Femte del

Hun hørte det banke på døren til sin lejlighed. Det var et forsigtigt bank og blev en smule overdøvet af lyden fra fjernsynet, og i begyndelsen kunne hun overbevise sig selv om, at det var en andens dør, der blev banket på. Så lød stemmen på den anden side af døren. Den tilhørte en mand, som kendte hendes navn. Bankelyden blev højere og mere insisterende, men hun havde ikke tænkt sig at lukke op.

Problemet var, og havde altid været, at alle og enhver på trods af de solide, automatisk lukkende døre ville kunne komme ind i bygningen. Der var så mange, der havde lovlige ærinder i huset, en konstant strøm af børn, unge mødre, håndværkere, tv-installatører, pizzabude og reparatører, at en uautoriseret gæst ikke behøvede at være særlig snu eller vente særlig længe for at komme ind.

Alligevel fór hun sammen, da hun hørte det banke på døren, og da hun hørte stemmen på den anden side af den, blev hun bange, ikke fordi hun ikke genkendte stemmen, men fordi hun gjorde det. Hun havde vidst, at han ville komme på et tidspunkt.

”Det er Lamont … Lamont Williams,” sagde han efter at have banket på.

Hans mormor havde rådet ham fra at gå derhen. Michael Sweeneys mor var et fjols, havde hun sagt. Nej, havde han svaret, hun var bare et af den slags mennesker, der var bange for alt og alle. Lamont forklarede lavmælt, at han blot skulle overbevise hende om, at hun intet havde at frygte, og så ville hun tale med ham. Lamont ville ikke have noget af hende og heller ikke af nogen af hendes sønner, Michael og lillebroderen Kevin. Han ville ikke engang have noget af Chantal. Det eneste, han ønskede, var at finde sin datter. Måske kunne Michaels mor hjælpe ham? Måske vidste hun noget? Lamont var ret sikker på, at Michaels bror Kevin havde været sammen med Chantal, moderen til Lamonts datter. Han kendte ikke karakteren af deres forhold, eller hvor længe det havde stået på, men Kevin og Michaels mor kunne være det første led i en kæde, der måske kunne føre ham til hans datter. Han sagde til sig selv hver eneste dag, at han for at finde sin datter var nødt til at tage ét skridt ad gangen og ikke lade sig bremse af forhindringer. Det gjaldt om at huske på, sagde han til sig selv, at det på et hvilket som helst givet tidspunkt kun var nødvendigt at tage et enkelt skridt. Det her var et af dem.

Lamont stod på linoleumsgulvet på den lille repos med tre lejligheder, der stødte op til hinanden. Madlugte konkurrerede om at overdøve hinanden, og han kunne høre dæmpede lyde fra fjernsyn gennem og under alle tre lejlighedsdøre. Gennem sprækken under den ene dør hørte han: ’Zoloft egner sig ikke til alle. Tal med din læge om Zoloft. For ingen bør have det sådan.’ Der var bivirkninger, men de blev remset så hurtigt op, at han ikke nåede at høre, hvad de gik ud på. Gennem den anden dør hørte han Ryan Seacrest forsøge at holde tingene i gang, og fra den tredje dør hørte han, at en eller anden netop havde sparet en bunke penge på sin bilforsikring. Hvad var bivirkningerne? Han var tør i munden. Han svedte i håndfladerne. De fleste nætter vågnede han mellem tre og fire. Om dagen kunne han på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center være søvnig og nervøs for, at inspektøren lagde mærke til det og opfattede det som mangel på interesse for arbejdet. Han bankede på igen. Ingen bør have det som ham.

”Det er Lamont … Lamont Williams, mrs. Sweeney.”

“Jeg ved, hvem du er.”

”Jeg vil gerne tale med Dem. Må jeg komme ind?”

”Han er her ikke.”

”Hvem?”

”Ingen af dem.”

”Jeg ved, at Michael … Han sidder stadig inde, ikke?”

”Jo.”

”Og Kevin?” Hun svarede ikke. Måske havde hun ikke hørt spørgsmålet. Fjernsynene talte til hinanden.

”Han er her heller ikke.”

”Mrs. Sweeney, jeg vil ikke have noget af dem … og heller ikke af Dem. Jeg forsøger bare at finde min datter. Forstår De, jeg tænkte, at Kevin måske kunne hjælpe mig med at finde Chantal, og … Mrs. Sweeney, tror De, De måske kunne have lyst til at åbne døren? De har kendt mig, siden jeg var barn.”

Han stod der en rum tid med hænderne i lommerne. Som barn havde han været inde i den lejlighed mange gange. Michaels mor havde været glad for hans venskab med Michael. Hun havde stolet på, at Lamont ville passe på hendes søn, selv om de var lige gamle. Nu stod mrs. Sweeney og Lamont mange år efter på hver sin side af døren til hendes lejlighed. Ingen af dem sagde noget, og fjernsynslydene flænsede luften. Zoloft egner sig ikke til alle. Bivirkningerne kan blandt andet være tør mund, søvnløshed, nedsat seksualdrift, diaré, kvalme og træthed.

Lamont havde ikke vidst, at hans mormor havde forsøgt at kontakte Michaels mor adskillige gange, mens han var i fængsel. Hun havde villet hjælpe ham med at lokalisere Chantal og finde hans datter. Den kvinde, mrs. Sweeney, var et fjols. Da Lamont bankede på hendes dør, var hun skrækslagen, og hun ville ikke lukke ham ind.

Telefonen ringede på Charles McCrays kontor i Fayerweather Hall på Columbia Universitys campus. Adam Zignelik sad og hang i en stol på den anden side af skrivebordet, ansøgersiden, og så sin gamle ven, sin forhenværende mentor, nu institutleder, tage telefonen. Charles lavede en bevægelse med flad venstre hånd og stive fingre og beklagede, at han var nødt til at tage telefonen. Disse undskyldende ord var i virkeligheden de sidste, Adam hørte en rum tid, for han benyttede lejligheden, som Charles’ telefonsamtale gav ham, til at lade tankerne glide væk fra denne dag, som han tumlede sig igennem.

Der var fotografier på Charles’ skrivebord og yderligere nogle stykker på en af bogreolerne. Dem på skrivebordet viste Charles’ kone Michelle, hans datter Sonia og hans forældre, sidstnævnte taget lige før hans mors død. Der var også et gammelt sort-hvidt foto af en gruppe mennesker, flest mænd, som Adam kendte udmærket. Det var et foto af LDF, det der havde været kendt som NAACP, Legal Defense and Educational Fund, taget engang, mens Thurgood Marshall stadig var leder. Thurgood stod i midten, omgivet af Charles’ far, William McCray, Constance Baker Motley, Franklin H. Williams, Robert L. Carter, sociologen Annette Peyser, Adams far, Jake Zignelik, og nogle andre. Adam kneb øjnene sammen for bedre at kunne se udtrykket i sin fars ansigt, mens hans chef talte videre i telefonen. Dette fotografi havde engang stået på Charles’ skrivebord, tænkte Adam, men var nu blevet flyttet hen på en reol. Skriveborde kunne let blive overfyldte, og fra tid til anden, ofte ved begyndelsen af et nyt universitetsår, var man nødt til at rydde op.

Adam og Charles havde netop afsluttet den samtale, som de begge et stykke tid havde gruet for. Telefonsamtalen gav dem en chance for at udsætte konklusionen. Til trods for at de havde kendt hinanden i adskillige årtier, til trods for at Charles for år tilbage havde styret unge Adam i retning af en karriere inden for historie, havde ansat ham og derefter var gået i brechen for ham på instituttet, og til trods for at det, der havde lignet en lovende karriere, nu var gået i stå, havde samtalen været nemmere, end nogen af dem havde regnet med. Adam havde ikke forventet nogen vennetjenester, og Charles forklarede med rene ord, at den største hjælp, han kunne give, var at sørge for, at Adam til fulde og med det samme forstod, at Charles intet kunne gøre for ham. Da de først var blevet enige om, at Adam som minimum skulle opfylde sine undervisningsforpligtelser til og med næste semester, havde Charles det, som om den byrde, der fulgte med hans overordnede position, var blevet løftet af hans skuldre, og at de nu kunne fortsætte samtalen som venner. Imidlertid var det en luksus at tale med venner midt på en travl dag, især for en, der var så flittig. Og hvor mange minutter kan en person med et ansvarsfuldt job tildele en ven midt i en arbejdsuge, før vennens sårbarhed overføres til den omsorgsfulde leder?

Hvordan var det endt sådan, at Adams karriere simpelthen var gået i stå, og at han ikke havde kunnet komme på et emne, der var værd at forske i? Og hvordan var det endt sådan, at han og Diana efter så mange år var gået fra hinanden? De havde klædt hinanden, været så afslappede i hinandens selskab, havde på ingen måde lignet et par, der var ved at afslutte forholdet. Bruddet havde alle en midtvejskrises kendetegn, havde Charles tænkt, men det var Adam på den anden side for ung til. Det var på det tidspunkt, at telefonen ringede.

På et andet tidspunkt kunne Adam ved synet af sig selv sammen med Charles på det kontor og under disse omstændigheder også have stillet et par spørgsmål, i det mindste til sig selv. Hvordan kunne det være, at Charles, hans ven i over tredive år, ikke havde grebet ind og ikke havde forhørt sig om grunden til Adams professionelle stagnation? Hvordan kunne det være, at han havde ladet Adam køre af sporet uden at vise synderlig interesse? Det var ikke sådan, at Charles’ følelser for vennen var kølnet. Det var snarere, fordi andre behov, og en gang imellem også andre interesser, havde taget magten og skyggede for dem. Han havde nu et institut at lede, han havde sine egne undervisningsforpligtelser, og vigtigst af alt: Han havde sin egen forskning at tænke på. Havde han vidst, i hvor høj grad hans egen forskning ville blive taget som gidsel af universitetspolitik og institutadministration, ville han måske aldrig have sagt ja til stillingen som institutleder. Hans forskning, hans publikationsvirksomhed, betød alt for ham. Der havde ikke været tid nok til at skrive før forfremmelsen. Nu var arbejdsbyrden blevet utålelig.

Men ved at sige ja til forfremmelsen og derved blive den første afroamerikanske leder af Historisk Institut havde han gjort sin far umådelig stolt, og det havde vejet tungt. Han lå også, bevidst eller ej, i konkurrence med sin far. Det var en konkurrence, han aldrig ville kunne vinde. William havde som veteran fra 2. Verdenskrig og veteran i borgerrettighedsbevægelsen været med til at skrive historien. Han havde gjort det to gange så hurtigt efter hinanden, at man næppe havde haft tid til at trække vejret. Charles’ akademiske karriere kunne være nok så strålende, men han ville aldrig kunne drive det videre end til at beskrive historien, han ville aldrig komme til at spille en rolle i den. Det håbede han i det mindste ikke. Han havde ikke arvet sin fars kampvilje. Og i øvrigt skaber gode sønner, de virkelig gode sønner, ikke historie. De er mere tilbøjelige til at stifte familie og gøre karriere på et lavere ambitionsniveau end dem, der er disponeret for at skrive historie.

Så vidt Charles kunne bedømme sig selv, var det tilstrækkeligt for ham at beskrive historien eller, som historikerne ville udtrykke det: ’forske’ i historien. Han havde ikke behov for også at skrive historie. Han ønskede ikke at skrive historie. Efter hans egen mening rakte det til to liv at være så højt respekteret, som han var for det, han havde præsteret, og vide så meget om sit emne – Rekonstruktionstiden – som han gjorde. Der var tidspunkter, hvor han regnede sig for lige så heldig at have det job, han havde, som hans far William havde regnet sig for at være, dengang han kort efter krigen fik arbejde på LDF. Denne trygge følelse var måske en af grundene til, at Charles ikke til bunds havde registreret, hvor tæt hans ven, den unge åremålsansatte lektor Adam Zignelik, var på at køre sin karriere af sporet. For Charles var det virkelig svært at forestille sig ikke at have mere at skrive om, end tiden tillod. Hvordan kan det ske for en ægte forsker? På et andet tidspunkt ville Adam måske have spekuleret på, om Charles helt ærligt var holdt op med at regne ham for en ægte forsker. Måske havde han aldrig gjort det. Adam magtede ikke at tænke over det spørgsmål på dette tidspunkt af sit liv, på dette tidspunkt af dagen, den dag, hvor konsekvenserne af hans forfald var ved formelt og institutionelt at blive lagt i støbeskeen.

Var manden på den anden side af skrivebordet med telefonrøret i hånden den samme mand, der havde holdt om Adam, dengang Jake Zignelik var død? En gang imellem ringede Charles’ kone Michelle til ham på arbejdet enten hjemmefra eller fra sin egen kaotiske arbejdsplads og tænkte, at hendes mand lød anderledes, end han engang gjorde. Hun syntes, at han i ny og næ lød som en mand, der havde glemt, at det var sin kone, han talte med, som en mand, der, uanset hvornår hun ringede, sad i møde netop nu. Hans far havde forblommet, men ikke sjældent, klaget over, at Charles ikke havde tid til at være sammen med ham. Mere end noget andet kunne det få Charles til at skamme sig, fordi han selv mente, at William ved den måde han havde opdraget ham på, ved sine konsekvente, bevidste, pædagogiske bestræbelser og også ved sit eget eksempel, havde æren for en stor del af sønnens succes. Det var delvis denne succes, der gjorde det muligt for en sagtmodig akademiker at virke tiltrækkende på en ganske smuk, veluddannet cirka ti år yngre kvinde, som på et tidspunkt endte med at sige ja til at gifte sig med ham. Hans jævnaldrende havde giftet sig længe før ham, men Charles havde tålmodigt ventet på den kvinde, han havde kaldt en ’juvel’, en kvinde, der nu om dage, når hun ringede, en gang imellem følte, at hun forstyrrede ham i et endeløst møde.

Selv om Charles og Adam aldrig havde haft noget, der på nogen måde kunne minde om et skænderi, havde deres årelange venskab, aldersforskellen taget i betragtning, meget naturligt haft både op-og nedture. De sidste mange år havde det dog hjulpet på sagen, at Diana og Michelle var kommet så godt ud af det med hinanden, og at Sonia havde holdt af både Diana og Adam. De to par og Sonia og William havde været som en lille, men udvidet familie. Venskabet med Adam og Diana havde tilmed en gang imellem formået at aflede Michelles og Sonias opmærksomhed, når Charles begravede sig i arbejde, hvad han ofte gjorde. Nu var de imidlertid ved at træde ind i en ny tidsalder. Faktisk var de allerede trådt ind i den. Uerkendt af dem alle, bortset måske fra Diana, var den gensidige påvirkning af hinanden ved at være en saga blot, hvilket de meget snart ville komme til at begræde.

”Undskyld, Adam, men hvis jeg ikke tager samtalerne nu, er jeg nødt til at ringe tilbage senere. Hvorefter listen bliver helt uoverskuelig. Det samme med e-mails. Gid fanden havde dem.” Charles skrev en note til sig selv på blokken ved siden af telefonen.

”Hvordan har din far det?” spurgte Adam. ”Efter højesteretskendelsen, mener jeg.”

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var bekymret for ham … hvad han ikke bryder sig om. Faktisk har det rystet ham temmelig alvorligt. Helt forfærdeligt, hvis sandheden skal frem. Vi vil forsøge at se lidt mere til ham nu. Jeg ved, at du selv går en svær periode igennem, men hvis du har tid …”

”Selvfølgelig, jeg er også bekymret for ham.”

”Nå, der er kommet én god ting ud af det … man kan se, hvor mentalt skarp, kvik i pæren, han er. Han har været på nettet for at læse alt om det og har læst kendelsen i sin fulde ordlyd. Det er det eneste, han ønsker at tale om. Det kribler i ham for at komme i gang med at skrive breve.”

”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være for ham.”

”Han er så rasende på højesteret. Pas på, han ikke kommer i gang med at tale om Clarence Thomas. Jeg er godt nervøs ved tanken om, at pressen opsporer ham og får ham til at smæde en eller anden. Han er forsidestof, når han er vred.” Telefonen ringede igen. Charles himlede med øjnene, undskyldte igen og tog den.

”Det må du undskylde, Adam,” sagde Charles, da han lagde røret på igen og skrev endnu en note til sig selv.

”Det er i orden … jeg mener det,” mumlede Adam til Charles, til Diana og til sig selv.

”Kender du nogen fra MEALAC?” spurgte Charles.

”Hvad er MEALAC?”

”Middle East and Asian Languages and Cultures Department.”

”Nej, jeg tror ikke, jeg kender nogen der. Hvorfor?”

”Der har været visse … klager …”

”Fra MEALAC?”

”Over MEALAC.”

”Hvad taler du om?”

”Der har været klager fra studerende – klager over chikane … over antisemitisme. Jødiske studerende er angiveligt blevet mobbet.”

”Af andre studerende?”

”Nej, af lærerstaben.”

”Åh shit. Har det noget på sig?”

”Det aner jeg ikke … men jeg bliver nødt til at undersøge sagen.”

”Hvad har det med dig at gøre?”

”Jeg er den, rektor går til med den slags problemer. En af dem. Jeg sidder i komiteen, endnu en.”

”Du er den sorte fyr, rektor går til med den slags problemer?”

”Lige i øjet, wonder boy!” Charles rejste sig op. ”Og det er grunden til, at jeg er nødt til at få det her til at gå væk i en fart. Jeg er ked af det, Adam, det er jeg virkelig. Det møde, jeg skal til nu …” Charles åndede tungt ud.

”Handler det om MEALAC?”

”Ja,” sagde Charles og trykkede Adam i hånden. ”Vi må se at invitere dig hjem til et måltid mad … snart. Tak, fordi du gider tage dig lidt af far. Vi er meget taknemmelige.”

”Nej, nej, det er helt i orden. Du ved, hvor meget jeg … Det er overhovedet ikke et problem.”

Adam havde faktisk haft planer om at ringe til William. Han lovede sig selv, at han ville ringe, så snart han kunne tage sig sammen til at gøre noget som helst. Det var dog umuligt at sige, hvornår det var. Bare det at klare vasketøjet syntes at kræve et organisationstalent, han for øjeblikket ikke var i besiddelse af, og han kunne ikke få øje på en fremtid, hvor denne tilstand ville have ændret sig. Forfatteren til hans ph.d.-afhandling, til hans succesrige bog om borgerrettighedsbevægelsens advokater, den mand, der havde optrådt i dokumentarudsendelser på tv, og som med held havde søgt en stilling på Historisk Institut på Columbia, som i årevis havde arbejdet som journalist på adskillige aviser og tidsskrifter i Australien, den mand kunne ikke være ham.

”Jeg ved, du altid sagde, at jeg ikke burde folde sokkerne ind i hinanden, når jeg tager dem ud af tumbleren. Jeg ved, at elastikken ender med at blive slap, så strømperne hurtigere bliver ødelagt,” sagde han til Diana, der ikke var der, ”men det parrer strømperne bedre, end hvis jeg binder dem sammen. Det er altid en afvejning af, hvordan man bedst udnytter sin tid. Det har du altid vidst. Jeg kan ikke blive ved med at lede efter enkeltsokker, og hvad angår deres levetid, så kommer de til at holde længere end mig. Du er den sidste, der kommer til at kere sig om elastikken i mine strømper, så hvorfor gøre noget ved det, eller gøre noget ved noget det i hele taget?”

Han havde virkelig tænkt på at ringe til William McCray, for selv en færdig mand har moralske forpligtelser, uanset hvor svære de kan være at opfylde. Al samtale var svær for tiden; triviel eller vigtig, overfladisk eller nødvendig: Det var hårdt arbejde, som at løfte kampesten, svært, som at tage telefonen. Men da den ringede, tog han den. Det kunne have været hvem som helst. Det kunne have været Diana. Men det var William, der foreslog, at de mødtes til en kop kaffe. Så de mødtes, hvor de plejede at mødes, på Hungarian Pastry Shop på hjørnet af 110th Street og Amsterdam.

Da Adam ankom, så han, at William allerede sad der og kiggede ud ad vinduet på St John the Divine-katedralens tårne. Der var mere stille end sædvanligt i cafeen, kun sparsomt fyldt op med folk, der sad og læste aviser eller tidsskrifter eller arbejdede på deres laptop. William var nok omkring tres år ældre end alle de andre, indtil Adam kom til og mindskede svælget i åremål med tyve.

”Undskyld, jeg kommer for sent.”

”Du kommer ikke for sent. Jeg kom for tidligt.”

”Hvordan har du det?”

”Jeg kunne spørge dig om det samme.”

”Jeg spurgte først.”

”Men jeg er ældst.”

”Hvorfor jeg som den yngste har lov til at være utålmodig.”

”Nej, efter firs er alle aftaler ophævet. Har Charlie ikke fortalt dig det? Jeg er ved at gå i barndom.”

”Føj mig nu. Dig først. Har du det bedre?”

”Du mener vedrørende højesteretskendelsen? Jeg kunne stikke dig en løgn, men … nej, jeg kan ikke få den ud af hovedet.”

”Charlie fortalte mig, at du havde læst kendelsen på nettet.”

”Jeg læste kendelsen. Jeg læste om kendelsen, alt sammen uden at gå uden for min dør. Internettet: sikke et redskab. Alle disse teknologiske landvindinger giver folk parketplads til verdens regression. Det var sidste dag i John Roberts første fulde periode som retspræsident, og det var sådan, han markerede dagen: ved at forsøge at dreje uret tilbage. Fatter du det? Og han var tilmed så skamløs at påstå, at han og de fire andre af flertallets dommere blot var tro mod dommen i Brown-sagen fra 1954. Tro! Han skrev, at måden, hvorpå man forhindrer diskrimination på grund af race, er at forhindre diskrimination på grund af race. Åh, ondskaben i sofisteri!

Der er racisme i vores samfund, ikke sandt? Det har der altid været. Blandt myriaderne af andre måder kom det til udtryk traditionelt, institutionelt, formelt og lovligt som dårligere skolegang for afroamerikanske børn. Dommen i Brown forsøgte at ændre dette. Men Roberts og de andre flertalsdommere forveksler bevidst den negative diskrimination med den positive diskrimination, som bestræber sig på at være dens modgift.” Adam smilede for sig selv. Når en samtale begyndte at handle om uretfærdighed, lød William altid, som om han stadig henvendte sig til hele dommerpanelet i USA’s højesteret.

”Forstår du, når en eller anden hører vendingen, at ’måden, hvorpå man kan forhindre diskrimination på grund af race, er at forhindre diskrimination på grund af race’, lyden det som en simpel tautologi, man ikke kan argumentere imod. Det enkle ved den er besnærende. Og direkte ondartet.”

”Jo, men hvad med mindretalsdommerne? Der var fire. Det må da give grobund for håb.”

”Dommer Breyer, Stephen Breyer, sammenfattede kendelsen for mindretallet, og han så dommen som det, den var. Han så rigtigt. Han beskrev flertallets kendelse som værende ikke i overensstemmelse med Brown-dommen, men tværtimod som en radikal afvigelse fra den. Han sagde, at den fjernede lokalsamfundets mulighed for at forhindre genindførelsen af raceadskilte skoler. Stevens, en anden af mindretalsdommerne – og han har siddet i højesteret siden Gerald Ford – gik endnu videre. Han talte om det brutalt ironiske ved flertallets kendelse. Hør, jeg skrev det ned, hør efter.”

”Går du rundt med det?”

”Det får mig til at have det bedre, sænker mit blodtryk. Stevens skrev, at flertalskendelsen ’omskriver historien om en af denne rets vigtigste domme … Det er min faste overbevisning,’ skrev han, ’at intet daværende medlem af denne ret, som jeg i 1975 blev optaget i, ville have været enig i dagens kendelse.’ Som du ser, taler han ikke bare om stare decisis her; han giver Roberts et spark over skinnebenet, fordi Bill Rehnquist var dommer i højesteret dengang.”

”Og? Jeg er ikke med.”

”Godt, Roberts var i begyndelsen af sin karriere ansat under Rehnquist. Det hjælper os ikke, ikke et eneste sort barn vil af den grund få en bedre uddannelse, men ikke desto mindre … Joh, Roberts må have ømmet sig. Denne radikale højredrejning i retten gør den nu til præcis det monster, som de konservative valgte Bush til at skabe. Nu har de fået det, og vi andre kommer til at undgælde: ikke kun afroamerikanerne, men hele landet. Scalias ånd er på fri fod igen. Scalia er som en lænkehund. Han går tilmed til angreb på Roberts, når de to er enige. Helt ærligt! Han siger, at skønt Roberts er enig med ham, er han for kålhøgen i sin enighed. Har man hørt mage? Han er en plakatsøjle for de neokonservative, er vores italienske ven! Du ved, at alt det her går langt tilbage. Du kan se begyndelsen til et mønster i 70- og 80-dommene i for eksempel sagerne Bakke og Patterson.

Charlie mener, det går endnu længere tilbage, så langt tilbage som til Nixon, til Nixons ’sydstatsstrategi’ om at få hvide i Sydstaterne til at stemme republikansk.” William tog en slurk kaffe.

”Mit gæt er, at Johnson – efter at have underskrevet borgerrettighedslovene i 60’erne – godt vidste, at republikanerne havde fået overrakt Syden på et sølvfad, i hvert fald den næste generations tid. Jeg tror, han selv nævnte det. Så Charlie har vist som så ofte ret. Men intet af det er nogen undskyldning for det siddende dommerpanel.

Og hvad angår Clarence Thomas … Jeg ved ikke, hvor man skal begynde med den mand. Han har altid været et fjols, men nu er han et utåleligt, selvtilfreds fjols. Hør her: En sort mand, der skal til at omstøde Brown-dommen, skriver: ’Hvis vores historie har lært os noget, er det at vogte sig for elitære holdninger til raceteorier.’ Det er denne sorte mand, som køber den konservative linje om, at dem med et liberalt sindelag per definition tilhører eliten, mens det herskende oligarki, som han arbejder for, står på den lille mands side. Kunne du have lyst til at tale om Onkel Tom? Så lad mig præsentere dig for Onkel Clarence.

Den mand er utrolig. Og hør, hvad han har at sige til en af de andre dissidenter, dommer Stephen Breyer, hvad han siger om Breyer. Jeg mener, han nøjedes ikke med at sige det, han skrev det i en fodnote til sit responsum. Hør her: ’Dommer Breyers gode intentioner, som jeg ikke betvivler, har en holdbarhedsværdi, der svarer til dommer Breyers embedsperiode.’ Ondskabsfuldt! Forstår du, Breyer skal snart pensioneres, han er ude om nogle få måneder, tror jeg, og Clarence Thomas, plantageejernes yndlingsneger, siger, at styrken i Breyers afvigende responsum vil forsvinde, når Breyer trækker sig tilbage. Der ligger noget ondskabsfuldt der, som han er for dum til at skjule. Det er ikke nok for Clarence Thomas at falde sin egen race i ryggen; han går så vidt som til skriftligt at begå karaktermord på en retskaffen mand, der har den frækhed at være uenig med ham. Det bedste argument mod positiv særbehandling er efter min mening Clarence Thomas selv. Vidste du, at en jesuitterskole i Massachusetts optog ham som led i et sort rekrutteringsprogram? Og derefter kom han ind på jurastudiet på Yale som led i et minoritetsprogram. Han er en hykler, en, der er parat til at vende sit eget folk ryggen og værre end det: Han er parat til at kæmpe imod sit eget folk, mens han har fået fordelen af deres tidligere sejre, hvilke han gør sit bedste for at ignorere. Det er den mand, George W. Bushs far udnævnte til højesteretsdommer efter Thurgood Marshall! Det kan jeg godt sige dig, Adam, det får mig til at håbe på det umulige: at der ikke findes nogen himmel, så Thurgood ikke behøver at opleve det her. Hvad er det for en verden, vi lever i? Ja, jeg spørger bare.”

”Jeg har ikke noget svar,” sagde Adam stille.

”Du må undskylde, at jeg sådan rabler løs, Adam.”

”Nej, William, jeg er enig i alt, hvad du siger. Jeg har bare ikke noget svar på det, ikke et, det vil behage dig at høre.”

”Nå, i det mindste ved jeg, at du er forpligtet til at sige sandheden. Jeg får gåsehud ved tanken om, hvad din far ville have sagt. Nu vi taler om sandhed, fortæl mig så, at det ikke er sandt, det, jeg hører om dig og Diana. Jeg har talt med Michelle om jer to. Jeg ved, det er privat, og hvis der er noget, der ikke rager mig, så er det det her. Men du er som en søn for mig. Fortæl mig, at det ikke er sandt. Er det virkelig forbi? Hvad skete der?”

”Der er meget at sige, men … hun vil have børn, og –”

”Du vil ikke have børn?”

”Jo … gerne, hvis situationen var … anderledes.”

”Hvad mener du?”

Adam trak vejret dybt ind, mens han forsøgte at vælge de ord, der bedst kunne udtrykke noget, der engang havde virket enestående logisk, klogt og tilmed betænksomt.

”Du ved mere end nogen anden, jeg kender, hvad slags far min far var,” begyndte han. ”Jeg mener ikke hvad slags mand, jeg mener hvad slags far.”

”Du må aldrig tvivle på, at han elskede dig, Adam, men ja, han var en temmelig dårlig far, og han vidste det godt selv. Jake var et specielt menneske, men noget af det, der gjorde ham speciel, gjorde ham uegnet til at være forælder. Du led under det. Men det er ikke ensbetydende med, at du ville blive en dårlig far. Det er vel ikke det, du går rundt og tror? Er det det, det her handler om?”

”William … Jeg følte, jeg var nødt til at give hende en chance for at få børn.”

”Med en anden?”

”Ja.”

”Hvorfor ikke med dig?”

”Jeg er … Jeg er … Hvor skal jeg begynde? Jeg ender formentlig med at miste mit arbejde. De vil ikke fastansætte mig. Mit arbejde, min forskning er gået i stå.”

”Hvorfor tror du det?”

”Det ved jeg ikke. Mangel på selvtillid, tror jeg.”

”Hvad i alverden mener du? Du har gjort det så godt. Din bog var en kolossal succes, og så var der tv …”

”Det er alt sammen et stykke tid siden og … William, jeg føler mig … måske har jeg altid følt mig … uredelig på en måde.”

”Uredelig?”

”Der er noget i mig, der føler, at jeg har snyltet på min fars navn. Jeg føler, at jeg konstant, mere eller mindre subtilt, er nødt til at forsvare min professionelle interesse for borgerrettighederne. Jeg er hvid, jeg er jøde … Selv måden jeg taler på, kræver en forklaring.”

”Din australske accent? Folk elsker den accent.”

”Nogle gør, og hvis sandheden skal frem, så tror de fleste af dem, at den er britisk. Men det hele munder ud i en følelse af, at jeg hele tiden er nødt til at retfærdiggøre min professionelle interesse og sågar også min stilling.”

”På Columbia?”

”Ja, det er, som om folk tænker, at jeg kun er der på grund af den, min far var. Han er Jake Zigneliks søn. Det er, som har jeg ikke selv gjort mig fortjent til noget.”

”Så ved du nu, hvordan Charlie har det.”

”Fordi han er din søn?”

”Nej, det var ikke det, jeg mente. Ikke præcis.”

”Fordi han er sort?”

”Netop. Han er den første afroamerikanske leder af instituttet. Han ser folk holde øje med sig, og han spekulerer på, om de går rundt og tænker på, om han virkelig har gjort sig fortjent til sin stilling, eller om det blot skyldes tidsånden. Tænker de mon, at han var heldig, en sort mand, der var til rådighed på det rigtige tidspunkt, hvor de liberales skyldfølelse og skam blev for stor?”

”Har han sagt det til dig?”

”Ikke med de ord.”

”Det siger du ikke! Men han er en ret selvsikker akademiker, og det er fuldt berettiget. William, det ville komme bag på mig, hvis han havde sagt sådan, altså udtalt sig med de ord.”

”Han behøver ikke at sige det.” William tog en slurk kaffe og kastede et blik ud på de to kirketårne, før han fortsatte: ”Adam, jeg håber ikke, du har noget imod det, men jeg tror ikke, det kommer bag på dig, at Charlie og jeg har talt om dig. Jeg ved en smule om din arbejdssituation. Faktisk er det en af de ting, jeg ønsker at tale med dig om … ud over om dig og Diana. Din private og arbejdsmæssige situation hænger trods alt sammen. Godt, jeg ved, at du er gået i stå med din forskning. Det fortalte Charlie mig. Jeg synes, han har svigtet dig –”

”Åh nej! William, der er intet, han kan gøre. Han har været en storartet ven, og –”

”Jeg har måske noget til dig, Adam.”

”Hvad mener du med det?”

”Jeg mener, at jeg har et emne til dig, noget vigtigt, noget, som nogen bør skrive om.”

”Men det er … William, det er venligt af dig at tænke på mig, men … Nej, jeg tror, løbet er kørt.”

”Du er alt for ung til at vide, hvornår løbet er kørt.”

”Nej, det, jeg mener, er, at komiteen snart træder sammen. De vil ikke, de … de kan ikke tilbyde mig fastansættelse, og …”

”Du er historiker, ikke sandt?”

”Jo.”

”Udmærket, jeg har noget, som du måske vil overveje at researche. Jeg sagde ikke noget om din stilling. Jeg sagde ikke noget om Columbia, vel? Nogen vil betale dig, hvis du gør et godt stykke arbejde. Du synes, at din situation er vanskelig? Sådan som jeg forstår det, er din situation vanskelig. Men jeg ville have troet, at du i dit liv har studeret og skrevet tilstrækkeligt om folk i en vanskelig situation til, at du nu ville skamme dig over at kaste håndklædet så hurtigt i ringen. Vil du virkelig ikke engang lade mig tale færdig? Du vil altid kunne trække dig ud på et senere tidspunkt.”

Adam Zignelik tog den gamle mand i hånden og gav den et hurtigt klem.

”Du er noget for dig selv, ved du godt det?”

”Jeg ved, hvad jeg er. Det er dig, vi taler om. Hvad slags mand er du?”

”All right, hr. advokat. Jeg er lutter øren.”

Lamont Williams var meget fåmælt på sit arbejde og talte heller ikke ret meget med sine kolleger i Driftsafdelingen. De tanker, han gjorde sig på sine runder, holdt han for sig selv. Han tænkte ofte på sin datter, når han tømte papirkurve, vaskede gulv på gangene og fejede på stuerne. Hvor var hun? Gik hun i skole? Hvad lærte hun? Men nu tænkte han også på kræft. Sygdommen var overalt omkring ham. En gang imellem ramte den børn. På hver eneste hospitalsstue på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center lå en patient med en eller anden form for kræft. Der måtte have været engang, hvor de ikke havde kræft, tænkte han. Så kom det øjeblik, hvor de fik at vide, at de havde fået kræft, og fra da af ændrede alting sig. Det øjeblik, patienten fik det at vide, ville aldrig blive glemt. Det var det angstfulde øjeblik, da en guillotine susede ned og delte tiden i to – tiden, hvor han havde været rask, og tiden, hvor dagene i hans liv var talte. Hvor går man hen med den nyhed? Hvor tager man den hen? Tager man den med hjem? På hver eneste hospitalsstue lå en patient med sin egen måde at gribe det an på. Det fik Lamont til at tænke på dengang, han fik sin dom. Alting ændrede sig i det øjeblik, dommen blev læst op. Selv efter at han var blevet anholdt sammen med sin barndomsven Michael og en anden ung mand, som han knap nok kendte, havde der været en chance for, at man ville tro på hans version, og at han ville blive fundet ’ikke skyldig’ i væbnet røveri. Han havde klynget sig til det håb. Men det øjeblik, han hørte ordet ’skyldig’, skød en mur op i hans liv, der for evigt delte det op i de dage, hvor han kun havde en mistanke om, at han ikke ville blive troet, og den dag, hans mistanke viste sig at være velbegrundet, og han blev berøvet sin frihed.

Det gik han og tænkte på, mens han tømte papirkurve og på et tidspunkt nåede hen til stuen med den patient, som han så hurtigt var blevet fascineret af. Denne gamle mand havde med sin usædvanlige måde at tale på som ingen anden på hospitalet fået øje på Lamont. Manden var en sær blanding af humor og træt, næsten bedrøvet resignation. Meget af det, de hver især fortalte hinanden, gik hen over hovedet på den anden, men på en underlig måde følte han alligevel, at han forstod denne mærkelige, gamle hvide mand. Det var på en måde beroligende at komme og besøge og lytte til manden. Det var virkelig vigtigt for Lamont ikke at blive forstyrret på sit arbejde, men efter fyraften var det en stor lettelse at have denne mand til at aflede ham fra grublerier om penge, om sikkerheden i arbejdet, om, hvordan dagen var gået, og om den måde, hvorpå hans inspektør havde kigget på ham, varslede godt eller dårligt eller hverken eller.

Den gamle mand anskuede alting, også Lamont, helt anderledes end alle andre mennesker, Lamont havde mødt i sit liv. Det var, som om den gamle mand ikke levede i virkelighedens verden med trafik på travle gader, busser, subway-stationer, politi, sagførere, retssale, upstate-fængsler, socialarbejdere, velfærd, tv, annoncer, bodegaer og supermarkeder. Selv hospitalspersonalet så ikke ud til for alvor at befolke denne mands verden. Så vidt Lamont kunne bedømme, var det, som om manden bare føjede sig efter dem. Han tolererede dem. Han spillede et spil over for dem, selv om Lamont var sikker på, at han havde brug for dem. Med sit tottede hår og sin skrøbelige krop flød denne mand igennem det alt sammen og måske også over det alt sammen, som en person i et drømmesyn. Hvis Lamont for eksempel på vej hjem i bussen kom til at tænke på ham, forekom han ham næsten mytisk, lige så uvirkelig som et af de væsener, Ray Harryhausen havde skabt, og som han kunne huske fra sin barndom. Men den gamle mand i sengen på afdelingen var helt bestemt virkelig nok. Og selv om hans kræft var lige så virkelig, var han tilsyneladende aldrig bange. Mere end noget af det, han indtil videre havde sagt til Lamont, var dette det mest besnærende ved at være sammen med ham. Ingen af de andre, Lamont havde talt med efter at være kommet på fri fod, havde virket så overvældende frygtløs.

Da han kom tilbage, havde den gamle patient besøg af den høje, unge sorte kvinde, han før havde set på mr. Mandelbrots stue, den tilsyneladende så kontante unge onkolog, dr. Washington. Han bankede en enkelt gang på døren bare for at annoncere sin tilstedeværelse, og uden at søge øjenkontakt med nogen af dem gik han direkte hen til papirkurven. Der lå noget slikpapir i den. Kurven stod for langt fra sengen til, at slikpapiret kunne komme fra den gamle mand, og Lamont gik ikke ud fra, at den kontante onkolog ville spise slik sammen med ham, så han tolkede det som tegn på, at den gamle mand nok havde haft i det mindste én besøgende. Denne lidt usikre konklusion glædede ham. Han brød sig ikke om at tænke på den gamle mand som ensom, og denne erkendelse fik ham til at smile for sig selv. Han var selv ofte ensom. Han forsøgte at liste ud af stuen uden at tiltrække sig opmærksomhed. Hvad slags kræft havde den gamle mand?

”Der er han!” hørte han mr. Mandelbrot sige. ”Han kommer ikke og besøger mig, når De er i nærheden.”

Lamont Williams vendte sig om for at sende dem et lillebitte smil, før han skyndte sig at trille vognen ud på gangen og væk fra den gamle mands hospitalsstue.

”I 1948,” fortalte William McCray Adam Zignelik, ”underskrev præsident Harry Truman Bekendtgørelse nr. 9948 om ligebehandling i de væbnede styrker uanset race, farve, religion eller etnicitet. Du ved dette, og du ved, at han gjorde det omkring tre år for sent for mig og for mænd, der som jeg deltog i 2. Verdenskrig. Der var unge sorte mænd i Europa og Asien, der kæmpede for et land, der forbød fraternisering med de fleste af deres landsmænd selv nu, hvor de sloges mod den samme fjende og for det samme land. Vi kæmpede for værdier, der er fundamentale for essensen af det, det vil sige at være menneske. Jeg ville sige, at vi kæmpede for frihed, men nu, når jeg taler om frihed i denne kontekst, taler jeg ikke om den som et begreb, der i løbet af de sidste tyve-tredive år er blevet udvandet ved, at konservativ økonomi og politisk ideologi har tilegnet sig retten til at bruge ordet. Jeg taler ikke om frihed til at ignorere Jim Crow-lovene eller frihed til at ignorere adskillelsen af stat og kirke eller frihed fra offentlige tiltag til afhjælpning af afgrundsdyb fattigdom eller frihed til at gå rundt i ens kvarter bevæbnet med halvautomatiske våben eller frihed til med henvisning til 1. Tillægslov at opildne til racehad.” Adam elskede denne mand. Han udkæmpede altid den gode kamp.

William gav sig knap nok tid til at trække vejret, før han fortsatte: ”Jeg taler om den umistelige frihed til at bo i et land med lige rettigheder for alle borgere. I nogle tilfælde taler jeg om selve den allerførste frihed: friheden til simpelthen at leve. Det var det, vi kæmpede for.

I begyndelsen tog vi os af tyendearbejde: gjorde rent, lavede mad, løftede, slæbte, kørte forsyninger, var chauffører for hvide officerer. Men i takt med at de væbnede styrkers behov voksede, var de tvunget til at se deres egne fordomme i øjnene. De havde alvorligt brug for soldater i kampen mod nazisterne. De havde en pulje af stærke, raske mænd, som de kunne tage af, men de havde altid regnet disse mænd for mindreværdige, medfødt mindreværdige. Nu havde man imidlertid Hitler som udfordring, og krigens nødvendighed gjorde, at sorte mænd fik lov til at kæmpe, og det gjorde vi så.

For fanden da, hvor vi kæmpede, da vi først fik mulighed for det! I byer overalt i Europa kæmpede vi mod nazisterne, en gang imellem fra hus til hus. Krigen var hård og jævnbyrdig, men gade for gade fik vi drevet nazisterne tilbage. Og da gaderne så var blevet befriet, og De Allierede havde kontrollen over dem, blev de sorte soldater, der havde været med til at befri disse gader, forment adgang til dem, fik forbud mod at gå i de selv samme gader, som vi netop havde befriet. Vi så vores venner blive såret eller dræbt, mens vi indtog de gader, såret eller dræbt, når de tog tyske krigsfanger. Nogle af os havde ondskabsfulde hvide officerer – ofte fra Sydstaterne. Man mente nemlig, at især disse mænd vidste, hvordan man fik de farvede mænd til at yde deres bedste. De placerede os tilmed bag de tyske krigsfanger under de shows, som vakte så stor jubel dengang. Vi kæmpede og døde hver eneste dag, men man så os aldrig i krigsfilm, og man så os heller aldrig i ugerevyerne. Vores egne børnebørn har knap nok hørt om vores indsats i krigen.

Adam, en eller anden er nødt til at fortælle dem om det. En eller anden er nødt til at fortælle folk, hvad vi gjorde. Forstår du, da vi kom hjem, kunne en hel masse af os ikke bare slå en streg over det, der var sket, og vende tilbage til tilstanden fra før krigen. Efter det, vi havde været igennem, efter det, vi havde gjort, kunne vi ikke affinde os med det. Drivkraften i borgerrettighedsbevægelsen kom i høj grad fra disse hjemvendte soldater, og jeg tror ikke, at folk ved det.”

”Nej, du har ret, det er ikke beskrevet særlig godt, ikke det aspekt af det.”

”Du kunne måske have lyst til at følge sporene efter bestemte personer fra deres krigsoplevelser og frem til deres arbejde i bevægelsen efter krigen. Det er ikke gjort før, vel?”

”Nej, jeg tror ikke, at nogen har gjort det, men William, det betyder ikke, at det skal være mig, der gør det.”

”Det gider jeg ikke høre på. Tiden er knap. Det er meget gamle mænd, vi taler om, og der er kun få tilbage.”

”Hør, du har ret, det ville være vigtig forskning, men måske skulle du tale med Charlie om at finde en anden, for –” Den gamle mand tog overraskende hårdt Adam Zignelik om håndleddene og tvang ham til at høre efter.

”Det er dig, jeg taler med. Hør nu efter: Jeg har en ven i Boston, en sort mand, en veteran inden for borgerrettighedsbevægelsen og veteran fra 2. Verdenskrig. Ham kunne du have lyst til at tale med, og vov ikke at sige, at det ikke passer. Du vidste ikke, hvad du skulle skrive om. Det er det, der satte dig i stå. Du gik fra Diana. Nuvel, denne mand var med i den styrke, der befriede Dachau. Ved du, hvad han så? Ved du, hvad han tænkte, da han så det, og ved du, hvad han gjorde, da han kom hjem med disse tanker? Hvad stiller en mand op med den slags tanker? Jeg tror, du har lyst til at tale med ham. Du vover at se på mig og sige, at du ikke har lyst til at fortælle en sådan mands historie.”

Hvad slags kræft havde den gamle mand? Spørgsmålet hjemsøgte Lamont hele dagen. Han spekulerede på, hvordan han kunne finde ud af det. Efter at være begyndt på Sloan-Kettering havde han opdaget, at en patient, han havde set dagen før, en gang imellem ikke var der næste dag, og han havde fået for sig, at det samme kunne ske for hans mærkelige, gamle, nye ven, mr. Mandelbrot. Han forestillede sig, at det kunne ske, og forestillede sig det alt for godt. Ved tanken om den gamle mands bortgang følte han en sorg, der kom bag på ham. Da det var fyraften, og han havde klaret alle sine opgaver, gik han tilbage til den gamle mands stue. Mr. Mandelbrot lå i sin seng og var alene.

”Mr. Lamont, kom ind. De ønsker ikke at tage nogen chancer. Man er nødt til at tage chancer i dette liv. Kom ind, kom ind.”

”Hallo, mr. Mandelbrot. Hvordan har De det?”

”De er ikke en mand, der tager chancer i livet. Sid ned.”

”Hvad mener De?”

”De kommer ikke ind, når hun er her.”

”Hvem?”

”De ved godt hvem.”

”Lægen?”

”De kommer ikke ind, når hun er her. Der er plads nok i dette rum til to holdninger, men De kommer ikke ind. Hvad er De så bange for?”

”Jeg forstår ikke, hvad De mener, mr. Mandelbrot.”

”Kan hænde, at hun er læge, men hun er stadig en kvinde. En mand er nødt til at tage chancer, selv nu om dage. De er en mand, mr. Lamont. De er nødt til at tage chancer.”

Lamont smilede. ”De tager måske stadig chancer, mr. Mandelbrot?”

”Nu skal jeg sige Dem noget: Jeg har taget chancer hele mit liv, mange chancer. Hvis jeg ikke havde været en, der tog chancer, ville jeg ikke være så heldig at ligge her og have kræft. De kender mig ikke. Jeg ved mere om Dem, end De ved om mig.”

”Sikkert. Hvis De har kræfter til det, kan De fortælle mig lidt om Dem selv, før jeg går hjem.”

”Kunne De have lyst til at gå hjem sammen med dr. Washington?”

”Nu er det Dem, vi taler om.”

”Er De gift, mr. Lamont? Ingen ring, så vidt jeg kan se.”

”Jeg troede, vi skulle tale om Dem.”

”Har De lyst til at høre om mit liv?”

”Hvis De gerne vil tale om det.”

”Jeg vil gerne tale om det, men De er virkelig nødt til at høre opmærksomt efter. Folk er holdt op med at lytte, også dr. Washington. Hør opmærksomt efter, for ellers kan jeg få en anden til at komme.”

”Jeg skal nok høre efter.”

”For jeg agter at sætte Dem på prøve, mr. Lamont.”

”Okay, jeg hører efter. Opmærksomt.”

”Min far var slagter i Polen.”

”Er De fra Polen?”

”Jeg er polsk jøde.”

”Min mormor sagde, at De måske nok var jøde.”

”Deres mormor? Er hun polsk jøde?”

Lamont smilede. ”Jeg fortalte hende om Dem.”

”Troede hun, at hun var med i min historie? Jeg mindes hende ikke.”

”Undskyld, mr. Mandelbrot.”

”Hør godt efter. Jeg har kræft. Jeg agter at sætte Dem på en prøve.”

Adam sad alene i sit køkken og kiggede på en takeaway-menu. Ingen af retterne sagde ham noget. Det gjorde den kolde kylling i køleskabet heller ikke. Kyllingen havde heller ikke sagt ham noget for to dage siden, da den var varm. Han rejste sig for at skænke en whiskysjus; vandet i den var en indrømmelse over for en indre stemme, hvis budskab han havde problemer med at blive klog på.

”Du troede, han ville tale mere om os, ikke også? Og du er skuffet. Du ventede på, at nogen skulle overtale dig til at kontakte mig, og du havde sat din lid til William,” hørte han Dianas stemme sige oppe i sit hoved. Han tog sin sjus over til sofaen og tændte for fjernsynet.

”Ønsker du, at jeg kontakter dig?” spurgte han hende. ”Jeg kender ikke dit nye nummer.”

”Du har mit arbejdsnummer, mit mobilnummer og min e-mail-adresse.”

”Du svarede ikke på spørgsmålet. Ønsker du, at jeg kontakter dig?”

”Hvad ville du sige til mig?”

”Det ved jeg ikke … Jeg købte rosiner i dag.”

”Og?”

”Dem, du godt kan lide … i den helsekostbutik, du godt kan lide, den, der drives af skiftende flygtninge fra skiftende totalitære regimer.”

”Og?”

”Jeg købte for mange, de kan ikke være i krukken.”

”Det siger du ikke.”

”Jo.”

”Hvad gør du så?”

”Det ved jeg ikke. Jeg tænkte, at vi måske kunne flytte sammen igen. Du ville kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre.”

”Med rosinerne?”

”Du kunne begynde med rosinerne.”

”Du er nødt til at tale med Williams ven, ham, der befriede Dachau. Det ved du godt, ikke også?”

Adam havde nu en times tid talt sådan med hende oppe i sit hoved, mens han zappede fra tv-kanal til tv-kanal uden på noget tidspunkt at standse og koncentrere sig om en af dem. Da dørtelefonen ringede, gik det derfor langsomt med at omstille sit hoved til den virkelige verden. ”Er det dig?” spurgte han Diana.

”Hvorfor går du ikke ud og åbner?”

”Hvad hvis det er dig?”

”Ønsker du, at det skal være mig?” Adam gik ud til dørtelefonen.

”Hallo?”

”Adam?”

”Hvem er det?”

”Er det Adam?” spurgte en kvindelig stemme, der lød så ung, at den kunne have tilhørt et barn.

”Hvem er det?”

”Jeg siger det, hvis du siger, at du er Adam.”

”Okay, jeg er Adam. Hvem er det?”

”Det lyder som dig, men måske er det bare noget, du siger. Det burde jeg vist have tænkt på.”

”Sonia?”

”Må jeg komme op?”

”Hvad laver du her?”

”Er det forkert, at jeg kom?”

”Nej. Er der noget galt? Kom bare op.” Han lukkede hende ind, og et øjeblik efter stod hun i hans lejlighed.

”Hvad er der galt?”

”Ingenting.”

”Hvor er dine forældre?”

”Hjemme, går jeg ud fra.”

”Hvad laver du her så sent på aftenen?”

”Så sent er det vel ikke. Jeg havde lyst til at gå en tur. Jeg var i nærheden, så jeg tænkte, jeg ville kigge forbi.”

”Ved dine forældre, at du er her?”

”Måske. Sikkert ikke.”

”Sikkert ikke! Hvor tror de så, du er?”

”Det ved jeg ikke. De tror sikkert, jeg er på mit værelse … Jeg tænkte, jeg kunne blive her lidt, indtil de kommer i tanke om at se efter. Er det i orden?”

”Det er i orden med mig, men synes du ikke, vi skal fortælle dine forældre, hvor du er?”

”De er ligeglade.”

”Se, det ved jeg ikke passer. Nu går jeg hen og ringer til dem og fortæller dem, hvor du er. Hvis de ikke har noget imod, at du er her, er det også fint nok med mig, men –”

”Du kommer bare til at afbryde dem.”

”Sonia, hvad er der i vejen?”

”De skændes … igen … og jeg kunne ikke holde ud at høre på det. Tror du, jeg måske kunne få noget at drikke?”

”Nu ringer jeg til dine forældre. Du kan tage noget ude i køleskabet. Jeg tror, jeg har en Coke Zero.”

”Har du en Diet Coke?”

”Hvad er forskellen?”

”Coke Zero er til drenge, og Diet Coke er til piger.”

”Hvor gammel er du? Seks år?” Adam gik hen for at ringe til Sonias forældre.

”Det er ikke det, du drikker,” råbte Sonia henne fra køleskabet. ”Jeg kan lugte det. Du er godt lakket til.”

”Nu ringer jeg søreme til dine forældre.”

”Det gør mig ikke noget, at du er lakket til,” sagde Sonia og tog en dåse fra køleskabet.

Det var Michelle, der tog telefonen. Hverken hun eller Charlie havde opdaget, at Sonia ikke var på sit værelse, og Adam tolkede reaktionen på denne uvidenhed som enten en ny kilde til vrede eller som en fortsættelse af en gammel. Michelle forklarede grunden til Adams opringning med hånden for røret, men uden at det gjorde den store forskel. ”Det er netop det, jeg mener,” hørte Adam hende sige. ”Det er præcis det, jeg mener. Hun strejfer om i gaderne. Og du vidste det ikke engang!” sagde hun til Charles, der svarede uden at dæmpe stemmen: ”Du vidste det heller ikke!”

”Er hun okay?” spurgte Michelle.

”Hun har det fint,” sagde Adam og kiggede på Sonia, der sad i sofaen og zappede.

”Det er slut med at have det fint, når jeg er færdig med hende,” hørte Adam Charles sige. Michelle takkede Adam for at tage sig af Sonia og sagde, at en af dem snart ville komme forbi for at hente hende.

”Har du lyst til at tale om det?”

”Om hvad?”

”Om, at dine forældre skændes.”

”Det er temmelig indviklet – på en måde.”

”Hvad mener du med indviklet på en måde?”

”Det har ikke noget med mig at gøre. Hov, hvad er der blevet af alle dine bøger? Ups, undskyld.”

”Det er i orden.”

”Jeg kunne virkelig godt lide Diana. Tror du, hun og jeg stadig kan være venner?”

”Ja, hvorfor ikke?”

”Tror du, at du og hun stadig kan være venner?”

”Forhåbentlig … på et tidspunkt.”

”Hvor er hun flyttet hen?”

”Hell’s Kitchen.”

”Det er da ikke så langt væk.”

”Nej, en som dig kunne gå derhen på en aftentur.”

”Hvorfor flyttede I fra hinanden?”

”Det er en temmelig indviklet historie … på en måde.”

”Drejede det sig om børn? I burde få jer nogen børn, siger mor –”

”Har du noget imod, at vi skifter emne?”

”Hvad har du lyst til at tale om?”

”Har du ikke et eller andet teenage-noget, vi kan tale om? Har du aldrig overvejet at sætte ild til dine forældres lejlighed, tage en masse hårde stoffer eller stikke af hjemmefra sammen med skolens værste dreng?”

”Nej! Har de sagt sådan? Det eneste, jeg sagde, var, at jeg overvejede at få et arbejde, på deltid, i en drugstore eller noget.”

”Selvfølgelig, det kan jeg godt se. Du er allerede ret god til at ligne en, der keder sig.”

”Lød de vrede, da du ringede?”

”En smule.”

”Hvem var mest vred?”

”Det er svært at sige.”

”Var det far?”

”Med et mulehår.”

”Find ud af, hvad der er i vejen med hende,” hviskede Diana. Men der var ikke tid til at finde ud af mere.

Både Charles og Michelle ankom for at hente Sonia. Et øjeblik mente Adam at kunne se frygt i Sonias blik. Han spekulerede på, om hun var bange for at være kommet i vanskeligheder, eller om det var noget helt andet. Charles var den første, der sagde noget.

”Sonia McCray, hvad i himlens navn har du gang i? Er du fuldkommen sindssyg?”

Sonia fløj ind i sin mors arme og skjulte ansigtet ved hendes bryst. Michelle gjorde tegn til Adam om, at han skulle tage Charles med ind i et andet værelse, og det gjorde han så.

”Adam, jeg er ked af, at du blev trukket ind i vores datters prime time ungdomsdrama.” Charles var rasende.

”Charlie,” hviskede Adam, ”du ved jo, hvor højt jeg elsker Sonia. Det rager ikke mig, men hvad det end er, I har gang i ovre hos jer, så tror jeg, hun blev så oprevet, at –”

”Hvad sagde hun til dig?”

”Faktisk ikke særlig meget.”

”Ikke det?”

”Nej. Du kan være stolt af hende –”

”Stolt!”

”Ja, hun var oprevet, men samtidig utrolig diskret. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad der foregår bag lukkede døre i McCray-hjemmet, men hun ville ikke ud med sproget. Hvis I ikke var dukket op nu, ville jeg have lagt hende på pinebænken.

Hør, jeg kan udmærket se, at hun ikke burde være stukket af. Det kan hun også selv. Du tror jo heller ikke på, at hun ikke godt vidste det, selv da hun gjorde det. Og jeg ved, at du er nødt til at overbevise dig selv om det, men mens du gør det, så husk på, at der må være foregået et eller andet inde i hende, som fik hende til at gøre det. Det er et råb om opmærksomhed. Hun bliver oprevet, og hvad gør hun så? Stikker hun virkelig af hjemmefra? Tager hun stoffer? Drikker hun sig i hegnet? Stjæler hun? Hænger hun ud med drenge? Nej, hun tager sig ikke engang en smøg. Hun går en tur hen til mig og drikker en Diet Coke. Hun ved, at det første, jeg vil gøre, er at sikre mig, at hun er okay, hvorefter jeg straks vil ringe til dig. Det er virkelig ikke, hvad nogen kunne kalde at løbe af sporet.”

”Du er en god ven, er du klar over det?”

”Hendes eller din?”

”Hendes. Jeg kunne have myrdet hende. Eller givet hende en røvfuld, om ikke andet så for at få afløb for raseriet. På den måde har du i hvert fald ikke gjort mig en tjeneste.”

”Charlie, du har jo aldrig nogensinde slået hende.”

”Nej, det har jeg ikke. Måske er det det, der er problemet.”

”Måske skulle du begynde at drikke. Kunne du tænke dig en øl?”

”Det var ikke det, du drak.”

”En whisky, så?”

”Jeg kunne godt bruge en dobbelt, men jeg tror ikke, der er tid til det.”

”Okay …” De to mænd stod og kiggede på hinanden i det værelse, Adam havde delt med Diana. Sengen var uredt. Adam havde ikke ventet gæster.

”Jeg drak en kop kaffe med din far i dag.”

”Åh, mange tak, Adam. Det var godt at høre. Jeg skylder dig en tjeneste. Hvordan synes du, han har det?”

”Du tænker på højesteretskendelsen? Tja, han virkede mere opildnet end deprimeret eller for den sags skyld resigneret. Jeg tror, han tror, at kendelsen ville have været anderledes, hvis han havde ført sagen. Han sagde, at han gerne ville tale med mig om … mig, min situation.”

”Det er vel godt nok, hvis du ikke selv har noget imod det. Det betyder, at han kan tænke på andet og mere end sig selv.”

”Efter min mening kan hans tanker om højesteretskendelsen ikke karakteriseres som at tænke på sig selv.”

”Nej, du har ret. Det var ikke pænt af mig at udtrykke det sådan.” Charles pustede ud og lagde en hånd på Adams skulder. Han kastede et blik på døren ind til stuen, hvor Michelle og Sonia opholdt sig. ”Det har været en lang dag,” fortsatte han.

”Han sagde, at han gerne ville tale med mig om en af sine venner. Jeg kan … forstå, at du har fortalt ham om mine jobvanskeligheder.”

”Ja. Hør, Adam, jeg håber ikke, du har noget imod det, men al hans ilterhed til trods så holder han tæt, når det gælder, og han holder meget af dig. Jeg er ked af det, hvis du synes, jeg har misbrugt din tillid. Jeg var meget bekymret, og –”

”Det gør ikke noget, Charlie. Helt ærligt. Jeg troede, han ville tale om mig og Diana, men –”

”Gjorde han da ikke det?”

”Ikke særlig meget. Han blev ført på afveje af den her ven, han ville tale med mig om.”

”En ven?”

”Han forsøgte at give mig en faglig, hjælpende hånd. Han sagde, at han tror, han har fundet et emne, jeg kan skrive om. Charlie, hold op med at se så bekymret ud. Jeg ved, hvordan situationen er for mig på Columbia. Jeg forsøgte at forklare ham, at det er forbi for mig, men han var ivrig efter, at jeg skulle skrive mig til et nyt arbejde eller skrive en bog eller noget. Han ønsker, at jeg begynder at skrive igen, og han tror, han kan hjælpe mig.”

”Det må du undskylde, Adam. Det var ikke min tanke, at din venlighed og hans terapi skulle blandes sammen med din karriere. Du behøver ikke at føje ham mere, end du allerede har gjort.”

”Han vil have mig til at tale med en af sine veteranvenner.”

”Ikke ham-hvad-er-det-nu-han-hedder? Ham fra Boston? Handler det om, da Dachau blev befriet?”

”Ja, netop. Han har åbenbart også talt med dig om det.”

”Ja.”

”Jeg forstår ikke helt. Er du skeptisk, eller er det bare, fordi han har fortalt om det én gang for meget?”

Michelle stak hovedet ind gennem døren. ”Undskyld, jeg afbryder, men jeg tror, vi er nødt til at få lille frøken nattevandrer hjem nu.”

”Er du hjemme i morgen eftermiddag?” spurgte Charles. ”Hvis du har lyst, kunne vi tale videre om det i morgen?” Det blev aftalt, at Sonia, næste gang hun fik lyst til at besøge Adam, både skulle sige det til sine forældre og spørge Adam først.

”Jeg skal desværre gå nu,” sagde Sonia. ”Jeg kommer igen en anden dag.”

”Det er en aftale,” sagde Adam.

Adam stod og lænede sig op ad dørkarmen og så de tre gå ned ad trappen. ”Der er aldrig andre end ham deroppe!” hørte han Sonia hviske til sin mor, da han lukkede døren.

”Jeg er født 15. december 1922 i byen Olkusz.” Lamont Williams sad i stolen og lyttede. ”Det er en lille by i nærheden af Krakow, men vi flyttede til Zabkowice, da jeg var fire år gammel. Min far var slagter, og han tog også chancer. Efter mig fik min far og mor yderligere tre børn. Vi havde ikke mange penge. I skoleferierne arbejdede jeg for bønder på egnen, der manglede en ekstra karl. Jeg hjalp også min far i hans slagterbutik.

Livet var meget hårdt i Polen i mellemkrigstiden. Folk havde ingen penge, og min far tog imod gæld i stedet for penge.”

”De mener, at han gav folk kredit?”

”Ja, kredit. Folk købte deres kød på kredit. De var meget længe om at få betalt, og en gang imellem betalte de overhovedet ikke. Og derfor gik min fars slagterforretning ned.”

”Han gik bankerot?”

”Ja, bankerot. Som den ældste i familien var jeg nødt til at gøre, hvad jeg kunne for at hjælpe. Jeg gik langs togskinnerne og samlede kul, alt, hvad jeg kunne finde. En masse bønder på egnen kendte mig, fordi min far købte kvæg og andre dyr af dem og sendte mig af sted for at hente dem. Jeg var stærk og kunne godt klare dyrene. Bønderne kendte mig og kunne godt lide mig på grund af alle de forretninger, vi havde sammen. Jeg kendte dem og deres gårde. Jeg kendte vejene der og også genvejene over markerne, som jeg gik med dyrene. Jeg ledte efter steder, skjulesteder, hvor jeg måske kunne tage en pige med hen, hvis jeg nogensinde skulle blive så heldig. Jeg fandt steder, flere steder end piger. Dengang var det ikke som nu. Men jeg havde mange venner på egnen.”

”Jødiske venner?”

”Nej. Jeg var anfører for en drengebande, de var alle polakker, ingen jøder, bortset fra mig.”

”Men De var jo også polak, ikke?”

”De er sort, mr. Lamont, ja?”

”Ja.”

”De er også amerikaner, ja?”

”Okay, jeg forstår.”

”Hør efter og husk. Hvornår blev jeg født?”

”I nitten toogtyve.”

”Hvad dag, hvilken måned? Husk mig. Der er ingen ligesom mig, og Deres dr. Washington siger, jeg har kræft, så De er nødt til at huske. Jeg vil teste Dem. Jeg blev født 15. december 1922 i byen Olkusz. Sig det!”

”Femtende december 1922.”

”Hvor henne?”

”Det kan jeg ikke huske.”

”Nej, De er nødt til at huske, mr. Lamont. Hvorfor skulle vi ellers tale sammen?”

”Undskyld.”

”Jeg blev født 15. december 1922 i byen Olkusz. Det er en lille by i nærheden af Krakow, men da jeg var fire år gammel, flyttede vi til Zabkowice. Sig det: Olkusz.”

”Ol-kutj.”

”Sig Zabkowice.”

”Zab-kov-itse.”

”Min far?”

”Deres far var slagter. Solgte i hårde tider kød på kredit. Gik bankerot. De var anfører for en bande, alle de andre var polakker, De var den eneste jøde. Var der mange problemer? Med at være jøde, mener jeg?”

”Ja, for nogle. Ikke for mig. Måske en gang imellem. Hvis nogen kaldte mig jøde, tævede jeg dem. Jeg var stærk. Der var en lokal dreng. Jeg kan huske hans ansigt. Jeg kan se det for mig. En lokal dreng, men ikke med i banden, med hår, der var klippet som efter en lineal, helt lige over ørerne og andre steder. Jeg husker ham. Han var ude på ballade; kaldte mig en beskidt jøde, så jeg slog ham. Han græd lige der foran de andre drenge, og så var han færdig.

Jeg arbejdede i en stengård, da tyskerne invaderede Polen. Det startede krigen.”

”Stengård, mener De … stenbrud?”

”Ja, et stenbrud. Jeg havde arbejde der. I 1942 lavede de ghettoen.”

”Hvad mener De, en ghetto … for jøder?”

”Ved De, hvad en ghetto er, mr. Lamont?”

”Ja.”

”Da nazisterne invaderede Polen, indrettede de før eller siden ghettoer overalt i landet til jøderne. Jøderne blev drevet ud af landsbyer og byer og sendt til den nærmeste ghetto. Min familie og andre jødiske familier på egnen blev sendt til Dabrowa Gornicza. Sig det: Dabrowa Gornicza.”

”Dab-rov-a Gorni-tja.”

”Vi boede i Dabrowa Gornicza-ghettoen, og jeg havde en passerseddel, så jeg kunne komme ud og ind af ghettoen.”

”Hvorfor fik De den passerseddel?”

”Fordi jeg blev sat til at arbejde på byggepladser uden for ghettoen. Der blev bygget mange huse dengang, og nazisterne havde brug for arbejdskraft. De brugte jøder som slavearbejdere. Forstår De, tyskerne koloniserede den del af Polen, den vestlige del. Tyske folk og familier kom strømmende til sammen med soldaterne. De kaldte dem ’Volksdeutsche’. De havde brug for bygninger, huse, veje og renoverede huse til disse Volksdeutsche, og de brugte jøder, som boede i den nærmeste ghetto. Jeg var heldig og greb chancen med en passerseddel, der gav mig lov til at forlade ghettoen hver dag for at arbejde på byggepladsen.

Fra vejen, hvor min familie boede i Dabrowa Gornicza-ghettoen, var der en anden vej, hvor en SA-mand boede sammen med sin kone i det hus, de var ved at få opført. Jeg så dem, og jeg så manden hver eneste dag, når jeg gik på arbejde.”

”Hvad mener De med en ’SA’-mand?”

”SA betyder ’Sturmabteilung’, stormtropper. Det var en tysk halvmilitær organisation. Hver dag, når jeg gik på arbejde og så ham, sagde jeg goddag, godmorgen og den slags til ham. Han så mig med den gule stjerne, men svarede alligevel godmorgen. Jeg sagde det på tysk.”

”Hvad mener De med den gule stjerne?”

”De tvang jøder til at gå med den jødiske Davidsstjerne, en gul en, som man syede på sit tøj. Hvis man blev opdaget uden den, kunne man blive skudt på stedet.

På grund af min arbejdstilladelse i byggeriet hørte jeg ting uden for ghettoen, og jeg hørte mange ting før alle andre. Der var mange rygter. Man kunne ikke altid stole på det, der blev sagt. Jeg hørte, at når jøder forlod ghettoen, var det ikke altid en anden ghetto, de tog hen til. En gang imellem blev de sendt af sted for at blive slået ihjel. Jeg var ikke sikker, så jeg havde ikke lyst til at fortælle mine forældre, hvad jeg havde hørt. Hvorfor skulle jeg fortælle dem det, hvis det ikke passede? Jeg hørte, at de planlagde at flytte jøderne i Dabrowa Gornicza til en ghetto i Sosnowiec. Sig det.”

”Sos-no-vjets.”

Charles og Adam genoptog deres snak klokken seks om aftenen den følgende dag. ”Jo mere jeg tænker over det, jo vredere bliver jeg på ham,” sagde Charles. ”Han har ikke ret til –”

”Vred?”

”Denne søde gamle mand udnytter dig, Adam, udnytter din situation. Han ved, at du ikke er i god faglig form, og han ser det som sin chance.”

”Charlie, hvad taler du om? Jo mere jeg tænker over det, jo mere føler jeg, at det er værd at bruge i hvert fald en smule tid på.”

”Det mener du vel ikke alvorligt? Han har i hele mit professionelle liv forsøgt at få mig til at bruge min uddannelse og senere min position til at forske i de sortes rolle under 2. Verdenskrig, og nu går han til dig, fordi han tror, at du er hans bedste kort.”

”Men måske har han fat i noget. Folk ved, at da de sorte veteraner fra 2. Verdenskrig kom hjem til Jim Crow-Syden, ville de ikke længere finde sig i noget. De ville ikke sige ’Javel, sir, ja, ma’am’, de ville ikke finde sig i at blive kaldt ’boy’, de ville ikke finde sig i at blive kaldt ved fornavn, mens de selv skulle sige ’mister’ og ’missus’ til de hvide. De ville ikke længere træde til side på fortovet, når en hvid mand kom gående. Veteranerne var de første, der i det små begyndte at sætte hælene i. Deres krigserfaring gav dem det mod, de ikke havde haft før. Hør nu her, Charlie, jeg kender ingen undersøgelse, der linker sorte soldaters specifikke erfaringer i udlandet med deres borgerrettighedsaktiviteter efter krigen. Hvis jeg kan finde nogen, der var derovre og deltog i befrielsen af koncentrationslejrfanger, hvis jeg kan stykke et kort sammen over, præcis hvor de sorte soldater befandt sig … vil det måske være den første undersøgelse, der laver dette konkrete link. Måske husker du, Charlie, at jeg blev kritiseret, i hvert fald af visse personer og efter min mening helt uretfærdigt, for at studere juristers rolle, for sagførere og advokater udgør ikke en folkebevægelse. Men det, vi her taler om, er et klassisk eksempel på en folkebevægelse. Måske vil jeg kunne gøre det, få de sorte soldater placeret og få dem hjem igen og derefter vise, hvad de udrettede, da de var kommet hjem.”

”Adam, lyt til et godt råd: Lad være med at blive blandet ind i den sag.”

”Hvorfor ikke?”

”Okay, først og fremmest fordi emnet er sprængfarligt. PBS sendte i begyndelsen af 90’erne en dokumentarfilm, der omhandlede sorte soldaters rolle ved befrielsen af Dachau. Har du hørt om den? Som følge af denne dokumentarfilm kom alle mulige slags folk frem i lyset og sagde, at der ikke var sorte enheder med i befrielsen af Dachau. Rapporter i forsvarets arkiver siges at understøtte denne påstand.”

”Siden hvornår har du accepteret regeringers officielle linje som det store dyr i åbenbaringen? Jeg er begyndt at bore lidt i sagen, og man kan vel godt tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, hvor nøjagtige rapporterne er. Der kan være indlysende grunde til, at officielle rapporter ikke fortæller den fulde historie. Selv en nøgtern beretning kan skævvride sandheden. Vidste du, at sorte enheder ofte blev delt og ’lånt ud’ til andre enheder? Tag nu for eksempel 761. Kampvognsbataljon; den enhed omtales ofte som en ’uægte enhed’, fordi den tilsyneladende ikke hørte ind under nogen. Dette betød, at ingen ’officielt’ vidste, hvor den befandt sig på et givet tidspunkt, hvorfor dokumentationen for soldaternes krigstjeneste naturligvis heller ikke kan være fyldestgørende.”

”Om de var der eller ej, så satte emnet, især Dachau-eksemplet, følelser i kog, for ikke at tale om, at indædte racister gik på barrikaderne, fordi de følte, det var nødvendigt at beskytte USA’s væbnede styrker, som om det på en eller anden måde satte en plet på deres ære at have haft sorte soldater. Adam, det er et minefelt.”

”Er det ikke præcis det, vi burde researche?”

”Hvem er ’vi’?”

”Historikere.”

”Er det det, du er på udkig efter – kontroverser eller måske hæder af en slags? Ønsker du at være en helt, eller ønsker du at være akademiker? Og har du i øvrigt overvejet konsekvenserne, hvis du ender med at finde ud af, at der ikke var sorte soldater til stede?”

”Antyder du, at det er konklusioner, som kun en sort historiker kan drage?”

”For pokker, Adam, jeg forsøger bare at beskytte dig. Kan du da ikke se det?”

”Betyder det, at du allerede har dannet dig en mening? Du tror ikke, at der var sorte soldater til stede.”

Adam vidste godt, at William muligvis så ham som sin sidste chance for at få noget kontroversielt nedskrevet om de sorte krigsveteraners særlige rolle i borgerrettighedsbevægelsen, og at forslaget var udtryk for et håb, samtidig med at det var et helt legitimt forskningsprojekt. Der var intet i vejen med sammenfaldet af de to ting, men han kunne ikke lade være med at være en smule pikeret over, at William ikke havde nævnt dokumentaren på Public Broadcasting Service og den efterfølgende polemik. Adam kunne ikke rigtig gøre op med sig selv, om han skulle nævne det for William. På den ene side kunne det sætte den gamle mand i forlegenhed. På den anden side burde han nok ikke nægte William chancen for at forklare sin undladelsessynd, da det ville være det samme som ikke at vise ham den intellektuelle respekt, han ville have vist en yngre mand. Sagen var stadig uafklaret, da William ringede, og selv om han endnu ikke havde truffet en beslutning, endte det med, at han bukkede under for en barnlig mangel på hæmninger og lidt fortrydeligt spurgte William om, hvorfor han ikke havde fortalt ham om PBS-dokumentaren fra begyndelsen af 90’erne. Og så, før han nåede at veje sine ord og uden at give William mulighed for at besvare spørgsmålet, tilføjede han, som var han Charles’ lillebror, at Charles havde forsøgt at tale ham fra at tage emnet op.

”Jeg ville have fortalt dig om dokumentaren, selvfølgelig ville jeg det,” sagde William til ham. ”Du ville have fundet ud af det i samme øjeblik, du gik i gang med researchen, hvorfor det ikke gav nogen mening ikke at fortælle dig om den. Men det var sandt nok ikke det første, jeg syntes, du skulle have at vide. Vi ved ikke, hvem det var, der tilsyneladende definitivt afviste påstanden om, at sorte soldater deltog i befrielsen af Dachau. Jeg ved i hvert fald ikke, hvem det var, og Charlie har aldrig givet mig et tilfredsstillende bud på det, og det skyldes, at han ikke ved det og ikke gider undersøge sagen.

Og ja, det er også rigtigt, at jeg har forsøgt at få Charlie til at skrive om det. Faktisk har jeg forsøgt i mange år. Det indrømmer jeg gerne. Og hvad er der i vejen med det? Min søn er en højt respekteret historiker, og min generation er uddøende. Man kunne hævde, at jeg, med tanke på hans stilling og det som jeg og andre sorte i min generation har gennemlevet, var forpligtet til i det mindste at forsøge at få ham til at skrive om det. Han har en privilegeret stilling i et samfund, hvor sorte stadig er overrepræsenteret i de fleste negative statistikker og underrepræsenteret i de fleste positive. Mere end halvtreds procent sorte i dette land står uden en high school-uddannelse, og af de halvtreds procent er tooghalvfjerds procent arbejdsløse. De har ikke noget selvværd, intet håb og meget få gode rollemodeller. Nogen burde fortælle dem om, hvad mænd som min ven udrettede, sorte mænd fra min generation. Verden burde have at vide, hvad vi gjorde. Men Charlie har ikke tænkt sig at fortælle nogen om det. Han har en blokering, en mental blokering, over for emnet.

Tag nu for eksempel denne historie. Min ven er en sort veteran, der blandt andet satte sit liv på spil for sit land og befriede ofre for et af de værste regimer, vi nogensinde har set, og lige siden har folk sagt, at han ikke var med. Kan du ikke se, hvad det her er, Adam? Det er, hvad der skete, da den usynlige mand drog i krig! Men min søn har speciale i Rekonstruktionen, og han ønsker ikke at vippe med båden, nu han er kommet så højt op i sin karriere.”

”Jeg synes, du er en smule hård over for Charlie. Jeg er fuldkommen enig med dig i, at de sorte soldaters rolle og erfaringer fra krigen er et agtværdigt og underbelyst emne, men det falder mest af alt ind under det tyvende århundredes politiske historie. Det er mit område, ikke Charlies. I det mindste er det, hvad jeg regnede for mit område.”

”Du er altså stadig interesseret?”

”Jeg vil helt bestemt gerne tale med din ven i Boston.”

”Det er fantastisk, Adam. Du er en god dreng. Du kommer ikke til at fortryde det. Jeg har lagt et par beskeder til ham, men han har ikke ringet tilbage. Forhåbentlig har han det godt. I vores alder …”

Senere samme dag ringede Williams ven tilbage, hvad der fik William til igen at ringe til Adam. Denne gang lød han imidlertid nedtrykt. Williams ven i Boston ønskede ikke længere at tale med Adam eller nogen anden.

”Han er træt, han er gammel, og han har det ikke godt,” forklarede William. ”Han led under racismen hjemme før krigen, dengang han var barn, han satte livet på spil i en raceadskilt hær for at bekæmpe nazismen i Europa, kom hjem for at kæmpe vores borgerrettighedskampe, og nu ønsker han bare at være i fred. Han kan ikke længere udholde den tort at skulle bevise noget over for nogen. Han sagde, at han havde givet alle de interviews om aspekter af sit liv, som han nogensinde ønsker at give. Han siger, at polemikken efter PBS-dokumentaren forkortede hans liv med flere år. Og det skal nok passe, Adam. Han føler ikke, at man selv efter så mange år har opnået noget af betydning. Højesteretskendelsen gav ham heller ikke ligefrem lyst til at danse på bordet.”

”Det var umuligt at overtale ham?”

”Du kender mig ret godt, Adam. Tror du ikke, jeg prøvede? Jeg fortalte ham alt om dig, at du ikke var en hr. hvem som helst, sagde til ham, at du var Jakes søn.”

”Jakes søn,” mumlede Adam for sig selv.

”Han kunne godt lide det, han hørte om dig, det kunne han virkelig, men … han har opgivet ævred. Han er blevet skrøbelig. Desværre ser det derfor ud til, at du må klare dig med de tidligere interviews, hvis du stadig har mod på opgaven. Han sagde, at han kunne få sin datter til at sende dig dem eller i det mindste sende dig et link på internettet.”

”På en mail?”

”Ja, han siger, at hun har e-mail. Selv har han ikke lyst til at beskæftige sig med computere. Sagde, at han havde opgivet at programmere sin tv-boks. Kunne du tænke dig at læse interviewene?”

”Tja, det skader jo ikke at læse dem, men hans kritikere vil bare sige, at de har versioner af samme selvforherligende historie, blot fra en anden kilde.”

”Han sagde stort set det samme. Nå, men så lukker vi sagen, Adam. Vi prøvede. Mere kan man ikke forlange.”

”Det er en skam. Jeg må indrømme, at jeg blev mere og mere interesseret.”

”Nuvel, tak fordi du lyttede til en gammel mand, men vi er endt i en blindgyde. Han vil ikke snakke med nogen mere. Jeg forsøgte virkelig at overtale ham, men jeg forstår ham godt. Han er blevet trådt tilstrækkeligt på. ’Han kan læse de interviews, jeg allerede har givet,’ sagde han. Åh for resten, han mener at have læst om en, der overlevede lejrene, og som hævdede at have set afroamerikanere deltage i befrielsen af Dachau, men han kan ikke huske præcis, hvor han læste det. Det var længe siden, lige efter krigen. Han nævnte det, dengang de efterprøvede påstandene i dokumentarfilmen, men det løb ud i sandet. En eller anden mand i Chicago, en historiker, hørte det kort efter krigen fra en, der overlevede. Min ven sagde, at han havde skrevet mandens navn ned på en lap papir og så glemt alt om det indtil alt rabalderet om PBS-dokumentaren. Derefter rodede han sit arkiv igennem, sit personlige arkiv, fandt navnet og sendte det samt oplysninger om navnet på vedkommendes universitet til en af researcherne, men også det endte i en blindgyde.”

”Hvorfor?”

”Tja, han havde ikke den store lyst til at indrømme det, men hvis man læser mellem linjerne, tror jeg, at han fik navnet galt i halsen, enten historikerens navn eller navnet på universitetet eller begge dele. Jeg gætter på, at researcherne derfor ikke kunne finde interviewet med manden. Producerne ville gerne tro ham, men de var efter alt at dømme under beskydning fra medierne, fra tv-stationen, ja, fra en hel masse mennesker. Han sagde, at han ikke havde drømt om, at det kunne være vigtigt. Det var trods alt kun ved et tilfælde, at han i sin tid skrev oplysningerne om manden ned. Han sagde, det var noget, han havde læst et eller to år efter demobiliseringen, og at han havde klippet det ud af en avis, fordi artiklen drejede sig om noget, han kendte – koncentrationslejren i Dachau i april 1945. Der var en vældig tumult dengang, men han sagde, at han havde skrevet navnet på denne professor i Chicago ned …”

”Tror du, han stadig har de oplysninger?”

”Han havde dem for tyve minutter siden.”

”Der findes en australsk talemåde, du måske kunne servere for ham. Spørg ham, om det ville være misbrug af et venskab, hvis han fortalte dig mandens navn, institut og universitet, og du derefter fortalte det videre til mig.”

”Fordi du vil undersøge sagen?”

”Det vil ikke tage lang tid at få bekræftet, hvis han har fået navnet galt i halsen. Men det er stadig muligt, at han husker rigtigt, og at researcherne begik en fejl eller måske simpelthen bare var dovne. Der behøver kun at være en enkelt, der ikke gider, er doven eller har for travlt … hvem ved?”

”Han og jeg har været venner i mange år. Jeg ved, det stadig betyder noget for ham. Jeg tror ikke, det vil være misbrug af venskab.”

William ringede tilbage ti minutter efter. Navnet, som hans ven i Boston havde skrevet ned på en lap papir for så mange år siden, var professor Boardman. Det var alt, hvad der stod på papiret: ’professor Boardman, Chicago Institute of Technology’.

”En dag, da de havde marcheret os tilbage til Dabrowa Gorniczaghettoen, så jeg et hul i sikkerheden og greb chancen for at flygte,” fortsatte mr. Mandelbrot. ”Jeg havde ikke tid til at tænke over det. Hvis chancen skulle udnyttes, var det nu. Det er, hvad man kalder en dør, der stod på klem. Jeg rev jødestjernen af min jakke og forlod ghettoen. Det var i slutningen af vinteren, måske først på foråret, og sidst på dagen, så det var ved at blive mørkt udenfor. Gaden var fuldkommen mennesketom. Jeg vidste ikke, hvor jeg kunne gå hen, og heller ikke, om det var det rigtige at gøre. Selv om jeg ikke så ud, sådan som de troede, at en jøde skulle se ud, var jeg stadig nødt til at have en god forklaring, hvis jeg blev standset. Jeg var på vej væk fra ghettoen, da en mand trådte ind foran mig og standsede mig. Det var underordnet, om jeg lignede en jøde eller ej. Denne mand vidste, at jeg var jøde. Det var SA-manden.”

Adam Zignelik opdagede, at det amerikanske militærhistoriske arkiv, som ikke overraskende udmærket kendte til PBS-dokumentaren om befrielsen af Dachau og den ophedede debat, den femten år tidligere havde udløst, ikke ønskede hverken at be- eller afkræfte, at afroamerikanske soldater havde været med. Det var det officielle standpunkt. Derudover havde Adam i løbet af seksogtredive timer efter at have hørt, hvad Williams veteranven i Boston havde skrevet på en lap papir midt i eller i slutningen af 1940’erne, fundet ud af, at der ikke fandtes noget Chicago Institute of Technology, hverken nu, dengang eller nogensinde. Der var dog et Illinois Institute of Technology, men der havde aldrig været nogen Boardman ansat der, ikke i 1940’erne og heller ikke siden. Der havde ikke engang været et historisk institut.

Adam lavede en liste over de steder, han havde tjekket. Midt i 1940’erne havde University of Illinois haft to afdelinger, et på Navy Pier og et ved Urbana-Champaign. Der blev undervist i historie på Navy Pier, da det åbnede i 1946 for at opsuge den enorme tilstrømning af hjemvendte krigsveteraner. Ifølge kataloger fra 1947 og 48 var der ti kurser at vælge imellem og ni undervisere. Ikke en eneste af dem hed Boardman. Hvad angik Urbana-Champaign, så havde Det Humanistiske Fakultet i 1945-46 et historisk institut. Ifølge bestyrelsens årsberetning af 29. august 1945 var der tredive ansatte på dette historiske institut, hvoraf fjorten hørte under fakultetet og var fastansatte. Ingen af de fjorten akademikere hed Boardman. Adam tjekkede tilmed University of Chicago, alene fordi det lå i Chicago. Han fandt ud af, at der havde været et historisk institut der lige siden grundlæggelsen, men der havde aldrig været en professor Boardman ansat, ikke i 1940’erne, ikke før og heller ikke efter. Uden at spørge sig selv, om det var videbegærlighed, desperation eller en kombination af begge dele tjekkede Adam også universiteterne DaPaul, North Park og Loyola. Han overvejede at tjekke Northwestern. Men skønt nogle af dem havde eksisteret på det relevante tidspunkt, havde ingen professor Boardman undervist i historie på nogen af dem hverken i 1940’erne, 50’erne eller 60’erne.

Adam kunne ikke andet end konkludere, at der ikke var noget at følge op på. Williams ven i Boston var enten fuld af løgn, havde taget fejl eller havde bevidst eller uafvidende ført ham på vildspor. Han kunne have haft adskillige grunde til at lyve om sagen, om at have deltaget i befrielsen af Dachau – måske for at indynde sig hos de liberale jøder, der var aktive i borgerrettighedsbevægelsen, jøder som for eksempel Jake Zignelik. Måske havde han løjet, fordi han havde jødiske venner, fordi han af de ædleste motiver gerne ville have været der, og måske havde han løjet bare for at have en historie at fortælle.

Men hvorfor opdigte en historiker i Chicago og den research, han havde foretaget i midten af 1940’erne, tænkte Adam forundret. Det var så nemt at tjekke, og alligevel insisterede manden på sandfærdigheden af sin historie nogle og tres år efter. Uanset hvad der havde motiveret Williams ven i Boston til at fastholde sin påstand, lignede det mindre og mindre noget, en faghistoriker burde beskæftige sig med. Med denne viden fulgte på ny den nedslående fornemmelse af, at det, en sand faghistoriker ville have beskæftiget sig med, ikke var noget, der vedkom den mand, der om natten tøffede alene rundt i en lejlighed og så sit eget livløse ansigt kigge tilbage fra spejlet ude på badeværelset. Han åbnede toiletskabet og fandt kammen med Dianas hår, som hun havde efterladt, og han spekulerede på, hvordan han var blevet til den mand, der stod og kiggede på denne kam.

”Du kaster altså håndklædet i ringen?” hviskede Diana til ham midt om natten.

”Jeg har tjekket overalt, forsøgt alt … alt, hvad jeg kunne komme i tanke om.”

”Ja, det har du. Og var det ikke en rar fornemmelse? Et øjeblik eller to havde du noget at tage dig til.”

”Joh, det var en rar fornemmelse. Jeg kunne holde op med at spekulere på fremtiden og i stedet svælge i en fornemmelse af, at jeg duede til noget.”

”Var der ikke en eller anden på Illinois Institute of Technology?”

”Nej, de har ikke engang et historisk institut, har aldrig haft det.”

”Var der ikke en Boardman, en professor Boardman?”

”Nej, der var ingen ved navn Boardman.”

”Jo, der var.”

”Nej, der var ikke. Tro mig, jeg ville have husket det.”

”Kig på dine noter.”

”Er det ikke nok, at du hjemsøger mig og taler med mig, når jeg ved, at du ikke er der? Nu læser du tilmed mine noter. Og husker forkert.”

”Kig på dine noter, Adam.”

”Og hvis jeg har ret?”

”Hvis du har ret, vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre med de overskydende rosiner.”

”Vil du tilgive mig … for det, jeg har gjort … mod os?”

”Elskede, kig på dine noter.”

Adam fulgte hendes råd og gik ind til sit skrivebord, hvor han begyndte at bladre igennem sine noter. Han kunne i sin egen håndskrift aflæse flygtige øjeblikke fyldt med spirende begejstring. ’Illinois Institute of Technology. Intet Historisk Institut. Aldrig. Ingen professor Boardman. Aldrig. Engang en professor Border på instituttet, men ikke historiker. Ingen Boardman.’

”Elskede, er du sikker på, at du er færdig?”

”Jeg sagde godaften til SA-manden og forsøgte at være så rolig som muligt og lyde som en, der havde tilladelse til at gå rundt i disse gader på denne tid af døgnet. Jeg var atten eller nitten år dengang og fyldt med selvtillid. Han gengældte min hilsen, og jeg gik videre, men kom kun to-tre skridt, før han sagde ’stands’. Han havde vidst, hvad jeg var, og i løbet af de to-tre skridt havde vi begge overvejet vores situation. Da han sagde ’stands’, overvejede jeg et øjeblik at stikke af, men denne mand, som sagde godmorgen, kunne have fået mig skudt, eller han kunne være den bedste ven, jeg havde i mange gader. Hvad ville De have gjort?”

Lamont Williams vidste ikke, hvad han ville have gjort, og tav. Han ventede spændt på fortsættelsen.

”Jeg stak ikke af. Jeg vendte mig om og så på SA-manden og så, at han havde begyndelsen til et smil på sit ansigt. ’Du er uden for ghettoen efter spærretid,’ sagde han. Jeg sagde til ham, at jeg var stærk. Jeg kunne arbejde. Hvad havde han brug for at få gjort? Jeg kiggede op på førstesalen på hans hus, der stadig ikke var færdigt, og jeg sagde til ham, at jeg byggede huse, og at jeg kunne hjælpe med at gøre hans hus færdigt. Han rystede let på hovedet, diskret, men meget langsomt, og sagde, at det var civile håndværkere, der arbejdede på førstesalen på hans hus. En af dem kunne finde på at melde mig, og den risiko var han ikke parat til at løbe.

Men da han sagde det, så jeg for første gang, at det var muligt, måske, at han ville lade mig gå. Hvis han allerede regnede civile håndværkere som mulige stikkere, betød det, at jeg oppe i hans hoved levede længere end de få minutter, hvor jeg stod der på gaden. Jeg vidste da, at der måtte være noget, jeg kunne tilbyde ham til gengæld for mit liv. Hvad ville han gerne have, som jeg kunne give ham? Jeg vidste det ikke, men jeg vidste, at jeg var nødt til at tænke hurtigt. Men jeg havde intet at give ham. Jeg var bare smuttet, som man siger, impulsivt ud af ghettoen. Jeg sagde til ham, at jeg kunne gøre ting og sager i huset, mens han var på arbejde om dagen, sagde til ham, at jeg var stærk, men han bare lo. Han kunne se mine tanker suse, suse rundt, mens min krop stod helt stille foran ham. Mit hjerte hamrede som et lille kaninhjerte. Han bad mig vente udenfor, mens han gik ind i huset, og jeg sagde, at jeg nok skulle vente. Skulle jeg stikke af eller vente? Jeg vidste det ikke. En anden kunne nemt få øje på mig i lyset fra gadelampen, mens jeg ventede. Gaderne var øde, men jeg vidste ikke, om de ville blive ved med at være det. Jeg vidste ikke, hvor længe han ville være væk. Hvad var han gået ind for at gøre? Hvis jeg blev og ventede, og ingen anden så mig, hvad ville han så gøre, når han kom ud igen? Denne mand havde sagt godmorgen til mig hver eneste dag, men han kunne komme ud og dræbe mig lige der på gaden, uden at det fik konsekvenser for ham. Hvad var et godmorgen værd for denne SA-mand?”

Hvor meget skulle der til for at finde ud af, hvilket fakultet på Illinois Institute of Technology der havde denne professor Border som medlem af bestyrelsen? Det tog en ti minutter lang samtale den følgende dag at finde ud af, at professor Henry S. Border var professor i psykologi i 1940’erne og 1950’erne. Altså kunne det ikke være den mand, Williams ven i Boston talte om. Denne mand var psykolog. Hvad nøjagtigt beskæftigede denne professor Border sig med? Dette kun ingen i den anden ende af røret på stående fod fortælle ham. Der var heller ingen grund til, at de skulle kunne det. Manden havde arbejdet der længe før computeræraen, så Adam ville kun få lidt ud af at slå ham op på internettet. En eller anden på Institut for Psykologi sagde til Adam, at han var velkommen til at komme og kaste et blik på Borders arkiv, hvis han var interesseret og havde tid. De beklagede meget, men der var ingen på universitetet, der havde tid til at gøre det for ham. Selvfølgelig havde de ikke det. Disse mennesker var ægte akademikere. Kun Adam havde tid. Adam havde masser af tid.

Hvad forhindrede ham i at flyve til Chicago og fortsætte til Illinois Institute of Technology? Han kunne tage til lufthavnen straks efter sin ’Hvad er historie?’-forelæsning mandag morgen. Hvem ville det genere? Hvem ville i det hele taget lægge mærke til det? Adam stod på gaden med en lille kuffert og sin laptop pakket omhyggeligt ned i den. Måske skulle han til en konference. Måske betød han noget for nogen. Ingen af dem, han kendte, så ham. Han havde ingen problemer med at finde en taxa, og en indvandrer af indisk herkomst kørte ham til lufthavnen uden at spørge om hans ærinde. Han stod i en aviskiosk i JFK og kiggede på tidsskrifter. Han kiggede på cigaretlightere, skønt han ikke røg, kiggede på tyggegummi og spillekort. Han købte en kuglepen, han ikke havde brug for, en avis, New York Times, og en pose peanuts.

Køerne i lufthavnen var længere end normalt og bevægede sig langsommere fremad. Også sikkerhedskontrollen var mere omhyggelig end ellers. New York befandt sig stadig i sikkerhedsberedskab orange. Eller var det gult nu? Han vidste det ikke og spekulerede på, om andre vidste det. Hvad var værst? Orange havde mere rødt i sig, så han gik ud fra, at det var værre. Det var forbudt at tage væske med om bord på flyet, i hvert fald i mængder, der var store nok til at bruges til noget. Før ens ben blev klemt op mod sædet foran en, skulle man takket være skobombemanden igennem ydmygelsen med at vise sine slidte, hullede eller forskelligtfarvede strømper. Diana havde belært ham om elastikken i hans strømper. ”Vi ved, at De har flere flyselskaber at vælge imellem, og takker Dem for at have valgt United.” United fløj til mere end hundrede destinationer og befandt sig hele tiden på randen af konkurs. Længst tilbage i flyet til Chicago sad en mand, der gav sig ud for at være historiker. Kunne man se det på ham? Ville han komme til at optræde i en rapport? Adam slog op i Times og forsøgte at læse. Der var en artikel om tyrkerne, kurderne, USA og Irak. Han læste de samme to sætninger om og om igen, forsøgte sammenbidt at komme videre i artiklen, men kunne ikke koncentrere sig.

Adam tænkte, at han måske var sulten. Det var besværligt at få åbnet posen med peanuts. Irriteret over sig selv endte han med at flå i posen, så den gik op, og nogle af peanutsene fløj fremad i kabinen, som om de var mere opsatte på at komme til Chicago, end Adam var. Med salt på hænderne så Adam dem flyve af sted og derefter foretage en nødlanding. Han havde ingen børn. Hans forældre var for længst døde. Han kunne stadig sige til folk på Illinois Institute of Technology, at han var historiker på Columbia University, men om kort tid ville det ikke længere være sandt. Hvornår ville det ikke længere være sandt? Hvor hurtigt fløj flyet? En mand på den anden side af gangen og en række frem vendte sig om for at se på Adam og det, der var tilbage af hans peanuts. Adam smilede skævt. Han kunne mærke lidt peanuts sidde fast mellem tænderne. Hvorfor var han på vej til Chicago for at kigge på et tres år gammelt arbejde af en ukendt psykolog i Midtvesten, hvis navn kunne minde om det navn, en gammel mand i Boston engang skrev ned på en lap papir? Det var absurd. Adam så ned på saltet på sine fingre og tænkte: Fuck, hvor jeg hader mig selv.

”Han kom ud på gaden igen. Det forekom mig, at jeg havde ventet en time, men faktisk var det kun få minutter. Jeg ved ikke, hvor længe jeg ventede. Han kiggede rundt i gaden, som stadig var mennesketom. Med fingeren vinkede han mig ind i huset. Jeg vidste ikke, hvad han havde tænkt sig at gøre, men jeg adlød. Jeg kunne have forsøgt at stikke af, men hvorhen? Og i øvrigt kunne han have skudt mig i ryggen med en pistol. Det var stadig køligt på det tidspunkt, og han havde frakke på. Måske havde han en pistol gemt under frakken. Jeg vidste det ikke.

Vi gik ind, han lukkede gadedøren efter sig, og han bad mig vente i entreen. Han gik videre ind i et rum, måske var det soveværelset, og han lukkede døren. Jeg lyttede, men kunne ikke høre ret meget af det, han sagde. Det var mere som en høj hvisken mellem ham og en kvinde. Denne kvinde var hans kone. Efter nogen tid kom han alene ud af værelset. Han sagde til mig, at jeg kunne sove i den ufærdige del af huset ovenpå, men om dagen var jeg nødt til at gå et andet sted hen. Jeg takkede ham, og han gik ind for at hente sin kone. Hun kiggede på mig, som om jeg var noget, hun aldrig før havde set, et mærkeligt dyr. Hun virkede fascineret. Måske var hun også en smule bange for mig. Jeg ved det ikke. Det var ikke sådan, vagterne, der førte os fra ghettoen til byggepladsen, så på os. De så foragteligt på os, men sådan var det ikke med hende. Det var en slags angstfyldt fascination; sådan tror jeg, jeg vil beskrive det. Jeg nikkede til hende og vidste ikke, om jeg skulle række hende hånden. Eller ham for den sags skyld.

Han viste mig ovenpå og sagde, at han ville komme om morgenen før solopgang for at sikre sig, at jeg var vågen. Jeg var nødt til at være ude af huset, før håndværkerne kom for at fortsætte arbejdet ovenpå. Så kom hans kone op bag ham med noget brød. De kom op ad en stige. Jeg ved ikke, hvad han havde sagt til hende. Jeg ved ikke engang med sikkerhed, om hun vidste, at jeg var jøde, men på grund af hendes mærkelige blik gik jeg ud fra, at hun vidste det. Måske var det først nu, det gik op for hende, hvad tyskerne var i færd med at gøre. Jeg anede ikke, hvor meget hun vidste. Det var svært at forestille sig, at hun ikke havde nogen viden om, hvad der skete os i ghettoen kun få gader fra hendes nye hus, men måske vidste hun ikke noget. De havde endda hængt nogle polakker, ikke-jøder, uden for ghettoen engang og tvunget deres naboer til at se på, men hvis hun ikke havde set det, og ingen havde fortalt hende om det …”

Adam Zignelik indlogerede sig på noget, der lignede en afsidesbeliggende rasteplads for lastbilchauffører, men gav sig ud for at være et hotel i et kvarter, der på internettet var blevet beskrevet som ’downtown Chicago’, selv om stedet var mere mennesketomt, end noget bycentrum burde kunne være. En webside havde løjet. For nogle dage siden havde han aldrig hørt om Illinois Institute of Technology. Nu bad han en taxachauffør om at køre ham til dette universitet i Chicagos South Side. Selv om der var dårlig tid til at kigge på omgivelserne, og Adam var urolig for at komme til at ligne en idiot i den unge professors øjne, som han havde aftalt at møde på Institut for Psykologi, kunne han ikke lade være med at bemærke, at universitetsområdet med en usædvanlig varieret beplantning mellem meget gamle og meget nye bygninger, nogle af dem ultramoderne, var helt anderledes end noget, han før havde set.

”Det er Mies van der Rohe, der har sat sit fingeraftryk på stedet, en forbløffende, forbløffende arkitekt, meget berømt,” sagde den unge psykologiprofessor med henført begejstring i stemmen, da han eskorterede Adam ud af bygningen og over til Galvin Library, universitetets største bibliotek. ”De burde gå en tur på campus, hvis De har tid. Der kommer tit folk bare for at se på arkitekturen. Jeg er ked af at måtte gå nu, men jeg har desværre meget travlt. Det var … Hvad var det igen, De er kommet for at se? Border-materialet, ikke sandt?”

I løbet af få minutter befandt Adam sig i en svagt oplyst kælder med kasser fyldt med chartekker og dokumenter, skrevet af en universitetsuddannet psykolog, der havde arbejdet der halvtredstres år tidligere. Da Adam var blevet alene, begyndte han at tvivle på fornuften i denne udflugt. Uden at vide præcis hvad næste skridt skulle være, tog han en kuglepen og en notesblok frem og begyndte at notere de tilfældige interessante oplysninger, han stødte på, mens han samtidig forsøgte at lukke stemmen ud af sit hoved, sin egen stemme, der i skarpe og skingre udbrud sagde til ham, at han var en charlatan.

Godt … det var først i 1939, at Armour College og Lewis University fusionerede og blev til Illinois Institute of Technology, eller IIT, som det almindeligvis blev kaldt.

Adam havde hørt om Armour. En betydningsfuld person eller familie i Chicago, ja, men hvem var nu lige præcis Armour? Så læste han, at Armour College var en testamentarisk gave fra Chicagos Armour slagte-, konserves- og pakkedynasti. Lewis-pengene stammede fra ejendomshandel under et af Chicagos byggebooms.

Henry Border havde været ansat fra i hvert fald dengang, fusionen fandt sted, i det, der dengang hed Institut for Psykologi og Filosofi. Før 1939 underviste han deltids på Lewis, hvis studerende især kom fra arbejderklassen eller fra immigrantsamfund, for det meste mænd, der af forskellige årsager, som intet dokument fra dengang ville angive, hverken havde kunnet komme ind på University of Chicago eller Northwestern. Border fik selv sin ph.d. på Northwestern engang i 30’erne. Adam læste, at han havde ’studeret under Wundt’. Hvem fanden var Wundt? Wundt, fandt han ud af, var grundlægger af ’eksperimentalpsykologi’. Det lød imponerende. Hvorfor underviste en af Wundts studerende arbejdere og immigranter deltids på et nyligt oprettet universitet i Midtvesten? Og hvor dybt stak interessen for psykologi, eksperimentel eller ej, hos de utvivlsomt mange arbejdere og immigranter, der var immatrikuleret der? Men Border kunne have været Wundts elev forstået på den måde, at han havde anvendt Wundts metoder eller tilhørt en Wundt-inspireret åndsretning, fordi Wundts prototypiske eksperimentalpsykologiske laboratorium lå i Tyskland, i Leipzig. Desuden døde Wundt i 1920, så Border kunne kun have været hans elev på samme måde, som han også var elev af Francis Bacon, der døde i det syttende århundrede. Dette kunne ende med at være et pinligt spild af tid.

”Du er dog en kæmpeidiot,” hviskede Adam til sig selv. ”Det eneste plus her er, at ingen ser dig spilde tiden på den måde.”

”Jeg faldt i søvn oppe på deres ufærdige førstesal,” fortsatte mr. Mandelbrot. ”Der var koldt på grund af de manglende vinduer, men jeg var udmattet og faldt meget hurtigt i søvn. Det næste, der skete, var, at SA-manden stod bøjet over mig i mørket. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Det var morgen, men solen var endnu ikke stået op. Han kiggede ned på mig og sagde godmorgen. Han var kommet for at vække mig, før de civile håndværkere kom for at begynde dagens arbejde på den førstesal, hvor jeg havde ligget og sovet. Han sagde, at jeg var nødt til at gå. Hvis jeg klarede mig igennem dagen, kunne jeg komme tilbage. Jeg sagde godmorgen til ham.

Jeg kravlede ned ad stigen og gik gennem huset ud på gaden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg overvejede at gå tilbage til ghettoen. Mine forældre, min familie, vidste ikke, hvor jeg var, men jeg hørte og så straks efter arbejdsholdet blive ført ud af ghettoen for at gå på arbejde. Jeg gemte mig og så dem gå forbi. Ingen talte sammen, for så ville vagterne tæve løs på dem. Jeg så på dem og så, hvordan jeg selv måtte have set ud dagen før. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg gemte mig i gaderne rundt om ghettoen den dag og spekulerede som en gal. Om aftenen, da solen var gået ned, og jeg vidste, at de civile arbejdere var gået hjem, gik jeg tilbage til SA-manden og hans kones hus. Havde jeg gjort det rigtige? Jeg vidste det ikke. Alle de følgende dage vidste jeg ikke fra det ene minut til det næste, hvad der var det rigtige at gøre, men hvis man stadig er i live, betyder det, at man gør det rigtige. Det vidste man dog kun, da minuttet var gået, og man fik aldrig et pusterum: Man var straks nødt til at tænke på det næste minut. Jeg hørte, at de var begyndt at føre Dabrowa Gornicza-ghettoens jøder til en ghetto i Sosnowiec. Måske var min familie allerede blevet ført bort eller ville blive det næste dag. Skulle jeg forsøge at finde dem? Var de stadig sammen? Måske var det for sent at lede efter dem i Dabrowa Gornicza. Ville jeg blive slået ihjel alene for at forsøge at komme ind i ghettoen igen? Jeg overnattede på førstesalen i SA-mandens hus i fem, måske seks uger, indtil SA-manden og hans kone en dag inviterede mig på aftensmad.

De bad mig sætte mig ved bordet ude i deres køkken. Han sad til højre for mig, hun til venstre. Jeg sad mellem dem. Jeg kan huske, at der var en hvid kniplingsdug på bordet. Der var mere mad på bordet, end jeg havde set siden starten på krigen. Kylling, kål, alt. De sagde til mig, at jeg bare skulle spise løs. Jeg havde lyst til at spise alt på bordet, men jeg gik kun langsomt til den, for at de også skulle begynde at spise og ikke opdage, hvor sulten jeg var. I ghettoen havde jeg været sulten hele tiden. Jeg kunne se dem kigge på hinanden, manden og hans kone. De så ud, som om der var noget, de gerne ville sige til mig, og så sagde han det. Førstesalen ville snart være færdig, og denne nat ville blive min sidste deroppe. Da vi var færdige med at spise, ville konen ikke kigge på mig.

På det tidspunkt var man med sikkerhed begyndt at genne folk i Dabrowa Gornicza-ghettoen sammen for at føre alle dem, der ikke var døde af sult eller sygdom, til Sosnowiec. Jeg tænkte, at hvis min familie stadig var i live, ville de formentlig nu bo i ghettoen i Sosnowiec. Vær venlig at sige det, mr. Lamont. Sosnowiec.”

”Sos-no-vjets.”

”Jeg kunne kun blive en nat mere på førstesalen i denne Volksdeutsche SA-mand og hans kones hus, og jeg besluttede at gå til Sosnowiec. Og derfor begyndte jeg turen til Sosnowiec. På grund af min far og hans slagterforretning og min egen rolle i den kendte jeg en masse bønder og mange landsbyboere i området. Der var mange steder, jeg kunne gå hen, hvor folk, polakker –”

”Ikke-jøder?”

”Selvfølgelig ikke-jøder. Alle jøder, alle jøder i Polen, boede i en ghetto eller skjulte sig eller var døde. Det her var ikke-jødiske polakker, polske bønder, og jeg kendte dem, men jeg skammede mig over at vise mig for dem, som jeg nu så ud. Jeg havde kun det tøj, jeg gik i. De vidste, hvad der skete med jøderne; nogle af dem var kede af det, andre var lykkelige for det, og atter andre var ret ligeglade, men kunne godt lide mig. Jeg kunne ikke blive i ret lang tid hos nogen af dem, for det var farligt også for dem.”

”Hvorfor det?”

”Fordi nazisterne dræbte de polakker, der blev afsløret i at skjule jøder, og de sørgede for, at alle polakker fik det at vide. Jeg besluttede at forsøge at komme ind i ghettoen i Sosnowiec for at se, om jeg kunne finde min familie igen. Måske var det dumt, men jeg vidste aldrig, hvad der måske var klogt at gøre, og hvad der ville være dumt, og jeg ville gerne se min familie. Der var et kvarter i Sosnowiec, en forstad, ved navn Szrodula, og tyskerne havde flyttet alle de kristne polakker ud af Szrodula og bygget en indhegnet ghetto til Sosnowiecs jøder og andre jøder, der havde boet på egnen. Men da jeg nåede frem, havde de allerede for lang tid siden, måske et helt år eller mere, indledt deportationerne fra Sosnowiec, og det fik jeg at vide. SS, ved De, hvad det er?”

”Jeg ved … Jeg har hørt noget, men –”

”SS – det står for ’Schutzstaffel’ – var en bevæbnet elitestyrke i Nazityskland, en bevæbnet hær, der stod over den rigtige hær, og det var dem, der stod for det nazistiske program mod jøderne. Fra tid til anden kunne SS finde på at beordre en stor flok jøder fra ghettoen til at møde op på torvet i byen sammen med deres familier. Disse sammendrivninger, som man kaldte for en ’aktion’, gentog man så, indtil der ikke var flere jøder tilbage i ghettoen. Hver eneste jøde skulle gå forbi det, man kaldte for en deportationskommission, der delte jøderne op i fire kategorier. Man kunne blive sat til at arbejde på en fabrik, der var vigtig i den tyske krigsindustri. Sådan en jøde blev boende i ghettoen. Det var den ene kategori. Man kunne blive sendt til Tyskland som slavearbejder i en arbejdslejr. Det var en anden kategori. Man kunne blive sendt til en anden lejr, eller man kunne blive sat i en kategori, hvor de endnu ikke havde afgjort ens skæbne. Dette var de fire kategorier.

De kan nok se, mr. Lamont, at hele familier på den måde ville blive fordelt på forskellige kategorier. Folk ville forsøge at blive sammen med deres familie, så de kunne komme i en anden kategori end den, de var blevet udpeget til. Når det skete, blev den, der forsøgte at komme over i en anden kategori, skudt for øjnene af de familiemedlemmer, som de havde forsøgt at komme over til. Ligene blev liggende, hvor de faldt. Disse aktioner kunne vare indtil midnat.

Dybt inde i Galvin Library på IIT i Chicago fandt Adam en henvisning til et psykologisk museum, Chicago Psychological Museum. Hvad var et psykologisk museum, og hvad havde det med Border at gøre, og hvorfor skulle Adam Zignelik, underviser i det tyvende århundredes politiske historie, interessere sig for det? Der var en artikel fra Chicago Daily News, dateret 27. marts 1944. Dr. Henry Border inviterede offentligheden til at komme til det nyåbnede psykologiske museum i Chicago for at se ’udstillinger og demonstrationer af apparatur, der testede syn, hørelse, smags- og lugtesans’. Der var også et apparat til klinisk test af en bilists perceptionsevne. Det befandt sig alt sammen på Lewis Gymnasium på IIT. Border havde grundlagt museet og var dets kurator.

”Se bare, elskede, din psykolog har en historikers instinkter og tilbøjeligheder,” hørte han Diana hviske.

”Du klamrer dig til halmstrå,” svarede han.

”Nej, manden var en samler. Border indså, at metoderne, fremgangsmåderne og researchen inden for denne disciplin med at studere human adfærd midt i det tyvende århundrede burde registreres på et museum af en slags. Det havde fortjent at blive historisk dokumenteret.”

”Åh, okay. Og når jeg dør, finder du en til at forske i mig og i, hvordan jeg forsker i ham, for at vise en snart arbejdsløs historiker med speciale i det tidlige tyvende århundrede og hans sidste desperate spjæt for at demonstrere, at han dur til noget. Du gør mig en bjørnetjeneste.”

”Du tager fejl.”

”Nej, det gør du faktisk. Det er en bjørnetjeneste at opmuntre mig til at spilde min tid og gøre mig selv til grin.”

”Tid er noget, måske det eneste, du har nok af. Med hensyn til at gøre sig selv til grin, så sagde du jo selv for lidt siden, at du er helt alene her. Hvem ved overhovedet, at du er her?”

”Den unge psykolog og overbibliotekaren, de ved, at jeg er her. Han fortalte hende, at jeg var her, sagde, at jeg skulle kontakte hende, hvis jeg havde nogen spørgsmål.”

”Kan du huske, hvad de hedder?”

”Han hed Phil et eller andet. Jeg har efternavnet skrevet ned et sted, og hun hed …”

”Du kan ikke huske, hvad hun hed.”

”Det begyndte med ’S’. Lød usædvanligt. Hvor vil du hen med det her? Jeg spilder min tid.”

”Læs videre. Hun husker heller ikke dit navn, har i det hele taget glemt, at du er her. Det er noget pjat at skamme sig.”

Men overbibliotekaren huskede tydeligt, at Adam var der, for han så hende komme gående hen imod sig med nogle papirer i hånden.

”Er De lektor Zignelik?”

”Adam, ja.”

”Phil Tolson sagde, at jeg kunne finde dig her. Mit navn er Sahera Shukri. Jeg er biblioteksdekan.”

”Undskyld, Sahera, jeg ville have præsenteret mig før, men jeg …” Adam fuldførte ikke sætningen, men rakte hende i stedet hånden.

”Nej, det er mig, der bør undskylde. Det var min mening at vise dig rundt på biblioteket, men pludselig er tiden løbet fra mig. Phil sagde, at du er historiker og fra Columbia.”

”Ja.”

”Og at du er interesseret i Henry Border.”

”Ja, jeg kan muligvis have en interesse i ham.”

”Det, du ser her, er ikke alt materialet om ham. Det er, hvad vi har her på Galvin, men universitetet kan godt tænkes at have mere, der bare ikke er blevet arkiveret endnu.”

”Tror du virkelig?”

”Ja, Eileen Miller, leder af Institut for Psykologi, fortalte mig, at hun tror, der måske befinder sig flere af hans publikationer et sted på fakultetet, men hun har ikke nået at undersøge, om de alle er af ham, og i så fald få dem sendt over til os. Som du kan se, er vi ikke rigtigt begyndt at sortere det, hun allerede har sendt os. Ingen af os troede, det hastede, så jeg er bange for, at dit besøg har givet os en smule røde ører.”

”Det er der bestemt ingen grund til. Tro mig! Ved du noget om Borders arbejde?”

”Nej, så godt som ingenting. Du ved nu mere om ham, end jeg nogensinde har gjort. Nej, det må være Eileen, der ved mest om ham her på stedet. Har du talt med hende?”

”Nej, Phil Tolson sagde, at hun er bortrejst og først kommer tilbage i morgen. Jeg har timet det her ret dårligt. Måske var det bare en skør idé.”

”Nuvel, for nogen tid siden fik jeg en mail fra en pensioneret kollega, der engang arbejdede her på biblioteket, og dit besøg fik en klokke til at ringe oppe i mit hoved.”

”Ja, og?”

”Min kollegas onkel arbejdede på IIT i 50’erne og døde for kort tid siden. Min ven ryddede op på sin onkels loft, og hun fandt nogle sider fra et gammelt IIT-nyhedsbrev. Jeg tror, det var fra engang tidligt i 50’erne. Måske skulle du kaste et blik på det. Der står 1951 på det her. Der er en artikel om Border og et psykologisk museum, og det var min mening at arkivere det her. Kunne du tænke dig at se nærmere på det? Jeg kan lægge det her, hvis du bare er rar at putte det i arkivkassen, når du har læst det. Det er ved at være fyraftenstid. Det var hyggeligt at hilse på dig. Skøn accent, for resten, er du englænder?”

”Nej, min mor var australier. Min far var fra New York. Accenten fik jeg fra min mor.”

”Meget charmerende. Held og lykke, Adam. Jeg håber, du finder, hvad du leder efter.”

”Som altid vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvis jeg flyttede ind i ghettoen, risikerede jeg at blive fanget i en aktion, men jeg ville gerne finde min familie. Der var en chance for at blive udpeget til arbejde for den tyske krigsmaskine på en lokal fabrik, men jeg risikerede også at ende i en af de andre kategorier. Jeg besluttede, at jeg ville forsøge at finde et sted at bo uden for ghettoen og måske overleve ved at smugle ting og sager ud og ind af den. De, der var tilbage derinde, sultede. Der var aldrig mad nok. Aldrig. Jo mere desperate og sultne folk blev, jo villigere var de til at skille sig af med ting, som de havde taget med ind i ghettoen.”

”Tøj og den slags?”

”Ja, tøj, et ur, et stykke legetøj; den slags. Det, jeg gjorde, var at tage disse ting ud af ghettoen og –”

”Smugle dem ud?”

”Ja, smugle dem ud af ghettoen og forsøge at sælge dem til de bønder, som min far og jeg havde kendt ude på landet og i landsbyerne. De betalte mig for tingene, enten med kontanter eller med fødevarer, som jeg så kunne smugle ind i ghettoen. Det var det, jeg gjorde.”

”Og Deres familie?”

”Min familie? Da jeg nåede frem til Szrodula, til ghettoen i Sosnowiec, var de der ikke længere. Det vigtigste for mig var at smugle noget godt tøj ud, der ikke var alt for slidt og gammelt.”

”Hvorfor?”

”Fordi jeg uden for ghettoen ikke kunne være usynlig, og hvis folk så mig, var det vigtigt, at de troede, jeg var polak.”

”En kristen polak?”

”Ja. Jeg fik noget tøj, der var pænere end det, jeg havde fra Dabrowa Gornicza, som jeg havde haft på hver eneste dag. Jeg fik oven i købet en kuffert. Tøjet var blevet efterladt af jøder, der var sendt videre. Når nogen nu så mig uden for ghettoen, ville de ikke studse over synet.

Jeg smuglede ting og sager frem og tilbage et stykke tid, men så en dag stod jeg ved et sporvognsstoppested uden for ghettoen.”

”I Sosnowiec?”

”Ja, jeg var i Sosnowiec. Jeg skulle måske fire stop med sporvognen og videre et stykke vej til fods. Jeg var allerede uden for ghettoen, og jeg stod bare der og ventede på sporvognen. Jeg kiggede til venstre, og jeg kiggede til højre, men forsøgte at virke helt afslappet. På den anden side af sporvognsskinnerne var der en slags lille bakke. Pludselig ser øjne ind i mine, en direkte udveksling af blikke; mine øjne og så en andens øjne, der kigger over på mig fra den lille bakke på den anden side af skinnerne. Jeg vidste, hvem det var. Det var drengen fra Zabkowice. Han var ældre nu og befandt sig i Sosnowiec, men jeg vidste med det samme, at det var den dreng, der havde kaldt mig jøde, og som jeg havde været nødt til at tæve, da jeg var yngre. Vi kiggede på hinanden og tænkte begge tilbage på dengang. Han havde set mig, så det nyttede ikke at se væk. Jeg var nødt til at stirre ham direkte ind i øjnene i håb om, at erindringen ville skræmme ham bort. Guderne måtte vide, hvad der var hændt ham, siden dengang jeg lukkede munden på ham for øjnene af de andre drenge? Han kiggede og tænkte, og jeg kiggede og tænkte i måske to eller tre minutter. Så forsvandt han. Jeg troede, jeg måske havde skræmt ham bort med mit blik og den erindring, som blikket skulle kalde frem, men alligevel håbede jeg inderligt, at sporvognen skulle komme hurtigt og føre mig bort. Der stod nu andre mennesker og ventede på sporvognen, og jeg troede, at jeg måske kunne skjule mig mellem dem, men i løbet af måske fem minutter dukkede en meget høj, velklædt mand op på toppen af den lille bakke. Han havde en enorm hund med og bag dem begge var min lille skolekammerat med meget glat hår. Manden og hans hund masede sig forbi de andre mennesker og lige hen til mig. Han ikke så meget som så på dem, der ventede på sporvognen, men sagde bare på tysk, at jeg var anholdt.”

”Var det en soldat?”

”Nej, han var i civilt tøj.”

”Var han en … Volksdeutsche?”

”Ja, mr. Lamont, han var Volksdeutsche.”

”Hvordan kunne han arrestere Dem, når han var en almindelig borger?”

”Han var tysker. Jeg var jøde, og jeg var blevet pågrebet uden for ghettoen og uden den gule jødestjerne, som de tvang os til at gå med. Havde det ikke været for hunden, ville jeg være stukket af. Men hunden var meget, meget stor. Den høje mand med hunden førte mig til det civile politi.”

”Tyskere?”

”Ja. Det civile politi skubbede mig ind i et forhørslokale for at finde ud af, hvor længe jeg havde været uden for ghettoen, og især hvor jeg havde skjult mig. Hvis jeg havde fortalt dem om de folk, min far og jeg kendte, der havde givet mig lov til at være i deres stalde og på deres gårde og ejendomme, alle disse mennesker, de ville alle sammen være blevet dræbt. Så jeg ville ikke fortælle, hvem der havde givet mig husly. De beordrede mig til at tage alt tøj undtagen undertøjet af og fik mig til at sætte mig på gulvet med strakte ben. De hentede to stokke og stak den ene under albuerne og den anden under knæene, så jeg blev bøjet i en halvcirkel med mit hoved nede mod gulvet. Og derefter tævede de mig.”

Sahera Shukri, biblioteksdekanen på IIT, efterlod Adam alene med de papirer, hun havde givet ham fra sin kollegas afdøde onkels loft. Han så hende gå og ville ønske, at han havde en aftale et andet sted, som han burde gå til. Han vidste ikke, om han skulle vende tilbage til den stak papirer, han havde kigget i, før hun kom, eller kigge på den meget mindre stak, hun netop havde givet ham. Han valgte den mindre stak, fordi han ville komme hurtigere igennem den og måske således opnå en følelse af at have nået noget. Dette var rationalet bag hans beslutning, det eneste rationale.

De første få sider omhandlede ting, han havde set tidligere vedrørende det psykologiske museum, men det næste var nyt for ham. Det var et IIT-nyhedsbrev fra 1947. I en artikel af Border selv var der en henvisning til en rejse, Border for nylig havde foretaget til Europa som led i sin forskning. Artiklen nævnte, at research-turen havde ført til Borders aktuelle arbejde, især til en afhandling med titlen ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten: En undersøgelse af talemønstre hos Deporterede Personer’. Hvem var disse ’deporterede personer’? Kunne dette være kilden til det interview, som William McCrays veteranven i Boston havde talt om? Efter en smule research på en anden etage i Galvin Library havde Adam fundet ud af, at posttraumatisk stress disorder først blev anerkendt som en sindslidelse i 1980-udgaven af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. Tidspunktet for optagelsen i håndbogen havde en hel del at gøre med jævnlige indberetninger om stresssymptomer hos Vietnam-veteraner. Men hvad var det for en undersøgelse, Border foretog midt i 1940’erne?

”Jeg vidste, at jeg var nødt til at sige et eller andet, så jeg sagde, at jeg ville fortælle dem, hvor jeg havde holdt mig skjult. Jeg kendte veje og smutveje over marker og alle gårdene på egnen fra dengang, jeg som ung trak dyr hjem til min far, og jeg vidste, hvor der lå en gammel borgruin. Et sted, jeg havde håbet på engang at kunne vise en pige, uden nogen sinde at få det gjort. Nu kunne jeg få nytte af ruinen på en måde, jeg aldrig ville have kunnet forestille mig som dreng. Ruinen lå et godt stykke fra Sosnowiec, men jeg havde bildt mig ind, at jeg om nødvendigt godt ville kunne skjule mig der. Det blev aldrig aktuelt, men jeg fortalte kriminalpolitiet, at det var der, jeg havde holdt mig skjult. De troede ikke på mig og smed mig ind i cellen igen.

De tror måske ikke på, at jeg nogensinde har været enogtyve år, nu De ser mig i dette rum, mr. Lamont, men så ung var jeg faktisk dengang. Og jeg var blevet sat i fængsel i mit eget land for simpelthen at bo der, hvor jeg var født. Det havde ikke været en særlig alvorlig forbrydelse, da jeg blev født, måske en gang imellem lidt, men nu var det en forbrydelse, der blev straffet med døden. Jeg vidste ikke, hvor min familie befandt sig, og jeg var blevet gennempryglet af kriminalpolitiet for ikke at ville forråde de mennesker, der havde hjulpet mig. Efter fire dage førte de mig igen til forhørslokalet og spurgte igen: ’Hvem skjulte dig?’ Jeg sagde til dem, at jeg allerede havde fortalt dem det. ’Jeg gemte mig i en gammel borgruin,’ sagde jeg. ’Jeg kan føre jer derud og vise jer det.’ Og det kunne være endt rigtig slemt for mig, for jeg var bange for, at de ville bede mig om at gøre det. Forstår De, mr. Lamont, så ville de have set, at der ikke var nogen spor efter, at et menneske havde skjult sig der: ikke den mindste bid mad eller efterladenskaber. Medmindre, selvfølgelig, en anden jøde havde skjult sig der, men på den tid kunne to jøder ikke samtidig være så heldige. Og så ville de – hvis de ikke troede mig – skyde mig derude på markerne. Ja, hvorfor ikke? Men de gad ikke tage turen derud, eller måske troede de bare ikke på, hvad jeg sagde. Denne gang slog de mig ikke, men smed mig bare ind i cellen igen. Efter en dag eller to førte de mig til Gestapo-hovedkvarteret.

Jeg kan huske, at der kom en bil for at hente mig. Dette var stadig i Sosnowiec.”

”Hvad var Gestapo for noget? Mere politi?”

”Ja, det var det tyske hemmelige statspoliti. Kriminalpolitiet kørte mig til Gestapo-hovedkvarteret, og Gestapo spurgte mig om det samme: ’Hvor har du holdt dig skjult, og hvem har holdt dig skjult?’ Jeg svarede, som jeg havde svaret kriminalpolitiet. ’Jeg har boet i en gammel borgruin ude på en mark. Jeg kan vise jer, hvor den er.’ Heller ikke Gestapo troede mig, og jeg blev slået igen. De hamrede en geværkolbe ind i ansigtet på mig. Jeg sagde det samme igen og igen, men de var ligeglade. Blod strømmede ned ad mit ansigt fra isse til hage. De slog mig hele tiden det samme sted, og efter et par timer satte Gestapo mig ind i en bil. De kørte mig til et fængsel. Jeg husker det godt; jeg kan se det for mig på Ostrogorska-gaden. De slæbte mig op på tredje sal i fængselsbygningen og smed mig ind i en celle, hvor der i forvejen sad seks jøder og ti polakker; seksten mennesker i én celle. De fleste af polakkerne var ældre end jøderne, men jøderne var cirka lige så gamle som mig. Da jeg så, at der var unge jøder i cellen, begyndte vi alle at udspørge hinanden for at se, om nogen måske vidste noget, der kunne fortælle os om vores familiers skæbne, bare et eller andet.”

”Ved De, hvor Deres familie opholdt sig på det tidspunkt?”

”Mine forældre,” sukkede mr. Mandelbrot, ”mine forældre var på det tidspunkt formentlig allerede blevet sendt til det sted, hvor jeg også skulle hen.”

”Og hvor skulle De hen?”

”Til Auschwitz.”

”Hvad er Owswitj, jeg mener, helt præcist?”

”Auschwitz.”

”Owswits.”

”Auschwitz.”

”Ausch-vits.”

Mr. Mandelbrot kneb øjnene bekræftende sammen og nikkede langsomt en enkelt gang til sin elev.

”Hvad er så Ausch-vits?” spurgte Lamont sagte.

”Det,” sagde mr. Mandelbrot og prikkede med to fingre på højre hånd på de tatoverede tal på sin venstre underarm, ”det her, som De har stirret på, det er Auschwitz.”

*

Adam gik tilbage til den første af de to stakke dokumenter, den største af dem, og fandt Henry Borders udkast til fondsstøtteansøgninger til en masse organisationer, der skulle sponsere en rejse til Europa. Nogle af dem daterede sig så langt tilbage som 1945. Det så ud til, at Border havde forsøgt at komme til Europa i samme øjeblik, kamphandlingerne var hørt op. Der var så mange ansøgninger og afslag, at det stod klart, at Border ikke gjorde fremskridt, men alligevel blev han ved. Ansøgning efter ansøgning, han blev bare ved. Det så ud til, at det var lykkedes Border at komme til Europa i 1946. Adam forstod det ikke. Det var en absurd tanke, at denne mands professionelle interesse for lingvistisk analyse, det, som Border selv kaldte ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’, skulle nødvendiggøre den lange rejse fra Chicago til det netop befriede og krigshærgede Europa i 1946 for at indsamle data til understøttelse af en hypotese om den relative brug af adjektiver og verber i kriseramte menneskers sprog. Der var noget galt ved dette billede. Hvem især blandt disse deporterede personer ønskede han at tale med? Og hvem i alverden var Henry S. Border?

”Du er nødt til at tale med Eileen Miller, lederen af Institut for Psykologi. Du er nødt til at se nærmere på de andre papirer. Du er nødt til at blive lidt længere,” hviskede Diana. Men Adam skulle flyve tilbage til New York næste morgen. Lyset ville måske være tændt hele natten, men de fleste af de otte millioner mennesker, som boede der, ville forsøge at få lidt søvn. Mange af dem ville ikke falde i søvn. Nogle af dem kunne ikke. De ville gøre, hvad de syntes, de måtte gøre, for at komme igennem natten. En af dem sad oppe og talte med sig selv under et lysstofrør i sin mormors lejlighed i Co-op City i Bronx. Ingen af dem ville ane noget, hvis Adam Zignelik ændrede sin flybillet.

”Du er nødt til at blive lidt længere,” hviskede Diana til Adam Zignelik. ”Og du ved det godt selv.”

Lamont Williams mormor blev vækket midt om natten af en lyd, en monoton lyd. Hun kastede et blik på digitaluret og så, at klokken var 2:47. Hun havde set frem til en god nats søvn. Hendes barnebarn, Michelle, havde lovet at spise frokost med hende i byen en af de nærmeste dage. Hun glædede sig altid til disse frokoster og ville gerne være veludhvilet, men et eller andet holdt hende vågen. Den lyd, hun hørte, kom fra en mand, der sad og talte højt med sig selv. Det var Lamont, hendes barnebarn. Han talte dæmpet, en gang imellem i en særlig rytme, enkeltord, gådefulde ord, og de, der ikke var gådefulde, forstod hun ikke, fordi det lød som ord fra et sprog, hun ikke var klar over, at han talte. Han sagde dem, som om de var en slags besværgelse. Hans mormor tog kimono på og åbnede soveværelsesdøren for bedre at kunne høre, hvad hendes barnebarn sad og sagde til sig selv midt om natten. Ville hun få brug for hjælp til ham? Måske kunne hun nu langt om længe overtale Michelle til at hjælpe ham. Han var ude nu. Han havde et arbejde. Han havde betalt sin gæld til samfundet. Hvad pokker sad han og sagde? Det var bedst at vide besked om det værste hurtigst muligt, uanset hvor ondt det kom til at gøre. På den måde dulmer man smerten. Havde han lært et nyt sprog i fængslet? Det ville være et godt tegn. Var det overhovedet muligt? Var det en slags afslapningsteknik? Selv det ville være godt. Lad det være det, bad hun oppe i sit hoved.

”Han blev født 15. december 1922 i byen Olkusz. Hans far var slagter,” sagde Lamont Williams og tog en slurk fra en tekop med Senecas iskolde æblejuice.

Hvis far var slagter? Hvem blev født i 1922? tænkte hans mormor forundret. Hun hørte ham tage et par slurke mere og derefter sætte koppen fra sig.

”Ol-kusz. Zab-ko-vitse. Dab-rov-a Gorni-tja. Volksdeutsche. Sos-no-vjets. Sosnowiec.”

Er han på stoffer nu? spekulerede hun. Var han skæv? Hvad i alverden var det, han sad og sagde? Så lydløst som muligt gik hun forbi sine elskede fotografier, herunder et af hendes dengang to et halvt år gamle oldebarn, og fortsatte med at lytte, mens han hviskede ord for sig selv, der kunne høres over summelyden fra lysstofrøret og køleskabet.

”Dab-rov-a Gorni-tja … Dabrowa Gornicza.”

Klokken var lidt over tre om natten i Co-op City i bydelen Bronx. Lamont Williams, den nye mand, der var ansat på prøve i Driftsafdelingen, en lidt stille og lidt nervøs ung mand, sad i sin mormors køkken under et lysstofrør og talte sagte med sig selv. Han lod to fingre på højre hånd glide let hen over venstre underarm. Hans mormor trak ude i den mørke gang kimonoen stramt om sig med den ene hånd og forsøgte at tyde, hvad det var, hendes barnebarn sad og sagde. Hvad skete der med ham? Han talte med en underlig hviskestemme. Hun overvejede at bede en bøn til Gud om at få lov til at forstå ham.

”Sos-no-vjets. Sosnowiec. SS Schutzstaffel. Ausch-vits. Auschwitz.”