte tidspunkt.”

Hun gad ikke engang lade som om det overraskede hende at Deacons lig ville blive fundet i ruinerne. Det hele hang sammen. ”Jeffrey ved at vi var her.”

”Han ved at jeg satte jer af,” svarede Valentine og hældte salmiakspiritus oven i luden. ”Og så ved han at jeg tog hjem og spiste frokost med min kone før hun var nødt til at tage tilbage til skolen.”

”Han fatter mistanke når han opdager at du lagde sherifstjernen samme dag som hans kone døde.”

Bart havde fulgt nøje med i ordvekslingen. Lena kunne mærke at han stivnede. Han spurgte: ”Har du sagt op?”

”Ja,” sagde Lena og knugede håndjernet i sin næve som om hun med sin viljes kraft kunne få ham til at komme nærmere. ”Don Cook fortalte mig at Jake sagde op i morges. Jake fik et trusselsbrev og sagde at han ville rejse fra byen før han endte som Al Pfeiffer.”

”Hun lyver,” sagde Valentine. ”Jeg sagde op, men –”

”Han sagde at han ville flytte fra byen,” sagde Lena igen. ”Prøv at se det her, Fred.” Hun pegede på laboratorieudstyret og kemikalierne. ”De havde alt det her stående klar. Hvorfor det, tror du?”

”Du skal ikke lytte til hende,” sagde Valentine til Bart. Der var en advarende tone i hans stemme.

Lena fortsatte; hun lagde brikker på plads i puslespillet. Valentine måtte have været temmelig tilfreds med sig selv. Lena havde givet ham sine overvågningsfotos. De rigtige billeder vist til de rigtige mennesker ville vise Fred Bart som bagmanden for det hele. ”De ville tørre det af på dig, Fred. Det havde de planlagt hele tiden, og de ventede bare på det rigtige tidspunkt til at slå til.” Han rystede på hovedet, og hun fortsatte. ”Tænk over det, Fred. Se hvad der foregår her. Jeffrey skal have en forklaring – nogen skal have skylden for at hans kone er død. Kan du ikke se at Jake er ved at lægge det hele til rette så det ser ud som om det er dig? Du er forklaringen.”

”Du skal ikke lytte til det lort,” sagde Valentine, men Lena kunne se at hun havde ramt tæt på sandheden. Manden var synligt nervøs. Han kunne ikke lade være med at se på pistolen. ”Kom nu, Fred. Det begyndte ganske enkelt at brænde lidt vel rigeligt omkring mig, så jeg –”

Både Lena og Valentine dukkede sig da Bart trykkede på aftrækkeren. Instinktivt løftede Lena hænderne op over hovedet, og det dinglende håndjern ramte hende i ansigtet. Hun så op og forventede at se Jake Valentine ligge død, men det var Clint der var blevet skudt. Bart var en glimrende pistolskytte. Kuglen havde ramt manden lige mellem øjnene.

Clint så ud til at være den sidste til at fatte at han var blevet skudt. Han stod der og stirrede tomt ud i luften, og hans krop svajede fra side til side i to hele sekunder før han sank sammen op ad døren. Den svingede op da han faldt bagover, og lænken mellem hans tegnebog og hans livrem slog hårdt mod trægulvet.

”Hvad fanden gjorde du det for?” spurgte Valentine rasende. ”For himlens skyld, Fred. Han var Jerrys mand.” Han stampede med foden i gulvet. ”Det kommer du selv til at forklare, din åndssvage idiot.”

Bart havde pistolen rettet lige mod Valentines bryst. ”Tror du ikke jeg ved hvad I har gang i?”

”Hvad?”

”Hun har jo ret,” sagde han. ”Du har aldrig kogt meth hele dit liv, og Clint var for højt oppe i hierarkiet til at rode med det lort.”

”Det er ikke –”

”Hvorfor havde du alle de her ting?” spurgte han og slog ud med hånden mod kemikalierne og glasbægrene. ”Du havde tænkt dig at lade mig stå med alle mine talenter mens du stak af fra byen sammen med din fede kone.”

Valentine knyttede hænderne. ”Du skal ikke bryde dig om at blande Myra ind i det her.”

Bart sagde: ”Al og jeg holdt styr på den her by, vi holdt de gode på afstand af de onde i tredive år. Du er skideligeglad med hvad der er rigtigt og forkert. Du har altid delt lortet ud som om det var slik.”

”Penge er penge, mand.”

”Uanset prisen?”

”Det læs pengesedler jeg har givet dig hver uge, så ikke ud til at genere dig.”

”Som om jeg havde noget valg,” svarede han omgående. ”Du var ikke andet end en lille pissemyre før du giftede dig ind i den familie. Og så er du lige pludselig den store mand i byen og render rundt og vifter med pikken som om du er noget særligt. Du har aldrig været andet end en skide taber.”

”Som om det var min geniale idé at smide Boyd gennem det motelvindue!” råbte han. ”Hvad med det, Fred? Et fantastisk initiativ fra Fred Bart i stil med den skolelærer du svitsede af på sportspladsen. Det var hende der startede den her lortestorm.” Valentine så ud til at være glad for sin pointe. ”Du og dine åndssvage forestillinger om at man kan skræmme folk ligesom i de gode gamle dage; det svarer sgu bare til at smide benzin på et bål. Og så står jeg med besværet med at rydde op i dit lort. Hvem er det så der er taberen?”

”Ved du hvorfor de holder fast i mig?” spurgte Bart. ”Spørger du nogensinde dig selv hvorfor de ikke har givet mig en enkeltbillet ud i sumpen? Jo, for de stoler kraftedeme da ikke på dig, dit radmagre lille røvhul.”

Valentine lo sagte. ”Hvis du kender dem så godt, så ved du hvordan de har det med familie.”

”Jeg tror de vil være glade for at slippe af med dig. Det tror jeg faktisk.”

”Og jeg tror at lige nu er jeg det eneste der står mellem dig og en for tidlig død.”

”Gå over til vasken,” kommanderede Bart. ”Begge to.”

Valentine begyndte: ”Vent nu lige lidt –”

Bart skød ham i benet.

”Shit!” skreg Valentine. ”Gudfader, hvad fanden i helvede er det du laver?”

Bart bukkede sig og samlede patronhylsteret op fra gulvet. ”Jeg sagde at I skulle gå over til vasken. Begge to.” Da Lena ikke rørte sig, sparkede han til hendes stol. ”Der er værre måder at få det til at gøre ondt på end ved at skyde dig, skat.”

Hun rejste sig og gik over mod vasken.

Valentine holdt om sit blødende ben. Han skummede af raseri. ”Tror du virkelig du kan slippe af sted med det her?”

”Jeg tror jeg kommer til at skære mange flere kugler ud af dit lig hvis du ikke sætter dig på gulvet og lænker dig selv til afløbsrøret.”

”Tror du at du kan vende tilbage til de gode gamle dage? Der er for mange penge nu, Fred. De lægger dig i jorden.”

”Klap i,” sagde Bart med kommandostemme og sparkede Valentine på det højre ben hvor han lige havde skudt ham.

”Fuck!” skrålede Valentine, og knæene gav efter under ham da han sank sammen.

”Også dig,” sagde Bart og viftede med pistolen ad Lena. ”Ned på gulvet med dig.”

Hun satte sig langsomt på knæ. ”Jeg har aldrig sagt til nogen at det var dig der var i bilen,” sagde hun. ”Jeg har holdt det for mig selv hele tiden.”

”Det ved jeg, skat,” sagde Bart. ”Det var virkelig pænt af dig.”

”Lad mig gå,” bad Lena. ”Lad mig og Sara gå, så lover jeg at ingen af os siger noget.”

Bart viste sine grimme små tænder i et hurtigt grin. ”Det sjove er, Lena, at hvis det bare var dig, så ville jeg tro på dig. Det ville jeg virkelig. Men doktordamen derude lyver ikke. Hun vil muligvis gøre et forsøg, men hun vil aldrig kunne holde på en hemmelighed.”

”Jo, hun vil.”

Han rystede på hovedet. ”Jake, stik hånden ind og før håndjernene rundt om røret.”

”Dit forpulede svin,” mumlede Valentine, greb fat om Lenas arm og førte håndjernets lænke bag om afløbsrøret.

”Stramt,” sagde Bart. ”Strammere.”

Valentine pressede håndjernet så hårdt sammen at hans håndled blev rødt. ”De finder dig,” sagde han advarende til Bart. ”De finder dig, og de flår tarmene ud af dit røvhul.”

Bart var ovre ved komfuret. Han skruede gasblussene op på det maksimale, og brugte pistolens skæfte til at banke knapperne af komfuret. Da han havde sikret sig at de ikke kunne skrues ned, tog han krusene og stillede hvert enkelt af dem over den åbne flamme.

”Du kommer til at dø for det her,” advarede Valentine. ”Tror du du kan slippe af sted med at myrde mig? Jeg er kraftedeme general i Brotherhood of the True White Skin. Hævnen vil regne ned over dig som den ene sande, hvide Guds vrede.”

”Ja ja,” sagde Bart. ”Og du bli’r røvpulet af den største og sorteste skiderik i helvede.” Han løftede sin ene fod og sparkede Valentine midt i ansigtet. Han stod i en skæv vinkel, men bunden af vasken var lige bag Valentine. Hans hoved røg bagover og slog imod støbejernet, og der kom en ildevarslende kvaselyd fra hans kranium. Han gled ned ad vasken med blodet dryppende fra baghovedet.

Bart satte sig på knæ og tjekkede Valentines lommer mens han holdt pistolen rettet mod Lenas bryst.

”Du må ikke gøre det,” tryglede hun. ”Jeg be’r dig. Du må ikke gøre det.”

Han fandt Valentines mobiltelefon og smadrede den med hælen på sin billige sko. Han sagde til Lena: ”Jeg er virkelig ked af det, skat.”

”Ja,” sagde Lena og tænkte at hvis hendes hænder var fri, ville hun kværke livet ud af ham. ”Det er helt fint. Jeg forstår dig godt.”

Bart rystede på hovedet og fik et fjernt udtryk i øjnene. ”Du er præcis ligesom din mor. Var du klar over det?”

Var. Lena mærkede sin hals snøre sig sammen, og al modstandskraft forlod hendes krop. ”Hvad skete der med hende?” spurgte hun. ”Vil du ikke nok fortælle mig det? Jeg er nødt til at vide det.”

”Hun var en af de gode som røg over på den anden side, skat.” Bart rejste sig og så til krusene på komfuret. ”Hun er et bedre sted nu.” Han slog ud med hånden mod rummet og situationen. ”Jeg håber at du kan finde en smule fred i at vide det.”

”Fred?” fnøs hun. ”Tager du pis på mig? Tror du at du gør mig en tjeneste ved at slå mig ihjel?”

Bart smed pistolen på spisebordet. ”Jeg beklager, skat.” Han åbnede døren og lukkede den lydløst bag sig.

”Pis!” skreg Lena og sparkede Valentine på benet. Han stønnede og rullede ned på siden. Hun kunne se toppen af hans isse hvor kraniet var blevet banket ind. Den skaldede måne var tydelig nu. Bunden af noget der kun kunne være et rødt hagekors, kunne ses på hans hud.

”Sara!” råbte Lena, velvidende at der ikke ville komme noget svar. ”Sara!” Hun lænede sig så langt ud hun kunne og så forbi Clints livløse krop. Sara lå stadig op ad væggen og stirrede med tomme øjne tilbage på Lena.

Lena trak Valentines arm bag om røret og stønnede af anstrengelse. Han var en dødvægt, hun kunne lige så godt være lænket til en kampesten. Ved at skubbe og mase lykkedes det hende at få ham ind i skabet med albuen rundt om knækket på røret. Han sagde et eller andet om at holde op og hjælpe ham, men Lena ignorerede hans bønner og stemmede fødderne imod skabets sider og greb fat om hans hånd med begge sine. Hun trak så hårdt hun kunne uden at få sine skuldre til at gå af led. Da hun havde trukket Valentine så langt ind i skabet som hun kunne, kastede hun sig tilbage mod skabet og sparkede på røret af alle kræfter.

”Hjælp!” råbte hun og sparkede igen på røret, så hårdt at hendes fod gled og ramte Valentine på skulderen. ”Hjælp!”

”Lena …” hviskede Valentine og rakte hånden ud. ”Hjælp mig …”

Lena begyndte at hoste da en fin tåge fyldte rummet. Hun havde bøjet røret, men det sad stadig samme sted – det var kraftedeme den eneste ting Hank havde udskiftet i hele sin elendige, faldefærdige rønne af et hus. Hun skreg i raseri og sparkede til røret indtil hendes fod var så forslået at hun knap nok kunne løfte den.

”Hjælp!” prøvede hun igen, velvidende at ingen ville komme. Bart havde affyret pistolen to gange, og ingen havde ulejliget sig med at komme dem til undsætning. Det var et arbejderkvarter. Der var ingen hjemme på en fredag formiddag; i det mindste ingen som ville tage sig af det.

Pistolen. Lena så den ligge på bordet som stod op ad væggen. Hun langede ud efter den og hev næsten armen ud af skulderleddet. Hun kunne ikke nå bordet. Lena rullede om på ryggen og sparkede ud med benene for at prøve at få en fod om bordbenet så hun kunne trække det hen til sig. Hun strejfede metallet med tåspidsen og standsede da hun hørte en flaske knuses. En sky af hvid røg rejste sig over bordet. Væsken dryppede ned på gulvet og sydede som bacon mens den åd sig gennem linoleummet. Hvad tænkte hun på? Hun havde netop sluppet flere kemikalier fri i luften. Og hvad ville hun gøre hvis det lykkedes hende at få fat i pistolen? Hun kunne ikke affyre den herinde. Lokalet var allerede fuldt af dampe. En gnist fra skuddet kunne sprænge hele huset i luften.

”Nej-nej-nej,” stønnede hun og satte sig op i et forsøg på at tvinge sig selv til at tænke. ”Åh Gud, hjælp mig.” Hun hev i håndjernet endnu en gang og skreg af smerte. Hendes håndled blødte fra dybe hudafskrabninger. Det gjorde så ondt at det godt kunne være brækket. ”Nej,” hviskede hun og hostede ordet frem. Hendes lunger skælvede i brystet på hende. Hun havde det som om hun havde inhaleret vat. Lena hostede for at rense ud i lungerne, men det virkede ikke. Hun rakte hånden op og åbnede for vandet og holdt hænderne under hanen for at få vand til læberne og øjnene.

I så mange år havde hun siddet i det her hus og bedt til Gud om at hun ikke skulle dø her, at det på en eller anden måde skulle lykkes hende at slippe ud af den rædselsfulde by og skabe sig et liv et andet sted. Men her var hun ikke desto mindre, fanget i Hanks hus midt i sit livs værste mareridt.

Lena kvalte en hulken. Jeffrey ville regne ud hvad der var sket. Han ville ikke lade en skide tandlæge obducere sin kone. Han ville tilkalde nogen fra statsmyndighederne til at se på ligene. De ville opdage Valentines kraniebrud. Måske ville der være nok tilbage af Lena til at de kunne se kvæstelserne på hendes fodsål, hendes håndleds blodige sår.

Hendes håndled.

I det øjeblik så Lena det: Hendes udvej.

Hun rakte ud efter Clint, prøvede at gribe fat i hans bukseben, hvad som helst hun kunne holde fast i. Hendes fingre var ikke engang tæt på. Hun lå fladt på maven og strakte armen op over hovedet så langt hun kunne nå, og hun sparkede med benene i et forsøg på at bruge benene til at trække Clint hen mod sig. Han var en tung mand, men det lykkedes hende at klemme en af hans fødder fast mellem sine egne og vende ham rundt indtil hun kunne få sin sko ind bag den kæde der forbandt hans tegnebog med livremmen. Hun spændte mavemusklerne og skreg af anstrengelse mens liget kom nærmere. Lena satte sig op og rakte ud efter ham og kunne endelig få fat om hans ene bukseben og trække ham tæt nok på til at hun kunne nå dolken i hans livrem.

Lena så på Valentine. Han stirrede på hende med frygten lysende ud af øjnene.

Hun tog sig ikke tid til at tænke, men tog kniven og hakkede den i hans håndled. Valentine åbnede munden, men han skreg ikke. Han udstødte et skingert hvin der lød til at fortsætte i det uendelige. Lena prøvede at lukke ørerne for det og svingede dolken igen, hakkede bladet i hans hud og kød og prøvede at finde det gode sted hvor knoglen blev afløst af sener og brusk. Hendes mave vendte sig da blodet sprøjtede op i hendes ansigt, og kvalmen og væmmelsen var lige ved at overmande hende. Håndjernene om hans arm var så stramt lukket i at hun ikke turde svinge kniven ret langt af frygt for at ramme metallet og ødelægge æggen. Hun standsede og prøvede at få vejret, kæmpede for ikke at kaste op. Oppe på komfuret kunne hun høre en gurglende lyd da væsken begyndte at koge.

”Nej …” hviskede Valentine. ”Åh Gud, nej, nej …”

Hun skubbede resterne af Valentines ødelagte mobiltelefon til side og pressede Valentines håndled så fladt ned mod gulvet som det kunne komme, og placerede dolkens æg mod håndleddet.

”Nej,” tryglede Valentine, og hans stemme steg i tonehøjde da det gik op for ham hvad hun ville gøre. ”Åh Gud! Nej! Åh Gud!”

Lena rejste sig og pressede fodsålen ned mod dolken så den tveæggede klinge skar sig op i gummisålen. Hun lænede panden mod køkkenbordet for at holde balancen da hun lagde hele sin vægt over på den ene fod og tvang dolkens blad ned i hans håndled.

”Nej!” skreg Valentine og sparkede ud med benene mens dyriske lyde gav genlyd i det tildampede lokale.

Hun pressede med skosnuden på bladet og hoppede et par gange op og ned med hele sin vægt indtil dolken var hele vejen igennem og ramte gulvet.

Hun trak i håndjernet, og Valentines hånd fløj af som en løs tand. Håndjernet sad så stramt at hans hånd ikke faldt af. Lena rejste sig, og hånden slog imod hendes ben. Hun snappede efter vejret og fik opkastningskramper af røgen der var tættere heroppe. Det sved i hendes øjne, og hun kunne ikke orientere sig.

Krusene på komfuret var hvidglødende og væsken boblede. Hun prøvede at slukke for flammerne, men knapperne var slået af, og hun kunne ikke rokke dem. Røgen fyldte lokalet med rullende, sorte skyer. Langt borte kunne hun se at det var lykkedes Sara at komme op at sidde. Mens Lena så på hende, bevægede Sara munden, men hun prøvede ikke at rejse sig og komme ud af det brændende hus.

Lena vaklede hen mod hende og slog hårdt imod bordet så tændstikmapperne faldt på gulvet. Hun så ned og opdagede at alle de røde svovlbaner var blevet revet af, og alle tændstikkerne var ubrugte. Det begyndte at dunke i hendes arm, og det gik op for hende at hun havde stukket hånden i knust glas. Hun registrerede en mærkelig lugt og sekundet efter en brændende smerte. Syre. Hun havde lagt hånden oven i den knuste flaske med syre. Hun åbnede munden, men der var ingen luft i hendes lunger til at skrige med da hun trak hånden væk fra bordet.

”Lena …” Valentine kaldte på hende. ”Lena … jeg be’r dig.”

Lena bevægede sig fremad, væk fra lyden af hans stemme. Hun havde det som om hendes egen hud dryppede af hendes hånds knogler, men hun rettede sig op og tvang sine ben til at gå hen mod Sara, selv om hvert et gram af hendes krop skreg at hun skulle gå den anden vej.

Hun hostede halvkvalt af røgen, og varmen i det indelukkede rum kogte hendes hud. Han havde arrangeret det hele så perfekt. Køkkenet var en gal videnskabsmands drøm og enhver politimands mareridt.

Litiumbatterier. Jod. Fortynder. Lud.

Nogle af de samme ingredienser der bruges til at fremstille krystalliseret metamfetamin, var også i den bombe der væltede Murrah Bygningen i Oklahoma City.

Hun måtte ud til Sara før huset sprang i luften; hun måtte få dem begge to ud herfra, ud i den friske luft.

”Sara!” skreg Lena og vaklede ned ad gangen. Hun satte sig på hug foran Sara og greb hende under armene og prøvede at få dem begge på benene. ”Hjælp!” råbte hun og fik krampe i benene da hun tvang dem begge to op ad væggen. Røgen var så tyk nu at Lena ikke kunne se. Hun mærkede tårerne løbe ned ad kinderne fordi kemikalierne sved hende i øjnene. Et eller andet sprang ude i køkkenet, en lyd som en champagneprop eller en luftbøsse. Lena svingede Saras arm over sin skulder og trak hende hen mod hoveddøren. Hun kunne se en sprække sollys hvor døren ikke var lukket helt.

”Kom nu, Sara,” tryglede Lena. ”Hjælp mig! Jeg kan ikke bære dig.”

Saras ben begyndte at bevæge sig på en akavet måde. Lena trak hende fremad og rev døren op. Sollyset var blændende. Hun kunne mærke håndjernene og det der stadig sad fast i dem, slå mod døren da hun skubbede Sara udenfor.

De faldt begge to sammen i en dynge neden for verandatrappen, men Lena tillod ikke sig selv at blive der. Hun greb Sara under armene og trak hende baglæns, slæbte hende gennem haven og ud på gaden. De var nået over til genboens fortov da luften forandrede sig. Noget der mindede om et gigantisk vakuum, sugede al ilt over mod huset hvorefter en voldsom storm af hed luft blæste den anden vej ind over dem. Lena hørte ikke eksplosionen før hun kastede sig ned på jorden og brugte kroppen til at dække Sara. Så fulgte varmen, en intens, grufuld varme der brændte hendes hud.

Lena lå oven på Sara. Hendes krop havde opbrugt al sin adrenalin eller hvad det end var der havde givet Lena styrke til at få dem begge ud af huset. På en eller anden måde lykkedes det hende at rulle til siden og om på ryggen.

I det fjerne skreg en udrykningssirene at hjælpen endelig var på vej. Lena lukkede øjnene og lod sig selv føle lettelse og derefter glæde over at hun var sluppet ud. Hun kæmpede sig op at sidde og hostede så en tåge af blodstænk stod ud af hendes åbne mund. Hendes hånd gjorde så ondt at hun knap kunne trække vejret. Hun prøvede at lade være at se på den, prøvede at lade være at se den smeltede hud hvor syren havde ædt sig ind i vævet. Og i det øjeblik så hun det tomme håndjern der dinglede fra hendes arm. Hun vendte sig og kastede et blik ud mod gaden. Der var ingenting.

Sara prøvede at sætte sig op, men faldt bagover på plænen. Længere oppe ad gaden så Lena en patruljevogn fra Elawah Countys sherifkontor komme rundt om hjørnet på to hjul.

”Hvad skete der?” mumlede Sara og pressede fingrene mod sine øjne. ”Lena, hvad skete der?”

”Det er okay,” sagde Lena til hende. ”Det er overstået nu.”

”Er du kommet til skade?” spurgte Sara som nok lå halvt bevidstløs på ryggen, men alligevel var læge.

Patruljevognen standsede foran dem med et hyl fra bremserne. Lena kæmpede for at rejse sig da Don Cook stod ud af bilen. Hendes ben ville ikke lystre, og hendes hånd føltes som om den stod i lys lue.

”Hvad i helvede foregår der her?” spurgte vicesheriffen arrigt.

Lena smagte blod i munden. Hendes mave snørede sig sammen, og hun kunne knap nok tale. ”Fred Bart,” sagde hun til Cook. ”Du må finde Fred Bart.”

Sara havde kæmpet sig op at sidde. Hun lagde hænderne på Lenas ryg og sagde at hun skulle tage dybe indåndinger. Lena prøvede at gøre det, men blodet satte sig i en klump i struben. Hun hostede, og hendes krop skælvede af anstrengelsen.

Det sidste hun hørte, var Sara der råbte: ”Ring efter en ambulance.”

Så mistede hun bevidstheden.