Sjette del

Tjeneren trak stolen ud for hende, og mens hun satte sig, skubbede han den tilbage mod bordet. Derefter gjorde han det samme for Michelle. Den slags skete kun for hende, når hun var inviteret i byen af sit barnebarn, men der var ingen tvivl om, at det var hverdagskost for Michelle, tænkte hun, mens hun så tjeneren skubbe Michelles stol ind. Denne forskel i deres verden generede hende ikke. Tværtimod. Synet af tjeneren, der overøste hendes barnebarn med opmærksomhed, gjorde hende stolt. Michelle var imidlertid ikke interesseret i at tiltrække sig opmærksomhed. Når folk komplimenterede hende for hendes udseende, blev hun forlegen. Det var ikke en kvalitet, hun havde arbejdet hårdt for at opnå, sådan som hun havde med sine fine eksamensresultater, der aldrig indbragte hende nær så megen ros.

På college havde de mænd, der især havde ønsket at invitere hende i byen, været overfladiske og intetsigende, uinteresserede i det menneske, hun var, og uinteresserede i, hvad hun tænkte om ting, og hun tænkte meget over de fleste ting. De var enten arrogante sportsidioter eller forblindede desperadoer, som ingen anelse havde om, hvad omgivelserne mente om dem. Følsomme mænd havde efter hendes egen mening ofte været intimideret af hendes udseende og tænkt, at et afslag var så sandsynligt, at de den store gevinst til trods havde været for skvattede, for overbeviste om et nederlag til at gøre andet end at beundre på afstand. Mænd som dem bejlede til kvinder, der kun lige var en anelse kønnere end det ordinære for så at gifte sig med, hvem der nu stod ved siden af, når festen var slut og college overstået. Når hun kom som single til bryllupper, blev hun ofte prist af etablerede par for sit udseende, hvad der gjorde hende ekstremt forlegen, og ingen havde haft indsigt nok til at forstå, at hun kunne være lige så ensom som alle andre mennesker.

Michelle havde været usædvanlig dygtig i skolen, og efter high school havde hun taget en kandidateksamen i socialrådgivning i den formening, at det bedste, hun kunne bruge sit liv til, var at hjælpe andre mennesker. Hun fik hurtigt et job og hjalp nu mennesker i nød og underviste andre i at gøre det samme. Hun klædte sig bevidst afdæmpet, både i forhold til kolleger og klienter, men hverken mandlige eller kvindelige klienter kunne undgå at notere sig hendes udseende, om end på hver deres måde. Hun var vellidt og højt respekteret af sine kolleger, men også i forholdet til dem var der visse knaster. Kvinderne skulle lokkes over på hendes side, fordi de ikke selv ville have arbejdet som socialrådgiver for en ussel løn, hvis de havde set ud som Michelle, og derfor betvivlede hendes motiver for at gøre det. Michelles mandlige kolleger havde ikke den slags tanker, men til gengæld gik de ofte i fælden og forvekslede imødekommenhed fra en tiltrækkende kvinde som Michelle med noget helt andet.

I mindst et år eller deromkring havde Michelle spekuleret på, om hun mon havde valgt en forkert karriere. Ingen kan holde til i det uendelige at udvise medfølelse og især ikke over for folk, der tit ikke gad lytte til hendes råd. Ofte havde hun svært ved ikke at bebrejde sine klienter, at de var havnet, hvor de var. Som ung studerende havde det været en hel del lettere at lægge skylden på den sociale arv, samfundet og de frie markedskræfter, den føderale regering, børsspekulation og racisme. Nu måtte hun lægge bånd på sig selv for ikke at gennemruske nogle af sine klienter, når de opsøgte hende med de samme problemer igen og igen. Hun og hendes mand Charles kunne gå til middagsselskaber i Westchester, Brooklyn Heights og Park Slope og sidde sammen med liberale akademikere, hvide og sorte, latinoer og asiater, og så sad hun ofte og misundte dem deres evne til fortsat at tænke præcis de samme tanker, hun selv havde tænkt som studerende. Teori overtrumfede altid erfaring under den slags sammenkomster, og hun misundte dem det overskud af tid, de tilsyneladende havde, til at finde nagelfaste beviser for deres livslange overbevisning.

På trods af alt dette bearbejdede hun sig selv og stræbte efter at udvise omsorg over for andre mennesker, både professionelt og i sit privatliv. Det var derfor, hun havde inviteret sin mormor på frokost denne lørdag. Hun havde bestilt bord på en restaurant, som familien tidligere en gang imellem havde frekventeret. Det var en steakrestaurant downtown i nærheden af Union Square, og dette var en af mange gange, hvor de to havde haft deres særlige frokostudflugt siden dengang for længe siden, da Michelle var en lille pige.

”Sonia havde måske ikke lyst til at gå med?” spurgte Michelles mormor forsigtigt.

”Er du tosset, mormor? Hun ville forfærdelig gerne have været med. Jeg sagde nej. Hun skulle spille fodbold her til morgen og skal forberede sig til en prøve på mandag og endnu en på onsdag. Nej, hun ville virkelig gerne have været med, og vi kom op at skændes over det. Hun er især rasende over, at jeg sagde nej, fordi vi har en lille gave til dig, og det var hendes idé.” Sidst de mødtes til frokost i byen, var Michelles mormor gået hjemmefra uden sin paraply, og da det pludselig begyndte at øsregne, havde hun været nødt til at ignorere sine newyorkerinstinkter og købe den første, den bedste paraply af en afrikansk immigrant, der som ved et trylleslag materialiserede sig ved første regndråbe, og som, når sidste regndråbe var plasket ned på fortovet, allerede var i gang med andre forretninger. Hun havde vidst, at paraplyen formentlig hurtigt ville gå i stykker, og det gjorde den også, faktisk gav den fortabt over for blæsten allerede den første dag. Det var derfor, at Michelle på vej til frokosten med sin mormor var gået forbi en paraplyforretning på East 45th Street for, angiveligt på Sonias vegne, at købe en vaskeægte Guy de Jean-paraply med et skinnede sort træhåndtag, koksgråt hundetandsmønster og et bånd foroven hele vejen rundt med skotskterriere med strålende røde sløjfer om halsen.

Michelle var især opmærksom på sin mormors økonomiske situation nu, hvor hendes fætter efter sin løsladelse var flyttet ind hos hende igen. Hun vidste, at hendes mormors husholdningsudgifter måtte være gået drastisk i vejret uden en modsvarende stigning på indtægtssiden. Hun regnede ikke med, at Lamont kunne bidrage med noget af betydning, selv om hendes mormor stolt havde fortalt hende, at han havde fået arbejde i Driftsafdelingen på et hospital. Det var imidlertid svært at give mormoderen penge uden at gøre hende forlegen.

Det bedste ville have været at liste en check, eller bedre endnu: lidt kontanter ned i hendes mormors pung på et tidspunkt, hvor hun var uopmærksom, men det var ikke særlig praktisk, og i øvrigt var det vigtigt for Michelle at kunne fortælle hende, at hun nu havde penge nok til at klare sig igennem resten af ugen eller resten af måneden for den sags skyld. Derfor var hun kommet på den idé at give sin mormor en gave fra Sonia sammen med lidt penge i en kuvert, som Michelle ikke havde tænkt sig at komme ind på.

”Ih, du godeste, hvor er den smuk!” udbrød hendes mormor, da hun fik overrakt paraplyen i restauranten. ”Det skulle du ikke have gjort,” sagde hun og åbnede kortet fra Sonia. Der stod: ’Kære oldemor, jeg håber, du kan lide paraplyen. Jeg ville gerne selv have givet dig den, eftersom det var min idé, men mor ville ikke give mig lov på grund af lektier og fodbold, og det er jeg ked af. Forhåbentlig ses vi snart. Kærlig hilsen Sonia.’ Så fik Michelles mormor øje på pengene, der lå bag kortet i kuverten.

”Før du siger noget,” kom Michelle hende i forkøbet, ”så ved vi, Charles og jeg, at din økonomi nok er blevet lidt strammere, nu Lamont er kommet hjem, og vi syntes, at vi … forstår du, vi har fint råd, og vi ville gerne forsøge at …”

”’Chelle, han klarer sig glimrende.” Hun brugte diminutivet af hendes navn, som Michelles fætter havde fundet på, da de var børn. Det gik ikke hen over hovedet på Michelle.

”Det lyder godt, mormor.”

”Virkelig fint. De taler om at give ham større ansvar.”

”Det lyder godt.”

”Han håber stadig på at finde sin lille pige … Jeg vil ikke så gerne tage håbet fra ham, fordi jeg tror, det måske … måske hjælper ham til at komme ud af sengen om morgenen.” Hendes blik blev lidt ufokuseret, men så gled det ned på paraplyen igen og videre op til Michelle.

”Tror du, han nogensinde finder hende? Måske kunne du … er det ikke den slags … Vil du ikke være sød at tale med ham? Bare tale med ham.” Hun tog sit barnebarn i hånden.

”Det skal jeg nok, mormor.”

”Vil du love mig det?”

”Selvfølgelig.”

”Lover du at tale med ham?”

”Ja.”

”Hvornår?”

”Det er svært at sige. Jeg har ikke tid lige nu.”

I 1945, kort efter at krigen var forbi i Europa, men før afslutningen på Stillehavskrigen, og før atombomberne faldt i Hiroshima og Nagasaki, begyndte Henry Border, en ikke særlig kendt professor i psykologi ved Illinois Institute of Technology i Chicagos sydkvarter, at skrive en endeløs række ansøgninger til fonde i et forsøg på at komme ind i hjertet af det Europa, der var under allieret kontrol. Hvorfor? Adam Zignelik fandt under sin søgen i arkiver på Galvin Library på IIT et nyhedsbrev fra 1947 og læste der, at Borders formål med rejsen havde været at indsamle data fra deporterede personer som led i sin forskning i det, Border, psykologen, kaldte ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’. Borders tentative hypotese var, at kriseramte mennesker brugte adjektiver og verber i et anderledes indbyrdes forhold end mennesker, der ikke havde været udsat for traumer.

Uanset om denne hypotese var valid eller ej eller måske tilmed væsentlig, så havde Adam ingen grund til at tro, at psykologen Henry Border ikke selv havde ment den alvorligt. Det var trods alt den slags forskning, en psykolog ville kaste sig over, ræsonnerede Adam. Border havde tilmed fået nogle af sine studerende til sammen med ham at beskæftige sig med emnet som en del af det arbejde, de ville blive vurderet på. Men der var masser af kriseramte mennesker i USA, i Chicago, også lige her i Chicagos sydlige kvarterer, hvor Illinois Institute of Technology lå, og det burde have været unødvendigt at gå alt det mas igennem og bruge alle de mange penge på at komme til Europa for at finde dem.

At dømme ud fra de utallige udkast til forgæves fondsstøtteanmodninger, der skulle skaffe Border til Europa, og den kendsgerning at Border selv i et IIT-nyhedsbrev fra 1947 skrev en artikel, i hvilken han fortalte, at det langt om længe var lykkedes at komme derover, var det tydeligt, at denne rejse på det tidspunkt var det vigtigste faglige mål, han havde sat sig. Adam fandt ingen optegnelser om, at Border havde beskæftiget sig mere med det, der før havde været hans store projekt, det psykologiske museum. Fra tidligt i maj 1945 og frem fandt han kun referencer til det psykologiske museum i de artikler, Border allerede havde skrevet.

Det var derfor åbenbart, at Borders planer om at rejse til Europa var blevet udklækket efter Tysklands nederlag meget tidligt i maj 1945. Derefter havde der, i hvert fald fagligt, ikke været noget vigtigere for ham end at komme til Europa og udføre et feltstudie af kriseramte mennesker. Der havde været nok materiale, bogstavelig talt millioner af mennesker. Faktisk ville det have været svært at finde mennesker i Europa, der ikke på en eller anden måde var kriseramte. Tidligt på sommeren 1945 var omkring syv millioner vesteuropæere som følge af den mest brutale krig i verdenshistorien enten på vej et andet sted hen eller midlertidigt genhuset et sted, hvor de ikke ønskede at være. Alle veje og alle de interimistiske opsamlingslejre, der var skudt op i Vesteuropa, var fyldt til bristepunktet med polakker, tyskere, russere, slovakker, jøder, slovenere, italienere, franskmænd, belgiere, grækere, ukrainske kosakker, kroater, hviderussere og mange, mange flere. Brugte de alle adjektiver og verber i det samme forhold? Det var ikke tilstrækkeligt for Border at lede efter svaret på hypotesen om ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’ fra kriseramte mennesker her i South Side i Chicago. Af en eller anden grund var han nødt til at rejse til Europa.

I den artikel, Border havde skrevet til IIT-nyhedsbrevet, forklarede han, at han, efter at være kommet derover, havde opsøgt lejre med deporterede personer, de såkaldte DP-lejre. Der var en henvisning til en bog, Border havde skrevet på grundlag af sin forskning der. Adam regnede med, at i det mindste et af bibliotekerne på IIT ville have bogen stående. Han havde ondt i knæene efter at have siddet så længe på hug der i Galvins bibliotekskælder og rejste sig op for at massere musklerne omkring dem og på lårene, før han igen satte sig på gulvet, nu med strakte ben. For at komme til at sidde i bedre balance ville han brede armene ud til siden og støtte håndfladerne i gulvet, men da han gjorde det, ramte højre hånd ved et uheld den nederste reolhylde og kom til at feje en arkivkasse på gulvet, der havde stået ved siden af Borders arkiv, før Adam havde taget det ned fra hylden. En del af indholdet faldt ud. Før han lagde de løst indbundne chartekker ned i kassen igen, strakte han sig og gabte og samlede et af dem op og bladrede det igennem uden at tænke nærmere over det, nærmest af vane.

I det svage lys nede i bibliotekskælderen kom ordene på chartekkets omslag til at ligne små sorte øgrupper af trykte udsagn, der gled over i hinanden midt ude på et gråt hav, der engang havde været hvidt. Det var et hav, som Adam Zigneliks øjne var for trætte til at svømme rundt i, især når der ikke var nogen indlysende grund til at gøre det, og han skulle netop til at lægge det løst indbundne chartek tilbage i kassen til de andre, da hans øjne gled forbi og derefter stillede skarpt på navnet ’Henry S. Border’. Ingen havde vist Adam hen til den kasse, han havde fejet på gulvet, kassen ved siden af Borders arkiv, men Adam havde fundet denne kasse med dokumenter, der havde med Border at gøre. Det dokument, Adam sad med i hånden, havde overskriften: ’Ordret referat af Selvbiografiske Oplysninger fra Deporterede Personer i DP-lejre med en psykologisk og antropologisk analyse af Henry S. Border, ph.d.’.

Adam slog op på en tilfældig side og begyndte at læse.

”Derefter flyttede de os til Oranienburg.”

”Hvad var Oranienburg?”

”Det var en kz-lejr.”

”Hvor nøjagtigt lå denne lejr?”

”I nærheden af Berlin. Det var Sachsenhausen.”

”Hvad mener De med, at det var Sachenhausen?”

”Oranienburg var, hvad de senere kaldte Sachsenhausen.”

”Og Sachenhausen … Oranienburg … var en … en koncentrationslejr?”

”Ja.”

”Og hvorfor var De der?”

”Vi blev sendt dertil.”

”Hvem sendte Dem dertil?”

”SS.”

”Hvorfor?”

”Det var lige efter Krystalnatten i november 1938, og –”

”1938?”

”Ja, selvfølgelig. Vi var vel omkring 2.000, alle jøder, og SS sendte os til Oranienburg. Det var om natten, det var helt mørkt, forstår De, og fordi der var en brat … en stejl skråning der, snublede de, der gik forrest. De faldt, og dem bagved kunne knap nok se dem, og dem, der kom bag dem, kunne slet ikke se dem foran. De, der gik forrest og ikke nåede at komme hurtigt nok på benene, blev trampet ihjel. Simpelthen trampet ihjel. Det var os, der gjorde det. Vi trampede dem ihjel. SS tvang os til at løbe ned ad skråningen i mørket. Der var kaos overalt, og vi trampede nogle af dem ihjel. Vi havde ikke været forberedt på det, ikke regnet med, at noget som det kunne ske. De tvang os frem med pistoler og hunde i mørket … hurtigere og hurtigere og … Vi trampede dem ned lige efter, at vi var kommet dertil, og de døde. I mørket kunne man høre skrig, menneskeskrig og knaselyde, lyden af knasende knogler under ens fødder. Man hørte det, men det var for sent. Man blev skubbet fremad, og man var nødt til at løbe videre og passe på ikke at falde. Der var folk bag os, der skubbede til os, og flere bag dem, der også skubbede.

SS lod de døde ligge, hvor de var faldet, så vi kunne se dem næste dag i dagslys. Derefter skulle vi rydde op i det svineri, ligene havde efterladt. Vi skulle fjerne de døde. Slæbe dem væk. Men nogle timer før havde de været mennesker, og vi kendte disse mennesker. Nogle af os kendte dem godt. For nogle af os var disse lig kolleger, vores venner, gamle venner og en gang imellem familie. En gang imellem var det familie. Dette var vores første lig … Jeg havde aldrig før set en død.”

”Dette fandt sted i 1938, altså før krigen?”

”Ja.”

”Jacob, vi er nødt til at gå tilbage til begyndelsen.”

”Begyndelsen af hvad? Jeg har lige fortalt Dem, hvad der skete –”

”Jeg er nødt til at stille Dem nogle helt grundlæggende spørgsmål som for eksempel om Deres fulde navn, og hvor De er født.”

”Men jeg er lige begyndt, og nu vil De … Jeg vil gerne fortælle Dem, hvad der skete efter Oranienburg. De sagde –”

”Og jeg vil gerne høre om det. Jacob, jeg ønsker at høre om det alt sammen, men vi er nødt til at begynde ved begyndelsen.”

Det her måtte være et udskrift, tænkte Adam. Tilsyneladende havde han i den kasse, han havde fejet ned på gulvet, fundet udskrifter af de interviews, Border havde haft med kriseramte mennesker i DP-lejrene på sin tur rundt i Europa i 1946. Adam lod det løst indbundne chartek blive liggende i skødet, tog et nyt, slog op på en tilfældig side og begyndte at læse.

”Vi havde bygget en bunker. Den var dyb, meget dyb, langt under jorden og uden vinduer. Faktisk var der overhovedet ingen ventilation. Vi kunne ikke bygge den med ventilation, fordi vi var nødt til at bygge den i al hemmelighed. Vi var ikke bygningsarbejdere.”

”Det var nødt til at være en hemmelighed selv inde i ghettoen?”

”Ja. På det tidspunkt, det må have været midt i januar –”

”Nitten treogfyrre?”

”Ja. På det tidspunkt var der ingen værksteder tilbage.”

”Hvad mener De med det?”

”De var alle lukkede.”

”De mener, at de var blevet lukket?”

”Ja, nazisterne havde lukket dem alle undtagen et. Schultz’ værksted var stadig åbent.”

”Hvad lavede Schultz?”

”Hvis man var skomager, eller hvis man var buntmager, kunne man måske få arbejde, men alle sagde selvfølgelig, at de og deres børn og deres mødre og deres bedstemødre, at de alle var skomagere. Jeg kan huske en eller anden sige til mig … det var på en måde en syg spøg … at alle jøder, der var tilbage i Warszawa, var skomagere.”

”En spøg?”

”Ja. Det passede selvfølgelig ikke, men for overhovedet at have en chance for at overleve i ghettoen dengang, hjalp det at være skomager eller at sige, at man var skomager. Faktisk hjalp det ikke ret meget. Det hjalp mere at spøge med det, hvis De forstår, hvad jeg mener.”

”De mener, at sort humor kunne være en hjælp i situationen?”

”Ja. Nå, men alle vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før dette sidste værksted –”

”Schultz’?”

”Ja, selv Schultz ville blive lukket, og fordi vi vidste, at det ville ske, og ske meget snart, rykkede vi ned i den underjordiske bunker.”

”Hvor mange mennesker flyttede ned i bunkeren?”

”Omkring tredive. Der var ingen tilbage i ghettoen, der kunne være i tvivl om nazisternes planer, hvis de altså stadig var ved deres fulde fem og ikke var gået fra forstanden på grund af sult eller sygdom, eller fordi de havde mistet deres familie.”

”Hvad var nazisternes planer?”

”De ønskede … de arbejdede på at gøre Warszawa jødefri. De lod os alle registrere. De vidste, hvad der skulle ske, og de løste opgaven bedre end tyskerne. De vidste det, og de klappede i hænderne over det.”

”Hvem er disse ’de’, som De taler om?”

”Det lokale politi. De klappede i hænderne, alle klappede i hænderne ved tanken om snart at være sluppet af med jøderne. Folk var allerede begyndt at gå ind i vores hjem og tage, hvad de havde lyst til.”

”Hvem, politiet?”

”Nej, helt almindelige mennesker, nogle af dem kendte vi. Nogle af dem var vores naboer. De sagde, at de ville leve af alle de jødiske rigdomme, som de havde hørt rygter om, og de … de gik bare …”

”Naboerne plyndrede jeres hjem?”

”Ja.”

Dette var det tredje af tre af Borders renskrevne interviews med kriseramte DP’er, som Adam havde udvalgt tilfældigt. Alle de interviewede havde indtil videre været jøder. Hvor var de andre nationaliteter? Hvor var polakkerne, tyskerne, russerne, slovakkerne, slovenerne, italienerne, franskmændene, belgierne, grækerne, ukrainerne, kroaterne og hviderusserne? Indholdet i den kasse, han havde tabt på gulvet, gav måske et skævt billede? Hvad havde Border helt præcist haft med tilbage fra Europa i sommeren 1946? Adam lukkede det chartek, han havde læst i, men lagde det ikke på plads. Han beholdt det fremme og lagde det i skødet oven på de to første udskrifter, han havde læst. Han gættede på, at der måtte være halvtreds eller tres interviews i kassen, måske flere. Måske var det den jødiske bunke, tænkte han. Måske var de alle for mange år siden blev lagt i kassen i forhold til etnicitet, og Adam havde ved et tilfælde fået fat i interviewene med de jødiske DP’er. Måske var det Borders hænder, der sidst havde rørt ved disse tekster. Adam fiskede endnu et løst indbundet chartek frem, denne gang fra bunden af kassen, i modsætning til de første tre, der havde ligget øverst i bunken.

”Vi vidste det ikke, men da toget langt om længe standsede, og de lukkede dørene op, var vi i Auschwitz.”

”Hvor nøjagtigt ligger Auschwitz?”

”I Polen, i Øvre Schlesien.”

”Øvre Schlesien. Og det var der, De fik nummeret på Deres arm?”

”Ja.”

”Fortæl mig nu, hvad Auschwitz præcis var for noget. Hvad skete der i denne lejr i Øvre Schlesien?”

Adam forsøgte at se denne amerikaner for sig, denne mand fra Chicago, Henry Border, der sad i en DP-lejr og lyttede til disse historier i det snavsede og blodige søle, som Europa var i sommeren 1946. Papirerne i Adams hænder i Galvins svagtoplyste kælder på IIT fastholdt den tid, Border havde indfanget, indtil farvebåndet på hans skrivemaskine løb tør for blæk. Border var rejst til Europa for at registrere og måle de lingvistiske konsekvenser af smerte og sorg, og det var smerte og sorg, der som sveddråber trillede ned ad Adams kinder for hvert adjektiv, for hvert verbum og al stilheden derimellem, som Border også havde fået med. Hvor meget havde Border vidst om Auschwitz, før han tog af sted? Her mellem Adam Zigneliks hænder kunne man se en amerikansk professor i psykologi, der hørte om lejren for første gang fra en, der havde været der i mange måneder. Hvor mange mennesker havde vidst besked om Auschwitz dengang i 1946? Hvor mange havde vidst, hvad der gik for sig, og omfanget af det?

”På det tidspunkt var jeg i Grimma i nærheden af Leipzig. Jeg havde gået femogtyve kilometer for at nå frem til amerikanerne. Tyskerne havde sprængt broen over Rhinen i luften, men amerikanerne havde lagt stiger ud, så det stadig var muligt at komme over broen. Det var der, jeg så min første amerikanske soldat, og jeg gik hen til ham, og jeg tiltalte ham på engelsk. Jeg havde lært at tale engelsk før krigen. Ligesom alle andre på den tid ville jeg over i den amerikanske zone.”

”Hvad sagde De til den amerikanske soldat?”

”Jeg spurgte ham, om jeg kunne komme over i den amerikanske zone.”

”Og hvad svarede soldaten?”

”Først spurgte han, om jeg tilhørte en militær enhed fra et andet land.”

”Det gjorde De ikke.”

”Nej, det gjorde jeg ikke, så jeg svarede nej. Derefter sagde han, at jeg ikke var krigsfange, og at han kun havde ordrer vedrørende krigsfanger. Krigsfanger måtte komme igennem, men han havde ikke ordrer, der lød på at slippe andre igennem. Så jeg forsøgte at forklare min situation.”

”Hvad var Deres situation?”

”Jeg havde ingen legitimation, ingen mad, ingen penge, og jeg var kommet slemt til skade med mit ene ben. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Han virkede medfølende, da jeg fortalte ham det, og han spurgte igen, om jeg havde været med i en af De Allieredes eller Aksemagternes hære. Jeg havde været i Drancy og Auschwitz og til sidst i Ravensbrück, men jeg havde aldrig været i nogen hær. Så spurgte den amerikanske soldat mig, hvad jeg så var.”

”Og hvad svarede De?”

”Jeg forklarede, at jeg var … jeg sagde, at jeg var … politisk fange.”

”Politisk fange?”

”Ja.”

”Men han sagde, at han beklagede. Desværre havde han ingen ordrer vedrørende politiske fanger. Han kunne forsøge at skaffe en ordre, men ville tidligst kunne få svar næste dag.”

Den kvinde, Border talte med, var en holocaust-overlevende, endnu før dette ord eksisterede på noget sprog i verden. Der havde aldrig før – ikke på noget sprog nogensinde – eksisteret et ord, der beskrev, hvad denne kvinde var, og hvad hun havde oplevet. Ingen havde nogensinde før haft brug for at opfinde en sådan betegnelse. Det var kun lige sket, og der var endnu ikke et ord for det, så da hun talte med den amerikanske soldat, var hun nødt til at finde på en anden forklaring. Hun havde netop overlevet holocaust, men kunne umuligt have været i besiddelse af et ord, der beskrev det. Og selv om hun havde haft et ord for det, ville den amerikanske soldat ikke have vidst, hvad det betød.

Adam stillede kassen med udskrifter tilbage, hvor den havde stået, før han fik den til at falde på gulvet, men han beholdt de få interviews, som han delvis havde læst igennem, og tog dem med, da han begav sig af sted for at finde biblioteksdekanen, Sahera Shukri. Han ville fortælle hende, hvad han mente at have fundet. I stakken af kasser på den nederste reolhylde i Galvins bibliotekskælder mente han at have fundet i hvert fald nogle få, men muligvis så mange som halvtreds eller tres af de første, tilbundsgående og udførlige interviews, der nogensinde var blevet lavet med holocaustoverlevende. Han turde ikke udtale sig om deres betydning for psykologien eller for psykologiens historie, men de gav på alle måder indtryk af at have usædvanlig stor og uerstattelig betydning for det tyvende århundredes politiske historie. IIT var kustode for, hvis ikke ejer af en samling interviews af kolossal historisk værdi. Teksterne burde lægges et sikkert sted og opbevares for eftertiden. Der burde laves kopier med yderste forsigtighed. Hvis materialet her var, hvad det gav sig ud for at være, ville akademikere fra hele verden stå i kø for at studere det.

Bibliotekaren ved skranken fortalte Adam, at Sahera Shukri ikke var på sit kontor, men forventedes tilbage inden for få minutter. Adam kunne ikke skjule sin ophidselse over sit muligvis betydningsfulde fund og fortalte i detaljer den vagthavende bibliotekar, hvad han troede, der gemte sig i bibliotekets kælder. Dette var, sagde han, et ’én gang i karrieren’-fund. Bibliotekaren spurgte, om han ville vente på ms. Shukri her eller nede i kælderen, men Adam forklarede, at næste punkt på ønskelisten var at finde Henry Borders bog. Dette viste sig ikke at være vanskeligt. Biblioteket havde bogen, et enkelt eksemplar af den, og heldigvis stod den, hvor den skulle stå, ulæst og måske uberørt af menneskehånd i et halvt århundrede. Det var en førsteudgave. Måske var den kun udkommet i en enkelt udgave, tænkte Adam. Bogen, der var udkommet i 1949, lå nu i Adam Zigneliks hænder, og for første gang så han titlen på den: Jeg interviewede ikke de døde.

Lamont Williams’ mormor sad og spiste aftensmad over for sit barnebarn ved køkkenbordet i hendes lejlighed i Co-op City. Han havde fået den sædvanlige portion ostegratineret makaroni, men hun havde kun givet sig selv en ganske lille portion. Da han spurgte, om hun havde det dårligt, svarede hun nej, men han så ikke ud til at tro på hende. Han havde vidst, at hun havde haft et ærinde om eftermiddagen, og også vidst, at hun havde været på Manhattan. Det, han ikke havde vidst, var, at hans kusine Michelle havde taget hende med til frokost på en steakrestaurant i nærheden af Union Square, et sted af særlig betydning for familien.

Han gik over til sin mormor og lagde hånden på hendes pande, fordi hendes påstand om at have det ganske udmærket ikke lød overbevisende. Hun vejede for og imod, om hun skulle fortælle ham sandheden og sige, at hun stadig var mæt efter at have spist en steak sammen med Michelle. Hvis hun gjorde det, tænkte hun, ville det forklare grunden til, at hun ikke var sulten, og dæmpe hans bekymring for hendes helbred, men det ville samtidig bringe andre spørgsmål og minder op til overfladen, der formentlig ville gøre hendes barnebarn ked af det, også selv om han sikkert ikke ville lade sig mærke med det, og derfor ville hun gerne prøve at komme igennem dagen uden at afsløre den sande grund til sin tur til byen.

Det ville gøre ham trist at tænke på, at Michelle tilsyneladende havde vendt ham ryggen, da han for mange år siden kom i fængsel, og at blive mindet om, at han ikke længere kendte hendes familie, samt at hun ikke var interesseret i, hvordan det gik ham efter hans løsladelse. Han ville komme til at tænke på dengang, de alle havde spist på den steakrestaurant, og hvor ikke kun Michelles, men også Lamonts fremtid havde virket så lovende. Hans mormor havde ret, men en ærlig forklaring på hendes manglende appetit ville også have bragt andre minder op til overfladen i hendes barnebarns hoved. Han ville være kommet i tanke om sin aften med Chantal, moderen til hans datter, den aften de havde spist på restauranten. Han ville have husket sine følelser både i restauranten og senere, da de gik rundt på den travle Union Square. Alt havde været perfekt den aften, i hvert fald tæt på perfekt, mere end det nogensinde før havde været. Intet måtte gå galt den aften, hvis det stod til ham. Han kunne ikke kontrollere trafikken, vejret eller larmen på gaden, men han ville have givet hende alt, hvad hun pegede på, være den perfekte gentleman, og han ville hænge ved hendes læber. Han ville have husket, at larmen var så voldsom, at han havde været nødt til at bøje sig over mod hende for at sikre, at ikke et eneste af hendes ord gik tabt. Og han ville have husket, at når han sagde noget til hende, havde hun ikke en eneste gang bøjet sig over mod ham.

Hans mormor sad der og tænkte. Skulle hun fortælle ham om sin frokost med Michelle på restauranten eller i en fart finde på en historie? Hun var nødt til at tænke hurtigt. Han virkede bekymret for hendes helbred. Og så, som havde djævelen stukket hende med en høtyv, rettede hun sig brat op i stolen i samme øjeblik, hans hånd lagde sig på hendes pande, og ude af stand til at styre sig selv udbrød hun: ”For fanden da også!”

Lamont fór sammen. Der blev stille mellem dem under lysstofrøret i køkkenet i Bronx. Han havde aldrig før, ikke en eneste gang, hørt sin mormor bande. Han troede, det måske var på grund af noget, han havde gjort, og blev straks som en lille dreng igen, der forsøgte at være sin mormor tilpas, det eneste menneske på denne jord, der elskede ham ubetinget, uforbeholdent, det eneste menneske, der altid havde støttet ham. Hvad havde han gjort, siden hun var blevet så vred, at hun bandede ad ham? Hun så bedrøvet op på ham. Hun skammede sig. Nu var hun nødt til at fortælle ham om frokosten. Hun havde ikke bandet ad sit barnebarn, men ad sig selv, og nu blev hun nødt til at forklare hvorfor. Da hun sad og tænkte på sin frokost tidligere på dagen, var hun kommet i tanke om, at Michelle sødt havde givet hende en gave, en smuk paraply med koksgråt hundetandsmønster og et bånd foroven med skotskterriere med røde sløjfer om halsen, og pludselig var det gået op for hende, at hun havde glemt paraplyen på restauranten.

Der var et fotografi af forfatteren til Jeg interviewede ikke de døde, dr. Henry Border, på bogens forflap. Han havde den slags runde briller på, man tidligere havde associeret med Vladimir Lenin og meget senere med John Lennon, og så ud til at være sidst i halvtredserne. Han havde et omhyggeligt trimmet hageskæg og et lige så omhyggeligt trimmet overskæg, og på billedet var han iført mørk jakke, hvid skjorte og slips, alt sammen meget nydeligt. Billedet viste en ældre, konservativt klædt europæisk gentleman. Måske havde Border alligevel studeret under Wundt i Europa? tænkte Adam. Det ville ikke have været umuligt for manden på billedet, i hvert fald ikke hans alder taget i betragtning.

Ud fra det korte forord og den endnu kortere takkeliste begyndte et billede af Border og den opgave, han havde givet sig selv, at træde tydeligere frem. På trods af de mange forgæves fondsstøtteansøgninger så Adam, at Border havde fået en del hjælp. Han takkede et antal mennesker på IIT: rektor, vicerektor, dekanen for humaniora, formanden for bestyrelsen for det, der dengang var Institut for Psykologi og Filosofi, samt en eller anden fra Polyteknisk Institut. Han takkede et antal mennesker, for det meste unavngivne, fra forskellige frivillige og velgørende organisationer i Europa: The World Organization for Rehabilitation and Training, Œuvre de secours aux enfants, American Jewish Joint Distribution Committee, der havde hjulpet ham med at få kontakt med folk i de DP-lejre, han havde besøgt, samt folk i UNRRA, The United Nations Relief and Rehabilitation Administration. Han takkede The National Institute of Health, The Chicago Psychological Museum, hvilket måtte være som at takke sig selv, eftersom han var kurator for museet, samt en fra The Chicago Tribune, en fra University of Illinois Press, der havde udgivet bogen, og han sluttede af med at takke alle DP’erne. Så vidt Adam kunne se, takkede Border kun et enkelt familiemedlem, sin datter Elise.

I forordet beskrev Border, hvorledes han havde lavet interviewene, og hvordan han var kommet på ideen. Øverstkommanderende for De Allierede Styrker i Europa, general Dwight D. Eisenhower, havde et par dage før den tyske kapitulation opfordret amerikanske aviser til at komme over og se de befriede fanger fra de nazistiske kz-lejre. Border skrev, at skønt avisreportere havde fulgt Eisenhowers opfordring, og der var blevet skudt masser af reportagefilm med stærkt afmagrede overlevende fra lejrene, så havde ingen lavet tilbundsgående interviews med disse mennesker og gemt dem for eftertiden. Samtidig med, at denne undladelsessynd var gået op for Border, havde han ved et lykketræf hørt om et nyt optageapparat, opfundet af en vis Marvin Cadden fra The Armour Research Foundation (der senere blev en del af IIT). Det optageapparat, Marvin Cadden havde opfundet, var en trådoptager, et elektronisk apparat, hvor lyden blev optaget som elektroniske svingninger på en bevægelig metaltråd. Border havde opsøgt Cadden og etableret et fagligt samarbejde. Han sikrede sig en af Caddens trådoptagere og 200 spoler med metaltråd foruden et antal transformere og transporterede det hele over Atlanterhavet til Europa og forskellige DP-lejre.

Bistået af repræsentanter fra diverse flygtningeorganisationer i allieret regi bad han derefter om tilladelse til at sætte sig sammen med en flok DP’er i en spisesal, og efter måltidet satte han så Caddens trådoptager på bordet, demonstrerede, hvordan den virkede, og spurgte, om nogen af de tilstedeværende DP’er kunne have lyst til at synge en folkesang fra deres hjemstavn eller en vuggevise fra deres barndom ned i mikrofonen. Han optog derefter en eller flere sange fra nogle af de forsamlede DP’ers fortid og afspillede dem for gruppen. Selvfølgelig havde de været forbløffet over at høre en stemme, de netop havde hørt synge, blive afspillet af boksen. De havde aldrig set noget lignende. På dette tidspunkt ville Border have fanget alles opmærksomhed, hvorefter han var gået videre til at forklare, at han var kommet for at indsamle oplysninger om koncentrationslejrfangernes oplevelser under krigen og senere ville udbrede kendskabet til disse i Amerika, så amerikanerne bedre kunne forstå, hvad der var sket. Han kom ikke ind på sin forskning i den relative brug af adjektiver og verber. Faktisk kom han slet ikke ind på emnet psykologi.

En gang imellem havde folk fra en bestemt nødhjælpsorganisation anbefalet en vis person, fordi rygtet om personens historie var løbet lejren rundt, og nødhjælpsarbejderne anså den for at være exceptionel. Men Border var ikke ude efter exceptionelle historier. Han ville have og bad om at få, hvad han benævnte som ’den almindelige historie’. Han fandt dog hurtigt ud af, der ikke fandtes en almindelig historie. Alene det, at en person havde overlevet og kunne fortælle sin historie, var, per definition, exceptionelt. Det var undtagelsen at have overlevet.

Border forklarede, at han indledte alle interviews på samme måde. Han førte personen ud af messeteltet, eller hvor de nu havde siddet sammen med andre. På trods af hvad der måtte have været et meget nyt og overfladisk kendskab til omgivelserne, ledte han efter et afsondret sted, hvor man kunne tale sammen så privat, som omstændighederne tillod. Adam Zignelik forsøgte at se disse omstændigheder for sig; en larmende, interimistisk lejr, hvor vejret fulgte med indenfor, uanset hvor man søgte ly, og snavset syntes at vokse ud af alle kroppens porer, hvor folk fra forskellige lande og på alle alderstrin udsendte en sand kakofoni af lyde, der måtte have været som et veritabelt angreb på ens hørelse; en lejr, hvis beboere kun havde én ting tilfælles: at de var blevet knækket af deres gennemlevede erfaring med, hvad et menneske kunne finde på at gøre mod et medmenneske, og mere knækket af deres uønskede og ekstremt skærpede indsigt i livets yderligheder end måske nogen andre levende væsener på jorden. Drevet sammen i en lejr, denne gang under opsyn af deres befriere, ventede de på en fremtid, der var næsten lige så ubegribelig, som deres netop overståede fortid. Pustede man for hurtigt ud, risikerede man at vælte dem omkuld, og sammen med dem ville deres minder forsvinde ud over det Europa, hvor deres familiemedlemmer nu lå og gødede jorden.

Border, den konservativt klædte psykolog fra Midtvesten, bad tålmodigt personen om at sætte sig ved et bord med en mikrofon foran sig. Når vedkommende havde sat sig, satte Border sig bag ham eller hende, således at personen ikke kunne se ham uden at vende sig om og således ikke kunne påvirkes af noget, Border sagde eller gjorde. De, der skulle interviewes, fik ikke lov til at tjekke noter eller andet, der kunne hjælpe hukommelsen på gled, og det var ikke tilladt andre mennesker at være til stede. Border startede så trådoptageren og indledte interviewet med følgende ord: ”Vi, i De Forenede Stater, ved i virkeligheden meget lidt om dagligdagen for de mennesker, der blev tvunget til at bo i koncentrationslejre under krigen. Med Deres hjælp og andre deporterede menneskers hjælp er det mit håb, at vi kan ændre på den situation. Tak, fordi De er gået med til at fortælle Deres historie. Jeg vil bede Dem begynde med Deres navn, alder, hvor De befandt Dem, da krigen brød ud, og derefter fortsætte med at fortælle, hvad der siden hændte Dem.” Dette var ifølge forordet i Borders bog nøjagtig de ord, han indledte alle interviews med.

Da Border var kommet tilbage til Chicago, skrev han i forordet til Jeg interviewede ikke de døde, at formålet med ekspeditionen til Europa ikke havde været at få en omfattende viden om alle de deporterede mennesker der, men at indsamle data om udvalgte personer til gavn for fremtidens psykologer og antropologer. Han beskrev en analysemetode, han havde udviklet for at kunne fortolke DP’ernes oplevelser, og som han kaldte for et ’traumeindeks’. I forordet oplistede han tolv kategorier for traumatisk oplevelse, men fortalte omhyggeligt læseren, at denne liste var stærkt beskåret. Han nævnte ikke, hvorfor den var beskåret, og overlod det til læseren at gruble over grunden til det, og hvad de andre kategorier kunne tænkes at have været.

Border gik derefter over til en forholdsvis detaljeret beretning om de almindeligt forekommende ting, DP’erne havde været udsat for i lejrene. Mens Adam læste, stod to ting klart for ham. Border havde været tvunget, enten af udgiveren eller på grund af tidsnød/pladsmangel, til at beskære listen i det traumatiske indeks, men brugte ikke desto mindre resten af pladsen i forordet til at berette om dagligt forekommende rædsler i lejrene, selv om formålet med udgivelsen angiveligt havde været at forsyne fremtidige psykologer og antropologer med data til deres studier. Derudover lagde Adam mærke til, at disse DP’er, dem i bogen og dem, hvis beretninger Adam havde læst i de løstindbundne chartekker, alle havde været jøder. De var alle, hvad man senere kom til at kende under betegnelsen ’holocaust-overlevende’. Faktisk var den komprimerede, men stadig relativt detaljerede og kronologiske beretning om kzlejrfangerne måske det første forsøg på at nedskrive historien om holocaust på basis af primærkilder på et tidspunkt, hvor folkemord endnu var et ukendt begreb; ja, faktisk blevet ordet opfundet til lejligheden. Hvordan kunne det gå til, tænkte Adam, at en vis Henry Border, professor i psykologi på IIT, sidst på sommeren i 1946 og med udgangspunkt i detaljerede interviews, havde lavet den første beretning om dem, der havde overlevet Hitlers systematiske forsøg på at slå hver eneste europæiske jøde ihjel?

Noget tydede på, at Adam ville finde hvis ikke ligefrem svaret, så begyndelsen til et svar i selve forordet. I Borders beskrivelse af de forskellige faser i den nazistiske folkemordsproces fortalte han, hvorledes alle de lokale jøders ejendele blev konfiskeret, en gang imellem direkte stjålet, mens de så på, især af nazister, men også af den lokale, ikke-jødiske befolkning. Det var ikke så meget denne konkrete oplysning i Borders forord, som Adam var bekendt med, der sprang ham i øjnene, men det sprog, Border havde valgt at anvende, da han skrev om det. Var Borders ordvalg lige så afslørende for Adam, som ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’ var beregnet på at være for psykologer?

Border havde skrevet: ’Fra 1933 og frem eksisterede en race, der frarøvede den korsfæstede hans klæder.’ Adam læste sætningen igen og igen, frarøvede den korsfæstede hans klæder. Sådan ville en kristen have udtrykt sig, og ikke en tilfældig kristen, ikke en, der tilfældigvis var kristen, men en, der var forholdsvis velbevandret i Bibelens tekst. Måske var det grunden til, at Border imod alle odds havde overvundet alle vanskeligheder og var rejst til Europa for at indsamle viden om disse menneskers skæbne. Adam spekulerede på, om psykologen, en videnskabens mand, mon kunne have haft et religiøst motiv til at bevare disse menneskers historier for eftertiden. Der var intet til hinder for, at en af Wundts disciple også kunne have været Kristi discipel.

Den digitale æra gjorde det så meget nemmere at tjekke fødsels-, døds- og ægteskabsregistre foruden velgørenhedsregistre for at se, om Border eller hans familie havde været tilknyttet, måske kun af navn, en lokal kirke. Blandt de af Borders papirer, som Adam havde haft mellem hænderne, havde han bidt mærke i en kvittering for en donation, Border havde givet en kirke. Adam havde læst den og derefter lagt den tilbage i bunken, men måske ville den kunne afsløre, hvilket trossamfund Border havde tilhørt. Kirken lå sandsynligvis i nærheden af Borders hjem. Hvor lang tid ville det tage at finde ud af, hvor psykologen havde boet? Selv om Border ikke selv havde været praktiserende kristen, kunne han have giftet sig med en, der var det, og måske havde hans kone påvirket ham. Men det eneste familiemedlem, der blev takket i bogens forord, var hans datter.

Adam regnede det derfor for mere sandsynligt, at Border selv havde været gudfrygtig, og hvis ikke ham, så hans forældre, og uanset hvad han havde troet på og praktiseret som voksen, så strømmede bibelske vendinger ud af ham på tidspunkter, hvor han havde været i et følelsesmæssig kaos af en slags, som alle andre mennesker også ville have oplevet ved at høre disse gruopvækkende beretninger, især ved at høre dem ubesmykket og ufiltreret direkte af de mennesker, der for kort tid siden havde gennemlevet dem. Border ville ikke have været den første sekulære humanist, den første videnskabsmand, der søgte hjælp i troen, når alt andet var slået fejl. Efter at have taget et overblik over verden midt i 1940’erne havde Border med stor sandsynlighed konkluderet, at alt andet virkelig var slået fejl.

Hvem var denne psykolog fra midten af århundredet og bosat i Chicago, der som en ikke længere ung mand kastede alt i sit liv til side og rejste til Europa med henblik på – og at dømme efter de mange forgæves fondsstøtteansøgninger stort set for egne midler – at optage traumatiserede jøders historie på bånd, når resten af verden kun ønskede at se fremad? Adam blev mere og mere nysgerrig. Han havde behov for at grave dybere. Mødet med Eileen Miller, dekanen for Psykologisk Institut, nærmede sig. Måske vidste hun noget om Borders baggrund.

På vej til mødet stødte han ind i Sahera Shukri, biblioteksdekanen.

”En af mine yngre kolleger fortalte mig, temmelig ophidset, at du tror, du har fundet noget helt exceptionelt i dr. Borders papirer. Det her er et bibliotek, Adam. Vi gør os umage med at holde ophidselse uden for murene,” spøgte hun. Hendes smil falmede dog en smule, da Adam forsikrede hende om, at hendes kollega ikke havde smurt for tykt på. Adam fortalte, hvad han mente at have fundet, og tog hende med ned i kælderen for at vise hende udskrifterne. Der i den dunkle belysning begyndte hun at læse dem. Han så hende læse, vende side efter side, var tavs i mange minutter, så hun kunne læse i fred, og så opdagede han, at hun græd lydløst. Han ville ikke gøre hende forlegen og sagde derfor ingenting, før hun så op og uden at forsøge at skjule sin bevægelse over det, hun havde læst, tørrede tårerne væk med bagsiden af hånden. Det havde på grund af den dunkle belysning været nemt at skjule sine tårer, men hun end ikke forsøgte at gøre det. Adam var klar over, at hun helt præcist forstod, hvad de havde mellem hænderne.

”Har du fortalt Eileen Miller om dem?” spurgte hun.

”Nej, hun var bortrejst i går, og her til morgen har hun haft undervisning. Men jeg har et møde med hende om et øjeblik. Faktisk burde jeg vist ringe til hende nu,” sagde Adam og tog sin mobiltelefon frem.

”Der er en elendig forbindelse hernede. Kom med op på mit kontor, så kan vi forsøge at få fat i Eileen derfra. Det her er forbløffende materiale. Det bør sikres ordentligt. Tænk, at det bare har ligget hernede, uden at nogen har … Du tror altså ikke, at nogen ved noget om det? At det alt sammen er upubliceret?”

”Så vidt jeg kan se, er otte publiceret og resten upubliceret.”

”Og de otte, hvor er de blevet publiceret?”

”I Borders bog.” Adam holdt Borders Jeg interviewede ikke de døde op foran sig, mens de gik hen ad gangen. ”Og så vidt jeg kan se, blev bogen stort set ignoreret.”

”Hvorfor kun publicere otte af historierne?”

”Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tør godt gætte.”

”Og?”

”Jeg gætter på, at forlaget har kigget nøje på tidens strømninger og regnet på de kommercielle muligheder.”

”Tidens strømninger … siger du dermed, at folk ikke var interesseret?”

”Ikke rigtigt. Det var lige efter krigen. Nogle få kendte til en del af historien, men de fleste ønskede kun at se fremad. Kun de færreste havde lyst til at høre om disse rædsler, og bogen må have været en økonomisk satsning for forlaget. Jeg tør vædde på, at de ikke betalte noget forfatterhonorar, og at det alligevel var en underskudsforretning. Jeg tror, at otte historier efter deres mening måtte række. Jeg ved det dog ikke. Jeg tænker bare højt.”

De nåede op på hendes kontor, og hun bad ham vente, mens hun gik hen til sit overfyldte, men ryddelige skrivebord og ringede til Eileen Miller.

”Eileen, hej, det er Sahera. Jeg har Adam Zignelik her hos mig … Historikeren fra Columbia.”

”Men det var ikke Deres pistol, mr. Lamont. De sagde, at det ikke var Deres. De ejede ikke en pistol,” sagde mr. Mandelbrot indigneret fra sin seng på Memorial Sloan-Kettering Cancer Centers niende etage.

”Det ved jeg godt,” sagde Lamont lavmælt.

”Han var ikke engang en af Deres venner, den unge mand med pistolen,” tilføjede mr. Mandelbrot.

”Det ved jeg også. Men det var de vist ligeglade med.”

”Hvem de?”

”Juryen … og dommeren.”

”Og det er grunden til, at De kom i fængsel?”

”Jeps.”

”Fordi juryen og dommeren ikke troede på, at De intet havde med pistolen at gøre?”

”Jeps.” Mr. Mandelbrot rystede langsomt på hovedet. ”Ja, jeg tror faktisk ikke engang, at min egen advokat troede mig,” fortsatte Lamont. ”Beskikket forsvarer. Travl mand, overbebyrdet. Havde ikke tid til at tro på mig.”

”Så ingen troede på Dem. Hvorfor var der ingen, der troede på Dem, mr. Lamont?”

”Jeg havde ikke råd til at betale nogen, en advokat, for at tro på min historie. To unge sorte mænd gjorde det, og de tilstod, at de havde gjort det. Det var en tilståelsessag. Og det kræver en masse penge at sætte farten ned på ting og sager længe nok til, at folk får tid til at se med andre øjne på den tredje fyr. Jeg var den tredje fyr og havde ikke penge nok.”

”Jeg forstår. Så De blev sendt i fængsel, og det var der, De mistede Deres datter.”

”Jah.”

”Og nu leder De efter hende?”

”Et skridt ad gangen.”

”Hvor gammel er Deres datter?”

”Otte år.”

”Og Deres kone –”

”Chantal. Vi blev aldrig gift.”

”Javel. Hun ville ikke lade Dem have kontakt med Deres datter?”

”Nej.”

”Fordi De sad i fængsel?”

”Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke set hende siden og har ikke kunnet spørge. Så …”

”Og De bor nu hos Deres mormor?”

”Ja, i Bronx.”

”Der, hvor De voksede op?”

”Ja.”

Mr. Mandelbrot studerede nøje sin samtalepartner. ”Kan De godt lide Deres mormor?”

”Jeg elsker min mormor.”

”Og hun elsker Dem?”

”Helt sikkert.”

”De passer godt på hende?”

”Selvfølgelig.”

”Selvfølgelig gør De det, De passer godt på mig. Og mig kender De jo ikke engang.”

”Jo, nu gør jeg. Nu kender jeg Dem godt.”

”Ja … De kender mig … og jeg kender Dem. Jeg ved, at det alt sammen vil ende godt for Dem, mr. Lamont. De er ikke længere i fængsel, De er en fri mand og kan begynde at lede efter Deres datter, og De har fået arbejde.”

”Ja, og de siger, at de vil give mig nye opgaver, så jeg kan lære en hel masse …”

”Nye, De mener i stedet for –”

”Nej, nej, ikke i stedet for noget andet. Oven i. På den måde bliver det nemmere for mig at beholde jobbet. Jo mere jeg ved om, hvad der sker her …”

Mr. Mandelbrot drejede hovedet om mod vinduet.

”Ja, sandt nok. Nye opgaver. En gang imellem kan … nye opgaver redde ens liv.”

Adam hørte på, mens Sahera Shukri, biblioteksdekanen på IIT, i telefonen fortalte Eileen Miller, dekan for Psykologisk Fakultet, hvor vigtige Henry Borders interviews var, og hvor stærkt det havde påvirket hende at læse dem. Der var meget, der nu skulle gøres, men han vidste endnu ikke helt hvad. Hvad skulle han stille op med materialet? Burde han som minimum læse det hele igennem selv, eller skulle han kontakte specialister i holocaust på Columbia eller et andet sted, fortælle dem om det og overlade resten til dem? Han vidste det ikke, men ikke desto mindre havde en ro sænket sig, en ro, der kommer, når man har udrettet noget eller fået en form for oprejsning. Hvis man havde spurgt ham, hvad det lige var, han havde udrettet, ville han være blevet svar skyldig og kun kunnet fortælle om materialets historiske betydning, og at det måske også kunne være interessant for psykologien. Ville andre kunne have fundet teksterne og gættet sig til værdien af dem? Ja, men ingen havde gjort det. Adam havde reddet disse interviews fra en gradvis nedbrydning og efterfølgende destruktion. Ved at gøre det havde han bevaret de overlevendes historier og forøget mængden af kildemateriale om det, der helt konkret var sket. Dette var, som han ofte havde sagt til sine studerende, ikke noget at kimse ad.

”Du må ikke give det til en anden,” hørte Adam Diana sige. ”Er du gået fuldstændig fra forstanden … igen?”

”Det er ikke mit område, og hvor lang tid vil det i øvrigt tage at læse halvtreds eller flere interviews igennem i håb om at finde en reference til sorte soldaterenheder, der deltog i befrielsen af Dachau? Hør nu, jeg gør mine kurser færdig, og resten af tiden burde jeg bruge på at lede efter et nyt job.”

”Du burde lede efter en hustru. Det her er dit nye job: Henry Border og hans båndudskrifter.”

”Det ved jeg ikke, jeg spørger ham lige,” hørte Adam Sahera sige i telefonen. ”Eileen spørger, hvem der oversatte interviewene til engelsk.”

”Så langt er jeg ikke kommet. Egentlig forestillede jeg mig, at det var Border selv, men det er selvfølgelig næppe sandsynligt. For det første ved jeg ikke, om han talte andet end engelsk, og for det andet må de overlevende have talt mange forskellige sprog. Border kan umuligt have talt dem alle.” Adam begyndte at bladre bogen igennem.

”Nej, han kigger i bogen nu … Okay. Fint. Vi ses,” sagde Sahera Shukri og lagde røret på. ”Eileen er på vej over for at hente dig.”

Adam sad igen og læste Borders forord. Det gik op for ham, at Borders stilfærdige sprog dækkede over, at det højst sandsynligt, om end temmelig forbløffende, var Border selv, der havde stået for oversættelsen. Ingen oversætter blev takket hverken i for- eller efterord eller så meget som nævnt, og det var Border alene, der havde copyright til bogen. Den var ikke delt med en oversætter. Border havde skrevet: ’En oversættelsesteknik blev udviklet, som hjalp mig med optagelsen af adjektiver og verber.’ ’Blev udviklet’ var en passiv måde at udtrykke sig på, ofte anvendt af forskere for at antyde objektivitet og bortlede læserens opmærksomhed. Imidlertid tydede alt på, at det var Border selv, der havde oversat interviewene. Kunne han virkelig have talt så mange sprog flydende? Adam bladrede igennem de otte oversatte interviews i Borders bog. Efter hvert interview stod der i kursiv, hvilket sprog den interviewede havde talt. Det første interview var oversat fra tysk, det næste fra polsk, så tysk, så fransk, så russisk, polsk igen, så tysk. Det sidste interview sluttede med ordene: Oversat fra jiddisch. ”Jiddisch,” mumlede Adam overrasket. Det var umuligt. Border kunne da vel ikke have talt jiddisch? Enten havde den interviewede talt andet end jiddisch, og det var fejlagtigt blevet angivet som jiddisch i bogen, eller også måtte en anden end Border have oversat interviewet. Havde Border haft hjælp, som han ikke ønskede at kreditere? Havde han haft nogen med i Europa, som han ikke nævnte noget sted i bogen, en, der talte jiddisch? Kun jøder talte jiddisch.

Og den tanke fik en tredje mulighed til at vise sig for Adam Zignelik. Måske var Border selv jøde? Men hvad så med hentydningen til kristendommen i hans forord: frarøvede den korsfæstede hans klæder? Hvad med donationen til kirken? Hvilken kirke? Adam ville undersøge sagen. Pludselig begyndte en masse brikker dog at falde på plads. Border havde ved bogens udgivelse i 1949 været omkring de tres, men havde fået sin ph.d. fra Northwestern University, da han var i fyrreårsalderen. Hvor mange jøder dimitterede fra Northwestern i 1930’erne? Var han konverteret for at rydde forhindringer af vejen før en ph.d. fra Northwestern? Han påstod at have læst under Wundt, men Wundt døde i 1920. Da Adam lidt senere blev hentet af Eileen Miller, dekan for Psykologisk Fakultet, var han kommet frem til, at Border måtte have været jøde, europæisk jøde, uanset hvad han havde fortalt omverdenen om sin etnicitet.

”Jeg kender ham som psykolog, et af de tidligste medlemmer af fakultetet her, den mand, der grundlagde Chicago Psychological Museum,” sagde Eileen Miller. ”Jeg ved ikke, om De er faldet over dem endnu, men han fortalte i nogle researchdokumenter om brugen af forskellige anordninger, der var konstrueret til at fastslå folks synsstyrke i en dobbelt konfrontationstest.”

”Hvad slags anordning?”

”Et diftometer. Det var denne grundforskning, der lagde fundamentet for en forståelse af de to hjernehalvdele, hvor forskellig information, som hjernen modtager fra hvert øje, koordineres og opfattes som et enkelt billede.”

”Han var med andre ord en stor psykolog?”

”Ja, det ville jeg mene. Hør, mange af de værktøjer, han indsamlede til det psykologiske museum i Chicago, befinder sig nu i Akron.”

”Akron, Ohio?”

”Ja.”

”Hvorfor der?”

”Chicago Psychological Museum lukkede, da han blev pensioneret, og alle måleapparater og andet, som han havde samlet sammen, blev kørt til Akron, hvor The American Psychological Association opbevarer sin samling af historisk psykologiapparatur. Border var fremsynet nok til at indsamle og bevare disse ting for eftertiden. Han var den eneste, der gjorde det.”

”Blev han tilstrækkeligt krediteret for det?”

”Ikke efter min mening. Hvis De læste hans videnskabelige publikationer, hvis en psykolog læste hans videnskabelige publikationer, og jeg må indrømme, at der er forfærdelig meget nede i de kasser i kælderen, som jeg ikke har læst, så tror jeg, De vil komme frem til, at han ikke var tilstrækkeligt anerkendt.”

”I sin samtid?”

”Både i sin samtid og nu. Er De interesseret i hans forskning? Han burde virkelig være mere kendt, i hvert fald af psykologer.”

”Tja, det er muligt, at han var en stor psykolog, det skal jeg ikke kunne sige, men måske var han en større historiker.”

”Historiker?”

”Når man læser de oversatte interviews med DP’erne, dem, vi nu om dage ville kalde holocaust-overlevende, er man nødt til at konkludere, at han meget vel kan være grundlæggeren af oral history, af den mundtligt overleverede historie-metode. Uanset hvordan han kom på ideen – og måske snublede han bare over den under sin forskning i ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’ – så er han en af de første, der indså den faghistoriske vigtighed af at optage folks vidnesbyrd med deres egne ord. Jeg kender ikke til nogen, der har gjort det før ham, og især ikke nogen, der har optaget holocaust-overlevendes beretninger på bånd. Eller andres for den sags skyld. Han har ikke parafraseret disse mennesker. Man læser udskrifterne og får hver eneste snublen over et ord, hvert eneste ’øh’, med, om end i oversat form.”

”Og De tror, at det var ham selv, der oversatte?”

”Jeg tror det, men kan ikke sige det med sikkerhed. Ved De, om han var jøde?”

”Nej. Hvorfor?”

”Fordi jiddisch tilsyneladende var et af de mange sprog, han talte. Det er nemmere at forestille sig en mand, der talte alle disse sprog, end det er at forestille sig en ikke-jøde i Midtvesten, der midt i det tyvende århundrede talte jiddisch, især hvis vedkommende samtidig var tilknyttet en kirke.”

”Hvad mener De med ’tilknyttet en kirke’?”

”Måske lægger jeg for meget i det, men mindst én gang donerede han et beløb til en kirke. Han gemte kvitteringen. Jeg lavede et notat om det.”

”Det er ikke ensbetydende med, at han var aktiv kirkegænger eller medlem af menigheden.”

”Nej, det er det selvfølgelig ikke. Men hvorfor donere et beløb til en kirke, man ingen forbindelse har til?”

”Hvad var det for en kirke?”

Adam kastede et blik på sine noter. ”Det var … Pilgrim Baptist.”

”Åh, den ligger lige i nærheden. Men den kirke ville han ikke have haft nogen tilknytning til. Det er jeg helt sikker på.”

”Hvorfor ikke?”

”Pilgrim Baptist er de sortes kirke, en af Chicagos ældste. Den brændte ned for et år siden, men den ligger der stadig, det vil sige resterne af den. Border kan have givet en donation, en dag han tilfældigt gik forbi på vej til arbejde.”

”Ja, det kunne han selvfølgelig. Men hvis hans forbindelse til kristendommen ikke rækker længere end det, er der intet til hinder for, at han var jøde, hvilket kunne forklare, hvorfor han var så ivrig efter at komme til Europa og få de jødiske holocaust-ofres historie på bånd eller skrift. De er vel ikke tilfældigvis i besiddelse af kontaktoplysninger på endnu levende fakultetsmedlemmer, der kendte ham?”

”Nej, de må vist alle være døde nu. Men vi har en liste over hans studerende. Nogle af dem er måske stadig i live.”

”Jeg har bare brug for at tale med et enkelt menneske, der kendte ham.”

”Men denne person ved måske ikke, om han var jøde eller ej.”

”Nej, men jeg har ham mistænkt for at være europæisk jøde og vil gerne have be- eller afkræftet, om han talte med accent. På den anden side er det måske nemmere bare at tjekke hans fødselsattest.”

”Mr. Zignelik.”

”Adam.”

”Adam, hvorfor er du så interesseret i ham? Hvad er der specielt ved ham?”

”Det er muligvis ikke ham som person, der er historisk interessant, men det er hans arbejde. Hvis han var en af de første, der beskæftigede sig med oral history, har han fortjent at blive krediteret for det. Ved man noget om Marvin Cadden, den lydtekniker, han arbejdede sammen med?” spurgte Adam Zignelik.

”Ja, det gør vi – beskæmmende meget – beskæmmende i betragtning af, hvor meget vi her på Psykologisk Fakultet har ignoreret dr. Border. Ingeniørerne lavede for forholdsvis kort tid siden en udstilling om hans liv og arbejde. Den var et tilløbsstykke. Fik masser af omtale, ikke kun her på campus, men også i medierne. De er meget stolte af ham og hans bedrifter.”

”Du ved vel ikke, om der findes nogen på Polyteknisk, der kan fortælle mig om ham og måske vise mig nogle af hans apparater? Jeg ville virkelig gerne se den trådoptager, Border tog med til Europa i 1946. Tror du, der kan være nogen, der har kendt ham personligt?”

”Han døde engang i 1990’erne, så det er ikke udelukket, at en eller anden elektroingeniør derovre har mødt ham og måske tilmed kendt ham,” sagde dr. Miller.

”Døde i 1990’erne, så sent?”

”Ja, han var væsentligt yngre end Border, tyve, måske tredive år yngre. Der skal nok være en derovre, der vil kunne fortælle dig om Caddens arbejde, og måske også en smule om hans liv. Jeg vil gerne formidle kontakten, hvis du vil. Jeg ved, at du har en smule travlt, og vi vil virkelig gerne hjælpe dig med din research af Border. Spørgsmålet er, om de også ved noget om Caddens samarbejde med dr. Border. Det kunne jeg godt tvivle en smule på.”

”Ja, du har formentlig ret, men jeg vil alligevel gerne se Caddens trådoptager, den, som Border tog med til Europa. Den må have været en teknisk bedrift.”

”Enig. Jeg er sikker på, at polyteknikerne derovre vil falde over deres egne ben for at hjælpe dig. Cadden satte fakultetet på landkortet. Men vi har selv en masse materiale om Border ovre i læsesalen på Psykologi, som ingen, så vidt jeg ved, har været igennem. Jeg ved ikke hvad slags materiale. Jeg ringer lige til polyteknikerne og hører, hvornår nogen kan mødes med dig.”

”Du mener, om nogen kan mødes med mig.”

”Nej, jeg mener hvornår. De har virkelig sat os i skammekrogen. Når du taler med dem, og det kan for så vidt godt være nu, så pas på ikke at blive duperet af deres fortælling om lydteknik i det tyvende århundrede.”

”Bare rolig. Det er ikke apparaterne som sådan, der er interessante, i hvert fald ikke for mig. Det er Borders betydning for udviklingen af mundtligt overleveret historie-metode, oral history, som måske ender med at blive mit emne.”

”Måske ender med?”

”Jeg er nødt til at gennemgå hele materialet, før jeg beslutter mig for, hvad der skal gøres ved det. Måske ender det med, at jeg giver alle interviewene videre til holocaust-historikerne.”

Dr. Washington, den unge afroamerikanske onkolog på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, var ved at afslutte sin stuegang inde hos sin patient, mr. Mandelbrot, på niende etage. På intet tidspunkt afveg hun fra sin professionelle optræden. Den beskyttede hende imod sorgen over at se sine patienter udkæmpe deres ofte forgæves kamp mod kræften. Det var dog sværere at holde professionel afstand til visse patienter end til andre. Da hun forlod mr. Mandelbrots stue, sagde hun: ”Jeg må se at komme videre. Er det ikke nu, Deres familie plejer at komme på besøg?”

”Nej, jeg bad dem komme senere på dagen,” sagde han. ”På den måde undgår de den værste trafik. Men jeg har en anden aftale.”

”Ja så.”

Når sandheden skulle frem, var det ikke så meget for at hjælpe diverse familiemedlemmer med at undgå myldretidstrafikken, som for at sprede aftenbesøgene mest muligt, så han ikke lå og blev ensom. Den første, der regelmæssigt besøgte ham, kom sent om eftermiddagen uden at skulle bevæge sig ud i trafikken, eftersom han arbejdede på Sloan-Kettering og allerede var på stedet. Uvist af hvilken grund havde Lamont Williams, ansat i Driftsafdelingen, fået for vane at besøge den gamle mand efter arbejde, før han tog bussen hjem til sin mormors lejlighed i Co-op City, Bronx.

I begyndelsen havde Lamont tænkt, at hans besøg hos patienten burde være kortest mulige, fordi han ikke vidste, hvorledes hospitalsledelsen ville opfatte dem. Mr. Mandelbrot havde igen og igen forsikret ham om, at der ikke ville komme noget dårligt ud af disse i begyndelsen korte besøg, men Lamont var længe om at lade sig berolige. Konsekvenserne af en overtrædelse af hospitalets regler eller måske en uskreven kodeks kunne være arbejdsløshed og deraf følgende økonomiske problemer, et afbræk i udslusningen til et almindeligt liv med dalende selvtillid til følge samt yderligere problemer med at finde sin datter, og derfor lod han sig kun modstræbende overbevise af den gamle mands forsikringer om, at der ikke ville ske ham noget slemt, hvis hans besøg blev opdaget. Trods sin utryghed var Lamont dog blevet ved med at komme på besøg.

Eftersom det var blevet en vane at kigge forbi, var det indlysende, at det ikke kun var mr. Mandelbrot, der havde glæde af selskabet, men at også Lamont fik noget positivt ud af det, og hen ad vejen nåede Lamont frem til den erkendelse, at ingen på hospitalet ville tage anstød af besøgene, ja måske ikke engang lægge mærke til dem, så længe de fandt sted efter fyraften.

Der var dog én, der helt afgjort lagde mærke til dem, og det var patienten selv. Lamonts besøg var en næsten daglig opmuntring for ham, ikke kun fordi de var med til at udfylde en ellers betænkeligt tom dag, men også fordi han til sidst måtte slutte, at hans sælsomt regelmæssige gæst havde udbytte af dem, og denne erkendelse mangedoblede den glæde, mr. Mandelbrot selv havde af dem. Da Lamont Williams så en dag ikke dukkede op, som han plejede, tænkte mr. Mandelbrot over det, ikke bare flygtigt, men næsten fortvivlet. Der var ingen til stede, der så ham dreje hovedet og kigge på døren, hver gang nogen gik forbi ude på gangen, ingen, der så ham nervøst glatte sengetøjet, se på vækkeuret og spekulere på, hvorfor den stilfærdige, unge sorte mand ikke var kommet. Hvad kunne være gået galt?

Eileen Miller lavede en aftale for Adam med en ovre fra Polyteknisk Institut, der ikke alene havde mødt Cadden adskillige gange, men som også her og nu kunne vise ham rundt i resterne af Caddens laboratorium. Han kunne oven i købet vise Adam en trådoptager af samme type, som Border havde brugt. Cadden havde dog, ligesom alle andre entusiastiske ingeniører, konstant kannibaliseret sine tidligere opfindelser og brugt løsdele til nyere modeller, hvorfor det var tvivlsomt, at den trådoptager, Adam ville få at se, var nøjagtig den samme, som Border havde taget med til DP-lejrene i Europa i sommeren 1946.

”Men enten er det den, eller også ligner den meget,” forklarede Arturo Suarez, ingeniøren fra Polyteknisk Institut. Adam så på den.

”Må jeg tage den op?”

”Ja, bare du er forsigtig. Måske skulle du holde den over bordet, så den ikke falder så langt, hvis du taber den. Men lad være med at tabe den.” Adam holdt godt fat om den. Den var tung, tungere, end han havde troet. Han forsøgte at se for sig en næsten tres år gammel mand slæbe af sted med den, ind og ud af DP-lejre kort efter krigen.

”Faktisk tror jeg stadig, den virker,” sagde Arturo Suarez med beundring i stemmen.

”Hvordan fungerer den helt præcist?” spurgte Adam.

”Okay, lad mig fortælle dig om det helt fra bunden. Hvad siger du til at stille den fra dig imens?” spurgte Arturo Suarez. Adam satte den forsigtigt ned på bordet. Eileen Miller havde med god grund advaret ham mod den beundring, elektroingeniørerne følte for Cadden. Arturo Suarez fortsatte: ”Godt, Marvin Cadden, der boede her i Chicago, fuskede med ting og sager i sine forældres hjem, fra han var fem år gammel. Er det ikke fantastisk? Han var i begyndelsen af tyverne, da han begyndte at læse til elektroingeniør på Armour Institute of Technology, som universitetet hed, før det skiftede navn til IIT. Husk på, at han kunne have kastet sig over hvad som helst. Og jeg mener bogstaveligt hvad som helst. Så sker der imidlertid det, at en af hans fætre er operasanger eller noget i den retning. Jeg ved ikke, om han var særlig god, men i hvert fald ville han synge opera, og Marvin var tæt knyttet til sin fætter, og for at gøre en lang historie kort ville Marv give sin fætter en chance for selv at høre, hvordan han lød – som operasanger, mener jeg – en mulighed for fætteren for at høre sig selv synge. Så han kommer i tanke om noget, han havde hørt om, Poulsens opfindelse. Valdemar Poulsen? Måske har du aldrig hørt om Poulsen, men det er underordnet.

Poulsen opfandt noget, som han kaldte en telegrafon, et apparat, der kunne optage lyd ved hjælp af elektromagnetisme, en såkaldt ståltrådsoptager. Det havde man aldrig før kunnet. Marvin Cadden havde hørt om det og ville lave noget tilsvarende til sin fætter, operasangeren.

Han forsøgte sig med klaverstrenge. Det lykkedes ham at optage en række lyde ved at konvertere dem til magnetiske felter og bruge disse til at inducere elektromagnetiske svingninger i en ledende metaltråd. Ved at reversere processen kunne han derefter gengive de oprindelige lyde. Han opdagede imidlertid, at metaltråden i processen roterede om sig selv, hvorved lyden ved playback blev forvrænget. Da var det, at Marv revolutionerede lydteknologien for tid og evighed. For at undgå denne forvrængning fandt han på det elektromagnetiske indspillehoved, ikke sandt? Ved at omgive metaltråden med dette indspillehoved, men uden at de to ting berørte hinanden, lykkedes det ham at inducere svingninger, der svarede til en bestemt lyd, når de ved konstant hastighed bevægede sig gennem krydsfeltet mellem metaltråd og indspillehoved. Det var hans idé, og den virkede. Det var genialt. Fyren her var stadig kun i tyverne.

Jeg aner ikke, hvordan det gik operasangeren, men Marvin blev ansat på Armour og begyndte at udtage patenter, og fra da af kørte det bare for ham. Flåden brugte hans teknologi under krigen, når de skulle uddanne ubådskaptajner. Det var takket være Marvins arbejde, at de kunne simulere lyden af eksploderende dybvandsbomber. På den måde kunne ubådsbesætningen vænne sig til lyden, lyden af at være under angreb, og i pressede situationer reagere på rygmarven. Hæren kunne også bruge hans opfindelser. De brugte Model 50 til at skræmme fjenden med fupangreb, angreb, der kun eksisterede som lyd. Det var hans apparat, Marvs apparat, som han opfandt lige her, der drønede løs med indspillede lyde af et infanteriangreb, fuld skrue på volumenknappen, på D-dag under landsætningen. Det forvirrede fjenden og reddede mange liv. Den mand var en helt og en genial opfinder.

Og det var ikke forbi efter krigen. Efter krigen mistede han interessen for metaltråd og begyndte at koncentrere sig om bånd. Alle magnetiske bånd og magnetisk belægning, magnetisk lyd til spillefilm, flersporede båndoptagelser, højfrekvent formagnetisering, alt det, der reducerer signalstøj, ikke sandt? Alt det var Marvin. Ved sin død havde han et sted omkring 500 patenter, og de blev anvendt af selskaber som GE, 3M og Eastman Kodak. Sony tjente en formue på Marvs opfindelser, men det mærkede han ikke selv ret meget til.”

”Hvornår døde han?”

”Jeg ville sige … midt i 90’erne. Jeg tror 1995. Jeg kan godt finde ud af det, hvis det er vigtigt. Hans enke lever stadig.”

”Hvad slags mand var han?”

”Venlig, retskaffen, en født gentleman. Han var meget … hvordan skal jeg udtrykke det? … beskeden, ingen falbelader. Havde humor, smilede altid.”

”Har du mødt ham?”

”Absolut, jeg var dengang kun en anonym studerende, men alle havde hørt om ham, og hvis man ville, kunne man godt få en aftale med ham, og alle, der interesserede sig for elektroteknik, ønskede at møde ham. Han var tilgængelig. Han spillede mundharmonika, jeg mener virkelig spillede. Han var en virtuos. Spillede hver eneste uge på et par værtshuse. Han gjorde det i mange år. Folk ville have ham på turné, så god var han, både til teaterforestillinger og til blues. Sorte folk bad ham spille i deres bands. Helt ærligt! Han kunne have fået sig et levebrød ved at spille.”

”Spillede han så sammen med dem, de sorte musikere?”

”Det ved jeg ikke, men jeg gætter på nej.”

”Hvorfor ikke?”

”Dengang havde man det med ikke at mikse så meget. Har jeg hørt.”

”Ved du, om han nogensinde har nævnt noget om en psykolog ved navn, en vis Henry Border?”

Arturo Suarez rystede på hovedet. ”Nej.”

Da Adam var færdig med at beundre Marvin Caddens trådoptager, fulgte Arturo Suarez, elektroingeniøren, ham tilbage til Institut for Psykologi, der havde til huse i Biovidenskabens bygning. Alle på IIT havde været uventet hjælpsomme. Adam funderede over det og spekulerede på, om det havde med hans ansættelse på Columbia at gøre, og da han nåede frem til, at det måtte være grunden, følte han sig som en svindler. Ville disse mennesker have været lige så hjælpsomme, hvis de havde vidst, at hans karriere hang i en tynd tråd?

Adam Zignelik havde aftalt endnu et møde med Eileen Miller, men besøget på Polyteknisk Institut havde varet længere end forventet, og nu var hun gået, til undervisning eller møde, det svævede i det uvisse. Adam spekulerede på, om han måske havde trukket lige lovlig meget på deres velvilje. Måske syntes hun, at hun havde gjort rigeligt og nu var nødt til at koncentrere sig om sit eget arbejde. Hun havde dog lagt besked til en ansat om at vise Adam ned til læsesalen, hvor man opbevarede Borders materiale. Nu var han igen alene med flere kasser og sin egen stemme, der sagde, at han skulle kaste håndklædet i ringen, og som insisterede på, at han skulle holde op med at lade, som om han havde noget værdifuldt at bidrage med. Han sagde til sig selv, at han bare kunne overdrage Borders materiale til eksperterne, de historikere, der forskede i holocaust, nikke en enkelt gang, når selv samme eksperter takkede ham, pakke kontoret på Columbia sammen og begynde at lede efter et nyt job. På et eller andet tidspunkt ville nogen begynde at kigge på materialet. På et tidspunkt ville hele molevitten være digitaliseret, og det ville derefter være nemt nok at finde ud af, om der i udskrifterne stod noget om, at afroamerikanske soldater havde deltaget i befrielsen af Dachau.

Med hensyn til Border, selve manden, hvad betød det så, om han havde været jøde? Det kunne udmærket have været religion eller etnicitet, der havde motiveret denne ukendte psykolog fra Midtvesten til at blive en pioner inden for oral history, men var det ikke ligegyldigt? En af Adams indre stemmer sagde til ham, at det var fint alene at have fundet udskrifterne. En anden stemme tog til genmæle og sagde, at alle og enhver ville have kunnet finde dem, hvis de blot havde gidet. Denne stemme fortalte ham, at der var to gode grunde til, at ingen havde ledt efter dem. Den første var, at alle andre var optaget af rigtigt arbejde, og den anden var, at Border i sig selv var uinteressant. Hvad så nu? spurgte han sig selv, da han sad i læsesalen, alene, ligesom han var alene de fleste andre steder. Du har sat dig for at se på nogle ulæste og for de flestes vedkommende upublicerede artikler om mystiske aspekter inden for psykologi, der havde med traumatiserede menneskers sprogbrug at gøre, før du tager en taxa til lufthavnen, hvor du køber nogle flere peanuts, som du kan kaste rundt med i flyet på turen tilbage til en tom lejlighed, som du snart vil være nødt til at fraflytte.

”Hvorfor kan du ikke bare se på denne mands papirer uden at se dig selv se på dem?” hviskede Diana.

Det trak henne fra et depotrum ved siden af læsesalen, og Adam rejste sig for at lukke døren. Måske bliver jeg syg, mens jeg er her, tænkte Adam ved sig selv.

Der var et lillebitte vindue i rummet, der vendte ud mod en stor plæne. Adam trådte hen over en kasse, der var dækket af et lagen af en slags, for at se, om det lille vindue kunne lukkes mere til, men så så han, at det sad for højt til, at han kunne nå det, og at han måtte nøjes med at lukke døren ind til depotrummet. Bedre ville han ikke kunne gøre det. På vej tilbage gennem rummet passede han på ikke at vælte to stiger, en spand, en gulvskrubbe og en kost, men kom til gengæld til at bumpe ind i kassen. Han slog skinnebenet og bandede højt.

Når han kom tilbage til New York, ville han have et blåt mærke som minde om dette depotrum ved siden af læsesalen på Institut for Psykologi på Det Biovidenskabelige Fakultet på IIT. Lagenet, der var lagt over kassen, var dækket af et lag støv, der var lige så tykt som selve lagenet. Adam fik nysetrang. Selv om støvet ikke ville følge med hele vejen hjem til New York, følte han, at det var bedst hurtigt at komme ud af det elendige depotrum. Han var ved at lukke døren, da en tanke slog ham, og han gik ind i rummet igen.

Det var formentlig rengøringssager eller snedkerværktøj, men eftersom det var i rummet her, at man havde haft de sidste kasser med Borders papirer stående, tænkte han, at han, før han gik, i det mindste lige burde lette på det støvede lagen, som en eller anden engang havde lagt over den irriterende kasse.

Han tog fat i et hjørne af lagenet og trak langsomt i det. Da næsten en tredjedel var trukket af, fik Adam den første anelse om, hvad kassen rummede. Det var hvide plasticcylindre, tynde på midten og lidt tykkere ude i kanten. Ved første øjekast så der ud til at være over hundrede af dem i kassen.

”Gudfader i himlen!” udbrød Adam ved synet af de trådspoler, Henry Border havde fået af Marvin Cadden, og som han havde taget med til DP-lejrene i Europa i sommeren 1946 for at optage interviews med mennesker, der nu om dage blev kaldt holocaust-overlevende. Adam kiggede på spolerne. Der var helt stille omkring ham. Nede i den kasse var der mennesker, der ventede på at blive sluppet ud, mennesker, der havde gennemlevet ubegribelige rædsler, resterne af befolkningsgrupper, der var blevet gjort tavse i et massemord. Nede i kassen gemte der sig stemmer. Dette var så tæt på, som nogen var kommet dybdeinterviews med disse mennesker, mens oplevelserne stadig var friske i deres erindring. Den tyske befolkning havde ikke sat en stopper for det, de andre aksemagter og deres indbyggere havde ikke sat en stopper for det, De Allieredes regeringer, hære og befolkninger havde ikke sat en stopper for det. De europæiske jøder havde desperat forsøgt at fortælle omverdenen, hvad der skete, men stort set ingen hørte efter, før de var blevet gjort fuldkommen tavse, alle, undtagen nogle af disse netop befriede overlevende, hvis stemmer lå på trådspoler i denne kasse i depotrummet ved siden af læsesalen på Institut for Psykologi på Illinois Institute of Technology.

I begyndelsen vidste Adam ikke, hvad han skulle gøre. Han følte trang til at råbe, til at fortælle en anden om sit fund, men han vidste ikke, hvem han skulle fortælle det til, og i øvrigt skulle mistanken om, hvad det var, kassen rummede, først bekræftes. Han tog en af cylindrene op. Den var nummereret. Hvorledes kunne han få mistanken bekræftet? Han bøjede sig ind over kassen, lagde det støvede lagen på plads igen og trak hele kassen ud af depotrummet og ind på læsesalen. Han gik hen til telefonen på skranken og drejede et internt nummer til Arturo Suarez, elektroingeniøren. Først kunne han ikke få fat i ham. I stedet fik han en automatisk telefonsvarer fra omstillingen i røret. I en rablende besked opgav Adam både nummeret til læsesalen og sit eget mobilnummer. Han lagde røret på igen. Der var stille i salen. Adam turde næsten ikke se under lagenet igen af skræk for, at det hele havde været en drøm, eller at han bare ved at trække kassen ind i læsesalen var kommet til at ødelægge trådspolerne.

Efter i nogen tid at have travet frem og tilbage ude i hallen foran læsesalen, begyndte han at ringe til Arturo Suarez én gang i minuttet. Suarez var måske gået hjem nu, måske underviste han, måske sad han i møde, eller måske havde han haft et hjerteanfald og var død. Adam havde ingen ro på sig og måtte hele tiden ringe til Suarez, mens han ventede på, at denne ringede tilbage. Og det gjorde Suarez så i intervallet mellem to minutter. Det tog Adam, der knap nok havde kontrol over sig selv, omkring fem minutter at fortælle Suarez om, hvor vigtige spolerne kunne vise sig at være. Kunne Suarez overtales til hurtigst muligt at komme over til læsesalen med den trådoptager, han havde vist ham? Adam regnede ikke længere med at kunne nå sit fly. Havde det ikke været for hans undervisningsforpligtelser, ville han have været ligeglad. Arturo Suarez var lidt mere end tyve minutter om forsigtigt at bære Marvin Caddens trådoptager over til læsesalen på Institut for Psykologi. Han var forpustet og svedte en smule, da han nåede frem, og han kunne ikke andet end være enig i Adams formodning om, hvad spolerne rummede.

Metaltråden var tynd som en fiskeline, men langt mere skrøbelig. Adam havde ikke lyst til at vikle den op, men det var nødvendigt at have en løs ende at føre ind i maskinen.

”Jeg kan ikke. Jeg stoler ikke på mine fingre,” sagde Adam.

”Lad mig,” foreslog Arturo Suarez og tog en spole fra Adam, som Adam havde udvalgt på må og få. Adam så ham sætte trådoptagerens ledning i stikkontakten på væggen og derefter med en kirurgs omhu begynde at føre metaltråden på plads.

Det første, de hørte, var en knaselyd, som udviklede sig til at være en mængde mennesker, der talte sammen, stemmer i forskelligt toneleje, nuancer og volumen, der smeltede sammen til en sprogmur. Derefter lød der et ’shhh’ fra en enkelt stemme, som hurtigt fik følgeskab af så mange andre, at sprogmuren blev overdøvet af tysselydene. Så blev der stille bortset fra en susen og en knitren, og Adam hørte en stemme begynde at synge en sang, en vuggevise, som han kendte ganske udmærket. Det var en chokerende oplevelse pludselig at blive slynget tilbage til sin barndom. Dette var det sidste, han havde regnet med at høre, en lydstump fra sin egen barndom.

Han havde ofte, dengang han var barn i Melbourne, hørt sine bedsteforældre synge denne sang, når de passede ham, mens moderen var i byen. Da han var blevet en smule ældre, fandt hans mor et sted, der kunne overspille sangen på bedsteforældrenes 78-plade til et bånd, dengang lak blev erstattet af vinyl. Nu sad han og lyttede til den i læsesalen på Institut for Psykologi på IIT i Chicagos South Side. Han lyttede og var forbløffet over den fart, hvormed han mistede sin professionelle distance. Mens både Adam og Arturo sad og stirrede på trådoptageren, følte Adam tårerne stige op i sine øjne, og de lyttede til en mands stemme, der sang en vuggevise midt i knitre- og knaselyde. Adam tænkte tilbage på sig selv som barn, på sine polsk-jødiske bedsteforældre, på sin mor, der aldrig havde giftet sig igen, og så på den unge mand, der sad og sang i en DP-lejr. Hvad havde denne unge mand oplevet af rædsler, før han kom til at sidde i en lejr og synge ind i den maskine, som Marvin Cadden havde lært Border at bruge? Han spekulerede på, om Border, ifald han havde været jøde, havde kunnet bevare sin professionelle distance bedre end Adam. Hvad gik gennem Borders hoved, mens en netop befriet, knap voksen mands spinkle stemme sang for ham, som han nu sang for Adam Zignelik?

Shlof mayn kind, shlof keseyder,
Zingen vel ich dir a lid.
Az du mayn kind vest elter veren
Vestu visn an undersheid.

Az du mayn kind vest elter veren
Vestu vern mit laytn glaych.
Damolst estu gevoyre veren
Vos heyst orim un vos heyst raych.

”Hvad synger han? Kender du sproget?” spurgte Arturo Suarez Adam.

”Det er jiddisch. Det er en vuggevise. Den, der synger, siger til barnet, at det skal falde i søvn nu. ’Sov, mit barn, sov stille.’”

Det var dem, tænkte Adam. Det var Borders båndoptagelser. Han havde fundet dem. Bortset fra Border selv kunne Arturo Suarez og Adam Zignelik udmærket vise sig at være de første mennesker, der hørte dem siden tidspunktet for optagelsen. Adam kom for sent til sit fly, men det var umuligt at forlade dette rum. Han så på uret.

”Du er nødt til at lære mig at føre tråden ind i trådoptageren.”

”Jeg troede ikke, du stolede på dine fingre.”

”Det gør jeg heller ikke. Men du er alligevel nødt til at lære mig det. Men først skal jeg, hvis det er i orden med dig, ændre min flybillet. Hvis det altså kan lade sig gøre.”

Også Arturo Suarez skulle bruge telefonen. Han ringede til sin kone for at sige, at han kom sent hjem. Det tog Adam længere tid at få ændret billetten og kom til at koste ham mere, end det burde have gjort. Men nu, hvor han havde fået ændret til en senere afgang, havde han tid til at lære, hvordan man førte Henry Borders metaltråd fra 1946 ind i Marvin Caddens trådoptager. Der måtte være mere end hundrede timers interview at lytte til. Han agtede at gå i gang med det samme.

To tjenere i jakkesæt og slips var sent om eftermiddagen, som deres første pligt efter at være mødt på arbejde, ved at gøre klar til at modtage de første gæster på den hæderkronede steakrestaurant i nærheden af Union Square, downtown Manhattan. Den ene dækkede bord, mens den anden støvsugede under de borde, hans kollega endnu ikke havde dækket. De gik i deres egne tanker, skiftevis private og arbejdsrelaterede, og var begge en smule stressede ved tanken om den kommende travlhed samt distraheret af larmen fra støvsugeren, og derfor så de ikke Lamont Williams, der netop havde fået fri fra arbejde på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, gå forbi den ubemandede modtageskranke forrest i lokalet og videre ind midt i restauranten.

Hvor mange år var det, siden han sidst havde været der? Sidste gang var for næsten ti år siden, da han havde haft en date med den unge kvinde, der havde født hans datter. Hans blik gled rundt på de forskellige borde, som han på forskellige tidspunkter af sit liv havde siddet ved, mens de to tjenere og derefter andre, som han kunne høre, men ikke se, gik videre med deres gøremål.

”Sideindgangen, makker,” råbte nogen over larmen fra støvsugeren.

Chantal hed den kvinde, han havde taget med på denne restaurant, og alle havde kigget efter hende. Hun var smuk.

”Sideindgangen.”

”Er I færdige?” råbte en eller anden til de to tjenere.

”Næsten.”

”Sideindgangen.”

Lamont kunne huske at have kigget på de to vinglas ved siden af vandglassene og tænkt, at det kom til at koste ham alle de penge, han nogensinde havde haft på lommen, bare at skænke vin i dem en enkelt gang. Men Chantal var det hele værd, havde han tænkt dengang. Han kunne huske at have bøjet sig over mod hende, fordi trafiklarmen fra Union Square havde overdøvet hendes ord. Og at hun ikke på et eneste tidspunkt havde bøjet sig over mod ham.

”Sideindgangen, makker. Hej, det er dig, jeg taler til!” glammede en myndig mand fra toppen af restaurantens personalehierarki. ”Vareindlevering foregår ad sideindgangen.”

”Jeg er her ikke for at levere varer,” sagde Lamont så lavmælt, at overtjeneren var nødt til at træde nærmere for at kunne høre ham.

”Hvad sagde du?” spurgte han og målte Lamont fra top til tå.

”Jeg er ikke vareudbringer. Jeg er kommet for at hente noget.”

”Hvad?”

”Min mormor var her i lørdags. Hun glemte sin paraply. En speciel paraply. Jeg er her for at hente den.”

”Der er mange mennesker, der glemmer deres paraply her,” sagde overtjeneren mistroisk.

”Det tror jeg gerne. Hun er et af dem. I lørdags. Bord til to, reserveret til McCray.”

Overtjeneren tænkte sig om.

”En særlig paraply, siger du?”

”Ja.”

”Hvordan ser den ud?”

”Den har skotskterriere på et bånd øverst oppe … skotskterriere med røde sløjfer … den er grå … koksgrå. Den har … hun sagde, at den … har et særligt mønster, noget med tænder.”

”Tænder?” sagde overtjeneren skeptisk.

Lamont tog en lap papir op af lommen. ”Hundetandsmønster, koksgråt hundetandsmønster.”

Overtjeneren tøvede et øjeblik. ”Kom med,” sagde han så.

Lamont fulgte med hen til garderoberummet, hvor han fik besked på at vente. Der gik omkring et minut, før overtjeneren kom rullende med en slags indkøbsvogn med måske tyve paraplyer.

”Kan du se nogen skotskterriere med røde sløjfer?” spurgte overtjeneren ham. Lamont gav sig god tid og kiggede længe ned i indkøbsvognen, men han kunne ikke få øje på nogen paraply, der passede til den beskrivelse, hans mormor havde givet ham.

”Jeg tager den der,” sagde Lamont og pegede på en stor og solid paraply med et skinnende sort håndtag.

”Det er ikke den, du beskrev,” sagde overtjeneren.

”Jeg tager den der,” gentog Lamont sagte.

”Jamen, hvad gør jeg så, når dens ejermand kommer for at hente den, og den er væk?”

Lamont gjorde tegn til overtjeneren om at læne sig ind over skranken, mens han selv tog den store, solide paraply med det skinnende sorte håndtag og næsten hviskede til ham: ”De kan sige det samme lort, som De har sagt til mig.”

Han vendte langsomt ryggen til modtageskranken og gik uden at forhaste sig forbi de to tjenere og videre ud i retning af Union Square med paraplyen med det skinnende sorte håndtag stukket ind under armen.

Klokken var kvart over ni om aftenen, og Adam var alene, ikke bare i læsesalen, men i hele bygningen. Arturo Suarez var for længst gået hjem til sin kone. Adam havde lagt en telefonbesked til både Sahera Shukri fra Galvin Library og Eileen Miller og fortalt dem, at han havde fundet Borders båndoptagelser, kilden til udskrifterne. Eileen Miller var nødt til at sikre sig, at de blev behørigt opbevaret. Trådoptageren skulle bringes tilbage til Arturo Suarez på Polyteknisk. Han takkede dem begge og lovede at ringe, når han var tilbage i New York. Han så igen på sit ur og spekulerede på, om han havde tid til at høre et sidste bånd, før han forsøgte at praje en taxa ude på de mørke gader, der skulle køre ham først til hotellet downtown og derefter ud til lufthavnen. Det var at lege med ilden, eftersom han ikke vidste, hvor lang tid det ville tage at køre til lufthavnen, eller for den sags skyld hvor svært det ville være at få fat på en taxa. Han tog alligevel en ny spole og begyndte med svedige hænder at føre tråden ind i Caddens maskine. Han valgte den spole, der lå tættest op ad kassens højre side. Der var etiket på alle spolerne, men Adam havde hidtil ignoreret dem. Lige nu lyttede han bare.

Dette interview – der viste sig at være det sidste, Border havde optaget – var på jiddisch, et sprog, som Adam ikke talte, men genkendte og delvis forstod, fordi hans morforældre havde talt jiddisch sammen. Han genkendte også navnet på personen, der blev interviewet, fordi det var et af de otte, der var gengivet i Borders bog, Jeg interviewede ikke de døde. Border havde beskrevet kvinden i sin bog, en jødisk kvinde med lys teint og lyst hår, der havde boet i begge de to ghettoer, der var blevet anlagt til jøderne fra Grodno ved den tids grænse mellem Polen og Hviderusland. Hun havde fortalt Border, at hendes mand havde overbevist hende om, at deres nyfødte barns eneste chance for at overleve var, hvis hun gav sig ud for at være kristen, i det mindste længe nok til at bære barnet hen til et børnehjem, drevet af den lokale kirke. Det sneede den aften, hun begav sig af sted.

Hun sad med ryggen til Border og fortalte ham, at det havde været minus seksogtyve grader. Efter at have revet den gule stjerne af frakken og fået barnet lagt i armene af sin mand havde kvinden forsøgt at komme ud ad porten til ghettoen sammen med en flok andre jøder, men forsøget mislykkedes. De var blevet beskudt, og seksten jøder lå døde i sneen på gaden uden for ghettoen. Med barnet i favnen, så det både kunne få luft og være beskyttet, havde hun undertrykt et skrig, da hun så ned på de nærmeste døde, som hun for et øjeblik siden havde gået ved siden af. Hun og barnet var helt stille, mens blodet piblede ud af fem flygtninge og farvede sneen rød. Men hun må have skælvet ved synet af et spjættende ben på en af kroppene, for det lille barn var begyndt at græde. Moderen puttede barnet ind under sin frakke og løb ind i ghettoen igen.

Senere gjorde hun, hjulpet af sin mand, et nyt forsøg, denne gang gennem ståltrådshegnet, der i denne ghetto endnu ikke var elektrisk. Hendes mand løftede ståltråden op, og kvinden kravlede igennem med sit indsvøbte barn i favnen. På det tidspunkt var der uden for ghettoen udgangsforbud også for ikke-jøder, og kvinden havde en time til at redde sin datters liv. Hun opsøgte en kristen polsk kvinde, som hun godt kunne lide, men kun havde mødt to gange i sit liv, og hun tryglede kvinden om at bringe barnet hen til det lokale børnehjem. Den polske kvinde var imidlertid bange og forklarede, at hun risikerede at blive skudt for så meget som at veksle et par ord med en jøde. Alt sammen med hviskestemme, alt sammen i skygger, alt sammen i sne. De to kvinder havde kigget på hinanden og tryglet hinanden om at forstå deres respektive situation.

Så fik den polske kvinde en idé. Hun sagde til den jødiske kvinde, at hun skulle lægge det svøbte barn ude på gaden lidt fra hendes gadedør, tredive skridt måske, og så gå. Hun ville så selv komme ud få minutter efter sammen med en nabo. De ville komme ud sammen, og ved noget, der skulle ligne et rent tilfælde, ville den polske kvinde så sammen med sin nabo finde barnet. Denne nabo skulle være hendes vidne. Næste dag ville den polske kvinde så tage barnet med hen til børnehjemmet.

Den jødiske kvinde havde ikke haft noget valg. Hun talte ind i Caddens trådoptager og fortalte, hvordan det havde været at efterlade sit nyfødte barn på den snedækkede gade i nærheden af ghettoen. Hun fortalte, hvordan hun blidt havde lagt sin datter i sneen, hvordan hun havde kysset hende på panden, vel vidende, at det nok var sidste gang, hun rørte ved hende, og at hun formentlig aldrig fik hende at se igen. Hun fortalte, hvordan hun havde gemt sig på den anden side af gaden og så sin datter ligge i sneen, mens hun ventede på, at kvinden skulle komme ud af sit hus sammen med naboen som vidne. Hun beskrev sin fortvivlelse i de minutter, hun havde ventet i skyggerne, og hendes eneste håb havde været, at en i bund og grund fremmed kvinde kom ud og lod, som om hun fandt det lille barn, beskrev, hvordan de få minutter havde virket som en evighed, og at hun hele tiden havde haft lyst til at løbe over gaden og tage datteren og beholde hende hos sig, og hvordan trangen til at tage barnet havde kæmpet mod fornuften, der sagde til hende, at denne plan var barnets sidste chance for at overleve. Hun beskrev den bittersøde fornemmelse ved at se den polske kvinde komme ud sammen med sin nabo og ’finde’ barnet, præcis som hun havde lovet.

Border lyttede og indskød i ny og næ et spørgsmål uden at afsløre sine følelser, selv om kvinden ofte brød sammen i gråd og hulkede fortvivlet i flere minutter ad gangen. Adam fik næsten åndenød, mens han lyttede og fulgte med i den oversatte tekst i Borders bog, Jeg interviewede ikke de døde. Kvinden beskrev ubegribelige rædsler. Hun fortalte om den dag hendes mand blev tævet ihjel, og om sine egne lidelser i ghettoerne og bagefter i Auschwitz, indtil hun til sidst blev befriet.

Border havde ikke på noget tidspunkt under interviewet, ja, faktisk ikke under nogen af de interviews, Adam havde hørt, udvist tegn på følelser. Så vidt Adam kunne høre, forblev Border en videnskabsmand, en akademiker, en psykolog, der på adskillige sprog interviewede disse mennesker simpelthen på grund af de ubearbejdede data, de kunne forsyne ham med. Til sidst, da kvinden tilsyneladende var færdig med sin historie, spurgte Border, hvordan det var gået kvindens datter. Kvinden fortalte, at hun havde været i DP-lejren i Wiesbaden godt et år. Derefter var hun længe tavs, og imens hørtes kun en suselyd fra trådoptageren samt nogle knitrelyde og en fjern baggrundsstøj fra de andre tidligere kz-fanger. Så talte hun videre.

”Den polske kvinde kom ud … sammen med sin nabo … og hun samlede min datter op. Folk hørte så, at hun havde fundet et barn på gaden. Det blev efterforsket … Myndighederne fastslog, at barnet var jødisk, og –”

Her afbrød Border: ”Hvordan kunne de det?”

”Det ved jeg ikke, måske fordi min datter havde sin fars farver, ikke mine, måske fordi min mands familie var kendt i byen. Jeg … jeg ved det faktisk ikke. Måske fordi kvinden alligevel ikke havde bragt min datter hen på børnehjemmet.”

”Hvorfor ikke?”

”Jeg tror, hun elskede hende. Kvinden havde ingen børn. Kun tre uger før russerne kom … begravede de hende … min datter. Hun ligger på den kristne kirkegård. Jeg ville … den jødiske er blevet skændet. Der er en kvinde i Lodz, gift med en læge der, og denne kvinde …” Igen brød kvinden sammen i fortvivlet gråd.

”Og denne kvinde i Lodz … hende, der var gift med en læge?” spurgte Border. Kvinden trak vejret dybt ind et par gange, før hun med sprød stemme svarede på spørgsmålet.

”Kvinden i Lodz … hun har billeder … af min datter.” Og derefter mistede Border hende. Hun forsvandt ind i sin egen smerte, og for første gang talte han direkte til maskinen, ikke til en interviewet person eller til andre i nærheden, men direkte til maskinen. Mens kvinden græd videre, hørte Adam Border tale på engelsk med kraftig europæisk accent. Og for første gang hørte Adam følelser i Borders stemme.

”Du tænder en cigaret,” siger han, selv om kvinden utvivlsomt ikke taler engelsk. ”Vi er nødt til at slutte nu … Wiesbaden, september 1946, i synagogen, der blev skændet i 1937 eller 38, og hvor der for første gang siden da afholdes gudstjeneste … selv om den ikke er blevet indviet igen. Det, vi har hørt af denne kvinde … er en historie, vi har hørt mange gange før … Jeg afslutter mit projekt i Tyskland … Jeg vil gerne takke UNRRA, Jack Thompson fra The Chicago Tribune … og … jeg kan ikke få ordene frem. Jeg kan ikke huske navnene … nu … fordi jeg er for oprevet … denne kvindes beretning. Jeg afslutter mit projekt. Bilen venter. Jeg tager til Frankfurt.”

Derefter nogle minutter med kun knaselyse, summen og syden på trådoptageren. Border er tavs, og der er ingen andre lyde. Han bare sidder der, udmattet, bag den nu helt stille kvinde. Efter nogen tid tager han ordet igen. Adam kan høre, at stemmen tilhører en mand, der føler sig uendelig ensom. Han hører: ”… Hvem skal dømme om alt det her?” Igen følger en lang pause med kun knitre- og summelyde fra maskinen. Derefter Border igen: ”Og hvem skal bedømme mit arbejde? … Hvem vil dømme … mig? IIT trådoptagelser. Tager af sted til Paris i aften. Dette projekt er afsluttet.” Det var det sidste, han sagde. Lidt mere end tres år efter skulle Adam Zignelik nå et fly.

En ung afroamerikansk pige stod en lørdag aften mellem klokken halv ti og ti og forsøgte at holde sig på benene ved at klamre sig til en stang i en overfyldt subway-vogn i Linje 1 på vej ud af byen. Hun var stået på ved Lincoln Center og var så træt, at hun kunne være faldet i søvn, hvis det havde været muligt at sove uden at falde. Der var postyr i den anden ende af vognen, men det var langt væk og ikke noget at være nervøs for. I et forsøg på at holde sig vågen, så hun ikke kom til at køre for langt, smuglyttede hun til en samtale i nærheden. En mand og en kvinde stod og talte sammen og kendte at dømme ud fra deres stemmer hinanden godt.

”Linje 1 og 9 fik topplaceringen i afstemningen om, hvilke tog der var de mest beskidte.”

”Du laver sjov med mig.”

”Nej, det er noget, jeg har læst.”

”Stemmer man om den slags nu om dage? Jeg kan godt huske Linje 9. Den er nedlagt nu.”

”Ja, og ved du hvorfor?”

”For beskidt?”

”Netop.”

I den anden ende af vognen skyldtes tumulten en mand, som den unge pige kunne se måtte være sindsforvirret. Han talte med upassende høj stemme til folk, som han behandlede som venner, selv om deres svar viste, at de ikke kendte ham. Han forsøgte med besvær at holde balancen, da han langsomt bevægede sig ned mod pigens ende af togvognen. Hans hår var fedtet og filtret og tøjet laset, og han bevægede fingrene på den ene hånd hurtigt og sammenhængende som en pianist, der spillede sig igennem en arpeggio. Han svajede på en helt anden akse end den, han sjokkede ned ad på vej mod pigens ende af vognen. En turist ville måske have troet, at han var fuld, men hun vidste bedre besked. Han talte utydeligt og for højt. Hans ikkearpeggio-hånd var mere eller mindre rakt frem foran ham. Man var nødt til hurtigt at formulere en reaktion på forskellige former for tiggeri. Havde han fortjent at få penge? Havde man penge? Havde man penge, man hurtigt kunne komme til? Havde han en trist historie at fortælle? Kunne man tro på den? Kunne man gøre bare en lillebitte forskel ved at give ham penge? Var man bange for ham? Ville de andre mennesker i nærheden hjælpe, hvis ens reaktion fik uforudsete konsekvenser? Hvad lavede den unge pige på toget?

Dagen før havde hun aftalt at gå i biografen med venner, som hun skulle mødes med foran Loews-biografen. Med den fart og logik, der kun var acceptabel oppe i hovederne på en flok fjortenårige piger, var planen dog i sidste øjeblik blevet drastisk ændret, og pludselig skulle ingen af dem mødes foran biografen. Men eftersom det havde taget Sonia så lang tid at få lov af sine forældre til at gå i biografen, og hun i øvrigt helst ikke ville være sammen med dem om aftenen, undlod hun at fortælle dem, at planen var gået i vasken. Hun ønskede ikke at høre dem lade, som om de ikke var midt i et skænderi. I stedet for at blive hjemme ville hun gøre som planlagt og gå i biografen uden at fortælle sine forældre, at hun var alene. Hun havde planlagt at se på cd’er og ugeblade i Tower Records, men havde glemt, at butikken var blevet lukket, og havde så i stedet siddet et stykke tid på en Starbucks og kigget på mennesker, før hun træt og skuffet havde taget det tog, hvor en psykisk syg mand nu var på vej hen mod hende.

Han udstødte en masse lyde, men det var svært at forstå, hvad han sagde. Den fremstrakte hånd var forkrøblet. I den anden ende af vognen havde enkelte passagerer grinet ad ham, men ingen lo ad ham her, denne usoignerede afroamerikanske mand, der så ud til at være i begyndelsen af halvtredserne. Sonia gættede på, at han var lige så gammel som hendes far. Hun stak diskret en hånd i lommen for at se, om hun havde løse penge. Mens hun gjorde det, spekulerede hun på, om det var rigtigt at give ham penge, eller om det måske var uklogt. Måske fik det ham til at sætte farten op eller overøse hende med uønsket opmærksomhed. Hendes mor ville have vidst, hvad der var det rigtige at gøre. Han slæbte sig mumlende forbi nogle mennesker i nærheden af Sonia og slørede sine ord, så de var næsten umulige at forstå. Det var, som om han et eller andet sted godt var klar over, at han ikke fik penge uden at give en historie til gengæld, men han kunne ikke få nogen historie over sine læber. Sonia havde stukket hånden i lommen og var parat til at give ham noget, da han slæbte sig forbi hende og alle de andre uden at stå stille længe nok til, at nogen kunne nå at give ham noget. Stadig mumlende gik han gennem døren til den drejelige platform mellem den ene vogn og den næste. Toget kørte videre ud af byen.

En aften tidligt i maj 1945 gik en cirka halvtredsårig mand, der følte sig ældre, end han var, og hvis manerer hørte en svunden tid og et andet sted til, og hvis tunge frakke hørte vinteren til, alene af sted i den sydlige udkant af Chicago. Fem dage om ugen forlod han sit hjem for at begive sig ud på den femten kilometer lange tur til sin arbejdsplads, der lå i dette kvarter, og skønt han før havde arbejdet over, plejede han ikke at arbejde til så langt ud på aftenen. Hans normale rute hjemad førte fra hans kontor i Illinois Institute of Technologys hovedbygning direkte til højbanestationen på hjørnet af 33rd og State Street. Han var bestemt ikke vant til at gå rundt i kvarteret efter mørkets frembrud. Med en adfærd, der var mere som hos en flygtning end en immigrant fra et Europa, der nu var forsvundet, blev han ved med at skæve ned på en lap papir i hånden og derfra op på gadeskiltene, fra det ene til det andet igen og igen, for at forsikre sig om, at han var på rette vej.

Der var mange mennesker på gaden, mænd og kvinder, gamle og unge. Når han kom forbi dem, opfangede han stumper af deres samtale, men uden at forstå noget. Alle de mennesker, han kom forbi, var sorte. Det var deres kvarter, og når de så på ham, var det en særling, de så. Hvor er der dog mange mennesker på gaden om aftenen, tænkte han, da han gik forbi spisebuler, bedemandsforretninger, småkirker, indrettet i tidligere butikker, pantelånere, skobikse og spiritusforretninger. De var ikke lige gamle, de mennesker, der myldrede forbi ham, men de fleste var langt yngre end ham. Mændene havde jakkesæt på, der så ud til at være blevet langet over disken engang i det forrige århundrede og umuligt kunne være deres. Kvindernes tøj var nyere og ofte helt tydeligt syet af dem selv. Mange af dem var først for nylig kommet hertil fra Chicago, en hel del senere end ham, men alligevel forekom det ham, at hver eneste mand, kvinde og barn hørte mere naturligt til end ham.

Da han var kommet hen til hjørnet af 35th og State Street, gik han gennem en smal dør ind i et hus, hvis adresse han havde fået fortalt i telefonen få dage forinden. Ikke alene havde han aldrig sat sine ben der, han havde aldrig sat sine ben på et sted, der på nogen måde kunne minde om dette, og da han var kommet indenfor, følte han det, som om han befandt sig på en anden planet.

En høj, sværtbygget sort mand stod halvvejs nede ad gangen foran en dør og pegede på et prisskilt. ”Hallo, De der! De skal betale for at komme ind.”

”Jeg er ikke kommet for at høre musik. Jeg skal møde nogen.”

”Lige meget, dr. Goldberg. De skal stadig betale for at komme ind.”

”Jeg er dr. Border.”

”Hvad?”

”Jeg er dr. Border, Henry Border.”

”Jeg er ligeglad med, hvem De er.”

”Jeg er ikke dr. Goldberg. Hvorfra vidste De, at jeg var doktor?”

”De er enten læge eller husvært og lige meget hvad, mister, så skal De betale for at komme ind. Se bag Dem! Der er kø.”

Henry Border betalte som forlangt og gik tøvende ind i et rektangulært lokale, som på alle måder var helt anderledes end noget, han før havde set. Adskillige af hans sanser var øjeblikkeligt under angreb, men det var især den meget høje og mærkelige musik, der var som et slag i ansigtet. Den larmede mere end trafikken ude på gaden, lød lige så højt som et damplokomotiv, hvis man kom for tæt på, men i modsætning til damplokomotivet bevægede den sig ikke ud af stedet. Det var tilsyneladende selve intensiteten og nærheden til publikum, der var vigtig. Så var der musikkens stil: Den pulserede, dunkede fra den rudimentære begyndelse med små tertser og septimer og skabte i sine akkorder en dissonerende samling af tonaliteter, spillet i fire fjerdedelstakt, og det hele forstærkedes af en ustandseligt hamrende baggrundsrytme fra en stortromme. Ud over trommen sendte en bas, en elektrisk guitar og en mundharmonika efter tur deres anmassende hyl og skrig ud gennem højtalerne.

Røgen fra cigaretter og joints var som en mur, der hele tiden byggede sig selv op igen, når nogen var brudt igennem den; og folk brød hele tiden igennem den, enkelte for at gå hen til poolbordet i det ene hjørne af rummet, men flest på vej hen mod en plet for enden af lokalet, hvor unge mænd og kvinder dansede, alle sorte, i hvert fald så vidt dr. Border kunne se, selv om han pludselig fik øje på en enkelt ung hvid kvinde. Dr. Border var allerede begyndt at svede på grund af varmen i det overfyldte lokale, varmen fra de hvirvlende kroppe, og fordi han var iført jakkesæt og slips og en upassende tyk frakke, som han tilmed havde knappet helt op i halsen. Han tog sin papirlap op af lommen og kneb øjnene sammen i den dunkle belysning for igen at læse den adresse, han havde skrevet på den. Det her kunne da umuligt være det rigtige sted, selv om adressen på papiret i hans egen hånd svarede til bygningens adresse. Kombinationen af høj musik og beklumret luft gjorde ham svimmel, og han gik mod strømmen af mennesker, der masede sig gennem døren, hvor den høje mand, der havde afkrævet ham betaling, sagde, at han skulle betale igen, hvis han atter ønskede at komme ind. Henry Border var ligeglad og mumlede noget om en, der ikke havde været der. Den bemærkning ville den høje mand under andre omstændigheder have ignoreret, men i samme øjeblik, Border sagde det, begyndte hans ben at knække sammen under ham, og den høje mand var nødt til at holde ham oppe, om ikke andet så for at forhindre en flaskehals i den trange indgang.

”Hvem er der ikke?” spurgte han Henry Border.

”Jeg skulle møde en kollega her, men han er her ikke, så jeg vil gerne gå nu,” forsøgte Border at råbe for at overdøve larmen fra musikken og de mange mennesker.

”Hvem skulle De tale med?”

”Dr. Cadden, Marvin Cadden.”

”Marvin står der,” sagde den høje mand og pegede på mundharmonikaspilleren oppe på scenen, en hvid mand. Henry Border vendte sig om, kiggede et øjeblik missende op på scenen henne ved bagvæggen og gik derefter ind igen.

”Er De dr. Cadden” spurgte han manden, da nummeret var forbi.

”Mister Cadden. Jeg har en kandidateksamen, men ikke en doktorgrad.” De gav hinanden hånden, og Marvin Cadden viste Border hen til en stol ved et af de få ledige borde.

”Mr. Cadden,” begyndte Henry Border og kiggede rundt, før han fortsatte: ”Jeg havde ikke regnet med … det her. Har det noget med Deres arbejde at gøre?”

”Det her? Nej, det er musik. Jeg spiller sammen med fyrene her, i hvert fald en gang imellem.”

”Musik?”

”Ja.”

”Er De god til at spille …?”

”Mundharmonika?”

”Ja, mundharmonika.”

”God nok til, at de lader mig spille med en gang imellem.”

”Mr. Cadden, jeg kom for at tale med Dem om noget, der har med min forskning at gøre. Det drejer sig om den trådoptager, De har bygget. Har De selv opfundet den?”

”Ja.”

”Og den virker, sådan som De sagde til mig i telefonen?”

”Ja. De vil gerne vide, om den kan optage stemmer, interviews. Selvfølgelig kan den det. Dr. Border, jeg forstår ikke, hvorfor De har opsøgt mig her for at tale om det.”

”Er jeg ved et uheld kommet til at fornærme Dem, mr. Cadden?”

”Nej, overhovedet ikke. Hør, må jeg ikke byde Dem på noget at drikke?”

”Nej, ellers tak.”

”De er nødt til at lade mig byde Dem på et glas. De kan ikke dukke op her uden i det mindste at drikke et enkelt glas. Folk vil ikke bryde sig om det. De vil tro, at De ikke ønsker at drikke med dem.”

”Ikke bryde sig om det?”

”Selvfølgelig ikke. Lad mig byde Dem på en drink. Øl?”

”Vil De tillade, at jeg betaler for den og også køber en til Dem?”

”Nej, første omgang er min. Hvad kunne De tænke Dem?”

”Tror De, de har vodka her?”

”De har bourbon, gin og øl. Har De lyst til en bourbon?”

”Mange tak, mr. Cadden. Det er elskværdigt af Dem. Må jeg først have lov at fortælle Dem om mit projekt og om, hvordan jeg tror, De kan hjælpe mig?”

”De ønsker at optage interviews med DP’er?”

”Ja.”

”I Europa?”

”Ja, det var planen.”

”Hvordan har De tænkt Dem at komme til Europa?”

”Jeg er allerede begyndt at søge om indrejsetilladelse. Det er svært, men den del behøver jeg ikke at besvære Dem med.”

”Okay. Hør, jeg vil naturligvis hjælpe Dem, hvis jeg kan, men jeg er nødt til at spørge Dem om noget. Hvorfor følte De, at det var nødvendigt at komme her så sent på aftenen for at tale med mig, når vi kunne have gjort det på universitetet i dagtimerne? Tilgiv mig, men De ser ikke ud til at føle Dem godt tilpas her.”

”Mr. Cadden, jeg tror, jeg måske ville føle mig bedre tilpas ved at diskutere mit projekt med Dem her, snarere end på universitetet.”

”Hvorfor det?”

Henry Border rykkede lidt uroligt rundt på stolen og bøjede sig så ind over bordet, så Marvin Cadden også var nødt til at læne sig frem for at kunne høre Borders lavmælte stemme gennem den omgivende larm.

”Jeg er psykolog, mr. Cadden, og min interesse her er at interviewe disse DP’er for at undersøge sprogmønstret, den måde, folk formulerer sig på, når de har været udsat for et traume. Men det er ikke tilfældige DP’er, jeg ønsker at tale med. Det er jøder. Det var især denne befolkningsgruppe, der led under nazisterne.”

”Ja så.”

”Måske har De læst noget om, hvad de har været igennem i Europa under nazisterne?”

”Ja, det har jeg, men jeg forstår stadig ikke, hvorfor De følte behov for at opsøge mig om aftenen så langt fra Deres bopæl.”

”Mr. Cadden, jeg er europæisk jøde, født i Polen. Jeg har i alle mine ansøgninger om fondsstøtte og også i mine forsøg på at komme til Europa sagt, at jeg ønsker at tale med deporterede personer, men jeg har på intet tidspunkt nævnt over for nogen, at de deporterede personer, jeg ønsker at tale med, er jøder.”

”De forestiller Dem, at det ville komme Dem til skade? Det her er ikke Europa, dr. Border. Det er Amerika.”

”Jeg ved, at Amerika ikke er Europa. Jeg var færdiguddannet, da jeg kom hertil. Jeg læste på Jagiellonia Universitet i Krakow og siden i Tyskland, i Leipzig under Wilhelm Wundt, en mand, man regner for grundlægger af eksperimentalpsykologien. Jeg anførte dette, da jeg to gange ansøgte om at komme ind på forskeruddannelsen på University of Chicago og blev afvist. Jeg anførte det igen, da jeg søgte ind på Northwestern. Jeg prøvede så Northwestern endnu en gang, men denne gang fortalte jeg i ansøgningen, at jeg var episkopal. Nu har jeg en ph.d. fra Northwestern. Fire enslydende ansøgninger bortset fra en enkelt lille ting. Men De har ret, det her er ikke Europa.”

”Er De episkopal?”

”Teknisk set, ja. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle bede Dem om hjælp med den teknologi, De har opfundet, og hvis vi, i hvert fald i nogen tid, skal samarbejde længe nok til, at De kan lære mig at bruge apparatet, og hvis De vil tillade mig at tage en af Deres maskiner hele vejen over havet til en DP-lejr – ja, så syntes jeg, at De burde vide mere præcist, hvad jeg vil med denne forskning.”

Marvin Cadden rystede på hovedet. ”Det ville virkelig undre mig, hvis det skulle være sværere at få fondsstøtte til Deres projekt, hvis folk vidste, at det drejede sig om jødiske DP’er.”

”Der blev lavet en meningsmåling for tre år siden her i landet, mr. Cadden. De har måske hørt om den. En gruppe amerikanere skulle svare på spørgsmål vedrørende en række nationale eller etniske befolkningsgrupper. Delt op på hver gruppe lød spørgsmålet: ’Er de lige så gode som os på alle vigtige måder?’, ’ikke så gode som os?’ eller ’helt bestemt ringere end os?’ Jødiske immigranter kom ind på tiendepladsen. Tyskere lå langt højere, og dette land var i krig med dem. Tyskere havde bekæmpet og dræbt børn af de mennesker, der blev spurgt. Men De har ret: Det her er ikke Europa.”

”Hvad så med disse mennesker?” spurgte Marvin Cadden og lod hånden beskrive en bue ud over lokalet.

”De sorte amerikanere?”

”Jah, hvor på listen befandt de sig?”

”De optrådte slet ikke på listen. Det her er ikke Europa.”

”Dr. Border –”

”Mr. Cadden, jeg er videnskabsmand ligesom Dem. Men jeg er psykolog; jeg arbejder ikke med maskiner. Jeg arbejder inden for en meget ny videnskab, videnskaben om menneskesindet. Dette sind, mr. Cadden, holder til i hjernen, men uden at være en hjerne. De ville kunne dissekere et uendelig stort antal hjerner, men De vil aldrig kunne lokalisere sindet. Det er, hvad psykologi drejer sig om. Folk ved ikke ret meget om det. De er skeptiske. Nogle er tilmed foruroligede. De fremskridt, vi gør inden for denne videnskab, er små og kommer kun langsomt. Godt, med det i baghovedet, hvordan vil det så spænde af, hvis jeg henvender mig til dem og siger: Hallo, jeg er jøde, og jeg beder om jeres hjælp til at studere jøder? Kan De se det for Dem? Mit projekt ville være chanceløst – mere end det er i forvejen. Med al respekt, mr. Cadden, så er det her måske noget, De bedre ville kunne forstå, hvis De var jøde.”

”Hvorfra ved De da, at jeg ikke er jøde?” gav Marvin Cadden igen.

Spørgsmålet gjorde et øjeblik dr. Border mundlam, og han kiggede væk og så den eneste hvide kvinde i klubben, hende, han havde set danse for et øjeblik siden. Hun var på vej hen mod dem. Toogtres år efter talte denne kvinde i telefon med Adam Zignelik, der nu var tilbage i New York.

”Det var sådan, vi mødtes,” sagde Marvin Caddens enke til Adam i telefonen fra Chicago.

”Han blev med andre ord episkopal for at øge chancen for at komme ind på Northwestern?”

”Det var, hvad han sagde til Marvin. Og det fungerede jo. Han fik sin ph.d. på Northwestern, ikke sandt? I hvert fald mente han selv, at det var det, der gjorde udslaget.”

”Selvfølgelig. Det er nu lidt underligt. Jeg mener, jeg forstår, hvorfor han måske har troet, at det var det, der skulle til, men da jeg gik hans papirer igennem, fandt jeg en kvittering på en donation til en baptistkirke, Pilgrim Baptist.”

”Åh, det er jo de sortes kirke i South Side i nærheden af IIT,” sagde Marvin Caddens enke.

”Ja, det fandt jeg ud af.”

”Nå, men det skyldes sikkert Callie.”

”Hvem var Callie?”

”Hans husholderske. Hun var sort. Det var os, Marvin, folk, som Marvin spillede sammen med, der formidlede kontakten. Forstår De, da Border langt om længe fik indrejsetilladelse til Europa, havde han brug for en, der kunne passe hans datter. Han kunne ikke lade hende være alene. Jeg ved ikke præcis, hvor gammel hun var dengang, men hun var ret ung. Det var ikke kun trådoptageren, Marvin hjalp ham med. Marvin fandt Callie til ham gennem sine kontakter i klubben, hvor de i sin tid mødtes. Hun havde brug for et arbejde, boede i Mecca. Hun har formentlig forsøgt at rejse penge til kirken, og det kunne være derfor, Border gav en donation. Det er selvfølgelig kun gætværk. Jeg ved det ikke med sikkerhed. Det er meget længe siden. Forstår De, Marvin har måske været vigtig for Henry Border, men Border var ikke vigtig for Marvins karriere.”

”Det forstår jeg. Hvad er Mecca?”

”Et boligkvarter. Mr. Zignelik, De synes måske, at Chicagos South Side er en verden for sig i Chicago, men i den sydlige del af South Side er Mecca virkelig en verden for sig.”

Lyset blinkede på telefonsvareren, da Adam Zignelik lidt senere kiggede på den, og selv om han ikke vidste, hvem der havde ringet, ønskede han ikke at høre beskeden. Han stod et øjeblik og så den blinke.

”Er det, fordi du tror, det er mig, eller fordi du tror, det måske ikke er mig?” hørte han Diana hviske.

”Det skal jeg ikke kunne sige.”

”Hvad ville være værst?” spurgte hun ham.

”Det afhænger af, hvad du vil sige.”

”Men nu ser det ud til, at du aldrig får det at vide,” sagde hun, mens telefonsvareren blinkede videre uden at tage sig af den nervøsitet, den kunne fremprovokere. Efter længe at have stirret på den med fingeren svævende over den trykkede han til sidst på ’play’. Det var en kvindestemme, en, han kendte, og den skar igennem ham, før han havde fået en chance for at høre, hvad stemmen sagde, eller sågar at få sat et ansigt på den. Det fjerde ord var imidlertid hendes navn.

”Hej, det er Michelle. Hvordan går det? Jeg håber ikke, det er for sent at ringe, men Charlie sagde, at du ifølge William måske er i Chicago. Er det rigtigt? Er du ved at følge op på noget? Lyder spændende. Nå, men jeg spekulerede på, om du havde lyst til at komme forbi en dag. Det er længe siden, vi har set dig. Du kunne komme til middag, men … altså, jeg tænkte egentlig … Er min tid ved at løbe ud? Så må jeg tale lidt hurtigere. Okay. Ring, hvis du har lyst til at drikke en kop kaffe med mig. Ud over middag, ikke i stedet for. Vi tales ved. Håber, det gik godt i Chicago. Ring –” Derefter bippede svareren og klikkede for at indikere, at Michelle havde fået den tid, hun kunne tilkomme.

”Hun vil gerne tale om dig, om os. Hun vil fortælle mig om, hvordan du har det, om du klarer dig. Har jeg ret?”

”Hvordan vil du gerne have, at jeg har det?”

”Altså, jeg tror ikke på hende, hvis hun siger, at du har det godt.”

”Men hvis hun er i stand til at overbevise dig?”

”Jeg ville have det elendigt.”

”Og hvis jeg ikke har det godt?”

”Så ville jeg have det endnu værre.”

”En kop kaffe sammen med Michelle er med andre ord pludselig blevet til noget, du gruer for, endnu et eksempel på følgeskaderne efter det tåbeligste, du nogensinde har gjort?”

”Hvorfor vil hun mødes over en kop kaffe? Vi har aldrig drukket en kop kaffe sammen, kun hende og mig.”

”Nå ja, Charlie har sikkert travlt med sit arbejde eller med at passe Sonia eller med at besøge sin far, så han har ikke tid, og du har forvist mig til et langt bedre liv, så jeg kan ikke gå med.”

”I det mindste forstår du det logiske i min beslutning.”

”Det gør jeg overhovedet ikke. Du forsøger at gøre din frygt for fremtiden, din panik ved tanken om både at skulle være far og fejle i din karriere til noget ædelt, du har gjort over for mig. Den har jeg aldrig købt.”

”Diana, det er muligt både at være bange og samtidig opføre sig ædelt over for en anden. Hold nu op. Du ved, hvor jeg kommer fra. Du ved, hvordan min far var. Du ved, hvordan min barndom var.”

”Jeg ved præcis, hvor du kommer fra. Jeg har gnubbet dig på ryggen og holdt om dig efter dine mareridt. Det var mig, der tog det sort-hvide foto af den lille dreng i vatteret overall. Jeg tog ham med, selv om du havde smidt mig ud. Du er nødt til at følge op på Border-sagen og skrive om ham og hans arbejde. Det kunne blive din redning.”

”Siger du, at hvis jeg havde noget at arbejde med, at skrive om, hvis der stadig var håb om at kunne gøre karriere, så kunne vi flytte sammen igen … og forsøge at få et barn?”

”Nej, jeg har altid sagt, at de to ting intet har med hinanden at gøre, men hvis du har brug for noget at skrive om, så har Border netop givet dig det.”

”Det er for tidligt at sige noget om. Okay, det er tilsyneladende et fantastisk materiale, men det bør gives videre til en anden, til en ekspert. Jeg aner ikke, om jeg virkelig har fået fingre i noget, der skulle få sådan en som mig til at interessere mig for Border. Jeg kan ikke bede dig om at komme tilbage, bare fordi jeg har en fornemmelse, eller rettere, fordi jeg har de her øjeblikke, hvor jeg forestiller mig, at du har en fornemmelse af, at jeg har fundet noget at skrive om.”

”Gå efter Border! Hold fast i ham, og lad være med at give slip.”

”Og hvis det ender i en blindgyde? Hvad så?”

”Så spørg Michelle, hvad du skal gøre med rosinerne.”

Det var sidst på dagen, og Lamont Williams satte sig på stolen, træt, men parat.

”Hvordan har De det i dag?” spurgte han.

”De skaffede Deres mormor en fin paraply, ja?” spurgte den gamle mand i stedet for at svare.

”Jo.”

”Solid og god?”

”Ja.”

”Glimrende. Er der vand tilbage i den der tingest? Hvis ja, så giv mig lidt, tak. Vil De også ha’? Nej? Sikker? Nå, hvor kom vi til?”

”De var netop ankommet.”

”Ankommet hvortil?”

”Auschwitz,” mindede Lamont Williams ham om. ”De fleste jøder ankom til Auschwitz med tog, men De kom ikke med tog.”

”Nej, det gjorde jeg ikke. Næsten alle andre kom med tog fra hele Europa, men jeg kom med lastvogn. De huskede det!” sagde han imponeret. ”Godt. Det er nødvendigt, at De husker det.”

Adam Zignelik grundede over Pilgrim Baptist Church og kom så i tanke om, hvorfor navnet lød velkendt. Den var et vartegn i Chicago, det sted i South Side, hvor Kehilath Anshe Ma’ariv-synagogen engang havde ligget. Den var blevet til Pilgrim Baptist Church i 1922. Det var i denne forklædning, at den blev til det sted, hvor gospelmusik under musikalsk ledelse af Thomas A. Dorsey så dagens lys, og det sted, som godt 2.500 mennesker i 1946 strømmede til for at vise Jack Johnson den sidste ære, den første sorte verdensmester i sværvægtsboksning, den mand, der gennembankede alle de hvide håb, som de kunne smide efter ham samt en hel masse flere. The Staples Singers, Mahalia Jackson og Aretha Franklin havde alle sunget i kirken. Martin Luther King havde prædiket der, da kampen om lige rettigheder for alle havde været på sit højeste. Det var den kirke, Henry Border i 1946 havde doneret et beløb til. Adam huskede det hele nu. Han blev ved med at høre Borders stemme i sit hoved, da manden afsluttede den sidste optagelse, efter at kvinden havde fortalt historien om, hvordan hun havde mistet sin datter. Det havde lydt, som om mandens stemme kun blev holdt oppe af summe- og knitrelyde på optagelsen, som om den uden denne overfladestøj som støtte aldrig havde kunnet klare turen hen til optagetråden. Og det var sådan, den lød i Adams hoved, da den gik med ham rundt i lejligheden i Morningside Heights midt om natten i de forældreløses by.

”Det, vi har hørt af denne kvinde … er en historie, vi har hørt mange gange før … Jeg afslutter mit projekt i Tyskland … Jeg vil gerne takke UNRRA, Jack Thompson fra The Chicago Tribune … og … jeg kan ikke få ordene frem. Jeg kan ikke huske navnene … nu … fordi jeg er for oprevet … denne kvindes beretning. Jeg afslutter mit projekt. Bilen venter. Jeg tager til Frankfurt. Hvem skal dømme om alt det her? Og hvem skal bedømme mit arbejde? … Hvem vil dømme … mig? IIT trådoptagelser. Tager af sted til Paris i aften. Dette projekt er afsluttet.”

En masse mennesker strømmede til The Workmen’s Circle-kirkegården midt på vinteren 1982, da de begravede Jake Zignelik efter hans pludselige død af et hjerteslag; flere sorte end jøder, så vidt William McCray kunne vurdere. Dette ville måske være kommet bag på en tilfældig besøgende på en jødisk kirkegård, især fordi forholdet mellem afroamerikanere og jøder havde bevæget sig forbi det, nogen ville have kaldt dets ’gyldne æra’. Men ingen af dem, der havde kendt Jake Zignelik godt, ville have været overrasket. Ved sin død var han stadig øverste juridiske rådgiver for LDF, og han var kommet privat sammen med lige så mange afroamerikanere, hvis ikke flere, som med jøder og alle andre. Den frosne jord gjorde det besværligt for hans søn at få skovlen ned i den, så han kunne begynde at dække den simple, hvide kiste med jord, sådan som det skulle ske efter jødisk tradition. William McCray stod tæt på graven og så en tændstiktynd dreng, Jakes søn Adam, forsøge at bevare fatningen længe nok til at kunne få et par skovlfulde jord ned på den enkle fyrretræskiste. Drengen var seksten og netop landet med et fly fra Australien. Der var mange mennesker til begravelsen, men drengen, Jakes eneste barn, kendte kun ganske få af dem, og da han hørte den første dumpe lyd af jord, der landede på kisten, troede William McCray et øjeblik, at benene ville knække sammen under ham, og han ville falde ned i graven oven på sin fars kiste.

Det var på det tidspunkt, at Williams søn, Charles, der havde stået ved siden af sin far foran graven, havde grebet Adam og omfavnet ham, holdt ham tæt ind til sig. Det var Charles’ første jødiske begravelse, men ikke Williams, og senere spurgte Charles sin far, om Jake havde været så fattig, da han døde, at han ikke havde haft råd til andet end den mest enkle fyrretræskiste, en kiste, der var så blottet for udsmykning, at det bedste, man kunne sige om den, var, at den tjente sit formål. William forklarede, at Jake ved sin død bestemt ikke havde været en velhavende mand, men den enkle fyrretræskiste skyldtes ikke pengenød. Det var en jødisk tradition, forklarede han, at folk, uden hensyntagen til deres formue, status eller meritter skulle forlade denne jord som ligemænd og som ligemænd træde frem foran deres skaber.

William McCray gik og tænkte på Jakes begravelse, mens han skridtede igennem Columbias universitetscampus. Han gik forbi biblioteket og nåede hen til Fayerweather Hall, hvor hans søn var leder af Historisk Institut, og først da han sad uden for sin søns kontor, gik han de punkter igennem i sit hoved, der havde fået ham til at mindes Jakes begravelse. Det var på denne tid af dagen, at han plejede at møde sin søn til en kop kaffe og en lille snak og afhængig af vejret og hans helbred måske til en lille spadseretur. I dag havde han imidlertid en aftale med sin læge, og som alle den slags aftaler havde for vane at gøre nu om dage, fik den ham til at spekulere på hans egen dødelighed. Derudover havde Charles fortalt ham, at Adam havde været i Chicago for at tjekke nogle oplysninger, som William havde fået af sin veteranven i Boston og ladet gå videre til Adam. Måske havde Charles hørt, hvordan det var gået. Hvordan skulle det ende med Adam? Han burde aldrig have givet slip på Diana. Det var disse kringlede veje i Williams hoved, der den eftermiddag havde ført ham til Jake Zigneliks begravelse. Han kunne stadig høre den spinkle dreng forsøge at komme igennem kadish, de sørgendes bøn.

”Goddag, mr. McCray,” sagde den unge kvinde, der enten var hans søns sekretær eller hans personlige assistent, som de hed nu om dage, eller en sekretær, som hele instituttet kunne trække på. Hvad lavede hun egentlig, når hun ikke sad og hilste muntert på ham?

”Det er dejligt at se Dem. Hvordan har De det i dag, mr. McCray?”

”Fint, tak, hvad med Dem?” William kunne som sædvanlig ikke huske hendes navn.

”Deres søn er lige gået, men han kan ikke være langt væk,” sagde hun og tilføjede hviskende: ”Jeg tror, han er gået på toilettet, han er snart tilbage,” og sluttede så med højt at sige: ”Han låste kontordøren og tog frakken på.”

”Frakke?” sagde William spørgende.

”Åh, jeg er altid nødt til at minde ham om at tage sin frakke på. Måtte De også det?”

”Jeg forstår ikke, hvad De mener.”

”Når han skal gå,” forklarede hun.

”Skal han da gå?”

”Har De ikke en aftale med Deres læge i dag, sir?”

”Jo.”

”Downtown, så vidt jeg husker? Han bad mig aflyse alle møder. Han går med.”

*

Det var aften igen. Lamont Williams’ mormor sad i Co-op City, Bronx, og kiggede med et ubehag, hun ville have haft svært ved at artikulere, på en stor og solid paraply med et skinnende sort håndtag. Så kiggede hun over på sit barnebarn, der sad og læste avis. Hun krydsede fingre for, at Michelle, hendes andet barnebarn, aldrig ville bede om at få den paraply at se, som hun havde købt til hende og givet hende på steakrestauranten i nærheden af Union Square. I det mindste havde hun ikke tabt kuverten med Sonias lille brev. Hun puttede pengene fra kuverten ned i sin pung, kiggede igen på sit barnebarn og bad hurtigt en bøn, så inderligt, at hun nær havde bedt højt, om, at han ville klare sig. Han kunne mærke, at hun så på ham. Han så hendes læber bevæge sig, uden at der kom nogen lyd ud, og han spurgte: ”Har du det godt, mormor? Er der noget, jeg kan hente til dig?”

Mange timer senere samme nat kunne Adam Zignelik ikke falde i søvn i sin lejlighed i Morningside Heights nogle få kilometer derfra på den anden side af Harlem River. Han kunne ikke finde ro. Han besluttede at tage en sovepille og gik ud på badeværelset, og da han åbnede toiletskabet, fik han øje på Dianas kam, den kam, hun havde efterladt med nogle få hår viklet omkring tænderne. Han tog den, kiggede på den og knugede så hårdt om den, at huden i hans håndflade blev helt hvid og ujævn. Han havde ikke lyst til at lægge den fra sig. Han kunne ikke se, hvorfor han skulle lægge den fra sig. Han kiggede ned på den i sin hånd og derefter op på sit eget ansigt i spejlet, og en bølge af selvlede skyllede op i ham, panik og følelse af tab eksploderede i små stød ud af hans lunger og ud i luften, indtil væden i hans udmattede øjne fortættede sig til en glasagtig hinde, der barmhjertigt slørede billedet af ham i spejlet. Den havde dog ikke held til at sløre alt det andet i hans liv, alt det, han havde fortrudt, alle mangler, alle de fejl, han havde begået, og han stod klokken tre om natten og knugede endnu hårdere om kammen. Hvor var de sovepiller?

”Tog du dem med?”

Dianas svar blevet overdøvet af Henry Borders fortvivlelse hen over de summe- og knitrelyde, som Marvin Cadden endnu ikke havde haft held til at forhindre. ”Hvem skal dømme om alt det her … Og hvem skal bedømme mit arbejde? … Hvem vil dømme –?”