Tiende del
Det var nat. Den endeløst lange appel var forbi, og de rationer, der gav sig ud for at være et aftensmåltid, var blevet fordelt, da Rosa Rabinowicz nåede hen til døren ind til en fremmed blok i Auschwitz-Birkenaus kvindelejr. Hun kiggede sig forsigtigt omkring, krydsede fingre for, at ingen havde set hende og henvendte sig derefter til blokældste, den kvindelige fange, der havde været der længst, og som havde opsyn med en blok inde i baraklejren.
”Er der en kvinde her, der arbejder i Weichsel Union Metallwerke?”
”Hvad hvis der er?”
”Må jeg komme ind?”
”Hvad vil du?”
”Jeg leder efter en jødisk kvinde, der arbejder i Krudtkammeret, hende, der har mistet sine forældre. Jeg har en sidste hilsen fra dem.”
”Hvad taler du om? Der findes ikke en jødisk kvinde herinde, der ikke har mistet sine forældre.”
Det perfide i spørgsmålet havde virket lige så overrumplende, som Rosa havde regnet med.
Rosa Rabinowicz blev ved med at se sig omkring. Det var farligt for hende så meget som at være her. ”Kan du ikke bare lukke mig ind? Så skal jeg forklare dig det hele.”
”Hvorfor kan du ikke forklare det herude?” Den kvindelige blokældste lod blikket glide op og ned ad Rosa og noterede sig, at hun ikke virkede lige så udhungret som de fleste andre fanger. Hvad havde denne jødiske kvinde gjort for at få mere mad end andre? tænkte kvinden. Måske kunne man ikke stole på hende. Eller var hun indflydelsesrig og derfor ikke en, man skulle lægge sig ud med? Ingen almindelig jøde, der forsøgte at finde en anden jøde i Auschwitz-Birkenau, ville beskrive en, man ledte efter, som den, der havde mistet sine forældre. Hvem var hun? Var hun farlig? Hvad var hun i virkeligheden ude på?
Rosa stak hånden i lommen og tog et sølvur op, som hun viste kvinden. ”Du må få det, hvis du lukker mig ind.”
”Hvor har du det fra?” spurgte kvinden måbende.
”Du må få uret, hvis du lukker mig ind, men du får ingen forklaring.”
”Du er fra Kanada, ikke også?” spurgte kvinden og lukkede Rosa ind i blokken. I Kanada kunne man finde mad – eller genstande, der havde tilhørt de gassede ofre, og som kunne byttes til mad.
Rosa havde fået mod på opgaven efter at have fundet Noah Lewental igen. Ikke alene var der en i live, der havde kendt hende, før dette mareridt startede, men denne person var Noah. Hendes forældre var højst sandsynligt døde, og formentlig var også Elise, hendes mistede datter, død. Hendes søskende ville før eller siden blive myrdet, hvis det da ikke allerede var sket, for sådan var dette sted indrettet. At være i live var en afvigelse fra normen, som ville blive rettet, så snart Det Tredje Rige ikke længere kunne bruge en til noget nyttigt. Men Noah var stadig i live. Han havde fundet hende i denne enorme dødens fabrik, og han havde hvervet hende til et forsøg på at sabotere dræbermaskinen. De fleste af dem, der boede i lejren, kunne ikke så meget som drømme om at gøre modstand. SS-soldaterne var bevæbnede og veludrustede, fik rigeligt med mad, var stærke og raske. At forsøge at gøre modstand var det rene selvmord, og selv om de fleste vidste, at døden på dette sted var uundgåelig, kunne kun de færreste få sig selv til at fremskynde den. Hvad hvis en mand, et barn eller en forælder stadig var i live? Var det ikke ens højeste ønske at gense dem? Selvmordet, ens bedste ven, ens allerbedste ven, havde ikke noget imod at vente. Selvmord var det trumfkort, man altid havde i ærmet. Det var blot et spørgsmål om at vælge det rette tidspunkt at spille det. Men stille op til kamp mod SS? Så hellere drømme om en flugt til Amerika. Det var mere realistisk.
Men nu var Rosa ikke længere alene. Noah Lewental var her også, og det havde vakt den, hun var som person, til live igen. Nu agtede hun at sætte sig til modværge, og det var derfor, hun havde bestukket sig til adgang i denne blok. Blokældste kvinde havde reageret med en blanding af mistro og foragt, fordi næsten alle derinde havde mistet deres forældre, hvad Rosa naturligvis udmærket var klar over. Men det mærkelige spørgsmål havde sammen med sølvuret fra Kanada, et værdifuldt bytteobjekt, skaffet hende ind i den blok, der husede to piger, der efter sigende begge arbejdede i Krudtkammeret i Weichsel Union Metallwerke, og som måske ville være parate til at smugle sprængstof ud.
Rosa så, at et ikke usædvanligt aftenritual i mange af blokkene i kvindelejren allerede var gået i gang her. Bagest i rummet, ved siden af en kvinde, der fangede lus i en anden kvindes hår, sad eller lå måske et halvt dusin jødiske kvinder og lyttede til en anden kvinde, hvis tur det var til at underholde med beskrivelser af sin hjemegns retter, mad, som hun huskede fra før krigen. Ved siden af dem lå en feberhærget kvinde med matte øjne og sprukne læber og trak vejret gennem munden. Dysenteri eller tyfus, ingen af dem vidste det. Hun kunne have været hvem som helst, overleve eller dø denne aften, og dagen efter ville det være en andens tur. Ingen af de tilstedeværende kendte hendes fulde navn, ingen af de omkringsiddende talte hendes sprog. Sygdommen havde mere eller mindre raset i flere dage nu. Nætterne var de værste, og denne nat var den værste af dem alle. Hun ville ikke kunne klare morgendagens appel. Når hun indimellem var ved bevidsthed længe nok til at høre plapren på sprog, hun ikke forstod, og se lus blive knipset ud af en anden kvindes hår, var hun skræmt fra vid og sans. Omgivet af kvinder, der ignorerede hende, vidste hun i sine få sansende øjeblikke, at hun var helt alene, og at det var sådan, hun skulle dø. Hvem ville efter krigen kunne fortælle nogen, hvad der var sket denne navnløse kvinde?
”Hun brugte et kilo oksekød og skar fedtet fra. Derefter tog hun en spiseskefuld paprika, en spiseskefuld presset hvidløg –”
”Min mor brugte rigtige løg.”
”Jeg er ikke kommet til løgene endnu. Du afbrød. Min mor brugte også løg …”
”Og bønner?”
”Ja, selvfølgelig, røde bønner.”
Rosa gik hen til de to unge kvinder, som blokældste havde peget på.
”Er det dig, der er Estusia?” spurgte hun.
”Ja, hvem er du?” svarede den unge kvinde.
”Er du den Estusia, der arbejder i Krudtkammeret på Union Metallwerke?”
”Ja. Hvem er du?” spurgte hun igen. Hendes søster, der ikke kunne være mere end femten, sad og trykkede sig op ad hende.
”Mit navn er Rosa Rabinowicz. Kan vi tale sammen … alene?”
”Hvad drejer det sig om?”
”Det vil jeg fortælle dig, hvis vi kan tale sammen …” Rosa lod blikket glide rundt i rummet. ”Kan vi komme til at tale sammen … under fire øjne?”
”Det her er min søster, Hannah. Hun kommer med.”
”Det var måske bedre, hvis hun ikke gjorde det.”
”Bedre?”
”Bedre for alle.”
”Jeg fortæller hende alligevel alting.”
”Tja, måske var det klogt ikke altid at gøre det.”
”Hun arbejder sammen med mig.”
”I Krudtkammeret?”
”Nej, ikke i Krudtkammeret, på Union Metallwerke.”
”Hvor gammel er hun?”
”Gammel nok til at besvare spørgsmål fra en fremmed, hvis hun synes, der er god grund til at gøre det.”
”Hvor gammel er du?” spurgte Rosa den yngste af de to Weisssøstre, Hannah.
”Femten. Hvad vil du os?”
”Kom med, begge to.”
Rosa Rabinowicz foreslog, at de gik hen i et hjørne af blokken, hvor der, i hvert fald for øjeblikket, ikke var så mange mennesker, og at Hannah holdt vagt, mens hun talte med Estusia. Hun forklarede, at det, hun var kommet for at tale med dem om, var uhyre vigtigt og uhyre hemmeligt.
”Hvor meget har I hørt om modstandsgrupper?” hviskede Rosa spørgende.
”Hvad mener du med ’modstandsgrupper’?” spurgte Estusia.
Estusia Weiss havde med god grund vanskeligt ved at tro på, at der fandtes en modstandsbevægelse i Auschwitz, et sted, hvor hun hver dag så mennesker, hun boede sammen med, dø på deres brikse eller falde om, når de stod foran hende under appellen, et sted, hvor transporter ankom døgnet rundt med ny menneskelig last, næsten alle jøder, der blev gasset og kremeret i tusindtal, hvor røgen og den umiskendelige stank fra krematorieskorstenene gennemsyrede alt. Men da Rosa fortalte, at der ikke alene fandtes en modstandsbevægelse i lejren, men at de, der var med, også havde brug for hende og hendes kolleger i Weichsel Union Metallwerke, bredte der sig en følelse i Estusia, der var ukendt for de fleste andre i lejren. At høre, at der var fanger, også jødiske fanger, der lagde planer om at ødelægge dræbermaskinen, at kæmpe imod, at forsøge at flygte, var en oplevelse, der kunne minde om en religiøs åbenbaring. Måske ville nogen overleve rædslerne. Måske fik omverdenen bare en smule at vide om, hvad der var hændt her. Det var livsfarligt, men hun havde ikke brug for at blive overtalt til at gå med, og hun var sikker på, at andre, hvis ikke alle jødiske kvinder i Krudtkammeret også ville gå med. Hun pegede på en af dem, hendes veninde Ala, som hun var sikker på at kunne hverve.
Planen blev, at Rosa med jævne mellemrum skulle komme til Estusias og Hannah Weiss’ blok og om nødvendigt bruge ting fra Kanada som bestikkelse for at komme ind og ud. Der ville hun så få småbitte pakker med krudt og sørge for at få dem givet videre til Sonderkommandoens modstandsgruppe.
De havde endnu ikke regnet ud, hvordan de skulle få smuglet krudtet ud af fabrikken.
Kvinden, som Rosa havde set ligge og ryste af feber, var død, da hun senere forlod blokken. Ingen havde lagt mærke til det. Om under tolv timer ville hun ligge på det bjerg af døde mennesker, som Zalman Gradowski skulle brænde sammen men den transport af jøder, der ankom efter den transport af jøder, der netop var kommet.
Den list, hvormed de fik krudtet ud af fabrikken og ind i deres blok, blev udtænkt af Estusia, hendes femtenårige søster Hannah og deres ven og kollega i Krudtkammeret, Ala. Der arbejdede aldrig mere end fire kvinder ad gangen i Krudtkammeret, samt deres inspektør, Regina. De var alle jøder. Hannah arbejdede i en rengøringsgruppe. Kvinderne i Krudtkammeret benyttede en pressemaskine til at fylde et nøjagtigt mål krudt ned i granater, der blev fremstillet et andet sted på fabrikken og bragt til dem. Tyskerne holdt nøje kontrol med antallet af granater, og hvor de på et givet tidspunkt befandt sig, og det var helt umuligt at smugle bare en enkelt ud af Krudtkammeret. Det var Hannah, der fandt på at bruge renovationssystemet til udsmugling af krudtpulver. I fabrikken var der et utal af jernkasser til affald, som så senere blev tømt over i større affaldscontainere. Fanger i Hannahs kommando havde til opgave at feje gulv i de forskellige afdelinger og tømme de små jernkasser over i de store containere.
Hannah påtog sig at overbevise den tyske civile inspektør om, at en af hendes pligter var med jævne mellemrum at tømme indholdet af de små jernkasser i Krudtkammeret over i de større containere rundt omkring i fabrikken og komme tilbage med dem fyldt med stofstrimler fra andre afdelinger, som så senere skulle tømmes over i en stor affaldscontainer i Krudtkammeret. Det var af disse stofstrimler, at Estusia og Ala og senere også andre, inklusive Regina, bandt småbitte poser med en lillebitte smule krudt, som de så smed ned i jernkasserne igen. Hannah gik rundt med en selvsikker mine, der antydede over for enhver, der holdt øje med hende, at en eller anden myndighedsperson havde beordret hende til at gøre det, hun gjorde. Hun kom altid med to små jernkasser til Krudtkammeret og gik igen med to. Den ene af de to, hun gik med, ville være helt i orden, den anden blev brugt i deres hemmelige arbejde. Når hun kom med den, var der kun stofstrimler i den, men når hun gik med den, havde Estusia og Ala lavet småbitte poser med krudt. Når Hannah havde fundet de små poser, gav hun dem videre til nogle få kolleger i sin gruppe, som hun kunne stole på.
Ingen af dem, der arbejdede i Krudtkammeret, havde nogensinde krudt på sig, når de forlod fabrikken. Det var Hannah og hendes kolleger i andre afdelinger af Metallwerke, der gemte de små poser i deres tøj, når de gik tilbage til deres barakker i Auschwitz I’s kvindelejr. Når de gik, sørgede de for at stille sig midt i en række fanger, der skulle tilbage til barakkerne i deres lejr, således at de, hvis SS fandt på at lave stikprøvekontrol, havde et par kostbare sekunder til at binde poserne op og tømme dem for krudt, før vagterne var nået hen til dem. Gik alt godt, kom Rosa og senere en anden kvindelig fange fra Kanada hen til Estusias og Hannahs blok for at hente poserne. Fra Kanada blev de så hentet af medlemmer af Sonderkommandoen, når de kom for at aflevere ejendele, der havde tilhørt de netop gassede transporter. Alle involverede var klar over faren ved det, de gjorde, men døden var på det sted i forvejen en given ting. Det, der ikke var en given ting, var måden, man døde på. Og hvornår.
Da Co-op City-ekspresbussen fra Manhattan nåede frem til endestationen, var der kun tre passagerer om bord. Den sidste, der stod af, var Lamont Williams. Han var efter en lang dags arbejde faldet i søvn et sted i nærheden af 120th Street, og han ville have sovet videre, hvis ikke buschaufføren havde vækket ham. Lamont var kun lige nået ud af bussen, da den kørte videre. Buschaufføren havde travlt. Det var mørkt, og eftersom de to andre passagerer allerede var forsvundet ind i deres boligblokke, begyndte Lamont at gå hjem ad det, der lignede en helt øde gade. Pludselig mærkede han imidlertid en mands arm om halsen og skulderen på sig og en kniv mod sin hals.
”Stå helt stille,” sagde en stemme.
Lamont drejede instinktivt hovedet for at se, hvem der havde overfaldet ham.
”Stå stille, sagde jeg!” sagde stemmen.
Fra den smule Lamont havde nået at se, var der kun en enkelt mand iført handsker og elefanthue under en hættetrøje. At dømme efter stemmen var han afroamerikaner.
”Hør nu, mand,” sagde Lamont. ”Jeg har ingen penge, og der er en million overvågningskameraer her, så du bør nok spørge dig selv, om det her virkelig er det, du har lyst til at gøre.”
”Det handler ikke om penge,” sagde stemmen.
”Jeg har heller ingen stoffer eller våben. Du har valgt en forkert at overfalde.”
”Nej, du er den rigtige.”
Lamont sugede luft ind gennem næsen, spændte musklerne og tvang mandens arm væk fra sin hals, samtidig med at han dukkede sig en smule, således at kniven, når den bevægede sig, som han havde vidst, at den ville, ramte hans hoved snarere end hals. Smerten fra knivsbladet, da det ridsede ham i hovedet, fik raseriet til at boble op i ham, og han kastede sig bagover, så angriberen tumlede omkuld på jorden. Manden havde endnu ikke sluppet kniven, men nu havde Lamont i det mindste en chance. Mens de rullede rundt på jorden, mærkede Lamont kniven skære dybt ned i sin højre hånd. Med venstre langede han ud efter mandens ansigt. Slaget var ikke perfekt, men det gjorde ondt alligevel.
”Hvad fanden har du gang i, mand?”
”Du har at holde dig fra min mor, røvhul!”
”Mister, jeg er ikke den, du tror.”
”Hun sagde, at du havde været forbi.”
”Jeg aner ikke, hvad du taler om.”
”Du lader hende være i fred, er du med?”
”Hvad fanden taler du om?”
”Hold hende ude af det her, Lamont.”
Da Lamont hørte manden sige hans navn, rullede han væk. Mandens hætte var i mellemtiden blevet revet af, og Lamont lå tungt åndende halvvejs oven på manden.
”Din elendige nar! Du skjuler dit ansigt, så jeg ikke ved, hvem du er, samtidig med at du advarer mig imod at nærme mig din mor.”
”Lige netop,” sagde manden, der også åndede tungt, mens han langsomt kom op at stå.
”Jeg er derfor nødt til at vide, hvem du er, din hjernedøde søn af en mor.”
”Vi er vel alle sønner af en mor.”
”Tag for fanden den skide elefanthue af, Kevin.”
”Du gjorde hende bange, Lamont. Hun har aldrig gjort dig en skid,” sagde Kevin Sweeney, bror til Michael Sweeney, Lamonts barndomsven, den mand, hvis væbnede røveri havde ført til Lamonts fængselsstraf. Nu tog lillebroderen elefanthuen af og afslørede et blødende øre der, hvor Lamont havde ramt ham.
”Nu kommer du sgu med mig, pikhoved!”
”Hvorhen?”
Med Michaels lillebror på slæb prajede Lamont en pirattaxa og kørte til skadestuen på Jacobi-hospitalet. På vej derhen forklarede Lamont, hvorfor han for nu snart en del måneder siden havde været oppe hos Michael og Kevins mor.
”Du siger altså, at det hele drejer sig om Chantal?”
”Slap nu af, Kevin. Jeg leder efter min datter. Chantal er hendes mor, så det var der, jeg ville begynde, og jeg tænkte, at du måske vidste, hvor Chantal var.”
”Jeg ved ikke, hvor Chantal –”
”Jeg er skideligeglad med, om du har giftet dig med hende, din nar. Jeg leder bare efter min –”
”Lamont,” sagde Kevin trist på taxaens bagsæde, ”jeg har ikke set Chantal i mange år, fem, måske seks år. Hun gad mig i virkeligheden ikke. Jeg må indrømme, at jeg syntes, hun var ret lækker, men …”
”Jeg kan ikke sige til min mormor, at jeg er på skadestuen. Hun bliver ude af sig selv. Fanden tage dig, Kevin! Fuck. Hvordan skal jeg nu kunne passe mit arbejde?” sagde Lamont og kiggede ned på sin blødende hånd. ”De er sgu nok nødt til at sy den. Pis og lort. Du er sgu dummere end din bror!”
”Ja, det siger man jo,” sagde Kevin lavmælt.
”Sidder han stadig inde?”
”Ja.”
”Hør efter, narrøv, du kommer til at stikke din hånd i lommen til den her taxatur. Er du med?”
”Ja ja, jeg skal nok betale. Det er vel rimeligt nok. Tror du, de gider se på mit øre? Hold kæft, det gjorde ondt, mand!”
Lamonts hånd skulle sys med adskillige sting. Han ringede til sin mormor og fortalte hende, at han var kommet til skade med hånden på arbejdet og var taget på skadestuen.
”Nej, bare rolig, det er ikke noget alvorligt, men jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, så du behøver ikke sidde oppe og vente … Jamen, jeg varmer det bare op, når jeg kommer hjem.”
Hun var den eneste i hans liv, der betød nok for ham til, at han ville lyve for hende, tænkte han pludselig, da han lagde røret på og gik tilbage i køen. Da han kom hjem, så han, at hun havde lagt en besked til ham på køkkenbordet om, at der stod noget mad til ham i køleskabet. Ved siden af sedlen stod et glas Seneca æblejuice, som hun havde stillet frem til ham, præcis som hun altid havde gjort, dengang han var lille. De havde lagt en forbinding omkring såret, og det var, hvad hans mormor så næste morgen, da de begge skulle til at gå på arbejde. Der gik en del tid på arbejdet, før nogen lagde mærke til hans skadede hånd, eller også gad de bare ikke kommentere det. Han var i gang med sin runde til alle hospitalsstuerne for at tømme papirkurve så stille og ubemærket som muligt, da han hørte en skrøbelig stemme, der kaldte på ham inde på en af stuerne.
”Hånden, mr. Lamont, er den stadig ikke helet? Er det den samme hånd?”
”Hej, mr. Mandelbrot,” sagde han sagte. ”Ja, det er samme hånd. Hvordan har De det?” Han spurgte, fordi det nu engang var det, man gjorde, og uden at spekulere nærmere over det. Den gamle mand var blevet indlagt igen, men nu var han døende, så Lamont. Det var en anden stue end den på niende etage, som den gamle mand oprindelig havde ligget på. Det, og den gamle mands helbred, var det eneste, der var anderledes.
”Har De fundet Deres kone?”
”Vi var ikke gift, men –”
”Deres datter?”
”Ikke endnu.”
Henryk Mandelbrot ville teste ham for at se, om han kunne huske alle de ting, han havde fortalt om sit liv, men Lamont skulle være færdig med sin runde og havde ikke tid til at sætte sig ned.
”Jeg husker det alt sammen, mr. Mandelbrot. Hvordan skulle jeg kunne glemme det?”
”Det alt sammen?”
”Det tror jeg.”
”Vi får se.”
”Jeg kan ikke blive hos Dem nu. Jeg kommer tilbage efter fyraften.”
”Udsæt det nu ikke for længe. De ved, at jeg er døende.”
”Jeg kommer tilbage efter fyraften.”
Han holdt ord, og da han kom tilbage efter fyraften, så han, at patienten så endnu tyndere ud, ikke kun tyndere end dengang, han havde ligget på den anden stue, men tyndere end tidligere på dagen. Tyndere, svagere og mere sårbar.
”Vi er nødt til at fortsætte, hvor vi slap, før jeg blev afbrudt.”
”Afbrudt?”
”Nogle få måneders liv … i Great Neck … Det brød forstyrrende ind. Fortæl mig, hvad De husker.”
Lamont Williams smilede. Så man bort fra nogle få detaljer, som mr. Mandelbrot ikke spildte tid på at rette, havde Lamont husket alt, hvad patienten havde fortalt ham.
”Det er, hvad De fortalte mig. De er nødt til at hænge på, for jeg ved ikke, hvordan historien ender.”
”Den ender om nogle få dage, måske få timer,” hviskede den gamle mand. ”Jeg vil fortælle Dem slutningen.”
”Nej, mr. Mandelbrot, De bør spare på kræfterne.”
”Til glæde for hvem?”
”Deres familie?”
”De har været her. De har allerede været her. Kan De se den der? Kom herhen med den.”
Lamont gik hen til en hylde på den modsatte væg, hvor en vase med røde og gule roser stod ved siden af en sølv-menorah, en syvarmet lysestage. Han kom som anmodet tilbage til sengen med den.
”Ved De, hvad det her er, mr. Lamont?”
”En lysestage, en jødisk lysestage. Til jul, man tager den frem til jul, ikke sandt?”
”Har De hørt om makkabæerne? Nej, formentlig ikke.”
”Nej, jeg –”
”Jeg vil fortælle Dem om dem, hvis jeg lever længe nok, men det er vigtigere, at jeg fortæller det sidste om, hvad der skete dengang.”
”Skal jeg stille den tilbage på hylden?”
”Ikke endnu. Den er af sølv.”
”Den er pæn.”
”Det var min søn og svigerdatter, der kom med den. Nu er jeg glad for, at de gjorde det.”
”Selvfølgelig.”
”Når jeg er død, ønsker jeg, at De skal have den.”
”Nej, mr. Mandelbrot, jeg –”
”De er nødt til at huske alt, hvad jeg –”
”Mr. Mandelbrot, jeg har ikke brug for den for at kunne huske Dem.”
”Det drejer sig ikke om mig, det er alle de andre mennesker, alt, hvad jeg har fortalt Dem. Det er Deres ansvar nu. Forstår De, hvad jeg siger?”
”Jeg har ikke brug for den for at kunne huske –”
”Men hvordan skal jeg kunne vide, at De husker det hele? De tager den der, og så ved jeg det, ja?”
”Mr. Mandelbrot, jeg kan ikke tage imod den. Det er Deres.”
”Ja, det er min, og derfor kan jeg også give den til hvem, jeg vil.”
”Men mr. Mandelbrot, det kan jeg virkelig ikke.”
”Det bliver De ved med at sige. Kan De huske den første dag, jeg mødte Dem? De hjalp mig op fra gaden, hvor alle stod og røg. Kan De huske det?”
”Ja.”
”Den dag sagde De det samme.”
”Hvad?”
”De sagde ’kan ikke’. Men De gjorde det. Hvis De ikke havde gjort det, ville vi ikke nu kunne tale sammen som to gamle venner.”
”Som to gamle venner,” gentog Lamont sagte.
”Gamle mennesker får sjældent nye venner, mr. Lamont. Tænk over det. Så en ven må gerne forære en ven en ting, ikke sandt?”
”Jo.”
”Selvfølgelig må han det. Hør, jeg er ikke kommet denne lange vej …” Den gamle mand gjorde en anstrengt synkebevægelse og, som om han bad for sit liv, tog han Lamonts hånd i begge sine, før han fortsatte:
”De tror, det er min spøg, mr. Lamont? Familien vil stille den ind i et skab, så snart de kommer hjem efter begravelsen. Og pas på aldrig at få børnebørn. Ens død vil bare bryde forstyrrende ind. Deres liv er én lang fest. De lytter ikke til mig, mens jeg er i live. De forstår lidelse … som … som de forstår kinesisk. De er en stille mand, mr. Lamont, men De … De forstår kinesisk. Forstår De, hvad jeg siger? De skal tage den med hjem og stille den et sted, hvor De kan se den, gerne hver eneste dag. Når De ser på den, vil De vide, at jeg så spørger Dem: ’Har De fortalt nogen om det?’ Det kan godt blive svært. I begyndelsen ønsker folk ikke at lytte, og hvis de lytter, tror de Dem ikke, men De skal blive ved, og De skal fortælle dem, hvad nazisterne gjorde mod Deres ven og hans folk. Det er min gave.”
Det, der skete uden for Auschwitz-Birkenau, påvirkede ofte livet inde i lejren. I july 1944 reagerede den ungarske statsleder, admiral Horthy, på internationalt pres og satte en stopper for deportationen af ungarske jøder til Auschwitz. Mere end 400.000 ungarske jøder var allerede gået til i gaskamrene der, og selv om deportationerne fortsatte andre steder efter et tyskstøttet statskup senere samme år, var transporten af ungarske jøder til Auschwitz hørt op i oktober. Af alle fanger var Sonderkommandoen de bedste til at registrere denne kendsgerning. I september blev omkring 200 fanger i Sonderkommandoen myrdet af SS, uden at resten fik det at vide. Ofrene blev narret til at tro, at de skulle overføres til en satellitlejr i nærheden af Gleiwitz, men blev i stedet ført ned i et gaskammer i Kanada, der normalt blev brugt til desinfektion af tøj. Det var dog umuligt at holde det hemmeligt for Kanada Kommando, hvor et medlem af modstandsbevægelsen, Rosa Rabinowicz, arbejdede. De tilbageblevne Sonderkommando-mænd ville i løbet af få dage få besked om deres kollegers skæbne, hvis de ikke havde hørt om den før.
For første gang nogensinde, siden gaskamrene og krematorierne i Auschwitz-Birkenau var blevet bygget, beordrede SS Sonderkommandoen tilbage til deres barakby og påtog sig selv at udføre Sonderkommandoens arbejde under påskud af, at det var civile ofre for et luftangreb, der skulle brændes. Dette påskud gav ingen mening, eftersom Sonderkommandoen havde været tvunget til at arbejde uden hensyn til, hvad der skulle brændes. Da det næste skiftehold kom på arbejde, fik Sonderkommandoen derfor deres værste anelser bekræftet. SS havde ingen erfaring med at brænde døde mennesker og havde gjort et elendigt stykke arbejde. Da Zalman Gradowski tog fat på dagens dont, fandt han de kun halvt brændte lig, som SS havde efterladt sig. Rædselsslagen åbnede Gradowski ovndøren og fandt inde i ovnen det forkullede lig af en Sonderkommando-mand, han kendte. Det var en græsk jøde, der kun for nylig var blevet tvunget ind i Sonderkommandoen, en af de 200 mænd, som Gradowski vidste var blevet udpeget til angiveligt at flytte til Gleiwitz. Også andre fyrbødere kunne genkende deres kolleger i de lig, de fandt, og i løbet af få timer gik nyheden som løbeild, hver gang et nyt hold startede på arbejde. SS udslettede Sonderkommandoen, og alle vidste det, når deres arbejdsdag var forbi.
Da de to Zalman’er, Gradowski og Lewental, hørte om mordet på disse 200 Sonderkommando-mænd, begravede de de optegnelser, de havde skrevet om folkedrabet, som de var blevet tvunget til at deltage i, så sikre var de på, at flere, hvis ikke de fleste i Sonderkommandoen, var i fare for øjeblikkeligt at blive myrdet, fordi man ikke længere havde brug for så mange af dem. Gradowski, Lewental og de andre i Sonderkommandoens modstandsgruppe tryglede endnu en gang lejrens forenede modstandsgrupper, eller som de kaldte sig selv: Militærrådet Auschwitz, om at indlede den altomfattende opstand, som man i månedsvis havde talt om. Efter at være blevet mødt med det sædvanlige svar om, at det var for tidligt, sendte Sonderkommandogruppen to mænd af sted for personligt og indtrængende at tale deres sag over for Militærrådet.
Chaim Neuhof og Henryk Mandelbrot var de to, der blev sendt af sted for at tale Sonderkommandoens sag. Faktisk bad de ikke kun om en chance for at redde deres eget liv, men også om chancen for at kunne stikke en kæp i dræbermaskinens hjul. Hver dag blev en kærre sendt rundt for at hente de slavearbejderfanger, der var døde i løbet af det sidste døgn. Denne dag blev Neuhof og Mandelbrot af Sonderkommando-gruppen sat til at gå rundt med kærren, og det var på den måde, at det lykkedes dem at arrangere et hemmeligt møde med tre udsendinge fra Militærrådet, en mand, der kun var kendt under navnet ’Rot’, og to andre mænd, Dürmayer og Kazuba. Da kærren var fyldt med tilstrækkelig mange lig, nærmede Rot, Dürmayer og Kazuba sig, bærende på endnu et lig. De havde fundet et bekvemt påskud til at komme i kontakt med Sonderkommando-mændene.
”Er det dig, der er Rot?” spurgte Neuhof og så på Dürmayer.
”Nej, det er ham der,” svarede Dürmayer og gjorde et kast med hovedet.
”Hvad drejer det sig om?” spurgte Rot.
”I ved, hvad det drejer sig om. Vi er kommet for endnu en gang at bede jer om straks at sætte opstanden i gang.”
”Hvad mener du med straks?” spurgte Rot.
”Nu med det samme. Så hurtigt som muligt. I fortæller os, når I er klar, og vi –”
”Vi skal have hjælp udefra, hvis det skal lykkes. Det har vi forklaret jer utallige gange.”
”Selv om det så var rigtigt –”
”Tro mig, det er rigtigt,” afbrød Rot.
”Tro dig, bah!” mumlede Henryk Mandelbrot vredt. Hvis de tre mænd hørte det, valgte de at ignorere det. Han så trods alt ud til at være den yngste af de to Sonderkommando-mænd. De havde hverken set eller hørt om ham før.
”Vi hører også rygterne. Russerne kan ikke være langt væk,” sagde Mandelbrot.
”Nej, de er ikke langt væk. Men de er heller ikke tæt på,” sagde Dürmayer.
”Jeg ved ikke, hvor mange gange vi er nødt til at fortælle jer det. For at det skal lykkes, skal alle dele af operationen være på plads og klar,” sagde Kazuba.
”Hvad betyder det, ’alle dele’?” spurgte Mandelbrot.
”Det betyder, at russerne skal være helt tæt på, før vores folk udenfor vil samarbejde med vores folk indenfor og de internationale.”
”Hvad mener du med ’vores folk’?” spurgte Mandelbrot.
”Hvem er denne jøde?” spurgte Rot.
”Han mener Den Polske Hjemmehær,” sagde Neuhof.
”Hvad så med os?” spurgte Mandelbrot.
”Det vil selvfølgelig så være på det tidspunkt, at jeres folk slutter sig til opstanden.”
”Vi har ikke tid til at vente på, at alt er på plads for jer!” indvendte Mandelbrot, men i det samme så Kazuba en SS-mand nærme sig, og han skar en grimasse for at advare de andre.
”Ham der er en, vi har købt,” sagde Rot lavmælt.
”Godt, så må vi se, om det er nok,” sagde Chaim Neuhof.
”I mænd der, vent.” Vagten var nu nået hen til kærren med ligene. ”Hvad laver I?”
”Denne mand døde i nat, og vi vil af med hans lig, fordi han spreder sygdom blandt de andre fanger … så de ikke kan passe deres arbejde,” svarede Dürmayer.
Vagten studerede nøje de fem mænd. ”Behøver man at være fem mænd om det?” spurgte han.
”Jeg så de her mænd komme herhen med ham, og nå ja, jeg kendte denne mand, hr. soldat –”
”Så du kom over for at sige farvel til ham? Han kan være nok så meget død, men tøjet kan stadig bruges.”
”Jøderne tager tøjet af ham, før de brænder ham.”
”Ja, husk det nu,” sagde soldaten. Da han vendte sig om for at gå, slog han Mandelbrot i jorden med geværkolben og gik så. Neuhof og Dürmayer hjalp Mandelbrot op at stå igen. Blodet strømmede ud af et sår på den ene kind. Da de var sikre på, at SS-manden var væk, fortsatte mødet.
”Vi har ikke tid til at vente,” sagde Neuhof.
”De er ved at løbe tør for transporter, og derefter begynder de at dræbe os,” sagde Mandelbrot og tørrede blodet af kinden.
”Dræbe hvem?”
”Sonderkommandoen, og vi er de eneste, der kan fortælle, hvad der i virkeligheden skete her, hvordan de døgnet rundt slog mennesker ihjel.”
”Hør nu,” sagde Kazuba, ”jo længere vi venter, jo mere støtte får vi udefra. Tyskerne kontrollerer stadig området omkring lejren. Så længe det er tilfældet, er fangerne sikrere inde i lejren, end de er på flugt udenfor.”
”Ikke dem alle sammen.”
”Du mener: ikke jøderne?”
”Det er præcis, hvad jeg mener.”
”Jeg kan ikke sætte hele operationen på spil bare på grund af jøderne.”
”Men vi er de eneste, der ikke har tid til at vente.”
”Netop, de eneste. Jeg er med på, at jødernes situation er prekær. Man kan ikke sammenligne den med de andres. Jeg beklager, men det var ikke mig, der satte jer i den situation. Det er, hvad der sker, når man bor i andres lande.”
”I andres lande? Jeg er polsk jøde. Vi har boet her i tusind år!” protesterede Neuhof.
”Fra Polen, Grækenland, Belgien, Frankrig, Italien, fra overalt i Europa,” fortsatte Kazuba næsten hviskende. ”De henter jer og sætter gule stjerner på jer. Har I lagt mærke til – de sætter jer sammen, ikke med andre fra Polen, Grækenland, Belgien, Frankrig og Italien? De sætter jer sammen. I er jøder, uanset hvor I kommer fra. Det er grunden til, at jeres situation er anderledes end alle andres.”
SS-manden havde nu lagt mærke til, at de fem mænd stadig stod sammen, og at kærren ikke havde flyttet sig. Vagten var måske nok købt, men nu kom han tilbage, og hvert eneste skridt fortalte om hans vrede. Da han kom nærmere, gjorde Rot en dyd ud af at flytte liget om bag stablen af de andre døde, som om han var ved at være færdig med opgaven. Og derefter, og uden at tage blikket fra SS-manden, bankede han med en distræt mine som hos en adelig i det nittende århundrede, der pludselig gav signal til sin karetkusk, på kærren to gange og sagde: ”Tiden er gået, d’herrer.”
Hukommelsen er en egenrådig hund. Du kan ikke kalde den til dig eller sende den bort, men dens overlevelse afhænger af, at du er der. Den kan holde dig i live eller tappe dig for kræfter. Den kommer, når den er sulten, ikke når du er det. Den har sin helt egen arbejdsplan, som du intet får at vide om. Den kan indfange dig, trænge dig op i en krog eller befri dig. Den kan gøre dig dybt fortvivlet, og den kan få dig til at smile. En gang imellem er det det underligste, man kan huske.
Klokken var 03.23 i lejligheden i Morningside Heights, den lejlighed, som Diana og Adam engang havde boet sammen i. Adam lå igen vågen. Det dryppede fra en hane ude på badeværelset. Han kunne høre det, men gjorde i begyndelsen ikke noget ved det. Måske kunne han narre sig selv til at tro, at han ikke var helt vågen. Det mislykkedes. Han lå og lavede et regnestykke i hovedet, ikke et vanskeligt regnestykke, men nok til at jage ethvert håb om søvn på flugt. Tanker om hans mor, om hendes barndom og hendes ulykkelige forsøg på at finde en anden efter skilsmissen fra Jake Zignelik, forsøg, som Adam forgæves havde forsøgt at lukke øjnene for, var gledet over i et trivielt midt-om-natten-regnestykke. Der havde næsten på dagen været fjorten år mellem Henry Borders tur til DP-lejrene i Europa og den tur, en kendt afroamerikansk historiker og borgerrettighedsforkæmper, John Hope Franklin, havde foretaget til Australien. Han var kommet til Australien for at give en række forelæsninger på opfordring af professor Zelman Cowen, den daværende dekan for Juridisk Fakultet på University of Melbourne.
Dette var seks år efter højesteretsdommen i Brown mod Skolekommissionen, en sag, som Franklin havde arbejdet på sammen med Thurgood Marshall og NAACP’s Legal Defense Fund, og skønt han havde hørt negative ting om Australiens de facto-indvandringspolitik, ofte benævnt ’White Australia Policy’, og kendte historien om Australiens behandling af dets urbefolkning, noterede han sig forbløffet, at han selv blev behandlet som en berømthed, uanset hvor han kom hen. Hotelportierer, akademikere, journalister, alle vidste tilsyneladende, hvem han var, og overalt, hvor han færdedes, blev han behandlet med ærefrygt, grænsende til ærbødighed. Den australier, der tilsyneladende havde den dybest respekt for historikeren, var en ung kvinde, en jurastuderende, der kom til alle hans forelæsninger på University of Melbourne og derefter fulgte efter ham til Sydney for at høre hans forelæsninger der og fortsætte snakken med ham. Den unge kvinde, der var datter af østeuropæiske jødiske immigranter, indledte tilmed en brevveksling med ham, da han var vendt tilbage til USA. Det var det, der med tiden førte hende til NAACP-LDF-kontorerne i New York. Der mødte hun en anden advokat inden for borgerrettighedsbevægelsen, Jake Zignelik, og fødte senere hans barn, Adam, der stadig ikke kunne falde i søvn og nu lå og tænkte, at havde John Hope Franklin sagt nej til Zelman Cowens invitation den sommer, ville han, Adam, aldrig være blevet født. Ville det have ændret noget i måden, jordkloden drejede rundt på? spurgte han sig selv, mens han lå i lyset fra en udeltagende clockradio ved siden af sengen.
John Hope Franklin havde også været William McCrays kollega, og de havde endnu kontakt med hinanden, selv om Franklin var først i halvfemserne. Adam spekulerede på, hvor skuffet William ville blive, hvis det ikke lykkedes at grave nyt frem om tilstedeværelsen af sorte soldater ved befrielsen af Dachau. Sidst de var sammen, havde William været fortvivlet over retssagen mod seks afroamerikanske teenagere i Jena, Louisiana. Adam ville gerne have afledt hans tanker fra retssagen ved at aflægge rapport om fremskridt i researchen af sorte soldaters mulige deltagelse i befrielsen af kz-lejre, men havde haft meget lidt at fortælle ham. Han fortalte imidlertid William om Henry Border, og William var blevet meget optaget af historien om psykologen i Chicago.
”Fortæller du også Charlie om det her?” spurgte William. Adam mente, at det nok var nyttesløst.
”Sludder! Du er nødt til at fortælle ham om det. Hvis du ikke gør det, gør jeg.”
Han lå i sengen og kiggede på clockradioen. Klokken var nu 03.47. Hanen ude på badeværelset dryppede stadig. Det var den lyd, der havde vækket ham, og det var den, han til sidst stod op for at kvæle. Da Adam nu alligevel var oppe, åbnede han søvnigt vaskeskabet og tog den kam, Diana ikke havde taget med sig. Han holdt den i hånden og kiggede på hendes hår mod sin håndflade. Det var blevet et ritual.
”Er du ensom?” spurgte han uhørligt. ”Hvad får du at spise? Laver du mad, eller overlever du på takeaway, fordi det er … meningsløst at lave mad til et enkelt menneske. Hvem gider lave mad kun til sig selv? Alle de rester, man bliver syg af dem, hvis man ikke passer på. Og så er der indkøbslister, små håndskrevne lister på en lap papir, overlevelseslister for folk i byen, bare synet af dem kan gøre en helt syg. Jeg er så forfærdelig ked af det. Vidste du det? Spekulerer du en gang imellem på, hvad jeg går rundt og tænker? Jeg var aldrig utro. Det tæller da til min fordel, ikke? Jeg burde have været utro og indrømmet det. Udfaldet ville have været det samme, men i det mindste havde det givet en form for mening. Tænker du nogensinde på mig? Eller er du allerede kommet videre? En gang imellem ser jeg for mig to hænder, der langsomt giver slip. Langsomt, langsomt, hvor de før holdt fast i hinanden, berører de kun hinanden. Og så på grund af dorskhed eller noget, måske tyngdekraften, tiltrækningskraften ved – kan man kalde det nabokroppe? – begynder de at glide fra hinanden. Man står næsten helt stille, mens den anden glider væk.”
Diana tav.
”Jeg har optaget et privatlån. Jeg gik ned i banken og fik et lån, der skal finansiere en rejse til Melbourne, hvor der er en kvinde, jeg skal tale med, en af Borders kvinder, en af de holocaust-overlevende, som han interviewede i sommeren 46. Muligvis er det totalt spild af tid og penge. Jeg fortalte ikke banken, at jeg allerede nu ved, at jeg mister mit arbejde. Er det den slags tro på mig selv, som du har efterlyst i mig? Jeg tror, jeg har den nu … troen … på mit arbejde. Det har at gøre med sorte soldater i Dachau, som jeg er i gang med at følge op på, og andre ting, som Border har ført mig på sporet af. Jeg har noget nu, faktisk temmelig meget. Næsten for meget. Hvis jeg dog bare havde fundet det på et tidligere tidspunkt. Det kører rundt i mit hoved. Hvordan sover du? Vågner du op og ved, at jeg er ked af det? Over at have ladet dig gå?”
Næste morgen ringede Adam til Dianas mobil fra sit kontor. Telefonen var slukket. Måske havde hun undervisning. Han lagde en besked. Han ville gerne møde hende. Til en middag, en drink, hvad hun havde lyst til.
”Vælg et sted, en bar i Hell’s Kitchen er fint nok. Jeg vil virkelig gerne tale med dig.”
Modstandsgruppen i Sonderkommandoen havde ikke regnet med, at Henryk Mandelbrot og Chaim Neuhof ville kunne overtale Militærrådet til at fremskynde planerne om en omfattende lejropstand. Mordet på 200 Sonderkommando-mænd i september havde ikke fået den ikke-jødiske modstandsbevægelse på andre tanker. Tidligt i oktober forværredes situationen, da Sonderkommandokapoerne, de fanger, som SS havde uddelegeret særligt ansvar til, blev beordret til inden for et døgn at forsyne SS med en liste over 300 Sonderkommando-mænd. Scharführer Busch, en SS-sergent, meddelte, at de valgte 300 skulle ud af Auschwitz-Birkenau for at rydde murbrokker i en by i nærheden, der var blevet lagt i ruiner under et af De Allieredes bombetogter. Ingen i Sonderkommandoen troede på den historie.
Scharführer Busch havde i virkeligheden givet kapoerne et døgn til at lave en liste over 300 af deres kolleger, der skulle dø, og overladt det til kapoerne selv at vælge ofrene. Hver eneste mand gik nu rundt og spurgte sig selv: Har jeg nogensinde trådt en af kapoerne over tæerne?
Mændene i Sonderkommandoen blev oppe hele natten. De diskuterede med hinanden. De talte med kapoerne og alle andre, som de troede måske kunne påvirke kapoernes beslutning, for eksempel de to Zalman’er, Lewental og Gradowski, to af de længst overlevende medlemmer af Sonderkommandoen. De to var imponeret over de kriterier, som Henryk Mandelbrot havde foreslået, at man brugte som udgangspunkt for listen. Den kapo, de havde kendt bedst, Kaminski, var for nylig blevet skudt, mistænkt for spionage, men de opsøgte en anden kapo, en, der var med i Sonderkommandoens modstandsgruppe, en mand ved navn Kalniak. Kalniak blev præsenteret for Mandelbrots forslag.
”Det må være indlysende,” havde Mandelbrot sagt, ”at de første, der skal holdes ude af listen, er dem, der mest sandsynligt vil være fysisk og psykisk i stand til at slås, når opstanden begynder.”
”Det ville være meget fornuftigt, hvis der var et realistisk håb om, at vi får en opstand,” svarede Kalniak.
”Ikke desto mindre –” Mere nåede Gradowski ikke at sige til Kalniak, før en fange kæmpede sig forbi Lewental for at trygle Kalniak om ikke at komme på listen. Ingen vidste, om Kalniak havde nogen særlig indflydelse eller stod sig godt med de andre kapoer i Sonderkommandoen, men bare det faktum, at folk var begyndt at slås i håb om at nå hen til ham og tale deres sag, højnede hans anseelse hos snesevis af desperate mænd, der havde set det. Måske kunne en snak med Kalniak forhindre, at man kom på listen.
Næste dag blev to af Sonderkommando-fangerne, hvis opgave det var at uddele mad til Sonderkommandoen, bedt om at videregive en besked til en vis fange i køkkenkommandoen. Denne fange var med i modstandsbevægelsen, og han fik besked på omgående at kontakte Militærrådet og berette om de 300 mænd og deres situation og for sidste gang trygle om at få sat opstanden i gang allerede samme dag. Svaret fik de i løbet af halvanden time. Ikke alene ville Militærrådet ikke deltage i en opstand samme dag, men det bad indtrængende de modstandsfolk i Sonderkommandoen, der ikke stod på listen over 300 mænd, om heller ikke at kaste sig ud i en opstand. De 300 mænd, hvem de nu end var, der stod på listen til SS, skulle gå i døden uden at gøre modstand, og uden at nogen måtte løfte en finger for dem, ikke engang de andre Sonderkommando-mænd. Det var den besked, der kom tilbage fra lejrens forenede modstandsbevægelse, Militærrådet Auschwitz.
”Måske havde Kalniak ret,” hørte Henryk Mandelbrot Zalman Lewental sige til Zalman Gradowski.
De stillede op på række foran Krematiorium IV, som de så ofte havde gjort, men denne gang gjorde de det meget langsomt. Havde SS set det? Alle var bange. Ingen havde sovet den nat. Der var blevet lavet en liste. En af kapoerne havde den. Hvilken kapo? Det eneste, alle vidste, var, at det nu var for sent at forsøge at påvirke nogen. Scharführer Busch var til stede sammen med en del SS-vagter. Troede disse SS-mænd virkelig, at nogen af de mænd, der stod på række foran dem, mænd, der dag ud og dag ind, måned efter måned var blevet tvunget til at bevidne og deltage i bedraget af og massemordet på så mange hundredtusinde uskyldige mennesker, forestillede disse SS-mænd sig virkelig, at en eneste af Sonderkommando-mændene så meget som ét sekund troede på historien om, at de 300 mænd, hvis navne om et øjeblik ville blive læst op, skulle ud for at rydde op i en sønderbombet by?
Hverken Lewental eller Mandelbrot så nogen kapo overrække listen, men på en eller anden måde havde en af SS-mændene fået den, og de så denne SS-mand række den videre til Scharführer Busch. Der var mænd i rækkerne, der med sikkerhed vidste, at deres navne optrådte på listen. Nogle af disse mænd havde på forskellig måde forberedt sig. Måske stod de nu på række og rystede af nervøsitet, men de havde samtidig skjult forskellige redskaber, primitive våben af en art, et sted på kroppen. De mænd, der havde arbejdet på natholdet i Krematorium IV, havde i det, de vidste var deres sidste timer, kilet og proppet klude, gennemvædet med træsprit eller olie, ind i alle de revner og sprækker, de kunne finde i krematoriet, mellem loftsbjælker, i koksrummet, alle vegne. Der var også gennemvædede klude under nogle af de treetages træbrikse inde i deres blok. De havde ikke glemt, at det ikke kun var mennesker, der kunne brænde. Det kunne træ også. Så var der blikæskerne, små blikæsker delvis fyldt med krudt, som kvinderne i Krudtkammeret havde stjålet, og som først Rosa Rabinowicz og bagefter andre havde smuglet ud. Hvis en opstand brød ud, hvis en bygning, der blev brugt som mordsted, blev sat i brand, kunne andre fanger, ikke kun Sonderkommandomænd, men fanger i hele Auschwitz-Birkenau og måske også fanger i satellitlejrene se det. Måske blev det gnisten til, at opstanden bredte sig. Kunne det tænkes? Hvor skulle de vide det fra? De havde aldrig før været et sted som dette.
Hvor mange minutter var der tilbage af deres liv? Scharführer Busch begyndte at råbe navne op fra listen. Hvordan var Chaim Neuhofs navn endt på den? Mens de dødsdømte mænd langsomt trådte frem, faldt det Scharführer Busch ind, at opstillingen virkede lidt for lille, at der manglede mænd. Han fik den mistanke, at de manglende fanger havde gemt sig, og sendte adskillige SS-mænd ind i Krematorium IV for at lede efter dem. Kludene, våbnene, mænd, der måske skjulte sig derinde, var i fare for at blive fundet.
Der var ingen grund til at vente længere, ikke den mindste grund. Ingen vil nogensinde få at vide, om Chaim Neuhof var den første til at erkende det, men han var den første, der reagerede på erkendelsen. Stående på række sammen med de andre dødsdømte mænd gjaldede han pludselig et ’Hurrah’ og kastede sig med en økse, som det var lykkedes ham at skjule i sine bukser, over en af de SS-mænd, der skulle til at gennemsøge Krematorium IV. Pludselig fløj sten, grus og en hel masse forskellige genstande gennem luften mod SS-mændene fra den række fanger, der var blevet udvalgt til at blive ’forflyttet’. Nogle af SS-mændene trak sig tilbage fra de angribende Sonderkommandomænd, to af dem flygtede på cykel. Andre begyndte at skyde løs på både de dødsdømte og de andre Sonderkommando-mænd.
Nu var der ikke længere nogen, der ventede på noget. Sonderkommando-mænd fra begge grupper gik til angreb på SS, og inden længe begyndte røg at stige op fra Krematorium IV. Det var ikke den sædvanlige røg, der kom fra brændende lig. Denne røg var uden fortilfælde. Krematorium IV brændte. For en gangs skyld var det ikke jøder, men selve bygningen der brændte. Der lød også eksplosioner. Jøderne kastede en slags granater. Og mens Sonderkommandomænd faldt som fluer i kugleregnen, stod folk, fanger af enhver nationalitet fra andre dele af lejren, stille og lyttede. Jøderne havde taget kampen op! Ubegribeligt, men ikke desto mindre sandt. På en eller anden måde var Sonderkommandoen i færd med at ødelægge et af krematorierne midt i en uophørlig kugleregn.
Ovre i Krematorium II hørte Sonderkommando-mændene skriget fra en sirene og den knitrende lyd af skud. Til deres forbløffelse så de, at Krematorium IV brændte. I den tro, at dette var starten på den opstand, de længe havde håbet på, gik de til angreb på deres SS-vagter. Skjulte lagre med våben, herunder hjemmelavede granater, blev i postyret fundet frem. En knibtang med plasthåndtag blev gravet op af jorden og brugt til at klippe et hul i lejrens elektriske hegn, der var stort nok til, at folk kunne kravle igennem det. SS var så chokeret over at være blevet angrebet i det, der for dem lignede en organiseret opstand, at et større antal Sonderkommando-mænd nåede at komme hen til hullet i hegnet, før det lykkedes SS at koordinere et modangreb. For at dæmme op for skudilden i dette område, begyndte fangerne nu at kaste granater mod dem. Samtidig havde en del Sonderkommando-mænd held til at komme gennem hullet i hegnet. De vidste ikke, hvilken vej de skulle løbe, og fulgte bare i hælene på den første, der var sluppet ud, og som var på vej mod den nærmeste by, Rajsko.
De blev beskudt af forfølgende SS-soldater, og mange blev dræbt eller såret, men det lykkedes nogle af dem at klare de to kilometer til Rajsko, hvor de rædselsslagne, men også opstemte søgte tilflugt i en lade, de havde fundet. Polakkerne i Rajsko, der midt på en oktobereftermiddag så disse mænd løbe ind i laden, forstod ikke, hvad de var vidne til. De så SS-mænd komme med hunde og forsøge at bryde ind i laden, men Sonderkommandoen havde lige akkurat haft tid til at stænge den ret solide dør. Flygtningene indenfor følte sig midlertidigt i sikkerhed og tog et overblik over situationen. Det næste, der skulle gøres, afhang af, hvad der skete udenfor. Måske var folk kommet igennem huller andre steder i hegnet. Måske havde alle fangerne i Auschwitz sat sig til modværge. Måske var russerne langt om længe ankommet og havde taget kampen op med SS. Måske var det nu, at Den Polske Hjemmehær havde sluttet sig til Militærrådet, så SS var under belejring. Måske var dette begyndelsen til enden på mareridtet. De så på hinanden. Det virkede, som om nazisterne havde opgivet at komme ind i laden. Havde de lokale polakker, Rajskos mænd og kvinder, grebet til våben? Nej, indbyggerne i Rajsko løftede ikke en finger den eftermiddag. Det eneste, disse forpustede mænd kunne høre gennem lyden af deres egen vejrtrækning, var de gøende hunde udenfor.
Rajskos indbyggere var civile. De deltog ikke i krigen. Sonderkommando-mændene inde i laden i Rajsko kunne lugte røg, ikke fra brændende kroppe, men fra træ. Mændene fra Militærrådet Auschwitz var ikke ved hånden, og det var den lokale afdeling af Den Polske Hjemmehær heller ikke. SS havde sat ild til laden. Da flammerne fik fat, og varmen og røgen blev ulidelig, var Sonderkommando-mændene nødt til at åbne porten og løbe for livet. Russerne var ikke nået frem, men nogle af indbyggerne i Rajsko var til stede og så disse mænd fare ud af den brændende lade, kun for at blive plaffet ned af de ventende SS-soldaters maskingeværer.
Tilbage i Auschwitz kom nogle fra natholdet på Weichsel Union Metallwerke ud af deres blokke og så røg stige op fra Krematorium IV. Det var virkelig sket. Også Rosa Rabinowicz i Kanada så det. I de fjerneste afkroge af lejren så de det. Andre hørte bare om det, men alle jublede. Sonderkommandoen, jøderne, havde taget kampen op. Et af krematorierne, dets gaskammer og ovne, var blevet ødelagt. En næsten surreel stolthed bølgede gennem fangebefolkningen i lejren.
Da først SS havde fået forstærkning, blev opstanden hurtigt nedkæmpet. De Sonderkommando-mænd, der ikke var blevet dræbt enten i Rajsko-laden eller ved krematoriet, blev tvunget til at lægge sig på maven på jorden. Sandt: Der var blevet klippet et hul i hegnet, sprængstoffer lavet af udsmuglet krudtpulver var blevet brugt, SS-mænd var blevet såret, enkelte dræbt. Men mens alt dette var sket, havde ingen ud over Sonderkommando-mændene så meget som bandet ad SS-soldaterne. Henryk Mandelbrot lå ligesom alle de andre overlevende Sonderkommando-mænd på maven på jorden. SS var kommet sig oven på chokket og var rasende og hævngerrige. Mandelbrot lyttede til skuddene, der kom nærmere. Han hørte skridt nærme sig fra den SS-mand, der var blevet udpeget til at foretage henrettelserne. Med ansigtet ned mod jorden lyttede han og regnede sig frem til, at SS skød hver tredje Sonderkommando-mand. En, to og så et skud. Igen, en, to og så et skud. Hvem overlevede denne dag og ville kunne fortælle, hvad der var sket om eftermiddagen den 7. oktober 1944? En, to og så et skud. Hvem var tilbage, når det her var overstået? En, to og så et skud.
Bliver det mig? tænkte Henryk Mandelbrot med jord i munden. En, to og så et skud. Lyden af støvletramp blev højere, og det samme gjorde lyden af skud. En, to og så et skud. Endnu en mand var død. En, to og så et skud. Endnu et vidne var blevet gjort tavs.
Chaim Neuhof blev skudt, og det samme blev Dorebus, Panusz og Handelsmann. Også Kalniak, en af de Sonderkommando-kapoer, der havde udfærdiget listen, døde. Kalniak, der ikke selv havde stået på listen, havde aftenen før hjulpet til med at skjule sprængstoffer i Krematorium IV. Han havde vidst, hvad der skulle ske, og at han skulle dø.
Krematorium IV, dets gaskammer og ovne, var blevet så voldsomt beskadiget, at det aldrig kom i brug igen. Da skyderiet langt om længe hørte op, fik Henryk Mandelbrot lov til at rejse sig op. Før opstanden havde der været 663 Sonderkommando-mænd. Bagefter var der 212.
Da Henryk Mandelbrot løftede ansigtet op fra jorden og rejste sig op, så han de to Zalman’er, Lewental og Gradowski. De var begge døde.
”Er det ikke vigtigt, at jeg hører afslutningen på historien?” spurgte Lamont Williams den gamle mand på Manhattans Memorial Sloan-Kettering Cancer Center.
”De er her for at høre afslutningen på historien.”
Lamont smilede, men insisterede blidt. ”Hvad gjorde De, da kampene begyndte?”
”Der var kaos på gårdspladsen. Fanger –”
”Sonderkommando-mænd?”
”Ja. Sonderkommando-mænd styrtede af sted i alle retninger, mens SS skød på dem. De, der løb i retning af hegnet, hvor der var klippet hul –”
”Dem, der løb til laden i Rajsko?”
”Ja. Da de løb, og SS jagtede dem, så jeg, at der var en chance for at gøre noget, men jeg vidste ikke hvad. Der var mænd, mænd, som jeg kendte, der blev skudt og døde, og de faldt overalt omkring mig.”
”Hvad gjorde De så?”
”De vil synes, at det lyder helt vanvittigt, og det var det også, men det reddede mit liv. Jeg løb i retning af Krematorium IV og –”
”Men det var jo det, der brændte.”
”Ja, netop, det brændte. Men jeg tænkte, at hvis jeg kunne nå derhen uden at blive skudt, var det muligvis det sikreste sted at være.”
”Hvad så med ilden?”
”På det tidspunkt piftede kugler gennem luften, og jeg var mere bange for SS-kugler end for branden. De skød mod mig, og to gange kastede jeg mig ned og lå stille, så de troede, jeg var død. Når først jeg lå på jorden, holdt de op med at skyde. Jeg ventede lidt og rejste mig så op og løb videre. Dette gjorde jeg to gange, og det lykkedes mig at nå hen til Krematorium IV.”
”Men hvorfor ville De derhen? Det brændte jo.”
”Fordi det så ud, som om de havde tænkt sig at skyde alle inden for synsvidde. Hvem vidste, hvad de kunne finde på, selv om de stadig havde brug for Sonderkommando-mænd, og de godt vidste det? De var så vrede, så rasende, måske også bange, at de var i gang med at skyde alle, de kunne få øje på, så jeg var nødt til at forsvinde. Jeg var nødt til at gemme mig. Det var mit overlevelsesinstinkt, at gemme mig. Men hvor skulle jeg gemme mig? Hvor var det mindst sandsynligt, at de ville lede? Krematorium IV.”
”Fordi det brændte?”
”Ja, fordi det brændte.”
”Men hvordan vidste De, at De ville kunne overleve branden?”
”Jeg vidste ingenting, mr. Lamont. Jeg kunne nu lade, som om jeg var en helt. Jeg var ikke en helt. Der var masser af helte. Jeg var ikke en af dem. Heltene døde. Hør her, en bygning kan brænde, uden at den brænder alle steder.”
”Men hvordan kunne De vide, at De overhovedet ville kunne nå ind i bygningen?”
”Jeg vidste ingenting. Der er skyderi overalt omkring en, og man er panisk og angst. Hvor skydes der mindst? I nærheden af en bygning, der brænder.”
”Så De nåede hen til døren?”
”Ja, jeg nåede hen til døren. Jeg havde styrtet af sted og var stærkt forpustet. Døren brændte, men hvis jeg bare kunne komme indenfor … ikke flere kugler. Så jeg sprang igennem flammerne og nåede indenfor. Vi kendte bygningen bedre end de fleste vagter, og jeg vidste, at der var et sted derinde, hvor kugler ikke kunne nå hen, og det var det sted, jeg ville hen til.”
”Hvis der ikke var gået ild i det.”
”Netop. Ja, hvis der ikke var gået ild i det.”
”Hvor var det?”
”Oppe i aftrækket. Forstår De, hvad jeg mener? Aftrækket, det var af støbejern. Det førte fra ovnene op i skorstenen.”
”Og det var der, De gemte Dem, i en røgkanal?”
”Ja, det var der, jeg gemte mig … mens de andre kæmpede, og nogle forsøgte at flygte.”
”Men hvordan kunne De vide, at bygningen ikke ville brase sammen oven på Dem og slå Dem ihjel?”
”Det vidste jeg ikke noget om. Jeg tog en chance. Hør, mr. Lamont, der var intet givet ved det sted ud over døden. Vi skulle alle dø. De mænd, der var flygtet fra lejren og løb til Rajsko, de døde alle sammen, blev alle skudt, og de var helte. Den kujon, der løb ind i en brændende bygning og gemte sig, han fik et langt liv.”
”Og de to Zalman’er, Gradowski og Lewental?”
”Det har jeg fortalt.”
”Ja, men De sagde, at De gemte Dem, så hvordan kunne De vide –?”
”Jeg krøb ud igen. Da skyderiet hørte op, krøb jeg ud igen.”
”Skyderiet var hørt op?”
”Ja, fordi de stillede alle overlevende op på række og tvang dem til at lægge sig på maven på jorden.”
”Også Dem?”
”Ja, selvfølgelig. Jeg valgte det forkerte tidspunkt at komme ud af bygningen, men måske ville flammerne, eller faldende teglsten, have gjort kål på mig, hvis jeg var blevet. De tvang os til at ligge på maven på jorden, og de skød hver tredje af os. Da jeg rejste mig, blev Gradowski og Lewental … jeg så dem ligge på jorden. Jeg overlevede, men det gjorde de ikke.”
Det var sidste gang, mr. Mandelbrot fortalte Lamont Williams om Sonderkommandoen. Lamont havde ikke vidst det, men det havde mr. Mandelbrot tilsyneladende. Det var mod slutningen af besøget, at mr. Mandelbrot smilede ved synet af Lamont, der tog sølvmenorahen. Samme aften fik Lamonts mormor øje på den i deres Co-op City-lejlighed og spurgte ham om den, og Lamont fortalte hende en smule af historien om den dag, Sonderkommandoen tog kampen op.
”De ville have skudt ham, hvis han var fulgt efter de andre ud gennem hullet i hegnet og var løbet til Rajsko.”
”Han overlevede kun ved at løbe ind i en brændende bygning?”
”Ja, sådan er det. Han skjulte sig i en røgkanal i Krematorium IV.”
”Sikke en historie!” sagde Lamonts mormor og rejste sig for at rydde af bordet. Om aftenen, før hun gik i seng, tog hun sølv-menorahen og studerede den.
”Han må virkelig have kunnet lide dig … siden han gav dig den. Hvor meget tror du, den er værd?”
Lamont hørte ikke spørgsmålet, og hun gentog det ikke, da hun bøjede sig ned for at kysse ham godnat.
”Jeg vil forsøge at komme forbi i morgen,” havde Lamont sagt til mr. Mandelbrot den aften, før han gik.
”Ja? Godt,” sagde den gamle mand. Det var det sidste, han nogensinde sagde til Lamont. Lamont havde ikke tid til at besøge ham aftenen efter og heller ikke den følgende aften. Tre dage efter deres sidste samtale så han til sin overraskelse en ny patient, da han trådte ind i det, der havde været den gamle mands hospitalsstue. Lamont fortod selvfølgelig, hvad der var sket, men var alligevel uforberedt på det, og selv om det i virkeligheden ikke var kommet som en overraskelse, manglede han at høre afslutningen på historien fra en, der vidste besked. Den næste dag fik han øje på den gamle mands onkolog, der hastede af sted på gangen, og han tog det usædvanlige skridt at henvende sig til hende.
”Undskyld, dr. Washington,” sagde han nervøst. ”Patienten, mr. Mandelbrot, er han blevet flyttet til –”
”Han døde,” sagde hun, kiggede på sit ur og gik videre. Lamont Williams stod alene på gangen med sin svaber i hånden og en spand gråt sæbevand for fødderne og tænkte et øjeblik på den gamle mand. Hvem kendte ellers hans historie? Hvem andre havde han fortalt den til? Nogen overhovedet? Manden fra Driftsafdelingen måtte se at blive færdig med at vaske gulv.
Adam havde endnu ikke fundet noget, der bare antydede, at sorte soldater havde deltaget i befrielsen af Dachau, og selv om det i høj grad var den research, der havde ført ham på sporet af Henry Borders udskrifter og værdifulde trådoptagelser i 1946 af DP’erne, blev han mere og mere afledt fra emnet. Han fandt dog en enkelt ting i et af udskrifterne, der gav ham i det mindste et lille håb om at kunne finde noget vedrørende den rolle, afroamerikanske soldater havde spillet i befrielsen af en anden koncentrationslejr. Border havde interviewet en DP, en holocaust-overlevende, ved navn Taussig. Tilsyneladende havde Taussig et stykke tid været fange i en satellitlejr ved navn Natzweiler-Struthof. Mens han fortalte om sin befrielse, nævnte han for Border, at det var sorte soldater fra De Allierede, der som de første nåede frem. Taussig fortalte Border, at da han så disse bevæbnede sorte mænd, sorte soldater, gik det op for ham, at de måtte være amerikanere. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, hvem disse mænd var, og han vidste, at han langt om længe var en fri mand igen.
Adam gik omgående i gang med at efterforske Natzweiler-Struthof. Han fandt hurtigt ud af, at Natzweiler-Struthof havde ligget i nærheden af Strasbourg lige vest for Rhinen. Det var den eneste kzlejr, tyskerne havde bygget i Frankrig. Hovedlejren blev tømt nogle måneder før, De Allierede nåede frem, men mange af satellitlejrene på østsiden af Rhinen, nogle af dem meget tæt på, blev brugt af tyskerne helt op til få uger før kapitulationen. Adam fandt ud af, at disse satellitlejre i krigens sidste måneder var fyldt med fanger fra lejre i øst, herunder Auschwitz, der lå tæt på den fremrykkende Røde Hær, samt med fanger fra Dachau og andre lejre, der var blevet transporteret dertil for at lette presset på disse lejre.
De første, der trængte ind i Natzweiler-Struthofs hovedlejr, var enheder fra den franske 1. Armé, som sammen med den amerikanske 7. Armé udgjorde Den Forenede Allierede Hærgruppe 6 under kommando af den amerikanske generalløjtnant Jacob Devers. Adam fik hurtigt bekræftet, at Hærgruppe 6 nåede frem til Rhinens vestbred omkring 24. november 1944. Hærgruppe 6 var den første af De Allieredes hære, der nåede frem til Rhinen, og det var Devers plan at krydse den og avancere mod nord gennem Rhindalen.
Der var to aspekter ved dette, der især vakte Adams interesse. For det første var en af divisionerne i den amerikanske 7. Armé den 79. Division, og en af bataljonerne i denne division var den afroamerikanske 761. Kampvognsbataljon. Adam var for nylig faldet over nogle ganske vist ikke officielt verificerede rapporter om, at 761. Kampvognsbataljon havde deltaget i befrielsen af en kz-lejr. For det andet fandt Adam ud af, at Devers, da han skulle vurdere gennemførligheden af et angreb over floden i Strasbourg-området, havde sendt spejdere over floden for at undersøge de tyske forsvarsværker. Spejderne rapporterede tilbage, at forsvarsværkerne var overraskende svage.
Det, der gjort Adam helt ophidset, var muligheden af, at nogle af de spejdere, der krydsede Rhinen sidst i november, muligvis kom fra 761. Kampvognsbataljon, og at de havde deltaget i træfninger i nærheden af Natzweiler-Struthofs satellitlejr ikke langt fra floden. Hvis det kunne bekræftes, ville han have bevist, at sorte soldater var blandt de første allierede tropper på Vestfronten, der var stødt på og måske ligefrem trængt ind i en fungerende nazistisk koncentrationslejr, en meget bemærkelsesværdig bedrift.
Det var indtil videre de rene spekulationer, men Adam var en tid som besat for at finde ud af, om det kunne have noget på sig.
Hvilke officielle eller uofficielle rapporter var der mon om de kampe, 761. Kampvognsbataljon havde været involveret i? Hvem var mændene i 761. Kampvognsbataljon? Der havde været seks hvide officerer, 30 sorte officerer og 676 sorte menige soldater. Bataljonen var blevet samlet i Louisiana i 1942 og intensivt trænet i Texas. Til sin begejstring fandt Adam ud af, at bataljonen var gået i land på Omaha Beach i Normandiet den 10. oktober 1944. De ville have været i Europa på det relevante tidspunkt og have haft en hel måned til at nå frem til Natzweiler-Struthof. Ud af en gruppe på 700 mand måtte der vel være en enkelt, der havde skrevet om sine oplevelser under krigen. Var der skriftlige beretninger, der ikke var blevet fundet, og som kun familien havde kendskab til? Måske var der veteraner fra den bataljon, som Adam kunne interviewe. Der var meget at finde ud af. Langt om længe havde Adam noget positivt at fortælle sin ven, William McCray.
Ordrerne kom hele vejen fra Berlin. Krigslykken var vendt, og de amerikanske, britiske og frie franske hære var nået frem til Rhinen i vest, og russerne var trængt ind i Polen i øst, men alligevel ville de gerne vide det. Det Tredje Rige var ved at kollapse, men alligevel ville de gerne vide det. Vide, hvordan de havde gjort det. Hvordan havde disse halvdøde jøder, isolerede fanger i en udryddelseslejr, skaffet sig våben? Hvor havde de fået sprængstoffet fra? En delegation blev sendt af sted fra Berlin til Auschwitz-Birkenau. Det faldt ikke SS ind, at sprængstoffet kunne være kommet fra kvinderne på Weichsel Union Metallwerke. Ligesom de ikke overvejede og derefter forkastede muligheden af, at Churchill, Stalin eller måske Roosevelt personligt havde givet Sonderkommandoen sprængstof, overvejede de heller ikke muligheden af, at disse udhungrede unge jødiske kvinder kunne have gjort det. Så blev der en dag, hvor man gennemsøgte den ødelagte bygning, der engang havde rummet Krematorium IV’s gaskammer og ovne, fundet en lille æske. Den var rund og af blik og havde engang indeholdt skocreme. Nu lå der små flettede bomuldsfibre i den, en slags lunte, samt krudt. Det var en hjemmelavet granat, som Sonderkommandoen aldrig fik kastet, og det blev hurtigt fastslået, at krudtet stammede fra Weichsel Union Metallwerke.
Omkring samtidig blev en kvinde, en fange, der engang havde boet i samme blok som Estusia og Hannah Weiss, fanget med et helt brød på sig. Hun blev gennembanket, men ville ikke fortælle, hvor hun havde brødet fra. I stedet for fortalte hun dem ting, der kunne være nyttige at vide, informationer om fangen Estusia Weiss, der ofte havde fået besøg af fangen Rosa Rabinowicz fra Kanada Kommando. Man glemte straks alt om brødsmugleriet.
Blok 11, lejrens fængsel inde i fængslet, lå i Auschwitz I, den del af Auschwitz-Birkenau hvis port var smykket med ordene ’Arbeit macht frei’. Kapoen i Blok 11 var jøde, en usædvanlig høj og stærk mand, kendt under navnet kapo Jakub af mange flere fanger, end der nogensinde havde set ham. Det var hans kræfter og højde, der havde fået SS til at udnævne ham til kapo i Blok 11. Der var dem, der sagde, at han var enfoldig, andre beskyldte ham for at være grusom. De, der var sluppet ud af Blok 11, svor på, at det var hans rettidige barmhjertighedshandlinger, der havde reddet deres liv. Når fanger, der var låst inde i Blok 11’s celler, hørte Jakub nærme sig, genkendte de ham på gangarten, og hvis de, ud fra lyden af skridt, bedømte ham til at være alene, kaldte de på ham inde fra de mørke straffeceller.
”Hjælp mig, kapo Jakub. Vær sød at hjælpe mig.”
Råbet fra fangerne ville løbe efter lyden af hans skridt ned gennem den mørke betongang. ”Hjælp mig, kapo Jakub. Vær sød at hjælpe mig.”
Året 1944 var ved at rinde ud, da Estusia Weiss og hendes veninde, Ala, to af arbejderne i Weichsel Union Metallwerkes Krudtkammer, blev hentet til forhør i Blok 11. Deres forkvinde, Regina, blev også taget med, og kort efter blev Rosa Rabinowicz hentet. Alle fire kvinder blev tortureret forfærdeligt og gentagne gange. Nyheden om deres indespærring i Blok 11 nåede frem til Noah Lewental og andre i modstandsbevægelsen. Så sikre var de på, at deres navne ville blive nævnt under forhørerne, at mange af dem overvejede at begå selvmord.
Inde i sin celle lå Rosa Rabinowicz på ryggen med blødende sår i ansigtet, på overkroppen og på benene efter netop at være kommet tilbage fra et forhør. Hun kæmpede for at trække luft ned i lungerne inde bag de brækkede ribben og hørte fanger i det fjerne annoncere, at kapo Jakub var på vej ned gennem gangen.
”Hjælp mig, kapo Jakub. Vær sød at hjælpe mig,” hørte hun dem hviske. Uden at rejse sig eller så meget som prøve på det kravlede hun over gulvet hen til celledøren og ventede på, at han nærmede sig hendes dør. Derefter begyndte hun hviskende at kalde på ham: ”Hjælp mig, kapo Jakub. Vær sød at hjælpe mig.”
Jakub kunne ikke gå alene forbi en eneste celle uden at høre denne bøn derindefra. ”Hjælp mig, kapu Jakub. Vær sød at hjælpe mig.” Selv fanger, som han aldrig havde hjulpet, som aldrig havde vekslet et eneste ord med ham, og som ikke havde nogen grund til at forvente, at han pludselig ville sætte sit liv på spil for at hjælpe dem, selv disse fanger kaldte på ham inde fra deres celler, næsten som var det en bøn, de bad. De kaldte på ham, som om det ville mindske deres overlevelseschancer, hvis de ikke gjorde det. De, der ikke længere kaldte på ham, var bevidstløse.
Jakub hørte dem kalde, mens han bevægede sig hen ad gangen i kælderen under Blok 11, og da han nåede hen til Rosa Rabinowicz’ dør, hørte han den torturerede kvindes svage råb, og han stod stille. Det var langt fra det højeste råb, der bad om hans opmærksomhed, og ingen ville have kunnet bebrejde ham, hvis han ikke havde hørt det, men da han nærmede sig denne bestemte celle, var han begyndt at gå en smule langsommere. Han vidste præcis, hvem der lå og blødte derinde. Han var kommet med brød og vand til denne celle, da fangen derinde havde været bevidstløs. Jakub vidste, at denne celle rummede Rosa, den kvinde, der havde smuglet sprængstof til Sonderkommandoen, krudt, der var blevet brugt i opstanden, den eneste gang i hele lejrens historie, at nogen havde sat sig til modværge. Alle de privilegier, han havde i kraft af sin position, ville han forsøge at dele med denne kvinde, Rosa Rabinowicz.
Da hun ikke længere kunne høre hans skridt, spekulerede hun på, om han stadig var der. Så hørte hun nøglen i døren ind til sin celle, og i løbet af få sekunder tårnede kapo Jakub sig op over hende. Manden trådte over hende og ind i den lillebitte celle. Han lagde sig på knæ og rakte hende den skål vand, han tidligere var kommet med. Han lagde hendes hoved i sit skød og sagde, at når han havde talt til tre, skulle hun synke, og det gjorde hun. Han lagde forsigtigt hendes hoved tilbage på gulvet og rakte stadig liggende på knæ ud efter brødet, som han også var kommet med tidligere, og nu brækkede han et stykke af for at putte det i munden på hende. Det lykkedes ikke. Hendes mund, der var opsvulmet og blodig, kunne ikke rumme noget i fast form. Blodet fra hendes mund fra den seneste gennembankning, dryppede ned på hans ben. Han tog noget af brødet, blødte det op i vandet, og begyndte at made hende.
”Kære Gud i himlen,” sagde han stille for sig selv og uden at forvente svar. Men den ødelagte kvinde, hvis hoved lå i hans skød, stødte nogle få ord ud mellem hver udånding.
”Hent Noah. Noah Lewental. Hent Noah, Jakub, vil du gøre det for mig?”
”Hvem er han?”
”Elektriker … fra Ciechanow. Spørg dig for … Nogen vil vide, hvem han er … De vil vide, hvem han er,” hviskede hun. ”Vil du hente ham, før jeg dør?”
Tre dage efter tog kapo Jakub imod elektrikeren fra Ciechanow, Noah Lewental. Det var om natten, og han kom hen til Blok 11 med to flasker under armen.
”Hvem der?” spurgte den vagthavende SS-mand søvnigt.
”Det er min fætter, og det her er til Dem,” sagde Jakub og stillede flaskerne på bordet foran SS-manden.
”Hvad er det? Må jeg se? Æggepunch!” sagde SS-manden grinende.
”To flasker … til Dem,” gentog Jakub.
”Ach, I jøder! Selv her, selv nu, forstår I at rage til jer.”
Noah forholdt sig tavs og ventede på at se, hvad vagten ville gøre. Vagten åbnede en af flaskerne og tog en slurk.
”Jakub, de elsker dig her. Selv de døde kommer med gaver til dig. Nå, men du må også godt få en slurk.”
SS-manden rakte flasken videre til Jakub, der lod, som om han drak en smule, før han rakte den tilbage. Inden længe havde vagten tømt den første flaske og tog hurtigt hul på nummer to.
”Fra Kanada, ja?” sagde SS-manden, der nu var temmelig beruset.
”Det er Deres nu, hr. soldat, og så er det vel lige meget, hvor den kommer fra.”
”Ja, ja … det er min nu. Det er helt korrekt, Jakub. Min nu, ikke sandt?”
SS-manden faldt i søvn, da der kun var en smule tilbage af flaske nummer to, og Jakub førte Noah Lewental ned til Rosas celle. Noah gik så stille bag Jakub, at fangerne på den anden side af celledørene troede, at Jakub var alene og kaldte på ham, da de to mænd gik forbi.
”Hjælp mig, kapo Jakub. Vær sød at hjælpe mig.”
Da de nåede hen til Rosas celle, låste Jakub hurtigt døren op.
”Vær hurtig. Jeg ved ikke, hvor længe vagten vil sove. Det kan være den halve nat, eller måske er han allerede vågen,” hviskede han. Han skubbede Noah ind i cellen, lukkede døren og gik igen, forfulgt af svage råb fra fangerne.
Noah Lewental kiggede ned på den nøgne krop på gulvet. Den var uigenkendelig. Noah spekulerede på, om kæmpen Jakub havde ført ham et forkert sted hen, da en stemme lød nede fra den forfærdeligt sønderslåede, nøgne krop, der lå uden så meget som et tæppe eller noget andet over sig på det grå betongulv.
”Noah, er det dig?”
”Rosa?”
”Hvordan lykkedes det dig at komme? Er du virkelig her, eller drømmer jeg?”
Noah bøjede sig ned. Det var hendes stemme. Dette var den kvinde, han siden barndommen havde tænkt at gifte sig med, den kvinde, han havde mistet på grund af ungdommelig utålmodighed, den kvinde, han havde såret så dybt. Og nu dette. Hvad havde de gjort mod hende?
”Jeg er her, selvfølgelig er jeg her,” hviskede han. ”Du sendte bud efter mig, ikke også? Er det her vand?”
”Ja. Jeg troede ikke, Jakub ville kunne finde dig. Jeg troede ikke, du ville få beskeden, før de –”
”Shhh! Spar på kræfterne.” Han lagde hendes hoved i sit skød og gav hende lidt vand. Nu så han, at de fleste af hendes tænder var blevet slået ud.
”Der er ingen grund til at spare på dem,” sagde hun.
”Sådan må du ikke sige. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at … hjælpe dig.”
”Noah, jeg taler ikke i vildelse, og tiden er knap. Vi må ikke lyve for hinanden. De har tænkt sig at slå mig ihjel. Det ved vi begge, men jeg var nødt til at fortælle dig –”
”Shhh. Du må ikke være så –”
”Noah, elskede, lad være med at tale ned til mig. Passer det, at din bror døde i opstanden?”
”Zalman? Ja, det er, hvad jeg har fået at vide.”
”Også mig. Det er det eneste, jeg har givet dem.”
”Hvad?”
”Det er det eneste navn, jeg gav dem under forhøret. Jeg hørte, at han var død, så jeg sagde til dem, at han havde været min kontakt, den eneste, jeg havde.” Noah Lewental strøg hende blidt over håret og kunne mærke, at det var stift af blod.
”Sig det til dem, Noah, sig det til de andre i modstandsbevægelsen, sig til dem, at jeg kun gav dem Zalmans navn, og at det er det eneste, de får ud af mig. Alle, der stadig er live, kan føle sig trygge.”
”Rosa elskede. Jeg er ikke sikker på, at nogen kan føle sig trygge, ikke engang Jakub.”
”Men sig det til dem, Noah, ingen af dem kommer til at dø på grund af noget, jeg har sagt. Fortæl mig, hvad du ved.”
”Om hvad?”
”Er russerne på vej?”
”Det er, hvad vi hører. Det er, hvad vi hele tiden hører … men de kommer aldrig.”
”Og opstanden, var der nogen, der slap væk?”
”Så vidt jeg ved, blev alle, der flygtede, fanget og dræbt. Men de ødelagde et af krematorierne.”
”Gjorde de virkelig det?”
”Ja, og de dræbte nogle SS-mænd, før det hele var forbi.”
”Noah, du er nødt til at overleve det her.”
”Det samme er du!”
”Men det gør jeg ikke. Du gør måske. Du er nødt til at overleve og sørge for, at resten af verden får at vide, hvad der skete her.”
”Hvem vil tro på det?”
”Ja, men du er nødt til at fortælle folk om det, indtil alle har hørt det. Lov mig, at du overlever og –”
”Rosa, du vil have mig til at love noget, jeg ingen indflydelse har på.”
”Ja. Godt så, men lov mig, at du, hvis du overlever, vil fortælle omverdenen, hvad der skete her. Du er nødt til at fortælle –”
”Ja, selvfølgelig. Shhh. Selvfølgelig vil jeg det. Hvad med de andre? Tog de nogen af de andre piger?”
”Ja, de har Estusia og Ala fra Krudtkammeret og også Regina, deres formand. Men vi behøver ikke være bekymret for noget, de kan finde på at sige. Estusia tænker kun på sin søster, og i øvrigt er jeg den eneste, de havde kontakt med uden for Union Metallwerke, og som de kender navnet på.”
”Har du en besked til søsteren?”
”Estusias søster, Hannah?”
”Ja, måske kunne jeg –”
”Nej. Jakub har lovet at smugle et brev ud fra Estusia,” hviskede Rosa.
”Godt.”
”Noah?”
”Ja.”
”Hvorfor ville du sende hendes søster en besked?”
”Hvad mener du?”
”Jeg synes, du sagde, at det nok skulle gå alt sammen.”
Hun havde afsløret ham, og da det lykkedes hende at få hånden op til hans ansigt, opdagede hun, at han græd. De sad i næsten fuldkommen mørke i Blok 11, vel vidende, at Jakub snart ville være tilbage, og Noah så straks var nødt til at gå. Måske blev han fanget på vej ud. Han var ligeglad. Han ville ofre sit liv for hende. Det vidste hun nu. Men de vidste begge, at SS ikke ville tage hans liv i bytte for hendes. De ville bare tage dem begge.
Han holdt om hendes hoved, mens de hviskende talte om deres barndom, om Ciechanow, deres forældre og søskende. Hun sagde, at hendes far havde set alt det her komme, men var derefter enig med Noah i, at ingen kunne have forudset det ubegribelige omfang, uhyrlighederne skulle få. Selv når det var forbi, ville ingen helt kunne forstå, hvor slemt det havde været, omfanget af det, ubarmhjertigheden i det. Nej, måtte hun indrømme, hendes far havde set noget komme, men det havde ikke været det her. Noah kom i tanke om, at Rosa havde en datter. Den lille pige, Elise, hed hun. Barnets far havde bortført hende. Før krigen havde Rosa sat himmel og jord i bevægelse for at finde hende, men både hendes datter og hendes mand var som sunket i jorden.
”Måske er hun stadig i live. Tror du, hun stadig lever?” hviskede Rosa, pludselig med lillepigestemme.
”Måske,” svarede Noah Lewental.
”Det er så længe siden –”
”Ja, men kan du ikke se, at det måske er en god ting? Det er så længe siden, at hun kan være hvor som helst nu. I sikkerhed i Rusland eller England … tilmed i Amerika.”
”Tror du det?”
”Ja, der var tid nok til –”
Pludselig bankede det på døren. De havde talt uophørligt i fire timer. Nu var klokken to om natten, og kapo Jakub var listet så forsigtigt tilbage, at ingen af fangerne havde hørt ham. Han bankede en enkelt gang og åbnede døren til Rosas celle.
”Han er vågen. Kom, du er nødt til at gå.” Det var kommet for pludseligt, så Noah ikke anede, hvad han skulle sige til hende. Det var sidste gang, de så hinanden, og de vidste det begge. Hvad kunne han sige?
”Kom nu!” hviskede Jakub insisterende.
”Rosa, jeg elsker dig. Jeg har altid elsket dig.”
”Noah, lov mig, at du vil fortælle alle –”
”Kom nu!” insisterede Jakub.
”Fortæl alle om, hvad der skete her.”
”Det skal jeg nok.”
”Lov mig det.”
”Kom nu!” sagde Jakub.
”Jeg lover, at jeg vil fortælle –”
”Alle,” hviskede hun. ”Alle.”
Noah lagde hendes hoved ned på gulvet igen.
”Hvad, hvis de finder mig her sammen med hende?” spurgte han Jakub, nu pludselig med hamrende hjerte. ”Lad dem tage os sammen. Jeg kan ikke gå fra hende … Jeg kan ikke … Jeg er ligeglad med, hvad de gør.”
”Måske er du ligeglad, men de vil også slå mig ihjel. Vi havde en aftale. Kom nu!” sagde Jakub og trak ham ud af cellen.
”Fortæl alle om det!” insisterede Rosa Rabinowicz.
”Det skal jeg nok. Jeg lover det.”
”Alle!” gentog hun, ikke længere hviskende, men med alle sine sidste kræfter. ”Fortæl alle, hvad der skete her!”
Jakub lukkede døren, og nu var han og Noah ude på gangen igen.
”Fortæl alle om, hvad der skete her!” råbte Rosa. Hun var hysterisk nu og havde opgivet ethvert forsøg på at hviske.
”Fortæl alle om, hvad der skete her!” råbte hun, og da personen i nabocellen vågnede og hørte, hvad hun råbte i stedet for den sædvanlige bøn til Jakub om hjælp, gentog han hendes råb, som om det aldrig før var faldet ham ind.
”Ja, fortæl alle om, hvad der skete her.” Og naboen til Rosas nabo hørte råbet og gentog det.
Midt om natten, et sted omkring klokken to, blev alle fanger i kælderen under fængselsblokken vækket af råbet, der gik fra fange til fange. En efter en og så flere og flere råbte til alle, der måske kunne høre dem. ”Fortæl alle om, hvad der skete her,” lød det igen og igen efter Noah og Jakub, da de gik hen ad den mørke kældergang. For hver celle de kom forbi, gentog fangen derinde den samme besværgelse. Ingen dér havde noget håb om at overleve, men det var den rigtige ting at råbe, det var den rigtige ting at håbe på. Og sådan skete det, at fangerne midt om natten i den tidlige vinterkulde i året 1944 nede i kælderen under fængselsblokken i Auschwitz råbte i kor til alle, der måske overlevede: ”Fortæl, hvad der skete her!” ”Fortæl alle om, hvad der skete her.”
*
I adskillige søvnløse nætter tillod Adam sit hoved at gå amok ved tanken om, at han muligvis ville kunne finde uigendrivelige beviser for, at mænd fra 761. Kampvognsbataljon, den sorte bataljon, havde spillet en rolle i befrielsen af Natzweiler-Struthof, den af nazisternes koncentrationslejre, der havde ligget længst vestpå. Da fornuften så brød forstyrrende ind, måtte han indrømme, at det på basis af tallet alene var meget usandsynligt, at det af alle enhederne i den allierede Hærgruppe 6 skulle have været soldater fra 761. Kampvognsbataljon, der var blevet sendt ud på spejdermissionen. Og ret hurtigt derefter fandt han ud af, at spejderenhederne generelt havde ordre til kun i selvforsvar at engagere sig i kamp med fjenden. Som for at sætte en tyk streg under det usandsynlige i, at spejdere var stødt på en af Natzweiler-Struthofs satellitlejre, fandt Adam ud af, at den nærmeste af dem lå ti til tyve kilometer øst for Rhinen.
761. Kampvognsbataljon krydsede heller ikke Rhinen i nærheden af nogen af Natzweiler-Struthofs satellitlejre i 6. Hærgruppes angreb, som Devers havde planlagt, fordi angrebet til Devers’ forfærdelse og efter ordre fra den øverstkommanderende for De Allieredes hære i vest, general Dwight D. Eisenhower, ikke blev indledt. Dette var på trods af de svage tyske forsvarsværker på den anden side af Rhinen og den chance, Devers’ hærgruppe derved havde for at komme over floden og omgå den tyske 1. Armé, der samtidig var midt i et heftigt slag med Pattons 3. Armé. Denne manøvre ville ved samme lejlighed have afskåret forbindelsen til den tyske 19. Armé.
Adam brugte ikke særlig lang tid på at gruble over, om Eisenhowers ordre på nogen måde havde noget med det angiveligt anstrengte forhold mellem ham og Devers at gøre, eller om det var en rent strategisk beslutning. Det forlød, at Eisenhower ikke behandlede Devers med den respekt, han og andre generaler burde kunne gøre krav på. Det samme gjaldt den anden vej rundt, men det var ikke en sag, der optog Adam synderligt.
Et beslægtet spørgsmål blev imidlertid ved at rumle i hans hoved. Hvis Devers’ 6. Hærgruppe havde krydset Rhinen i november 1944, kunne det måske have forhindret den tyske offensiv ved Ardennerne længere mod nord og muligvis have forkortet krigen et par måneder. Og hvis det var tilfældet, hvor mange liv var så blevet sparet?
Men tyskerne iværksatte deres modoffensiv et par uger senere, og den allierede 6. Hærgruppe blev beordret til at kaste sig ud i det efterfølgende ’Slaget i Lommen’. Hærgruppen krydsede først Rhinen i marts 1945.
Det, der endte med at trække tæppet væk under Adams Natzweiler-Struthof-teori, var, da han i hærarkiverne fandt ud af, at 761. Kampvognsbataljon kun var tilknyttet 79. Division i den amerikanske 7. Armé en enkelt uge eller to, og at det var mellem ultimo februar og primo marts 1945. På det tidspunkt, hvor Devers kunne have sendt spejdere over Rhinen sent i november 1944, var 761. Kampvognsbataljon tilknyttet 87. Division i den amerikanske 3. Armé og var ikke i nærheden af Natzweiler-Struthof eller nogen af dens satellitlejre.
Hvad angik de sorte soldaters deltagelse i befrielsen af kz-lejre, var Adam lige vidt.
De skulle mødes til en drink på Film Center Café på Ninth Avenue i Hell’s Kitchen i nærheden af, hvor hun boede. Mødet blev arrangeret via en række telefonbeskeder på deres mobiltelefoner. Adam afspillede Dianas beskeder mange gange for med udgangspunkt i hendes stemmeføring og ordvalg at forsøge at danne sig en mening om hendes sindstilstand.
”Hvordan synes du, at jeg lyder?” hørte han hende spørge i den igangværende mentale samtale, han førte med hende.
”Jeg ville sige … forsvarsberedt.”
”Hvad med forbeholden?”
”Okay, så siger vi forbeholden.”
”Synes du, jeg har grund til at være forbeholden?” hørte han Diana spørge.
”Jeg synes, du har grund til at være forbeholden.”
”Sikke storsindet du er blevet!”
”Ja, men hør nu … vær sød at høre efter. Jeg har det bedre på en hel masse måder, bedre med mit arbejde, mig selv og … Shit, der er du jo!”
Adam var kommet tidligt, og skønt Diana kom senere end ham, kom hun ikke for sent. Han så hende træde indenfor og nærme sig hans bord. De smilede til hinanden, anderledes smil, men der var ikke tid til at analysere årsagen til, at de var anderledes. Hendes hår var blevet længere. Hun havde tøj på, han aldrig havde set. De omfavnede hinanden. Hun duftede på samme måde på trods af det nye tøj. Han var tør i munden. Hun satte sig over for ham i båsen, som han havde sikret sig ved at komme tidligt. Han var skræmt fra vid og sans.
”Du ser strålende ud,” sagde Adam.
”I lige måde.”
”Nej, helt ærligt, det gør jeg ikke, men det er pænt af dig … Nå, men hvordan har du det?”
”Fint, udmærket. Hvad med dig?”
”Tja, lige nu … Lige nu er jeg faktisk en smule nervøs, men jeg har … Jeg tror, det går fint nok nu. Mit arbejde –”
”Er du nervøs?”
”Selvfølgelig. Det er en underlig situation, ikke også? Det er …”
”Jo, det er det vel en smule, men der er ingen grund til at være … altså, nervøs, mener jeg.”
”Okay, så er jeg ikke det. Du er ikke …?”
”Nervøs? Nej … jeg tror ikke, jeg … Jeg er ikke nervøs. Hvorfor, burde jeg være det?”
”Nej.”
”Det er dejligt at se dig,” sagde hun.
”Synes du?”
”Selvfølgelig.”
”Det er rart at høre, for jeg synes også, det er dejligt at se dig. Det gør jeg virkelig.”
”Har du set noget til Michelle og Charles?”
”En smule, ikke særlig meget. Jeg har nok set mere til Sonia.”
”Sonia?”
”Ja, hun er begyndt at kigge forbi fra tid til anden.”
”Hun passer på dig. Det er sødt af hende!”
”Tja, det er ikke altid, hun fortæller mig, at hun vil kigge forbi, men ja, det er sødt af hende.”
”Ringer hun ikke, før hun kommer?”
”Nej, ikke altid.”
”Du mener, at hun bare kommer uanmeldt?”
”En gang imellem ringer hun først, andre gange er det sådan … improviseret.”
”Det må være akavet for dig.”
”Akavet?”
”Ja, jeg mener –”
”Det er aldrig akavet.”
”Ikke det?”
”Nej, det er ikke altid … Det er ikke altid belejligt, men det er aldrig akavet.”
”Okay.”
Servitricen kom hen og tog imod deres bestilling. Adam bad om en dobbelt whisky og soda. Diana bad om mineralvand, og Adam måtte gå i rette med sig selv for ikke at tolke hendes bestilling som andet end, at det eneste, hun havde lyst til, var mineralvand.
”Hun savner dig. Sonia savner dig,” meddelte Adam.
”Tror du det?”
”Helt sikkert.”
”Hvor ved du det fra?”
”Hun fortalte mig det.”
”Gjorde hun virkelig?”
”Jeg har været en smule bekymret for hende … dem alle tre, faktisk,” betroede han hende.
”Hvorfor dog?”
”Jeg ved det ikke, men jeg tror, de måske har … problemer.”
”Hvad mener du med problemer?”
”Jeg ved, at du og Michelle ses en gang imellem. Det gør hun og jeg også. Men har du set dem sammen?”
”Du mener problemer i deres forhold?”
”Han arbejder for meget.”
”Det har han altid gjort.”
”Jah, men måske er det nu et problem.”
”Hvad, at han fokuserer for meget på sin karriere og for lidt på sin familie?”
De så hinanden i øjnene. Der var intet, han kunne sige til den bemærkning.
”William savner dig også,” sagde Adam så.
”Nej, gør han virkelig? Jeg savner også ham. Hils ham mange gange. Hvordan har han det?”
”I det store og hele tror jeg, han er okay. Sund og rask, mener jeg.”
”Men?”
”Han bliver nemt ophidset. Der er ting i nyhederne, der gør ham vældig oprevet.”
”Ham og alle andre.”
”Jah, engang var han meget aktiv, professionelt, socialt, politisk aktiv … du ved, arbejdede for at ændre tingenes tilstand. Nu læser han sin avis og føler sig mere og mere magtesløs, og jeg tror –”
”Du taler om raceanliggender?”
”Ja, men ikke kun det … Han er en meget sød mand. I et forsøg på at hjælpe mig, efter at vi … Han fandt et emne til mig.”
”Et forskningsemne?”
”Ja.”
”Er det lovende?”
”Det er det på en måde. Det har faktisk ført mig ud på en meget fascinerende rejse, som jeg tror kan ende med noget interessant, måske meget mere, end jeg kan …”
”Kapere?”
”Jeg ville have sagt håndtere.”
”Det er jo fantastisk! Er det ikke?”
”Joh, helt bestemt. Jeg synes, det tegner lovende. Det her emne … Jeg vil forfærdelig gerne tale med dig om det. Der er et spor, der fører til Melbourne. Er det ikke utroligt? Jeg overvejer at tage til Melbourne for at –”
”Bo?”
”Nej, nej, kun for at interviewe en. Ikke for at bo der.”
Adam fik fornyet mod ved hendes tilsyneladende uro over, at han måske kunne finde på at slå sig ned i Melbourne.
”Diana, jeg begik en fejl.”
”Åh, vær nu sød ikke at –”
”Af alle de mange fejl jeg har begået, er det her den største.”
”Adam –”
”Jeg beder dig om at komme tilbage. Jeg … Jeg ønsker, at vi sammen –”
”Adam –”
”Det går fremad med mit arbejde, og –”
”Adam, du kan ikke tænde og slukke for et forhold til andre mennesker afhængig af, hvordan det går med dit arbejde.”
”Nej, det ved jeg jo godt. Det var ikke det, jeg mente. Jeg mener, at … Du havde ret i alt, hvad du sagde. Det indser jeg nu. Hør, det … det tog sin tid. Jeg var længe om at finde et emne, jeg kunne hage mig fast i fagligt og få noget ud af, men endnu vigtigere var det at nå frem til og være sikker på, at jeg ville kunne …”
”Ville kunne hvad?”
”Jeg ville kunne forsørge … nej, tage vare på … en familie. At være sikker på, at jeg ikke ville være en sådan mand for dig og en sådan far for vores børn … som min far var for min mor og mig.”
”Hvad så hvis du ikke bliver fastansat?”
”Jeg bliver ikke fastansat, ikke på Columbia. Jeg er ligeglad. Nej, selvfølgelig er jeg ikke helt ligeglad, men det får ingen indflydelse på vores planer om at få børn. Du havde ret. Vi bør være sammen og få børn sammen, uanset hvad der sker i mit professionnelle liv. Det forstår jeg nu.”
Han rakte over bordet og tog hendes hånd, men efter et øjeblik trak hun den til sig. Servitricen gik forbi, netop som dette skete. Det så ikke ud til, at nogen af de to her ville give drikkepenge af betydning, men det var altid lærerigt og interessant at være vidne til et vendepunkt i andres liv, især for en lovende skuespillerinde, som den unge servitrice regnede sig for at være. Det så ud til at være rare mennesker. Hvor gamle var de mon? spekulerede hun.
”Er der andet, De kunne tænke Dem?” spurgte hun, netop som Diana trak sin hånd tilbage.
”Nej,” svarede Diana, tilsyneladende på begges vegne. ”Nej, mange tak.” Adam så op på servitricen. Hun kunne godt lide hans øjne og forvekslede smerten i dem med noget andet. Han ville have hende til at forsvinde, og da hun var løbet tør for spørgsmål, gik hun tilbage til baren.
”Adam, du kan ikke sådan tænde og slukke for et forhold. Har du nogen anelse om, hvordan jeg har haft det?”
”Ja, det har jeg. Jeg har været igennem det samme.”
”Ja, men det er dig, der gjorde det. Det var alt sammen din skyld.”
”Jeg er enig … helt enig. Det var som sagt en fejl … en helt igennem forfærdelig fejl.”
”Du kan ikke tænde og slukke for et forhold.”
”Det ved jeg godt. Du sagde det, og jeg er enig, men jeg mener ikke, det er noget, jeg sådan plejer at gøre, og –”
”Hvem fanden tror du egentlig, du er?”
”Jeg tror, jeg er en, der gjorde noget virkelig, virkelig dumt, men som før det elskede dig så højt, hvis ikke højere, end noget andet menneske har elsket og vil komme til at elske dig, en, der fik dig til at grine, en, der forsøgte at passe på dig, en, der havde samme interesser og bekymrede sig om de samme ting, en, du troede, du havde lyst til at gifte dig med og få børn med.”
”Som før det?”
”Hvad?”
”Du sagde ’som før det elskede’.”
”Jeg mente ikke ’før det’. Jeg mente ikke kun ’før det’. Jeg elsker dig stadig. Jeg taler med dig. Jeg har talt med dig, lange samtaler, selv om du ikke var der.”
Hun fik tårer i øjnene. Sorg, frustration, fortrydelse var som benzin på bålet, og hun var kommet ud over det punkt, hvor hun kunne holde tårerne tilbage. Adam tog hende i hånden, og igen lod hun den blive i hans et lille øjeblik, før hun trak den væk, denne gang tilsyneladende i raseri. Det var i hvert fald sådan, servitricen tolkede det.
”Du er et værre røvhul, er du klar over det?”
”Nej, jeg er et røvhul, men jeg er ikke et værre røvhul. Jeg er dog en værre idiot. Kan vi nøjes med det?”
”Jeg kan ikke gøre det.”
”Hvad kan du ikke gøre?”
”Flytte tilbage til dig.”
”Diana, du er nødt til at stole på mig. Jeg leger ikke med dine følelser. Jeg mener, hvad jeg siger. Uanset hvad der sker mig fagligt, og jeg tror, det lysner forude, men … Elskede, du havde ret, jeg ønsker ikke længere at vågne op, uden at du ligger ved siden af mig. Jeg er træt af at stå op midt om natten og gå ud på badeværelset og –”
”Jeg kommer sammen med en.”
”Hvad?”
”Jeg har mødt … en anden.”
”Hvornår?”
”Adam, kan det ikke være lige meget?”
”Jamen … jeg ved ikke … Jo … Jo, det kan det vel.”
Tanken havde på intet tidspunkt strejfet ham, så det havde været umuligt at forberede sig på situationen, selv om det, mens Linje 1 kørte ham tilbage mod nord fra Times Square mod Columbia, faldt ham ind, at det ligesom ens forældres død aldrig var noget, man kunne forberede sig på. Nu var han virkelig alene. Det var ikke en forpremiere til en eventuel situation. Det her var for altid. Han ville være nødt til at leve med konsekvenserne af sin frygt for hverken at kunne slå til som akademiker, far eller ægtemand. Da han var kommet hjem, satte han sig i sofaen og stirrede tomt ud i luften. Det var en sofa, de havde købt sammen, ligget sammen på, den sofa, de sad og så fjernsyn på, mens de holdt om hinanden.
”Nu kan jeg ikke engang tale med dig. Jeg kan ikke engang lade, som om vi taler sammen … oppe i mit hoved.”
”Elskede, selvfølgelig kan du det.”
”Hvordan?”
”Ligesom nu, du taler med mig nu.”
”Men det var alt sammen … Det var altid meningen, at vi på et tidspunkt skulle gøre det rigtigt.”
”Nej, det var ej.”
”Jo, det var. Hvad ved du om det? Hvem er det, jeg taler med? Hvem er du i det hele taget?”
”Jeg er stadig Diana. Jeg er dig, der ser hende for sig.”
”Ja, ja, hvordan ved jeg –”
”Jeg kan leve videre oppe i dit hoved.”
”Men hvem er det, der lever oppe i mit hoved? Du vil ikke gifte dig med mig. Du vil ikke have børn med mig. Du har mødt en anden … og det har jeg i hvert fald ikke lyst til at tænke på.”
”Hun har mødt en anden, jeg har ikke.”
”Hvad er forskellen på dig og hende?”
”Jeg er, som du husker hende. Du kan vedblive med at tale med mig, indtil du har glemt, hvordan hun var, dengang I var sammen.”
”Men hun er væk. Hun har mødt en anden.”
”Ja, sandt nok. Det har hun. Det har hun faktisk.”
”Så jeg skal bare tale videre med en udgave af hende oppe i mit hoved –”
”Ja, men med udgangspunkt i alle de år, du har kendt og elsket hende –”
”Før jeg …?”
”Før du smed det hele væk.”
”Det er mig selv, jeg taler med?”
”På sin vis.”
”Og det er alt sammen min skyld?”
”Ja.”
”Hvor helt igennem ynkeligt.”
”Du ved selv, hvor ynkeligt det alt sammen er.”
”Findes der noget mere ynkeligt end at gå rundt i en slags permanent tilstand af at … at vide … af at vide, at det alt sammen er min egen skyld?”
”Du er historiker.”
”Og hvad så?”
”Brug din fantasi.”
”Jeg taler med mig selv, og jeg ved ikke engang, hvad det betyder. Hvad betyder det?”
”Det betyder, at hvis du synes, du har det så slemt, så prøv at forestille dig, at du var Henry Border.”
Det var 6. januar 1945. Appellen i Auschwitz’ kvindelejr begyndte klokken fire den eftermiddag og blev usædvanlig hurtigt overstået, ikke af hensyn til fangerne, men fordi der var noget andet, SS havde tænkt sig, at de skulle se. Nogle fanger, mænd, var blevet ført til kvindernes barakker i lejren og beordret til at varme den bundfrosne jord op. Et lille bål var blevet bygget på det, der ellers kun ville have været sne. Det var stadig lyst, dagholdet på Weichsel Union Metallwerke var allerede tilbage i lejren, og mange andre fra de andre arbejdskommandoer var på vej gennem porten, da de fik øje på en konstruktion, der i al hast var blevet opført på den opvarmede jord, mens de havde været på arbejde. Det havde ikke taget lang tid at bygge skafottet og galgerne, efter at jorden var blevet gjort blød. Russerne var på vej. Stemningen var på kogepunktet på grund af rygterne. De var på vej, hele tiden på vej, når som helst nu. Så blev det en ny dag, og de var stadig ikke kommet. Men nu kom de, når som helst nu. Så man forsøgte at overleve bare en enkelt dag mere. Sent om eftermiddagen den 6. januar blev kvinderne beordret til at stille sig op i halvkreds mellem Blok 2 og Blok 3 i Auschwitz I. De stod helt stille i det kolde, svindende vinterlys, da SS kom med to kvinder fra et sted i retning af Blok 11 og førte dem hen til galgerne. Det var Estusia Weiss og Rosa Rabinowicz.
Et bevæbnet kontingent SS-mænd omringede de to skrøbelige unge kvinder, der langsomt og uden at være bundet, uden at være kneblet bevægede sig hen mod skafottet, to ofre for de mest forfærdelige prygl, nogen fange nogensinde havde fået, hvis død skulle holdes tilbage lidt endnu. Fire kvinder var blevet arresteret efter Sonderkommandoens opstand. De var alle blevet brutalt tortureret. De havde ikke afsløret navnet på et eneste levende menneske. Dette var alment kendt af de forsamlede kvindelige fanger, der stod i sneen og tavse så til, mens de to små kvinder blev ført hen til og derefter op ad trappen til skafottet.
En fange, en kæmpestor mand, der af nogle blot blev kaldt ’Bødlen’, og som andre kendte som kapo Jakub, stod og ventede på dem for enden af trappen. De var rolige, næsten afklarede. Alt var stille, indtil en af fangerne så kapo Jakub gøre en lille bevægelse. Med strikken i den ene hånd strøg han blidt fangen Estusia Weiss i nakken med den anden, før han lod strikken glide over hendes hoved og ned om halsen. Alle så det, men kun en enkelt fange var ude af stand til at beherske sig, selv om de var omringet af vagter. En tændstiktynd pige, en pige på kun femten år, udstødte et skingert skrig. Det var Hannah, Estusia Weiss’ søster. Efter skriget brast hun i voldsom gråd, hysteriske stønnelyde og hiven efter vejret, fortvivlede hulkelyde, der fik den kolde jord under hendes fødder til at ryste. Da Jakub sparkede skamlen væk under Estusia Weiss’ fødder, besvimede hendes søster Hannah. Hun lå ubevægelig i sneen. På det tidspunkt havde gråden imidlertid bredt sig i fangerækkerne. De stod der i sneen og bevidnede henrettelsen af to gennemtævede, udhungrede, vingeløse spurve, og hver eneste kvinde vidste, at disse to, de to oppe på skafottet, havde taget kampen op mod nazisterne. Jakub lavede den samme hurtige bevægelse, kærtegnet i nakken på unge Rosa Rabinowicz, født i Ciechanow. Han havde givet både Rosa og Estusia et beroligende middel halvanden time tidligere. Han hviskede noget til Rosa, før han lagde stikken om hendes hals, og på trods af sin halvbedøvede tilstand lykkedes det hende i sekunderne, før han sparkede skamlen væk under hendes fødder, at vågne tilstrækkeligt op til at råbe til de forsamlede fanger, til alle, der kunne høre hende: ”Fortæl det til alle! Fortæl, hvad der skete her! Fortæl alle om det. Alle!” Unge Hannah Weiss var på det tidspunkt kommet til bevidsthed igen.
Deres kroppe svingede frem og tilbage over plankerne, da kvindelejrens kommandant Hössler gjorde et nummer ud af at røre ved dem med sine sortbehandskede hænder. Og som i et teaterstykke med en morale forklarede han derefter myndigt, at disse dinglende kvinders skæbne ville være alles skæbne, hvis man konspirerede mod Das Reich. Han holdt den samme tale ved titiden om aftenen for fangerne på natholdene, da de andre to kvinder fra Krudtkammeret, Ala og Regina, blev hængt. ”Das Reich vil før eller siden afsløre alle dem, der konspirerer mod det,” glammede kommandant Hössler i projektørlyset ved siden af de dinglende, udhungrede, forfærdeligt forslåede lig, der engang havde været Ala og Regina. Atten dage senere var han som sunket i jorden, da russiske kampvogne kørte ind i Auschwitz.
Der skete tilfældigvis det i Chicago tidligt i 50’erne, at en ung kandidatstuderende i psykologi ved navn Wayne Rosenthal havde held til at finde den perfekte vejleder og det perfekte emne for sin afhandling. Det lykkedes ham også imod alle odds at overbevise sine forældre om, at det her ’psykologi-noget’ ikke var det rene ævl og spild af tid, for skønt de ikke kunne se nogen særlig grund til, at deres søn gav sig i lag med noget, der blev kaldt ’Adjektiv-Verbum-Kvotienten’, gav det i den grad mening for dem, at deres søn arbejdede med vidnesbyrd fra dem, der havde overlevet holocaust. Forældrene var østeuropæiske jøder, og det var deres civilisation, deres folk, der var gået til grunde. Indtil videre betød det ikke noget, om deres søn ville kunne tjene til dagen og vejen med dette ’psykologi-noget’ eller ej. Desuden var vejlederen en lærd mand, en kultiveret mand, der så ud til at have et blødt punkt for deres søn. Dette bløde punkt indebar, at han blev bedt om at arbejde til sent på aftenen på laboratoriet i hovedbygningen på IIT, hvor den unge mand på grund af sit modersmål, jiddisch, ville kunne oversætte de trådoptagelser, professoren havde lavet i løbet af sommeren 1946. Den unge mand, der hurtigt blev fortrolig med denne nyopfundne trådoptager og samtidig talte flydende jiddisch, var en Guds gave for den østeuropæiske emigrant.
Border kunne have sparet en hel del tid, hvis den studerende havde oversat direkte fra optagelserne. Det var så meget hurtigere at redigere oversættelsen end at oversætte fra bunden. Måske ville han alligevel kunne få alle optagelserne oversat. Bogen med de otte oversættelser havde solgt dårligt, men nu var der en mulighed for, med den unge mands hjælp, at få lavet en udskrift af resten af interviewene og få dem oversat. Border lagde bånd på den taknemmelighed, han følte over for denne unge kandidatstuderende, fordi han ikke ønskede, at de andre skulle føle sig forfordelt, og da Wayne Rosenthal vidste, hvor stor vægt hans mentor lagde på retskaffenhed, stillede han sig tilfreds med udadtil at spille rollen som blot en af mange studerende, der var så heldig at have fået dr. Border som vejleder. Men han var helt på det rene med, hvad hans mentor tænkte om ham. Han ville have været taknemmelig for bare det at have fundet emnet og endnu mere over at have fundet Border. Men der var mere at være taknemmelig for.
Videnskabsmanden havde en datter, en ung kvinde, der hele tiden blev smukkere og smukkere. I hvert fald efter Wayne Rosenthals mening. Med mørke øjne, man kunne drukne sig i, og ravnsort hår kunne hun være både alvorlig og morsom og ofte på samme tid. Hun var blid, belæst, interesseret i andres tanker og verden omkring sig og det alt sammen med en hel del humor. Det var ikke nemt at koncentrere sig de aftener, dr. Border afholdt seminarer i sit hjem, og han vidste, at hun sad der og lyttede bagest i stuen kun en meter fra ham. Hun kom med te og kaffe, hun skar en kage i skiver, og Callie Ford bød sandwicher rundt, og det eneste, den unge kandidatstuderende tænkte på, var, hvordan han kunne komme til at kysse hende. Tiden og stedet for dette kys viste sig at være på sidste række i en biograf, som Wayne Rosenthal med dr. Borders velsignelse havde taget hende med til, og hvor han meget forsigtigt gav den unge kvinde, sin måske kommende brud, det første af mange kys. Og tilsyneladende var hans følelser gengældt. I hvert fald gjorde hun på intet tidspunkt noget, der kunne have været i modstrid med denne hypotese.
Som det ofte var tilfældet, var Wayne Rosenthal sent en eftermiddag alene på dr. Borders kontor. Samme aften skulle der være fest hjemme hos en af de andre kandidatstuderende, Evie Harmon. Evie havde inviteret Wayne og alle sine andre medstuderende samt dr. Border og hans datter Elly. Wayne blev opslugt af sit arbejde, men han vidste godt et sted omme i baghovedet, hvornår han skulle tage af sted for ikke at komme for sent til festen, og tiden var ved at løbe fra ham. Det var i denne fortravlede sindstilstand, at han faldt over en trådspole, der, om end nummereret, var blevet lagt et andet sted end de andre spoler. Var det en fejl, eller havde dr. Border en grund til at lægge den for sig selv? Wayne og Border havde lagt spolerne i stabler med endnu ikke oversatte interviews, oversatte og delvis skrevet ud på papir, oversatte og helt skrevet ud på papir, udskrevne og færdigredigerede. Denne spole lå ikke i en af disse stabler. Den lå under nogle aviser på en hylde i laboratoriedelen af Borders torums kontor.
Først troede Wayne, at det nok var ham, der ved en fejl havde lagt spolen et forkert sted. Hvis han lyttede til begyndelsen, ville han måske kunne afgøre, hvilken stabel denne optagelse hørte til i. Han havde faktisk ikke tid til at høre særlig meget af den, men han vidste, at det ville nage ham hele aftenen, hvis han gik fra kontoret uden at have lagt den i den rigtige stabel. Altså førte han tråden ind i Marvin Caddens maskine og satte sig ned og lyttede til de første par minutters optagelse.
Han vidste med det samme, at han aldrig havde hørt denne optagelse. Den ville han ikke have kunnet glemme. Alle optagelserne havde rummet historier, der kunne have gjort enhver lytter grænseløst fortvivlet, men ingen af dem var begyndt, som denne begyndte. En kvinde overfusede Henry Border på jiddisch.
”Nu hører De efter! Ikke flere dumme spørgsmål!”
Det, Wayne Rosenthal hørte, var historien om Estusia Weiss, Ala, Regina og Sonderkommandoens opstand. Og som om det ikke i sig selv var overraskende, hørte han sin mentor afbryde den, han interviewede, en ung kvinde ved navn Hannah, for at udspørge hende om en anden af deltagerne i opstanden, en kvinde ved navn Rosa. Wayne vidste, at Border aldrig afbrød dem, han interviewede. Hvis han havde behov for at få noget uddybet, ventede han, til hans interview-person var blevet færdig med et emne eller i det mindste holdt en pause.
”Hvad var hendes fulde navn?” hørte han Border spørge på et jiddisch, der knitrede gennem tråden på Marvin Caddens maskine.
”Rosa Rabinowicz.”
”Hvor stammede denne Rosa Rabinowicz fra?”
”I sin tid fra Ciechanow, men før krigen boede hun nogle år i Warszawa.”
”Hvordan så hun ud?”
Det var første gang, Wayne Rosenthal hørte Border stille den slags spørgsmål midt i et interview, og det faldt ham ind, at Border måtte have kendt denne Rosa Rabinowicz før krigen. Var hun måske en ven eller en slægtning?
Han var sent på den til Evie Harmons fest. Han ville ikke kunne nå hjem og skifte tøj, og derfor gik han direkte hen til Border for sammen med Border og Elly at køre til festen. Borders husholderske, Callie, og hendes søn Russell, der var blevet hyret som ekstrahjælp af familien Harmon, skulle også med. På vej op ad Sheridan Road til Borders hjem gik han og grublede forundret over den kendsgerning, at den eneste spole, der ikke var blevet kategoriseret, var den, han netop havde fundet, og det var samtidig den eneste, hvor den interviewede havde overfuset dr. Border, den eneste, hvor han havde afbrudt nogen for præcist at få fastslået identiteten på en eller anden i den interviewedes historie. Wayne Rosenthal stod foran Borders hoveddør, da han hørte Elly Border råbe: ”Jeg åbner den, Callie. Det er formentlig Wayne.”
Han gav hende et kys på kinden, som hun – en smule ærgerlig, fordi han var forsinket og øjensynlig heller ikke havde ment, det var ulejligheden værd at skifte tøj – ikke besvarede. I stedet gik hun tilbage til køkkenet for at hente Callie og Russell. Det gav Wayne Rosenthal et minut eller to til at udspørge hendes far om denne ene ukategoriserede optagelse. Da de alle havde mast sig ind i Borders bil, var Henry Border allerede oprevet. Under Harmons selskab, og efter at man havde hilst på hinanden, fået drinks og udvekslet elskværdigheder, trak dr. Border Wayne Rosenthal til side og meddelte ham med ukarakteristisk hård stemme, at denne spole skulle han holde fingrene fra: ”Har De forstået?”
Men Borders ophidselse og hans hårde tone tjente kun til at bestyrke det, Wayne Rosenthal havde fået en mistanke om. Border var ikke alene bekendt med Rosa Rabinowicz, hun havde også haft en personlig relation til ham. Hun kunne have været en kæreste eller måske tilmed hans kone, Ellys mor. Kunne det tænkes, at Border, der mere end noget andet ønskede at fortælle hele verden, hvad der var overgået jøderne i Europa, var snublet over fortællingen om sin kones rædselsfulde skæbne, men endnu ikke havde fortalt sin datter om det? Men hvorfor måtte Elly ikke vide besked? Med al respekt for dr. Border kunne Wayne Rosenthal ikke længere lade, som om han ikke havde mistanke om det, han nu desværre havde mistanke om.
Da Adam Zignelik var barn og boede i Elwood, en forstad til Melbourne ude ved bugten, plejede hans morfar at pege på den bro i Melbourne, den ældre mands nye hjem, der var tegnet af Australiens mest hædrede general i 1. Verdenskrig, Sir John Monash, i sit civile liv en anerkendt arkitekt. Derefter fortsatte han med at fortælle Adam om, hvordan Monash havde overvundet alle vanskeligheder ved at være af tysk-jødisk oprindelse og var blevet en nationalhelt i et overvejende anglo-keltisk land. Den lille dreng fik derfor for vane at spørge sin mor, sine bedsteforældre og en gang imellem sine bedsteforældres bedste venner, mr. og mrs. Leibowitz: ”Er det her Monash-broen?” når de var ude at køre en tur. Svaret var altid ja, selv om det ofte ikke var tilfældet.
Hvorfor tænkte han pludselig tilbage på det nu? Han sad i en taxa på vej over Elster Creek fra sit hotel i St Kilda til et jødisk plejehjem for at møde en kvinde der, en holocaust-overlevende, der i 1946 var blevet interviewet af Henry Border i en DP-lejr, og som havde sagt ja til at tale med ham. Eftersom han ikke havde været i Melbourne i mange år, bad han taxachaufføren om først at køre en tur rundt i sit gamle kvarter.
Taxaen kørte over broen over Elwood Canal, og Adam smilede, da de kom forbi hans gamle skole, Elwood High School, som den dengang hed. Han lukkede øjnene ved tanken om sin afdøde mor. Hun havde ikke giftet sig igen efter skilsmissen fra Jake Zignelik. Hun havde heller ikke brokket sig, da Adam tog til Amerika for at gå på college. Adam ville være en stor mand i historiefaget. Han nåede ikke at fortælle hende om det. Hun var død i alt for ung en alder. Da taxaen endte bag en Linje 64 på Hawthorn Road, der sneglede sig af sted, lukkede han igen øjnene et øjeblik der på bagsædet og knugede sin mappe ind mod brystet.
”Skide sporvogne!” mumlede den indisk fødte, nu fuldblods Melbourne-borger.
Hans bedsteforældre var døde før hans mor, og der var ingen tilbage, overhovedet ingen familie, ingen, han havde hørt om. Han kunne have fået børn med Diana. Hun havde tryglet ham om det, men han havde ikke delt hendes tro på, at han ville blive en god far. Intet kunne forhindre selv en højtuddannet historiker i at opføre sig som en nar. Det indså han nu, men erkendelsen var kommet for sent.
Adam åbnede øjnene for at se, hvor de var, og fik øje på et lille logo fra Carlton Football Club, der sad på taxaens forrude.
”Jeg var Carlton-supporter, dengang jeg boede her for mange år siden. Hvordan klarer de sig nu om dage?” spurgte han.
”Det ønsker De ikke at vide noget om!” brummede taxachaufføren. ”De skulle se at skrotte de der skide sporvogne,” brummede han videre.
”Undskyld?” spurgte Adam.
”De der skide sporvogne. W-klassen, de er for langsomme. Skrot dem, siger jeg bare.”
”Jeps,” sagde Adam. ”Ud med det gamle,” tilføjede han, da de kørte op foran Emmy Monash Jewish Aged Care-hjemmet på Dandenong Road.
En kvinde, muligvis lederen af plejehjemmet, tog imod ham i receptionen. Det var ikke den samme, Adam havde talt med dagen før, men hun vidste, hvem han var, og sagde, at han var ventet. Hun insisterede på at vise ham rundt, som om han havde en professionel interesse i plejehjem som sådan og ikke i en af dets beboere. Men han var høflig, og præcis som Henry Border havde været klog nok til at lade sig vise rundt i alle de DP-lejre, han havde besøgt, før han tog fat på sine interviews, brugte den mand, der mere end tres år efter beskæftigede sig med hans værk, nu tid på at se på de omgivelser, hans arbejde havde ført ham til.
Plejehjemslederen tog ham med hen ad adskillige gange for at vise ham beboernes værelser, i hvert fald udefra. Indimellem havde en af dem ladet døren stå åben, og Adam fik et glimt af en ældre mand eller kvinde inde på værelset. I et af dem sad en lillebitte mand og skrællede en appelsin. Uden for alle beboernes værelser stod en firkantet glaskasse, der var fyldt med diverse minder. Der var små ceremonielle kiddush-pokaler af sølv og menoraher, men der var især billeder af mennesker på forskelligt alderstrin, børn, børnebørn. Nogle af billederne var af beboeren, taget for flere år siden, smilende og sammen med en ægtefælle, som, eftersom alle værelser var enkeltværelser, formentlig ikke længere var i live. Plejehjemslederen bemærkede Adams interesse for indholdet i glaskasserne.
”Det er vores hukommelseskasser. Mange af beboerne farer vild, når de har været til en eller anden aktivitet, og kan ikke altid huske, hvor de bor. Det kan være pinligt for dem. De bryder sig ikke om at spørge. Det, de lægger i hukommelseskasserne, viser, hvor stolte de er af deres familier. Det er sådan, vi formulerer det over for dem. Det virkelige formål er selvfølgelig at minde folk om, hvor de bor. Hos mange beboere på denne etage er korttidshukommelsen svindende. Hukommelseskasserne er en kolossal trøst for dem på rigtig mange måder.”
Nogle af plejehjemsbeboernes hukommelseskasser var fyldt med sort-hvide fotos, som de havde fået tilbage efter krigen fra de steder, hvor de havde boet engang. I modsætning til de fleste gamle mennesker havde den lille mand, der skrællede en appelsin, mistet alle på sit foto mindre end et år, efter at det var blevet taget. Var der nogen, der vidste det? Hvem ud over ham kiggede nogensinde ned i hans hukommelseskasse og tænkte over det? Adam så på den lille mand, der langsomt skrællede sin appelsin.
”De nævnte beboerne på denne etage? Er der forskel på denne etage og de andre?” spurgte Adam plejehjemslederen.
”Underetagen, det er der … Det er for beboere, der ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv. Deres hukommelse er fuldstændig væk. De kan ikke vaske sig selv eller selv gå på toilettet. De har svært ved at skelne mellem nu og dengang. Hvis man ser efter, når de har fået frokost, vil man opdage, at de har lagt halvdelen af maden ned i deres tasker.”
”Deres tasker?”
”De gemmer den. De tror, de stadig er i den kz-lejr, de var i engang. Man skal have tilladelse eller være i selskab med en plejer for at komme derned, men jeg kan godt arrangere det, hvis De –”
”Mange tak, men jeg er virkelig nødt til at komme i gang med interviewet. Måske De ville vise mig –”
I det samme kom en sirlig gammel mand hen til plejehjemslederen, en beboer iført pressede bukser, skjorte og slips, og afbrød deres snak med en varm hilsen. Hun kendte den gamle mand, og det var først, da hun sagde mandens navn, at Adam, der var utålmodig efter at komme i gang med interviewet, holdt op med indvendigt at bande over al den tid, der var blevet spildt på udveksling af elskværdigheder. Med sin notesblok og diktafon under armen kiggede han spørgende på den gamle mand, der stod der krumbøjet i sin lysebrune cardigan og de sorte bukser. Ved synet af hans måbende ansigt så den gamle mand smilende på ham.
”Mr. Leibowitz. Jeg er Adam.”
”Ja, Adam,” sagde den gamle mand. Navnet sagde ham ingenting.
”Jeg er Adam Zignelik.” Den gamle mand spærrede øjnene op og rettede sig op, så godt han nu kunne.
”Ih, du store! Jøsses! Lille Adam!” Den gamle mand trådte et skridt frem og omfavnede Adam. Han nåede kun Adam op til brystet.
”Kender De mr. Leibowitz?” spurgte plejehjemslederen.
”Kender ham?” sagde mr. Leibowitz hurtigt. ”Jeg kendte hans morfar og mormor, dengang de boede i Carlton. Jeg kendte hans mor, dengang hun kun var en lille pige. Tænk, at det er dig, Adam. Lille Adam.”
”Ikke længere særlig lille,” sagde plejehjemslederen.
”Vi troede, du boede i Amerika,” sagde mr. Leibowitz. Den gamle mand sagde stadig ’vi’, selv om hans kone var død for en del år siden. Plejehjemslederen fortalte ham sin version af grunden til, at Adam var der.
”Vil du interviewe mig?” spurgte den gamle mand håbefuldt.
”Jeg vil helt bestemt gerne tale med Dem. Jeg kommer tilbage, så snart jeg er færdig med at interviewe en kvinde, og så kan vi indhente det forsømte. Jeg skal nok finde Dem.”
”Nu glemmer du det vel ikke?”
”Selvfølgelig ikke! Vi ses snart. Okay?”
”Ja. Okay. Lille Adam!” råbte den gamle mand, da plejehjemslederen førte Adam i den modsatte retning. ”Adam, hils din mor fra mig.”
Adam tog de nødvendige ting op af mappen: en skriveblok, et par kuglepenne, høretelefoner, som han satte til en diktafon, og to små mikrofoner, hvoraf den ene skulle klipses på ham selv og den anden på den kvinde, som han skulle til at interviewe.
”Ja, mr. Zignelik, jeg kan udmærket huske ham.”
”Udmærket?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Må jeg have lov til at spørge, hvordan det kan være, at denne mand, Henry Border, efter alt, hvad De har været igennem, skulle have gjort specielt indtryk på Dem?”
”Fordi vi kom op at skændes.”
”De skændtes?”
”Ja. Vi brød os ikke om hinanden. Nå ja, jeg brød mig ikke om ham.”
”Hvorfor ikke? Nej, før De svarer, vil jeg bede Dem fortælle, hvor og hvordan De mødte ham.”
”Hvor og hvordan jeg mødte ham? Tja, på det tidspunkt opholdt jeg mig i Zeilsheim, DP-lejren i Zeilsheim.”
”Og?”
”Nå ja, det er grunden til, at jeg husker ham så godt. Det var den dag, vi havde en særlig gæst i lejren. Vi var alle meget spændte på at se hende. Mrs. Roosevelt kom på besøg i lejren, præsidentens kone. Han var ikke længere præsident. På det tidspunkt var det Truman. Roosevelt var død, men hendes besøg i Zeilsheim betød uendelig meget for os, og vi … jeg mener alle i lejren var meget spændte. Vi ville gerne hilse på hende. Jeg håbede, at jeg kunne komme til at tale med hende.”
”Hvorfor ville De gerne tale med hende?”
”Ikke fordi hun var berømt. Det havde ikke noget med det at gøre. Jeg ville tale med hende, fordi jeg ville fortælle hende præcis, hvad der var sket os. Sikke en fantastisk lejlighed! Forstår De, vi vidste ikke, hvor meget omverdenen vidste. Det var umuligt at forestille sig, at amerikanerne havde vidst besked om det, der foregik. I lejren troede vi alle, og jeg mener alle, at De Allierede intet havde vidst om, hvad der skete hver eneste dag. Så larmende var stilheden. Det var den eneste forklaring på, at ingen nogensinde gjorde … noget.
Nå, men denne underlige mand, en ældre mand … husk på, at jeg dengang kun var teenager, denne mand kommer ind i salen, hvor vi sad og spiste den mad, de nu gav os. Og han havde sin optagemaskine med, som han brugte til at optage folks historier på. Han ville have folk til at fortælle, hvad de havde været igennem, så han kunne optage det på sin maskine og tage det med hjem til Amerika. Det var det, han sagde, og folk ville gerne fortælle ham deres historie. Også mig, jeg ville gerne fortælle, hvad der var sket. Det er derfor, jeg gik ind på at lade mig interviewe. Men han havde den her særlige måde, interviewet skulle foregå på.”
”Hvad mener De med ’en særlig måde’? Hvordan skulle det foregå?”
”Han ville have, at jeg sad med ryggen til ham … så jeg ikke kunne se hans ansigt. Hvad skulle det til for? Jeg ville ikke sidde sådan, men han insisterede. Jeg protesterede, men han blev ved med at insistere. Han havde det der strenge væsen, som en lærer, ikke sandt? Ikke som en lærer nu om dage, men sådan som de var i Europa før krigen … Han var meget streng, meget hård, når han sagde noget. Det virkede ikke særlig befordrende for hans projekt, i hvert fald ikke hvad mig angik. Jeg var ligeglad med hans projekt. Det, jeg ville, var at fortælle ham min søsters historie …”
”Og gjorde De så det?” spurgte Adam Zignelik hende.
”Selvfølgelig. Jeg slog en handel af med ham.”
”En handel?”
”Hvis jeg svarede på hans spørgsmål … Hvis jeg gennemførte interviewet på hans måde, sådan som han gerne ville have det … nå ja, så lovede han, at jeg kunne få lov til at fortælle ham om det, der lå mig på sinde.”
”Og gjorde De så det?”
”Hvad tror De?” spurgte kvinden, som havde været femtenårige Hannah Weiss, søster til Estusia Weiss, der var blevet hængt på grund af sin rolle i Sonderkommando-opstanden.
Det var på det tidspunkt, at hun fortalte Adam Zignelik hele historien om kvinderne på Weichsel Union Metallwerke og om, hvordan de havde smuglet sprængstof ud til Sonderkommandoens modstandsgruppe.
”Jeg fortalte ham det hele, jeg tvang ham til at lytte.”
”Om Estusia?”
”Jeg fortalte ham om Estusia og om de andre. Jeg fortalte ham om Rosa Rabinowicz og om, hvordan hun havde kontaktet os i vores blok. Jeg fortalte ham om Ala og Regina og om, hvordan vi smuglede sprængstof ud af Krudtkammeret. Jeg fortalte ham om, hvordan ingen af dem nogensinde røbede mig eller nogen anden fra modstandsbevægelsen. Jeg fortalte ham om –”
”Lige et øjeblik. Sagde De Rosa Rabinowicz?”
Adam Zignelik sad i det for tiden tomme spiserum på Emmy Monash Jewish Aged Care-plejehjem på hjørnet af Hawthorn og Dandenong i Melbourne og lyttede, præcis som Border havde gjort tres år før.
”De fortalte ham om en kvinde ved navn Rosa Rabinowicz?”
”Ja.”
”Er De helt sikker?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Kan De huske, hvordan De identificerede hende?”
”Hvad mener De med ’identificerede’?”
”Hvordan De fortalte ham, hvem hun var.”
”Jeg fortalte ham, hvad de hed, og hvis jeg vidste det, fortalte jeg ham også, hvor de kom fra. Jeg brændte efter … jeg brændte efter at fortælle hele verden om, hvor tapre, hvor enestående tapre disse unge kvinder havde været.” For første gang siden interviewet var gået i gang, havde den gamle dame fået tårer i øjnene.
”Kan De huske, hvor Rosa Rabinowicz stammede fra?”
”Ja, jeg huskede det dengang, og jeg kan stadig huske det.”
”Hvor var hun så fra?”
”Rosa? Hun var fra Ciechanow, men havde boet i Warszawa før krigen. Det var der mange, der vidste.”
”Og De er helt sikker på, at De fortalte Border dette?”
”Ja.”
”Hvordan kan De være sikker … så mange år efter?”
”Fordi det var hele ideen med at tale med ham. Jeg ville fortælle ham, fortælle hele verden om det, Estusia og Rosa og de andre havde gjort. Jeg havde besluttet ikke at ville tale med ham, ikke et eneste ord fordi, det var hans skyld, at jeg ikke fik hilst på mrs. Roosevelt, men det var jo fordi, jeg ville fortælle Estusias historie, og også Rosas og Alas og de andre kvinders historie, og om hvordan de havde smuglet sprængstof ud til Sonderkommandoen. Det var derfor, jeg fandt mig i hans dumhed.”
”Efter dette andet interview, efter at De havde fortalt ham historien … om Rosa Rabinowicz, Estusia og de andre … Erindrer De, hvordan han reagerede, hvad han sagde?”
”Nej, ikke rigtigt. Hvem husker den slags? Det drejede sig om, hvad jeg ønskede at fortælle ham. Hvorfor skulle jeg kere mig om, hvad han tænkte om det?”
”Jeg forstår.”
”Er det for resten ikke alt sammen på båndet?” spurgte hun ham.
”Jo, formentlig. Jeg er endnu ikke kommet til interviewet med Dem, jeg spekulerede bare på, om han sagde noget andet … om De kunne huske noget, der af en eller anden grund ikke blev optaget.”
”Det skal jeg ikke kunne sige. Hvordan skulle jeg kunne vide, hvad der blev optaget? Måske takkede han mig. Jeg var komplet ligeglad. Jeg ville bare have Estusias historie … ud til hele verden. Det var det, jeg troede, han ville kunne gøre. Jeg værnede om mindet om min søster … og de andre kvinder.”
”De skrev til mig …” Adam tog et brev op af mappen og begyndte at læse. ”De skrev … Han lyttede ’særlig opmærksomt til Rosas historie’.”
”Udmærket, hvis De siger det. Hvis det er det, jeg skrev dengang, er det sådan, jeg må have husket det.”
”Husker De det nu?”
”Hør, jeg er nødt til at være ærlig. Denne dr. Border … han er ikke særlig vigtig for mig. Han var bare den mand, der interviewede mig i DP-lejren. Estusia er vigtig for mig … og Ala.”
”Og Rosa?”
”Ja, men jeg kendte ikke Rosa særlig godt. Hun var i Kanada Kommando. Jeg ville udbrede kendskabet til deres historie. Hvorfor er det så vigtigt for Dem? Er det ikke lige meget, om han var specielt interesseret i Rosas historie?”
”Nej, jeg tror, at Rosa kan have været hans kone.”
Adam Zignelik kaldte det eneste foto, han havde set af Henry Border, frem i sit hoved og forsøgte at forestille sig manden, ansigtet på forflappen af den så godt som ulæste Jeg interviewede ikke de døde, da han ganske uventet hørte, hvad der var hændt hans unge kone Rosa, den kvinde, han havde forladt, moderen til hans barn. Det, Border fik at vide af Hannah Weiss for alle de mange år siden, må have fået en dæmning til at briste med følelser og tanker og billeder, alle hjerteskærende forfærdelige, og alle sammen overgået af en ubærlig skyldfølelse, den som var i hans stemme, da det sidste interview var ved at være forbi, og han spurgte lytteren: ”Hvem skal bedømme mit arbejde? Hvem vil dømme … mig?”
Det var umuligt at forestille sig, hvordan han måtte have haft det. Når Border havde tænkt på det, og det havde han formentlig ofte gjort, måtte han have håbet at høre, at hun havde overlevet, og i modsat fald bedt til aldrig at få at vide, hvad der var sket den unge kvinde Rosa Rabinowicz, den pige fra Ciechanow, som han havde lovet at beskytte, den kvinde han havde giftet sig med og fået en datter med, som han havde stjålet fra hende, da han forlod hende.
Da Adam havde afsluttet interviewet med Hannah, takkede han hende for den værdifulde information, hun havde givet ham, og priste hende for hendes eget heltemod og indsats i opstanden, som hun havde underspillet ganske meget. De omfavnede hinanden, og han ønskede hende et langt og godt liv.
Da mr. Leibowitz, der havde kredset rundt i baggrunden, så ham pakke sit udstyr sammen, kunne han ikke længere tie stille.
”Har du tid til mig nu?”
”Det kan De tro. Må jeg tage Dem med ud til frokost i byen?”
”Det håber jeg da. Åh!” sagde den gamle mand, der pludselig kom i tanke om noget. ”Men før vi går, vil jeg bede dig gøre mig en tjeneste.”
”Naturligvis, hvis jeg kan.”
”Det kan du. De sætter dem nedenunder, der ikke længere har brug for deres hukommelseskasser. Disse mennesker er ’famishte’. Forstår du, hvad jeg mener? De har mistet kontakten med sig selv, de kan ikke længere kontrollere deres hoved, og en gang imellem har de også mistet kontrollen over deres krop. Forstår du?”
”Ja.”
”Der er en kvinde der, som jeg kendte, da hun boede heroppe på denne etage. Da de flyttede hende nedenunder, var hun bange for forandringen, og jeg lovede, at jeg ville komme og besøge hende. Hun har ingen tilbage. Der er aldrig nogen, der besøger hende, så jeg prøver at gøre det. Kan vi gå derned et par minutter? Jeg vil gerne præsentere dig for hende. Det vil være dagens højdepunkt for hende, det eneste punkt.”
Adam indvilgede, og den gamle mand tog ham med nedenunder. Efter at have fået tilladelse til at gå gennem de sikrede glasdøre præsenterede mr. Leibowitz ham for den kvinde, han havde talt om. En eller anden havde redt hendes hår, men blikket i hendes øjne var vildt, som om det blev blæst rundt af en vind, som kun hun kunne mærke, en kuling oppe i hendes hoved. Man kunne ikke regne med, at hun vidste, hvor hun befandt sig.
”Vil du gå ud og hente et glas vand til mig?” spurgte hun mr. Leibowitz.
”Selvfølgelig, kæreste,” sagde han og efterlod Adam alene i et lokale fyldt med nedbrudte, gamle mennesker, der bevægede sig langsomt, rykvist rundt på må og få. Hvilke anarkistiske kræfter var det, der lavede så hyppige guerillaangreb på disse menneskers bevidsthed?
Mr. Leibowitz’ veninde stak pludselig sin hånd ind under Adam Zigneliks arm og hviskede til ham: ”Vagterne i lejren vil ikke give mig mere vand. Han står sig bedre med dem.” Så tog hun et øjeblik hans hånd i sin, vendte håndfladen op og stirrede på den.
”Alle drengene kunne lide mig, forstår De. De kan spørge hvem som helst. Alle drengene kunne lide mig. Min far er bortrejst nu, så der er ingen at spørge om lov til at besøge mig. Jeg kan læse Dem i hånden. Kunne De tænke Dem det?”
Det tog Adam Zignelik lidt over tredive timer fra, da han lukkede døren til sit hotelværelse på Tolarno i Melbourne, til han åbnede døren til den lejlighed, han lejede af Columbia University. Han stillede sin bagage på gulvet, sparkede skoene af og faldt omkuld i sofaen. Ingen vidste, at han var hjemme. Snart ville det ikke længere være hans hjem. I næste uge skulle han tømme sit kontor. Han var nødt til at tænke over, hvor han skulle stille sagerne hen. Hvad kostede det at opmagasinere? spekulerede han.
Han opdagede, at lyset på telefonsvareren blinkede, og på vej ud til badeværelset for at tage et brusebad trykkede han på knappen. Der var kun ét menneske, han ønskede at høre fra. Adam stod i badeværelset, vandet løb, og han havde Dianas kam i hånden.
”Ynkeligt,” sagde han sagte. Han havde tænkt på denne kam, havde glædet sig til at gense den hele vejen over Stillehavet.
Inde i stuen hørtes en kvindestemme, som han genkendte, men som på grund af tonefaldet ikke var helt kærkommen. Det var den kvinde, som William McCray plejede at kalde Charles’ sekretær. ”Personlig Assistent, Administrativ Assistent, hun er hans sekretær, uanset hvad du vælger at kalde hende,” plejede han at sige. ”Er der noget nedladende ved det ord?” På grund af det rindende vand kunne Adam ikke høre kvindens besked, men han hørte den, da han kom ud af brusebadet. En eller anden havde ringet til ham, mens han var bortrejst, og var blevet stillet om til hende. En mand fra Chicago havde ringet. Han havde lagt sit nummer og bad Adam om at ringe tilbage.
”Hans navn var …” sagde hun. ”Underskyld, mr. Zignelik, jeg må have forlagt det … åh, her er det! Wayne Rosenthal. Dr. Wayne Rosenthal. Han sagde, han var psykolog. Noget vedrørende Deres arbejde … i Chicago?”
Under sin research i de slag, de afroamerikanske soldater havde deltaget i under 2. Verdenskrig, havde Adam især fundet 761. Kampvognsbataljon interessant. I begyndelsen havde han troet, at denne helt igennem sorte bataljon havde været tilknyttet den amerikanske 7. Armés 79. Division i generalløjtnant Devers’ 6. Hærgruppe, men havde så opdaget, at den kun havde været tilknyttet den division et par måneder. 761. Kampvognsbataljon havde i det meste af sin aktive tjeneste i Europa været tilknyttet 87. Division i den amerikanske 3. Armé og blev først tilknyttet 3. Armés 71. Division den 28. marts 1945. Grunden til, at dette virkede påfaldende, var, at Adam i løbet af sin research havde fundet ud af, at 71. Division var rykket op gennem Bayern i april 1945. Det var hævet over enhver tvivl, at 761. Kampvognsbataljon 5. maj 1945 havde deltaget i befrielsen af en lejr ved navn Gunskirchen, der var en satellitlejr under kz-lejren Mauthausen.
”Vidste du, at 761. Kampvognsbataljon havde været med i befrielsen af Gunskirchen?” spurgte Adam Zignelik sin ven William McCray over en kop kaffe og kunne ikke holde triumfen ude af sin stemme.
”Nej, det må jeg indrømme, at jeg ikke gjorde. Og denne lejr Gunskirchen var en satellit under Mauthausen, siger du?”
”Korrekt.”
”Og du har lige fundet ud af det?”
”Jeg har kun lige fundet ud af det, men forsvaret har vidst det længe.”
”Og det er ikke til diskussion?”
”Nej, det er blevet blåstemplet. Så vidt jeg ved, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved det.”
”Og Dachau?” spurgte William og tog en slurk kaffe.
”Sorte soldater i Dachau?”
”Ja, har du fundet ud af noget?”
Da Adam fortalte ham, at han ikke havde fundet noget bevis for, at sorte soldater havde været med i befrielsen af Dachau, fik skuffelsen i William McCrays ansigt ham til at føle det, som om han havde svigtet William. Måske var det sådan, at Charles en gang imellem havde det med sin far.
”Er det din ven?”
”Hvad mener du?” spurgte William.
”Er det din ven, ham i Boston, der gør det særlig vigtigt for dig at få placeret afroamerikanske soldater ved Dachau, da lejren blev befriet? Gunskirchen var en satellit til Mauthausen. Det er ikke noget at rynke på næsen ad. Faktisk ville det være en stor hjælp, hvis han ændrede mening og gik ind på at tale med mig, fordi –”
”Adam, han taler ikke med nogen –”
”Nej, det ved jeg, og jeg forstår virkelig godt, hvad han har været igennem, men hvis du kunne forklare ham, at –”
”Adam, han taler ikke med nogen. Han er død,” forklarede William og tog en dyb indånding for at blive rolig.
”Åh William, det gør mig ondt.”
”Jep, også mig.” William tav et øjeblik og kiggede rundt i lokalet, før han fortsatte.
”Hør, Adam, jeg ved, at Dachau ikke var en udryddelseslejr, men det var den første kz-lejr, Hitler byggede efter at være kommet til magten. Vi taler om så tidligt som 1933. Og det var den sidste, der blev befriet. Det ville have været af stor vigtighed, hvis man kunne påvise, at afroamerikanere havde været involveret i befrielsen. Og voldsomheden i kampagnen mod at anerkende sorte soldaters rolle i den – for det er, hvad det er, ikke sandt? en kampagne – gør mig endnu mere opsat på at komme til bunds i sagen. Og ja, hvis sandheden skal frem, så også på grund af min ven.”
Det var ikke lykkedes Adam Zignelik at finde frem til førstehåndsberetninger, primærkilder, der placerede en sort enhed i nærheden af Dachau, da den blev befriet, men det var ikke, fordi han ikke havde forsøgt eller ikke agtede William McCray højt nok. Nu debatterede han med sig selv om, hvorvidt tiden blev brugt bedst på at efterforske den rent sorte 761. Kampvognsbataljons krigstjeneste, eller om han skulle begrave sig i Henry Border, psykologen i Chicago, og hans båndudskifter. Det var først, da han igen rettede opmærksomheden mod Borders interviews, at han så begyndelsen til noget, han på et senere tidspunkt ville kunne diskutere med sin gamle ven, borgerrettighedsadvokaten og veteranen fra 2. Verdenskrig. I løbet af en treugers periode var han stødt på tre udskrifter af interviews med holocaust-overlevende, hvor personerne i forbifarten nævnte, at der havde været sorte soldater i den militærstyrke, der havde befriet den lejr, de havde siddet i, da krigen var ved at være forbi. En af disse tre overlevende kendte ikke navnet på den lejr, han var blevet befriet fra, eller også havde Border ikke fået lokket det ud af ham, men de to andre syntes at mene, at det enten var Dachau eller en af Dachaus satellitlejre i Kaufering. En af de to nævnte sin forbløffelse over at se en sort officer, en kaptajn, hvis navn han på grund af noget mnemoteknik tilfældigvis huskede.
I forsvarsarkiverne fandt Adam frem til, at det var 42. og 45. Division i den amerikanske 7. Armé, der blev krediteret for befrielsen af Dachau den 29. april 1945, men også, at 71. Infanteridivision i 3. Armé, som den sorte 761. Kampvognsbataljon på det tidspunkt var tilknyttet, befandt sig i nærheden på tidspunktet for befrielsen. Hen ad vejen lykkedes det ham at matche det navn, som Borders interviewperson havde husket, med navnet på en afroamerikansk kaptajn i 761. Kampvognsbataljon. Borders interviewperson var ikke længere i live, men efter at have set efter i forsvarets indrulleringslister fandt Adam frem til kaptajnens adresse på det tidspunkt, hvor han blev hvervet i 1942. Adressen kastede ikke en kaptajn af sig, men førte Adam videre til en slægtning, et barnebarn, der boede i New York.
I meget lang tid havde Adam ikke gjort fremskridt i sagen, men nu havde han – fordi en af de overlevende, Border havde interviewet, havde omtalt en officer og husket både navn og rang – muligvis opsporet officerens barnebarn. Manden på Borders optagelse havde husket navnet, fordi det også var navnet på landets hovedstad og dets første præsident.
Og pludselig var Adam i stand til at kontakte kaptajn i 761. Kampvognsbataljon, James Washingtons eneste levende slægtning, dr. Ayesha Washington, der tilsyneladende var en meget travl kvinde, men Adam ville med glæde mødes med hende på hendes arbejdsplads, når som helst det passede hende. Hun arbejdede som onkolog på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center.
Charles McCray syntes, at det havde været et kompromis at tage arbejdet med hjem den aften i stedet for at arbejde over på sit kontor i Fayerweather Hall på Columbias campus. Hans kone Michelle var ikke lige så sikker. I det mindste behøvede hun og deres datter Sonia ikke at spekulere på lydstyrken på den musik eller radio, de hørte, eller den film de så, hvis Charles arbejdede over på sit kontor. Hvad fik de ud af, at han var hjemme, hvis han alligevel ikke havde tid til at beskæftige sig med nogen af dem, eller værre: ubevidst kom til at lægge begrænsninger på den måde, de tilbragte aftenen på?
Men han gjorde sig umage. Han spekulerede på, om hun lagde mærke til det. Han spekulerede også på, om det overhovedet gav nogen mening at arbejde så meget, når nu han så, at nogle af de sidst udkomne fagblade kun havde bragt en enkelt af hans artikler. Det forventedes vel, at en mand i hans position holdt sig orienteret om det, der skete i hans fag, også selv om det faldt uden for hans eget område, tænkte han. Bevægede han sig uden for sit eget område for at holde sig på omgangshøjde med sine kolleger? Hvem forsøgte han at holde trit med? Hvem var det, han forsøgte at imponere? Ikke sin far. Han ville ikke være imponeret, uanset hvor meget læsestof Charles arbejdede sig igennem; ikke længere. Ville det give ham noget at tale om? Måske, men hvem skulle han tale med: kolleger, venner? Hans kolleger ville tale med ham, i det mindste indtil hans stilling gik videre til en anden på instituttet, og hvis deres behov for at omgås ham forsvandt efter det, hvad så? Hvad angik hans venner … Han spekulerede på, hvordan det gik med Adams research i Chicago. Han tog ofte dertil. Det var for sent at redde Adams stilling på Columbia, men det var ikke ensbetydende med, at Charles kunne ignorere sin vens arbejde. Hans far var tydeligvis meget interesseret i det.
Charles besluttede at spise frokost eller i det mindste drikke en kop kaffe med Adam og tale med ham om hans arbejde, om hans planer for tiden efter Columbia. Mødte Adam stadig William til en kop kaffe en gang om ugen eller deromkring? Hvordan kunne det være, at han ikke vidste det? tænkte Charles. Adam var et godt menneske. Hvordan klarede han sig uden Diana? Måske vidste Michelle det. Og således kom hans spekulationer tilbage til deres udgangspunkt. Gav det nogen mening at læse/skimme alle disse tidsskrifter? Hvem holdt sig ajour med hans kones liv og det, der skete i det, hvem fulgte med i hans datters humørsvingninger? De var begge kommet ind til ham for at kysse ham godnat. Det var fint nok.
Michelle var gået i seng halvanden time før ham og havde allerede sovet længe, da han børstede tænder, tog pyjamas på og lagde sig. Lå hun mon og drømte? spekulerede han. Havde hun som yngre nogensinde drømt om, forestillet sig den mand, hun endte med at gifte sig med, en intellektuel, en akademiker? Og hvis hun havde, hvor stor en skuffelse havde han, den mand hun faktisk havde giftet sig med, så vist sig at være? Han rullede om på siden i sengen og kiggede på hende. Var det hendes fugtighedscreme eller shampoo, der duftede så dejligt? Han lukkede øjnene og indsugede duften af sin kone. Det beroligede ham, og et øjeblik efter var han faldet i søvn. Klokken var næsten tre om natten, og han havde sovet lidt over to timer, da telefonen på sengebordet ringede og vækkede både ham og Michelle. Eftersom den stod på hans bord, var det ham, der tog den.
”Hallo?” sagde Charles søvndrukkent.
”Er der en mrs. Michelle McCray til stede?” spurgte en mand.
”Hvem taler jeg med?”
”Jeg beklager at måtte forstyrre Dem på dette sene tidspunkt, sir. Jeg er politibetjent. Er der en mrs. Michelle McCray til stede?”
”Ja. Jeg er hendes mand. Hvad drejer det sig om?” Michelle satte sig op. Først tænkte hun, at det måtte dreje sig om en af hendes klienter, men hun udleverede aldrig sit privatnummer, så det kunne det derfor ikke være.
”Jeg vil gerne tale med mrs. McCray, sir. Igen, undskyld for –”
”Det er til dig,” sagde Charles og rakte Michelle røret.
”Hvem er det?”
”Politiet.”
”Politiet? Hallo. Hvem taler jeg med?”
”Jeg beklager meget at måtte forstyrre Dem på dette sene tidspunkt, ma’am. Er De mrs. Michelle McCray?”
”Hvem taler jeg med?”
”Betjent Brooks, NYPD. Taler jeg med mrs. Michelle McCray?”
”Ja, jeg er Michelle McCray.”
”Jeg beklager den sene opringning, ma’am. Min makker og jeg blev tilkaldt til en episode i nord-Bronx, og vi har en temmelig forstyrret mand her, der har bedt os om at ringe til Dem og få hans historie bekræftet. Omtalte herre har intet id på sig, og vi har grund til at tro, at han måske er påvirket af et ulovligt nydelsesmiddel … Ma’am, er De der stadig?”
Svedende, ude af stand til at få vejret og med et hjerte, der kun var få slag fra at sætte ud, havde han følt en voldsom trang til at komme ud, uanset det sene tidspunkt, uanset det kolde vejr, uanset hvor mange etager han skulle ned gennem for at komme ud. Da han stod og lænede sig op ad væggen i elevatoren på vej ned, var hans eneste ønske at få lidt frisk luft ned i lungerne, men da han var kommet helt ned og ud af boligejendommen, ud på gaden, opdagede han, at den friske luft ikke hjalp. Han var usikker på benene og skræmt fra vid og sans. Han var ved at miste kontrollen over sig selv. Svedende og frysende og tumlende af sted i for lidt tøj i forhold til årstiden og tidspunktet på døgnet mumlede han et eller andet uforståeligt til nogle unge fyre, der kom sent hjem efter en aften i byen. De troede, han trippede og muligvis var sindssyg, måske farlig. De ønskede ikke at blive blandet ind i noget, og en af dem havde ringet til politiet på sin mobiltelefon og havde efter opkaldet brugt telefonen til at videooptage en mand, der var ved at miste alle kendetegn på at være et menneskeligt væsen. Nu rakte betjent Brooks ham røret, så han kunne tale med Michelle McCray.
”’Chelle?”
”Hallo?”
Manden hev efter vejret. Han var tør i munden, og hans tunge, der klæbede til ganen, lavede konsonantlyde, da han forgæves forsøgte at få ord frem. Til sidst lykkedes det ham med stort besvær at fremstamme et par ord: ”’Chelle, det er mig … Lamont.”
”Lamont? Hvad i –”
”’Chelle, hun er død. Mormor er død.”