Ottende del

Det havde regnet hele dagen, men nu var det, som om regnen gerne ville være nådig over for dem, der var tåbelige eller desperate nok til at være ude på dette sene tidspunkt, og havde besluttet at stilne af. Havde hun set op, ville hun have fået et glimt af månen mellem mørke skyer, der var kommet rullende ind fra Østersøen og hastede videre over hendes hoved på vej til Bialystok og derfra til Minsk og endnu længere ind i Rusland. Taknemmelig for lyset fra gadelygterne og månelyset, der skinnede gennem huller i skydækket, stod en ung kvinde og ventede utålmodigt på en gade i Ciechanow. De stadig våde brosten på fortovet i den polske by, hvor jøder som for eksempel Rosa Rabinowicz havde boet siden middelalderen, kæmpede for at holde fast i de glitrende regndråber denne sene aften i mellemkrigsårene, hvor nyheder om den nye tyske politiker hr. Hitlers voksende popularitet var begyndt brede sig på siderne af de aviser, hendes far læste. Tilskyndet til det af sin far læste hun de samme nyheder og diskuterede dem med sine venner, unge mænd og kvinder, under ungdomsbevægelsens møder. Men for Rosa, der dengang var sytten, var det anderledes påtrængende problemer, der krævede hendes opmærksomhed den aften.

Hun stod og ventede på sin barndomskæreste, Noah Lewental. Der havde været rygter om mange af de andre unge mænd, Rosa Rabinowicz kendte, og hun havde hørt dem alle, troet på nogle, afvist andre, men nu drejede rygterne sig for første gang om hendes Noah. Rygtet lignede til forveksling dem, hun havde hørt om de andre drenge, men de havde ikke berørt hende. Hun havde været chokeret eller pirret alt efter sit humør. Denne gang var det imidlertid hendes Noah, rygtet drejede sig om. Kunne det være sandt? Det ville i hvert fald ikke ligne ham at gøre den slags. Hun vidste naturligvis godt, at drenge havde drifter, og hun vidste, at der var ting, han gerne ville gøre, som de alle gerne ville gøre, ønskede så inderligt, at de gik så langt som til at kalde ønsket et naturligt behov, begær, som hun ikke havde været i stand til at slukke, ikke dengang, ikke endnu. Heller ikke hendes veninder havde kunnet yde deres kærester denne tjeneste, i det mindste var det, hvad de sagde til hinanden. Men dette efterlod et tomrum i markedet for tilfredsstillelse af unge mænds behov, og det var her, at Ada, skomagerens datter, kom ind i billedet. Det var her, rygterne opstod, lige her, hvor skomageren boede med sin mærkelige, unge datter. Og det var her, at Noah var blevet set sammen med Ada, skomagerens datter.

Selv om Ada blev omtalt som skomagerens datter, var det almindeligt kendt blandt jøderne i Ciechanow, at hun ikke var hans biologiske datter. Hun havde været lige knap tre år gammel, da hendes forældre blev dræbt i en pogrom i Luban lige syd for Minsk. Den lille pige var blevet givet videre fra det ene jødiske samfund til det næste, indtil skomageren i Ciechanow, en barnløs enkemand, påtog sig faderrollen. Han fik aldrig opklaret – hvorfor Ada heller aldrig fik det at vide – om hendes forældres mordere var demobiliserede soldater fra den dengang nydannede Røde Hær eller en bande antisemitiske ukrainske nationalister, men uanset hvem de var, havde man straks efter Adas ankomst lagt mærke til, at hun var anderledes end andre børn. Ligesom de andre håndværkere og småhandlende i det jødiske Ciechanow var Adas far ofte på farten, i hans tilfælde for at sælge sko i Golomin, i Preshitz, i Makow og i Churzel, og Ada var ofte alene hjemme. Nogle hævdede, at årsagen til hendes særhed var, at hun var så meget alene. Andre sagde, at særheden var fulgt med fra Luban og skyldtes det, den lille pige havde været vidne til: en varig gave fra pogromisterne.

Det var svært at afgøre, om Ada var enfoldig eller småskør. Hun ville gerne være vellidt og læste allerede som lille de andre børn i hånden og tilbød at spå om deres fremtid. Hun fulgte så linjerne i deres håndflader med sine egne fingerspidser og fortalte dem med sagte, beroligende stemme det, de gerne ville høre. Hen ad vejen begyndte også voksne kvinder i al hemmelighed at opsøge hende, når deres mænd var på arbejde og hendes far bortrejst. De kom med mad til den unge pige, men de kom også for at blive læst i hånden. Byens drenge havde altid afvist Adas håndlæsning som en enfoldig piges nonsens, indtil de – og hun – var blevet gamle nok til at se, at hun havde andre talenter. Der var forskellige grader af religiøsitet blandt jøderne i Ciechanow, forskellige grader af behov for vide, hvad fremtiden måtte bringe, men ingen, der så de mange unge mænd, der fra tid til anden sneg sig ind i skomagerens hus, mens han var væk, ville for alvor have troet på, at disse unge mænd pludselig troede lidenskabeligt på håndlæsning.

Der var Noah langt om længe. Rosa Rabinowicz kunne se ham i det fjerne. Snart ville hun få alt at vide. Noah talte hviskende til hende, endnu før han var inden for rækkevidde.

”Undskyld, jeg kommer så sent. Min far var oppe. Han kunne ikke sove. Han stod op og begyndte at læse og –”

”Er det sandt?” spurgte hun og knugede om ham i en omfavnelse, hun var bange for måske blev den sidste.

”Er hvad sandt?” spurgte han og gjorde hende dermed endnu mere bange. Han vidste præcis, hvorfor de skulle mødes på dette sene tidspunkt. De havde før haft hemmelige møder og også om aftenen, men aldrig før så sent.

”Har du også været der?”

”Har jeg været hvor?”

”Har du også … været i skomagerens hus?”

”Rosa, det ved du, jeg har. Det var jeg jo nødt til.”

”Noah, prøv ikke den på mig. Du var ikke nødt til at gøre det. Du er ikke nødt til at gøre noget som helst. Du siger, at du har det her behov. Jeg er led og ked af at høre om det. Se i øjnene, hvad du er! Du er ikke andet end et dyr! Og jeg er dum og godtroende. Jeg blev ved med at sige, at du ikke havde været der.”

”Rosanké, så hør dog, hvad jeg siger. Jeg var nødt til at gå derhen, og jeg var nødt til at tale med Ada. Hun var den eneste, der var hjemme.”

”Hvad?”

”Min far sendte mig derhen.”

”Din far?”

”Min far sendte mig hen til skomageren for at hente hans sko. De var blevet repareret og –”

”Men hvad så med Ada, hvorfor skulle du absolut tale med Ada?”

”Fordi hendes far var bortrejst. Søde elskede Rosanké, hør nu på mig. Hun var alene hjemme. Min far havde bedt mig om at hente hans sko. Han og skomageren havde aftalt det. Du må gerne spørge min far.”

”Det ved du, jeg aldrig kunne finde på at gøre.”

”Hvorfor ikke?”

”Jeg kan ikke spørge din far, om det er sandt, at han sendte dig hen til skomageren … for at hente hans sko. Hvordan skulle jeg kunne spørge ham om det? Han ville vide, hvad det i virkeligheden var, jeg spurgte om, og det vil jeg simpelthen ikke udsætte din far for.”

”Men det ser ikke ud til, at du har noget imod at udsætte mig for det,” sagde Noah og trådte et skridt tilbage, så han kunne se hende i hendes fulde højde. Han sukkede skuffet. De kiggede på hinanden i lyset under gadelampen. Snart ville mælkemandens kærre slutte sig til dem på gaden.

”Jeg lyver ikke. Jeg gik derhen for at hente min fars sko. Min far havde aftalt det med skomageren. Hun ventede mig. Skoene var færdige og klar til at blive hentet. Hvorfor spørger du ikke min far, næste gang du ser ham?”

Rosa holdt afvisende hånden op.

”Okay, så lad være med at spørge ham. Komplimenter ham for hans sko. Jeg kan komme og hente dig efter shabbos-måltidet, og så kan du sådan henkastet komplimentere ham for hans sko.”

Hun tænkte sig om et øjeblik. ”Hvad hvis han ikke har skoene på?”

”Han har altid de sko på til shabbos. Det er hans yndlingssko, har haft dem en evighed. Det var derfor, han var så opsat på, at jeg skulle hente dem hos skomageren.”

Hun ønskede så desperat at tro ham, at hun også gjorde det. Ikke desto mindre gik hun allerede den følgende fredag aften med ham hjem for at hilse på hans forældre. Hun holdt meget af Noahs familie; hans brødre og søstre var næsten lige så meget hendes som hans. Hans forældre var kloge og rare mennesker; hans far havde altid forekommet hende meget vis. Og det skete, nøjagtig som Noah havde lovet. Hun komplimenterede hr. Lewental, Noahs far, for hans sko, og han priste smilende den omrejsende, altid fattige, hårdtarbejdende skomagers arbejde. Hun kunne ikke lade være med at se på Noah, da hans far begejstret begyndte at udbrede sig om skomagerens gode arbejde, og Noah rullede med øjnene over sin fars vidtløftighed som for at sige: ’Se nu, hvad du er skyld i!’ Det var for Rosa Rabinowicz en smuk aften i Ciechanow, men den slags aftener var allerede ved at være en saga blot.

Rosa var atten og kom stadig sammen med Noah Lewental, da nyhederne oversvømmede hele byen, som om floden var gået over sine bredder. Ada, skomagerens datter, var gravid. Det var en uomtvistelig kendsgerning. Da enfoldige Ada, håndlæseren, angav Noah som faderen, var Rosa ikke i nærheden til at høre den ophidsede samtale mellem ham og hans far, hr. Lewental. Hr. Lewental havde råbt, at uanset om pigen var enfoldig eller ej, så var Noah, hvis ingen anden trådte frem og påtog sig faderskabet, nødt til at gøre det rigtige. At Noah umuligt kunne være skyld i hendes graviditet var en løgn, han ikke kunne stikke sin far.

”Hvad med Rosa?” spurgte Noah ophidset. Hvordan skulle det gå Rosa, hvis han blev tvunget til at gifte sig med Ada? Rosa ville i så fald kunne finde sig en sanddru, retskaffen mand, sagde hr. Lewental til sin søn.

Rosa mistede ikke kun Noah, men også sin selvsikkerhed. Af alle de romantisk involverede par i deres omgangskreds var hun og Noah altid blevet regnet for dem, der passede bedst sammen. Deres forhold havde i hvert fald varet længst. Skandalen berøvede hende ikke blot troen på sig selv, men også på andre mennesker. Længe ønskede hun ikke at gå uden for en dør eller at se nogen mennesker. Hun var sikker på, at man talte om hende.

Faktisk var der mange, der talte om hende og Noah, om hans forræderi og hendes efterfølgende selvvalgte isolation. Hun var ikke i en eneste version af historien andet end fuldkommen uskyldig, men det forhindrede ikke, at hun var et meget oplagt samtaleemne. Nogle talte mest om, hvor uheldig denne smukke og talentfulde unge kvinde havde været. Selv velmenende mennesker spekulerede på, hvordan det kunne være gået så galt, nærmest som om det var en religiøs eller filosofisk øvelse. Andre satte højlydt spørgsmålstegn ved Adas stædige påstand om, at Noah var far til hendes barn. Det kunne have været en hvilken som helst af byens unge mænd. Havde hun blot peget på den mand, hun regnede for mest tilbøjelig til at gøre det rette? Måske var hun alligevel ikke så enfoldig, at det gjorde noget.

Rosas forældre blev mere og mere bekymrede for deres datters tilstand, og efter forgæves at have forsøgt alt, hvad de kunne komme i tanke om for at få hende på ret køl igen, gik de af desperation ind på en eller andens forslag om, at hun rejste væk fra Ciechanow en tid. Stadig følelseslammet og uden at sige farvel til hverken Noah eller mange af sine venner var det en fortvivlet Rosa Rabinowicz, der tog af sted for at bo et ikke nærmere bestemt stykke tid hos fjerne slægtninge i Warszawa.

Det var kvinden med det glatte, sorte hår og den honningfarvede teint, den studerende, der ikke længere kom til hans ’Hvad er historie?’-forelæsninger, hende, der korrekt havde gættet på Gandhi, der miksede en Mango Mojito på Zanzibar på Ninth Avenue i Hell’s Kitchen. Hun havde genkendt ham på trods af de uvante omgivelser. Lektor Zignelik var fra en anden tid i hendes liv.

”De husker ikke, hvem jeg er, vel?” spurgte hun ham.

”Jo,” sagde han og forsøgte at placere hende.

Hun smilede. ”Kors, vi er faktisk ét fedt for alle jer fyre, hvad?”

”Nej, selvfølgelig ikke. Det er bare det, at …” Han forsøgte at se væk fra hendes kavalergang.

Faktisk huskede han hende som noget ældre end den typiske studerende. Men han havde aldrig set hende med makeup på og havde problemer med at få denne tiltrækkende, dristigt klædte Mojito-mikser til at stemme overens med et halvglemt billede af en ung studerende. Ingen studerende havde nogensinde set sådan ud, i det mindste ikke på campus, i hvert fald ikke hvad han havde set.

”Jeg gik til Deres ’Hvad er historie?’-forelæsninger. Jeg hedder Mehrzad Yazdi.”

”Selvfølgelig. Mehrzad!” Han havde aldrig fået hendes navn at vide. ”Du droppede kurset.”

”Jeg droppede alle kurser. Jeg var nødt til at droppe mine studier.”

”Åh, det gør mig ondt.”

”Ja, også mig.”

”Jeg håber da, at alt er okay?” sagde han forsigtigt og forsøgte at finde den rette balance mellem at være bekymret og udfrittende.

”Joh, det er det vel nu … på en måde. Hør, faktisk har jeg ikke lov til sådan at stå og tale –”

”Nej, selvfølgelig ikke,” sagde han og kiggede rundt på alle de andre kunder, der trængtes om baren og utålmodigt ventede på at blive betjent. ”Undskyld.”

”Nej, nej!” sagde hun smilende. ”Der er ikke noget at undskylde, men måske har De lyst til at komme igen en anden dag?”

”En anden dag? Men jeg er jo lige kommet.”

”Nej, altså det, jeg mener, er … Jeg vil gerne fortælle Dem, hvad der skete. Jeg har længe haft lyst til at forklare mig, fordi … nå ja, Deres undervisning var den, jeg syntes allerbedst om.”

”Var den virkelig?”

”Ja, og jeg tænkte bare, at hvis De bor i nærheden –”

”Det gør jeg ikke.”

”De gør det ikke nemmere for mig, hvad?”

”Mehrzad, jeg vil nødig sætte dig i … forlegenhed, men hvis du gerne vil have mig til at lade, som om jeg ikke engang kender dig … Altså, beder du mig om at … gå?”

”Nej, jeg forsøger at spørge, om De kunne tænke Dem at møde mig til en drink … en eller anden aften, hvor jeg ikke er på arbejde?”

”Mener du her?”

”Gerne, medmindre De ikke kan lide Deres Mojito.”

Den aften Adam skulle møde Mehrzad Yazdi til en drink, trådte han ud af brusenichen og begyndte at tørre sig med et håndklæde, der hang på en krog bag på badeværelsesdøren.

”Håndklædet tørrer hurtigere, nu der kun hænger et enkelt bag døren,” hørte han Dianas stemme sige oppe i sit hoved. Adam ignorerede stemmen, men hun talte bare videre. ”Du har barberet dig i dag,” sagde hun.

”Og hvad så? Jeg gør det jo heller ikke igen.”

”Du er ved at klappe aftershave på kinderne.”

Mehrzad Yazdi var mindre udfordrende klædt end den aften, hun havde været på arbejde. Hun var ankommet først og havde skaffet dem et bord, som Adam kunne se måtte være beregnet på indflydelsesrige personer. Hun rejste sig for at hilse på ham ved at lægge en hånd på hans arm lige under skulderen og vende kinden til ham, som han halvt mødte med sine læber, men mest med den lille smaskelyd, som han mente hørte med til handlingen. Som nu pludselig halvt bartender og halvt studerende var hun så uventet tiltrækkende, at det gjorde ham nervøs. Han anede ikke, hvad han lavede her. Han så sig omkring i baren. Han havde i nogen tid fokuseret på sit arbejde for at få trukket sig selv op af et hul. Han gjorde fremskridt. Han havde nu flere spor at forfølge om et specifikt emne, end han nogensinde før havde haft i sin karriere. Måske var der oven i købet flere spor, end et enkelt menneske kunne klare. Han havde ikke brug for at blive afledt, og det var han et sted oppe i sit hoved helt på det rene med. Men nu var han her alligevel, sad i denne bar i Hell’s Kitchen sammen med Mehrzad, ’Gandhi’-pigen. Dette var nu Dianas kvarter. Hun kunne vel ikke finde på pludselig at komme ind i denne bar? Hvad hvis hun gjorde? Ville han nogensinde igen komme til at føle sig veltilpas andre steder end mellem stablerne på Galvin Library eller sammen med de folk i Chicago, som han interviewede i forbindelse med sin research? Mehrzad følte sig udmærket tilpas her. Hun vidste, hvad man skulle bestille og hvordan, hvor man skulle sidde, hvordan man skulle klæde sig og selv nu, hvordan man skulle modulere sin stemme. Hun var en af de ’indviede’. Det var han ikke. Alligevel var det ikke særlig pinagtigt at sidde her sammen med hende. Ville Diana kunne forstå det? Mehrzad var besnærende både af udseende og opførsel, og selv om Adam havde, hvad der måske kunne kaldes en historikers skattekiste at pakke ud, var det i den fortsatte, endeløse, private, næsten hallucinatoriske samtale, han førte med Diana, stadig vigtigt for ham, at Diana forstod, hvad han lavede her. Han havde brug for hendes billigelse og spekulerede på, om det nogensinde ville ændre sig.

”Mine forældre mente, at det var den måde, de bedst kunne bestemme over mig på.”

”Ved at nægte at betale for din undervisning?”

”Ja.”

”Men så de ikke gerne, at du afsluttede college?”

”Jo, men der var andre områder i mit liv, som de syntes var vigtigere at have kontrol over.”

”Din kæreste?”

”Ham, ja … Selv om de havde ret vedrørende ham, om end af helt andre grunde … men måden jeg klæder mig på, helt ærligt. Som om det kommer dem ved, jeg er jo for pokker voksen! De har måske forladt Iran, men de har taget en hel del af landet med sig. Udadtil har de tilpasset sig livet her, men de er i bund og grund stadig meget traditionsbundne mennesker med meget traditionsbundne værdier. Det er deres holdepunkt: tradition. Det er der, de går hen i farens stund.”

”Farens stund?”

”Det, de opfatter som fare. Immigranter lugter fare, hvor andre lugter en rose. Især dem, der stammer fra Mellemøsten. Enten tror amerikanerne, at man er terrorist, eller også er de frisindede og dyrker ’orientalisme’ og forsøger at indynde sig. Det var til dels problemet med min tidligere kæreste. Edward Said ramte plet med det. De er engelsk, undskyld, australier, jeg kender accenten. Måske er det derfor anderledes for Dem. De er en anden slags immigrant, mindre fremmedartet. Mine forældre vil altid føle sig fremmede i dette land. De har andre normer, når det gælder min bror, hvad der ikke altid får tingene til at glide lettere mellem os. Det er jo ikke hans skyld, men … Jeg påstår ikke, at De er fra mine forældres generation. Taler jeg for meget? Kunne De tænke Dem en drink mere?”

De fik endnu en drink og derefter en tredje.

”Mehrzad, har du talt med Columbia om økonomisk hjælp? Der er virkelig mange muligheder, som du …”

”Tro mig, mr. Zignelik, jeg har –”

”Adam.”

”Adam,” sagde hun smilende. ”Jeg har vendt hver en sten, talt med alle mulige mennesker. Jeg skal nok komme tilbage. Jeg vil virkelig gerne tilbage, men lige for øjeblikket er der en husleje, der skal betales, og … men jeg kommer tilbage, stol på det. Jeg vil ikke stå her resten af mit liv og mikse Mojitoer. Vil du så stadig være der?”

”På Columbia?”

”Ja, jeg vil virkelig gerne … jeg vil virkelig gerne afslutte dit kursus.”

De stod ude på Ninth Avenue. Klokken var mange. Han kyssede hende rigtigt på kinden denne gang. Da de trak hovederne til sig, smilede hun gådefuldt til ham og gik videre ned ad gaden. Som Adam stod der mellem mennesker, der strømmede forbi, spekulerede han på, om hun havde været ude efter noget mere, og om han selv havde.

Det var, som om Michelle McCray aldrig kunne finde et rigtigt tidspunkt at tale med sin fætter Lamont og give ham et par gode råd, ikke engang over telefonen. Hendes mormor havde ofte bedt hende, nej, tryglet hende om at tale med Lamont, og Michelle havde hele tiden haft til hensigt at gøre det, at tale med ham snarest muligt, men ’snarest muligt’ indtraf aldrig. Når hun havde et øjeblik tilovers, gik det op for hende, at hun ikke orkede at kontakte ham og undskylde for ikke at have holdt forbindelsen ved lige, mens han sad i fængsel, og derefter love at mødes med ham, ikke kun i familiesammenhæng, men også professionelt for at hjælpe ham igennem det hængedynd, som jagten på hans datter uden tvivl var. Hun kunne ikke komme i tanke om nogen opgave, der gav hende så stor skyldfølelse eller nærmest gjorde hende handlingslammet end tanken om at skulle rådgive sin fætter i, hvordan han bedst fandt sin datter. I et forsøg på at navigere mellem sin skyldfølelse, sin handlingslammelse og sin mormors bønner endte hun med at give mormoderen et direkte nummer til en af sine kolleger, en ms. Linh Tran, som hun havde sat ind i sin fætters situation.

Lamont Williams, der efterhånden var vant til, at de problemer, han oplevede i sit liv, uvægerligt endte på en sagsbehandlers skrive-bord, skulle nu kontakte Linh Tran, den kollega, som hans kusine havde anbefalet, i håb om, at jagten på hans datter blev hendes næste arbejdsopgave. Han ville være nødt til at ringe i arbejdstiden, hvilket betød, at han måtte gøre det i sin frokostpause.

Han havde ikke haft råd til en mobiltelefon og ønskede ikke at stille sin fortid til skue for sine kolleger ved at ringe fra personalekantinen på Sloan-Kettering, og derfor overvejede han at ringe fra mønttelefonen på 68th Street, men opgav det igen, så snart han var kommet ud af bygningen og hørte trafikstøjen.

Med kuglepen og notesblok i hånden gik Lamont derfor langsomt ind i St Cathrine of Siena, kirken på 68th Street. Han var tæt på at gå i panik. Frokostpausen var snart forbi, og han havde end ikke fået forbindelse med Linh Tran. Til sidst fandt han en præst, som efter en hel del forklaringer var meget forstående og sagde, at Lamont godt måtte ringe inde fra hans kontor. Vel vidende, at han var nødt til hurtigt at komme tilbage på arbejde lykkedes det ham at få Linh Tran i røret og med både hende og præsten i St Cathrine of Siena at aftale et tidspunkt og en dato til en længere telefonsamtale.

Ugen efter vendte Lamont tilbage til kirken på det aftalte tidspunkt, fik fat i præsten og ringede fra præstens kontor med præsten stående ved siden af det meste af tiden, hvor han så til og lyttede til Lamonts del af samtalen.

Var Lamont juridisk anerkendt som faderen? Det var han ikke sikker på. Hvad mente hun med ’juridisk’? Var han gift med moderen, da barnet blev født? Nej, det var han ikke. Han havde aldrig været gift med moderen. Stod hans navn på barnets fødselsattest? Det kunne Lamont ikke huske. Var det ikke hans datters navn, der skulle stå på en fødselsattest? Nå, også forældrenes, ja, selvfølgelig. Han vidste det ikke. Havde moderen forlangt børnebidrag? Nej, det havde hun ikke.

”Jeg plejede at give hende penge, men … altså, der var jo ingen, der forlangte det af mig. Det var bare noget, jeg gjorde. Det var min datter, og jeg havde et job dengang, men … nej, aldrig … det var ikke sådan officielt børnebidrag.”

”Har De eller Deres barns mor nogensinde skrevet under på en formular og indsendt den til et folkeregisterkontor?”

”Nej, det mener jeg ikke, vi har.”

”For De ville på den måde kunne blive skrevet på fødselsattesten.”

”Jeg mener ikke, jeg nogensinde har underskrevet en formular fra dette kontor … folkeregisterkontoret. Lad os gå ud fra, at jeg ikke har gjort det.”

”Det, De siger til mig, er, at De ikke er sikker på, at De juridisk har påtaget Dem faderskabet.”

”Jamen, jeg mener … det er jo mig, der er faderen. Det ved jeg jo bare. Men jeg ved ikke, om det er blevet officielt registreret som sådan.”

”Ville De sige, at De havde et tæt forhold til Deres datter, før De kom i fængsel?”

”Ja. Ja, det havde jeg. Meget tæt, helt bestemt.”

”Har De nogensinde skiftet ble på hende?”

”Utallige gange.”

”Kaldte hun Dem nogensinde far?”

”Hun kaldte mig altid far.”

”Hvis retten fandt på at spørge hende, om hun nogensinde besøgte sin far i fængslet, hvad tror De så, hun ville svare?”

”Hun besøgte mig, men kun i begyndelsen. På det tidspunkt var hun to et halvt. Nu er hun otte.”

”De har ikke set hende, siden hun var to et halvt år gammel?”

”Nej.”

”Ja så.”

”Så jeg ved ikke, hvad hun ville sige. Jeg ved ikke, hvor meget hun kan huske.”

”Og De ved ikke, hvor moderen er?”

”Nej, jeg forsøgte at finde ud af det, men … indtil nu er det ikke lykkedes, og det er derfor, jeg var nødt til at tale med Dem.”

”Mr. Williams, jeg tror, De er nødt til at gå rettens vej for at få samkvemsret.”

”Okay, hvordan gør jeg så det?”

”Deres søster sagde, at De pt. har arbejde?”

”De mener ikke min søster. De mener Michelle? Hun er min kusine.”

”Åh ja, undskyld, Deres kusine. Har De stadig et arbejde, mr. Williams?”

”Ja.”

”I Bronx?”

”Nej, jeg bor i Bronx, men jeg arbejder på Manhattan.”

”Okay, for De er nødt til at gå til domhuset i åbningstiden, mellem ni og fem, for at indgive begæring om samkvem.”

”Miss Linh Tran, hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Jeg kan ikke gå fra mit arbejde. Jeg er stadig ansat på prøve. Vi har en seks måneders prøveperiode, og jeg kan ikke bare … jeg kan jo ikke bare gå, forstår De nok. Hvor ligger domhuset?”

”Jeg vil mene, at De skal henvende Dem i Familieretten, som ligger på Lafayette Street. Måske vil De kunne få juridisk assistance af Retshjælpen, der ligger lige i nærheden på Church Street.”

”Jeg ved en hel masse om Retshjælpen. Der er mange historier i omløb i fængslet om det, de laver der.”

”Jah … øh, de er vist forfærdeligt overbebyrdede. Ved nærmere eftertanke tror jeg slet ikke, at de påtager sig den slags opgaver.”

”Hvad gør jeg så?”

”Jo, De kunne jo altid tale med en selvstændig advokat, der har specialiseret sig i den slags, men det er ret dyrt.”

”Hvor meget?”

”Det skal jeg ikke kunne sige sådan helt præcist.”

”Jamen … miss Linh Tran, hvad så med et slag på tasken?”

”De vil formentlig kunne finde en, der ville gøre det for mellem 150 og 350 dollars.”

”Så hvis jeg kan skaffe 350 dollars, ville jeg kunne få nogen til at gøre det for mig? Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage at skaffe så mange penge.”

”Nej, jeg mener fra 150 til 350 dollars i timen.”

”I timen?”

”Ja, det er jeg bange for.”

”Okay, hvor mange timer ville det så tage at indsende sådan en begæring?”

”Det er meget svært at sige. De vil sikkert kunne finde en sagfører, der vil gøre det nødvendige for mellem … lad mig se … måske 3. og 5.000 dollars.”

”Miss Linh Tran, min datter vil være femogtyve, før jeg har så mange penge. Har jeg andre muligheder?”

”Tja, De kan som nævnt gå til Familieretten og selv gøre det.”

”Så hvis jeg tager fri fra arbejde en dag, hvad er det så helt præcist, jeg skal gøre?”

”Det burde ikke tage en hel dag. De skal blot henvende Dem og indgive en begæring om samkvemsret. De vil få besked om at komme tilbage seks uger efter, hvorefter De vil få udleveret det relevante papirarbejde –”

”Endnu en dag, jeg skal tage fri fra arbejde.”

”Tja, De vil blive nødt til at afsætte en del tid til det, men det bør ikke tage hele dagen. Man vil give Dem de relevante dokumenter og forklare den korrekte forkyndelsesprocedure –”

”Forkyndelsesprocedure?”

”Ja, der er regler for, hvordan begæringen skal afleveres til hende.”

”Men jeg ved jo ikke, hvor hun bor.”

”Ja, øh, det er jo et problem. De har ikke, hvad en ret ville kalde ’status’ i forhold til Deres datter, hvilket er grunden til, at De først er nødt til at indgive en begæring om samkvemsret.”

”Jah, men jeg ved for det første ikke, hvor Chantal bor, og for det andet … Jeg kan jo ikke hele tiden tage fri fra arbejde, i hvert fald ikke så længe jeg er på prøve. Jeg er nødt til først at komme igennem prøveperioden.”

”Og De har ikke midler til at hyre en privat advokat?”

”Det er helt udelukket.”

”Mr. Williams, jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan sige. Tror De, at De vil kunne vente til efter prøveperioden?”

”Der er vist ikke andet at gøre, miss Linh Tran. Men det nytter jo ikke at tage fri for at gå ned til retten, når jeg stadig ikke ved, hvor Chantal bor.”

”Jeg forstår, hvis De synes, det er svært, men hvis De kunne udskyde projektet, til Deres prøveperiode er forbi … Måske kunne De kontakte mig igen til den tid?”

”Jo, mange tak, det mener jeg virkelig, men selv da … Hvad hvis jeg stadig ikke ved, hvor Chantal bor?”

”Vil De ikke have nemmere ved at finde ud af det til den tid?”

”Jo, måske, men …”

”De har vel ingen mistanke om, at Deres datter måske befinder sig i en udsat position?”

”Nej. Jeg ved overhovedet intet om hende.”

”Nuvel, hvis hun ikke er i fare eller … Jeg vil nødig lyde for afvisende, for jeg ved, hvor meget De ønsker at få kontakt med Deres datter, men måske er det klogest at vente, indtil Deres arbejdssituation er mere afklaret. Tror De ikke også det? De har allerede ventet længe. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan råde Dem til. Måske bliver De nødt til at bede en privatdetektiv om at finde moderen, men jeg ved ikke, hvor meget den slags koster, mr. Williams. Jeg mener helt ærligt, at det ville tjene Deres egne og Deres datters interesser bedst, hvis De kan komme igennem prøveperioden og få fast arbejde. Det vil se godt ud i Familierettens øjne og i det mindste gøre det nemmere for Dem at få fri en gang imellem. Formentlig vil det være en hjælp på mange måder.”

Præsten, der havde lyttet med, i begyndelsen ved at gå til og fra kontoret under foregivende af at have ting at hente, opgav til sidst at lade som om og stod bare i døren og så på Lamont, mens han lyttede helt åbenlyst. Da samtalen var forbi, og røret lagt på, sagde Lamont automatisk, men helt fraværende: ”Mange tak, Fader” og begyndte at ile af sted for ikke at komme for sent tilbage på arbejde.

”Godt nyt?”

”Undskyld?” sagde Lamont, mens han hastede af sted gennem det mørke kirkerum mod udgangen til 68th Street. Præsten småløb efter ham. Lamont skulle tilbage på arbejde. Det havde mere eller mindre været Linh Trans besked til ham. Kom igennem prøveperioden. Det er der, alting begynder. Håbet begynder der. Hans skosåler lavede små skarpe lyde på stengulvet i kirken. Præsten indhentede ham.

”Jeg sagde: ’Godt nyt?’”

”Undskyld?”

”Godt nyt?”

”Det glæder mig at høre. Jeg må se at komme tilbage på arbejde, Fader.”

I årene mellem krigen, der skulle afslutte alle krige, og så den, der kom efter, var en ud af tre indbyggere i Warszawa jøder, og mindst en af de to andre havde en forestilling om, at tallet var meget højere. Så vedholdende og udbredt var denne forestilling, især blandt intelligentsiaen, at universiteterne indførte, hvad der blev kendt som et numerus clausus, ’lukket tal’, således at kun et vist antal jøder kunne gå på universiteterne på samme tid. På nogle universiteter blev de jøder, der var plads til inden for kvoten, tvunget til at sidde på særlige ’jødiske’ pladser i undervisningslokalerne. På andre universiteter indførte højreorienterede studenteraktivister ’jødefri dage’ og en gang imellem ’jødefri uger’. En jødisk studerende, der blev set på campus i disse dage eller uger, var i stor fare for at blive overfaldet af studenteraktivister eller bøller udefra, der var på jagt efter lidt morskab. De jødiske studerende, der ønskede at læse videre på for eksempel læge-, ingeniør- eller jurastudiet, var tvunget til enten at læse i udlandet eller overveje at finde noget andet at beskæftige sig med. Det var umuligt at blive ansat i det offentlige, og et stigende antal polske jøder valgte som levevej den beskedne, men økonomisk sikre stilling som skolelærer. Nogle af dem var tilfredse med deres lod, mens det for andre var et ubehageligt kompromis. Mange drømte om noget andet og mere end et undervisningsjob, og nogle af dem arbejdede med deres egentlige fag, når skoledagen var forbi.

To sådanne jøder sad en dag efter skole på en café i Warszawa og drak kaffe. Den ene af dem ønskede mere end noget andet at få en stilling som historiker, den anden var psykolog og havde det på samme måde. Denne anden var Chaim Broder, en mand, der havde læst under Wilhelm Wundt, eksperimentalpsykologiens fader, for noget, der nu forekom som mange år siden.

”Emanuel, du er en uforbederlig optimist, det ved du godt, ikke?”

”Det er jeg nødt til at være,” svarede den yngre Emanuel Ringelblum.

”Du er en historiker, der på egen hånd forsøger at lære alt, hvad der er værd at vide om vores ulykkelige historie. Jøderne selv er ligeglade, skønt det er deres egen historie, og polakkerne vil i hvert fald ikke vide af den. Du og dine jødiske kolleger er bange for at forelæse om jødisk historie på konferencer og –”

”Vi er ikke bange. Som hovedregel vil de ikke lade os gøre det, fordi vi ikke regnes for en ’nation’. Men en gang imellem får vi lov. Det er ikke så håbløst, som du tror.”

”En gang imellem får vi lov!” gentog Chaim Broder lettere spottende. ”Og det er derfor, du er en uforbederlig optimist.”

”Nej,” sagde Emanuel Ringelblum. ”Jeg er som nævnt nødt til at være optimist. Vil du gerne vide hvorfor?”

”Ville det gøre nogen forskel, hvis jeg sagde nej?”

”Selvfølgelig ikke.”

”Udmærket. Hvorfor så?”

”Fordi jeg er tvunget til at tale med dig hver dag. De, der er tvunget til at tale med dig hver eneste dag, er nødt til at være uforbederlige optimister.”

”Jeg er ikke pessimist, Emanuel. Videnskab er hverken for eller imod håb.”

”Det ved jeg. Du har sagt det et par gange før. I Leipzig læste du under Wundt, og nu er du forsker i den menneskelige bevidsthed.”

”Tja, jeg …” Chaim Broder tav et øjeblik for at tage en slurk kaffe. ”Og hver dag går jeg hen på en skole for at undervise små børn,” fortsatte han så. ”Jeg underviser børn, jødiske børn. Og hvad er grunden til, at jeg gør det? Hvorfor gør jeg det?”

”Fordi du ligesom alle os andre er nødt til at have et arbejde, og du underviser børn, så de kan vokse op og –”

”Emanuel, de allerdygtigste af dem skal prise sig lykkelige, hvis de engang får lov til at undervise små børn.”

”Men Chaim, du gør dem parate til det. Hvis tingene ændrer sig, hvem kan så –”

”Hvis tingene ændrer sig? Ændrer sig?”

”De herrer, jeg kan se, at I som altid sidder her og skændes,” sagde en tredje mand, der netop var kommet hen til deres bord. ”Godt at se, alt andet ville have været en foruroligende ændring, og i øvrigt vil jeg gerne præsentere jer for et yderst charmerende menneske. Hun skulle nødig få et forkert indtryk af jer. Bedre, at hun får et ærligt og uheldigt indtryk med det samme.”

Manden var Rafal Gutman, lederen af det jødiske samfunds uddannelsesvæsen i hele Warszawa, og ved siden af ham stod en ung kvinde.

”Rosa Rabinowicz fra Ciechanow,” fortsatte han. ”Hun vil snart være færdiguddannet lærer. Og jeg tænkte, at hun som led i sin uddannelse virkelig burde lære at tackle mennesker som jer to. Må vi sætte os?”

De to mænd rejste sig for at hilse på Rafal Gutman og især på det lille pigebarn, der gik for at være en kvinde, Rosa Rabinowicz.

”Rafal, vi må have gjort noget rigtigt. Jeg kan ikke huske, hvornår du sidst præsenterede os for noget så charmerende,” sagde Emanuel Ringelblum og rakte den unge kvinde hånden.

”Aldrig,” sagde Rafal Gutman, ”jeg har aldrig præsenteret dig for noget så charmerende. Men spørgsmålet er snarere: ’Hvad har Rosa gjort forkert, siden hun skal trækkes med jer to?’”

”Og hvad har De så gjort forkert, frøken Rabinowicz?” spurgte Emanuel Ringelblum.

”Mig? Vistnok ingenting,” sagde hun en smule nervøst til de to kosmopolitiske intellektuelle.

”Rosa ved allerede en smule om jer.”

”Kun en smule. Jeg ved, at en af jer er historiker og den anden … psykolog? Men jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke kan huske, hvem af jer der er hvad. Desværre. Og jeg må med skam melde, at jeg faktisk ikke helt ved, hvad en psykolog er.”

”Det er ikke noget at skamme sig over, frøken Rabinowicz,” sagde Emanuel Ringelblum. ”Det er mig, der er historiker, og Chaim her … nå ja, det er lige meget, hvad Chaim er. Han er en så forfærdelig pessimist, at ikke engang han selv synes, at han har nogen betydning. Og eftersom ingen synes, at Chaim betyder mere end, hvad Chaim selv synes, vil De straks heraf kunne udlede, at han med god grund er pessimist.”

Rafal Gutman og Emanuel Ringelblum havde været smigrende og morsomme, hvorimod Chaim Broder ikke havde sagt en lyd. Et enkelt blik på denne unge kvinde havde været nok til at vække følelser, som han ikke havde følt længe: opstemthed, tilmed håb. Dette måtte simpelthen ikke være sidste gang, han var sammen med denne pige, Rosa Rabinowicz. Han var nødt til at se hende igen. Han var imidlertid for genert og hæmmet af vage erindringer om fortidige romantiske skuffelser til at vide, hvad han skulle sige, og derfor havde han intet sagt.

”Tilgiv mig min uvidenhed, hr. Broder, men hvad præcist går psykologi ud på?” spurgte Rosa Rabinowicz Chaim Broder, mens Rafal Gutman bad en tjener om at komme med kaffe til både Rosa og ham selv.

”Frøken Rabinowicz, der er ikke noget at tilgive,” sagde Broder, forlegen over sin skælvende stemme. Han rømmede sig og forsøgte at blive rolig. ”Det at indrømme uvidenhed om noget er en dyd, ikke en brist,” sluttede han.

”Du almægtige, hvis jeg havde vidst, at jeg var dydig, ville jeg nok ikke have spurgt,” smilede Rosa.

”Det er hverken en dyd eller en brist at spørge om, hvad psykologi går ud på,” indskød Emanuel Ringelblum. ”Men det er virkelig dumt at spørge en krakilsk, pessimistisk psykolog som Chaim her.”

”Han gør nar ad mig, frøken Rabinowicz.”

”Det kan jeg høre,” sagde Rosa. ”Men sådan som De reagerer, er det tydeligt, at det ikke passer.”

Hun var lige så charmerende, som Rafal Gutman havde hævdet. Hun havde humor og mere end det: Hun var også venlig. Hvorfor skulle Rafal lige akkurat præsentere denne smukke unge kvinde for ham, en ungkarl, hvis ensomhed han forsøgte at vaske af sig hver eneste dag, før han klædte sig på for at gå på arbejde? Han havde lyst til at røre ved hende. Den bløde hud, han kunne se på hendes håndryg, ville være nok. Hvad pokker var der i vejen med ham? tænkte han. Han var i egne øjne en veluddannet, kultiveret mand, en videnskabsmand. Det var dette billede af sig selv, der det meste af tiden hjalp ham igennem de fleste af trængslerne: ensomheden, de faglige vanskeligheder og diverse ydmygelser og krænkelser, som han livet igennem havde måttet tåle. Nu var han i løbet af et øjeblik blevet reduceret til en dirrende nervøs pubertetsknægt.

”Som De kan se, skændes de hele tiden,” lød det fra Rafal Gutman. ”Frem og tilbage, nærmest talmudisk.”

”Talmudisk?” svarede Ringelblum retorisk. ”Nuvel, kun Gud kunne have været mere grum mod Chaim, end jeg har været. Og at dømme efter det, Chaim siger, så var Han det også.” Tjeneren kom med kaffen til Rosa og Rafal Gutman.

”Charme, skønhed og et nysgerrigt hoved, frøken Rabinowicz,” sagde Broder og ignorerede Ringelblums spydighed. Han spekulerede på, om han måske var for overdreven i sin ros.

”Mange tak, hr. Broder.” Rosa rødmede.

”Vær venlig at kalde mig Chaim,” sagde Broder og fortsatte: ”Psykologi er for at sige det kort det videnskabelige studium af den menneskelige bevidsthed. Det er en meget ny disciplin, så det er ikke så overraskende, at De ikke kender til den. Men fortæl mig, hvad De synes om Warszawa?”

”Det er en smuk by, men jeg har aldrig før boet blandt så mange mennesker. En gang imellem er det en smule skræmmende. Her er meget anderledes end i Ciechanow.” Det var det stikord, han havde håbet på. Det var nu, han skulle træde i karakter eller resten af sit liv affinde sig med ensomhed og forbande sin egen fejhed.

”Jeg vil med glæde vise Dem rundt, hvis De har tid.”

Og sådan lykkedes det Chaim Broder at blive unge Rosa Rabinowicz’ guide, hjælper og fortrolige. Han viste hende byen, tog hende med til både jødiske og polske skuespil, havde hende med til Forfatterklubben for at hilse på en forfatterven, gik ture med hende og inviterede hende i byen. Ikke en zloty, ikke en groschen af sine egne penge brugte hun, når hun var sammen med ham. Sammen med hende gik han forbi alle de religiøse boglader på Franciszkanskagaden, så han kunne indlede en samtale om religion og få en fornemmelse af, om hun i tilstrækkelig høj grad havde fjernet sig fra det, Broder regnede for forældet provinsiel tro. Det ville ikke have kølnet hans interesse, hvis hun havde været religiøs. Det ville kun få ham til at bearbejde hendes tro for at føre den tættere på sin. Men skønt Rosas værdier var spiret op af en religiøs jord, var hun nu, hvor hun boede i Warszawa, ikke mere end blot ’traditionel’ i sit religiøse tilhørsforhold.

Hun kendte kun få mennesker i byen og blev hurtigt afhængig af ham. Broder vidste godt, at hun var taknemmelig og ikke meget andet. Men var taknemmelighed da ikke en integreret bestanddel af hengivenhed? spurgte Chaim Broder sig selv. Det var dog nogen tid efter. Den første dag, den dag de mødte hinanden, var de mere optaget af Emanuel Ringelblum og Rafal Gutmans samtale.

”Hundredtusindvis af polske jøder lever under kummerlige forhold. De kan knap nok overleve på de småpenge, de tjener. De må ikke eje deres egen bolig. De er heldige, hvis de ejer en ko. Hør, selv her i Warszawa er der jøder, der lever i skræmmende fattigdom, og alligevel –”

”Emanuel, jeg vil ikke modsige dig her,” sagde Rafal Gutman, ”men jeg forstår ikke, hvad du tror, du kan gøre ved det. Hvorfor tror du, at din forskning i vores folks historie kan ændre ved tingenes tilstand?”

”Hvis polske historikere, samfundet, bedre forstod og erkendte jødernes historie, ville man måske kunne se fordomsfrit på os som det folkeslag, vi er.”

”Det er her, jeg står af,” sagde Chaim Broder.

”Nej, nej, det er ikke så håbløst, som du gør det til, Chaim. Der er en professor på Warszawa Universitet, Jan Kochanowski, en polak, og han virker ret modtagelig for mine argumenter. Han lytter til mig og visse af mine kolleger.”

”Nej, det drejer sig ikke om en enkelt indfølende polsk historiker, og jeg vil da gerne medgive, at du nok ved mere om sagen end jeg,” gav Broder igen. ”Det drejer sig om, at Emanuel her helt alvorligt tror, at disse meget små fremskridt med tiden vil føre til en radikalt anderledes opfattelse af jøders bidrag til det polske samfund. Jeg beklager, men det er simpelthen … ikke realistisk.”

”Men enhver bestræbelse, både dem med et heldigt og dem med et uheldigt udfald, må vel have begejstring som sin forudsætning?” sagde Rosa Rabinowicz spørgende. Trods hendes delvise støtte til Ringelblums argumenter smilede Chaim Broder med en stolthed, han ingen ret havde til at føle. Han havde heller ikke tænkt sig at sige hende imod. Diskussionen kunne være fortsat resten af dagen, hvis Rafal Gutman, med Rosa Rabinowicz på slæb, ikke havde haft et møde på det jødiske børnehjem på Krochmalna-gaden. For ham var det et rutinebesøg, men for hende var det så overvældende en oplevelse, at hun begyndte at komme der for at undervise på frivillig basis.

Nogle uger efter inviterede Chaim Broder Rosa Rabinowicz på restaurant for første gang. Han havde reserveret bord på en dyr restaurant. Da han kom for at hente hende på børnehjemmet efter arbejde, viste en ung mand ham ved en fejl op til bestyreren, dr. Janusz Korczak, som efter at have undskyldt for misforståelsen personligt fulgte ham hen til det sted, Rosa underviste. De talte sammen, mens de gik.

”Jeg har ikke før været så privilegeret at møde Dem personligt, dr. Korczak. Det glæder mig, at det nu, på grund af den unge mands misforståelse, langt om længe er lykkedes.”

”Det var venligt af Dem, hr. Broder, men det forekommer mig, at De er privilegeret på måder, der langt overgår det at møde mig.”

”Undskyld, dr. Korczak, jeg tror ikke, jeg helt er med.”

”Jeg taler om Rosa, hr. Broder. Hun er en gave for os alle, men mest af alt for Dem, kan jeg forstå.”

Chaim Broder rødmede. Janusz Korczak forestillede sig det forhold mellem Broder og Rosa Rabinowicz, som Broder drømte om, men som endnu ikke var en realitet. Til hans held nåede de hen til Rosas klasselokale, før Broder i sandhedens tjeneste følte sig tvunget til at rive ham ud af hans vildfarelse, og han lod Korczaks antagelse hænge uimodsagt i luften. Mens de stod og kiggede gennem den åbne dør på Rosa, der sad ved et bord omgivet af børn, forklarede Korczak, at hun var ordstyrer på et møde med redaktørerne for børnenes nyhedsavis. En pige på omkring fjorten år sad ved siden af hende og talte med lav stemme til de andre, men uden at have øjenkontakt med nogen.

”Min mormor ville have min mor til at gifte sig med en dannet mand, en tora-skriftklog … Mine problemer begyndte før mig. Han var … han var en ond mand. Jeg tror, min mors liv var forbi den dag, hun giftede sig.” De forsamlede børn hørte tavse efter.

”Men hvad er din første erindring?” spurgte Rosa sagte med den ene hånd afslappet liggende på den unge piges hånd. ”Hvis vi alle er enige om, at artiklerne skal begynde med en beskrivelse af vores første erindring og slutte med vores håb for fremtiden, er vi nødt til at holde os strengt til, hvor vi begynder, og hvor vi ender. Avram, hvor mange ord er der plads til i hver enkelt historie?”

”Højst to tusind,” sagde en cirka femtenårig dreng.

”Det lyder som en masse, men som vi allerede har set, har alle omkring dette bord noget af en historie at fortælle. Husk, at den oprindelige tanke var at give eksempler og opmuntring til andre, at få andre til at skrive.”

Rosa så op og fik øje på Chaim Broder og Janusz Korczak, der stod i døren.

”Vi når vist ikke mere i dag, men vi fortsætter, hvor vi slap, næste gang. Pas på jeres noter. I vil alle få en chance for at fortælle jeres historie. Tak for i dag, børn.”

”Selv tak, frøken Rabinowicz,” svarede en del af børnene.

”Godaften, frøken Rabinowicz,” sagde andre, hvorefter de pakkede deres ting sammen og gik.

”Min far var fattig. Jeg vidste ikke, hvor fattige vi var, før jeg begyndte i skole. De andre børn gik ikke i lappet tøj. De fik hvidt brød. Måske var det delvis det, der hele tiden gjorde ham så vred,” sagde den fjortenårige pige til Rosa, mens de andre børn gik forbi.

”Du må skrive om det hele, hvis du vil. Skriv om dine forældre og bedsteforældre. Alt, hvad du vil. Hvis det fylder for meget, bruger vi det bare en anden gang. Men lad os tale om det næste gang.”

”Frøken Rabinowicz … Kunne jeg … ville det være i orden, hvis vi talte sammen … alene engang?”

”Selvfølgelig er det i orden, min skat. Der er nogen, der står og venter på mig, men jeg lover, at vi nok skal finde et tidspunkt, hvor vi kan tale sammen alene. Lige så længe, du vil.”

”Hej, dr. Korczak,” sagde to af eleverne i munden på hinanden, da de gik ud gennem døren

”Goddag, dr. Korczak,” sagde andre, da de en efter en forlod lokalet.

Rosas smil, da det sidste barn, pigen på fjorten år, var gået, og hun hilste på Broder, fyldte ham med håb for den aften, som han havde set sådan frem til. Hun var næsten kun selv et barn, men så alligevel ikke, og hvis ikke forældreløs, så dog uden forældre, fordi de boede i Ciechanow og ikke ville kunne hjælpe hende i Warszawa, og da de kom ud på gaden, og Rosa stak hånden ind under hans arm, besluttede han sig for at være hendes beskytter. Det var dette løfte, der rungede i hendes ører samme aften, da hun lå i sin seng og overvejede det tilbud, han havde givet hende, da de tog afsked. Ville hun gifte sig med ham? havde han spurgt.

Han var rar og livsklog, og hun følte sig tryg sammen med ham, men han var ikke den mand, hun havde drømt om. En spirende plante vender sig imidlertid mod lyset, og han var hendes eneste lys. Og således var det, at der mellem disse to mennesker opstod et sammenfald af behov lige akkurat længe nok til, at Chaim Broder fra Krakow og Rosa Rabinowicz fra Ciechanow nåede at gifte sig. Hans følelser for hende ændrede sig ikke, men da deres datter Elise kom til verden, var det lys, han havde været for hende, knap så tiltrækkende som før, og han vidste det. Han forsøgte at forklare det først med graviditeten, så med fødslen og derefter med datterens krav til hende. Men i den mørke nat i Warszawa, hvor de lå ved siden af hinanden i sengen, var Rosa altid træt og altid tavs, lå altid så langt fra ham, som det overhovedet var muligt i den fælles seng, og der var ikke længere noget lys, der fik hende til at vende sig om mod ham. Havde hun dog bare vidst, at hun ikke skulle vente længe på, at fortvivlelsen blev til frygt, ikke for ham, men på grund af det, der skete i Polen, i Europa.

William McCray sad uden for Charles’ kontor og ventede på, at hans søns assistent ville give ham lov til at gå ind.

”Det er søreme allerede ved at blive koldt,” sagde hun til ham.

”Undskyld?”

”Jeg sagde, at det allerede er ved at blive koldt. Jeg mindes ikke, hvornår vi sidst blev spist af med så kort et efterår, gør De?”

”Det kan godt være lidt køligt, men når solen skinner, er det vel fint nok.”

”Charlie, har du lyst til at gå en tur?” spurgte William sin søn. ”Jeg gi’r en kop kaffe. Det vil gøre dig godt med lidt frisk luft.”

”Nej, det går vist desværre ikke, far. Jeg har arbejde til op over ørerne. Jeg ville skamme mig hele tiden, hvis jeg gik en tur.”

”Skamme dig? Er det sandt, hvad jeg hører om mødet med præsidenten?”

”Hvilket møde taler du om?”

”Rektor for universitetet, hvad er det nu, han hedder –”

”Bollinger.”

”Ja, Bollinger. Er det sandt, at din rektor Bollinger har indbudt den iranske præsident til at tale på universitetet?”

Charles gned sig over panden og lukkede øjnene. ”Ja, det er sandt.”

”Lad mig se, om jeg forstår det her rigtigt. Bollinger har indbudt Ahmadinejad til at tale på Columbia?”

”Ja.”

”Hitler havde måske ikke tid?”

”Far!”

”Far hvad?”

”Nå ja, han er jo ikke Hitler.”

”Hitler blev ikke regnet for Hitler, da Chamberlain forsøgte at komme i snak med ham.”

”Hvad vil du have, jeg skal sige, far? Det er et universitet. Hvis den frie meningsudveksling og ytringsfrihed ikke er velkommen her, så –”

”Fri meningsudveksling! Den mand er en brutal diktator, som slår folk ihjel, der mener noget andet end ham. Hvad angår ytringsfrihed, så er du historiker. Hvis du havde en kollega på instituttet, der skamløst forfalskede historien og bragte åbenbart falske historier til torvs, ville du så klappe i hænderne og af hensyn til den frie meningsudveksling og ytringsfriheden undlade at komme med indsigelser? Ville du opmuntre ham i hans historieforfalskning? Ville du give ham en platform til at gøre det, hvor der ellers ingen ville være?”

”Nej, nej, du har selvfølgelig ret, far. Hvad kan jeg sige? Jeg var ikke begejstret, da jeg hørte, hvad rektor havde gjort, men jeg tænkte … i hvert fald er det her ikke en kamp, jeg skal udkæmpe.”

”Ikke en kamp, du skal udkæmpe?”

”Nej, heldigvis ikke. For en gangs skyld var der ingen, der spurgte om min mening.”

”Nej! Ikke din kamp, hvad? Nuvel, jeg mindes ikke, at Jim Crow var Jake Zigneliks kamp. Og jeg mindes heller ikke, at det var Andrew Goodman og Michael Schwerners kamp, da de blev lynchet i 1964.”

”I guder, nu ikke Schwerner og Goodman igen! Helt ærligt, far, jeg har ligesom dig en masse jødiske venner, men jeg er altså nødt til at sige, at jeg ikke altid er enig i det, Israel har gang i.”

”Hvem er det? Vis mig en jøde eller sågar en israeler, der er enig. Det, vi taler om, er at give Ahmadinejad en talerstol på dit universitet, hvorfra han kan sprede had og frygt. Denne mand afviser, at holocaust fandt sted, men lover at give os en splinterny holocaust efter eget design, så snart han har fået lavet sig en atombombe. Denne mand ønsker ikke en løsning på det arabisk-israelske problem. Denne mand ønsker ikke at hjælpe palæstinenserne. Han bruger dem til sine egne politiske formål. Den mand taler had, så enkelt er det. Godt gammeldags had. Hvad foregår der egentlig i Bollingers hoved?”

”Kritik af Israel er ikke altid udtryk for antisemitisme.”

”Det har du bestemt ret i, kritik af Israel er ikke altid udtryk for antisemitisme. Men det burde aldrig være det. Og når du tillader den del, der er det, er du enten en kujon eller antisemit … eller begge dele.”

Michelle McCray kom hjem fra arbejde en smule senere end normalt, en smule senere, end hun selv havde regnet med, men ikke mindre træt end erfaringsmæssigt forventeligt. Hun fandt en besked fra sin datter Sonia på køkkenbordet. Der stod: ’Er hos Adam. Ringede først. Fint med ham. Ser dvd’er. Kh mig. Ps. Har lavet lektier, så lad være med at spørge, og i øvrigt er det her dannelsesudvidende.’

”Ringede først!” sagde Michelle til sig selv. ”Han havde ikke en chance. Hvad med aftensmad?”

Hun sparkede skoene af, faldt ned i en stol i stuen og ringede til Adam.

”Ja altså, vi har Den lille butik og At være eller ikke være. Din datter havde ikke set nogen af dem, så jeg tænkte, at det skulle være en af de to.”

”Vi kan godt nå dem begge,” hørte Michelle Sonia foreslå.

”At være eller ikke være, er det originalen eller genindspilningen?” spurgte Michelle.

”Originalen, Lubitsch. Vi har en Lubitsch-festival her.”

”Vi kan godt nå at se dem begge,” foreslog Sonia igen.

”Jeg ved ikke rigtig, Sonia, vi har endnu ikke fået noget at spise,” gav Adam igen.

”Jeg har heller ikke spist endnu,” sagde Michelle.

”Har du lyst til at komme forbi?”

”Laver du mad?” spurgte Michelle.

”Øh, jeg har takeway-retter, som er nøje udvalgt af mig, hvis det er det, du mener.”

”Kan vi se At være eller ikke være?” spurgte Michelle.

”Vent, jeg spørger. Sonia!”

”Jah,” svarede Sonia.

”Din mor vil gerne komme over og se At være eller ikke være sammen med os.”

”Vi kan godt nå at se dem begge.”

”Er du sikker på, hun ikke vil føle sig trængt ved, at jeg er der?” spurgte Michelle.

”Din fru moder vil gerne vide, om du vil føle dig trængt af hendes tilstedeværelse.”

”Det lyder sjovt, når du siger ’fru moder’. Får hende til at lyde, som om hun er dronning eller noget.”

”Men vi vil ikke føle os trængt, vel?”

”Hvorfor hører jeg kun tavshed?” spurgte Michelle.

”Hun har en pubertetsovervejelse.”

”Hun må godt komme,” svarede Sonia. ”Men sig til hende, at vi allerede har besluttet at se begge film. Det er film, man bliver klog af. Det er jo sort-hvide film, for pokker.”

”Har du hørt fra Adam?” spurgte William McCray sin søn Charles under deres ugentlige møde på Charles’ kontor i Fayerweather Hall på Columbia.

”En smule, ikke meget. Han har tilsyneladende travlt med det her forskningsprojekt, han har gang i i Chicago. Han er ofte i Chicago.”

”Åh ja, det ved jeg alt om. Han har fundet nogle lydoptagelser af en slags af interviews med holocaust-overlevende. Det var mig, der indirekte førte ham på sporet. Han leder efter beviser på det, min ven talte om, beviser på, at sorte soldater deltog i befrielsen af Dachau.”

”Det tror jeg ikke, han gør, far.”

”Åh, men jeg ved, at han gør det.”

”Nej, jeg tror, det har bevæget sig ud over det. Han er begyndt at se nærmere på den mand, der lavede disse optagelser.”

”Måske, men han er stadig på jagt efter beviser –”

”Det var måske sådan, det begyndte, men –”

”Er det virkelig så vigtigt for dig, at han ikke finder noget?” hvæsede William. De sad der, og ingen af dem kunne fatte det, William lige havde sagt. Hvordan var det kommet så langt ud?

Charles McCray kom hjem den aften til en stille lejlighed, stille, fordi der ikke var nogen hjemme. På bordet i køkkenet lå en besked fra hans kone Michelle. Hun var gået over til Adam Zignelik for at spise aftensmad og se en film der. Under beskeden lå en besked fra hans datter Sonia. Hun var også ovre hos Adam. Charles stod og kiggede ned på de to beskeder. Så lod han blikket glide rundt i rummet. Der var ingen tvivl. Han var alene hjemme.

Den lille pige, Elise, der ikke var stort andet end en baby, var langt om længe faldet i søvn, og selv om det kun var tidligt på eftermiddagen, var Rosa Broder, født Rosa Rabinowicz, træt. Bare det at pusle om sit barn og lave mad og gøre rent efter adskillige nætter med for lidt søvn fik hende til at overveje også at tage sig en lur. Hun havde taget tøjet af og en kimono på, da hun hørte det banke på hoveddøren. Hendes mand skulle først komme hjem om adskillige timer, og hun ventede ingen gæster. Hun tænkte, det nok var en dørsælger. Hvis hun ignorerede det længe nok, ville han tro, at der ikke var nogen hjemme, og gå videre til næste dør. Men det blev ved med at banke på døren. Hun ventede på, at det skulle høre op, hvad det også gjorde, men lidt efter begyndte det så igen. Dette var ikke en almindelig dørsælger. Hun gik hen til døren og kiggede gennem dørspionen. Hun spærrede vantro øjnene op. Den, der stod foran døren til hendes lejlighed i Warszawa, var Noah Lewental. Hun havde ikke set ham, siden hun rejste fra Ciechanow. Der havde heller ikke været nogen kontakt mellem dem.

Hun så nervøst på ham, som han stod der, nu en smule ældre, og kiggede på hendes hoveddør og så vendte sig om for at se på reposen og trapperne, som om han forventede at se noget interessant dukke op der. Da det ikke skete, vendte han sig igen mod hendes dør. Kun få centimeter træ skilte dem ad. Det vidste han nok ikke. Han vidste, at det var hendes lejlighed. Han vidste ikke, at hun var hjemme. Men hvorfor blev han så ved med at banke på? Hvorfor gik han ikke bare sin vej? Måske havde en underbo fortalt ham, at fru Broder var hjemme sammen med den lille; en lille pige, var det.

”Har fru Broder en datter?”

”Ja, en lille pige, Elise.”

Hun havde tænkt på ham fra tid til anden efter at være rejst fra Ciechanow, i begyndelsen temmelig ofte. En gang imellem vredt, andre gange trist. Hun kunne også finde på at blive vred på sig selv for ikke at have været mere imødekommende dengang. Som gift kvinde havde hun vænnet sig til at underkaste sig en mands behov. Hvorfor havde hun tidligere syntes, det var så forfærdeligt at lære at tilfredsstille en, hun havde elsket siden barndommen? Det var den slags tanker, hun kunne tænke midt om natten, mens hendes mand Chaim Broder lå ved siden af hende, indimellem i dyb søvn, andre gange hvor han kun lod, som om han sov for ikke at trænge sig på i hendes ensomme sorg. Hvad sørgede hun over? Broder kendte ikke hele historien, men han vidste, at hun formentlig havde fortrudt sit forhastede ægteskab med en meget ældre mand. Han tilbad hende stadig lige højt, men hans kones sande følelser gik ikke hen over hovedet på ham. Han kunne acceptere, at hun ikke følte det samme for ham, som han følte for hende, det var straks sværere at acceptere, at hun tilsyneladende intet følte for ham.

Om dagen skulle han tackle det utilfredsstillende ved sit arbejde, den ikkeeksisterende mulighed for at studere videre, den ikkeeksisterende mulighed for at virke som psykolog. Om aftenen levede han med visheden om, at hvis hans kone kyssede ham, hvis hun holdt om ham, hvis hun tillod, at han rørte ved hende og tog hende med i seng, så var det ensomhed og armod, der havde ført hende til ham. Det var disse tanker, disse følelser, som dag ud og dag ind huggede en lille flis af hans selvforståelse.

Rosa kiggede gennem dørspionen på den mand, hun burde have giftet sig med, og minder fra en anden tid kom strømmende tilbage. Noah burde have ventet. Han burde have vist forståelse. Han burde have holdt sig fra enfoldige Ada. Pludselig vendte han sig om og begyndte at gå hen mod trappen. Han var ved at forsvinde ud af hendes liv igen. Uden at fatte hvorfor lukkede hun døren op. Havde han hørt døren gå op gennem lyden af sine egne fodtrin? Skulle hun kalde på ham, før det var for sent? Hun ville ikke kunne løbe efter ham. Hendes datter lå og sov i rummet ved siden af. Hvor var han på vej hen – tilbage til Ciechanow, tilbage til Ada? Hvorfor var han kommet? Han standsede og stod stille på det øverste trappetrin.

”Noah … er det dig?”

Han vendte sig om, lænede sig op ad gelænderet og sagde sørgmodigt: ”Jeg vidste godt, at du var hjemme.”

Hun bad ham indenfor og tog hans frakke. De stod bare der og kiggede på hinanden. Hun tog sig sammen og bad ham sidde ned og spurgte, om han kunne tænke sig en kop te.

”Du er nødt til at tale sagte. Min datter sover.”

”Jeg ved, at du har fået en datter. Hvor gammel er hun nu?”

”To, næsten to et halvt.”

”Hvordan har du det?” spurgte han.

”Hvordan jeg har det? Fint, udmærket.”

”Det glæder mig,” sagde han trist.

”Hvor gammel er dit … barn … nu?” spurgte hun.

”Åh,” sagde han endnu mere trist, ”har du ikke hørt det? Ada … øh … Hun mistede barnet. Det var dødfødt.”

”Åh Noah, det gør mig ondt. Hvordan har … Ada det?”

”På grund af det med barnet?”

”Ja.”

”Hun er den samme som før. Hun blev meget hurtigt, faktisk øjeblikkeligt, den samme mærkelige pige som før. Forstår du, hun tror ikke på, at babyen er død.”

”Hvad?”

”Hun kan se, at barnet ikke er hos os nu, men tror, at det på et tidspunkt vil være det. Hun siger, at vi snart får det at se igen, og at vi også snart får hendes forældre, hendes rigtige forældre, at se, dem, der blev dræbt i pogromen i Luban, da hun var lille. Hun er ikke et ondt menneske, men hun er …”

”Enfoldig,” foreslog Rosa.

”Og sindssyg. Det er formentlig det, der gør det nemmere for hende.”

”Så du har altså ikke noget barn,” sagde Rosa nærmest til sig selv. ”Det hele var … unødvendigt. Du havde ikke behøvet at gifte dig med hende.”

”Nej, det havde jeg ikke behøvet.” De så på hinanden. Begge så unge, og begge allerede med grufulde ar på sjælen.

”Rosa … Jeg ved ikke, hvordan hun kunne vide, det var mig, der var faderen. Jeg … jeg så hende kun en enkelt gang. Der var andre, der besøgte hende mange gange, og som –”

”Noah, jeg ved … hvor mange drenge, der besøgte hende. Det vidste vi alle. Måske er Ada alligevel ikke særlig enfoldig.”

”Hvad mener du?”

”Hun valgte den dreng, måske den eneste, der ville indrømme, hvad han havde gjort, og gifte sig med hende,” sagde Rosa uden vrede, men med betydelig resignation og sorg i stemmen.

”Jeg var hverken god, stærk nok eller anstændig, Rosa. Jeg ville have løjet lige så stærkt som de andre for at skjule, hvad jeg havde gjort, og komme videre med mit liv, gå videre med mine … med vores planer.

Det var min far, der tvang mig til at indrømme, at jeg godt kunne være faderen, og det var min far, der tvang mig til at gifte mig med hende og ligge i den seng, jeg selv havde redt.”

”Sagde han noget om mig, din far?”

”Ja, han sagde, at det ville give dig en chance for at finde en retskaffen mand.” Noah lod blikket glide rundt i lejligheden. ”Er han det, din mand? Retskaffen?”

”Han er helt bestemt en retskaffen mand,” svarede hun. Noah havde kendt hende hele sit liv, og måden, hun sagde det på, i forening med det, hun ikke sagde, fortalte ham alt.

”Hvorfor er du kommet til Warszawa?”

”Der er ikke noget arbejde at få Ciechanow. Jeg kom for at få et job eller uddanne mig til et eller andet. Jeg har hørt, at der er mangel på elektrikere.”

”Og hvis du finder noget?”

”Så flytter jeg fra Ciechanow … hertil.”

”Og din kone?”

”Ada kan være Ada hvor som helst. Rosa, jeg ødelagde både dit og mit eget liv.”

”Jeg er ikke vred på dig, ikke længere.”

”Ikke det? Men det er jeg. Jeg bebrejder mig selv dagligt … og Gud har slået hånden af mig.” Noah kiggede rundt i lejligheden og sagde sagte: ”En retskaffen mand.”

Rosa vidste ikke, om det var hendes mands karakter, han hentydede til, eller om det var en sarkastisk bemærkning om sin egen, men der var noget ved ordene, der fik hende til at lukke øjnene, og da hun åbnede dem igen, løb der tårer ned ad hendes kinder. Da han så dem, gik han hen for at omfavne hende. Han tørrede tårerne væk med bagsiden af sin hånd, hvorefter han udvidede sin omsorg ved at stryge håret væk fra hendes øjne, ud til siden af hendes ansigt og om bag hendes ører. Så kyssede han hende blidt oven på hovedet og lige så blidt på tindingerne, mens han fortsatte med at stryge hende over håret. Hun sad helt stille, da han blidt kyssede hende på læberne, men overraskede ham så ved at åbne munden under hans. Det var, som om det at kysse ham lidenskabeligt i denne lejlighed i Warszawa, mens hendes datter lå og sov i rummet ved siden af, var det mest naturlige at gøre i hendes verden. Og mens det ikke var det mest naturlige i andres verden, lod hun sig føre med, som var det – naturligt eller ej – det, hun allermest ønskede sig.

De stod op og kyssede, og da han trak hendes kimono tilbage over skuldrene, så han hendes bryster for kun tredje gang og for første gang i lys. Han knælede og tog hendes kimono helt af og lod den dale ned på gulvet for fødderne af hende. Hun stod der fuldkommen nøgen, stadig med tårer i øjnene, og lod hans mund vandre rundt på sin krop. Den lille pige Elise sov inde i sine forældres soveværelse, og Noah førte pigens mor hen til sofaen.

Han gled op i hende for første gang, sådan som han havde ønsket at gøre det for år tilbage, hvor det, ligesom nu, havde været forbudt, men af andre grunde. Hvor lang tid havde de, før verden trængte sig ind på dem igen? Det var ikke til at sige.

Det var tolv minutter senere, at Chaim Broder, der på grund af hovedpine var gået tidligt fra sit undervisningsjob, stille og uventet låste sig ind i lejligheden og så dem et øjeblik, før Rosa så ham. Han ville altid huske den scene og, mere knivskarpt end synet, lyden af sin kones stønnen, lige før hun så ham ud af øjenkrogen. Hun satte sig op og forsøgte instinktivt at beskytte sin mand mod synet af deres nøgne kroppe ved at tage et tæppe, der lå for enden af sofaen, en bevægelse, der fik Noah Lewental til at vende sig om og se Chaim Broders nakke, da Broder uden et ord hastede tilbage mod hoveddøren. Han åbnede døren, gik ud og lukkede den uden at smække den og kom tilbage fire timer senere. Noah klædte sig hurtigt på og gik, og Rosa gik grædende frem og tilbage i lejligheden, en gang imellem hysterisk hivende efter vejret, og en gang imellem helt stille. Da barnet vågnede, sang Rosa stille for hende i et forgæves forsøg på at skjule sin fortvivlelse, mens hun gav hende mad.

Ti dage efter var den lille pige Elise forsvundet. Hendes far havde uden Rosas vidende og tilladelse taget hende og nogle af deres ting med ud på en lang rejse, der med tiden ville føre dem helt til Chicago. Hen ad vejen aftog vreden, men aldrig smerten eller den nagende mistanke om, at han selv på en eller anden måde, på grund af en giftig cocktail af en række svigt, var skyld i det, han med smertende hoved havde fundet i sit eget hjem dengang. Denne følelse af omfattende svigt var hans trofaste følgesvend, uanset hvor han gik, uanset hvor mange gange han skiftede tøj, og uanset hvor mange årstiderne skiftede i Chicago, Illinois, hvor han var kendt, især af sine studerende, som Henry Border.

At ringe eller ikke ringe til hende? Det var det spørgsmål, Adam Zignelik gik og legede med. Langt om længe begyndte det at gå bedre, i hvert fald professionelt, sagde Adam til sig selv. Hans research virkede lovende. I Chicago var Sahera Shukri, biblioteksdekanen på IIT’s Galvin Library, og medlemmer af hendes stab frivilligt gået i gang med at digitalisere Henry Borders udskrifter af de lydoptagelser, han havde haft med tilbage fra DP-lejrene i Europa i 1946. Indholdet af disse lydoptagelser, stemmerne, forfulgte denne stab overalt, hjemme hos dem selv, i deres biler, og når de sov, og enkelte af dem var til sidst nødt til at meddele, at de var ude af stand til at fortsætte. Det, der ventede Adam, var de optagelser på jiddisch og andre sprog, som Border aldrig havde nået at oversætte og renskrive. Der var personer, han skulle tale med, og personer, der skulle findes i håb om, at han kunne komme til at tale med dem. Ud over Arch Sanasarian var mindst to af Borders ph.d.-studerende, to, der havde arbejdet med ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’, Amy Muirden og den efter sigende højt værdsatte Wayne Rosenthal, stadig i live. Måske var der flere. Adam vidste stadig ikke, hvor arbejdet ville føre ham hen, men der var ingen tvivl om, at det var seriøst arbejde for en seriøs historiker, og det holdt ham oppe. Hvis nogle af dem, Border havde interviewet, havde været i Dachau ved krigens afslutning, blev det i interviewene måske nævnt, om der havde været sorte amerikanske soldater med dengang, præcis som William McCrays ven i Boston havde sagt. Intet af alt dette havde så meget som aftegnet sig i horisonten, dengang Diana lukkede døren efter sig til den lejlighed i Morningside Heights, som de sammen havde boet i.

Så skulle han virkelig i sin nød ringe til sin tidligere studerende, hende, der havde vidst, at det var Gandhi, og invitere hende i byen? Hvordan man end definerede ordet ’nød’, var den følelse, der nu hæftede sig fast på ham, kvalitativt anderledes end den, der havde truet med at opsluge ham, efter at Diana – ja, fordi han havde insisteret – havde forladt ham, så han alene kunne tumle rundt i en lejlighed, som Columbia Universitet før eller siden ville ønske at kunne disponere over og overdrage til en anden.

”Skal jeg ringe til hende?” spurgte Adam sig selv, mens han sad alene i mørket i sin lejlighed.

”Velkommen hjem, dr. Border,” sagde Callie Ford, da hun åbnede døren for Henry Border. Det var i 1946, og han var kommet tilbage til sit hus i uptown Chicago efter at have været i Europa. Han var nødt til at gå mange gange fra taxa til hus og op ad verandatrappen og ind i huset på grund af alt det, han havde med hjem. Det var ikke kun hans egen bagage, der skulle bæres indenfor, men også Marvin Caddens trådoptager og alle de mange optagelser.

”Far!” råbte Elise, mens hun løb ned ad trappen for at hilse på sin far og kaste sig i hans arme. Hun var vokset, og han skulle nu kun bukke sig en lille smule for at kunne kysse hende på panden. Han lukkede øjnene. Han var ikke den samme mand, som da han tog af sted.

Han ville undervise, ligesom han havde gjort før turen til Europa, han ville betale sine regninger og sin skat, han ville smile og tilmed spøge, især i de kommende år sammen med sine studerende – dem, han bedst kunne lide, Arch Sanasarian, Amy Muirden, en gang imellem også Evie Harmon og især Wayne Rosenthal, som nogle år senere ville forske videre i hans tese om ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’ ud fra de udskrifter, han møjsommeligt lavede dag ud og dag ind, nat efter nat af sine trådoptagelser – men Henry Border havde hørt ting på sin Europa-tur, der alvorligt havde rystet essensen af hans indsigt i menneskets natur. Han havde hørt om alt det, der var overgået folk, hans eget folk, inklusive dem, han havde vendt ryggen, en handling, som havde efterladt ham med en altomfattende skyldfølelse, der på et øjeblik kunne finde på at overmande ham, tage ham under begge arme, række over hans skuldre og ned ad hans ryg og aldrig give slip, en skyldfølelse, der fra da af ville klemme en smule mere om hans hjerte, hver gang det slog et slag. Der var søskende, kusiner, fætre, onkler og tanter. Der var Rosa, hans kone, den kvinde, han havde svigtet i et anfald af jalousi, svigtet og frarøvet et barn. De var alle døde.

”Far! Jeg troede aldrig, du kom hjem!” græd Elise.

Hvad var der mere tilbage, bortset fra Elise, end at tage disse fortvivlede, tidligere kz-fangers historier og fortælle dem vidt og bredt? Omverdenen var nødt til at få at vide, hvad der var overgået disse mennesker. Men omverdenen var lige efter krigen slet ikke interesseret i at få det at vide, og det fandt Henry Border hurtigt ud af. Som en besat arbejdede han alle ugens dage, døgnet rundt, lyttede og renskrev og oversatte derefter alle ord, alle nuancer, alle lyde, der befandt sig på disse metaltråde. Dette arbejde var det eneste, der var værd at leve for, det og Elise, det var det sidste, der var værd at gøre. Jalousianfald eller ej, en brutal handling eller ej, det kunne ikke nægtes, at det, han havde gjort, da han forlod sin kone, ikke blot havde været at redde sit eget, men også sin datters liv. Han havde reddet sin datters liv. Men hvorfor følte han sig så som en forbryder, som medskyldig?

”Elly! Min dejlige Elly!” Han kyssede igen sin datter. Callie så, at han havde tårer i øjnene, da han gjorde det. Hun hørte taxaen køre. Henry Border stod stadig og knugede om sin datter, da der lød en sagte knirken på trappen. Han så op med blanke øjne.

”Dr. Border, det er min søn Russell. Kom ned og sig goddag til dr. Border.”

Callie gik derefter, med Elise som sufflør, i gang med at fortælle om de begivenheder, der havde ført til, at hendes søn Russell boede i hans hjem. Hun havde været bange for at fortælle ham det, men indset, at der ikke var andet for. Hun kunne ikke bede Elly om at lyve for sin far på grund af Russell, og havde heller ikke forventet, at hun ville gøre det. Hun havde dog ikke regnet med, at Elly havde så stor magt over sin far, eller at hun så stædigt ønskede at udøve denne magt til fordel for Russell. Elly fortalte ham om en mand ved navn James Pearson, som boede der, hvor Russell boede, i et beboelseskompleks ved navn Mecca Flats i South Side, ikke langt fra IIT. Elly var sammen med Russell og Callie taget derhen dagen efter, at Russell havde banket på døren midt om natten. Hun havde ikke kunnet glemme de ting, hun så der den dag.

Elly ville vise sin far stedet. Tolv et halvt år gammel, og hun insisterede både på at tage ham med derhen og nægtede at fortælle hvorfor, før de var der. Han havde altid haft problemer med ikke at vise, hvor dyrebar hun var for ham. Nu, hvor han netop var kommet tilbage fra DP-lejrene i Europa, var hun om muligt endnu mere dyrebar for ham, og selv om han var temmelig fåmælt i de første par uger efter hjemkomsten, kunne han pludselig finde på at knuge hende ind til sig og græde lydløst over hendes hoved og ville have gjort meget mere for sin datter end at tage turen til 34th Street mellem State og Dearborn for at se på en ejendom, som han havde set så godt som hver eneste dag, men aldrig på denne måde.

Elly viste ham hullet i fortovet uden for hovedindgangen, der dannede en tunnel, som børn kravlede igennem hele tiden, som om et liv halvvejs under jorden var helt normalt. Hun viste ham de knækkede fliser og børnene, der løb rundt med vilde øjne og legede improviserede lege, der pludselig kunne udvikle sig voldeligt, mens et lille barn på tredje etage ubekymret tissede ned på dem gennem et jerngitter. Lugten var et angreb på den uindviedes sanser, især når det var varmt. En hund med noget køkkenaffald i munden blev jagtet af en horde børn. Der var ingen tårne med bevæbnede vagter rundt om Mecca, børnene, der fór rundt og skreg ad hinanden i opgangene, var fejlernærede, men ikke udhungrede, og der var ingen, der blev sendt af sted for at blive udryddet, men dette var ikke desto mindre en ghetto. Det var en ghetto, man indrettede i et land, der foregav at have fået fred med sig selv. Hvad gjorde man af sine slaver, når det ikke længere var tilladt at have dem? Henry Border genkendte en ghetto, når han så en. Han havde set tilstrækkeligt. De kunne gå nu. ”Nej,” insisterede Elly Border. Der var mere, han skulle se.

Hun tog sin far med op i lejligheden, hvor James Pearson boede, hvor Callie og Russell boede, og som hun havde besøgt tidligere. Hun kunne huske, hvor den lå, og da hun var fast besluttet på, at hendes far skulle se deres boligforhold, bankede hun på døren.

”Kan De huske mig, mrs. Sallie?” Den ældre dame tænkte sig lidt om. Hun kunne ikke huske den slanke hvide pige med det sorte hår, men eftersom pigen vidste, hvad hun hed, lod hun som om.

”Ja, mit barn, det kan jeg.” Elly masede sig forbi hende under påskud af at lede efter Callie og trådte ind i lejligheden.

”Hun er her ikke, barn. Hvad laver den mand sammen med dig?” sagde mrs. Sallie og målte Henry Border fra top til tå.

”Det er min far, mrs. Sallie. Må han komme ind?” Elly gjorde tegn til sin far om, at han skulle komme ind, og da han gjorde det, spurgte mrs. Sallie: ”Har De mødt, mødt min ven?”

”Miss Callie Ford? Ja, hende kender jeg godt.”

”Det er ikke Callie, hun tænker på,” forklarede Elly.

”Har De mødt, mødt min ven, Jesus?”

Stanken var næsten uudholdelig for Henry Border. Mrs. Sallie sagde, at hverken Russell eller Callie var hjemme, hvad Elly jo godt vidste. Hun så på sin far og kunne se, at missionen var lykkedes.

Dette var et nyt kapitel i den generte, moderløse, jødiske piges liv, en pige, hvis liv efter skoletid indtil da i store træk havde været begrænset til lektier og bøger, og som Henry Border var vendt hjem til. I det nye liv havde Callie Ford og hendes søn en hovedrolle, og det samme fik i stigende grad den mand, hvis tilsyneladende forsvinden havde sat hele processen i gang, James Pearson, ’Mister hvad som helst’. Callie havde lige siden den første nat, hvor Russell ude af sig selv havde været vidne til James Pearsons tilsyneladende kidnapning, ladet sin søn bo i et af husets gæsteværelser. Efter endt arbejdsdag på slagteriet kom han hjem til sin mor og Elly i Henry Borders hus. En gang imellem gik James Pearson med. Callie lavede mad til alle fire, og på grund af desperate omstændigheder havde en midlertidig og umage familie pludselig fundet sammen. Stærke bånd, skabt i Mecca Flats og cementeret på slagteriet, knyttede nu unge Russell og James Pearson til hinanden. Callie havde altid syntes godt om James Pearsons stilfærdige facon, men nu var hun ham også så uendelig taknemmelig for at have passet på hendes søn på en måde, som hun ikke havde regnet med at skulle opleve igen efter sin mands død.

James Pearson havde ikke behøvet at følge Russell hjem til Sheridan Road, uptown Chicago, og Callie vidste godt, at de begge vidste det. Det gik op for hende, at det var en sky mands måde at bejle til hende på. James Pearson, som spontant var blevet så glad for hendes søn, at han havde skaffet ham et arbejde og vist ham til rette inde i de blodoversprøjtede, ådselsfyldte haller, viste nu en forsigtig, men vedholdende interesse for hende. Og det skete alt sammen rundt om bordet i Borders køkken, hvor der sad en mor, en faderfigur, en søn og en hvid polskfødt, jødisk pige, som elskede alle fordelene ved pludselig at have fået en familie. Hun havde aldrig oplevet noget lignende.

Callie og Elly sad så og talte om, hvad de havde lavet i løbet af dagen, og Russell og James Pearson talte om det, der var sket på slagteriet. Pludselig hørte Elly Border om grise, der fik skåret halsen over og blev flækket i to halvdele, og om folk som Tommy Parks og gamle mrs. Sallie hjemme i Mecca. Tidligt i forløbet hørte hun også, hvad hun ikke burde have hørt, nemlig grunden til, at to hvide mænd var kommet til Mecca den aften, Russell stak af for at fortælle sin mor, hvad der var sket James Pearson. Mændene havde ikke taget ham med for at gøre ham noget ondt. De respekterede ham; faktisk havde de forsøgt at lokke ham ind i noget, de kaldte et fagforbund. Ingen kunne endnu sige, om det ville gavne sorte arbejdere, men der var i hvert fald ikke noget at være bange for, fik Russell at vide.

”Hvad laver et fagforbund?” spurgte Elly Border Russell Ford og brød derved en ukarakterisk stilhed en aften, da de stod og vaskede op sammen. Ved at svare hende kom han selv til at forstå det.

Det var denne verden, Henry Border vendte hjem til, næsten som en ubuden gæst i sit eget hjem, efter at have været i Europa og besøgt DP-lejre. Det var Elly, der havde udklækket planen, der skulle befæste og systematisere den gennemgribende forandring, der naturligt var sket i huset, mens Border havde været bortrejst. Callie og Russell skulle bo huslejefrit hos dem og have hver deres værelse. Callie skulle fortsætte som husholderske og spare de penge, hun havde betalt for værelset i Mecca. Russell skulle tage linje L og møde James Pearson på arbejde, og når arbejdsdagen var forbi, ville James Pearson blive ved med at tage den seksten-sytten kilometer lange tur til Sheridan Road. Callie var selvfølgelig lige vidunderlig over for Henry Borders datter. I virkeligheden var det kun det, der betød noget for ham.

En mand, der satte pris på sit privatliv, havde nu yderligere to mennesker boende hos sig, en af dem en teenagedreng, og naturligvis kunne han da have forlangt husleje af dem. Det faldt ham bare ikke ind at gøre det. For hver dag, der gik, mistede Elly mere og mere af sin barnlighed, og en fremmed ung mand, knap femten år gammel, der arbejdede på et slagteri, boede, vaskede sig og sov nu i et værelse ganske få meter fra hans datters. De gik ture sammen. I weekender tog hun ind til byen sammen med ham, Callie og James Pearson. Hvor gik de hen? Hvad lavede de? Skulle han have været urolig? Elly var lykkeligere, end han kunne huske, hun nogensinde havde været. Hun kom helskindet hjem og til tiden, og da skolen begyndte igen, lavede hun lektier lige så ivrigt som før. Hun var ved at komme ud af sin puppe. Måske ville Henry Border have været urolig over alle disse omvæltninger, hvis man havde fortalt ham om dem før hans tur til DP-lejrene i Europa, men nu lod han sig bare føre med af livet. Det skyldtes ikke manglende interesse. Faktisk var der kun én ting, der nu optog ham. Hvis hans datter havde det godt og ikke var ked af det, gav det ham fuldkommen frihed til at koncentrere sig om at få sin historie ud. Om noget hjalp omvæltningerne ham i hans arbejde. Trådoptageren kørte, standsede, kørte igen, og han nedfældede hvert eneste ord, hver eneste stavelse. Huset var ofte tomt, så Border kunne arbejde med sine udskrifter i fred, og de første af disse udskrifter blev til en bog, der udkom med titlen Jeg interviewede ikke de døde. Det tog ham en del år at finde et forlag til den.

”Kan jeg komme med noget til Dem, dr. Border?” spurgte Callie Ford sent en aften, da han sad under læselampen i sit arbejdsværelse omgivet af trådspoler. Hvad var det, han arbejdede så ihærdigt med til sent om aftenen, hver eneste aften? Hvad var der på de optagelser, som han lyttede til aften efter aften og afspillede igen og igen? Hun så på denne ældede mand. Han så tilbage på hende, som om han slet ikke så hende stå der. Hun spekulerede på, om han ikke rigtigt var til stede. Hun havde ikke kendt ham, før han rejste til Europa, men for hende så det ud, som om en del af ham var blevet derovre. Hvad havde han oplevet i Europa?

Efter arbejde gik Lamont Williams op til hospitalsstuen på niende etage på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center for at besøge den gamle patient. Hans besøg var blevet sjældnere, og den gamle mand kunne ikke lade være med at kommentere det, da Lamont havde sat sig ned.

”De kommer ikke så ofte længere, mr. Lamont,” og ved synet af forbindingen om Lamonts hånd, spurgte han: ”Er det på grund af Deres hånd. Hvad er der sket?”

”Det er ikke noget særligt. Det gør kun ondt, når jeg laver det ekstra arbejde. Det er derfor, jeg ikke kommer så ofte nu. Jeg har fået meget mere at lave.”

”Mere at lave … Nå, men det er slemt, at De er kommet til skade under udførelsen af Deres ekstra pligter, men godt, at De nu har fået dem, ja?”

”Ja, det er fint nok.”

”Hvad går det ud på, dette ekstra arbejde?”

”Åh, noget med bortskaffelse af affald. De har bedt mig –”

”De tømmer i forvejen papirkurve. Det var sådan, jeg mødte Dem. Man har måske bedt Dem tømme endnu flere og kalder det ’ekstra pligter’?”

”Nej, nej, de lærer mig, hvordan jeg styrer forbrændingsanlægget; kolossale affaldsbrændere, der skaffer os af med giftigt stads, alle mulige slags ting. Det ønsker De ikke at vide noget om.”

”Jeg ved det allerede.”

”Hvad mener De?”

”Dette forbrændingsanlæg, det er en ovn, ja?”

”Ja, en enorm ovn. Vi skal have beskyttelsesdragter på. Beskidt arbejde, men … joh altså … på en måde interessant, vel.”

”Jeg arbejdede engang ved en ovn … i Birkenau-lejren, der var en del af Auschwitz-Birkenau, hvor en franskmand gav mig det her,” sagde mr. Mandelbrot og pegede på tatoveringen på sin venstre arm. ”Jeg sagde til ham: ’Småt, jeg vil have det så småt som muligt.’ En, Otte, En, Ni, Syv, Nul. Det er det nummer, de gav mig, da jeg kom til Auschwitz.”

”Hvornår var det?”

”Mr. Lamont, det er meningen, at De skal huske alt det her. Jeg er her ikke for evigt. Jeg vil være væk om få dage.”

”Hvad mener De med det? Sådan må De ikke sige.”

”Jeg har fået lov til at tage hjem til Long Island.”

”Hjem?”

”Ja. Enten har jeg det bedre, eller også er jeg meget syg og dør snart. Jeg ved ikke hvad, men det er også ligegyldigt. Dr. Washington holder sin viden for sig selv. Forstår De, hvis De kendte hende bedre … En, Otte, En, Ni, Syv, Nul. Jeg fik det i april 1944. De er nødt til at huske det hele. De sendte os til – kan De huske, at jeg ankom sammen med elleve andre jøder?”

”Fra Sosnowiec, De kom dertil i en lastvogn. De slog en mand for at få tøj, der passede.”

Mr. Mandelbrot smilede. ”Hvor fint, at De kunne huske det. Det var i april 1944. Jeg var næsten fire uger i karantæne. Det var der, jeg så min første muselmand. Ved De, hvad det er?”

”Nej.”

”Det er et menneske, der er færdig med livet, før livet er færdig med ham. De lever, fordi deres kroppe endnu ikke er døde. De er skeletter, men går rundt. De bevæger sig, de er sultne hele tiden, som dyr, men bortset fra det er de døde. Jeg så dem, og jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville blive som dem. Men det var lettere sagt end gjort. Disse muselmænd ønskede ikke at blive muselmænd, da de ankom til Auschwitz. Fire uger i karantæne i Auschwitz. Jeg troede, jeg havde set alt, det værste. Jeg tog fejl. Min uddannelse skulle først til at begynde.

Elleve jøder steg ud af lastvognen sammen med mig og blev sendt til Bekleidungskammer, hvor de opbevarede tøjet. Efter måske fire uger blev tre af os udpeget til den alvorlige del af undervisningen. Vi var de tre stærkeste. Ved De, hvad Sonderkommando er for noget?”

”Nej.”

”Sonderkommandoen var den arbejdsgruppe, der arbejdede i gaskamrene og ved krematorieovnene. Jeg var i Sonderkommandoen. Jeg vil fortælle Dem om det, og bagefter ved De, hvorfor det er lige meget, om dr. Washington fortæller mig grunden til, at jeg skal sendes hjem.”

Birkenau, der var langt den største lejr i det kompleks af lejre, der tilsammen udgjorde Auschwitz ’Vernichtungslager’, en udryddelseslejr, en veritabel dødslejr, lå mellem to floder. Hele vejen rundt om lejren lå birkelunde, hvis træer som altid havde kronen oppe i solen og rødderne nede i vand, og som udholdt blæst, frost, sne om vinteren, brændende varme om sommeren og alt, hvad der ellers blev budt på i Øvre Schlesiens polske sumpe. Dag ud, dag ind, måned efter måned, år efter år voksede de sig højere og højere og så alt det, der skete, men som alle andre træer kunne de ikke sige noget, ikke det mindste ord. Bortset fra det var intet ved dette sted som på noget andet sted på jorden.

Henryk Mandelbrots første dag i Sonderkommandoen var faktisk en nat. Intet, ikke engang ghettoen, kunne have forberedt ham på det, der skulle ske, og i resten af hans liv var hver eneste dag for ham en dag uden sol. Han og to andre jøder, der var kommet dertil med samme lastvogn og også tidligere var blevet særligt udvalgt, blev midt om natten beordret til straks at melde sig til Sonderkommandoen, den ’Særlige Enhed’. De var blevet valgt på grund af deres tilsyneladende fysiske styrke. Henryk Mandelbrot havde aldrig hørt om Sonderkommandoen og vidste ikke, hvad det var. Han og de to andre blev af to SS-mænd i al hast ført til en barak, hvor det næste af et treskiftehold fra Sonderkommandoen skulle til at gå i arbejde. Barakken var fyldt med mænd, der alle havde travlt med at klæde sig på. Polakker, hollændere, grækere og franskmænd. Bortset fra en håndfuld højtstående tyske fanger, kapoer, var alle jøder. Henryk Mandelbrot bemærkede, at ingen talte sammen. De tog bare deres tøj på. De tre nye mænd stod mellem de andre og vidste ikke, hvad de skulle gøre, og Henryk Mandelbrot spurgte en mand, der havde travlt med at gøre sig parat til arbejde: ”Det er vist meningen, at vi skal slutte os til jer. Hvad laver I?”

”I er kommet for at brænde lig.”

En af de to SS-mænd, der havde ført dem over til denne barak, kom ind og sagde, at de, eftersom de allerede havde tøj på, kunne begynde før de andre.

”Hvad skal vi lave?” spurgte Henryk Mandelbrot.

”Af en jøde at være ser du ret stærk ud. Kom med, så skal jeg vise dig det. Alle I andre, kom med. Fart på! Der er nok at lave.”

Henryk Mandelbrot og de to andre jøder, der var ankommet til lejren samtidig med ham, fulgte efter SS-vagten. Den anden SS-vagt sluttede sig til dem uden for barakken, og de blev ført til det, de fik at vide var Krematorium V. Krematorium V havde sit eget gaskammer, og uden for gaskammeret lå et bjerg af lig. Et øjeblik løb det Mandelbrot koldt ned ad ryggen. Det var altså sandt alt sammen, og her stod han ansigt til ansigt med beviset på det. Han havde set mennesker dø i ghettoen, men han havde aldrig set noget som dette. Så mange lig, helt stille, i al hast stablet oven på hinanden, en høj bakke, et helt bjerg af døde kroppe, der for ganske kort tid siden havde været levende mennesker. Her, tænkte Mandelbrot, endte enhver bagtalelse, racistisk eller religiøs, enhver vittighed, enhver hånlig bemærkning om jøder. Hver eneste gang nogen troede, eller måske blot havde en snigende mistanke om, at jøder, som folkeslag, er uærlige og umoralske, at de er griske, luskede, udspekulerede, at de er kapitalister, at de er kommunister, at de er skyld i alle verdens problemer, at de er skyldige i henrettelsen af en gud, hver gang nogen troede eller nærede denne skammelige mistanke, som en gang imellem knap nok er bevidst, sætter det hastigheden op på et tog, der kører af sted på sine helt egne skinner. Det er her, sporet ender, ved dette bjerg af døde kroppe. Fordommene, de grundløse sindsstemninger, der vokser fra mistro til modvilje til had rettet mod ’de andre’, de fører alle hen til det sted, hvor Henryk Mandelbrot nu stod.

Det var hans første dag på arbejde, men det var midt om natten. Pludselig var det hverken dag eller nat, men noget helt nyt, som han aldrig før havde oplevet. Hvis dag kom efter nat, ville det her arbejde ligesom alt andet arbejde på et tidspunkt få en ende, men der havde aldrig før været et arbejde som dette, aldrig nogensinde før. Ved synet af det bjerg af lig, der ventede, vidste Mandelbrot, at dagen, som han havde kendt den, for evigt var blevet til nat. Ikke kun for ham, men også for resten af verden.

Han havde hørt alle rygterne, men det her var langt værre, end hvad rygterne havde sagt.

”Hvad er det her?”

”Det er dig, hvis du ikke tager fat med det samme. De andre er på vej, men du har tøj på, så du kan begynde nu.”

”Jamen … med hvad?”

”Hør her, jøde, jeg kan skyde dig og smide dig oven på de andre og skaffe en anden, eller du kan tage fat og holde op med at spørge så meget.”

”Jamen, hvad er det, vi skal gøre?”

”Hvad tror du? I tre kan begynde at slæbe det der over til gravene. Velkommen til Sonderkommandoen. Kom så i gang, eller du er en død mand. Har du forstået?” sagde SS-manden og hævede geværet.

”Jeg har forstået.”

”Godt, kom så i gang. Vi er bagud. Jeg holder øje med dig. Fart på!”

Henryk Mandelbrot bøjede sig ned for at løfte sit første lig op. Lyset fra tårnprojektørerne skinnede ned på ham. Et sted lidt derfra gøede hunde ad den nye vognladning jøder, der allerede var kommet; en frisk ladning mennesker, der ville ende som lig, lige så hurtigt de kunne komme igennem systemet. Skrækslagne, forvirrede, tørstige, udmattede, snavsede, usikre på benene og med hunde, der sprang frem og gøede ad dem, tumlede og faldt de ud af de kreaturvogne, som de havde været stuvet sammen i i flere dage. Det lød for Henryk Mandelbrot, der stadig havde et gevær rettet mod sig, ikke som en enkelt flok hunde, der gøede, men som om alle hunde i Europa havde sluttet sig til koblet.

Kreaturvogne blev den måned for første gang tømt indenfor i lejren i stedet for på ’Jøderampen’ udenfor, fordi sporet var blevet forlænget ind i lejren, så man kunne komme hurtigere igennem processen med at udrydde de ungarske jøder. Nu var det imidlertid et problem for krematorierne at følge med den øgede mængde lig, og for at lette presset på dem havde man gravet store huller i jorden – gruber – og brændte ligene nede i dem. Mandelbrot og hans to medfanger var blevet sat på denne nye opgave for at aflaste skifte-holdsarbejderne i Sonderkommandoen.

”Kom i gang!” råbte SS-manden over lyden af hundegøen og skrig fra kreaturvognene, der et stykke derfra var ved at blive tømt. Mandelbrot hørte de udmattede jøder blive gennet ud, og han så på bjerget af lig. Han vidste, at det kun drejede sig om en time eller to, før de to ting var blevet forenet.

På trods af sin væmmelse var han nødt til at handle hurtigt, fordi vagten stadig havde sit gevær rettet mod ham. Det første lig, han rørte, lå øverst i bunken, og var et barn, en pige på højst ti år. Hans to medfanger kiggede på ham og nærmede sig kroppene, der lå ved siden af den døde pige. Det lig, Mandelbrot havde rakt ud efter, burde have været nemt nok at slæbe af sted. Barnet var udsultet, det rene skind og ben. Men da han tog hendes hånd, kunne han ikke holde fast i den. Pigens hud faldt væk under hans hånd. Vagten kiggede på ham, og han greb fat længere oppe ad hendes arm, men huden gled også væk på overarmen. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Ligene havde ligget der i flere timer. De var blevet gasset, og det tidligere skiftehold havde ikke kunnet få dem igennem krematorieovnene. Der var simpelthen for mange lig, der skulle brændes inden for et bestemt tidsrum, og de blev bare ved med at strømme til. Det tidligere hold havde været nødt til at lade dem gå videre til det næste, og de første i det næste hold var de tre nye fanger, som aldrig før havde arbejdet i et skiftehold. En af dem var Henryk Mandelbrot.

Ved synet af huden, der gled væk under deres hænder, sagde SS-vagten næsten som en slags forklaring: ”Det er ikke sådan, de normalt opbevares. Se at find på en løsning. De skal flyttes. Nu!”

Henryk Mandelbrot så ofrenes tøj, der lå og ventede på at blive sendt til Kanada, hvor de myrdede jøders beklædningsgenstande blev lagt på lager, og han gik med vagtens øjne i nakken hen til bunken. Han tog en skjorte fra bunken og rev en lang strimmel af, som kunne snos til en slags primitivt reb. Han gik tilbage for at lægge det om pigens krop, så det blev nemmere at slæbe hende. Da han bøjede sig for med den ene hånd at løfte pigens hoved op, kom han af vanvare til at placere den anden på hendes brystkasse og lægge en smule vægt ned på den, og et væld af dunster steg op fra hende. Han blev forskrækket og var igen ved at kaste op, og vagten udstødte en lille latter ved synet. Han rettede sig op igen efter at have lagt skjortestrimlen delvis omkring pigen og begyndte at slæbe af sted med hende. De to andre jøder skyndte sig hen for at hente lignende stofstrimler og gøre som ham. Af lutter angst havde de ikke tid til at vente på at se, om Mandelbrots eksperiment overhovedet virkede. Det gjorde det ikke. Efter et par skridt fik friktionen mellem krop og jord resten af pigens hud til at falde af. Pigens krop faldt simpelthen fra hinanden, da han forsøget at trække den af sted. På den måde ville det aldrig lykkes dem at få slæbt alle de døde over i gruben. Så kom Henryk Mandelbrot i tanke om noget, han havde set i sin fars slagterbutik. Han hentede en spand, fyldte den med vand og plaskede noget på pigekroppen og resten ud på den jord, der skulle være hans vej ned til gruben. Det fungerede. Nu kunne hun glide.

”Den jøde er stærk og snu,” sagde den første SS-mand til den anden. ”Ham får vi glæde af.” Og mens Henryk Mandelbrot asede sig hen mod hullet i jorden med spanden i den ene hånd og pigeliget efter sig i det primitive reb, råbte SS-manden til ham: ”Du kommer til at klare dig godt her.”