Syvende del

”Elise … Elise!”

Henry Border stod neden for trappen og råbte op til hende, men fik ikke noget svar. Det engang så storslåede hus var blevet smækket op omkring århundredskiftet, hvor jorden kunne købes for en slik. Et antal lignende huse var blevet opført i al hast, da rygtet om, at Northwesterns højbane skulle forlænges uptown, blev til nagelfast viden. Det var et stort hus med flere værelser, end de to havde brug for. Der havde været flere grunde til, at Henry Border i sin tid valgte at købe netop det hus, men det, der især havde tiltrukket ham, var de overflødige værelser, som han ville kunne leje ud og dermed få dækket nogle af sine egne boligudgifter og måske også andre leveomkostninger. I tidens løb havde han haft et udvalg af lejere, men krigen havde efterhånden revet dem alle til sig, og i sommeren 1946, da han og Elise boede der helt alene, havde huset næsten intet tilbage af fordums pragt.

For et så reserveret og af natur privat menneske som ham havde værelsesudlejningen været et nødvendigt onde for at imødegå de ubehagelige økonomiske realiteter, han gerne ville skærme sin datter imod, mens han forsøgte at slå sig igennem i Amerika. Ved eksemplets magt samt beordret til det af sin far havde den unge pige lært at finde en egen rigdom inden for sit værelses fire vægge, som hun var flyttet ind i for nu snart mange år siden. Hun kunne begrave sig i bøger – både sine egne og biblioteksbøger – og tilmed i sine skolebøger. Det var måske en af de bøger, der holdt hendes hoved så beskæftiget denne sommerdag, at lyden af hendes fars stemme kun langsomt nåede ind til hende gennem den lukkede dør. Hendes far, der kunne virke formel i en sådan grad, at det virkede afvisende på andre mennesker, plejede ikke at opføre sig sådan over for hende. Selv bryske irettesættelser blev næsten altid givet som en bøn til fornuften og havde hvis ikke lidt glasur på så dog et drys kanel i sig. Stemmen, der trængte ind til hende gennem den nu åbne dør, og som var blevet mere og mere indtrængende i sin voksende erkendelse af afmagt, antydede for hende, at hendes far ikke var alene nede for enden af trappen. Da hun kom ud af sit værelse på førstesalen og stod ved trappen og kiggede ned, konstaterede hun, at hun havde haft ret. En sort kvinde, som hun aldrig før havde set, stod ved siden af hendes far.

”Elise, jeg vil gerne have, at du hilser på miss Ford.”

”Goddag, miss Ford,” sagde hun og rakte den sorte kvinde hånden. Kvinden kiggede ned på den tolv et halvt år gamle piges hånd, der lå i hendes, og sagde tøvende: ”Miss, vær rar at kalde mig Callie, miss.”

”Callie?”

”Ja, miss.”

”Jamen, så skal De kalde mig Elise … eller Elly, hvis De foretrækker det, eller Lissenka, som min far en gang imellem kalder mig, det er … udenlandsk, polsk, tror jeg,” sagde Elise genert og så et øjeblik ned i gulvet, mens hun forsøgte at regne ud, hvem denne kvinde kunne være, og hvad hun lavede her.

Henry Border førte sin datter og Callie Ford ind i stuen og bad dem sætte sig.

”Miss Ford skal bo her hos dig.”

”Hos mig?” udbrød Elise, forbløffet over ordvalget, der antydede, at hendes og faderens veje skulle skilles.

”Ja, når jeg rejser til Europa. Hvad med, at jeg laver en kop te til os alle, mens I to lærer hinanden at kende. Drikker De te, miss Ford?”

”Ja. Mange tak, dr. Border.”

Han gik ud i køkkenet, og Elise smilede nervøst, mens hun flyttede fødderne lidt frem og tilbage på en måde, der var det mest direkte og tydelige tegn på stigende nervøsitet. Hendes far havde nævnt, at han skulle en tur til Europa som led i sit arbejde. Faktisk havde han nævnt det mange gange, men det havde ikke set ud til nogensinde at blive til noget.

”Går De i skole, miss?”

”Ja,” sagde Elise stadig smilende. ”Jeg mener, ikke lige nu … på grund af sommerferie og den slags.” Hun så, hvad hendes fødder lavede, og blev straks forlegen over at være blevet afsløret som en tolv et halvt år gammel pige, der var nervøs. Voksne flyttede ikke deres fødder frem og tilbage, når de var sammen med andre, og hun var voksen nok til at vide det.

Callie Ford havde før haft arbejde som husholderske, først i Syden, hvor hun var født og opvokset, og derefter i Detroit, før hun flyttede til Chicago. Arbejdet havde omfattet pasning af andre menneskers børn, skønt hun dengang selv kun havde været et barn. Det var derfor ikke så meget det med at passe et barn, der gjorde hende lige så nervøs som det rastløse pigebarn på sofaen med det helt sorte, krøllede, skulderlange hår og de enorme, sorte øjne, der forsøgte at smile sig igennem situationen, en pige med alabasthvid hud, helt hvid, som om hun aldrig havde sat benene uden for huset, aldrig havde opholdt sig et minut ude i solen denne sommer eller andre før den. Callie Ford havde ikke troet, at stillingen som husholderske indebar, at hun boede i huset. Hun havde ikke fået at vide, hvor mange dage om ugen det var meningen, at hun skulle arbejde, og afhængig af lønnen havde hun været parat til at komme alle ugens syv dage. Hun havde imidlertid ikke forstået, at hun også skulle sove der om natten. Var det virkelig, hvad dr. Border havde tænkt sig, kun hende og pigen i et ellers tomt hus?

”Se så … te til os alle!” sagde Henry Border med forceret gemytlighed i stemmen, da han stillede bakken på bordet foran Callie Fords stol og sofaen.

”Bruger De mælk, miss Ford? Eller måske sukker? Jeg er bange for, at vi ikke har nogen kage.”

De behandlede hende, som om hun var gæst og ikke en, de havde en jobsamtale med, men alligevel kunne hun ikke bo her.

”Måske bruger hun begge dele, far.”

”Begge dele af hvad?” spurgte Henry Border sin datter.

”Både mælk og sukker. Gør De det, Callie?”

Callie Ford så på hende, pigen med det helt sorte, krøllede hår og øjne, der var blevet endnu større og var lige så sorte som hendes hår, næsten en voksen kvinde, men ikke helt endnu. Hvad skulle hun sige til denne pige?

”Mælk og sukker, tak,” svarede Callie tøvende.

Hun var niogtyve år gammel. Efter at være flyttet fra Detroit tre år tidligere havde hun boet i en række træbarakker i Chicagos South Side, indtil hun var flyttet ind i et værelse i en af de 176 lejligheder, der husede mere end to tusind sorte mænd, kvinder og børn i en grå betonklods, der optog halvdelen af pladsen mellem State og Dearborn Street lige nord for 34th Street og var kendt under navnet Mecca Flats. Hun havde slemt brug for pengene, lige så slemt som alle andre, hun kendte der, og hun kendte mange eller havde i det mindste mødt nogle af dem og havde set resten friste tilværelsen, mange af dem som husvilde; en mængde mennesker stuvet sammen på grund af deres omstændigheder. Hun så dem, nogle fra familier af forskellig og skiftende størrelse, nogle af dem alene, nogle gamle, andre unge og enkelte af ubestemmelig alder, de lod til at blive ældre og ældre for øjnene af en, mens ungdommen blev drænet ud af deres kroppe. Hun så dem forsøge at hjælpe hinanden, give til hinanden, så dem komme hjem fra arbejde eller være på vej ud for at finde et, så dem mere eller mindre afklædte, i højt humør, smilende, spyttende, drikkende, oppe at slås, stygt bandende, forelskede, med en smøg i flaben, dansende, syngende, sultne, med blødende sår, hun så dem stjæle i butikker, tigge på gaden, vaske op og svede; alt sammen på etagerne over og under sig og nede på gaderne. Men Callie Ford kendte ingen, der boede i denne bydel, hvor den ældre, udenlandske hvide mand og hans datter med de mange navne boede. Og hun havde i hvert fald selv aldrig sat sine ben der.

Hun havde arbejdet for kvinder, men aldrig for en mand. Kvinder kunne slide en ubarmhjertigt ned med alle de mange timer, de tvang en til at arbejde. Af egen erfaring og fra de historier, andre sorte kvinder havde fortalt hende efter at have arbejdet som hushjælp, vidste hun, at husfruer en gang imellem var ligeglade med, hvor gammel eller stærk man var. De ville piske en værre end et muldyr. Selv et muldyr fik lov til at sove indimellem, men i visse huse skulle man stå til rådighed fireogtyve timer i døgnet.

Mænd udgjorde imidlertid en fare i sig selv. Callie var engang blevet jagtet af sin frues berusede mand. Hun var på det tidspunkt gået i seng og havde kun sparsomt med tøj på. Det første, hun mærkede, var den fulde mands stinkende varme ånde som et slik med tungen mod sin kind, og så vågnede hun op til et mareridt, da hans drukne hånd begyndte at rage hende på brysterne under natkjolen. Hun havde vrikket sig fri og ud af sengen, stadig halvsovende, og var løbet ud af værelset og ned ad gangen. Var det klogest at holde mund med det næste dag? Ville det ske igen? Ville kvinden bebrejde hende det, nægte at tro hende, eller ville hun kunne genkende sin mand ud fra detaljerne om overfaldet, men alligevel tvinge Callie til at pakke sin kuffert og forsvinde? En anden gang, da hun knap nok var voksen og stadig boede i Syden, var hendes frues søn kommet hjem fra kostskole i weekender, kun for at kaste sig temmelig voldsomt over Callie, mens alle andre i huset lå og sov. Sønnen, der blev stedse stærkere for hvert besøg i hjemmet, havde kun været ude efter én ting. Heldigvis kom han efterhånden kun sjældent hjem.

Manden her virkede dog ikke som sådan en type mand. Det var ikke så meget det, at han var udlænding, ældre og veluddannet, selv om det nok bidrog lidt. Ikke, at hun dog kunne sige noget fornuftigt om det. Hun havde aldrig før mødt en mand som ham. Han gik med vest, selv om det var tidligt på sommeren. Han kaldte sig dr. Border, men mens han hastigt viste hende rundt i huset, virkede han som en, der selv kunne have brug for en læge. Han blev temmelig forpustet, mens han ilede af sted for at vise hende rundt i huset. Hverken i spisekammeret eller i sit eget soveværelse udnyttede han chancen for at se, hvor tæt på hun ville tillade ham at komme. Det var, som om tanken slet ikke faldt ham ind. Han var yderst høflig, men det var, som om han gerne ville have rundvisningen overstået i en fart. Hans beretning om rutinerne i huset gik ud på at pege på ting, hun udmærket selv kunne se. Hvad kunne hun se? Det var et stort hus med mange rum, som det kom til at tage mange timer at støve af, men huset var så godt som tomt. Kun den ældre mand og pigen boede i det, og pigen havde hun først fejlagtigt troet var hans barnebarn. Han havde tilbudt hende en løn, der var over den gængse. Hvorfor det? Var han for gammel og for fremmed i landet til at vide, hvor meget man skulle give en sort husbestyrerinde i løn? Nå, tænkte hun, det var en løn, som var blevet uofficielt fastlagt på en markedsplads fyldt med hvide kvinder, og måske var den eneste kvinde i hans liv denne lille sorthårede dukkepige, der sad alene henne på sofaen.

Henry Border og hans datter Elise ventede på, at hun skulle sige noget. Hun havde overlevet per instinkt, og i denne stues falmede storhed fortalte dette instinkt hende, at det muligvis var det bedste og i hvert fald det nemmeste arbejde, hun nogensinde ville få tilbudt. Medmindre der var noget, hun havde overset, var dette et arbejde, som intet fornuftigt menneske i hendes situation kunne sige nej til. Men hvor ondt det end gjorde, var hun nødt til at sige nej, og det gjorde rigtig ondt. Det ville gøre ondt i dage og uger hjemme i opgangen, på trapperne og i hendes værelse i Mecca ved tanken om den chance, hun havde fået tilbudt. Det nyttede dog ikke noget. Hun kunne umuligt sige ja til at flytte ind og blive dr. Borders hushjælp. De kiggede forventningsfuldt på hende. Nej, det var helt umuligt, lod sig ikke gøre. Hvem skulle så passe hendes søn?

”Jeg kendte Callie. Det gjorde vi alle,” fortalte Arch Sanasarian Adam Zignelik over tres år efter, mens han nippede til et glas isvand i loungen ved siden af Chi Bar i Chicago Sheraton Hotel. Adam havde ikke råd til at bo der, men han havde besluttet, at det var bedre at møde folk der end på det hotel, han havde råd til, især fordi meget tydede på, at han kom til at rejse til Chicago en hel del gange også efter denne tur. Arch Sanasarian var den første af Borders studerende, som det var lykkedes Adam at opspore. Det havde ikke været svært at fremskaffe en liste over dem, der havde skrevet afhandling med udgangspunkt i Borders ’Adjektiv-Verbum-Kvotient’, Eileen Miller havde fundet den frem til ham. Derudover var det lykkedes Adam at finde kontaktoplysninger på tre af de overlevende, som Border havde interviewet i DP-lejre i sommeren 1946. Han vidste ikke, om oplysningerne stadig var gangbare, om ofrene var ved deres fulde fem, eller om de overhovedet var i live, men bare det at have fundet dem fik Adam til at tro, at det var muligt at få mere at vide om manden, der havde været banebrydende inden for oral history, den mand, der med store personlige omkostninger til følge tilsyneladende havde følt et behov for at registrere disse menneskers historie på et tidspunkt, hvor næsten ingen andre havde ønsket at vide noget om dem.

Adam mærkede, hvordan spændingen ved hans arbejde begyndte at boble op i ham igen, noget, han havde opgivet alt håb om nogensinde at føle igen. Han erindrede simpelthen ikke, hvornår han sidst havde følt noget, der var bare i nærheden af at være positivt. Efter at Diana var flyttet, havde han mest af alt gået rundt i en tilstand af følelsesløshed, der ofte skyldtes druk. I ugerne, ja ligefrem månederne op til flyttedagen havde det forekommet ham umuligt nogensinde igen at skulle kunne glæde sig over noget, bortset fra i de få øjeblikke hvor smerten midlertidigt trak sig lidt tilbage. På det seneste var det så gået op for ham, at det var muligt, indimellem, at føle et gryende håb, men kun når han koncentrerede sig om sin interesse for de sorte soldaters eventuelle deltagelse i befrielsen af Dachau og i Border og de mennesker, psykologen fra Chicago havde kendt og interviewet. Hans eget privatliv var stadig den katastrofe, han selv havde sat i gang.

Arch Sanasarian var den første af dem, der havde kendt Henry Border, som Adam mødte ansigt til ansigt. Border var langsomt ved at blive vakt til live igen, og dette var yderligere en opmuntring for Adam. Arch Sanasarian var en blid, tænksom mand, en anerkendt psykolog på nogle og firs år. Han havde omhyggeligt med sine lange fingre fæstnet den lille mikrofon, der gik fra jakkereverset hen til Adams diktafon.

”Vi kendte ikke Callie dengang, fordi ingen af os kendte dr. Border, ikke i 1946. Ikke engang Wayne kendte ham dengang. Han tog til Europa i 1946 for at lave sine interviews, men vi lærte ham først at kende i 1950 eller måske i slutningen af 1949. Elly var seksten eller sytten år, og Jeg interviewede ikke de døde var udkommet. Som jeg har forstået det, begyndte Callie at arbejde for ham, da han tog til Europa i 46. Det er sådan, hun blev en del af dr. Borders liv. Ønsker De at tjekke, at Deres udstyr virker, som det skal?”

”Nej tak, det går fint. Hvem er Wayne?”

”Wayne Rosenthal, en af de andre kandidater. Står hans navn ikke på Deres liste?”

”Jo, men jeg ville lige sikre mig, at det var den samme Wayne. Det lød, som om De specielt fokuserede på ham.”

”Jeg tror, at dr. Border fokuserede på ham.”

”På hvilken måde?”

”Jeg tror, at Wayne var den af os – vi var fem eller seks, eller måske ligefrem syv – der var tættest på dr. Border, også tættere på end Amy. Han følte en særlig – hvad skal jeg sige? – omsorg for Amy. Men det var nu nok Wayne; deres forhold var tættest, mener jeg. Man skulle se nøje efter for at få øje på det, for dr. Border var en yderst korrekt mand. Der var noget varmt, men samtidig formelt over hans væremåde, lidt ligesom en europæisk skolelærer, en smule strikt, en gang imellem intimiderende. Hvor kom jeg til? Nå ja, Wayne. Dr. Border ville bestemt ikke have brudt sig om det, hvis nogen troede, han favoriserede en af sine studerende, men jeg tror, Wayne var den, han bedst kunne lide.”

”Eileen Miller på IIT gav mig indtryk af, at det var Dem, der var hans yndlingsstuderende.”

”Gjorde hun det? Det skal jeg ikke kunne sige noget om.”

”Hun sagde, at da han fratrådte sin stilling på IIT og flyttede ud af sit hus …”

”Han flyttede ikke kun ud af sit hus. Han flyttede fra Chicago.”

”Han flyttede fra Chicago, da han var blevet pensionist?”

”Ja, på et tidspunkt.”

”Hun sagde, at De hjalp ham med at tømme huset.”

”Det stemmer. Men det var først til sidst.”

”Var det dengang, De lærte hans husholderske, Callie, og hans datter, Elise, at kende?”

”Nej, jeg mødte dem – det gjorde vi alle – da vi begyndte at arbejde på vores kandidat-afhandling med udgangspunkt i ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’ helt tilbage i 1950. Eller rettere: Måske var det allerede i 1949, det år, Jeg interviewede ikke de døde udkom, og dr. Border var blevet en berømt mand på universitetet.”

”Hans berømmelse holdt ikke, vel?”

”Nej, men …” Arch Sanasarian tænkte et øjeblik tilbage på ting, der kom for hurtigt til, at munden kunne følge med. ”Ja, det var kun på universitetet, og berømmelsen holdt sig ikke, men den holdt sig længe nok til, at vi nåede at høre om den, om dr. Border og hans værk. Det er nok grunden til, at vi alle ville have ham som vejleder.”

”Må jeg spørge Dem om noget? Hvis han var strikt, næsten intimiderende, hvis han var formel i den gamle verdens opfattelse af ordet, hvordan kom det sig så, at De og de andre kandidatstuderende lærte ham så godt at kende, at I også lærte hans datter og tilmed hans husholderske Callie at kende?”

”Det er der en naturlig forklaring på. Vi havde vores gang i hans hjem.”

”Alle sammen?”

”Ja, alle seks eller syv. Han holdt aftenseminarer for sine kandidatstuderende hjemme hos sig selv.”

”Hos sig selv … om aftenen … hvorfor?”

”Tja, de fleste af os, måske os alle sammen … nej for resten, ikke Evie Harmon, men de fleste af os havde arbejde, i hvert fald deltidsarbejde. Så det var en stor hjælp, da han gik med til, nej, da han tilbød at holde aftenseminarer hjemme hos sig selv.”

”Men hvorfor hjemme hos sig selv? Hvorfor ikke på universitetet?”

”Jeg tror, han syntes, det var tryggere end at skulle bevæge sig ud i byen om aftenen. Og det var mere praktisk.”

”For ham?”

”Helt bestemt for ham. Også for mig. Jeg boede i nærheden, to gader fra ham. På den måde var jeg heldigere end de andre. Det er måske derfor, Eileen Miller troede, jeg var tættest på ham, fordi jeg boede så tæt på ham, men …” Arch Sanasarian kiggede et øjeblik vemodigt hen over Adams hoved. ”Jeg tror nu, at det var Wayne. Misforstå mig ikke, han var fantastisk over for mig. Det var han virkelig, lige fra allerførste gang jeg henvendte mig til ham og spurgte om, han ville være min vejleder.”

”Hvordan hørte De i sin tid om ham og om muligheden for at beskæftige sig med det emne?”

”Det husker jeg faktisk ikke. Måske fortalte en af de andre mig om ham.”

”Fortalte Dem hvad?”

”Tja, at han var aktivt ude og rekruttere.”

”Border?”

”Ja, han ledte efter studerende, der ville arbejde med ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’. Jeg husker udmærket hans kontor og også hans laboratorium; de lå begge i hovedbygningen. Lige ved siden af hinanden med forbindelsesdør. Kender De hovedbygningen? Rødt murstenshus fra det nittende århundrede. Jeg tror, det er det ældste på campus.”

”Og det var der, De opsøgte ham for at tale med ham om muligheden for at assistere i hans ’Adjektiv-Verbum-Kvotient’-forskning og, med udgangspunkt i den, skrive afhandling?”

”Ja, det var selvfølgelig ikke kun det, at jeg var nervøs. Jeg kan huske, at det var svært at finde hans kontor. Det lyder måske mærkeligt, fordi universitetsadministrationen har til huse i hovedbygningen. Eller havde i hvert fald til huse der.”

”Det tror jeg stadig, den har. Nej, den er ikke svær at finde.”

”Og var det endnu mindre dengang. Der var færre bygninger, forstår De. Men jeg havde problemer med at finde ham, fordi han var den eneste af lærerstaben fra Psykologi, der havde kontor i bygningen.”

”Hvorfor mon det?”

”Institut for Psykologi og Filosofi lå oprindeligt der, men var på det tidspunkt flyttet. De havde brug for mere plads og flyttede. Alle, bortset fra ham.”

”Hvorfor flyttede han ikke med?”

”Det ved jeg ikke. Jeg kan gætte, men jeg ved det faktisk ikke.”

”Så gæt.”

Arch Sanasarian smilede. ”Hvor skal jeg begynde? Hvis De tænker på fnidder på instituttet, ja, han ville aldrig diskutere det med os, i hvert fald ikke med mig, men mon ikke den slags har spillet ind? Det ville dog ikke have været alvorligt nok til at nægte at flytte med de andre. Det, De skal huske på vedrørende dr. Border, er, at hans arbejde betød alt for ham. Jeg mener bogstavelig talt alt. Men ingen af os havde nu hørt om ham, før han interviewede DP’erne i Europa og udgav Jeg interviewede ikke de døde. Hvorfor flyttede han ikke med resten af instituttet?” Arch Sanasarian smilede igen, som han sad der i sin stol i loungen ved siden af Chi Bar på Chicago Sheraton og tænkte på sin vejleder for over et halvt århundrede siden. ”Jeg tror ikke, han havde tid.”

Lamont Williams mormor var som sædvanlig hjemme før sit barnebarn. Det ville have været det perfekte tidspunkt til at tale med sit barnebarn, Michelle. Hun havde lagt en besked på Michelles telefonsvarer og håbede, at hun ville ringe tilbage. Derfor kastede hun hele tiden et blik hen på telefonen, som om hun, bare ved at kigge på den, kunne tvinge den til at ringe. Men telefonen ringede ikke, så hun var nødt til at finde på en anden strategi, der kunne få den til at gøre det. Hun tændte for fjernsynet, så telefonen måske blev distraheret og ikke lagde mærke til, at hun ventede. Michelle havde altid været et pligtopfyldende barnebarn, og hun spekulerede på, om det var noget, hun bildte sig ind, eller om Michelle på det seneste var stadig længere tid om at ringe tilbage? Eller skyldtes det, at Michelle vidste, hvad hendes mormor ville tale om, og var blevet træt af hendes bekymring for Lamont?

Men denne bekymring var velbegrundet, tænkte Michelles mormor. Hun var bange for, at noget før eller siden ville gå i stykker inden i Lamont, hvis han ikke gjorde fremskridt i forsøget på at finde sin datter, eller hvis han ikke så meget som havde en plan for, hvor han skulle starte. Han ville bryde sammen, lange ud, gøre noget, der gik imod hans egne interesser, og som måske resulterede i en fyreseddel. Eller måske faldt han sammen, blev overvældet af fortvivlelse og holdt op med at forsøge at skabe sig et nyt liv. Den bedrøvelige sandhed var, at hun faktisk ikke troede, det ville lykkes ham at finde sin datter. Chantal, den lille piges mor, så ud til for længst at have afskåret Lamont muligheden for at få kontakt, og hvis det var sådan, landet lå, var der efter mormoderens mening meget lidt, Lamont kunne gøre ved det.

For Lamonts mormor drejede det sig ikke så meget om at finde hans datter. Det, han havde brug for, det eneste, han havde brug for, var en plan, at have noget at stå op til længe nok til at kunne komme igennem sin seks måneders prøveperiode på kræfthospitalet. Dette ville muligvis være nok til at holde ham på det rette spor frem mod resocialisering. Hvis han havde et godt arbejde med de fordele, det gav, penge i banken hver eneste uge, hvis han fik nye venner på arbejdet, venner, der aldrig havde været i fængsel, og som ikke vidste, at han havde været i fængsel, kunne det tænkes, at han fik en kæreste. Måske kunne han så få sig en familie, en ny familie, en rigtig en, hvor barnet havde en mor og en far, der var gift med hinanden. Han ville aldrig holde op med at længes efter den lille pige, som Chantal holdt ham på afstand af, men hvis han havde et arbejde og en ny familie, ville den sviende smerte over at have mistet hende måske være knap så akut. Lamonts mormor vidste alt om at forvandle sviende smerte til nagende kval og var af den overbevisning, at evnen til at gøre det afgjorde, hvem af de mennesker, hun kendte, der ville få succes i deres liv, og hvem der ville falde gennem hullerne i nettet.

Telefonen ringede, netop som en mand fra en lille by i South Carolina på Antikrunden forklarede en antikvitetshandler, at hans mor havde arvet en rok efter hans oldemor. Det var imidlertid ikke Michelle, der ringede, men et telemarketingfirma. Var Michelle længe om at ringe, fordi hun havde opgivet sin fætter? I det mindste kunne hun give ham et par praktiske anvisninger på, hvordan han eventuelt kunne finde sin datter, anvisninger, der kunne holde hans håb i live ud over den seks måneders prøveperiode. Var det for meget at bede om? tænkte Michelles mormor.

”Ja, jeg ville jo sige, at De kommer fra en heldig familie,” sagde antikvitetshandleren på fjernsynet til manden fra South Carolina, der havde arvet en rok. ”Kunne De have lyst til at gætte på, hvor meget Deres oldemors rok er værd?”

Så begyndte hun at blive bekymret for, om Michelle måske selv havde problemer. Måske skulle hun tænke en smule mere på Michelle. Selv om Michelle ringede nu, var der ikke tid nok til at tale rent ud af posen med hende, for Lamont ville være hjemme om et øjeblik.

Professor Henry Border stod foran et lille spejl, der var stillet op på et arkivskab på hans kontor. Han var ved at trimme sit skæg, da det bankede på døren. Han lagde saksen fra sig, så på uret og sagde: ”Kom ind.”

Den unge mand, der trådte ind, forsøgte at skjule sin nervøsitet. Det var Arch Sanasarian, og ved synet af professoren, der sad ved et gammelt jalouisiskrivebord, gik han hen og rakte hånden frem for at præsentere sig.

”Tak, fordi De sagde ja til at tale med mig, dr. Border. Jeg er Arch Sanasarian.”

”Sid ned, mr. Sanasarian,” sagde Border og drejede sin stol og slog ud med hånden mod en anden, der, da den unge mand havde fjernet en stak papirer, knirkede, da han satte sig. Kontoret var proppet med bøger, i reoler og i stabler oven på arkivskabe, der stod tæt sammen langs de vægge, der ikke var optaget af reoler fra gulv til loft.

”Arch?” sagde Border eftertænksomt. ”Er det en forkortelse, mr. Sanasarian?”

”Ja, af Archibald.”

”En amerikansk forkortelse, ikke sandt?”

”Jo.”

”Er De født her?”

”Ja, hr. professor.”

”Archibald bliver til Arch. Ja så. Jeg er ikke født her, så det har altid været nødvendigt for mig at lære den slags ting. De ønsker at skrive Deres kandidatafhandling med udgangspunkt i ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’?”

”Ja, det er korrekt. Jeg har læst Deres bog og –”

”Undskyld, jeg afbryder, mr. Sanasarian. De har læst bogen, og De forestiller Dem, at De er interesseret i analyse af sprogmønstre, men De må forstå, at det kun er et utilstrækkeligt minimumskrav.”

”Undskyld, hr. professor, jeg er ikke helt med.”

”Jeg mener, at denne slags materiale, interviews med kriseramte mennesker, det er oprivende i sig selv og … nå ja, det er ikke for hvem som helst.”

”Nej, nej, selvfølgelig ikke, men jeg tror, det er noget for mig. Helt ærligt, hr. professor, så kan jeg ikke komme i tanke om et emne, der interesserer mig mere. Faktisk har jeg efter at have læst Deres bog ikke kunnet holde op med at tænke på materialet, på det, disse mennesker har oplevet.”

”Ja så,” sagde Border.

”Sir, hvis det drejer sig om mine akademiske meritter, hvis De vil tillade mig at gå dem igennem sammen med Dem, er der visse karakterer, som jeg tror, jeg ville kunne sætte ind i en slags sammenhæng, som –”

”Jeg har ikke set på Deres akademiske meritter.”

”Nå, men hvis det drejer sig om –”

”Hvad er dette ’det’? Hvorfor tror De, der er et ’det’, mr. Sanasarian?”

”Professor Border, jeg … jeg kan ikke komme i tanke om noget vigtigere end Deres arbejde, og hvis De bare ville tillade mig at tale ud –”

”Arch er en amerikansk forkortelse af navnet Archibald,” afbrød Border. ”Sanasarian er et armensk navn, ikke sandt?”

”Jo.”

”Deres forældre er med andre ord indvandrere?”

”Ja, hr. professor.”

”Hvornår emigrerede de til USA?”

”I begyndelsen af tyverne.”

”Tyverne? Hvor stammer de fra?”

”Min far er fra Van, og min mor fra –”

”Deres far er født i Van?”

”Ja.”

”Begge Deres forældre er født i Armenien?”

”Ja.”

Henry Border så på den unge armensk-amerikanske mand, der sad på den anden side af hans skrivebord. ”Har De familie tilbage i Armenien?”

”Nej, ikke hvad mine forældre ved af. De blev alle myrdet.”

”Javel,” sagde Henry Border og fingererede ved sit gedebukkeskæg. De to mænd sad stille et øjeblik uden at sige noget. Kun standurets tikken brød forstyrrende ind i lyden af deres vejrtrækning.

”De skal vide, at kurser og seminarer er obligatoriske. Er der noget, De vil spørge mig om vedrørende forløbet, mr. Sanasarian?”

”Øh nej, i hvert fald ikke noget, der lige falder mig ind, hr. professor, men jeg tænkte, at … Er De slet ikke interesseret i se min akademiske løbebane?”

”Nej, mr. Sanasarian.” Henry Border rejste sig op bag sit skrivebord og rakte hånden frem mod den unge mand. ”Tag denne formular med, udfyld den og kom tilbage med den. Den er ikke til mig, men til institutkontoret. Jeg ved, hvad jeg har behov for at vide.”

Første gang, Callie Ford så James Pearson, var til et sammenskudsgilde på tredje etage i Mecca Flats, den etage hun boede på sammen med sin søn, Russell. Selv om festens værter, i hvert fald formelt, for nuværende var Callies naboer, havde hun endnu ikke hilst på dem. Hun var gået derind for selskabets og underholdningens skyld. Det var ikke ualmindeligt, at nyindflyttede bluesfolk kunne finde på at underholde, en gang imellem solo, andre gange i ad hoc-bands i kvarterets forskellige ejendomskomplekser og også i Mecca. Når festen alligevel kom til at holde en vågen om natten, kunne man lige så godt deltage i den. James Pearson deltog også, men ikke fordi han ikke havde råd til at betale for professionel underholdning. Han havde et vellønnet job i pakkeriet på et større slagteri. Hun havde hørt om ham. En stilfærdig mand, ikke høj, men bredskuldret og tydeligvis meget stærk. Han var kendt i Mecca under øgenavnet ’Mister hvad som helst’. Nogen tid efter viste det sig, at mr. Pearson var flyttet ind i værelset ved siden af Callies i samme lejlighed. Tommy Parks var endnu en ugift mandlig nabo til hende og ligeledes ansat i pakkeriet, om end af gemyt ganske anderledes, en vulgær, hidsig, vredladen mand. Da Tommy Parks så Callie smile til sin nye nabo, James Pearson, da denne kom med sine flyttekasser, gjorde han et nummer ud af at byde ham velkommen på Callies vegne.

”Ser man det,” sagde Tommy Parks, der stod og lænede sig op ad dørkarmen ind til sit værelse, ”hvis det ikke er ’Mister hvad som helst’! Fremover behøver du ikke vække mig, når du får brug for mine tjenester om natten, Callie. Du kan banke på hos ’Mister hvad som helst’. Måske kan han give dig hvad som helst, når som helst du har lyst, men husk nu, Callie, at jeg kan give dig det, sådan som du kan lide det.”

Bemærkningen gjorde Callie forlegen, hvad den også var beregnet på at gøre, og James Pearson, der var ved at bære sin kuffert og nogle få flyttekasser ind i sit værelse, valgte at overhøre den. Det virkelig dumme ved bemærkningen var, at det var Tommy Parks, der ædru eller fuld et par gange var gået ind til Callie om natten, ikke omvendt. Hun havde været nødt til at afvise hans tilnærmelser ganske bestemt, men uden at gøre ham til sin fjende, fordi han boede ved siden af hende i samme lejlighed. Det var ubehageligt nok at have en høflig Tommy Parks som nabo. Det ville blive en hel del sværere, hvis han så sig gal på hende. Det var slemt nok, at Russell flere gange havde været vidne til Parks’ amourøse tilnærmelser, hun ville ikke have, at han også skulle se hende blive slået eller skubbet rundt med.

James Pearson havde fået øgenavnet ’Mister hvad som helst’, da han i sin tid kom til Chicago og opsøgte Armour & Company. På det tidspunkt arbejdede Tommy Parks på slagteriet, og han havde set det hele. Faktisk havde han bidraget til Pearsons voksende berømmelse. På Armour slagtede de den dag, James Pearson kom for at få et job, hen ved et tusind svin i timen, og han blev straks spurgt af en mand i personaleafdelingen: ”Hvad kan De lave?”

”Hvad som helst,” svarede James Pearson uden at ville sige andet end den skinbarlige sandhed.

”Hvad som helst?”

”Javel, sir.”

”Har du hørt mage?” spurgte personalemanden sin kollega. ”Denne mand kan lave hvad som helst.”

”Kan De skære halsen over på et svin?”

”Javel, sir.”

Han blev ført ud af kontoret og direkte til slagtehallen, hvor personalemanden pludselig besluttede at gøre opgaven sværere og spurgte ham: ”Hvad så med tre?”

”Javel, sir.”

Manden fra personaleafdelingen smilede og så på sin kollega, der var gået med for at se denne nye mand, der, om end han var stilfærdig, var alt for kæphøj og formentlig fuld af løgn. Den første mand pegede på en kæde. Tommy Parks, der havde fulgt med i det hele fra begyndelsen på personalekontoret, hvor han havde været for at klage over sit arbejdsskema, til selve slagtehallen, så James Pearson tage fat i en kæde og skære halsen over på tre svin lige så ubekymret som alle rutinerede slagtere i hallen. Anderledes, men helt perfekt. Der var ikke en eneste skramme eller forkert knivsår på nogen af de tre svin. De to mænd fra personaleafdelingen og Tommy Parks, som de ikke havde bemærket, kunne ikke andet end være imponerede, men ingen af dem kommenterede det. Efter så at have tænkt, at James Pearson måske bare havde været heldig at blive bedt om at gøre den ene ting, han mestrede til perfektion, nemlig at skære halsen over på et svin, spurgte den første mand fra personaleafdelingen: ”Hvad med at flække dem. Kan De flække et svin?”

”Hvad som helst, sir,” svarede Pearson som før, og de gik videre til den hal, hvor svinene blev flækket. Personalemanden bad en af de tilstedeværende flækkere om at træde til side og give Pearson sin flækkekniv. De stod alle i rundkreds, mens svin hængende i en kæde gled forbi, og ventede på en særlig stor en, og da den kom, sagde personalemanden: ”Vær venlig at flække den der for mig.”

Uden et ord flækkede James Pearson den perfekt ned gennem midten uden at skramme, flænse eller så meget som nærme sig en udskæring. Det var, som om svinet var blevet skabt i to dele, eftersom det næppe kunne være endt i denne jomfruelige tilstand ved et menneskes mellemkomst. Alle tilskuere, inklusive Tommy Parks og andre af pakkearbejderne, som havde hørt, at der var noget særligt i gære, så til med ægte beundring i øjnene. Pearson blev bedt om at gentage sin bedrift på det næste svin, og det gjorde han så.

”Hvis jeg bad Dem gå med over til de finere udskæringer …” Personalemanden afsluttede ikke sin sætning.

”Hvad som helst, sir.” Pearson blev ansat på stedet, og med Tommy Parks som fødselshjælper gik historien om ’Mister hvad som helst’ hurtigt fabrikken rundt og også ud til visse dele af Mecca Flats.

Tommy Parks og James Pearson var meget forskellige, men Tommy Parks kunne ikke andet end beundre Pearson og havde ikke noget imod at være sammen med ham eller blive set sammen med ham. Tommy var en mere højrøstet mand og levede livet på måder, som ikke sagde James Pearson noget. Det var Tommy Parks, der fortalte Pearson om det ledige værelse i Mecca, så da Pearson ankom med sine ejendele, var det kun for at more sig på Callies bekostning, at Tommy Parks virkede overrasket. Han havde vidst, at Pearson skulle flytte ind i værelset, og da James Pearson senere sagde op hos Armour & Company, gik Tommy Parks med ham. James Pearsons anseelse havde været så stor på Armour, at personalechefen havde bedt om at få at vide, hvorfor han sagde op, og da det ikke lykkedes at overtale ham til at blive, lovede han, at Pearson kunne få sit job tilbage, skulle han nogensinde skifte mening. Det var ganske uhørt, og ingen ville have troet det, hvis der ikke havde været vidner.

Tommy Parks havde set manden arbejde, og han havde ikke svært ved at tro det. De to kom ikke meget sammen, deres venskab var en smule vakkelvornt. De var kolleger og havde hver især respekt for den andens arbejde, men de havde kun få fælles interesser. Tommy spillede hasard, drak meget og jagtede kvinder, en gang imellem flere ad gangen. James Pearson holdt sig derimod for sig selv og viste ingen interesse for nogen af de ting. Det forlød, at han sparede op for på et tidspunkt at finde et bedre sted at bo. Han havde, ligesom Tommy, en bedre løn end de fleste mennesker, som ikke havde andet valg end at bo i Mecca, men hvor James Pearson så ud til at have kurs mod et bedre liv, gjorde Tommy Parks ikke noget for at bremse en udvikling væk fra det bedste liv, han nogensinde havde kendt eller ville komme til at kende. Han stillede sin sult, hvor han kunne komme af sted med det og ofte med ganske store armbevægelser, hvorved underholdningsværdien for en stund gjorde ham populær blandt mennesker, der var desperate efter at have andet at tænke på end deres egne desperate omstændigheder.

James Pearson var derimod en respekteret mand, men det var i det skjulte, og der var ingen, der forsøgte at komme ind på livet af ham, det vil sige bortset fra mrs. Sallie. Samme dag som James Pearson flyttede ind i lejligheden, og Tommy Parks forsøgte at gøre sig munter på Callies bekostning, blev han antastet af gamle mrs. Sallie, der bevægede sig, selv når hun stod stille, og som i modsætning til Callie ikke havde hørt om Pearson og hans evner. ”Har De mødt min ven, mister?” spurgte hun ham. ”Har De mødt, mødt min ven, Jesus? Han vil tage mig bort herfra, og hvis De vil række ham hånden … vil han gøre Dem den samme tjeneste.”

Både Callie Ford og Tommy Parks så til, mens James Pearson stillede sin kuffert fra sig, tog mrs. Sallies højre hånd i sin og sagde: ”Mit navn er James Pearson, ma’am. De må endelig sige til, hvis jeg kan gøre noget for Dem … mens De venter på Deres ven.”

Alt, hvad Callie Ford så til ham fra da, og de få ord de udvekslede i de følgende måneder, var i overensstemmelse med det, hun så i ham den dag, han flyttede ind. Tommy Parks var en smule mindre fræk over for hende, når James Pearson var i nærheden, og hun følte sig helt generelt tryggere ved at have ham boende i værelset ved siden af. Det var grunden til, at hun en aften – to uger efter at nogen var blevet skudt og dræbt i en af de fjernestliggende værelser i lejligheden ovenpå – turde banke på James Pearsons dør og spørge, om han havde tid til at tale med hende. Hun havde fået tilbudt et glimrende arbejde af et par måneders varighed nu til sommer, men det lå seksten-sytten kilometer længere mod nord, og hun skulle også være der om natten. Hendes søn Russell var for det meste en god dreng. Hvis hun sagde ja til jobbet og gav James Pearson en del af sin løn, ville han så kigge ind til drengen om natten? Og hvad James Pearson end fik til aftensmad, kunne han så en gang imellem måske dele den med hendes søn Russell?

Det var sidst på dagen efter arbejdstid, og Lamont Williams risikerede at komme for sent til aftensmåltidet hos sin mormor. Han havde tænkt, at besøget hos den gamle mand på niende etage skulle have været meget kort, men var igen blevet opslugt. Hospitalet havde længe stillet ham flere arbejdsopgaver i udsigt, men det kneb med at følge op på løftet. Jo flere opgaver, jo større chance for at vise sine evner og sin glæde ved arbejdet, tænkte han. Det ville måske gøre dem mindre tilbøjelige til at fyre ham. Det ville være fint at få større ansvar, men det så ikke ud til, at han ville få det. Måske havde hospitalsadministrationen ikke længere så høje tanker om ham, eller den kunne have skiftet mening vedrørende projektet med at ansætte tidligere straffede. Han forsøgte at skyde tankerne til side, fordi de ikke måtte vinde den armlægning, der hele tiden fandt sted oppe i hans hoved, men det var svært ikke at spekulere på det. Var det inspektørerne? Der var flere end en. Hvem af dem brød sig mindst om ham? Kunne nogen af dem overhovedet lide ham? Hvordan indyndede man sig hos dem? Alle havde så travlt. Det var formentlig kun det, der afholdt dem fra at give ham større ansvar. Det betød nok ikke noget særligt. Man burde forhindre den slags tanker i at få overhånd i ens hoved.

En kollega i Driftsafdelingen, en mand ved navn D’Sean, der var yngre end Lamont, men havde arbejdet på hospitalet i fire år, og som Lamont havde betroet sig til, havde fortalt ham, at det, at ekstra tjanser overhovedet var blevet nævnt, var et godt tegn. D’Sean havde set mange mænd komme og gå i Driftsafdelingen, men han havde aldrig oplevet, at hospitalet gav tidligere straffede den slags ekstra håndsrækning. ”Har du fået flere opgaver nu?” blev D’Sean ved med at spørge. ”Nej? Ikke endnu! Hvad mener du med ’ikke endnu’? De har nævnt det, så hvorfor gør de ikke noget ved det? Hvis de har et problem med dig, må du få det løst hurtigst muligt. Men hvis det bare er, fordi de har glemt dit fjæs, så må du se at minde dem om det. Du er sgu så selvudslettende, Lamont, som om du slet ikke er her, sniger dig rundt med kosten, som om du slet ikke bør være her. Du er ligesom ’undskyld, jeg lever. Glem, at jeg er her.’ Har aldrig mødt en som dig, kommer ud af spjældet og så lever videre, som om man stadig er inde. Nå, men du er ude nu, Lamont, og du er sgu nødt til at tænke på dig selv. Ikke buse frem eller noget. Jeg siger bare, at du må tænke på dig selv. Hvis du ved, hvad jeg mener.”

Lamont fortrød, at han nogensinde havde fortalt D’Sean, at han havde været i fængsel, og for den sags skyld, at han havde fået tilbudt flere arbejdsopgaver. Muligvis var det ikke med vilje, men D’Seans lommefilosofiske betragtninger tjente kun til at forstærke Lamonts urolige tanker. De var som de kaniner, hans løbske fantasi jog ned i sorte huller. Som ung havde han ladet fantasien få frit løb, og det havde været underholdende, når alt andet så sort ud, men under afsoningen havde han udviklet en strategi til at holde de værste excesser i skak, en strategi til at undertrykke negative tanker, som kun tjente til at gøre ham ked af det og lægge hindringer i vejen for fremskridt, og han var blevet ret god til det. Det var en evne, D’Sean nu pludselig tvang Lamont til at finde frem igen.

Det var sommeren 1946 i Europa, og ikke mange lagde mærke til en noget forvirret mand, der langsomt gik rundt i lejren og kiggede intenst, næsten højtideligt på alting, som om hans øjne havde hungret efter at se det, de nu så, og derfor ikke kunne få nok af det. Manden slæbte på en tung kasse, med ledninger, transformere og stik, en slags optageapparat, forklarede han, når nogen spurgte. Det var sjældent, at nogen spurgte. Han var polsk, sagde nogen, nej, tysk, en doktor et eller andet. Udmærket, der var mangel på læger. Der var mangel på alting undtagen tyfus og tb. Nej, han var polsk jøde. Men han så på den anden side for sund og rask ud til at kunne være polsk jøde. Nogen sagde, at han kom fra Amerika. Henry Border, engang fra Polen, nu fra Chicago i Illinois, var vant til at komme i anden række, efter andre mennesker. Han havde været i en del DP-lejre, før han kom til Föhrenwald, men hver gang han havde været i en lejr og set dem, der var interneret der, var det, som om han så en helt ny livsform for første gang, som han ikke kunne vende blikket fra. Hans vejrtrækning blev hektisk, og han måtte tvinge sig selv til at være rolig. Det skete hver eneste gang, og han skosede sig selv for det. Hivende vejrtrækning var en luksus, ingen her havde råd til, ikke engang ham selv.

Mens han slæbte af sted med sit udstyr og indimellem flyttede det fra hånd til hånd for at mindske belastningen på sin krop, kom han forbi en interimistisk træhytte fyldt med børn, jødiske børn. Han vidste, at de var jøder, fordi de blev undervist på jiddisch. Han satte sin bagage ned på jorden for at kunne komme nærmere vinduet og høre, hvad undervisningen gik ud på. Børnene var ikke lige store og derfor, gættede han på, heller ikke lige gamle. Mens han stod der, kom en anden flok børn forbi på en række, der var så lige, at det næsten var, som om de marcherede. Store børn og små børn på række, anført af en voksen, der førte an i, hvad der i Henry Borders ører lød som en hebræisk sang. Og så, som for at ødelægge indtrykket af orden, kom endnu en flok børn, store og små imellem hinanden, som også sang en sang på hebræisk, men en anden end den første gruppe, og denne anden flok var på kollisionskurs med den første. Instinktivt drejede de to grupper hver sin vej for at undgå at støde ind i hinanden.

Henry Border var som hypnotiseret af disse børn. Han havde lyst til at standse hver eneste en og spørge til deres forældres skæbne. Spørge til deres skæbne. I begyndelsen havde han slet ikke set voksne i Föhrenwald-lejren. Han spekulerede på, hvad disse børn havde været vidne til, og på, hvordan de overhovedet havde overlevet uden voksne til at passe på sig dengang og faktisk også nu. Han stod midt i denne lille flok børn, en lille by kun beboet af børn, en by fyldt med forældreløse børn, da disse billeder oppe i hans hoved blev jaget på flugt, fordi den voksne anfører for den anden gruppe syngende børn havde forladt rækken og nu glammede et spørgsmål til ham om, hvem han var, og hvad han lavede der.

Det var svært at forklare, tog lang tid, og det var hver gang så godt som umuligt at spå om udfaldet. Denne person, en mand i trediverne, var en amerikansk jøde fra The American Jewish Joint Distribution Committee, kendt som ’The Joint’. De små børn, der var i hans varetægt, marcherede videre, stadig syngende, men det bekymrede ham tilsyneladende ikke, og Borders forklaring på sin tilstedeværelse faldt i god jord. Henry Border satte sit udstyr ned på jorden og tørrede sveden af panden.

”Så mange børn?”

”Mange, men ikke nok,” svarede manden fra The Joint.

”Selvfølgelig, men … lige her er der –”

”Det er et klasseværelse. De er i skole. Og vi får hele tiden flere. Vi fik en del i går.”

”Hvor kommer de fra? Hvorfor kommer de først nu?” spurgte Henry Border.

”Det er volden, der ryger dem ud.”

”Volden? Hvad mener De?”

”Hvad mener De med: ’Volden? Hvad mener De?’”

”De mener nazisternes vold?”

”Nej, nazisterne tabte krigen i maj sidste år … For fjorten måneder siden. Jeg taler om volden for to uger siden.”

”Hvilken vold? Undskyld, men jeg forstår ikke, hvad De taler om.”

”En dreng, en polsk dreng …” Manden fra The Joint tav vantro over den historie, han skulle til at fortælle. Han tog en dyb indånding og fortsatte: ”Han var stukket af hjemmefra og havde efter sigende været væk i tre dage. Da han kom hjem igen, ville folk, hans forældre, vide, hvor han havde været. De var rasende på drengen. Så han fortalte dem, at han var blevet kidnappet af jøder og holdt indespærret i en kælder. I kælderen havde han set femten andre polske drenge, kristne, som var blevet myrdet, så de kunne bruge deres blod til at lave matzah. Historien kom meget hurtigt i omløb, og en flok mænd i den polske hæruniform gennede den sidste rest jøder sammen på ét sted, og så, tilskyndet af både medlemmer af den lokale milits og præsteskabet – og efter sigende også af en af socialisterne netop indsat fabriksdirektør – blev disse jøder, der netop havde overlevet Hitlers lejre, kastet for en blodtørstig pøbel på omkring fem tusind mennesker.”

”En pogrom? Nu, efter alt, hvad der er sket?” udbrød Henry Border forfærdet.

”Ja.”

”For to uger siden, en pogrom for to uger siden? Hvor henne?”

”I Kielce. De fleste af de jøder, som havde held til at komme væk, tog til Zeilsheim, men vi har nogle få her, inklusive en del forældreløse børn. Faktisk, kom, men vær stille. Tag et kig ind i klasseværelset, men børnene må helst ikke se Dem. Kan De se den lille dreng der længst tilbage?”

Henry Border så ind gennem vinduet, hvor børnene sad med siden til og kiggede på deres lærer. Han så en lillebitte dreng på mellem tre og fem år, der sad og holdt en måske otteårig pige i hånden.

”Kom de hertil i går?” spurgte Border. ”Hvordan klarede de turen? Det her er bare … Er de begge fra Kielce?”

”Nej, kun drengen.”

”Hvor kender han pigen fra?”

”Det gør han ikke. Han kan ikke have mødt hende før i går. Men hun er nu den, han har kendt længst i sit liv. Alle andre er døde. Og nu må De have mig undskyldt, jeg skal tilbage til mine børn. Held og lykke med projektet. Husk, at De også skal tale med børnene.”

Manden fra The Joint efterlod en alvorligt rystet Henry Border, da han gik videre. Border stod et øjeblik helt stille, og så trak tanken om den lille dreng igen i ham, og han kiggede ind gennem vinduet. Han fik øje på en forbinding om drengens frie hånd, der gik helt op til albuen.

”Og da hun hørte det,” sagde læreren til børnene, ”tog hun baby Moses med ned til floden og lagde ham i en kurv inde i rørskoven og skubbede den ud på floden. Og nogen tid efter fandt den egyptiske prinsesse ham i kurven og tog ham til sig. Tror I, det har været svært eller nemt for Moses’ mor at gøre dette?”

Pigen, der holdt den nyankomne lille dreng fra Kielce i hånden, rakte den anden hånd op og svarede: ”Hun håbede på, at nogen ville samle ham op og redde hans liv. Jeg så mødre smide deres børn af toget for at redde deres liv. Måske lykkedes det. Det kan være gået godt.”

”Jeg blev reddet på den måde,” sagde en dreng.

”Jeg så en mor kaste en baby over hegnet under en aktion,” sagde en anden dreng og udløste derved en kakofoni af snak fra børnene på mange forskellige sprog.

”Børn! Børn! Må jeg få ro. Rolig nu. Synes vi så, at Moses’ mor gjorde det rigtige? Var hun en god mor?”

”Ja,” svarede børnene i kor, bortset fra den lille dreng, der for nylig var ankommet fra Kielce. Henry Border studerede ham og så, at han med sin ikke-forbundne hånd knugede hårdt om den lille piges hånd og tav.

To hvide mænd stod foran Mecca Flats og kiggede spørgende på hinanden som for at sige: ’Er vi kommet til det rigtige sted?’ Fortovet foran dem var revnet og knækket, og lidt længere fremme fortsatte det videre ned i en slags tunnel. De så en gammel sort mand skubbe af sted med en kærre under lyset fra gadelygten. ”Har I mænd tænkt jer at gå op der?” råbte manden til dem. En af de hvide mænd nikkede. ”Undskyld mange gange, men jeg tror, I er kommet til det forkerte sted,” og da han gik videre, fik de for første gang, som for at understrege hans pointe, øje på tunnelen. En lille dreng, der havde stukket hovedet ud, så dem og løb ind i Mecca igen. De gik efter ham, men han var forsvundet i løbet af den tid, det tog dem at komme ind i gården. Under deres fødder var der nu hverken beton eller noget, der gav sig ud for at være det. Der var heller ikke beplantning eller græs, kun tomme dåser, smadrede flasker og mælkekartoner. De hvide mænd gik uanfægtet videre.

Russell Ford sov alene i det værelse, han indtil for kort tid siden havde delt med sin mor. Når mareridtene derfor kom, og de kom så godt som hver eneste nat, var der ingen i værelset til at berolige ham. Det betød, at han var længere tid om at finde ud af, hvor han var, og opdage, at han ikke længere var midt i et mareridt. Hans mor havde ikke fortalt James Pearson, ’Mister hvad som helst’, om mareridtene, da hun bad ham om at se ind til Russell, mens hun boede som husholderske i Henry Borders hus. Men ikke alene havde James Pearson hørt drengen ude fra gangen, han havde også hørt ham inde fra sit eget værelse. I begyndelsen havde han troet, at drengen ikke var alene derinde. Det havde ikke lydt som Russells stemme. Lydene hørte forholdsvis hurtigt op, men de kom så ofte om natten, at James Pearson hørte dem gennem den evindelige støj fra andre steder i Mecca Flats, der konkurrerede med de lyde, man gerne ville høre.

Pearson havde spurgt Russell om grunden til den urolige søvn, men drengen havde været uvillig til at tale om det. Hen ad vejen fandt han ud af, at Russell var knap så genert, når det var ham selv, der valgte emnet for en samtale. Det valgte emne kunne være om hvad som helst, når det bare ikke var om ham selv. Mere end én gang havde Russell valgt Pearsons arbejde på Swift’s som sit yndlingsemne. Han havde villet høre om arbejdsdagen på et slagteri. Et blidt, men insisterende krydsforhør havde fortalt James Pearson, at Russell faktisk ikke havde noget at få tiden til at gå med i sommerferien. En gang imellem legede han med de andre børn i ejendommen, men deres lege havde været for kaotiske for ham. Det kom frem, at han en gang imellem gik til hånde for ismanden på den anden side af State Street og adskillige gange forgæves havde forsøgt at komme ind i Jernbanearbejderklubben. Det hændte, at Tommy Parks spillede bold med ham, men aldrig særlig længe ad gangen, og i øvrigt havde Tommy Parks med sin begrænsede evne til at koncentrere sig meget let ved at lade sig aflede af den mindste ting. Nej, alt tydede på, at Russell var alene det meste af tiden og ikke havde noget at tage sig til. Da dét gik op for James Pearson, kom han på den idé at spørge, om han kunne have lyst til at gå med på arbejde en dag. Der var ikke noget, Russell hellere ville.

En eller anden – og James fandt aldrig ud af, hvem det var – fortalte personaleafdelingen, at nogen tog sit barn med på arbejde. Da de fandt ud af, at det var James Pearson, sagde de, at drengen godt måtte blive, når bare han ikke gik i vejen. Da ugen var gået, havde man sat Russell til at feje gulv og tilmed spege kød. Det faldt aldrig Russell ind at bede om løn for sit arbejde. Han var bare glad for at være der, men James Pearson talte med et par mænd og skaffede ham en løn på ni cent i timen og fik ham til at love at give sin mor to tredjedele.

”Hun vil være noget så stolt af dig, når hun kommer hjem.”

James Pearson var på vej mod Russells værelse, da han fik øje på mrs. Sallie, der stod med øret klistret til døren. Hun så Pearson nærme sig, men skammede sig overhovedet ikke over at blive grebet i at smuglytte og lyttede bare videre.

”Han kæmper med sine dæmoner igen,” sagde hun og vendte sig om mod James Pearson. Han vidste, hvad lydene betød, selv om han ikke vidste, hvorfor de kom nat efter nat. Han åbnede døren og stod i døråbningen og så på Russell, der lå i sengen. Det var første gang, han greb ind på denne måde.

”Er du okay, sønnike?”

”Hvad?” Drengen var ved at vågne.

”Jeg … jeg hørte lyde herindefra og tænkte, jeg lige ville se, om du var okay.”

Russell forstod, hvad der var sket. Han blev ked af at høre, at hans råb kunne høres ude på gangen og så oven i købet af James Pearson. Russell vidste, hvad drømmene handlede om, fordi de i vågen tilstand blev hængende mere som erindringsglimt end som drømme. Det var erindringsglimt. De stammede fra begivenheder, han havde været vidne til. Det skulle have været en helt almindelig sommer i Detroit i en drengs liv. Han havde ikke hørt om uroen på Packard-fabrikken, hvor 25.000 hvide arbejdere, der byggede motorer til bombefly og torpedobåde, var gået i strejke, fordi en håndfuld sorte kvinder var blevet ansat på fabrikken. Han var ung, men han ville have forstået meningen, hvis han havde hørt en hvid arbejder uden for fabrikken sige, at han hellere ville lade Hitler og Hirohito vinde end stå ved siden af en nigger ved samlebåndet. Han havde ikke hørt manden sige det, men han kendte den by, han boede i sammen med sin mor og far, barndomskærester, der efter pauser og mellemrum og en hel del vanskeligheder havde fundet hinanden igen og havde holdt sammen siden Mississippi.

Han havde været sammen med sin far den formiddag, en skoldende hed mandag formiddag sidst i skoleåret, juni 1943. På grund af begivenhederne dagen før havde politikommissæren klokken fire om natten haft møde med borgmesteren og den oberst fra hæren, der havde opsyn med Detroit-området. Borgmester Jefferies havde en hel del møder den dag og mange telefonsamtaler. Han var en meget travl mand, og først klokken halv otte om aftenen gik han på gaden for ved selvsyn at se det, han kunne have set elleve timer før, hvilket stort set var det samme, Russell Ford havde set.

Russell havde fulgt sin far hen til stoppestedet, hvorfra hans far normalt tog sporvognen ud til Ford-fabrikken. Hans far var ikke den første sorte mand, Russell den dag så blive halet ud af sporvognen af en flok hvide mænd, men han er den mand, han vil blive ved med at se for sig. Nat efter nat så han sin far blive halet ud af sporvognen; så ham forsøge at holde fast på den skuldertaske, han altid havde med på arbejde. Russell husker ikke, hvad hans far plejede at putte i den taske, men han kan godt huske, hvordan hans far forsøgte at holde den op for at beskytte sig mod de første slag. En flok mænd halede ham ud på gaden, men der var for mange til, at de alle kunne slå ham på samme tid. I en brutal opvisning af samarbejde skiftedes de derfor til at gøre det, ventede på deres tur og kom med tilråb, mens de en efter en brugte deres kræfter på Russell Fords far. Den første mand slog ham i hovedet, mens en anden holdt ham fast. En anden mand sparkede ham i maven. Russell forsøgte at skrige, men ikke en lyd kom over hans læber. En ny mand slog hans far i maven så mange gange, at han blev helt udmattet, hvorefter han prustede som en vildhest, der havde løbet sig træt, og så gik han videre til en anden sort mand, der også var blevet halet ud af sporvognen. På det tidspunkt var der ikke længere nogen, der gad bruge kræfter på at holde Russells far på benene, men det førte ikke til afslutningen på overfaldet. Det var langtfra forbi. Når Russells far lå på jorden, kunne flere komme til samtidigt. Han blev sparket og hoppet på. Da kraniet til sidst var knust, havde han måske længe været død. Ingen ville nogensinde få det at vide, ikke hans kone Callie og ikke hans søn Russell, som så det hele fra begyndelse til ende og stadig ser det de fleste nætter. Når han vågner op drivvåd af sved, er hans far stadig død, og det er alt sammen stadig sket, præcis som han så det ske dengang. I virkeligheden er det ikke en drøm. I mørket falder vejrtrækningen til ro, men angsten trækker sig aldrig helt tilbage, og det gør skammen over ikke at have kunnet redde sin fars liv og savnet af ham heller ikke. Han har stadig sin fars skuldertaske. Callie vaskede den efter begravelsen, vaskede blodet af den, og Russell har den stadig.

”Jeg … jeg hørte en lyd og tænkte, jeg ville se, om du var okay,” sagde James Pearson.

”Ja, sir. Jeg har det fint.”

Mrs. Sallie ville gerne have smuglyttet videre for at finde ud af, hvad der skete mellem James Pearson og drengen, hvis mor havde forladt ham, men nu lød der en høj banken på hoveddøren, som var insisterende og umulig at ignorere. Hun var den, der først nåede hen til døren, og åbnede den. Der stod to hvide mænd ude på gangen. Mrs. Sallie tog bestik af dem på en spørgende måde, der ikke kunne sige sig fri for at være en smule ængstelig.

”Godaften, ma’am,” sagde den ældste af de to hvide mænd. ”Undskyld, vi forstyrrer Dem så sent på aftenen. Vi leder efter –”

”Har De mødt, mødt min ven?”

”Øh, vi leder efter –”

”Har De mødt, mødt min ven, Jesus?”

Døren ind til Russells værelse stod en smule på klem, og James Pearson hørte en mand sige: ”Ma’am, vi leder efter mr. Pearson, James Pearson. Vi har hørt, at det er her, han bor.”

”Det har jeg også hørt,” sagde mrs. Sallie uden at træde til side.

”Kender De ham? Er det her, han bor?” spurgte den anden mand.

”Han er en af mine venner. Men jeg … mange venner. Min bedste, bedste ven er Jesus. Han giver os lys, strålende lys … strålende, strålende sol. Han kommer med det hver eneste dag, ligesom i dag og …” sagde hun og tænkte sig om, mens hun talte, og kiggede de to hvide mænd direkte i øjnene, først den ene og derpå den anden, før hun fortsatte: ”… ligesom i morgen. Han kommer med det i morgen. Jeg vil fortælle Dem om ham i morgen,” sagde hun og begyndte at lukke døren, da den yngste af de to mænd satte sin fod i klemme mellem dør og karm. Hun kunne ikke længere lukke døren.

Elise Border, der normalt ikke havde problemer med at sove, var vågen. Der foregik et eller andet udenfor. Hun var ikke sikker, men hun mente at have hørt noget. Gik det an at vække Callie? Det kunne blot have været vinden, der blæste låget af skraldespanden. Der var den igen, lyden. Sov Callie mon stadig?

Tommy Parks gik hen ad State Street på vej tilbage til Mecca. Det havde på ingen måde været en dårlig aften, og hvis han bare kunne nå op på sit værelse, uden at nogen antastede ham på vejen, ville han kunne sove aftenens udskejelser ud med et smil om munden ved tanken om den underholdning, han så hurtigt havde haft held til at skaffe sig og oven i købet til en meget billig penge. Nu havde han fået gadedøren i State Street i sigte, og så var det, at han pludselig blev næsten ædru. Han så to hvide mænd komme ud af ejendommen og sammen med dem en mand, der lignede hans nabo, James Pearson, ’Mister hvad som helst’. Han besluttede at holde sig lidt i baggrunden og se, hvad der skete. Men han holdt sig for længe i baggrunden. De skridtede hurtigt af sted, og på den tid af aftenen var han ude af stand til at gå noget, der bare lignede lige så hurtigt. De to hvide mænd og James Pearson var forsvundet.

En mand og en kvinde skulle til at mødes uformelt, men efter aftale, til en kop kaffe. Det var med en usikker fornemmelse, at Adam så Michelle gå ham i møde på Amsterdam Avenue. Han var nervøs for, at hun kunne finde på at fortælle ting om Diana, der ville sætte en tyk streg under hans kolossale svigt. Smerten ved de forventede nyheder om, hvordan Diana klarede sig i sit liv efter bruddet, havde gjort det næsten fysisk umuligt for ham at arrangere dette møde, selv efter at Michelle havde lagt en besked på hans telefonsvarer og bedt om det, og det var denne nølen, han nu skammede sig over, mens de hele tiden nærmede sig hinanden. Så så han hende smile, og skønt det ikke var hendes bedste smil, var det stadig bedre end så mange andres.

Det var, da hun gav ham et knus uden for Hungarian Pastry Shop, at han kom i tanke om, hvor god en ven hun altid havde været, og for første gang nogensinde fik han den tanke, at han på en eller anden led elskede hende. At hun samtidig var en meget tiltrækkende kvinde, var en gammel nyhed, men at erkende det intellektuelt er ikke det samme som at registrere det intuitivt. Hun var hans ven og hans vens kone, men ikke desto mindre var han ved at blive blæst omkuld af hendes skønhed, som ingen mand kunne være uanfægtet af. Da hun omfavnede ham, følte han en stolthed, som han ikke var sikker på, han havde gjort sig fortjent til, i hvert fald ikke på det seneste. De var begge trætte. Adam så trætheden i hendes smilende øjne og forstod, hvor pænt af hende det var at have puffet ham til at sige ja til dette afslappede møde over en kop kaffe, denne lille snak.

For det var det, det var – en snak, en udveksling af oplysninger. For at kunne opretholde sit selvpineri havde han behov for en vis portion opdateret viden om Diana. Og ganske hurtigt efter lidt small talk gik de da også videre til emnet. Michelle havde mødt Diana. Fint nok. Hun havde besøgt hende i Hell’s Kitchen, hvor Diana nu boede. Hvordan havde hun det? I de første uger havde Diana næsten ikke spist noget, havde næsten ikke kunnet få en bid ned. Hun havde tabt sig voldsomt og var blevet svag. Hun havde tvunget sig selv til at gå på arbejde. Men hun var ikke gået ud for at købe mad og havde heller ikke haft lyst til at lære kvarteret at kende. Hun havde følt sig paralyseret, en kort overgang vred, men mest paralyseret. Hun havde fortalt Michelle, at hun havde hørt om den slags i forbindelse med andre par, men havde aldrig forestillet sig, at det kunne ske for hende og Adam. Men så, efter omkring to uger, var det, som om det var en virus, hun havde fået bugt med, og hun begyndte langsomt, men støt at tænke på fremtiden. Hun begyndte at ringe til venner, gå i butikker i kvarteret og udnytte sin nye bopæls gode beliggenhed til at gå i teateret.

”Så du, hvordan hun boede?”

”Nej, vi mødtes på en café på Ninth Avenue.”

Adam forsøgte at se gaden for sig, men han kendte ikke kvarteret særlig godt. ”Ninth Avenue, hvad ligger der?”

”Åh, en hel masse. I hvert fald oppe ved 30’erne, 40’erne og 50’erne.”

”Er det rigtigt?”

”Absolut, en masse restauranter og barer.”

Adam sad der og forsøgte at fordøje det hele. Diana havde sultet sig selv i to uger, men var så begyndt at ringe til folk, gå i teateret, spise ude og gå på bar på Ninth Avenue. At ’gå fra foderet’ var udtryk for stor sorg. Det fortalte om mulig depression. To uger var ikke særlig lang tid.

Hvad nøjagtigt var det, han gerne ville have haft Michelle til at sige? Hvis Diana havde det dårligt, ville han have det skidt med det, hvis hun klarede sig godt, ville han også have det skidt med det. Det, han allerhelst ville have – også selv om han ikke havde gjort sig det helt klart – var, at Michelle på en eller anden måde overbeviste ham om, at han og Diana skulle flytte sammen igen, og derefter arrangerede det. Nu indså han både, hvor urealistisk det var at forvente dette af Michelle, og hvordan det var det eneste, hun kunne have sagt til ham, hvad angik Diana, som han ikke ville have haft det skidt med.

Adam tænkte på Diana alene i en lejlighed, han ikke havde set, han tænkte på hendes måske udtærede ansigt, han tænkte på Ninth Avenue, han tænkte på, hvor mange timer der var på to uger, sammenlignet med, hvor mange timer der var på næsten ni år. Michelle havde villet spørge om, hvordan han havde det, men havde så tænkt ved sig selv, at det ikke kunne stå helt galt til, fordi hendes mand og hendes svigerfar havde nævnt et nyt projekt, der syntes at optage ham så meget, at han hele tiden rejste til Chicago. Hun havde tilsyneladende ikke haft lyst til at høre hans bevæggrunde for at afslutte forholdet. Formentlig havde Diana talt med hende om det. Hun havde ikke ønsket at få ham på andre tanker eller at overbringe ham nogen beskeder. Hun var kommet ene og alene for at give ham disse få oplysninger. Havde der været noget, hun gerne ville have haft fra ham, fra Adam?

En smuk kvinde, gift med lederen af Historisk Institut på Columbia, en mand, som selv Adam kunne se ikke længere havde tid til noget, der ikke involverede mere end et menneske ad gangen, sidder og drikker kaffe med en fælles ven. Hun smiler med trætte øjne og længes efter en at tale med. Men længslen er kun der i hendes øjne. Den forbliver usagt.

”Adam,” sagde Michelle efter at have givet ham de sidste nyheder om Diana, ”da Sonia kom op til dig den dag, uventet, og vi kom for at hente hende …”

”Ja?”

”Hvad sagde hun til dig?”

”Hvad mener du?”

”Sagde hun noget … om Charles og mig?”

De hvide mænd havde præsenteret sig i døren ind til lejligheden i Mecca, og selv om James Pearson havde vidst, at de ledte efter ham, og at de før havde forsøgt at kontakte ham, havde han ikke regnet med at se dem foran døren til sit hjem en varm sommeraften. Eftersom han vidste, hvem de var, og vidste, at de ikke havde tænkt sig at give op, havde han sagt ja til at gå med hen på et værtshus i nærheden.

”Jeg er virkelig meget ked af at måtte slæbe Dem ud af Deres hjem, mr. Pearson, men De forstår nok, at vi ikke kunne have denne snak med Dem henne på fabrikken,” sagde Herbert Marks, mens han behændigt stillede tre glas øl på bordet foran dem. Det var et lokalt værtshus, og Herbert Marks og hans ældre kollega, Ralph Hellerstein, var de eneste hvide mænd på stedet.

”Har De slæbt mig i byen så sent på aftenen for at tale forretning? Jeg var på vej i seng. Jeg har ikke noget udestående med nogen, mr. Hellerstein –”

”Ralph.”

”Jeg er ikke ude på ballade … Ralph.”

”Må jeg sige James?” spurgte den yngre mand, Herbert Marks.

”Ja.”

”Vi har allerede balladen, James.”

”Godt, jeg vil gerne indrømme, at situationen en gang imellem kan være … vanskelig,” sagde James Pearson. ”Men vi har allerede en fagforening, en uafhængig fagforening.”

”Det er ikke en uafhængig fagforening, James, det er virksomhedens fagforening.”

”Det er en fagforening … vi har en fagforening.”

”Har du en klageinstans, der varetager dine interesser … alles interesser?”

”Det har vi vel.”

”Alles interesser? Tror du virkelig på, at virksomhedens fagforening varetager deres ansattes interesser? Varetager den de sorte ansattes interesser?”

”Hverken mere eller mindre end nogen anden,” sagde James Pearson og tog en slurk øl.

Herbert Marks bøjede sig ind over bordet. ”Du arbejder på samme hold som Billy Moore, ikke sandt?”

”Jo … og hvad så?”

”Kan du lide ham?”

”Selvfølgelig kan jeg det.”

”Ikke nogen ringe flækker, vel?”

”Han er fantastisk. Det ved alle og enhver.”

”Men blevet en smule langsommere på det sidste,” mumlede Ralph Hellerstein nærmest for sig selv.

”Han er en af dine venner, eller hvad? Har du mødt hans børn?”

”Nej, jeg kender ham kun fra slagteriet, men –”

”Ikke et eneste af hans børn? For han har fem. Han er blevet en smule langsommere på det sidste. Du ved det, og du ved også hvorfor.”

”Jeg ved ikke, hvad du taler om.”

”Det er hans ryg, James,” sagde Herbert Marks. ”Han har et problem med ryggen. Det tyder på slid på de nederste ryghvirvler, men for fanden, jeg er jo ikke læge. Han ønsker ikke, at nogen ved besked om det, men han har betroet sig til dig.”

”Jeg siger ikke … Jeg ved ikke, hvad du taler om.”

”James, vi ved det, fordi ledelsen ved det, og den ved det, fordi hans akkord er faldet.”

”Billy Moore, han er en mesterflækker,” sagde James lavmælt.

”Han får krampe i ryggen. Ledelsen har set hans akkord falde. Han sinker hele produktionslinjen. Du har forsøgt at dække over ham, men han er blevet langsommere.”

”Ikke særlig meget,” gav James igen.

”Nej, ikke særlig meget. Men nok til, at de har lagt mærke til det. Engang i næste uge –”

”Vi ved ikke præcis hvornår,” indskød Ralph Hellerstein.

”Engang i næste uge har de tænkt sig at sende ham op til bedriftslægen. Han vil ikke kunne sige nej, James, han vil være nødt til at gå derop.”

”Og lægen vil udsætte Billy for en række prøver, fysiske prøver, og Billy vil ikke kunne klare dem. De vil blive ved med at teste hans ryg, indtil han får kramper.”

”Og så?” spurgte James Pearson.

”Og så fyrer de ham.”

”Men han kan stadig arbejde. Han er måske blevet en smule langsommere, men … Jeg mener, jeg kender jo manden. Han står ved siden af mig hver eneste dag.”

”Ikke ret meget længere,” sagde Herb Marks.

”Han har fem børn, James, har arbejdet på slagteriet i elleve år, og de har tænkt sig at lempe ham tomhændet ud ad døren efter at have sagt farvel og tak og lade ham stå tilbage med armen rakt frem og opadvendt håndflade. De giver dig hånden, og du står tilbage som tigger.”

”Jamen, han kan jo stadig arbejde,” protesterede James.

”James, hvis svin vidste, hvordan man lagde jer på samlebånd, tror du så ikke, at de ville have drevet dem sammen og betalt dem det, de betaler jer? De ville drive dem sammen, udspionere dem …” Ralph Hellerstein lod resten af sætningen hænge i luften, og Herb Marks tog over.

”De ville oven i købet narre disse svin til at tro, at de havde en uafhængig fagforening. Den eneste grund til, at de ikke gør det, er, at de ikke kan regne ud, hvordan de kan tjene penge på at få folk til at æde jer.”

”James,” begyndte Ralph Hellerstein, ”de hyrer og fyrer, som det passer dem; de betaler jer den løn, de kan slippe af sted med.”

”Mr. Hellerstein –”

”Ralph.”

”Ralph, der er ikke noget, vi kan gøre ved det.”

”Hvem er ’vi’?”

”Vi … Det skal jeg ikke kunne sige; arbejderen, den sorte arbejder.”

”Okay, for hvis du med ’vi’ mente mændene på gulvet, alle mænd på gulvet, så ville jeg sige, at du tog fejl.”

”Er det, hvad I er ude efter; alle mændene på gulvet?” spurgte James Pearson.

”Vi vil gerne have, at du overvejer, altså bare overvejer, ingen løfter, bare tænker over at slutte dig til Pakkeriarbejderfagforbundet.”

”Hvad?”

”Du behøver ikke at svare med det samme. Vi beder dig ikke om at gå med allerede i aften. Vi beder dig bare om at overveje det. Vi har tænkt os at vende tilbage og tale med dig igen, når du har haft tid til at tænke over det. Men vær rar at tænke over det. Vi har brug for folk som dig. Det har en masse mennesker. Du kan få fat på os på det her nummer, hvis du gerne vil tale med os.”

James Pearson kastede et blik på kortet og lagde det i lommen. ”Mr. Hellerstein –”

”Ralph.”

”Jeg holder meget af min nattesøvn. Med al respekt, hvordan ved jeg, at I vender tilbage?”

”Du kan regne med at høre fra os igen, når Billy Moore har fortalt dig, at han har fået sparket og ikke aner, hvad han nu skal gøre, eller hvordan han skal brødføde sine børn.”

Seksten-sytten kilometer derfra tænkte Elly Border på, at hun kendte alle lyde i huset. Hun havde boet der alene med sin far, og han var en stilfærdig mand. Lydene i huset var ikke noget, hun bevidst havde registreret. De var snarere som prikker i et pointilistisk lydlandskab, der var blevet ætset ind i hendes hukommelse. Denne lyd var anderledes; den kom udefra. Den var højere, end hvad en kat eller et vindstød kunne lave, og den nat var det så godt som vindstille. Hun kunne ikke lade være med at tænke, at dette noget uden for huset var et menneske. Hvad lavede vedkommende foran hendes hjem? Måske var han fuld.

”Callie,” hviskede hun, da hun bankede på Callies dør.

”Elly, gå i seng igen.”

Hun forsøgte et par gange mere. ”Callie! Callie!”

”Jeg vil anbefale dig at være syg eller noget, unge dame,” sagde Callie, da hun åbnede døren og tog kimono på.

”Der er nogen udenfor.”

”Nej, der er ej. Gå i seng igen. Jeg mener det alvorligt, barn. Jeg kan godt blive vred.”

”Callie, hør nu efter. Der er nogen derude.”

Nu kunne Callie også høre det. Hun gik nedenunder, og Elisa fulgte efter. Uanset hvem eller hvad der lavede lyden, så var det noget ude på forverandaen. Gennem hoveddørens matterede glasrude kunne Callie se omridset af et menneske. Hun gik hen til kosteskabet med Elly i hælene, og uden at sige et ord tog hun en kost. Hun tændte det udendørs lys og kunne nu meget tydeligt se et menneske derude. ”Hvad vil De?” spurgte hun personen og knugede om kosten.

Hun fik ikke noget svar, kun endnu et bank på døren, et frygtsomt bank.

”Hvem er det? Hvad vil De?” Igen uden at få andet svar end et bank på døren.

Elly stod lige bag hende foran hoveddøren, og for første gang tvivlede hun på sin beskytters klogskab, da hun forfærdet så Callie, med kosten i hånden, langsomt begynde at åbne døren. Elly havde haft ret. Hun havde virkelig hørt lyde, der intet havde med huset at gøre. Det var et menneske, der havde lavet dem. Nu så Elly Border, stående bag Callie, hvem det var, der havde lavet dem. Hun så en sort mand med et vildt glimt i øjnene. Hun var skrækslagen. Callie Ford, der stod foran hende, så noget helt andet. Hun så sin fjortenårige søn, Russell. Han var skræmt fra vid og sans.

”Momma,” sagde han tungt åndende. ”De har taget mr. Pearson. To hvide mænd kom og hentede ham. Jeg så det selv.”

Det var usædvanlig heldigt for Henry Border, at den første person, han mødte straks efter at have fået adgang til Stuttgart West DP-lejr, var en mand ved navn Gruenberg, der tilsyneladende var en slags lejrældste, en talsmand eller en slags gruppeleder for de jødiske beboere. Denne mand kendte lejren og forstod, hvordan tingene fungerede.

”Hvad er det der?” spurgte Gruenberg Henry Border og pegede på det tunge optageudstyr, som den ældre mand slæbte rundt på. Da Border forklarede, at han var kommet for at optage de jødiske DP’ers historie, nikkede Gruenberg opmuntrende.

”De kan optage disse menneskers historie på maskinen der? Hvordan virker den?” spurgte han, men før Border nåede at svare, blev de afbrudt af en ung mand, der kom småløbende hen til dem. ”Meget snart, hr. Gruenberg. Meget snart. Jeg tror, det bliver i dag.”

”Kom og hent mig, når du tror, hun er klar. Husk det nu, Shmuel,” svarede Gruenberg.

”Jeg skal nok huske det, hr. Gruenberg.”

”Lover du mig det?”

”Ja,” råbte den unge mand tilbage over skulderen, mens han løb videre. De så efter ham.

”Den unge mand der, Shmuel, han og hans kone venter barn.”

At Shmuel selv lignede et barn, og at ingen af dem turde gætte på, hvor lang tid det ville tage, om nogensinde, de sidste overlevende, europæiske jøder i antal at erstatte dem, man havde mistet, men også, at der ikke fandtes nogen større impuls end at prøve, forblev usagt mellem Gruenberg og Henry Border, mens de stod og så den unge mand løbe tilbage til sin kone.

”Nå, men,” fortsatte Gruenberg, ”alt, hvad De kan fortælle amerikanerne om, hvad vi har været igennem, vil være en hjælp. I begyndelsen skelnede de ikke mellem os og de andre DP’er. Faktisk gør de det stadig ikke hverken i den britiske eller franske zone.”

”Hvad mener De med det?”

”Man havde for eksempel en situation her, hvor man samlede alle DP’er ét sted, uanset hvor de kom fra. På den måde havde man ukrainere, der havde kæmpet sammen med nazisterne, men som nu ikke ønsker at rejse hjem af frygt for russisk hævn, og de boede i samme lejr som os. Disse ukrainere er antisemitter om en hals. Et par jøder sagde, at de havde genkendt nogle af dem.”

”Genkendt dem hvorfra?”

”Fra Auschwitz.”

”Det forstår jeg ikke. Hvad lavede de i Auschwitz, hvis de kæmpede på tysk side?”

”De arbejdede som fangevogtere, dr. Border.” Gruenberg så på Henry Border, som om det var første gang, han så ham. Han var helt forvirret. ”De er amerikaner, sagde De. Er De fra The Joint?”

”Nej.”

”Ikke? Hvilken organisation kommer De så fra?”

”Jeg kommer ikke fra nogen organisation.”

”Men hvem har så sendt Dem?”

”Ingen.”

”Hvad mener De med ’ingen’? Hvem betaler Dem for at være her?”

”Ingen betaler mig for at være her.”

”Men hvem betalte så for, at De kunne komme herover?”

”Jeg har selv finansieret min rejse.”

”For at få disse interviews ned i Deres maskine?”

”Ja.”

Gruenberg så et øjeblik stumt på ham. ”Nå, men som sagt, alt, hvad De kan fortælle amerikanerne om vores lidelser, vil være en hjælp. Det forestiller jeg mig i hvert fald, jeg håber på det, men hvem ved? Nogle af dem …” Resten af sætningen blev hængende i luften.

”Måske vil det tilskynde folk til at give os de ting, vi har brug for. Tøj til mænd, alting: skjorter, bukser, jakker, strømper, sko, undertøj. Og tøj til kvinder. Hvis vi havde stof og symaskiner, kunne vi selv lave det. Bedre end ingenting. Faktisk meget bedre. Vi har skræddere i lejren. Hvis vi bare havde stof og så selvfølgelig symaskiner. Vi har brug for skrivemateriale til skolerne og til de mange, der skriver breve. Folk her skriver breve hele tiden, sender dem af sted til mennesker, de ikke kender, som de aldrig har mødt, sender dem ud i alle verdenshjørner for at høre nyt, alt det sidste nye, de kan få om deres døde. Ja, vi mangler alt her. Der er ikke den ting, vi ikke mangler. Mænd går rundt her, ligesom Shmuel, den unge mand, og –”

Border afbrød ham. ”Hvad mente De før med hensyn til amerikanerne? De sagde: ’Nogle af dem’. Hvad skulle De til at sige?”

Gruenberg så ikke ud til at have lyst til at uddybe det. ”Jo, jo, forstår De, den måde, general Patton tænker om os på, er ikke meget anderledes end den måde, nazisterne opfattede os på. Jo, det er skam sandt. Han sagde, at de jødiske DP’er var ringere end dyr. Han beskrev den jødiske race som undermennesker uden deres samtidiges sociale og kulturelle færdigheder. Det sagde han faktisk. Man kan spekulere på, om det var synet af udhungrede, udslukte, halvdøde jøder fra de netop befriede kz-lejre, der fik ham til at tænke sådan. Eller om det stak dybere. Man kan undre sig over, hvor han har sine holdninger fra.”

Henry Border vidste ikke, hvad han skulle svare. Han var ikke vant til at blive slået i hartkorn med en sejrende firestjernet, nu afdød general, en helt i det land, der havde været med til at befri resterne af et folk, hvoraf han nu så nogle af dem stadig iført laser og pjalter og omgivet af et ståltrådshegn.

”Det vidste jeg ikke,” sagde Henry Border sagte og skamfuldt på en måde, der kunne have antydet, at han følte sig personligt ansvarlig for det, Patton havde sagt. Der var så mange tanker, der myldrede rundt i hans hoved på samme tid, og de kom farende så hurtigt, at han ikke kunne nå at indfange og putte dem i kasser. Det værste var imidlertid, ingen af dem gik i opløsning og forsvandt efter at have været en tur oppe og vende i hans bevidsthed. Tværtimod. Hver eneste tanke, han havde tænkt efter at være kommet til Europa og set sin første deporterede person, havde slået rod i hans hoved og lejret sig i forlængelse af en anden, som i en musetrappe, hvor den kæmpede for at få hans opmærksomhed som primus inter pares. Hvert eneste minde, hver eneste historie, hvert eneste savnede familiemedlem til en, han havde talt med, krævede højlydt at være hans eneste tanke. Det ufattelige, der var overgået dette folk, hans folk, tyngede ham mere end tusinder af Marvin Caddens trådoptagere. Det krævede hver eneste stump af hans mentale kræfter at minde sig selv om grunden til at være her. Og dette var før, han så meget som var begyndt at spekulere på, hvordan det var gået hans egen familie og vennekreds.

”Sig mig,” sagde Gruenberg, mens de gik hen mod en bygning, som Gruenberg helt tydeligt gerne ville vise ham, ”De siger, at De er amerikaner, men De taler jiddisch som en polsk jøde.”

”Jeg er polsk jøde.”

”Hvornår emigrerede De til Amerika?”

”Før krigen.”

”Før krigen! Og Deres familie, ved De noget –?”

Gruenbergs opmærksomhed og derfor også Borders blev brat overført fra deres samtale til en mand, der i den anden ende af lejren var begyndt at skrige op. DP’erne råbte ofte ad hinanden i en babelsk blanding af sprog, men dette var anderledes. Råberiet kom fra den ende af lejren, de netop havde forladt, henne ved porten. Der var opstået tumult derhenne. En masse lastvogne var kommet kørende og holdt nu på række ud for nogle træer på den anden side af porten. Man kunne tydeligt se ophidselsen bølge gennem lejrbeboerne nærmest porten. Gruenberg afbrød samtalen med Henry Border midt i en sætning og skyndte sig hen til den DP, der stod og råbte op.

”Forsvind med det samme!” råbte manden, hvis korte ærmer afslørede det nummer, der var blevet tatoveret på hans arm i Auschwitz. ”I har ingen ret til at komme her!”

Henry Border hankede op i sin trådoptager og skyndte sig efter Gruenberg hen til manden, der stod og råbte ad to bevæbnede tyske politimænd. Lejrbeboerne blev ved med at strømme til.

”Vi beder ikke om tilladelse. Det er en ordre!”

”Vi er holdt op med at adlyde jeres ordrer. Jeres Tusindårsrige er forbi. I tabte.”

”Hvad er problemet her?” spurgte Gruenberg henvendt til mængden af DP’er.

”De vil gennemsøge lejren! Har De hørt mage, hr. Gruenberg?”

”Hvorfor vil I gennemsøge lejren?” spurgte Gruenberg de to politimænd.

”Hvad er Deres navn? Hvilken bemyndigelse har De her?”

”Hvor er amerikanerne?” råbte en ældre mand i menneskemængden. ”Hvordan kan det være, at de har lukket dem ind her? De er her aldrig, når man har brug for dem.”

”Hent manden fra UNRRA. Hvor er han nu, hvor er nogen af dem fra UNRRA?” råbte en kvinde.

”Amerikanerne var så længe om at komme hertil, og nu –” fortsatte den ældre mand.

”Hvordan tror De, de der mordere er kommet ind?” råbte en anden som svar på den ældre mands spørgsmål. ”Det er amerikanerne, der har lukket dem ind.”

”Mit navn er Gruenberg,” sagde Gruenberg højt for at overdøve larmen fra den voksende menneskemængde. ”Hvilken bemyndigelse jeg har? Jeg har moralsk bemyndigelse.”

”Vi er ikke forpligtet til at forklare os,” sagde den yngste af politimændene.

”Det afhænger vist af, hvordan I fortolker jeres forpligtelser,” svarede Gruenberg.

”Ifølge loven er vi ikke forpligtet til at forklare noget,” sagde den yngste af politimændene.

”Hvor godt er De inde i besættelseslovene?” spurgte Gruenberg manden.

”Hr. Gruenberg, det nytter ikke at diskutere med dem. De er nazister på jagt efter den sidste smule underholdning,” råbte manden i den kortærmede skjorte.

”Træd tilbage, alle sammen. Vi agter at gennemsøge lejren. Jeg vil råde jer til –”

”Er De ajour med de besættelseslove, der gælder for denne zone, hr. betjent?”

”Ja,” svarede den ældste af de to politimænd.

”De ændrer sig hele tiden, og –”

”Vi står ikke til regnskab for Dem.”

”Åh jo, I står til regnskab for os. Tro mig. Meget mere, end I aner, forbandede nazisvin!” råbte manden i den kortærmede skjorte.

”Hvis De nu fortalte os, hvad De leder efter, vil vi måske kunne spare Dem for en del problemer,” sagde Gruenberg roligt.

”Vi er her på grund af sortbørsaktiviteter,” sagde den yngste af politimændene.

”De tror, at der er sortbørshandlere her i lejren?” spurgte Gruenberg.

”Der er sorte markeder overalt i Stuttgart,” sagde manden i den kortærmede skjorte. ”Tyskerne handler sortbørsvarer på livet løs. Det samme gør de amerikanske soldater. De sælger cigaretter, strømper og alt muligt andet, og det ved De udmærket. Alle her ved det.”

Border kiggede på politimændene i deres perfekt siddende uniformer. Det var dog utroligt, så hurtigt de havde skaffet sig nye uniformer, tænkte han, eller var det de samme uniformer, som de havde båret under Hitlertiden, og var det de samme mænd, der nu tjente under nye herrer? Flere og flere DP’er stimlede sammen omkring politimændene. I modsætning til politiet var DP’erne iført et sært udvalg af dårligt siddende tøj af forskellig tykkelse beregnet til forskellige årstider. Border kiggede også på dem, disse mennesker, der kom strømmende til og forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. Hvad nu? tænkte de forundret, mens de i deres uformelige tøj slæbte sig af sted, flygtede fra sig selv, ledte efter fortiden i hver eneste postomdeling og nu genfandt vreden. ”Hvad nu? Hvad er det, de vil? Kriminelle, siger I, sortbørshandlere? Hvad slags politi er det? Hvem er I ude efter?” lød det hviskende, mumlende fra menneskemængden, der nu bestod af mænd og kvinder, unge og gamle mellem hinanden.

”Hr. Gruenberg!” hørte Border en stemme råbe et stykke derfra.

”Et sort marked med varer fra hele verden er blomstret op på hver eneste kvadratcentimeter jord i Europa, men hvorfor dukker I op her for at finde sortbørshandlere? Alle her kender svaret på det spørgsmål,” fortsatte manden i den kortærmede skjorte hidsigt.

”Jeg beklager, men I kan ikke bare regne med at blive lukket ind,” sagde Gruenberg.

”Det her er Stuttgart, og vi er i gang med en politiefterforskning. Vi går ind, hvor det er nødvendigt, for at udføre vores arbejde,” sagde den yngste politimand.

”Hr. Gruenberg!” lød stemmen igen i det fjerne, men nu en smule tættere på.

”Nej, faktisk kan De ikke det,” sagde Gruenberg. ”Fra i marts i år har kun det amerikanske politi adgang til lejren som led i en efterforskning, og selv det skal stå til regnskab for lejrpolitiet.”

Ud af øjenkrogen så Henry Border adskillige bevæbnede tyske politifolk springe ned fra lastvognene, der holdt henne ved nogle fyrretræer uden for lejrporten. Han spekulerede på, om Gruenberg havde set dem, og hvis han ikke havde, om han så skulle gøre ham opmærksom på dem. Men han var en videnskabsmand, der var kommet for at researche, ikke for at deltage. Han var amerikaner, ikke en DP. Han kiggede ned på jorden for at tjekke, at Marvin Caddens optageudstyr stadig stod der. Det gjorde det.

”Hvad for et lejrpoliti?” spurgte den yngste af de to politimænd.

”Lejrens jødiske politi,” sagde Gruenberg, og den bemærkning fik den yngste politimand til at begynde at le. Han lo ikke for sig selv, men latteren var heller ikke ligefrem udfordrende. Den var ufrivillig.

”Hr. Gruenberg!” råbte den løbende mand forpustet.

”I skal ikke længere komme her og grine!” råbte manden i den kortærmede skjorte, og samtidig blæste den ældste af de to politimænd i en fløjte, hvilket var signalet til de mange politifolk uden for lejren til at strømme ind gennem porten. Omkring to hundrede mænd trængte ind i lejren og spredte sig i forudaftalte retninger. Den ældste politimand begyndte at råbe: ”Alle, bliv, hvor I er! Ingen rører sig!”

”Hr. Gruenberg!” sagde manden forpustet og var nu nået næsten hen til porten, men kun Border lagde mærke til ham. Det var den mand, Gruenberg havde sagt hed Shmuel. Enten hørte Gruenberg ham ikke, eller også ignorerede han ham. Der gik panik i menneskemængden. Folk begyndte at råbe. Kvinder skreg.

”Jøder, forsvar jer selv! Kast med sten, med alt, hvad I kan finde!” Da den yngste af de to politimænd hørte det, trak han sin pistol, og det var sidste dråbe for manden i den kortærmede skjorte, og han kastede sig over politimanden.

”Tag hans pistol!” råbte manden i den kortærmede skjorte, mens den ældre politimand forsøgte at trække ham væk fra sin kollega.

”Beskidte jøde!” råbte den unge politimand, mens de tre mænd sloges. Andre politimænd kom løbende til, og ved synet af dem begyndte adskillige DP’er at kaste med sten, eller hvad de nu kunne få fingre i. Henry Border trak sig væk fra de kæmpende mænd, der nu rullede rundt på jorden. Han knugede trådoptageren ind til sit bryst.

”Hr. Gruenberg! Det er begyndt! Min kone, hun har veer!”

Henry Border hørte ligesom alle de andre det første skud blive affyret. Folk skreg. En mand lå blødende på jorden. Gruenberg sad og holdt om manden på jorden i Stuttgart West DP-lejr. Den unge mand, Shmuel, der skulle til at være far, havde langt om længe fået Gruenbergs opmærksomhed.

En mand gik ind på en bar. Det var ikke en vits. Det kunne have været morsomt, men det var ikke en vits, ikke engang en dårlig vits. Og havde ikke til hensigt at få nogen til at le. Dette var godt det samme, for der var den aften intet specielt morsomt for Adam Zignelik, da han gik rundt alene mellem mennesker, der i modsætning til ham selv havde et sted i Hell’s Kitchen, hvor de gerne ville være. Han var gået op og ned ad Ninth Avenue mellem 38th og 53rd Street to eller tre gange og havde bare suget indtrykket af kvarteret til sig. Dianas nye kvarter. Han kiggede ind gennem ruder på Mercury Bar, Marseille, Greek Bakery og Kemia Bar.

Han gik ind på cafeen i Filmcenteret og så smågrupper af folk i båse og oppe ved baren, der talte og lo og tjekkede mobiltelefoner. For enden af baren så han en mand, der sad og kiggede forventningsfuldt på indgangsdøren. I Rudy’s Bar & Grill så han en mand i jakkesæt, der sad alene ved baren, mens han hele tiden ældedes og blev mere pløret. Ved den anden ende af bardisken var det ’En mand gik ind på en bar’-aften. Folk stod i kø for at komme til at fortælle en joke, der skulle begynde med sætningen ’En mand gik ind på en bar’.

Adam var nødt til at skylle en hel del drinks ned i en fart, hvis han skulle opretholde sit eget foregivende af at være kommet herned simpelthen for at udforske en bydel, han ikke vidste ret meget om. Med subway, med skæbnen og med metrokort var han kørt med Downtown-ekspressen via en benægtelse af en eksistentiel krise i de forældreløses by og havde skiftet tog på Times Square, og sådan var han til sidst nået frem til Hell’s Kitchen. Han var begyndt at gå rundt på Ninth Avenue i det knusende ynkelige håb om tilfældigt at støde ind i Diana, og at de så kunne begynde at tale sammen igen. Han kunne fortælle hende om sit arbejde, om Border og Chicago og DP-lejrene, og måske kunne han viske det ud, som han havde gjort, og de kunne begynde forfra. Det var et håb, han vagt havde vidst, han havde følt lige fra dag et, da hun havde lukket døren til den lejlighed i Morningside Heights, som de engang havde boet sammen i.

Så han gik ind på Zanzibar, hvor klientellet var mellem femogtyve og fyrre år, og de kvindelige tjenere og bartendere havde en figur som balletdansere og et udseende som skuespillere, for hvem enhver ny bestilling var en audition til en rolle. Asiat-amerikanere, afroamerikanere, bonderøve fra Midtvesten, kvinder af spansk eller skandinavisk herkomst, der elskværdigt vartede folk op midt i et kaos, som kun de kunne navigere i, og da en af dem spurgte Adam, om han kunne tænke sig at sidde oppe ved baren, fik han øje på en barstol helt for enden af disken, den længst væk fra indgangen, der for nylig var blevet ledig, og han skyndte sig hen til den, som om den repræsenterede hans sidste chance for noget, han ikke rigtigt kunne finde ord for længere. Bartenderne var alle kvinder og iført designerjeans, der sad så stramt, at de måtte være blevet hældt ned i dem, og som alle var så lave i taljen, at et stykke af maven var blottet. Længere oppe sås kavalergange, designet af den samme, der havde foræret verden Grand Canyon. Adam anede ikke, hvad han bestilte her, og forsøgte at gemme sig bag et menukort, da en af dem halvt spurgte, halvt råbte til ham: ”Hvad kunne De tænke Dem?” Et gys løb igennem ham, fordi han slet ikke burde være her, og fordi han ikke kunne tænke sig eller havde brug for noget, som hun kunne give ham, og så hørte han gennem larmen sin egen stemme bestille det første, hans øjne kunne klæbe til, der ikke var selve bartenderen.

”Jeg kunne godt tænke mig en Mango Mojito, tak,” sagde han efter at have ladet blikket glide hen over hylden over barspejlet.

”En Mango Mojito på vej, hr. lektor.”

Det var kvinden med det helt sorte, glatte hår og den honningfarvede teint, som ikke længere gik til hans ’Hvad er historie?’-forelæsninger; hende der korrekt havde gættet på Gandhi. Sandt? Det var sandsynligvis usandt, men under palmebladene, hvor fortid og nutid var begyndt at visne, under stearinlysskæret, der holdt det snigende aftenmørke i skak, under tropebillederne, de stråtækte vægge og de hamrende rytmer fra højtalerne, der skulle forsøge at drukne folks private, indre, snart-for-åbent-tæppe-misforståede fejring af sig selv, var det sandt.

Callie Ford havde taget sin søn Russell med ud i køkkenet i Henry Borders hus. Hvordan det var lykkedes ham at finde huset – tilmed om natten – var noget, hun under normale omstændigheder ville have kommenteret, men nu var hun i stedet optaget af at fordøje og forstå detaljerne i hans historie om, hvordan James Pearson midt om natten var blevet ført væk fra sin lejlighed i Mecca Flats af to hvide mænd. Elise Border var forbløffet over ikke alene at høre, men også se, at Callie Ford havde en søn, og over at se, hvor gammel han var. Ellys far var gammel nok til at kunne have været Callies far, og her stod Callie så alligevel og havde en søn, der var ældre end Elly. Callie havde aldrig nævnt, at hun var mor, og et øjeblik, der hurtigt gik over, var det, som om Elly var blevet frarøvet noget, næsten faldet i ryggen, fordi Callie, som hun så hurtigt havde lært at holde af, ikke havde fortalt hende en så vigtig biografisk detalje. Det antydede over for Elly, at deres forhold ikke var så tæt, som hun havde bildt sig ind. Fortrydelsen holdt sig ikke, men fra tid til anden ville hun, selv efter at have lært Russell at kende og holde af ham, føle et misundelsens stik, misundelse over, at han havde en mor.

Men da de på et tidspunkt sad bænket med lemonade i køkkenet, var den fremherskende følelse fascination af Russell, af den verden, han (og nu tydeligvis også Callie) kom fra, og af hans historie om, hvordan James Pearson var blevet ført væk af to hvide mænd. Hun havde set sorte børn på gaderne, i offentlige transportmidler, set dem arbejde i restaurationskøkkener og som skopudsere, men hun havde aldrig omgåedes nogen privat. Nu befandt der sig en i hendes hjem midt om natten. Hendes fascination var så meget desto større, fordi han var en dreng, en dreng, der var ældre end hende og kun virkede ufarlig, fordi han var Callies søn, og fordi han i det mindste lige nu var åbenlyst sårbar og ude af sig selv. Elly lyttede til Russells beretning om, hvad der var sket James Pearson, og så til, mens Callie forsøgte at berolige sin søn. Faktisk forstod hun ikke grunden til Russells ophidselse. Var hun blevet vist ud i et køkken og bedt om at genfortælle Russells historie til en tredjepart, ville hun have sagt, at en mand ved navn James Pearson, en ven af familien, var blevet set forlade sin bolig sent om aftenen sammen med to mænd. De to mænd var tilfældigvis hvide. Det virkede, som om det især var det, der gjorde Russell oprevet, selv om hun i begyndelsen havde troet, fortvivlelsen skyldtes, at Russell var blevet forladt af den mand, der skulle have passet på ham, ligesom det var Callies job at passe på hende.

Callie sagde beroligende til Russell, at mr. Pearson udmærket kunne være tilbage i Mecca nu uden at have lidt overlast. De hvide mænd havde ikke tvunget mr. Pearson med, fik hun Russell til at indrømme. Måske var det mænd, han kendte fra fabrikken. På trods af Russells påstand om ikke at have set dem dér, gav omtalen af slagteriet hende en chance for at skifte emne og spørge til hans nye arbejde og rose ham for det. Han fortalte hende, hvordan mr. Pearson havde fået ham til at love at gemme noget af sin løn til hende. ’Mister hvad som helst’ havde gjort mere, end hun havde bedt ham om, tænkte hun.

Hun afsluttede aftenens køkkenmøde med at foreslå en strategi. Hun ville rede op til Russell i et af de tomme værelser, og næste morgen skulle de alle tre tage til Mecca Flats for at finde ud af, hvad der var sket James Pearson. Og når Russell mødte på arbejde, ville mr. Pearson måske også være der. Elly Border skulle med på udflugten, fordi Callie ikke ønskede at lade hende være på egen hånd og ikke vidste, hvad hun ellers skulle stille op med hende.

*

James Pearson ofrede efterfølgende ikke mange tanker på Herb Marks og Ralph Hellerstein og deres forslag om, at han gav ideen om at træde ind i Pakkeriarbejderforbundet en ekstra chance. For det første var han mere opsat på at spare sammen, så han hurtigst muligt kunne flytte fra Mecca Flats. Når han så var flyttet, kunne han begynde at overveje at få sig en kæreste. Men ud over det forekom det ham langt ude og tæt på det farceagtige at forestille sig, at en gruppe hvide pakkearbejdere ville acceptere eller så meget som tage en organisation alvorligt, der havde en neger i det øverste organ. Og endelig: Hvor fristende var det at knokle mange timer om dagen og derefter bruge fritiden til at gå til møder, hvor han ville være den eneste sorte mand blandt lutter hvide? Jo længere tid, der gik efter aftenmødet med Hellerstein og Marks, jo mere vanvittigt forekom forslaget ham at være.

Nogle få uger senere stod James så efter arbejdstid i Swift & Companys omklædningsrum, det, der var forbeholdt de sorte arbejdere. Der var mange mænd derinde, dem, der var langt væk i deres egne tanker, og andre, der sludrede løs, mens de vaskede sig, før de skulle hjem, eller hvor de nu end agtede at ryste skuldrene og slappe af i Chicagos South Side. Derfor var der ingen, der lagde mærke til Billy Moore, da han kom ind, selv om han både havde været længe på fabrikken og var vellidt af sine kolleger. Men James Pearson så ham ud af øjenkrogen, og det var udtrykket i hans øjne, der straks fik Pearson til at tænke tilbage på sit møde med Ralph Hellerstein og Herb Marks.

”Billy?” sagde James Pearson sagte til ham, men Billy Moore var ikke i snakkehumør. Det, der pinte ham nu, var langt værre end de rygkramper, han ikke havde kunnet skjule for James og til sidst heller ikke for fabriksledelsen. Det, der pinte ham, var frygt. Til sidst lykkedes det James at lokke en historie ud af Billy, der bekræftede alt, hvad Hellerstein og Marks havde forudsagt. Billy Moore var færdig med at flække svin på Swift’s.

”Men der er andre ting, du kan gøre,” sagde James Pearson.

”Der er andre ting, jeg kan gøre. Og jeg kan stadig flække grise. Det sagde jeg til dem.”

”Hvad svarede de?”

”De sagde, at de ville gemme lægens udtalelse. Sagde, at de ville kontakte mig, hvis der viste sig noget.” De to mænd kiggede på hinanden, og så sagde Billy Moore det, som James Pearson tænkte, men ikke sagde højt: ”De kommer aldrig til at kontakte mig.”

Næste dag, før arbejdsdagens begyndelse, gik James op på personalekontoret for på Billy Moores vegne at forhøre sig om situationen. Hellerstein og Marks havde haft fuldstændig ret, og det samme havde Billy Moore. Det stod helt klart, at Billy Moore regnedes for en ’defekt vare’, og at han ikke ville komme i betragtning til et eventuelt nyt job. Ingen på Swift’s agtede at kontakte ham. Hvorfor skulle de det, når en yngre mand uden rygproblemer kunne overtage den nu ledige stilling? Og som James Pearson straks så i øjnene: Der var intet til hinder for, at den uret, der nu overgik Billy Moore og hans kone og børn, ikke også pludselig kunne ramme ham selv. En enkelt-af-ledelsen-bemærket-krampe i rygmusklerne, en kniv, der smuttede og skar ham i hånden, og ’Mister hvad som helst’ røg også ud. Hvem skulle kunne forhindre det?

Sent en aften kort tid efter stod Tommy Parks ude på svalegangen foran deres lejlighed i Mecca og røg en cigaret, og James Pearson gik hen til ham.

”Har du hørt om Billy Moore?” spurgte James.

”Jah. I mine øjne så han okay ud. Man siger, han ikke har noget nu.”

”Bortset fra kone og fem børn.”

”Nå ja, de fem børn, det er hans egen skyld. Også konen.”

”Det er Swift’s, jeg taler om.”

Tommy Parks tog et sug af cigaretten og slap langsomt røgen ud. ”Jeg ved, hvad du taler om.”

Med en håndbevægelse tilbød Tommy Parks en cigaret, som Pearson sagde nej til. De to mænd stod et øjeblik uden at tale sammen.

”Jeg fik besøg af to mænd for et stykke tid siden.”

”To hvide mænd,” afbrød Tommy Parks. De stod ved siden af hinanden, men James Pearson udnyttede sin overraskelse til at vende sig om og se direkte på Parks.

”Hvor ved du det fra?” spurgte han.

Tommy Parks smilede. ”Jeg gik og tænkte på, hvornår du ville fortælle mig om det. Selv du ku’ vel ikke blive ved med at holde kæft om det. Er der noget, du gerne vil fortælle mig?”

Seksten mænd sprang ned fra lastvognsladet en ad gangen. Råb akkompagnerede lyden af deres fødder, der ramte jorden. De befandt sig et sted, hvor de aldrig før havde været. De seksten mænd var fra under tyve år gamle til sidst i fyrrerne. Nogle af dem havde på et tidspunkt hørt navnet. Andre havde ikke hørt det – Birkenau, den største af mere end fyrre lejre og satellitlejre, som tilsammen udgjorde koncentrationslejrsystemet i den polske region, Øvre Schlesien, kendt som Auschwitz-Birkenau eller blot Auschwitz. De blev beordret til at vente. En læge var på vej, og de var nødt til at vente, til han var kommet. Af de seksten var de fire ældste polske katolikker og de tolv yngste polske jøder. En af de tolv var Henryk Mandelbrot. Hvorfor skulle de vente på en læge? Ingen forklarede dem hvorfor. Det var forbudt at spørge om noget. Det var forbudt at tale sammen.

To SS-mænd bevogtede dem, hvilket betød, at også de var nødt til at vente på lægen. Vagterne kedede sig. De vidste, at de mænd, de bevogtede, måtte være bange, men eftersom de ikke havde lov til at gøre andet end vente uden at sige noget, var deres frygt ikke særlig underholdende. Der gik en time, og den næste slæbte sig endnu langsommere af sted. De to vagter talte lavmælt sammen, så lavmælt, at kun de færreste fanger kunne høre, hvad de sagde.

”Ved du, hvad der kan sætte liv i kludene?” spurgte den ene vagt sin kollega.

”Hvad?”

”Vi kunne skyde en af dem.”

”De er allerede blevet talt,” sagde den anden vagt og strakte sig med et gab.

”Jah, men er det ikke lige meget?”

”De er ikke alle sammen jøder.”

”Nå, men så kan vi skyde en af dem.”

”Vi har fået vores ordrer,” indvendte den anden vagt.

”Jamen så … måske gik de til angreb på os og forsøgte at afvæbne os?” Den bemærkning fik den anden vagt til at rulle med øjnene.

”Så find du da på noget!” sagde den første vagt. Pludselig fik han dog en brillant idé og sagde ophidset: ”Vi kunne beordre to af dem til at løbe om kap og så skyde dem, mens de løber væk. Du vælger den ene, jeg tager mig af den anden. Vi kan tælle ned fra ti eller femten, hvis du synes, det gør det mere spændende.”

”Og hvad gør de to så? Flygter?”

”Selvfølgelig.”

”Og den tror du, de hopper på?”

”Gud i himlen, der er ingen, der gider beskæftige sig med to af dem der. De skaffer sig jo bare to andre.”

”Men hvad nu, hvis der er noget særligt ved de her fanger? Hvad, hvis de ved noget, hvad, hvis de skal forhøres? Måske kan de noget særligt. Du leger med ilden. Lad være med det. Vær taknemmelig for pausen.”

Henryk Mandelbrot hørte hvert eneste ord.

De seksten fanger og to fangevogtere ventede næsten tre timer, før lægen viste sig. Han var fortravlet. Der var for meget at lave. Han henvendte sig med monoton stemme til vagterne.

”Fire polakker og resten jøder, ikke sandt?”

”Javel, hr. doktor,” sagde den anden vagt.

”Okay,” sagde den overbebyrdede læge til fangerne med en lettere udmattet og temmelig nøgtern stemme. ”Polakker til højre, jøder til venstre.”

Henryk Mandelbrot så ikke, hvad der skete med polakkerne. Han og de elleve andre jøder blev ført til et sted, kendt som ’Bekleidungskammer’, en enorm hal fyldt med tøj og alle mulige personlige effekter. Der var hylderækker, så langt øjet rakte. Det var et kolossalt lager med alt muligt fra overalt i Europa. Dette var, hvad de forskellige jøder havde taget med sig, da de fik besked på, at de skulle deporteres. Det var et eksakt svar på spørgsmålet: ’Hvad regner folk for vigtigst, når man skal ud på en lang rejse?’ Forældre havde pakket til deres børn. Ud over tøj i alle størrelser til mænd, kvinder og børn, ud over spisebestik, briller, bøger, tandbørster, hårbørster, kunstige lemmer og religiøse sager var der genstande, der havde haft affektionsværdi: fotografier, plysbjørne. Alt sammen blev bragt til Bekleidungskammer, sorteret og renset for utøj i miniaturegasovne, før det blev fragtet til Tyskland og fordelt blandt det tyske folk. De fanger, der fik arbejde i dette område af Birkenau, havde adgang til genstande, der kunne byttes med fødevarer, og det var kendt under betegnelsen ’Kanada’.

Henryk Mandelbrot blev gennet til Kanada. En mand, en lejrarbejder af en slags, en fange, men ikke en almindelig fange, stak hovedet ind gennem et vindue og beordrede ham og de elleve andre jøder, der stod på enkeltrække, til at vente, mens han fandt tøj frem fra hylderne. Der var to mænd foran Mandelbrot. Han kunne ikke se, hvad den første mand fik stukket i hånden, men det var nemt nok at sammenligne det, han selv fik udleveret af lejrarbejderen, med det, manden foran ham fik, og han følte sig snydt. Benene på de bukser, han fik, havde forskellig længde.

”Dem her kan jeg ikke gå i.”

”Hvabehar?”

”Jeg kan ikke gå i dem her.”

”Du går i det, jeg gi’r dig.”

”Nej, jeg kan ikke gå i de bukser. Det ene bukseben er længere end det andet. Stakkels mand, der har gået i dem.”

”Ja, men han har gået i dem for sidste gang, så hold din kæft. Du går i det, du har fået,” sagde lejrarbejderen og gik efter at have målt manden bag Mandelbrot med blikket tilbage til hylderne for at finde tøj til ham.

”Må jeg selv finde noget tøj, der passer?” råbte Mandelbrot efter lejrarbejderen.

”Nej, du har, hvad du har fået.”

”Hør, hvem du end er, jeg siger jo, at jeg ikke vil gå i det her tøj. Jeg kommer til at se latterlig ud. Jeg vil ikke kunne komme ordentligt omkring, jeg –”

”Du tror, du kommer til at se latterlig ud! Pis være med, hvordan du ser ud, din åndssvage jøde! Du er alligevel død, inden der er gået en uge!”

”Du vil være død hurtigere end mig,” sagde Mandelbrot og kastede sig over lejrarbejderen. Han masede ham op ad hylderne bag ham og fortsatte med at hamre løs på hans ansigt, mens de andre forbløffet så til.

”Hjælp! Hjælp! Han slår mig ihjel!” råbte manden med forslåede læber og blodet silende ned ad ansigtet. Mandelbrot slog uanfægtet videre.

”Du finder noget bedre tøj til mig, eller jeg sværger ved alt, der er mig helligt, at du om et øjeblik er en død mand.”

Lejrarbejderen tog armene op foran ansigtet og råbte igen på hjælp.

”Hvad foregår der her?” spurgte en nytilkommen mand, også en fange – det var meget tydeligt for Mandelbrot og de andre, selv om de aldrig havde set ham før. De kunne se det på måden, han gebærdede sig og talte på. Han var høj, mager og lyshåret og var kommet frem fra nogle hylder længere nede, hvor de andre ikke havde kunnet se ham.

Mandelbrot slap lejrarbejderen og kiggede på denne nye mand.

”Han var ved at slå mig ihjel, Oberkapo Fritz.”

Oberkapo Fritz målte Mandelbrot fra top til tå.

”Hvorfor?”

”Tøjet, han gav mig, passer ikke. Jeg vil have tøj, der passer, så jeg kan arbejde, og denne mand vil ikke give mig lov til selv at finde noget og vover tilmed at fornærme mig.”

Oberkapo Fritz så på Mandelbrot med en forbløffelse, der udviklede sig til noget, der lignede beundring. Så så han langsomt på de mænd, der stod tavse på række og derefter tilbage på Mandelbrot.

Ingen sagde noget. Lejrarbejderen hev stadig efter vejret. Oberkapoen ventede, indtil han havde tørret blodet af ansigtet. Så så han igen på Mandelbrot.

”Jeg bliver her og holder vagt, mens du finder tøj, der passer dig bedre.”

Henryk Mandelbrot skyndte sig hen til hylderne for at lede efter et par bukser, der passede. Oberkapoen holdt smilende øje med ham.

Så henvendte han sig langsomt til Mandelbrot, mens Mandelbrot ledte efter et nyt par bukser.

”Du ser ikke ud til at forstå, hvor du er. Du er nu i Birkenau, og tilsyneladende forstår du ikke, hvad det betyder. Har du nogen som helst anelse om … hvor du er?” Mandelbrot holdt et øjeblik inde med jagten på bukser for at vende sig om og svare manden direkte.

”Oberkapo, jeg ved præcis, hvor jeg er.”

Elly kunne af lutter ophidselse over aftenens begivenheder ikke falde i søvn, og lidt efter, at alle havde trukket sig tilbage til deres respektive værelser, bankede det på Russells dør. Det var Elly, der stod med et glas vand til ham.

”Jeg håber ikke, jeg forstyrrer,” sagde hun både høfligt og venligt på en måde, som ingen nogensinde før havde talt til ham på. ”Jeg tænkte, du måske blev tørstig midt om natten og ikke kunne finde køkkenet i mørke, så jeg har det her med … øh … det er kun et glas vand. Fordi det er varmt og sådan.”

For første gang efter at Russell var trådt ind i Henry Borders hus, var han genert. Hun vidste måske ikke, at han var nøgen under lagenet, men han var selv kun alt for bevidst om det.

”Tak,” sagde han usikkert.

”Din mor har været storartet over for mig. Du er meget heldig at have sådan en mor.”

”Jah,” svarede Russell forsigtigt. ”Bor du her sammen med din far?”

”Ja.”

”Kun dig og ham … her?”

”Ja.”

”Der er mange rum.”

”Ja, vi plejede at have logerende, men …”

”Er din far ude at rejse?”

”Ja, han er i Europa … i forbindelse med sit arbejde. Det er derfor, at Callie, jeg mener din mor, bor hos mig.”

”Din far … er han i militæret?”

”Nej.”

”Hvad laver han så?”

”Han er psykolog på IIT,” svarede Elise Border konstaterende.

”Øh,” sagde Russell usikkert. Han vidste ikke, hvad hun talte om.

Ellys øjne havde vænnet sig til mørket. Da hun så Russells tøj ligge sammenfoldet på stolen, gik det op for hende, at han måtte være nøgen under lagenet. Så begyndte hun at føle sig genert og dum over ikke at have tænkt over det før nu. Nysgerrighed, ensomhed og et ønske om at opmuntre en fremmed dreng havde ført hende ud i en situation, hun med sine kun tolv et halvt år ikke havde nogen erfaring med.

”Nå, men så vil jeg ikke forstyrre dig længere. Sov godt.”

”Tak for vandet … miss Elly.”

”Det var så lidt,” sagde hun og åbnede døren for at gå. Så tilføjede hun: ”Åh … øh … Sig bare Elly … bare Elly.”

”Elly?” begyndte Russell. ”Har du ikke en mor?”

”Hun døde, da … før vi kom hertil.”

”Hvor er du fra?”

”Polen.”

”Polen! Er du og din far polakker?”

”Vi er jøder.”

”Jøder,” sagde Russell og tænkte over ordet, mens han hørte sig selv sige det.

”Ja,” sagde Elise Border henne fra den halvt åbne soveværelsesdør. Hun stod stille et øjeblik uden at vide, om samtalen var forbi, da Russell igen sagde noget.

”Min far er død.”

”Åh, det … det gør mig ondt. Er det længe siden?”

”Tre år, sådan cirka.”

Tre år forekom pludselig ikke Elly som særlig lang tid.

”Du savner ham sikkert meget.”

”Ja,” sagde han med lagenet trukket helt op til næsen.

Hun stod i mørket og gjorde ikke mine til at gå. Lidt efter brød han stilheden.

”Savner du din mor, Elly?”

”Jeg var meget lille … da hun døde … meget lille.” Så tilføjede hun på en måde, som om hun vidste, at det næste, hun sagde, automatisk ville afslutte samtalen: ”Hun døde i Polen.”

Om det var fordi, de var trætte eller havde opnået en fælles forståelse, så var det de sidste ord, der blev sagt i Henry Borders hus den nat. Der var imidlertid en lang kausal kæde, der forbandt deres samtale med en anden nat, på et andet sted og en tid før denne. I Polen, før krigen, før Hitler var blevet Tysklands kansler, stod en kvinde i byen Ciechanow allersidst på efteråret og ventede under en gaslygte på et blæsende hjørne og bad til, at ingen så hende stå der så sent på aftenen, bad til, at kun hendes elskede så hende stå på gaden.