NIOGTYVE
SARA SAD PÅ VERANDAEN FORAN HUSET og talte i telefon med sin mor. Jeffrey havde ringet for en halv time siden og sagt at nu kørte han ind i Grant County, men hun ville ikke føle sig tryg før han var hjemme. Han havde sagt til hende at han skulle tale med hende om noget, og Sara gættede på at det var det samme der havde gået hende på det sidste par dage. Hun kunne ikke blive ved på denne måde. Noget måtte laves om.
Hendes mor lød irriteret. ”Sig mig, hører du efter?”
”Ja, mor,” løj Sara.
”Han sagde til mig at han havde repareret den automatiske sprinkler. Men halvdelen af planterne er døde.”
”Jeg er sikker på han ikke gjorde det med vilje.”
”Vi har været hjemme i snart en uge, og han har stadig ikke givet mig en fornuftig forklaring.”
”Jeg er sikker på det var hans mening at reparere den sprinkler.”
”Sara,” begyndte Cathy, og Sara beredte sig på en længere forelæsning. Derfor kom det bag på hende da hendes mor sagde: ”Vil du gerne ha’ at jeg kommer over til dig? Jeg kan være der om fem minutter.”
Sara elskede sin mor, men Cathy havde været hos hende praktisk taget døgnet rundt den sidste uge. Hun havde brug for tid alene til at tænke. ”Jeffrey kommer snart hjem.”
”Du lyder så fraværende. Er det sagsanlægget?”
”Nej,” svarede Sara, men ordet gav hende en sur smag i munden. Buddy Conford havde ringet for to dage siden for at fortælle Sara at Global Indemnity ville indgå forlig med ægteparret Powell. Forældrene ville få to millioner dollars for deres søns død, et beløb som kun netop kunne dække indlæggelse og laboratorieregninger. Buddy havde prøvet at lave sjov med hvor sjældent det var at et forsikringsselskab faktisk betalte hospitalsregningen for nogen, men Sara havde ikke været i humør til spøg.
”Hvis det ikke er sagsanlægget, hvad er det så?”
”Mor …”
Hun havde tydeligvis fået nok. ”Sara Ann Linton, jeg er din mor, og jeg ved når der er noget der går dig på.”
Sara pustede en hård luftstrøm ud mellem tænderne.
Cathy skar lige ind til sagens kerne. ”Har du hørt fra adoptionsbureauet?”
”Ja,” sagde hun. Socialarbejderen havde lagt besked på deres telefonsvarer om morgenen mens Sara var hjemme hos sine forældre. Hun var kommet hjem til den røde, blinkende lampe, men hun havde ventet tre timer før hun afspillede beskeden. Det var den samme refleks der fik hende til at undgå postkassen og undlade at aflytte beskeder på sin mobiltelefon. Sara havde ventet så lang tid på at høre at der var et barn til dem et sted, men nu hvor øjeblikket var inde, kunne hun ikke få sig selv til at række hånden ud.
”Og?” sagde Cathy utålmodigt. ”Hvad sagde hun?”
”Hun sagde at de havde en dreng på ni måneder,” svarede Sara. ”Han er blandet race, asiatisk og afroamerikansk.”
”Åh, skat, det er da vidunderligt!”
”Er det?” spurgte Sara og havde det som om hendes hjerte var ved at gå i stykker. Bare dette at sige ordene havde fremkaldt billedet af flødefarvet hud og kruset hår – fornemmelsen af hans små fødders kurve mod hendes håndflade. ”Hvad skal jeg gøre, mor, skal jeg blive oppe hele natten med babyen mens jeg venter på at en eller andet fremmed skal ringe og fortælle mig at min mand er død?”
”Hold op med at være latterlig,” sagde Cathy vredt. ”Politifolk har også familier, Sara. Rørlæggere har familier. Man løber en risiko hver eneste gang man sætter sig bag rattet i en bil eller spadserer på posthuset. Man kan ikke sætte sit liv på pause bare fordi man er bange for at der kan ske et eller andet.”
”Jeffrey er så stædig,” indvendte hun. ”Han hører aldrig efter.”
”Velkommen til ægteskabet, skat. Jeg er ked af at vi ikke kan nå at arrangere en parade for dig.”
Sara lagde en hånd om i nakken og prøvede at få de ord frem som skulle siges. ”Hvad nu …” prøvede hun. ”Hvad nu hvis …” Hun lagde hovedet ned i sin ene hånd og satte endelig ord på sine mest dystre bekymringer. ”Hvad nu hvis jeg ikke kan passe ham, mor? Hvad nu hvis han bli’r syg eller kommer til skade, og jeg ikke kan …”
Hendes mors stemme var blid, men streng. ”Det var ikke din skyld at Jimmy Powell døde af leukæmi.”
”Hvad nu hvis min dreng bliver syg?”
”Jeg ved godt du lader som om du ikke tror på den slags. Første gang du står med dit barn i armene, vil du vide at han er en gave som du har fået til låns af Gud. Så længe den gave varer ved, skal du skatte den, holde den ind til dit hjerte og gøre det bedste du kan for aldrig at slippe den.”
”Jeg kan bare ikke …” Sara tænkte på Jimmy Powell den sidste gang hun havde set ham i live. Hans øjne havde lyst op da Sara trådte ind på hospitalsstuen. Han havde altid været så glad for hende. Hun var det nærmeste han nogensinde var kommet på at have en kæreste. Han skulle aldrig stjæle et kys fra en pige efter skoletid eller være sammen med en kæreste på bagsædet af sin fars bil. Han skulle aldrig få en kone. Hans mor skulle aldrig opleve at blive bedstemor. Resten af sit liv ville Becky Powell ikke have andet end aldrig nåede milepæle til at minde hende om sin døde søn. Andre børn ville gå i skole. Andre familier ville tage på ferie sammen. Becky ville ikke have andet end en tom kalender, dage uden Jimmy der strakte sig foran hende som en bundløs slugt.
Cathys tonefald blev blidere. ”Hvad sagde du til socialrådgiveren?”
”At jeg først skulle tale med Jeffrey.”
”Du ringer til hende lige nu og siger at du gerne vil have det barn.”
”Mor, jeg ved det ikke.”
”Det gør jeg,” afbrød Cathy. ”Jeg lægger på nu så du kan ringe til hende.” Hun holdt en pause. ”Og så ringer du til mig med det samme, okay? Jeg vil høre alt om mit første barnebarn.”
Hendes mor lagde på, men Sara ringede ikke. Nu hvor hun kun var sig selv, gik det op for hende at hun var ude af stand til at sammensætte nogen logiske tanker. Hendes hjerne blev ved at skifte mellem Jimmy Powell og Jeffrey og babyen der ventede på dem. Hun sad ubevægelig og stirrede ud på gaden indtil hendes BMW standsede foran huset.
Jeffrey vinkede til hende gennem bilruden og sendte hende et skævt smil. Han havde fortalt hende at der var noget han havde behov for at fortælle hende, noget vigtigt. Det var ikke kun hendes beslutning. Måske var han også kommet i tvivl.
Sara lagde telefonen på verandaens øverste trin og gik ud mod bilen.
Han åbnede bildøren og sagde: ”Hold op, hvor er jeg træt af at køre bil.” Han så op på hendes ansigt og spurgte: ”Hvad er der galt?”
”Adoptionsbureauet har ringet.”
Han var henne ved hende i to skridt og løftede hende op i sine arme. ”En baby!” råbte han. ”Det er jo herligt, Sara.” Han snurrede hende rundt. ”Det var da utroligt –” Han lo og prøvede at få vejret. ”Er det en dreng eller en pige?”
”En dreng.”
”Ha!” sagde han og snurrede hende rundt igen.
Sara lo også, fanget ind af hans ophidselse. ”Du gør mig svimmel.”
Han satte hende ned og lagde hænderne om hendes ansigt. ”Jeg har en dreng!” Han kyssede hende. ”Det er nu det sker, Sara! Det er nu vores liv begynder.” Han kyssede hende igen, dybere denne gang. ”Åh Gud, hvor jeg elsker dig.”
Hun kunne se tårer i hans øjne; tårer over den fuldkomne glæde han følte over nyheden. Pludselig faldt al hendes tvivl bort og blev til meningsløs distraktion. Hun ville have et barn med denne mand, hun ønskede sig intet mere brændende end at opdrage deres fælles barn.
Han spurgte: ”Kan vi hente ham i aften? Eller nu?”
”I morgen,” sagde hun og lo ad hans iver. ”Vi skal mødes på bureauet og begynde på adoptionsproceduren.”
”Papirarbejde,” stønnede han, men han smilede endnu. ”Åh, Sara. Jeg elsker dig så højt.”
Hun lagde en hånd mod hans kind. ”Det ved jeg.”
Han lo igen, og det lød næsten som et drengehyl. ”Hvad gør vi nu?”
”De sagde at de allerede har sendt formularerne,” sagde hun. ”Kig i postkassen. Jeg tager telefonen.”
Hun var halvvejs oppe ad havegangen da han råbte efter hende: ”Hej, sexede mama!”
Sara vendte sig og blev ildrød i hovedet. ”Shh,” sagde hun advarende. ”Naboerne.”
”Ring til dem alle sammen!” råbte han. ”Vi skal være forældre!”
Han åbnede postkassen. Der var et lysglimt. Jeffrey blev kastet opad og bagud, og hans krop vred sig gennem luften der endnu bragede af eksplosionen.
Sara løb hen imod ham.
En bombe. Nogen havde anbragt en bombe i deres postkasse.
”Jeffrey!” gispede hun og sank ned på knæ ved siden af ham. Der var metal overalt, flænsede breve dalede ned omkring dem. Hun så den åbne brystkasse – knogler, muskler, det bankende hjerte.
”Hjælp!” skreg hun. ”Hjælp mig!”
Han åbnede munden og blodet vældede ud. Hans højre arm lå på asfalten et par meter derfra, flået af ved skulderen. Hun pressede hånden mod det åbne sår i et desperat forsøg på at standse blødningen. Blodet stod ud mellem hendes fingre, dækkede hendes hænder med rødt.
”Nej,” hviskede hun. ”Nej.”
”Dig …” sagde han med klaprende tænder.
Hun pressede læberne mod hans, kyssede ham på munden, hans ansigt. ”Åh, min elskede … min elskede …”
”Dig …” hviskede han igen og rakte ud efter hende i blinde. Hun kunne se smerten i hans øjne, og hun vidste at livet var ved at forlade ham.”
”Du må ikke …” tryglede hun. ”Bliv hos mig, Jeffrey. Åh Gud, jeg be’r dig, bliv hos mig.”
”Dig …”
”Nej,” bad hun og kæmpede for at give ham vilje til at leve. ”Bliv her! Jeg elsker dig.” Hvorfor havde hun altid drillet ham, aldrig sagt ordene til ham? ”Jeffrey, jeg elsker dig.”
”Altid …”
Hun kyssede ham igen og smagte hans blod i sin mund. Det kunne ikke ske. Han kunne ikke forlade hende.
”Altid …” prøvede han med blodet gurglende i struben. ”… kun …”
”Altid kun hvad, elskede? Kun hvad?”
”Dig …” gispede han halvkvalt. ”… Altid … kun … dig …”
Hans krop slappede af. Blodstrømmen fra hans skulder hørte op. Sara registrerede at deres naboer var kommet. De stod i en kreds omkring hende og vidste ikke hvad de skulle gøre. Hun skreg og sagde at de skulle skrubbe af. Hun ville ikke have at de så ham sådan, ville ikke have at nogen rørte ham. Ambulancen kom og så politiet; hans egne mænd, hans venner. Hun råbte og rasede mod dem alle, tryglede dem om at gå. Hun løftede Jeffrey op og holdt ham i sine arme, nægtede at lade dem komme nær ham. Hun holdt ham sådan og jamrede som et barn indtil hendes mor kom og fik hende til at lade dem bære ham væk.