Tredje del

Bussen bremsede hårdt op foran et trafiklys på vej uptown. Den pludselige ændring af farten vækkede Lamont Williams. Han var kommet helskindet igennem dagen, dag fire, som ansat på prøve i Driftsafdelingen på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Det var oven i købet lykkedes ham at få en siddeplads i bussen, en vinduesplads, i den første af de to busser, han skulle med for at komme hjem til Bronx. Han var et øjeblik døset hen med hovedet mod vinduet, og i det øjeblik genoplevede han brudstykker af de år, han havde tilbragt i Mid-Orange-fængslet. En gang imellem drømte han sig tilbage til Mid-Orange eller til Woodbourne, hvor han havde siddet inde i tre år, før han blev overført til Mid-Orange. En gang imellem drømte han om sin datter, der – da han vågnede på busturen hjem – var otte år gammel. Hendes alder var en af de ting, der intet havde at gøre med, om han kunne finde hende eller ej. Disse drømme, dem om hans datter, krævede ikke, at han faldt i søvn.

Det var fyraftenstid, og bussen var masende fuld. Hans hoved hvilede stadig mod ruden, og ingen, der kastede et blik på ham, ville have set, at han var vågen, mens han kiggede rundt gennem sammenknebne øjne. Manden ved siden af sad og læste The New York Post. En ældre hvid kvinde ved siden af denne mand stod og forsøgte at læse så meget, hun kunne, af mandens avis, mens hun holdt fast i et lille transportbur med en meget fredsommelig kat. Lamont havde svært ved at bestemme kattens alder og race, men undgik omhyggeligt at se nøjere efter, så kattedamen ikke opdagede, at han var vågen og interesseret i hendes kat, og derefter måske ville forsøge at gøre krav på hans plads.

Lamonts datter kunne være hvor som helst i byen. På den anden side boede hun måske slet ikke i byen. Eller i staten for den sags skyld. Men så igen, måske befandt hun sig i samme bus som ham. Der var for mange mennesker om bord til, at man kunne se dem alle, men det var også lige meget, for Lamont havde ikke set sin datter, siden hun var to et halvt år gammel, og hvem var det præcis, han havde ledt efter lige siden løsladelsen? Hvor mange lyshudede sorte piger ville han kunne finde i busser, i subwayen og på gaden, hvis han for alvor begyndte at lede? Han vidste, at han kunne blive arresteret for at kigge for nøje efter, men det skulle nu ikke forhindre ham i at gøre det.

Et andet sted i byen kravlede en anden bus osende gennem gaderne og forsøgte at tvinge sig ind i bilkøerne. Denne bus var ikke lige så fyldt, og kun en håndfuld mennesker var nødt til at stå op. Et af dem var et barn. En lyshudet sort pige med små stramme fletninger og røde sløjfer, et sted mellem syv og ti år gammel. Hun havde en rød t-shirt og tynd jakke på, der stod åben, som om hun håbede på et omslag i vejret senere på dagen. Den lille pige fik øje på en plads bag i bussen, dernede hvor sæderne kunne slås op og gøre plads til kørestole, og den satte hun sig på. Hun kunne ikke have siddet der meget mere end et minut, før hun fik øje på en mand, der stod og talte med en ven, der sad ned. Hun spurgte, om han ville sidde på hendes netop erobrede plads.

Den ven, der stod op, havde på ingen måde været desperat efter at få en siddeplads, og da den lille pige aktivt tilbød ham sin plads, blev han straks tiltrukket af hendes charme, ynde, høflighed og den varme, hun udstrålede. Alt dette havde hun videreformidlet ved at tilbyde ham sin plads og gennem noget andet inden i sig, som hun var for ung til at vide, at hun besad, og i hvert fald for ung til at kunne sætte ord på. Efter at have talt med hende et par minutter spurgte han hende, om hun var alene. Uanfægtet af spørgsmålet slog den lille pige med de mange små fletninger og røde sløjfer ud med hånden og pegede op i bussen som for at antyde, at hun ikke var alene. Manden virkede lettet over at høre det.

Et stop eller to senere begyndte pigen at gå hen mod døren. To kvinder, ældre, et sted i tresserne, stillede sig ved siden af hende henne ved døren. De var kommet ned midt i bussen længere oppefra. Hun talte utvungent med dem, og hvis nogen af dem, der så optrinnet, troede, at en af damerne var hendes mormor, ville ingen have bebrejdet dem det. De to cirka tresårige kvinder og pigen stod af ved næste stoppested. Gennem den endnu åbne dør kunne man høre en af kvinderne – på det tidspunkt stod de nede på fortovet – spørge pigen: ”Er du alene, min ven?”

Lamont havde under sin afsoning i Mid-Orange hørt en historie om en vis katteelskende fængselsbetjent, der havde arbejdet der nogle år tidligere.

Fængselsbetjenten havde set en fange fodre katte, der havde forvildet sig ind i fængslet. Ikke alene undlod fængselsbetjenten at give ham en bøde, der ville være blevet noteret i mandens papirer, han gav ham også lov til at blive ved med at fodre katte. Derefter begyndte nogle af de andre fanger at hjælpe denne fange, og fængselsbetjenten, der havde lagt mærke til den effekt, omsorgen for kattene havde på de ofte bitre og vrede mænd, bidrog med poser med tørfoder. En dag så så den forkerte fængselsbetjent den forkerte fange med en pose tørfoder, helvede brød løs, og det, der førhen var blevet set gennem fingre med, blev forbudt.

Det varede ikke længe, før kattene fandt andre steder at gå hen end Mid-Orange. En eller anden øvrighedsperson måtte imidlertid også have bemærket den effekt, omsorgen for kattene havde haft på de involverede fanger, for da Lamont blev overført fra Woodbourne til Mid-Orange, havde man sat et forsøgsprojekt i gang med pasning af dyr, dog var det hunde, ikke katte, og fangerne skulle ikke bare fodre hundene, de skulle også træne dem. ’Hvalpe Bag Tremmer’ kaldte man projektet. Fangerne blev undervist i, hvordan man trænede hunde til at blive førerhunde for blinde. Efter 11. september begyndte man også at træne hunde til New Yorks politis narko-, spiritus- og våbenafdelinger. Hundene blev trænet i at snuse sig frem til sprængstoffer. Selvfølgelig var der ingen sprængstoffer at finde i fængslet, men træningen var stort set den samme som for førerhunde. De skulle lære at omgås mennesker og adlyde ordrer selv i pressede situationer. Det samme skulle hundene.

Som så mange andre fanger ansøgte Lamont om at komme med i hundeprojektet, men det var kun de færreste, der blev sluppet gennem dét nåleøje. Det var en fin historie. Det var tilmed en sand historie. Men det ændrede intet ved den kendsgerning, at projektet kun eksisterede som et begreb for størsteparten af Mid-Oranges indvånere. Der var simpelthen ikke pladser nok i de forskellige projekter, så man skrev sig på ventelisten og ventede, ligesom man ventede på alt mulig andet. Hvis man havde noget at bytte med eller sælge eller havde gode forbindelser, blev man rykket op på ventelisten. ’Det er ikke, hvem du dutter, men hvem du sutter,’ var talemåden.

”Nå ja, man er nødt til at være anatomisk begavet på den ene eller den anden måde,” havde Numbers fortalt Lamont kort tid efter, at Lamont var blevet flyttet fra Woodbourne til Mid-Orange, præcis som Numbers var blevet det noget før. Da Lamont bad om at få den bemærkning uddybet, havde Numbers forsøgt at forklare, hvordan det hang sammen.

”Altså, ser du, hvordan skulle en hetero-fange ellers lære at sutte den af? Man kan selvfølgelig altid prøve sig frem, men det er ikke noget, man har lyst til at mislykkes med. Og det med at prøve sig frem dur ikke i den anden ende. Forstår du, hvad jeg mener?”

”Nej.”

”Okay, der er dem, der er så følsomme dernede, at de får rifter, hver gang de går på lokum. De fyre går langt uden om grovboller. Så er der dem, hvor ting bare glider op, som om de var født med vaseline i røven. Og når fængselsbetjenten spreder dine baller, efter at du har haft besøg af familien og den slags, kan denne mand være helt rolig, vel vidende, at en pissedoven fængselsbetjent ikke gider ulejlige sig med at gå hele vejen op. Se, den mand er i sandhed velsignet. Han er en rig mand indvendig, et veritabelt, omvandrende Fort Knox. Og det kan ingen lære sig. Det er en Guds gave.”

Så anatomisk velsignet – eller velsignet på andre måder – var Lamont ikke. Han skrev sig på listen til hvalpeprojektet og også til vvs-, tømrer- og gartnerprojektet. Han blev ikke lukket ind på nogen af dem. Ligesom næsten halvdelen af fangerne i Mid-Orange gjorde han rent og fejede cigaretskod og andet op, som fangerne bare smed fra sig. Men det var hundeprojektet, han især gerne ville være med i, ikke mindst efter at han havde set en håndfuld andre fanger gå tur med og derefter børste nogle labradorhunde, der ikke var meget andet end hvalpe. Inderst inde var hans stolt af sin evne til at begrænse sine ønsker og forventninger. Det forekom ham at være den bedste måde at overleve sin afsoning på. Cigaretter kunne have været en trøst, men han nægtede at ryge dem for ikke at blive afhængig af noget, der kunne bruges som bytteobjekt. Synet af hundene gjorde imidlertid uventet ondt. Det stak ham i hjertet.

Han spekulerede på, om han nogensinde igen ville komme til at holde om sin datter, trykke hende ind til sig, vugge hende i søvn. Han sagde til sig selv, at det nok skulle gå. Han lovede sig selv det. Hvordan så hun ud nu? Lignede hans datter ham? Lignede hun sin mor, eller var hun en blanding af dem begge? I fængslet havde han ofte efter at have fanget et glimt af sit eget spejlbillede forsøgt at forestille sig forskellige kombinationer af sit eget og sin datters mors ansigt flyde sammen til en lille piges. En forårseftermiddag stod han i gården i Mid-Orange og fejede rundt om en vandpyt, og et øjeblik dér tænkte han, at han havde fået billedet helt perfekt. Hvis han kneb øjnene sammen, var der pludselig i det blikstille vand en lille piges ansigt. Det var formentlig sådan, hun så ud. Det kunne ikke være anderledes. Han ville kunne kalde billedet frem igen, hvis han fandt og holdt fast i et nyt, klart spejlbillede af sig selv.

”Tre år,” meddelte Numbers. ”Besøgene holder op efter tre år. De opgiver dig … som om du er død. Du kan også godt slette julen i din kalender. Rive den ud.”

”Hvad er det for noget pis med tre år?” spurgte Lamont.

”Det, som jeg siger.”

”Der er ingen lov, der forbyder folk at komme på besøg efter tre år.”

”Loven om gennemsnit, Lamont.”

”Okay, hvis det er et gennemsnit, betyder det, at der er nogle, der holder op med at komme, før de tre år er gået, og andre, der fortsætter med at komme efter de tre år. Det er, hvad gennemsnit betyder.”

”Det er det vel,” indrømmede Numbers, men tilføjede så: ”Jeg har aldrig mødt nogen, der kom over gennemsnittet.”

Lamont afsonede de første tre år af sin straf i Woodbourne og de sidste tre i Mid-Orange. Af de få, der kom og besøgte ham i Woodbourne, var det kun hans mormor, der holdt ud i mere end de tre år og fortsatte med at besøge ham i Mid-Orange. På grund af sit arbejde som køkkenmedhjælper og den lange tur fra Co-op City kunne hun ikke komme særlig ofte, og desuden var hun oppe i årene og svagelig. Hans kusine Michelle besøgte ham kun en enkelt gang i Mid-Orange.

”Det er én god ting ved Mid-Orange,” sagde Numbers til ham, da de mødte hinanden igen i begyndelsen af Lamonts afsoning der. ”Der ligger fire kaffebarer inden for en radius af små ti kilometer. Det er flere end normalt for et gennemsnitligt udslusningsfængsel. Det øger chancerne for at få besøg. Problemet er … at de alle er Dunkin’ Donuts. Ingen gider køre i to timer for at æde det lort.”

I begyndelsen af Lamonts afsoning i Woodbourne var der folk fra hans kvarter, der tog turen for at besøge ham. Hans gamle ven Michael kunne ikke komme, fordi han afsonede sin straf et andet sted. Det var Michael, der havde overtalt Lamont til at køre bilen ned til spiritusforretningen til noget, som Lamont ikke havde vidst ville udvikle sig til et væbnet røveri, det, han nu afsonede en seks års fængselsstraf for. Men Michaels lillebror, der kun havde været et bekendtskab, kom ofte i begyndelsen. Lamont forstod ikke, hvorfor han gjorde sig den ulejlighed. Han var ikke en uvenlig ung mand, men han var en del år yngre og brød sig helt tydeligt ikke om at besøge Lamont, og i øvrigt havde han Michael, sin egen bror, at besøge i et andet fængsel, ifald han havde brug for en undskyldning for at besøge et fængsel. Han brød sig lige så lidt som Lamont om at sige noget blot for at holde snakken i gang, men han kom alligevel og stillede de sædvanlige spørgsmål med det sædvanlige, måske mere end sædvanlige, ubehag.

Til sidst gik det op for Lamont, at Michaels bror kom på grund af Michael, måske ligefrem beordret til det af Michael. Det var den eneste forklaring, han kunne komme på. Lamont sluttede sig til, at det aldrig havde været Michaels mening at involvere ham i røveriet. Han var blevet påvirket af en meget yngre mand, en vild mand med et afhængighedsproblem og et skydevåben og en måde at tale på, en måde at opføre sig på, der gav visse mennesker lyst til at omgås ham. Det havde været den yngre mands idé at røve spiritusforretningen, og han fandt først på det, da Lamont havde kørt dem derhen. Havde Michael været med på den? På spiritusforretningens overvågningsvideo så det ud til, at han havde deltaget aktivt. Den yngre mand havde været bevæbnet, men det havde Michael ikke vidst. Det påstod han i hvert fald. Afstanden mellem undfangelsen af ideen til udførelsen af den var ganske kort. Den yngre mand havde et våben. De havde Lamonts bil. Chancen måtte i den yngre mands øjne have været for god til at lade gå fra sig. Og derfor regnede Lamont med, at Michaels lillebror besøgte ham på Michaels vegne. Det var et forsøg på at sone sin skyld mest muligt for det, han uforvarende havde fået blandet ham ind i, nu han var ude af stand til at sende ham penge.

På den anden side var det også muligt, at Michael havde taget røven på Lamont, at han og den bevæbnede, yngre mand hele tiden havde haft planer om at røve spiritusforretningen uden at sige det til Lamont og derefter havde regnet med, at Lamont ville køre dem væk. Det var det enkle ved den hypotese, der gav den en vis form for tiltrækningskraft. Lamont havde kørekort, og han havde en bil. Det var ikke mange i kvarteret, der havde en bil. Dette kunne være grunden til, at Michael havde taget Lamont med hen for at hilse på den yngre våbenejer.

Det var en mulighed, Lamont ikke brugte lang tid på at overveje. Han kunne ikke få sig selv til at tro, at Michael havde narret ham, ikke på den måde. I hans øjne var det mere sandsynligt, at Michael, da den yngre mand pludselig besluttede at røve butikken, ikke havde haft lyst til at udfordre hans beslutning og risikere at miste en ny og uprøvet ven, at han havde haft en slags blackout og ved samme lejlighed mistet et venskab, der havde varet det meste af livet.

Også Michael var vokset op i Co-op City, og de havde været venner siden første klasse. Michael havde af sin mor fået lov til at gå med Lamont hjem efter skole, selv om hun vidste, at Lamonts mormor stadig ville være på arbejde. Hun stolede på Lamont. De to drenge hentede så en Hawaiian Punch eller en High-C i køleskabet og satte sig for at se Looney Tunes, The Electric Company, gamle Tom og Jerry-film eller Rocky & Bullwinkle, som Lamont hyggede sig bedre med end Michael. Lamont havde altid været god til at hygge sig alene, hvorimod Michael hurtigt begyndte at kede sig. Michael havde altid været misundelig på Lamonts evne til at beskæftige sig selv, selv om det ikke ligefrem var noget, han havde erkendt over for sig selv. Det havde blot fået ham til at sætte endnu større pris på Lamonts tid og opmærksomhed.

De havde lært at cykle samtidigt og var cyklet sammen på cykelstien gennem det grønne område fra Section 1 til Section 4 til biografen dér eller til Baskin-Robbins Iskagebod. En gang imellem kunne de stå i mange timer nede i dyrehandelen og udvælge sig det kæledyr, de ville have købt, hvis nogen af dem havde haft lov til at have husdyr. Da de var blevet ældre og lidt mere modige, fortsatte de til Section 5, den nyeste og fjernestliggende bydel, og kørte rundt i det, man kaldte ’Dræbersvinget’ for at komme derhen. Michael var engang kørt galt i ’Dræbersvinget’, var røget ud over styret og skulle bagefter sys med fem sting på brystet. Det var Lamont, der havde taget sig af det hele. Han havde ikke turdet ringe efter Michaels mor af frygt for at bringe Michael i fedtefadet hos den indimellem uligevægtige mor, og da hans mormor stadig var på arbejde, ringede han til sin kusine Michelle fra en mønttelefon.

Selv om Michelle var to år ældre, var hun i Lamonts liv en blanding af ven og storesøster, alt afhængig af situationen. Da Michelle var blevet overbevist om, at der ikke var tale om en drengestreg, sagde hun, at hun ville ringe efter en ambulance og gav Lamont besked på at blive, hvor han var. Hun kom selv kørende på sin cykel, før ambulancen var nået frem. Hun så Lamont sidde ved siden af Michael efter at have lagt sin jakke hen over Michaels bryst. De kørte begge med på skadestuen med Michael. Mens Michael blev syet med sine fem sting, spurgte Lamont Michelle, hvordan hun bare et øjeblik kunne have troet, at der var tale om en drengestreg. Hvis det havde været en drengestreg, ville det have været Michael, der havde lokket ham, forklarede Michelle, mens de ventede på hospitalet. Han skulle lige til at protestere og sige, at hendes forklaring uretfærdigt drog hans vens karakter i tvivl, da han kom i tanke om et par fortilfælde, hun om nødvendigt ville kunne bruge til at underbygge sin påstand. Han klappede derfor i, selv om faktum var, at Michael ikke i nævneværdig grad var i stand til at påvirke ham. En gang imellem havde han, når han kedede sig, gjort ting, han senere fortrød, men det kunne næppe lægges Michael til last. Det var bare det, at Michael tilfældigvis havde været til stede, når det skete.

Det var sammen med Michael, at Lamont havde oplevet suset ved at begå butikstyveri hos Cappy’s, den lokale kiosk. Lamont kunne godt lide at læse blade, og Michael var en slikmund. Michael havde været den første, der stjal noget, og det var slik, karameller og chokolade, han stjal. Lamont havde været opslugt af et blad og opdagede ikke, hvad Michael havde gang i, før de var kommet ud af kiosken. Michael havde sagt, at han skulle prøve det. Det var pærelet. Så let, at man i det mindste skulle prøve det en enkelt gang i sit liv. Slik smagte bedre, når man havde stjålet det, sagde Michael. De var ræset af sted på cyklerne ned til legepladsen på Pine Island i nærheden af Building Five, hvor de havde sat sig på gyngerne og spist slikket. Lamont havde dog ikke syntes, at det smagte bedre. Tværtimod var der ikke så meget smag i chokoladen. Smagen var tyndere mod hans tunge og gane. Det var, som om nogen havde taget noget af chokoladen ud af chokoladen, som om skamfølelse havde ødelagt den. Det var aldrig før gået op for ham, at ens handlinger kunne fordærve, hvad der burde have været en almindelig, næsten fabriksgaranteret belønning.

Uden helt at forstå hvorfor havde han et øjeblik været vred på Michael, som guffede chokolade i sig, som var han et sultent dyr, og mellem hver bid grinede som en idiot. Hvad ville Michelle sige, hvis hun vidste det? I øvrigt var Lamont mere interesseret i blade end i slik. Senere hen stjal han et par tidsskrifter og nogle tegneserier. Også det havde fyldt ham med skam, men i det mindste havde han virkelig ønsket sig dem og ville aldrig have haft råd til at købe dem. Skamfølelse kæmpede med rislende gys og en fornemmelse af at have udrettet noget. Det endte med, at han blev afsløret.

Indimellem undrede det ham, at han bedre kunne lide at tale med sig selv end med Michael. Dette selv, som han talte med, forstod ting og sager meget bedre, end Michael gjorde, bedre end nogen anden. Dette selv så alt det, der skete for ham, uden nogensinde at glemme det. Dette selv så altid hans ensomhed, selv om det ikke altid var i stand til at gøre noget ved den. Andre kunne misforstå ham, men hans selv gjorde det aldrig. Dette selv så ham længes efter, at mormoderen om aftenen skulle spørge, hvordan det var gået i skolen den dag, og længes efter, at hun ikke gjorde det, begge ting på samme tid. Det så ham foretrække at se fjernsyn i stedet for at svare hende og bagefter fortryde, at han ikke havde gjort det. Han ønskede ikke, at hun aldrig mere skulle spørge. Alt dette kunne han ikke indrømme over for andre, men han kunne indrømme det over for sit selv.

Alt den slags tænkte han over mange år efter, mens han afsonede sin straf i Woodbourne, og han spekulerede på, hvem der mon spurgte hans mormor om, hvordan hendes dag var gået, nu han selv sad i Woodbourne. Han burde selv have spurgt hende om det dengang for længe siden.

Michelle var langt bedre selskab end Michael, langt mere interessant og underholdende, om end langt dårligere til boldspil, men fordi hun var to år ældre og boede et stykke vej fra ham, var det ikke altid lige let at komme til at besøge hende. ”Må jeg godt gå hen til ’Chelle?” kunne han finde på at spørge sin mormor, der var henrykt over sine børnebørns kærlighed til hinanden. Det var Michelle, der fortalte ham om Piers Anthonys ’Xanth’-bøger. Hun tog ham med hen på biblioteket, hvor hun forklarede ham, at bøgerne altid ville være der, når han engang fik brug for dem. Han kunne godt lide at sidde der og læse eller tegne, men vidste ikke, hvem det gik an at indrømme det over for. Han havde taget Michael med hen på biblioteket, men Michael var hurtigt begyndt at kede sig. Michael mente tilsyneladende ikke, at der var noget for ham at hente på biblioteket, og en gang imellem forvirrede og irriterede det ham, at Lamont godt kunne lide at komme der.

Michelle havde parakitter, og hun gav ham lov til at fodre dem. Hun havde også givet ham lov til at røre ved dem og havde sat dem op på hans skulder. Når hendes far skulle købe nye gummisko til hende, sørgede hun altid for, at det skete på en dag, hvor Lamont var på besøg, så hendes far følte sig tvunget til også at købe et par til ham. Hvad han også altid havde gjort. Et år valgte Lamont et par blå Puma-sko af ruskind, og han viste hende, hvordan man skulle snøre dem: tofarvede bånd kringlet sammen og lagt ubundne ind under pløsen, så den blev løftet op. Hans mormor bad ham altid om at snøre sine sko. Hun forstod ingenting. Det gjorde Michelle.

Det var bedre at gå på indkøb sammen med Michelle. Hun opmuntrede ham til at købe de rigtige jeans: Sassoon, Jordache eller Sergio Valenti og især Tale Lord. Det var svært at overtale mormoderen til at købe det, han helst ville have, når de sammen tog bussen til Fordham Road for at købe tøj til ham. Disse indkøbsture blev værre og værre i takt med, at han blev ældre. Kærligheden til mormoderen var uforandret, men der var kun én ting, der var værre end at gå i byen med hende og købe tøj, og det var, hvis folk så ham gøre det. I de tilfælde måtte han bekæmpe sin trang til at stikke af eller sågar bogstaveligt skubbe hende væk fra sig. Han gjorde det aldrig og tillod heller aldrig sig selv at vise sin mormor, hvor frustreret han var.

Det var, så vidt han huskede, i den periode af sit liv, at han begyndte at føle en slags kronisk nervøsitet, en rastløshed parret med en ængstelse, der var mere eller mindre konstant, en, som stadig plagede ham. Det var, som om han hele tiden gik og forberedte sig på en katastrofal begivenhed, som han ikke kunne identificere og derfor var komplet ude af stand til at forhindre eller undgå. Den deraf følgende udmattelse var så overvældende, at hverken hvile eller søvn kunne afhjælpe den, og eftersom han nu havde haft det sådan i mange år, forekom det ham helt normalt at gå rundt og være nervøs, og det var det vel så også. Måske havde han haft det sådan siden barndommen. Det var svært at sige med sikkerhed.

Han havde overvejet at tale med Michelle om det, for hvis der var nogen, der forstod ham, var det hende. Hun var det klogeste menneske, han kendte, måske også klogere end hans lærere, fordi hun så ud til at forstå ting, han ikke havde ønsket at fortælle hende, og også ting, som han slet ikke fortalte hende om. Måske var det, fordi hun var to år ældre. Måske var det, fordi hun var en pige, eller at hun boede sammen med begge sine forældre, og at alle – hendes forældre, deres mormor, de voksne i kvarteret – vidste, at hun nok skulle klare sig.

Han havde fortalt Michelle det om hesteskokrabben, og hvad der var sket i klassen, og bare synet af den medfølelse, der stod malet i ansigtet på hende, hjalp ham til at forstå det hele lidt bedre. I det øjeblik, hvor hele hendes opmærksomhed var rettet mod ham, og hendes øjne flød over på grund af det, han fortalte hende, var kærligheden til kusinen så stor, at han et øjeblik kunne bilde sig ind, at blot det at kende Michelle ville gøre, at det også kom til at gå ham okay.

Mr. Shapiro havde fortalt klassen om dinosaurer, fortalte Lamont hende. I løbet af nogle få timer havde han redegjort for livets oprindelse fra den enkeltcellede amøbe til plankton og videre til diverse dinosaurer, reptiler, fugle, aber og til sidst til mennesket. Han havde bedt børnene nævne nulevende dyr, der let ville kunne identificeres som efterkommere af nu uddøde dyrearter. Zebraer, elefanter og firben var blandt de svar, han havde fået. Lamont havde imidlertid ment, at han havde det bedste eksempel af alle, og ud fra hans svar at dømme var mr. Shapiro enig. Lamont kunne ikke huske nogensinde før at have været så glad. Hesteskokrabben! De nedstammede fra trilobitter, forklarede mr. Shapiro. ”Wow, det var et virkelig godt svar!”

Opmuntret uddybede Lamont sit svar.

”De er virkelig store. De har lange spidse haler. Og de … de ser præhistoriske ud.”

”Glimrende!” sagde mr. Sharipo. ”Kunne du have lyst til at komme op og tegne en for os på tavlen, Lamont?”

Så Lamont rejste sig og gik op til tavlen og begyndte at tegne en hesteskokrabbe.

”De har øjne, men ser ikke særlig godt. Det er halen, der er vigtig. Måske vigtigere end øjnene, men det er jeg ikke helt sikker på. De bruger deres haler i sand og jord og den slags. Jeg tror, de er virkelig gamle.”

”Glimrende!” sagde mr. Shapiro igen. ”Det ser sandelig ud til, at du ved ret meget om dem, Lamont.”

”Jeg har set dem.”

”I en bog?”

”Ja, men jeg har også set dem i virkeligheden.”

”Lamont, er du sikker på det? Det tvivler jeg på.”

Men Lamont havde set dem. I nærheden af Section 5 på vej til Section 1, hvor Lamont boede, var det, hvis man var motiveret nok, muligt at komme ned til Hutchinson River. Lamont havde ofte været der. Der i det lave vand lige ud for flodbredden havde han set en slags ’krabber’, og senere havde han på biblioteket fundet ud af, at de hed hesteskokrabber.

”Jeg kan godt vise Dem hvor, mr. Shapiro.”

”Det ville være fint. Måske en anden dag.” Mr. Shapiro var begyndt at putte ting ned i sin taske.

”Hvornår? Efter skole?”

”Lad os sige det. En dag efter skole.”

”Hvornår? I næste uge måske?”

”Måske.”

”Næste onsdag efter skole?”

”Ja, okay, måske næste onsdag.”

”Jeg kan tegne et kort til Dem. Vise Dem, hvordan De kommer derhen.”

”Okay, tak. Mange tak, Lamont.”

Michael var sammen med ham efter skole den følgende onsdag eftermiddag nede ved floden. Da der var gået halvanden time, sagde Michael, at han godt havde vidst, at mr. Shapiro ikke ville komme.

”Han gider ikke høre mere om den slags ting. Det er forbi.”

”Måske er han blevet forsinket eller noget. Måske er han faret vild. Måske tror han, det bliver regnvejr. Michael, det vil ikke være så godt, hvis han kommer senere, og jeg så ikke var her.”

”Han kommer ikke, Lamont.”

”Måske ikke. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at der er hesteskokrabber her. Jeg vil også vise Michelle dem. Forstår du, de gør deres haler stive og bruger dem, når de går.”

”Shapiro … han kommer ikke,” insisterede Michael. ”Han ved, at der ikke er nogen åndssvage hesteskokrabber her … men fint, hvis du kan lokke din kusine herned … jeg kunne vise hende en … virkelig stiv sag!”

Mere nåede han ikke at sige, før Lamont havde hamret næven i hans ansigt med en kraft, der fik Michael til at tumle om på jorden. Lamont stod et øjeblik der og kiggede på ham. Det var en chokerende ting at have gjort.

Lamont vidste ikke helt, hvorfor han var blevet så vred på Michael. De cyklede hjem i modvind og uden at tale sammen. Derefter så de et stykke tid ikke noget til hinanden. Det generede ikke Lamont særlig meget.

Han havde heller ikke set meget til Michelle i den periode. Hun gik nu på Bronx Science og hævdede at have flere lektier for end nogensinde før. Hun fik det til at lyde helt igennem heroisk, som noget Lamont burde stræbe efter, men hun gjorde det uden på nogen måde at virke selvoptaget eller lyde, som om hun regnede sig selv for bedre end ham eller nogen anden. Sådan lød det i det mindste i telefonen, når han en smule trist, men ikke bebrejdende sagde: ”Du har søreme meget travlt nu om dage, ’Chelle.”

På hans fødselsdag havde Michelles forældre dog taget ham, Michelle og deres mormor med på en steakrestaurant downtown. Han kunne ikke huske præcis, hvor den lå, bortset fra at det var i nærheden af Union Square. Så meget huskede han dog. Den måtte have ligget der i nærheden, fordi de havde krydset Union Square på vej til og fra det sted, hvor Michelles far havde stillet bilen. Lamont kunne godt lide at gå i byen med Michelles familie. For hans skyld måtte det gerne ske oftere, end det gjorde. Hendes mor havde, selvfølgelig på grund af Michelle, købt nogle bøger fra Xanth-serien til ham, bøger, som kun Michelle kunne vide, at han endnu ikke havde læst. Hendes far havde, igen tydeligvis efter hendes instruks, købt nogle actionfigurer til ham, mikronauter med gennemsigtige plasticlemmer og noget tilbehør, som Michelle vidste, han var optaget af. Derudover fik han to originale og meget detaljerede Shogun Warrior-actionfigurer, som Michelle senere forklarede kun kunne købes i Chinatown. Dette var, før Mattel begyndte at masseproducere dem. At være den lykkelige ejer af en sådan actionfigur ville med garanti sikre en dreng i Lamonts omstændigheder en vis social mobilitet. Det var, som om Michelle indså, at hun uundgåeligt ville komme til at se ham sjældnere og sjældnere, og derfor havde hun fundet på denne dag som begyndelsen til delvis adskillelse. Det virkede.

Lamont begyndte at være mere sammen med Danny Ehrlich. Det glædede Lamonts mormor, fordi Dannys far underviste på Truman High School. Hun mente, at Danny Ehrlich ville have en bedre indflydelse på Lamont end Michael. Om mr. Ehrlich sagde man, at han nok var den mest afslappede lærer, man kunne få, en mild mand med hippietendenser. Det var en af årsagerne til, at historien om ham, den berømte historie om mr. Ehrlich, spredte sig så hurtigt.

Historien involverede en elev i mr. Ehrlichs klasse, en mager sort dreng fra et kvarter, der gik under navnet ’The Valley’ i Boston Secor uden for Co-op City på den anden side af hovedvejen. Denne elev tegnede engang et svastika på tavlen. Drengen, en af de mest uregerlige i klassen, vidste godt, at det var et symbol på noget ondt, et, der rystede folk, et, der fornærmede, ja tilmed skræmte folk, men han forstod ikke hvorfor. Den dag erfarede han hvorfor, og det samme gjorde alle andre i klassen. Mr. Ehrlich blev angiveligt momentant sindssyg.

Selvfølgelig var der mange versioner af historien i omløb. I en af dem slog han drengen gentagne gange. I en anden tissede drengen i bukserne på grund af de verbale tæv, han fik. I visse versioner var det racisme, mr. Ehrlich talte om. I andre var det slaveri. Nogle påstod, at han havde tvunget klassen til at skrive et essay om det at være anderledes. Andre sagde, at mr. Ehrlich holdt et langt foredrag om noget, der hed ’nazisme’, hvorefter han pludselig blev helt rolig igen, og det alt sammen var overstået. Fælles for alle disse versioner var, at den gamle hippielærer, mr. Ehrlich, en dag, en enkelt dag, var gået ud af sit gode skind. Det blev den kanoniske historie.

Lamont gik i klasse med Danny Ehrlich, og ingen af dem havde nogensinde haft mr. Ehrlich som lærer. Også Danny var en stor fan af Xanth-bøgerne. Efter nogle måneder som klassekammerater inviterede Danny Lamont hjem efter skole. Lamonts mormor hørte først om de to drenges venskab, da Lamont spurgte om lov til at gå med Danny hjem. Han kunne ikke undgå at se hendes glæde over deres venskab. Lamont tog en af de Shogun Warrior-actionfigurer med, som Michelles far havde købt til ham i Chinatown og givet ham i fødselsdagsgave. Han valgte en af de slemme fyre, et vidunderligt miks af støbte og leddelte plasticlemmer med kuglelejer i skuldre, fødder og tilmed i nakken. Meget glat og fint lakeret. Ingen farver, der løb sammen, kun et helt skarpt, knaldrødt skjold med gule riller foran brystet. Hovedet, der var uforholdsmæssigt lille og derfor særlig uhyggeligt, bestod stort set kun af et kranium med to blå striber, der gik fra øjenhulerne tilbage over issen og hele vejen ned til nakken, hvor kraniet sad fast på halsen. Fødderne var blå, men resten af ham var skinnende sølvfarvet. At se ham var at ønske at eje ham, for selv uden at have haft ham i hånden kunne han sætte en drengs fantasi i brand. Første gang man rent faktisk havde ham i hånden, var man solgt, helt bjergtaget.

Lamont holdt øje med Dannys øjne, mens han tog den slemme Shogun-kriger op af tasken. Danny Ehrlich så Shogun-krigeren, og han spilede øjnene op, så de blev runde som golfkugler. Derefter rakte Lamont højtideligt krigeren til Danny, som et øjeblik stod bomstille og bare forsøgte at få en fornemmelse af dens vægt. Danny lod blidt venstre hånds tommel- og pegefinger glide ned over Shogun-krigeren. Han tog en dyb indånding, pustede langsomt ud og sagde så sagte: ”Wow, det er helt utroligt.”

Stadig med Shogun-krigeren i hånden vendte Danny Ehrlich sig pludselig om og løb uden varsel ned gennem gangen til sin mor ude i køkkenet, mens han råbte: ”Se, mor! Se, hvad Lamont har foræret mig! Er den ikke fantastisk?”

Lamont gjorde en synkebevægelse. Han havde på intet tidspunkt forestillet sig, at Danny Ehrlich ville opfatte den som en gave, og han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han gik langsomt ned gennem gangen til Danny og hans mor. Det var første gang, han stod i køkkenet. Det var også første gang, han hilste på Dannys mor. Danny Ehrlich så ud til at holde meget af sin mor. Han stod i døren ud til køkkenet.

”Rigtig mange tak for dette fantastiske monster, Lamont,” sagde Dannys mor venligt.

”Det er en Shogun Warrior, mor,” rettede Danny hende et øjeblik helt utålmodigt. ”Se hans våben!”

Lamont kunne ikke gå hjem uden den. Det kunne overhovedet ikke komme på tale. Hans mormor ville opdage, at den var væk. Han var sikker på, at hun ville opdage det. Han havde spurgt om lov til at tage den med hjem til Danny Ehrlich, og hun havde sagt ja under forudsætning af, at han passede godt på den. Han havde passet godt på den. Han havde passet godt på den i skolen, haft den godt gemt af vejen hele dagen. Det eneste, han havde gjort, da dagen var forbi, og han var kommet hjem til Danny Ehrlich, var at vise den til sin nye ven og give ham lov til at holde den. Det var alt, hvad han havde gjort. Og nu stod han i problemer til halsen. Måske kunne Michelle også en dag have lyst til at se den igen. Hun havde fortalt sin far præcis, hvad han skulle købe til Lamont, og også hvor han skulle købe det. Det var en af Lamonts allerkæreste ejendele. Måske den allerkæreste. Det var en fødselsdagsgave fra hans onkel, der havde købt den til ham i Chinatown. Måske havde han givet en formue for den. Tænk, hvad der kunne ske, hvis han ikke havde den med hjem igen. Dette var en katastrofe, som hans bekymring havde øvet sig på utallige gange, og som den ville øve sig på længe efter, at det hele var overstået. Det var et forvarsel om, hvordan hans voksenliv ville udvikle sig.

Danny Ehrlich befandt sig ikke i rummet, da Lamont puttede Shogun-krigeren ned i sin skoletaske igen. Han ville smugle den tilbage til sin mormors lejlighed. Ingen så ham gøre det, og Lamont spekulerede på, om han mon slap godt fra det. Måske glemte Danny Ehrlich alt om Shogun Warrior-actionfiguren. Nej, det var utænkeligt. Måske troede Danny Ehrlich så, at han selv havde forlagt den? Han havde trods alt så mange ting. Men det var nok også usandsynligt, gjorde Lamont op med sig selv. Faktisk var det mere end usandsynligt, det var umuligt.

Lamont havde haft kvalme fra det øjeblik, han hørte Danny Ehrlich fortælle sin mor, at Lamont havde foræret ham Shogun-krigeren. Han havde endnu mere kvalme, da han listede actionfiguren ned i sin taske igen. Til smerten over det stadig truende tab af Shogun-krigeren, til forventningen om sin mormors vrede over, at han havde foræret Michelles gave væk, og til hans vantro over, at noget så helt igennem uskyldigt havde forvandlet sig til et mareridt, føjedes nu ikke kun mavekrampende skyldfølelse over at have stjålet figuren tilbage, men også noget langt værre, noget akut, noget, der skreg, ligesom Danny Ehrlichs far havde gjort i historien om ham og drengen fra ’The Valley’, skreg, til sveden brød frem i hans håndflader. Det var angst. Lamont var bange for, at actionfiguren ville blive fundet i hans taske, selv om den jo var hans. Det skete ganske vist ikke. Han nåede hjem med legetøjet uopdaget i sin taske.

Lamont fortalte ikke sin mormor om det, der var sket. Og Danny Ehrlich kom heller ikke ind på det dagen efter. Måske havde han endnu ikke opdaget, at den var væk, tænkte Lamont ved sig selv. Det var dog helt tydeligt forkert. Selvfølgelig havde Danny Ehrlich opdaget det. Lamont blev aldrig mere inviteret med hjem. Faktisk henvendte Danny Ehrlich sig efter den dag kun sjældent til Lamont. De få gange, han ikke kunne undslå sig, var det på en underlig høflig måde, slet ikke som en dreng på hans alder normalt ville tale, men mere som en lærer eller en forælder eller en socialrådgiver. Det var, som om Danny Ehrlich havde fået fortalt af en voksen, hvordan han skulle tale med Lamont Williams, hvis det nogensinde igen blev nødvendigt at henvende sig til ham.

Michelle bad aldrig om at se Shogun-krigeren igen, og hun var heller ikke interesseret i at se noget af det andet, Lamont havde fået i fødselsdagsgave. Michelle brugte nu parfume, og hendes feminine charme, den charme, der i den grad havde fyret op under Michaels fantasi på bredden af Hutchinson River, var endnu mere udtalt. Derudover var der hendes selvsikkerhed og hendes intellektuelle sult efter ting og sager, der dengang var lige akkurat uden for Lamonts rækkevidde, uden for hans bevidsthedssfære. Han forstod ikke det, hun interesserede sig for – han vidste ikke engang, hvad disse ting og sager var, kun, at de var der. Hun var begyndt at tale på en anden måde. Pænere, syntes han. Hun talte ikke længere så meget om Jason og Argonauterne eller om Ray Harryhausens animationer eller om Xanth-bøgerne. Hun talte mere og mere som en pige, der lige om et øjeblik ville være en kvinde og i besiddelse af en skønhed, hun lige så lidt kunne skjule, som andre kunne ignorere. Hvis hun allerede havde en kæreste, lykkedes det hende på en eller anden måde at holde den del af sit liv skjult for Lamont, men det var heller ikke særlig svært for tiden, eftersom de så mindre og mindre til hinanden. Deres mormor vidste måske besked om Michelles eventuelle kærester, men i så fald holdt hun det for sig selv. Michelle var den, altid den, som deres mormor ikke behøvede at bekymre sig om. Måske havde hun så travlt med skolen, at hun ikke havde tid til at have kærester. Hvis hun havde kærester, vidste de måske en masse om alt det, Lamont forestillede sig, at Michelle gerne ville vide noget om.

Nu var det at se Michael indimellem bedre end ingenting. Ofte var det det ikke. En gang imellem havde Michael sin lillebror med, ham, der mange år senere kom og besøgte Lamont i Woodbourne. Michael elskede at tale om piger. Hvem han sværmede for, hvad han havde gjort, hvem han havde kælet med og hvor, hvad han havde planer om at gøre – han snakkede i ét væk om det. Meget af det, det meste af det, var løgn. Selv mens lillebroderen var til stede, talte han om det, og det brød Lamont sig ikke om. Lamont tænkte også på piger, men han holdt for det meste sine tanker for sig selv, og han så ingen grund til at lyve for Michael eller andre om sine bedrifter inden for dette eller et hvilket som helst andet område. Hans selv ville vide, at han løj, og han ville skamme sig.

Tiden på high school nærmede sig sin afslutning, og Lamont begyndte for alvor at overveje, hvad han skulle lave bagefter. Nogle fyre, han kendte i kvarteret, var gået ind i hæren. Han kendte dem ikke særlig godt, men han kunne godt lide tanken om at kunne blive til ’alt muligt’. Det lød godt. Han gik stadig og tænkte de tanker, da det var slut med at gå i skole, og han fik arbejde på en byggeplads, hvor han gik til hånde og fik løn under bordet. Han havde haft den slags feriejob i en hel del år. På den måde havde han kunnet hjælpe sin mormor med penge. Og det var en rar fornemmelse at have en smule penge på lommen. Det var det, der fik ham til at vende tilbage til byggepladsen, da han var gået ud af skolen.

Nogle år senere mødte han tilfældigt en ung latino fra Inwood på byggepladsen. De faldt i snak, og manden fortalte, hvordan han overlevede ved hjælp af det eneste, han havde arvet efter sin far: hans pickup. Den var gammel og skulle behandles med respekt, grænsende til forkælelse, men nu gav den ham en udmærket indtjening, sådan som hans far inden sin død havde stillet ham i udsigt. Manden fortalte, at man kun kunne spille kassettebånd i pickuppen, men at der faktisk var noget ganske beroligende ved det, hvis man anskuede det på den rigtige måde. Han havde fundet nogle bånd med blandet musik, som hans far plejede at lytte til. Han vidste ikke, hvem der havde indspillet dem til hans far, men i hvert fald kørte han som fragtmand i byen og bragte varer ud med sin fars musik gjaldende i kabinen. Da Lamont spurgte latinoen, hvordan hans fars varevogn kunne indtjene penge til ham, forklarede manden, at han havde mere vareudbringning, end han kunne overkomme.

”Og jeg ser ingen grund til, at det skulle høre op, så længe jeg holder min fars pickup tiptop i orden og har konkurrencedygtige priser. Man kan klare vareudbringning fra IKEA ene mand til Elizabeth, New Jersey, til Manhattan eller hvor som helst. Folk har brug for hjælp til den slags lort.”

Lamont lyttede til mandens beskrivelse af sin arbejdsdag, og det, han hørte, lød forjættende. Senere spurgte han over en øl, om han havde brug for endnu en chauffør til at klare det ekstra arbejde. Manden sagde, at han ville tænke over det. Han kunne se, at de to ville komme godt ud af det med hinanden, men forklarede høfligt, at han syntes, han måtte være meget omhyggelig med, hvem han betroede sin fars varevogn til. Lamont sagde, at det forstod han godt, og at han havde respekt for synspunktet.

”Jeg kan høre hver eneste lille knasen, min fars varevogn laver. Forstår du, hvad jeg mener?”

”Selvfølgelig. Jeg tror også, du er god til at køre bil.”

”Ja, det bilder jeg mig ind … det meste af tiden.”

”Det er måske ikke nok for dig at kende chaufføren, du vil vel også gerne vide, hvem der lærte ham at køre bil.” Latinoen lo.

”Jamen, jeg mener det,” sagde Lamont.

”Hvad mener du?”

”Jo, du kan åbenbart godt selv køre bil. Kan du ikke lære mig det?”

”Kan du ikke køre bil?”

”Jo, hvis du lærer mig det.”

”Kan du ikke køre bil?” gentog manden og rystede vantro på hovedet. Hvorfor sad den mand og spildte hans tid?

”Jeg arbejder på en byggeplads. Jeg bor hos min mormor i Bronx. Og nej, jeg kan ikke køre bil. Du kan lære mig at køre bil, sådan som du tror, din far ville have ønsket, at man behandlede hans varevogn. Du kan lære mig at høre efter summen og knasen og holde noget af min løn tilbage, mens jeg arbejder, og du hviler dig.”

”Hør her, Lamont, du virker som en rar fyr, men … jeg ved ikke rigtigt.”

Lamont skrev sit navn og telefonnummer ned på bagsiden af en Samuel Adams-ølbrik og bad Ramón, latinoen, om at tænke over hans forslag. Der gik næsten to uger, og så ringede Ramón til Lamont tidligt en aften. Hans mormor måtte afbryde arbejdet med koteletter og yamsrod for at tage telefonen. Det var en eller anden latino, der ville tale med Lamont.

”Hvad slags musik kan du lide?” spurgte Ramón.

”Hvorfor spørger du?”

”Jeg er nødt til at vide, om jeg kan have min fars bånd med blandet musik liggende i varevognen,” svarede Ramón. Og sådan begyndte Lamont at tjene penge på vareudbringning. Men først skulle han lære at køre bil.

Da Lamont foreslog, at Ramón skulle lære ham at køre bil, havde han faktisk ikke regnet med at blive taget på ordet, men da Ramón først havde slået til, var det, som om der åbnede sig et liv med muligheder, som han aldrig før havde oplevet. Det tog ham ikke lang tid at lære at køre bil. Han kunne lide at køre, og skønt det var Ramóns pickup, følte han sig som sin egen herre. De var venner. Venskabet udviklede sig naturligt, organisk, som om det var forudbestemt, og for første gang følte Lamont, at lykkens gudinde havde rakt ham en lillefinger. Det var som begyndelsen på et helt nyt liv at have opnået Ramóns tillid, lært at køre bil, lært at skelne mellem Ramóns fars bils luner – dunke- og knaselyde – lært hidtil ukendte gader i New York og tilmed New Jersey at kende, og så oven i købet have fået lidt ekstra penge på lommen. Efter et par uger var det, som om hans lunger kunne rumme mere luft, og hjertet bankede roligere og var nu for første gang fyldt med ægte ro i modsætning til den ro, han før havde båret som en rustning, som et værn. Denne nye ro, den slags ro, som kan udspringe af at have fået nye færdigheder, mindskede ikke hans begejstring. Aldrig havde Lamont været gladere for at stå op om morgenen. Begejstringen aftog hen ad vejen, men roen bed sig fast i adskillige år. Hvis han nogensinde skulle møde en kvinde som Chantal, kunne det kun blive i denne periode af hans liv. Og det blev det også.

Den største ændring i hans medgang var vel nok, at han pludselig følte sig modig nok til at henvende sig til hende, og ikke så meget, at en attråværdig og smukt klædt kvinde i det hele taget gad tale med ham eller det, at hun pludselig trådte ind i Cappy’s, hvor han havde tilbragt så mange timer som barn og ung mand med at læse og fra tid til anden stjæle tegneserier og tidsskrifter. Men sådan så Lamont ikke på det. Han tænkte, at hun var hans store held, at hun havde udvirket forandringen og ført den ud i livet.

Hun var kun nitten år, da de mødtes. Hun arbejdede i en kosmetik-stand i et af de bedre stormagasiner i centrum. Kun på det tidspunkt i sit liv ville Lamont have nærmet sig en ung kvinde, der så ud som Chantal. Kun på det her tidspunkt i hans liv ville hun seriøst have reageret på den lavmælte henvendelse fra en genert mand, der ikke masede sig på eller stoltserede af sted som en påfugl i byens gader. På de fleste andre tidspunkter i deres liv ville de ikke have ofret hinanden et blik, om de så havde stået tæt sammen i en butik, ved et busstoppested eller siddet ved siden af hinanden i en biograf. Dette var imidlertid det helt rigtige tidspunkt. Han var jublende glad over at have fået fast arbejde, og hun var villig til at forsøge sig med en mand, der havde et job, ikke havde et afhængighedsproblem, ingen pletter på straffeattesten, ingen børn med en anden kvinde, og som samtidig havde en smule penge på lommen. Altså inviterede han hende i byen.

Det var ikke første gang, de havde været i byen sammen, men da Lamont inviterede hende på restaurant for at spise steak og drikke af glas, der kun kunne være vin i, afrundede og svulmende nede ved stilken som tulipaner i overstørrelse, havde han stadig ikke vænnet sig til, at denne kvinde altid sagde ’ja’, når han inviterede hende ud. For hvert ’ja’ blev han mere og mere tillidsfuld, men det forhindrede ham ikke i også at være nervøs denne aften. Denne nervøsitet, som ikke viste tegn på at stilne af, var næsten en behagelig følelse, som han derfor ikke havde noget særligt imod. Han var blot nødt til at minde sig selv om ikke at sige eller gøre noget upassende, noget, han måske ville fortryde at have sagt, når han lå i sin seng og lod aftenen passere revy oppe i hovedet eller senere i Ramóns fars bil. Det var svært at modstå fristelsen til at røre ved hende, da hun åbnede døren til sin mors lejlighed. Det var svært at modstå fristelsen til at røre ved hende, da de gik langs med Union Square.

Hun kendte kvarteret bedre end Lamont, fordi hun arbejdede i nærheden. Hun kendte butiksekspedienterne – i hvert fald dem på daghold – vidste, hvor man kunne købe sin frokost. Verdens bedste kyllingesandwich fik man i nærheden af Flatiron Building. Berømt. Virkelig berømt. Et gammelt jødisk sted fra for en million år siden. På 5th. Nej, han mente ikke at have hørt om det. Hvad havde han så hørt om? Han kendte cafeteriet i IKEA-forretningen i Elizabeth, New Jersey, der åbnede en halv time før resten af butikken. Her kunne man få æg, kartofler og bacon for under en dollar. Hvis man selv ryddede af bordet, slap man for at give drikkepenge. Det var sådan, de holdt priserne nede. Troede han. Det spillede nok ind. Derudover købte de stort ind ad gangen af alt muligt. Startede i Sverige, Europa. Hele biksen. Havde hun nogensinde været der? I Sverige? Nej, i IKEA. Nej. Elizabeth? Hvor var det nu, det lå? New Jersey. Nej.

Hun havde en veninde, som forsøgte at blive model. Det måtte da være noget, Chantal også kunne have lyst til at blive, bemærkede Lamont. Pengene var gode. Hun var i hvert fald køn nok. Jo, helt ærligt. Han havde en kusine, der også var meget køn, hun havde gået på college og havde giftet sig med en højt uddannet mand. Så ikke særlig meget til hende. Ikke på det seneste. Ikke nu om dage. Som børn havde de dog været meget knyttet til hinanden. Kusinen og hendes mand havde en datter. Ikke helt hans niece, en kusines datter, Sonia. Han overvejede at købe sin egen varevogn; blive selvstændig. Var ikke helt sikker. Måske. Chantal syntes, det var en fantastisk idé. De burde virkelig overveje at oversætte vinlisten til engelsk. Gudskelov lo hun. Han havde ment det, men det havde samtidig været meningen, at hun skulle le ad det. Vidste ikke længere, hvad han mest havde ment. Lige meget. Hun lo. Dette måltid mad ville ruinere ham, men var det hele værd. Måske kunne han få en tjans på byggepladsen ved siden af vareudbringningen. Gav ingen mening at fylde sig med brød, medmindre han havde tænkt sig at tage den del af steaken med hjem, som han ikke kunne spise. Han ville kun gøre det, hvis hun også gjorde det. Og det kunne han jo ikke vide på forhånd. Var nok ikke værd at tage chancen. Han ville ikke bare gøre det, selv om hans mormor godt nok elskede en god steak. Burde ikke have sagt det. Burde ikke have nævnt sin mormor.

De gik over Union Square, og han tænkte, at han måske var forelsket i hende. Aldrig i sit liv havde han betalt så meget for et måltid mad. Hvis bare Michelle kunne se ham nu. Han ville undersøge, om han havde penge til udbetalingen på sin egen varevogn. Jo større lad, jo flere ting var der plads til, men jo dyrere var den også i drift. Han tænkte, at han måske var forelsket i hende. Hans mormor ville blive glad.

Se alle de mennesker, der bare går eller slentrer rundt. For en gangs skyld kunne han nøjes med at betragte dem og ikke suge synet af dem til sig. Måske sugede folk synet af ham til sig, nu mens han og Chantal slentrede forbi, ham, manden, der var sammen med hende. Klædte de hinanden? Michelle ville synes om det. Hun ville synes om at se dem sammen. Måske ville de gifte sig på et tidspunkt og få en kusine til Michelles lille pige, Sonia, så de kunne lege sammen. Han lænede sig lidt over mod Chantal, mens de gik. Det var han nødt til for at kunne høre, hvad hun sagde. Hun lænede sig ikke over mod ham. Det var den samme menneskemængde, den samme larm. Hun måtte have samme problem som ham. Men hun var yngre. Måske hørte hun bedre end ham? Han bed ikke særligt mærke i denne ubalance. Ikke særlig meget. Det gjorde hans selv til gengæld. Han forsøgte at slå observationen ud af hovedet, at benægte, at den havde været der. Et tilfældigt smil overbeviste ham til sidst om, at hun virkelig ikke havde hørt, hvad han sagde. Måske gik det alt sammen, måske fandt de ud af det sammen. Det var ikke umuligt, tænkte han ved sig selv.

Michelle ville have set ubalancen i deres kropssprog, en ubalance, der måske kunne have afsløret, at den unge kvinde kun var på besøg i Lamonts liv. Deres mormor ville måske også have set den. Men der skete noget mere begivenhedsrigt den lørdag aften, som hans mormor ikke ville have set. Lamont boede igen hos hende, midlertidigt, mens han ledte efter en anden lejlighed til erstatning for den, han havde boet i, som skulle rives ned. Hans mormor ville ikke have set det, fordi døren til Lamonts værelse den nat var lukket på en måde, der slap mindre lys ud end normalt. Og hun ville ikke have set det søndag morgen, fordi hun var gået i kirke, noget, som hun for længst havde opgivet at få sit barnebarn med til. Da han var lille, havde hun forsøgt at fortælle ham om Gud, og det var ikke, fordi han ikke var interesseret, han forstod bare ikke, hvad det var, hun talte om. Hun var tydeligvis selv meget optaget af det – Gud, Jesus og kirken, men han fattede det virkelig ikke, og derfor gik han sjældent med, ikke engang da han var lille. Især havde han ikke lyst til at finde Jesus denne søndag morgen. I stedet for smuglede han Chantal ind på sit værelse aftenen før og fandt hende. Det var den nat, deres datter blev undfanget. Kort tid efter hendes fødsel fik Lamont sin egen varevogn.

Ingen ville nogensinde kunne tage den nat fra ham, selv om de tilsyneladende senere godt kunne tage hans datter fra ham. Dette var ude i fremtiden. Først havde der været deres nat sammen i hans mormors lejlighed og middagen på restauranten og deres spadseretur hen over Union Square, og hvordan mænd havde kigget på Chantal. Sådan så mænd også på hende i Woodbournes besøgscenter nogle år efter. Han delte celle med en mand ved navn Darrell, og han begik den fejl en aften at fortælle Darrell, hvordan han havde det, når han så andre mænd kigge på Chantal. Det var et par måneder siden, hun havde besøgt Lamont, men Darrell havde også set hende dengang, og måske for at undskylde hendes fravær eller måske blot for at adsprede sig selv begyndte Darrell at male et billede med ord, der syntes at blive hængende i den stille aftenluft i deres celle.

”Hun har også et liv. Jeg gider ikke høre mere om din uskyld. Alle I skide niggere herinde er uskyldige. Tænk på hende. Tænk på, hvordan det er for hende. Efterlod du noget til hende? Hun er mor til dit barn, men du efterlod ikke noget til hende. Hun får brug for flere penge i takt med, at barnet bliver større. Hun havde et arbejde, da du røg ind, men måske har hun nu mistet det. Hun har den lille pige, din datter, at tage vare på. Du sidder her. De er derude. Hvis hun ikke har noget mad, er hun nødt til at få bistandshjælp. Hvor lang tid er det, de må vente – femogfyrre dage, tres dage, for at få noget? Du siger, at hun bor hos sin mor, men det gør hun måske ikke længere. Ville hendes mor gerne have flere børn?

Hvad gør hun så? Hør, hvad jeg siger: Når en mand ryger ind, begynder folk at se anderledes på en kvinde, og især på en kvinde som hende, fordi hun ser godt ud. Det gør de bare. Ekspedienten i butikken, bartenderen i bodegaen, viceværten – alle. Nu har hun et behov, ikke, fordi hun gerne vil i byen, ikke, fordi hun gerne vil feste løs. Hun har behov, mange behov, og du tilfredsstiller ingen af dem. Forstår du, hvad jeg siger? Så hun har brug for tyve dollars til mælk og alt muligt shit, ting til barnet. Så bliver hun nødt til at gå til udlejeren. Hun er nødt til at gå til viceværten, og du er nødt til at leve med denne viden. Du ved intet om ’hvornår’ eller med ’hvem’, men du ved hvorfor. Det var dig, der gjorde det. En masse fyre går fra forstanden herinde, kalder deres koner ’tæve’ og ’luder’. Jeg har hørt dem. Jeg har set dem. Konen opfører sig forkert, udlejeren opfører sig forkert. Alle undtagen dig opfører sig forkert. Og imens bliver din datter større og større. En god mor gør det, hun er nødt til at gøre. Gæld tager livet af en. Det ved du. Så tænk på det. Hvor lang tid tror du, der går, før hun finder en ordning med manden i bodegaen? Og jeg har set hende. Alt det, du selv godt kunne lide ved hende dengang – det sætter også gang i denne mands tanker.”

Dette var den samme mand, Darrell, som ved en anden lejlighed talte til langt ud på natten om glæden ved at se sin egen datter, sidst han var ude. Hun var otte år gammel, da Darrell sidst var på fri fod, omtrent lige så gammel som Lamonts datter, da han var på vej hjem efter dag fire af den seks måneder lange prøveperiode i Memorial Sloan-Kettering Cancer Centers driftsafdeling. Darrell beskrev hjemkomsten. Hans datters skolebus havde taget farten af før det stoppested, hvor hun skulle af, men Darrell vidste, at stoppestedet lå et lille stykke forbi hendes tantes hus, hvor hun på det tidspunkt boede. Ved et rent tilfælde så hun ud ad bussens vindue, da den kørte forbi, og synet af den overraskede glæde, af uforfalsket henrykkelse i den lille piges ansigt, da hun så ham stå og vente uden for huset, var noget, Darrell aldrig ville glemme. Derefter, fortalte han videre, løb hun fra busstoppestedet hen mod ham med sin tunge taske, sløjfer i håret og øjne så store som månen. Hun råbte ’Daddy’ og knugede ham ind til sig, som han aldrig var blevet knuget før i sit liv; og heller ikke blev det, da politiet få måneder efter atter arresterede ham. De fangede ham i en smøge efter at have jagtet ham hele vejen fra forverandaen på hans datters tantes hus, og hans datter var stormet efter ham, men politiet havde været imellem dem. Også dengang havde hun råbt ’Daddy’. Han var på flugt og havde kun øje for det, der lå foran, så denne gang så han ikke hendes ansigt. Men hendes glade ansigt, da hun så ham fra skolebussen den dag, han sidst var ude, og den måde, hun havde knuget ham ind til sig på, var det, der holdt ham i gang, sagde Darrell. Det var det, man levede for.

Lamont vidste allerede, hvad han levede for. Når han blev løsladt, ville han finde sin datter, være sammen med hende og være far for hende. Han ville skaffe sig et arbejde, sørge for aldrig igen at komme i fængsel, sagde han til Darrell, der pr. automatik tog anstød af den måde, andre mennesker trak vejret på. ”Jah, fint nok, du er den smarteste nigger, der nogensinde har kørt en flugtbil.”

Men Lamont var nødt til at tale med nogen. Strømmen af besøgende tørrede ud. Chantal kom ikke længere til Woodbourne for at besøge ham, og der var ikke andre, der kunne have hans datter med. Michelle kom i begyndelsen. En enkelt gang eller to havde hun oven i købet sin universitetsmand med. Engang kom han alene og forklarede, at Michelle også gerne ville være kommet, men at hun havde været nødt til at blive hjemme hos Sonia, deres datter, der på det tidspunkt måtte have været cirka otte år.

Måske pinte det Michelle at se sin yngre fætter i fængsel. Måske var hun vred på ham. Måske var det bare for besværligt at komme til Woodbourne, for besværligt at komme dertil og for ubehageligt at være der. Hun var socialrådgiver. Formentlig talte hun med folk som ham otte timer om dagen, fem dage om ugen. Men det her var Lamont, og han havde ikke altid været sådan, en sag eller en ’klient’. Han havde været en lille dreng, forældreløs, havde boet hos sin mormor, en lille dreng, der havde elsket hende så højt, havde set op til hende, lyttet til hende. Det var ikke så mærkeligt, at hun holdt sig væk.

På en måde havde Lamont ikke haft lyst til, at hun kom og besøgte ham, havde ikke ønsket, at hun skulle se ham sådan, se ham ligesom de mennesker, hun hver eneste dag forsøgte at hjælpe. Hvis hun kom, ville nogen så venligst bede hende om ikke at tage sin mand med eller sin datter eller sin foragt eller sin skuffelse? Eller Shogun Warrior-actionfigurer? Og i stedet fortælle Danny Ehrlich, at det var en misforståelse. Sige til mr. Shapiro, at der rent faktisk var hesteskokrabber i Hutchinson River. Og tage vores cykler med. Tag en smule håb med, hvis du kommer til besøgscenteret. Ville nogen sige til hende, at hvis hun besluttede at komme og besøge ham, skulle hun ikke tage den del af sig selv med, som troede på anklagerens udlægning af begivenhederne den aften, da Michael og Michaels nye ven gik ind i spiritusforretningen, røvede den og ødelagde hans, Lamonts liv. Han havde altid fornemmet, at hun ikke troede ham, da han sagde, at han intet havde vidst om det. Der var næsten ingen, der havde troet ham, ikke juryen, ikke hans forsvarer og heller ikke Michelle; det var det værste. Men hvis hun nogensinde kom, vidste han, at han ikke ville være i stand til at nægte at se hende.

Det var bedst, hvis hun koncentrerede sig om sit eget liv, om sin mand Charles, sin datter Sonia, sin karriere. Charles, universitetsmanden, var en betydningsfuld mand, uden tvivl en travl mand, som Lamont knap nok kendte. Der var ingen grund til, at Charles tog den lange tur til Woodbourne for at besøge sin kones fætter. Det var pænt af ham i det hele taget at have gjort det, men det var kun naturligt, at han ikke blev ved med at komme. Lamonts mormor kom så ofte, hun kunne. Men hun var gammel nu, og det pinte hende for meget at se ham der. Han vidste det godt og bebrejdede hende ikke, at hun kom så sjældent.

Michaels lillebror kom dog i begyndelsen og besøgte ham et par gange i Woodbourne. De havde egentlig aldrig kendt hinanden særlig godt. Hvad lavede han her?

”Hvordan går det, Lamont?”

”Godt nok, tror jeg.”

”Jeg kunne jo besøge din mormor engang. Skal jeg gøre det, synes du?”

”Meget gerne. Tak.” Hvad lavede han her?

”Skal jeg også se, hvordan det går Chantal … og babyen?”

”Hun er to år.”

”Hvad?”

”Min datter er to år … næsten to et halvt.”

”Okay.”

Lamont hørte Darrells stemme oppe i sit hoved, og ordene bed sig fast som en dårlig sang, en dum sang, en ørehænger. ”Når man først er kommet i fængsel,” havde Darrell sagt, ”så ser folk anderledes på en kvinde, især på en kvinde som hende – hun ser jo godt ud – anderledes, ikke? Nu ser de på hende på en ny måde. Fyren i butikken, fyren i bodegaen …”

”Skal jeg også se, hvordan det går Chantal …?” havde Michaels bror spurgt. Måske ville hun alligevel være holdt op med at komme. Han havde forsøgt at tænke tilbage og var nået frem til, at hun allerede var holdt op med at besøge ham, dengang Michaels bror var begyndt at dukke op. Men som månederne gik, blev det sværere og sværere at vide, hvad der skete uden for fængslet, eller huske, hvad der var sket, før han kom i fængsel. Måske var de løbet på hinanden, havde været på besøg samme dag, havde kørt dertil i samme bus. Hvad fanden vidste man, og betød det længere noget?

”Du ved intet om ’hvornår’ og ’hvem’, men du ved hvorfor,” havde Darrell sagt. Efter at være blevet vækket af genlyden af en eller andens skrig i en fjern celle i Woodbourne, en ikke usædvanlig hændelse, havde Lamont forsøgt at tænke tilbage på bedre dage. Tankerne gik til Union Square, hvor han gik rundt, svævede, tumlede hid og did som en vindheks, så sig selv sammen med hende, Chantal, for kun ganske få år siden. Chantal. Så se dog på hende. Hun var hot. Man kunne brænde sig på hende. Hun lænede sig aldrig over mod ham.

Darrell fortalte ham de gode nyheder, og han fortalte ham også de dårlige. De gode nyheder var, at der i Woodbourne var faciliteter, der kunne hjælpe ham med at finde sin datter. Der var fængselsbiblioteket, andre fanger, som var inde i loven, og tilmed hjælpeprogrammer med velmenende, velkvalificerede mennesker, der kom og hjalp en. Man fortalte dem datterens navn, og de henvendte sig til det lokale hospital for at få yderligere oplysninger. Start på det hospital, hvor hun var født. Selv om hun er rask og ikke har været indlagt på et hospital, er det stadig muligt at finde hende. Tjek skolerne i det område, hvor hendes mor boede. Det er muligt at tjekke indmeldelser i skoler i andre stater. Man kan om nødvendigt tjekke indmeldelser i hele landet. Det var de gode nyheder.

De dårlige nyheder, som Darrell også fortalte ham, var, at hvis Lamonts datter var for ung til at gå i skole, var han nødt til at vente, indtil hun var kommet i skolealderen, før han kunne få noget at vide om hende. Det var dog umuligt, hvis moderen ikke ønskede, at han havde nogen kontakt med barnet, og sådan så det præcis ud til at være i Lamonts tilfælde. Så Lamont forsøgte at holde sig ude af problemer, forsøgte at være en ’mønsterfange’ og lovede sig selv, at han ville finde sin datter, så snart hun var gammel nok til at gå i skole. En af delene lykkedes. Han var en mønsterfange, og denne succes blev belønnet med en overføring til Mid-Orange-fængslet. Der var mindre vold der. Fangerne i Mid-Orange kunne næsten lugte friheden og havde derfor en tendens til at opføre sig bedre.

På det tidspunkt var Lamonts datter blevet gammel nok til at gå i skole. Han kunne være begyndt at forsøge at opspore hende. Hvis Chantal havde giftet sig og givet deres datter sin mands navn, var det måske umuligt. Men hvis det ikke var sket, var det i det mindste muligt at opspore hende nu, hvor hun gik i skole. I hvert fald burde det have været muligt at forsøge at finde hende. Men det, der havde været muligt i Woodbourne, var ikke muligt i Mid-Orange. Det havde Lamont intet hørt om før overførslen – en overførsel, der af medfangerne blev regnet for en misundelsesværdig forbedring af fængselslivet. Han havde ikke været klar over, at netop som hans datter skulle til at begynde i skole, blev han overført til et fængsel, hvor det ville være så godt som umuligt at lokalisere hende, også selv om Chantal ikke havde giftet sig med en anden mand og givet Lamonts datter den nye mands navn. Mid-Orange havde ikke de samme faciliteter til at hjælpe ham med at finde sin datter, som Woodbourne havde kunnet prale af. Fængselsvæsenets økonomi var stram, ressourcerne for små. Det var de altid. Der var i virkeligheden ikke brug for disse faciliteter i Mid-Orange, fordi man som nævnt næsten kunne lugte friheden derfra.

Efter tre år i Woodbourne fejede Lamont Williams derfor de næste tre år i Mid-Orange andre fangers cigaretskod og andet affald op og forestillede sig den dag, hans datter ville se på ham på samme måde, som Darrells datter havde set på Darrell på. Men mens Darrells datter vidste, hvordan hendes far så ud, havde Lamonts datter ikke set sin far, siden hun var to et halvt. Det var højst usandsynligt, at hun ville kunne genkende ham, medmindre hun havde set fotos af ham, og som situationen var, havde Chantal næppe vist hende nogle af de få fotos, hun engang havde haft. Der var heller ikke andre, der kunne vise hende et foto af ham. Chantal havde ingen kontakt med Lamonts mormor. Barnet var otte år gammelt. Hun ville ikke vide, hvordan han så ud, og han ville ikke vide, hvordan hun så ud. Men han kunne altid prøve at forestille sig det.

Hver gang han i fængslet så et spejlbillede af sig selv, forsøgte han – også selv om det var i en vandpyt – at smelte det og det billede, han havde i sit hoved af Chantals ansigt, sammen til et fantombillede af den lille piges ansigt. Men hvor længe kan man lede efter ens egen datter i ens eget spejlbillede i en vandpyt i en fængselsgård, før nogen træder i den? Så længe det nu kan lade sig gøre. Han gjorde ret i at tænke, at han ikke ville få chancen for at fortælle om det til en anden fange, men han tog fejl, når han tænkte, at andre fanger ikke ville have forstået det.

Nu var han ude. Han havde et arbejde. Han havde overlevet sin fjerde dag som ansat på prøve i Driftsafdelingen på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Tricket er ikke at hade sig selv for det, man har gjort, eller som er blevet gjort mod en. Han ville finde sin datter. Men hvordan? Han kunne begynde med at besøge Chantals mor. Han kunne opsøge hende i aften. Hun ville vel vide, hvor Chantal var? Ikke i aften, sagde hans mormor til ham hver eneste aften. Få først orden på dit liv. Først skal du igennem dine seks måneders prøveperiode.

Eller han kunne besøge Michaels mor. Han kunne ringe på og spørge efter Michael. Og så, når Michaels mor havde forsikret sig om, at han ikke hadede Michael, kunne han henkastet spørge til Michaels bror, som måske eller måske ikke var sammen med Chantal. Og selv om Michaels mor kunne have lyst til at lyve for ham, mente Lamont nok, at han ville kunne gennemskue hende. Han ville få noget at vide under det besøg. Han ville finde Chantal. Men lad være med at gå derhen i aften. Før eller siden ville han finde sin datter. Og en dag ville hun have det udtryk i ansigtet, når hun så ham komme, det udtryk, der havde været i Darrells datters ansigt, da hun fra skolebussen så Darrell sidde på verandaen foran hendes tantes hus. Han ville tage hende med, så hun kunne hilse på sin ældre kusine, Sonia, og Sonias forældre, Michelle og Michelles mand, der nu var professor. Men lad være med at gå derhen i aften. Han ville læse højt for hende. Han ville fortælle hende historier. Selv finde på dem. Det var bare et spørgsmål om tid. Fald først til ro. Vent lidt, så du har et bedre udgangspunkt til at begynde at lede efter hende.

Da han trådte ind i sin mormors lejlighed, så han, at den ris- og pastaret, hun plejede at lave til ham, da han stadig gik i skole, var klar til at blive varmet op. Hun spurgte, hvordan hans dag var gået. Den var gået fint, sagde han til hende. Før han gik ud for at tage et brusebad, tog han fotoet af sin dengang toårige datter, som han havde haft med i fængsel, og stillede det omhyggeligt op på kaminhylden, så det blev en del af det fotoalter, hans mormor havde stillet op for år tilbage. Der var et foto af ham, da han gik i skole, et foto af hans afdøde morfar, adskillige af Michelle, heriblandt et, hvor hun var lille og sammen med Lamont, og et fra dengang hun dimitterede fra college. Der var et bryllupsbillede af Michelle og professoren. Der var to fotos af Lamonts mor. Stående op ad et af dem var der nu endnu et familiemedlem, Lamonts og Chantals datter. Han ville finde hende. Lad være med at gå derhen i aften.

Mens de spiste, sagde han til sin mormor, at han måske ville gå hen til Chantals mor senere på aftenen. Som sædvanlig frarådede hun ham at gøre det. Ikke i aften. Han spurgte hende ikke om grunden. Han ønskede ikke at høre hende sige, at han – så længe han ikke gik derhen – stadig kunne leve i håbet om, at Chantals mor kunne føre ham til hans datter. Når han først havde talt med Chantals mor, gik det håb formentlig op i røg, og hans mormor ønskede, at han skulle bevare håbet. Alt det ville han ikke høre sin mormor sige. Han ønskede at spare hende for at skulle sige, at det efter hendes mening var nyttesløst at lede efter datteren. Så han spurgte hende, hvordan hendes dag var gået, og besvarede hendes spørgsmål vedrørende sin egen. Han fortalte hende om den mærkelige, gamle hvide mand, som han havde talt med, en patient. Han fortalte hende, hvordan hospitalet med tiden ville give ham større ansvar og flere og mere krævende opgaver. Han tilbød at rydde af bordet og klare opvasken. Hans mormor tog imod tilbuddet og gik ind på sit værelse for at se tv. Hun lyttede efter og noterede sig, at han ikke gik hen for at tale med Chantals mor den aften. Hun var lettet.

Normalt sov hun udmærket, men den nat blev hun vækket af en lyd, og lidt efter stod hun op for at sikre sig, at det var Lamont. Klokken var halv tre om natten. Han sad og drak et glas æblejuice ude i køkkenet. Lysstofrøret summede oppe i loftet. Han kunne ikke sove, men forsikrede hende om, at han havde det fint.

”Er arbejdet okay? Fint nok?”

”Jah, det skal nok blive fint. Det er fint.” Han begyndte at gennemgå dagens begivenheder oppe i sit hoved. Der var seks måneder minus fire dage, til prøveperioden var forbi. Hans mormor skænkede æblejuice i en tekop til sig selv. Hun sagde, at de begge burde gå i seng og sove.

”Mormor, hvad er en dødslejr?”

”En hvad?”

”Den her gamle hvide fyr, patienten, han sagde … han sagde, at der var seks dødslejre.”

”Det er vel der, døve børn går i skole. Ligesom en sommerlejr eller noget for døve børn.”

”Nej, nej, en dødslejr,” sagde han, mens hun vaskede sin tekop.

”Det ved jeg ikke. Lyder sindssygt,” sagde hans mormor, og derpå bøjede hun sig ned for at give ham et kys på panden. ”Se nu at få sovet lidt,” tilføjede hun og forlod køkkenet for at gå i seng igen.

På vej hen til soveværelset fik hun øje på et foto af en lille, lyshudet sort pige, der halvt dækkede over et af billederne af hendes datter. Det tog hende et øjeblik at identificere barnet på fotoet. Det fik hende til at skamme sig en smule.

Lamont havde vasket sit krus op og var ved at stille det på tørrestativet, da han hørte sin mormors stemme ude i gangen henne i nærheden af hendes soveværelse.

”Han er nok …” sagde hun nærmest til sig selv.

”Sagde du noget, mormor?” råbte Lamont ud til hende.

”Er nok … Den gamle hvide mand … patienten på hospitalet … Han må være jøde.”