PROLOG
HVAD HAVDE DE GIVET HENDE? Hvad havde kanylen pumpet ind i hendes blodårer? Hun kunne knap nok holde øjnene åbne, men hendes ører fungerede næsten for godt. Bag en skarp, gennemtrængende kimen kunne hun høre en uregelmæssighed i bilmotorens rytme og det dybere domp-domp når dækkene rullede over ujævnheder. Manden der sad ved siden af hende på bagsædet, talte med lav stemme, næsten som om han nynnede en vuggevise for et barn. Der var noget beroligende i hans tonefald, og hun kunne mærke sit hoved falde forover mens han talte, men kun for igen at ryge opad ved lyden af Lenas korte, skarpe svar.
Hendes skuldre var ømme af at have hænderne bag på ryggen. Eller måske var de ikke ømme. Måske troede hun bare at de burde være det, så hendes hjerne sendte besked om at de var ømme. Det var en dump smerte, en dunken der fulgte hendes hurtige hjerterytme. Hun prøvede at koncentrere sig om andre ting, som den samtale der foregik omkring hende, eller hvor Lena kørte dem hen. I stedet gled hun tilbage i sin krop og rullede kokonagtigt ind i hver ny følelse som en nyfødt der ruller sig sammen i et tæppe.
Hendes ben sved bagpå af kontakt med læderet, men hun forstod i grunden ikke hvorfor. Det var køligt udenfor. Hun kunne mærke det trække koldt i nakken. Hun kunne huske at hun havde siddet i sin fars Chevette under en lang tur til Florida. Der var ingen aircondition, og det var midt i august. Alle fire ruder var rullet ned, men intet kunne mildne den svidende varme. Radioen knitrede. Der var ingen musik, ingen kanal de kunne blive enige om. På forsædet skændtes hendes forældre om ruten, benzinprisen, om de kørte for hurtigt eller ej. Uden for Opelika bad hendes mor faderen om at standse ved en købmandsbutik så de kunne købe frosne Coca-Cola og orangekiks. De krympede sig alle da de bevægede sig for at komme ud af bilen, og huden på deres arme og ben klæbede til sæderne som om varmen havde brændt dem fast til vinylen.
Hun mærkede et stød i bilen da Lena satte gearstangen i P. Motoren brummede endnu; den sagte spinden vibrerede i hendes ører.
Der var nogle andre – ikke i bilen, men længere væk. De var på en footballbane. Hun genkendte måltavlen, de store bogstaver der skrålede: ”KOM SÅ MUSTANGS!”
Lena havde vendt sig og så på dem begge to. Ved siden af hende flyttede manden sig i sædet. Han stak pistolen ned i linningen på sine jeans. Han havde en elefanthue på, den slags man så i splatterfilm og som skjulte alt andet end øjne og mund. Men det var rigeligt. Hun kendte ham, kunne næsten udtale hans navn hvis hendes mund bare ville bevæge sig så hun kunne få det ud.
Manden sagde et eller andet om at være tørstig, og Lena rakte ham et stort plastkrus. Det var ekstremt hvidt, så hvidt at det næsten blændede hende. Pludselig følte hun en tørst i halsen der var værre end nogen anden tørst hun nogensinde havde været ude for. Bare tanken om vand var nok til at give hende tårer i øjnene.
Lena så på hende og prøvede at sige et eller andet uden at bruge sin stemme.
Pludselig skubbede manden sig hen ad bagsædet og kom så tæt på hende at hun kunne mærke varmen stråle fra hans krop og fornemme den diskrete moskuslugt fra hans aftershave. Hun mærkede hans hånd glide om bag sit hoved og lægge sig mod hendes nakke. Hans fingre var bløde, berøringen blid. Hun koncentrerede sig om hans stemme og vidste at det der var blevet sagt, var vigtigt, og at hun var nødt til at høre efter.
”Går du?” spurgte manden Lena. ”Eller vil du blive her og høre hvad jeg vil sige?”
Lena havde vendt sig væk fra dem, måske havde hun lagt hånden på dørhåndtaget. Hun drejede sig om mod dem og sagde: ”Lad mig høre.”
”Hvis jeg havde været ude på at slå dig ihjel,” begyndte han, ”ville du allerede være død. Det ved du.”
”Ja.”
”Din veninde her …” Han sagde noget mere, men hans ord blev rodet sammen så de ikke længere havde nogen betydning da de nåede hendes ører. Hun kunne kun se på Lena og prøve at bedømme hvordan hendes egen reaktion burde være.
Frygt. Hun skulle være bange.
”Du må ikke gøre hende fortræd,” tryglede Lena. ”Hun har børn. Hendes mand –”
”Ja, det er sørgeligt. Men man træffer selv sine valg.”
”Kalder du det et valg?” sagde Lena vredt. Der var flere ord, men det eneste der nåede hende, var rædslen. Ordvekslingen fortsatte, og hun mærkede en pludselig kulde glide igennem sig. En velkendt lugt fyldte bilens kabine – tung og skarp. Hun vidste hvad det var. Hun havde mærket den lugt før, men kunne ikke sige hvor eller hvornår.
Døren blev åbnet. Manden trådte ud af bilen og stod og så på hende. Han virkede ikke trist eller vred. Han lignede en der havde resigneret. Hun havde set det udtryk før. Hun kendte ham – kendte de kolde øjne bag masken, de våde læber. Hun havde kendt ham hele sit liv.
Hvad var det for en lugt? Hun burde kunne huske den lugt.
Han mumlede et par ord. Et eller andet glimtede i hans hånd – en cigaretlighter af sølv.
Så forstod hun. Panikken sendte en strøm af adrenalin op til hendes hjerne og skar igennem tågen; skar lige ind til hjertet.
Lighterbenzin. Koppen havde været fuld af lighterbenzin. Han havde hældt det ud over hendes krop. Hun var gennemblødt – dryppende våd af benzin.
”Nej!” skreg Lena og kastede sig fremad med de spredte fingre krumme som kløer.
Lighteren faldt ned i skødet på hende, flammerne antændte væsken, væsken brændte hendes tøj. Der lød et grufuldt hyl – det steg op fra hendes egen hals mens hun sad hjælpeløst og så flammerne slikke op ad kroppen. Hendes arme fløj opad, hendes tæer og fødder krummede sig som på en baby. Igen tænkte hun på den tur til Florida for så lang tid siden, den udmarvende hede, den skarpe, uudholdelige smerte når man gjorde den fastbrændte hud fri af sædets kunstlæder.