Maja tog imod Annbrit og Carsten i entréen.
– Hej skat og tillykke, sagde Annbrit.
Barndomsveninden og hendes mand var de sidste gæster, som ankom til receptionen. Maja var glad for, at der ikke var flere, som skulle krammes. Mest af alt fordi hun svedte og kunne lugte sig selv. Men også fordi hendes gravide mave vanskeliggjorde enhver form for fysisk kontakt. Det var som at kindkysse, uden at man var enig om, hvilken side man skulle starte med, og i stedet ramlede ind i hinandens næser.
– Hvor er det bare en dejlig mave, du har fået, og hvor ser du blændende ud.
– Tak, svarede Maja, hun følte sig nu nærmere tung og fed.
– Majaaa, vi mangler mere æbleeddike, råbte hendes mor ude fra køkkenet.
Den festlige markering af, at hun havde færdiggjort sin speciallægeuddannelse, var ved at udvikle sig til et mareridt. Fra i dag havde hun papir på, at hun måtte drive sin egen praksis, men hun havde mest af alt lyst til at indlægge sig selv.
Hun så på Stig, der kom ud i entréen. Han havde i dagens anledning taget en hvid skjorte på, men håret stod som altid uregerligt til alle sider.
– Stig, skat, er du sød lige at hjælpe mor? Desperationen lyste ud af hendes ansigt. Her var alt for varmt, alt for mange mennesker, hun havde halsbrand, svedeture, og nu syntes hun også, at hun skulle på toilettet.
Stig gav hånd til Annbrit og Carsten. –Hei og velkommen til, sagde han med bred norsk accent.
– Stig, mor … Maja så tryglende på ham.
Stig kyssede hende hurtigt på panden. – Beklager, men din mor har forment mig adgang til køkkenet. Nu skal jeg sørge for, at I får lidt at drikke.
Han tog Annbrit og Carsten med ud på terrassen til de øvrige gæster.
– Majaa, vi mangler staaadig æbleeddike. Moderens stemme var gået en oktav op.
Maja vendte sig besværet om i den trange entré og vraltede ud i køkkenet.
– Gider du godt at styre dig. Bare i dag?
Moderen sad på hug foran ovnen og kikkede forbavset op.
– Hvad mener du? Hun havde ovnhandsker på begge hænder, og det så ud, som om hun havde groet luffer. Sammen med hendes ildrøde hår fik det hende til at ligne en pingvin i flammer. – Lille skat, nu er det jo Claus Meyer og ikke mig, der har lavet opskriften. Har du mere eddike til marinaden?
Mor havde for meget fritid, og Maja gruede allerede for, hvilke katastrofale konsekvenser det kunne få for den kommende barselsperiode.
– Skal vi ikke bare gå i gang med at spise? Der står allerede en kilometer buffet ude på terrassen og venter. Drop den dér Søbogård gris.
–Grambogård. Og buffeten er bare Anti-pasti. Vi skal da også have hovedret. Og til dessert har jeg lavet …
–What ever! Selv om jeg ikke kan forestille mig, at der er nogen … der gider at æde … gris … i den her … varme.
Hun skulle kaste op. Igen-igen. Jordemoderen og flere af hendes veninder havde ellers sagt, at kvalmen forsvandt efter de første tre måneder. De havde alle sammen løjet.
Hvis bare hun kom væk fra stegeosen og ud på terrassen, måtte kvalmen gå væk. Hun nåede kun til gæstetoilettet.
Stemmerne fra de mange gæster på terrassen summede i den varme sommeraften og blandede sig med musikken, som Stig styrede fra anlægget. Der var blevet gjort et gevaldigt indhug i buffeten, og selv hendes mors langtidsbagte pattegris var forsvundet på tallerkenerne.
Maja stod ved gavebordet og pakkede ud. Hun havde intet spist, men antihistaminerne havde hjulpet mod kvalmen. Det var det eneste præparat, hun benyttede. Rohybnolerne, efedrinerne og morfinpræparaterne var fortid nu. Graviditeten havde gjort forskellen. Det tidligere misbrug, hendes arbejdsskade, var nu afløst af et overdrevent forbrug af Kinder Mælkesnitte.
– Hvor er det en god fest, Maja, sagde hendes mor, idet hun passerede med to tomme fade.
– Tak mor … for det hele.
De udvekslede et blik, inden hendes mor forsvandt ind i huset. Hun skuede ud over selskabet. Det var en god fest, den allerførste i det nye hus. Deres nye og helt vidunderlige hus, i hjertet af hendes gamle barndomskvarter. Med bindingsværk og stokroser. Roserne var godt nok døde under hedebølgen. Men det gjorde ikke noget nu.
Ud over de gamle veninder og den nærmeste familie, havde hun inviteret kollegaerne. Både dem, hun nu arbejdede sammen med i Skouboes praksis, og dem fra de forskellige hospitalsafdelinger, hun havde specialiseret sig på. De fleste havde medbragt deres børn, og baghaven var fyldt med gæster helt ned til åen, som løb bagved. Hun håbede, at Walther fra sin plads i hendes mave kunne høre dem skråle. Valnødden Walther, som de havde døbt ham efter første skanning. Walther efter hendes afdøde morfar, som hun stadig savnede. Og Valnød, fordi det var det, han mest af alt havde lignet på det kornede skanningsbillede.
– Den er fra mig og Hans Henrik.
Jeanette nikkede mod æsken, som Maja stod med i hånden. Maja havde været for optaget af sine egne tanker til at se, hvad pakken indeholdt, før nu. – Tusind tak, søde … en elektrisk kniv … fra OBH.
Hun vendte og drejede æsken opmærksomt.
– Det var Hans Henriks idé. Mest som en joke.
Jeanette smilte og afslørede et stort mellemrum mellem fortænderne.
– En kniv fra en retsmediciner, det er da en gave, som man husker, svarede Maja og stillede æsken fra sig på gavebordet.
Hun kendte Jeanette helt tilbage fra folkeskolen. Jeanettes største bedrift havde været at blive gift med en mand i en passende lønramme. Og selv det havde vist sig overkommeligt, da det var Maja, som havde ageret Kirsten Giftekniv.
– Hans Henrik er rigtig ked af, at han ikke kunne komme, men han er blevet kaldt ind til den dér ubehagelige sag.
Maja havde ikke lyst til at høre videre og nikkede bare, mens hun rakte ud efter den næste gave.
– Det er tredje gang nu. Hans Henrik siger, at man aldrig kommer sig over det, når det handler om forbrydelser mod børn.
De nærmeste gæster stimlede sammen omkring Jeanette.
– Er han involveret i Pan-sagen? spurgte en ældre overlæge fra Psyk.
Jeanette nikkede vigtigt. – Han blev kaldt til ligsyn ude i Vestskoven, hvor de fandt ham drengen.
Overlægen løftede øjenbrynene. – Men er de sikre på, at drabet har forbindelse til ham, der har slået de andre ihjel?
Jeanette sænkede stemmen. – Det her er tys tys. Men Hans Henrik ringede og fortalte, at de havde fundet et af de dér billeder igen.
– Glansbillederne?
Jeanette nikkede. – Åh ja, med Peter Pan-motiv og det hele. Og ved I, hvad det værste er? … Jeanette så rundt på dem, inden hun fortsatte. – Ham her havde fødselsdag ligesom den forrige dreng.
Der gik en gysen gennem tilhørerne.
Maja lukkede ørene. Det irriterede hende, at Jeanette havde slæbt drabene indenfor i hendes hjem. Hele sommeren havde hun forsøgt at undgå at høre om dem. Hvilket var svært, da det havde været det helt store samtaleemne. Hver dag supplerede pressen med nye makabre detaljer om drabene. Gerningsmanden havde bedøvet alle sine ofre med stoffer, inden de var blevet seksuelt misbrugt og kvalt. Han havde nu tre drenge på samvittigheden og var officielt erklæret som Danmarks første seriemorder.
– Men har de slet ikke fundet andre spor? spurgte overlægen.
– Nej. Hans Henrik siger, at han er dygtig. Meget dygtig. Men de håber selvfølgelig hele tiden.
– Hvad med blod fra ham eller spyt?
– Intet, ikke engang sæd.
– Måske skulle vi lige give Hans Henrik og alle mordene en pause, sagde Maja og smilte diplomatisk.
Jeanette så forlegent på hende. – Undskyld, det var ikke for at ødelægge stemningen.
– Nej nej, søde. Se lige, hvad jeg har fået, sagde Maja for at tale om noget andet. Hun holdt lysestagen fra Georg Jensen op i luften. Jeanette og de andre nikkede og smilte pligtskyldigst. Lidt efter fortrak de ned i haven og talte videre.
Maja skulede efter dem. Drabssagen gjorde hende bange. At forestille sig, at sådan noget skete i ens barndomskvarter, var for uhyggeligt. Hun var netop flyttet tilbage hertil, fordi hun ønskede at give Valnød de samme trygge rammer, som hun selv var vokset op i. Og så skete det her. På de samme villaveje, hun havde leget på som barn. Hvor hun havde lært at køre på cykel. Tegnet hinkeruder med farvet kridt. Kysset Flemming H for en guldkaramel. Det var her, at en drabsmand nu havde slået til.
Hun kunne lugte åen igen. Den havde ikke lugtet, da de købte huset, bare bugtet sig lige så fint. Men hedebølgen havde fået algeforekomsten til at eksplodere. Hun savnede sine antihistaminer igen. Eller bedre, en stiv gin & tonic.
Klokken var blevet tre om natten, før den sidste gæst var gået. Maja og Stig stod i døråbningen til børneværelset på første sal. Han holdt om hende. Selv om hun svedte og følte sig klam, var det dejligt at mærke hans favn.
– Tror du, at du kan sove?
Maja trak på skuldrene. Hun gruede allerede for, at den varslede tropenat ville holde hende vågen.
Børneværelset var det eneste rum, som stod færdigt. Nymalet og møbleret, ventende på sin nye beboer. Resten af huset lignede en byggeplads.
– Det var trods alt godt, at vejret tillod os at holde festen på terrassen.
Stig nikkede og kyssede hendes nakke.
– Skat, jeg tænkte på, om vi skulle tage imod det tilbud fra håndværkerne, sagde Maja.
– Og have syvogtyve polakker rendende? Ellers tak. Jeg gør det selv. Hun kunne høre på hans stemme, at han var fuld.
– Får du ikke travlt med bogen.
– Jeg har travlt med bogen.
– Okay, svarede hun og stirrede ud i luften. Det var noget af et projekt, hun havde fået sat i værk. Hus. Egen praksis. Barn. Mand.
– Hvad tænker du på?
Maja trak på skuldrene. – Ikke på noget.
– Jo, på hvad?
Hun vendte sig om mod ham. – På om vi bliver lykkelige.
– Er vi da ikke det i forvejen?
Hun nikkede. – Jo, men jeg kan bare godt blive usikker på det hele. Der sker så meget. Så hurtigt. Og så voldsomt.
Han klemte hende ind til sig. – Jeg er sikker på, at det nok skal gå.
– Så du Jeanettes stiletter? sagde Maja og rynkede panden. – Den dumme ko har sat mærker overalt. Man burde indføre en lov, der forbød stiletter til private fester. Uanset om de foregår ude eller inde.
Han kunne ikke lade være med at le.
*
I den anden ende af byen sad Søren i sin varevogn og kikkede ud ad forruden. Han betragtede den mørke villa overfor. Den var blevet moderniseret for nylig, og med sit glaserede tegltag og sine skurede facader mindede den ham om en sukkerkage. Han havde kørt sædet helt tilbage, så gadebelysningen ikke afslørede ham. På trods af sin ophidselse sad han fuldstændig ubevægelig og trak vejret kontrolleret. Han kunne mærke huset. Fornemmede det i sit indre. Han genkaldte sig alle værelserne – vidste, hvor alting stod placeret. Det ville være muligt for ham at gå igennem huset i fuldstændigt mørke uden at støde ind i noget. Uden at skulle støtte sig til møbler eller væggene. Han ville kunne glide lydløst igennem hvert eneste rum helt uden at efterlade sig spor. Livet havde lært ham at færdes på denne usynlige måde. Så blev man ladt i fred.
Han kendte husets beboere, som han havde holdt under observation. Kendte alt til deres færden. Vidste, hvornår de tog på arbejde, gik i skole, hvornår de spiste, og hvor hver enkelt af dem sov.
Pan skulle snart flyve igen, ind ad vinduet til børneværelset. På jagt efter sin skygge. Der var så mange fortabte drenge i denne verden, og han ønskede sig brændende at tage dem alle med til Ønskeøen. Det fortjente de. Tanken gjorde ham lykkelig.