OTTEOGTYVE

LENA SAD I EN KØRESTOL VED SIDEN AF Hanks seng og holdt ham i hånden med sin raske hånd. Hans hud var tør, fingrene var som kviste der ikke kunne bøjes. Han ville ikke se på hende, reagerede ikke når hun gav hans hånd et klem. Først troede hun at han var vred, men gradvis gik det op for hende at han skammede sig. Hvis han talte til hende, var det altid noget om at hans stolthed havde ødelagt ham. Han havde haft et næsten arrogant forhold til sin vellykkede afvænning for år tilbage, men en enkelt sprøjte havde været nok til at få ham på den igen. Hans krop var hærget af de stoffer han havde taget. De medikamenter som lægerne havde ordineret, gjorde deres bedste for at modvirke abstinenserne, men kunne intet stille op mod hans depression.

Det meste af tiden sad de bare sådan; Lena ved sengen med hans hånd i sin, og Hank der stirrede ud ad vinduet indtil sygeplejerskerne kom og gav dem begge ordre til at hvile sig. Lena sagde ikke meget for der var faktisk ikke så meget at sige.

”Hvordan går det?” spurgte sygeplejersken der kom for at tjekke alle de slanger og maskiner som Hank var koblet til. Hun var en flink kvinde, men hendes munterhed skar dem i ørerne, og hendes stemme var så høj at hun ville kunne vække de døde.

”Fint,” sagde Lena og hostede.

Sygeplejersken sendte hende et bekymret blik. ”Har du lavet dine åndedrætsøvelser her til morgen?”

”Ja, ma’am,” svarede Lena.

Sygeplejersken smilede og klappede Hank på hånden. ”Se hvor dygtig din niece er, mr. Norton.” Hendes stemme var endnu højere når hun talte til Hank, sikkert fordi han aldrig svarede.

Hun spurgte Lena: ”Hvordan går det med hånden?”

Lena løftede sin højre hånd som var stramt forbundet. ”Okay. Lægerne siger jeg sikkert får fuld bevægelighed i den.”

”Selvfølgelig gør du det,” sagde sygeplejersken med aldrig svigtende optimisme. ”Du får kun lige et par minutter mere sammen med din onkel, ikke? I trænger begge to til at hvile jer.” Hun løftede en formanende pegefinger. ”Jeg holder øje med jer!”

Døren faldt i, og Hank mumlede: ”Hun er fandeme i hvert fald til at høre.”

Lena blev så lettet over at høre ham tale at hun ikke kunne få et ord frem.

Hans stemme var grov da han spurgte: ”Laver du virkelig de øvelser, pigebarn?”

”Ja.”

”Jeg har aldrig kunnet afgøre når du stak en plade.”

”I lige måde.”

Hank tog en dyb indånding og pustede langsomt ud.

Hun sagde: ”Fortæl mig om min mor.”

Han smilede. ”Hvilken historie vil du gerne høre?” Han troede hun ville lege den gamle leg som hun og Sibyl havde fundet på da de var små.

”Den sande historie, Hank. Den hvor hun ikke døde.”

Hans øjne løb i vand så tit nu at hun ikke kunne afgøre om han græd. ”Hun elskede altid jer piger. Det holdt hun aldrig op med.”

”Hun gjorde Sibyl blind.”

Hvis han blev overrasket, viste han det ikke. Hans ansigt var stadig drejet væk fra hende. ”Hun kom hjem til os for at få penge. Hun blev ude af sig selv af sorg da det skete. Jeg fik hende af vejen og tog skylden da politiet kom; jeg sagde at det var mig der havde kørt bilen. Jeg kunne ikke lade jer hade jeres egen mor på den måde. Jeg ville have at I skulle elske hende, elske mindet om hende.”

”Hvad skete der med hende?” spurgte Lena. ”Hvordan døde hun?”

Han drejede hovedet med en brat bevægelse. Spørgsmålet var tydeligvis chokerende for ham. Der var næsten panik i hans øjne som om han ikke kunne beslutte sig for hvad han skulle fortælle hende.

”Det er okay,” sagde hun beroligende. ”Jeg bebrejder dig ikke noget. Jeg er ikke vred. Jeg vil bare gerne kende sandheden. Så lad mig få den.”

Hanks halsmuskler arbejdede. Han pressede læberne sammen som for at holde på de ord der ville ud. Han havde aldrig været særlig god til at beskæftige sig med fortiden, måske fordi ingen af hans minder var behagelige.

”Hank, lad mig så høre sandheden,” pressede Lena. ”Fortæl mig for én gangs skyld sandheden, så lover jeg at jeg aldrig spørger dig igen. Efter så lang tid vil jeg mene at jeg har ret til at vide hvordan min mor døde.”

Han stirrede tomt op i loftet som for at samle kræfter. Da han endelig svarede, talte han så stille at hun næsten ikke kunne høre ham. ”Trafikulykke.”

”Fred Bart fortalte mig at hun er et bedre sted nu.”

Hank var tavs igen, mens han tænkte over det. ”At miste din far og så komme til at gøre det dér ved din lillesøster …” Han sank og kæmpede tydeligvis med sin sindsbevægelse. ”Jeg er en egoistisk mand, Lee. Du er alt hvad jeg har tilbage, og jeg vil ikke …” Hans stemme knækkede over. ”Jeg vil ikke miste dig.”

Lena knugede hans hånd hårdere og prøvede at få ham til at forstå at hun aldrig ville forlade ham igen. ”Da jeg kom hjem til dig den dag, sagde du at ham manden, Clint Jones, havde dræbt min mor.”

”Han solgte meth til hende,” sagde Hank. ”Han solgte til os begge to.”

Lena lænede sig tilbage i stolen og prøvede at forene det billede af englen Angela som hun i så mange år havde båret i sit hoved, med forestillingen om narkomanen Angela. Havde hendes mor været lige så langt ude som Hank? Havde hendes arme været lige så ødelagte, hendes ansigt lige så hærget? Lena gøs ved tanken og var lige ved at ønske at hun aldrig havde hørt om det.

”Meth er bare …” Hank rystede på hovedet. ”Man dør i samme øjeblik man tager det. Den du var, den du skulle have været – det er væk i samme sekund væsken trænger ind i årerne. Fra det øjeblik er man død.”

”Hvordan skete det? Hvordan døde hun?”

Han lukkede øjnene, og hans bryst steg og faldt for hvert åndedrag. Han ville ikke se på hende da han sagde: ”Hun kørte for hurtigt over Taylor Bridge og ramte en telefonpæl. Brækkede nakken. Lægen sagde at hun måtte være død på stedet.”

Lena havde været kaldt ud til temmelig mange soloulykker. Der var næsten altid en dyster historie bag dem.

Hans fingre knugede hendes hånd. ”Hun ville aldrig være taget hjemmefra hvis hun havde vidst hvor sølle jeg skulle ende med at blive. Hun troede at jeg ville tage mig af jer.”

”Det gjorde du også,” sagde Lena. ”Du gjorde det så godt du kunne.”

”Du må ikke tilgive mig,” sagde han. Hans hånd var svag, men han holdt hendes så fast han kunne. ”Du må aldrig tilgive mig.”

Men Lena kunne ikke lade være. Ikke efter alt det der var sket, alt det han havde gjort for hende og Sibyl.

Han skævede til hende og slog så hurtigt blikket ned. ”Du må hellere smutte nu før den sygeplejerske kommer tilbage. Hun får mig sgu til at ønske at jeg lå i koma igen.”

”All right,” sagde hun, og hans hånd gav slip på hendes. Ingen af dem havde nogensinde været ret gode til at tale om deres følelser. ”Ring til mig hvis du får brug for at snakke, ikke?”

Lena traskede ud af rummet og følte sig mere træt end hun havde troet hun kunne blive. Lægerne havde fortalt hende at det skyldtes at hun ikke fik ilt nok. Lena mente selv at grunden var at hun ikke lavede andet end at hænge ud på hospitalet dagen lang uden andet at tage sig til end at have ondt af sig selv.

Hendes sygestue var lige ved siden af Hanks, og hun kunne høre telefonen ringe da hun var på vej hen ad gangen. Lena satte farten op og tog den midt i et ring.

”Dette er et opkald på modtagerens regning fra en afsoner i Coastal State Prison,” meddelte robotstemmen. Lena faldt nærmest ned på kanten af sengen. Hun ventede på navnet og mærkede sit hjerte hamre mod ribbenene da båndoptageren sagde: ”Ethan Green.”

Lena pressede røret ind mellem skulderen og øret og trykkede på den tast der betød at hun accepterede opkaldet.

Der var stilhed og intet andet end et dæmpet bip hvert tredje sekund for at minde dem om at tiden gik.

Han sagde: ”Hvordan går det?”

Lena så sig omkring i lokalet og havde en fornemmelse af at nogen holdt øje med hende. ”Hvorfor ringer du?” spurgte hun. ”Jeg vil ikke tale med dig.”

”Hvorfor tog du så imod opkaldet?”

”Jeg lægger på nu.”

”Jeg hørte hvad der skete.”

Hendes hånd havde svævet over telefonen klar til at afbryde forbindelsen, men standsede da han sagde det. Ethan havde selvfølgelig hørt hvad der var sket. Hans netværk måtte have fortalt ham det allerede inden det nåede medierne.

”Den tandpine jeg havde da du var her, ikke?” Hun vidste at han ikke forventede et svar. ”Det skal du ikke være bekymret for,” sagde han. ”Jeg har fået noget medicin. Det gør ikke ondt mere.”

Hun tænkte på Fred Bart, den måde tandlægen havde smilet med sine grimme små tænder før han stak ild til Charlotte. Hun talte før hun kunne nå at tage sig i det. ”Det var godt.”

”Ingen gør min pige fortræd. Forstår du det?”

”Ingen andre end dig,” mindede hun ham om.

Han klukkede let. ”Det er rigtigt, Lee. Ingen andre end mig.”

Hun begyndte at blive stakåndet. Hendes hånd var stadig kun et par centimeter fra telefonens afbryderknapper, klar til at lægge på, men hun kunne ikke lade være med at lytte til ham.

”Jeg skriver til dig,” sagde han med blid, lokkende stemme. ”Jeg skriver til dig, og du bli’r nødt til at skrive tilbage, okay, baby?”

”Nej,” sagde hun med noget tryglende i stemmen. Hun prøvede at gøre sig stærkere. ”Jeg vil ikke ha’ noget at gøre med dig mere.”

”Tror du det er så nemt? Tror du nogensinde du slipper af med mig?” Han lo igen. ”Jeg er ude herfra før du ved af det, Lee. Så kan vi begynde forfra. Bare os to. Okay?”

Hun rystede på hovedet; ordene svigtede hende.

”Sov godt, skat. Jeg tænker på dig.”

Lena lagde på, men kunne stadig høre hans stemme og fornemme hans tilstedeværelse i rummet. Hvem ville nå hende først – Ethan eller Harley? Ingen af dem glemte nogensinde at gøre regnskabet op. Ingen af dem lod nogen andre vinde. Ville hun blive tævet ihjel eller vågne om et par uger ved at en eller anden fremmed stak en nål i hendes arm og sagde til hende at hun ikke skulle gøre modstand, at det ville være meget nemmere hvis hun bare overgav sig? Lena håbede at det ville blive nålen; hun håbede så inderligt at hun aldrig skulle se Ethan Green igen.

Hun så op i loftet hvor skyggerne dansede på de hvide panelfliser. Ethan var der endnu – han fyldte hver en krog af rummet, hver en krog i hendes sjæl. Hun lagde sig tilbage i sengen og mærkede hans dystre tilstedeværelse over sig indtil udmattelsen slog igennem, og hun endelig sank ned i en dyb, drømmeløs søvn.