Ellevte del

Sonia McCray var fjorten år gammel, da hun stod en halv meter fra graven, en smule bagved, men med den ene fod presset ind mellem både sin far Charles og sin farfar, William. Det var hendes livs første begravelse. Før dette havde døden været noget, hun hørte om i bøger, i fjernsynet, på film eller en gang imellem i sange, hvor sangeren antydede, at han eller hun ville dø, hvis han eller hun ikke havde en at synge for. Det var en følelse, hun endnu ikke havde oplevet. Men her var et gabende hul i den kolde jord, der rummede en, Sonia havde kendt, på en måde også elsket, en, hun aldrig havde haft tid nok til, og dog en, der havde elsket hende hinsides al fornuft. Da hun stod der og næsten gemte sig bag sin far og farfar, længtes hun efter at sige undskyld for ikke at have besøgt hende lidt oftere, for ikke at have fortalt sin oldemor mere om sit liv, for at have sagt nej tak til det glas æblejuice, hun altid var blevet budt på. Hvornår havde hun sidst besøgt hende hjemme hos hende selv?

Foran både Sonias far og hendes farfar stod hendes mor, Michelle, og ved siden af hendes mor og lige foran graven stod en mand, som hun ikke kunne erindre nogensinde at have set. Det havde hun så åbenbart, da hun var meget, meget lille. Hendes far og farfar havde sorte jakkesæt på under vinterfrakkerne, og hendes mor havde en sort nederdel, sort bluse og sort jakke på under sin frakke, men manden var helt anderledes klædt, fuldkommen tvangfrit. Han havde jeans på og en bomuldsskjorte under frakken, men hun forstod godt, at det ikke var udtryk for manglende respekt for Sonias oldemor, eller fordi han sørgede mindre over tabet end de andre. Faktisk var han den mest bevægede. Sonia kunne lige så lidt holde ud at se på ham, som hun kunne klare at se på graven. Mens han rokkede frem og tilbage foran graven, rokkede Sonias mor, der holdt godt fast i ham, sammen med ham. Denne mand var hendes mors fætter, hendes, Sonias oldemors barnebarn, Lamont.

Den måde, de var fælles om sorgen på, fortalte Sonia, at hendes mor engang havde stået manden nær, men at han havde været væk et sted, så de først nu havde fået kontakt med hinanden igen. Det var ham, der havde fundet Sonias oldemor. Hun var sovet stille ind. Sonia spekulerede på, om det var meningen, at hun skulle trøste sin mor, eller om hun skulle overlade det til sin far og farfar. Hun kiggede op på sin farfar, der stod pakket ind i sin frakke. Han var ældre, end hendes oldemor havde været. Hvad fik begravelsen ham til at tænke på? spekulerede hun. Gudskelov, at han stadig var hos dem. Han havde ikke forandret sig. Hun lovede sig selv, at hun ville se en hel masse mere til ham. Hvor var Lamonts familie? tænkte hun så. Så gik det op for hende, at hendes mor og nu også Sonia selv formentlig var alt, hvad han havde tilbage. Ikke så underligt, at han stod og rokkede sådan. Hvornår kunne de mon gå igen?

Skulle de blive ved med at trøste den rokkende mand? Hans situation var værre, end Sonia var klar over. Han havde mistet det menneske, der havde opfostret og elsket ham, og som havde følt sig ansvarlig for ham hele hans liv. Han skyldte hende så meget, og nu ville han aldrig kunne betale hende det tilbage. Hans mormor var død kun to uger, før han afsluttede sin seks måneders prøveperiode som ansat på et hospital. Han ville få frynsegoder. Hun ville ikke være til stede og se ham gå af sted hver morgen til et arbejde med frynsegoder. De sendte de ansatte på college, havde han fortalt hende. Først og fremmest havde han villet finde sin datter. Nu fik hans mormor aldrig hans datter at se, hans datter, der ikke længere var spæd, men otte år gammel, næsten ni. Han havde drømt om at vise den lille pige sit værelse, det værelse, han var vokset op i, det værelse, hvor man stadig kunne se blyantsmærkerne, som hans mormor havde sat på væggen for at vise, hvor høj han var. Som tiårig var han allerede lige så høj som sin mormor. Som otteogtrediveårig sov han nu igen i det samme værelse. Han vidste ikke, om han kunne blive boende i lejligheden i Co-op City, og hvis nej, vidste han ikke, hvor han så ellers skulle bo.

Sonia McCray så sin mor holde manden oppe, der ikke havde taget jakkesæt på til sin mormors begravelse.

”Din mormor kommer formentlig til at overleve dig, Lamont,” havde en mand, der blev kaldt Numbers, engang sagt til ham i Mid-Orange-fængslet. ”Det er endda meget sandsynligt, meget sandsynligt! Det er sgu ikke, fordi jeg har noget imod dig, mand, det er statistisk videnskab, forstår du. Ikke for at fornærme dig, men en afroamerikansk mand med pletter på straffeattesten og din generel … genealogi vil ifølge statistikken dø før sine bedsteforældre.”

”Det er fint nok med mig,” havde Lamont svaret. Sonia så denne voksne mand forsøge at tage sig sammen, da hendes farfar, William McCray, rettede sig op og lavmælt takkede præsten. Hun var fast besluttet på at være mere sammen med sin farfar, men nu hørte hun sin halvonkel Lamont rømme sig og forsøge at sige noget.

”Mrs. Martinez, tak, fordi De kom. Sætter stor pris på det. Hun holdt meget af Dem. Talte altid om, hvor god en nabo De var. Altid hjælpsom. Kan De huske min kusine, Michelle … fra gamle dage?” hørte Sonia manden sige. Lamont Williams ønskede desperat, at mennesker skulle huske andre mennesker. Hvis de ikke gjorde det, hvad betød det så alt sammen, hvad havde det hele så været værd?

Den fjortenårige pige stod med sine behandskede hænder i lommerne og kiggede rundt på kirkegården her i det nordlige Bronx og de mange høje Kristusfigurer, der alle havde for lidt tøj på i det tidlige vintervejr. Man kunne se dem oppe fra vejbroen. Biler dyttede rasende ad hinanden i det fjerne. Hvor var der kommet få mennesker.

Lamont Williams sad på en lang bænk i gangen i stuetagen på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Han var blevet bedt om at vente et par minutter før sit aftalte møde. Hans inspektør havde givet ham besked om, at vicedirektøren for HR-afdelingen ønskede at tale med ham. Der var mindre end to uger til, at hans prøveperiode var forbi. Hans mormor var blevet begravet for få dage siden. Han havde fortalt sin inspektør og D’Sean, en kollega, om det. Skulle mødet handle om det? Nej, formentlig ikke. Det havde nok noget at gøre med det nødvendige papirarbejde, der skulle klares, for at han kunne blive overført fra prøveperiode til fastansættelse.

Folk i jakkesæt vandrede forbi Lamont. Hvem var de – læger, sygeplejersker, klinikassistenter? Nej, det kunne de ikke være. Disse mennesker lignede mere forretningsfolk, fundraisere og administratorer. Lamont spekulerede på, hvor mange ikke-lægefaglige kræfter der skulle til for at få et hospital til at fungere. Han læste stillingsbeskrivelserne på folks døre og på de strategisk placerede brochurer. Der var folk, der kun havde med forskning at gøre, al mulig slags forskning. Der var folk, der kun beskæftigede sig med uddannelse, løbende efteruddannelse af læger og sygeplejersker. Nogle stod for ph.d-uddannelsen, andre for den postdoktorale uddannelse og atter andre havde ansvaret for udadrettede aktiviteter på high schools. Der var et bibliotek, og der var administratorer, der havde hans navn i en mappe et sted, måske som en fil på en computer: Lamont Williams, Driftsafdelingen, på prøve som led i et pilotprojekt for tidligere straffede. Hvis de rette folk havde haft kendskab til hans mormors død, ville de måske have sørget for, at han fik krisehjælp. Det var, hvad hans kusine Michelle havde sagt.

Michelle var socialrådgiver, en overordnet, og hun vidste besked om den slags ting. Hvad betød det, ’krisehjælp’? Fortæller man en terapeut, hvordan det er at miste en, man elsker? spekulerede Lamont. Ligger man på en divan? Betaler hospitalet en terapeut for at høre om den sorg, en mand fra Driftsafdelingen føler over at have mistet sin mormor? Hun havde været som en mor for ham, havde altid været det, faktisk den eneste ’mor’ han nogensinde havde haft. Han havde haft problemer med at sove efter at have fundet hende, havde kun kunnet sove et par timer ad gangen.

’Har De anden familie?’

’Jeg har en datter. Hun er otte. Jeg har tænkt mig at finde hende.’

’Andre?’

’Jeg har en kusine. Vi holdt af hinanden, dengang vi var børn … gled fra hinanden, men nu … Vi har kontakt med hinanden igen … efter at min mormor døde. Vi holdt rigtig meget af hinanden, da vi var børn, og det er sjovt, at min mormor skulle dø, før vi … Jeg mener ikke sjovt på den måde, men –’

Lamont blev revet ud af sin dagdrøm af en administrativ assistent, en ung kvinde, der arbejdede for vicedirektøren i HR-afdelingen, mr. Juan Laviera.

”Mr. Laviera kan tage imod Dem nu,” sagde hun tonløst.

Mr. Laviera havde et kontor med et skrivebord, en stor stol til sig selv og to mindre stole på den anden side af skrivebordet, og Lamont blev bedt om at sætte sig i en af dem. Lamont kiggede stjålent på fotos af mr. Laviera og mennesker i hans liv, der var stillet op forskellige steder på kontoret. Gennem en dør, der så ud til at føre til et tilstødende kontor, kunne Lamont høre den dæmpede lyd fra en radio.

”Mr. Williams,” sagde vicedirektøren for HR-afdelingen, ”De har måske en idé om, hvorfor De er blevet bedt om at komme herop i dag. En af vores patienter døde for nylig, mr. …” Juan Laviera klikkede på musen på sit skrivebord og så med sammenknebne øjne på skærmen, ”mr. Mandelbrot. Kendte De mr. Mandelbrot, før han kom til os?”

”Før han blev indlagt på hospitalet?”

”Ja.”

”Nej,” svarede Lamont.

”Det ser ud til, at hans familie kom forbi, efter at han var gået bort, for at fjerne hans personlige ejendele, og de påstår, at der mangler noget. Er det noget, De kender til?”

Lamont Williams forstod med det samme, hvorfor han var blevet kaldt til en samtale med vicedirektøren for HR-afdelingen. Det havde intet at gøre med det nødvendige papirarbejde efter at have overstået den seks måneder lange prøveperiode, og det havde intet med krisehjælp at gøre.

”Jeg tror, jeg ved, hvor De vil hen med det spørgsmål,” sagde Lamont stilfærdigt.

”Ja?”

”Det drejer sig om lysestagen, den jødiske lysestage.”

”Ja, lysestagen. Kender De noget til den?”

”De kalder den for en menorah. Det var, hvad han fortalte mig. Ja, jeg kender til den.”

”Har De … De må undskylde, mr. Williams, men jeg er nødt til at spørge. Har De … De nægter ikke …?”

”Jeg har den, men jeg stjal den ikke.”

”Hvad er det, De siger?”

”Jeg siger, at han forærede mig den.”

”Patienten?”

”Ja. Mr. Mandelbrot forærede mig den.”

”Forærede?”

”Ja.”

”Som gave?”

”Ja.”

”Vil De have mig undskyldt et øjeblik, mr. Williams?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Nej, jeg mener, vil De have noget imod at vente udenfor?”

”Nej, selvfølgelig ikke.”

Det var tidligt på eftermiddagen, og til en forandring havde Adam Zignelik ikke undervisning eller arbejde på sit kontor eller noget som helst andet sted på campus, men stod fem kilometer længere mod nord i sin lejlighed i Morningside Heights og ventede på en flyttebil, der skulle komme og aflevere de kasser, han havde pakket. I kasserne lå hele hans karriere. Der var plads på reolerne til det meste af indholdet i kasserne, nu Diana ikke længere boede der. Hvor fanden blev flyttevognen af?

På stueetagen i Memorial Sloan-Kettering Cancer Center rejste Lamont Williams sig i Juan Lavieras kontor og gik som anmodet ud for at vente, hvor han før havde siddet og ventet. Han havde lukket døren til mr. Lavieras kontor, men den lukkede ikke tæt. Ude fra gangen hørte Lamont mr. Laviera banke på og åbne døren til det tilstødende kontor. Ud fra tonen i samtalen med kontorets indehaver at dømme stod de på god fod.

”Undskyld, jeg forstyrrer, Dan.”

”Det er i orden.”

”Jeg bad ham vente udenfor.”

Lamont kunne tydeligt høre radioen nu, hvor de to døre stod på klem.

”Han siger, han ikke gjorde det, at han ikke stjal den. Han siger, at den gamle mand gav ham den.”

Lamont kiggede på navneskiltet på døren ind til kontoret ved siden af døren til vicedirektøren for HR-afdelingen. Ifølge skiltet tilhørte det direktøren for HR-afdelingen, den mand, som mr. Laviera nu stod og talte med. Der stod: ’Daniel Ehrlich, direktør, HR’. Hvor kendte Lamont det navn fra? Han gik engang i skole med en dreng ved navn Danny Ehrlich. Det kunne vel ikke være ham?

”Den gamle mand gav ham den … en menorah?”

”Det siger han.”

Lamont Williams sad ude på gangen. ”Tricket er ikke at hade sig selv.” Det var, hvad han havde fået at vide, da han sad inde. ”Hvis du kan lade være med at hade dig selv, gør det ikke ondt at tænke tilbage på selv dine værste oplevelser: din barndom, dine forældre, hvad du har gjort, og hvad der er blevet gjort mod dig,” fik han at vide. Han tænkte tilbage på det nu, mens han hørte dæmpet musik på radioen inde på direktøren for HR-afdelingen, en vis mr. Danny Ehrlichs kontor.

Lamont kiggede ned på sine hænder, de hænder, der engang tog et elsket stykke legetøj, en fødselsdagsgave fra en onkel, med hjem til en ny ven for at vise ham gaven, hænder, der, da en gammel ven bad ham om det, kørte en varevogn til en spiritusforretning og ventede udenfor, mens de to andre mænd impulsivt begik en forbrydelse, hænder, der havde forsøgt sig med træskæreri i Woodbournefængslet, hænder, der havde taget imod en gave, en sølvlysestage, af en gammel, hvid mand fra Europa, hænder, der for nylig havde rørt ved hans just fundne døde mormors pande, to hænder, der fungerede godt sammen, der passede til en mand af hans størrelse og vægt, ikke særligt bemærkelsesværdige hænder, hvis man så bort fra en karakteristik, som andre endnu ikke havde bemærket – deres uskyld.

I de sidste krampetrækninger af 1940’ernes sidste halvdel lå to mænd og sov i forskellige værelser i et hus på Sheridan Road, uptown Chicago. En af dem, en far, var gammel nok til at kunne have været bedstefar, den anden, en søn, var ung nok til stadig at kunne gå for at være dreng. Der var steder i landet, hvor den unge mand, uanset hvor gammel han var, altid kun ville blive tiltalt med ’boy’. Han havde været nogle af de steder, og hver nat tog han det med sig i seng, som han havde set og så igen, når han var faldet i søvn. Det var usandsynligt, at disse to mænd, Henry Border og unge Russell Ford, skulle ligge og sove i det samme hus i Chicago midt i århundredet, men det gjorde de ikke desto mindre, og når de gjorde det, var det på grund af deres forskelligartede forbindelse til Russells mor, Callie Pearson.

Henry Border havde for vane at trække sig tilbage længe efter alle andre. Så sad han alene i sit arbejdsværelse og læste og gjorde notater eller lyttede til fremmede mennesker, der fortalte om gruopvækkende ting på en metaltråd. Døren til arbejdsværelset ville være lukket, og han sad så og gned sig i øjnene, eller lukkede øjnene og en gang imellem duppede dem med et lommetørklæde, som Russells mor, Callie, havde vasket og strøget.

Så vaskede han sig så stille som muligt ude på badeværelset og gik i seng kun iført en natskjorte og med et blylod på brystet, der aldrig flyttede sig, uanset hvilken side han lå på. Sådan havde det været, lige siden han havde besøgt DP-lejrene. Standuret nedenunder tikker. Han tager sit ur af og lægger det på kommoden, slukker sengelampen, og det velkendte spørgsmål hviskes i øret på ham, i samme øjeblik han lukker øjnene: Hvad slags mand forlader sin kone og overlader hende til tortur og død?

Henry Border havde en professionel interesse i kriseramte mennesker. Ifølge hans ’Adjektiv-Verbum-Kvotient’-tese vil kriseramte mennesker bruge adjektiver og verber i et anderledes forhold til hinanden end ikke-kriseramte mennesker. Han var rejst til Europa for at finde kriseramte mennesker og studere dem. Der var for mange rum i det hus, han på det tidspunkt boede i sammen med sin datter, Russell Ford, Callie Pearson og hendes mand, James Pearson, hvorfor gangen nødvendigvis også var alt for lang. Men den rakte ikke til Europa.

Tæt på Russells seng i værelset længere nede ad gangen, så tæt på, at han kunne række hånden ud og røre ved den, lå en slidt skuldertaske, der havde tilhørt hans far. Sovende i sin seng blev Russell pludselig kold af den sved, der var forløberen for den varme dag i Detroit, en mandag morgen, da skoleåret var ved at være forbi, og derefter passerede det hele revy for hans øjne igen: Hans far, der blev slæbt ud af sporvognen af fremmede mænd og slået og sparket og trampet på, indtil han lå blødende, bevidstløs og til sidst død, og så ikke længere en død mand, ikke længere et tidligere levende menneske, men et vådt og maltrakteret lig, der lå i vejkanten ved siden af en skuldertaske. Og dette billede hjemsøgte Russell om natten adskillige nætter om ugen, og en gang imellem, ofte, kunne man høre det på den anden side af døren. Men Henry Border, psykologen med særlig interesse i kriseramte mennesker, gik ikke en eneste gang hen til den unge dreng for at finde ud af, hvad der pinte ham, og da slet ikke for at trøste ham. Hans egne mareridt gjorde ham døv for mareridtslydene inde i det andet værelse.

Men inde på det værelse, Callie Pearson delte med sin mand, kunne hun høre sin søns lidelser. Hendes mand James Pearson hørte dem også, og han tog en badekåbe på og gik hen ad den mørke gang til sin stedsøns værelse, kun for ofte at se, at nogen var kommet før ham.

”Jeg er her, mr. Pearson,” hviskede Elly Border så og stod med et glas vand i hånden. Hun havde fundet ud af, hvad det var, Russell havde set i Detroit, og nu hørte hun ham, ligesom hans mor og hans stedfar, hver eneste gang.

Da Danny Ehrlich var barn, havde hans afslappede og ret overbærende forældre, der begge var lærere, opmuntret til diskussioner af social og politisk art ikke alene mellem dem selv, men også med børnene, når familien var samlet til aftensmåltidet. Dannys forhold til dem var nært nok til, at han så hurtigt som muligt ville fortælle dem alt af betydning af det, der var hændt ham i løbet af dagen, og derfor stormede han også hen ad gangen den dag, en ny skolekammerat for første gang var på besøg og havde haft en gave med, en fantastisk gave, en Shogun Warrior actionfigur; ja, han stormede hen ad gangen i sin families lejlighed og ud til sin mor i køkkenet for at vise hende, hvad hans nye ven havde givet ham. Men da hans nye ven var gået hjem, var Shogun Warrior actionfiguren væk og lod sig aldrig siden se i den lejlighed. Alle i familien Ehrlichs hjem gik ud fra, at den besøgende ven var blevet for glad for sin egen gave og havde taget den tilbage.

Det var kun nære venner, familie og hans kone, der nu om dage, hvor han var en voksen mand, kaldte ham for ’Danny’. På arbejde hed han Dan Ehrlich, direktør for HR-afdelingen på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, og han havde håbet på at kunne undgå det nu uundgåelige møde med den voksne udgave af den lille dreng, der havde været på besøg hos dem den dag, den lille dreng, der havde foræret ham og derefter stjålet en Shogun Warrior actionfigur. På den anden side af skrivebordet sad Lamont Williams, en tidligere straffet mand, der havde fået en chance for at starte forfra i sit liv med en seks måneders prøveperiode som altmuligmand i Driftsafdelingen. Beslutningen om at starte et opsøgende projekt for egnede, netop frigivne tidligere straffede personer var blevet truffet af et underudvalg, der var blevet udpeget af hospitalets bestyrelse. Både Dan Ehrlich og Juan Laviera, vicedirektøren for HR-afdelingen, havde siddet i det udvalg. De to mænd havde et fint samarbejde, der var tæt på at være et ægte venskab, men de havde med al respekt for hinanden haft modsatte holdninger til spørgsmålet om, hvorvidt hospitalet skulle ansætte tidligere straffefanger på prøve. Juan Laviera havde været imod. Han havde haft den holdning, at rehabilitering af tidligere fanger ikke hørte til hospitalets kerneområde, og at det ville føre til problemer, ingen havde brug for.

”Dan, tro mig, mange af de fyre, jeg voksede op med, kom ud i noget snavs, og … tja, man vidste allerede dengang, at det ville ende galt. Vi var børn, men folk … nå ja, de ændrer sig i virkeligheden aldrig.”

Dan Ehrlich havde haft den modsatte holdning. Efter hans mening kunne mennesker, i det mindste nogle mennesker, godt ændre sig, og det var dem, der havde brug for at få en ny chance. Og når de så ændrede sig, var det i sandhed en inspirerende oplevelse. Det ville måske være godt for moralen hos både hospitalspersonalet og måske også hos nogle af patienterne, hvis tidligere straffefanger i løbet af deres seks måneders prøveperiode endte med at føle sig som del af et hold, et samfund af plejepersonale med forskelligartet baggrund, der var forenet i deres forsøg på at hjælpe kræftsyge mennesker. Det ville sende de rigtige signaler til samfundet om hospitalets værdier, og hvis de begyndte i det små og var meget omhyggelige i valget af en eller to straffede personer ad gangen, hvad var så det værste, der kunne ske? Dette var det værste, der kunne ske.

Juan Laviera ønskede virkelig ikke at skilte med sin ’hvad-sagdejeg’-holdning, men måske kunne tyveriet af en døende mands menorah sætte en stopper for eksperimentet. Han kunne godt lide at arbejde sammen med Dan Ehrlich, han kunne lide hans afslappede facon og var bekymret for, at projektets tilsyneladende fiasko ville falde tilbage på Dan og bringe ham i miskredit. Nu kunne – og burde – Dan uden at tabe ansigt anbefale afslutningen på det, som han, Juan Laviera, altid havde regnet for et misforstået projekt.

Dan Ehrlich sad over for Lamont Williams, på vinduessiden i forhold til døren, bag et skrivebord, der var prydet med fotos af hans kone og tvillingedøtre. Det var det møde, hans kone havde vidst, at han havde gruet for i mange dage, lige siden den nyligt afdøde patients familie havde klaget over, at en af deres elskede familiemedlems ejendele, en sølv-menorah, var forsvundet. De to mænd kiggede på hinanden, og selv om de begge var næsten lige sikre på, at manden overfor var den voksne udgave af en kortvarig ven fra skoletiden, lod ingen af dem skinne igennem, at de var klar over hinandens identitet. I stedet for ventede de på, at modparten skulle bringe det på bane, og de spekulerede begge af forskellige grunde på, om det ville føre noget godt med sig at komme ind på emnet. Deres venskab havde trods alt været ganske kortvarigt og var endt på en ubehagelig måde.

Lamonts tanker førte ham tilbage til øjeblikket i Danny Ehrlichs køkken og mrs. Ehrlichs beundring for legetøjet, men så tog han sig sammen og blev brat revet tilbage til sin plads på Dan Ehrlichs kontor, direktøren for HR-afdelingen, nogle og tredive år senere. Ifølge betingelserne for pilotprojektet for tidligere straffede personer kunne hospitalet uden varsel, skriftligt eller andet, afbryde ansættelsen og enhver anden form for forbindelse helt op til udløbet af prøveperioden på seks måneder. Når prøveperioden var forbi, ville eksfangen automatisk få de samme rettigheder og goder som alle andre ansatte på hospitalet. Henryk Mandelbrot var død omkring tre uger før udløbet af Lamont Williams’ prøveperiode i Driftsafdelingen.

”Afdøde patients familie –”

”Mr. Mandelbrot.”

”Øh … ja, familien Mandelbrot var især ophidsede over den manglende –”

”Mr. Ehrlich, han forærede mig den.”

”Jeg har fortalt dem om Deres påstand, men de –”

”Mr. Ehrlich, det er ikke en påstand. Det er min lysestage. Han forærede mig den og sagde, at det var en gave. Vi var venner. Jeg plejede at gå op til ham efter arbejde. Jeg –”

”Mr. Williams, de ønskede at politianmelde det.”

”Hvad?”

”De ville have Dem sigtet.”

”Anklaget for hvad?”

”Det ved jeg ikke. Tyveri, går jeg ud fra.”

”Jeg kan ikke anklages for –”

”Mr. Williams, jeg fortalte dem ikke, at De havde været i fængsel. Jeg fortalte dem ikke engang Deres navn. De ville have stagen tilbage, og jeg sagde, at vi ikke havde den.”

”Hvor sagde De så, at den var?”

”Jeg sagde sandheden – at jeg ikke vidste, hvor den var. De sagde, at de havde set en altmuligmand luske omkring på patientens stue og –”

”Sagde de, at jeg havde stjålet den?”

”De vil ikke kunne udpege Dem, men hospitalet hæfter for –”

”Jeg har den.”

”Mr. Williams, for at undgå yderligere ubehag og mulig negativ presseomtale har hospitalet tænkt sig at godtgøre familien værdien af genstanden, men –”

”Jeg har den stadig.”

”Det er for sent at –”

”Han gav mig den, og jeg har den stadig.”

”Mr. Williams, hospitalet har tilbageholdt Deres identitet for familien Mandelbrot, og det var ikke særlig nemt, men vi er nødt til at lade Dem gå. Vi vil ikke informere Fængselsvæsenet om tyverianklagen. Vi vil bare sige, at det ikke gik, som vi havde håbet, og at vi ikke fortsat ønsker at have Dem ansat her. Jeg beklager, men det er bare for –”

”Det er det rene lort, du hælder ud, mand!”

”Lamont, hvad fanden vil du ha’, jeg skal gøre? Det var det bedste, jeg kunne opnå.”

De to mænd så på hinanden med en intensitet, de ikke havde kunnet mønstre før tilfældet med Shogun Warrior-actionfiguren nogle og tredive år tidligere.

”Lamont, jeg forsøger at hjælpe dig med at få det bedste ud af en slem –”

”Det er en menorah.”

”Hvad?”

”Stagen … den kaldes en menorah, Danny. Han fortalte mig om den. Har noget med makkabæerne at gøre.”

Adam Zignelik spekulerede på, om det var hans fantasi, der spillede ham et puds, eller om han nu jævnligt blev genkendt af personalet i Chi Bar på Chicago Sheraton Hotel. Han var ankommet til Chicago dagen før og havde brugt hele dagen på at tage kopier af så mange af Borders publikationer, som han kunne nå, og som han ville tage med hjem til New York og læse senere. Personalet på Galvin Library på IIT vidste i hvert fald udmærket, hvem han var. I dag skulle han møde Wayne Rosenthal, Henry Borders tidligere studerende, der i så lang tid havde sagt nej til at tale med ham. En dag, lovede Adam sig selv, ville han tage til Chicago og bo på Sheraton, men i dag var ikke denne dag, og han tog en taxa derhen fra det hotel, han normalt boede på, og som han i sit stille sind havde døbt ’truckerstedet’.

”Jeg håber ikke, De har noget imod det, mr. Zignelik, men jeg foretrækker ikke at blive optaget. De er velkommen til at tage notater, men – ”

”Nej, nej, det er helt fint. Mit navn er i øvrigt Adam.”

”Mange tak … Adam. Nuvel, mit navn er Wayne.”

Wayne Rosenthal, der var en intelligent udseende mand på omkring firs år med perfekt klippet gråt hår, var konservativt klædt i jakke og slips og havde en lædermappe med. Han havde øjeblikkelig vidst, hvem af de mange mennesker der sad alene i baren, der var Adam Zignelik, og de havde givet hinanden hånden. Den pensionerede psykolog lagde sin frakke over stoleryggen, satte sig ved bordet og fortalte, at han havde aftalt med sit barnebarn – det var hende, der havde kørt ham herhen – at han skulle ringe, når han ønskede at blive hentet igen. Adam opfattede det som, at manden foran ham, dr. Wayne Rosenthal, så absolut var ved sine fulde fem, og at aftalen med barnebarnet om at blive hentet, når deres samtale var forbi, snarere havde at gøre med at få ro på sig selv, end det var svar på et spørgsmål, Adam ikke havde stillet, og som han egentlig ikke havde behov for at kende svaret på. For at gøre ham rolig overvejede Adam – og legede amatørpsykolog – at begynde med at skitsere, hvad han vidste om Borders arbejde og liv, og redegøre for, hvem han allerede havde talt med.

”Ja, nuvel, Arch og de andre – var det Amy, du talte med? Hun er et dejligt menneske – de havde ikke samme forhold til dr. Border som jeg.” Wayne Rosenthal tav et øjeblik for at tage en slurk tonicvand.

”Jeg har faktisk aldrig … jeg har faktisk aldrig talt med min familie om dr. Border, heller ikke med min afdøde hustru. Det var bare … der var ingen grund til at gøre det. Forstår du, det var noget personligt mellem ham og mig og ikke kun mellem ham og mig. Han havde en datter.”

”Elly.”

”Ja, Elly. Jeg ved ikke, hvad de andre har fortalt dig.”

”Jeg vil ikke gøre dig forlegen, men de antydede, at du og Elly havde holdt af hinanden.”

Wayne Rosenthal tog glasset op og holdt om det med begge hænder, mens han lænede sig ind over bordet. ”Der er ingen, der længere kan føle sig såret over det. Jeg var dybt forelsket i hende. Dengang havde jeg endnu ikke mødt min hustru, og ja, Elly og jeg … vi havde planer sammen.”

Wayne Rosenthal førte Adam frem til dagen for Evie Harmons fest, da han sent om eftermiddagen ved et tilfælde fandt en ikke-kategoriseret spole med Hannah Weiss’ beretning om sin søster Estusia og Ala og Rosa og om, hvordan de havde smuglet sprængstof ud til Sonderkommandoens modstandsgruppe til brug i opstanden.

”Han må have været mindst lige så vred på sig selv, som han var på mig,” sagde Wayne Rosenthal i baren på Chicago Sheraton og kiggede lige frem for sig.

”Hvorfor tror du det?” spurgte Adam.

”Tja, ved nærmere eftertanke slap han jo næsten af sted med at gemme den spole af vejen.”

”Jeg forstår ikke, hvad du mener.”

”Jeg var den eneste ud over ham, som talte jiddisch, som kunne bruge Marv Caddens trådoptager, og som havde adgang til spolerne. Der var ingen andre. Kun mig. Og han havde gjort sig den ulejlighed at fjerne den fra de andre stabler. Ingen vovede sig nogensinde ind på hans kontor på den måde, jeg gjorde. Jeg mener … oppe i mit hoved … jeg forestillede mig, at han skulle være min svigerfar. For fanden, jeg troede, jeg hjalp ham med at udføre et virkelig … fantastisk vigtigt stykke arbejde.

Prøv at se det for dig. Dette var fem-seks år efter krigen. Jeg var forelsket i Elly. Vi skulle til en fest, og jeg var gået ind på hendes fars kontor. Jeg var alene, og jeg satte denne optagelse på. Hun havde mødt mine forældre. Vidste du det? Og så … så hører jeg denne kvindes historie. Det var ikke min mening at høre hele interviewet. Jeg ville bare gerne vide, hvilken stabel jeg skulle lægge spolen i.”

Han tog endnu en slurk tonicvand, før han fortsatte.

”Alle interviews på de spoler … de var sindsoprivende, og folk vidste intet om det her, ikke i detaljer. Og man hørte det direkte ud af munden på dem, der havde gennemlevet det. Men det her, det her var noget helt andet. Denne kvinde forsøgte helt tydeligt at være fattet.”

”Hvad mener du med det?”

”Jo, han havde gjort hende vred ved at insistere på, at hun accepterede hans system i det, der blev det første af to interviews, og da hun skulle i gang med det næste … troede hun, at der var en chance for – på en måde – at redde sin søster eller i det mindste redde mindet om hende. Hun begyndte at fortælle hele historien; om, hvordan de var blevet kontaktet af denne kvinde … af Rosa … hun var ikke meget ældre end Elly, da jeg fandt optagelsen.”

”Hvornår fik du mistanke om, at Rosa måske havde været Borders kone?”

Wayne lænede sig tilbage i stolen.

”Hvor ved du det fra?” spurgte han oprevet, før han besvarede sit eget spørgsmål. ”Amy … Det var Amy Muirden, der fortalte dig det, ikke sandt?”

”Jo.”

”Vi skulle alle følges ad hjemme fra ham, og jeg begyndte at lægge to og to sammen på vej derhen.”

Selv om der var gået mere end halvtreds år, kunne Adam se, at Wayne Rosenthal stadig var dybt påvirket af det, der var sket. Det var tydeligt ud fra den måde, han gengav begivenhederne på. Sandsynligvis havde han aldrig siden talt med nogen om dem, tænkte Adam.

Den foretrukne af de studerende havde stykket historien sammen, og da han præsenterede sin mentor for det, han var kommet frem til, havde Border nægtet at kommentere det direkte. I stedet for havde han afkrævet Wayne Rosenthal et løfte om aldrig igen at røre spolen og simpelthen forbudt ham nogensinde at se Elly igen. Med øjeblikkelig virkning! Border havde for at forhindre, at Elly nogensinde fandt ud af, at han havde forladt hendes mor, simpelthen dikteret i umisforståelige vendinger, at hun intet måtte have at gøre med det eneste andet menneske, der vidste besked, og havde forbudt Wayne Rosenthal at kontakte hende.

Border havde trukket Elly til side den aften under familien Harmons fest, og uden at give hende en forklaring havde han fra det øjeblik også forbudt hende at have nogen som helst kontakt med Wayne. Hun havde tryglet om en forklaring, men havde ingen fået. For hende blev aftenen pludselig et mareridt. Hendes far opførte sig irrationelt, Wayne nægtede at tale med hende af frygt for, at Border skulle lave en scene, og hun, der var yngre end alle de andre gæster, forventedes at opføre sig, som om intet var hændt. Da hun ikke længere kunne holde masken, brast hun i gråd og søgte tilflugt hos Russell Ford og hans mor, Callie Pearson, der var blevet hyret til at gå rundt med drinks og kanapeer. Russell kendte hende godt og ville gerne trøste hende, men ikke alene havde han pligter den aften, han vidste også instinktivt, at det var alt om at gøre ikke at blive set alene i selskab med en grædende hvid pige. Selv Callie hviskede til hende, at uanset hvad det var, var det nødt til at vente, til de kom hjem.

”Du gør ingen af os en tjeneste ved at stå og græde øjnene ud af hovedet sammen med ’hushjælpen’,” havde hun sagt.

Elly stod nedbrudt, forvirret, tårevædet og fuldkommen alene blandt alle de mennesker, hun elskede. Hendes far havde taget hende med ud af Polen og til USA i præcis samme slags vredesanfald, der nu skabte denne situation under Evie Harmons fest.

”Hvorfor fortalte du hende ikke, hvad det drejede sig om? Det må have været forfærdeligt for hende,” spurgte Adam Wayne Rosenthal.

”Som jeg ser det, var det ganske forfærdeligt for hende.”

”Som du ser det?”

”Jeg tror, hun fik et nervøst sammenbrud bagefter.”

”Tror? Talte du da aldrig siden med hende?”

”Jo.”

”Men du fortalte hende ikke, hvorfor det var sket?”

”Dr. Border havde antydet for hende, at han vidste noget om mig, og at det var bedst, hvis han ikke fortalte hende, hvad det var, men at det var for hendes egen skyld, at vi ikke længere skulle ses.”

”Spurgte hun ikke, hvad det var, du havde gjort?”

”Jo. Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde gjort noget, og at hun skulle spørge sin far, hvorfor han havde forbudt os at ses.”

Den pensionerede psykolog lænede sig et øjeblik tilbage i sin stol. En cocktail-servitrice spurgte, om de kunne tænke sig endnu en drink, men begge rystede på hovedet. Wayne Rosenthal strakte sig en smule i stolen og bøjede sig så igen ind over bordet.

”Jeg har tænkt på det her mange gange i de forløbne år. Jeg tror ikke, jeg kan forsvare noget, men … måske kan jeg forklare det. Måske ikke. Vi var unge, selv jeg var kun i begyndelsen af tyverne. Jeg beundrede manden, og jeg var meget rystet over det, jeg havde hørt om ham og hans kone. Jeg tror, jeg håbede på, at han ville besinde sig eller måske bare resignere. Jeg ved ikke hvad. Måske forsøger jeg bare at efterrationalisere det, der var moralsk fejhed. Det var svært at holde en kontakt ved lige dengang, hvis man var ung, boede hjemme, og ens forældre holdt øje med en.

Hun fik som sagt en slags sammenbrud i kølvandet på det, der var sket, og inden for et år … havde alting ændret sig.”

”Hvad havde ændret sig?”

”Tja, hun var taget til New York for at gå på college. Vi havde planlagt at være sammen, mens hun gik på college, men på det tidspunkt … havde jeg mødt den kvinde, som jeg senere giftede mig med.”

”Så du fortalte hende aldrig det, du vidste om hendes mor, om hendes rolle i opstanden i Auschwitz, om hendes heltemod?”

”Da Elly var flyttet, og … jeg havde mødt min kone, jeg kan ikke længere huske, hvad der kom først, men … nå ja, jeg tænkte vel … Forstår du, det var ikke længere så bydende nødvendigt, og jeg sagde til mig selv, at jeg en dag ville finde hende og fortælle hende det alt sammen. Jeg troede, at hun måske en dag ville flytte tilbage til Chicago.”

”Gjorde hun så det?”

”Nej, så vidt jeg ved, blev hun boende i New York, fik et job med noget, der havde med borgerrettighedsbevægelsen at gøre, noget a la NAACP, og på et tidspunkt blev hun lærer.”

”NAACP?”

”Det tror jeg.”

”I New York?”

”Ja, men nok ikke særlig længe, for jeg ved, at hun, da hendes far døde, underviste på en skole i Brooklyn og også nogen tid efter hans død. Hvad hed nu den skole? Jeg burde kunne huske det, for sidst i 1960’erne var der stor medieopmærksomhed om skolen, og hun var stadig ansat dengang … så sent som i 68. Hun var indblandet i et eller andet fagforeningshalløj. Det var sådan, at jeg fik opsporet hende, gennem Den Føderale Lærerforening. Hvad hed den skole dog? Åh ja, Ocean Hill-Brownville! Jeg skrev det ned, fordi det var min mening at finde hende, efter at dr. Border var død.

Forstår du, jeg havde besluttet at vente med at fortælle hende om det til efter, at han var død, for ikke at berøve hende en far … og ham en datter. De havde kun hinanden.”

”Du ventede altså?”

”Jeg ventede. Jeg læste i et af IIT’s nyhedsbreve, at dr. Border var død, og så var det, at jeg tænkte, at jeg ville finde hende og fortælle hende det hele. Det var ikke nogen nem beslutning. Jeg havde en familie, børn, på det tidspunkt.”

”Men du fandt hende?”

”Ja, jeg fandt hende, men på det tidspunkt var jeg ikke sikker på, at det var rigtigt at fortælle hende om det. Hun havde mistet sin far, den eneste forælder, hun nogensinde havde kendt, en mand, der havde elsket hende over alt på jorden, og det var det, der havde startet hele balladen, og her var jeg og kunne tage ham fra hende endnu en gang. Jeg var ikke sikker på, at det var rigtigt at gøre det. Hun havde ingen tilbage, hun var forældreløs.”

”Forældreløs?”

”Det var sådan, jeg tænkte om hende dengang. Hvor gammel kan man være og stadig være forældreløs?”

”På et eller andet tidspunkt vil vi alle være forældreløse,” sagde Adam nærmest til sig selv.

”Det skal nok være rigtigt. Hun boede i Greenwich Village. Måske var hun en slags boheme eller hippie eller noget. Jeg ved ikke hvad. I hvert fald virkede det, som om hun gik meget op i de ting, hun troede på … at dømme efter det, jeg senere fik at vide. Jeg håber bare ikke, hun var alene … da hun døde.”

”Hun døde?”

”Kort efter det der fagforenings-noget på Ocean Hill-Brownsville.”

”Hvordan døde hun?”

”Jeg spurgte en fyr i fagforeningen, dengang jeg sidst i 60’erne forsøgte at finde hende igen …”

”Og?”

”Jeg ved det ikke.”

”Fagforeningsmanden fortalte dig det ikke?”

”Han ville ikke. Jeg går ud fra, at han vidste besked.”

”Hvorfor?”

”Han vidste tilsyneladende en hel masse om hende, i hvert fald på det faglige niveau. Hun havde øjensynlig været med i Lærernes Fagforbund i temmelig lang tid, var meget aktiv og højt placeret. Har du hørt om borgerrettighedsaktivisten Bayard Rustin?”

”Naturligvis. Jeg kendte ham personligt. Det vil sige, jeg mødte ham et par gange, da jeg var barn. Min far kendte ham udmærket. Hvorfor?”

”De var øjensynlig gode venner. Fagforeningsmanden sagde, at han havde været en slags mentor for hende.”

”Det siger du ikke?”

”Jo, det var, hvad han fortalte mig.”

Adam spekulerede på, om hun nogensinde havde mødt hans far. Det fik han nok aldrig at vide. Og var det ikke lige meget? Hvor var verden dog drillende lille, tænkte han, men så rettede han igen opmærksomheden mod den mand, der sad over for ham

”Men han fortalte dig ikke, hvordan hun døde?”

”Nej, jeg spurgte, men han sagde, at han ikke vidste det. Det var sidst i 60’erne. Hun var stadig … meget ung.”

”Og hun fik aldrig det at vide om sin mor?”

”Ikke så vidt jeg ved,” svarede den ældre psykolog og stirrede tomt frem for sig.

Adam fortalte, at det var lykkedes ham at opspore den interviewede person, Hannah Weiss, Estusias søster.

”Lever hun virkelig stadig?”

”Ja, hun lever stadig og bor på et plejehjem i Melbourne i nærheden af det kvarter, hvor jeg voksede op.”

”Australien?”

”Jep.”

”Fortalte du hende om, hvad hendes vidnesbyrd havde betydet for dr. Border personligt?”

”Ja, det gjorde jeg, men jeg ved ikke, om det betød det store for hende, og jeg måtte indrømme, at jeg hverken havde hørt optagelsen af hendes interview eller læst et udskrift af det. Vi har ikke fundet det endnu.”

”Nå ja, du ville ikke have kunnet læse det, for han nåede aldrig at lave et udskrift. Og du finder heller aldrig spolen.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi jeg aldrig gav ham den tilbage,” sagde Wayne Rosenthal, og så stak den pensionerede psykolog hånden ned i sin lædermappe og tog en plasticpose op og tilføjede: ”Den er her. Du kan lige så godt få den. Jeg vidste alligevel ikke, hvem der skulle have den efter min død.”

”Er det interviewet med Hannah Weiss?”

”Ja.”

”Der, hvor hun fortæller historien om kvinderne, der smugler sprængstof ud af ammunitionsfabrikken, og om opstanden og henrettelsen af kvinderne?”

”Du kan høre det hele på båndet. Han truede med at slæbe mig i retten.”

”Men du holdt alligevel fast på båndet?”

”Jeg vidste, han ikke ville gøre det.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi det, hvis han gjorde det, med garanti ville have ført til, at Elly på den ene eller anden måde fandt ud af det om sin mor, om, hvad der var på det bånd. Det var det, han var allermest bange for. Jeg vidste det, og han vidste, at jeg vidste det.”

”Jeg går ud fra, at det samtidig gav dig en vis form for beskyttelse at holde fast i det.”

”Hvad mener du?”

”Nå ja, han var jo ikke kun en far, der kunne forbyde dig at se en datter, han var også din vejleder. Han havde din akademiske fremtid og dermed også din professionelle fremtid i sin hule hånd.”

Wayne Rosenthal tænkte sig et øjeblik om.

”Mr. Zignelik … Adam, måske er det vanskeligt for dig at forstå det, måske tror du ikke engang på det, men på trods af hans holdning … på trods af alt det med trådoptagelserne og mit forhold til Elly, så faldt det mig aldrig ind, at han kunne tænkes at ville hævne sig på en eller anden måde, eller at der ville hænge et sværd over mit hoved. Det faldt mig på intet tidspunkt ind, at han så meget som ville forsøge at stille sig i vejen for min akademiske fremtid.”

”Ikke på nogen måde overhovedet?”

”Jeg ved, det lyder mærkeligt, men det var en helt anden … Hvad ved jeg? Måske var det selve nøglen til forståelse af manden. Det var her, hans retskaffenhed igen kom op til overfladen. Jeg var aldrig det mindste i tvivl om, at han ville behandle mig retfærdigt. Ære, respekt – det var alfa og omega for ham. Jeg tror, han brugte hele sit liv på at opnå, forsøge at gøre sig fortjent til det. Og hvem var for ham den vigtigste i den henseende?”

”Hans datter.”

”Netop. Dengang kunne jeg ikke se det. Jeg var for vred og for ked af det til at forstå, hvilket ømt punkt jeg uafvidende havde trykket på. Og jeg var også forlegen.”

”Forlegen?”

”Over for mine forældre. Jeg tror, de troede, at dr. Border havde overrasket mig i en kompromitterende situation sammen med hans datter. Sådan var vi ikke,” smilede han, ”men hvordan skulle de ellers opfatte det, når min mentor smed mig ud af sit hus, og alting, jeg mener alting, pludselig var vendt på hovedet.”

”Så du fortalte heller ikke dem, hvad det drejede sig om?”

”Når jeg ser tilbage med halvtreds års yderligere erfaring, kan jeg godt se, at jeg købte hele konceptet, dette spørgsmål om ære. Jeg har tænkt så meget på ham. På en måde havde jeg investeret så meget i ham, i min forestilling om ham, at jeg … at jeg ikke kunne gøre det. Jeg gik hele tiden og håbede, at han ville komme på bedre tanker.”

”Og selv fortælle hende om det?”

”Ja. Det var temmelig naivt, må jeg sige.”

De to mænd rejste sig op. Wayne Rosenthal tog halstørklæde og frakke på. De gav hinanden hånden, og Adam takkede ham. Den ældre mand begyndte at bevæge sig hen mod døren, da Adam råbte efter ham.

”Vil du låne min telefon?” Den ældre mand vendte sig om.

”Hvorfor?” spurgte Wayne Rosenthal.

”For at ringe efter dit barnebarn … så hun kan komme og hente dig.” Adam så psykologens øjne blive blanke.

”Nej, jeg har selv en telefon. Jeg vil hellere gå lidt.”

Der var en mand, hvis job i Metropolitan Transit Authority, MTA, bestod i at dirigere de tværgående busser rundt på Manhattan i New York. Han havde arbejdet for MTA i omtrent fyrre år, og i de tyve af dem havde denne mand, uanset årstiden, udstrålet varme og godt humør på hjørnet af 67th Street og York Avenue. Han viste folk på rette vej, gav gode råd, hilste venligt ikke kun på MTA-ansatte og deres passagerer, men også på folk, han kendte fra kvarteret, og til forbipasserende fremmede, folk, der var kommet til denne del af Manhattan i en tilstand af angst, en gang imellem sorg, ja ofte desperation. Denne for tidligt rynkede mand, en slags usleben diamant, der trofast stod på sin plads dag ud og dag ind for uanset vejret muntert at hilse på en, en mand, hvis familie for generationer siden fandt vej til New York fra det sydlige Italien, denne mand havde en evne til at gøre folk glade, både de tilfældigt forbipasserende og kvarterets stamgæster, der havde lært ham at kende. Bare det, at han som et urværk altid var på sin plads, kunne virke beroligende på sjælen. Faktisk var han så kendt og vellidt af alle, der nogensinde havde haft med ham at gøre, at han med tiden blev kendt som East 67th Street og York Avenues uofficielle ’Borgmester’.

Det var ikke et hvilket som helst gadehjørne. Meget tæt på hjørnet fandt man Helmsley Medical Tower, New York-Presbyterian Hospital og Weill Cornell Medical Center, samt en del af Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Det var her, i det nogle kaldte ’hospitalskvarteret’, at Borgmesteren for East 67th og York dagligt så sig i stand til at give gode råd og trøste folk, der var dukket op ud af det blå med behov for og på udkig efter meget mere end oplysninger om trafiksituationen og om, hvordan man kom fra det ene sted til det andet.

Ud over evnen til at muntre folk op ved hjælp af et smil i øjnene eller et varmt ”Hvordan har De det i dag?” havde Borgmesteren også et skarpt øje for de mindste ændringer i folks omstændigheder. Der var måske nok mange gengangere og også en del trækfugle i hans ’valgkreds’, som han ikke kendte navnene på og aldrig ville komme til at kende navnene på, men det forhindrede ikke Borgmesteren i, næsten instinktivt, at lægge mærke til, når en af ’vælgerne’ skiftede rutiner. Fra sin ubeskyttede plads på hjørnet af East 67th og York Avenue bemærkede Borgmesteren noget en vintereftermiddag, der var anderledes end dagen før.

Lamont Williams, en voksen mand sidst i trediverne, havde aldrig kendt sin far. Han havde kun en meget vag erindring om sin mor, han var ikke engang sikker på, at det var sin mor, han huskede. En ankel i en sandal og en parfumeduft, han engang havde lugtet i en butik. Han vendte tilbage til den butik nogen tid efter, men da var duften væk. Erindringen var næsten udelukkende sansebaseret. Han blev opfostret af sin mormor i en lejlighed proppet med ugeblade og programoversigter og ting og sager, som mormoderen havde fået ved at klippe kuponer i ugebladene, samt fotos af mennesker, der for længst var forsvundet ud af deres liv, og som det faktisk ikke var meningen, at man skulle tale om. En kort periode – akkurat lang nok til, at et øjebliks opmærksomhed var bølget igennem ham som en frisk brise i et beklumret rum – havde skolen hanket op i ham, men derefter havde lærere og myndighedspersoner stort set glemt alt om ham indtil den dag, hans tilbud om at køre en ven og vennens nye ven resulterede i en fængselsdom på seks år for noget, de to andre impulsivt havde besluttet at gøre, da de steg ud af vognen. Ønsket om at finde sin lille datter havde holdt modet oppe hos ham i fængslet og under hans seks måneders prøveperiode på et kræfthospital, hvor han havde hjulpet en gammel mand, der som den eneste dér blev hans ven og gav ham en menorah, før han døde. Den gamle mand var død få dage før, hans mormor faldt i søvn for aldrig at vågne igen, og nu var han så forpint af sorg, at han knap nok var i stand til at tale, og befandt sig desuden i den ubehagelige situation ikke at vide, hvor han skulle bo.

Han slæbte sig på arbejde kun for at blive uretfærdigt anklaget for tyveri af en menorah, og den dag var der så mange tanker i hans hoved, at der ikke var plads til de ord, han kunne have brugt til at forsvare sig med, da han sad på kontoret foran en mand, der selv som barn havde regnet ham for et uærligt menneske og en tyv.

Nu stod han i kælderen i kræfthospitalets administrationsfløj, og i dette præcise øjeblik i denne mands liv havde han svært ved at få vejret og kunne knap nok holde sig oprejst under byrden af en stadig tungere nederlagsfølelse, der havde boet dybt inde i hans bryst i så lang tid, at det fortonede sig for ham. Det havde ikke taget mange øjeblikke at tømme skabet i omklædningsrummet, og han var allerede på vej ud af bygningen, da han hørte en anden mand fra Driftsafdelingen, D’Sean, sige til en kollega: ”Jah, alvorlige problemer på grund af de dersens stager, sølvstager eller noget. Syv stager, stjal dem fra en gammel mand, en patient, der døde. Så fik jøderne ham ud på røv og albuer.”

Han forlod bygningen og følte sig fuldkommen alene i verden. Men han var ikke helt alene. Hans mormors død havde ført til en genopblussen af forholdet til hans kusine Michelle, en genopblussen, som hans mormor altid havde håbet på. I et forsøg på at trøste ham var det netop denne ting, Michelle lagde vægt på, da hun kort efter hans sidste arbejdsdag i Driftsafdelingen besøgte ham i lejligheden.

Da hun trådte ind i sin mormors lejlighed den aften, var der helt stille bortset fra dæmpede lyde fra fjernsyn i nærheden og snak inde fra naboers lejligheder. ’Zoloft egner sig ikke til alle. Tal med din læge om Zoloft. For ingen bør have det sådan.’ Lamont sad som en stenstøtte i sofaen i stuen i lejligheden i Co-op City omgivet af deres mormors ting og sager, der stadig lå, hvor hun havde lagt dem, som om hun kunne komme tilbage, hvad øjeblik det skulle være: et ugeblad, en hårbørste, et katalog fra den nærmeste videobutik og ude i køkkenet en dåse æblejuice af mærket Seneca, som hun havde glemt at sætte på plads, og som siden havde været urørt af menneskehånd.

Michelle stod alene ude i køkkenet. Hun åbnede fryseren og så sin mormors nedfrosne mad i Tupperware-beholdere med mærkater om indholdet, og skønt Michelle havde lovet sig selv at være stærk og en støtte for Lamont, kunne hun ikke holde tårerne tilbage, men begyndte stille og ret hurtigt at græde højt. Hvis det var sådan, hun havde det, hun, der havde en karriere, en mand og en datter, hvordan måtte Lamont så ikke have det, tænkte hun? Hun blev stående en tid alene ude i køkkenet, hvor hun var kommet som barn, og hvor hun havde spist så mange måltider sammen med sin mormor og Lamont. Hun savnede den kvinde. Hun fortrød, at hun ikke havde været mere sammen med hende. Havde hun fortalt hende, hvor tapper hun syntes, hun var? Hendes mormor ville ikke have forstået, hvad hun mente med det, eller ville i det mindste have hævdet ikke at gøre det. Havde hun fortalt, hvor højt hun elskede hende? Havde hun takket hende nok? Havde hun elsket hende højt nok?

Michelle tørrede øjnene med håndryggen og forsøgte at blive rolig, før hun gik ind til sin tavse fætter inde i stuen. De var nødt til at tale om deres mormors ting. Det føltes forkert at smide dem ud og lige så forkert at sælge dem for den smule, de ville kunne indbringe. Men Lamont havde uden tvivl brug for alle de penge, de kunne skaffe, og hvad skulle hun og Lamont bruge alt det gamle ragelse til, som deres mormor havde gemt? Hvad skulle andre mennesker med det? spekulerede Michelle, da hun gik tilbage til stuen. Da hun stod foran Lamont, sagde han lavmælt til hende: ”’Chelle, jeg har mistet mit arbejde.”

”På hospitalet?”

”Ja.”

”Hvordan, hvad skete der?” spurgte hun, og Lamont fortalte historien om mr. Mandelbrots menorah og grunden til, at han havde fået den. Den stod der på kaminhylden. Minder om hendes mormor og skamfølelse og bekymring for fætteren havde kværnet rundt i hendes hoved, og det var først nu, at hun lagde mærke til den.

”Men hvis du afleverede den –”

”Det var en gave,” sagde han sagte.

”Jeg ved, at du ikke tog den, men hvis det kan skaffe dig dit arbejde tilbage –”

”Det vil det ikke. Det ville bekræfte dem i det, de allerede tror … at jeg stjal den.”

”Men det … Det er jo helt hen i vejret. Du har den jo endnu, netop fordi den gamle mand forærede dig den, og hvis du havde stjålet den –”

”’Chelle, du især … jeg mener, på grund af det, du gør … dit arbejde …”

”Hvad mener du?”

”Du bør vide den slags. Ting behøver ikke at give mening.” Ingen af dem sagde mere de næste par minutter, mens hun satte sig ned ved siden af ham i sofaen og gned ham på ryggen med sin flade hånd.

”’Chelle, hvor skal jeg nu bo?”

Det gik pludselig op for Michelle, at hun ingen anelse havde om ejerforholdet til lejligheden, som deres mormor havde haft hele Michelles liv. Stedet hed Co-op City, men betød det, at det var en andelsboligforening? Det vidste hverken hun eller Lamont.

Hun var nødt til at hjælpe sin fætter. En socialrådgiver med femten års erfaring burde øjeblikkeligt vide, hvad der skulle gøres, men følelser havde i den sidste tid overskygget både forstand og erfaring, de to ting, hun havde brug for, for at kunne lægge en handlingsplan for ham.

Noget, hun straks gjorde sig klart, var, at fortvivlelse kun måtte have lov til at husere i hans hoved i præcis så lang tid, det tog en velfungerende, aktiv, socialt engageret person at komme over tabet af en elsket moderfigur. Hun lovede ham, at hun og hendes mand ikke ville lade ham stå på gaden. Hun ville tale med de relevante personer i Co-op City og spørge dem om status for deres mormors lejlighed. I mellemtiden, lovede hun, ville hun skaffe ham i det mindste et midlertidigt job, og forklarede, at det var utrolig vigtigt for hans mentale sundhedstilstand og generelle trivsel hurtigst muligt at få et nyt arbejde. Og for straks at få det på plads kontaktede hun John Doe-fondet, en velgørenhedsorganisation, der forsøgte at hjælpe både hjemløse og tidligere straffede personer.

I stedet for personaleuniformen fra Driftsafdelingen på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center var Lamont Williams derfor nu iført en strålende blå kedeldragt og var blevet en del af John Doe-fondets arbejdsbrigade, De Parate, Villige og Kompetente. Bevæbnet med kost og en affaldsbøtte på hjul var der en strækning på York Avenue, som han var helt alene om. Han havde valgt netop den strækning blandt mange, han havde fået tilbudt, og havde forklaret, at selv om det lå et stykke vej fra hans bopæl, så kendte han området særdeles godt. Han plejede at arbejde her. Den strækning, der havde tiltrukket ham mest, og som han nu ofrede den allerstørste opmærksomhed og fejede allermest omhyggeligt, gik forbi Memorial Sloan-Kettering Cancer Center.

East 67th og York Avenues Borgmester var den første, der lagde mærke til Lamont Williams i kvarteret i tiden efter, at han var blevet fyret fra Driftsafdelingen kun to uger før de seks måneder, han skulle igennem for at komme om på den anden side af sin prøveperiode. Før det havde deres kontakt begrænset sig til nik og korte udvekslinger af elskværdigheder, men alligevel følte Borgmesteren sig tilstrækkeligt opildnet til at henvende sig til gadefejeren.

”Hey, makker, du gør et skideflot stykke arbejde. Er det mig, der er galt afmarcheret, eller plejede du ikke at arbejde på Sloan-Kettering? For jeg kan godt sige dig, at der er en fyr der, som i den grad –”

”Nej, du tager ikke fejl.”

Borgmesteren havde på fornemmelsen, at forklaringen på, hvordan denne tidligere hospitalsansatte var endt i arbejdsbrigaden med De Parate, Villige og Kompetente, ville afsløre ting, som manden ikke var villig til at tale om, og gik tilbage til sin plads på hjørnet af 67th og York med en henkastet bemærkning: ”Jeg plejer jo at stå derovre, hvis nogen får brug for mig. Pas godt på dig selv.”

Det var ikke noget at tale om, men ikke desto mindre var det netop disse få ord, der rev Lamont Williams ud af hans følelsesløshed og fik ham til at gribe chancen, der viste sig mindre end en time efter i form af dr. Washington, den kvinde, der havde været hans ven, mr. Mandelbrots onkolog, før han døde. Han reagerede på en følelse, som han ikke vidste, om han en anden gang ville kunne kalde op i sig, og gik hen til onkologen.

”Undskyld, ma’am. Ma’am? Kan De huske mig?”

”Nej,” svarede hun og gjorde sit bedste for at ignorere ham.

”Dr. Washington, De er dr. Washington, ikke også?”

”Ja, det er jo, hvad der står,” sagde hun distræt og pegede på navneskiltet på sin frakke.

”De kan ikke huske mig, vel?”

”Nej, burde jeg det?”

”Jeg er Lamont Williams, jeg plejede at –”

”Hav en god dag, mr. Williams,” sagde hun og tog sin mobiltelefon op af lommen.

”Nej, vent lidt. Forstår De, jeg plejede at arbejde her på Sloan-Kettering. Jeg var i Driftsafdelingen –”

”Og hvad så?”

”Jeg var i Driftsafdelingen, og jeg plejede at besøge en af Deres patienter, mr. Mandelbrot. Henryk Mandelbrot? Det er ikke så længe siden, han døde. Kan De huske ham?”

”Selvfølgelig.”

”Godt, jeg er ham, de fyrede, og –”

”Undskyld?”

”Jeg er den mand, de fyrede fra Driftsafdelingen.”

”Jeg aner ikke, hvad De taler om.” Borgmesteren holdt øje med lægen og gadefejeren, mens de stod og talte sammen. Der var ingen andre, der interesserede sig for det.

”Ser De, jeg plejede at besøge ham … og jeg … altså … vi blev ligesom en slags … venner. Og han fortalte mig sin livshistorie, når jeg kom efter fyraften for at besøge ham. Og forstår De, lige før han døde … Jeg mener ikke den dag, han døde … gav han mig, sagde, at han ønskede, at jeg skulle have den her lysestage. Det er en jødisk lysestage. De kalder den en menorah. Det var hans stage. Hans familie var kommet med menorahen, og han sagde, at han ønskede, at jeg skulle have den. Og da han døde, tog jeg den med hjem. Nu siger hans familie, at jeg stjal den, selv om det var en gave, og nu går jeg her, fordi hospitalet fyrede mig, og … og, forstår De, jeg har altså brug for det arbejde … i Driftsafdelingen.”

”Det gør mig ondt at høre, men jeg er i lægestaben og kan ikke –”

”Det ved jeg godt, men dr. Washington, De var hans onkolog, og De har set mig sammen med mr. Mandelbrot, på hans stue eller i nærheden af den, en million gange, og De kunne sige til dem –”

”Det gør mig ondt, at De har mistet Deres arbejde, men der er intet, jeg –”

”Det er minsandten koldt i dag,” indskød Borgmesteren. ”Er alt okay, folkens?”

”Ja, fint, tak,” sagde dr. Washington, ”men jeg kan som sagt ikke hjælpe Dem. Jeg er læge, og der er ikke –”

”Jo, der er noget, De kan gøre, dr. Washington. De kunne fortælle dem, at De så mig inde hos ham mange gange … Altså, at De dengang så mig sammen med ham mange gange … sammen med mr. Mandelbrot. De kunne fortælle dem det ovre i HR-afdelingen. De kunne fortælle dem, at vi blev gode venner. De kunne fortælle dem i HR-afdelingen, at De husker mig, og så –”

”Jamen, jeg kan ikke huske Dem. Jeg beklager.”

Et par uger efter Michelles mormors begravelse sad hendes mand Charles McCray sammen med sin far i Hungarian Pastry Shop på Amsterdam Avenue i stedet for på campus, hvor de plejede at mødes.

”Det faldt mig ind, at når du og Adam mødes over en kop kaffe her, hvorfor så ikke også dig og mig?” sagde han til sin far, mens de sad og nippede til deres kaffe.

”Joh, men jeg ser ham ikke hver eneste uge. Har du set noget til ham på det sidste?”

”Nej, ikke på det sidste.”

”Det er ikke for at være på nakken af dig, Charlie, men … jeg synes, du skulle.”

”Jeg ved det godt, men … Er han okay?”

”Faktisk har han det helt fint. Jeg blander mig ikke i det med Diana. Nå ja, det har jeg gjort, men det er et stykke tid siden. Men hans arbejde, det går vist rigtig fint. Du burde virkelig tale med ham om det.”

”Det lyder godt. Hvad sagde han?”

William fortalte ham, hvad han vidste, ikke kun om Adams research i tilstedeværelsen af sorte soldater ved befrielsen af Dachau, men også om, hvordan han var faldet over Henry Borders trådoptagelser fra DP-lejrene i 1946, og om hvordan det havde ført ham på sporet af opstanden i Auschwitz. Charles’ skyldfølelse over ikke at have viet sin vens arbejde tilstrækkelig opmærksomhed, kombineret med hans fars begejstrede og temmelig detaljerede gengivelse af alt det, Adam havde fortalt ham, fik Charles til at ringe til Adam og aftale at mødes med ham over en frokost. Der førte Adam ham ajour med, hvordan hans møde med Diana var spændt af. Ingen af dem kunne finde en positiv vinkel på det, hun havde sagt, men Adam blev stærkt opmuntret af vennens ægte interesse for hans arbejde. Det var ingen ringe ting at gøre sig fortjent til Charles’ faglige opmærksomhed, og Charles kom til at skamme sig en smule, da det gik op for ham, hvor meget det betød for Adam.

”Hør, du skal vide … Jeg ville sådan ønske, at der var noget, jeg kunne have gjort.”

”Taler du om jobbet?” spurgte Adam, og hans ven nikkede. ”Charlie, det var min egen skyld. Det ved vi begge. Der er en hel del ting, der er gået galt for mig på det sidste, men det er alt sammen min egen skyld.”

”Nuvel, jeg ville bare ønske, at jeg kunne have … Jeg ved ikke, måske hvis vi havde talt sammen om det, før du …” Charles tøvede og lod resten af sætningen hænge i luften. ”Ja, ja, jeg ved det godt, en gang imellem kan man godt have lyst til at tale med en ven uden først at lave en aftale.” Adam smilede til sin ven. Frøet til dette øjeblik var blevet sået af William McCray for en uge eller to siden i den altid fyldte Hungarian Pastry Shop. Det kunne have været sået på et hvilket som helst andet tidspunkt, men nu var det på en eller anden måde begyndt at spire den vinterdag, da far og søn havde talt sammen over en kop kaffe og en jordbærtærte.

”Far,” sagde Charles til sin far den eftermiddag og tøvede lidt, mens han nippede til sin kaffe. ”Jeg har tit tænkt på at spørge dig … Fik det aldrig gjort. Hvordan havde du det med, at Thurgood indstillede Jake til stillingen som særlig juridisk rådgiver i LDF?”

William McCray lænede sig tilbage i stolen og tænkte sig om et øjeblik, før han svarede.

”Tja, det må have været så tidligt som i maj 61, eller i hvert fald om sommeren samme år, og Thurgood var ret sikker på, at Kennedy ville ringe til ham, og at han ville få et dommersæde af en eller anden art. Han vidste ikke med sikkerhed hvor højt oppe, men han var klar over, at han nok burde begynde at se sig om efter en efterfølger. Og vi vidste det også.

For ikke at komme til at træde for mange mennesker over tæerne gjaldt det om at finde den rette person med de rigtige kvaliteter og den rette anciennitet som både sagfører og administrator. Hvem var så den bedste af de advokater, der havde været ansat længst? Jeg vil gerne bryste mig af at have været en af dem. Jake og Connie Motley var de to andre. Der skulle gå mere end tredive år, før de satte en kvinde på posten.”

”Hvad med Carter?”

”Bob Carter? Bob Carter … Jeg gætter på, at Thurgood regnede Bob for den skarpeste juridiske hjerne, han nogensinde var stødt på … og ingen skrev et bedre sagsresumé end Bob.”

”Hvorfor så ikke ham?”

”De havde et eller andet personligt problem … havde haft det et stykke tid. Og på det tidspunkt var Bob ansat i NAACP. Husk på, at NAACP og LDF dengang var to forskellige juridiske enheder og havde været det i mange år, så Bob kunne ikke være kandidat til stillingen.”

William så, at Charles rykkede lidt uroligt rundt på sin stol.

”Jeg har ikke besvaret dit spørgsmål, vel?”

”Jo, du har. Delvis, i hvert fald,” svarede hans søn.

”Det, du mente, var, hvordan jeg havde det med det, fordi han var hvid, fordi han var jøde?”

”Jah, jo. Det var det vel.”

”Det betød intet, at han var jøde, ikke for mig. Kun få af de advokater, der skrev under på resumeet i Brown-sagen, var hvide, og de var alle, undtagen en, jøder. Det var først senere, at man begyndte at gå op i den slags.”

”Men du bed mærke i det?”

”Nej, jeg gjorde ikke. Det gjorde Charles Black derimod. Jeg kan huske, at han påpegede det for mig.”

”Hvem var Charles Black, det har jeg glemt.”

”Charles Black var den hvide advokat, der ikke var jøde.”

”Og han var hvid, Jake var hvid?” spurgte Charles. Hans far lænede sig tilbage i stolen.

”Der er ingen tvivl om faren for, at dette kunne give folk en mulighed for at fordreje historien og påstå, at de sorte ikke havde været den intellektuelle kraft bag deres egen emancipation. Det var bestemt en risiko, og er det stadig. Men så var der det politiske aspekt i beslutningen. Det så godt ud i mange menneskers øjne, mennesker, som vi gerne ville stå os godt med.”

”Men hvad så med dig?”

”Mig personligt? Udnævnelsen af Jake var fint avisstof. Han var fint avisstof. Han var god til den slags.” William kunne se, at hans søn endnu ikke var helt tilfreds, så han uddybede.

”Hør nu, Charlie, der er dem, der arbejder bedst uden kamera på, stille, flittigt og pålideligt, men væk fra projektørlyset.”

Charles bøjede sig ind over bordet og tog sin fars hånd i sin og knugede om den.

”Det ved jeg, far. Det er det, jeg hele tiden har forsøgt at fortælle dig.”

Efter én gang at have været heldig og støde ind i dr. Washington, da hun kom ud af York Avenue-porten til Memorial Sloan-Kettering Cancer Center på et bestemt tidspunkt om eftermiddagen, gjorde Lamont Williams, gadefejeren og med i John Doe-fondets brigade af Parate, Villige og Kompetente mennesker, et nummer ud af at være der præcis på det rigtige tidspunkt en anden dag. Siden mødet med onkologen havde han i adskillige nætter i sin mormors lejlighed i Co-op City ligget vågen og grublet over sin samtale med hende. Det var ubegribeligt for ham, at hun ikke, med et minimum af indsats, måske fra begges side, skulle kunne huske ham som den medarbejder fra Driftsafdelingen, der så ofte havde mødt hendes patient, Henryk Mandelbrot. Han var nødt til at tale med hende igen, og da han en dag så hende træde ud af York Avenue-porten på det rigtige tidspunkt, vidste han, at han var nødt til at glemme sin nervøsitet og henvende sig til hende igen.

”Dr. Washington? Jeg er Lamont Williams.”

”Ja?”

”Jeg er altså ikke skør eller farlig eller noget, men jeg er nødt til at tale med Dem om Deres patient, der døde, Henryk Mandelbrot.”

Hun kunne huske ham fra sidste gang, han stoppede hende på York Avenue, og var ikke bange for ham. Der var mange mennesker på gaden, læger, sygeplejersker og administrativt personale fra hospitalet, folk, der skulle på besøg, samt tilfældige forbipasserende. Selv om hun ikke lagde mærke til det, var East 67th og York Avenues Borgmester også i nærheden. Lamont Williams var alt for opsat på at fremlægge sin sag for dr. Washington på ny til at bemærke Borgmesteren, men Borgmesteren lagde til gengæld mærke til dem begge. Igen blev han helt forbløffet over at se den unge læge stå og tale med en gadefejer.

”Det tager kun et øjeblik. Jeg vil ikke sinke Dem.” De stod i nærheden af det sted, hvor hospitalsbesøgende og personalet røg, når de så deres snit til det, og hun var mest af alt forvirret.

”Okay, mr. Williams, hvad er det, De gerne vil fortælle mig om Henryk Mandelbrot?”

”Jo … altså, han var jo i Auschwitz. Det var en dødslejr i Polen. Vidste De det?”

”Jeg vidste, at han var holocaust-overlevende.”

”Auschwitz. Husker De det tatoverede nummer – på hans arm, på hans venstre underarm? Det fik han i Auschwitz.”

”Det var jeg ikke klar over.”

”Han var i Sonderkommandoen der. Det var de fanger, man tvang til at skaffe lig af vejen i krematorier, gaskamre og ovne. Han var med i modstandsbevægelsen inde i lejren, altså en modstandsbevægelse inde i lejren, en gruppe i Sonderkommandoen. Denne gruppe i Sonderkommandoen gjorde oprør. Vidste De det, doktor?” Det var koldt, og hvert eneste ord, han ytrede, kom ud i en hvid sky af damp. Folk gik forbi, på vej mod nord, mod syd, og Borgmesteren holdt øje med dem.

”Nej, det vidste jeg ikke, må jeg indrømme. Jeg har aldrig hørt om det.”

”Og han arbejdede i krematoriet der,” sagde Lamont, der var ved at tale sig varm.

”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor De fortæller mig alt det her.”

”Fordi vi var venner.”

”De og Henryk Mandelbrot?”

”Netop, og han fortalte mig alt muligt.”

”Men hvorfor betyder det noget for Dem … at jeg får at vide, at De var … venner?”

”Hør nu, dr. Washington, jeg ved, at vi var meget forskellige, mig og ham, vores baggrund, race, alder … alt sammen var forskelligt. Men jeg mødte ham her på hospitalet, faktisk lige foran porten her, allerede den første uge, jeg var på arbejde. Han var indlagt to gange. Ikke også? Første gang lå han her temmelig længe, men anden gang var han her kun i kort tid, og så døde han. Kan De huske det? I løbet af de to gange fortalte han mig sin livshistorie, og jeg fortalte ham lidt om min, og før han døde, sagde han, at han ville have, at jeg skulle have lysestagen, den jødiske lysestage.”

”Menorahen?”

”Ja. Hans familie var kommet med menorahen til ham, men han gav mig den, og da han døde, tog jeg den med hjem.”

”Jeg kan godt se, at det her er vigtigt for Dem, men jeg forstår stadig ikke, hvorfor De fortæller mig det.”

”Fordi de sagde, at jeg stjal menorahen, og fyrede mig. Men jeg har brug for det job, og De så mig sammen med ham. De så mig besøge ham. Kan De virkelig ikke huske det? Han sagde jokes om os, som om … som om han forsøgte at få os … hvad ved jeg? Det var kun en enkelt gang eller to, men jeg var der altid efter fyraften. Det må De da kunne huske.”

”Hvad forskel ville det gøre, hvis jeg kunne?”

”De husker det altså?” Spørgsmålet blev hængende som en dampsky i den kolde luft.

”Det tror jeg nok,” sagde hun og så ham nu ind i øjnene. ”Men hvad forskel ville det gøre, hvis jeg gjorde?”

”De kunne sige det til dem oppe i HR, De kunne fortælle dem, at De så mig deroppe hele tiden … at vi var venner, mr. Mandelbrot og mig.”

”Men det beviser vel ikke noget, at jeg ofte så Dem hos patienten. Selv om jeg kunne bekræfte, at han og De var venner, lad os sige, at jeg kunne, hvad forskel ville det så gøre? Det sker, at venner stjæler fra venner.”

”Hvad skulle jeg bruge en menorah til?”

”Det skal jeg ikke kunne sige. De kunne vel sælge den.”

”Jeg har den stadig.”

”Jeg ved ikke rigtigt, mr. Williams.”

”Lamont, Lamont Williams.”

Onkologen så sig flygtigt omkring og gned sig i hænderne for at varme dem. ”Jeg kan godt se, det er vigtigt for Dem, Lamont,” sagde hun nu med en blidere stemme, ”men hvad forskel ville det gøre for HR-afdelingen, hvis jeg sagde, at –”

Lamont afbrød hende, mens Borgmesteren var med på en kigger. M66 kom kørende. Den tog farten af, bremsede med et hydraulisk pust, standsede, og dørene gik op. Passagerer myldrede ud. Det var koldt.

”Han blev født 15. december 1922 i en by ved navn Olkusz,” begyndte Lamont Williams. ”Hans far var slagter. Han flygtede fra ghettoen i Dabrowa Gornicza.” Der var nu både desperation og beslutsomhed i hans stemme. Folk steg af bussen. Borgmesteren havde en besked til buschaufføren, men kunne ikke løsrive sig fra det, han så.

”Hvad?” spurgte onkologen. ”En ghetto hvorhenne?”

”Dab-rov-a Gorni-tja,” svarede Lamont Williams på York Avenues snepudrede fortov. Hun så på ham. Talte han polsk? Hvad slags afroamerikansk gadefejer var det her i det hele taget?

”Dab-rov-a Gorni-tja,” gentog han. Han blev nødt til at tale højere. Bussens motor gik i tomgang, folk stillede sig i kø for at stige på.

”Dab-rov-a Gorni-tja, det var en af ghettoerne. Det var den, han blev lukket inde i. Doktor, jeg har en datter. Jeg har brug for det her arbejde.”

Borgmesteren vinkede til buschaufføren. Han kiggede på lægen og gadefejeren, der stadig stod og talte sammen. M66 kørte mod vest på sin tur gennem byen. Det sidste stoppested var også det første.

Det var i begyndelsen af maj 1960, og præsident Eisenhower var både pinligt berørt og rasende. Han havde i fuld offentlighed benægtet, at det fly, der var forsvundet i sovjetisk luftrum, havde været et spionfly, hvorefter ministerpræsident Khrusjtjov havde meddelt, at ikke alene var det amerikanske U2-spionfly blevet skudt ned, de havde også piloten, Francis Gary Powers, og alt dette var sket kun få dage før det planlagte topmøde mellem Øst og Vest i Paris. Historien var på forsiden af alle aviser, og Elise Border havde den med under armen, da hun styrtede hjem fra arbejde for at nå hjem i tide til at tage imod sin far, der var på vej fra lufthavnen. Hvor skulle hun gøre af alle sine ting? Hendes far kom fra Chicago for at bo hos hende. Hun var Henry Borders eneste familie, og han var ikke rask. Hun syntes ikke, hun havde kunnet gøre andet end at invitere ham til at bo hos sig, selv om lejligheden var alt for lille. Hvad skulle hun gøre, hvis hun mødte en mand? Måske var det kun en midlertidig ordning. Men hendes far var ikke rask, og han kom i første række.

Greenwich Village, hvor hun boede, havde ikke sagt ham noget, og MacDougal Street endnu mindre. Alle, Elise, hendes far og især de mænd, der fik betaling for at bære hans ejendele op til en treværelses lejlighed i den gamle beboelsesejendom, forstod dog, hvad det indebar at bo på sjette etage. Det meste af det, flyttemændene bar op, var papkasser, som Arch Sanasarian havde hjulpet ham med at pakke, og som udgjorde resterne af hans karriere. Han havde kun taget ganske få personlige sager med, men hans arbejde, som hun efter hans død sørgede for at få flyttet til IIT, fyldte meget. Det var en ringe trøst for flyttemændene, at de kunne gå ind og ud af bygningen, som det passede med rytmen i deres arbejde, uden at bede om at blive lukket ind. Dette skyldtes, at gadedøren var ulåst, og det var en virkelig god ting, eftersom dørklokken heller ikke virkede. Huslejen på fyrre dollars om måneden var, hvad Elise Border havde råd til at betale.

At forcere seks etagers trappeløb var en større bedrift for en mand, der var så svækket som Henry Border, men han forsøgte at gøre det en gang om dagen, når hans datter var gået på arbejde. Måske var der en café, hvor han kunne sætte sig lidt. Greenwich Village i 1960 var imidlertid ikke noget for ham. Nyfigne turister væltede ind i kvarteret for at beskue det karneval, som bohemekvarteret havde udviklet sig til at være, med cafeer og larmende kaffebarer, hvor man påstod, at marihuana og heroin blev solgt frit under forfattertræf med folk som Ginsburg, Kerouac og Baldwin. Man behøvede ikke at spidse ører for at vide, at folkmusic havde fået en revival, og man kunne med egne øjne se den fri kærlighed praktiseret i Washington Square Park, hvis man vidste, hvor man skulle kigge hen. Intet af dette betød dog ret meget for ham, eftersom hans liv mere og mere udspillede sig oppe i hans hoved. Han sad alene i sin datters triste lejlighed og tænkte tilbage. Han tænkte på sine forældre og sine søskende, alle døde, og han tænkte på den lille spinkle kvinde, han havde giftet sig med, Rosa Rabinowicz, som han følte, at han havde svigtet hele to gange.

At komme ned og ud og op igen blev sværere og sværere, og i øvrigt var hans arbejde stadig det vigtigste i hans liv. Hver dag sad han i køkkenet og lavede udskrifter af de trådoptagelser, han havde lavet i DP-lejrene i Europa i sommeren 1946. Så godt som ingen havde nogensinde interesseret sig for dem, men nu var de blevet som en slags religiøst ritual for ham.

Til sidst måtte han opgive sine daglige forsøg på at komme ud af lejligheden og ned på gaden. Han havde ikke længere kræfter til det. Arbejdet fyldte alt i hans hoved, og han end ikke tænkte på, at han formentlig aldrig skulle gå en tur igen. Det var et tab, der til dels blev lindret ved tilfangetagelsen af en anden mand cirka samtidig med, at Francis Gary Powers, U2-spionflyets pilot, blev taget til fange af russerne.

I maj 1960 blev SS-Obersturmbannführer Adolf Eichmann, forvalteren af det, nazisterne kaldte ’Endlösung der jüdischen Frage’, kidnappet af Mossad på Garibaldi-gaden i Buenos Aires og fløjet til Jerusalem. Nu tænkte Border, at hele verden, fjorten år efter hans udflugt til DP-lejrene, måske ville begynde at interessere sig for de historier, Eichmanns ofre havde indtalt på bånd. Sagen mod Eichmann begyndte elleve måneder efter, men på det tidspunkt var Henry Border så svækket, at han havde stort besvær med at komme ud på badeværelset ved egen hjælp. Faktisk havde han brug for en fuldtidsansat plejer, en, der kunne være hos ham døgnet rundt, men hans datter Elise tjente ikke nær nok penge til at kunne betale for den slags luksus. Det eneste, hun kunne gøre, var at passe ham før og efter sit arbejde som skolelærer og i weekenderne.

Han var alene, når hun var på arbejde. Hun satte mad og drikke frem til ham. Hvis han om morgenen ville have vinduet åbnet eller lukket, åbnede eller lukkede hun det, før hun gik på arbejde, og det ville forblive åbent eller lukket hele dagen ganske uanset vejret, indtil hun kom hjem. For at holde larmen fra MacDougal Street i skak og holde ham med selskab om dagen købte hun et splinternyt Admiralfjernsyn til ham og stillede det op i hans værelse, så han kunne se tv fra sin seng.

Der havde ikke været mange kvinder i hans liv. Kun én havde han friet til, og hun havde sagt ja. Hun havde sagt det uden tøven, og nu tænkte han mere på hende end nogensinde før. Han tænkte på hendes hår, på hendes øjne og på hendes smil. Hans datter tog alle disse træk med ud i verden hver eneste dag. Han tænkte på, hvordan han havde forladt hende, og hvad der var hændt hende siden. Hvorfor havde dette ultimative bevis på Rosas sorg været nødvendigt for at få ham til at bryde op? Hvis han var rejst fra Europa før det, ville han have taget hende med.

Hvor megen kontrol har vi over det, vi husker og hvornår? Han ville aldrig helt kunne viske billedet ud af sit hoved af den mand oven på hans hustru i sofaen, da han midt i et migræneanfald var gået igennem Warszawas gader og havde låst sig ind i lejligheden. Det undskyldte intet. Alene i sin seng i Ellys lejlighed på sjette etage så han dem igen, selv med lukkede øjne. Hvorfor nu? Hvorfor stadigvæk? Han åbnede øjnene på klem og så den kande vand, hans datter havde stillet til ham.

”Hvad er Deres navn, Deres fulde navn?” hørte han en stemme spørge. ”Hvem er det?” spurgte Henry Border i sin seng. Var der nogen hos ham inde i værelset? Han kunne ikke se dem. Var det Elise? Han havde ikke hørt nogen komme ind. Var der nogen der? Der var ikke nogen.

Igen hørte Henry Border henne fra sin seng en fremmed stemme. ”Hvem er det?” spurgte han, men måske var hans stemme så kraftesløs, at ingen kunne høre den. I hvert fald svarede stemmen ikke på spørgsmålet, men talte videre, som om der var andre til stede. Henry Border var ligegyldig. Stemmen gad ikke svare Henry Border, men talte uanfægtet videre. Den fortalte en historie, men Henry Border kunne ikke tidsfæste den.

”Hun tiggede ham om at skyde hende, men det ville han ikke. Jüdische Schlampe! sagde han, og så sparkede han hende hårdt i munden med støvlen, og hun spyttede sine tænder ud for ikke at få dem galt i halsen.” Border gøs, da han hørte det. Hvorfor hørte han de stemmer? Han kneb øjnene sammen, og tårer trillede ud under vipperne og lavede et vådt spor ned ad de ellers tørre kinder.

”Jeg ville have gjort alt for dig, Rosa,” mumlede Henry Border febrilt. ”Jeg ville have gjort alt for dig. Hvordan kan det være, at jeg lod dem pine dig? Hvordan kan det være, at jeg lod dem hænge dig?” Rosa Rabinowicz svarede ikke. I hvert fald kunne han ikke høre et svar gennem lyden af sin egen hvæsende vejrtrækning.

”Hvad er Deres fulde navn?” hørte Border en stemme spørge. ”Hvem er det?” spurgte han stemmen. Han fik stadig intet svar. Hvornår kom hans datter mon hjem? Hvad var klokken?

”Jeg ved, hvad der skete. Rosa, jeg ved det alt sammen,” hviskede Border. ”Jeg har ikke noget at sige til det. Vil du gerne bebrejde mig det alt sammen? Det er i orden med mig. Jeg giftede mig aldrig igen. Jeg boede alene. Jeg forsøgte at fortælle … hvad der skete, men ingen ville høre på mig. Nej, ikke hvad der hændte dig. Sandt nok. Jeg har aldrig nævnt med et eneste ord, hvad de gjorde mod dig, men Rosa … jeg havde kun hende. Du var væk. Det ville ikke have ændret noget for dig, men for mig … jeg havde kun hende. Rosa, det var forkert. Alt, hvad jeg gjorde, var forkert. Hun er i live. Ved du det? Det var forkert af mig at tage hende med, men det er grunden til, at hun er i live. Sig til mig, at du er enig.” Han var tør i munden. Hun svarede ikke, men det gjorde stemmen. Han hørte en mands stemme besvare en anden mands spørgsmål. Henry Border vidste ikke længere, hvor han var. Han havde svært ved at få vejret.

”Vi var i ghettoen. Fire familier sov i ét værelse på interimistiske brikse eller etagesenge. Det var nat.”

”Hvad skete der så den nat?”

”De bankede på døren, og så sparkede de den ind og gik ind i det værelse, hvor fire familier lå og sov.”

”Hvem sparkede døren ind?”

”SS. De var fire, alle bevæbnede. De …”

”Hvad er Deres navn?”

”Rosa? Hvem er det? Hvem er det, der stiller alle de her spørgsmål? Og hvem er det, der svarer?” spurgte Henry Border. Ingen svarede. Måske var det umuligt at høre ham på grund af larmen nede fra MacDougal Street. Måske nåede hans spørgsmål aldrig ud over hans læber. Men den stemme, han hørte, var – om end en smule sløret ligesom på hans trådoptagelser – lige så tydelig, som noget andet han nogensinde havde hørt. Det var en mands stemme, og nu sagde den noget igen.

”Han havde altid lang frakke på og handsker. Men han havde kun den ene handske på, den anden holdt han i hånden. Han kom for at se massegravene, de nye grave, som man tog i brug, da ovnene ikke længere kunne klare flere. Ja, jeg så Eichmann mange gange i Auschwitz-Birkenau,” sagde stemmen på det nye Admiral-tv, som Henry Borders datter havde købt til ham. Adolf Eichmanns retssag var begyndt, og hele verden fulgte med. Langt om længe var den også begyndt at lytte.

”Rosa?”

”Fortæl retten, hvor De er født.”

”Jeg er født i Ciechanow i Polen.”

”Hvor præcis ligger Ciechanow?”

”Cirka tredive kilometer fra grænsen til Østtyskland.”

”Hvor mange jøder boede i Ciechanow, da krigen brød ud?”

”Cirka seks tusind.”

”Hvor mange af dem blev deporteret til Auschwitz-Birkenau?”

”Fra ghettoen? Alle sammen.”

”Hvor mange ankom så fra ghettoen til Auschwitz-Birkenau?”

”Seks tusind minus dem, der døde i ghettoen.”

”Ved De, hvor mange af Ciechanows jøder, der er i live i dag?”

”Nu er jeg tilfældigvis formand for Landsmannschaft i Ciechanow, så det ved jeg helt nøjagtigt.”

”Hvor mange af Ciechanows jøder er så i live i dag?”

”Tooghalvfjerds mænd … og ti kvinder.”

”Hvad er Deres navn?” spurgte dommeren i Jerusalem.

”Rosa?” forsøgte Henry Border at råbe.

Vejrtrækningen var høj, hurtig og overfladisk hos manden i sengen i lejligheden på sjette etage. Ingen hørte den, overhovedet ingen. Børn hvinede, mens de kørte op og ned ad MacDougal Street på deres cykler. En baby græd i lejligheden ved siden af. Ovenpå skændtes to mennesker på tre forskellige sprog. Nede på gaden gjaldede Hank Ballard and the Midnighters’ ’Let’s Go, Let’s Go, Let’s go’ ud af nogle bilhøjtalere. Elly Border havde åbnet vinduerne, før hun gik på arbejde, men nu havde hendes far det ikke længere for varmt.

”Hvad er Deres fulde navn?” spurgte dommeren i Jerusalem.

’There’s a thrill upon the hill. Let’s go, let’s go, let’s go,’ sang Hank Ballard nede på MacDougal Street. Brisen satte det tynde gardin i bevægelse. Det længtes efter at komme ud i det fri, væk fra denne tyngede mand, væk fra den sygdom, der bandt ham til sengen, væk fra den anger, de minder og hallucinationer, der blandede sig og snurrede rundt i og med andre menneskers liv, men det sad fast i gardinstangen og dansede derfor en straffefanges dans. Den blafrede hjælpeløst et par gange foran vinduet på sjette etage og opgav så ævred. På det tidspunkt havde alting i værelset lagt sig til hvile, og tilbage var kun lydbølgerne i luften fra stemmerne i fjernsynet, hvor Adolf Eichmann var for retten. Henry Border, tidligere Chaim Broder, lå helt stille, da spørgsmålet lød i det fjerne Jerusalem: ”Hvad er Deres navn?”

’Noah Lewental,’ svarede vidnet.

”Hallo, er det dr. Ayesha Washington?” spurgte Adam Zignelik i telefonen i sin lejlighed i Morningside Heights.

”Ja. Hvem taler jeg med?”

”Dr. Washington, mit navn er Zignelik, Adam Zignelik. Jeg er historiker … fra Historisk Institut på Columbia University.” Adam sagde til sig selv, at han altid senere kunne fortælle sandheden om sin stilling på Historisk Institut på Columbia, en stilling, der nu i sig selv var historie. Adam havde formelt set i løbet af det første minut i samtalen løjet for hende, men han havde ringet til hendes arbejde, hun havde lydt fortravlet, og eftersom hun kunne tænkes at være vigtig for hans arbejde, havde han trukket på navnet på den institution, han havde arbejdet for, før han var blevet vejet og fundet for let.

Adam havde opdaget, at 71. Infanteridivision i den amerikanske 3. Armé, som den sorte 761. Kampvognsbataljon på et tidspunkt havde været tilknyttet, havde befundet sig i nærheden af Dachau i Sydtyskland omkring 29. april 1945, da koncentrationslejren blev befriet. Det var også lykkedes ham at matche navnet, som en af Henry Borders interviewpersoner havde husket, med navnet på en afroamerikansk kaptajn i 761. Kampvognsbataljon. Kaptajnens navn var James Washington. Adam Zignelik, der nu var freelancehistoriker, håbede, at kvinden i den anden ende af røret på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center var i familie med kaptajnen.

”De må undskylde, at jeg forstyrrer Dem, især midt på en travl arbejdsdag, men for at gøre en lang historie kort, så har min research ført mig til en veteran fra 2. Verdenskrig ved navn James Washington, og jeg spekulerede på, om han er i familie med Dem.”

”James Washington?”

”Ja.”

”Det er min farfar.”

”Deres farfar?”

”Ja.”

”Taler vi om kaptajn James Washington fra 761. Kampvognsbataljon?”

”Ja, det er korrekt.”

Det er sjældent, at lettelse og sindsbevægelse går hånd i hånd. Normalt er den ene følelse så meget stærkere end den anden, at man kun kan føle en af dem ad gangen. Sindsbevægelse indbefatter en form for nervøsitet, der, selv når årsagen er glæde, er det modsatte af lettelse. Ikke desto mindre var det begge følelser, der et kort øjeblik brusede op i Adam Zignelik, og han var bevidst om det. Hvad det så end var værd, så havde hans instinkt, evner og vedholdenhed ført ham til en slægtning til den kaptajn, der var nævnt i Henry Borders interviews fra 1946. Men da han hørte dr. Ayesha Washington sige, at ikke alene var kaptajn James Washington fra 761. Kampvognsbataljon hendes farfar, men også at han stadig var i live, var det sindsbevægelse alene, der bemægtigede sig hans hoved. Han havde troet, at der i bedste fald måske fandtes noget skriftligt materiale, samtidigt eller senere, om mandens krigserfaring. At manden stadig kunne være i live, var mere, end han havde turdet håbe på. Og han havde helt bestemt ikke regnet med den begejstring, som barnebarnet, onkologen Ayesha Washington, lagde for dagen.

”Det vil betyde så uendelig meget for ham,” sagde hun. ”Alene Deres interesse … Han har ikke haft det godt på det sidste, og jeg tror virkelig, at det her … De ønsker at tale med ham, eller hvad?”

”Det gør jeg … må jeg have lov til at spørge om hans kognitive evner, hans hukommelse, hans –”

”Han er knivskarp i hovedet. Jeg skal altid passe på, hvad jeg siger, når vi er sammen, for han husker alting.”

”De sagde, at han ikke har haft det godt på det sidste, og jeg spekulerede på –”

”Det er hans hofte,” afbrød hun. ”Han skal have en ny hofte. Det er vigtigt, faktisk er det ret alvorligt, men hovedet fejler bestemt ikke noget. Og det er et fint hoved, han har, mr. Zignelik.”

Adam kunne ikke vide, at den begejstring, hun ikke gjorde noget for at skjule, var forbeholdt situationer, som hun regnede for kolossalt vigtige af private årsager. I hendes lægefaglige væsen var der ikke antydningen af den slags overstrømmenhed. Det var, som om hun var ved at sælge sin farfar til historikeren. Hun kunne heller ikke have vidst noget om, hvor vigtig hendes farfar, kaptajnen, var for manden i den anden ende af røret. De aftalte at mødes, før hun fortalte sin farfar noget om Adams interesse. Hun ville gerne undgå bagefter at skulle kølne den begejstring, hendes farfar utvivlsomt ville føle ved tanken om at kunne fortælle en historiker om sine oplevelser under krigen, og der måtte ikke gå noget galt. Adam imødekom hendes ønske og sagde, at han meget gerne ville komme hen til hende et sted i nærheden af hospitalet, når hun havde frokostpause.

Det var sjældent, at hun holdt en hel times frokostpause, men hun sagde straks ja til hans forslag, og kort tid efter mødtes de i det lillebitte Fresh Food Kitchen på 68th Street. Der forklarede Adam gennem larmen fra fortravlet serveringspersonale og frokostgæster, hvor vigtig hendes farfar kunne vise sig at være for hans projekt. Han fortalte hende, at han havde fundet et interview med en holocaust-overlevende fra 1946, hvor personen fortalte om at være blevet reddet ud af lejren af sorte soldater og en officer ved navn Washington. Ayesha Washington havde altid været meget knyttet til sin farfar. Hun tog sig personligt af både lægebehandling, økonomi og boligsager.

”Han taler hele tiden om krigen. Og han har fortalt, at han var med i befrielsen af en kz-lejr.”

Hun blev enig med sig selv om, at hun trygt kunne fortælle sin farfar om historikerens interesse for ham. Adam havde ingen planer om at droppe sit projekt. Han lovede ikke at gøre det. Adam forsikrede hende om, at han ville komme og tale med kaptajnen efter operationen, når Ayesha Washington gav grønt lys.

”Bare udsigten til at blive interviewet vil være nok til, at han klarer skærene. Forstår De, der er ingen, der gider tale med ham … ikke om de ting.”

Ayesha Washington tænkte igen på den mand, der havde standset hende mere end én gang på York Avenue foran Sloan-Kettering. Hun var nødt til at indrømme, at hun godt kunne huske at have set manden, gadefejeren, oppe hos sin tidligere patient, Henryk Mandelbrot. Og tilsyneladende vidste han en hel del om ham, helt sikkert mere end hun selv havde vidst. Var han en bondefanger? Hvis han var, var han helt sikkert en udspekuleret og højst usædvanlig bondefanger. Men hvad nu, hvis det var sandt, det, han sagde?

Manden, der nu fejede gader, havde engang arbejdet på hospitalet. Hvis han var blevet venner med den gamle mand og havde udvekslet levnedsberetninger med ham, hvis han havde besøgt ham efter arbejdstid, måtte han have brugt sin fritid på at hjælpe patienten og ikke have fået penge for det. Måske havde den gamle mand givet ham lysestagen. Det var slet ikke utænkeligt, hvis deres forhold havde været som beskrevet af den tidligere altmuligmand i Driftsafdelingen. Og hvis det var tilfældet, så var der overgået ham en kolossal uretfærdighed, da han blev beskyldt for tyveri og afskediget på grund af det. Men hun var ikke advokat, privatdetektiv, politibetjent eller etiker. Hun arbejdede på hospitalet, men ikke i HR-afdelingen. Hun havde sit eget liv at tænke på. Sine egne problemer. Hvem havde tid til noget som det her?

Sådan gik hun og tænkte, og så var hun nødt til at spørge sig selv om, hvad hun mente med ’det her’. Hun kom hurtigt frem til, at ’det her’ havde noget med ’retfærdighed’ at gøre. Det, hun i virkeligheden havde spurgt sig selv om, var: Hvem har tid til at beskæftige sig med retfærdighed? Og bare det faktum, at hun fik formuleret spørgsmålet, var, selv om det hele foregik oppe i hendes eget hoved, ret chokerende. Hun fik et flygtigt glimt af sig selv, idet hun gik forbi en spejlende overflade, og eftersom hun ikke ønskede at være den slags menneske, der stillede sig selv sådan et spørgsmål, stak hun hånden i lommen og tog kortet med Adam Zigneliks navn og nummer op.

Skyldte hun at gøre gadefejeren en tjeneste? Tilfældigvis var hun i besiddelse af navn og nummer på en historiker på Columbia, der kunne siges at have gjort hende en tjeneste. En opringning, en hurtig spontan opringning … Hvem havde tid til ’det her’?

Adam Zignelik havde opgivet sit mobilnummer, fordi han ikke ønskede, at nogen af dem skulle dvæle ved det faktum, at hans tilhørsforhold til Historisk Institut på Columbia var en saga blot. Hun tastede hans nummer, og i stedet for at præsentere sig i røret, og fordi han ikke genkendte nummeret på skærmen, nøjedes han med at sige hallo, da han svarede.

”Taler jeg med mr. Zignelik?” spurgte Ayesha Washington.

”Ja, hvem taler jeg med?”

”Goddag, mr. Zignelik. Undskyld forstyrrelsen. Det er Ayesha Washington.”

”Goddag, Ayesha. Hvordan går det Deres farfar?”

”Udmærket. Fint faktisk. Det nærmer sig med operationen. Han er virkelig spændt på at hilse på Dem.”

”Det er jeg glad for at høre.”

”Ja, det tager tankerne væk fra operationen, så det er … det er godt for hans kampånd.”

”Det lyder godt.” Der gik et øjeblik, mens han forsøgte at regne ud, hvorfor hun havde ringet til ham.

”Grunden til, at jeg ringer, mr. Zignelik –”

”Hør, jeg siger jo Ayesha, så du er nødt til at kalde mig Adam.”

”Okay. Adam, grunden til, at jeg ringer … Det her kommer til at lyde rigtig mærkeligt, men jeg har pludselig brug for en historiker. Forstår du … Jeg ved ikke engang, om det er dit speciale, men der er noget … jeg ved ikke, om jeg selv ville kunne undersøge sagen, men –”

”Hvad er problemet?”

”Har du tid?”

”Naturligvis.”

”Der er den her mand …” Hun pustede ud. ”I guder, hvor skal jeg begynde? Okay, jeg havde en patient, der døde … en gammel mand … og han var holocaust-overlevende.”

Hun fortalte ham, hvad hun vidste om det påståede venskab mellem sin afdøde patient og manden, der havde været ansat i Driftsafdelingen, og som arbejdede i John Doe-fondets arbejdsbrigade af De Parate, Villige og Kompetente. Hun fortalte ham, at manden var blevet afskediget, mistænkt for at have stjålet den gamle mands menorah, og at manden insisterede på, at det havde været en gave, og at han ikke havde stjålet den. Han hævdede, at han og patienten i en periode, der strakte sig over nogle måneder, var blevet venner, og som bevis på det venskab havde han fortalt hende forbløffende detaljeret om den gamle mands liv. Eftersom han nu arbejdede for John Doe-fondet, måtte han enten være hjemløs eller tidligere straffet, måske begge dele. Hun havde tjekket med hospitalet og fundet ud af, at hospitalet havde deltaget i et pilotprojekt og som led i det havde ansat manden i Driftsafdelingen. Hvis det var sandt, at menorahen havde været en gave, og at denne mand i temmelig desperate omstændigheder var blevet uretfærdigt beskyldt for tyveri og på en måde også dømt og straffet, var der blevet begået et alvorligt justitsmord. Adam erklærede sig enig.

”Påstanden om, at de var blevet venner, min patient og manden fra Driftsafdelingen, vil kun være troværdig, hvis den viden, han fik fra de samtaler, som han insisterer på, at de havde, viser sig at være autentisk. Så det, jeg forestillede mig, var, at jeg måske kunne bede dig om en ekspertudtalelse om, hvorvidt den detaljerede viden om holocaust, som han øjensynlig har fået, er historisk korrekt.”

”Jeg forstår,” svarede Adam. ”Der er bare et lille problem. Mit område er ganske vist politisk historie i det tyvende århundrede, men jeg har mest beskæftiget mig med borgerrettighedsbevægelsen. På det sidste er jeg dog, og uden bevidst at have valgt det, begyndt at interessere mig for historien om holocaust. Det har noget at gøre med min interesse for folk som din farfar og den rolle, de spillede i de væbnede styrker. Men jeg er nødt til at sige, at jeg ikke rigtig er ekspert på området, i hvert fald ikke endnu.”

”Åh, okay. Jeg forstår. Det er også en ret vanvittig historie, og du skal ikke spilde din tid, men –”

”Nej, du misforstår. Jeg vil gerne gøre det. Jeg vil gerne høre, hvad han har at sige. Jeg skylder dig en tjeneste, så selvfølgelig vil jeg gøre det. Jeg ville bare advare dig om, at der findes eksperter, der ved en hel masse mere om emnet end mig. Det, der er afgørende for mig, er, at jeg skylder dig en tjeneste. Og historikere er altid opsøgende. Hvor vil du foreslå, at han og jeg mødes? Jeg skal nok sige til, hvis jeg ikke føler mig kvalificeret til at bekræfte autenciteten i mandens gengivelse af din patients historie.”

”Adam, jeg føler mig i forvejen dum over at have blandet dig ind i det her, og vi to har jo mødtes.”

”Men jeg lover dig, at det ikke er et problem. Du har ret: Hvis han har en detaljeret viden om den gamle mands historie, stemmer det formentlig, at de var blevet venner, og derfor er det højst sandsynligt, at han ikke stjal menorahen og derfor ikke burde være afskediget.”

”Mange tak for det. Jeg følte mig dum, men syntes, at jeg måtte gøre et eller andet –”

”Ayesha, jeg skylder dig en tjeneste. Det er virkelig ikke nogen ulejlighed.”

Hun fortalte, at hun ofte så manden, gadefejeren, på York Avenue i nærheden af hospitalet. Hun ville holde udkig efter ham og forsøge at lave en aftale med ham eller i det mindste finde ud af, hvordan han kunne kontaktes. Et par dage senere så Borgmesteren for East 67th og York Avenue for første gang den unge onkolog tage initiativ til en samtale med gadefejeren.

Nogle uger efter, sent om eftermiddagen hvor solen næsten var gået ned, klemte en onkolog, en historiker og en gadefejer sig sammen om et lille bord i Fresh Food Kitchen på 68th Street for at tale indgående om Henryk Mandelbrots oplevelser under krigen. Ingen vil nogensinde kunne beskrive den effekt, det havde på Adam Zignelik at sidde og høre denne afroamerikanske gadefejer, hvis kost og spand stod ude på fortovet foran spisestedets vindue, fortælle om livet i Sonderkommandoen. Lamont Williams havde en fornemmelse af, at øjeblikket var kolossalt vigtigt for ham, og fortalte Ayesha Washington og Adam Zignelik alt, hvad han kunne huske, og det var rigtig meget. Den gamle mand havde skrevet det alt sammen ned på jiddisch i en notesbog, men Lamont havde kun sin hukommelse at støtte sig til, da han genfortalte Mandelbrots historie. Da han langt om længe tav, havde Adam Zignelik et øjeblik problemer med at finde ord. ”Siger De, at den gamle mand har nedskrevet sin historie?”

”Det var, hvad han sagde, men … altså, jeg har jo aldrig set den. I øvrigt ville den ikke være på engelsk. Måske jiddisch eller polsk. Mr. Mandelbrot talte en masse fremmedsprog, men hans modersmål var jiddisch.”

”Har De nogensinde set nogle af hans noter?”

”Nej, han tog dem aldrig med på hospitalet. Men hans familie har sikkert fundet dem. Han sagde, at han havde lagt dem et sted, hvor de ville finde dem efter hans død. De burde have fundet dem nu.”

Adam gned sig i ansigtet. Derefter forklarede han dem langsomt og omhyggeligt, hvordan det kun var i løbet af de sidste seks måneder, at hans arbejde havde ført ham til materiale af denne art, men at Lamont, så vidt han kunne bedømme, kun kunne have sin viden om patientens liv, hvis manden selv havde fortalt ham om det. Han sagde, at skønt han ikke regnede sig for ekspert på området, følte han sig sikker nok til at sige, at det var relativt få mennesker på jorden, der som Lamont detaljeret kunne berette om Sonderkommandoen, om det arbejde, de udførte, og om den opstand, de havde sat i gang. Adam Zignelik sad alene i sin lejlighed i Morningside Heights en lørdag sidst på vinteren omgivet af kasser, der rummede hans karriere, og gennemlæste kopier af psykologen i Chicago, Henry Borders publikationer, da det pludselig faldt ham ind, at muligheden for opmagasinering havde været et af de helt store fremskridt i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Selv havde han i vidt omfang pakket sit arbejde fra kontoret på Columbia ned på en måde, så hver kasse rummede et emne, en kategori i hans arbejde eller historiske emner af generel interesse. Ofte var en kasse også som en slags tidskapsel, der fortalte, hvad han på et givet tidspunkt i sit liv havde beskæftiget sig professionelt med. Kasserne, der stod nærmest, rummede informationer om Border, interviewene fra 1946 og Adams eget interview med Hannah Weiss og den rolle, hun og hendes søster, Estusia Weiss, og Borders kone, Rosa Rabinowicz, havde spillet i udsmuglingen af sprængstof til mændene i Sonderkommandoens modstandsgruppe. Af mere afgørende betydning, faldt det ham ind, var det, hvis det viste sig, at den skriftlige beretning, som en nylig afdød kræftpatient, gadefejerens ven, var bare i nærheden af at være lige så detaljeret som gadefejerens historie, for så ville Adam snart være i besiddelse af en skriftlig primær kilde til livet i Sonderkommandoen i Auschwitz og om Sonderkommandoens opstand der. Og oven i alt dette var der også sagen om, hvilken rolle sorte soldater havde spillet i befrielsen af Dachau. Så snart onkologen Ayesha Washingtons farfar var kommet til hægterne efter hofteoperationen, ville han også være i besiddelse af en førstehåndsberetning om dette emne.

Hvad er hukommelse? Det er en lagerenhed, det er bevaring og genkaldelse af elementer i en vidensbank, i grove eller nuancerede træk. Hvordan kaldte man dem frem? Et særligt protein i hjernen, et enzym, reagerer på neuroner i hurtig rækkefølge efter hinanden som for at belyse dem på en måde, der maler et billede eller staver et ord, og som kan få en arpeggio af cellulare datalagre til pludselig at bringe en melodi op fra dybderne, og man husker hendes ansigt, hendes stemme, hendes latter, måden, hun bevægede sig på, noget, hun sagde, hendes meninger og præferencer, indtil man pludselig husker den måde, hun som et undrende barn spiler øjnene op på, når hun ser en naturudsendelse, eller måden, hvorpå hun sænker blikket, når hendes frustration over en, hun elsker, langsomt begynder at tære på hendes sympati. Når hun er væk, er denne kaskade af celledata det eneste, man har tilbage. Hvert neuron rummer nogle pixels, nogle data, og hvis blot et enkelt går tabt, brydes rækkefølgen. Og derefter begynder man at glemme.

Hvordan forsøger vi at bevare hvert eneste lille data? Vi forsøger alt muligt, vælger forskellige strategier, som vi trækker på, indtil nye ting afleder vores opmærksomhed, eller vi overmandes af skavanker og skrøbelighed. Adam havde en kam ude i skabet i badeværelset.

Igen blev Adams opmærksomhed afledt, denne gang af en lyd nede på gaden. Før han nåede at beslutte sig for at undersøge, hvor lyden stammede fra, eller vende tilbage til sit arbejde, ringede det på dørtelefonen. Han lagde omhyggeligt kopien af en af Borders artikler på skrivebordet og gik hen for at svare. Det hændte, at en gæst til en af naboerne kom til at trykke på den forkerte knap, især i weekenderne.

”Hallo,” sagde Adam i forventning om, at der ville blive spurgt efter en anden efterfulgt af spørgsmålet om, hvorvidt han nu også var helt sikker på, at han ikke befandt sig i den lejlighed, som den besøgende skulle op til.

”Adam?” Det var Sonia. Han holdt røret ind mod sit bryst, så hun ikke kunne høre ham sukke.

”Adam, det er mig, Sonia.”

”Hej, skat. Hvad sker der?”

”Er det et dårligt tidspunkt at komme på? Jeg ved, jeg skulle have ringet først, men jeg var ude og gå en tur og havde glemt min telefon.”

”Nej, nej, kom bare op.”

”Du har ikke besøg?”

”Jeg er mutters alene.”

”Okay, så kommer jeg op! Du kan godt gå ind,” hørte han hende sige, da han hængte røret tilbage på bøjlen på væggen, og han tænkte: I guder altså! Ikke alene kom hun uindbudt, hun lukkede også tilfældige forbipasserende ind i bygningen. Måske var han for blødsøden over for hende. Problemet var, at han, når han så hende, ikke kunne være streng længe nok til vise hende, at han mente det alvorligt, når han forsøgte at lære hende noget, og i stedet for følte en overvældende trang til at være ’the good cop’, selv om der aldrig var nogen ’bad cop’ i nærheden. Da det bankede på døren, og han åbnede den, glædede han sig allerede til det knus, han vidste, hun ville give ham. Men det var ikke Sonia. Det var Diana.

”Hej, du må undskylde, hvis –”

”Hey! Kom indenfor!”

Hun var forlegen. ”Forstyrrer jeg?”

”Overhovedet ikke. Hvor er Sonia?”

”Hun gik.”

”Hvad?”

”Det var et trick, hendes idé, for at få mig til at komme og besøge dig. Meningen var, at jeg skulle spise frokost med Michelle og de andre, og … Er du sikker på, at jeg ikke kommer til ulejlighed? Jeg tror ikke, jeg nogensinde har gjort noget som det her –”

”Du kommer ikke til ulejlighed. Kom indenfor. Hvor er det dejligt at se dig. Går det godt?”

”Ja, fint nok.”

”Mener du det?”

”Jah.”

Diana trådte et par skridt ind i den lejlighed, hun plejede at bo i sammen med Adam, da synet af de mange kasser fik hende til forskrækket at udbryde: ”Er du ved at flytte?”

”Hvad? Åh, kasserne. Det er hele min karriere, du ser linet op her. Jeg var nødt til at tømme mit kontor. Forstår du, jeg havde lovet alle at begå karrieremæssigt selvmord, og jeg er en ordholden mand.”

Han lukkede døren, og hun gik videre ind i stuen. Han viste hende hen til sofaen, hvor der var en plads mellem kasserne, og det var der, hun satte sig.

”Vil du have noget at drikke, kaffe, te?”

”Måske noget lidt stærkere.”

”Hvad har du lyst til?”

”Drikker du stadig den der billige whisky?”

”Kun når jeg er alene, eller når det er mig, der gi’r en omgang.”

”En whisky, tak.”

Han gik ud i køkkenet for at skænke drinks. ”Du virker ikke specielt ked af det,” sagde Diana inde fra stuen.

”Jeg kan godt lide, at du sidder her og drikker min whisky.”

”Nej, jeg mener over dit såkaldte karrieremæssige selvmord.”

Han kom tilbage med en drink til dem begge og flasken under armen og satte sig på en kasse ved siden af sofaen.

”Ikke ked af det? Næh, det er jeg vel heller ikke.”

”Det lyder … godt.”

”Du lyder tøvende.”

”Jeg er nervøs. Jeg ved ikke, om jeg burde være kommet.”

”Jeg er virkelig glad for at se dig. Måske er det derfor, jeg ikke virker ked af det over mit karriereselvmord. Du skal ikke tage dig af kasserne. Faktisk må jeg indrømme, at jeg er begyndt at se temmelig lyst på fremtiden.”

”Hvorfor?”

”Kan du huske, da vi mødtes i baren i Hell’s Kitchen, og jeg fortalte dig –”

”Du sagde, du havde et spor i Melbourne, som du var nødt til at undersøge nærmere, og at det havde noget med William at gøre.”

”Ja, på en måde, men det rækker langt ud over noget, som selv han kunne have fantasi til at forestille sig. Du har vel ikke travlt?”

”Nej.”

Han skænkede op på ny og tog fat på den korte, men ikke for korte version af historien om Henry Border, Elly Border, Rosa Rabinowicz, Estusia og Hannah Weiss og kvinderne i Krudtkammeret i Auschwitz’ Weichsel Union Metallwerke og om onkologen på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, hendes farfar og gadefejeren.

”Du skal med andre ord tale med denne sorte veteran, kaptajn Washington, og håber på at kunne lokke Sonderkommandomandens skriftlige beretning ud af familien ved hjælp af en altmuligmand på hospitalet –”

”Mandelbrot – ja, det var planen. Jeg krydser sådan fingre for, at familien ikke har smidt den ud.”

”Og Borders interview med hende, du mødte i Melbourne …?”

”Det ligger i kassen der. Hans tidligere studerende gemte det.”

”Var det ham, der var forelsket i datteren?”

”Ja, Wayne Rosenthal.”

”Adam, det er fantastisk! Det er en fantastisk historie. Så forstår jeg bedre, hvorfor du ser lyst på fremtiden. Du har virkelig fået fingre i noget. Har du fortalt nogen om det?”

Adam ignorerede spørgsmålet. På det tidspunkt havde han skænket op adskillige gange. ”Jeg er virkelig meget glad for at se dig igen. Ved han … at du er her, ham fyren … som du ser? Du fortalte … jeg tror ikke, du sagde, hvad han hed?”

”Jeg kommer ikke sammen med ham mere.”

”Gør du ikke?”

”Nej, det gør jeg ikke, og lad være med at lyde så glad.”

”Hvor længe kom I sammen?”

”Nogle få uger.”

”Nogle få uger!” Det lød ikke af meget, tænkte Adam.

”Nå ja, han kunne ikke få mig til at le. Du fik mig altid til at le. Kommer du sammen med nogen?”

”Nej, jeg har ikke haft tid, ikke engang i nogle få uger. Jeg har haft for travlt med at tale med dig. Jeg bliver ved med –”

”Nej, Adam … du får mig bare til at –”

”Hør nu, jeg begik en fejl, men kun en enkelt. Jeg har ikke skiftet mening.”

Nu græd hun, og hun rejste sig for at hente et papirlommetørklæde, som hun vidste, de plejede at have ude på badeværelset. Adam så hende gå og hørte hende tænde lyset. Han hørte hende fiske lommetørklæder ud af æsken, og så hørte han et øjeblik ikke mere. Han spekulerede på, hvad hun lavede. Så hørte han små hulkelyde, der hurtigt udviklede sig til et højlydt grådanfald, der var lige så voldsomt som hans egne midt om natten i mange nætter, efter at hun var flyttet. Katalysatoren havde været det samme for ham, som den nu var for Diana: hendes kam. Lige da hun så den, troede hun, det var en anden kvindes kam, men så gik det op for hende, at det var hendes, og betydningen af dens fortsatte tilstedeværelse ude på badeværelset dæmrede for hende. Da Adam kom ud til hende i badeværelset, som de engang var fælles om, græd hun hjælpeløst.

Der skulle aftales et møde. Hvor længe havde man været om at arrangere dette møde? Svaret afhænger af, hvornår man mener, at nedtællingen startede. På en måde havde det taget næsten fyrre år at arrangere, på andre måder meget mere end fyrre år. Langt om længe var tiden imidlertid inde. Der er ting, der ikke kan fremskyndes. Hvor skulle han begynde? Han lå i sin seng og stillede sig selv det spørgsmål i mørket midt om natten dagen før mødet. Han havde også spurgt sin mormor, som på mange måder stadig var hos ham. Han vågnede om morgenen i sit barndomsværelse med den sure smag af usikkerhed og angst i munden, der udsprang af den altid iboende fornemmelse af at være blevet født under en uheldig stjerne. To gange havde han mistet sine forældre, og nu var det på en måde sket igen. Han skænkede sig et glas æblejuice.

Unge og gamle, alle elsker Seneca
Liflige, saftige …

Det er mærkeligt, hvad man husker. Melodien holdt ham i hånden, da han steg på bussen, holdt ham i hånden, da han fandt et sted at sætte sig, og holdt ham stadig i hånden, da han var nødt til at rejse sig igen. Melodien var fuldkommen ligeglad. Den ville holde ham i hånden, indtil mødet var overstået, og ikke bekymre sig om udfaldet. Hvordan skulle han starte? Hans mormor ville have rådet ham til at begynde med begyndelsen og sige sandheden. Mere kunne han ikke gøre. Hun havde ret, sagde han til sig selv og satte sig i en stol på Danny Ehrlichs kontor på stueetagen i Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Mere kunne han ikke gøre. ”Du må ikke være bange, lille skat, du må aldrig mere være bange.”

Han havde haft menorahen med, da han den formiddag og hele eftermiddagen før mødet var gået rundt i gaderne på Manhattans østside. Han måtte have været et ganske opsigtsvækkende syn, et af de her ’kun i New York-syn’. Hvor mange gadefejere gik rundt på denne planet med en menorah under armen? Ikke engang Numbers kunne påstå, at der var nogen. Men nu var der en. En enkelt. Lamont ville være helt sikker på at have den med, når han gik til mødet. Det var en del af aftalen. Der lød ingen musik i radioen eller noget andet sted den eftermiddag i kontoret, der tilhørte direktøren for HR-afdelingen på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Men der var flere mennesker til stede end normalt, og man havde måttet hente stole inde på vicedirektøren for HR-afdelingen, Juan Lavieras kontor og også på andre kontorer, for til stede under mødet på direktøren for HR-afdelingens kontor var Dan Ehrlich, Juan Laviera, Ayesha Washington, Lamont Williams, Adam Zignelik, en historiker med australsk accent, og søn og svigerdatter af afdøde Henryk Mandelbrot, tidligere fra Sonderkommandoen i Auschwitz-Birkenau. På Danny Ehrlichs skrivebord stod sølv-menorahen mellem pc-skærm og gæster.

Danny Ehrlich indledte mødet med at takke alle for at være kommet, især mr. og mrs. Mandelbrot. Han forklarede, hvem han var, og derefter, hvem hans vicedirektør, Juan Laviera, var, og gik videre med at præsentere onkologen dr. Ayesha Washington, som de allerede kendte, og historikeren Adam Zignelik og til sidst manden, Lamont Williams, der havde været ansat på prøve i hospitalets driftsafdeling, og som havde haft afdøde mr. Mandelbrots menorah med til mødet. I begyndelsen var mr. og mrs. Mandelbrot uvillige til at se Lamont Williams i øjnene, men måden, hvorpå Dan Ehrlich havde organiseret mødet, gjorde, at det heller ikke i begyndelsen var nødvendigt.

Mr. Ehrlich redegjorde for formålet med mødet, som var en smule anderledes i forhold til det, mr. og mrs. Mandelbrot havde fået at vide i telefonen. Dengang havde mr. Ehrlich sagt, at man havde fundet menorahen, og at de – hvis de kunne komme og bekræfte, at det virkelig var den menorah, de havde haft med til afdøde patient, mr. Mandelbrot – kunne tage den med hjem. Nu blev de lidt overrasket over mødets omfang og en ny forklaring. Danny Ehrlich var blevet kontaktet af mr. Mandelbrots onkolog, dr. Washington, fordi hun følte, at en af hospitalets prøveansatte havde været offer for en uretfærdighed. Denne mand, Lamont Williams, var blevet afskediget på grund af den savnede menorah, som alle var gået ud fra, at han havde stjålet. Dr. Washington kunne imidlertid huske adskillige gange, hvor hun havde set den ansatte, Lamont Williams, på besøg hos patienten og fordybet i samtaler af varierende længde, både under og efter mr. Williams’ arbejdsdag. Dette i sig selv beviste ganske vist intet, men understøttede dog mr. Williams’ historie, som var, at han og mr. Mandelbrot var blevet venner, og at mr. Mandelbrot få dage før sin død havde foræret ham menorahen.

Derefter tog dr. Ayesha Washington ordet. Hun fortalte, at Lamont Williams, i de samtaler hun havde haft med ham, havde lagt en helt specifik og bemærkelsesværdig viden for dagen om, hvad der tilsyneladende havde været mr. og mrs. Mandelbrots far og svigerfars livshistorie, især hvad angik det, han havde oplevet under krigen. Hun sagde, at hun tilfældigvis havde haft kontakt med en historiker på Columbia, og det var stikordet til Adam, der præsenterede sig og gav mr. Mandelbrots søn et visitkort fra dengang, han stadig arbejdede på Columbia.

”Mit speciale er politisk historie i det tyvende århundrede,” forklarede Adam, ”men det er på det seneste blevet udvidet til også at omfatte holocaust. Det var et rent tilfælde, at min research førte mig på sporet af de ting, Deres far gennemlevede. Dr. Washington kontaktede mig og bad mig tale med mr. Williams, så jeg kunne danne mig en mening om troværdigheden af hans beretning om Deres fars historie. Jeg har mødt ham en enkelt gang før i dag og lyttet til hans beretning om Deres fars oplevelser, især i Auschwitz, og det er efter min mening så godt som udelukket, at det er noget, mr. Williams selv har fundet på. Mr. Williams siger, at Deres far fortalte ham, at han skriftligt havde berettet om sit liv under krigen, især hvad angik tiden som medlem af Sonderkommandoen i Auschwitz. Jeg vil gerne bede om tilladelse til at tage en kopi af de noter, Deres far har skrevet.”

”Noter?” sagde afdøde mr. Mandelbrots søn, ”vi har ikke fundet nogen noter.” Han så spørgende på sin kone.

”De er på jiddisch,” indskød Lamont Williams. ”Jeg tror, de er på jiddisch.” For første gang så søn og svigerdatter nøjere på den sorte mand i den lysende blå kedeldragt.

”Det må være kladdehæftet,” sagde svigerdatteren direkte henvendt til sin mand. ”I skuffen med hans tefellin.”

”Jeg forstår en smule jiddisch, men jeg kan ikke læse sproget,” sagde sønnen forklarende og en smule pinligt berørt, som om det pludselig var ham, der havde behov for at forsvare sig.

”Med Deres tilladelse synes jeg nu, at De skal lytte til mr. Williams’ historie. Høre, hvad han har at fortælle,” foreslog Danny Ehrlich. ”Hvis De bagefter stadig tror, at han stjal menorahen, er mr. Williams gået ind på at give den tilbage til Dem, selv om han siger, at Deres far forærede ham den. Hvis De på den anden side og i lyset af den detaljerede viden, mr. Williams har om Deres fars oplevelser under krigen, finder det sandsynliggjort, at der voksede et venskab op mellem Deres far og mr. Williams, og at Deres far på grund af dette venskab forærede mr. Williams menorahen, kunne De måske overveje at lade ham beholde den. Mr. Williams har sagt, at han vil acceptere Deres beslutning, hvad den end går ud på.”

Søn og svigerdatter udvekslede et hurtigt blik, og det var nok til at få sønnen til at nikke bekræftende. Så så direktøren for HR-afdelingen, Dan Ehrlich, der i sin skoletid var blevet kaldt Danny Ehrlich, på sin gamle skolekammerat og sagde: ”Har du lyst til at sige … et par ord, Lamont?”

Lamont Williams rømmede sig og forsøgte at fatte sig. Ingen på kontoret sagde noget eller så ud til at ville sige noget. Sidst, han havde haft alles opmærksomhed i et rum, var under retssagen mod ham for væbnet røveri, men dengang havde ingen bedt ham om at sige noget. Faktisk havde hans advokat rådet ham til ikke at sige noget. I virkeligheden skulle han helt tilbage til sin skoletid og den dag, han fortalte mr. Shapiro om hesteskokrabben, før han sidst havde haft et lydhørt publikum. De seks andre mennesker på kontoret ventede på, at han skulle begynde.

”Som De nok ved, hedder jeg Lamont Williams,” begyndte han. ”Jeg mødte mr. Mandelbrot … Deres far, fjerde dag, efter at jeg var blevet ansat i Driftsafdelingen. Jeg gik og fejede udenfor på York Avenue. En eller anden fra PT havde kørt ham ned, men han frøs –”

”Portørtjenesten,” forklarede Danny Ehrlich.

”Ja, Portørtjenesten,” sagde Lamont Williams. ”Jeg måtte ikke … Altså vi måtte ikke… Det var forbudt at flytte patienter rundt. Det måtte kun PT, og mr. Mandelbrot … forstår I, han frøs, og han bad mig om at køre ham op … til hans hospitalsstue, forstår I. Nå, men jeg sagde, at det måtte jeg ikke, altså fordi det var forbudt og sådan, men han blev ved med at bede mig om at gøre det. Han frøs, og han … en eller anden fra PT havde kørt ham ned, men nu var han forsvundet, og mr. Mandelbrot, han var ligeglad, han ville bare gerne op i sin seng igen. Det var det eneste, han tænkte på.”

Der begyndte at brede sig et smil om munden på den afdøde patients søn.

”Altså, De ved, hvordan han var, ikke? Han overtalte mig til at køre ham op på hans stue på niende etage … Det var min første uge på arbejde. Og han kiggede ud ad vinduet, ud på floden … mod øst, og han troede, at det var New Jersey, han så ud over. Altså, det var jo fjerde dag på arbejde, og jeg fortalte ham … Men så så han … ja, altså, de her skorstene. Der var tre skorstene. Han kunne se tre skorstene på den anden side af floden, og jeg kan huske, at han så på dem, og så helt pludseligt … ud af det blå, sagde han, at der havde været seks dødslejre, og senere fik han mig til at lære navnene på dem udenad, og det gjorde jeg jo så: Belzec, Chelmno, Sobibor, Majdanek, Treblinka og Auschwitz, som var den, han sad i. Det var, hvad de seks hed. Ved De alle, hvad en dødslejr er for noget? Jeg vidste det ikke, men han fortalte mig om dem. Det var ikke det samme som en koncentrationslejr. Det tror de fleste. Han ville have, at jeg skulle vide alt det her. Det var vigtigt for ham. Jeg ved ikke, hvorfor han valgte mig. Han sagde, at der var hundredvis af koncentrationslejre i Tyskland og de besatte lande, men der var kun seks dødslejre, udryddelseslejre, og de lå alle sammen i Polen og var anlagt til formålet med gaskamre og udstødningsslanger i lukkede lastvogne og ovne og massegrave, så alle jøder i Europa kunne blive dræbt. Han sagde, at der havde været slavefabrikker i Majdanek og Auschwitz, men ikke i de andre. Måske går det for hurtigt nu … Skal jeg … Bør jeg stå op, mens jeg fortæller det her?”

I den følgende næsten halvanden time havde Lamont Williams tilhørernes fulde opmærksomhed, mens han genfortalte alt det, mr. Mandelbrot havde fortalt om det, der var hændt ham under krigen.

”Mr. Mandelbrot og hans familie boede i en ghetto ved navn Dabrowa Gornicza. På gaden, der førte ud af ghettoen, boede der en SA-mand og hans kone. Ved I, hvad SA er for noget?” spurgte Lamont Williams og gik videre med at fortælle sin afdøde vens historie, om, hvordan hans ven til sidst blev fanget, spottet af den voksne udgave af en dreng, han havde gået i skole med, og efter en voldsom gang bank var blevet sendt til Auschwitz-Birkenau. De sad i kontoret i HR-afdelingen og lyttede uden at røre sig. På et tidspunkt nåede han i sin historie frem til Sonderkommandoen. Lamont tog dem med ind i omklædningsrummet. Han fortalte, hvordan jøderne var kommet derned i rækker på fem, de første, der kom ned, var normalt kvinder, udmattede, forvirrede og dybt fortvivlede over at skulle klæde sig af foran fremmede mænd, indtil de var helt nøgne.

”’Brusebadene …’ blev mr. Mandelbrot en gang imellem spurgt, ’er de fælles for mænd og kvinder?’ Eller: ’Er De jøde?’

Men så kom de næste fem ned og efter dem de næste fem, og nogle af dem blødte fra en masse sår, og de blev skubbet ned af den næste række, der kom efter. Og så en ny række på fem …

’Det er gas, ikke også?’ var der nogen, der gættede.”

Lamont fortalte alle på kontoret i HR-afdelingen om, hvordan jøderne nøgne gik hen mod døren, den eneste dør, hvor der på et skilt stod ’Til Desinfektionsrummet’.

”Der var varmere derinde end i omklædningsrummet. De voksne græd stille. Børn, der var kommet væk fra deres forældre, kaldte på dem, mens angsten bredte sig, og rummet blev fyldt op.”

Han fortalte dem om blåsyren, der blev frigivet fra Zyklon B-piller gennem trådsøjler, der rakte op til taget og blev fyldt af SS-folk, om, hvordan den bredte sig fra gulvet og op, højere og højere op, og om, hvordan folk begyndte at klatre, klatre op for at få luft. Han fortalte dem om, hvordan smerten hurtigt blev helt forfærdelig, og om, hvordan folk begyndte at savle, og om, hvordan deres øjne begyndt at bulne, og om, hvordan kramperne fik deres kroppe til at spjætte, når gassen åd den ilt, de havde så hårdt brug for. Han fortalte dem om, hvordan de efter tre minutter var begyndt at bløde, nogle, fordi de havde forsøgt at klatre, klatre op på toppen af et bjerg af mennesker, mens alle på grund af gassen blødte ud af næser, af ører. Han fortalte, hvordan de mistede kontrollen over deres blærer, og om, hvordan de blev mast ned i blod, tis, opkast og fækalier. Han fortalte, hvordan mennesker med minder, kærlighed til andre, med ambitioner, venskaber, meninger, værdier og bedrifter alle sank ned i et sammenfiltret bjerg af mennesker og et meterhøjt lag af menneskelig afsondring, druknede i deres egne kropsvæsker, gispende efter luft, han fortalte om deres krampetrækninger og om ansigter, der var fortrukket af smerte, indtil de ikke længere fandtes. Lamont Williams fortalte dem alting.

Han fortalte dem om Oberscharführer Moll, om Oberscharführer Schillinger, om en mand ved navn Ochrenberg. Han fortalte dem om de to Zalman’er, Gradowski og Lewental, der havde nedskrevet alt og begravet deres noter, således at folk efter krigen kunne få at vide, hvad der var sket der.

Han fortalte dem om, hvordan kvinderne fra Krudtkammeret i Weichsel Union Metallwerke via Kanada havde smuglet sprængstof ud til Sonderkommandoen.

”Hvorfor hed det Kanada?” spurgte Lamont retorisk sine tilhørere.

Han fortalte dem om de forskellige modstandsgrupper i lejren, om det forenede Militærrådet Auschwitz og om modstandsgruppen i Sonderkommandoen. Han fortalte dem om, hvordan Chaim Neuhof og mr. Mandelbrot var blevet sendt af sted til Militærrådet for at trygle om hjælp, om, hvordan det hele havde været forgæves, og hvorfor.

”Det er nu 7. oktober 1944.”

Han fortalte dem om Sonderkommandoens opstand. Han fortalte dem om kapo Kalniak, der havde forberedt sig på opstanden natten før og ikke havde ønsket at redde sit eget liv, han fortalte om, hvordan Krematorium IV var brændt ned, og om mr. Mandelbrot, da han rejste sig, så, at af de 663 Sonderkommando-mænd, der havde været i live før opstanden, var der kun 212 tilbage, og at hverken Zalman Gradowski eller Zalman Lewental var iblandt dem.

Da Lamont Williams var færdig, ledsagede de ham ned til kælderen, hvor han hentede sin affaldsspand og kosten, der tilhørte John Doe-fondet. Den afdøde patients søn og svigerdatter havde ikke haft brug for at høre hele historien, men ingen havde haft lyst til at forhindre ham i at fortælle den færdig. Han fik lov til at sige alt det, der trængte sig på i hans hoved. Han gik ud på York Avenue sammen med onkologen og historikeren, Adam Zignelik. Han opdagede pludselig, at tiden var løbet fra ham. Han ville komme for sent til middag hos sin kusine Michelle og hendes familie. Han var nødt til at ringe til dem. Adam Zignelik rakte ham sin mobiltelefon, og for at give Lamont en smule fred vendte han og dr. Washington ryggen til.

Lamonts opringning på Adam Zigneliks mobiltelefon til hans kusine Michelle var ved at gå igennem, da dr. Washington så ham forsøge at håndtere både mobiltelefon, kost og spand. Hun tilbød at hjælpe ham: ”Skal jeg ikke tage det her?” sagde hun og tog kosten og også sølv-menorahen. Både søn og svigerdatter var tidligt i Lamonts beretning blevet overbevist om, at den gamle mand havde foræret sin ven lysestagen. Det var, hvad de havde konkluderet, og det var, hvad Lamont fortalte sin kusine i telefonen. Han ville få sit arbejde tilbage. Senere ville Adam Zignelik fortælle Diana hele historien, og endnu senere hørte også Charles og Michelle McCray den, men det var først efter, at Adam var blevet opmærksom på forbindelsen mellem Michelle og gadefejeren. Hvis Adam havde set efter, ville han have set i loggen, at det seneste opkald var gået til Michelle, og at det måtte have været gadefejeren og ikke ham selv, der havde foretaget det. Men han så ikke efter.

Dr. Washington takkede Adam. Han svarede, at nej, det var tværtimod ham, der var taknemmelig, fordi hun uafvidende havde ført ham til historien om en Sonderkommando-mand, og at det var helt essentielt for hans forskning. Det var, sagde han, en guds gave. Da Lamont afsluttede sin telefonsamtale, begyndte han at takke dem begge for deres hjælp. De kunne ikke forestille sig, sagde han, hvad den havde betydet for ham. Han fik nu sit arbejde tilbage. Der var to uger tilbage af hans prøveperiode i Driftsafdelingen, og bagefter ville han komme op på fuld tid og blive fastansat. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft det så godt. Dr. Washington ønskede ham tillykke og rakte ham kost og spand.

”Den her er vist også Deres,” sagde hun.

”Ja, det er det vist,” sagde han, da hun rakte ham menorahen.

Det meste af eftermiddagen var gået, men der var stadig lyst nok på York Avenue til, at folk på fortovet tydeligt kunne se hinanden. De gik forbi de tre, onkologen, historikeren og gadefejeren, men uden at skænke dem nogen opmærksomhed. På den anden side af gaden, på Rockefeller Universitys grønne område, gik en Nobelpristager tur med sin hund, der ikke var i snor. Det så ud til at universitetet tillod Nobelpristagere (og deres hunde) at overtræde visse regler som en anerkendelse af de naturlove, de muligvis havde opdaget. Det blæste, men et enkelt træ så ikke ud til at ville bøje sig for de voldsomme vindstød, der indimellem fik alle andre træer i nærheden til at miste fatningen. Ingen del af dette træ tæt på Founders Hall på Rockefeller Universitys campus bevægede sig, så det menneskelige øje kunne se det, ingen del af dette træ, bortset fra den mindste gren allerøverst oppe. Den allermindste kvist helt oppe i toppen af dette gamle, højtelskede træ skælvede, mens resten af træet forblev fuldkommen stille som en anden monolit.

Hverken Nobelpristageren eller hans hund lagde mærke til træets mærkelige opførsel, men det gjorde til gengæld en ung kandidatstuderende. Denne unge kvinde kom fra en udørk i Nordkina, og hun lagde mærke til fænomenet på vej tilbage fra Founders Hall efter at have hentet sin post. På vej til First Avenue havde hun grublet over det, hun forventede at se, og det, hun rent faktisk så, både på laboratoriet og udenfor, og så var det, at hun fik øje på en skælvende kvist på et i øvrigt helt stille træ. Pludselig tænkte hun på, hvor dejligt det ville have været at dele dette syn med en tilfældig flok mennesker af den art, der en gang imellem stimlede sammen for at se på noget, der skilte sig ud fra det almindelige. Men så forsvandt det mærkelige fænomen pludselig. Den kinesiske studerende var, så vidt hun vidste, den eneste, der havde observeret det.

Nobelpristageren, hvis hund nu var i snor, var nødt til at stå stille på York Avenue og vente på, at lyset skiftede. Også andre ventede, nogle fra universitetet, andre ikke, og ingen af dem kendte hinanden personligt.

Da de, der havde forsamlet sig for at vente på grønt, nåede over på York Avenues vestside, blev de for et øjeblik opslugt i en uensartet gruppe af folk, der satte farten ned eller endda stod helt stille for at se på noget, der havde vakt deres nysgerrighed. På York Avenues vestside mellem 67th og 68th Street stod en ung afroamerikansk onkolog og en hvid jødisk historiker og talte smilende med en mager sort gadefejer i en skinnende blå kedeldragt. Onkologen rakte gadefejeren en sølv-menorah, som han tog med den ene hånd, mens den anden hånd holdt let om en stor kost, der stod op ad en spand på hjul og havde en slags fejeblad klipset på.

Det var eftermiddagsmyldretid, og en lyshudet sort pige med fletninger og røde sløjfer, et sted mellem syv og ni år gammel, havde ikke kunnet finde et sted at sidde, siden hun steg på M66-bussen ovre på vestsiden. Hun stod stadig op, da bussen bremsede på 68th Street og efter et lille ryk frem og tilbage til sidst holdt stille. Dørene gik op med et hvæs, og passagererne begyndte at stige af.

”Mange tak,” sagde hun, da hun langsomt gik forbi buschaufføren, men da hendes skosåler pludselig fik fast grund under sig, lavede hun et lille gadedrengehop, der hurtigt blev til rask trav og allerede var blevet til hurtig galop, da hun nåede hen til hjørnet og drejede ind på York Avenue. På trods af skoletasken, som hun havde på ryggen, og som var fuld af bøger, satte hun farten op, da hun fik øje på de tre, onkologen, historikeren og gadefejeren. Måske var det East 67th og York Avenues Borgmester, der først så, hvad der skete, eller måske var han kun den, hvis eksempel alle andre fulgte, men i hvert fald rettede folk på hjørnet pludselig deres opmærksomhed mod noget, og folk på østsiden af York Avenue strakte hals for at se, hvad de kiggede på.

”Mor!” råbte den lille pige og afbrød de tre voksnes samtale og kastede sig frem mod sin mor med arme, der hurtigt fandt hinanden rundt om livet på onkologen.

”Er det Deres datter?” spurgte gadefejeren, og onkologen nikkede og smilede. Og derefter satte manden i den strålende blå kedeldragt fra Co-op City sig på hug med en kost i den ene hånd og en menorah i den anden. Denne magre sorte mand, som taxaer havde for vane at køre forbi, denne ubetydelighed satte sig på hug og rakte menorahen op i vejret, som om han forventede, at hans nye venner skulle tage den og holde den for ham, og det var, hvad onkologen gjorde.

”Hej, lille pige. Jeg har en datter på cirka din alder,” sagde Lamont. Han faldt ned på knæ på fortovet og rykkede en smule frem for at finde balancen, og det så ud, som om han skulle til at omfavne hende. Hun så op på sin mor som for at få et signal om, hvordan hun skulle reagere. Hendes mor kiggede ned på hende, smilede stolt og nikkede, hvorpå den lille pige blidt og høfligt, om end en smule tøvende, lod sig omfavne af gadefejeren. Pigen så stadig op på sin mor, mens den knælende mand gned hende på ryggen, og hun så sin mors høflige smil blive til et bredt grin, der viste en blanding af billigelse, stolthed og tilfredshed over noget, der var fuldbyrdet. Den lille pige, der ikke vidste, hvad etiketten var i sådan en situation og var for lille til at vide, at der ikke var nogen, lagde instinktivt og opmuntret af sin mors smil mere vægt i omfavnelsen. Og da dette skete, følte han den fulde vægt af den lille pige mod sit bryst, og han udstødte et råb. Det var lige så ufrivilligt, som det var uventet. Tårer begyndte at løbe ned ad denne mands kinder, mens han holdt om den lille pige, og hun holdt om ham, og de lyde, han lavede, kom et sted dybt nedefra og var høje nok til, at alle i nærheden kunne høre dem. Og da de hørte dem, stod de stille for at se, hvad der skete.

Alle i den tilfældigt sammenstimlede gruppe tilskuere spekulerede på, hvad de var vidne til. Af alle de fremmede der på hjørnet og dem, der nærmede sig det, var Borgmesteren den eneste, der nogensinde havde set manden før, og selv om han ingen anelse havde om, hvad der foregik, kom han til at smile, og smilet blev stort og strålende. Men hans reaktion var ikke unik. Andre, der stod og så til, følte sig på lignende måde opløftet.

Ingen, ikke Nobelpristageren, ikke den unge studerende, ikke Borgmesteren og heller ingen andre på hjørnet forstod, hvad de så, eller hvorfor de blev så glade ved synet. Tilskuerne havde ingen anelse om, hvad der havde ført til dette sammenrend af tre forskellige individer og den lille pige. Men havde de kendt de mennesker, de stod stille og kiggede på, hvis de havde vidst, hvor de kom fra, hvis de havde hørt deres historier, hvis de havde haft den mindste anelse om de begivenheder, som historikeren, gadefejeren med menorahen og onkologen alle tre havde hørt om, hvis de havde kendt hele historien om alt det, der havde ført disse tre mennesker sammen på hjørnet denne dag, ville de måske have følt sig tvunget til at fortælle alle andre om, hvad der skete her. Fortælle alle om, hvad der skete her.