SYVOGTYVE
NICK SHELTON HAVDE IKKE VÆRET HELT ÆRLIG da han fortalte Jeffrey at Georgia Bureau of Investigation kun kunne gå ind i en efterforskning hvis den lokale ordensmagt bad om det. Der var én undtagelse fra denne regel: Hvis en lokal ordensmagt var så korrupt at der ikke var nogen anden mulighed end at statens politistyrke gik ind og ryddede op. Det var svært at forestille sig noget mere korrupt end at forsøge at sprænge en kriminalassistent og en politichefs kone i luften i et meth-laboratorium, og statens agentur var kommet sværmende ind i Elawah County som en flok arrige gedehamse.
Jeffrey havde været halvvejs mellem Coastal State Prison og Reese da hans mobiltelefon ringede. Han havde ikke genkendt nummeret, men han kendte stemmen så snart han tog røret.
”Jeg er ikke kommet noget til,” sagde Sara uden at spilde tid på indledende formaliteter. Hendes ord havde fået hans hjerte til at gå i stå, for man sagde ikke at man ikke var kommet noget til medmindre man havde været tæt på at komme noget til.
Sara ringede til ham fra en ambulances patientrum; sirenen i baggrunden konkurrerede med hendes stemme. Hun havde fortalt alt som hun huskede det, fra Valentine der trak en pistol, til Bart der gav hende en sprøjte med et eller andet der havde slået hende ud. Da hun var færdig med historien, var Jeffreys kæbemuskler så stramme at han knap kunne få et ord frem. Han havde spildt tiden i selskab med Ethan Green mens Sara havde været i overhængende livsfare. Han ville aldrig tilgive sig selv at han havde ladet hende være alene med Valentine. Hvis manden ikke allerede var død, ville Jeffrey have fundet ham og personligt ekspederet ham ud af denne verden.
To timer senere da han endelig ankom til hospitalet, virkede Sara mere optaget af Lena end af sig selv. Hun var bekymret for om plastickirurgen var dygtig nok til at lave ætsningerne på hendes hånd, bange for at hun skulle pådrage sig en infektion i lungerne, og sikker på at lungespecialisten ikke vidste hvad han foretog sig. Hun havde været næsten manisk og havde vandret frem og tilbage mens hun snakkede om alle sine bekymringer indtil Jeffrey havde standset hende ved at tage fat om hende.
”Jeg har det fint,” sagde hun hele tiden til ham, efter at han for længst havde regnet ud at hun sagde det mere for sin egen skyld end for hans. Selv da han kørte hende tilbage til Grant County, blev hun ved med at forsikre ham om at hun havde det fint. Først i aftes var hun endelig brudt sammen. Han havde fortalt hende at han ville køre tilbage til Reese for at hjælpe Nick Shelton med at afhøre Fred Bart. Hun havde ikke bedt ham om ikke at tage af sted, men om morgenen havde han alligevel følt sig som en forbryder da han sneg sig ud af huset før hun vågnede.
Jeffrey standsede foran Elawah Countys arresthus og svor på at det skulle blive sidste gang han så det sted for sine øjne. Der holdt en HAZMAT-vogn på parkeringspladsen, og et par statsagenter trissede rundt og drak kaffe. Efter eksplosionen i Hanks hus havde de evakueret kvarteret inden for et område på en kvadratkilometer så de kunne komme til at fjerne det giftige affald efter eksplosionen. Det eneste der var tilbage af sheriffen, var lidt dna som de havde fundet ude i haven, og mandens afskårne hånd.
Jake Valentine. Jeffrey fik kvalme hver gang han tænkte på den mand. Nu hvor Valentine var død, havde de fundet ud af alt muligt interessant om ham. Hans beskedne hus i byen var tydeligvis en slags kuriositet der havde til formål at demonstrere hans ydmyghed. Han havde en hytte ved søen med to store speedbåde ved en bådebro. Hans straffeattest var ganske pæn, men hans brors var en anden snak. David Valentine var blevet dræbt under en knivkamp med en skinhead fra en rivaliserende bande, men at dømme efter hans generalieblad havde han været ganske højt placeret i broderskabets hierarki. Brandstiftelse, voldtægt, overfald af særlig farlig karakter, drabsforsøg.
Valentine måtte have lært af sin brors fejltrin; han havde holdt lav profil. Ud over en anholdelse for fuldskab i studietiden stod der ikke noget på Jake Valentines straffeattest der kunne antyde at han var skinhead og narkohandler og smuglede metamfetamin for millioner af dollars. Den manglende brik i puslespillet var Myra, hans kone. Myra Valentine, født Fitzpatrick, var lillesøster til Jerry og Carl Fitzpatrick, ledere af Brotherhood of the True White Skin. Deres forældre var flyttet til Elawah efter at folk i deres hjemby i New Hampshire havde gjort det klart at de ikke ville have en politimorders familie i deres midte. Myra var blevet så glad for Reese at hun var blevet. Jake Valentine havde giftet sig ind i en magtfuld familie, og som andre magtfulde familier havde de fundet en måde at beskæftige deres uduelige svoger på.
Nick havde sendt en anmodning til broderskabet i New Hampshire og bedt om at komme til at afhøre Myra. Der var ikke kommet noget svar.
Jeffrey havde aldrig helt stolet på Jake Valentine, men han havde været så opsat på at finde en sammenhæng med Ethan at han havde ladet Sara og Lena tage af sted sammen med manden. Jeffrey vidste ikke om han skulle være vred eller skamfuld over hvor blind han havde været. Han huskede Grover Gibsons ord den dag da Jeffrey og Valentine havde opsøgt manden i hans hytte i skoven for at fortælle ham at hans søn var død.
”Det er din skyld!” havde Grover råbt da han fløj løs på sheriffen med knyttede næver. ”Du slog ham ihjel!”
Valentine havde forberedt det så godt og på forhånd advaret Jeffrey om at Grover bebrejdede ham at hans søn var blevet narkoman. Og Jeffrey havde faktisk hjulpet sheriffen og forsvaret ham mod den rasende mand.
Han kunne ikke dvæle ved det nu, for det gjorde ham kun rasende. Han måtte koncentrere sig om Fred Bart. Den slimede tandlæge var den eneste der var tilbage at straffe, og han lod til at være opsat på at kæmpe til det sidste. Han havde været på sin klinik, i færd med at lave en tandfyldning da Don Cook endelig tog sig sammen til at opsøge ham. Bart insisterede på at det var et rent tilfælde at patienten i tandlægestolen også var hans advokat. Norton var sikker på at Jeffrey kunne hjælpe ham med at knække manden. Elawah County hvilede på et fundament af hemmeligheder der gik årtier tilbage. Byen trivedes med at vende det blinde øje til det meste. Jeffrey tvivlede meget alvorligt på at nogen havde planer om at lave om på det og da mindst af alle Fred Bart.
Arresthusets lobby var endnu mere klaustrofobisk end Jeffrey huskede den. Don Cook befandt sig sikkert i sherifkontoret ovenpå for at tage mål til nye møbler. Nick sad ved mandens skrivebord og bladrede i nogle af vicesheriffens jagtblade. Han så op da han fik øje på Jeffrey. ”Du ser smadret ud, makker.”
”Sara er ikke for begejstret for at jeg er her.”
”Hun kommer over det,” sagde Nick, men Jeffrey var ikke så sikker på at han havde ret. ”Jeg er til gengæld dybt rystet over Bob Burg. De hentede ham i aftes.”
Jeffrey havde det på samme måde. Han havde taget Bob Burg for at være på samme hold som de, men GBI-agenten havde tilsyneladende taget mod beskidte penge i årevis. ”Siger han noget?”
”Ikke et kvæk,” svarede Nick. ”Bob er ikke dum. Han ved godt at der kommer til at gå nogen tid før han ser dagslyset igen, og han har ikke tænkt sig at sladre om nogen skinheads.”
”Du fandt ikke noget om at Hank havde kontaktet ham?”
”Bob skrev ingenting ned, du. Og selv om han havde gjort det, ville vi være nødt til at få ham i vidneskranken, og det er udelukket at han begynder at synge. De naziklovner er overalt. Bob kommer til at sove med det ene øje på klem resten af livet.”
Jeffrey tænkte at det måske var en meget passende straf.
”Hvordan har Lena det?”
”Fint,” svarede han, glad for at få mulighed for at tale om noget andet. ”Hun skal behandles for lungerne, men hun burde være klar til at komme hjem midt i næste uge.” Han tilføjede: ”De flyttede hende i aftes – til det samme hospital som Hank.”
”Hvordan har han det?”
”Bedre. Men ikke uden for fare endnu. Hvad med Bart – har han sagt noget?”
”For fanden,” mumlede Nick og rejste sig fra skrivebordet. ”Det er det eneste han gør. Han snakker konstant. Det fjols tror han kan sno sig ud af alting. Han påstår at Lena må have været så påvirket af kemikalier at hun husker det hele forkert. Hans advokat siger at Bart vil fortælle os alt hvad vi har brug for at vide om Valentine til gengæld for at slippe med en tiltale for at udsætte andres liv for fare.”
Jeffrey lo for første gang i dagevis. ”Tror han virkelig at han kan slippe godt fra det her?”
”Hans advokat antyder at han vil være åben over for at få tilkendt en tilsynsværge efter aftjent straf.”
Jeffrey lo igen. Han glædede sig pludselig til at se Fred Bart.
Nick blev alvorlig. ”Jeg vil gerne høre din mening om advokaten. Der foregår et eller andet dér.”
”All right,” sagde Jeffrey. ”Har du varerne?”
Nick rakte ham en sagsmappe og stak så hånden ind under skrivebordet og aktiverede den elektriske lås. Jeffrey gik efter ham ind i den bageste ende af cellegangen og tænkte på at selv om der kun var gået et par dage, var der noget forsømt over bygningen. Don Cook var ikke ligefrem den fødte leder, og byen ville få brug for en stærk personlighed med en masse erfaring for at komme over det svigt Valentine havde påført den. Jeffrey gav manden to måneder før han trådte tilbage, blev pensionist og tog på fisketur resten af livet.
Et stativ med et videokamera stod uden for det lille forhørslokale. Nick bankede på døren med knoerne og åbnede den.
”Endelig,” sagde Bart som om han var glad over at se dem.
Jeffrey smed sagsmappen som Nick havde givet ham, på bordet og rakte hånden frem og præsenterede sig for Barts advokat. Manden sagde ikke sit navn, og hans dyre jakkesæt og fine frisure sagde Jeffrey at han sikkert var mere hjemme i Atlanta end i Elawah County.
Nick pegede på kameraet. ”Lad mig lige gøre det her klar.” Han fløjtede dæmpet mens han placerede fotostativet for enden af bordet og rettede det ind med en mine som om han havde oceaner af tid. Jeffrey vidste at han forsøgte at gøre tandlægen nervøs, men taktikken virkede på Jeffrey også. Da Nick var færdig, sad Jeffrey næsten og vred sig i sin stol.
Nick satte sig ved siden af Jeffrey over for Fred Bart og hans advokat. Til ære for kameraet sagde han: ”Jeg er Nick Shelton fra Georgia Bureau of Investigation. Ved min side er Grant Countys politichef Jeffrey Tolliver som skal lede denne afhøring. Er det okay med jer?”
Advokaten nikkede. Han var en kraftig mand med helt kortklippet hår. Jeffrey spekulerede på om han havde tatoveringer på sin isse.
Bart sagde: ”Kan vi se at komme i gang?”
Jeffrey åbnede sagsmappen. Han lagde fotografierne som han havde fundet i en kuvert i Jake Valentines skrivebord, ud i en vifte foran sig. At dømme efter de forkullede rester i hans skraldespand havde der været flere fotos, men Valentine havde sørget for at det kun var Fred Bart og Boyd Gibson der optrådte på overvågningsbillederne. Sheriffen havde talt sandt da han fortalte Jeffrey at han havde ringet efter GBI. Nicks kontor havde noteret et opkald på hans telefonsvarer cirka en time før Jeffrey og Sara var ankommet til at arresten. Valentine havde lydt overstadig da han skitserede sagen om narkotandlægen.
Fred Bart så knap nok på fotografierne. Billederne var kornede, men de var gode nok til at fortælle en historie. Jeffrey trommede et par gange med pegefingeren på det øverste i viften der viste Fred Bart og Boyd Gibson uden for et tilsyneladende forladt pakhus. De røg cigaretter, og bag dem foregik en narkotikahandel. Endnu et foto viste Bart der sad i sin Jaguar og rakte et tykt seddelbundt til Boyd Gibson. Samtlige fotografier pegede på Fred Bart som bagmanden i byens metamfetaminhandel og Gibson som hans private gorilla.
Bart bralrede: ”De billeder er naturligvis manipulerede.”
”Og det er jeg sikker på du kan finde en ekspert som kan fortælle nævningene,” indrømmede Jeffrey. Jake Valentine havde gjort sig umage med at få tandlægen til at fremstå som skyldig. Hvis Lena ikke havde set tatoveringen på sheriffens arm, ville ingen have sat spørgsmålstegn ved Valentines bevismateriale – eller Barts død i sit eget hjemmelavede meth-laboratorium, tilvejebragt med lidt hjælp fra Clint Jones.
Jeffrey sagde: ”Et udtog fra din bank viser at der fredag morgen blev indsat mere end to hundrede tusind dollars på din konto.”
”Jeg var på min klinik og havde patienter. Jeg aner ikke hvad du snakker om.”
”Du mener den klinik hvor der blev fundet så meget metamfetamin at man ville kunne stå på ski i det?” Han holdt en pause. ”Jake var klar til at give GBI sit livs største kriminalsag.”
Bart rystede langsomt på hovedet. ”Jeg aner ikke hvad du snakker om.”
Jeffrey skar det ud i pap. ”Du står til dødsstraf.”
Advokaten indskød: ”Min klient samarbejder på enhver mulig måde.”
”Han skød en mand med koldt blod for øjnene af en kriminalassistent.”
”Hun var påvirket,” protesterede Bart, præcis som Nick havde forudsagt. ”Med alle de kemikalier der svævede rundt i det lokale, er jeg overrasket over at hun overhovedet kan huske at hun var der. Ved du hvad hun gjorde ved Jake? Hun skar hans hånd af! Det er ikke noget man gør hvis man er ved sine fulde fem.”
Jeffrey mente at det var noget man gjorde hvis man ikke ville dø. ”Du gav min kone en indsprøjtning med noget bedøvende.”
”Jake ville have gjort hende fortræd hvis jeg ikke havde gjort det. Det skal du ikke glemme. Han var en voldelig mand.”
Advokaten stivnede. Hvis Jeffrey ikke tilfældigvis havde set på ham, havde han overset det.
Jeffrey spurgte Bart: ”Hvad gjorde du for at beskytte Charlotte Gibson bag i den Escalade?”
”Jeg har allerede fortalt din ven her at det ikke var mig,” insisterede Bart. ”Jeg sad hjemme og så tv hele aftenen.”
”Lena er klar til at udpege dig fra vidneskranken.”
Bart smilede hurtigt. ”Jeg har ladet mig fortælle at den omtalte gerningsmand bar maske.”
”Ja,” indrømmede Jeffrey. ”Men det er svært at gemme sig bag en maske når man har små frittetænder.”
Før han kunne nå at tage sig i det, holdt Bart en hånd for munden.
Jeffrey sagde: ”Fortæl mig om Boyd Gibson.”
Advokaten så ud til at fare sammen ved at høre Gibsons navn. Var Fred Bart den eneste person i lokalet der ikke var klar over at hans advokat arbejdede for det andet hold? Jeffrey brændte efter at rulle mandens ærmer op og kigge efter tatoveringer.
Jeffrey gentog det: ”Boyd Gibson?”
Bart talte langsomt og bevægede læberne så lidt som muligt for at skjule sine tænder. ”Jake fortalte mig hvad der var sket,” sagde han. ”Clint og Boyd kom ikke godt ud af det med hinanden, men Jake holdt dem i kort snor. Han sagde at de skulle brænde Hanks værtshus ned. Lena havde været derinde, og Jake brød sig ikke om at hun rodede rundt derovre. Han ville prøve at skræmme hende væk.”
”Og så?” indskød Jeffrey.
”Så Jake sagde at de skulle hælde benzin rundt om værtshuset. Clint smed en tændstik, men så begyndte Boyd at råbe op om at Hank havde nogle penge et sted derinde, gemt under et gulvbræt eller sådan noget.”
”Løb han ind i bygningen efter nogle penge?” spurgte Jeffrey og tænkte at hvis Bart havde ret, så havde Jeffrey sat livet på spil for at redde et af de største fjolser han havde hørt om.
Bart nikkede. ”Og så kom du. Boyd slap væk, og han mødtes med Clint i skoven. De kom op at skændes over et eller andet. De var som sagt begge to meget hidsige.” Bart holdt en kunstpause. ”Det endte i hvert fald med at Clint stak Boyd ned med en kniv.”
”Og hvad så?”
”Og så var han nødt til at fortælle Jake det.”
”Hvad med kniven?”
”Clint ville ikke af med sin kniv – den var dyr – så han brugte én han havde … fundet.” Manden holdt hænderne ud i en skuldertrækning. ”Men jeg har altså det hele fra Jake, så jeg kan ikke bekræfte noget af det.”
”Javel,” sagde Jeffrey. ”Det forstår jeg.” Han lagde armene over kors på brystet. ”Sagde Jake noget om hvis idé det var at smide Boyds lig ind gennem vinduet?”
”Det var hans. Jake mente at hvis din kone blev bange nok, ville I tage fra byen.”
Jeffrey spurgte: ”Hvad med Charlotte Gibson?”
”Jake blev bekymret fordi hun talte med Lena.”
”Så Jake stak ild til den bil?”
”Ja. Jake kunne godt li’ at sende beskeder.”
”Er det sandt?”
”Ja.”
Jeffrey huskede hvad Lena havde sagt om Barts sidste ord til Valentine, den vrede der var blusset op mellem de to mænd. Tandlægen havde suppleret sin indkomst med metamfetamin siden Valentine gik med ble. Han havde været den store mand i byen indtil Myra giftede sig med sin kæreste fra college.
”Lad mig lige få det her til at stå helt klart,” opsummerede Jeffrey og talte de døde på fingrene mens han fortsatte: ”Clint Jones dræbte Boyd Gibson, Jake myrdede Charlotte, og du var selvfølgelig så venlig at skyde Clint i – hvad? – selvforsvar? Jeg går ud fra at det dér med at overlade Lena og Sara til at dø i huset var en slags tanketorsk fra din side?”
”Jeg ved godt jeg ikke skulle have ladet dem blive derinde, men jeg var rædselsslagen. Jake havde nogle meget magtfulde venner. Jeg stak af fordi jeg var bange. Jeg tager det fulde ansvar for det.”
”Det glæder mig at du er parat til at tage ansvaret for noget.”
Han udbyggede sit forsvar med ordene: ”Jeg ringede til sheriffens kontor og gav dem et anonymt tip.”
Den havde Nick tydeligvis hørt før. ”Vi lyttede til båndoptagelserne fra alarmcentralen fra i fredags, Fred. Der er ikke noget.”
”Så må I blive ved med at lede,” insisterede Bart. ”Jeg ringede fra en mønttelefon i Stop’n’Save. Mine fingeraftryk burde også være på røret.”
Jeffrey tvivlede ikke på at telefonen havde Barts fingeraftryk. Han havde haft masser af tid til at brygge et alibi sammen mens Lena og Sara kæmpede for deres liv.
”Hvad med det andet lig?” spurgte Jeffrey.
”Det andet lig?” gentog Bart. ”Hvad for et andet lig?”
Han virkede lige så overrasket som Sara og Lena havde gjort. Begge kvinderne svor på at de ikke havde set nogen i Hanks hus, men resterne af en mands lig var ikke desto mindre blevet fundet i nærheden af det bageste soveværelse.
Jeffrey forklarede: ”Der var et sæt knogler mere i Hank Nortons hus. Statens ligsynsmand siger at der er tale om en ældre mand, sandsynligvis et sted i tresserne.”
Bart så ned på sine hænder. ”Det kender jeg ikke noget til.”
”Der er vist meget du ikke kender noget til,” sagde Jeffrey udfordrende. ”Jeg tror bare du sidder der og tænker så det knager for at finde på hurtige svar på alle vores spørgsmål, men sagen er den at du ikke har nogen anelse om hvor dybt du står i lortet.”
”Jeg ved ikke hvad du mener.”
Jeffrey så på Nick. Begge mænd vidste at Bart var enten for arrogant eller for dum til at se at hans liv stort set var forbi i samme øjeblik han skød Clint Jones og gav Jake Valentine ordre til at sætte sig på gulvet foran køkkenvasken.
”Oh-kay.” Nick sukkede og pressede håndfladerne mod bordet da han rejste sig.
Bart udbrød: ”Hvad sker der?”
”Vi pakker sammen,” sagde Nick og klappede stativet sammen. ”Du ved jo ikke en skid om noget som helst, fister, og jeg har en fornemmelse af at vores Lone Ranger her hvert øjeblik kan finde på at vende krikken nordpå og ride hjem til sine små vovhunde.”
Advokaten lo sagte. ”Ikke dårligt formuleret.”
Nick sagde: ”Ikke for noget, makker, men vi håber faktisk at det her ikke udvikler sig mere end nødvendigt.”
”Mon ikke der er gjort skade nok til et stykke tid.” Advokaten skubbede Valentines fotografier af Fred Bart over bordet. ”Det ser ud til at I har en overvældende mængde bevismateriale her. Afgjort tilstrækkeligt til at rejse tiltale mod den skyldige.” Han rejste sig og henvendte sig til Jeffrey. ”Det gør mig meget ondt at din kone kom i problemer.” Som en eftertanke tilføjede han: ”Og din kriminalassistent, selvfølgelig.”
Jeffrey tog mandens udtalelse for at være ærligt ment, men han ville være helt sikker. ”Når bare de er uden for fare nu.”
”Det er de.”
Advokaten vendte sig for at gå, men Bart greb fat om hans arm og skreg: ”Du sagde de ville lave en handel! Du sagde de ville –”
”Fjern den hånd,” sagde han koldt og trak armen til sig.
Det så endelig ud til at gå op for Bart at advokaten ikke var på hans side; at han kun var kommet for at sikre sig at Bart ikke udgjorde en trussel mod de mennesker som betalte hans egentlige salærer.
På sin side virkede advokaten lettet over at maskeraden var overstået. Han nikkede til dem, først til Nick og så til Jeffrey. ”Mine herrer, hvis I vil have mig undskyldt.”
”Hvad laver du?” spurgte Bart. ”Du er min advokat! Hvor skal du hen?”
Manden forlod lokalet uden at se sig tilbage.
Bart stod ved bordet og vred sine hænder som en gammel kone.
Nick sagde: ”Sæt dig ned, Fred.”
Bart sank ned i stolen. ”Jeg vil gerne lave en handel.”
”Nå, du har fået trukket hovedet ud af røven. Tillykke med det.” Nick klappede i hænderne i forstilt hyldest. ”Og hvad for en slags handel havde du så tænkt dig at lave, Freddyboy?”
”Det er lige meget,” tryglede Bart. ”Bare sig mig hvad I vil ha’ mig til at sige.”
Nick rystede på hovedet. ”Vi vil have dig til at sige nogle navne, Fred. Problemet er bare at du ikke kender dem.”
”Jeg kender dem!” skræppede Bart. ”Jeg kender dem alle sammen!”
”Som for eksempel?”
”For eksempel …” Hans mund arbejdede da han prøvede at komme i tanker om et eller andet. ”Bare fortæl mig det. Fortæl mig hvem I vil ha’, så skal jeg nok sige det!”
”Det rimer på Spitzpatrick.”
Han blev bleg. ”Nej,” sagde han. ”Det kan jeg ikke.”
Nick trak på skuldrene. ”Hør engang, fister, vi gi’r dig så meget snor her at du kunne hænge en slange. Det er ikke vores skyld at du ikke kan finde ud af at binde knuden.”
”De slår mig ihjel,” sagde Bart. ”De … nej, værre endnu. De slår ikke bare folk ihjel … de …” Han tav og snappede efter vejret. ”Jeg kan ikke …” råbte han.
Jeffrey rejste sig, og Nick åbnede døren.
”Nej!” skreg Bart desperat. ”I kan ikke bare lade mig sidde her.”
Nick kunne ikke lade være. ”Bare rolig, fister. Vi kører forbi Stop’n’Save og ringer til alarmcentralen på vej ud af byen.”
Jeffrey havde en dårlig smag i munden da han kørte forbi Elawah Countys highschool. Han burde føle sig godt tilpas ved at kaste Fred Bart for løverne, men i stedet følte han sig beskidt. Fred Bart havde efterladt Sara i et hus der kunne eksplodere hvert øjeblik, og Jeffrey var svoren tilhænger af øje-for-øje. Han var også politimand, og han vidste at staten havde en bestemt proces med hensyn til at tage sig af de kriminelle der mest fortjente det. Hvad var forskellen på at vente ti år på at alle appelmuligheder skulle blive udtømte, og så lade broderskabet tage sig af ham?
Forskellen var at broderskabets racister blev stærkere for hvert liv de tog. De ville ikke trille Bart ind i et sterilt lokale og stikke en kanyle i hans arm. De ville tvinge ham til at trygle for sit liv. De ville slå ham og torturere ham – sørge for at døden var det eneste han havde at se frem til. Fred Bart ville blive et eksempel, en lærestreg, for hver eneste gorilla og tumpe i countyet: Man kom ikke på tværs af broderskabet uden at betale den ultimative pris.
Men stadig blev Ethan Greens ord ved at dukke op i hans hoved, og Jeffrey kunne ikke lade være med at spekulere på om den unge mand havde fået et glimt af den rigtige Jeffrey, den mand der skjulte sig bag sit skilt mens han så den anden vej. Jeffrey havde aflagt en ed om at han ville beskytte og forsvare alle borgere, ikke kun dem han mente havde fortjent det. Det var meningen at han skulle arbejde inden for systemet, ikke selv lave reglerne hen ad vejen.
Det var meningen at han skulle tage sig af de svage og beskytte dem mod de stærke. Fred Bart havde bestemt ikke set stærk ud da Jeffrey og Nick forlod ham i forhørslokalet. Han havde sat sig på knæ på gulvet og tryglet dem om hjælp.
Det gik op for Jeffrey at han var kørt forbi motellet, og han lavede en U-vending. Han standsede foran receptionen netop som stuepigen kom ud fra et af værelserne. Hun stod og så ham stige ud af bilen.
Jeffrey sagde: ”Jeg skal have tingene fra værelse fjorten.”
”De er pakket,” sagde kvinden og vendte sig og gik.
Jeffrey gættede på at det var meningen han skulle følge efter hende. Han greb døren til receptionen før hun lod den smække tilbage i ansigtet på ham.
”Tak,” sagde han.
Hun gik om bag disken og kradsede sig på armene under den langærmede T-shirt. Hun sagde: ”Der er en ubetalt regning for værelset.”
Jeffrey kiggede op på nøglerne der hang på et bræt bag hende, og så konstaterede han at sådan noget som tre værelser var lejet ud. ”I har måske haft travlt?”
”Hør så her, røvhul. Det er ikke mig der laver reglerne.”
Han lo og tog sin tegnebog frem. ”Hvor meget er det?”
Hun kløede sig på halsen og prøvede at bedømme hvor meget hun kunne presse ud af ham. ”Hundrede dollars.”
”Hvad med tyve?”
”Hvad med halvtreds?”
Jeffrey betalte hende pengene selv om han langt fra var sikker på at pengene nogensinde ville finde vej til kasseapparatet. At dømme efter kvindens fremtoning var hun noget af en sjældenhed: en meth-bruger der havde oplevet at blive over tredive.
Kvinden spurgte: ”Hvordan går det med pigen?”
”Lena?”
”Ja, hende.”
”Hun har det fint.”
”Okay,” sagde kvinden. Hun tog en pose frem fra rummet under disken og skubbede den over mod Jeffrey. ”Her er hendes lort. Tag det og skrid ad helvede til.”
Han studerede hendes ansigt et øjeblik, så på hagens arrogant strittende vinkel. Langsomt sagde han: ”Hun er indlagt på St. Ignatius et par dage mere.”
”Herligt. Mine skattedollars gør nytte.”
”Betaler du skat?” Hun sendte ham sit æd-lort-blik som han efterhånden burde være vant til. Han sagde: ”Din datter ser på mig på samme måde en gang imellem.”
”Jeg har ikke nogen datter.”
”Lena – hun ligner dig på en prik.”
Angela Adams gryntede og gav op. Hun havde halvtreds dollars i lommen og en længsel i årerne. ”Hun har ho’det oppe i røven ligesom mig. Ku’ ikke kende sin egen mor selv om jeg stod lige foran hende.”
Jeffrey havde selv været lige ved at overse forbindelsen mellem det oliemaleri han havde set hænge over sofaen i Hank Nortons stue, og den kvinde der nu stod foran ham. Men et eller andet ved den måde hun stak hagen frem på, havde røbet hende – selv efter så mange år havde hun noget arrogant og udfordrende i øjnene. Angela havde været smuk engang, men stofferne havde taget hendes gode udseende fra hende ligesom de havde taget hendes små døtre.
Men alligevel prøvede Jeffrey at sige noget venligt. ”Somme tider ser man ikke det man ikke leder efter.”
”Tror du ikke jeg ved hvordan jeg ser ud?” Hun pillede i kanten af laminatpladen. ”Har Hank det okay?”
Jeffrey registrerede endnu en brik i puslespillet der faldt på plads. ”Hank var sammen med dig i al den tid han var forsvundet. Var han ikke også?”
”Den åndssvage skid skulle have vidst bedre. Der gik ikke mere end et par dage eller tre før vi var parat til at rive øjnene ud af hovedet på hinanden.” Hun pillede i såret på halsen. ”En morgen skred skiderikken bare. Han gik åbenbart hjem til sig selv.”
”Han er ved at være clean nu,” sagde Jeffrey til kvinden. ”Stofferne er ude af hans system.”
”Han har altid taget sig af dem.” Hun rettede sig selv. ”Af hende.”
”Vi fandt den fødselsattest du havde udfyldt med Hanks navn på.”
”Har hun set den?”
”Nej,” sagde Jeffrey. ”Den blev væk i postyret.”
Hun udstødte en trist lille latter. ”Åndssvag som jeg var – jeg troede det ville være nemmere for ham at tage pigerne og sørge for at der ikke skete dem noget. Det var lige ved at koste ham en spjældtur.” Hun pillede i såret igen. Blodet piblede ud. ”Det var mig der fik Hank på sprøjten. Har han nogensinde fortalt dig det?”
”Vi har aldrig talt om det.”
”Da Cal blev dræbt – det er deres far – kunne jeg bare ikke holde det ud. Gravid og fed og ulykkelig og alene. Så fik jeg tandpine oven i købet. Jeg tog hen til den skaldede idiot til Fred Bart. Han sagde at han havde noget der kunne gøre det hele lidt nemmere. Hun stirrede på Jeffrey som om han havde udfordret hende. ”Jeg traf et valg.”
”Jeg er sikker på Lena gerne vil tale med dig.”
”Jeg har været ind og ud af spjældet de sidste tyve år. Tror du en strisser er interesseret i at have en kriminel som mor?”
Jeffrey havde bestemt ikke ønsket sig den far han fik, men ingen fik jo mulighed for at vælge deres egne forældre. ”Jeg har kendt Lena i lang tid. Jeg ved hun gerne vil møde dig.”
”Tror du hun har lyst til at se det her?” spurgte Angela og rullede sit ærme op.
Jeffrey krympede sig ved synet af de skader nålene i årenes løb havde påført hendes hud.
”Jeg arbejder her,” sagde Angela. ”Jeg tjener lige netop nok til at klare mig. Jeg har ikke brug for noget til at gøre mit liv mere kompliceret.”
”Jeg er ikke sikker på at Lena ville være enig med dig.”
”Nå, tjah …” Hun trak ærmet ned igen. ”Jeg er egentlig skideligeglad hvad du mener, røvhul. Skrid med dig.”
Hun gik rundt om skranken og fortsatte hen mod døren. Jeffrey forventede at hun ville gå ud, men hun standsede.
Han prøvede igen: ”Du er hendes mor. Det kan der aldrig laves om på.”
Hun blev stående med ryggen til ham og hånden på glasdøren. ”Vil du gerne vide hvad jeg er for en slags mor?” Hun rystede på hovedet i væmmelse. ”Jeg lovede at lade dem være i fred, men jeg var bankerot og havde så slemme abstinenser at det gjorde ondt. Jeg tog over til deres hus og tryglede Hank om nogle penge. Han gav mig nogen, og jeg –” hun tog en dyb indånding. ”Jeg bakkede bilen ud uden at se mig for, og jeg kørte lige ind i hende for øjnene af hendes søster og den tykke lille pige fra gaden. Vidste du det? Vidste du at jeg gjorde min egen datter blind?”
Jeffrey kunne ikke rumme en skyldfølelse af det omfang.
”Strisserne anholdt mig næste dag for besiddelse. Der stod lidt andet på kontoen – nogle gummichecks og et par tidligere småsager. Dommeren slog hårdt ned på mig. Mig og Hank, vi besluttede at det var bedst at pigerne troede jeg var død i stedet for at vide hvem jeg virkelig var.”
”Men –”
”Mister, at sige farvel til de piger er det eneste gode jeg har gjort i mit liv. Det må du ikke ta’ fra mig.”
Hun skubbede døren op og gik ud, og Jeffrey stod alene tilbage med Lenas ting.