Klokken var hen ad tre om natten, da den mørkeblå Ford Transit rullede gennem villakvarteret. Søren Rohde sad med begge hænder hvilende på den underste del af rattet. Han havde med vilje slukket lygterne. Da han drejede om hjørnet til Krystalvej, fortsatte han ned til nummer femten, hvor han holdt ind. Han slukkede motoren og sad lidt i mørket. Det var en måneløs nat, og det var kun de fluorescerende gadelamper, der kastede deres sparsomme lys mod asfalten. Søren steg ud af bilen og lukkede lydløst døren efter sig. Han var spinkel af bygning, lige fyldt toogfyrre, men så væsentligt yngre ud, hvilket skyldtes hans opstoppernæse og det lyse, feagtige hår.
Luften var varm og knastør. Endnu en tropenat som de mange andre, der havde fulgt denne sommer. Søren kunne mærke stoffet klæbe mod sin ryg. Egentlig var det alt for varmt til at have den grønne vindjakke ud over T-shirten. Men han havde sine grunde.
Han gik rundt om bilen og bemærkede den maste tudse på vejen. Den lå på ryggen med alle indvoldene kørt ud af sig. I et kort øjeblik tænkte han på, om det var ham, der havde kørt den over. Men liget var tørret ind, så det måtte være sket tidligere på dagen.
– Stakkels Hr. Tudse mumlede han og fortsatte op gennem indkørslen.
Søren vidste fra sine observationer, at det var et ældre pensioneret ægtepar, der boede i rødstensvillaen. Han vidste også, at de var taget på ferie samme morgen med deres campingvogn på slæb efter Hyundaien. Men det var hverken dem, huset eller dets indhold, som interesserede ham. Det gjorde derimod hullet i den bagerste hæk i haven.
Hans hænder søgte gennem hækken i mørket, indtil han fandt det næsten tilgroede hul. Han kantede sig smidigt ind i hullet. Lydløst og uden at sætte aftryk i den tørre jord skrævede han ind i den tilstødende have. Da han var kommet helt igennem, børstede han forsigtigt sine fingre fri for snavs. Han tog et par lyserøde rengøringshandsker frem fra inderlommen og iførte sig dem. De sluttede stramt om hans fingre – en fornemmelse, han godt kunne lide. Han indsnuste talkumlugten fra dem. Det var en rar duft, og han følte sig helt tryg.
Foran ham lå det hvidkalkede hus. Han havde med vilje nærmet sig det fra bagsiden, så han ville forblive uset på villavejen, som det vendte ud mod. Ingen havde set ham komme, og vigtigst, ingen ville se ham forsvinde med sit bytte. Han kikkede op langs facaden mod vinduet på første sal. Det stod på klem som forventet. Den lille smule vind, som blæste, fik gardinerne med motiverne af veteranfly til at bevæge sig.
Søren krydsede den visne græsplæne og gik hen mod garagebygningen. På gavlen hang en stige, som han tog med sig. Han bar den hen til huset, vendte den om, og lod stigens øverste del hvile på husmuren lige under vinduet på første sal. Forsigtigt klatrede han op til vinduet, stak pegefingeren ind mellem vinduesrammen og karmen og løftede hasperne af.
– Åbnet som af små stjerners åndedrag, hviskede han.
I den modsatte ende af det smalle børneværelse lå en lille dreng og sov i sin seng. Han havde sparket dynen af sig, og hans blege ryg kastede genskær i mørket. Søren klatrede lydløst ind ad vinduet. Han kantede sig forbi uroen med modelflyene, der hang ned fra loftet. Det var et dejligt værelse. Lyseblåt med plakater af tegneseriehelte på væggene. Han så opmærksomt, hvor han gik, for ikke at støde ind i noget af det legetøj, som lå og flød på gulvet. Han bukkede sig ned over drengen og lugtede til ham. Det var en sødlig duft, der blev sendt op fra sengens varme. Søren bed sig i kinden. Til han fik tårer i øjnene. Til begæret langsomt forsvandt igen.
I en fejende bevægelse lod han højre hånd glide tæt forbi drengens ansigt. En irgrøn sky af damp stod ud fra hans håndled. Søren smilte en smule stolt. Handlingen var udført præcis, som han gerne ville have det. De fugtige perler af den forstøvede væske lagde sig hen over drengens næse og mund. Han inhalerede væsken i søvne og gav et lille nys fra sig.
– Prosit, hviskede Søren og satte sig forsigtigt på sengekanten.
Huset var helt stille. Han kunne kun høre den tikkende lyd fra Mickey Mouse-vækkeuret på kommoden. Efter et par minutter ruskede Søren forsigtigt i drengens fod.
– Oliver … Oliver er du vågen? sagde han lavt. – Oliver …
Oliver vendte sig om på siden, han plirrede med øjnene og satte sig halvt op i sengen. Søren så ind i hans øjne. Han kunne ikke bedømme, om stofferne var begyndt at virke, eller om drengens opspilede pupiller skyldtes, at han var lamslået over at se en fremmed mand på sit værelse.
– Tillykke med fødselsdagen, sagde Søren.
Oliver svarede ikke, men blev i stedet for ved med at stirre på ham.
– Jeg har en gave med til dig, sagde Søren ufortrødent.
Oliver så mod døren. Han forsøgte at rejse sig, men var for svimmel til, at det lykkedes. – Mor … Lød det halvkvalt.
Søren satte en finger for sine læber og tyssede på ham. – Det er ikke så godt at blande de voksne ind i det her, Oliver. Man kan ikke stole på voksne, det ved du vel?
Olivers øjne var matte, og han sank spyttet, der havde samlet sig i hans mund. – Hvem … er du?
– Jeg er Peter Pan, svarede Søren og smilte.
– Du … ligner ham ikke, sagde Oliver.
Søren lo stille og hviskede: – Det er, fordi vi endnu ikke er på Ønskeøen.
Oliver forsøgte at holde hovedet oprejst. – Hvad laver du … på mit værelse?
– Leder efter min skygge. Sig mig, kender du slet ikke historien om Peter Pan? Søren krydsede armene over brystet og smilte skælmsk.
– Jo, men det er jo bare et eventyr.
– Eventyr kan godt være virkelige. Ellers sad jeg jo ikke her.
Oliver gned sine øjne. – Hvad vil du mig?
– Kun alt godt, Oliver, svarede Søren og strøg ham kærligt over panden.
– Hvorfra ved du, hvad jeg hedder?
– Jeg kender alle børns navne.
– Mit hoved føles mærkeligt.
– Det er Klokkeblomst, der summer inde i det. Søren prikkede ham i maven, og Oliver kunne ikke lade være med at fnise.
– Drømmer du slet ikke om at kunne flyve?
Oliver så overrasket på ham. – Hver dag, hvorfor?
Søren lagde mærke til, at Olivers pupiller nu var helt udspilede; stofferne virkede, som de skulle.
– Hvorfor tager du så ikke med mig til Ønskeøen?
– Ønskeøen? Hvor pokker er det?
– Anden stjerne til højre og så ligeud, til det bliver morgen.
– Så skal man da først have fly … certi … fikat. Han virkede stolt over at kende et så svært ord.
– Nej, Oliver, det behøver man ikke på Ønskeøen. Dér kan man gøre lige, som det passer én. Og ved du, hvad det bedste er?
– Nej.
Søren lænede sig frem mod Olivers øre, han foldede sin hånd som en tragt og hviskede. Oliver så hurtigt på Søren. Trods stoffernes effekt virkede han ualmindelig klar. – Skal vi dræbe pirater?
– Hver og én, selv Kaptajn Klo, deres ubestridte leder. Kender du Kaptajn Klo?
– Jeg har hørt om ham.
Søren rynkede brynene. – Glem alt, hvad du har hørt, han er meget værre, mere ond end fanden selv.
– End fanden?
– Og så lige lidt mere ja. Selv hans mænd frygter ham. Og de er ellers ikke bange for noget.
– Men vil han så ikke dræbe os?
Søren rystede afvisende på hovedet.
– Ikke hvis vi er på Ønskeøen. På Ønskeøen forsvinder de ondes kræfter. På Ønskeøen er det børnene, der er de stærkeste.
– Virkelig?
– Så absolut og i det hele taget, du, vrøvlede Søren. – Skal vi tage af sted?
Oliver så ærgerlig ud. – Jeg tror ikke, at jeg må.
– Nå nej, det havde jeg glemt, du er jo blot en lille dreng. Søren skar tænder.
– Jeg er da ikke lille. Jeg fylder ni. Han vendte sig om mod uret på kommoden. – Er fyldt ni.
Søren trak på skuldrene. – Vi er tilbage inden daggry. Hvis du vil med, har jeg en gave til dig.
– Hvad er det?
– Kan jeg desværre ikke fortælle, medmindre du svarer ja.
Oliver kunne ikke lade være med at grine. – Hvis vi er hurtigt tilbage igen, så …
Søren lynede sin jakke lidt ned og stak hånden i inderlommen. Han trak en lille lærredsindbundet bog frem. »Peter Pan & Wendy« stod der på omslaget. Han slog bogen op, og inde mellem siderne lå et ældet ark glansbilleder med Peter Pan-motiver. – De er meget gamle og meget kostbare. Uerstattelige, hvis du forstår?
Oliver nikkede alvorligt.
– Hvis du vælger det rigtige, kan du komme med til Ønskeøen og få din gave, sagde Søren.
– Hvordan ved jeg, hvad der er det rigtige?
– Man ser ind i sit hjerte, Oliver. Så kan man ikke tage fejl.
Drengen så omtumlet på Søren, dernæst på glansbillederne. Han havde tydeligvis svært ved at fokusere. Endelig pegede han på et af motiverne. Det forestillede Peter Pan, der fløj af sted.
Sørens ansigt lyste op. – Pak din taske, for nu skal vi af sted til Ønskeøen.
Morgennyhederne i radioen fortalte om hedebølgen, der fortsatte, så længe meteorologerne kunne forudse. Der var ingen lindring i sigte. Det var den unormale forskydning af jetstrømmen, som havde skabt hedebølgen, der nu havde stået på i snart tre måneder. Nyhedsoplæseren fortalte, at endnu en ældre medborger var bukket under for varmen. Det samlede antal døde som følge af dehydrering var nu oppe på fjorten personer. Han fortsatte med at fortælle om en brand, der havde udviklet sig i et villakvarter. Ejeren af det nedbrændte parcelhus havde overtrådt Beredskabsstyrelsens forbud mod brug af åben ild. Han havde luget med en ukrudtsbrænder uden efterfølgende at få slukket for gløderne.
– Ollie, for sidste gang, du skal op nu! råbte Olivers mor, der var en kraftig kvinde midt i trediverne.
Hun åbnede for den kolde hane ved køkkenvasken og skyllede hænderne rene for rødbedesaft. Bagefter satte hun låget på tupperwaredåsen med den nyrevne råkostsalat i og vendte sig om mod sin mand, der sad ved det lille spisebord i køkkenet.
– Er du sød at gå op og hente ham?
Olivers far så søvndrukkent op fra tallerkenen med cornflakes. Han var ubarberet og havde en krøllet skjorte på, der var knappet skævt. For enden af bordet var der dækket op med et flag og et par gaver. – Det er hans fødselsdag, Jette. Jeg skal nok køre ham i skole senere.
– Og snuppe bilen to dage i træk? Ellers tak, kammerat. Oliver, kom så ned!
– Hvor lang tid skal den slankekur vare? mumlede hendes mand.
– Det er en diæt, og lige så længe som det passer mig.
Hun gik gennem køkkenet og ud i entréen til trappen op mod første sal. I fire hurtige skridt var hun oppe på reposen. »Ingen Adgang« stod der på et klistermærke midt på Olivers dør. Hun ignorerede skiltet og gik lige ind. Der var overraskende køligt i værelset, hvilket var usædvanligt efter endnu en tropenat. Særlig fordi hun havde indskærpet over for Oliver aldrig at have vinduet åbent om natten. Lige meget hvor varmt det blev. Ikke i disse tider. Hun så hen på sengen i hjørnet. Dynen var slået til side, og sengen var tom. Jette sank spyttet, som samlede sig i munden. Hvorfor var han her ikke? Hun mærkede hjertet banke. Tungt som et stempel, der slog indefra og ud mod brystkassen. Hun så sig rundt i værelset og fik øje på gardinet, der flagrede. Trækvinden fik modelflyene i uroen til at svæve. Det vindue måtte bare ikke være åbent. Hun fortsatte hen mod vinduet, rakte hånden ud og slog gardinet til siden. Vinduet stod på vid gab.
Hun kikkede ned mod haven og fik øje på den efterladte stige midt på den visne plæne. Så vidste hun, hvad der var sket. Jettes klagende skrig ramte hendes mand i køkkenet.
*
Den camouflagefarvede Fennec-helikopter strøg hen over trækronerne i det sidste dagslys. Den bagerste sidedør stod åben, og larmen fra trækvinden og lyden af de piskende rotorblade fyldte cockpittet. Politiobservatøren sad i døråbningen med hovedtelefoner på. Han havde frit udsyn over skoven og de tilstødende engarealer. Med det blotte øje kunne han skimte hjemmeværnsfolkene, som gik i en lang kæde og søgte hen over engen. Deres luntende gang afslørede, at dagens eftersøgning i den bagende sol havde tæret på dem. Observatøren rettede blikket mod terrænet under sig. Han tog den termiske kikkert og spejdede ned mod skoven. De røde konturer af varmeområder mellem træerne lyste foran ham. Hundepatruljen var efterhånden trængt dybt ind i skoven. I den termiske gengivelse lyste de runderende hunde som genfærd, der dansede mellem træerne. Bag dem kom hundeførerne. Observatøren gav tegn til piloten om at flyve længere østpå, ud mod kysten. Han kaldte kommandostadet på landjorden og meldte sin nye kurs.
– Modtaget Flyobs 1, slut. Vicekommissær Katrine Bergman lagde radioen fra sig på taget af sin sorte Ford Mondeo.
Hun havde sat kommandostadet op på parkeringspladsen ved indgangen til Vestskoven. Det store opbud af politikøretøjer havde tiltrukket nysgerrige tilskuere, og hun havde fra morgenstunden fået spærret parkeringspladsen behørigt af.
Hun tørrede panden for sved og kørte hånden gennem sit mørke hår, der var samlet i en hestehale.
– Har vi noget nyt fra P1’erne i villakvarteret?
Kriminalassistent Tom Schæfer rystede mismodigt på hovedet. Han var en lille bleg mand sidst i trediverne med sørgmodige øjne, hvor det venstre hang lidt. – Ikke endnu. De er stadig rundt hos naboerne. Afhøring af avisbudene har heller ikke givet noget.
– Der må sgu da være nogen, som har observeret en dreng i pyjamas med sin skoletaske i hånden.
Tom undveg hendes blik og nikkede blot.
– Hvor langt er I fra skoven, Henrik?
Hun så hen på den fedladne hjemmeværnsmand. Trods varmen var hans uniform reglementeret knappet til.
– Vi skal nok nå at gennemsøge engen inden solnedgang.
– Det er super, godt gået.
Hun satte hænderne i siden og betragtede det topografiske kort, der lå hen over køleren. Den kortærmede sorte T-shirt afslørede, hvor veltrænet hun var. De områder, de havde gennemsøgt de sidste par dage, var skraveret, og hun koncentrerede sig om den nordlige del af skovarealet. – Hvad med skoven?
Lederen af hundepatruljen bed sig i læben. – Det er et stort område, og hundene er ved at gå trætte derude.
– Jeg vil ikke have, at han skal ligge alene derude en nat til. Få fat i Aktionsstyrkens hunde om nødvendigt.
– Går vi stadig ud fra, at han er i live? Jeg mener, de andre drenge …
–Oliver er i live, og vi skal finde ham, okay?
Hun så rundt på mændene omkring sig. De nikkede alle tilbage. I det samme kom helikopteren brølende ind over dem. Den havde solen i ryggen og stod i silhuet på himlen som en afventende grib.
– Vores er da ude over fjorden? råbte Katrine gennem larmen.
– Det er TV2’s nyhedshelikopter, svarede Tom.
– Få dem til at fjerne lortet nu. Skyd den ned, hvis de ikke flytter sig frivilligt.
Tom tøvede et sekund, så nikkede han og løb over mod den nærmeste patruljevogn for at kontakte politigården. Helikopteren var allerede begyndt at søge højde igen.
Katrines radio skrattede. – HUF 1 til KST.
Katrine tog radioen fra taget. – HUF 1 kom …
Det var indsatslederen fra den første hundedeling, der kaldte op. – Vi har fundet ham … fundet knægten. Katrine kendte ham som en rutineret betjent, alligevel lød hans stemme grødet. – Du må hellere se at komme herind. Tre klik nord for KS. Ved skovsøen.
De meterhøje siv svajede for aftenbrisen. Mørket var ved at falde på omkring den udtørrede skovsø. Katrine ankom til findestedet sammen med sine folk. Hundeførerne stod resignerede med deres hunde i snor. Skoven genlød af piben. Det var aldrig et godt tegn. De peb kun, når de lugtede død.
Katrine bad Tom om at følge efter sig, og de fortsatte ind ad den stampede vej gennem sivene. De bevægede sig ganske forsigtigt, så de undgik at ødelægge eventuelle spor. Der lød en summen længere indefra. Som i hundredvis af små helikoptere. Da de var nået halvvejs, standsede Katrine. Foran hende var sivene lagt ned og dannede en lille lysning. På et leje af afhuggede siv lå Oliver med hænderne foldet over brystet. Han var iført pyjamas, og skoletasken støttede hovedet som en pude. Katrine gik hen til ham og satte sig på hug. Hans øjne var lukket, ansigtet var pergamentfarvet og skinnede i det blå aftenlys. Varmen havde mørnet liget, og fluerne sværmede begærligt omkring ham. I virkeligheden det eneste lyspunkt her. De klækkede maddiker ville hjælpe retsmedicineren med at fastslå tidspunktet for hans død. Hun så de tydelige mærker på Olivers hals; han var blevet kvalt. Det var der ingen tvivl om. Hun så ned ad ham, på de foldede hænder, der lå over brystet. Katrine fandt en kuglepen frem fra lommen. Rigor mortis havde sat ind, og hun vidste, det var umuligt at skille hans fingre fra hinanden. I stedet skrabede hun ind under de foldede hænder. Langsomt trak hun med kuglepennen glansbilledet med Peter Pan-motivet frem. Det var magen til dem, som hun havde fundet hos de andre ofre.
– Er det ham igen, der har gjort det? spurgte Tom. Han stod opgivende med armene ned langs siden. De meterhøje siv gjorde ham mindre, end han var.
På vej tilbage gennem sivene instruerede hun Tom i, hvilke af teknikerne hun ville have fat i fra de forskellige afdelinger.
Da de kom ud fra sivene, gik hun hen til den operative leder for hundepatruljen.
– Har Ingeman stadig det dér grimme gadekryds?
– Sædsnapperen? Ja, den lever i bedste velgående.
– Vil den kunne finde spor her, hvis der er noget at komme efter?
– Den køter kan finde sædpletter på en nonne.
– Få ham herud. Hvis vores gerningsmand har stået og spillet den af et eller andet sted, så vil jeg have hver en dråbe ind til Teknisk.
Tom kom hen til hende. – Han plejer ikke at efterlade sig spor hverken af den ene eller den anden slags.
Katrine trak på skuldrene. – Måske vi er heldigere denne gang. Hun så rundt på forsamlingen. – Ingeman er den første, der gennemsøger lysningen. Før retsmedicinerne, før teknikerne, før nogen som helst andre, er det forstået?
– Forstået, lød det spredt.
– Tom, du har ansvaret her, indtil jeg er tilbage.
– Hvor skal du hen?
Hun så væk. – Tilbage til Olivers forældre og fortælle, at deres søn ikke kommer hjem.
Katrine vandrede alene gennem skoven med betjentenes blik klæbende efter sig. Tre drenge dræbt på lige så mange måneder. Næsten lige så lang tid, som hedebølgen havde stået på. Her var stadig helvedes varmt, på trods af at solen var gået ned.