Fjerde del

”Hør omhyggeligt efter. En ung mand – en meget ung mand – boede i et hus sammen med sin ældre far, som han holdt meget af. Hans far var blevet så skrøbelig, at han måtte holde sengen. Ansvaret med at passe den skrantende far delte den unge mand med sin mor og en tjener, der havde været hos familien i mange år. Plejen indebar blandt andet at give faderen den medicin, han havde fået ordineret, også om nødvendigt at blande forskellige slags lægemidler derhjemme. Han sad hos ham, skiftede forbindinger, masserede hans ben og gjorde i det store og hele alt for at gøre livet tåleligt for sin far. Han var glad for at kunne gøre det, selv om man kunne have tilgivet ham – en på det tidspunkt flittig studerende – hvis han havde ærgret sig over at skulle bruge kræfter på noget, der ikke var til gavn for hans egen fremtid. Det var endnu mere bemærkelsesværdigt, når man tog den ekstra byrde i betragtning, som det var at være en ung nygift mand, der boede på førstesalen i familiens hus sammen med sin endnu yngre, gravide kone. Ønsket om at være en pligtopfyldende søn kæmpede med ønsket om at være en pligtopfyldende studerende og en hengiven mand for sin meget unge kone. Ikke desto mindre holdt den unge mand af at passe og pleje sin far. Er noget af dette sandt?” spurgte Adam Zignelik de af hans studerende, der var til stede under hans ’Hvad er historie?’-forelæsning på Colombia University den dag.

Denne bestemte forelæsning skulle han have holdt for nogle uger siden, men da de studerende dengang ankom til auditoriet, fandt de en besked på døren, der fortalte dem, at undervisningen var aflyst, fordi lektor Adam Zignelik var forhindret af, hvad der på sedlen blev kaldt ’private årsager’. Det ville have været uretfærdigt at kalde årsagen til aflysningen for piveri, så hårdt og uretfærdigt over for Adam, som kun han selv kunne være det, men nu fortrød han aflysningen, fordi han i dag havde det langt værre, og han ikke kunne aflyse to gange. Han vidste ikke, om han ville kunne gennemføre forelæsningen. På det sidste havde han fået den tanke, at det måske var en smule sent i studieforløbet at fortælle sine studerende, hvad historiestudiet i det hele taget gik ud på. På den anden side ville instituttet gerne have kurset på skemaet, og det var populært hos de studerende, hvilket måske forklarede insituttets holdning. Og for øvrigt: Hvis historikere kunne skændes med sig selv om definitionen på historie, var det vel ingen skam at diskutere det med studerende. Adam havde altid nydt at undervise i emnet og plejede at finde det spændende.

Det mest spændende i dag var dog, om han ville kunne komme igennem forelæsningen. Ville han kunne tale sammenhængende, indtil den sidste studerende havde forladt auditoriet? Der var altid en enkelt eller to, der blev tilbage. Ville han miste besindelsen og råbe ad de studerende, hvis deres uvidenhed var en hån mod hans karrierevalg, en karriere, som han indimellem havde tilladt sig selv at betragte som et kald? Ville han skælde dem ud uden humor og overbærenhed, fordi de besvarede hans spørgsmål med tavshed og var ude af stand til at spille deres rolle i dagens anvendelse af den sokratiske metode? Det var en metode, som Adam kun sjældent søgte tilflugt i, men på denne dag ville et udeblevent svar være en bekræftelse på, at han spildte sit liv. Ville han kunne holde sig på benene tiden ud? Ville han komme igennem forelæsningen uden at være bristet i gråd? Det endte måske alligevel med at blive en spændende forelæsning.

”Er noget af dette sandt?” gentog Adam, som om de studerendes tavshed måske kunne forklares ved, at ingen af dem havde hørt spørgsmålet. Adam ventede igen, men ikke særlig længe. Han var nødt til at finde vej gennem stilheden. Men selv da kunne tankerne i hans hoved finde på at vandre videre fra de ord, han havde sagt højt, og dermed give plads til en invasion af de tanker, han frygtede allermest denne dag og ville frygte allermest de følgende dage i stilheden mellem sagte ord, når hans sind var fuldkommen ubeskyttet. Træk vejret, men ikke for højlydt, sagde han til sig selv. Stilheden ville få ham til at bryde sammen. Måske var det en fejl at anvende den sokratiske metode denne dag. Planen havde været at få tiden til at gå med de studerendes indlæg, således at han i det mindste overlevede forelæsningen, selv om han måske ikke nåede igennem hele dagens pensum. Selvfølgelig måtte han da kunne regne med, at disse studerende ville forsøge at imponere hinanden, flirte med hinanden, dyste med hinanden bevæbnet med udsagn forklædt som spørgsmål, jargon fra en anden disciplin forklædt som viden, og vage politiske holdninger forklædt som velovervejet stillingtagen til emner inden for etableret filosofi?

”Det glæder mig meget, at ingen af jer forsøgte at besvare det spørgsmål.” De studerende lo. Adam åndede lettet op. ”Jeres tavshed er næsten det perfekte svar. Jeg mener det! Næsten. Hvordan kunne I gøre det bedre? Hvordan kunne I gøre det til et endnu bedre svar?”

Mere stilhed. Kom nu, børn, tryglede Adam oppe i sit hoved. Hvor er jeres libido? Hvor er jeres ego? Hjælp mig. Jeg fik jer til at le.

”Okay, jeg spurgte jer, om noget af dette er sandt. Hvor skulle I vide det fra? Hvordan skulle I overhovedet kunne vide det? Jeg har ikke givet jer oplysninger nok til, at I ville kunne stille bedre, fornuftigere, mere meningsfulde spørgsmål. Det bedste spørgsmål ville have været: ’Efter at have hørt, hvad jeg fortalte jer om den unge mand, er det så sandsynligvis sandt?’ Lad mig foreslå disse kategorier: sandt, usandt, sandsynligvis sandt, sandsynligvis usandt, samt at der ikke vides tilstrækkeligt til at kunne svare sandsynligvis sandt eller sandsynligvis usandt.”

Ikke så langt derfra havde Diana, Adams kæreste gennem de sidste otte år, taget en fridag og lå på dette tidspunkt på knæ i deres lejlighed i Morningside Heights og klargjorde den sidste flyttekasse til sine ting ved at folde papsider op og vikle gaffatape omkring. De havde brugt weekenden sammen til at lave flyttekasser og pakke, men man kom altid til at mangle et par kasser. Når de sidste minutter nærmer sig, har man altid brug for flere. De var begyndt at samle kasserne lørdag eftermiddag, mens de lyttede til Jonathan Schwartz, der sang sange fra The Great American Songbook på WNYC. Da han afsluttede radioudsendelsen med Nancy LaMott, gik flyttekasserne fra gulv til loft.

Snart kom en mand, fundet i en annonceavis på internettet, med en flyttevogn for at køre Diana og alle kasserne til en lejlighed i Hell’s Kitchen. En af Dianas veninder, en skuespiller, en ven fra collegetiden, boede i den ældste af de nye boligejendomme, der for omkring ti år siden var begyndt at skyde op fra asfalten som en heksering af befæstede champignons sået af markedsspekulanter og vandet af den regn, der kom drivende ind fra havet. De strakte sig nu fra den interimistiske Falun Gong-lejr over for Det Kinesiske Konsulat på Hudson-bredden hele vejen ned ad 42nd Street til Times Square. Skuespillerveninden havde fået en rolle på et teater i London og skulle derefter spille med i en film, der skulle skydes i Østeuropa, og Diana havde fået lov til at bo i hendes lejlighed i seks måneder. Sit liv derefter havde hun ikke overblik over. Men hun havde aldrig troet, at denne dag skulle oprinde, og nu var den her. Hun kunne ikke græde. Hun ville gerne græde, men der var ikke tid til det. Hun manglede stadig at samle, hvad hun troede ville blive den sidste kasse. Snart kom manden med flyttevognen. Hvorfor skete det her? spurgte hun sig selv. Det gav overhovedet ingen mening. Det var så unødvendigt. I sidste øjeblik opdager man altid, at man har brug for flere kasser. Man har altid brug for mere tid.

”Okay,” fortsatte Adam og kiggede på sine studerende, ”lad mig fortælle jer en smule mere om den unge mand med den skrantende far og den meget unge, gravide kone. Den unge mands fars helbred blev stedse dårligere, og han sov mere og mere. En aften sad den unge mand og masserede sin far, da en onkel kom på besøg og tilbød at overtage vagten lidt. Den unge mand var glad for at kunne holde fri resten af aftenen, og tankerne gik straks til den unge, gravide kone, og hvor tankerne gik hen, fulgte kroppen, og inden længe var han oppe hos hende i soveværelset. Hun lå og sov, men han vækkede hende og var kun få minutter efter at være gået fra sin far optaget af en intim sengeleg med sin kone.

Hvad gik gennem hendes hoved? Det skal jeg ikke kunne udtale mig om, men fem-seks minutter senere bankede den tro tjener på det unge pars soveværelsesdør. Han fortalte den unge mand, at hans far var meget syg. Selvfølgelig forstod den unge mand ud fra den kendsgerning, at han var blevet forstyrret midt om natten i sit eget soveværelse af tjeneren, der fortalte, at hans far var blevet ’meget syg’, at faderens tilstand var alvorligt forværret. Hvordan kunne han vide dette? Fordi alle i huset længe havde vidst, at hans far var meget syg. Det var ikke en nyhed. Det var en beskrivelse, valgt midt om natten og i en prekær situation af en tro tjener, der sandsynligvis selv var følelsesmæssigt påvirket af det, der skete, en omskrivning valgt i al hast og uden lægefaglig prætention, en omskrivning, der var beregnet på at videregive en presserende anmodning: ’Stå op nu. Deres fars tilstand er forværret.’

Den unge mand sprang ud af sengen og løb ned til sin fars værelse. Hans far var død. Hans onkel, faderens bror, havde været hos ham, da døden indtraf. I ved, hvor sønnen havde været. I ved, hvad han lavede i det selv samme øjeblik, hans far udåndede. Er dette sandt, usandt, sandsynligvis sandt, sandsynligvis usandt, eller er jeres viden ud fra det, jeg har fortalt jer, utilstrækkelig til, at I kan besvare spørgsmålet? Vent, lad være med at svare! Der er mere. Jeg smider et par steakknive med ind i legen.”

De studerende lo igen. I det mindste lyttede de nu opmærksomt. Men det ville de også have gjort, hvis de havde vidst, at de sad og så den ungdommelige lektor med den australske accent dø for øjnene af sig. Måske havde de set ham i dokumentarfilmen om borgerrettighedsbevægelsen, hvor han havde talt om de mange slag, der var blevet udkæmpet i de forskellige retsinstanser. Måske var det grunden til, at de havde meldt sig til kurset. Filmen havde været vist på tv for få år siden. Det havde været ham, der fortalte om sin far.

Der var enkelte fotografier af Adam Zignelik i den lejlighed, som Adam og Diana boede i, og hun kiggede på dem, mens hun pakkede den sidste flyttekasse. Hun kendte fotografierne så godt og de historier, der knyttede sig til dem, og spekulerede på, om det var sidste gang, hun så dem. Det var en frygtelig tanke, en, som hun aldrig før havde tænkt, og som føjede sig smukt til den flodbølge af frygtelige tanker, der blev ved med at skylle ind over hende. Adam havde i otte år været så stor en del af hendes liv, at det nu var lige så umuligt for hende at forestille sig den næste fase af sit liv som snart separeret, som det var at forestille sig jorden, der ramte kisten til hendes egen begravelse.

I de kommende dage ville hun i sit hoved genspille Adams grunde til at afslutte forholdet, som ville ende med at inddrage hans far i, hvad hun stakåndet og tårevædet havde beskrevet som følelsesmæssig vandalisme. Kendte de da nogen i deres omgangskreds, der elskede hinanden højere, end de elskede hinanden? Men hun var midt i trediverne og ønskede sig børn, og Adam sagde, at han ikke med samvittigheden i behold kunne sætte et barn i verden. Snart var han formentlig arbejdsløs. Man kunne ikke beslutte at få et barn lige så impulsivt, som man gik i byen for at købe en jakke, man udmærket vidste, man ikke havde råd til. Den så fantastisk ud i butikken. Man ville gerne have den. Man tog den med hjem, prøvede den på, men beholdt kvitteringen. Man får ikke børn ved en fejltagelse, ved et tilfælde, og slet ikke planlagt, når en flodbølge af usikre fremtidsudsigter kom nærmere og nærmere. Snart ville man drukne i den flodbølge. Adam følte, at en fremtid var den største gave, han kunne give Diana, en fremtid sammen med det barn, hun så inderligt ønskede sig. Men det måtte være en fremtid uden ham.

”Okay,” fortsatte Adam Zignelik, ”den meget unge mands far var død, og han, den pligtopfyldende søn, havde ikke været hos ham i hans sidste minutter. Skyldfølelsen ramte ham øjeblikkeligt, og den var uudholdelig. Noget senere, men ikke særlig længe efter, fødte den meget unge mands endnu yngre kone deres første barn. Dette nyeste, mindste medlem af familien kæmper for at trække vejret, men kun lidt over tre dage efter fødslen dør det. Den unge mand opfatter barnets død som en straf for at have givet efter for seksualdriften, når han i stedet burde have taget sig af sin skrantende far. Derudover bekymrer det ham, at han opsøgte sin kone, selv om hun var gravid. Er dette sandt, usandt, sandsynligvis sandt, sandsynligvis usandt, eller ved I ikke nok til at kunne afgøre det?”

En studerende, en ung mand, rakte hånden op og svarede uden at vente: ”Det er sandt.”

”Hvorfor?” spurgte Adam ham.

”Fordi det er Dem, der fortæller os historien.” De andre studerende lo.

”Det glæder mig, at I aldrig har hørt mig lyve eller tage fejl, men jeg er nødt til at indrømme, at begge dele er sket.” De studerende lo igen. Den unge mandlige studerende forsøgte at uddybe sit svar.

”Nej, men De ville ikke fortælle os denne historie, hvis den var usand.” Igen lo de studerende.

”Det er sindssygt,” havde Diana sagt mange gange, efter at Adam havde sagt, at de burde flytte fra hinanden. ”Mennesker, der elsker hinanden, bliver sammen.”

Men da hun nu stod her, omgivet af alle flyttekasserne, og kiggede på billedet af Jake Zignelik, var der ingen andre til stede til at føre hendes sag, til at føre deres sag, ingen til at repræsentere dem som et par over for Adam. Professionelt beskrev Adam sig selv som ’en fange på dødsgangen’. Når hjulet i den administrative afdeling på Historisk Institut var drejet langt nok rundt, ville han være blevet knust til ukendelighed og ikke have andet valg end at lægge sin karriere i kasser, der kunne minde om dem, han nu tvang Diana til at lægge sit liv ned i. Han kunne få et andet arbejde, insisterede Diana, men han sagde nej, det kunne han ikke, ikke et akademisk job, ikke i New York, ikke her i byen. Han var helt overbevist om, at deres forhold ikke ville overleve, hvis han mistede sit arbejde.

”Så derfor slår du det ihjel nu?” havde Diana vantro spurgt. Det lød så vanvittigt i hendes ører, at det tog lang tid at overbevise hende om, at han ikke havde fundet en anden. ”Hvad så med et universitetsjob uden for New York?” havde hun spurgt ham. Men han havde sagt, at han ikke kunne bede hende om at rejse fra sine forældre, der var gamle og boede i Westchester. Og han ønskede ikke at være årsag til, at hun sagde sit arbejde op. Hun underviste på en offentlig skole i New Jersey. Han ønskede ikke at være årsag til, at hun mistede sine venner i byen. Hvordan kunne han med god samvittighed bede hende om at rive sit liv op med rode, vel vidende, at han var på vej ned ad en sliske og ikke vidste, hvor han ville lande?

”Rive mit liv op med rode? Laver du sjov med mig? Du er mit liv! Jeg ville skifte job uden et øjebliks betænkning.”

”Hvad så med dine venner? Hvad med det at rejse fra dine forældre?”

Hendes hjerte måtte have sat farten ned, for nu tøvede hun. Det var sværere at rejse fra sine forældre. Hun sagde ikke nej, men det var helt afgjort sværere. De så hende begge tøve her. Han sagde til hende, at han ikke ønskede, at hun skulle gøre det, men han fortalte hende ikke, at beslutningen var ved at slå ham ihjel. Den holdt ham vågen om natten og kunne få ham til at stå stille midt på gaden og græde, mens han krydsede fingre for ikke at blive set af nogen, han kendte. Han græd på gaden, gik på værtshus, drak og fortalte hende ikke om det. Det ville kun have gjort ondt værre.

”Måske bliver du ikke fyret.”

”Selvfølgelig bliver jeg fyret. De er nødt til at fyre mig. Hvad ellers?”

”Kan Charlie ikke hjælpe dig?”

”Diana, han kan intet gøre. Jeg er færdig. Jeg har tabt hele lortet på gulvet. Undskyld. Jeg har intet at vise dem, komiteen. Der er folk fra hele landet, fra hele verden, der ville slå ihjel for at få min stilling, slå ihjel for at få chancen for fastansættelse på dette institut, på et hvilket som helst institut på Columbia. Og jeg kan godt fortælle dig, at de har fortjent det mere end mig. Jeg har absolut intet at vise dem, og jeg aner ikke, hvordan det er sket. Jeg har ikke givet Charlie noget som helst, han kan bruge til fordel for mig. Ja, han er institutleder, men jeg forventer ikke, at han går i brechen for mig i et forgæves forsøg på noget, der smager af nepotisme. Jeg har intet at vise ham eller komiteen eller … andre, og han kan intet gøre for mig.”

Hver gang han sagde alt dette, knugede hun ham ind til sig, og han sagde det ofte i et forsøg på at overbevise hende om, at de var nødt til at gå hver til sit. Diana havde luftet muligheden af, at Adam skrev lærebøger uden universitær tilknytning, uden at have en akademisk stilling. Der var eksempler på højtrespekterede historikere, der med stor succes havde indrettet deres liv på den måde.

En af de historikere, der havde gjort det, og som Adam havde stor respekt for, var nu afdøde Barbara Tuchman. Adam citerede ofte Barbara Tuchman i sine ’Hvad er historie?’-forelæsninger, ikke mindst på grund af hendes flydende, men samtidig sprænglærde skrivestil. Tiderne og forholdene havde dog været væsentligt anderledes for hende end dem, Adam var konfronteret med. Barbara Tuchmans første bog udkom mere end halvtreds år, før Diana fandt det nødvendigt at tale ikke om Barbara Tuchmans arbejde, men om hendes liv i et forsøg på at redde deres forhold. Tuchman var begyndt at skrive om historie for et dannet publikum i en tid, hvor kvinder ikke forventedes at have andet arbejde end husarbejde, og at det, ifald de faktisk havde lønnet arbejde, kun var et bidrag til husstandsindkomsten. Det forventedes imidlertid af Adam, at han tjente nok til at kunne holde ethvert formodet familiemedlems næse oven vande i et økonomisk uvejr, der bare ventede på at blive voldsomt nok til at skylle dem væk. Måske var det ikke overvejelser, Diana gjorde sig nu, mens hun var så opsat på at få et barn, men det kunne ikke afvises, at tanken på et tidspunkt ville falde hende ind. Et barn ville i deres nuværende situation blive et problem, et stort problem, men Adam ville simpelthen ikke stille sig i vejen for Dianas højeste ønske. Han vidste, at hun i givet fald ville bebrejde ham det resten af sit liv.

Barbara Tuchman havde været gift med en berømt læge i New York. Diana ønskede, at Adam giftede sig med en skolelærer i New Jersey. Barbara Tuchman kom fra en familie fyldt med diplomater og venner af præsidenter på den ene side, Morgenthau-familien, og fra investeringsbankierer, familien Wertheim, på den anden. Adam Zigneliks forældre havde derimod efterladt ham en ganske lille arv, en brændende interesse for social retfærdighed eller i det mindste en skyldfølelse over ikke at kunne forstå deres lidenskabelige optagethed af emnet, samt en masse angst, herunder angsten for at sætte et barn i verden, der måske kom til at opleve det svigt, han selv, nu tæt på de fyrre, havde lidt under, næsten som var det en førstefødselsret. Hvordan argumenterede man imod den slags? Diana anede det ikke, og der var ingen til at hjælpe hende.

”Den herre på første række synes at mene, at jeg ikke ville fortælle jer denne historie, hvis den var usand. Okay, lad være med at le; måske har han fat i noget,” sagde Adam til sine studerende. ”Han vurderer sandfærdigheden og detaljerigdommen i historien på basis af kilden til det, på basis af oprindelsen til den. Han benytter sig af deduktion, måske også intuition, hvilket jeg senere vil vende tilbage til. Han er nødt til at begynde et sted. Det kan hænde, at jeg kun er sekundær kilde til denne historie om den unge mand og hans far, men en sekundær kilde kan være et fortrinligt sted at starte. Jeg underviser i historie på Columbia University og lægger beslag på mine studerendes begrænsede tid med en tragisk historie.”

”Den er sandsynligvis sand,” meddelte en studerende med højre hånd rakt højt op i vejret.

”Jo, ja, men det hele kunne på den anden side også være noget af et snedigt pædagogisk trick,” svarede Adam Zignelik.

”Vi har ikke fået nok at vide,” lød det fra en tredje studerende.

”Jeg har fortalt jer en temmelig detaljeret historie. Hvis det var en, jeg fandt på hen ad vejen, ville jeg formentlig være snublet over ord og gået let hen over detaljer. Husk detaljerne. Fem-seks minutter efter, at den unge mand og hans endnu yngre kone begyndte at dyrke sex, afbrød den tro tjener dem ved at banke på døren og meddelte dem med en eufemisme: ’Deres far er meget syg.’ Barnet, der blev født, levede mindre end fire dage. Husk detaljerne. Men selvfølgelig kunne jeg også have fundet på historien med et fjollet pædagogisk formål for øje og fortalt den mange gange før.”

”Den er sandsynligvis sand,” svarede en ung kvinde.

”Hvorfor?”

”Fordi … De underviser i historie på Columbia University og lægger beslag på Deres studerendes begrænsede tid ved at fortælle den.” Igen brød de studerende ud i latter. I det mindste morer de sig, tænkte Adam. Så svarede han: ”I vil senere i jeres liv opdage, at det at give en eller anden et svar, som vedkommende i forvejen har forsynet jer med, plejer at fungere udmærket. Det vil formentlig hjælpe jer videre. Men det er ikke ensbetydende med, at jeres svar er rigtigt.”

Adam trængte til en drink. Det var stadig kun formiddag. Han havde på fornemmelsen, at hans karriere var forbi, men det var forelæsningen ikke. Han var ikke sikker på, at han klarede den.

Diana stod med fotografiet af Adam, da han ikke var meget større end en baby, et barn på mellem et og to år. Hans mor havde givet ham en vatteret overall på. Hans forældres ægteskab kunne ikke have haft meget mere end et år tilbage på det tidspunkt, billedet blev taget. Diana vidste, at det var blevet taget anden gang, Jake Zignelik var i Australien. Anden gang var også sidste gang. De tre, far, mor og barn, var rejst dertil om vinteren for at holde den kortest mulige sommerferie sammen med Adams mors familie. Faktisk var det kun hendes forældre. De andre, som man hæftede betegnelsen familie på, var i virkeligheden ikke familie, men en vis mr. og mrs. Leibowitz, der havde to sønner, Bernard og Adam. De to Adam’er var omtrent lige gamle. Adam var vokset op med, at hans morfar pegede på de to drenge, når de var sammen, og sagde: ”Jeg kan ikke skelne ham fra Adam.” Det var aldrig morsomt. Det var først mange år efter, at det umorsomme i bemærkningen blev morsomt, og så var det kun Adam Zignelik og Diana, der morede sig over den. Ingen andre. De kunne finde på at sige den til hinanden på restauranter, i busser, subwayen, uden sammenhæng med noget, de ellers talte om, ligesom unge Adams europæiske morfar også bare havde slynget bemærkningen ud på de underligste tidspunkter. Det blev en indforstået vittighed, en af mange, der nu stod over for at miste sin gangbarhed. Når Diana var gået, ville den slutte sig til alle disse tanker, bemærkninger, henvisninger og insinuationer, som ingen andre vidste noget om, forstod eller interesserede sig for. Ingen ville huske dem. Bortset fra Adam. Nu ville han, ligesom med så mange andre ting, kun have sig selv at sige dem til.

”I stoler på Columbia Universitys ansættelsesprocedure. Og hvorfor ikke? I har ikke meget andet at sætte jeres lid til. Columbia er et Ivy League-universitet. Er det farligt for en gravid kvinde at dyrke sex? Lad mig gå baglæns et øjeblik. Jeg beder jer ikke om en vurdering af nogen på instituttet, ej heller af nogen i dette lokale, mig selv inklusive, men er der nogen i jeres andre studiegrupper, som I synes er, nå ja … en idiot? Tak for de smil. Det tog jer ikke lang tid. Godt, en eller anden på Columbia lukkede denne idiot ind. Columbia begår fejl. Det gør det. I har selv set det. Siger I så nu, at denne historie sandsynligvis er sand, fordi I fik den fortalt af en på Columbia, hvis ansættelse blev godkendt af en anden på Columbia? Babyen døde, og manden, der var overbevist om, at den døde som en direkte konsekvens af, at han dyrkede sex med sin gravide kone, bebrejdede sig selv. Er sex under en graviditet farlig for moderens og barnets helbred ifølge nutidens opfattelse af sagen?”

”Nej,” svarede en ung kvindelig studerende.

”Den unge mands familie havde en tjener. Det siger måske ikke noget om familiens sociale status, men det siger noget om, at der var familier, hvis status var lavere end hans. Hvis han havde adgang til datidens vedtagne opfattelse af, hvordan kønsakten påvirkede et foster, og det var en forkert opfattelse, hvad fortæller det os så?”

”At han levede i gamle dage,” svarede den samme unge kvinde.

”Hvis han stammede fra en privilegeret familie af en vis social status og som ung mand giftede sig med en endnu yngre kvinde, hvad fortæller det os så?”

”Også at han levede i gamle dage,” gentog den unge kvinde. Så indskød en kvinde med glat, ravnsort hår, som Adam ikke mindedes at have set i klassen før i dag.

”Ikke nødvendigvis,” sagde hun lavmælt. ”Det kan være en nutidig historie om mennesker, der stadig lever, men i et andet samfund, et nutidigt samfund med andre … anderledes værdier.”

”Okay, ja. Men jeg er ansat på Columbia University. Jeg er historiker. Jeg underviser i historie, og historie har, hvad det end er for en størrelse, med fortid at gøre. Og derfor spørger jeg nu igen: Er denne historie sand, usand, sandsynligvis sand, sandsynligvis usand, eller ved vi ikke nok?”

Kvinden med det glatte, ravnsorte hår sænkede blikket og kiggede på Adam Zigneliks sko. ”Columbia begår fejl,” sagde hun så.

Ikke i dag, vær sød ikke at gøre det her mod mig i dag, tænkte Adam.

Alle begår fejl. Diana var længe om at reagere, da flyttemanden ringede på dørtelefonen. Hun stod med det sort-hvide foto af barnet Adam i vatteret overall. Hun ville gerne tage det med sig. Hun havde kigget på det i de sidste otte år, set det hver eneste dag og tænkt, at hvis hun og Adam engang fik en søn sammen, ville han måske ligne denne lille dreng i vatteret overall. Det håbede hun, han ville. Hun ville ønske, at hun kunne gå tilbage i tid og holde om ham, knuge ham ind til sig, tage denne lille dreng op i favnen og beskytte ham mod alt det, der var på vej, alt det, hun havde hørt om. Adam og Diana var hinandens historiker. Deres viden om hinanden var ikke begrænset af de år, de hver især havde været i hinandens liv. Ud over at være hinandens historiker var de hinandens bedste ven og, på en måde, hinandens beskytter.

Diana stod med fotografiet i hånden. Hun kunne høre flyttemanden trække sin sækkevogn op til hoveddøren. Hun ville gerne have dette fotografi. Egentlig var det jo ikke hendes. Alting havde været deres. Kun Adam havde været hendes. Hun kiggede rundt i stuen.

I mange år havde de læst weekendaviserne liggende på gulvet i denne stue eller ligget på sofaen og lyttet til WNYC. Det bankede på døren. Det var manden med flyttevognen. Han var kommet for at hente kasserne. Det her var en forfærdelig fejltagelse.

Columbia begår fejl, sagde den studerende. Ja, men en gang imellem kan Columbia finde på at rette sine fejl. Han var et aktiv, som universitetet uklogt havde investeret i. Adam havde netop tænkt den tanke, at der var en chance, en lille chance, for at kunne komme igennem denne forelæsning uden at implodere, gå i opløsning, udånde eller blive trævlet op, da denne kvinde med det glatte, ravnsorte hår og den gyldne hud – hvor kom hun fra? – da denne unge kvinde mindede alle og især ham om, at Columbia begik fejl. Ligesom alle andre begik Columbia fejl: diskuter det. Du vil aldrig igen holde om en anden, sådan som du holdt om Diana: diskuter det.

”Da faderen og bagefter det lille barn var døde, begav den unge mand sig ud på en færd, der skulle vare resten af hans liv, en færd, der skulle bryde med det, han selv kaldte ’begærets lænker’. Godt, jeg vil nu gennemgå kategorierne igen, og mens jeg gør det, vil jeg bede jer om at skrive jeres vurdering ned på et stykke papir. Vi samler disse papirer sammen og ser, hvor mange af jer der har placeret denne historie i de forskellige kategorier. Er historien sand, usand, sandsynligvis sand, sandsynligvis usand, eller ved vi ikke nok til at kunne udtale os om det?”

De studerende skrev deres vurdering ned på små lapper papir, og Adam bad en af dem om at samle dem sammen og komme op med dem. Mens dette skete, koncentrerede han sig om sin vejrtrækning. Han kunne ikke længere huske hensigten med at stille de studerendes vurdering op i tabelform og derefter fortælle dem resultatet. Han kunne ikke længere holde fast i noget som helst. Havde det været for at anskueliggøre, at flertallet kunne tage fejl? Men det vidste de jo nok i forvejen, og han vidste, at de vidste det. Han forsøgte bare at komme gennem forelæsningen i live. Hvis det eneste, de fik ud af den, var, at Columbia begik fejl, og at flertallet kan tage fejl, hvad skade gjorde det så? Det var ikke det, han skulle have undervist dem i, ikke helt, men måske var svælget mellem det, han havde lært dem, og det, han burde have lært dem, det allermest lærerige: skuffelse. På den måde lykkedes det ham at føre sig selv bag lyset og sige, at han ikke opførte sig uansvarligt. Inderst inde vidste han dog godt, at han blot slog tid ihjel, indtil den dag kom, hvor han var ligeglad med, at det var det, han gjorde.

Han lagde papirlapperne i de forskellige kategorier og meddelte temmelig overrasket, at en af de studerende faktisk havde svaret korrekt.

”En af jer har været modig nok til at tage springet ud på dybt vand og bør belønnes for dette mod. Denne studerende, og der er kun en enkelt af jer, har kort og godt skrevet ’sandt’. Denne historie er sand. Vil vedkommende venligst række hånden i vejret?”

Det var kvinden med den gyldne teint og det glatte, ravnsorte hår. Alle så på hende, men i stedet for at virke stolt over at være den eneste, der havde svaret korrekt, var hendes ubehag over at blive fremhævet lige så stort, som hvis svaret havde været forkert. Hvem er hun? tænkte Adam. Hvor stammede hun fra? Var hun udlænding? Hun talte fejlfrit engelsk. Hun var etnisk et eller andet, men hvad? Var hun usædvanlig smuk, eller var hun i virkeligheden temmelig grim? Hun var bestemt ikke almindelig, men enhver bedømmelse af hendes udseende kunne vendes til det modsatte, når hun lagde hovedet en smule på skrå, lod blikket glide rundt, gjorde en grimasse eller blot spændte musklerne i nakken. Hun var fuldkommen uimodståelig, og alligevel var det for Adam, som om det var første gang, han så hende.

”Du sagde, at historien var sand. Du har ret. Andre sagde, at den sandsynligvis var sand, men du gik planken ud. Hvad fik dig til at sige, at den var sand?”

”Jeg koblede den sidste oplysning sammen med alt det andet, De sagde, og jeg tror, jeg ved, hvem den unge mand var.”

”Ud fra de ganske få faktuelle oplysninger, jeg gav jer, mener du at vide, at jeg talte om en faktuel historisk person?”

”Ja.”

”Dette er en del af en historikers raison d’être. En vigtig del. Med de kendsgerninger, hun vidste ville holde vand, byggede hun en bro over til det ukendte. Hvem tror du, den unge mand i historien er?”

”Jeg tror, det er Gandhi.”

”Wow! Det var faktisk Gandhi, jeg talte om. Vi har en tendens til ikke at se ham som en meget ung mand, men det her var længe før, han fik en Oscar for sin fremstilling af Ben Kingsley.” Ingen smilede, ikke en eneste. Adam koncentrerede sig om sin vejrtrækning. ”Vi er heller ikke tilbøjelige til at tænke på ham som et menneske med kødelige lyster. Faktisk gider vi vist slet ikke tænke på ham. Men lad os et øjeblik alligevel gøre det. Lad os tænke på denne mand, Gandhi.

Midt i det mest voldelige århundrede i menneskehedens uberegnelige, hjemsøgende, tragiske, indimellem smukke og ofte forbløffende historie, lykkedes det denne fysisk forsagte, magre skaldepande af en mand, der insisterede på at gå i triste hjemmespundne klæder, at opildne millioner af væsensforskellige, især uuddannede mennesker og blive den spirituelle leder af verdens største demokrati. Han gjorde det ved at udtænke og derefter praktisere det, vi nu om dage kalder ikkevoldelig civil ulydighed. Ville noget af dette kunne være sket, ville han have været den samme, eller bare tilnærmelsesvist den samme, uden den tidligere skamfølelse, der resten af hans liv fik ham til at forsøge at befri sig for det, han selv kaldte ’begærets lænker’?

Måske er det her i stedet et spørgsmål, som sociologer og antropologer burde stille. Eller måske var det psykologer, der burde stille det? Var det dem, der først skulle forsøge at besvare det? Vil det nogensinde være et spørgsmål for os historikere? Hvornår er det relevant for os? Hvad er i det hele taget relevant for os? Historie er relevant for os, ikke sandt? Hvad er historie? Lad os lige bruge et øjeblik på at fundere over det. Ikke mere end et øjeblik. Bare rolig, et øjeblik er ingenting. Når I engang ser tilbage på jeres liv, vil I ikke kunne huske dette korte øjeblik. Men lad os gøre det nu, lige før I begiver jer ud på den lange tur hjemad med subwayen. I ved, hvilket spørgsmål jeg taler om. Dette vil tage jer mindre tid end den, I bruger på at stå af på halvvejen ved Staples for at vælge den rigtige printerpatron, så I kan printe jeres cv og jobansøgningsbreve, mindre tid, end det vil tage jer at indsende dem og få det job på Wall Street, som meget hurtigt vil gøre jer i stand til at betale af på de forfærdelige studielån, I alle har. Det spørgsmål, jeg nu stiller jer og beder jer overveje: ’Hvad er historie?’, tager med andre ord overhovedet ingen tid at besvare.

Godt, vi tager en runde mere. Jeg vil bede jer forsøge at se følgende for jer: I Polen under Hitler samledes en flok tyske mænd og sang ’negro’-spirituals.” Her lo de studerende igen. ”Med de kendsgerninger, den viden, I har, bedes I bygge en bro til det ukendte. Er dette sandt, usandt, sandsynligvis sandt, sandsynligvis usandt, eller ved I ikke nok om sagen til at kunne udtale jer?”

En ung mand rakte hånden op. ”Det er usandt.” En anden, en kvinde, sagde: ”Det er sandsynligvis usandt.”

”Er det mon modigere at satse end at helgardere sig, efter at en af jer netop er blevet rost til skyerne for sit mod?” spurgte Adam. ”Hvorfor er det usandt?”

”Af flere grunde,” svarede den unge mand. ”Blandt andet fordi nazisterne var ambivalente, hvis ikke direkte fjendtligt indstillede over for religion. Afroamerikanere var ifølge nazisternes racedogmer undermennesker og bestemt ikke en race med en kultur, man skulle beundre, og i øvrigt ville ingen af dem have kendt nogen ’negro’-spirituals.”

”Jeg er ikke uenig i noget af det, du har sagt. Ændrer det noget, hvis jeg giver jer nogle flere informationer? Hør efter. I Polen under Hitler samledes en flok tyske mænd i byen Zdroje for at synge spirituals. Byen ligger ved floden Oder. I Polen kaldes den Odra.” Alle tav.

”Okay,” sagde Adam. ”Jeg kan regne ud, at et kort over den del af Europa ikke er dukket op i nogens hoved. Hvornår var Hitler-tiden?”

”Fra 1933 til 1945,” sagde den studerende, der havde besluttet, at historien var usand.

”Og hvornår og hvordan brød 2. Verdenskrig ud i Europa?”

”Tyskland invaderede Polen,” svarede den unge mand hurtigt.

”Jeg sagde intet om, at disse tyske mænd sang ’negro’-spirituals i Zdroje under krigen. Hjalp det? De havde seks år, en smule mere, at synge de hymner i, før Polen blev invaderet. Floden hedder på tysk Oder, men Odra på polsk. Hvad antyder det?”

”At den samme flod løber gennem begge lande.”

”Det gør det ganske rigtigt. Det beviser det ikke, men det antyder det faktisk. Den by, vi kalder Paris, hedder på fransk Parí. Det er jo ikke ensbetydende med, at den også ligger i New York, men jeg kan godt lide din måde at tænke på. Hvis floden løber gennem begge lande, vil den mindst ét sted befinde sig i nærheden af grænsen. Byen eller regionen med den by, der hedder Zdroje, hed i Tyskland Finkenwalde.”

”Det gør det sandsynligt, at dette område ligger i nærheden af den tysk-polske grænse eller måske lå i Tyskland før krigen,” indskød en studerende uden først at række hånden op.

”Måske har du ret. Hvis ja, hvad så?” spurgte Adam og fik svar af en ny studerende.

”Men det er stadig sandsynligvis usandt på grund af den nazistiske ideologi vedrørende religion og race. Ingen nazist med respekt for sig selv kunne drømme om at synge spirituals, heller ikke før krigen.”

”Han har ret,” sagde Adam. ”Det er sandsynligvis usandt. Desværre er det højst sandsynligt usandt. Men jeg sagde ikke noget om, at de, der sang, var nazister. De var tyskere, tyske mænd. Og det var sandt. I årene mellem 1935 og 1937, mens nazismen var ved at stramme grebet om Tyskland og oprustede, og resten af Europa uroligt så til, ville man, hvis man tog til den del af byen Stettin, der hed Finkenwalde i det, der nu er Zdroje, kunne høre en flok tyske mænd synge ’Swing Low Sweet Chariot’ på engelsk.

De havde lært teksten, musikken og måden at synge den på af en mand, som havde lært det samme på West 138th Street, mindre end et par kilometer fra, hvor vi nu befinder os. De tyske sangere i Finkenwalde var medlemmer af et præsteseminarium, grundlagt af en tysker, der i 1930 havde været i New York, selv om det i virkeligheden var Fjernøsten, der var hans kald. Han havde altid haft lyst til at rejse til Indien på grund af sin optagethed af Gandhis lære. I stedet for kom han hertil. Jeg går ud fra, at det var nemmere. Hvad så han så i New York i 1930? Rockefeller Center var endnu ikke opført, Empire State Building var ved at blive opført, han kunne ikke få sig en drink uden at bryde loven på grund af spiritusforbuddet, der var i de år større arbejdsløshed her end i Tyskland. Han havde en stipendiatstilling lige her på Broadway i The Union Theological Seminary. Han mødte en amerikanskfødt teolog af tysk afstamning, Reinhold Niebuhr, der skrev digre værker om behovet for, at kristne arbejdede aktivt for at forbedre de sociale vilkår. Han slugte amerikansk litteratur og amerikansk filosofi og forsøgte at suge mest muligt af landet til sig. Han elskede at tage på udflugter rundt i byen og skrev: ’Hvis man virkelig ønskede at opleve New York til bunds, ville det mest sandsynligt tage livet af en.’ Han tog til Harlem. Vi var midt i det, vi kalder ’Harlem-renæssancen’, og denne hvide tyske præst begyndte at studere tidens afroamerikanske litteratur og skrifter, som borgerrettighedsorganisationen NAACP havde publiceret.

På Union Theological Seminary gik også en sort mand, som han blev gode venner med, og som viste ham rundt i Harlem og gav ham et førstehåndsindtryk af en bydel, hvor 170.000 afroamerikanere per to en halv kvadratkilometer forsøgte at stå livet igennem. Det var på grund af dette venskab, at denne tyske hvide mand lærte pastor Adam Clayton Powell, junior og senior, at kende i The Abyssinian Baptist Church på West 138th Street. Og det var her, han hørte ’Swing Low Sweet Chariot’.

Han var stærkt påvirket af den måde, menigheden tilbad Gud på. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Den lidenskab, hvormed disse mennesker elskede Gud og deres religion, stod i skarp kontrast til den generelt meget strenge gudsdyrkelse, som han kendte hjemmefra. Han købte grammofonplader med spirituals, tog dem med hjem til Tyskland, og senere videregav han dem – selv efter at situationen var blevet stærkt forværret – til sine teologistuderende i Finkenwalde. Nogle af jer vil for øvrigt have mødt professor Charles McCray, leder af vores institut. Godt, hans far, William McCray kendte manden, der viste denne hvide tyske præst rundt i Harlem i 1930.”

Cirka en gang om ugen, indimellem oftere, kom William McCray op på sin søns kontor i Fayerweather Hall på Columbia campus. Så talte de om politik, økonomi, historie og verdenssituationen, hvorefter de gik hjem til Charles for at spise aftensmad sammen med Charles’ kone Michelle og deres datter Sonia. William, der havde deltaget i begge verdenskrige og været aktiv i borgerrettighedsbevægelsen, var nu i firserne, men han boede stadig i sin egen lejlighed i nærheden af Columbia og derfor også i nærheden af Charles og hans familie. Charles og Michelle var utrygge ved, at han boede alene, men han satte pris på sin uafhængighed; faktisk var han stolt af den.

Der var stille på campus denne eftermiddag, som der ofte var sent på dagen, når han gik sin ugentlige tur til sin søns kontor. Han ankom en smule for tidligt, og eftersom vejret var godt, benyttede han lejligheden til at sidde lidt på bænken foran plænen, før han trådte ind i Fayerweather Hall for at besøge sin søn. Han havde læst jura på et tidspunkt, hvor de fleste forældre til de studerende, der ilede forbi ham, end ikke var født. Han studerede de forbipasserende unge mennesker så meget, som deres hastværk gjorde det muligt, men de var så optaget af deres egne gøremål, at de ikke engang så ham. Hvordan kunne det være, tænkte han forundret, at summen af alle hans svundne dage ikke engang ækvivalerede et enkelt øjeblik i deres dagen i dag?

William McCray havde fået arbejde ved NAACP Legal Defense and Educational Fund, Inc. få måneder efter, at Jake Zignelik var startet der. Det var i 1949, og fra deres kontor på West 40th Street havde de unge advokater kunnet se ud ad vinduet, når de havde brug for en tænkepause, og søge inspiration fra New Yorks imponerende hovedbibliotek og ro og lindring ved synet af alt det grønne nede i Bryant Park. De og en håndfuld andre juridiske rådgivere havde alle en årsløn på $3.600. Der lå et lille lokale ved siden af hans kontor, hvor to sekretærer holdt til, og på den anden side lå Thurgood Marshalls kontor.

I begyndelsen delte William McCray kontor med Jake Zignelik, en ung, noget stridbar, om end respekteret jødisk ildsjæl, som var nødt til at lære, at mens hans lidenskab kunne virke befordrende på arbejdet, ville vrede være en hæmsko. Vrede kunne spænde ben for alt det positive, lidenskab affødte. Den kunne være en advokats værste fjende. Det var Thurgood, der lærte ham det. Det var besynderligt, at den advokat, som ofte måtte belæres om det, dengang var den eneste hvide ansatte. Det forventedes af alle de unge advokater, at de enten kunne juraen på fingrene eller vidste, hvor de kunne skaffe sig den nødvendige viden. Men ud over det skulle Jake lære, hvad det ville sige at være sort i Amerika i midten af det tyvende århundrede. Han skulle lære, hvordan det føltes, eller i det mindste hvordan de sorte følte det, og derefter løse sin opgave. Selvfølgelig ville han aldrig få det helt ind under huden, men der var altid et eller andet, advokaterne var nødt til at lære sig, og besindig, som Thurgood var, veg han aldrig tilbage fra at minde dem om det. De kunne hver især gøre det en smule bedre, vide en smule mere.

Ud over ved sit eget eksempel at lære dem om retspraksis sikrede Thurgood sig, at alle advokaterne, inklusive William McCray, vidste, hvor meget borgerrettighedsadvokaterne stod i gæld til Charles Hamilton Houston. Houston var ophavsmand til borgerrettighedslovene. Han havde afsluttet jurastudiet som en blandt de bedste fem procent fra sin årgang og var den første sorte mand, der blev medlem af staben på The Harvard Law Review. Som dekan på Det Juridiske Fakultet på Howard University havde han undervist og formet Thurgood og mange andre sorte jurister, og i 1935 blev han ansat som særlig juridisk rådgiver ved NAACP. Det var Charles Hamilton Houston, der fandt på at føre kampen for borgerrettigheder ind i retssalene. Han krævede meget af sine studerende, inklusive Thurgood, som holdt meget af at fortælle William McCray og de andre om, hvordan ’betonsko’ Charlie Houston var efter dem hele tiden. ’Ingen te til svæklinge eller pandekage til de døde,’ fik William at vide, at han havde sagt.

William blev også sat ind i baggrundshistorien for NAACP Legal Defense and Education Fund eller LDF, som man forkortede navnet til; hvordan fondet havde udviklet sig til det, det var, og hvor pengene kom fra. Alle skulle skoles i det, der kom før dem. Tilbage i 1943, under krigen og seks år før William begyndte i LDF, udbrød der raceuroligheder i Detroit. En spontan strejke brød ud uden fagforeningsgodkendelse, da tre sorte arbejdere blev forfremmet på Packard-fabrikken. Fireogtredive mennesker døde, over 600 blev kvæstet, og bygninger ødelagt. Harold Oram, en tidligere fodboldstjerne fra University of Miami og kendt for sin støtte til progressive sager, organiserede en komité til at rejse midler til det, der udviklede sig til NAACP-LDF. Den første og mest presserende opgave var at finde penge til de mere end 1.200 ofre for optøjerne i Detroit. I sin utrættelige jagt på fondstegnere lykkedes det ham at hverve Adam Clayton Powell Jr., Mary McLeod Bethune, leder af The National Organization of Negro Women, Henry Sloane Coffin, præsident for The Union Theological Seminary, mrs. Louis D. Brandeis, James Bryant Conant, rektor på Harvard University, Albert Einstein, Archibald MacLeish, rabbiner Abba Hillel Silver, Helen Keller, Reinhold Niebuhr og rabbiner Stephen S. Wise. Tilsammen indsamlede de i 1943 omkring $15.000. Dette var længe før, større virksomheder så pr-værdien i at yde et bidrag til løsningen af samfundsproblemer.

Så var der de mennesker, man hjalp. Det var ikke nok at kunne sin jura. Thurgood ville have, at hans advokater vidste mest muligt om de klienter, der havde brug for dem. Hans advokater skulle også kende klienternes baggrundshistorier. Unge William McCray fik hurtigt efter sin ansættelse fortalt, at der to år tidligere, i 1947, var tredive skolebusser til hvide børn og ingen til sorte børn i Clarendon County, South Carolina. Han fik at vide, at da J. A. DeLaine, en sort prædikant og lærer på skolen i over ti år, klagede til den hvide formand for skolekommissionen, holdt formanden en pause i arbejdet på sin savmølle for at fortælle ham, at der ikke var råd til at købe en bus til niggerbørnene. Da DeLaine ikke lod sig nøje med det svar, blev han fyret. Derefter fyrede de også hans kone, to af hans søstre og en niece. Og truede ham med bank. Så fandt de på en falsk anklage, trak ham i retten, hvor han blev idømt en bødestraf, som han ikke kunne betale, hvorefter han så heller ikke kunne få kredit nogen steder. Til sidst satte de ild til hans hus. Da han ringede til brandvæsenet, nåede de hvide brandmænd frem i tide til at se huset brænde ned til grunden. Der blev kastet sten mod hans kirke, og han selv blev beskudt med haglgeværer. Da han skød igen, blev han anklaget for ulovlig brug af dræbende våben. Det var cirka på det tidspunkt, at han flygtede ud af staten. Dette var begyndelsen til en af de sager, der gik under fællesbetegnelsen ’Brown mod Skolekommissionen’.

William McCray kunne huske, hvor anspændt og begejstret han havde været på sin første arbejdsdag. Der havde måske været bedre lønnede advokatjob at få i New York City, også for negeradvokater, som de blev kaldt, men efter hans egen mening fandtes der ikke noget bedre job i hele verden. Dette følte han meget intenst den første dag på et tidspunkt, hvor han end ikke havde kunnet forestille sig de monumentale begivenheder i nationens historie samt USA’s noget kaotiske oplysningstid, som han og hans kolleger kom til at spille en rolle i. Og som femogtyveårig havde han allerede været med til at vinde 2. Verdenskrig.

”Den tyske præst,” fortsatte Adam Zignelik sin forelæsning, ”var en aktiv modstander af nazismen. Hans navn var Dietrich Bonhoeffer. Ligesom Gandhi troede han på det etisk rigtige i at konfrontere ondskab direkte og konkret og ikke blot intellektuelt med skriverier, tanker og diskussioner. Efter at have set den afroamerikanske kultur blomstre i Harlem, fornemmet kraften i afroamerikanernes gudsdyrkelse og observeret de sortes levevilkår rejste han hjem. Der så han nogle år efter, hvad hans eget land gjorde mod nogle af dets egne borgere, jøderne. Mange tyskere deltog aktivt i forfølgelsen af de tyske jøder eller så den anden vej, men ikke Bonhoeffer.

Gandhi, Harlem, Kristus, jøder i Europa, en sort mand, der boede derovre på Broadway i The Union Theological Seminary i 1930: Det kan være svært at se forbindelserne mellem ting, folk, steder, ideer, men de er der. Pludselig snubler man måske over dem. De fleste aner ikke, hvor de skal lede, eller om der overhovedet er nogen grund til at finde dem. Hvem leder efter dem? Hvem har tid til at lede efter dem? Hvis opgave er det at lede efter dem? Det er vores. Historikernes. Det er en del af vores arbejde. Jo mere man ved, jo mere man læser, jo bedre bliver ens intuition. I kan bruge jeres intuition som en slags geigertæller, der giver udslag ved sandsynlighed, eventualitet og også ved udgangspunktet for en ny drejning i ens forskning. Men uanset hvilket job I ender med at få, får I brug for intuition og nysgerrighed, så meget af det, som I kan mønstre. Udvikl disse egenskaber, ligesom en atlet udvikler muskler og reflekser. I får brug for dem, om ikke andet så for at holde jeres hjerne smidig. Uanset hvad der sker på Wall Street, vil I før eller siden ønske at få jeres hjerner tilbage.”

Fængslet havde skærpet Lamont Williams’ intuition, men nysgerrigheden var der før afsoningen. Nu ønskede han at komme glat igennem sin seks måneders prøveperiode og blive fuldtidsansat på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Forhåbentlig opdagede folk omkring ham ikke, hvor hårdt han arbejdede på sagen.

Han var ved at tømme papirkurve på niende etage og var kommet til stuen med den patient, den gamle mand, som han tidligere havde talt med. Han havde forsøgt at kigge forbi et par gange siden dengang, men endnu var det ikke lykkedes at komme forbi, mens manden var alene. En gang havde han haft besøg af familie, og to andre gange var det mandens onkolog, en høj, drabeligt-udseende ung afroamerikansk kvinde, der havde været på stuegang.

Lamont tænkte, at hun ville være køn, hvis hun ikke så så overlegen ud, som en streng skolelærerinde, man ikke skulle komme på tværs af, en, der bare gik og ventede på at kunne gribe ham i at gøre noget forkert. Hvis hun havde overrasket Lamont på sygestuen, og der ikke havde været en papirkurv at tømme, ville hun have spurgt ham, hvad han havde at bestille der, og han ville ikke have kunnet svare. Han vidste faktisk ikke, hvad han lavede der. Han havde læst mandens navn på sengetavlen efter at have talt med ham, og han havde ikke kunnet slå ham ud af hovedet. Det var, mens Adam Zignelik snublede sig igennem sin ’Hvad er historie?’-forelæsning længere mod nord, at Lamont Williams igen kiggede ind til den gamle mand. Patienten, der var vågen og alene, blinkede til ham på en måde, der kunne forveksles med fornøjet sammensvorenhed. Ikke, at manden havde noget at være fornøjet over. Han var gammel og havde kræft. Ville han brokke sig over at være blevet forstyrret? Havde nogen set Lamont gå ind på stuen? Måske havde en, som han ikke havde set, set ham. Måske risikerede han at miste sit job nu. Nej. Men hvorfor ikke? Hvad skulle kunne forhindre det?

”De må undskylde, sir … mr. … øh … Mandel-brot. Det var ikke min mening at vække Dem. De kan vel ikke … De kan måske ikke huske mig. Det var mig … Undskyld, det var ikke min mening …”

”De er ikke læge, vel?”

Lamont smilede. ”Nej, sir. Jeg er i Driftsafdelingen, husker De måske.”

”Den anden er, ved De … den høje.”

”Den anden hvad?”

”Den anden – hende, der gør Dem bange, pigen. Hun er læge. Hun er min onkolog … en af dem.”

”Dr. Washington, mener De?”

”Ja, ligesom byen … og den første præsident.”

”Ja.”

”Kender De hende?”

”Nej, jeg mener, jeg har jo set hende her og der.”

”Har De nogensinde talt med hende?”

”Dr. Washington?”

”Ja. Hun er jo ikke stum.”

”Nej, jeg har faktisk aldrig …”

”Hun har også læst min sengetavle. Hvorfor er De bange for hende?”

Lamont smilede. ”Jeg er ikke bange for hende, jeg … Det er jo bare det, at vi arbejder i forskellige afdelinger.”

”Forskellige afdelinger,” gentog mr. Mandelbrot sagte.

”Jeg bør nok … jeg bør nok gå nu, mr. Mandelbrot.”

”Har De nogensinde været i Washington, mister …?”

”Washington DC? Nej, der har jeg aldrig været. Hør, jeg er ked af, hvis jeg forstyrrede Dem, sir … jeg må hellere gå nu.”

”De burde se den. De vil kunne lide den, men ikke om sommeren, fordi der er alt for varmt om sommeren. Ligesom her. Men der er ikke noget hav der, hvad der er her. Hvad hedder De?”

”Mig? Williams, sir. Lamont … Lamont Williams.”

“Laront?”

”Lamont. Og nu må jeg nok hellere gå igen.”

”Jeg har været i Washington, mr. Lamont.”

”Har De, sir?”

”Jeg tog dertil med min familie engang … om sommeren … da det var alt for varmt. Jeg bor nu sammen med min familie, ikke i Washington, men på Long Island. En gang imellem er der også meget varmt der, men de har aircondition. Når jeg ikke ligger her og dør, bor jeg hos dem. Hvad med Dem, mr. Lamont?”

”Jeg er nødt til at gå tilbage til mit arbejde, mr. Mandelbrot.”

”De skal ikke være bange for den kvindelige læge. Hun slår Dem ikke ihjel. Hun har for travlt med at slå mig ihjel. Hvad med Dem? Bor De sammen med Deres familie, mr. Lamont?”

Da Michelle kom hjem fra arbejde, gik hun i gang med at skylle grøntsager til den ret, hun ville lave til sin familie, til sin svigerfar William og en gammel ven af familien, Adam Zignelik. Hendes datter burde sidde og lave lektier, men hun kedede sig og kom ud i køkkenet. Sonia tændte for radioen, og noget musik gjaldede ud, højt, højere end hendes mor brød sig om. Hun havde en bog i hånden.

”Er du sød at slukke igen?”

Sonia himlede med øjnene, men gjorde, som hun blev bedt om.

”Lad være med at bilde mig ind, at du kan koncentrere dig, når musikken er skruet så højt op.”

”Okay, så gør jeg ikke det,” sagde Sonia og rakte ud efter en gulerod.

”Er det der lektier?” spurgte Michelle og nikkede i retning af Sonias bog, men hendes datter ignorerede spørgsmålet og lod i stedet tankerne glide over på aftensmaden.

”Hvem spiser med i aften?” spurgte hun og knasede guleroden.

”Din farfar og Adam.”

”Hvad med Diana?”

”Nej, jeg tror ikke, hun kunne komme.”

”Hvorfor ikke?”

”Det ved jeg ikke.”

”Er hun syg?”

”Jeg aner det ikke. Adam lagde en besked på din fars telefonsvarer på arbejde og sagde, at hun ikke ville kunne komme med i aften.”

”Hvorfor ikke?” insisterede Sonia.

Michelle trak vejret dybt ind og holdt det et øjeblik.

”Sonia, er det her noget hormonbetinget? Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke kunne komme. Jeg skjuler ikke noget for dig. Jeg går ud fra, at Adam vil fortælle os det. Jeg ved, du godt kan lide hende.”

Hun forsøgte at se, hvad det var for en bog, Sonia stod med, men kunne ikke se tilstrækkeligt af den henne fra vasken. Det havde ikke været nogen nem dag. Ingen af hendes dage var nemme. Så så hun pludselig, uvist af hvilken grund, på sin datter med nye øjne og følte sig taknemmelig over, at Sonia, om end hun kedede sig, var hjemme hos hende og spiste gulerødder og gerne ville tale med sin mor, selv om hun lod, som om det modsatte var tilfældet, og spurgte til en familievens velbefindende og havde en bog i hånden. Hendes datter var hjemme hos hende og talte med hende.

Et andet sted i byen kæmpede en lille lyshudet sort pige på mellem syv og ni år for at holde sig på benene i en overfyldt bus. Håret var stramt flettet og pyntet med sløjfer. Hun skar uvilkårligt en grimasse. Alle var større end hende, og hun følte sig klemt. Hun gispede efter en smule frisk luft og spekulerede på, om hun mon nogensinde fandt en siddeplads.

Læg mærke til de små detaljer. Dette kendetegner en professionel. Da Adam Zignelik sagde sådan til sine studerende, henviste han til selve historikerfaget. Mere end halvtreds år tidligere havde William McCray lært det samme vedrørende jurafaget. Han lærte det af Thurgood Marshall, ikke blot fordi han fik det fortalt, men lige så meget ved at observere Thurgood og den måde, han arbejdede på. Thurgood lærte alle sine advokater alt det, Charles Hamilton Houston i sin tid havde lært ham; de var nødt til at være dobbelt så gode som de advokater, der modarbejdede implementeringen af borgerrettighederne til ikke-hvide. William observerede, hvordan Thurgood procederede i retten, og den bestemte, men altid høflige måde, han henvendte sig til dommere på, også dem, som han vidste, var modstandere af de ting, han gik allermest lidenskabeligt ind for. Han noterede sig det totale fravær af overstregninger i sin chefs skriftlige argumentationer og i de resumeer, han gav retten. Hvis Thurgood ændrede så meget som et enkelt ord, skulle hele dokumentet skrives om på ny. Det var en sans for præcision og nøjagtighed, som han gav videre til William og de andre. Senere ville William give den videre til sin søn Charles, historikeren.

En skarpsindig tilskuer ved den amerikanske højesteret i Washington ville 17. maj 1954 nok have haft en mistanke om, at noget var i gære, endnu før selve retssagen gik i gang. Han ville have noteret sig den nyudnævnte retspræsident Earl Warrens begejstring under den normalt så formelle og kedelige, indledende ceremoni, hvor en ny advokat blev indsvoret. Og hvad havde den skrøbelige dommer Jackson gang i, da han sneg sig ind i højesteretsbygningen ad en sjældent brugt sideindgang så hurtigt efter at have haft et alvorligt hjerteanfald, og hvorfor stak han hovedet ind til nogle af de andre dommeres kontorfolk for uden forklaring at råde dem til at sidde med under dagens domsafsigelse?

Thurgood havde ikke brug for det råd: Han var naturligvis til stede. To tredjedele inde i retspræsident Warrens fremlægning af flertalsafgørelsen var det stadig svært at gætte sig til konklusionen. Thurgood kiggede stift på dommer Stanley Reed, født i Kentucky, som han regnede for den, der mest sandsynligt ville stemme for at bevare raceadskillelse. Det ville ikke blive sidste gang, at Thurgood mødte ham i retten, så han var nødt til at være forsigtig med måden, han så på ham på, men han blev ved med at lede efter et blik i dommer Reeds øjne, der kunne afsløre sagens udfald. Retspræsidenten fortsatte med at læse højt. Han havde gengivet flertallets betragtninger i tidligere domme, da Thurgood pludselig hørte ham læse den sætning, der afslørede, hvad flertalsafgørelsen gik ud på. Med henvisning til de sorte børn sagde retspræsident Warren: ”At adskille dem fra andre på samme alder og med samme kvalifikationer alene på grund af deres race genererer en mindreværdsfølelse, hvad angår deres status i samfundet, som kan påvirke deres hjerter og sind på en måde, der formentlig ikke kan gøres ugjort igen.” Thurgood var bare nødt til at sidde helt stille og vedblive med at trække vejret. Da retspræsidenten nåede frem til den del, der begyndte med ’Vi konkluderer derfor’, tilføjede han et ord, der ikke stod i den trykte tekst. Ordet var ’enstemmigt’. På det tidspunkt havde dommer Stanley Reed, født i Kentucky, tårer i øjnene.

Thurgood Marshall, gradualisten, lod sig ikke mærke med alt det, der kværnede i hans hoved, men bevarede roen, mens han hørte dommerne i højesteret enstemmigt slå fast i sagen Brown mod Skolekommissionen, at det var forkert og ulovligt at adskille skole-børn på grund af race. Det var ikke alene moralsk forkert, det var også forfatningsstridigt.

Thurgood blev nærmest tom i hovedet. Han fandt den nærmeste mønttelefon og ringede til LDF-kontoret i New York. Det var Jake Zignelik, der tog telefonen, og William McCray stoppede med at arbejde tredje gang, han hørte Jake sige det eneste, han havde sagt efter ’hallo’: ”Du almægtige!” Alle på kontoret ville tale med Thurgood efter, at han havde talt med William, som havde flået røret ud af Jakes hånd. Thurgood bad dem om også at ringe til Roy Wilkins og Walter White og Kenneth Clarke. Så snart Thurgood havde afsluttet samtalen, begyndte lys på omstillingsbordet at glimte med samtaler, der strømmede ind fra overalt i landet. Præcis det samme skete på samme tid i NAACP’s kontor.

Thurgood tog det første fly tilbage til New York. Den første opringning, han besvarede, da han var tilbage på arbejde, var fra John W. Davis, den 79-årige tidligere præsidentkanditat for Demokraterne, nu staten South Carolinas advokat i Brown-sagen, og skønt han kun var en af mange advokater, der førte sagen om opretholdelse af raceadskillelse, var han deres uofficielle leder. Davis ringede for at lykønske Thurgood. Alle satte deres arbejde på standby. Champagne flød i rigelige mængder i LDF-kontoret. Folk lo højt og gik ind og ud af hinandens kontorer. Ingen kunne helt fatte det. Festen udviklede sig. Fra bestyrelsesmedlemmer til receptionister, alle fejrede dommen. Journalister strømmede til og sluttede sig til festen. Folk blev berusede, ikke så meget af alkohol, men af en historisk afgørelse, hvis virkning man ikke engang kunne begynde at spå om. Inden længe forlagde folk residensen til Thurgoods yndlingsrestaurant, The Blue Ribbon, hvor Thurgood på et tidspunkt afbrød festlighederne med en ædruelig og profetisk påmindelse. ”I må ikke føre jer selv bag lyset. Det er lige begyndt, kampen er lige begyndt.” Jake Zignelik og William McCray vidste, at han havde ret, men var alligevel med i den store flok svirebrødre, der festede på The Blue Ribbon til efter et om natten.

”Og hvad så med Dietrich Bonhoeffer?” spurgte Adam Zignelik retorisk sine studerende i ’Hvad er historie?’-forelæsningen. ”Hans ophold i New York i 1930 påvirkede hans måde at tænke på. Ud over at blive venner med en sort studerende på Union Theological Seminary mødte han og blev gode venner med en fransk teologistuderende, pacifisten Jean Lasserre. Lasserres pacifisme og hans insisteren på, at Jesu bjergprædiken var af central betydning – for alle varianter af kristendommen – berørte Bonhoeffer følelsesmæssigt. I samtaler rundt i de gader, hvor I selv går, førte Lasserre Bonhoeffer frem til den konklusion, at bjergprædikenen simpelthen var krumtappen i alting.

Den overbevisning tog Bonhoeffer med sig, da han vendte hjem til Tyskland i sommeren 1931 og der fandt syv millioner arbejdsløse. Det var stadig hans mantra 30. januar 1933, da Adolf Hitler kort før middag blev indsat som kansler i Tyskland. Man kan ligeledes trygt gå ud fra, at det også var hans holdning 1. april samme år, da det blev regeringspolitik at boykotte jødiske butikker og virksomheder. I har set billeder af butikker med den jødiske Davidsstjerne malet på ruderne og af stormtropper fra SS og SA, der patruljerer frem og tilbage udenfor for at håndhæve den nye lov. Den var ikke svær at håndhæve. Der var kun begrænset modstand mod den.”

Det bankede på døren til lejligheden, hvor Diana havde boet sammen med Adam Zignelik. Det var flyttemanden. Han var kommet for at hente kasserne. Diana stod med fotoet af Adam som lille iført vatteret overall. Var der noget, hun burde have sagt? Var der en formulering, hun ikke havde tænkt på, en formulering, der kunne have fået Adam til at indse, at de formentlig aldrig ville kunne elske noget andet menneske højere, end de havde elsket hinanden, hvorfor spørgsmål om arbejde og løn og bopæl kom i anden række? Manden bankede igen på døren. Det var uhøfligt at lade, som om man ikke havde hørt det. Hun kunne ikke lade, som om det kom bag på hende, at han var kommet. De havde allerede talt sammen i dørtelefonen. Hun kiggede sig omkring i stuen. Hvad med soveværelset? Hun havde været alle rum igennem adskillige gange, efter at Adam var gået på arbejde, men burde hun gå en sidste runde? Kunne hun tillade sig at tage fotografiet? ”To sekunder,” råbte hun. Kunne hun tillade sig at tage fotografiet? Et øjeblik overvejede hun at spørge manden, der var kommet for at hente kasserne.

Professor Charles McCray, leder af Historisk Institut, sad og talte telefon med døren ind til kontoret en smule på klem, da hans far William kom for at besøge ham. William kiggede på den unge kvinde, der sad uden for hans søns kontor, og som rejste sig for at hilse på ham.

”Goddag, mr. McCray,” sagde hun varmt. ”Hvor er det godt at se Dem. Hvordan har De det i dag?” Ikke alene kunne han ikke huske hendes navn, han kunne heller ikke huske hendes titel. Var hun hans søns sekretær eller hans personlige assistent? Arbejdede hun for ham, for flere af professorerne eller for instituttet som sådan? Alt det var naturligvis underordnet i forhold til hendes navn, men eftersom han ikke kunne huske hverken det ene eller det andet, og der ikke var tid til at lede efter fingerpeg på hendes skrivebord, nøjedes han med at smile og med et muntert ’goddag’ række hende hånden. Hun ville kunne gætte sig til hans alder plus minus fem år og derfor gå ud fra, at han var mentalt svækket og ikke på nogen måde ville kunne fornærme hende. Alt var helt fint.

”Jeg tror ikke, det varer så længe. Han taler i telefon lige i øjeblikket. Nu skal jeg fortælle ham, at De er kommet.”

”Mange tak,” sagde William. En gang imellem strejfede tanken ham, at Charles aldrig havde travlt med at få overstået sine ting, før han bad sin far om at komme ind. Men selv mens tanken strejfede ham, var han klar over, at han ikke havde noget at have den i, hvorfor han straks begyndte at skamme sig over overhovedet at have tænkt den.

”Undskyld, far. Jeg kunne ikke bare lægge på. Det var en fra præsidentens kontor, og jeg –”

”Bush?”

”Nej, universitetets præsident. Rektor. Ikke nær så vigtig en person.”

”Hvad har du nu lavet, Charles? Har du igen problemer?” spurgte hans far med et blidt smil.

Charles strakte sig i stolen. ”Jah, der er altid problemer et eller andet sted, og jeg ender altid med at blive rodet ind i dem. Det er, som om de vil forhindre mig i at udføre mit arbejde. Nogen vil. Det er den virkelige konspiration her på stedet.”

”Hvad mener du?”

”En eller anden har indbudt en af de her 9/11-konspirationsteoretikere til at komme og holde foredrag.”

”Hvad? En af de fyre, der påstår, at de neokonservative står bag det, og som, når han siger ’neokonservativ’, mener ’jøder’?”

”Sådan cirka … Det og en smule mere. Denne fyr påstår åbenbart, at 4.000 jøder blev hjemme fra World Trade Center den 11. september, fordi nogen havde fortalt dem, hvad der skulle ske.”

”Åh, den havde jeg ikke hørt.”

”Det går tilbage for dig, far. Det er ikke den nyeste teori.”

”Vær rar at fortælle mig, at ingen af dem er sorte.”

”Bare jeg kunne.”

”Åh nej, de er sorte?”

”Njah, jeg har først lige hørt om det, her i telefonen, så jeg ved ikke noget med sikkerhed, men –”

”Lad mig gætte. Rektor har bedt dig om at undersøge sagen?”

”Rektor har bedt mig om at sidde med i et ad-hoc-udvalg, der skal kigge nærmere på den, så du kan godt satse din sidste dollar på, at en af de involverede vil vise sig at være afroamerikaner. Man kan sådan høre det i telefonen, endnu før de har sagt det. Det er altså det sidste, universitetet har brug for lige nu. Det er det sidste, jeg har brug for lige nu.”

”Men så må du jo bare forhindre den her fyr i at komme og tale, Charlie.”

”Så enkelt er det jo ikke; det bør især du da vide.”

”Jo, det er. Det er så enkelt.”

”Der er den her lille detalje ved navn 1. Forfatningstilføjelse. Jeg er sikker på, du har hørt om den.”

”Ytringsfrihed giver ikke ret til at intimidere eller sprede racehad.”

”Der er også den akademiske frihed at tænke på.”

”Du påstår vel ikke, at denne mand er blevet inviteret af en institutansat?”

”Det ved jeg ikke endnu, men får det snart at vide, om jeg vil eller ej. Rektor skal nok sørge for, at jeg får det at vide, og …” Han lænede sig tilbage i stolen og strakte sig igen. ”… det er derfor, jeg allerede nu ved, at en eller anden i dette scenario nok – utvivlsomt – vil vise sig at være afroamerikaner.”

”Så meget desto større grund til at forhindre det, Charlie.”

”Så meget desto større grund?”

”Vi har ikke brug for endnu en skør kule. Få sat en stopper for det, Charlie, hvis det er, hvad det lyder som. Gør, hvad du kan for at forhindre det. Straks.”

”Tja, jeg ved ikke. Måske vil selve det absurde i fyrens påstand være det bedste våben mod det.”

”Ja, den har jeg hørt før. Men at tillade den slags på universitetet er en slags blåstempling. Stop det, riv det op med rode, Charlie.”

”Åh, men rødderne er længere og går langt dybere ned, end jeg har tid til at grave. Jeg ville være nødt til at sige mit arbejde op og grave nærmest kulminegange for at komme ned til rødderne. Og det er under forudsætning af, at jeg har noget at skulle have sagt i sagen.”

”Du har et ansvar, Charlie. Lev op til det.”

”Måske er jeg bare talsmanden her.”

”Udmærket, det er der vel præcedens for. Giv en afroamerikaner en ph.d., sæt ild til et hus og få ham til selv at slukke branden, ligesom de gjorde med Condi Rice og Colin Powell.”

”Jeg synes, du er en smule for overbærende over for dem. Og der er ingen, der har givet mig noget.”

”Det var en talemåde, Charlie, især når den kommer fra mig. Jeg beder dig bare om ikke at være et pjok og især om ikke at løbe fra dit ansvar.”

”Far, jeg har kun lige hørt om det i telefonen, i en meget kort samtale. Jeg ved ikke særlig …”

”Gør det rigtige i den her sag, Charlie.”

”Jøsses, kan jeg ikke lære at holde min kæft bare en gang imellem?”

”Hvad mener du med det?”

”Ikke noget, far, jeg er bare lidt træt. Lad mig nu bare først finde ud af, hvad det hele går ud på. Men der er nok ingen vej udenom. De har peget på mig som deres repræsentant. Vi får masser af tid til at skændes videre. Skal vi nu ikke bare have en rar og fredelig aften i aften. Okay?”

”I april 1933, da boykotten af jødisk forretningsvirksomhed var godt i gang, blev Bonhoeffer bedt om at holde et foredrag for sine præstekolleger,” fortalte Adam sine studerende. ”Han valgte som sit emne ’Kirken og Jødespørgsmålet’.

Svastika-flaget blafrede overalt i landet. Det var i denne situation, at Bonhoeffer skriftligt forsøgte at råbe kirken, sin egen kirke, op. Han skrev, at kirken havde tre mulige måder at handle på. For det første kunne den sætte spørgsmålstegn ved statens lovfæstede ret til at gøre, som staten gjorde. For det andet kunne den hjælpe ofrene for statens handlinger. Kirken var ubetinget forpligtet til at gøre dette, sagde han. Husk på, at antisemitisme nu var sanktioneret af staten, og at det var ekstremt farligt at opponere imod det.

Den 7. april vedtog man en lov, der skulle fremme en ’arisk kirke’, der ikke blot ekskluderede jøderne, som Martin Luther lige fra etableringen af den tyske kirke havde ønsket at omvende, men også kristne af jødisk afstamning. Nu skulle også de ekskluderes. Luthers problem med jøderne havde været dogmatisk funderet. Nu tilføjede Hitler racisme som en uoverstigelig faktor. Det var, mens alt dette skete, at Bonhoeffer skrev og afleverede sin udfordring til kirken med de tre mulige måder at reagere på, hvoraf den tredje var ganske forbløffende. Den tredje mulige måde for kirken at reagere på, skrev Bonhoeffer, var ikke blot at hjælpe ofrene for hjulet, men at standse hjulet. Forestil jer det. Vi kunne forhindre hjulet i at dreje rundt. Vi burde forhindre hjulet i at dreje rundt. Det var det, han sagde.”

”Undskyld,” sagde Diana efter at have åbnet døren for den mørklødede mand med flyttevognen, der var kommet for at hente hendes kasser. ”Jeg hørte Dem ikke. Jeg mener, jeg hørte Dem i dørtelefonen. Jeg hørte ikke, at De … bankede på. Jeg er … forstår De … ikke helt … ikke nær færdig.” Manden kiggede ned på en lap papir, han havde fisket op af lommen.

”De er … Diana, ikke sandt?”

”Ja.”

”Hvor mange har De så?”

”Jeg har ikke talt dem. De kan komme ind og tage et overblik.” Manden trådte nærmere og så ikke ud til at have brug for at tælle kasserne. ”Kan jeg begynde at bære dem ned nu?” spurgte han. Hun havde ikke lyst til at flytte. Bortset fra det med at få børn havde hendes liv sammen med Adam været det, der kom tættest på hendes ønsker for voksenlivet. ”Ja,” sagde hun. ”Okay.” Hun begyndte at hive efter vejret.

”Er der ting, der kan gå i stykker?” spurgte manden.

”Kommer Adam og Diana i aften?” spurgte William McCray sin søn Charles senere samme dag, mens de sad og forsøgte ikke at komme op at skændes på Charles’ kontor i Fayerweather Hall på Columbia Universitys campus.

”Adam gør.”

”Er der noget i vejen med Diana?”

”Det ved jeg ikke. Han lagde en besked om, at hun ikke ville kunne komme.”

”Er hun syg?”

”Det ved jeg ikke.”

”Måske skal hun til et eller andet efter-skole-arrangement. Skole-lærere er virkelig hårdt spændt for nu om dage, men lønnen er jo ikke fulgt med.”

”Jeg ved det ikke. Han sagde ikke noget om det. Faktisk tror jeg, han ringer til mig på arbejde, når han ved, at jeg ikke er på kontoret.”

”Hvorfor ringer han ikke hjem til dig?”

”Det ved jeg ikke. Jeg tror, han undgår mig. Jeg tror ikke, han ønsker at tale med mig.”

”Har I to problemer?”

”Vi har ikke været oppe at skændes, men vi får snart et problem. Han har i hvert fald et problem. Det er fagligt. Det er … det er forfærdeligt. Far, han er … Adam er i store vanskeligheder.”

”Hvad slags vanskeligheder? Du ved vel, at du er nødt til at lade tvivlen komme ham til gode. Forsøg i det mindste i begyndelsen …”

”Nej, nej, der er ingen, der beskylder ham for at have gjort noget forkert. Problemet er, at han i meget lang tid faktisk ikke har gjort … noget som helst. Altså, han underviser, som han skal, holder forelæsninger, retter opgaver, dukker op til institutmøder. Men han laver ikke noget af sit eget. Han forsker ikke.”

”Nå ja, den slags kan gå op og ned for alle. Man kan ikke være produktiv hele tiden. Har han et projekt?”

”Nej, det tror jeg ikke. Det er en del af problemet.”

”Har du ikke talt med ham om det?”

”Jeg har forsøgt, men … Far, han vil ikke blive tilbudt fastansættelse.” William så ikke ud til at høre resten af sætningen.

”Hvad mener du med, at du har forsøgt? Du er leder af hans institut. Og du er hans ven, en meget gammel ven.”

”Far, der foregår en hel masse ting på stedet her … som du kan se. Jeg har forsøgt at tale med ham, men han er ikke det nemmeste menneske at få fat i nu om dage.”

”Det er du heller ikke, så på en måde lover det jo godt for hans akademiske karriere.”

Charles tog sig til panden med højre hånd. ”Jeg ved, at der er et eller andet på spil mellem linjerne her, far. Jeg ved ikke præcis, hvorfor du mener, at jeg kan være skyld i den knibe, Adam er i, men det får jeg vel at vide om et øjeblik. Eller taler vi om noget helt andet?”

”Nej, jeg taler om Adam. Hør her, I skal ses i aften, tag ham i enrum, forklar ham situationen, fortæl ham, hvor vigtigt det er, at han får noget nedfældet på papir, og giv ham så lidt ekstra tid til at gøre det.”

”Du forstår det ikke, far. Sådan er det ikke.”

”Du må da i det mindste kunne hjælpe ham ved at give ham lidt mere tid. Lidt længere snor. Charlie, det er Adam, vi taler om.”

”Jeg kan ikke gøre mere for ham end for andre. Du er advokat. Du bør vide det.”

”Det er, fordi jeg er advokat, at jeg forstår beslutningstagerens spillerum. Jeg er overbevist om, at du vil kunne vise ham en smule hensyn. Jeg foreslår blot, at du giver ham lidt længere snor, især da det har vist sig, at du ikke reagerede hurtigt nok. Det er Adam, Charlie.”

”Jeg ville ikke kunne gøre noget for nogen i hans situation. Han har været her i fem år, far. Én bog i løbet af fem år er ikke nok. Og han ved det. Jeg tror, det er derfor, han lægger beskeder til mig, når han ved, jeg ikke er på kontoret.”

”I det mindste skrev han om sin far i sin ene bog. Han skrev også om din far i den bog. Det er en glimrende bog.”

”Jeg går ud fra, du spøger massivt nu, eller hva’?” William slog afvisende ud med hånden. ”Jeg skrev speciale om Rekonstruktionstiden. Hvis du havde levet dengang, havde jeg sikkert på nuværende tidspunkt skrevet et eller andet om dig. Desværre er du ikke gammel nok.”

”Tæt på. Jeg kan mærke det … lige her.”

”På grund af administration, undervisning, institutanliggender og universitetspolitik har jeg problemer med at nå mit eget arbejde. Det eneste, jeg har lyst til … Far, for fanden, jeg er historiker med speciale i Rekonstruktionstiden, og jeg –”

”Ja, det har du lige sagt.”

”Hvad vil du have mig til at gøre? Jeg vil bare gerne være i fred, så jeg kan … læse og skrive om min egen periode. Men jeg bliver hele tiden forstyrret og bebyrdet med bøvl og problemer.”

”Adam er ikke ’bøvl og problemer’!”

”Helt ærligt, far, hvordan kan jeg betro mig til dig, når du er sådan? Du ved godt, hvad jeg mener.”

”Jeg ved, hvad du siger. Du siger, at du har det vældig svært, og at du ville ønske, at nogen ville give dig en smule snor.”

”Hvorfor føler jeg nu, at du har trængt mig op i et hjørne?” Telefonen ringede. ”Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at tage den.”

”Du må godt tage den.”

”Men jeg gør det ikke.”

”Tag den nu.”

”Nej.”

”Så tag den dog!”

”Nej.”

”Charlie, det kan være Adam. Du er her nu. Tag den!”

Telefonen holdt op med at ringe. De to mænd kiggede på den, og det varede lidt, før de sagde noget igen.

”Hør nu, hvad jeg siger, Charlie. Du talte før om en kulmine. Kan du huske det? Du sagde noget om en kulmine. Kanariefuglen ofrer sit liv for dig, og du ved det ikke engang.”

”Åh, så kører den igen,” sagde Charles til en tredje person, der ikke var til stede. ”En kanariefugl.”

Hans far fortsatte: ”Vidste du overhovedet, at den var død? Den ser død ud, men faktisk er den det ikke. Det er dig nu om dage. Du er kanariefuglen. Du tror, du er kommet op fra minen, men det er du ikke. Du er stadig dernede. Spørgsmålet er nu: Hvis liv vil du redde?”

Adam fortsatte sin forelæsning. ”Den lutheranske kirke i Tyskland var splittet i sin protest mod loven om ’Den Ariske Kirke’. I maj 1934 havde en udbrydergruppe stiftet en ny kirke, Bekendelseskirken. Bonhoeffer, der på det tidspunkt kun var otteogtyve år gammel, var en af dens ledere.

Bekendelseskirken havde fortvivlende brug for nye præster og oprettede et ulovligt seminarium. Bonhoeffer blev leder. Hvor lå det? I Finkenwalde i Stettin ved floden Oder i det, der nu er Zdroje i Szczecin ved Odra-floden. Det var her, at en gruppe tyske mænd mellem 1935 og 1937 blandt andet sang ’Swing Low Sweet Chariot’. Bonhoeffer fortalte sine studerende om sine oplevelser i New York og om afroamerikanernes position i samfundet og sagde, at han så paralleller mellem de sortes situation i Amerika og jødernes i Tyskland.

Gestapo lukkede seminariet i Finkenwalde i 1937. I 1938 blev der sat lighedstegn mellem jøder, bolsjevisme og verdensøkonomien, og efter at have tildelt dem overmenneskelige konspiratoriske kræfter truede Hitler med, at ’Hvis de internationale jødiske finansfolk i og uden for Europa havde held i deres bestræbelser på at føre verdens nationer ud i endnu en krig, ville den ikke ende med verdenskommunisme og dermed en sejr for det jødiske folk. Nej, resultatet ville blive den jødiske races undergang i Europa’. Efter Kristalnacht, Krystalnatten, den 9. november 1938, en pogrom, hvori jøder blev dræbt, ført bort og jødisk ejendom konfiskeret, turde ikke engang Bekendelseskirken protestere, og alle dens medlemmer var tavse. Alle undtagen Dietrich Bonhoeffer, der sagde: ’Kun den, der protesterer mod jødernes skæbne, må synge med på de gregorianske sange.’ Han fastholdt stadig Bjergprædikenens centrale betydning for kristendommen, men konfronteret med den nazistiske ondskab kastede han Jean Lasserres pacifisme og Gandhis tro på ikkevoldelig modstand over bord. Han syntes ikke, der i den daværende situation var andet at gøre. Hans svoger, Hans von Dohnanyi, havde allerede på det tidspunkt rekrutteret ham til Abwehr, den militære efterretningstjeneste og det hemmelige kommandocenter for modstandskampen mod Hitler.”

Ved afslutningen på dagen, da eftermiddag og aften kæmpede om herredømmet, stod Michelle McCray i køkkenet, mens hendes fjortenårige datter Sonia gumlede på en gulerod og lavede, hvad Michelle tænkte måtte være den højeste lyd, hun nogensinde havde hørt i forbindelse med en grøntsag, en næsten demonstrativt høj lyd.

”Du har ingen problemer med tænderne, kan jeg høre,” sagde Michelle til sin datter.

”Hvad?” sagde hun, stadig gumlende.

”Ingen problemer med dine tænder …”

”Jeg kan ikke høre, hvad du siger, når jeg spiser den her –”

”Det var det, jeg mente … på en måde … Hvad læser du?”

”Ingenting,” svarede Sonie efter nu at have sunket det sidste af guleroden.

”Hvad er det for en bog?”

”Åh, det er ikke en, jeg har valgt. Det er lektielæsning.”

”Derfor behøver den jo ikke være dårlig. Hvad er det for en?”

”Åh jo, den er dårlig. Som at række tungen ud ad vinduet … Den er kedelig og … urealistisk.”

”Hvad er det for en?”

”Jeg tror ikke, du kender den. Ingen kender den. Den er gammel og …”

”Sonia, hvad er det for en bog?” Hendes datter holdt bogen op, og Michelle læste titlen. Det var Junglen af Upton Sinclair.

”Sonia, laver du sjov med mig? Det er en klassiker. Junglen!”

”Har du læst den?”

”Det har jeg faktisk, for mange, mange år siden, men jeg husker den som fantastisk; interessant, bevægende, oplysende. Den var bestemt ikke kedelig. Det syntes jeg ikke. Og det syntes tusindvis, formentlig hundredtusindvis af andre mennesker heller ikke.”

”Min klasse synes det.”

”Hvorfor siger du, at den ikke er realistisk?”

”Øh, jeg er ikke kommet særlig langt, men …”

”Og?”

”Fordi den er kedelig.”

”Ja, det sagde du. Men hvorfor synes du, den er urealistisk?”

”Jo … den foregår i Chicago, ikke?”

”Jo.”

”Godt, den foregår i Chicago, og der er ingen nig–” Sonia bed resten af ordet i sig. Hun stivnede, så sin mor spile øjnene op og vidste, at hun havde begået en kolossal brøler.

”Du … vover … at … sige –”

”Hvad? Jeg sagde ikke noget!”

”Jeg ved, hvad du skulle til at sige. Hvordan kan du finde på at sige sådan? Det ord har såret så mange mennesker, din egen race, din familie. Du vover at sige det ord, når vi er sammen med din farfar.”

”Han er døv.”

”Sonia, jeg mener det her meget alvorligt. Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Folk ofrede livet, jeg mener ikke kun deres karriere, jeg mener, at de ofrede livet, så du kunne få det liv, du har.”

”Mor, jeg forstår godt, hvad du siger, men der er altså mange afroamerikanere, der bruger ordet nu. Det ved du godt. Sorte mennesker siger det på tv, i film … Dine klienter siger det også, og det ved du godt.”

”Mine klienter er for det meste belastede, desillusionerede, uuddannede mennesker, der oven i købet har fået frataget deres stemmeret. Det er derfor, de bruger det ord. Hvad er din undskyldning?”

”Det ved jeg ikke, mor. Det er kun et problem, hvis du gør det til et problem.”

”Godt, så hør nøje efter, for jeg gør det til et problem. Jeg vil aldrig igen høre dig sige det ord i dette hus. Har du forstået … Sonia, jeg mener det. Har du forstået?”

”Ja, mor.”

”Det er virkelig forbløffende, at du kunne finde på at sige det. Du, der bor i dette hus og ved så meget.”

”Mor, undskyld, okay? Jeg sagde det rent faktisk ikke.”

”Den vej vil jeg ikke gå længere ud ad, hvis jeg var dig, unge dame. Jeg ville gå tilbage til undskyld, hvis du ønsker at have et godt liv her i huset.”

”De siger det i radioen.”

”Ikke i radioen her i huset.”

”Jo, de gør. Jeg har hørt det på NPR.”

”Har du det?”

”Ja, en dag jeg ikke var i skole, fordi jeg var syg. De talte om det i en af morgenudsendelserne. Afroamerikanerne ringede ind, og de sagde, at vi må bruge det, hvis det er … hvis det er … hvad er det nu, det hedder … ironisk ment.”

”Sonia, ved du, hvad ’ironisk’ betyder?”

”Ja.”

”Og?”

”Ironisk er … sådan … lidt sjovt … Det er, når noget er sjovt på en voksenagtig måde.”

”Det er faktisk ikke, hvad ’ironisk’ betyder. Slå det op. Skal jeg bede din far eller måske farfar om at tale med dig om betydningen af ’ironi’?”

”Nej tak.”

”For de vil ønske at få at vide, hvordan vi kom ind på det emne …”

”Undskyld, mor.”

”Lad mig sige det her til dig rent ud af posen. Jeg ønsker ikke at høre dig sige det ord i det her hus, Sonia. Aldrig nogensinde. Du bliver ikke hvid af at tale hvide menneskers sprog. Din farfars hjerte ville briste, hvis han hørte dig tale, som om alt er ved det samme.”

”Undskyld, mor.”

”Det var det. Den sidste kasse,” sagde latinoen med flyttevognen til Diana. ”Jeg har plads oppe foran, hvis De vil køre med. Så behøver De ikke tage en taxa.”

”Fint. Tak. Jeg vil lige se mig om en sidste gang. Jeg … øh … Jeg kommer straks.” Manden gik ned for at vente i sin flyttevogn. Diana var alene i lejligheden. Alle hendes ejendele var pakket ned i kasser og befandt sig i flyttevognen nede på gaden. Det var det. Hun stod stadig med billedet af Adam som lille iført en vatteret overall. Måske fortrød han det, der var sket. Men planen var ikke at have kontakt med hinanden et stykke tid, så de begge kunne vænne sig til et liv uden den anden. Ingen af dem havde spurgt om, hvor lang tid ’et stykke’ var, eller selv forsøgt at indkredse betydningen af det. Hun tog billedet med, da hun hurtigt gik fra rum til rum i lejligheden. Hun trak vejret i hurtige stød. De havde omfavnet hinanden, da Adam gik på arbejde om morgenen. Ingen af dem havde haft lyst til at bryde omfavnelsen, men Adam havde en forelæsning, som han havde aflyst en gang før.

Manden ventede nede på gaden på, at Diana skulle komme ned. Han havde troet, at denne tur blev en af de nemme. Han var kommet fra Inwood, og endestationen var Hell’s Kitchen. Der var ikke specielt mange kasser, og de så alle ud til at være slået rigtigt sammen. Hvad kunne være mere enkelt? Men kvinden var længe om at komme ned. Han kunne ikke skynde på hende. Han skyndede næsten aldrig på sine kunder. Denne kvinde så ud, som om hun var tæt på at briste i gråd. Og hvad skulle han så stille op? Nu var der ikke andet tilbage end at vente. Han satte sig ind bag rattet og satte et bånd med blandet musik i afspilleren, som en eller anden havde lavet til hans afdøde far.

Diana stod med det, hun kunne bære i armene, foran det, der engang havde været hendes egen hoveddør. Der var det lunefulde ved døren, at man, når man havde lukket den, skulle trække i den en ekstra gang, så riglen kunne falde på plads i låsen, og døren ikke kunne skubbes op. Hun havde det dårligt. Hun stod med fotografiet i hånden. Hun havde tænkt sig at tage det med. Ville han have noget imod det? Hun trak døren i. Kunne Adam dog ikke bare komme hjem nu og sætte en stopper for alt det her? Nu var døren lukket. Men det var stadig muligt at komme ind. Hun havde stadig ikke trukket i den en ekstra gang. Hun kunne høre sit eget hjerteslag. Hvad ventede hun på? Der var ingen ude på trappegangen. Hvad bildte hun sig ind, at der kunne ske nu? Ingen var på vej op ad trappen. Sådan. Hun hørte klikket. Døren var låst, og hun kunne ikke længere komme ind i lejligheden.

Adam fortsatte sin forelæsning. ”Som medlem af Abwehr havde Bonhoeffer tilladelse og de nødvendige papirer til at rejse ud af Tyskland, angiveligt for at spionere for nazisterne. I virkeligheden var han dobbeltagent og via Abwehr med i modstandskampen.

Det virker usandsynligt og svært for os at forstå, når vi nu ved, hvad der siden skete, men da Warszawa overgav sig den 27. september 1939, følte de sammensvorne i Abwehr, at der var håb forude. Set i bakspejlet ved jeg, det er svært, næsten umuligt, at forstå. Hvorfor troede de det? De troede det, fordi fortællingerne om de afskyeligheder, SS begik i Polen, var begyndt at sive tilbage til Tyskland. De sammensvorne håbede på, at hverken offentligheden eller generalerne ville acceptere denne barbariske grusomhed, som desuden brød sig pokker om folkeretten. General Blaskowitz, den øverstkommanderende tyske general i Polen, var for eksempel forfærdet over ugerningerne og lod de andre generaler vide, at ’Hvad de udenlandske radiostationer har rapporteret, kun er en lillebitte del af det, der rent faktisk er sket’.

I kølvandet på det mislykkede attentat på Hitler i marts 1943 stormede Gestapo Abwehrs hovedkvarter den 5. april. Dietrich Bonhoeffer, hans bror, hans søster og hendes mand og endnu en svoger blev arresteret. De blev tortureret under afhøringen.

Den 24. juli 1944 gjorde modstandsbevægelsen et sidste forsøg på at dræbe Hitler. Oberst Klaus von Stauffenberg hævdede, at hans hørelse havde taget skade under den nordafrikanske kampagne, og bad om at få en plads tættest muligt på Hitler. Dette var lige før et militærstrategisk møde. I den mappe, han havde med, var der en bombe. I den efterfølgende eksplosion blev bunkeren svært beskadiget, og nogle af officererne døde, men Hitler blev kun kvæstet. Igen arrestationer og efterfølgende forhør.

Klokken tre om natten den 16. april 1945 indledte den sovjetiske general Zjukov et massivt artilleriangreb på den tyske front ved Oder, den sidste forsvarslinje før Berlin. Efter artilleriet kom bæltekøretøjer og derefter infanteriet. Den tyske 9. Armé var fuldstændig i undertal. Zjukov havde 3.000 bæltekøretøjer og tyskerne kun 500. Russerne var tre dage om at løbe den tyske front over ende. I slaget ved Seelöwehøjderne omkom 12.000 tyske soldater, men de tyske befæstninger på højdedraget var så stærke, at russerne mistede 33.000 mand. Ikke desto mindre havde Sovjetunionen den 29. april vundet slaget ved Oder. Otte år tidligere havde nogen ved Oder sunget ’Swing low sweet chariot. Comin’ for to carry me home’.

Da general Zjukovs styrker nåede frem til general Konevs, var den tyske 9. Armé omringet. Fyrre kilometer derfra lå Berlins forstæder. Skønt 120.000 mand fra 9. Armé var blevet taget til fange af russerne, bildte Hitler sig stadig ind, at den kunne omgruppere under den yngste af hans generaler, general Walther Wenck, fra 12. Armé, og forsvare Berlin. Men da de amerikanske styrker nåede frem til Elben den 25. april, samtidig med at Zjukov stod lige uden for Berlin, var alt forbi. Hitler begik selvmord den 30. april, og 7. maj overgav Tyskland sig betingelsesløst.

Dietrich Bonhoeffer var en af de mange flere end ti millioner mennesker, for hvem det var for sent. Måneden forinden havde Hitler beordret alle tilbageværende konspiratorer henrettet. Den 9. april blev Dietrich Bonhoeffer marcheret nøgen til galgen. ’Swing low sweet chariot. Comin’ for to carry me home.’”

“Okay, du sagde, at handlingen i Junglen fandt sted i Chicago, og at den var urealistisk. Hvorfor er den urealistisk?” spurgte Michelle McCray sin datter.

”Øh, jeg må indrømme, at jeg ikke er kommet særlig langt, men bogen handler om alle de hersens indvandrede slagteriarbejdere, og jeg tror ikke, en eneste af dem – eller måske kun en af dem – er afroamerikaner. Det er bare ikke realistisk, ikke i Chicago. Vel? Og når man så opdager, at forfatteren er en eller anden hvid fyr –”

”Sonia, hvornår foregår handlingen i denne her hvide fyr Upton Sinclairs bog?”

”Det ved jeg ikke … engang i det tyvende århundrede.”

”Hvornår?”

”Jeg aner det ikke. Står det i bogen?”

”Kig foran i bogen og se, hvornår den blev udgivet. Det er næppe sandsynligt, at den foregår efter udgivelsesåret, i så fald ville det være fantasy eller science fiction. Har du fundet udgivelsesåret?”

”Ja. Junglen udkom første gang i 1906.”

”Okay, vi må derfor gå ud fra, at handlingen finder sted senest i 1906.”

”Fint nok, og hvad så?”

”Hvornår fandt Den Store Migration sted?” Hendes datter svarede ikke. ”Okay, hvad er Den Store Migration?”

”Det ved jeg godt, mor,” svarede Sonia en anelse utålmodigt, hvad en neutral observatør nok ikke ville have ment var i orden. ”Det var dengang, afroamerikanere flyttede fra det landlige syd til det urbaniserede nord.”

”Har du nogen idé om, hvor stor denne migration var?” Igen svarede hendes datter ikke. Hun kiggede på bogens bagside, enten fordi hun håbede på at finde svaret der, eller i håb om, at en falsk og pludseligt opstået interesse ville sætte punktum for denne belæring med alt, hvad den indebar af ydmygelse. På trods af al sin ungdommelige nonchalance brød hun sig ikke om at skuffe sin mor. Det havde altid været rart at blive rost for sit intellekt og sine gode karakterer. Nu forsøgte hun at finde en middelvej mellem at leve op til denne ros, samtidig med at hun insisterede på sin egen uafhængighed. Moderens voldsomme kritik irriterede hende, men samtidig vidste hun, at hun inderst inde ønskede en dag at blive som sin mor, om end nok ikke allerede nu.

”Du tror vel ikke for alvor, at du kan finde svaret bag på den bog, vel?”

”Det aner jeg ikke. Og nu vil du vel bede mig om at gå ind og slå det op, ikke?”

”Det burde jeg, men jeg er bange for, at du så går ind og spørger en af dine Facebook-venner.”

”Det er en god idé.”

”Åh ja, en fantastisk idé. Jeg får dig først at se igen til middag, og svaret vil være forkert.”

”Måske kommer jeg tilbage efter endnu en gulerod.”

”Den Store Migration begyndte så småt omkring 1. Verdenskrig, men den tog for alvor fart lige før 2. Verdenskrig. Fem millioner afroamerikanere flyttede nordpå mellem 1940 og 1970, den største folkevandring i vort lands historie. Ved du, hvorfor de flyttede nordpå i så kæmpemæssigt et omfang?”

”Bomuld?”

”Hvad mener du med ’bomuld’? Er det et seriøst svar?”

”Det ved jeg ikke. Det har noget med bomuld at gøre, tror jeg.”

”Ja, du har ret, det har en masse med bomuld at gøre, men det var ikke et svar. Du kan ikke svare med et enkelt ord. Du burde virkelig gå ind og slå det op.” Michelle tænkte sig om et øjeblik, før hun fortsatte: ”Hør nu. De sorte daglejere i Syden har altid været en temmelig billig arbejdskraft, men i 1940’erne blev de udkonkurreret af maskiner, som kunne klare halvtreds menneskers arbejde per maskine. De sorte i Syden flyttede derfor til steder som New York og Chicago i håb om at få arbejde og et nyt og bedre liv. Det er i det mindste den forenklede version. Men nu ved du, at Den Store Migration endnu ikke har fundet sted på det tidspunkt, da Junglen blev skrevet. En væsentlig del af de afroamerikanske samfund i Norden var simpelthen – som du korrekt har påpeget – ikkeeksisterende. Du anklager Junglen for at være urealistisk, men fejlen ligger hos dig, fordi du ikke kender dit eget lands historie.”

”Ups.”

”Ja, netop. Ups! Ræk mig lige bogen. Jeg kan huske, den var fantastisk, meget stærk, meget bevægende. Er der ikke …? Der er en vidunderlig beskrivelse af første gang, de træder ind i slagteriet. De bliver vist rundt der, hvor svinene aflives, og en eller anden siger: ’De udnytter alt af svinet undtagen dets grynten.’ Lad mig lige se den.”

”Hvad er historie?” spurgte Adam Zignelik retorisk som afslutning på sin forelæsning. ”Barbara Tuchman behandler spørgsmålet i forskellige oplysende essays. I et af dem citerer hun historikeren G. M. Trevelyan og skriver: ’… ideelt set burde historie være en gennemgang af kendsgerninger om fortiden i deres fulde emotionelle og intellektuelle valør for et bredt publikum ved hjælp af den svære kunstart, som litteratur er.’ Hun og Trevelyan minder om, at de bedste historikere kombinerer en indgående viden om deres emne med et knivskarpt intellekt, den varmeste indsigt i menneskeheden og den største forestillingsevne. Hvorfor forestillingsevne? Ikke, fordi I skal fabrikere jeres egne beviser, men for at hjælpe jer til at springe ind i andres liv, komme ind under huden på de mennesker, der levede før os. Den kronologiske fortælling er måske nok vidensbanken af det, vi kalder historie, men psykologisk indsigt og en stærk forestillingsevne hjælper os til ikke alene at nå frem til ’hvad’ i historien, men også det særdeles givtige ’hvorfor’.

Burde I så nu finde et eller andet filosofisk tiltrækkende historiesyn og hægte jer på det? Nej. Og hvorfor ikke? Hvis I gør det, vil det være fristende at manipulere, tvinge, lokke kilderne til at blive brikker i dette historiesyns overordnede billede, hvor I i stedet for burde koncentrere jer om spørgsmål om, hvad der skete, og hvorfor det skete. Måske dukker mønstre op for jeres indre blik, men det er bedre at lade teorier og generaliseringer udvikle sig fra kendsgerninger frem for at fordreje kendsgerninger, så de passer til teorien. I vil have travlt nok med at gøre alt dette og samtidig holde jeres forudindtagethed stangen. ’Forudindtagethed’, siger I forskrækket. Hvis I er almindelige mennesker, vil I per definition være forudindtagede. Hvis I ikke er, vil jeg ønske jer tillykke med at være nået så langt.” Ingen lo.

”Hvad gør I så med jeres forudindtagethed?” fortsatte Adam Zignelik. ”Vedkend jer den og bekæmp den, men vær intellektuelt ærlige nok til at indrømme, at tidsmæssig afstand ikke er nogen garanti for, at man er immun over for en forudindtagethed, der er vævet ind i det stof, mennesket er skabt af, en gang imellem næsten usynligt. At være så objektive, som vi overhovedet kan være, er ikke det samme som at være neutrale. Tidens gang kan imidlertid give perspektiv, hvilket en historiker har lige så meget brug for som ilt. Men selv i valget af, hvad man skal fortælle, og i valget af, i hvilken rækkefølge man gør det, ligger der en forudindtagethed.”

”Hvad med Dem? De bor sammen med Deres familie, mr. Lamont?”

”Jeg kan desværre ikke … Jeg er virkelig nødt til at …”

”Hvorfor er De bange?”

”Jeg er virkelig nødt til at gå nu, mr. Mandelbrot.”

”Jeg ved, hvem De er.”

”Hvad?”

”De reddede mig.”

”Hvad?”

”Nede på gaden. Jeg kan godt huske det. Det var Dem, der kørte mig op fra gaden den dag.”

”Mr. Mandelbrot, jeg har ikke råd til at miste mit arbejde. Jeg er ny her.”

”Jeg er gammel her.”

”Jeg er ansat på prøve. De kan fyre mig sådan her,” sagde Lamont og knipsede med fingrene. ”Så jeg er nødt til at gå nu. Det forstår De vel nok.”

”Nu skal jeg sige Dem noget, mr. Lamont.”

”Hvad?”

”Jeg vil sige til Dem, at jeg ved, hvem De er, og …” Den gamle mand var tør i munden og talte lavmælt, næsten hæst. ”De er velkommen til at komme igen.”

Dagen lakkede mod enden, og Lamont Williams havde fyraften. I stedet for at gå lige hjem gik han op på stuen igen til den patient, han havde besøgt før og nu var ved at lære at kende. Det havde intet med hans arbejde at gøre. Havde nogen spurgt ham, hvorfor han besøgte en patient, han knap nok kendte, ville han ikke have kunnet svare.

Den gamle hvide mand med det tynde, forpjuskede hår og den udenlandske accent så op fra sin seng, da Lamont Williams stod i døråbningen.

”Mr. Mandelbrot, det var mig, der var her før. Jeg ville bare lige …”

”Jeg ved, hvem De er.”

Sonia rakte sin mor bogen af Upton Sinclair, og Michelle begyndte at bladre i den. Hun læste lidt for sig selv, og Sonia så på sin mor, mens hun læste. Derefter begyndte Michelle at læse højt.

”’De havde lænker, som de kastede om det nærmeste svins ene bagben, den anden ende af lænken fastgjorde de med en krog i en af ringene på hjulet. I det øjeblik, hjulet drejede rundt, blev svinet løftet fra gulvet og svunget opefter.

I samme nu lød der et øredøvende hvin. De besøgende fór sammen, og damerne blegnede. Hvinet blev fulgt af et andet endnu forfærdeligere.

Når svinet først var blevet hængt op ved bagbenet, var dets sidste stund nær. Fra toppen af hjulet gled det hen på et transportbånd og sejlede således ned gennem rummet … Der hørtes alle slags hvin – skærende høje – halvkvalte – den ynkeligste smågrynten – fortvivlet dødsrallen og suk – et sekund kunne der blive stille, men så brød det vilde kor løs igen … Men morderne nedenunder arbejdede uforstyrret videre, de lod sig hverken distrahere af svinenes rasende hvin eller af damernes medlidende tårer, de hængte svin op ét for ét og gav dem med sikker hånd dødssnittet i halsen.’”

Mens Michelle McCray fortsatte med at læse højt fra Junglen, lyttede hendes datter Sonia til redeligheden i sin mors stemme, som hun første gang havde hørt, da hun var lille og fik læst godnathistorier. ”’Var det tilladt at tro, at der ingen steder på jorden, eller over jorden, fandtes en himmel for grise, hvor de fik deres belønning for alle deres pinsler? Hver eneste af disse grise var et eget væsen. Der var hvide grise, der var sorte grise; nogle var brune, andre plettede; nogle var gamle, andre var unge …’”

Sonia så på sin mor med noget, Michelle identificerede som respekt, der var stærk nok til at ryste hende ud af indstuderet pubertetsbravado og opsætsighed, selv om det måske kun var for et minut eller to. ”Bogen er meget bedre, når du læser den højt,” sagde hun lavmælt til sin mor.

”Kan vi bruge historien til at spå om fremtiden?” spurgte Adam Zignelik. ”Det er fristende at svare ja, det kan vi, men personlig tror jeg det ikke. Historie kan som et fyrtårn sende glimt ud på vejen foran os, men vi bør ikke sætte vores lid til, at historien viser os et nøjagtigt belyst kort over terrænet forude med alle de buler og huller, der måtte være. Efter min mening kan historien ikke engang tilnærmelsesvist fortælle os noget om fremtiden.

Hvorfor kan historie ikke fortælle os, hvad der vil ske? Det er fordi, den handler om mennesker, og mennesker er lige så uberegnelige som dyr, hvis ikke mere. Man kan ikke stole på, at fremtidens mennesker vil gøre, som andre førhen har gjort under lignende omstændigheder, eller at de vil gøre, hvad der helt åbenbart tjener deres egne interesser bedst. Mennesket er uforudsigeligt, individuelt såvel som kollektivt, og det er uanset, om vi taler om almindelige mennesker eller magtfulde ledere.

Hvorledes vil I forklare følgende?” fortsatte Adam. ”Da Josef Stalin i god tid blev informeret om den nøjagtige dato for den tyske invasion af Sovjetunionen i 1941, ignorerede han oplysningen i sikker forvisning om, at der ikke ville komme et tysk angreb, uden at Hitler først havde givet ham en form for ultimatum. De rapporter, han fik vedrørende datoen for det tyske angreb, blev afvist som ’tvivlsom og vildledende information’. Stolede Stalin, denne monstrøst paranoide, brutale mand med alt for høje tanker om sig selv, nu pludselig på Hitler? Nej, selvfølgelig ikke. Der er tale om en mand, hvis karakter var blevet støbt på et sted og i en tid, der var gennemsyret af mistro, af fraktioner inden for fraktioner, af hemmeligheder og spionage og af forræderi og mord, en til vanvid grænsende mistroisk mand, som ifølge hans egen datter ’så fjender overalt. Det var blevet sygeligt …’ Nej, han stolede ikke på Hitler. Han stolede bare mindre på sine egne efterretningstjenester. Og alle tæt på Stalin var så bange for ham, at de ikke turde modsige ham. Selv da det tyske angreb var gået i gang, troede Stalin, at visse tyske generaler måske handlede på egen hånd uden Hitlers viden og accept. Selv ikke da hans egne generaler rapporterede tilbage om angrebet og om de russiske tabstal, beordrede han Den Røde Hær til at tage kampen op. Han var nødt til at afvente Berlins bekræftelse på, at Tyskland rent faktisk var i krig med Rusland.

Hvem ved sine fulde fem kunne forudse Stalins reaktion? Folk er uforudsigelige individuelt for ikke at tale om kollektivt, alt for uforudsigelige til, at historien vil kunne fortælle os, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Der er nu seks milliarder mennesker på jorden. Vi har alle 100 milliarder neuroner, hvert eneste neuron har tusind eller flere synapser, og alt dette danner tilsammen vores egen individuelle bevidsthed, vores egne følelser og tanker og de handlinger, disse udløser. Ingen bør have lov til at bebrejde historien for ikke at kunne spå om fremtiden, når selv naturvidenskaben har problemer med at forudse vejret i morgen.”

En lille pige, en lyshudet sort pige på mellem syv og ni år, med stramme fletninger og sløjfer i håret, havde problemer med at holde sig på benene i den overfyldte bus på Manhattan. Som hun stod der, ombølget af lugten af mange mennesker, hørte hun brudstykker af samtaler, mange af dem ensidige mobiltelefonsamtaler. ”Nå, i det mindste fik jeg mit cv på plads, før jeg skulle på arbejde … og det er jo godt nok,” sagde en ung mand. To ældre mænd, som hun knap nok kunne se, talte så højt, at andre kunne høre dem. ”… Tager bare stemmer fra Hillary … ligesom Nader,” hvortil den anden mand svarede: ”Er du idiot eller hvad? Hvad snakker du om? Det er kun et primærvalg.” En kvinde talte i mobiltelefon: ”Hun sagde, at jeg ikke kunne få en tid før engang i november … November! … Det ved jeg ikke … og den her elendige bus rører sig ikke ud af stedet.” Den lille pige lyttede til al denne snak, mens bussen sneglede sig af sted. Hendes skoletaske var tung. Fra tid til anden – når hun ikke kunne se de gadeskilte, de kom forbi – kaldte hun et kort frem i sit hoved. Hun tænkte, at hun nok var den mindste af alle buspassagererne. Klokken var mange.

Lamont Williams stod i døråbningen.

”Mr. Mandelbrot. Det var mig, der var her før. Jeg ville bare lige …”

”Jeg ved, hvem De er,” sagde mr. Mandelbrot til Lamont Williams.

”Jeg ville bare lige sige … Undskyld … øh … Jeg er ked af det fra før.”

”Hvad taler De om? Hvad er det, De siger undskyld for?”

”At jeg var nødt til at fare sådan af sted … Det var ikke … Det var ikke min mening … sådan at … at være respektløs.”

”De var på arbejde.”

”Jah, men det er mere end det … for mig. Forstår De, jeg er først lige blevet ansat. Jeg er med i en slags projekt.”

”Et projekt?”

”Jeg er ansat på prøve, mr. Mandelbrot.”

”På prøve?” Mr. Mandelbrot halede sig en smule op i sengen, og da han gjorde det, blev ærmet på venstre arm rullet op mod den gamle mands albue. Det var da, at Lamont Williams så en række små blågrønne tal, der var tatoveret på patientens arm.

*

”Når man tager menneskets uforudsigelighed i betragtning med alle disse forbehold, dets potentiale og dets begrænsninger, hvad kan vi så bruge historien til?” fortsatte Adam Zignelik. ”Flere ting, og ingen af dem er uvæsentlige. Historien kan ikke fortælle os, præcis hvad der vil ske i fremtiden, men den kan foreslå visse ting, som vi bør eller ikke bør gøre næste gang, en lignende situation viser sig. Det er ikke historiens skyld, at man kun sjældent har brugt den på den måde. Enten overser vi, at der er lighedspunkter med noget, der før er sket, eller vi ved ikke, hvad der før er sket, fordi vi er historieløse, eller fordi vores opfattelse af nutiden er så formørket af vores nationale, etiske, racistiske, politiske, religiøse eller tilmed private traditioner, at vi er ude af stand til at genkende så meget som formen på det omrids af eventuelle svar, som historien kan levere.

Historien kan give os tryghed i svære, ja i turbulente og traumatiske tider. Den viser os, at vores art har været igennem det før, og at vi overlevede. Det kan hjælpe os at vide, at vi er kommet igennem mere end én mørk tidsalder. Og historien er af afgørende betydning, fordi fortiden lige så meget som biologi, hvis ikke mere, ejer os, og uanset hvor meget vi forsøger at bilde os noget andet ind, så kan vi ikke flygte fra den. Hvis bare I vidste, hvor tæt I er på andre mennesker, der tilsyneladende står så langt fra jer. I ville blive forbløffede.

Det er også en måde, hvorpå vi kan ære dem, der kom før os. Vi kan fortælle deres historie. Ville I ikke ønske, at der var nogen til at fortælle jeres historie? I sidste ende er det det bedste bevis på, at vi betød noget. Og hvad andet er livet, fra det øjeblik I kom til verden, end en kamp for at komme til at betyde noget, i det mindste for en eller anden?”

”Elskede,” hørte han Diana hviske, ”tanken var, at du skal tale til dine studerende. Du taler til dig selv. Det kan du gøre senere.”

Adam Zignelik stod med sin skuldertaske i hånden og stak nøglen i låsen på døren ind til lejligheden, men var bange for at dreje den, bange for at lukke døren op til sit eget hjem. Han vidste ikke, hvordan han ville have det, når han lukkede døren op og så, hvordan lejligheden så ud uden Diana og alle hendes ting. Der var så meget, han ikke vidste. Han vidste ikke, at Barbara Wertheim giftede sig med dr. Lester Tuchman i New York City den 23. juni 1940, samme dag som Hitler indtog Paris. Da dr. Tuchman kastede et blik på klodens tilstand, så han intet, der kunne anbefale den som et sted, hvor man kunne sætte børn i verden. Den nye mrs. Tuchman imødegik dog hans argument med sit eget. Det var forkert at vente på, at situationen blev bedre, fordi det kunne være ensbetydende med at vente for evigt, sagde hun. Hvis de nogensinde skulle have børn, var det nu, og så til helvede med Hitler. Hun vandt diskussionen, og de fik tre døtre. Adam vidste intet om dette, og der var ingen til at fortælle ham det. Begge hans forældre var døde, og han havde ingen søskende. På trods af hans store beundring for Barbara Tuchman var denne del af hendes liv ukendt land for ham og derfor ude af stand til at inspirere ham til at springe ud i det og få et barn med Diana, uanset hvordan det gik ham professionelt. Udstyret med denne uvidenhed stod han som knap fyrreårig med nøglen i døren til sin lejlighed og var bange for at træde ind og se, hvordan den så ud uden Diana.

Til sidst drejede han nøglen i låsen og gik indenfor. Det var meget værre, end han havde forestillet sig. Tomheden, hvor flyttekasserne før havde tårnet sig op, afslørede en langt større tomhed. Den var hans eget værk. Han var selv skyld i den. Reolerne lignede bombekratere. Han kastede tasken fra sig på sofaen. Hendes duft hang stadig i stuen. Hvor længe ville den kunne holde sig der? Hvor længe ønskede han, at den skulle være der? Han gik ud i køkkenet, skænkede sig hurtigt en whisky og begyndte at fortælle hende om sin dag.

”Jeg gav dem ’sand, usand, sandsynligvis sand, sandsynligvis usand’-fortællingen i dag. Jeg førte dem fra Gandhi til Bonhoeffer, Adam Clayton Powell Jr., Jean Lasserre, Blaskowitz, Hitler, Zjukov, Konev og Stalin. Og ved du hvad? En af dem gættede på Gandhi! Tænk bare. En kvindelig studerende. Jeg tror, hun måske er inder, i hvert fald af indisk afstamning. Det er blot et gæt. Hun så ældre ud end de fleste andre. Jeg skal over til Charles og Michelle i aften. Synes du, jeg skal skifte tøj? Det behøver jeg ikke, vel? De vil ikke lægge mærke til, hvad jeg har på. Vi får for travlt med at tale om dig.”

Han ankom til Charles’ og Michelles lejlighed en smule for sent og en smule for beruset, men ingen tænkte nærmere over det. Ingen, bortset fra Sonia, kom ind på Diana den aften. Alle tilstedeværende havde tidligere på dagen lagt sig fast på deres egen forklaring på hendes fravær, og efter at have besluttet, at de kendte grunden, og at den var banal og ufarlig, ulejligede de sig ikke med at få den bekræftet. I øvrigt var de for opslugte, for rystede, for meget ude af sig selv på grund af andre nyheder. Adam deltog i denne samtale, og fordi emnet var så vigtigt og aktuelt, behøvede han ikke engang tale med Charles om sin fastkørte karriere. Da Sonia, lige før hun gik i seng, sagte bad ham om at hilse Diana, lukkede Adam et sekund øjnene og nikkede en enkelt gang. Hun gik hen for at give ham et godnatknus, og da han holdt om hende lidt længere end sædvanligt, gik der en krampetrækning gennem hans krop, og han spekulerede på, om han var tæt på et sammenbrud.

Tidligere samme dag havde professor Charles McCray siddet bag skrivebordet på sit kontor i Fayerweather Hall på Columbia campus og talt med sin far. De havde været lige ved at bryde op og gå hjem til Charles for at spise sammen med Michelle, Sonia og Adam, da telefonen ringede. Charles lod den ringe ud. Den ringede igen, og denne gang tog Charles den.

”Charles McCray. Hvad? Hvad? Nej, det ved jeg intet om,” sagde han til personen i telefonen. ”Jo, men det er lidt siden, jeg læste min mail … okay, jeg tjekker den nu.”

Charles lagde røret på uden at sige farvel til den, der havde ringet, og tjekkede sin mail uden at undskylde over for sin far. Der var kommet en mængde mails, siden han sidst havde tjekket den. De handlede alle om det samme, og han behøvede kun at læse den første for at vide, hvad der var sket. De andre bekræftede det bare. Hvad han læste, var nærmest umuligt at forstå. Sorgen blev nærværende som en for længst overstået smerte, der vaktes til live igen på grund af sin helt særlige lugt. Hans smerte kæmpede med behovet for at skjule det for faderen, og slagmarken sås tydeligt på hans ansigt. Han var vred. Han ville ikke kunne holde det hemmeligt for sin far. Det burde ikke holdes hemmeligt for hans far. Formentlig burde det være Charles selv, der fortalte ham om det, men han var fuldkommen uforberedt på det og vidste ikke, hvordan han skulle fortælle ham det. Det var en nyhed, der meget vel kunne tage livet af ham.

”Jeg er ansat på prøve her på Sloan-Kettering som led i en slags … et projekt, kalder de det.”

”Et projekt, hvad slags projekt?” Lamont gjorde en synkebevægelse. Han syntes ikke selv, at han forklarede sig godt nok, og hvad lavede han i øvrigt her hos en patient, han ikke kendte? Faktisk kendte han ikke rigtig nogen her, ikke engang sine kolleger. Han ville forfærdelig nødig miste sit arbejde. Det, det handlede om i hans liv nu, var at nå til et punkt, hvor han kunne begynde at lede efter sin datter, hvis ikke i dag, så meget snart. Der ville være mange punkter at komme igennem, og han ville tage dem et for et, sådan som han havde gjort i mange år. Lige nu var det dog på tide at gå hjem. Dette var endnu en dag, og han var kommet helskindet igennem den. Alt var fint. Altså gå nu, gå hjem, tænkte han oppe i sit hoved. Men da han så de tatoverede tal på den gamle mands arm, kunne han ikke røre sig. Tallene naglede ham til gulvet. Lamont havde set alle mulige slags tatoveringer i fængslet, men ikke nogen som denne. Den var ikke dekorativ, den var funktionel. Det så ud, som om den gamle mand var blevet katalogiseret, som om han vågnede hver eneste morgen med en primitiv stregkode på armen, der om et øjeblik skulle scannes ind, som om manden havde været et produkt på et samlebånd.

”Det er et … en slags pilotprojekt. Forstår De … jeg … jeg har siddet inde, mr. Mandelbrot, jeg var –”

”Siddet inde?”

”Jah, jeg var … jeg var i fængsel. Så det her … mit arbejde … De giver mig på en måde en ny chance, og jeg –”

”Har De gjort noget forkert, mr. Lamont?”

”Det sagde de, at jeg havde …” Lamont Williams’ ord hang i luften i kræftpatientens hospitalsstue. ”Men det havde jeg ikke.”

De kiggede et øjeblik på hinanden uden at sige noget. Den gamle mands øjne syntes mere levende end resten af ham. Ikke gamle, ikke syge. De sugede ivrigt synet af gæsten fra Driftsafdelingen til sig, tog bestik af ham, bedømte ham og hans ord, slugte det, de så, og opsummerede derefter indtrykket oppe i hovedet på en syg, gammel mand, der nogle uger før ved en fejl var blevet kørt ud på York Avenue for at trække lidt frisk luft, mens alle omkring ham forsøgte at ryge deres individuelle bekymringer ud af kroppen. Han havde frosset, hostet, var glemt og alene ude på gaden, da han kom i kontakt med den mand, der nu stod foran ham. Denne mand havde sat sit job på spil for at hjælpe ham. Nu så han, hvordan manden forsøgte at tvinge øjnene væk fra tallet på hans arm. Han havde bedt ham om at komme igen, og han var kommet igen. Ingen af dem forstod helt hvorfor. En eller anden, visse mennesker, havde sagt, at denne mand havde gjort noget forkert. Han sagde selv, at det ikke var rigtigt. Man havde ikke troet ham, og han havde været i fængsel. Så kom han ud og fik et arbejde på prøve i seks måneder. De holdt øje med ham. Sådan var systemet, og han var en af de heldige. Det var de begge.

”Et projekt … jeg ved, hvad et projekt er,” sagde mr. Mandelbrot.

”Hvad er der i vejen?” spurgte William McCray sin søn. Charles var nødt til at sige det til sin far. Han havde ikke andet valg end at sige det, men han besluttede at vente, indtil han havde fået ham hjem og givet ham en drink. Han ville være nødt til at være på tæerne på hjemturen og finde på noget, der kunne aflede hans fars opmærksomhed fra sandheden. Han vidste, at hans far livet igennem havde haft en særlig næse for sandhed, så det ville være en fejl at sige noget for outreret. Han var nødt til at tænke hurtigt, men havde problemer med at undertrykke sin egen fortvivlelse. Alting virkede en smule surreelt, mens de gik fra campus til hjemmet. Han vinkede til nogle kolleger i det fjerne. Nogle studerende gik hen ad gaden i samme retning som Charles og hans far. Hvis de indledte en samtale med dem, ville det måske aflede hans fars opmærksomhed i det mindste på noget af turen hjem. På den anden side ville de studerende måske tale med Charles om netop den ting, han forsøgte at holde for sig selv, indtil de var kommet hjem. De studerende havde netop fået øje på ham og havde vinket. De var ved at indhente dem. Om et øjeblik ville de være tæt nok på til, at man kunne tale sammen. Hvis Charles havde vidst, hvem de var, ville han måske kunne komme samtalen i forkøbet, styre den mod et emne, han selv havde valgt. Han kiggede på sin gamle far, der vandrede roligt og beslutsomt af sted. De studerende nærmede sig. Charles kendte dem ikke godt nok til at kunne stille dem et meningsfuldt spørgsmål. Det var ude af hans kontrol, hvordan dette udviklede sig. ”Godaften, professor McCray.” ”Godaften,” svarede han usikkert. De studerende overhalede dem. Så snart de var kommet hjem, gik Charles online for at læse The New York Times. Michelle og Sonia hilste på William. Om et øjeblik kom Adam Zignelik. Men først var Charles nødt til at få sin far i enrum.

Adskillige mennesker havde den nat problemer med at sove i de forældreløses by. Diana lå omgivet af flyttekasser, der forfulgte hende fra stuen ind i soveværelset i hendes bortrejste venindes lejlighed i Hell’s Kitchen. Hun lå og stirrede med følelsesløs vantro op i loftet. I Co-op City lå Lamont Williams i sit værelse i mormoderens lejlighed og tænkte på den lille række tal, han havde set på den gamle mands arm på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. I Morningside Heights var Adam Zignelik på vej ud i køkkenet for at skænke sig endnu en drink, da han snublede over et tomrum, der engang havde været fyldt med noget, han ikke længere kunne huske, hvad var. På vej tilbage til sin seng gik han ud på badeværelset for at tisse og så en kam, hun havde efterladt. Han tog den op, så hendes hår og lagde den fra sig igen. Michelle McCray blev vækket ved, at hendes mand lå og vendte og drejede sig. Han tænkte på sin far. William McCray stod op midt om natten. Han tændte den lille bordlampe. Han gik hen til en stol ved vinduet og satte sig ned. Han kiggede ud ad vinduet. Han rokkede let frem og tilbage. Så begyndte han at græde højt.

Sandt, usandt, sandsynligvis sandt, sandsynligvis usandt, eller ved man ikke nok til at kunne udtale sig? Under retspræsident John G. Roberts havde et flertal i De Forenede Staters højesteret omstødt dommen i Brown mod Skolekommissionen og igen gjort det lovligt at have raceadskilte skoler. Efter treoghalvtreds år var det sandsynligvis usandt, men ikke desto mindre var det sandt.