Anden del

Adam Zignelik, en mand på næsten fyrre år, vågnede lidt før halv fem en mandag morgen uden i begyndelsen at vide, hvor han var, og oplevede det øjebliks åndenød, der en gang imellem opstår i forbindelse med et hjerteanfald eller i det mindste med panikanfaldet efter et mareridt. Selv om gardinerne var trukket for, var soveværelset i den lejlighed i Morningside Heights, som han lejede af sin arbejdsplads, Columbia University, badet i det blide gråblå lys, som alle i kvarteret, der en gang imellem lå vågne på den tid af morgenen, kendte så godt. Andre steder på Manhattan var lyset på en eller anden måde anderledes, et fænomen, ingen tilsyneladende nogensinde talte om. Da han vågnede denne mandag morgen lidt før halv fem, føjede dette særlige lys en ekstra surreel dimension til det, hans underbevisthed lagde som et fint slør over den nye og allerede flygtige dag.

I minutterne før han vågnede, havde en serie mentale billeder, for de flestes vedkommende sort-hvide, udløst en række stadig voldsommere kropsrystelser, som til sidst ikke længere kunne skelnes fra decideret krampe. Billederne af især sorte mænd og kvinder var fra en anden tid, hans fars tid. Der sad Emmett Till, i al evighed fjorten år gammel, med sin mors hånd på skulderen. Emmett forlod sit hjem i Chicagos South Side i august 1955 for at rejse ned og besøge sin familie i Money, Mississippi. Udstyret kun med en talefejl, der skyldtes polio i treårsalderen, var den fjortenårige dreng gået ind i Bryant’s købmandshandel for at købe noget tyggegummi. På vej ud sagde han, måske genert, måske ikke: ”Hej hej, skat,” til byens hvide skønhed, Carolyn Bryant, der var lidt ældre end ham. Da Emmetts lig tre dage efter blev fundet i Tallahatchie River, blev han identificeret af sin sydstatsfamilie ved hjælp af initialerne i sin ring. Pigtråd var blevet brugt til at holde en bomuldsafgrener på plads om hans hals, det ene øje var blevet gravet ud, en kugle havde lejret sig i hans kranium, og den ene tinding var knust. Adam Zignelik betragtede i sin søvn billedet af Emmett Till og moderen, der stod med hånden på hans skulder, samt det senere billede, det sidste, af Emmetts forslåede, opsvulmede, gennemblødte hoved, det, som hans mor, Mamie Till Bradley Mobley, gav Jet Magazine lov til at bringe, så folk i flest mulige stater kunne se det. Adam så disse billeder flimre forbi og tone væk igen, og så så han i et glimt sin egen far, ligeledes i sorthvid. Derefter forsvandt også hans far.

Han så billeder af Carole Robertson, Cynthia Wesley, Addie Mae Collins – tre fjortenårige piger, og smilende, elleveårige Denise McNair med sløjfer i sine småbitte fletninger – fire små sorte piger, der en søndag i september 1963 som på alle andre søndage var gået til bibelundervisning i 16th Street Baptist Church i Birmingham, Alabama. Men denne søndag, den 15. september, endte disse småpiger i de landsdækkende nyhedsudsendelser, da kirken blev bombet af folk, der gik ind for raceadskillelse. Femten mennesker kom til skade. Alle fire piger døde. Man vurderede, at en tredjedel af alle politimænd i Birmingham, Alabama, på tidspunktet for mordet på pigerne enten var Klan-medlemmer eller havde tilknytning til Klanen. Selv om pigerne døde, før Adam Zignelik kom til verden, kendte han dem og så dem i minutterne, før han vågnede denne mandag morgen lidt i halv fem. I et glimt så han også sin far, en hvid mand, på et sort-hvidt billede.

Han så femtenårige Elizabeth Eckford alene den 4. september 1957 midt i en menneskemængde uden for Central High School i Little Rock, Arkansas. Elizabeth var en af ni sorte elever, der forsøgte at blive de første af deres race til at gå i skole der. Det var planen, at alle ni elever skulle ankomme samtidig. De skulle være mødtes klokken halv ni på hjørnet af 12th Street og Park Avenue, hvor to patruljevogne skulle køre dem i skole. Det havde været planen. Elizabeths far, Oscar, arbejdede med vedligehold af spisevogne i tog, og hendes mor, Birdee, underviste blinde og døvstumme piger i at vaske og stryge deres eget tøj på en raceadskilt skole. Men i september 1957 havde familien Eckford endnu ikke telefon. Ingen havde fortalt Elizabeth om planen.

Elizabeth stod op den morgen for at gå til sin nye skole. Hun tog sin nye sort-hvide kjole på, som hun og hendes mor havde syet til lejligheden. Den var nystrøget. Adam Zignelik kunne se læg, der flød fra kjolelivet omkring Elizabeths smalle talje. Der var tændt for nyhederne i familien Eckfords hus. Før Birdee Eckford nåede at slukke for radioen, havde hun og hendes mand, Oscar, der med en utændt cigar i den ene hånd og en utændt pibe i den anden travede frem og tilbage ude i gangen i takt med sit hamrende hjerte, begge hørt nyhedsrapporteren mellem vejrudsigt og annonceindslag spekulere på, om de ni farvede børn ville komme i skole denne dag, som var dagen efter, at guvernør Orval Eugene Faubus havde advaret om, at der ville ’flyde blod i gaderne’, hvis de gjorde det. Også Elizabeth havde hørt det. ”Stop hende!” råbte Adam Zignelik, skønt ingen lyd, intet, der kunne minde om et sprog, kom over hans læber. Og i øvrigt lå han i en lejlighed i New York ved siden af sin kæreste, Diana, sådan cirka halvtreds år senere. ”For guds skyld, hold hende hjemme fra skole. I må ikke lade hende gå!”

Men hverken Elizabeth eller hendes forældre, Birdee og Oscar Eckford, hørte Adam Zigneliks råb, da de faldt på knæ for at bede, og de hørte ham heller ikke kaste sig rundt i sengen og bønfalde sin far om at skride ind og forhindre Elizabeth i at tage til Central High den dag. Også Adams far, Jake Zignelik, ignorerede ham. Hun skulle i skole i dag. Jake Zignelik ønskede, at hun gik i skole, og kunne ikke drømme om at standse hende. Det var ideen med det hele. Det måtte Adam da kunne forstå!

Elizabeth tog sine solbriller på. Hun sagde farvel til sine forældre, kyssede dem og gik hen til busstoppestedet, hvor hun tålmodigt ventede på, at bussen skulle komme for at køre hende til den nye skole. Men da hun steg af ved stoppestedet nærmest Central High, kunne hun ikke få øje på de andre sorte børn, der sammen med hende skulle begynde på skolen den dag.

”For guds skyld, send hende ikke i skole!”

Hun så ingen sorte mennesker overhovedet. Hun så et hav af hvide mennesker, tusindvis af hvide mennesker fra hele staten og at dømme ud fra bilernes nummerplader også fra andre stater. Hun så hundredvis af soldater i kampuniform: støvler, hjelme. Soldaterne var bevæbnede. Hun så bajonetter, flere end hun kunne tælle.

”Hun er nødt til at gå derhen, Adam. Tag nu at blive voksen.”

Hun så på soldaterne, der stod på række langs vejen op til skolebygningen, og hun så det hvide menneskehav. Dagen før havde hun fået at vide, at hun skulle gå op til skolens hovedindgang. Den lå en gade længere væk i forhold til busstoppestedet. Det faldt hende ind, at det måske var tryggere at gå bag ved soldaterne, således at de ville være mellem hende og menneskemængden. Først henne på gadehjørnet valgte hun at forsøge at komme om på den anden side af soldaterne. Hun havde solbriller på og den sorte og hvide læggede kjole, som hun havde syet sammen med sin mor. Det var hendes første dag i den nye skole. Hun var femten år, og hun udvalgte sig en tilfældig soldat. Soldaten sagde ikke noget, men pegede hen over gaden på de mange mennesker. Hun forsøgte ikke at se skræmt ud og gik i den retning, soldaten havde peget. Hvad ville en anden soldat have gjort? Elizabeth havde altid fået gode karakterer, havde altid været en mønsterelev.

”Far, hun er femten år!”

”Så ti dog stille, Adam!”

Elizabeth Eckford gik tilbage mod menneskehavet, og i det mindste veg de nærmeststående til at begynde med til side, væk fra hende, næsten som var de bange for hende, bange for, at hun kunne smitte dem med et eller andet. Hvis du var for tæt på, kunne du måske blive som hende. Folk ville kigge på dig. Du ville skille dig ud blot ved at være en af dem, der stod nærmest. Du var ikke kommet her i forventning om at skille dig ud. Det var ikke grunden til, at du stod der. Men nu risikerede du at skille dig ud uden selv at have gjort noget for det. Det gjaldt derfor om at sikre sig, at alle i nærheden vidste, hvad du stod for. Du hader hende. Du hader hende lige så meget som alle de andre. Måske hader du hende endnu mere. Ved at stå i nærheden af dig får hun dig til at føle dig ekstremt utilpas, mere utilpas end hun får alle andre til at føle sig, og hvad de føler, er kun det samme, som du følte for et øjeblik siden, før hun valgte at gøre dig særligt ilde til mode. Hvorfor skulle hun nu også lige vælge dig? Hun er født ballademager. Du kan se det. Du har fået det at vide hele dit liv, du har vidst det hele tiden, men nu kan du rent faktisk også føle det. Hun får dig til at svede. Hun får dit hjerte til at galoppere. Alle ser på dig nu, hvor hun står så tæt på dig. Åh gud, du hader hende. Hvorfor skulle hun nu også lige få dig til at føle sådan? Du hader hende intenst.

”Far!”

Så begyndte menneskehavet at bevæge sig hen mod hende. Munde åbnede sig for at lade vrede og had strømme ud. Al den giftige råddenskab, der gemte sig inde i mørket i den menneskelige hjernes primale kringelkroge, blev rettet mod en femtenårig pige, der forsøgte at komme i skole. Hendes ben begyndte at ryste, og hun spekulerede på, om de andre kunne se det. Der var en hel blok at gå forbi, før hun var fremme ved hovedindgangen. Der er ingen grund til at være bange, sagde hun til sig selv. På grund af soldaterne var der intet at være bange for, uanset hvad folk råbte til hende. Der var en hel række soldater til at beskytte hende. Menneskemuren rykkede nærmere.

”Der kommer hun. Gør jer klar!” råbte en eller anden.

Elizabeth gik tilbage mod soldaterne, væk fra folk. Hun gik hurtigt, men hun løb ikke. Det gjaldt blot om at nå hen til hovedindgangen for enden af blokken, sagde hun til sig selv.

”Far!” forsøgte Adam Zignelik at råbe halvtreds år senere.

Det lykkedes Elizabeth at nå op til skolen. Hun nærmede sig en ny soldat. Denne soldat ville ikke se hende i øjnene. Han stirrede om bag hende, over hovedet på hende, som om hun ikke var der. Larmen bølgede hele vejen rundt om hende, som om den var fastgjort til luften. Soldaten ville ikke lade hende komme forbi. Hun så, at der var en åbning lidt længere fremme, der førte direkte op til hovedindgangen. Hun vendte om og gik derhen. Det kom bag på hende, at skolen var så stor. Hvide elever gik op til soldaterne ved hovedindgangen og blev lukket ind. Stadig på usikre ben gik hun hen til den soldat, der lod de hvide elever slippe igennem. Han flyttede sig ikke. Igen var det, som om hun slet ikke var der. Hun forsøgte at smutte ind mellem ham og soldaten ved siden af. Han hævede sit gevær for at spærre vejen for hende. Så rykkede de andre soldater nærmere. Også de hævede deres geværer. Stilheden sænkede sig et øjeblik, som om menneskehavet kunne fornemme et eller andet, en ændring eller en ny fase. Elizabeth vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun vendte ryggen til soldaterne og stod der bare, mellem dem og menneskemængden. Nu rykkede folk nærmere, nærmere, og hun hørte: ”Lynch hende! Lynch hende!”

Hvor var Jake Zignelik nu? Var der nogen, der ville hjælpe hende, nogen, som rent faktisk var til stede? Hvad sker der med medmenneskelighed i maven på en pøbelmængde? Kan den eksistere der, eller udslettes den fuldstændigt? Elizabeths blik faldt på en ældre, hvid kvinde med ansigtstræk, der ikke var uforenelige med venlighed. I begyndelsen var det blot et glimt, men bag solbrillerne så Elizabeth noget, som hun havde mere brug for end noget som helst andet. Hun vendte sig om og gik hen mod denne ældre hvide kvinde, men da hun kom tæt på, spyttede kvinden hende i ansigtet. Spytklatten blev hængende. Hun ønskede ikke at røre ved den. Menneskemængden rykkede nærmere, og hun hørte en eller anden råbe: ”Ingen niggertæve skal gå i vores skole. Fjern hende.”

Hun vendte sig igen om for at se på soldaterne, men de forblev passive og umulige at komme forbi. Larmen fra disse tusinder af vrede hvide mennesker var som noget, hun aldrig før havde hørt. Hun havde altid fået gode karakterer. Hun havde altid været meget velopdragen, altid været en flink pige, havde aldrig været et problem for sine lærere, havde altid hørt efter i klassen. Disse mennesker kendte hende ikke. Hvor i hendes femten år lange liv var den slemme ting, hun havde gjort, der fik dem til at hade hende så meget? Der var så mange af dem, og de hadede hende alle sammen. De kendte hende ikke, men tilsyneladende overskyggede dette had alt andet. Det var svært at tænke, men hun fandt og klyngede sig til den tanke, at det måske var bedst, hvis hun kunne komme tilbage til det busstoppested, hun var stået af ved. Det var en ny plan, at forsøge at komme tilbage til bænken ved busstoppestedet. Hun vendte sig om og begyndte på tilbageturen, omgivet af mennesker på alle sider. Hun satte stadig ikke i løb, men hendes ben føltes, som om de om et øjeblik kunne knække sammen under hende. Den ældre hvide dames spyt klæbede stadig til hendes ansigt. Da det langt om længe var lykkedes at komme tilbage til busstoppestedet, eksede hendes ben en smule under hende, og hun måtte støtte sig til bænkens ryglæn.

På trods af alt det, hun så, og alt det, hun hørte, og på trods af den frygt, hun følte som elektriske chok, der gik i bølger gennem maven ud til senerne og videre ud til nervespidserne i huden, fandt hun inde i sig selv en værdighed, der syntes at høre til en fremmed adfærdsnorm, fremmed for den verden, hun nu oplevede. Det var en værdighed, hendes forældre på en eller anden måde havde haft held til at plante i hende. I femten år havde de vandet denne plante. Elizabeth satte sig på bænken ved busstoppestedet og gik i gang med at grave denne værdighed frem fra sit indre. Menneskemængden rykkede nærmere, og hun hørte en eller anden råbe: ”Slæb hende over til træet her! Lad os ordne den nigger.”

”Far!”

Adam Zignelik var endnu ikke født, da nogle unge mænd i mængden, der var fulgt efter Elizabeth Eckford tilbage til busstoppestedet og nu befandt sig bag hende, begyndte at råbe: ”Lynch hende! Ingen niggertæve skal gå i vores skole. Vi må lynche hende! Lynch hende! Lynch hende!” Jake Zignelik var født, men han var ikke til stede. Hvem var der til at hjælpe Elizabeth Eckford der på bænken ved busstoppestedet i nærheden af træet i Little Rock, Arkansas denne morgen den 4. september 1957? Der var tusindvis af mennesker. Var der nogen, der ville hjælpe hende?

Tv-journalister var der med deres kameraer. Radiojournalister var der. Daisy Bates var formand for NAACP, borgerrettighedsorganisationen National Association for the Advancement of Colored People-afdelingen i Arkansas, og chefredaktør på den sorte avis, The Arkansas State Press, og hendes mand, L. C. Bates, var avisens udgiver. De havde ikke fået lukket et øje om natten, fordi biler blev ved med at ræse frem og tilbage foran deres hus med hornet i bund og passagerer, der skreg: ”Daisy, Daisy, har du hørt det? Niggerne kommer ikke til at gå på Central!” Daisy og L. C. Bates sad i bilen den morgen på vej for at møde, troede de, ni sorte børn, da de i radioen hørte reporteren sige:

”En negerpige er lige nu omringet af menneskemængden på Central High …”

Daisy Bates forstod straks, at der måtte være tale om Elizabeth, pigen, der boede sammen med sine forældre og lillebror i en lejlighed uden telefon. Elizabeth havde ikke hørt om planen. Ingen havde fortalt hende om den. De standsede bilen, og L. C. Bates sprang ud og begyndte at løbe af sted for at finde hende. Daisy ville køre derhen i bilen. Men der var kun de to, de var sorte, og de var adskillige husblokke fra skolen.

Før L. C. Bates kunne nå frem, havde tusindvis af mennesker allerede forsamlet sig omkring bænken ved busstoppestedet i nærheden af træet. Jake Zignelik var der ikke. Adam Zignelik, der så det hele lidt før klokken halv fem den mandag morgen, var endnu ikke kommet til verden. Var der andre til stede?

Benjamin Fine var redaktør på undervisningsstoffet på The New York Times, og han var der. Han masede sig frem bag Elizabeth, bag bænken ved busstoppestedet. Derefter masede han sig længere frem. Det lykkedes ham at komme om til Elizabeth og sætte sig ved siden af hende. Han lagde en arm om hendes skuldre. Han løftede hendes hage en smule og sagde: ”De må ikke se dig græde.” Grace Lorch var der, en hvid kvinde gift med en hvid mand, der underviste på det lokale sorte college. Hun kom hen til Elizabeth og talte venligt til hende, men Elizabeth var så skræmt fra vid og sans, at hun ikke opfattede venligheden. Grace Lorch førte Elizabeth gennem den skrigende pøbel til en drugstore i nærheden, hvor hun ville ringe efter en taxa. Men butiksdøren blev smækket i for næsen af dem. Grace Lorch fulgte hende hen til bussen, og sammen kørte de til den raceadskilte skole, hvor Birdee Eckford underviste blinde og døvstumme børn i at vaske og stryge deres eget tøj.

Efter dette var en menneskemængde for Elizabeth Eckford altid lig med en pøbelmængde, og når hun så pøbelmængden i sit værelse om natten, skreg hun. Når de hørte dette skrig, vågnede hendes bror, og hendes forældre kom ind til hende. Men en gang imellem, når hun skreg, kom der ingen lyd ud, nøjagtig som det var tilfældet for Adam Zignelik lidt før halv fem en mandag morgen omkring halvtreds år efter i Morningside Heights, i den lejlighed han lejede af Columbia University, hvor han – Jake Zigneliks søn – underviste i historie.

Man er nødt til at se det hele i sin kontekst, forklarede Jake Zignelik sin søn. ’Little Rock Nine’, som de ni piger blev kendt som, var det navn, man gav den første gruppe sorte elever, der forsøgte at blive optaget på offentlige skoler i Arkansas, men på det tidspunkt var det allerede tre år siden, at højesteret afsagde dom i sagen Brown mod Skolekommissionen. ”Er tre år lang tid?” havde Jake Zignelik spurgt sin otteårige søn, mens de sad og fik en kyllingesandwich og en sodavand i Bryant Park. Adam tænkte sig om, før han forsøgte sig med et svar.

”Det afhænger af så meget,” sagde Adam. Og for den bemærkning fik han et knus af sin far.

”Netop! Det er helt rigtigt! Perfekt svar. Det afhænger af så meget. Tre år er længe at holde vejret, ikke sandt? Er det lang tid, hvis man vil ændre den måde, den halve nation tænker på? Er det lang tid, hvis man vil udskifte velerhvervede rettigheder med noget andet? Er det lang tid, hvis man vil den frygt til livs, som generationer af mennesker har båret rundt på?”

Det forekom unge Adam, at hans far ledte ham hen imod et ’nej’, men ’nej’ var da det forkerte svar, så han tøvede med at svare. Hans far talte imidlertid videre, sådan som Adam vidste, at han ville, og han blev ikke afkrævet et svar.

”Hvornår var borgerkrigen?”

”Fra 1861 til 1865,” svarede unge Adam.

”Korrekt. Og hvad handlede den om?”

”Slaveriets afskaffelse,” svarede den otteårige med munden fuld af kyllingesandwich.

”Blandt andet, ja. Korrekt. Korrekt. Og hvornår bekendtgjorde Lincoln Emancipations-proklamationen?”

”I 1863.”

”Lincoln bekendtgjorde den i september 1862, men den trådte først i kraft 1. januar 1863. Og hvornår dømte højesteret i sagen Brown mod Skolekommissionen?”

”1954.”

”Og hvad udrettede denne dom, hvad var det meningen, at den skulle udvirke?”

Til dette svarede Adam, som om han havde lært det udenad: ”Thurgood Marshall, nu dommer Thurgood Marshall ved USA’s højesteret, førte med held sagen Brown mod Skolekommissionen i 1954. Højesteretsdommen førte til afslutningen på raceadskilte offentlige skoler og omstødelse af ’adskilte men lige’-doktrinen fra Plessy mod Ferguson-sagen i 1896.”

”Fuldkommen korrekt,” svarede hans far.

Jake Zignelik havde været til stede i retten dengang i 1954, da Thurgood Marshall førte sagen Brown mod Skolekommissionen. I 1949 havde Jake Zignelik, en jøde fra New York og nyslået jurist fra Columbia Law School, fået arbejde i det, der senere blev kendt som NAACP’s Legal Defense and Educational Fund, forkortet til LDF. Senere blev Thurgood Marshall hans mentor. I sin lange karriere havde Marshall ført sager for Martin Luther King og andre og ført adskillige borgerrettighedssager ved USA’s højesteret. Han repræsenterede sorte studerende, der forsøgte at blive optaget på raceadskilte colleges og erhvervsskoler, sorte mænd, der var anklaget for at have voldtaget hvide kvinder, og sorte soldater, der i de væbnede styrker blev diskrimineret på grund af deres hudfarve. Han blev senere chef for LDF’s juridiske kontor.

”Udmærket,” sagde Jake Zignelik til sin søn Adam. ”Hold øje med din kuffert. Hold altid øje med din kuffert, især i parker. Så disse tre år mellem Brown-dommen og ’Little Rock Nine’, de var i virkeligheden en del af de nogle og halvfems år, hvor folk ventede på, at regeringen skulle holde sit løfte. Og det var præcis det, Thurgood sagde. Det var efter Arthurine Lucy-sagen. Han blev spurgt, om han var en gradualist. Ved du, hvad en gradualist er?”

”Ja.”

”Hvad er det så?”

”En, der ønsker, at forandring kommer gradvist,” svarede unge Adam, som han havde fået fortalt.

”Nemlig. Og efter Lucy-sagen sagde Thurgood, at han gik ind for gradualisme, men at nogle og halvfems år efter hans mening var lidt for gradvist. Havde han efter din mening ret i det?”

”Ja.”

”Også efter min. Nogle og halvfems år er længe at vente på at blive behandlet med samme respekt, som alle andre synes at nyde og ifølge loven skal vises. Forstår du, hvad nytter det at have fine love, der beskytter mennesker og hjælper dem til at leve det efter deres omstændigheder bedste liv, når disse love ikke efterleves, når de ikke håndhæves? I virkeligheden er det det samme som at sige, at der er visse love, man skal efterleve og adlyde, og andre, som det egentlig kan være lige meget med. Og tilfældigvis viste det sig, at de love, du kunne vælge at se stort på, altid ramte de samme mennesker. Hvilke mennesker?”

”De sorte.”

”Netop, de sorte. Lige siden dengang, deres forfædre blev kidnappet og mod deres vilje ført til et andet land – kan du forestille dig, hvordan det er at blive revet bort fra sin familie, brugt som en ting, ikke et menneske, således at andre mennesker kan blive rige? – lige siden dengang har sorte mennesker måttet finde sig i diskrimination, haft et sværere liv end andre mennesker, bare fordi de tilhørte en bestemt gruppe, en gruppe, som de var født ind i. Selvfølgelig har andre mennesker også haft det svært, heriblandt dine bedsteforældre. Alle mulige slags mennesker har til alle tider og af forskellige grunde haft utålelige levevilkår, men sorte mennesker er efterkommere efter en befolkning, der ikke kom hertil af egen fri vilje, og som ofte blev behandlet som de rene dyr, bare for at hvide mennesker kunne tjene penge på dem. Og hvad gjorde så vores regering, der også er deres regering? På trods af de smukke ord i Uafhængighedserklæringen, på trods af de smukke ord i Emancipations-proklamationen, ja selv på trods af Brown mod Skolekommissionen, som Thurgood førte i højesteret, vendte regeringen sorte mennesker ryggen.”

”Så er det altså regeringen, der er fjenden?”

”Nej, en regering kan stå i spidsen for og fremme retfærdighed. Det er hele meningen med at have en regering.”

”Jamen … hvem er så fjenden?” spurgte unge Adam med sandwichen i den ene hånd og kufferthanken i den anden.

”Fjenden,” forklarede Jake Zignelik, ”er racisme. Men forstår du, racisme er ikke en person. Det er en smittefarlig sygdom, der rammer mennesker. Den kan smitte hele byer, ja tilmed hele lande. En gang imellem kan man se det i menneskers ansigter, når de er blevet syge. Den kan paralysere selv gode mennesker. Den kan paralysere regeringer. Vi er nødt til at bekæmpe den alle de steder, vi møder den. Det er, hvad gode mennesker gør.”

Uendeligt meget af det, Adam Zigneliks far hver gang alt for hastigt fortalte ham under disse besøg i New York, sad fast i hans hoved. Navne og data på de mennesker, der var med i kampen; og evig og altid denne troserklæring, der gav genlyd i hans hoved. Som et mantra dukkede den op, når andre mennesker satte deres lid til en religiøs besværgelse eller et forbud. ”Det er, hvad gode mennesker gør.” Den vendte tilbage til ham første gang, hans far kyssede ham farvel og satte ham på et fly tilbage til hans mor. Den meget lange flyvetur til Australien levnede masser af tid til at sige den for sig selv igen og igen, mens han sad spændt fast på sit sæde med et tæppe over benene og forsøgte at skjule sine tårer for sidemanden og stewardesserne, der tilsyneladende altid var på udkig efter den slags hos små drenge, der rejste alene på lange ture. ”Det er, hvad gode mennesker gør.”

Når Adam kom hjem til Melbourne, viderefortalte han til så mange som muligt alt, hvad han kunne huske, og han kunne huske alt det, hans far havde fortalt ham. Han kunne huske, hvad slags arbejde hans far havde, alt om de mennesker, hans far arbejdede sammen med, stederne, datoerne, lovene, sagerne, udfaldet af forskellige sager ved forskellige instanser, og hvad de alle betød. Han fortalte det til sine venner, der ikke forstod det mindste af det og også var ligeglade. Han fortalte det til sine lærere, der forstod en smule mere og for de flestes vedkommende burde have keret sig noget mere, hvilket skiftevis gjorde ham nedtrykt og vred. Jake Zignelik var jo trods alt Adams far. Måske havde de hørt om ham? Alle dem, unge Adam mødte i New York, havde hørt om ham. Men selvfølgelig, den lille dreng mødte jo også kun de folk, hans far præsenterede ham for. Adam havde mødt dommer Marshall temmelig mange, nej, virkelig mange gange. Hvad bildte disse mennesker sig egentlig ind, de voksne, lærerne; hvordan var det, de levede deres liv? Han talte jo for pokker om dommer Thurgood Marshall! Han kendte ham. Han fortalte det til sin mor, der forstod alt og var meget interesseret. Hun havde været interesseret nok til for mange år siden at opsøge Jake Zignelik på den anden side af jordkloden.

I årtiet efter 1. Verdenskrig begyndte små lommer i Østeuropa at skælve af febrile progromer rettet mod jøderne. Samtidig fik vedtagelsen af Johnson-Reed-loven i USA en flodbølge af jødisk immigration til at ende som et skvulp i strandkanten. Alle de østeuropæiske jøder, der havde håbet at kunne skabe sig en tilværelse i Den Nye Verden, var nu nødt til at overveje en endnu nyere verden. Adam Zigneliks morforældre var ankommet til Australien tidligt i 1930’erne, til et land, der lå så langt væk, at de ikke havde følt sig overbevist om, at det rent faktisk fandtes, før deres skib lagde til kaj i Melbournes havn. De flyttede til en lille forstad, Carlton, tæt på Melbourne. De hutlede sig igennem ved at strikke for eksempel cardigans og sweatre, eller ’jumpers’ som de hed i Australien, på en i begyndelsen manuelt betjent, men hen ad vejen automatisk strikkemaskine, der stod i deres spisestue, og bagefter sælge det hele på Victoria-markedet. De fik to børn, en søn, der døde før sin femårsfødselsdag, og en datter, som de overøste med al den bekymrede opmærksomhed, som deres skrøbelige helbred, sprogproblemer og prekære sociale og økonomiske situation tillod.

Denne datter var altid den dygtigste i klassen, og til sidst lykkedes det hende først i 1960’erne at finde vej til de sandstensbrune forelæsningssale på Melbourne Universitys juridiske fakultet. Det var der, hun hørte om NAACP’s arbejde, og da hun havde afsluttet jurastudiet, besluttede hun at rejse til New York for at se, om hun kunne komme i praktik der. Da hun mødte Jake Zignelik, en ældre og stadig ugift mand, der på det tidspunkt var øverste juridiske rådgiver for LDF, blev hun hovedkulds forelsket i ham. Gensidig tiltrækning, smiger og beundring havde gode vækstbetingelser under de lange arbejdsdage med andre menneskers problemer og endte som en blomstrende kontorromance. Der kunne det nemt være endt, men da den unge australske jurist blev gravid, følte Jake sig forpligtet til at gifte sig med hende. ”Det er, hvad gode mennesker gør.” Kort før Adam kom til verden, var hans mor nødt til at opgive sit arbejde i LDF, og senere så hun i øjnene, at da hun først var ude af Jakes arbejdsliv, var hun ude af den del af hans liv, som han interesserede sig mest for. Med skrøbelige immigrantforældre på den anden side af jordkloden og allerede enke hvis ikke af navn, så af gavn spøgte hun med, at hvis hun nogensinde forlod Jake, ville der gå flere år, før han opdagede det. Adam blev aldrig indviet i detaljerne, men da han var tre, var ægteskabet blevet opløst, og han boede hos sin mor i Melbourne.

Jake Zignelik erkendte ved mere end én lejlighed, at han godt vidste, han ikke var en særlig god far, men første gang han indrømmede det, skete det under en høring ved USA’s højesteret, og det var ikke over for sin tidligere kone eller Adam. Indrømmelsen faldt over for William McCray, en livslang ven og LDF-kollega, en veteran både inden for borgerrettighedsbevægelsen og fra de raceadskilte væbnede styrker under 2. Verdenskrig. William McCray havde også kun et enkelt barn, en søn, men han var en bedre far for sin søn, Charles, end Jake var for Adam. Indrømmelsen faldt kort tid efter, at Jake havde sat sin otteårige søn på et fly til Australien, og Jake og McCray havde sat sig over en kop kaffe i en pause i høringen.

”Det er ikke, fordi jeg ikke elsker ham, for selvfølgelig elsker jeg ham højt,” sagde Jake Zignelik og så på sin ven hen over den dampende kaffekop.

”Jake, hvis du ikke kan være en god far for din søn, kan du i det mindste fortælle ham, at du ved, du ikke er en god far.”

”Jeg ser ham jo aldrig.”

”Men det er ikke hans skyld. Hvad talte du med ham om, da han var her? Du talte med ham om dommen i Brown mod Skolekommissionen, har jeg ret?”

Jake tænkte sig om et øjeblik, men undlod at svare, selv da han var kommet i tanke om den dag. Han sad og tænkte på sin frokost sammen med Adam i Bryant Park.

”Det er nu år 1863 – du er nødt til at forestille dig det,” sagde han til sin søn. ”Midt under borgerkrigen. Det er en meget varm sommer i New York. Lincoln havde fået Emancipations-proklamationen stemt igennem i september året før, men den havde kun været i kraft siden januar. Meningen med den var at afskaffe slaveriet i de stater, der var i krig med forbundsstaten. I øvrigt fik alle slaveejere i alle konføderale stater, der havde sluttet sig til forbundsstaten mellem september 1862 og januar 1863, lov til at beholde deres slaver. Forstår du, der var et smuthul selv i Emancipations-proklamationen. Men nu, hvor Emancipations-proklamationen var trådt i kraft, kunne alle mulige slags mennesker skyde skylden for krigen på sorte mennesker.”

”Hvorfor det?”

”Fordi man nu kunne hævde, at krigen blev udkæmpet på den sorte befolknings vegne, og uden dem ville der ikke være udbrudt krig. Kan du se, hvor sygt det er, Adam? Disse mennesker blev købt og solgt som dyr. Til sidst enes tilstrækkeligt mange mennesker om, at det er rasende forkert, og at man ikke kan tillade sig at behandle mennesker på den måde. Men så er der jo de velerhvervede rettigheder, ikke sandt? Kan du huske, hvem der havde den slags?”

”Slaveejerne.”

”Nemlig, slaveejerne. Nå, men de vil ikke give slip på det, de regner for deres ejendom, og de er parate til at slå fra sig og tilmed til at separere sig fra forbundsstaten. Ved du, hvad ’separere’ betyder?”

”Ja.”

”Hvad?”

”De ønskede sig et andet land.”

”Korrekt. De ønskede sig et andet land og var parate til at gå i krig for at få det. Forbundsstaten slog igen, og da folk begyndte at lide, fordi der var krig, var der dem, der mente, at alt dette rod skyldtes den sorte befolkning. En masse fattige hvide arbejdere, en masse irske og tyske immigranter og deres efterkommere, var begyndt at frygte virkningen af Emancipations-proklamationen.”

”Hvorfor det?”

”Fordi de havde fået at vide, at en masse tidligere slaver ville tage op til New York og stjæle deres arbejde. De troede, at slaverne var villige til at arbejde for en endnu dårligere løn end den, de selv, irerne og tyskerne, fik.”

”Fordi slaverne aldrig havde fået løn for deres arbejde.”

”Stor dreng! Det er præcis, hvad de fik at vide.”

”Hvem sagde det til dem?”

”Dem, der gik ind for slaveri.”

”Var der sådan nogen i New York?”

”Javist.”

”Hvem var de?”

”Mange mennesker. Folk i Det Demokratiske Parti.”

”Du mener demokraterne?”

”Jeps.”

”Jeg troede, demokraterne var gode mennesker. Er vi ikke demokrater?”

”De var ikke altid gode. Intet menneske er nogensinde altid godt. Hør efter, situationen forværredes. Det er altså en meget varm sommer i 1863 midt under borgerkrigen. Det går ikke så godt for forbundsstaten, og for at skaffe flere soldater indfører Lincoln en ny værnepligtslov. Ved du, hvad det er?”

”Ikke helt.”

”Når en regering ønsker at tvinge folk til at gøre noget for den, som folk ikke frivilligt går med til, indkalder man dem. Tvinger dem til at gøre noget imod deres vilje; og i dette tilfælde indkaldte man dem til forbundshæren.”

”Altså tvang dem?”

”Netop. Lincoln gennemtrumfede en ny føderal lov, der var strammere end nogen anden før den. Det var som en slags lotteri, man var tvunget til at deltage i. Alle mandlige borgere mellem femogtyve og femogtredive risikerede at få sit nummer udtrukket, og skete det, skulle man træde ind i hæren. Det var rigtig mange mennesker, der risikerede at blive tvunget ind i forbundshæren for at gå i krig. En masse mænd, der var bange for at blive indkaldt, bange og vrede over måske at blive indkaldt.”

”Kunne de sno sig ud af det?”

”Du tænker søreme allerede som en advokat! Ja, man kunne sno sig ud af det, men hør nu, hvordan man gjorde. Hvis man havde penge nok, kunne man betale en anden mand for at træde i stedet for en selv, og hvis ens nummer blev udtrukket, var det stedfortræderen, der måtte drage i krig.”

”Men hvem kunne have lyst til at gøre sådan noget?”

”Netop. Det er kun de færreste, der har lyst til at være en stedfortræder for andre, så det kostede mange penge at finde en, der ville, og hvem var det, der ikke havde særlig mange penge?”

”Sorte mennesker?”

”Ja, sorte mennesker, men de sorte var fritaget for værnepligt, hvilket betød, at deres nummer aldrig kunne blive udtrukket. Ved du hvorfor?”

”Fordi Abraham Lincoln godt kunne lide sorte mennesker?”

”Nej, fordi man ikke regnede dem for borgere, og derfor var de undtaget i denne føderale værnepligtslov. Men de fattige hvide mænd, irerne og tyskerne, de var ikke undtaget, og de havde ikke råd til at købe sig stedfortrædere. Der var dog også en anden måde at komme ud af det på. Hvis du betalte regeringen en sum penge, kunne du slippe for værnepligten. Det lyder da som en ret nem udvej, ikke sandt?”

”Jo, men hvad så, hvis man ikke havde råd?”

”Netop! Hvis du betalte regeringen 300 dollars, kunne du glemme alt om værnepligten. Men ved du, hvor lang tid det tog en gennemsnitsarbejder at tjene 300 dollars?”

”Nej.”

”Et helt år. Det tog i gennemsnit en mand et helt år at tjene 300 dollars. Og det var ikke blot et spørgsmål om at arbejde et år og krydse fingre for, at man ikke blev indkaldt, mens man sparede op. Hvad skulle du leve af imens? Du var nødt til at få mad, købe tøj, betale husleje. Måske havde du en kone, måske havde du børn, der skulle brødfødes. Hvordan skulle en gennemsnitsarbejder pludselig kunne lægge et helt års indtjening til side? Nå, vi må tilbage til den her meget varme sommer i 1863, hvor mange af aviserne var ejet af mænd, der gik ind for slaveri.”

”Var de selv slaveejere?”

”Formentlig ikke, men folk med mange penge har ofte tankegods tilfælles med andre folk, der har mange penge. Så avisejerne støttede i det store og hele slaveejernes sag. De vidste, hvor stor fordel New York havde af slaveriet. Slaverne var ikke her, de var nede sydpå, men al bomuld, alle afgrøder – alt det, slaverne producerede for deres sydstatsejere – alt det skulle sælges, handles eller transporteres til andre markeder, tilmed til oversøiske markeder.”

”Også Australien?”

”Nej, man var endnu ikke begyndt at tale om Australien. Det her er 1863. Jeg taler om Europa. Og hvis du skulle udskibe varer til Europa, hvor ville du så gøre det fra?”

”New York?”

”Korrekt – Amerikas største naturlige havn. Alt, hvad slaverne producerede, endte før eller siden i New York. Sådan var det i det mindste, før borgerkrigen brød ud. Godt, avisejerne vidste, hvor meget New York tjente på slaveriet, og de begyndte at trykke artikler, historier i deres aviser, der var beregnet på at gøre den irske og tyske arbejderklasse rasende på forbundsregeringen, fordi den havde vedtaget denne værnepligtslov.”

”Men de var jo allerede ophidsede.”

”Ja, det var de ganske rigtigt. Men aviser kunne opildne dem endnu mere, gøre dem mere ophidsede. Og det var det, de gjorde. De kritiserede forbundsregeringen for at være skyld i al balladen med det, de kaldte ’niggerkrigen’. De gødede jorden for en opfattelse, hvor den hvide arbejderklasse troede, at deres værdi faldt i forhold til slavernes værdi. Hvor en slave kunne sælges for omkring 1.000 dollars, troede irerne og tyskerne nu, at de kunne købes for blot 300 dollars, fordi det kostede dem 300 dollars at købe sig fri fra værnepligten.”

”Jo, men de var vel stadig frie mennesker. Slaverne var slaver til deres dødsdag.”

”Det er fuldkommen rigtigt. Men det var ikke desto mindre sådan, voksne mænd tænkte dengang, fordi de var bange, fattige, vrede og havde den der virus-sygdom.”

”Racisme?”

”Nemlig. Racisme. Søndag den 11. juli fandt den første udtrækning sted i New York, der skulle afgøre, hvem der skulle i krig. Der var en utryg stemning i byen. Det var varmt. Folk, især fra arbejderklassen, boede tæt sammen i lejekaserner midt i byen. Hele familier måtte deles om et enkelt værelse. For at komme ud, væk, gik mænd på værtshus og drak. De drak, og de talte om alle de ting, der plagede dem. Der var mange ting, der plagede dem, så de drak tæt. To dage efter, et sted mellem seks og syv om morgenen, begyndte en masse ophidsede mænd at stimle sammen i Lower East Side. De marcherede mod vest, krydsede Broadway og fortsatte til sessionskontoret. De var bevæbnet med trækøller, planker og jernstænger.

Mens de marcherede af sted, stødte flere og flere mænd til, utilfredse, vrede mænd, som i forvejen følte sig så fornedrede af deres omstændigheder, af fattigdommen, at de ikke længere vidste, hvem de selv var. De havde mistet deres individualitet. Forstår du, hvad jeg mener med det?”

”Ikke rigtigt.”

”Hver enkelt mand havde glemt, hvad det var, der gjorde ham anderledes end manden ved siden af. Og nu, føjet til denne kroniske fornedrelse, var hans vrede over den uretfærdige værnepligtslov, over risikoen for at ende, ikke som en mand længere, men som et dyr i en flok med andre dyr. Der var tusinder af den slags mænd, og de var på vej til sessionskontoret på 3rd Avenue. Da de nåede frem, var flokken vokset til 15.000, og de satte sig i hovedet, at de ville rive bygningen ned. De smadrede den og satte ild til den. De satte ild til alle mulige ting, andre bygninger, alt. De skar telegrafledningerne over, så der ikke kunne tilkaldes forstærkning til de få politibetjente, der var til stede. Husk på, at mange fra politiet allerede var trådt ind i hæren. Der befandt sig en lille hærafdeling på sessionskontoret, og selv om de var bevæbnet med rifler, kunne de ikke holde stand over for pøbelen. Overmagten var simpelthen for stor. En soldat blev afvæbnet, derefter gennemtævet og til sidst sparket ihjel, og hans lig blev kastet ud på gaden fem meter nede. Togskinner blev revet op, sporvogne ødelagt. Våbenlageret på 21st Street blev plyndret og derefter ødelagt.

Sorte røgskyer dækkede for solen den dag i juli. De gik i kødet på alle de politifolk, de kunne finde, politikere, alle, der så ud til at være rige nok til at kunne betale de 300 dollars, der var nødvendige for at undgå at blive indkaldt.”

”Hvordan kunne man se det?”

”Ved måden, man så ud på, var klædt på.”

”Men de kunne jo tage fejl. Måske havde en fattig mand taget sit bedste tøj på den dag.”

”De kunne tage fejl, men de var ligeglade. Det betød intet for dem. Hold øje med din kuffert. Holder du øje med din kuffert?

Mandag klokken halv tolv blev indkaldelsen, i det mindste i New York, indstillet. Men det var for sent. Pøbelen havde overtaget kontrollen med Manhattan. Klokken halv tre samme dag nåede den frem til Colored Orphan Asylum. Det var en velgørenhedsinstitution, et hjem for sorte børn, der havde mistet deres forældre og ikke havde andre, der kunne tage sig af dem. Der var en børnehave, en skole og en lægeklinik på stedet. Omkring 230 børn boede på hjemmet. De havde haft en helt normal dag, da bygningen pludselig blev stormet af pøbelen. Alt, hvad der kunne tages, løftes og bæres ud af bygningen, blev fjernet: linned, tæpper, tøj, selv mad. De tog alt legetøj. Resten satte man ild til efter, at en eller anden havde råbt: ’Brænd niggerreden ned til grunden!’ Det var sorte, forældreløse børn. Fandtes der i byen nogen, der var mere sårbare end dem? Pøbelen gik i gang med at rive bygningen ned. Med køller, sten, alt, hvad de havde for hånden. Det tog omkring tyve minutter at ødelægge hele huset.”

”Var der ikke nogen, der forsøgte at standse dem?”

”Jo, det var der faktisk. Det siges, at en enkelt mand – han var irer – tryglede pøbelen om at hjælpe børnene, men ham kastede de sig også over.”

”Hvad … hvad skete der med børnene?”

”Børnene blev med de få ejendele, de selv kunne bære, ført ud ad en bagindgang af personalet og under politibevogtning gennem gaderne. Nogle soldater med geværer og opplantede bajonetter kom til for at eskortere dem og beskytte dem mod pøbelen.”

”Så de overlevede alle sammen?”

”Et barn, en pige på ti år, døde.”

”Hvordan?”

”Da hun var på vej ud af bygningen, blev der kastet et møbel ud ad vinduet. Det ramte hende i hovedet. Det er forfærdeligt, Adam, hvad folk kan finde på at gøre, hvad de er i stand til at gøre.”

”Så hendes venner det, de andre børn, mener jeg? Så de hende dø?”

”Det går jeg ud fra.”

”Og hvad skete der med alle de andre børn?”

”Tja, jeg har læst en rapport, hvor der stod, at de blev ført til politistationen på 35th Street, og en anden, hvor der stod, at de blev sat på en flodpram og slæbt ud midt på floden, hvor de var i sikkerhed.”

”Hvad for en af dem er den rigtige?”

”Det ved jeg ikke. Måske er der nogen, der gør. Måske er det en af de ting … en af de ting, folk ikke ved.”

”Hvorfor ved folk det ikke? Hvorfor er der to versioner af, hvordan historien endte? Betyder det, at en af versionerne er forkert?”

”Det ved jeg ikke. Det er det, historikere beskæftiger sig med, det er op til dem at finde ud af det. De tager råmaterialet og stykker dele af det sammen, så det ender med at være én historie.”

”Hvad mener du med ’råmateriale’?”

”Alt det, de kan skrabe sammen, øjenvidneberetninger, politirapporter, avisartikler – alt, hvad de kan finde. Vil du gerne se, hvor det skete?”

”Børnehjemmet?”

”Det lå i næste gade. Du kan måske se stedet herfra. På hjørnet af 43rd og 5th. Se, lige der på hjørnet. Vi kan gå derhen, men bagefter er vi nødt til at tage en taxa.”

Taxaen skulle køre dem til lufthavnen, hvor Jake Zignelik skulle sige farvel til sin søn og sende ham af sted på den lange flyrejse hjem til hans mor. Men før det slæbte faderen sønnen, som slæbte kufferten, hen til hjørnet af 43rd og 5th, hvor Colored Orphan Asylum engang lå. Unge Adam lagde nakken tilbage og kiggede op. Han kiggede op efter møbler, der måske blev smidt ud ad vinduer af folk, der var ude på at slå børn ihjel, børn, der i forvejen havde mistet deres forældre. Det var sket lige her. Det var ikke et eventyr, ikke engang i form af en skummel historie med skjulte betydninger, som kun voksne og historiestuderende kunne få øje på, en dyster fortælling, der egentlig ikke var beregnet for børns ører, en historie, der havde krydset Atlanten fra de tætte skove i Europa. Nej, det var noget, der var sket lige her på hjørnet af 43rd Street og 5th Avenue. Det var i New York, at hjemmet for sorte børn var blevet stormet. Det var i New York, at en lille sort pige på ti år var blevet dræbt, fordi et møbel blev smidt ud gennem vinduet og ramte hende, da hun flygtede fra den pøbel, der havde invaderet det børnehjem, som hun var blevet sendt til, efter at hun havde mistet sine forældre. Det var det samme New York, som hans far boede og arbejdede i.

Mere end Empire State- og Chrysler-bygningerne, Frihedsgudinden, Broadway og Times Square var det dette New York, unge Adam tænkte på, da han kom hjem til sin mor. Det var det New York, han tog med sig om bord på flyet. New York var den by, hvor forældreløse børn blev overfaldet. På trods af, at Jake Zignelik troede, han havde gjort afskeden med først sin tidligere hustru og nu med sin søn til en kunstart, og på trods af alle deli’erne med de gamle spøgefulde tjenere, der vidste alting, på trods af hans fars tilbedende veninder med deres sanseberusende parfumer og cigaretetuier, der smækkede i med en sprød lyd, som man havde lyst til at efterligne, smukke damer, der lod hænder glide igennem en lille drengs hår med den ægte, men flygtige ømhed, man kan føle for en kat i et hjem, man tilfældigvis er på besøg i, på trods af de teaterforestillinger, han ikke altid forstod, og de museer og kunstgallerier, der var interessante indtil det øjeblik, det begyndte at gøre ondt i hans lægge, på trods af parkerne og parken, Central Park, og på trods af den venlige William McCray og hans søn Charles, som indimellem tog sig af Adam, når hans far havde vigtigere ting at tage sig til, på trods af alt dette var New York for unge Adam Zignelik først og fremmest den by, hvor Colored Orphan Asylum havde ligget. Dette var de forældreløse børns sted. Har du hørt om de forældreløse? ville han sige. Ved du, hvad der skete med Colored Orphan Asylum? New York var de forældreløse børns by.

”Hvad hed hun?”

”Hvad?”

”Hvad hed den lille pige?” spurgte Adam sin far i taxaen på vej til lufthavnen, mens han sad og kiggede ud gennem vinduet på Queens, som bydelen så ud sidst i 1970’erne.

”Hvad for en lille pige?”

”Den lille pige, der blev dræbt af det møbel, som pøbelen smed ud ad vinduet i Colored Orphan Asylum?”

”Tænk, det ved jeg faktisk ikke.”

”Er der andre, der ved det?”

”Det skal jeg heller ikke kunne sige.”

”Men hvis de andre børn … hvis nogle af de andre børn så det ske, så … nogle af dem må have vidst, hvad hun hed, også selv om hun måske var genert … og de kunne have sagt det til soldaterne med de opplantede bajonetter, sådan at der var enkelte voksne, der vidste, hvad hun hed.”

Det gik op for Jake Zignelik, der havde siddet og tænkt på andre ting, at hans søn i detaljer huskede den historie, han havde fortalt ham, og han kunne ikke gøre op med sig selv, om han skulle være tilfreds, stolt eller måske foruroliget.

”Måske gjorde de det,” sagde han til sin søn der på bagsædet i taxaen og lod fingrene glide gennem Adams hår, ”måske ved man, hvad hun hed, det er bare det, at … at jeg ikke ved det. Vi ved det ikke. Måske er det noget, du kan finde ud af, næste gang du kommer og besøger mig. Du kunne læse om det, der skete, og så fortælle mig, hvad hun hed.”

William McCray var en bedre far for sin søn Charles, end Jake Zignelik var for sin søn Adam. ”Jeg ser ham aldrig,” sagde Jake Zignelik til William McCray over en kop kaffe i en pause under høringen i USA’s højesteret.

”Jamen, det er ikke hans skyld. Hvad talte du med ham om, da han var her? Du talte med ham om dommen i Brown mod Skolekommissionen, har jeg ret?”

Williams søn, Charles McCray, var nu leder af Historisk Institut på Columbia University. Ikke alene var han den yngste, der nogensinde havde beklædt dette embede, han var også den første afroamerikaner. Han havde giftet sig med en ti år yngre kvinde ved navn Michelle. Usædvanligt smukke Michelle var socialrådgiver. Uanset hvor enkelt hun forsøgte at klæde sig, var det en kendsgerning, at hendes skønhed var en hæmsko i arbejdet. Charles og Michelle havde kun ét barn, en datter, Sonia.

Adam Zignelik glemte aldrig sin fars beretning om de begivenheder, der udløste optøjerne i New York i forbindelse med den nye værnepligtslov og det efterfølgende angreb på Colored Orphan Asylum midt på sommeren 1863. Han fandt imidlertid aldrig ud af, hvad den lille pige hed, der var blevet dræbt af et møbel, som nogen smed ud gennem vinduet.

Adam Zignelik vågnede kortvarigt op lidt i halv fem den mandag morgen uden i begyndelsen at vide, hvor han var, og oplevede det øjebliks åndenød, der en gang imellem opstår i forbindelse med et hjerteanfald eller i det mindste med panikanfaldet efter et mareridt.

I minutterne før han vågnede, havde en serie mentale billeder, for de flestes vedkommende sort-hvide, udløst en række stadig voldsommere kropsrystelser, som til sidst ikke længere kunne skelnes fra decideret krampe. Billederne viste, bortset fra dem af hans far og den hvide nyhedsoplæser på den sort-hvide landsdækkende kanal i Australien, især sorte mænd og kvinder. De var fra en anden tid. Han så Emmett Till og Emmetts mor, Mamie. Han så Carole Robertson, Cynthia Wesley, Addie May Collins, alle tre fjorten år gamle, og lille Denise McNair på elleve år, smilende, med fletninger og en masse små sløjfer – de fire små sorte piger, der døde, dengang 16th Street Baptist Church i Birmingham, Alabama, blev bombet af hvide tilhængere af raceadskillelse. Han så Arthurine Lucy. Han så Elizabeth Eckford og de andre fra ’Little Rock Nine’. Og han så Colored Orphan Asylum på hjørnet af 43rd og 5th. Men han kunne ikke se den lille pige, der blev ramt af et møbel og døde. Han kiggede efter hende, men han kunne ikke finde hende. Der stod han, otte år gammel, og kiggede skiftevis efter hende, efter faldende genstande og efter sin far, der havde været der for et øjeblik siden. Og hver gang han mente at have fundet hende, var det ikke hende, men lille smilende Denise McNair med de mange små fletninger og sløjfer i håret.

Det var umuligt ikke at bryde sig om dem, der forsøgte at beskytte Denise McNair, umuligt ikke at bryde sig om dem, der forsøgte at hjælpe hendes folk med at bekæmpe uforfalsket ondskab, umuligt ikke at bryde sig om sin far. Men det var lykkedes William McCray, der havde kæmpet både mod Hitler og Jim Crow, at være en god far for sin søn Charles, der nu var leder af Historisk Institut på Columbia University, og William McCray var en, hans søn kunne finde, en, hans søn altid havde været i stand til at finde. På hjørnet af 43rd og 5th kunne Adam Zignelik imidlertid ikke finde sin far.

”Hold øje med din kuffert.”

Det var ham, men da Adam så sig omkring, var han pludselig væk. Adam var der og forsøgte at passe på Denise McNair, mens alle andre hastede forbi på 5th Avenue og ikke var opmærksom på faren. De dræbte forældreløse børn i denne ejendom. Der havde været arven efter Jake, men det var især Charles McCrays eksempel og senere hjælp, der førte Adam til Historisk Institut på Columbia. Først gik han der som bachelor-studerende. Efter at have taget sin kandidateksamen i historie vidste han ikke helt, hvad han så skulle, og eftersom han havde dårlig samvittighed over at være rejst fra sin mor, vendte han hjem til Australien og forsøgte at skabe sig en karriere som journalist. Han sled i det i næsten seks år, men det gik kun langsomt fremad, og det irriterede ham. Det var Charles McCray, som han havde holdt kontakt med, der fik ham til at overveje en ph.d. i historie med henblik på en akademisk karriere. Som otteogtyveårig flyttede Adam tilbage til New York og blev optaget som ph.d.-studerende ved Historisk Institut på New York University. De foregående ti år eller deromkring havde det været på mode inden for borgerrettighedsstudierne at afsværge teorien om ’den stærke mand’ og i stedet beskæftige sig med de navnløse mennesker, der udgjorde hovedparten af bevægelsen.

Adam brugte sin far som inspiration til at dreje forskernes fokus tilbage mod den juridiske strategi, borgerrettighedsbevægelsen havde haft. Hans argument var en påmindelse om, at aktivisterne ikke ville have haft nogen basis for deres kamp uden samtidige ændringer i den tids lovgivning. Det skyldtes den succesrige strategi i sager som for eksempel Brown mod Skolekommissionen, at de lokale aktivister havde haft held til at opildne de sorte samfund rundt omkring i landet, især i Sydstaterne, og indprente dem, at de havde loven på deres side. Det var dét, der skulle være udgangspunkt for kampen. Adams afhandling tjente til at minde historikere inden for samme speciale om, hvor svært det dengang havde været at vinde en sag fra underinstanserne og hele vejen op gennem systemet til højesteret, og hvor svært det havde været at få borgerrettighedslovene vedtaget. Han skrev om behovet for at kigge den juridiske strategi efter i sømmene, ikke som en enkelt ’stor’ mand eller kvindes værk, men som resultatet af mange juristers fælles indsats.

Selv mens han gik på NUY, holdt han forbindelsen ved lige med Columbia. Han underviste der, og en gang om måneden kørte han ud af byen for at deltage i seminarer om ’Politik og Samfund i Det Tyvende Århundrede’. Han havde gode venner på Columbias Historiske Institut og mødtes jævnligt med dem. Det var gennem en af de venner, at han lærte Diana at kende, den kvinde, der efterhånden havde vænnet sig til de mareridt, der var begyndt at plage ham. Og så var der selvfølgelig Charles McCray, der for ham var en blanding af mentor, ældre bror og medsammensvoren. Sammensværgelsen, der var tale om, bestod mellem bevægelsens børn. De kunne sige ting til hinanden, der var så godt som umulige at sige til udenforstående.

Det var en leg, Charles og Adam plejede at lege, når de var alene sammen. Den indebar at sige ting, der var uacceptable i den almindelige debat. En gang imellem var ’ting’ udsagn eller påstande, som mange vidste var sande eller sandsynligvis sande. Andre gange var det ærekrænkende bemærkninger, som de fandt på for at more hinanden. Men ingen af ’tingene’ kunne, i det mindste offentligt, ytres uden at være i strid med politisk korrekthed. Efter et par drinks var ’tingene’ ofte noget, begge vidste, at den anden ikke gik ind for. Det var især denne sidste kategori af ’ting’, der ud på aftenen kunne få dem til at knække sammen af grin.

Det var i kraft af hans ph.d. og igen hjulpet af Charles, der, selv om han endnu ikke var institutleder, allerede på det tidspunkt var et højtrespekteret medlem af instituttet og velanskrevet forsker i Rekonstruktionstiden, at Adam blev ansat på Historisk Institut, Columbia. Han skrev en bog på basis af sin afhandling. Som søn af den tids tv-darling, Jake med den britiske accent, blev Adam i det mindste for en tid eksponeret kraftigt i medierne, og som følge deraf solgte bogen bedre, end nogen, inklusive Adam, havde forventet. Han skrev et par ikke-videnskabelige artikler i aviser og tidsskrifter og blev tilmed bedt om at deltage i en dokumentarudsendelse til nationalt tv.

Men selv mens alt dette skete, gik han og spekulerede på, om andre mennesker mon troede, at den store opmærksomhed ville stige ham til hovedet. Det gjorde den ikke. Det forhindrede bekymringen for, hvad hans kolleger måske gik og tænkte om ham. Denne bekymring fortrængte de fleste andre ting. Men hvad nu end kollegerne tænkte om ham, så begyndte de nu at spørge: ’Hvad går dit næste projekt ud på?’ Værre var det, at han var begyndt at spørge sig selv om det samme. Og da han ikke havde noget svar til sig selv, forstærkede det et dybereliggende spørgsmål, som han længe havde forsøgt at gøre tavs. Var han en intellektuel ’letvægter’? Måske kunne han kun drive det til et enkelt projekt. Han spekulerede på, om han var i stand til at skrive en ny bog, der på en meningsfuld måde kunne bidrage til den akademiske debat.

Men at spekulere på, om han nogensinde ville få endnu et godt emne at forske i, var nu en luksus, han ikke længere havde råd til, fordi det ikke længere var nok måske på et tidspunkt at få en ny idé. Formentlig var det allerede for sent. Faktisk havde han brug for allerede nu at have haft en idé, fordi en åremålsansat akademiker, der gerne ville fastansættes og i løbet af fem år kun havde fået udgivet en enkelt bog, var i store vanskeligheder. Det var en intern gruppe i afdelingen, der skulle indstille ham til fastansættelse. Sådan var praksis. Hvis det skete, gik sagen videre til en bredere sammensat komité, ad-hoc-komiteen, der bestod af akademikere fra hele universitetet. Den store knast var dog hans eget institut, som hans gode ven Charles McCray nu stod i spidsen for, og Charles havde mere end en anelse om, at Adam ikke var på nippet til at udgive en ny bog. Hvis det var tilfældet, ville Adam have talt med ham om den. Hvad Charles ikke vidste var, at det ikke bare var et spørgsmål om at vinde tid, selv om det med hiv og sving måske nok kunne have ladet sig gøre: Adam havde løbet panden mod en mur. Han havde ikke engang kimen til et nyt interessant emne. Han følte sig som en færdig mand, og han ønskede ikke at udsætte Charles for den ubehagelige opgave at skulle bekræfte, at han rent faktisk var en færdig mand. Charles havde lagt forsigtige beskeder om, at de var nødt til at få sig en snak. Deres venskab og fælles fortid fik Charles til at gå på kattepoter. Men hvor længe kunne det holde? De dage var forbi, hvor det havde været i orden ikke at reagere på nogen af Charles’ beskeder, og nu var der kun, så at sige, timer tilbage. Snart ville Adams manglende reaktion på Charles’ beskeder i sig selv blive emnet for deres næste samtale. Måske var det i virkeligheden det, Adam foretrak.

På et tidspunkt var Adam også nødt til at tale med ham om Diana, der nu lå ved siden af ham hver eneste nat. Han havde nær ramt hende i sit næsten-krampeanfald lidt i halv fem denne mandag morgen. Hun lå og sov ved siden af ham, da han, i en tid som ingen forbindelse havde til nutiden, som otteårig stod og lagde nakken tilbage på hjørnet af 43rd Street og 5th Avenue. Han havde aldrig fundet ud af den lille piges navn, navnet på et forældreløst barn i en by fyldt med forældreløse børn, og selv nu, lidt i halv fem den mandag morgen, da der kun var få timer til, at hans undervisning skulle begynde, og en klasse skulle stå model til hans version af spørgsmålet: ’Hvad er historie?’, selv nu, så mange år efter, erstattede han i sit hoved det manglende billede af den lille pige fra Colored Orphan Asylum, der døde i 1863, med billedet af Denise McNair, der et hundrede år efter af samme grund og af de samme mennesker var blevet dræbt i 16th Street Baptist Church i Birmingham, Alabama.

Adam så den lille elleveårige, livlige, men også omsorgsfulde Denise McNair. Han kunne have valgt at se på de andre børneofre. Men det var hendes øjne. Mere end noget andet var det hendes øjne. De var ikke kun smukke, men også udtryksfulde. Der var mere i dem, end der burde være i et barns øjne. Skarnsstreger, varme, intelligens, sødme, ja, men også en slags indsigt, som om hun forstod ting, der en dag ville blive brug for at vide. Det var hende, Adam så, når han så den lille pige fra Colored Orphan Asylum, der døde i 1863.

”Far!”

En nyhedsoplæser fra Australian Broadcasting Company tonede frem på det sort-hvide fjernsyn for at oplæse nyhederne. En lille dreng sad i skrædderstilling foran fjernsynet og ventede på at høre noget mindeværdigt, der kunne tænkes at interessere hans far, når de sidst på ugen skulle tale sammen i telefonen hele vejen over de mange oceaner. Hans far havde engang sagt, at han ’godt kunne lide det, man hørte om ham Hawke-fyren’. Hvad var det nu, han hed? Bob Hawke. Lige siden havde Adam fundet alle de oplysninger frem om Bob Hawke, som det var muligt at skaffe, og som han kunne fortælle videre til sin far.

Bob Hawke, der havde været Rhodes-stipendiat på Oxford University, var den første lønnede advokat i The Arbitration Commission, arbejdsmarkedskommissionen, det organ, der fastsatte minimumslønnen overalt i landet. Efterfølgende blev han formand for Australian Council of Trade Unions og medlem af bestyrelsen for Den Internationale Arbejderorganisation og førte an i kampagnen mod apartheid i Sydafrika, blandt mange andre uvæsener. Jake Zignelik kunne godt lide det, han hørte om den fyr.

Efter at have ledt efter noget at sige til sin far, der måske ville interessere ham, kunne Adam ringe ham op fra sin mors hus og fortælle ham om Bob Hawke. Og Jake kunne, når han havde problemer med at finde på noget at tale med sin søn om, ofte finde på at spørge: ”Hvordan går det med din ven, Bob Hawke?”

Den lille dreng sad i skrædderstilling på tæppet foran det sorthvide tv og så nyhedsudsendelsen og løb bagefter fra rum til rum i huset for at finde nogen at fortælle det videre til. Men alle rum var tomme. Diana lå stadig og sov. Hun ville gerne have et barn. Hun ville gerne giftes med Adam og have et barn med ham.

”Far!”

Charles havde lagt beskeder, der i forsigtige vendinger talte om behovet for en samtale. Adam havde løbet panden mod en mur. Han ville gerne spare Charles for ydmygelsen ved at skulle fortælle ham, at han, Adam, var en færdig mand. Diana ville gerne have et barn med ham. Hvis man har et barn, skal man kunne brødføde det.

”Hold øje med din kuffert! Hold altid øje med din kuffert.”

Da den otte år gamle dreng lagde nakken tilbage for at se op på hjørneejendommen på 43rd og 5th, så han Denise McNairs ansigt og øjne. Hvis man har et barn, bør man også vide, hvad det hedder. Var det ikke en pligt at vide, hvad alle ens børn hed? Kan man få et barn og ikke navngive det? Kan det lade sig gøre? Måske burde en eller anden fortælle ham det, for han vidste det virkelig ikke.

”Far!”

Da Hawke var blevet valgt til premierminister i Australien, var Adams mor død af brystkræft, og hans far, Jake Zignelik, var død af et hjerteslag. Lidt i klokken halv fem den mandag morgen vågnede Diana ved siden af Adam, der lå og vred og vendte sig, hendes Adam, og hun lagde armene om ham for at forsøge at gøre ham rolig.

”Shhh! Det er okay. Det er okay,” hviskede hun trøstende i det gråblå lys i deres Morningside Heights-lejlighed i det nordvestlige hjørne af de forældreløse børns by.

”Shhh.”

Hun varmede hans ryg med sin krop og knugede ham ind til sig. Adam var udmattet og hev efter vejret. Hans kinder var våde. Hun holdt ham tættere ind til sig. Hun elskede ham. Hun ville gerne have et barn med ham. Adam var vågen nu. Få uger efter var de gået fra hinanden.