Første del

Seneca,
den første frosne æblejuice
beriget med c-vitamin
Saftige, liflige Seneca …

Hukommelsen er en egenrådig hund. Du kan ikke kalde den til dig eller sende den bort, men dens overlevelse afhænger af, at du er der. Den kan holde dig i live eller tappe dig for kræfter. Den kommer, når den er sulten, ikke når du er det. Den har sin helt egen arbejdsplan, som du intet får at vide om. Den kan indfange dig, trænge dig op i en krog eller befri dig. Den kan gøre dig dybt fortvivlet, og den kan få dig til at smile.

Saftige, liflige Seneca,
Naturligt sødet.

”Tricket er ikke at hade sig selv.” Det var det, man havde sagt til ham i fængslet. ”Hvis du kan lade være med at hade dig selv, vil du kunne tænke tilbage på næsten hvad som helst, uden at det gør ondt: din barndom, dine forældre, hvad du har gjort, og hvad der er blevet gjort mod dig,” havde han fået at vide. Men selv dengang slog det Lamont, at mange af hans medfanger ikke ’hadede sig selv’ nok. Han husker, at mange af dem var temmelig gode til at tilgive sig selv. Nogle var ligefrem vældig villige til at tilgive sig selv og kunne simpelthen ikke forstå, at andre ikke var lige så imødekommende. Denne adskillelse af, hvem man var, og hvor man var, kunne til tider være ret underholdende.

En aften, efter at dørene var blevet låst, kom han til at smile over det, og i det smil lå der underforstået en følelse af at være anderledes end alle de andre mænd i alle de andre celler. Det var ikke blot uskyld, Lamont følte den aften, men noget mere, der fik ham til at tænke, at han kun var på besøg i sin nuværende situation, at han kun var en gæst der. Han tænkte på sig selv som en mand, der var kommet op i det forkerte tog eller den forkerte bus og lige for øjeblikket ikke kunne komme af igen. Det blev han foreløbig nødt til at acceptere, et midlertidigt afbræk i sit liv. Det kunne være sket for så mange. Han faldt i søvn med den tanke, følte sig trøstet ved den. Om morgenen var smilet dog forsvundet, og det samme var tanken om at være anderledes end de andre. På det tidspunkt stod han i en lang, varm kø sammen med de andre fanger, der ventede på at få morgenmad, de andre mænds selvretfærdighed forekom slet ikke morsom, og han fattede ikke, hvordan han nogensinde kunne have syntes det. Han kan huske, at han gerne ville have den følelse tilbage. Det vil han stadig, selv nu. En gang imellem er erindringen om den følelse næsten nok. Det er mærkeligt, hvad man husker. Man bestemmer det ikke selv.

Der var en fange der – de kaldte ham Numbers – en lille fyr. Ham kunne man godt komme til at smile lidt ad. Numbers busede ud med alt, hvad der faldt ham ind, alt, hvad der fandt vej ind i hans hoved, og forsøgte at præsentere det som en kendsgerning, en kendsgerning som selveste Gud sødt havde hvisket ham i øret. Numbers fortalte engang Lamont, at gennemsnitsstraffen for røveri på landsplan var tooghalvfjerds måneder. Numbers var helt sikker. Da Lamont hørte det, vidste han med det samme, at det var noget, Numbers fandt på. Selv om Numbers tilfældigvis viste sig at have ret, var det noget, han fandt på. Hvad betød det? Gjaldt det for alle stater? Hvad med føderale sager? Gjaldt det også for væbnet røveri? Hvad hvis man samtidig var sigtet for andre ting, og kun en af dem var for røveri?

Hvad hvis man havde en ren straffeattest? Lamont havde haft en ren straffeattest. Han havde været sigtet et par gange, men det var, da han var ung, og han var hver gang gået fri. En lun aften havde en af Lamonts venner spurgt, om han ville køre ham og en anden, meget yngre mand fra kvarteret, forbi spiritusforretningen på vej efter pizza til en video- og tv-aften. Lamont havde dobbeltparkeret og var blevet siddende i sin varevogn med radioen tændt, mens de to andre gik ind i spiritusforretningen. Det gik først op for Lamont, hvad de havde gang i, da de kom løbende ud af butikken og skreg til ham om at køre nu, lige med det samme. Den meget yngre mand, der faktisk kun var en teenager, ham, Lamont kun kendte flygtigt, havde været bevæbnet. Lamont Williams havde højst mødt denne mand tre gange i sit liv. Den anden, den ældste af dem, havde været Lamonts ven siden underskolen.

Tooghalvfjerds måneder var i Amerika gennemsnitsstraffen for væbnet røveri, havde Numbers sagt. Først havde det været gennemsnitsstraffen for røveri, så blev det gennemsnitsstraffen for væbnet røveri. Numbers fandt som altid på det hen ad vejen. Men hvad hvis du ikke havde vidst noget om det, der skulle ske? Hvad hvis en eller anden havde taget dig ved næsen og sat dig bag rattet? Jo, alt det var naturligvis formildende omstændigheder, bekræftede Numbers. Hvad hvis du aldrig havde været ude på ballade? Hvad hvis du boede alene sammen med din mormor? Hvad hvis den kønneste pige i kvarteret var din kusine, din bedste ven og hende, du talte med om alt? Hvad hvis hun var klog og sagde, at hun så et eller andet i dig? Hvad hvis hun havde stolet på, at du ikke igen ville rode dig ud i vanskeligheder? Michelle rodede sig aldrig ud i vanskeligheder. Hun ville frem i livet. Hun sagde, at Lamont godt måtte komme med. Hvad er gennemsnitsstraffen for sådan en mand? Hvad hvis de to andre under ed havde sagt, at du intet havde vidst om det. ”Det kunne også være en formildende omstændighed,” indrømmede Numbers. Numbers var en nar. Han havde ikke altid været en nar, men da Lamont lærte ham at kende i fængslet, havde stoffer og tørre tæsk i forening fået ham til at søge tilflugt i statistik. Når Numbers nu blev spurgt om chancerne for, at en sort mand fra Bronx blev frifundet, når de to medanklagede sorte mænd havde erklæret sig skyldige i væbnet røveri, flød hans øjne pludselig over med følelser. En pludselig indsigt fik tårerne til at vælde frem. ”Du står i lort til halsen, Lamont.”

Nu var Lamont efter overstået fængselsstraf et sted i trediverne og boede atter hos sin mormor i Co-op City i Bronx. Han stod i elevatoren på vej ned og smilede for sig selv. ”Tricket er ikke at hade sig selv,” havde de sagt til ham under en af terapisamtalerne. De tog fejl. Han havde aldrig hadet sig selv, og det var ikke tricket. Tricket var at holde hovedet koldt og at undgå problemer eller stå dem igennem. Det var sådan, han havde overlevet fængselsstraffen. Det var sådan, det langt om længe var lykkedes ham at få et arbejde, og sådan, han ville holde fast på det arbejde. Det var sådan, han ville spare op til en lejlighed, og det var sådan, han ville blive en slags far for sin datter igen. ”Godmorgen, mrs. Martinez.” Hun havde været nabo, så længe han kunne huske.

Hurtigbussen til Manhattan skulle ifølge køreplanen komme to gange i timen, hver halve og hele time. Lamont stod ved stoppestedet tyve minutter over og var således kommet ti minutter for tidligt. Han stod tæt på Dreiser Loop over for indkøbscenteret i Section 1. Det var det første stop for folk, der skulle til Manhattan, og endestation for dem, der kom hjem. En tom bus med kun chaufføren bag rattet holdt allerede på gaden hundrede meter fra busstoppestedet. Dørene var lukket, mens den ventede på at kunne køre af sted efter køreplanen. Nogle få kvinder – de fleste, men ikke alle, var ældre end Lamont – stod også og ventede på den. En latino i jakkesæt vandrede utålmodigt frem og tilbage. Han så ud til at være cirka lige så gammel som Lamont. Lamont spekulerede på, om han mon kendte ham, men var omhyggelig med ikke at stirre. Manden havde ryggen til Lamont og stod i øvrigt ikke stille længe nok til, at Lamont kunne se ordentligt efter. Lamont kiggede sig omkring. På den anden side af gaden stod en flok teenagere og larmede. Der lå en malerbutik og en ninety-nine cent-butik på det sted, hvor der i gamle dage havde ligget en bank. Lamonts mormor sagde, at den var flyttet til Section 4, men kunne ikke huske præcis hvornår. Der var ingen særlig grund til, at hun skulle kunne huske det, men hvad har fornuft på den anden side med hukommelse at gøre? tænkte Lamont.

Seneca,
den første, frosne æblejuice …

Otte minutter før halvtime-afgangen listede chaufføren bussen de hundrede meter hen til busstoppestedet og slukkede for motoren. Latinoen i jakkesættet var den første, der steg på. Det så ud, som om chaufføren havde planer om at køre en smule før tid. Det passede Lamont godt. Han havde været parat tidligt, og nu kunne han måske også komme tidligt på arbejde. Han lod kvinderne komme først ind. Han gik forbi latinoen, der, selv om han havde været den første, der steg på, var blevet stående foran i bussen, som om han gjorde sig klar til en samtale med chaufføren. Lamont satte sig på en plads midt i bussen, bag ved chaufføren, mens kvinderne fandt pladser rundt omkring ham. ”Du holdt og ventede der i tyve minutter!” hørte Lamont latinoen i jakkesættet sige til chaufføren. ”Hvorfor holdt du der og ventede i over tyve minutter? Nogle af os har et job at passe! Nogle af os er nødt til at møde på arbejde til tiden!”

Den ventende bus med afgang på halvtimeslaget var blevet sat ind i stedet for en anden, der var brudt sammen. Buschaufføren, en gammel sort mand i blå MTA-uniform, sad tavs og uden at røre sig, mens han kiggede ud gennem forruden. Døren stod stadig åben. Latinoen pegede på automaten, der læste magnetstriben på metrokortene, og fortsatte: ”Og nu skal jeg oven i købet ud og skaffe et af de der skide kort.”

Buschaufføren vedblev med at stirre lige frem for sig, ud gennem forruden, men det så kun ud til at gøre manden i jakkesættet endnu mere ophidset. ”Har du tænkt dig at svare? Tyve minutter! Du sidder derhenne med døren lukket; lader ingen komme om bord i hele tyve minutter. Tyve minutter. Tyve fucking minutter! Har du tænkt dig at svare? Så svar for helvede! Hvad er dit id-nummer?” Buschaufføren, der stadig kiggede lige frem for sig og ikke sagde noget, lukkede døren og startede motoren. Hvis han havde troet, det ville formilde manden, tog han fejl. Manden så ikke ud til at ville sætte sig ned. Han blev stående oppe ved chaufføren og råbte truende ad ham. ”Hvorfor holdt du der og ventede i tyve fucking minutter uden at lave noget?” Folk stivnede i deres sæder. Et par af kvinderne begyndte at skotte uroligt til hinanden. Ingen var interesseret i ballade. Ingen havde brug for en historie at fortælle videre. Ingen ønskede at komme for sent på arbejde. Motoren gik, men bussen holdt stille, og deres dag var netop blevet kidnappet.

”Tror du, vi er nødt til at finde os i det? Pis og papir! Du er pis og papir! Tror du, vi er dumme? Hvad lavede du der – sad og sov? Kan MTA da aldrig gøre noget som helst rigtigt? Du har ikke noget at sige, har du, motherfucker? Fint nok, så hold du bare din kæft. Bare hold kæft. Jeg agter at klage over dig, er du med? Så får vi se, om du har noget at sige. I folk … Og samtidig forventer I, at vi bakker op om jeres fagforbund, skønt I ikke viser os nogen respekt!”

Chaufføren kunne mærke mandens ånde på sin kind. Lamont forestillede sig, hvordan det måtte føles. Han vidste præcis, hvordan det føltes. Også han havde været i situationer, hvor den varme ånde fra en anden mands mund havde pustet til hans egen magtesløshed. Det var slemt nok at være i den slags situationer, men det var meget værre, når andre mennesker var vidne til dem. Man gennemlevede dem på tre måder, når andre mennesker var vidne: først gennem huden, dernæst gennem vidnernes øjne og til sidst lidt på afstand, når man koldsvedende lå om natten og tænkte tilbage, eller på de andre gange, hvor man igen var blevet ramt af en næsten ubevidst primalangst. En gang imellem var sveden det første varsel om, hvilken erindring der var på vej op til overfladen.

Der var kun én kur. Manden, der mærkede ånden på sin hud, var nødt til at sætte sig til modværge, uanset hvor håbløst det var, uanset hvor mange tæv han ville få, når hans modstand var blevet overvundet. Det var en chance for at redde ansigt, selv om prisen for at gøre det kunne være forfærdelig høj. Måske ville man – når det hele var overstået – stadig mene, at det havde været prisen værd. Men hvordan ved man det på forhånd? Uanset hvordan det går dig bagefter, vil der altid være et ansigt i spejlet. Er det ansigtet hos den mand, der satte sig til modværge, eller hos den, der mærkede en anden mands stinkende, varme ånde og lod sig kue af den? Man sidder altså der med en anden mands ånde bølgende omkring ansigtet. Man vurderer sine chancer, forsøger at beslutte sig. Man vil uden tvivl vælge ikke at tænke på smerterne eller på, hvor længe det kommer til at stå på. Og så, netop som man har brug for alle sine kræfter, åbner der sig endnu en front – ens egen krop mod ens eget hoved. Man kan ikke redde begge dele. Man har brug for al sin vrede, fokus på målet og fuldkommen beslutsomhed for at rejse sig op og gøre noget hurtigt, men der er altid en del af en, der trygler om at blive hørt, og som fortæller en, at prisen er for høj. Lamont sad midt i bussen bag chaufføren og manden i jakkesættet, men også han kunne føle mandens ånde på sin hud.

”Har du tænkt dig at fortælle mig dit nummer?” råbte latinoen. Lamont var den eneste anden mand i bussen. Kunne han klare denne mand i jakkesættet? Han spekulerede på, om han ville kunne overmande ham. Han ville ikke kunne overraske ham. Lamont krympede sig alene ved tanken om at forsøge at lægge sig imellem. Den gamle buschauffør ville måske ikke engang kunne hjælpe til med at redde sig selv. Hvorfor skulle manden i jakkesættet absolut vælge denne afgang til at gå op i limningen? Hvorfor var der ikke andre mænd i bussen?

”Jeg vil have hans nummer,” fortsatte manden, nu henvendt til de forskræmte passagerer. ”Har du tænkt dig at fortælle mig dit nummer, røvhul? … Det er dig, jeg taler til! Maricón. Jeg vil have dit nummer, og jeg vil gerne vide, hvorfor … hvorfor helvede du bare sad og ventede i tyve fucking minutter. Jeg har et arbejde. Jeg er på vej til arbejde. Der er faktisk folk, der gerne vil arbejde.” Nu henvendte han sig skiftevis til chaufføren og de andre passagerer. ”Jeg er nødt til at komme på arbejde,” sagde han forsvarsberedt.

”Vi er alle nødt til at komme på arbejde,” sagde en ældre sort kvinde pludselig. Lamont sank sammen i sædet. Det her endte ikke godt.

”Det er jo det, jeg siger,” sagde latinoen i jakkesættet, som om den ældre kvinde havde støttet ham i hans raseri. ”Der er nogen her, der har et rigtigt arbejde, men … sådan her har det jo været fra det sekund, MTA overtog driften. Siden de overtog denne rute –”

”Lad ham nu bare køre!” råbte den ældre sorte kvinde tappert. Bussen holdt stadig stille. Buschaufføren vedblev med at stirre lige frem for sig. ”Nu er det Dem, der forsinker os,” tilføjede en yngre sort kvinde. Lamont kunne mærke presset ved at være den eneste anden mandlige passager. Vidste de, at han var den eneste anden mandlige passager? Selvfølgelig gjorde de det. Hvis han havde noteret sig formen på den unge kvindes ørenringe, duften af hendes parfume, hvis han vidste, hvad farven var på den unge kvindes bh, så vidste hun og alle de andre kvinder også, at han var den eneste anden mand i bussen. Men stadig krydsede han fingre for, at de ikke ville bede ham tage affære. Hvad slags mand sidder bare der og lader sådan noget ske? Det gør en mand, der er løsladt på prøve. Men hvilken slags mand lader uskyldige kvinder sidde og være bange i en bus uden at gøre noget? ”Tricket er ikke at hade sig selv,” sagde de til ham i fængslet. Nej, tricket var at være født som den person, der siger den slags til en. Lamont havde en datter. Hvordan skulle han kunne lære sin datter at se op til en mand, der havde tænkt sig bare at sidde i denne bus og ikke tage affære? Tricket var at holde hovedet koldt og enten undgå problemerne eller stå dem igennem, at overleve længe nok til at kunne opleve den luksus at hade sig selv.

”Han kan jo bare køre!” råbte latinoen oppe foran i bussen. ”Jeg forlanger blot … jeg beder ham bare om at give mig … Det er min ret at få hans skide nummer. Dit nummer, pendejo!” Det eneste, man kunne høre mellem hans forskellige skrigende krav, var en summen fra bussens motor, som om den pludselig kunne finde på at sætte i gang. Lamont kunne mærke sveden begynde at perle på panden.

”Sæt Dem ned!” råbte en anden kvinde med et.

”I ved godt, at det har været sådan, siden MTA overtog driften. Du har et fucking fagforbund i ryggen og er pisseligeglad med folk, der har et rigtigt arbejde. De behøver ikke at arbejde. De strejker. Gør, hvad fanden det passer dem.” Latinoen henvendte sig igen skiftevis til passagererne og chaufføren. ”Behøver vi virkelig at gå udenfor? Du skal give mig dit nummer. Jeg har vidner. Du er nødt til at give mig dit nummer, eller også står vi af og afgør det udenfor.” Buschaufføren kiggede tavs op i bakspejlet og ud på sidespejlet og begyndte at dreje bussen ud på vejen, men det formildede ikke latinoen. ”Er du bange eller stokdøv? … Ikke mand nok til at stå af og afgøre det udenfor? Pendejo!” skreg han ad buschaufføren.

Bussen begyndte at køre. Lamont sneg sig til at kaste et blik på chaufførens baghoved. Et normalt menneske ville før eller siden reagere på denne mands fornærmelser. Han mente at kunne se buschaufføren skælve en smule. Hvis han absolut skulle skælve, burde han forsøge at skjule det ved at gøre det i takt med bussens bevægelser. Lamont tænkte, at buschaufføren var en færdig mand, hvis manden i jakkesættet fik øje på selv den mindste skælven. Han var nødt til at koncentrere sig om ikke at se bange ud. Han var nødt til at fokusere. Han var også nødt til at køre denne bus. Det behøvede ikke at ende galt. Lamont lukkede øjnene et øjeblik. ”Har De ikke tænkt Dem at gøre noget?” hviskede den yngre sorte kvinde højt til ham. Så højt, at de andre også hørte det. Lamont svarede ikke. Latinoen i jakkesættet satte sig ikke ned.

”Jeg sagde, at jeg ville have dit nummer, motherfucker! Hvis jeg mister mit arbejde, mister du også dit …”

”Vil De bare sidde der og ingenting gøre?” hviskede den yngre sorte kvinde rasende til Lamont.

”Jamen, jeg ved ikke –” begyndte Lamont. Hvad ville hun have, at han skulle gøre?

”Han vil bare gøre det værre,” afbrød den ældre kvinde lavmælt.

På et tidspunkt måtte buschaufføren vel bryde sammen. Før eller siden måtte han reagere. Lamont fik øje på en lastvogn, der i venstre vejbane var ved at hale ind på bussen. Skulle han gøre noget? Hvad skulle han gøre? Han havde en gennemarbejdet plan om at komme på fode igen. Han havde et job. Han havde en datter. Måske havde idioten et våben. Manden var sindssyg. Lamont kunne forstå sin egen sindssyge, men det her var puertoricansk sindssyge. Han havde oplevet puertoricansk sindssyge i fængslet. Den kunne man kun have respekt for. Måske havde buschaufføren et våben. ”Ring til busselskabet,” sagde den ældre kvinde i et forsøg på at gøre manden rolig.

”Det er MTA. Jeg vil have hans id-nummer,” svarede han og vendte sig igen mod chaufføren. ”Så giv mig da dit fucking nummer, røvhul.”

Langt om længe tog chaufføren til genmæle. ”Vær venlig at sætte Dem ned. De udsætter mine andre passagerer for fare.” Stemmen var lavmælt, accenten jamaicansk.

”Det er dig, der er farlig, makker. Jeg vil have dit nummer, maricón!”

”Vær venlig at sætte Dem ned, sir,” gentog den ældre buschauffør roligt.

”Har du tænkt dig at tvinge mig? Jeg vil have dit skide nummer, før jeg sætter mig ned.”

”Oye, el número está allá,” råbte en ældre latinamerikansk kvinde.

”Hvor?” spurgte den vrede mand. Den latinamerikanske kvinde pegede på et skilt lige over mandens hoved.

”Cálmate. Basta ya. Coge el número, og sæt Dem ned, okay?”

Manden så op og fik øje på id-nummeret. Det stod der lige over ham, som hun havde sagt. Han var ved at løbe tør for grunde til ikke at sætte sig. Han tænkte sig om. Alle passagererne så ham tænke sig om, og han så på dem, vel vidende, at de holdt øje med ham, uanset hvad de foregav at lave. Hvorfor skulle de også stirre sådan på ham? Bussen kørte, og nu havde han chaufførens nummer. Men han havde ikke lyst til at sætte sig endnu. Nej, ikke endnu. På den måde slap chaufføren for billigt. Denne buschauffør havde ladet ham vente i tyve minutter og ville være skyld i, at han blev arbejdsløs. Han ville miste sit arbejde, hvorimod denne buschauffør til fagforeningsløn sad på sin flade og kun kørte, når det passede ham. Hvad i helvede skulle han stille op med chaufførens nummer? Alle vidste, hvordan de hang sammen som ærtehalm. Men han havde lavet et fandens postyr for at få det, og nu havde han det. Manden kiggede op på nummeret og tog en kuglepen op af brystlommen med den ene hånd, før han søgende lod den anden glide rundt foran på jakken. ”Er der nogen, der har et stykke papir?” Buschaufføren rakte ham sit eksemplar af The New York Post. Manden tog avisen, skrev nummeret nederst på forsiden, rev strimlen af og rakte avisen tilbage til buschaufføren, der tog den uden at fjerne blikket fra vejen. Manden stak papir og pen ned i brystlommen igen og gik forlegent ned gennem bussen. For første gang tænkte han på, hvordan han havde taget sig ud i de andre passagerers øjne. Han satte sig på sædet foran Lamont. ”Jeg plejer ikke at råbe ad ældre mennesker,” sagde han sagte til både den ældre og den yngre sorte kvinde.

”Det er helt i orden. Selvfølgelig gør De ikke det,” sagde den ældre kvinde til ham.

”Det er ikke sådan, jeg blev opdraget, men … han sad bare der i tyve minutter, og nu … jeg risikerer at miste mit arbejde.”

”Det går nok, skal De se,” sagde den ældre kvinde og blinkede til den yngre kvinde, der vendte sig væk fra latinoen og så lige frem for sig igen. Lamont så den yngre kvinde rulle med øjnene ad ham, da hun vendte sig om. Hvad betød dét? Hvorfor havde hun gjort det? Det havde været nemt nok at få hende til at tænke godt om ham. Han var ligeglad med, hvad hun tænkte om ham. Kun tåber troede, at den slags var vigtigt, tåber og unge mænd. Der var en kvinde som hende på alle busser og i alle undergrundstog. Han havde kun én datter. Han havde et job. Det kunne alt sammen være endt meget værre. Han kom ikke for sent på arbejde. Ikke endnu. Det var lige meget, hvad denne kvinde tænkte. Lamont kiggede op på buschaufføren og så ham gnide sig over panden med bagsiden af den ene hånd.

”Lige siden MTA … de … de satte billetprisen op til fem dollars. Jeg ville ikke … jeg er ikke opdraget til at råbe ad ældre mennesker … Det er bare det, at det er mit arbejde,” sagde latinoen sagte til dem, der kunne høre ham.

Hvad betød det, måden, hun havde set på ham på? spekulerede Lamont. ”Tricket er ikke at hade sig selv.” Det er mærkeligt, hvad man husker. Han kiggede ud ad vinduet og kunne stadig ikke få sloganet ud af sit hoved.

Seneca,
den første, frosne æblejuice
beriget med c-vitamin

Han havde drukket den æblejuice som barn. Hans mormor havde købt den til ham dengang, og hun købte den til ham nu igen. Hvad gavn gjorde c-vitamin egentlig? Er der overhovedet nogen, der ved det? spekulerede Lamont. Latinoen sad helt rolig nu. Bussen nærmede sig midtown. Måske var det værste overstået. Lamonts mormor satte sin lid til c-vitamin – c-vitamin og Jesus. Taler folk stadig lige så meget om c-vitamin, som de gjorde engang? Sikkert ikke, tænkte Lamont. Jesus holdt dog stadig stand. Man skulle tro, de langt om længe havde fundet noget, som c-vitamin kunne helbrede, når man tænkte på, hvor meget arbejde de lagde i cancer og den slags. Nej, sikkert ikke, at dømme efter så lydløst c-vitamin var forsvundet ud af verden siden dengang, han var barn. Hans mormor havde stillet et glas æblejuice frem til ham. Det var sådan, sloganet havde bidt sig fast i hans hoved. Han havde glemt at drikke den, glemt alt om den, indtil han så den på køkkenbordet, lige før han løb ud ad døren for ikke at komme for sent til bussen. Trafikken sneglede sig af sted.

”I guder,” sagde Lamont sagte, da han så latinoen rejse sig for ligesom ham at stå af ved 59th Street. Lamont ventede et øjeblik med at gå hen mod døren. Han kunne ikke lade være, men vendte sig om mod den yngre sorte kvinde, som havde siddet i nærheden af ham. Lagde hun mærke til, at han skulle til at stå af? Havde hun set hans blik? Havde hun en mormor, der skænkede æblejuice op til hende? Hun var yngre, men formentlig var de vokset op med den samme mad, havde haft de samme børnesygdomme, var gået til den samme lokale læge. Var vokset op i det samme kvarter og havde svedt om sommeren og frosset om vinteren. Havde hun virkelig himlet ad ham? Lamont kom langsomt på benene. Hvis hun var vokset op samme sted som ham, kunne hun vel ikke andet end at forstå. Forstod hun da intet? Han tog et lille skridt fremad. Bussen satte farten ned. Hvis han skulle nå at komme af, var han nødt til at gå videre nu. Hun ville ikke se på ham. Han så latinoen forsvinde i menneskemængden på 59th Street og begyndte selv at gå i retning af 57th Street for at stå på 31’eren resten af vejen østover til York Avenue. Hun ville ikke se på ham.

Lamont var som den første i et pilotprojekt blevet erklæret jobegnet af Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Hospitalet havde sagt ja til at deltage i projektet, der skulle give ikkevoldelige lovovertrædere med eksemplariske fængselspapirer en jobchance inden for et område, der, som der stod projektbeskrivelsen, indebar muligheden for at ’betale tilbage til samfundet’. Lamont havde kun ved et tilfælde hørt om det. Da en ven i fængslet hørte, at Lamont var berettiget til prøveløsladelse, havde han sagt, at han skulle henvende sig et sted i Østharlem, hvor de måske kunne skaffe ham et arbejde. Det sted viste sig at være Exodus Transitional Community. Lamont havde glemt navnet, men af en eller anden grund huskede han adressen – hjørnet af 104th Street og Lexington. Ved at bunke private donationer sammen med regeringens for få og for små bevillinger og al den goodwill, man kunne skaffe, var det lykkedes Exodus Transitional Community at sikre Memorial Sloan-Ketterings støtte til projektet. Resultatet af aftalen havde dog været pauvert, fordi Exodus ikke havde kunnet finde eksfanger, der levede op til hospitalets strenge krav. Den succesfulde eksfange måtte ikke have en voldelig fortid, ikke have været afhængig af stoffer og skulle have en fast bopæl. Ingen af Exodus’ klienter havde kunnet leve op til de krav, før Lamont Williams dukkede op. Vigtigheden af hans deltagelse i dette ’pilotprojekt’ var blevet indprentet ham af begge aftaleparter.

Da Lamont var blevet tjekket og godkendt, blev han behandlet som enhver anden på Memorial Sloan-Kettering og ansat på prøve i seks måneder. De første tre dage var gået udmærket, og nu, til trods for sin ydmygende handlingslammelse under optrinnet i bussen, ankom han på arbejde på dag fire. Han kunne godt lide at arbejde på et hospital. Det var et fint job. Det var en god fornemmelse at kunne stille en person fra en anden afdeling et spørgsmål ved simpelthen at løfte røret på hustelefonen, dreje vedkommendes nummer og begynde med: ”De taler med Lamont Williams fra Driftsafdelingen … ”

Han gik ind ad First Avenue-indgangen og stemplede ind, men fik at vide, at han, når han havde skiftet til arbejdstøj, omgående skulle gå til York Avenue-indgangen. Man havde brug for ham der til et eller andet, og han ville få nærmere besked, når han kom derhen. Da han nåede frem til York Avenue-indgangen, kunne han ikke få øje på nogen fra Driftsafdelingen, eller i hvert fald ikke nogen, der kunne være hans overordnede. Han kiggede rundt og besluttede at vente lidt længere. Måske var inspektøren først nu ved at møde på arbejde. Han havde ur på, men havde glemt at se på klokken, da han nåede frem til York Avenue-indgangen. Det var vel ikke vigtigt at vide, hvornår han præcis var nået frem – sikkert kun få minutter efter, at dagholdet startede – men nu forekom det ham, at han havde ventet i evigheder, selv om der nok kun var tale om et øjeblik. Måske var det tanken, at han skulle vente udenfor, ude på gaden foran porten? Måske stod inspektøren allerede derude. Han stak hurtigt hovedet ud gennem dørene, men kunne heller ikke få øje på nogen inspektør ude på York Avenue. Skulle han finde en hustelefon og ringe til en eller anden? Måske havde han hørt forkert, da de fortalte ham, hvor han skulle gå hen. Det var trods alt kun dag fire. Det var et godt arbejde. Han var nødt til at komme igennem prøveperioden. Det drejede sig kun om seks måneder. De havde sagt, at man efter tolv måneder var berettiget til en firmabetalt collegeuddannelse – hvis man altså var så heldig at blive optaget på college. Hvor godt ville det ikke lyde – ansættelse på et hospital i tolv måneder og derefter college. Hvor godt ville det ikke lyde i en dommers ører? Hvis han blev nødt til at gå rettens vej for at få lov til at se sin datter, hvor godt ville det så ikke lyde? Han spurgte en af de andre, om han havde forstået det rigtigt. Det lød for godt til at være sandt. ”Ja, de betaler, hvis du bliver optaget på Harvard.”

Prøveperioden var på seks måneder. Dette var første time af dag fire, og Lamont havde heller ikke kunnet finde inspektøren udenfor. Måske var det meningen, at han selv skulle opdage det, der skulle fikses, selv identificere problemet og udvise handlekraft. Han kiggede sig omkring for at se, om der var noget derude, der kunne ligne en opgave for Driftsafdelingen. Alle udenfor stod og røg under indgangspartiets halvtag – ambulanceførere, bekymrede familiemedlemmer, ja selv patienter. Det var hul i hovedet. Måske var de alle sammen parate til bare at pakke sammen og få det overstået. Måske havde de rygende patienter en anden slags kræft end lungekræft og havde brug for cigaretternes dulmende virkning for at kunne komme igennem sygdommen. Uanset hvad, var det umuligt at overse de mange cigaretskod, der lå spredt på fortovet ved siden af indgangspartiet. Kunne det være opgaven: at fjerne cigaretskoddene fra fortovet ved siden af York Avenue-indgangen? Det så ikke ud til, at nogen fra det tidligere arbejdshold havde gjort det; på den anden side lignede det heller ikke en presserende opgave.

Lamont vidste, at der lå et depotrum lige i nærheden. Han kunne hente en kost og et fejespån og være i gang med at feje fortov, når inspektøren ankom. Måske var inspektøren blevet forsinket? Ville det ikke se godt ud – Lamont i færd med at feje cigaretskod op fra fortovet, når inspektøren ankom? Lamont skulle lige til at vende sig om og gå ind igen for at hente kost og fejespån, da en mand på vej ind fra gaden standsede ham. ”Kender De Yale Bronfman? Han arbejder i Kvalitetssikring.”

”Desværre ikke, sir, jeg arbejder i Driftsafdelingen.”

”De kender ikke Yale Bronfman?”

”Nej, sir, jeg arbejder …”

”Er det her den rigtige indgang, hvis man vil til Kvalitetssikring?”

”Det ved jeg ikke, sir. Jeg arbejder i Driftsafdelingen.”

”Men … Kender De ikke huset?”

”De kunne måske spørge manden der i Information, sir …? Jeg tror bestemt, han vil kunne hjælpe Dem.”

”I guder!” sagde manden og gik hen mod informationsskranken.

Burde Lamont virkelig kende alle, der arbejdede her? Var det meningen, at han skulle vide, hvor Kvalitetssikringsafdelingen lå, eller hvad man lavede der? Havde han fået det at vide? Havde han allerede glemt det? Han skyndte sig hen til depotrummet. Det ville se godt ud, hvis inspektøren kom til York Avenue-indgangen og så Lamont arbejde, mens han ventede på flere instrukser. Når et arbejdsår var forbi, tildelte inspektøren en score på fra nul til fem point. Scoren bestemte, hvor meget man fik i lønforhøjelse, og var en procentdel af ens løn. Ingen på hospitalet havde nogensinde scoret fem point. Man kunne få tre, eller tre komma syv, eller fire komma to, men ingen havde nogensinde fået fem, for fem point blev kun givet for det fejlfri arbejde, og alle begik jo fejl. Det var almen viden. Inspektøren var et meget magtfuldt menneske. Det var ham, der afgjorde, hvor tæt man var på at være fejlfri.

Lamont gik og fejede uden for York Avenue-indgangen, og inspektøren dukkede stadig ikke op. Røgskyer blev blæst hen over hans ansigt og gennem håret. Han nøs. Det var nok høfeber. Træerne på den anden side af gaden foran Rockefeller University kunne være hårde mod en følsom næse. Lamont havde allerede fået besked på at forklare et nys med træerne foran Rockefeller University og hvis ikke dem så rygernes cigaretter foran indgangen, for det var forbudt at komme på arbejde, hvis man var syg. Man havde lov til at lægge sig syg et vist antal dage om året, men det skulle man jo være idiot for at gøre, for inspektøren noterede antallet af sygedage i ens papirer, og det gik ud over ens score. Hvis man nøs, var det bedre at skyde skylden på træerne foran Rockefeller. Selv hvis man var virkelig syg, var det bedst at møde på arbejde, og noget efter kunne man så sige, at man havde det dårligt. De ville straks sende en hjem, men det kom ikke til at stå i ens papirer. Det ville se godt ud. Man havde forsøgt at passe sit arbejde. Husk træerne foran Rockefeller. De vil kunne hjælpe dig. Lamont havde allerede fået det at vide. Manden, der viste ham rundt den første dag, havde hvisket ham det i øret. Ingen havde nævnt Kvalitetssikringsafdelingen. I hvert fald ikke så vidt Lamont kunne huske. Det er mærkeligt, hvad man husker. Man bestemmer det ikke selv.

Det føltes rart at gå og feje. I det mindste vidste han i dette øjeblik, at han gjorde noget rigtigt og gjorde det godt. Han ville snart være færdig og havde besluttet, at han – hvis ikke inspektøren i mellemtiden havde vist sig – ville gå tilbage til First Avenue-siden af hospitalsbygningen, hvor han havde stemplet ind.

”Undskyld.” Lamont hørte en stemme, men gik ud fra, at den var henvendt til en anden. Da stemmen insisterede, vendte han sig om. ”Undskyld,” sagde en ældre patient i kørestol. ”Jeg blev kørt ned fra min stue for at få lidt frisk luft, men der er for meget … Der er for meget røg, så jeg vil gerne op på stuen igen. Vil De være rar at køre mig derop?” Den gamle mand – han talte med accent af en art – havde et IV-drop i hånden.

”Vil De gerne ind igen, sir?”

”Ja, der er for meget røg her. Jeg fatter ikke, at de ryger.”

Lamont kiggede sig omkring. Endnu en af de ting, han huskede at have fået at vide, var, at kunden altid havde ret. Denne syge, gamle mand, der talte med accent, var en patient, ergo var han kunde. ”Jo, øh, ser De, sir, jeg er i Driftsafdelingen …”

”Hvad er De?”

”I Driftsafdelingen.”

”Og hvad så?”

Lamont så sig omkring. ”Var der ikke en, der kørte Dem herned?”

”Jo, fra niende etage, men der er for meget røg.”

Der var regler vedrørende transport af patienter. Kun portører måtte flytte patienter fra ét sted til et andet. Der skulle forudgående informationer til vedrørende trapper og elevatorer. Man skulle være oplært til at udføre dette arbejde. Dette stod med store bogstaver i hospitalets forsikringspolice.

”Sir, var der ikke en portør, der hjalp Dem herned?”

”Jo, selvfølgelig. En eller anden hjalp mig herned. Han sagde, han ville komme igen, og nu … Nu er han ikke kommet igen. Kan De ikke køre mig op på niende igen?”

”Det må jeg desværre ikke.”

”Hvabehar?”

”Jeg har ikke lov til at … ”

”Der er for meget røg her … med alle dem der.”

”Skal jeg ikke lige se, om jeg kan finde en portør til Dem? Jeg er straks tilbage.” Lamont tog kost og fejespån op i hånden og gik ind for at finde en receptionist. ”Jeg har en patient derude, som gerne vil tilbage på sin stue. Burde der ikke være en eller anden portør hos ham?” Receptionisten vendte det hvide ud af øjnene. ”Fucking Jamal! Han har efterladt en patient ude på gaden! Og hans prøveperiode slutter i næste uge. Måske sidder han og terper på lektien. Han skal op i HIPAA.”

”Nå, men han efterlod en patient ude på gaden. Hvad er en HIPAA for noget? Vil jeg også skulle …?”

”Loven om sygesikring og patientsikkerhed. Shit! Okay, gå tilbage og bliv hos patienten. Jeg ringer efter en portør. Fucking Jamal!”

Lamont gik tilbage til den gamle mand i kørestolen. Han sad der sammen med alle rygerne på York Avenue og holdt badekåben lukket med sin ene hånd. En brise puslede igennem hans sparsomme hår. Han så ensom ud. ”Jeg beklager meget. Manden, den anden mand, han burde ikke være gået fra Dem.”

”Jeg er helt enig,” sagde den gamle mand.

”En portør er på vej.”

”For det er jo ikke en ryge-jakke, vel?”

”Hvad?”

”Det er ikke en ryge-jakke,” sagde den gamle mand smilende og pegede på badekåben.

”Nej, nej, det er det ikke.”

Manden bad igen Lamont om at køre ham tilbage til hans stue på niende etage, og Lamont var atter nødt til at forklare, at han ikke havde lov til at gøre det. Han fortalte, at det var imod reglerne. Han gentog, hvad han havde fået at vide om hospitalets forsikringspolice. Inspektøren havde endnu ikke vist sig. Eller måske havde han været der og var gået igen, mens Lamont var inde hos receptionisten. Jamal havde så godt som klaret den til afslutningen på sin seks måneders prøveperiode. ”Sådan er reglerne.”

”Jamen, jeg er sikker på, at De vil være meget forsigtig.”

”Jeg må desværre ikke gøre det.”

”Men hvis De måtte, ville De være forsigtig med trapper.”

”Jeg beklager, sir. Jeg må ikke gøre det.”

”På grund af reglerne?”

”Javel, sir.”

”Men ellers ville De gøre det?”

”Jeg ville, hvis jeg måtte.”

”Jeg er en gammel mand …”

”Jeg beklager meget, sir.”

”Ved De, hvorfor jeg er her?”

”På grund af kræft?”

”De kunne køre mig op i service-elevatoren. De eneste, der så så os, ville også være ansat i Driftsafdelingen, og De ville ikke få problemer.”

”Beklager, sir.”

”Og så kunne De trille mig ind på min stue, og jeg kunne ringe efter en sygeplejerske.”

”Desværre, jeg har ikke lov til at gøre det.”

”De ville være over alle bjerge, og så kunne sygeplejersken være den, der hjalp mig i seng.”

”Jeg kan godt se, hvad De mener, sir, men jeg må virkelig ikke gøre det.”

”På grund af reglerne?”

”Ja.”

Den gamle mand bad med en finger Lamont om at bøje sig ned. Nærmere, nærmere, bad fingeren overraskende energisk, indtil Lamont sad på hug ved siden af den gamle mand, så patienten kunne hviske ind i Lamonts øre og overdøve trafiklarmen på York Avenue. ”Ad helvede til med reglerne.” Lamont kunne ikke lade være med at smile.

Service-elevatoren var tom, og de nåede op til niende etage uden at blive opdaget. Ingen af dem sagde noget på turen op. Lamont kiggede hele tiden ned på gulvet, på vagt efter mulige trin. Han måtte se at finde inspektøren, når det her var overstået. Hvor store var chancerne for, at nogen fik noget at vide om det? Hvor store var chancerne for, at han slap godt fra det? Hvor store var chancerne for, at han ligesom Jamal klarede sig igennem prøveperioden og endte med at terpe HIPAA-regler? Hvor var Numbers, netop som man havde brug for ham? Hvis han var nogen steder, så var det stadig bag tremmer. Og hvad gik for resten HIPAA-reglerne ud på? Var det noget, man skulle kunne udenad?

Den gamle mand dirigerede Lamont hen til sin stue på niende etage, der vendte ud mod York Avenue. Ville det nogensinde lykkes ham at få den Seneca-sang ud af hovedet? Han havde ingen kontrol over den. Der var det, der var værre at skulle gå rundt og huske på. Nu skulle han bekymre sig om at lære HIPAA-reglerne udenad. Han havde seks måneder at gå omkring og bekymre sig i, hvis han altså overlevede så længe på jobbet. Han bekymrede sig hele tiden om at overleve. Da de nåede hen til vinduet på stuen, holdt den gamle mand en hånd op for at bede ham om at stå stille. Den gamle mand kiggede ud gennem vinduet. ”Er det East River?”

”Ja.”

”Så er det der altså … New Jersey?”

”Nej, New Jersey ligger mod vest, på den anden side af Hudson. Det der er Queens.”

”Og det der … det område der?”

”Det er Roosevelt Island.”

”Roosevelt?”

”Mmm. Og nu bliver jeg altså nødt til at gå, sir.”

”Hvor er de der så?”

”Hvad … skorstenene?”

”Ja … tre skorstene … Hvor ligger de, på Roosevelt?”

”Nej, det tror jeg ikke … formentlig i Queens. De stammer ikke herfra, vel? Jeg bør gå nu.”

Tricket er ikke at hade sig selv. Uanset minderne.

”Jeg er nødt til at gå nu. Ringer De selv efter en sygeplejerske? Sidder De godt her ved vinduet? De vil kunne hjælpe Dem i … Sir? Sir?” Den gamle mand sad og stirrede ud gennem vinduet.

”Der var seks dødslejre.”

”Hvabehar?”

”Der var seks dødslejre.”

”Seks hvad?”

”Dødslejre.”

”Hvad mener De med ’dødslejr’?”

”Der var nøjagtig seks dødslejre, men man kunne dø mere end en gang i dem alle seks.”