Niende del

”Der var en massakre foran børstenbinderbutikken i går aftes. Hvem har hørt om den? Ingen?”

Emanuel Ringelblum stillede sit spørgsmål til en forsamling nøje udvalgte mennesker, der sad rundt omkring i den overfyldte stue, nogle på stole, andre på gulvet. Døren bag dem i lejligheden på Leszno-gaden var lukket. Ude på trappen stod en teenagedreng, Nahum Grzywacz, foran døren og holdt vagt. Lejligheden, der lå på anden etage, fungerede som mødelokale for en hemmelig organisation. Enkelte havde allerede hørt om massakren foran børstenbinderens butik. Nogle i denne lejlighed ville få til opgave at finde vidner. De skulle sørge for at få mest muligt at vide og skrive det hele ned.

Det var i 1942, og Warszawas ghetto havde været forseglet siden november 1940. En tredjedel af Warszawas indbyggere, byens jøder, havde siden krigen været tvunget til at bo på et areal, der svarede til to en halv procent af hele byen, og i løbet af de følgende måneder føjedes flere og flere jøder fra overalt i Polen til dette tal. Alle sultede. I modsætning til det dårlige vejr, der måske midlertidigt kunne holdes ude af et værelse, selv et fugtigt, skimlet rum i en faldefærdig bygning, ussel, forsømt til at begynde med og nu næsten ødelagt af de luftbombardementer, der havde ledsaget den tyske invasion af Polen, fulgte den skærende, borende, snu og ubarmhjertige sult med ind i alle rum. Havde man et tæppe, fandt den en under tæppet. Faldt man i søvn, fulgte den med ind i søvnen. Og når man vågnede, var den der med det samme, selv før man selv havde fundet ud af, hvor man var. Før man endnu vidste, hvor man var, vidste man, at man var sulten. Den var ens trofaste følgesvend, når man var vågen, og gnavede løs i en, gnavede løs på alt det, der var tilbage i en, gnavede løs i ens inderste, ens håb og ens celler. Man kan forsøge at skubbe smerten ud af hovedet, men det er umuligt. Den ler. Den vinder hver eneste gang. Det var sådan, man vidste, at man ikke var død. Man var sulten.

Alle sultede. Jo fattigere man var, jo mere sulten var man, og med sulten fulgte svækkelse og pirrelighed. Det blev svært at tænke klart, og man var nødt til at tænke klart for at kunne regne ud, hvordan man overlevede næste dag, hvordan man skaffede mad. Man var overbevist om, at man stadig var arbejdsdygtig, hvis man altså kunne skaffe sig et arbejde, og man ville bestemt forsøge at finde et arbejde, hvis man dog bare kunne få lidt at spise. Men hvordan skaffede man mad, til en selv, til ens børn, til ens kone eller mand, til ens forældre? Der var simpelthen for mange mennesker inden for disse mure i forhold til det antal kalorier, der blev lukket ind. Hvordan skaffede man mad, når der ganske enkelt ikke var nok af den? Noget måtte gøres, men hvad? En så voldsom sult medførte træthed, en svækkelse, der gik langt ud over træthed og trængte ind i ens sener og knogler. For hver ny dag, hvor ens arme og ben blev tyndere, blev de også tungere.

Når hundredtusindvis af sultne og svækkede mennesker var klemt så forfærdelig tæt sammen, hærgede sygdom løssluppent, dræbende og ukontrolleret. Sygdom slikkede dig i ansigtet som en legesyg hund. Her er et slik fra dysenteri. Rundt om næste hjørne får du et kys på læberne, og tyfus vandrer ind i din mund. Tuberkulose har et umætteligt begær efter din krop. For svag til at sætte dig til modværge brænder du op, mens ægteskabet fuldbyrdes lige der midt på gaden. Du ligger på jorden, uigenkendelig, en gene for dem, der stadig er i stand til at klare turen til suppekøkkenet. Vil dit fravær blive bemærket derovre den dag? Måske. Du vil aldrig få det at vide. Men du ved godt, hvad der foregår derovre. De brænder alle op af deres egen feber. Den ser dem i øjnene og hvisker til dem med stemmer, som ikke kan høres, stemmer, der ville have været uhørte alle andre steder, men ikke i ghettoen. De er ikke dem, og du er ikke dig. Er det dig, venneløs? Er det dig, der dør nu? Er det dig, der ligger nøgen i snavset i en grå gade i byen? Blandt de langsomt døende ser nye tyveknægte dagligt dagens lys. Hvornår talte du sidst med et andet menneske, hvem kender du stadig, som måske vil begrave dig, efter at alt dit tøj er blevet stjålet?

Midt i alt dette havde Emanuel Ringelblum skabt en undergrundsorganisation, en gruppe på mellem halvtreds og tres mennesker bestående af historikere, lærere, journalister, økonomer og andre intellektuelle, forretningsfolk, politiske aktivister fra alle fløje, direktører og anførere for ungdomsbevægelser. Han valgte dem med omhu og holdt dem en tid under nøje observation for at sikre sig, at de egnede sig til deres arbejde. Deres arbejde var at indsamle, dokumentere og for eftertiden bevare en beretning om det, der overgik Warszawas jøder og alle jøder i Polen. Han var begyndte at nedskrive sine observationer, da krigen startede, men allerede i 1940 havde han set opgavens omfang i øjnene og erkendt, at det lå langt over, hvad et enkelt menneske kunne klare, uanset hvor dedikeret dette menneske var. Til sidst havde han samlet sin egen ’Oneg Shabbas’, en gruppe, der havde forpligtet sig til at dokumentere de frygtelige lidelser, man påførte en tidligere så aktiv og levende civilisation, der havde sameksisteret, om end ikke altid lige trygt, med en anden civilisation i tusind år. Da han i sin tid begyndte at nedskrive og dokumentere, hvordan livet formede sig i det jødiske Warszawa under den tyske besættelse, havde formålet været at fortælle omverdenen, hvad der skete, i håb om at få den til at intervenere. Nu var det 1942, og Emanuel Ringelblum havde for længst erkendt, at det var en aldeles nyttesløs opgave, han som historiker havde påtaget sig. Det samfund, han kendte, de mennesker, han omgikkes, den engang så dynamiske, livlige, tilsyneladende uopslidelige verden, han forsøgte at beskrive og redde, var så godt som forsvundet. Inden længe ville den være helt væk, og der ville ikke være nogen tilbage at redde. Han vidste det godt. Det eneste, han stadig kunne forsøge at gøre, var imod alle odds at redde mindet om dem.

Nogle medlemmer i hans hemmelige Oneg Shabbas-gruppe havde til opgave at interviewe mennesker, mennesker på gaden, i butikker og i arbejdsbrigader. De interviewede sygeplejersker, husmødre, smuglere, der satte livet på spil for at hente mad uden for ghettoen, bedemænd, håndværkere, der var henvist til at tigge, tidligere fabriksarbejdere, folk, der arbejdede i suppekøkkener, og folk blandt de mange tusind sultne mennesker, der frekventerede disse suppekøkkener. Alle. Andre medlemmer, der før krigen var bedre kendt for deres skriveevner, skulle skrive deres egen beretning om det, de så, det, de hørte, det, de havde fået fortalt, og det, de selv følte. Nogle Oneg Shabbas-medlemmer beskæftigede sig med at renskrive og kopiere dokumenter. Under et ledergruppemøde spurgte Emanuel Ringelblum, om nogen havde hørt om den foregående aftens massakre foran børstenbinderens butik.

”Cecilya, i morgen bør du gå hen og tale med Czerniakow.”

”Emanuel, han vil bare sige –”

”Jeg ved, at han vil sige, at han er formand for Jøderådet, og at han blandt mange andre ting forsøger at skaffe suppe til mere end 100.000 mennesker, hvoraf mange vil dø samme dag, hvis de ikke får den. Han vil sige dette til dig, og dit problem vil være, at han har fuldkommen ret. Du vil ikke kunne modsige ham. Men når de dør, vil ingen kunne fortælle resten af verden, at de engang levede, medmindre vi nu ulejliger ham.”

”Men Emanuel –”

”Cecilya, du må ikke være bange for ham.”

”Men Emanuel –”

”I begyndelsen vil han være irriteret. Forbered dig på det. Men meget hurtigt vil han begynde at spise af din hånd. Hør nu, Cecilya, jeg så noget i går, der var bemærkelsesværdigt selv på et sted som det her. Det har med Czerniakow at gøre, og når du nævner det, kan jeg garantere dig, at han vil lægge sit arbejde til side og fortælle dig om det.”

”Hvad så du da?”

”I går aftes så jeg ham gå foran mig på Grzybowska-gaden på vej tilbage til sit kontor. Han havde måske glemt et eller andet. Da han kom hen til døren, trådte han over noget uden at tænke særligt over det. Måske opfattede han ubevidst forhindringen på fortovet som et lig, men man vænner sig til at træde over anonyme lig på gaden … nå, i hvert fald så det ud til, at han gik og spekulerede på et eller andet. Han trådte helt sikkert over forhindringen, ikke på den, men som sagt må han have haft andet at tænke på, for han stod ikke stille for at se efter, hvad det var. Han trådte bare hen over det. Jeg så det med egne øjne. Han stod et øjeblik foran bygningen og famlede i sin jakkelomme efter et eller andet, da en ødelagt trækasse for fødderne af ham nærmest fløj op, og en lille dreng, måske otte år gammel, kom til syne i halvmørket. Drengen, der helt tydeligt sultede, var fuldkommen nøgen. Czerniakow blev meget forskrækket. Han mistede fatningen og skreg chokeret. Det må have været som en slags genfærd for ham.

Drengen gav en kasse ved siden af et spark, og endnu en dreng, cirka på samme alder og også fuldkommen nøgen, kravlede ud af den og rejste sig op. De to små drenge begyndte så at gå i rette med Czerniakow, om end de talte høfligt til ham og kaldte ham hr. Czerniakow. De vidste, at han var formand for Jøderådet, men det så ikke ud til at gøre dem forlegne. De havde ventet på ham og stod nu og brokkede sig over madrationerne. De havde mistet deres forældre. De sagde, at de var de sidste overlevende i deres familier, og de stod og trak Czerniakow i ærmet. ’Vi har ventet på Dem. Har De tænkt Dem også at lade os dø, hr. Czerniakow?’

Og hvordan reagerede han så?

De var møgbeskidte og smurt ind i ekskrementer og Gud må vide hvad ellers, men Czerniakow knælede ned for at se på dem, se dem i øjnene. Han tog disse to små skeletter i armene. Han sagde noget, jeg ikke kunne høre, og så begyndte han at græde fortvivlet. Czerniakow! Jeg så det selv. Derefter tog han dem med ind i bygningen. Gå derhen i morgen og spørg ham om det. Du må godt fortælle, at det var mig, der så det. Sig til ham, at det er mig, der har sendt dig. Jeg er ligeglad. Og hvis han ikke selv vil skrive sin fortælling ned, så få ham til at diktere den til dig. Jeg vil vædde med dig om to ting: Uanset hvor travlt han har, vil han hurtigt blive medgørlig, når du fortæller ham, hvad du ved om denne historie. Han ved, hvad vi laver her.”

”Hvad er den anden ting?” spurgte Cecilya Slepak.

”At de ødelagte trækasser, dem, som drengene gemte sig i i Grzybowska-gaden, ikke vil være der længere, heller ikke hvis du går af sted nu med det samme.”

”Hvem dækker suppekøkkenet?” spurgte Eliyahu Gutkowski. Men før nogen nåede at svare, bankede det på døren. Ingen sagde noget, da Emanuel Ringelblum rejste sig og gik hen til døren. Han åbnede den på klem og så den unge vagt, Nahum Grzywacz, og ved siden af ham Rosa Rabinowicz, den kone, Henry Border havde forladt.

”Hun sagde, at jeg skulle banke på,” forklarede drengen og skammede sig straks over at have givet hende skylden. Han kunne godt lide Rosa og ville normalt have lagt sig fladt ned for hendes fødder. Han havde stjålet for hende, var kommet med indsmuglet mad til hende og havde oven i købet drømt om hende om natten, men at afbryde et møde havde måske været at gå over stregen.

”Det er helt i orden, Nahum. Rosa, du behøver ikke banke på. Kom bare ind.”

Hun var forpustet. ”Undskyld, jeg kommer så sent, men –”

”Er der noget i vejen?”

”Nej, men –”

”Så kom ind.”

”Nej, jeg er først nødt til at fortælle dig noget, som jeg ikke er sikker på, jeg skal fortælle andre, altså jeg mener ledergruppen.”

”Kan det ikke vente?”

”Tilgiv mig, hvis det kan, men jeg er ikke sikker.”

”Nahum, gå ind og sig til dem, at alt er fint, men at jeg skal bruge et par minutter på noget. Vent derinde, indtil jeg er tilbage,” sagde Ringelblum til drengen.

Da de var blevet alene, fortalte Rosa ham sin historie. ”En mand er blevet smuglet ind i ghettoen i dag.”

”Har nogen lyst til at blive smuglet ind i ghettoen? Hvad slags mand kan han dog være?”

”Han er jøde,” sagde Rosa, stadig forpustet. ”Han siger, at hans navn er Jacob Grojanowski, og at han kommer fra shtetlen i Izbica. Han siger, den ligger i nærheden af Lublin. Men han kom ikke derfra nu. Han siger, han er flygtet fra en lejr, hvor han arbejdede som graver.”

”Rosa, jeg er nødt til at gå ind igen. Du kan skrive hans historie ned, men … Det haster vel ikke.”

”Jo, jo, det haster. Han skjuler sig hos nogen, der kender mig, og de standsede mig på vej til mødet. De fortalte mig hans historie. Jeg ved ikke, hvorfor de valgte at fortælle den til mig. Jeg sværger på, at jeg ikke har sagt en lyd om vores arbejde her, men … Nå, men denne mand, Grojanowski … Han vil tale med Czerniakow, men da jeg hørte hans historie … Nå, jeg tænkte, at du skulle høre det hele så hurtigt som muligt. Også før Czerniakow.

Han siger, at tyskerne i den lejr, han var i, overhovedet ikke sætter jøderne i arbejde. I stedet for udvælger de grupper på tres ad gangen og sætter dem op i hermetisk lukkede lastvognslad. Derefter kører de lastvognene ud i skoven. Udstødningen fra lastvognene føres ind i ladet, og jøderne gasses.”

”Gasses?”

”Det er, hvad han siger. Han arbejdede som graver, han så det alt sammen.”

”Hvad hedder den lejr?”

”Chelmno.”

Emanuel Ringelblum fik hurtigt afsluttet aftenens ledergruppemøde i Oneg Shabbas, og lidt senere samme aften hørte han med Rosa Rabinowicz som bisidder et vidne fortælle om, at jøder, når de blev ført væk fra de forskellige ghettoer i Polen, ikke blev bosat et andet sted eller sendt i arbejdslejre, men gasset ihjel. Det var i det mindste, hvad der skete i en lejr ved navn Chelmno. Et dokument blev straks udfærdiget og oversat til forskellige sprog og smuglet ud af ghettoen, så resten af verden fik det samme at vide, som han og Rosa og ledergruppen nu vidste.

Engang tidligt i august 1942 tilkaldte et medlem af Emanuel Ringelblums Oneg Shabbas-gruppe, en mand ved navn Israel Lichtenstein, to af gruppens yngste medlemmer, den unge mand, Nahum Grzywacz, der havde holdt vagt den aften, ledergruppen hørte om jøderne, der blev gasset i Chelmno, og en anden ung mand, nittenårige David Graber. Ringelblum havde kun villet betro Lichtenstein opgaven med at grave Oneg Shabbas-dokumenterne ned, og den ældre mand førte de to unge mænd til nr. 68 i en gade ved navn Nowolipki. På denne sommerdag begyndte de tre mænd at grave et hul i jorden, så dybt som deres kræfter, deres redskaber og deres mod gjorde det muligt, besat af en tro på, at de i forvaring havde den sidste, mest omfattende beretning om den snart udryddede jødiske race i Europa. Der i Nowolipki nr. 68, i en bygning, der engang havde været en skole, begravede de to store mælkejunger og adskillige blikæsker med det, der udgjorde historikeren Emanuel Ringelblums første del af Oneg Shabbas-arkiverne.

Det tog dem to dage, og før de var færdige, før de havde fyldt hullet op, et gravmæle for de sidste ord om de polske jøders historie gennem tusind år, lagde de en kort, personlig selvbiografi ned i hullet. Den sidste, der færdiggjorde sin note, var Nahum Grzywacz, der bad den fremtidige læser bære over med hans elendige håndskrift og forklarede, at hans familie var fattig og ikke havde haft råd til at give ham en ordentlig uddannelse. Han skrev som en gal, ikke kun fordi de skulle skynde sig at blive færdige med deres arbejde, men også fordi han for nylig havde hørt, at begge hans forældre netop var blevet ført væk, og han var nødt til at komme tilbage i en fart for at undersøge, om det var sandt. Dette udspillede sig den 3. august 1942 på Nowolipki-gaden inde i Warszawas ghetto. På det tidspunkt var Rosa Rabinowicz, mor til Elise Border i Chicago, i nogen tid ikke blevet set af de få tilbageværende medlemmer af ledergruppen. Eftersom man ikke havde fundet hendes lig nogen af de steder, hun plejede at komme, regnede de, der kendte hende godt, med, at hun måske havde forladt ghettoen. Men på det sted og på den tid forsvandt også døde mennesker. Måske var hun alligevel død. Hvem kunne sige det med sikkerhed? Og hvem ville med sikkerhed huske at skænke det en tanke?

Unge Nahum Grzywacz, som altid havde syntes, at hun var køn, og ofte havde varmet sig ved hendes venlighed, havde godt kunnet lide hende og havde ofte tænkt på hende, når han sad alene i et hjørne i det værelse, han boede i sammen med sine forældre, søstre og to andre familier. Men selv han havde ikke tænkt på hende et stykke tid og tænkte slet ikke på hende nu her i Nowolipki nr. 68, hvor han sad inden for hørevidde af en mand, der tryglede og derefter skreg i en kugleregn, og med rystende hånd skrev sin sidste sætning til en læser, han aldrig ville få at se. Og derpå begravede han sin note sammen med afskedsskrivelser fra et folk med en tusind år gammel historie i Polen. Jorden vejede tungt på alle de mange ord, inklusive den unge mands bøn til læseren: ’Husk, mit navn er Nahum Grzywacz.’

Charles McCrays sekretær, receptionist, personlige assistent, eller hvad hun nu var, var gået på toilettet, så Charles’ far, William, var alene og uden opsyn. Da det gik op for William McCray, at ’dørvogteren’ var gået, og det samme var hans søn, tog han sig den frihed at gå uindbudt ind på sin søns kontor. Han kiggede sig omkring, tog et par tidsskrifter op, bladrede dem igennem, men der var intet, der fangede hans interesse. Han kunne ikke falde til ro. Han var for oprevet. Han satte sig i en stol foran sin søns skrivebord og ventede.

Dagen før havde nogen hængt en bøddelstrikke på døren hos en sort professor fra Columbia Universitys lærerseminarium. Professoren, en kvinde, der havde det uheld at stamme fra Syden og nu var professor i psykologi og pædagogik, var kendt for sin særlige interesse for racismens psykologiske indvirkning på ofrene. Nu var hun selv et offer. At vælge især denne kvinde som mål, med hendes faglige interesse, og i en multikulturel, liberal, etnisk smeltedigel som New York, og så oven i købet på Columbia University, i Williams egen ’baghave’, fyldte ham med både raseri og sorg, frygt og desperation over det, han var tæt på at se som sit livsværks formålsløshed. Han havde ikke kunnet sove, siden han læste om det i The Times; faktisk havde han ikke kunnet få det ud af hovedet. I det samme kom Charles tilbage og overraskede ham. Det faldt ikke William ind, at Charles også kunne være dybt påvirket af sagen, at han havde svært ved tøjle sit raseri over for folk på universitetet, som han holdt kollektivt ansvarlig for intet at have lært af historien.

”Det her er ikke Money, Mississippi, i halvtredserne! Det er New York i det enogtyvende århundrede. Dette er et universitet. Columbia! Hvad fanden sker der? Det ene øjeblik kommer Jim Gilchrist og hans Minutemen herop for at hidse folk op over for illegale immigranter, det vil sige, indtil jeres studerende genopretter ro og orden ved at lave optøjer. Så inviterer Bollinger Ahmadinejad til at komme og sige, at holocaust aldrig fandt sted, men det er okay, ingen grund til panik, for han har tænkt sig at lave sit eget jødeholocaust i det enogtyvende århundrede. Så tror din fine rektor Bollinger, at han kan redde sit gode navn og rygte ved at gå op på scenen og offentligt gøre grin med Ahmadinejad for at blive gud og hvermands nye yndlingssuperhelt. Hvor ynkeligt. Hvor skammeligt. Så så jeg, at I har gang i god gammeldags antisemitisme ovre i Lewisohn Hall. En eller anden havde været der og tegnet et svastika ved siden af en karikatur af en jøde med jarmulk, og nu i går læste jeg så om det her. En bøddelstrikke var blevet hængt op på kontordøren hos en sort professor fra lærerseminariet. Jeg har set en del, det ved du, at jeg har. Men når det kommer som lyn fra en klar himmel et sted som her … Det er dit universitet. Det er her, du arbejder. Hvad i guds navn er det, der sker?”

”Far, hvad kan jeg sige?”

”Det ved jeg ikke, Charlie, hvad kan du sige?”

”At universitetet er et spejlbillede af samfundet.”

”Er det, hvad du kan sige? Er det alt, hvad du kan sige?”

”Og hvad er det så nu, at du siger? Hvordan præcis er det alt sammen eller bare en del af det blevet min skyld?”

”Jeg mener jo ikke dig personligt, Charlie. Jeg mener akademikere generelt. I sidder alle der og kigger på ilden, mens stalden brænder ned og råber: ’Hvordan kan det være vores fejl? Det var ikke os, der satte ild til den.’”

”Hvad vil du have os til at gøre, mig eller de andre?”

”Charlie, hvordan hænger det sammen, at du er så gammel og sidder på dette kontor med dit navn og din titel på døren, leder af Historisk Institut, og du så samtidig ikke skammer dig over at spørge så dumt?”

”Hold op med at tale om skam, fortæl mig i stedet, hvad fanden du vil have mig til at gøre!”

”Du kan udtale dig offentligt om de her ting. I akademikere kunne skrive læserbreve. Du burde opfordre ligesindede til at gøre det samme. Du burde opmuntre, trøste og støtte disse mennesker, studerende, lærerstaben, folk rundt omkring i byen, som ikke har samme mulighed for at blive hørt, men som frygter for, at denne institution er på en glidebane durk ned i Helvede. Det er det, du kan gøre i stedet for …”

”I stedet for hvad?”

”I stedet for at sidde på kontoret til langt ud på aftenen og skrive snævert fokuserede, mystiske akademiske artikler, som kun interesserer en håndfuld mennesker, bare for at holde din kvote oppe, og som alt sammen kun drejer sig om selvforherligelse, mens din kone og datter sidder alene hjemme.”

Hvad gør en god søn, når den mand, han har beundret hele sit liv, den far, der er ansvarlig for alle de gode ting, som sønnen kan være stolt af, når den mand, der har bekæmpet uretfærdighed hele sit liv, bebrejder sin søn for ikke aktivt at protestere mod verdens tilstand, og som han selv betragter med stadig stigende magtesløshed og rædsel? Når denne gode mand, der kun har sin søn tilbage i denne verden, så malende beskriver, hvor frygteligt man har svigtet ham, når hans udlægning af ens afgørende svigt kommer brusende som et mudderskred ned ad en bjergvæg, hvad gør man så?

Man tier, hvis man er i tvivl. Det er en regel, faderen formentlig selv har lært sin søn. Lad være med at tage til genmæle, lad være med at sige et eller andet vredt, som man måske ikke mener, og som han aldrig vil lade en glemme igen. Man tier, hvis man er i tvivl. Hold mund, også selv om faderen måske vil opfatte tavsheden som bevis på, at han har ret. Måske kan han ikke selv se det, men er man ikke netop da essensen af den mand, han ønsker, at hans søn skal være, når man holder mund og giver ham lov til at såre en: Når man elsker ham og ønsker at beskytte ham også mod ens egen vrede?

Så Charles McCray lod sin far snakke videre. Han skyndede ikke på ham, han forsøgte knap nok at forsvare sig selv. Men klokken var mange nu. William sagde, at han var for træt til at gå med Charles hjem og spise til aften sammen med sin svigerdatter og sit barnebarn, så Charles fulgte ham hjem. Han sagde endnu en gang til Charles, at Charles var kanariefuglen i kulminen. Han omfavnede ham som altid, når de skiltes, og derefter gik kanariefuglen hjem.

Nøglen, der blev drejet om i låsen på døren til sønnens hjem, klikkede. Disse lyde plejede at signalere, at en far, en mand, var kommet hjem, og at en kone og en datter ville kvittere med en hilsen. Lyden i dørlåsen var den samme, som den altid havde været. Han lukkede forsigtigt døren og stak nøgleknippet i lommen. Han kom sent hjem. Skulle han undskylde nu eller senere? Nu var alle de tre, der boede i lejligheden, hjemme. Ingen råbte en hilsen til ham. New York Times lå opslået på bordet ude i køkkenet. Charles McCray, leder af Historisk Institut på Columbia University, den gode søn, der bare ikke altid var god nok, stod alene i sit køkken med sin mappe i hånden. Et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Man kan ikke forlange, at der er nogen til at råbe hej, når man kommer hjem. Han kiggede ned på avisen og begyndte, stadig stående, at læse. Overskrifter er altid det første, man læser: ’Tyrkiet raser over afstemning i Kongressen vedrørende folkemord på armenierne. Tyrkiet reagerede vredt, da et enigt kongresudvalg torsdag besluttede at kalde drabene på de armenske tyrkere under 1. Verdenskrig for folkedrab … Bush-regeringen … har lovet at forsøge at nedstemme resolutionen på Capitol Hill.’

Han så hen på telefonen og kuglepennen og notesblokken ved siden af den. Han og Michelle havde altid, lige fra de flyttede sammen, haft en kuglepen og en notesblok liggende i nærheden af telefonen til beskeder og indkøbslister. To veluddannede, ansvarlige personer med de samme værdier og ambitioner havde giftet sig og var i færd med at opfostre en datter. Han havde altid syntes, at de udgjorde et fantastisk team. Men et team er ikke et par. Han læste videre: ’Præsident Bushs personlige talskvinde, Dana Perino, sagde: Vi har nationale sikkerhedshensyn at tage, og mange af vores soldater og forsyninger går gennem Tyrkiet.’ Charles McCray rakte ud efter kuglepennen og notesblokken og satte sig uden at tage frakken af ved bordet. Man kan ikke forlange, at der er nogen til at sige hej, når man kommer hjem, ikke ens kone, ikke ens datter. Måske havde de ikke hørt ham komme hjem? ’I Tyrkiet var den almindelige holdning, at afstemningen og de derpå følgende skridt ville skade forholdet mellem landene.’ Han bøjede sig ind over avisen og begyndte at skrive en besked til en professor fra Columbias lærerseminarium, som to dage før havde fundet en bøddelstrikke på sin dør. Måske fik en eller anden brug for noget i køkkenet og opdagede så, at han var kommet hjem.

James Pearson, ’Mister hvad som helst’, havde noget at fortælle Tommy Parks, pakkearbejderen, der boede i et værelse i samme lejlighed som Pearson i Mecca Flats, den samme lejlighed, som Callie og Russell Ford havde boet i, før de flyttede ind i Borders hus uptown. Det var en historie om det, der var sket den aften, da to hvide mænd dukkede op ud af det blå og ville tale med ham. Disse mænd, Ralph Hellerstein og Herb Marks, var fagforeningsmænd. De havde haft ret, da de sagde, at James Pearsons kollega, Billy Moore, ville blive fyret, når Billy Moore ikke længere kunne skjule sin muskelskade i ryggen. De havde bedt James Pearson om at træde ind i Pakkeriarbejderforbundets ledelse.

”Er du ude på øretæver? Hold dig ad helvede til langt fra de hvides fagforbund. De har gang i noget, som de ikke fortæller dig om. Og det lort, de har gang i, er i hvert fald ikke noget, der gavner dig,” sagde Tommy Parks, da de to sad og drak en øl sent en aften på den ødelagte trappe op til Mecca Flats.

”Men de bad mig om at gå med ikke bare i forbundet, men i ledelsen.”

”Gå med?”

”I Pakkeriarbejderforbundets ledelse.”

”Hvad indebærer det for dig?”

”At jeg er ligesom dem.”

”Ligesom dem?” Tommy Parks lo. ”Hvis du er ligesom dem, hvordan kan det så være, at det er to hvide fyre og ikke dig og andre sorte mænd, der opfordrer dem til at træde ind i Pakkeriarbejderforbundets ledelse?”

”Fordi det er dem og ikke os, der har startet forbundet.”

”Javel, og startet det for folk som dem selv.”

”Muligvis, men nu beder de mig om at gå med. Ikke som menigt medlem, men i ledelsen.”

”Hvorfor taler du ikke med nogle af de gamle gutter? De vil kunne fortælle dig, hvad de dersens fagforbund i sin tid gjorde for den sorte mand. Det er mere end tyve år siden, men de har aldrig glemt det.”

”Hvad skete der?”

”Der var strejker og ballade, så fabrikken hyrede en hel masse sorte folk.”

”Hvad mener du med ’strejker og ballade’?”

”Du ved, det sædvanlige. Forbundet krævede som altid højere løn. Fabrikken nægtede som altid pure. Så personalet gik i strejke, og fabrikken ansatte en hel masse sorte folk. Niggere kom op fra Syden, tog deres koner og børn med, for de bedste job, de nogensinde havde haft, var dem, som den hvide mand ikke ville have. Så sagde forbundet, at vi stjal deres arbejde. En hel masse sort blod flød på gaderne, før fabrikken og forbundet lavede en aftale, og den sorte mand stod tilbage med sine sår og ikke en potte at pisse i. Polakker og irere fik sig en rigtig god overenskomst. Det er det fagforbund, du nu ønsker at træde ind i.”

”Ja, men det er forskellen på tyverne og nu. De her fyre siger, at de vil have sorte folk ind i forbundet, så de ikke længere kun skal tale polakkers og ireres sag.”

Tommy Parks smilede og rystede langsomt på hovedet. ”Mand, jeg troede, du var klogere end som så, det gjorde jeg virkelig. Kan du se for dig, at polakker og irere pludselig begynder at tale din sag? Du vil være deres nigger. Deres helt egen nigger i fagforbundet. Hvordan tror du, det vil føles, Mister hvad som helst-fagforbundsnigger?”

”Foreløbig er det jo kun noget, vi taler om, ikke? Tommy, jeg siger ikke, at jeg er klog eller noget, men jeg er klogere end dig, hvis du ikke kan se, at jeg måske, måske, har øjnet en mulighed og synes, at jeg vil se nærmere på den.”

”Og hvordan vil du så gøre det?”

”De siger, at de vil lave en fælles fagforening for hvide og sorte, os alle sammen. Ligeværdige. Det er derfor, de har spurgt, om jeg vil gå med i ledelsen.”

”James Pearson! De har fået dig til at drømme om noget, der aldrig har eksisteret. De giver dig en fin titel, giver dig plads i fagforbundsledelsen, og du tror, du er død og kommet i himlen. Okay, måske vil de gerne have sorte medlemmer i deres forbund. Fint, så siger vi det. Men hvad så? De interesserer sig ikke for den sorte mands problemer. For fanden, de aner intet om den sorte mands problemer.”

James Pearson tog en slurk af flasken. Så smilede han. ”Tommy, du ville blive overrasket over så meget, de ved.”

”Overrasket, mig?”

James Pearson drejede hovedet og så på ham. ”Har du hørt om stjernerne?”

”Stjernerne? Hvad taler du om?”

”Har det aldrig undret dig, hvordan formanden råber deres navne op, når tiderne er sløje, og der skal fyres folk?”

”Jo, jeg har set det.”

”Alle sammen niggere.”

”Det ved jeg godt.”

”Ja, hvordan ved formanden, hvilke navne han skal råbe op? Han kender ikke folks navne. Der er for mange af os.”

”Hvad snakker du om?”

”Alle på fabrikken har et kontrolkort.”

”Det ved jeg godt.”

”Sorte arbejderes kontrolkort har en lille stjerne, et lille sort mærke. På den måde ved formanden, hvem der er hvem.”

”Fortalte fagforeningsfolkene dig det?”

”Ja. De sagde, at hvis jeg går med, og vi kan få tilstrækkelig mange sorte mænd med, vil deres første kamp gå ud på at få fjernet mærket på alle sortes kontrolkort.”

”Og det ville hele fagforbundet kæmpe for?”

”Det er, hvad de siger … hvis vi kan få nok sorte til at gå med.”

”De er gode til at tale deres sag, det må jeg gi’ dig.” Tommy Parks tændte en cigaret.

”Men du vil ikke gi’ mig andet?”

”For pokker, mand, er du ved at hverve mig, eller hvad? Som den første? Du er sgu ikke så lidt fræk. Snakker fanden et øre af for at overtale mig til at give en skide hvid fagforening en del af min løn. Hvor dum tror du egentlig, jeg er?” Tommy Parks lo.

”Jeg ved, hvor dum du er. Det er de der fagforeningsfolk … Jeg har fortalt dem, hvor dum du er, men de fatter bare ikke, at nogen kan være så dum.”

”Hvad har du fortalt dem?”

”Jeg har fortalt dem, at du er pisseligeglad med alle andre end dig selv.”

”Lige et øjeblik! Det her har ikke en skid med mig at gøre –”

”Jeg sagde til dem, at du spræller på alle de måder, Gud har lært dig at sprælle på, bare for at slippe for at hjælpe andre mennesker, inklusive dine sorte kolleger på fabrikken.”

”Sådan noget pis at sige, nigger. De prakker dig en omgang lort på, og lige pludselig er det mig, der er et røvhul.”

”Nej, du er bare dum, Tommy. Det har jeg fortalt dem. Men de vil gerne møde dig alligevel. Faktisk insisterer de på det.”

”Vil de gerne møde mig?”

”De ved, hvordan folk her godt kan lide dig, her og på fabrikken. De vil gerne have dig til at gå med i ledelsen. De vil gerne have os begge to.”

Et møde blev arrangeret. Tommy Parks skulle støde til Ralph Hellerstein og hans yngre kammerat, Herb Marks, i Goldblatt’s Discountbutik og Bistro på hjørnet af 47th Street og Ashland Avenue, men eftersom de havde aftalt at mødes, mens det stadig var lyst, genovervejede Hellerstein senere sit oprindelige forslag og mente, det var klogere at mødes i fagforbundets lokaler på hjørnet af 48th Street og Marshfield Avenue, en gåtur på fem-ti minutter fra Goldblatt’s. Han havde dagen før forsøgt at sende Tommy Parks en besked, men var ikke sikker på, at Parks havde fået den. Han kontaktede derfor James Pearson, og Pearson tilbød at møde Parks foran Goldblatt’s, give ham beskeden og følge ham hen til det nye mødested.

Det var efter arbejdstid, og James Pearson havde unge Russell Ford på slæb, men i mellemtiden var han selv blevet en smule loren ved det nye mødested. Det lå ganske tæt på det oprindelige sted, men på andre måder kunne det lige så godt have ligget meget langt derfra. Den korte tur fra Goldblatt’s Discountbutik til hjørnet af 48th Street og Marshfield Avenue ville føre dem ind i et kvarter, der udelukkende var beboet af polakker. James Pearson var selv langtfra begejstret for at skulle derhen, men han vidste, at Tommy Parks ville være endnu mindre begejstret. James Pearson overvejede at ringe til Hellerstein og foreslå, at de ændrede tilbage til et sted i nærheden af Goldblatt’s. Han ville begrunde det med, at det var bedre at diskutere fagforeningssager i dagslys og på et offentligt sted end at risikere at gøre Tommy Parks ophidset endnu før, mødet var begyndt. Da James Pearson og Russell Ford nåede frem til Goldblatt’s, så de imidlertid, at Tommy Parks allerede var kommet, og selv om ingen endnu var forsinket, var det indlysende for alle, at det nu var for sent til, at et møde mellem Hellerstein, Herb Marks og Tommy Parks ville kunne føre til noget.

Tommy Parks sad alene for enden af en disk i bistroen og ventede på at blive betjent. Mellem hans stol og den næste i rækken af siddende kunder var der fire tomme pladser. Alle kunder havde enten fået deres mad eller ventede på at få den. Alle disse kunder var hvide. James Pearson gik med Russell i hælene hen til Tommy Parks. Han vidste, at sorte arbejdere og deres familier godt kunne finde på at købe ting og sager i butikken og måske tilmed havde en konto, men de spiste der aldrig. Dette var et spisested for hvide.

”Fik du beskeden? De har ændret mødested,” sagde James Pearson til ham.

”Ja, det hørte jeg,” sagde Tommy Parks og kiggede sig omkring.

”Nå, men går du så med? Det er i fagforeningslokalerne på hjørnet af 48th og Marshfield.”

”Jeg ved, hvor det er,” sagde Tommy Parks åndsfraværende og kiggede stadig rundt.

”Jeg tog drengen med, men … du ved … vi behøver ikke at gå derhen, hvis du hellere vil noget andet.”

”Noget andet …” gentog Tommy Parks og kiggede stadig rundt, når han ikke knipsede en mønt op i luften og fangede den igen. ”Ja, jeg vil faktisk hellere noget andet.” James Pearson flyttede utilpas vægten over på den anden fod.

”Skal jeg sige til dem, at de skal komme herhen? Måske kunne vi mødes med dem her og –”

”Nej, det er lige meget. Lad os bare gå derhen.”

”Er du sikker?”

”Ja, jeg skal bare lige have en portion suppe.”

”Hvad?”

”Lige præcis. Man kan ikke snakke forretninger på tom mave,” sagde Tommy Parks og rejste sig et øjeblik op for at strække hals og lade, som om han gerne ville tjekke indholdet af de andre kunders suppeskåle længere nede i rækken.

”Hvad har du gang i, Tommy?”

”Da du kom ind –”

”Tommy –”

”Da du kom ind, så du nok den suppe, disse gode mennesker sad og spiste. Så vidt jeg kunne se, var det hønsekødssuppe.”

”Tommy –”

”Så du den suppe, jeg taler om? Der var boller i. Så du det, boy? Så du de der jødiske melboller, de har puttet i suppen?” Russell Ford havde endnu ikke sagt et ord. Han kiggede op på James Pearson, der gav ham et klem om skulderen.

”Tommy, de har ikke tænkt sig at servere suppe for dig her. Kom, vi går nu.”

”Hvad snakker du om? De har suppe på menuen. De behøver ikke engang at varme den, den er allerede varm. Jeg har set den. Så først får jeg mig en hurtig tallerken suppe, og så går vi til mødet med dine fagforeningsvenner. Miss!” råbte han. ”Miss!” Servitricen, en ung kvinde, den eneste til at betjene kunderne, vendte sig om. Hun gik hen til enden af disken, hvor Tommy Parks sad. Hun havde et navneskilt på skjorten, der fortalte, at hun hed Esther, og hun betragtede de to sorte mænd, den ene siddende og den anden stående ved siden af en ung sort dreng, og sagde lavmælt: ”Sir, vi vil ikke have ballade her, okay?”

”Ballade! Jeg er ikke ude på at lave ballade. Ingen er nogensinde ude på at lave ballade, men alligevel er det det, vi får. Nej, det, jeg beder om, Esther, er at blive betjent. Jeg kunne virkelig godt tænke mig lidt af den der gode suppe med melbollerne.”

”Sir, vi vil ikke have ballade her,” gentog servitricen. Det gik op for hende, at de andre kunder i den anden ende af lokalet fulgte med i ordvekslingen.

”Tommy, kom nu. Vi har ikke tid til det her.”

”Det ved jeg godt,” sagde Tommy Parks afslappet. ”Jeg skal bare lige have lidt suppe, før vi går. Jeg taler om den suppe, som de der andre gode mennesker har fået.”

”Sir, det er ikke mig, der bestemmer her,” sagde servitricen.

”Sådan ser det nu ud i mine øjne, Esther.”

”Hvad mener De med det?”

”Joh, De er jo den eneste her.”

”Min onkel er ude i køkkenet.”

”Hvorfor går De så ikke ud til ham og beder om en portion af hans dejlige suppe?”

”Vi kommer for sent, Tommy. Lad os nu bare gå.”

”Det går måske ikke an at lade de der hvide fagforbundsfolk vente?”

”Tommy –”

Så drejede Tommy Parks rundt i stolen for at stirre truende på James Pearson. ”Du kan ringe til de der fagforbundsfolk og sige til dem, at Tommy Parks kommer, så snart han har spist sin suppe.”

”Tommy –”

”Først får jeg min suppe, og derefter følges vi ad hen til dine nye venner. Så enkelt er det. De vil sikkert godt kunne forstå det. Ring til dem.”

”Det hele var bare et nummer, ikke sandt, Tommy? Du havde under ingen omstændigheder tænkt dig at gå til det møde, vel?”

”Du kan gå derhen, eller du kan ringe til dem, men du er nødt til at give dem besked. Det her er ikke Mississippi, eller hvor fanden du kommer fra. Det her er Chicago, er det ikke rigtigt, Esther? Når jeg har fået min suppe, går jeg med hen til fagforbundet. Sådan ligger landet.”

Alle stirrede på gruppen af sorte mænd og servitricen, mens James Pearson førte Russell Ford ud på gaden. Han tog en lap papir op af lommen, gik hen til en mønttelefon i nærheden og ringede til det nummer, der stod på papiret.

”Ralph, det er mig, James Pearson.” Derefter forklarede han, hvad der var sket. Ralph Hellerstein gentog hele historien for Herb Marks.

”Han pisser på os, James. For pokker altså, én ting ad gangen. Han kan ikke sgu ikke forvente, at vi gør noget ved raceopdelingen på hver eneste skide restaurant i Chicago, før han gider tale med os. Det eneste rigtige er at begynde med fagforeningen. Sig til ham, at vi gerne vil have hans hjælp, så vi til gengæld kan gøre noget for alle arbejderne på fabrikken, men … For pokker altså, én ting ad gangen.”

James Pearson gik ind i Goldblatt’s igen for at forsøge at forklare Ralph Hellersteins indstilling. Tommy Parks stod stadig og diskuterede ophidset med servitricen.

”Vi skal altid bruge sideindgangen, når vi går i biografen, men billetprisen er den samme, hvordan vil De forklare det, Esther?”

”Det har ikke noget med mig at gøre.”

”Det har ikke noget med Dem at gøre. Har ikke noget med Dem at gøre. Hvis det ikke har noget med Dem at gøre, hvordan kan det så være, at alle de der gode mennesker derovre lige nu sidder og kigger på Dem her i Deres families restaurant?”

”Vi ejer ikke nogen biograf.”

”Alle biograferne er, så vidt jeg ved, ejet af jøder.”

”Det skal jeg ikke kunne sige noget om.”

”Nå, men det kan jeg! I tager imod vores penge, men henviser os til sideindgange, og nu vil De heller ikke give mig en tallerken suppe.”

”Tommy, de hopper ikke på den, fagforbundsmændene,” forklarede James Pearson. ”Enten går du med til mødet nu, eller også kan du glemme alt om det.” Han vendte sig om og så på unge Russell Ford og spekulerede på, hvad der gik gennem drengens hoved. Hvem holdt han mest med i denne diskussion? Tommy Parks, der så, at drengen lyttede interesseret, fortsatte: ”Der kan du se, hvor meget din fagforening er værd, Pearson. Ikke en skid! Og tænk på, hvad du viser drengen her, ved at løbe rundt og klare hvide mænds sager og forsøge at tale mig ned fra min stol.”

”Tommy, én ting ad gangen!”

”Fint, udmærket, den er jeg med på. Min ene ting er nu at få mig en portion suppe med melboller, sådan som de der har fået,” sagde Tommy Parks og pegede på de andre mennesker ved disken.

James Pearson tog igen Russell udenfor for at ringe og forklare Ralph Hellerstein, at mødet med Tommy Parks ikke blev til noget. Han nægtede at bøje sig.

”Nå, jamen så fuck ham!” sagde Hellerstein i telefonen.

”Det beklager jeg, Ralph,” sagde Pearson, mens den unge dreng så op på ham.

”Det er ikke din skyld, James. Du gjorde dit bedste. I øvrigt advarede du os jo om, at han godt kunne være vanskelig. Gå hjem og slap af. Se, om du kan komme i tanke om en anden, der vil være mere velegnet … en med … hvad ved jeg? … karisma.”

James Pearson lagde røret på, og han og Russell skulle lige til at gå ind i bistroen igen, da han hørte en velkendt stemme bag sig.

”Jeg hører, at der er optræk til ballade. Kan jeg gøre noget?” Manden lagde hænderne på Pearsons brede skuldre. De gav hinanden hånden.

”Hvem er den unge mand her?”

”Russell, sig goddag til mr. Marks.”

”Goddag, Russell,” sagde Herb Marks og rakte Russell hånden.

”Goddag, sir,” svarede Russell.

”Arbejder du også på fabrikken?”

”Ja, sir.”

”Nå, men hvis du er gammel nok til at arbejde på en fabrik, er du også gammel nok til ikke at kalde mig ’sir’. Mit navn er Herb Marks. Jeg kommer fra fagforeningen, og det ville glæde mig, hvis du kaldte mig Herb.”

”Goddag … Herb.”

”Nå, jeg hører, vi har et lille problem med mr. Parks. Noget med, at han vil have en portion suppe, før han vil overveje at troppe op til vores møde.” Russell nikkede alvorligt.

”Kom, vi går ind og får en sludder med ham.”

”Det vil ikke nytte noget, Herb,” sagde Russell Ford.

”Jamen, jeg har ikke tænkt mig at overtale ham til at gå. Jeg vil se, om vi ikke kan skaffe ham lidt suppe. Med kreplach, hvis det kan lade sig gøre. Har du nogensinde smagt kreplach?”

De gik ind og så, at alle henne ved disken stadig sad og kiggede på Tommy Parks og servitricen, Esther. Herb Marks gik hen til dem og stak hånden frem mod servitricen og præsenterede sig.

”Mister, jeg bliver ved med at sige til ham, at vi ikke vil have ballade her.”

”Nej, selvfølgelig vil De ikke det. Hvem vil gerne have ballade? Hvad siger De til at gå hen og betjene de andre kunder, mens jeg får mig en snak med mr. Parks her? Okay?”

Servitricen var lettet over at få et pusterum fra diskussionen med den stædige mand, hvis gentagne bestilling af en tallerken suppe gjorde hende mere og mere utilpas. Da hun var gået, rakte Herb Marks hendes plageånd hånden og præsenterede sig.

”Goddag, mr. Parks. Mit navn er Herb Marks. Jeg er den ene af de fagforeningsmænd, der havde håbet på at møde Dem i aften for at bede Dem træde ind i ledelsen af Pakkeriarbejderforbundet. Den anden mand, min makker Ralph Hellerstein, kunne desværre ikke komme, fordi han har rasende travlt henne i fagforeningssalen med at bande Dem langt ned i Helvede.” Den bemærkning fik Tommy Parks til at smile og trykke manden i hånden.

”Hvad siger han om mig?”

”Husk, at jeg forlod ham for ti minutter siden og ikke er ajour, men da jeg gik, havde han netop kaldt Dem en elendig skiderik.”

Det fik Tommy Parks til at smile bredt. ”Nu er De helt sikker på, at han ikke fik listet et nigger ind et sted? De ville vel fortælle mig, hvis han har, ikke sandt, mister –”

”Herb, og nej, det ord brugte han ikke. Det er sådan omtrent det eneste ord, han aldrig bruger. Ingen i fagforbundsledelsen bruger det ord.”

”Hvis det er sandt, vil jeg gerne skåle med dig, Herb, men Esther der, hun vil ikke give mig et glas.”

”Du vil gerne have en portion hønsekødssuppe, hører jeg.”

”Det stemmer.”

”Og hvis du får din suppe, går du bagefter med hen og taler med mig og mr. Hellerstein?”

”Det var planen.”

”Nuvel, det lyder rimeligt nok.”

”Det glæder mig, at du synes det, Herb.” Tommy Parks betragtede denne hvide fagforeningsmand fra skosnuderne og op til de dybtliggende øjne. ”Du stammer ikke herfra?” spurgte han fagforeningsmanden.

”Nej.”

”Du er en af de dersens Brooklyn-jøder, ikke sandt?”

”Det er korrekt.”

”Og du tror, du vil kunne skaffe mig en portion suppe?”

”Tja, vi ville ikke være meget værd som fagforening, hvis vi ikke kunne skaffe dig en portion suppe.”

Det lykkedes Herb Marks at få fat i servitricen, da hun kom ud af køkkenet med en burger til en anden kunde, og han overtalte hende til at give ham et minut eller to på tomandshånd, så de andre kunder ikke kunne høre dem. Men hun ville ikke bøje sig.

”Jeg ved, hvem De er, mister. De er en af de her fagforeningsfolk, og De tænker slet ikke på al den ballade, De giver os almindelige mennesker, fordi De elsker ballade. Nå, men det gør vi ikke! Hvis vi serverer for ham, siger han det til sine venner, og så kommer de alle rendende og forventer at blive betjent. Der står jo allerede to andre og venter på at se, hvordan det hele ender. Og derefter kommer de alle sammen rendende.”

”Men er det ikke godt for forretningen, hvis I får en hel masse nye kunder?”

”Mister, det er ikke mig, der bestemmer her. Hvis de farvede begynder at komme her, holde de andre op med det,” sagde hun og pegede på kunderne ved den anden ende af disken. ”Mister, det er ikke mig, der har lavet reglerne. Det er en familievirksomhed. Vi forsøger bare at tjene til dagen og vejen.”

”Det samme gør han.”

”Ja, men altså, det vil jeg jo heller ikke forhindre ham i. Mister, hvis De ikke alle går nu, er jeg nødt til at tilkalde politiet.”

Herb Marks begyndte at gå tilbage mod Tommy Parks, Pearson og Russell Ford, og ved synet af en fagforeningsmand, der smed håndklædet i ringen, strømmede en triumferende følelse igennem Esther og fik hende til helt unødvendigt at råbe efter ham: ”Nemlig, mister, politiet. Så se bare at skride, eller jeg ringer efter politiet.” Derefter gik hun hen for at rydde tallerkener ved den ende af disken, hvor kunderne var blevet betjent. Men skaden var sket. Hun havde råbt for højt og for tæt på køkkenet, og det var da, at hendes onkel hørte hende og kom ud. Han gik hen langs disken og stillede sig midtvejs mellem Herb Marks, der stod og fortalte Tommy Parks om sin fiasko, og de andre kunder og hans niece, der var ved at tørre disken af.

”Hvad foregår der her? Hvad er det med at ringe efter politiet?” spurgte den gamle mand med markant, europæisk accent.

”Deres servitrice, Ester –” begyndte Herb Marks.

”Hun er min niece. Hvad med hende?” spurgte den gamle mand.

”Hun ser ikke ud til at ville betjene min ven her.” Alle blev helt stille for at høre den gamle mands svar, inklusive de mennesker, der sad for langt væk til at kunne høre det.

”Hvad kunne han godt tænke sig?” spurgte den gamle mand.

”Han kunne godt tænke sig en portion suppe,” svarede Tommy Parks.

”Hvad slags?”

”Hønsekødssuppe med melboller,” sagde Tommy Parks. Den gamle mand stod med hænderne på hofterne og kiggede rundt i restauranten på de kunder, der sad og kiggede på ham. Han tog en dyb indånding og pustede ud igen.

”Esther, giv den mand en portion suppe.”

”Onkel Nate –”

”Giv den mand en portion suppe.”

”Onkel Nate, folk vil ikke komme her længere, hvis –”

”Giv den mand en portion suppe. Hold op med at sige mig imod!”

Esther gik hovedrystende og mumlende hen mod køkkenet. Hvad var det lige, hendes onkel ikke fattede?

”Det beklager jeg meget, mister,” sagde den gamle mand til Tommy Parks. ”Det burde aldrig være sket. De kan komme og få suppe når som helst. Og De kan fortælle, hvem De vil … om vores suppe.”

”Jeg vil gerne bestille tre portioner suppe til mig og mine to ledsagere, med kreplach,” sagde Herb Marks. ”Vi skal til et møde og har brug for noget at styrke os på. Vi har meget at tale om.”

Den gamle mand gik ud i køkkenet igen, og man kunne tydeligt høre ham sætte sin niece på plads.

”Jeg smutter lige ud og ringer til Ralph. Han tror, vores møde er aflyst.”

”Næste gang vil jeg gerne have Saul Alinsky med. Jeg vil gerne tale med ham,” meddelte Tommy Parks. ”Jeg vil tale med ham om boliger … til mit folk. Ville du kunne fikse det?”

”Selvfølgelig, vi kender Saul.”

”Det regnede jeg også med.”

”Hvem er Saul Alinsky?” spurgte James Pearson.

”Han er, hvad man kunne kalde en ’samfundsorganisator’,” sagde Herb Marks, før Tommy Parks afbrød for at uddybe, hvad han mente med ordet: ”Han skaffede genhusning til alle i Back of the Yards.” Så vendte han sig mod Herb Marks og pegede på James Pearson og tilføjede: ”Der ser du, jeg ved mere end ham der.”

Efter et par minutter kom den gamle mand selv ud med en bakke med fire portioner suppe. Han stillede bakken på disken og gav hver mand en tallerken, en ske, lidt brød og en serviet. Så bøjede han sig, næsten fortroligt, over mod Tommy Parks.

”De er altid velkommen her, mister, men jeg beder Dem: Tilgiv pigen, hun har ikke brug for den slags problemer. Hun er født her, så …” Den gamle mand så ud til at have besvær med at afslutte sætningen.

”Så hvad?” spurgte Tommy Parks.

”Så hun tror, hun er hvid.”

Samme aften trådte Tommy Parks ind i ledelsen af Pakkeriarbejderforbundet. Nogen tid efter stod han i Pilgrim Baptist Church tæt på James Pearson og Russell Ford, mens Pearson, ’Mister hvad som helst’, aflagde ægteskabsløfterne over for Callie Ford. Rosa Rabinowiczs datter, Elly Border, var også til stede, iklædt stivet, hvid skjorte med flæsekrave og en perfekt plisseret nederdel, alt sammen omhyggeligt syet af bruden. Elly, der aldrig før havde været til et bryllup, strålede over hele ansigtet, som hun stod der ved siden af sin tavse far. For at suge mest muligt til sig af oplevelsen vendte hun sig om et øjeblik og kiggede bagud i kirken, og det var først nu, hun så Ralph Hellerstein og Herb Marks lidt længere bagude i afsnittet med brudgommens venner og familie. De stod lige over for mrs. Sallie. Hun spekulerede på, hvem disse to hvide mænd kunne være.

Lamont Williams mormor havde vænnet sig til, at han en gang imellem kom sent hjem fra arbejde. Hun spurgte efterhånden kun sjældent om hvorfor, idet hun gik ud fra, at han var blevet bedt om at arbejde over, og det kunne vel kun være et godt tegn. Godt, fordi hendes barnebarn fik flere penge til rådighed, mere selvtillid og et større håb for en fremtid, hvor han havde skaffet sig en plads i verden, og fordi det antydede, at hans inspektør i HR-afdelingen, eller hvem det nu var, der traf afgørelserne vedrørende ansættelse eller afskedigelse, havde et godt indtryk af Lamont. Men når Lamont lejlighedsvis kom sent hjem, havde det intet med overarbejde at gøre. Det havde kun at gøre med en enkelt gammel mands mening om ham, en mand, der ikke havde nogen indlysende mulighed for at påvirke Lamonts liv. Ikke desto mindre var Lamont Williams efter arbejdstid igen blevet inddraget i den gamle mands verden og hans fortid. Mr. Mandelbrot havde uden at forklare hvorfor sagt, at han snart ville blive udskrevet fra sin hospitalsstue på niende etage på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Lamont kunne ikke finde ud af at spørge, om grunden til udskrivelsen var, at patienten havde fået det bedre, eller om han blev sendt hjem for at dø. Af frygt for, at det måske blev sidste chance for at tale med ham, blev han tilbage efter arbejde og blev hurtigt tryllebundet af det næste kapitel i denne mands historie, som næsten ikke lod sig begribe.

”Men … jeg mener … Hvordan var …?” Der var ikke andet for end at spørge direkte. ”Hvordan fungerede det?” Det er, hvad Lamont Williams spurgte den gamle mand på niende etage om.

”Hvordan det fungerede? Hør efter. Det fungerede som en fabrik, som på samlebånd, en fabrik, der gjorde levende mennesker til døde mennesker. Jeg mener det bogstaveligt. Det er faktisk, hvad der skete. Når SS havde udpeget en til at arbejde i Sonderkommandoen, var det det, man gjorde – alt andet betød øjeblikkelig død og på en måde, der var umulig at forudse – man havde ikke andet valg end at arbejde i en af fem afdelinger. Husk det, fem forskellige slags arbejdsopgaver i Sonderkommandoen.”

”Fem slags arbejdsopgaver,” sagde Lamont Williams sagte.

”Fem slags arbejdsopgaver,” fortsatte mr. Mandelbrot. ”Sonderkommandoen havde fem forskellige opgaver. Det hændte, at vi byttede pladser, men ikke særlig ofte. Jeg arbejdede i min tid i Sonderkommandoen med alle fem slags opgaver.

Jøder ankom til lejren i godsvogne, kreaturvogne fra overalt i Europa, overalt, overalt. Ved De, hvad en kreaturvogn er, mr. Lamont?”

”Som på et tog?”

”Ja, men det var togvogne, som man før krigen havde brugt til kvægtransport. Eftersom transporten af mennesker –”

”Af jøder?”

”Ja, selvfølgelig jøder. Eftersom toget kunne være kommet til Auschwitz-Birkenau fra hele Europa, kunne folk have siddet i vognene i dagevis, en, to, måske tre dage uden mad, uden vand, uden medicin, uden mulighed for at vaske sig. Ved De, hvad det betyder? De var blevet proppet ind i vognene sammen med de få ejendele, de kunne bære, og før ankomsten til deres bestemmelsessted ville nogle af dem være døde. Hvis transporten kom fra en af ghettoerne, var de allerede svækkede, nogle af dem syge og parate til at dø, endnu før de overhovedet kom op i toget. Nogle af dem blev mast til døde oppe i de kreaturvogne, gamle mennesker, og en gang imellem blev også små børn mast ihjel.

Toget ankom så til Birkenau, dørene blev åbnet, og SS begyndte at råbe til de sammenstuvede mennesker i vognen, at de skulle komme ud.”

”Ud af toget?”

”Ja. De havde hunde, der gøede ophidset som på en jagt, jagthunde, der gøede ad folk på togene. Folk kravlede ud af vognene, men nogle af dem kun langsomt, fordi de var gamle og svage. Der var dem, der slet ikke forlod togene. Det var folk, der var døde oppe i kreaturvognene, i togene. De, der kom af, faldt af med alt, hvad de ejede, i hænderne og blev modtaget af SS og hunde, råb og gøen. Disse mennesker vidste ikke, hvor de var. De vidste intet om Auschwitz, de havde aldrig hørt om Auschwitz. Lejren er kun kendt nu på grund af det, der efterfølgende skete disse mennesker, skete dem og alle før dem og alle efter dem.

Det var Kanada Kommando, der tømte vognene for døde mennesker. Kan De huske, at jeg har fortalt om Kanada?”

”Ja.”

”Gruppen fra Kanada Kommando skulle klatre op i kreaturvognene og slæbe jøder ud, der var døde på vej til Auschwitz. Resten af transporten, der stod udmattede med deres ejendele – og der kan have været så mange som et par tusind – blev måske mødt med knippelslag lige med det samme.”

”Af SS-mændene?”

”Ja. Og hvis det var nat – for transporterne ankom både nat og dag – blev de blændet af projektørlys. De kunne kun se det hvide lys, de kunne kun høre SS-mændenes råb, hundegøen og deres egne børns gråd. De mærkede slagene. Ja? Hurtigt, hurtigt! En gang imellem blev de slået i samme øjeblik, de kom ned fra vognene, før de endnu havde hørt navnet på det sted, de var ankommet til. De fik besked på at give fangerne fra Kanada Kommando alt, hvad de havde med, således at de kunne blive sendt videre til det sted, hvor de skulle genhuses.”

”Genhuses?”

”Ja, det var, hvad de fik at vide. Så var tiden inde til det, man kaldte en ’selektion’. En SS-officer, en registrator og en læge var til stede under selektionen.”

”En jødisk læge?”

”Nej, nej, en SS-læge. Kvinderne blev skilt fra mændene, og derefter skulle hver enkelt gå forbi SS-manden og lægen, og de bestemte så, om vedkommende skulle gå til venstre eller højre. Lægen pegede med en stok mod enten venstre eller højre. Normalt sagde han ikke noget, pegede bare. Folk vidste ikke, om det var bedst at blive sendt mod venstre eller højre. Højre var ensbetydende med at blive sat på en arbejdskommando, et slavehold. Venstre betød døden i gaskamrene. Var der brug for mere arbejdskraft, blev en større procentdel måske reddet. En god selektion var, når måske så mange som tredive procent blev sat i arbejde i lejren.”

”Så halvfjerds procent blev gasset?”

”Ja, det var en god selektion. Det var aldrig mindre end det. En gang imellem blev samtlige på en transport omgående sendt i gaskamrene. Lægen pegede mod venstre eller højre, når hver person gik op til ham for at blive studeret. Med så mange mennesker kunne det godt tage lang tid. En gang imellem blev lægen træt og lod stokken beskrive én stor bue over mod venstre. Det betød, at alle de, han endnu ikke havde set på, alle de, der stadig stod og ventede, at de skulle gå mod venstre.”

”For at blive gasset?”

”Ja, til gaskamrene, ja.”

”De sagde, at der var fem forskellige arbejdsgrupper, fem forskellige slags arbejdsopgaver.”

”Ja, Sonderkommandoen havde fem forskellige slags arbejdsopgaver. Det er fint, at De kunne huske det. De er nødt til at huske det.

Først var der afklædningsfasen og transport af tøj til Kanada.

Derefter skulle gaskamrene tømmes for lig.

Så skulle håret barberes af –”

”Af de døde?”

”Ja, håret skulle rages af og guldtænder trækkes ud af folk, når de var blevet gasset.

Så var der fyrbøderne.”

”Fyrbøderne?”

”Ja, det var dem fra Sonderkommandoen, der arbejdede ved ovnene med at kremere de mennesker, der netop var blevet gasset.

Til sidst skulle resterne skaffes af vejen. Ovnene skulle tømmes for aske, og knoglerester skulle knuses. Der er knogler og tænder tilbage, når en krop er blevet brændt. De skulle males til støv.”

”Og det gjorde De?”

”Ja, alt dette var Sonderkommandoens arbejde. Jeg har arbejdet med alle fem ting i min tid.”

”Hvorfor gjorde De det?”

”Det var jeg nødt til, hvis jeg ønskede at overleve. Det gjaldt os alle. Det var ’at leve i dette helvede, en verden som intet menneskeligt væsen før havde oplevet, eller slet ikke at leve’. I begyndelsen tror man ikke sine egne øjne, selv mens man står og ser på det. Man ved ikke, hvor man er, og man tror ikke, man på nogen måde kan stå det igennem.”

”Ønskede De på noget tidspunkt at dø … i stedet for at lave det … arbejde?”

”Ja, mange gange. Hver dag, når arbejdet begyndte, ønskede man at dø. Det er umuligt at forestille sig, hvad man skal igennem bare på en enkelt time. Og man går rundt med denne byrde, en tyngde inde i brystet, som om man er ved at revne, som om ens hjerte skal til at eksplodere. Men hele tiden tænker man så, at en eller anden er nødt til at overleve for at fortælle, hvad der skete. En eller anden er nødt til at give historien videre. Måske er det mig, der får historien ud, så omverdenen får den at vide. Hvordan får folk ellers at vide, hvad der skete i lejrene?”

”De ønskede at overleve, så historien kunne blive fortalt?”

”Ja, hvad anden grund var der til at leve videre?”

”Deres familie?”

”Efter at have set hvad de gjorde, vidste jeg, at alle i min familie var døde. Hvis nogen af dem havde overlevet ghettoen, ville de ikke have overlevet transporten, kreaturvognene, og hvis de havde overlevet transporten, ville de ikke have overlevet selektionen. Alt det vidste jeg nu. I Sonderkommandoen får man mere at vide om døden, end man nogensinde ønsker at vide. Man stod i døren mellem liv og død. Man så det hele.

Når et tog kørte ind, skulle vi straks stille i omklædningsrummet i det krematoriekompleks, vi hørte til. Der skulle vi vente på ofrene, jøderne. De kom fra hele Europa, Grækenland, Frankrig, Ungarn, hele Europa. I Birkenau var der, ud over to små huse, det røde og det hvide hus, som de en gang imellem også tog i brug, fire krematorier med tilhørende gaskammer: Krematorium II, III, IV og V.”

”Hvad med nummer et?”

”Nummer et lå i Auschwitz I, de andre i Birkenau, alle de andre. Birkenau var Auschwitz II.”

”Hvor De var?”

”Ja. Hvert krematorium havde en lukket gårdsplads, så ingen udefra kunne se, hvad der foregik. Jøderne skulle over gården for at komme ind i krematoriebygningen, en bygning med en enorm skorsten som på en fabrik, der foruden ovnene også rummede gaskammeret. Men før det skulle ofrene ofte stille op på gårdspladsen, mens en SS-officer, en som for eksempel Oberscharführer Moll …” Mr. Mandelbrot rystede langsomt på hovedet, da han nævnte mandens navn. ”Oberscharführer Moll, en forfærdelig mand, holdt så måske, men ikke altid, en kort tale, og talen handlede altid om det samme. Han fortalte dem, at de skulle i brusebad, og bagefter blev de sat i arbejde. Derefter blev de sendt til det, man kaldte ’omklædningsrummet’, der lå i forbindelse med krematoriet. Der var nummererede kroge i omklædningsrummet, fortalte han, og de skulle efterlade deres ting ved en af krogene og huske nummeret, så de kunne få dem tilbage, når de havde været i bad.”

”Var der så kroge med numre?”

”Ja, der var kroge med numre, og i gaskammeret var der tilmed … Hvad hedder det, som vand kommer ud af i et brusebad?”

”Brusehoveder, vandhaner?”

”Ja, der var brusehoveder i loftet i gaskammeret, men rørene førte ingen steder hen. Det var bare brusehoveder. Der kom ingen vand ud af dem. Det var kun for at narre dem. Det hele var kun for at narre dem, så de ikke gik i panik; for at holde dem mest muligt i ro, så det hele gik som et urværk. Det hele skulle være så effektivt som muligt, og de havde været nødt til at gøre det på denne måde. Det hændte, at mere end ti tusind mennesker blev gasset og brændt på en enkelt dag.”

”Ti tusind?”

”Ja. Det er ubegribeligt. Det er bare … værre end ens værste mareridt. Hvert eneste led i processen skulle ske så effektivt som muligt. Nå ja, tyskerne har altid haft ordenssans. Det ved De jo. De fik folk til at gå ned ad trappen i bygningen –”

”Hvordan så den ud?”

”Hvad, bygningen?”

”Ja.”

”Den lignede en helt almindelig bygning, røde mursten og rødt tegltag og en meget høj skorsten. Intet … forstår De … hvis man ikke vidste … Der var intet, der kunne afsløre, at der indenfor lå et gaskammer og endnu et rum med fem ovne, hvis eneste funktion var at brænde mennesker. Somme tider, når ovnene ikke kunne følge med, blev ligene brændt i åbne gruber. Jeg kan huske, at skorstenene på Krematorium II og III var højere end de andre, men ellers var de ens.”

”Hvem gravede gruberne?”

”Det gjorde vi.”

”Sonderkommandoen?”

”Ja, vi gravede gruberne, og vi tog de gassede jøder og smed dem i massegrave, og der var en særlig måde, vi skulle gøre det på, som nazisterne havde bestemt … som gjorde det nemmere at brænde ligene. De kunne godt lide orden.”

”Ja, De sagde, at …”

”Det er almen viden. De fik folk til at gå i kø ned ad trappen til omklædningsrummet.”

”De mener ’på række’?”

”Ja, en række på måske fem ad gangen. Fem mennesker gik ned ad trappen og så fem mere og fem mere. Indtil hele transporten var blevet sendt derned. Måske helt op til to tusind mennesker.”

”Hvorfor gjorde de det, jøderne? Hvorfor adlød de?”

”Jeg sagde jo, at de fik at vide, at de bare skulle i bad, desinficeres, før de blev delt op i arbejdskommandoer, og de gjorde det også, fordi der stod SS-folk hele vejen rundt om dem og også henne ved trappen, bevæbnede SS-folk. Enkelte SS-folk gik også med ned i omklædningsrummet, hvor vi var.”

”Havde folk ikke en mistanke om, hvad der skete dernede?”

”Hvor skulle den mistanke være kommet fra?”

”Det ved jeg ikke … rygter?”

”Jo, der var rygter, og der var dem, der havde mistanke. De har ret. Når nogen havde mistanke om, hvad der skulle ske, gik de måske langsommere ned ad trappen, men det førte blot til så slemme prygl af SS-mændene, at man kunne dø på stedet, så mange knippelslag, at folk flygtede ned ad trappen fra det, de vidste, var virkelighed, til en skæbne, der indtil videre kun var et rygte. Mennesker klynger sig til håbet, så længe de kan, mr. Lamont. Måske er der bedre dernede end heroppe? En mistanke er ikke det samme som vished. Det, der skulle ske nu, var aldrig tidligere sket i verdenshistorien. Intet andet folkeslag havde nogensinde lidt en skæbne som den, jeg her fortæller Dem om. Men det var i virkeligheden ligegyldigt, hvad de troede. Dette var, hvad der skulle ske, og det, de tænkte, havde kun indflydelse på, hvor lang tid det kom til at tage. Hvis man kunne holde jøderne i uvished, indtil de var kommet ind i gaskammeret, gik det hele meget hurtigere, meget mere smertefrit.”

”Talte De med dem?”

”Ikke meget. Vi havde ikke lov til at sige ret meget, kun de ting, som nazisterne havde sagt, at vi skulle sige.”

”Hvad for eksempel?”

”’Tag tøjet af. De skal i bad. Husk, hvor De har lagt Deres tøj.’ Den slags ting.”

”De løj for dem? Hvordan kunne De –”

”Hør nu, hvad synes De, jeg skulle gøre? Fortælle dem sandheden? Mr. Lamont, de var nede i en kælder. De var forsvarsløse. De tog tøjet af, og så var de nøgne. Det ville ikke gavne dem at høre sandheden? Vi ville hellere fjerne deres frygt. Kan De se dem for Dem? Mødre med små børn, en gang imellem babyer, unge piger, teenagepiger, folk, der skammede sig over at være nøgne, gamle mennesker, som vi var nødt til at hjælpe af tøjet –”

”De tog tøjet af dem?”

”Ja, en gang imellem gik det for langsomt for nazisterne, og så var vi nødt til at klæde dem af. Folk som vores fædre og mødre, vores bedsteforædre, der i forvejen var syge og svage og bange. Hvorfor gøre dem endnu mere bange? Hvad skulle det gøre godt for? Vi kunne sige dem et par trøstende ord, de sidste ord, de ville få at høre på denne jord, før de gik ind i gaskammeret. Ville de have nogen glæde af at vide besked?”

”Hvad ville der være sket Dem, hvis De havde fortalt dem sandheden? Jeg mener, havde De aldrig lyst til at advare dem? Hvorfor advarede De dem ikke?”

”Hvorfor advarede vi dem ikke?”

De første fem kom ned ad trappen. Ingen ønskede at se på dem. Henryk Mandelbrot var et af de omtrent tyve medlemmer af Sonderkommandoen, der stod i Krematorium II’s såkaldte omklædningsrum. Han stod midt i rummet. Gulvet var af grå beton, og væggene var hvide. Langs alle vægge var der glatte fyrretræsbænke, og over dem hang kroge med et nummer. Det lignede et meget stort, meget aflangt, men ellers helt almindeligt omklædningsrum på en skole. Når der var flere Sonderkommando-mænd end ofre dernede, hvad der altid var det første minuts tid, var det svært at finde på en undskyldning for ikke at se ofrene i øjnene. Det værste var, at de første, der kom ned, var kvinder, medmindre det havde været en ren mandlig transport. Oven i det, kvinderne netop havde været igennem, og oven i, hvad de havde mistanke om, at de skulle til at gå igennem, var de udmattede, forvirrede og meget skamfulde over at skulle klæde sig nøgne foran fremmede. Der var gifte kvinder, der kun havde taget tøjet af for deres mænd. Der var gamle kvinder, små piger og teenagepiger fra landsbyer, shtetls, som kun deres mødre havde set nøgne. De kunne endnu knap nok forestille sig at være gift med en mand, der fik lov til at røre ved deres krop og se dem uden tøj på. Nu bad SS-mænd dem med bryske, skarpe stemmer om at tage tøjet af, og alle vidste, at SS-mænd ikke ville dem noget godt. Det var den slags mænd, der havde spærret dem inde i ghettoer, fuldt påklædte, bevæbnede uniformerede Hitler-soldater. Og det var ikke nok bare at tage tøjet af. De skulle også gøre det meget hurtigt. SS-mændene reagerede forskelligt på de nøgne kvindekroppe, det bedste var med ilter ligegyldighed, det almindelige var med hårde ord for yderligere at ydmyge dem, og ofte var det med vold.

De første fem kvinder, der kom ned i omklædningsrummet, blev tiltalt med en ’nu ikke noget pjat’-stemme. Nogle af dem undrede sig over, at bevæbnede SS-mænd skulle se dem klæde sig af for at gå i brusebad. Noget var forkert. Og hvem var de andre mænd, tilsyneladende fanger, der også var opsatte på, at de skulle få tøjet af så hurtigt som muligt og gå videre ind i bruserummet ved siden af? Disse mænd, fangerne, lignede jøder. De talte til dem på jiddisch, men de ville ikke se dem i øjnene.

”Kom så i gang. Skynd Dem. Læg Deres tøj under en krog og husk nummeret på den,” sagde Henryk Mandelbrot til en kvinde, hvis skamfølelse så ud til at have paralyseret hende. Han kunne ikke se hende i øjnene, men han så en SS-officer holde øje med sig, mens han henvendte sig til den langsomme kvinde, og så så han en smule lettet officerens blik glide videre fra ham til andre Sonderkommando-mænd, til Schubach, Ochrenberg, Touba og Raijsmann, samtidig med at fem nye kvinder kom ned ad trappen, og så fem mere efterfulgt af yderligere fem og en ny række på fem. Meget hurtigt var der flere ofre end Sonderkommando-mænd og SS-mænd i omklædningsrummet, selv om de kvinder, der havde taget tøjet af, var blevet gennet videre til rummet med brusehovederne. Nu begyndte mænd at komme ned ad trappen i rækker på fem. Nogle SS-mænd skreg ad dem oppe for enden af trappen, eller var det ad de fem, der kom efter, eller ad de fem, der kom efter række nummer to? Knippelslagene var allerede begyndt at regne ned over ofrene for at få dem hurtigere ned, og rækker skubbede til rækker for at undslippe slagene. De første fem mænd så kvinder, der klædte sig af, og tøj, der lå i bunker rundt omkring i rummet.

”De kan hente tøjet igen, når De har været i bad,” sagde Mandelbrot til en ældre mand, der havde svært ved at tro sine egne øjne. Manden nikkede langsomt, alt for langsomt. Henryk Mandelbrot vidste, at manden ville blive tævet, hvis han ikke straks begyndte at klæde sig af.

”De er nødt til at skynde Dem!” En baby græd, og det fik en anden baby til også at begynde at græde. En mor forsøgte at trøste barnet, samtidig med at hun i en fart skulle klæde både sig selv og barnet af. En SS-mand holdt øje med hende, og hun opdagede det. Med barnet i favnen vendte hun ryggen til ham.

”Brusebadet … Er det det samme for både mænd og kvinder?” spurgte den ældre mand Mandelbrot.

”Ja, det samme,” svarede Mandelbrot tonløst, samtidig med at han hjalp ham af frakken. Fem nye mænd kom ned, efterfulgt af nye fem, hvoraf nogle blødte i hovederne, og alle blev skubbet videre af rækken bag dem. Så fem mere …

”Er De jøde?” spurgte den ældre mand Henryk Mandelbrot.

”Ja. De er nødt til at skynde Dem. De slår os begge, hvis De er for –”

”Det er gas, ikke sandt?”

Mandelbrot vendte ryggen til denne ældre mand, da yderligere fem mænd kom ned ad trappen til omklædningsrummet, efterfulgt af fem nye, så yderligere fem og fem efter dem. Henryk Mandelbrot var nødt til at se væk fra trappen. Men hvor kunne han så se hen? Yderligere fem kom ned efterfulgt af fem mere og så igen fem. En pige på cirka tolv år bar sin bror, der ikke så ud til at være mere end tre. Mandelbrot gik hen til hende og hendes bror.

”Du rører ham ikke, din jødiske morder! Han dør sammen med mig … i mine arme.”

Så kom fem mere, og endnu en række på fem, en tømrer, hvis kone plejede at bebrejde ham, at han arbejdede for meget, en skrædder kom ned, så en mand med en sangstemme, som alle naboer altid havde elsket, en lærer var der, der havde håbet på engang at blive rektor, en enke, der lappede tøj, en sygeplejerske, der havde haft en affære med en patient, en lidt overvægtig elleveårig dreng med bølget hår, der følte, at han aldrig havde kunnet leve op til sine forældres forventninger, han var der også. Også den fedeste mand i hele landsbyen skulle tage tøjet af i en fart. En nyuddannet læge var der, og en af hans professorer fra lægestudiet stod henne i et hjørne, men det vidste han ikke. En mand havde engang på en forretningsrejse været sin kone utro, og han var her også. Det samme var en apoteker, der altid havde forsøgt at hjælpe sine medmennesker, en pige, der blev ved med at kalde på sin søster, en kvinde, der i håb om at formilde Gud var gået ud med mad til enker, en tyv, en mand, der solgte stearinlys, en prostitueret, der var stukket af hjemmefra, en mand, som ikke havde haft held til at blive optaget på kunstskolen, men som var blevet ved med at tegne uden at vise sine tegninger til nogen, en krydderihandlers kone, en ingeniør, en fiskehandler, en kvinde, hvis mand ofte gjorde hende forlegen, var der også, en mand, der arbejdede sammen med sine brødre i et støberi, en murermesters datter, en mand, hvis dårlige syn folk ikke havde lagt mærke til, en matematiker, en kvinde, der elskede modeblade var der sammen med sin datter, der drømte om engang at blive model. Så kom fem nye ned, herunder en rabbiner, en kantor og en kvinde, der havde forsøgt at se alle de film, der nogensinde var kommet til byen, og jøderne blev ved med at komme. De hørte ordren om at klæde sig af og begyndte at gøre det, alle andre gjorde, før de af SS-mænd blev tvunget til at gå videre til et nyt rum og vente på at kunne komme i bad. Og så yderligere fem.

Der var varmt og overfyldt i omklædningsrummet. Schubach, Ochrenberg, Touba og Raijsmann befandt sig dernede sammen med Henryk Mandelbrot. Stående spredt rundt i rummet sagde de og de andre i gruppen de samme ting til jøderne, der blev ved med at komme ned i rækker på fem. Overvåget af en SS-mand begyndte et medlem af Sonderkommandoen, Wentzel, at bruge næverne på en kvinde, der var for langsom til at komme af tøjet. En mand, der var ved at klæde sig af, kiggede fuld af foragt på ham, og kvinden satte farten op. Dette havde været et proppet tog med tæt på 2.000 mennesker. Omklædningsrummet blev fyldt op, samtidig med at det blev tømt, når nøgne mennesker gik videre til rummet ved siden af. Bagefter skulle et bjerg af tøj bæres væk, tøj af alle slags og størrelser såvel som alle de bittesmå ting, folk i sidste øjeblik tog med, gemt i tøjet eller et sted på kroppen. Der var små fotos af mennesker, de holdt af, et udmærkelsesbrev fra den tyske hær fra 1. Verdenskrig, en kam, en bedsteforælders vielsesring, en lap papir med kun en eller andens underskrift på, en lille plysbjørn, penge, som i al hast var blevet syet ind i et frakkefor, en pen, et kærestebrev, noget småt, som en baby kunne få at spise, et telefonnummer kradset ned på bagsiden af en busbillet og en jarmulk at have på hovedet, når ejeren havde været i bad.

Henryk Mandelbrot så Ochrenberg gå hen til en smuk ung kvinde med mørke øjne og kraftigt sort hår, der stod sammen med et barn, en søster eller en datter, det var svært for Mandelbrot at afgøre. Hvad var der galt? Ochrenberg stod alt for længe henne hos hende. Talte han med hende? Han burde gå videre nu. Kvinden holdt op med at klæde sig af, kiggede på Ochrenberg og begyndte at råbe op. Pludselig skyndte Ochrenberg sig væk. Fra sin plads et stykke derfra så Mandelbrot den anspændte og bekymrede stemning i nærheden af kvinden skifte til uforfalsket panik. Også SS-mændene så det. Som ringe i vandet, efter at en sten var blevet kastet i en skovsø, bredte panikken sig, og jo tættere på Ochrenbergs kvinde, jo større panik.

”Der er ikke vand i brusebadet. Det er gas! Det er gas!” skreg kvinden.

”Gas?”

”De agter at gasse os!”

Slag regnede ned over denne halvpåklædte kvinde. Folk, også barnet, trak sig væk fra hende, mens SS-mændene slog hende i gulvet og bankede løs på hende. Hun lå der, gispende og med blodet strømmende ud af kvæstelser på brystet og i hovedet. Hvad havde Ochrenberg håbet på at opnå? De sidste fra transporten blev skubbet ned ad trappen, mens den unge kvinde lå bevidstløs på gulvet. Mandelbrot blev nødt til at klæde hendes barn af, der nu var hysterisk. Barnet kæmpede imod, snoede sig i alle retninger for at komme fri, vred sig i Mandelbrots arme, som var det besat. Hvis han gav slip på hende, ville de også tæve hende.

De sidste par rækker på fem kunne ikke undgå at se, hvor skrækslagne dem foran dem var. De så den unge kvinde ligge bevidstløs mellem tøjbunkerne. En mor, der var en af de sidste til at komme ned, råbte: ”Min søn! Jeg kan ikke finde min søn! Han har en blå frakke på. Han har en blå frakke på. Han er tre år gammel. Jeg vil bare gerne finde min søn. Han holdt mig i …” Kvinden begyndte at gå op ad trappen igen, mens hun forklarede, at hun ledte efter sin søn, men en SS-mand greb hende om livet, kastede hende ned på gulvet og skød hende i hovedet. På det tidspunkt var det meste af transporten videre og befandt sig enten ude i gangen, der førte fra omklædningsrummet til gaskammeret, eller inde i selve gaskammeret.

Nøgne gik de gennem døren, den eneste dør, med skiltet, hvorpå der stod: ’Til desinfektionsrummet.’ Folk, der ikke kendte hinanden, stod nøgne sammen i dette rum, hvor der var mærkbart lavere til loftet end i omklædningsrummet. I begyndelsen stod de spredt, men i takt med at rummet blev fyldt mere og mere op, var de tvunget til at rykke sammen, indtil de stod så tæt, at de ikke kunne undgå at røre ved hinanden. Børn græd. Voksne forsøgte at trøste dem. Børn ledte efter deres forældre. De kaldte på dem, mens rummet blev fyldt op.

”Hvor er du? Er du der? Hold mig i hånden.”

Nogle var frygteligt forlegne og stod med sænket blik. Andre så sig forvildet omkring. Hvad slags verden var det her? Noget var galt. Det føltes galt. Nogle kiggede op på brusehovederne i loftet. Andre ledte efter den gud, som de og deres forældre og deres bedsteforældre havde gjort sig så stor umage med at behage. Atter andre skreg vredt ad tyskerne. De kiggede rundt i rummet, mens folk råbte ad SS, kaldte på hinanden, på deres børn, på Gud. Der sad elpærer inde under et trådgitter hele vejen ned gennem rummet. Familier stod tæt sammen, hvis de kunne komme til det. De holdt om hinanden. Når en far fik mistanke om sandheden, omfavnede han sin kone og sine børn og holdt sin mistanke for sig selv, men de så ham græde lydløst og begyndte så også at græde. Snart græd alle rundt omkring dem. Midt i rummet stod fire søjler lavet af adskillige lag trådnet.

I begyndelsen var folk i rummet med brusehovederne for desorienterede og bange til at lægge mærke til søjlerne. Hvem havde overskud til at notere sig rummets arkitektur? Ville vandet være varmt? Ville det være for varmt? Var der virkelig brusehoveder nok til så mange mennesker? Men snart, lige om et øjeblik, ville alle i rummet opdage disse søjler. Folk var stuvet tæt sammen i dette rum, og henne ved døren skreg en eller anden usædvanlig højt og skingert. Dette skrig kom fra den sidste, der ved hjælp af en geværkolbe blev tvunget ind i rummet. Der var ikke plads til flere derinde. Mange vidste nu, hvad der skulle ske, så snart SS-manden havde lukket og forseglet døren.

Ude i omklædningsrummet stod Henryk Mandelbrot og de andre fra Sonderkommandoen, inklusive Schubach, Ochrenberg, Touba og Raijsmann, og kiggede på hinanden og tøjbjerget. De var paralyserede. De var altid paralyserede. En gang imellem var de taknemmelige over ikke at være blevet skubbet ind i gaskammeret, men for det meste følte de ingenting.

”Hvad venter I på, røvhuller?” råbte en SS-mand ad dem. ”Begynd at samle tøjet sammen.”

Han pegede med støvlesnuden på moderen til den savnede lille dreng i den blå frakke, som han for et øjeblik siden havde skudt, og sagde til Mandelbrot: ”Her er endnu en til dig,” og efter at have stukket sin pistol i hylsteret skulle han til hurtigt at gå fra omklædningsrummet op til et udendørs vindue for at følge med i det, der skete i gaskammeret. Så standsede han brat og vendte sig om mod Mandelbrot for at sige noget.

”Hvis der stadig ikke er plads i ovnene, kan du bære hende ud til gruben, mens de andre samler tøjet sammen. Fart på. Jeg har mere arbejde til jer.”

En lastvogn med et vildledende Røde Kors-symbol på siderne var i mellemtiden kørt op til krematoriekomplekset, og forseglede metalbeholdere var ved at blive løftet ned fra ladet. En SS-mand tog en gasmaske på og åbnede ved hjælp af en hammer og en kniv en af beholderne. Indholdet, Zyklon B, bestod af piller af meget porøs sten, der var mættet med blåsyre. SS-manden med gasmasken åbnede nu lugerne på gaskammerets fire trådnetssøjler, der stak op gennem taget, og hældte Zyklon B ned i dem. En mand med denne arbejdsopgave fik ekstra ration cigaretter, og hvis der ikke var for mange officerer, der trængtes om udsigten, fik han også lov til at følge med i gasningen gennem et kighul i døren. Det var en meget populær arbejdsopgave.

De grønne Zyklon B-piller faldt ned på bunden af hver af de fire hule søjler, og i varmen i det foropvarmede og nu overfyldte rum begyndte den ustabile blåsyre, som pillerne var mættet med, at fordampe og sive ud gennem trådnettet. Folk tættest på søjlerne gispede først chokeret og begyndte meget hurtigt derefter at hive efter vejret. Så begyndte alle i rummet at hoste, og i løbet af få minutter var folk ikke længere sig selv. Deres kropsceller blev tømt for ilt af blåsyren, og de blev simpelthen kvalt. I takt med at blåsyren begyndte at virke, og alle organer i kroppen skreg efter ilt, bredte der sig en angst i folk, som de aldrig havde oplevet før, en øjeblikkelig, ufiltreret primalangst. De var imidlertid fysisk ude af stand til at undertrykke trangen til at trække luft ned i lungerne og indåndede mere og mere gift.

Blåsyren, der dampede ud af pillerne i bunden af søjlerne, spredte sig gennem trådnettet og steg op mod loftet. I begyndelsen var der mest giftigt nede ved gulvet, men det varede ikke længe, før resten af rummet havde indhentet gulvet. Det var i sekunderne, før gassen havde koloniseret alle kroge og hjørner, at de indespærrede begyndte at klatre. Folk var nu meget langt fra at være dem, de havde været hele deres liv. I takt med at bevidstheden begyndte at vige, ophørte de med at opføre sig som forældre, ægtefolk, venner, søskende og blev i stedet til de mest primitive livsformer, der ikke kunne gøre andet for at holde sig i live end desperat at forsøge at komme væk fra gassen, der bredte sig opad og ud i rummet. De mindste, de svageste, de mest skrøbelige blev mast ihjel, da manden med den smukke sangstemme, tømreren, den yngste af de to læger, ingeniøren og tyven klatrede op og hen over en eller andens krop, måske på hovedet af den kvinde, hvis mand plejede at gøre hende forlegen, den elleveårige dreng med det bølgede hår, læreren, luderen, murermesterens datter, den mand, der aldrig viste andre mennesker sine tegninger, den ældre mand, der havde været langsom til at tage tøjet af, kvinden, der kunne lide modeblade, hendes datter. Og på børnene, og de gamle.

Smerterne blev hurtigt forfærdelige. Folk savlede som dyr. Øjnene bulnede ud af hovederne. Deres kroppe begyndte at spjætte i vilde spasmer, mens gassen gjorde kål på al den ilt, den kunne finde. Efter tre minutter blødte de, nogle af dem fra sår, de havde fået i kampen for at komme højere op på bunken, og alle på grund af gassen. De blødte ud af næsen. De blødte ud af ørerne. Folk mistede kontrollen over blære og tarm, og mange blev mast ned i blod, urin, opkast og ekskrementer, mens mennesker med minder, kærlige følelser, ambitioner, forhold til hinanden, meninger, værdier og færdigheder smeltede sammen til et enormt bjerg af forvredne kroppe dækket af deres egne kropsvæsker, der stod op i en meters højde, alle hivende efter vejret, med spjættende lemmer og ansigter, der var fortrukne af smerte. Deres hjerner og kropsorganer blev sekund for sekund berøvet al ilt, og det var i en tilstand af ubeskrivelig angst og smerte, at de tænkte deres sidste tanker. De var for længst ophørt med at være mennesker.

Sonderkommandoen hørte ude i omklædningsrummet alle skrig og kendte mønsteret fra de tidligere gange: højere og højere og højere, indtil de kulminerede og derefter begyndte at klinge af. De fortsatte med deres arbejde og ventede desperat på, at der skulle blive stille. De vidste, at stilheden var på vej, men kunne ikke vente. Da den langt om længe kom, og døren gik op, var lidelserne i rummet ved siden af forbi, og disse mænd, de sidste, der havde set ofrene i live, kunne nu ud fra de forfærdeligt forvrængede ansigtsudtryk og de ubegribeligt forvredne kropsstillinger midt i bjerget af lig gøre sig et begreb om lidelsernes omfang.

Henryk Mandelbrot tog tøjet af den myrdede mor til et treårigt barn og smed det oven på alt det andet. Vel vidende, at der stadig var kø foran ovnene, tog han fat i hendes arm og slæbte hende op til de brændende gruber udenfor, hvor lig fra en tidligere transport lå i en bunke og ventede på, at Sonderkommando-mændene kunne smide dem ned i gruberne. Da han kom tæt på, steg flammerne højere op, end hans øjne kunne se. Han hostede og var ved at blive kvalt af røgen. De mænd, der arbejdede her, havde bundet stof over mund og næse, men Mandelbrot var kun kommet for at aflevere et lig. Det her var ikke hans arbejdskommando. Hans øjne løb i vand. Han gav slip på den døde kvindes hånd for at gnide sig i øjnene, og det var da, at han så de andre mænd holde inde med arbejdet. Han så, at de kiggede hen på Oberscharführer Moll, der stod foran gruben.

Oberscharführer Moll holdt i sine arme en tre år gammel dreng med mørkebrunt hår. Drengen havde en blå frakke på og skreg på sin mor. Han lod drengen falde ud af armene og ned på jorden, så luften blev slået ud af ham. Drengen var i chok. Så løftede Moll en nypudset støvle og hamrede den ned i drengens ansigt. Drengen skreg af angst, da han så, hvad der var på vej ned mod ham, og derefter af smerte. Oberscharführer Moll bøjede sig ned for at løfte det kvæstede barn op igen. Han tog den blå frakke af det klynkende, blodige barn, smed frakken over den ene skulder og kastede derpå drengen som en sæk hvede ned på de brændende kroppe. Henryk Mandelbrot hørte barnet skrige oppe fra toppen af bålet. Drengen havde ikke været død, da han blev kastet ned. Mandelbrot løftede barnets mors nøgne krop og kastede den ned ved siden af sønnen, så tæt på som overhovedet muligt. Derefter skyndte han sig tilbage til omklædningsrummet.

Schubach, Ochrenberg, Touba, Raijsmann, Wentzel og de andre var ved at arbejde sig gennem tøjbunkerne i omklædningsrummet, da han kom tilbage. Gaskammeret burde nu være blevet åbnet, men af en eller anden grund var det ikke sket. Mandelbrot havde netop registreret dette, da Oberscharführer Schillinger kom til syne sammen med adskillige SS-mænd.

”Er de her alle?” spurgte han en af SS-mændene.

”Javel, hr. Oberscharführer.”

”Alle sammen?”

”Javel, hr. Oberscharführer. Den anden er netop kommet tilbage.”

”Udmærket. I går nu alle til ovnene i Krematorium III. Straks! Af sted! Alle sammen.”

Henryk Mandelbrot og alle de andre, der var sammen med ham i omklædningsrummet, vidste, at ingen af ovnene i Krematorium III, ja, at ingen ovne i nogen af Birkenaus gaskammer- og krematoriekomplekser kunne rumme flere lig. Ovnene kunne ikke holde trit med det antal lig, der allerede var blevet bragt over til dem. Det gav ingen mening for disse mænd, at de skulle gå hen til ovnene i Krematorium III, især fordi de endnu ikke var færdige med sortering af tøjet fra den seneste transport nede i omklædningsrummet i Krematorie II-bygningen, der var deres arbejdsplads. Derudover lå der i gaskammeret ved siden af bygningen med ovnene 2.000 mennesker, nu døde, netop gasset ihjel. Kammeret skulle tømmes og rengøres til de næste, der allerede stod og ventede udenfor, mens de hørte en SS-officer fortælle om, hvor vigtigt det var for dem at blive desinficeret, før de blev overført til deres nye arbejdsopgaver.

På trods af deres bange anelser vedrørende årsagen til Oberscharführer Schillingers ordre kunne ingen af dem drømme om ikke at adlyde den. Så kunne de lige så godt løbe direkte ind i det elektriske hegn og få det overstået på den måde. Derfor gik de alle, uden at blive fulgt på vej af SS-vagter og uden den mindste tøven, hen til ovnene i Krematorium III. Lugten af brændende kød var kvalmende. Enkelte af dem var ved at kaste op. Blandt fyrbøderne var Zalman Gradowski, som så disse mænd komme, mens han var ved at lægge liget af en ung mand, den sidste af tre, op på en metalbakke. Han skubbede den ind i ovnen og lukkede derefter den tunge halvrunde ovndør, hvorefter kroppene begyndte at brænde.

”Hvad laver I her? Vi kan ikke tage imod flere. Se der!” sagde han og henledte deres opmærksomhed på en stabel lig, der ventede på at blive skubbet ind i ovnene. ”Mandelbrot, hvad sker der?”

”Aner det ikke. Schillinger beordrede os herover. Han fortalte os ikke hvorfor.”

Da Zalman Gradowski hørte Schillingers navn, holdt han inde med arbejdet. Han kiggede spørgende Mandelbrot ind i øjnene, når nu der ikke kom nogen forklaring ud af hans mund. Og i det samme så han Oberscharführer Schillinger marchere ind i krematoriet sammen med et antal SS-vagter.

”Tag dine sager ud,” beordrede Oberscharfürer Schilling Gradowski, hvormed han mente ligene inde i ovnen. Ingen havde før fået en ordre som den. Mændene ved de andre ovne stod stille og fulgte med i det, der skete for øjnene af dem.

”Var der nogen, der sagde, at I skulle holde op med at arbejde? Kom så i gang!” råbte Schillinger ad de andre fyrbødere, og de gik straks i gang med arbejdet igen.

Zalman Gradowski havde ikke tænkt sig at udsætte sig for Schillingers vrede, men ikke desto mindre kunne han ikke tro, at han havde opfattet ordren korrekt. Hvad var farligst? At standse brændingsprocessen, når nu han og de andre hele tiden fik besked på ’at sætte farten op’, eller at tjekke, at han havde forstået ordren korrekt? Et øjeblik stirrede alle, inklusive de SS-folk, der var kommet ind sammen med Schillinger, på Gradowski. Få minutter forinden havde han stille og roligt passet sit arbejde med at brænde mennesker, apatisk efter at have brændt så mange i uendeligt mange skiftehold. Hans tanker var flygtet ind i erindringen om en begivenhed i hans fortid, før krigen, og det var der, han, bortset fra med sin krop, befandt sig nu. Pludselig var Oberscharführer Schillinger så dukket op og havde udvalgt ham foran Sonderkommando-mænd, der ikke engang burde være der. Schillinger gav ham en ordre, der logisk set var i modstrid med hans fortsatte eksistens. Syntes de, at han arbejdede for langsomt? Hvad foregik der her? Zalman Gradowski var forvirret, hvilket i hans nuværende situation var ensbetydende med, at han var skræmt fra vid og sans.

”Tage dem ud, hr. Oberscharführer?”

”Tag dem ud, jøde!” brølede Schillinger.

Gradowski åbnede ovndøren og trak med en slags rive de tre lig på metalbåren ud af ovnen. Nu var stanken ulidelig, og to af SS-mændene var tæt på at brække sig. Hænder og fødder på de to første lig, der visse steder var røde, andre steder forkullede og atter andre steder fyldt med vabler, var allerede begyndt at krølle sammen og bue opad.

”Læg dem på gulvet,” sagde Schillinger, denne gang roligt.

Gradowski brugte riven som en slags høtyv og tømte båren for lig, det ene efter det andet. Ingen sagde noget, mens han gjorde det. Ingen vidste, hvad meningen var. Gradowski var fuldkommen i vildrede, da Schillinger pludselig vendte sig mod Mandelbrot, Schubach, Ochrenberg, Touba, Raijsmann, Wentzel og de andre, der som beordret var gået fra omklædningsrummet over til krematoriet, og han begyndte roligt at tale til dem. De andre fyrbødere spidsede ører uden at vise det for at opfange, hvad han sagde.

”Vi havde visse problemer med den sidste transport nede i omklædningsrummet, ikke sandt? Det forsinkede os. En gang imellem sker forsinkelserne af grunde, vi ikke kan gøre noget ved. Det forstår jeg godt. Det kan ske for os alle. Der er så meget at komme igennem. Men lige nu står vi med et problem, som vi heldigvis kan løse.”

Han tav et øjeblik og vendte sig om for at se på ovnen. Han trådte et skridt nærmere og kiggede ind i den for at se på flammerne, der aldrig døde ud. Den uhyggelige varme fik selv på afstand sveden til at perle på hans ansigt. Roligt tog han et lommetørklæde op af lommen og tørrede panden.

”Hør, folkens, når I advarer dem, går de i panik. Når de går i panik, sinker det os, og det er noget skidt for os alle sammen,” sagde han og trådte væk fra ovnen, tørrede endnu en gang sveden af panden og kiggede ned på det førhen rene lommetørklæde for at se, hvor meget af fugten det havde opsuget. ”Vi siger det til jer hele tiden. I kan ikke påstå, at det er løgn, hvad jeg siger. Bare fortæl dem, hvad vi har sagt, at I skal fortælle dem. Det kan ikke være så svært at huske, og det gør jeres arbejde så meget desto lettere. Lad være med at advare dem. Husk det nu, lad være med at advare dem,” sagde han blidt. Så lukkede han øjnene, som om han var træt, og nikkede let, bare en enkelt gang, og før Sonderkommandoen fattede noget, havde tre SS-mænd taget fat i Ochrenberg, en i hver arm og en i hans ben, og skubbede ham med hovedet først ind i Gradowskis åbne ovn. Lyden af Ochrenbergs skrig inde fra ovnen fik alle i rummet til at holde inde med arbejdet, men nu så det ikke ud til, at denne uplanlagte pause generede Oberscharführer Schillinger det mindste. Den tabte arbejdstid var en investering i effektivitet. Nu kunne de alle gå tilbage til omklædningsrummet og tømme gaskammeret, og en ny mand ville blive udpeget fra den sidste transport til at indtage Ochrenbergs plads i Sonderkommandoen.

Alt dette skete inden for de første femoghalvfjerds minutter på en enkelt arbejdsdag i Henryk Mandelbrots tid som Sonderkommandoarbejder i Birkenau.

”Hvorfor advarede De dem ikke?” havde Lamont Williams spurgt. Treogtres år efter lå mr. Mandelbrot på niende etage i Memorial Sloan-Kettering Cancer Center dagen før, han skulle udskrives, og fortalte manden fra Driftsafdelingen om, hvordan en mand ved navn Ochrenberg døde.

Der skulle gå nogle måneder, før de så hinanden igen. Den gamle mand skulle nu være lidt sammen med sin familie, før han kom tilbage til byen for at gå i ambulant behandling. Og da det blev koldere i vejret, blev han indlagt igen, og de to mænd fandt atter hinanden. Men i tiden derimellem var der kun få dage, hvor Lamont Williams ikke tænkte på denne mand og alt det, han havde fortalt ham. Der var så mange ting, han gerne ville spørge den fraværende patient om. Adskillige gange kunne Lamont Williams på vej hjem om aftenen eller ned ad Second Avenue for at spise frokost tage sig i at ønske at fortælle en eller anden om Ochrenbergs død, den mand, der havde advaret den unge kvinde i et af Birkenaus omklædningsrum. Der var ofte mange mennesker i Gristedes supermarked, mange studerende ved Rockefeller og en hel del mennesker i banken. Der var masser af mennesker i manicuresaloner og renserier og ligeledes mange, der gik tur med hunde. Der var imidlertid ingen, han kunne tale med om Ochrenberg.

*

Sahera Shukri, biblioteksdekanen på Chicagos IIT, sendte en gang om ugen Adam Zignelik i New York et og en gang imellem adskillige af de nu digitaliserede udskrifter af de interviews, Henry Border om sommeren 1946 havde lavet med holocaust-overlevende i DP-lejre i Europa. Adam Zignelik lagde sig i selen for at holde trit med dem, men han havde stadig undervisningen at passe. Han læste udskrifterne for at komme tættere ind på livet af Henry Border, den ikke særlig kendte psykolog, som uden selv at vide det blev en af pionererne inden for det, man nu kalder oral history, den mundtligt overleverede historie-metode. Han læste dem også i håb om at finde det, der i første omgang havde ført ham på sporet af Border: beviser for, at afroamerikanske soldater havde deltaget i befrielsen af kz-lejren i Dachau.

Han havde adskillige gange mødt William McCray til en kop kaffe, og han vidste, at den gamle mand altid lagde bånd på sig selv, indtil der var gået et passende stykke tid, og det var i orden at spørge: ”Er der nyt fra Chicago? Har du fundet noget i de udskrifter om sorte soldater i Dachau?” Adam var endnu ikke stødt på noget i den forbindelse, men, som han sagde, der var stadig mange af Borders udskrifter, han endnu ikke havde fået læst. Og ikke kun det – og dette virkede især opmuntrende på William – der var mange af Borders optagelser, der endnu ikke var blevet digitaliseret med henblik på bevaring og oversættelse. Der var også optagelser, som Border ikke havde lavet udskrift af. Ingen kunne vide, hvad der gemte sig af oplysninger i dem.

Adam tænkte på det fra Borders synsvinkel. Ikke alene var det ikke lykkedes Border at skabe opmærksomhed om de overlevendes krigsoplevelser, som han havde interviewet i løbet af sin sommer i Europa, det var heller ikke lykkedes ham at få udskrevet alle sine interviewoptagelser. Han døde uden at vide, om nogen på et tidspunkt ville høre eller læse hovedparten af det vigtigste af det arbejde, han havde udført. Og måske ville det heller ikke være sket, hvis Adam ikke – efter at være snublet over dem og have indset betydningen af dem og det glimt af et stumt håb om redning, de indebar for ham – havde besluttet at se nærmere på dem.

Arbejdet indgød håb i rykvise stød og arytmiske dryp. Han var netop kommet tilbage fra endnu en tur til Chicago. Omkostningerne ved hans projekt var stigende. Af egen lomme betalte Adam polyteknikeren ved IIT, Arturo Suarez’ studerende for at digitalisere Borders endnu ikke gennemlyttede optagelser. Det var dyrt, men Adam ræsonnerede som så, at når han selv betalte, bandt det ham tættere til projektet og gav ham et forspring i forhold til andre historikere, fastansatte akademikere, der ikke var nødt til at tænke på et liv uden den beskyttelse og anseelse, det gav at være ansat på et universitet. Derfor var det formentlig omkostningerne værd at rejse til Chicago i stedet for bare at ringe eller e-maile. På den seneste tur havde han interviewet en af Borders tidligere studerende, en kvinde, Amy Muirden, en af dem, hvis kandidatafhandling havde haft Borders ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’ som sit emne.

Amy Muirden, en charmerende, interessant kvinde i firserne, psykolog i hele sit professionelle liv, havde givet Adam yderligere indsigt i Border som underviser, intellektuel og menneske. Hun havde også kunnet fortælle en del om Borders privatliv, om hans datter Elise, og om den logerende husholderske, Callie, en ung sort kvinde, der, skønt hun dengang ikke var ret meget ældre end Amy, havde haft en teenagesøn. Amy havde mødt Elise, Callie og også Callies søn mange gange, fordi dr. Border afholdt aftenseminarer for sine kandidatstuderende hjemme hos sig selv. Hun kunne huske, at Callie var blevet gift, og at de alle tre – Callie, Russell og den nye mand, en slagteriarbejder – en tid havde boet i dr. Borders hus sammen med dr. Border og Elise, som alle kaldte ’Elly’. Sønnen, Russell, havde ligesom sin stedfar arbejdet på slagteriet.

Callie plejede at komme med forfriskninger, når seminariet var forbi, og Elly havde hjulpet til. En gang imellem kunne Elly, som på det tidspunkt nok var omkring de sytten år, finde på at deltage i seminaret. De mandlige studerende havde kurtiseret Elly, især Wayne Rosenthal havde været varm på hende. De havde alle lagt mærke til det. Når de andre mandlige studerende drillede dem, udløste det heftige protester og bedyren af uskyld fra Wayne Rosenthal og Ellys side, men alle kunne se, at de var interesseret i hinanden. Amy mindedes ikke, at dr. Border havde været bekymret over Waynes bejlen til hans datter. Da Adam nævnte det, ville hun set i bakspejlet nok være enig i, at Wayne Rosenthal formentlig var dr. Borders favorit blandt de mandlige studerende, måske et mulehår foran Arch Sanasarian. Hvem var så hans favorit blandt de kvindelige studerende? Amy Muirden var for høflig til at sige det, men Adam gættede på, at det nok havde været hende. Dr. Border havde øjensynlig været påpasselig med ikke at favorisere, og en gang imellem blev også Wayne Rosenthal offer for hans noget barske humor. Men Wayne så aldrig ud til at føle sig stødt. Båndet mellem dr. Border og Wayne havde nok været ekstra stærkt, fordi Wayne mere end nogen anden var i stand til at hjælpe dr. Border med hans arbejde.

”Forstår De, ikke alene var Wayne jøde, men hans forældre stammede fra det østlige Europa, og de talte jiddisch sammen. Waynes modersmål var jiddisch, og derfor kunne han arbejde mere med trådoptagelserne end de andre. Han kunne ikke alene hjælpe til med den tekniske side, ligesom Arch, han kunne også lytte til og oversætte dem. Der gik mange timer med at assistere dr. Border, både på campus og i hans hjem. Nå ja, samtidig gjorde det det lettere at se Elly, ikke sandt?” sagde Amy Muirden smilende.

”Jeg kan huske en fest. Ja! Sådan var det: Evie Harmons bror fejrede sin enogtyveårs fødselsdag, eller måske var det hans dimissionsfest. I hvert fald var det et større arrangement. Familien Harmon var utrolig rig, i hvert fald efter den tids målestok. Åh, nu går det for hurtigt. Undskyld. Evie Harmon var med i gruppen. Hun var en af dr. Borderes kandidatstuderende, som også arbejdede på hans ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’. En gang imellem kunne dr. Border finde på at drille hende lige så forsigtigt.”

”Hvad drillede han hende med?”

”Nå ja, hun havde jo gået på alle de rigtige skoler, og det lagde hun ikke skjul på. Hendes far var orgelbygger. Ved De, hvad et hammondorgel er? Engang stod der et hammondorgel i hver eneste biograf i Chicago, måske ligefrem i alle landets biografer. Hendes far interesserede sig for al mulig teknologi, der havde med lyd at gøre, og det er nok derfor, han blev gode venner med Marvin Cadden. Har De hørt om Marvin Cadden? Han var ingeniør på IIT og opfandt den trådoptager, som dr. Border optog sine interviews på. Selvfølgelig har De hørt om ham. Jeg kan svagt erindre, at det var Harmonfamiliens forbindelse til Marvin Cadden, der førte Evie til dr. Border.

Nå, men Harmonfamilien var meget velhavende, og hendes bror holdt fest, jeg har glemt i hvilken anledning, og Evie inviterede nogle af sine egne venner. Jeg kan huske, at hun inviterede hele gruppen, alle dr. Borders kandidatstuderende. Vi var alle en smule overraskede, fordi vi andre kun havde råd til at invitere folk til familiesammenkomster, hvis det var vores meget gode venner. Og ikke alene det, hun havde også inviteret dr. Border og tilmed Elly, der var blevet … hvad skal jeg kalde det? Hun var blevet en slags maskot, hvis det ikke lyder for nedladende. Det, jeg mener, er, at hun var blevet en de facto-del af gruppen; det var selvfølgelig drengene, der havde opfordret hende til det, og især Wayne. Jeg kan huske det, fordi Evie havde fortalt mig, at hun også ville invitere Elly og dr. Border, og jeg havde faktisk ikke regnet med, at han ville sige ja. Efter seminarerne hjemme hos ham selv serverede han ganske vist et let måltid for os, men jeg havde aldrig set ham deltage i noget … skal vi kalde det selskabeligt, intet … øh … pjanket.

Men han kom, måske fordi Marvin Cadden også var inviteret. Mr. Cadden var en stor mand på universitetet, og jeg kan huske, at jeg blev overrasket over ikke så meget at se Elly til festen, men også dr. Border. Faktisk, nu jeg tænker nærmere over det, var Callie også med. Selvfølgelig ikke som gæst. Ja, sådan var det! Evies familie havde brug for ekstra hænder til at servere, og det endte med, at hun hyrede Callie og hendes søn til at komme og hjælpe til. Dr. Borders gruppe kendte ikke så mange af de andre, og vi holdt os stort set for os selv. Elly var sammen med os, og dr. Border var aldrig langt væk. Huset og haven, det var vældig imponerende, men da Evie havde givet os en rundvisning, var vi tilbøjelige til at holde os for os selv i nærheden af baren. Jeg mener ikke, at vi drak os fulde eller noget, men … Der skete et eller andet. Ikke, at jeg egentlig lagde mærke til det. Der var et eller andet. Der skete noget mellem dr. Border og Wayne Rosenthal. Jeg ved ikke hvad. Måske kom de op at skændes om noget. Jeg ved, det lyder helt mærkeligt, for Wayne havde stor respekt for dr. Border, det havde vi alle, men der var et eller andet. Ingen af os vidste præcist, hvad der var sket, men jeg kan huske, at det berørte Elly. De må undskylde, jeg husker virkelig ikke ret meget om det.”

”Nå ja, det er jo også længe siden.”

”Det ville have været upassende at spørge dr. Border, og Wayne ville helt tydeligt ikke tale med os andre om det. De er nødt til at huske på … jo altså, dengang var folk meget mere tilbageholdende med at vise deres følelser. Jeg er ikke engang klar over, hvor meget Elly vidste. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det måtte have haft noget med hende at gøre, men jeg skal ikke kunne sige, hvorfor jeg tænkte sådan. Jeg tror, at Wayne Rosenthal stadig lever. Har De kontaktet ham?”

”Jeg har forsøgt at få et møde i stand, men han vil ikke tale med mig. Hans søn sendte en mail og sagde, at hans far ikke ønsker at tale om dr. Border og hans arbejde.”

”Måske har han det ikke så godt. Jeg har ikke set ham i over tyve år, men jeg ved, at hans kone døde.”

”Måske, men jeg tror ikke, det er det. Der var ingen forklaring eller undskyldning i sønnens mail. Han skriver bare med rene ord, at hans far, Wayne Rosenthal, ikke ønsker at tale om dr. Border og hans arbejde. Amy, jeg spekulerede på, om De kunne overtales til at kontakte ham, en gammel ven og så videre? Måske –”

”Åh nej, mr. Zignelik.”

”Adam.”

”Adam, undskyld, men det kan jeg altså ikke. Det er så længe siden, jeg sidst så ham. Jeg ville ikke føle mig godt tilpas ved at gøre det. Måske kunne Arch overtale ham? Det er ikke så længe siden, de var i kontakt med hinanden. Gud og hvermand kan lide Arch. Hvem kunne sige nej til ham, en så dejlig mand?”

”Wayne Rosenthal.”

”Undskyld?”

”Wayne Rosenthal kunne sige nej til ham. Han har allerede spurgt på mine vegne, og Wayne gav samme svar, som hans søn gav mig. Det eneste, jeg kunne gøre, var at fortælle sønnen, hvordan han kunne komme i kontakt med mig, hvis han skulle ændre mening. Måske har det intet med min research at gøre. Sådan opfattede jeg det bare ud fra sønnens svar. Det var, som om Wayne var parat til at tale med mig om alt muligt, bare ikke Henry Border.”

Det fik Amy Muirden til at studere Adam Zigneliks ansigt med en alvor, hun ikke før havde udvist. ”Så du tror ikke, du kan få Wayne i tale … overhovedet?” spurgte hun.

”Det ser ikke sådan ud.”

”Jeg ved virkelig ikke, om jeg … Det er så mange år siden, men … Jeg lovede Wayne, at jeg aldrig ville sige et ord om det … han fortalte mig det i dybeste fortrolighed.”

”Alt, hvad du kan komme i tanke om, vil potentielt være en hjælp.”

”Han opsøgte mig efter det, der skete til Evie Harmons familiefest. Han var utrolig oprevet. Han ville ikke fortælle mig om det, men jeg fik det lokket ud af ham efter at have lovet aldrig at sige det videre – det er et løfte, jeg nu er ved at bryde – og ved at sige til ham, at han var nødt til at lette sit hjerte, hvis han skulle gøre sig håb om at få det bedre. Vi var trods alt alle psykologer. Jeg sagde, at det ikke behøvede at være mig, men …”

”Hvad fortalte han dig?”

”Han sagde … Han sagde, han troede, han var faldet over en optagelse, der fortalte, hvad der var hændt dr. Borders kone … under krigen. Han nævnte det for ham under festen eller lige før. Det var der, problemet opstod … under festen.”

”Fortalte han dig om det, om, hvad der hændte hans kone?”

”Nej, det ville Wayne ikke sige noget om.”

”Intet?”

”Intet. Ellers ville jeg have fortalt dig det nu.”

”Er der andet, du kan komme i tanke om?”

”Nej, det vil sige … hendes navn. Han fortalte mig, hvad hun hed, og jeg har aldrig glemt det … er det ikke underligt? … på grund af et digt af T.S. Eliot, faktisk et antisemitisk digt. Hun hed Rosa Rabinowicz. I digtet er det Rachel, ikke Rosa, men det er nok til, at jeg kan huske det. Kender du digtet ’Sweeney Among the Nightingales’? Det får mig altid til at tænke på Elly Border. Er det ikke mærkeligt, de ting, man husker?”

Der var andre spor, der førte til Border og hans arbejde. Især ét var potentielt mere udbytterigt, end selv Wayne Rosenthal kunne have været, men det lå meget længere væk end Chicago, og det var et problem. Adam var begyndt at bruge af sine sparepenge for at kunne rejse frem og tilbage mellem New York og Chicago, og selv om han følte sig ret sikker på at kunne få et projekt og måske også en monografi ud af sin research af Border og hans båndudskrifter, der ville have historisk betydning, var han endnu ikke begyndt at nørkle et projekt sammen, der inden for overskuelig tid kunne skaffe ham et universitetsjob. Hvis han blev ved med at flyve til Chicago, endte han snart med at stå i gæld til halsen. Hvad angik det oprindelige formål, der havde med de hjemvendte sorte soldaters engagement i borgerrettighedsbevægelsen at gøre, og især jagten på beviser for, at sorte soldater havde deltaget i befrielsen af Dachau, så var hans research om ikke gået i stå, så midlertidigt i stampe.

Det fjerne, potentielt udbytterige spor befandt sig i Melbourne, Australien. Det udgjorde ikke kun en økonomisk, men også en følelsesmæssig udfordring. Melbourne, hans afdøde mors hjemby, var der, han var vokset op, efter at hans forældre var blevet skilt, da han var tre år gammel. Det var der, hans bedsteforældre havde hjulpet hans mor med at opfostre ham, hvor han havde gået i grundskole, og der, han følte, han burde have været, dengang hans mor døde. Dette spor var dog, mere end nogen andre siden han var snublet over Border og hans trådoptagelser, for fristende og umuligt at ignorere. Adam havde sporet en holocaust-overlevende til Melbourne, som han med sikkerhed vidste stadig levede, og som påstod at have været en af dem, Border interviewede i Zeilsheim DP-lejr. Han var faldet over kvindens navn i en af Borders artikler, men havde endnu ikke fundet et udskrift af interviewet. Måske var Sahera Shukri og hendes stab ikke nået så langt i stakken af udskrifter, eller måske befandt interviewet med kvinden i Melbourne sig på en af de spoler, som ingen havde hørt, siden Border optog det.

”Elskede, du kan ikke bare sidde og vente på, at interviewet med kvinden skal dukke op. Måske finder du det først, når alle optagelser er blevet digitaliseret og renskrevet og oversat, og i mellemtiden er kvinden måske død,” hørte han Dianas stemme sige.

”Jeg smider i forvejen om mig med penge på det her.”

”Adam, du smider ikke om dig med penge, du investerer i et projekt, der kan vise sig at være vigtigt både for din karriere og for det, vi ved om den tid.”

”’Kan vise sig at være’ er nøgleordene.”

”Adam, kan du se et mønster her … i dit liv? Du er nødt til en gang imellem at tro på sagen.”

”Selvfølgelig har du ret. Og hvis du vil være så venlig at møde mig på hjørnet af 109th og Broadway, vil vi kunne sælge den tro, jeg tilsyneladende bør have, til min bankrådgiver i Chase, og derefter vil jeg kunne flyve til Melbourne for at tale med denne kvinde.”

”Har du holdt fast i Chase?”

Pludselig summede dørtelefonen.

”Venter du nogen?”

”Det ved du, jeg ikke gør. Du bor i mit hoved.”

”Måske bor jeg der, men det hænder, at jeg går i byen.”

Dørtelefonen summede igen, og denne gang gik Adam hen og tog den. ”Hej, jeg tror, De har trykket på en forkert knap.”

”Nej, jeg har ej. Det er mig.”

”Sonia?”

”Må jeg komme op?”

”Selvfølgelig. Ved dine forældre, hvor du er?”

”Jeg er på vej.”

Adam blev stående med hænderne begravet i sine lommer, mens han ventede på, at Sonia skulle banke på døren. Han åbnede den, da hun gjorde det. Hun gik ind, en smule forpustet, og de gav hinanden et knus, som de havde gjort, siden hun var barn, men denne gang lagde han mærke til, at hun var længere om at give slip på ham.

”Ved dine forældre, at du er gået hen til mig?”

”Jeps.”

”På spejderære?”

”Du tror da ikke, at jeg kunne finde på at lyve for dig, vel?”

”Nej, selvfølgelig ikke. Du er ude af stand til at stikke en plade. Andre kan, men du kan ikke.”

”Hvad mener du med det?”

”Dine forældre ved altså, hvor du er?”

”Det har jeg svaret på.”

”Sandt nok. Men … havde vi ikke en aftale om, at du skulle ringe, før du kom herhen?”

”Har du … besøg?”

”Ups, den sved! Du ved sandelig, hvordan du skal såre en mands følelser. Måske sad jeg og arbejdede?”

”Gjorde du da det?”

”Det gjorde jeg rent faktisk.”

”Undskyld, Adam. Skal jeg gå igen?” Hun så sørgmodigt på ham.

”Nej, jeg er så godt som færdig. Hvorfor går du ikke ud og tager dig en sodavand? Jeg skal lige være færdig med at læse noget. Det tager kun et par minutter.”

Hun gik ud til køleskabet og åbnede døren. Adam skulle lige til at gå tilbage til sit skrivebord, da han så, at hun bare blev stående der, tilsyneladende som hypnotiseret af et eller andet inde i køleskabet. Hun stod med ryggen til ham og uden at røre sig.

”Sonia, køleskabet trænger ikke til at blive afrimet.” Hun rørte sig ikke. Det var, som om hun ikke havde hørt ham.

”Sonia?” Hun stod stille og tavs og stirrede ind i køleskabet. Han gik hen til hende for at se, hvad hun stirrede på.

”Sonia? Hvad ser du på?” Hun vendte sig om, og han så tårerne, der trillede ned ad hendes kinder.

”Hey, lille skat, hvad er der galt?” Han tog hende i sine arme og holdt om hende. ”Burde jeg have gemt den sidste Dr Pepper til dig? Hvad er der i vejen, kæreste?”

”Alting er helt anderledes nu. Der er ingen, der siger noget om det, det er, som om det bare er det samme som før. Men det er det ikke.”

”Hvad mener du?”

”Har du og Diana tænkt jer at finde sammen igen?”

”Er det derfor, du græder? Det er ikke meningen, at du skal græde over det. Det er mit job.”

”Græder du da over det?”

”Hele tiden.”

”Mener du det?”

”Naturligvis, jeg har jo ikke andet at lave. Men hvorfor græder du?”

Nu begyndte hun for alvor at græde. Hendes skuldre hævede og sænkede sig ufrivilligt i takt med sorgens indre rytme.

”Adam, de skændes hele tiden. Jeg hader det. Jeg hader det virkelig. Farfar kom ikke og spiste med, som han plejer. Ingen sagde noget om hvorfor. Sådan plejede det ikke at være, vel?” Og så fra et sted mellem hans arme og inde ved hans bryst spurgte hun: ”Hvornår blev det sådan?”

Det var aften, og Henryk Mandelbrot, der igen var på dagholdet, sad i en af Sonderkommandoens barakker. Zalman Gradowski, en af fyrbøderne, ville gerne tale med ham, men Mandelbrot blev nødt til at vente. Gradowski var ikke færdig med sit aftenritual. Hver aften efter arbejde, efter appellen, navneopråbet, og efter at have spist lagde Zalman Gradowski et ’tallit’, et jødisk bedesjal, som var blevet fundet mellem et offers ejendele, over skuldrene og gik i gang med at recitere kadish, sørgebønnen, for alle de mennesker, han netop havde brændt til aske. Dette gjorde han hver eneste dag. I al hemmelighed nedskrev han også en løbende beretning om Sonderkommandoens arbejde og alt det, han havde været vidne til. Henryk Mandelbrot vidste, hvad han lavede og hvorfor. Han kunne ikke andet end vide det. Mandelbrot var en af to andre mænd, der delte briks med Gradowski, og det ville have været umuligt at skjule skriveriet for dem. Den anden mand, der også hed Zalman, var Zalman Lewental, en polsk jøde fra byen Ciechanow. Zalman Lewental skrev også notater om Sonderkommandoens arbejde.

Gradowski og Lewental, der var kommet ind i Sonderkommandoen længe før Mandelbrot, havde forklaret ham formålet med det. Disse notater, havde de sagt, var en måde at gøre modstand på. I deres øjne så det ud til, at alle jøder ville blive udslettet i krigen, og at det var så godt som sikkert, at heller ikke Sonderkommandoen ville overleve. Derfor havde de besluttet ned til mindste detalje at beskrive udryddelsen af europæiske jøder og grave beretningen ned i håb om, at den blev bevaret for eftertiden. Det var hele meningen med at overleve længst muligt. Nyheden, eller mere præcist rygtet om, at russerne nærmede sig, og at lejren snart ville blive befriet, var gået rundt i hele lejren, men rygter af alle mulige slags var altid løbet gennem lejren lige så hurtigt som lus, tyfus og dysenteri. Måske ville nazisterne på et tidspunkt have tabt krigen med De Allierede, men de ville have vundet deres krig mod jøderne. De to Zalman’er, Gradowski og Lewental, ville nedskrive mest muligt af det, de så, på trods af at det betød øjeblikkelig død, hvis de blev afsløret. Når de mente, at tiden var inde, ville de begrave deres vidnesbyrd et forhåbentlig sikkert sted i nærheden af krematoriet, hvor de arbejdede … Det var det, der holdt dem kørende – behovet for at fortælle det, der ellers ikke lod sig begribe.

Det var ikke sine skriverier, Gradowski ville tale med Mandelbrot om. Mens Lewental holdt vagt, trak Gradowski Mandelbrot ud af barakken, og da han var sikker på, at ingen kiggede på dem, sagde han meget sagte: ”Du ved, at Lewental har en bror her, ikke?”

”Jo, en elektriker.”

”Ja … en elektriker,” sagde Gradowski. Flammerne fra massegraven lyste himlen op. Aftenholdet var godt i gang med dagens opgaver. Ikke alle Birkenaus slavearbejdere var delt op i dag- og aftenhold, men det var Sonderkommandoen. Deres arbejde fik aldrig ende.

”Lewental har altså en bror, der er elektriker. Var det det, du ville fortælle mig?”

Uanset hvad det var, som Gradowski ville have fortalt ham, virkede han nu ekstremt fåmælt, næsten som om han havde fortrudt at have trukket Mandelbrot til side. Stanken af brændt kød hang i luften, mens en ny transport var på vej ind i lejren. ”Lewental … synes, at vi burde fortælle dig …”

”At hans bror er elektriker?”

Gradowski lod igen blikket glide rundt. Der var stadig ingen fare på færde. ”Henryk, har du hørt rygter om en modstandsbevægelse?” spurgte han så næsten hviskende.

”I Sonderkommandoen?”

”I hele lejren.”

”Nej, findes der sådan en?”

Gradowski nikkede bekræftende.

”Det siger du ikke,” sagde Mandelbrot. ”Og hvad præcis har den opnået, Zalman? Se dig omkring. Alt er, som det plejer at være.” Henryk Mandelbrot pegede op mod himlen, der var oplyst af flammer fra massegravene, hvor aftenholdet havde travlt. ”Denne modstandsbevægelse, uanset hvem der er med i den, de gør et virkelig fantastisk stykke arbejde.”

”Jah, øh, indtil videre, ja, de har spildt for megen tid med at skændes indbyrdes til at kunne være til nytte for andre end dem selv,” måtte Gradowski indrømme, ”men det har ændret sig på det sidste. Forhåbentlig til det bedre.”

Hundene gøede i det fjerne. Aftenholdets arbejde gik uanfægtet videre på trods af mørket. Man behøvede ikke dagslys for at gøre, hvad der skulle gøres. Projektørerne var tændt. Skrigeriet var begyndt straks henne ved rampen. Jo flere skrig, jo flere knippelslag. Det var en grum ligning, der blev så meget desto mere sand, desto tidligere skrigeriet satte i gang. Hvis folk var gået i panik, var det meningsløst at forsøge at genskabe ro. Det var allerede for sent, og derfor tænkte SS-mændene kun på at få det overstået, opgive vildledningen og håbe på at få sat fart i processen med flere slag end sædvanligt. Det her ville blive en særlig vanskelig aften. Ikke alene var der for tidligt gået panik i for mange mennesker, men ofrene var også nødt til at vente. Der var stadig lig i Krematorium III’s gaskammer, der ventede på at blive fjernet. De var kommet endnu mere bagud, og det gjorde SS-mændene ekstra irritable.

”Hvem er de så, disse modstandsfolk? Hvor er de?”

”Shhh! Hør nøje efter. Jeg vil fortælle dig så meget, jeg ved. Der er en afdeling af Hjemmehæren her i Birkenau-Auschwitz. De koordinerer med den polske undergrundsbevægelse uden for lejren.”

”Armia Krajowa?”

”Ja, AK har en afdeling herinde i lejren. Der er en anden modstandsgruppe i lejren, Kampgruppe Auschwitz, der består af venstreorienterede fra forskellige lande, inklusive nogle af jøderne i andre arbejdskommandoer. Så er der diverse jødiske smågrupper, som har dannet modstandsceller ud fra … hvad ved jeg? … ideologi, eller måske bare fordi de er vokset op i den samme by.”

”Så mange modstandsgrupper i lejren?” afbrød Mandelbrot. ”Det er et under, at nogen har tid til at blive gasset.”

”Det er jo kun jøder, der bliver gasset, ikke sandt? Ja ja, også sigøjnere og homoseksuelle, men resten, polakker, russere, franskmænd, alle de venstreorienterede og alle andre, de har god tid til at lægge alle mulige planer, skændes med hinanden om detaljerne, opgive planerne igen og begynde forfra.”

”Og de hader hinanden mere, end de hader tyskerne.”

”Ja, måske også det. Måske er det grunden til, at ingen af planerne endnu er lykkedes for dem.”

Omklædningsrummet i Krematorium III var begyndt at blive fyldt op. De første fem gik ned ad trappen, alle fem kvinder – en frisør, en enke, en ekspedient i en fotohandel, en lærer og kusinen til en underviser i violinspil, berømt i sin egen by, og som selv var dygtig til at spille violin. De første af de næste fem skubbede violinisten i ryggen. Hun vendte sig om, og den tredje række på fem var allerede på vej ned.

”Det ser ud til, at der er sket noget for nylig,” hviskede Gradowski. ”AK’s afdeling i Auschwitz og Kampgruppe Auschwitz har slået en streg over deres uenigheder.”

”Det glæder mig på deres vegne.”

”Det bør det også gøre. De har dannet, hvad de kalder Militærrådet Auschwitz …” Gradowski lænede sig ind mod Mandelbrot, ”… i den hensigt at planlægge og gennemføre en opstand.”

”En opstand?”

”Ja, og Sonderkommandoen skal deltage i denne opstand. Planen går for det første ud på at organisere en masseflugt fra lejren uden hensyn til nationalitet eller andet, og for det andet at sprænge gaskamrene og krematorierne i luften og lægge dem i ruiner.”

”Og det er her, Sonderkommandoen kommer ind i billedet?”

”Nå ja, det er jo os, der bor og arbejder her. Og vi kommer under alle omstændigheder til at dø. Planen er lagt, og man arbejder på tiltag, der skal kunne forsyne fangerne med våben.”

”Våben?”

”Hvad ved du om Weichsel Union Metallwerke?”

”Ikke noget, hvad er det?”

”En af kommandoerne er blevet udskrevet til arbejde i Weichsel Union Metallwerke. Det er en ammunitionsfabrik i nærheden af hovedlejren. Du kom forbi den, da du blev kørt ind i lejren. Vi vil skaffe sprængstoffer derfra, så vi kan lave vores egne brandbomber og granater og den slags. Der er en russer –”

”Hvem er vi?”

”Henryk, du spørger om for meget! Jeg er nødt til at få sagt det her i en fart. For nogen tid siden fik vi kontakt med to jøder, der arbejder i Weichsel Union Metallwerke, Israel Gutman og Joshua Leifer, polske jøder.”

”Er de med i modstandsbevægelsen?”

”Ja, de forsøgte at få kontakt med de kvinder, der arbejder i det, tyskerne kalder ’Pulverraum’, Krudtkammeret. Det er kun kvinder, der arbejder i Krudtkammeret, ingen mænd. Men kvinderne er under den strengest mulige overvågning, så ingen har haft held til at få kontakt for at spørge, om det overhovedet er muligt at smugle sprængstof ud.”

”Og de arbejder på den samme fabrik?”

”Det er en stor fabrik. Overvågningen er streng.”

”Altså intet sprængstof.”

”Vi ved ikke engang, om de ville være villige til at gøre det.”

”Nå, men hvis man ikke engang kan få kontakt med disse kvinder, så er den del af planen vel gået i vasken, eller hvad?”

”Ikke nødvendigvis. En mand vil ikke kunne komme i nærheden af dem, men hvad nu hvis der var en kvinde i modstandsbevægelsen, som kunne komme i kontakt med kvinderne i Krudtkammeret, eller ligefrem en anden kvinde på fabrikken, der kunne gøre det?”

Mændene var nu begyndt at gå ned ad trappen til omklædningsrummet i Krematorium III. De var allerede kommet et godt stykke ned, og de fleste af kvinderne var delvis afklædt, bortset fra en mor og hendes to døtre, der var omkring tolv og fjorten år gamle. De tre, der alle var velklædte og helt tydeligt kom fra en velhavende familie, stod bomstille. De stirrede vantro og skrækslagne rundt. Så sagde den tolvårige noget til sin mor på fransk, og tilfældigvis viste det sig, at den Sonderkommando-mand, der stod nærmest, Chaim Neuhof, talte en smule fransk.

Han skyndte sig midt i al kaosset og efter at have sikret sig, at ingen af SS-vagterne så i hans retning, at spørge hende: ”Vous êtes française, madame? Madame, er De fransk?”

”De la Belgique, Monsieur,” svarede den fjortenårige genert, eftersom hendes mor tilsyneladende var for bange til at svare. Omklædningsrummet var ved at være fyldt op.

”Madame, De er nødt til straks at tage tøjet af! Hvis SS ser, at De stadig har tøj på, vil De blive slået. De vil tæve Dem og pigerne ihjel med deres knipler! Tøjet af, nu … alle tre!” hviskede han hurtigt på gebrokkent fransk, mens han lod, som om han var ved at hjælpe en gammel mand med at klæde sig af.

Blufærdighed, skam, stolthed og angst gjorde dog både mor og døtre fysisk ude af stand til at gøre, hvad der blev sagt. De kiggede bare rundt på scenen med vantro forfærdelse, som om de slet ikke selv var en del af det, der skete.

”Madame, skynd Dem! Jeg beder Dem!” insisterede Chaim Neuhof, stadig hviskende og med bøjet hoved, mens han hjalp den gamle mand med at få bukserne af. En SS-vagt havde nu ud af øjenkrogen set, hvad der foregik.

”Jeg kan stille mig foran Dem, madame. Jeg beder Dem! De er nødt til at gøre det for de små pigers skyld! Skynd Dem, ellers bliver De slået!”

Sonderkommando-manden, Chaim Neuhof, rettede sig op og stillede sig med ryggen til moderen og hendes to døtre, men fordi de stod cirka midt i et proppet rum fyldt med hektiske bevægelser, kunne han kun delvis skærme dem til den ene side og intet garantere bortset fra, at han selv ikke ville kunne se dem tage tøjet af. Af en eller anden grund var betænksomheden dog nok til at få dem i gang. Neuhof gav dem et par sekunders dækning fra SS-manden, der ud af øjenkrogen kiggede på moderen og hendes døtre, og da vagten igen havde frit udsyn, var de så godt som nøgne, og vagten rettede opmærksomheden mod noget andet i omklædningsrummet. Chaim Neuhof vendte sig om og så, at de langt om længe havde gjort, som han sagde. Det var heldigvis lykkedes ham at redde dem fra brutal vold i de sidste minutter af deres liv. Normalt arbejdede han på dagholdet og havde kun byttet vagt med en mand, der var syg, en mand der, som de fleste andre medlemmer af Sonderkommandoen, ikke talte fransk.

”Mange tak, madame,” sagde han, da han vendte sig om. De tre kvinder rykkede lidt tættere på ham, som om han ville kunne beskytte dem, og uden at vide, at mængden af den hjælp, han kunne give dem, netop var blevet opbrugt. Moderen skulle lige til at række ud og røre ved ham, en helt normal konsekvens af hans venlighed og hendes frygt og taknemmelighed i forening. Et øjeblik standsede han, ganske farligt, op midt i det hele. Det var, da han så dem på ny, alle tre nu nøgne, alle tre for Neuhof så smukke, med store, tryglende øjne, bleg, lydefri teint, kraftigt skulderlangt hår. Ville han nogensinde kunne få det billede ud af sit hoved? Forskellige udgaver af kvindelig skønhed havde vist sig for ham midt i helvede, lige midt i helvede. Tårer vældede op i hans øjne. Han bøjede sig ned og samlede deres tøj op. ’Se på dem!’ skreg en stemme inde i hans hoved. Det var døden, der talte. Han var nødt til at vende sig væk.

Gradowski talte videre med Henryk Mandelbrot. ”En mand blev fundet, der kunne kontakte en kvinde, der på sin side kunne få kontakt med kvinderne i Krudtkammeret.” Han så sig omkring for at se, om der blev holdt øje med dem. ”Lewental har en bror, Noah, som er elektriker.”

”Åh ja, elektrikeren Noah.”

“Som elektriker har den yngste Lewental-bror adgang til dele af lejren, som almindelige fanger aldrig får lov til at færdes i.”

”Ja, men han mangler stadig at finde den rette kvinde. Han kan ikke gennemføre jobsamtaler.”

”Han siger, at han allerede har fundet den perfekte kvinde til jobbet. Hun arbejder i Effektenlager i Kanada.”

”Fantastisk. Så er hun nok i god form.”

”Ja, og hun er fra Ciechanow-gruppen. Lewental-brødrene kommer fra samme by. Hun var hans kæreste før krigen. Zalman kender hende også. Hun skal være kontaktpersonen mellem kvinderne i Krudtkammeret på ammunitionsfabrikken og modstandsgruppen i Sonderkommandoen. Vi modtager sprængstoffet, gemmer det og finder sammen med russerne ud af, hvordan vi kan få det lavet om til våben. Når signalet så kommer fra Militærrådet, når de er klar til en lejropstand, vil vi forsøge at bruge alt, hvad vi har, til at ødelægge gaskamrene og krematorierne. Hvem ved, måske lykkes det nogle af os at flygte.”

”Tror du, det kommer til at fungere?”

Gradowski vendte sig om mod ham. ”Henryk, vi kommer alligevel alle sammen til at dø.”

”Hvem i Sonderkommandoen er indviet i det her?”

”Kun dem i modstandsgruppen.”

”Nå, men så går jeg ud fra, at du, når du fortæller mig –”

”Ja, Henryk. Jeg spørger, om du vil gå med. Vil du det?”

”Ja, selvfølgelig. Er der noget at betænke sig på? Jeg forstår ikke, hvorfor du var så længe om at spørge.”

”Det er bare det … hvis vi kan … Det vil blive den farligste ting, nogen har påtaget sig i al den tid, lejren har eksisteret.”

”Er der noget her, der ikke er farligt?”

”Nej, du har ret, men vi har ikke haft mulighed for at vælge noget hverken fra eller til, siden vi gik ind gennem porten, og det har du nu.”

”Men forestillede du dig for alvor, at jeg ville vælge ikke at gå med? Og selv om jeg havde gjort det, er der andre, som du ville kunne henvende dig til.”

”Ja, men de er ikke alle til at stole på, og i øvrigt havde jeg ikke lyst til at skulle fortælle Lewental, at du sagde nej.”

Nu var det Henryk Mandelbrots tur til at smile. ”Siden hvornår er du blevet bange for Lewental?”

Men Gradowski besvarede ikke smilet, faktisk vendte han sig væk.

Mens de talte stille og upåagtet, blev de sidste personer fra transporten skubbet nøgne ind Krematorium III’s gaskammer, og en SS-vagt smækkede døren i. Folk begyndte at græde, da de hørte det. Der blev givet signal, og i løbet af få minutter blev de grønne piller smidt ned ovenfra. En kvinde, der havde et betydeligt talent for at spille violin, kiggede rædselsslagen rundt og opdagede, at hun var kommet bort fra det eneste menneske, hun kendte derinde. Hun råbte på sin ven. Råbet druknede i skrig fra 2.000 fremmede mennesker. Hun skulle dø alene, og hun vidste det. En helt usædvanlig smuk, ung mor fra Belgien knugede sine døtre ind til sig. Det var begyndt.

”Nej, jeg er ikke bange for Lewental,” sagde Zalman Gradowski og drejede hovedet for at se over mod de brændende gruber.

”Jamen, så forstår jeg ikke noget,” sagde Mandelbrot.

”Henryk, jeg troede faktisk ikke, at du ville sige nej, men …”

”Hvorfor så vente så længe med at spørge?”

”Er det ikke lige meget nu?”

”Nej, jeg vil gerne vide det.”

Inde i Krematorium III’s gaskammer var folk begyndt at klatre.

”Hvis du havde sagt nej efter alt, hvad jeg var nødt til at fortælle dig … Tja, så ved jeg ikke, hvad Lewental kunne finde på at gøre,” sagde Gradowski.

Hundene begyndte at gø igen. En ny transport var kørt op til rampen.